Erindringer om min far, billedhuggeren Arne Bang,

Transkript

1 Erindringer om min far, billedhuggeren Arne Bang, AB var søn af maleren Christian Bang og Bertha, f. Schou. Christian Bang ( ) var født i Rønne, søn af latinskolelærer i Viborg Johannes Peter Bang, hvis kone Johanne, f. Jørgensen, var datter af den første kendte kunstner i familien, exam. jurist og portrætmaler Søren Møller Jørgensen ( ). Bertha Schou var opvokset nær Skive hos sin mormor, en brav smedeenke, der selv drev smedjen videre. Bertha kom til hovedstaden som tjenestepige og mødte sin kommende mand på Kunstakademiet, hvor hun var model. De fik tre børn, Edel g. Wagner, balletdanser, Jacob Ejler, arkitekt og glasdesigner og Arne, billedhugger og skaber af AB-stentøj. Opvæksten i malerhjemmet har været nøjsom. Bang erne var aldrig gode til at tjene penge, vist heller ikke særligt interesserede. Christian Bang var en habil maler, men absolut ikke nogen god handelsmand. Han var lidt af en filosof, havde et stort talent for sprog og supplerede sine indtægter med tegneundervisning. Han skrev vidunderlige, rigt illustrerede historier til sine børnebørn og udgav små oplysende bøger om kunst og fortalte levende om sine oplevelser på Amalienborg, hvor han, som tegnelærer for prinsesse Marie, havde mødt Christian d. 9. og bidt mærke i kongens morsomme cirkussprog. Senere underviste han prinserne Frederik og Knud i tegning. Et legat gjorde det muligt at rejse til Italien. Et ophold på to år, , blandt andet i Volterra og Firenze, kom til at præge familiens levevis. Christian B. blev f.eks. af hele slægten kaldt Nonno. Man får indtryk af et godt sammenhold i familien. På turné med sit stokholmske dansekompagni forelskede Edel sig i Düsseldorf i en ung arkitekt, som hun senere nærmest flygtede fra på grund af den politiske situation i Tyskland. Familien stod sammen om at hjælpe hende og hendes 2 børn ved hjemkomsten. Hun fik en lejlighed i Nyhavn nr. 8 og tjente lidt ved at male glas for Holmegaards Glasværk i nr. 12. Jacob E. Bang, var på mange måder AB s store forbillede. Han er vel også i dag anerkendt som en af vore fineste glasdesignere og er repræsenteret på utallige museer, og hans betydning for dansk kunsthåndværk er markant. Hans privatliv var derimod problematisk, og den yngre broder støttede så godt, det lod gøre, men man fik det indtryk, at AB aldrig rigtig følte, at han kunne leve op til storebroderens talent og viden. AB fik undervisning på teknisk skole og var i lære hos sten/billedhugger Niels Hansen, hvor han bl. a. var med til at reparere Marmorbroen. Senere kom han på Kunstakademiets Billedhuggerskole med Einar Utzon-Frank som lærer og inspirator. Hele sit liv viste AB - som så mange andre af Utzon-Franks elever - en stor beundring og ærbødighed for professoren. Et kulturpas fra L Académie Royale des Beaux-Arts (Kunstakademiet i København), dateret , har AB medbragt på sin første rejse til Paris. I 1925 er AB atter i Paris. Jacob E. var assistent hos Kaj Fisker ved bygningen af den danske pavillon til Verdensudstillingen i Paris. Lillebroderen kom med som arbejdsdreng, og Mogens Lorentzen skulle dekorere. Der er mange muntre historier om den tur, men det er helt åbenbart, at de to brødre blev stærkt inspirerede af, hvad de så på udstillingen: den moderne arkitektur, den dekorative kunst og især det forfinede japanske kunsthåndværk.! 1

2 Ungdomsårene på Frederiksberg har været rige på inspirerende oplevelser. Edith og Helge Rode åbnede gæstfrit hjemmet for venner af deres 4 børn, Gregers, Mikal, Asta og Ebbe. Sophus Claussen var interesseret i billedhuggerkunst, og AB tilbragte mange stunder hos den gamle digter, mens de modellerede hinanden. Der har været et muntert samvær med ungdomsvenner, bl.a. Kai Friis Møller, Mogens Lorentzen, Jensenius, Norma og Stig Lommer, Kaj Louis Jensen. Penge havde de unge ikke mange af, men AB fortalte senere, at han var en af de mere velbeslåede, fordi han kunne tjene nogle penge på Den kgl. Porcelænsfabrik. Juli 1926 oprettede AB sammen med Carl Halier Frederiksbergs Stentøjsbrænderi oven på et bageri på Frederiksberg Bredegade 8. Der kan ikke være tvivl om, at han lærte noget om glasurer fra Halier Den kongelige Stenbrænder, som AB i spøg kaldte ham, men vi har i familien fornemmelsen af, at der ret hurtigt kom en kurre på tråden mellem dem. Der er en morsom historie knyttet til Frederiksberg Bredegade. AB fortalte: En nat skulle jeg passe en brænding og spankulerede på det ene fortov, dybt optaget af et stort problem: Hvordan jeg skulle fri til jeres mor. Pludselig opdagede jeg en anden mand, der gik frem og tilbage på det andet fortov. Han spekulerede over, hvordan han skulle få sagt til sin far, at han ville bryde familietraditionen, forsikringsbranchen, og læse kunsthistorie. Vi fik talt problemerne igennem og støttet hinanden i løbet af natten og blev venner for livet. Den anden mand var den senere leder af Kunstakademiets Bibliotek, Henrik Bramsen, som mange år senere fortalte mig nøjagtig den samme historie. AB blev ansat på Holmegaards Glasværk omkring 1929, fast bopæl november Glasværket var begyndt at interessere sig for keramikproduktion, og deres glasdesigner, Jacob E. Bang, har måske nok gjort opmærksom på sin lillebror, men AB havde allerede på det tidspunkt vist kvalitet i sit stentøj. Afgangsbeviset fra Det kongelige Akademi er dateret 4. maj Opgaven, en sovende ung mand, senere kaldt Den faldne kriger, blev hædret med Akademiets store guldmedalje og står i dag på Vestre Kirkegaard i København som monument for de faldne 9. april juli 1931 blev AB gift med den kønne og livsglade Olga Brodthagen, som var yngste barn i en pæn borgerlig familie, der gjorde et stort arbejde for Frelsens Hær. AB fortalte smilende, at han engang havde foræret svigerforældrene en lille statuette af en nøgen pige. Ved næste besøg var den lille statuette ærbart klædt på med et lommetørlæde. Olga fik afgang fra Musikkonservatoriet som klaverpædagog, men som yngste barn var det svært at forlade barndomshjemmet, fordi hun skulle hjælpe sin mor med at passe en far med et svagt hjerte. Olga og Arne fik fire børn, Jacob (1932), Gertrud (1934), Hanne (1936) og en efternøler Nina (1945). Sammen med Jacob E. og hans kone, Hilda, rejste det unge par på bryllupsrejse til Firenze, Verona og Venedig. AB s beundring for italiensk kunst og kultur kom til udtryk på mange måder resten af hans liv, bl. a. den smukke mur rundt om haven i Fensmark. Det må have været i begyndelsen af 30 erne, at de foretog en rejse til et kursted i Tyskland, som på anden vis satte præg på AB s liv. En idyllisk stemning i en udendørs café, hvor et lille ensemble spillede Mozart, blev brat afbrudt af en flok Hitlerjugend med deres slagsange. Gæsternes øjne blev tomme.... De forlod straks Tyskland, og AB fik en livslang aversion mod preusser-mentaliteten.! 2

3 I 1933 pantsatte de - til stor forargelse i familien - deres sølvbestik og rejste til Paris med båd Esbjerg-Antwerpen. AB skulle aldrig mere igennem Tyskland. Vi bruger stadig sølvtøjet hver dag. AB bragte sin unge kone ned til Holmegaards Glasværk til en lille lejlighed, der var så ødelagt af svamp. at et flygelben en dag gik igennem gulvet. Det medførte, at de i 1936 flyttede ned i Skolelængen til en meget bedre og større lejlighed i 2 etager og med indendørs toilet! På det første værksted på glasværket foregik fremstillingen af stentøjet på 1. sal, æltning og presning skete nedenunder, hvor også ovnen var anbragt. Der var ansat to dygtige drejere, Sixten og Tage Israelsson, og i hvert fald een arbejdsmand, Aage Jensen. AB har aldrig selv drejet, måske derfor kaldte han sig aldrig keramiker. På grund af ovnen var der altid lunt på værkstedet. (Der findes fine fotos) Stentøjet var anbragt på lange brædder, der blev sat ind i et åbent reolsystem af metal, hvor det skulle tørre. Så blev det forglødet, før det kunne dyppes i glasur og brændes anden gang ved ca.1300 grader. Det var imponerende at se svendene balancere med de lange rækker af våde, nydrejede varer. De bar dem på flad hånd lige over skulderen og støttede brættet med den anden hånd. Jeg har aldrig hørt, at de tabte noget. Der var 3 drejeskiver, som blev sparket i sving med foden. Senere flyttede værkstedet ned i stueetagen i en bygning overfor. Det må have været en lettelse at undgå transporten op og ned ad den udvendige jerntrappe, hvis gelænder i frostvejr var så koldt, at ens fingre frøs fast. Jeg husker en munter stemning blandt svendene, især når AB havde fjernet sig, måske for at få et parti skak hos glasværkets maskinmester Jensen. Når arbejdsdagen var forbi, og arbejdsbukserne skulle skiftes ud, råbte Tage til vores fryd: Herkules i underbukser, 25 øre! Billedhuggeren Ib Wollfbrandt, som var elev og især arbejde med gipsforme og støbning, organiserede kampe med de små lerkugler: Hvem kunne tænde kontakten med en kugle? Men flittige var de også. Desværre ved jeg ikke, hvor ofte man brændte. Der var sjovest inde hos svendene, derfor husker jeg ikke meget om de kvinder, der lavede blade og ranker m.m. til dekoration, men elever fra Kunsthåndværkerskolen, bl. a. Gertrud Vasegaard, var i perioder volontører. På en plæne i nærheden af værkstedet lå en smuk udstillingspavillon med vinduer fra gulv til loft. Den blev brugt som udstillingslokale og her kunne turister købe stentøj billigt, men de ville også se fabrikationen af stentøjet, og mange husmødre på udflugt stillede spørgsmål. Hvorfor sidder der ikke en lille maskine der? spurgte de og pegede ind under drejeskiven. Min frække bror spillede af og til åndssvag og svarede: Det gør der heller ikke. Leret kom som pulver i sække bl. a. fra Höganäs. Pulveret blev rørt op med tilsætning af forskellige kemikalier i rigeligt vand og kom så i en presse af kraftigt stof, hvor det overskydende vand blev presset ud, indtil konsistensen var tilpas. Det var denne blandingsproces, der i 40 rne nær havde fået virksomheden til at bukke under. Brænding efter brænding mislykkedes, inden man fandt grunden: en forbytning af sække med kridt og feldspat. Jeg har en fornemmelse af, at AB resten af sit liv kæmpede med den gæld, der blev skabt ved den lejlighed. Sikkert alt for længe nægtede AB at opsige sine medarbejderne, for hvad skulle de så leve af. Omkring 1940 flyttede Jacob E. Bang til København, og min familie overtog det hus, han havde tegnet til sig selv ved Fensmark Kirke. AB havde haft et noget primitivt atelier bag! 3

4 kroen ved glasværket. Nu fik han et stort atelier med nordvendt vindue. Han arbejdede af og til efter levende model. Nogle af glasmager Peter Larsens dejlige, runde døtre lagde krop til. Flot, at det kunne lade sig gøre i det lille samfund. Det må have været travle år under krigen. AB begyndte opbygningen af den store trold til Munkebakken i Næstved, afsløret i Utallige ruller af ler blev trykket fast om skelettet. Vi børn lavede kuglebaner i det våde ler, hvilket selvfølgelig var strengt forbudt. Der var alvorlige miner, da det lykkedes AB at forstuve sin uundværlige tommelfinger ved det slidsomme arbejde, så han måtte holde pause, og Anna Lise Wolffbrandt fortæller, at engang havde Ib og AB arbejdet en hel dag med at klaske gips på, og næste dag var det hele braset sammen. Det store værk blev støbt i mange dele. Han var medlem af Akademirådet , og som formand for Dansk Billedhuggersamfund byder han i april 1946 velkommen til samfundets nye medlemsblad, der ambitiøst skal udkomme hvert kvartal. I 1947 kaster han sig ud i en voldsom kritik af Modstandsbevægelsens kunstneriske Udvalg, som han beskylder for nepotisme. Debatten kører i store dele af den danske presse. AB var et ivrigt, aktivt medlem af modstandsbevægelsen. Man hentede nedkastede våben i Holmegaards Mose og rensede og samlede dem i hans atelier. Efter krigen fortsatte AB i Hjemmeværnet, så længe han kunne magte øvelserne. De skal ikke overrumple os en gang til. På grund af tørvegravningen i mosen var der stor mulighed for arkæologisk virksomhed. AB deltog ivrigt og fandt fine ting, Han og lektor Ferdinand fra Herlufsholm Kostskole var enige om, at det var for risikabelt at sende kostbarhederne til Nationalmuseet i København, de kunne jo blive bombet. Derfor blev fundene først afleveret på rette sted flere år efter krigen. Det var jo et særpræget samfund det københavnske par var havnet i. Glasværket havde fra starten i 1825 tiltrukket mange udlændinge, glasmagere fra Tyskland og slibere fra Sverige. Arbejdsvilkårene var gode, og familierne blev efterhånden store, generation efter generation arbejdede på glasværket. Ingeniørerne udgjorde en munter mellemklasse, og over alle tronede bestyreren for Glasværket, forfatteren Karl Schlüter, en markant personlighed, som sørgede for afstand til sine omgivelser. Stillingen gik videre til hans søn, Mogens, som havde en noget mere demokratisk indstilling overfor sine medmennesker. Familien Bang havde - sådan opfattede vi det - et afslappet forhold til høj som lav. Vi var egne, for vi var jo kunstnere, men absolut accepterede. Der var måske nok et lidt stramt forhold til det socialdemokratiske sogneråd. I mange år måtte AB til torskegilde. Man kunne ikke fatte, at vi kunne leve, som vi gjorde, med den opgivne indtægt. Et møde mellem min mor og Tove fra kommunehuset, står klart i min erindring. Hendes mange børn fik ofte lov at arve vores elskede, ligeledes arvede, beklædningsgenstande alt for tidligt, syntes vi, fordi de trængte mere. Tove siger: Vi skal have grød til aften, Fru Bang, for jeg mener nu, at een kødløs dag om ugen er sundt. Tableau! Hjemme hos os var der kød om søndagen, og det rakte på forunderlig vis flere dage hen i ugen. Vi fik ofte grød og om sommeren omelet med hjemmedyrkede tomater og majs, som dengang var ret ukendt. AB samlede champignon i den bløde hat på sin tur til og fra fabrikken. Han havde en aftale med sin ven, proprietæren, som ejede markerne. Jeg husker godt den lykke, det var, at have held til at bytte en æblemad med et stykke med frikadelle og surt, som pigerne fra gårdene havde i madpakken. Men vi hørte nu til de fine, og noget savn har vi da heller aldrig følt.! 4

5 Politisk var AB på højrefløjen. Han støttede Arne Sørensen og Dansk Samling og var senere i en årrække medlem af - i en periode også lokalformand for - Det konservative Folkeparti. Enhver må sørge for sig selv. Har jeg sat fire børn i verden, så må jeg selv få dem godt i vej. Man skulle hjælpe sin næste - og det gjorde mine forældre i stor stil, men aldrig med penge. Penge, penge, penge, vrængede AB, de styrer verden, det skidt. Han var et utroligt renfærdigt menneske, tålte ikke korruption eller forsøg på lettjente penge. Formentlig har han mistet mange ordrer, fordi han altid trak sig ud af en aftale, hvis det viste sig, at regningen for en opgave til et privathjem skulle sendes til firmaet. Der blev slået hårdt ned på opstyltethed og krukkeri. Ordet kunst var nærmest tabu i forbindelse med AB s virksomhed. 99% håndværk og 1% talent i heldigste fald. Forholdet til kunsthysterikere var også lidt anstrengt, især når de henfaldt til overfortolkning. Det dejlige hus i den store have med udsigten over Holmegaards Mose, som Chr. Winther har beskrevet i digtet Til en Ven, blev ret hurtigt udvidet med et stort børneværelse. Senere påbegyndtes bygningen af værkstedet i et hjørne af haven, en forberedelse til starten på selvstændig virksomhed. Ansættelsen på Holmegaards Glasværk sluttede i 1948, men produktionen fortsatte dernede yderligere nogle år. Min bror Jacob, som tidligt havde vist, at han havde arvet et talent for tegning og modellering, begyndte efter realeksamen i 1950 at arbejde fuldtids med stentøjet. Han blev aldrig rigtig lærling, fordi der iflg. lærlingeloven manglede nogle cm i højden på værkstedet i Fensmark (til stor irritation for AB). Far og søn arbejdede vel egentlig bare løs sammen. Jeg kan ikke huske, at der blev talt om, hvem der lavede hvad, eller hvilken signatur, der skulle stå i bunden. Jeg tror, at de to supplerede hinanden på bedste vis og i mange mange år havde et frodigt, inspirerende og afslappet samarbejde. Først da Jacob Bang var omkring 50 år, rev han sig løs og flyttede til København. Det nye værksted i Fensmark lå pragtfuldt med udsigt over mosen. Det var praktisk indrettet og opvarmningen af ovnen skete med kosangas, en stor lettelse, fordi det er enklere at styre temperaturen. Jeg husker ikke andre ansatte på værkstedet i haven, men af og til havde AB medhjælpere til billedhuggervirksomheden, bl. a. fik Krüger og Ib Wolffbrandt arbejdsopgaver i perioder. Næstved og omegn blev stærkt udbygget efter krigen, og det medførte mange udsmykningsopgaver til billedhuggeren. Listen over værker er lang og skal ikke nævnes her, men man kan vist nok sige, at AB har markeret sig stærkt i sin hjemegn. AB s interesse for vores nabo, Fensmark Kirke, og den nærliggende præstegård er et kapitel for sig. Han var ikke religiøs, men havde et livslangt, varmt venskab med pastor Eggert Brygmann. Måske var det den fælles store begejstring for Dickens og Churchill, der i begyndelsen bandt dem sammen. Vi børn blev ofte sendt i kirke - man har godt af at kede sig, det fremmer fantasien, var forklaringen. De 8 præstebørn blev alle undervist i klaver af vores mor, og under krigen fik de to og to af gangen karbad een gang om måneden hos os, fordi vi havde koks fra fabrikken til opvarmning. Bang-børnene løb ind og ud af præstegården og nød stemningen ved det store spisebord og ved det varme komfur i køkkenet. AB deltog kun i gudstjenesten, når hans medlemskab af menighedsrådet eller Olga pressede ham. Til gengæld kæmpede han for at bevare kvaliteterne ved kirken,! 5

6 præstegården og minderne over Chr. Winther. Man måtte skærme disse værdier mod kristelige byggerøvere. Han fulgte nøje restaureringen af kirkens indre og fik også opgaven med at skabe hele alterpartiet. Da præstegården i høj grad trængte til renovering, var der så meget tale om at rive det hele ned og bygge nyt, at AB efter mange forgæves breve til Kirkeministeriet selv troppede op derinde og erklærede, at han ikke ville forlade stedet, før han havde fået foretræde for ministeren. Kort tid efter kom Bodil Koch til Fensmark, og den gamle præstegård og de længer, der stammede fra Chr. Winthers tid, blev reddet. Jeg husker hans forargelse over, at man ville lave fælles baderum for beboerne på Alderdomshjemmet - det endte med adskilte rum - og hans kamp for en værdig alderdom til den brave jyske sygeplejerske, som i en menneskealder havde cyklet rundt i sognet for at hjælpe os allesammen. De ældre skal behandles med respekt, tordnede han. Tydeligt er det, at AB ikke var kommet her til jorden for at behage. Hvis han fandt, at noget var forkert, reagerede han, offentligt eller privat, og ofte med overbevisende argumentation. Fine titler gav han ikke meget for, det var mennesket bag, man skulle interessere sig for. Engang bankede en distingveret herre på vores dør. Højesteretspræsident NN, præsenterede han sig. Ih, du store kineser, udbrød AB spontant, men kom dog indenfor. Det viste sig at være en skolekammerat fra kommuneskolen på Frederiksberg, hvor lille Arne havde fået mange tæsk, fordi han var klædt lidt for italiensk på. Selv om vi levede i en afkrog, kom der forbløffende mange spændende mennesker på besøg i hjemmet, og børnene fik lov at lytte, undtagen når gæsten var Mogens Lorentzen. Han havde for mange uartige historier, så børnene blev sendt ud. Olga Bang var et selskabsmenneske og kunne lave suppe på en pølsepind. Et højdepunkt var besøg af ungdomsvennen, pianisten Uno Browall, som kom et par gange om året for at gennemspille sit koncertprogram for et publikum før en turné. Så var stuen fyldt til randen af lyttende venner, og når Uno havde spillet sig varm, var der ønskekoncert. Jeg ønskede mig altid Schumanns Karneval, andre var mere beskedne. Hvis det blev sent, var døren til børneværelset åben, så man kunne lytte i sengen. En venindes far, Charles Heiede, fortalte mig, at han engang som ung havde besøgt Holmegaards Glasværk. Nyforelskede vandrede min kone og jeg ned gennem en gyde på glasværket, mens vi nynnede første strofe af Schuberts tema til Forellekvintetten. Til vores store forbløffelse fuldendte en sangstemme inde fra en af bygningerne strofen. En time efter sad vi i haven hos dine forældre ved et herligt tebord og nød en livlig konversation med udsigt ud over mosen. Et typisk eksempel på den gæstfrihed, der herskede. Vi havde store problemer med at overtale AB til at modtage folkepension. En ansat på kommunekontoret, købmandens datter Birthe, fik endelig overtalt ham. Og hvor blev han velhavende! De sidste år var præget af savnet af hans elskede Liebchen. Olga døde i AB kastede sig over et indgående studium af Just Mathias Thiele og af salmedigteren Matthias Claudius. Han var ikke en elskelig, blid bedstefar for sine børnebørn, som vores Nonno havde været for os, men fik sig altid en snak med børn, han mødte på sin vej. Mennesket er morsomst de første 7 år af dets levetid. Med undtagelse af familien, ungdomsvenner og kammerater i Hjemmeværnet brugte han hele livet tiltaleformen De. Det er svært at sætte ord på den taknemmelighed, jeg altid har følt for den opvækst, vi børn fik i hjemmet i Fensmark. Humor var i højsædet og respekt for medmennesket.! 6

7 Selvironi var vigtig, man blev godt nok drillet kraftigt, hvis man var for selvoptaget. Det var essentielt at kunne iagttage og dømme ud fra egne iagttagelser. Uden ord eller løftede pegefingre fik vi en sikker sans for god eller dårlig kvalitet. AB s kongstanke var at masseproducere godt stentøj, så alle havde råd til at få kvalitet i deres hjem. I dag må man nok erkende, at den tanke er noget i modvind, men mange af hans værker består heldigvis og kan vidne om hans indsats som kunstner. De alt for mange børn, børnebørn og oldebørn er præget af hans menneskelige egenskaber og vil forhåbentlig bære dem videre. Nogle af dem har også arvet talentet. Nivå 8. marts Hanne Bang! 7