Guder, guld og herligheder i Filippi

Transkript

1 TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) Et spadestik dybere i Bibelens verden 4 December årgang Guder, guld og herligheder i Filippi Jeg er vintræet I er grenene En tur langs Kongevejen. Del 1

2 TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø Tlf.: Internet: Bank: Sydbank konto Norge: Den norske Bank Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.) Knud W. Skov, Carsten Vang Forsidefoto: Solnedgang over Neapolis porten til Europa og Grækenland som Paulus rejste igennem på sin vej fra Lilleasien til Makedonien (ApG 16,11). Foto: Todd Bolen, Layout: Corpo Lab, Herning Tryk: Reklametryk, Herning Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 145,- / norske kr. 160,- (For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA. Selskabets bestyrelse: Cand.theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: kv@sba-dk.dk Ph.d.-stipendiat, cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: mhj@sba-dk.dk Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører og kasserer), tlf.: vjj@sba-dk.dk Stud.theol. Jacob Bank Møller, tlf.: jbm@sba-dk.dk Stud.theol. Thomas Bank Møller (information mm.) tlf.: tbm@sba-dk.dk SBA-Københavns foredragsserie Hovedstæder i Gammel Testamente og Galilæaforskningen: 3/2 kl Nicolai Winther-Nielsen: Juda Riges gamle hovedstad - Jerusalems arkæologi og historie f.kr. 3/3 kl Anine Madvig Struer: Hazor - førende blandt alle disse kongedømmer: en kana'anæisk hovedstad 7/4 kl Nicolai Winther-Nielsen: Jerusalem på Jesu tid arkæologiske glimt fra påskens verden Lørdag den 22/4. Foredrag ved Morten Hørning Jensen om Israel på Jesu tid (indgår i SBAs årsmødeprogram, program i næste nummer af TEL) 5/5 kl Jens Bruun Kofoed: Samaria historien om det gamle Nordrige Israels hovedstad Foredragene er gratis for medlemmer af SBA; alle andre betaler entré 40 kroner pr. gang. Medlemskab kan tegnes ved henvendelse til SBA, se Studietur til Israel 27. juni til 7. juli 2006 SBA tilbyder nu for første gang i mange år en bibel-arkæologisk rejse til Israel som et samarbejde mellem DBI og SBA København. Den retter sig i første omgang til studerende på DBI, men efter 24. december vil andre kunne komme med som deltagere (max 16 pladser). Turen forudsætter deltagelse i undervisning på DBI til foråret arrangeret sammen med SBA København af Nicolai Winther-Nielsen (nwn@sba-dk.dk), der er guide på turen sammen med Jens Bruun Kofoed. Turen arrangeres af Simon Olesen, og du kan få yderligere praktiske oplysninger af ham (simon@nedergaard.net) Et foreløbigt program og en folder for turen kan ses her: pdf (login som gæst). SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN Indholdsfortegnelse Jeg er vintræet I er grenene side 3 Guder, guld og herligheder i Filippi side 8 Anmeldelse af Brevene fra Patmos side 14 En tur langs Kongevejen. Del 1 side 15 Nyt fra felten side 20

3 Arkæologisk og historisk sidelys Jeg er er vintræet vintræet på Bibelen I er grenene Vintræet i historisk og arkæologisk lys Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen I både GT og NT er vintræet brugt som et centralt symbol på forholdet mellem Gud og sit folk og som et billede på nærhed, velsignelse og ødelæggelse. Hen over sommerdagenes ubønhørlige hede skulle vinmarken passes. Når den sidste regn var faldet omkring april, gik der næsten et halvt år, til den næste sorte sky kom forbi. Netop i slutningen af tørkeperioden var vintræets drueklaser klar til høst. I den lange periode uden regn har druerne klaret sig alene på den natlige dug. Man kan levende forestille sig den glæde, som Bibelen beskriver, der udspandt sig omkring vinhøsten. Med glædesråb løb børnene rundt på marken, stillede tørsten i de fuldmodne druer frem for i gammelt cisternevand og sov med de voksne ude på marken under vagttårnet, til de sidste dyrebare drå- ber var i hus (Es 16,10). Der er ligefrem et påbud om, at man skal være glad under den efterfølgende takkefest for markens afgrøder, løvhyttefesten (5 Mos 16,14). Hårdt arbejdet i vingården Vindruens afgørende betydning lå i den vin og most, den gav som supplement til det sparsomme kilde- og regnvand. Derfor var man derfor også villig til at levere den store arbejdsindsats, det krævede at få en vinmark til at give udbytte. Første udfordring i det bjergrige landskab, der udgør størstedelen af det bibelske Israel, var at anlægge terrasser på bjergsiderne. Det krævede generationer på generationers arbejde. Efter vinterstorm og regn forestod et større genopbygningsarbejde af nedbrudte støttemure. Det krævede hårdt arbejde at vedligeholde bjergterrasserne efter vinterregnstormene. Foto: Morten Hørning Jensen 3

4 En vinmark blev oftest bevogtet med et vagttårn for at beskytte den kostbare afgrøde. Foto: Hartvig Wagner På bibelsk tid dyrkede man vintræet på den traditionelle måde, hvor træet voksede på langs understøttet af nogle sten. Foto: Jim Flemming. Dernæst skulle vintræet plantes. Det gav ikke udbytte det første år. Hver stikling var en investering med håb om udbytte. Derfor krævede vindyrkning fred og stabilitet. Man anlagde også vagttårne og byggede gærder for at holde vilde dyr og tyve ude. Selve tilsynet med planterne var også krævende. Vintræet kan nemlig beskrives som en kravlende busk, der, hvis den ikke konstant beskæres, vokser vildt med lange grene, der selv slår rod og bliver til nye træer. Får det lov til at ske, går det ud over frugten. Derfor måtte vingårdsejeren konstant beskære træet for at fjerne døde skud eller skud, der ikke ville give frugt. Endelig, når høsttiden nærmede sig, flyttede landsbyen ud på marken og overnattede der for at sikre sig, at den dyrebare høst ikke blev stjålet eller ødelagt. Et godt træ kunne producere klaser af druer helt op til 13 kg stykket med enkeltdruer på størrelse med blommer. Fund af trædeperser Vinproduktionen i det bibelske Israel afspejles i de mange arkæologiske fund af vinperser. Oftest benyttede man en trædeperse, der blev hugget direkte ned i grundklippen. De plukkede drueklaser blev samlet i et stort kar, og forsigtigt trampet med de bare fødder så saften blev frigivet uden at kernerne blev knust. Druesaften løb herfra ned i et eller flere overløbskar, hvor urenheder bundfældede sig. Det traditionelle arbejde i vinmarken kan stadig opleves i dag. Foto: Jim Flemming Mosaik fra 557 e.kr. i Lot og Procopius Kirken i Khirbet el- Mukhayyat, Jordan, der viser to glade mænd i færd med at træde vindruer. Foto: Hartvig Wagner 4 Jeg er vintræet

5 Trædeperse fra Jesu tid fundet under udgravninger i Nazareth Village. Druerne blev trampet i den bagerste fordybning og saften løb gennem overløbsrenden ned i den forreste. Foto: Morten Hørning Jensen Derefter blev saften siet, så myg og andet ikke fandt vej til lertøjsbeholderne (jf. Matt 23,24). Skulle druesaften ikke anvendes som juice, blev den opbevaret på et køligt sted i særlige vinbeholdere. Gæringsprocessen gik nu i gang, og det krævede nedarvet ekspertise at producere god og ikke sur vin. Præcis som i dag var der derfor stor forskel på god og dårlig vin (jf. Joh 2,10). Den gyldne vin i Herodes tempel Vintræets store symbolværdi gik ikke Herodes den Stores næse forbi. Derfor valgte han under sin restaurering af templet at lade guldsmede lave en gylden vinranke til at sno sig over indgangen til selve tempelbygningen. Selvom man, ret forudsigeligt, aldrig har fundet rester af denne kostbare udsmykning, er den kendt fra både Josefus og de senere rabbinske skrifter. Vinklaser som udsmykning Ligeledes lod både Herodes og hans søn Arkelaos mønter præge smykket med vinklaser. Det samme gjorde også jøderne under både den første og den anden opstand mod Rom, hvor man på en særlig måde ønskede at fremhæve de jødiske symboler. Vintræet var altså et af dem. Derfor ser man også dette motiv i udsmykningen af mange af de senere synagoger (se foto side 6), såvel som på mosaikgulve, lamper, benkister og vægmalerier. Mønt udstedt af Arkelaos (4 f.kr. - 6 e.kr) udsmykket med vinklase. Grafik: David Hendin I er grenene 5

6 Vinklaser og vinranker blev hyppigt anvendt som udsmykning i fx synagoger. Her fra Bar am. Læg mærke til vinranken under buen. Foto: Morten Hørning Jensen Vintræet som symbol i GT Årsagen til den hyppige brug af vin som udsmykning findes i GT s skrifter, hvor vintræet eller vingården en række centrale steder bruges som et billede på en trefoldig måde: For det første er vintræet et symbol på glæde, velsignelse og fred. Der, hvor bjergene drypper med most (Amos 9,13), er der et civiliseret samfund, hvor der er udbytte for den store indsats. Det er et samfund i fred og ikke krig (jf. Jer 31,5; 1 Kong 5,5; 1 Makk 14,12). For det andet bruges vingården gentagne gange som et billede på forholdet mellem Gud og Israel. Israel beskrives som en vingård eller en vinstok, Gud som vingårdsejer har plantet, passet og plejet 1. Umiddelbart er billedet positivt. Det beskriver en tæt relation mellem Gud og Israel baseret på Guds omsorg og pleje. Men næsten hver gang bruges billedet samtidig som en dom over Israels handlinger som fx i sangen om vingården i Es 5 (se tekstboks). Det umulige skete. I stedet for ægte druer var udbyttet ubrugelige vilddruer på trods af den rigtige pleje 2. Derfor lader Gud vingården forfalde, og uden den intense pleje bliver den med det samme til en vildmark. For det tredje bruges billedet som et symbol på velsignelsen i endetiden, hvor der igen skal herske fred, og hver mand skal sidde under sin egen vinstok 3. Noter 1 Sl 80,8-16; Es 5,1-7; Jer 2,21; 6,9; 12,10-11; Ez 15,1-8; 17,5-10; 19,10-14; Hos 10,1, se også Filon, Drømme I orienten vokser der frit en vild vin-art (vitis orientalis), der bærer små syreagtige vindruer uegnet til høst. Denne plante ser ud og opfører sig helt anderledes end den rigtige vinplante (vitis vinifera). I Es 5,4 er det tydeligvis den rigtige vin, der blev plantet. Frugten af denne kunne også blive dårlig, hvis træerne ikke blev beskåret og renset. Herved blev druerne små og indtørrede (jf. Moldenke 1952, 239f). 3 Zak 3,10; Mika 4,4; Amos 9,13-15; Jer 31, ; Es 27,2-6, se også det apokalyptiske skrift 2 Baruks Bog 39,7 6 Jeg er vintræet

7 Vintræet hyppigt symbol i NT I NT bruges vintræet som symbol i hele seks lignelser og udsagn af Jesus: figentræet i vingården (Luk 13,6-9), ung vin på gamle sække (Matt 9,17), arbejderne i vingården (Matt 20,1-16), de to sønner og vingården (Matt 21,28-32), de onde vingårdsforvaltere (Matt 21, par.) samt Jesu tale om sig selv som vintræet (Joh 15,1-8). Af disse rummer særligt de to sidste tydelige referencer til GT og især til lignelsen om vingården i Es 5. Dette er i sig selv dristigt og provokerende. Hvad der på overfladen ligner et uskyldigt billede, placerer i virkeligheden Jesus midt i Guds frelseshistorie som det sande vintræ (Joh 15,1, jf. Jer 2,21). Arkæologisk sidelys over Joh 15 I lyset af arkæologien og historien træder en række ting tydeligt frem i Jesu brug af vintræsbilledet i Joh 15: Når Jesus kalder sig selv for vintræet, disciplene for grenene og sin far for vingårdsmanden, så bruger Jesus et særdeles kendt billede. Disciplene kunne umiddelbart knytte til ved det og forstå detaljerne i sammenligningerne. De var altså klar over, at det krævede hårdt arbejde, at få grenene til at bære frugt. Konstant skal de beskæres og løftes op, da de hele tiden vil forsøge at vokse vildt og slå rod og derved miste muligheden for at bære god frugt (v. 2-3). Disciplene var også klar over, at intet er mere hjælpeløst end en gren skilt fra vintræet (v. 4-5), mens modsat en gren godt fæstnet på stammen og beskåret for vildskud vil kunne bære fantastisk frugt selv efter den lange tørkeperiode. Hvorfor? Fordi grenen har adgang til at suge næring fra hele træet. Grenens position er altså på én gang bundet og hjælpeløs samtidig med, at den rummer en uhindret frihed til at suge kraft og bære frugt. Det er ind i denne situation, at Jesus siger: Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Litteratur - Akpunonu, P. D The Vine, Israel, and the Church. Peter Lang. - Moldenke, H. N. og A. L. Moldenke Plants of the Bible. New York: The Ronald Press Company. - Flemming, J The World of the Bible Gardens. Ein Karem. - Rousseau, J. J. og R. Arav Jesus and His World. Minneapolis: Fortress Press. - Vamosh, M. F Food at the Time of the Bible. Palphot. I er grenene Esajas bog 5,1-4 Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård. Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Joh 15,1-8 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. LÆS MERE Titel: The Vine, Israel and the Church Forlag: New York: Lang, 2003 Forfatter: Peter Damian Akpunonu Pris: $64.95 Vin, vintræer, vingårde omtales mange steder i bibelen! I en ny bog, The Vine, Israel and the Church, har den nigerianske præst Peter Damian Akpunonu gjort et stort arbejde med at samle disse. Bogen gennemgår først vin og vindyrkning i et bredt mellemøstligt perspektiv. Derefter fokuseres der fire udvalgte steder (Es 5, Sl 80, Matt 21,33-44, Joh 15), der gennemgås i stor detalje. Bogen slutter med to kapitler, der ser bredt på billedet af Israel som en vinplante i GT og kirken som en vinplante i NT. Bogen kan anbefales for sin store grundighed og meget fornemme behandling af de bibelske passager om dette emne. 7

8 Guder, guld og herligheder i Filippi Arkæologisk lys over filipperbrevet Af prof. Gordon Franz, Talbot School of Theology Da apostlen Paulus besøgte Filippi, var det første gang, han satte foden på europæisk jord (ApG 16,12). Filippi, der var en af makedonernes større byer, kom til at spille en vigtig rolle i apostlen Paulus liv og tjeneste. I det følgende skal denne bys guder, guld og herligheder omtales som baggrund for at forstå centrale tanker i Filipperbrevet. MAKEDONIEN Aigai Thessalonika Filippi Neapolis (Kavla) Thasos Samothrake TRAKIEN Den ældste by, som lå på Filippis sted, hed Datos. I 360 f.kr. blev den koloniseret af grækere fra øen Thasos. De ændrede navnet til Krenides, som betyder med mange kilder, på grund af mangfoldigheden af kilder i området. Byen var også berømt for den frugtbare slette foran den såvel som for bjerget Pangaion mod sydvest. Øst for Filippi lå bjergkæden Orbelos. I de omliggende bjerge var der guld- og sølvminer. Det var disse miner, der gav anledning til stridigheder mellem de trakiske stammer og kolonisterne fra Thasos. I 356 f.kr. bad kolonisterne Makedoniens konge, Filip den Anden, om at hjælpe dem med at forsvare sig mod de trakiske stammer. Filip, der både havde blik for den strategiske vigtighed af denne by og for guld- og sølvminerne, var mere end villig til at hjælpe dem. Under denne hjælpeaktion overtog han byen og udbyggede og forstærkede dens mure. Til ære for sig selv gav han den et nyt navn, Filippi. Pengene fra guld- og sølvminerne gjorde det muligt for Alexander den Store, Filip den Andens søn, at rejse en hær og betale sine soldater godt. De erobrede hurtigt Perserriget, som profeten Daniel havde forudsagt (Dan 8,5-8a; 11,3). Romerne erobrede Makedonien i 168 f.kr. og delte landet i fire dele. Filippi blev hovedbyen i et af distrikterne (jf. ApG 16,12). Mellem 146 og 120 f.kr. anlagde romerne også vejen Via Egnatia, en vej af militær og handelsmæssig vigtighed, som løb gennem det nordlige Grækenland. Apostlen Paulus og hans team gjorde god brug af denne vej til evangeliets udbredelse i det 1. årh. e.kr. Via Egnatia Det sorte Hav MYSIEN Alexandria Troas Thyatira 8 Piræus Athen Efesos km Guder, guld og he

9 Denne vej blev i antikken kaldt Via Egnatia eller Den Egnatiske Vej og går lige oven for den moderne by Kavala, antikkens Neapolis. Apostlen Paulus, Silas, Timotheus og Lukas må have gået på denne vej fra Neapolis til Filippi, omkr. 20 km (ApG 16,12). Foto: Gordon Franz Et afgørende slag i Romerrigets historie fandt sted ved Filippi. Den 15. marts år 44 f.kr. blev den tyranniske Julius Cæsar myrdet i Rom af en sammensværgelse anført af to senatorer, Brutus og Cassius. De fejlbedømte imidlertid folkestemningen i Rom og måtte flygte til Lilleasien, da folket ikke bakkede op om mordet. Dér gik de i gang med at rejse en hær for at generobre Rom og genindføre republikken. Marcus Antonius og Octavian (senere kendt som Augustus) førte en hær fra Rom til Filippi for at konfrontere Brutus og Cassius. I et afgørende slag blev Brutus og Cassius besejret. Nederlaget betød, at Rom blev ændret fra en republik til et kejserdømme. Dette sikrede dyrkelsen af den guddommeliggjorte kejser og gav senere anledning til konflikter mellem de kristne og de romerske myndigheder, da de kristne nægtede at deltage i kejserkulten. Efter dette slag blev Filippi udvidet og blev en romersk koloni. Hjemsendte soldater fik frugtbar jord til opdyrkning og slog sig ned i byen. Det var korrekt, når Lukas sagde, at Filippi var en koloni (ApG 16,12). Det er derfor ikke overraskende, at Paulus brugte militær terminologi, da han skrev sit brev til menigheden i Filippi. Nogle af de troende har måske haft slægtninge, der havde været i den romerske hær. Paulus omtalte Epafroditus som sin medkæmper (Fil 2,25). rligheder i Filippi Stenrelief fundet i havnen i Piræus, Athens gamle havneby. Det viser en pythonesse, en kvinde besat af en spådomsånd (ApG 16,16), som bringer Apollon en gave ved hans helligdom i Delfi. Foto: Gordon Franz 9

10 Det antikke forum (markedsplads) i Filippi, set fra byens akropolis. Dette forum er blevet fuldstændigt udgravet af den franske skole i Athen mellem 1914 og 1938 og af græske arkæologer siden Det var et rektangulært område, 50 meter i bredden og 100 meter i længden, med søjlegange, templer og offentlige bygninger. Bema en, dommersædet, hvor Paulus og Silas sag blev ført, lå i den nordlige ende af forum (ApG 16,19). Foto: Gordon Franz Paulus besøg i Filippi Paulus besøgte Filippi første gang på sin anden missionsrejse i år 49/50 e.kr. sammen med sin medarbejder Silas (også kendt som Silvanus) og deres discipel Timotheus (ApG 15,40; 2 Tim 2,2). Evangelisten Lukas ledsagede dem fra Alexandria Troas (ApG 16,10-11). Som det var Paulus sædvane, opsøgte han jøder, hvor som helst han kom ind i en ny by (Rom 1,16). På sabbatten fandt han en gruppe kvinder, der var forsamlet ved bredden af floden, hvor der var et bedehus (ApG 16,13). Her kom en kvinde fra Thyatira ved navn Lydia, der levede efter de jødiske forskrifter som gudfrygtig, til tro, og hun og hele hendes husstand blev døbt (ApG 16,14-15). Den jødiske tilstedeværelse i byen er for nyligt blevet understreget af fundet af en begravelsesinskription fra det 2. årh. e.kr., som omtaler en synagoge i Filippi. En dag, da Paulus, Lukas og Silas var på vej ud til bedehuset, blev de forfulgt af en slavepige, der Bema en i Filippi. Det var sandsynligvis på dette sted, apostlene Paulus og Silas blev ført frem for embedsmændene (ApG 16,19-24). Bema er det græske ord for en talers podium, hvor proklamationer blev oplæst, taler blev holdt (ApG 12,20-23), og hvor byens embedsmænd dømte i sager mod borgere (Matt 27,19; Joh 19,13; ApG 18,12-17; 25,1-12). Foto: Gordon Franz 10 Guder, guld og he

11 var besat af en spådomsånd. Apollo, profetiens gud og giveren af orakler ved hans helligdom i Delfi, inspirerede denne ånd. Paulus uddrev dæmonen af pigen (ApG 16,16-18). Ejerne af denne slavepige greb Paulus og Silas (men ikke Lukas) og førte dem frem for embedsmændene på forum. De blev anklaget for at være jøder og for at forårsage uroligheder i Filippi. Denne antisemitisme kunne være en udløber af, at kejser Claudius havde udvist jøderne fra Rom det foregående år, fordi de blev anset for uromagere (ApG 18,2). Paulus og Silas blev pryglet og kastet i fængsel. Mens de var der, bad [de] og sang lovsange til Gud (ApG 16,25). Ved midnatstid kom der et kraftigt jordskælv, så alle døre sprang op. Fangevogteren troede, alle fanger var flygtet, og ville derfor begå selvmord. Paulus standsede ham, da han kunne fortælle, at ingen var flygtet. Da fangevogteren forstod, at Paulus og Silas på en eller anden måde var anderledes, spurgte han dem: I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Som med én mund svarede de: Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst (ApG 16,25-31). Embedsmændene besluttede at lade Paulus og Silas gå. Men Paulus, der kendte romersk lov, bad dem om selv at komme og løslade dem. De ville have en undskyldning, fordi de var romerske borgere, som med urette var blevet arresteret og pisket uden dom (ApG 16,37). Da embedsmændene fandt ud af, at Paulus og Silas var romerske borgere, blev de bange. Jeg formoder, at Paulus ønskede at have en klemme på embedsmændene. Hvis de forfulgte menigheden i Filippi eller undlod at beskytte dem, ville Paulus fortælle myndighederne i Rom, hvad der var sket. Hvis Rom fik det at høre, ville de få en alvorlig straf og miste deres stillinger (ApG 16,35-40; jf 1 Thess 2,2). Hermed forlod Paulus, Silas og Timotheus Filippi ad Via Egnatia med kurs mod Thessalonika (ApG 17,1). Menigheden i Filippi sendte som den eneste penge til Paulus til hjælp for arbejdet (Fil 4,15-16). Paulus takkede dem for gaven og bad om, at Herren ville velsigne dem for deres indsats (Fil 4,17.19). Paulus besøgte også Makedonien på sin tredje missionsrejse. Sandsynligvis var Filippi første stop på rejsen (ApG 20,1). Efter tre måneders rundrejse i Grækenland vendte han tilbage til Filippi og sluttede sig til Lukas. De fortsatte derpå til Jerusalem for at kunne være der til pinse (ApG 20,3-6). Stedet der traditionelt er blevet udpeget som Paulus fængsel i Filippi. Dette er sandsynligvis en cisterne fra den byzantinske kirke oven over det. Apostlene Paulus og Silas var i fængsel i Filippi, da et jordskælv ramte det og befriede dem fra deres lænker (ApG 16,22-26). Foto: Charles Dyer rligheder i Filippi 11

12 Filip den Andens heroon, helligdom. Folk i Filippi tilbad Filip den Anden som en guddom. Apostlen Paulus har muligvis haft dette tempel i tanke, da han skrev om Herren Jesu Kristi guddom (Fil 2,5-11). Foto: Gordon Franz Ydmyghed frem for Hero-dyrkelse Paulus brev til filipperne er sandsynligvis skrevet under hans første fængselsophold i Rom (60-62) omtalt i ApG 28. Menigheden i Filippi stod Paulus særligt nær, og anledningen til at sende brevet er bl.a. at sige tak for den hjælp, de havde givet ham (4,10-20). Et vigtigt tema i brevet er ydmyghed, som Paulus giver fire eksempler på: Herren Jesus Kristus (Fil 2,5-15), Paulus selv (v ), Timotheus (v ) og Epafroditus (v ). Ligeledes handler kap. 3 om ikke at stole på noget ydre, på kødet. Der er mindst to forhold, der kan være baggrunden for, og som kan kaste lys over Paulus tale om ydmyghed i den berømte Kristus-hymne i Fil 2,6-11, og måske tænkes der på dem begge. Den første baggrund ses i en iøjnefaldende bygning på nordsiden af Via Egnatia ved markedspladsen (forum). Denne bygning, kaldet et heroon, blev bygget til dyrkelsen af den døde konge Filip den Anden. Folket tilbad ham, idet de anså ham for at være en guddommelig hero, en overmenneskelig helt. Filip den Anden lignede på mange måder kong Uzzija af Juda. Begge havde materielle rigdomme (guld og sølv) og et stærkt militær, og derfor var begges hjerter fyldt af hovmod (2 Krøn 26). I foråret 336 f.kr. fejrede Filip den Anden i teatret i Aigai sin datter Kleopatras bryllup med Alexandros, konge af Molossos. Diodorus beskriver bryllupsceremonien og Filips hovmod: Filip lod tolv gudestatuer indgå i processionen; de var udfærdiget med stort kunstsnilde, udsmykningen af dem var en demonstration af overdådig rigdom beregnet på at slå dem, der overværede processionen, med ærefrygt. Sammen med disse blev der fremført en 13. statue af Filip selv i guddomsskikkelse, så kongen etablerede sig selv på tronen blandt de tolv guder. Få øjeblikke senere blev han myrdet af en af sine livvagter. Ydmyghed frem for kejserdyrkelse Den anden mulige baggrund for hymnen om Kristi ydmyghed er to statuer af Julius Cæsar og Augustus, som stod et sted på forum (markedspladsen) i Filippi. Arkæologerne har endnu ikke fundet dem, men på grund af mønter slået af Augustus, Claudius og Nero ved man, de har eksisteret. En bronzemønt slået i Filippi under Augustus havde på bagsiden tre sokler: på den midterste en statue af Augustus i militært antræk mens han krones af sin adoptiv-far, den Mønt fra Filippi, der ærer Cæsar og Augustus. På bagsiden (til højre) ser man de to statuer stående på en pedistal med indskriften: DIVUS AUG, den guddommelige Augustus. Foto: Henrik Agndal 12 Guder, guld og he

13 guddommeliggjorte Julius Divus Cæsar. I Claudius regeringstid (41-54 e.kr.) blev tilsvarende mønter slået med de to statuer på bagsiden. Under statuen var der en inskription på latin: DIVUS AUG, den guddommelige Augustus. Såvel Julius Cæsar som kejser Augustus var blot dødelige mennesker, som var blevet guddommeliggjort af det romerske senat efter deres død. En ydmyg Kristus Paulus har sandsynligvis haft mønten med den guddommeliggjorte Augustus i hånden, da han var i byen, og den, såvel som helligdommen for Filip, kan have været i hans tanker, da han skrev hymnen om Jesu ydmyghed. Mens Filip, Julius Cæsar og kejser Augustus var mennesker, der forsøgte at gøre sig selv til guder, så var Jesus ifølge Paulus Gud lig, men valgte i ydmyghed og lydighed at blive mennesker lig. Paulus pointerer her, at Herren Jesus Kristus, Gud åbenbaret i menneskelig skikkelse, adskiller sig fra enhver gud eller gudinde i Filippi. Dette inkluderede Filip den Anden, som byen havde fået sit navn efter, og som folk tilbad. Det inkluderede også de døde, guddommeliggjorte kejsere, Julius Cæsar og kejser Augustus! Fil 2,5-11 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Pensionerede soldater fra Prætorianergarden i Filippi Paulus nævner også i sit brev, at hele livvagten (1,13, DO 1948) havde hørt evangeliet, mens han var i lænker i Rom. Paulus hentyder her efter al sandsynlighed til prætorianergarden, der fungerede som livvagt for kejseren. Det ville have fået folk i rligheder i Filippi Filippi til at spidse ører. Nogle af mønterne i Filippi fra Claudius og Neros regeringstid blev slået med den latinske inskription COHOR PRAE PHIL, og hentydede dermed til, at veteraner fra den prætorianske (PRAE) kohorte (COHOR) efter pension var bosat i Filippi (PHIL). Måske kendte nogle af de troende i Filippi medlemmer af prætorianergarden i Rom og ville være interesserede i Paulus tjeneste dér. Dette ville hjælpe dem til at bede mere konkret for deres tidligere kolleger og venner. Guds fred Filippi dannede som nævnt skueplads for et forfærdeligt slag i 42 f.kr., hvor den store borgerkrig i Romerriget blev afgjort. Senere, med Augustus, sænkede den romerske fred, pax Romana, sig over hele riget. Imidlertid var den flade slette ud for Filippi som den perfekte slagmark en konstant påmindelse om, at en ny krig hurtigt kunne rulle ind over området. Intet menneske kunne garantere hverken varig ydre fred eller fred i hjertet. Apostlen Paulus havde skrevet til menigheden i Rom og fastslået, at de alene kunne få fred med Gud ved tro på Herren Jesus Kristus (Rom 5,1). Til menigheden i Filippi skriver han om den Guds fred, som overgår al forstand (Fil 4,7). Denne fred ville komme ved at grunde over fredens Gud og lægge sig på sinde alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om (Fil 4,8-9). Oversættelse: Birger Petterson. Artiklen er bragt med tilladelse fra tidsskriftet Bible and Spade, vol. 17 no 4 (2004). Se mere på Ordet og Israel Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Bibelens jødiske baggrund Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem TILBUD: Resten af 2005 kun 70 kr. For unge : gratis indtil du fylder 26 år! (oplys fødselsår ved bestilling) kontor@ordetogisrael Ordet og Israel Tlf.:

14 BOGANMELDELSE Titel: Brevene fra Patmos Forlag: Proskrift, 2004 Forfatter: Hans P. Pedersen Pris: 392 sider Kr. 248 ISBN Brevene fra Patmos Hans P. Petersens nye bog, Brevene fra Patmos, er en fascinerende rejsebeskrivelse, hvor forfatteren beskriver sit ophold på Patmos og i de 7 byer i Tyrkiet, som menighedsbrevene i Johannes Åbenbaring er stilet til. Bogen indeholder et væld af arkæologiske og historiske oplysninger tilbage fra persertiden og op til Atatyrk. Vi følger forfatteren på cafe og hotelværelser, hører om menuer og samtaler mellem moderne muslimer om kirkehistoriske begivenheder. Vi følger den engelske arkæolog Wood der søgte i 6 år i Efesos før han fandt resterne af Artemistemplet, 6 meter under jordoverfladen på en kornmark en heldig nytårsdag i Som eksempel på bogens spændende stil kan det nævnes, hvordan bogen giver et vældigt indtryk af det antikke Pergamon med sit store amfiteater med plads til tilskuere. Her blev der under kejser Trajan dræbt dyr i forbindelse med en enkelt begivenhed: bjørne, løver, pantere og mere eksotiske dyr som krokodiller. I så en tysk ingeniør, Carl Human, hvordan bønder kørte pragtfulde marmor relieffer til kalkovnen, og reddede kun med nød og næppe en 120 meter lang skulpturfrise fra ovnen. Det var Zeus alteret, der i dag kan ses i Berlin på Pergamon museet. Bogen indeholder utallige oplysninger, og der er 56 titler i listen over de vigtigste kilder. Jeg kan varmt anbefale bogen som en rejsebeskrivelse, specielt for læsere der har været i Tyrkiet eller planlægger at rejse dertil. Bogen er dog noget uoverskuelig og vanskelig at finde rundt i. Der er 9 kapitler uden overskrifter og underoverskrifter. Der ingen billeder og kun to kort: et over Samos og et over det vestlige Tyrkiet. Vagn Juhl Jensen 14

15 En tur langs Kongevejen Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning Del 1 Kongevejen er kendt tilbage fra de bibelske og antikke skrifter. Stadig i dag kan man foretage en spændende rejse langs denne vej. I denne og i en efterfølgende artikkel skal vi i tekst og billeder foretager en rejse langs Kongevejen. Fra Jordans hovedstad Amman til havnebyen Aqaba ved Det røde Hav 324 km mod syd går to veje næsten parallelt med hinanden, til de forenes ca. 75 km nord for Aqaba. Frem til dette punkt er den østlige vej i dag udbygget til en bred motorvej, der ret ensformigt gennemløber et stort set ørkenagtigt landskab. Den kaldes derfor Ørkenvejen og byder ikke på mange attraktioner. Anderledes forholder det sig med den vestlige vej, som snor sig gennem et bjergrigt terræn og stedvis frugtbare områder. Langs denne vej møder man en lang række steder, som er nævnt i Bibelen og andre antikke skrifter. Vejen kaldes i daglig tale Konge-vejen, og der kan næppe være tvivl om, at den i et vist omfang falder sammen med vejen, der med samme navn er nævnt i forbindelse med israelitternes vandring mod det forjættede land (4 Mos 20,17; 21,22). Udsigt fra Lots Helligdom, ruiner af en treskibet kirke ved klippehulen, hvor Lot ifølge traditionen skjulte sig med sine to døtre. Man ser Det døde Havs sydende og det frugtbare område, hvor de fem konger regerede. Foto: Hartvig Wagner Kongerne fra nord Man kan fastslå, at der har været en vigtig handelsrute fra Damaskus til Aqaba tilbage til ca f.kr. Der er dog ikke synlige rester af vejforbindelsen fra den gang. Det ældste bibelske vidnesbyrd om strækningen er beretningen (1 Mos 14,1-16) om fire konger, der på Abrahams tid ca f.kr. nordfra drog mod fem konger i egnen øst for Det døde Hav, som havde gjort oprør mod Kedorlaomer, en af de fire konger. Nogle mener, at navnet Kongevejen kan stamme fra denne begivenhed. Det synes klart, at den nuværende Kongevej kan betragtes som nogenlunde sammenfaldende med den sydligste del af de fire kongers lange rute. Måske afspejler navnet blot den afgørende betydning, denne strækning har haft i historiens løb. Fra en tur langs Kongevejen i foråret 2005 berettes her om en række bibelske og historiske steder i håb om, at andre får lyst til en lignende tur. 15

16 Tell Hisban fra nord. Foto: Hartvig Wagner Det døde Hav Jordan 16 Kongevejen Amman Hisban Nebo Khirbet el-mukhayyat Medeba Kallirrhoe Lots Helligdom Makærus Kongevejen Dibon Aro'er Arnon Wadi el-mudjib 0 10 km Ørkenvejen Hisban/Heshbon 25 km syd for Amman passerer Kongevejen tæt forbi Tell Hisban og en landsby af samme navn. Navnet gør det nærliggende at identificere tellen med amoritterkongen Sihons by Heshbon, som er omtalt 36 gange i Det gamle Testamente. Da Sihon afslog israelitternes anmodning om at drage gennem sit land, kom det til kamp. Han blev slået, og israelitterne bosatte sig i Heshbon og i hele amoritternes land (4 Mos 21,21-31; 5 Mos 2,26-37). I det 9. årh. f.kr. kom Heshbon i moabitternes besiddelse, og både Esajas og Jeremias forkynder dom over byen. Ifølge Josefus befæstede Herodes den Store byen under navnet Esbus, og i byzantinsk tid var byen et vigtigt bispesæde. Trods flere udgravninger er der ikke fundet sikre rester fra Sihons tid. Det udelukker dog ikke, at Tell Hisban kan være det Heshbon, israelitterne erobrede på vej mod Det forjættede Land. På tellen har man fundet et stort reservoir, som er 17 x 17 m og 7 m dybt. Kan det være en af de damme, der er omtalt i Højsangen 7,5? Medeba/Madaba 10 km længere mod syd ad Kongevejen ligger byen Medeba/Madaba, som er særlig kendt for sine mange mosaikker, især det store mosaikkort over de bibelske lande fra 560 e.kr. i Sct. Georgs Kirke. Dette kort fortjener et helt særnummer af TEL. Her skal blot gøres opmærksom på Den arkæologiske Park i byen, som fortjener besøg. Her vises den ældst kendte mosaik i Jordan. Den stammer fra borgen Makærus, hvor Johannes Døber blev henrettet (se nedenfor). På området findes ruinerne af Jomfru Marias Kirke med et smukt mosaikgulv fra 767 og Profeten Elias Kirke fra 608. En enestående mosaik i Hippolyts Hal, en privat bygning fra ca. 500, viser scener fra den græske mytologi. Midt gennem området går et stykke af en brolagt romersk søjlegade, som vidner om byens betydning i tiden efter romernes erobring af landet i 106 e.kr. Medeba var blandt de byer, israelitterne indtog på vej mod Det forjættede Land (4 Mos 21,30). Før Davids tid synes byen at være i ammonitternes besiddelse, men David slår dem og deres forbundsfæller aramæerne i et slag ved Medeba (1 Krøn 19,6-15). Omkring 850 f.kr. erobrer moabitterkongen Mesha byen. Johannes Hyrkan I af Israel ( f.kr.) bemægtiger sig byen, som Hyrkan II (63-40 f.kr.) giver til nabatæerne som tak for, at de hjalp ham til herredømme over Jerusalem. Med romernes erobring år 106 e.kr. blomstrer byen, der også var af stor betydning og et vigtigt bispesæde i byzantinsk tid. Efter et jordskælv i 747 lå byen øde hen, indtil ca kristne fra Kerak bosatte sig over ruinerne i I dag er en tredjedel af Medebas befolkning kristne og lever i fordragelighed med de muslimske indbyggere. En tur langs

17 Medeba Arkæologiske Park. Den romerske gade. Jomfru Marias Kirke tv. Elias Kirke th. Foto: Hartvig Wagner Nebo Der er flere muligheder i Medebas bjergrige vestlige opland, når det gælder stedet, hvorfra Moses fik lov at skue ind i Det forjættede Land (5 Mos 34). I tidlig byzantinsk tid blev det 700 m høje Khirbet es- Siyagha 10 km nordvest for Medeba udpeget som Nebo Bjerg, og en kirke blev bygget. I dag ser man på stedet ruinerne af en endnu større kirke fra 597 med et klosteranlæg ved siden af. Stedet med den enestående udsigt mod Dødehavet og Israel er måske den mest besøgte attraktion i Jordan og tillige genstand for stor arkæologisk aktivitet. Siden 1992 har danske arkæologer undersøgt 40 km 2 i egnen omkring Nebo og fundet 747 bopladser fra stenalderen frem til tyrkisk tid (1517) herunder en enkelt grav fra Moses tid. På vej mod Nebo Bjerg. Tv. herfor anes Dødehavet. Den mørke plet th. er Jeriko. Foto: Hartvig Wagner Kongevejen 17

18 Khirbet el-mukhayyat. Udsnit af Lot og Procopius Kirkes mosaikgulv med motiver fra dagliglivet. Foto: Hartvig Wagner Khirbet el-mukhayyat Tre km før man når det traditionelle Nebo Bjerg går en vej th. mod Khirbet el-mukhayyat. Her lå den bibelske by Nebo (4 Mos 32,38), og her findes ruiner af flere kirker fra byzantinsk tid. Der er særlig grund til i et blikskur at besøge ruinen af en kirke, bygget ca. 550 e.kr. til minde om martyrerne Lot og Procopius. Kirkens enestående mosaikgulv viser dagliglivets gøremål. Fra ruinerne af Sct. Georgs Kirke på en nærliggende bakketop er der en flot udsigt til Dødehavet. Makærus Ad Kongevejen når man landsbyen Lib 13 km syd for Medeba. Her drejes th. ad en snoet vej med glimtvis udsigt til Dødehavet. Ca. 15 km fremme ses en 700 m høj kegleformet top, der blev befæstet af Årsmøde 2006 makkabæerfyrsten Alexander Jannæus ( f.kr.) som værn mod nabatæerne. Herodes den Store lod opføre et palads på toppen, hvor hans søn Herodes Antipas ifølge Josefus lod Johannes Døber henrette (Ant XVII ). Da den jødiske krig brød ud år 66 e.kr. erobrede jødiske zeloter fæstningen fra romerne og holdt stand, til de overgav sig i år 72, hvorefter romerne definitivt ødelagde den stærke fæstning. Det lønner sig at trave til toppen ad den snoede sti. Undervejs passerer man resterne af en akvadukt og en romersk angrebsrampe. Øverst er tydelige rester af paladset. Søjletromler er anvendt ved restaureringen af enkelte genrejste søjler, og et herodiansk bad er også at se. Udsigten over Dødehavet mod Israel er pragtfuld. Fæstningen Makærus med Døvehavet og Israel i baggrunden. Foto: Hartvig Wagner SBA s årsmøde 2006 afholdes i København d. 22. april kl i DBI s lokaler (bemærk tidspunkt). Program følger i næste nr. af TEL. 18 En tur langs

19 Udsigt over Dødehavet fra Herodes den Stores villa. Foto: Hartvig Wagner Kallirrhoe I nordvestlig retning fra Makærus ligger ved Dødehavets østbred ruinerne af Herodes den Stores kursted Kallirrhoe (= dejlige kilder), hvor han kort før sin død år 4 f.kr. søgte helbredelse for sin smertefulde sygdom i bade med det varme vand fra kilden Ain Zara (Josefus, Ant XVII.171). Her har man de senere år fundet rester af et havneanlæg og ruinerne af en stor villa. Vil man besøge stedet, som er tydeligt markeret på Medebakortet, må man benytte den nyanlagte hovedvej langs Døde-havets østkyst. Hvor vandet fra Ain Zara fylder ud i Dødehavet, er der nyindrettede damme, hvori mange nu tager et forfriskende bad. Man kan opleve, at badegæsterne ikke aner, at man få meter længere mod syd kan se, hvor ingen ringere end Herodes den Store havde sin pragtvilla med egne badefaciliteter og et storslået udsyn over Dødehavets blå vand. Kallirrhoe. Bad i Herodes den Stores villa. Foto: Hartvig Wagner Nabatæerne En indflydelsesrig arabisk nomadestamme, som muligvis nedstammer fra Ismaels søn Nebajot (1 Mos 25,13; 28,9). Har hjemme syd og øst for Det døde Hav. Petra 80 km syd for Det døde Hav var deres hovedstad, kendt for sine helligdomme og grave med imponerende facader hugget ind i klipperne. På et tidspunkt kontrollerede nabatæerne karavanevejen fra Det røde Hav til Damaskus. Det var således nabatæerkongen Aretas IVs statholder, der bevogtede Damaskus for at pågribe Paulus (2 Kor 11,32). Med oprettelsen af den romerske provins Arabien i 106 e.kr. ophørte nabatæernes indflydelse efterhånden. Kongevejen 19

20 Afsender: Vagn Juhl Jensen Paghs Allé Esbjerg Ø Adresseændring meddeles til: vjj@sba-dk.dk Eftersendes ved varig adresseændring Magasinpost B Nyt fra felten Sten, sten og atter sten Tel Hazor 2005 Nå, fandt I så noget spændende? Det klassiske spørgsmål, når man kommer hjem fra en udgravning. Mange forventer så at høre om de små spektakulære fund. Men dem behøver der ikke være så mange af, og det er heller ikke nødvendigvis dem, der arkæologisk set er sæsonens store opdagelser. Årets sæson på Tel Hazor er en af de gange, hvor det kan være lidt svært at svare på spørgsmålet, for jo vi fandt bestemt noget spændende, men det kræver en længere forklaring og en god bid interesse i arkæologi for at forstå, hvorfor alle de mure, vi afdækkede, er så interessante. For det var et af sæsonens hovedresultater: Mure. Jernalder og bronzealder, sten og lersten, små og især store; og fulde af overraskelser og nye spørgsmål. Et højdepunkt i år var, at Tel Hazor kom på UNESCOs World Heritage List; en anerkendelse af stedets kulturhistoriske vigtighed. I område A4 fortsatte jagten på den bronzealder, der så længe har drillet ved sit fravær og endelig lykkedes det. Efter at have flyttet endnu et par meter med opfyld og israelitiske mure, dukkede de efterhånden frem: kæmpestore sten, der udgjorde det nederste af brede, massive mure. Overraskelserne kom, da keramik på de gulvlag, der visse steder var bevaret, gav en datering af murene. De viste sig nemlig at være helt tilbage fra 3. årt. f.kr. (tidligbronze III + IV). Nye kapitler må altså føjes til Hazors historie som kana anæisk storby. Hverken bygningens udstrækning eller præcise funktion er kendt, da den fortsætter ind under senbronzepaladsets gårdsplads. Det er tydeligt en offentlig bygning, udfra størrelsen, og måske skal et hint om funktionen søges i de efterfølgende perioders palads- og tempelfunktioner i området. I område A5 arbejdedes der intensivt i søgen efter svar på de mange spørgsmål om lerstens-murkomplekset. Omend endnu et gulv blev nået, og med det en sandsynlig datering til mellembronzealderen, så er der stadig intet svar på, hvad det er. Information om næste års udgravningssæson, samt en mere detaljeret rapport om sommerens resultater kan læses på %7ehatsor/hazor.html stud.mag. Anine Madvig Struer Kort over udgravningsområdet findes i TEL 2004/4. Et af de spektakulære fund, der dog også var et par stykker af: En sjælden prop af ler med hele to (forskellige) seglaftryk; det stammer fra mellembronzealder II ( f.kr.). Foto: Anine Madvig Struer 2005