SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 9. ÅRG. NR. 27 APRIL ISSN

Transkript

1 SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 9. ÅRG. NR. 27 APRIL ISSN INDHOLD Leder Fagligt stof Hvervning til sygeplejerskeuddannelse mellem 1920 erne og 1960 erne af Kirsten Frederiksen Krimkrigen - et højdepunkt i pressehistorien og en sundhedskatastrofe af Peter Skeel Hjorth Museumshjørnet af Inger-Marie Børgesen Boganmeldelse Fødselsanstalten i Jylland af Merete Ipsen og Bodil Olesen - anmeldt af Susanne Malchau Nye bøger Møder, foredrag og udstillinger Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Foto på forside: Tableau med Barmhjertig Søster og Sankt Joseph Søster i 1600-tallet på Dansk Sygeplejehistorisk Museums særudstilling om sygepleje og behandling i renæssancen. Udstillingen er åbnet 7. april 2006 (Foto: Susanne Malchau).

2 LEDER Den 7. april åbnede Dansk Sygeplejehistorisk Museum sin særudstilling i anledning af Renæssanceåret Udstillingens har titlen Doktor Ro, Doktor Munterhed, Doktor Diæt og Kærlig Sygepleje og den omhandler sygepleje og behandling i renæssancen. I fokus er bl.a. de religiøse sygeplejeordner, der blev grundlagt i 1600-tallets Frankrig De Barmhjertige Søstre og Sankt Joseph Søstrene. Disse ordner fandt i slutningen af 1800-tallet deres vej til Danmark. På udstillingen fortælles ordnernes grundlæggelseshistorie og dertil også om deres indsats i det danske samfund. Museumsleder Inger-Marie Børgesen beskriver udstillingen nærmere i museumshjørnet. Vi håber mange vil finde deres vej til den smukke udstilling. Den 23. marts holdt DSHS selskab medlemsmøde på Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Mange var mødt op for at høre Kirsten Frederiksen holde foredrag over sin ph.d.-afhandling Uddannelse til ordentlighed - at lære sygepleje gennem 200 år og en livlig debat udspandt sig derpå. Kirsten Frederiksen forfølger i dette nummer af Sygepleje & Historie nye vinkler af sin afhandling. Her har hun sat fokus på hvilke egenskaber og kvaliteter man lagde vægt på i hvervningen af sygeplejeelver fra 1920 erne frem til 1960 erne. Efterfølgende tager vi et lille kvantespring tilbage i tiden til den verdslige sygeplejes vugge nemlig Krimkrigen ( ). Peter Skeel Hjorth har skrevet en artikel om, hvordan krigskorrespondentens fødsel fik magt og indflydelse til at skabe de myter der den dag i dag har indflydelse på historieskrivningen - f.eks. om Florence Nightingale. En enkelt bog har fået særlig omtale i dette nummer. Det er Merete Ipsen og Bodil Olesens bog om Fødselsanstalten i Jylland fra 1910 til 1996, hvor anstalten lukkes. Det er en til tider hjerteskærende bog, som fortæller meget om omsorgens vilkår på godt og ondt. Den viser, at kærlig omsorg ikke var en selvfølge, hvis man ventede barn uden at stille op med den fornødne vielsesattest og barnefader. Undertegnede har anmeldt bogen. Det er april måned og tid til at forny medlemskabet i DSHS. Med Sygepleje & Historie udsendes et giroindbetalingskort. Kontingentet er fortsat uændret: 150 kr. for enkeltmedlemmer og 500 kr. for foreninger. Velkommen til et nyt og aktivt år i selskabet. Susanne Malchau Formand

3 FAGLIGT STOF Hvervning til sygeplejerskeuddannelse mellem 1920 erne og 1960 erne Af sygeplejelærer ph.d. Kirsten Frederiksen At kunne blive uddannet til sygeplejerske har været en mulighed i Danmark siden midten af 1800-tallet. Men stort set siden uddannelsen startede, har der været problemer med at få nok unge kvinder af den rette støbning til at søge ind i uddannelsen (1). For at løse denne problematik har der op igennem det 20. årh. været udarbejdet et righoldigt hvervemateriale i form af forskellige pjecer, der har skullet lokke unge kvinder til at søge ind i uddannelsen. Dette hvervemateriale har både været udarbejdet af sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd og af forskellige uddannelsesinstitutioner. I det følgende vil jeg vise et par eksempler på, hvilket billede af en sygeplejerske og sygeplejen en eventuel ansøger har mødt i det pjecemateriale, der i perioden fra 1920 erne til 1960 erne har været til hendes disposition, når hun har søgt information om sygeplejerskeuddannelsen. Eksemplerne er hentet fra min ph.d.-afhandling Uddannelse til ordentlighed at lære sygepleje gennem 200 år (Frederiksen 2005), hvori indgår en analyse af forskelligt hvervemateriale. Den opofrende sygeplejersker erne (Billede 1 ill. til dette afsnit) Den sygeplejerske, en eventuel sygeplejeelev in spe møder i slutningen af 1920 erne i Dansk Sygeplejeråds lille bog, Hvorledes bliver jeg sygeplejerske? fra perioden omkring 1930 er en kappeklædt kvinde, der forekommer ganske kønsneutral. Hun er afbildet uden den mindste antydning af barm, iført stribet skjorte, kappe og forklæde og de fornuftige sko med lav officershæl, samt sygeplejeemblem. Hendes hår er delt i midten og sat op under kappen, intet stikker udenfor. Hun har øjenkontakt med læseren og byder alvorligt velkommen til uddannelsen med en aktiv hånd, der rækker ud i bogens titel, mens den anden hånd er placeret passivt i forklædelommen. Denne sygeplejerske - som fagforeningen ønsker, en kommende ansøger møder - er ikke på nogen måde oplagt til sjov, det er en alvorlig sag at blive sygeplejerske, hvilket da også fremgår af bogens tekst, hvor ansøgeren allerede på første side belæres om alvoren i sygeplejegerningen: Sygeplejegerningen er en alvorlig, anstrængende og bunden Virksomhed; man bør derfor vel overveje, om man har de Evner og personlige forudsætninger, som er nødvendige, for at man kan blive en god og dygtig Sygeplejerske, - om man er villig til at ofre sig for andre og sætte sit eget til Side. (Dansk Sygeplejeraad 1927:1). Vi ser altså her, hvordan det gøres ganske klart for en kommende ansøger, at hun - hvis hun skulle vælge at søge ind som elev - må vide, at det er en alvorlig sag at vælge sygeplejen; det kræver af hende, at hun kan ofre alt for andre. Selv om der er tale om en hvervepjece, så er det ikke sådan, at der skal hverves sygeplejeelever for en hver pris. En kommende ansøgers helbred skal være upåklageligt, hendes sjælelige tilstand veludviklet, og hun skal have lyst og anlæg til gerningen som sygeplejerske, have haft en god skolegang, udover at hun skal være øvet i og flink til husligt Arbejde og Madlavning (Dansk Sygeplejeraad 1927:1). I et afsnit, der fortæller om Dansk Sygeplejeråd, er Nightingaleløftet aftrykt (2). Her er kravet om selvopofrelse formuleret som et løfte om at vie sit liv til dem, hvis Velfærd, der er givet ind

4 under min Omsorg i en forpligtelse overfor Gud. Således præsenteres ansøgeren udover kravet om en sund sjæl i et sundt legeme også for et kristent forankret krav om selvopofrelse, når hun læser, at sygeplejersken forpligter sig overfor Gud og lover troskab. Også lægen er til stede i løftet, når sygeplejersken lover at være lægens hjælper i hans arbejde. Men en kommende sygeplejerske forpligter sig ikke kun overfor patienter, læge og Gud, også standsinteresser må hun love at varetage, når det i løftet står, at sygeplejersken lover at højne standens mål. I teksten står, at Dansk Sygeplejeråd tilslutter sig løftets ideal (Dansk Sygeplejeraad 1927:8). Selvom det altså ikke siges direkte, så formår sygeplejerskernes fagforening ved at citere løftet og erklære sin tilslutning til det, på en mere indirekte at få præsenteret den kommende ansøger for en forventning om en kristen forankring. Den kommende sygeplejerske møder således allerede fra det tidspunkt, hun begynder at søge oplysninger om uddannelsen, krav til sine personlige egenskaber kombineret med krav om en kristen forankring. Sygepleje kald eller erhverv? 1940 erne (Billede 2 ill. til dette afsnit) Men ikke kun Dansk Sygeplejeråd udgiver hvervemateriale. I 1946 udgiver Kommunehospitalet i København en hvervepjece (1946a), der samtidigt bliver omtalt i tidsskriftet Tidens Kvinder i forbindelse med, at der er mangel på sygeplejersker. Et par uger inden pjecen bliver omtalt i bladet, har Margrethe Kruuse, sekretær i Dansk Sygeplejeråd, nemlig haft et indlæg i bladet, hvori hun har rejst spørgsmålet om, hvem der skal passe de syge, hvis der ikke kan skaffes sygeplejersker nok (1946b). Kruse tager afstand fra kravet om kald, og hun fastslår, at sygepleje er et erhverv, som alle andre, de unge er alt for vidende til at ville acceptere dårlig løn og arbejdsvilkår begrundet i at sygepleje er et kald. Kruse mener, at boligforholdene, hvor eleven må bo sammen med andre og underlægge sig et kostregime sammen med dårlig løn, er årsag til, at de dannede og kultiverede kvinder, man gerne vil have til at søge ind i uddannelsen, fravælger den. Også arbejdsforholdene finder Kruse problematiske. Kruse er enig i, at det er nødvendigt at eleverne lærer at vaske gulve ikke mindst af hensyn til disciplinen, men hun skal ikke kun uddannes til rengøring. En forbedring af forholdene for sygeplejersker vil gavne hele samfundet, ikke mindst fordi sygeplejerskerne ville få overskud til at engagere sig i dagliglivets problemer i samfundet. Nogle få uger efter Kruses indlæg omtaler bladet Københavns Kommunehospitals nye pjece for sygeplejeelever i en samtale med Kommunehospitalets forstanderinde. Artiklens ærinde er at anbefale unge kvinder at søge ind i uddannelsen. Forstanderinden påpeger i samtalen, at kaldet er nødvendigt, man må have i sig en trang til at blive sygeplejerske. De klagepunkter Kruse fremførte, boligforhold og pligten til at bo på hospitalet og spise der, samt arbejdsforholdene, berøres, men forstanderinden fortæller, at det ikke er så slemt at bo to og to sammen, og at det på hendes skole er muligt at flytte ud efter to års elevtid, selvom mange søger tilbage, når de opdager, hvor dyrt det er at bo på egen hånd. Udover kaldet og gode skolekundskaber mener forstanderinden, at det allervigtigste er, at den unge pige har været i huset og har lært at lave mad. Dette blev også fremhævet af Dansk Sygeplejeråd i deres pjece fra omkring Forstanderinden påpeger, at det måske kan være svært for de unge kvinder at acceptere det, de opfatter som den strenge disciplin på hospitalet, men siger, at den jo ikke altid bliver overholdt så strengt. Artiklen afsluttes med en opfordring til at rekvirere pjecen (Lantz 1946).

5 Den, der rekvirerer pjecen, mødes af billedet af en meget ung kvinde med sygeplejerskekappen siddende ovenpå et løst og ukontrolleret, krøllet hår, der ikke kan holdes helt inde under kappen, en pige, der er på vej fremad, og lige kaster et blik tilbage på beskueren, som hun således har øjenkontakt med. Den unge kvinde ser meget ung ud, hun er tegnet close-up, således at virkningen bliver intens. Der er ikke noget synligt fagforeningsemblem. Hvor Dansk Sygeplejeråd tydeligt viser fagforeningsnålen i deres pjece, så er det ikke markeret, at denne pjeces unge kvinde er en færdiguddannet sygeplejerske. For at blive sygeplejerske må man være år, have et godt helbred og gode skolekundskaber, have et praktisk greb om tingene og kende til almindelig husførelse og madlavning: Hertil kommer saa, at en vordende Sygeplejerske naturligvis maa have et ligevægtigt Sind og være i Besiddelse af almindelig Dannelse og Takt. Pjecen nævner intet om det kald, der blev beskrevet i samtalen med forstanderinden i Tidens Kvinder, men afsluttes på bagsiden med at skrive om sygeplejerskens egen oplevelse af at føle tilfredshed ved at arbejde til gavn for andre mennesker. Her er kaldsdimensionen altså tilstede, når forstanderinden argumenterer for, hvilke motiver, der skal drive sygeplejersken i samtalen med Tidens Kvinder, men fraværende i hvervematerialet. Samtidigt ses, at der lægges vægt på den kommende sygeplejerskes huslige formåen. Sygepleje et indholdsrigt arbejde 1960 erne (Billede 3 ill. til dette afsnit) Den sidste pjece, jeg vil trække frem, er fra 1960 erne. Her ser vi en ung kvinde, der giver glæde og gør gavn. Der er ikke vist nogen fagforeningsnål, så vi må formode, det drejer sig om en elev. Hun er aktiv, har svaj i hoften, og barmen er markeret. Det er en ung kvinde i bevægelse. Hun har øjenkontakt med den liggende patient, som hun bringer mad på en bakke. I billedet ser vi sygeplejeeleven som den centrale figur. Når vi lukker denne pjece op, møder vi en tekst, der fortæller, at sygeplejen er et arbejde, der stiller krav, men til gengæld er indholdsrigt og alsidigt, det er en gerning, der giver tilfredsstillelse og arbejdsglæde. I 1940 erne og 1960 erne er det billede, en eventuel ansøger møder i en hvervepjece, ikke længere forankret i en synlig kaldstanke. Begrundelsen for erhvervet hentes i samfundsnytte kombineret med personligt udbytte, som kan opveje den beskedne løn; der henvises til ønskværdige egenskaber og kropslige og boglige krav. Uddannelsen giver muligheder for et godt erhverv både ude og hjemme.. I den første del af århundredet mødes ansøgeren af en næsten kønsløs kvinde med et fremtrædende fagforeningsemblem ernes sygeplejeelev har svaj i skørterne, og der ses markerede bryster på tegningen af sygeplejeeleven. Med disse tre eksempler fra hvervepjecers forside har jeg vist, hvordan billedet af sygeplejersken er forskelligt op igennem århundredet. Samtidigt ser det også ud til, at mens der i Dansk Sygeplejeråds pjece tydeligt tilkendegives en kristen forankring, så træder dette, som jeg lidt hurtigt her vil kalde en kaldsdimension tilbage i selve hvervematerialet, mens det italesættes af forstanderinden, der fortæller om uddannelsen og opfordrer til at rekvirere hvervepjecen. Og mens fagforeningens repræsentant i 1940 erne problematiserer sygeplejeelevernes arbejds- og boforhold, så bliver disse bagatelliserede af forstanderinden i samtalen med Tidens kvinder.

6 Noter 1. Se f.eks. Indenrigsministeriet Nightingaleløftet, som dog ikke har Florence Nightingale som ophavskvinde, da hun med sin baggrund i unitarismen ikke gik ind for afgivelse af løfter Litteratur Bliv Sygeplejerske. 1946a. København, Københavns Kommunehospital Hvem skal passe de Syge, naar vi ikke kan skaffe Sygeplejersker? Uge-Journalen Tidens Kvinder 25[13]. 1946b. Dansk Sygeplejeraad 1927, Hvorledes bliver jeg Sygeplejerske? Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København. Frederiksen, K. 2005, Uddannelse til ordentlighed - at lære sygepleje gennem 200 år PUC, Viborg. Indenrigsministeriet. Betænkning om sygeplejerskemanglen Lantz, L. Bliv Sygeplejerske. Uge-Journalen Tidens Kvinder 25[21],

7 Krimkrigen - et højdepunkt i pressehistorien og en sundhedskatastrofe Af journalist Peter Skeel Hjorth Krimkrigen for 150 år siden er i særlig grad knyttet til et nyt fænomen krigsreportagen i ord og billeder. Men pressen bidrog også til at skabe myter og påvirkede historieskrivningen om en glemt verdenskrig Billede 1 i indledende afsnit Med huller i rækkerne, udtyndet af tredive kanoner, hvormed russerne havde lagt den mest dødeligt nøjagtige ild, og med en glorie af blinkende stål over hovederne, og med et kampbrøl, der blev mangen tapper krigers dødsskrig, susede de ind i batteriernes røgskyer. Men før de var tabt af syne, lå sletten overstrøet af deres lig og af hestenes kroppe. Fra en bjergkam på halvøen Krim i Sortehavet følger krigskorrespondenten William Howard Russell engelsk kavaleris formålsløse angreb på russiske kanonstillinger under slaget ved Balaklava den 25. oktober En militær katastrofe udspiller sig for øjnene af ham, men han ser det som en heroisk begivenhed. Det samme gør poeten Alfred Tennyson i sit berømte digt The Charge of the Light Brigade. De fejede stolt forbi skanserne, og morgensolen strålede i al denne krigens pragt og herlighed, skriver Russell i sin reportage, der med telegrafen bliver sendt til The Times i London. Med sine beskrivelser af Krim-krigen skriver han sig ind i pressehistorien. Krigskorrespondenten billede 2 og 3 i dette afsnit For første gang nogensinde kunne et avislæsende publikum løbende følge med i en krig fjernt fra deres land. Det er i og for sig kendt viden. Men ny forskning har vist, at det fik vidtrækkende konsekvenser politisk og historisk helt op til vor tid. Historien om Krimkrigen er i særlig grad knyttet til et nyt fænomen, krigskorrespondenten, der sendte nyheder fra fronten direkte hjem til avislæserens morgenbord. Ved at bruge telegrafen tog det kun et par dage, hvor det før havde taget uger og måneder. Russell blev den kendteste, men var ikke den eneste, som dækkede krigen. Mindst tre andre, britiske reportere tog til Krim. En af dem var G.A. Henty, der senere blev en berømt forfatter af børnebøger. De første illustrationer var tegninger og akvareller, malet af bl.a. den engelske officer Simpson. Et halvt år tid efter landgangen kom fotografen Roger Fenton til Krim med en hestevogn, der var indrettet som et mørkekammer på hjul. Lange eksponeringstider satte snævre grænser for, hvad der kunne fotograferes. Et af de tidlige fotografier viser en slagmark uden døde, men overstrøet med kanonkugler, og et af de sidste franske soldater rejse trikoloren på en ruinhøj med dræbte og sårede soldater, hvoraf den ene bedende rækker hånden op efter hjælp. Det er sandsynligvis det første fotografi, der viser krigens sande ansigt. Dette fotografi står i skarp kontrast til Russells krigsforherligende reportager, der i vid udstrækning byggede på, hvad han med øjet så på afstand. Som f.eks. de 93. højlændere, ledet af sir Colin Campbell, opstillet i front mod russisk kavaleri som en tynd, rød linie (kantet med en linie af stål). Disse tre ord blev et symbol for den britiske hær i aktion i årtier fremover.

8 Fenton blev den mest kendte fotograf. Hans efterfølger James Robertson var ret beset en bedre fotograf. Men der var også russiske, franske og andre fotografer, hvis navne og billeder er gået i glemmebogen. Krimkrigen blev dermed et pressehistorisk højdepunkt. Her fik krigsreportagen sit store gennembrud, om end den journalistiske stil og udtryksmåde var ganske anderledes end i dag. Typisk for tiden var beskrivelserne af krigens gru forherligende og romantiserende. Krimkrigen som historisk begreb nærmest voksede ud af Russells pen og smeltede sammen med engelsk propaganda. Men Krimkrigen var meget mere end belejringen af flådehavnen Sevastopol og en række berømmede slag Alma, Balaklava og Inkerman. I dag 150 år senere er det rigtigere at se den som en glemt verdenskrig. Den satte sig så dybe spor, at der stadig arbejdes med at revidere dens historie og betydning for eftertiden, bl.a. i det engelske Crimean War Research Society. Krig i Østersøen Årsagerne til Krimkrigen var komplekse. Meget kort fortalt var det en krig mellem på den ene side stormagten Rusland og på den anden en alliance, bestående af Storbritannien, Frankrig, Sardinien-Piemonte og Tyrkiet. Både Danmark og Sverige kunne være blevet inddraget i krigen. I foråret 1854 sendte England som sin første handling sendte den mest moderne flåde, verden hidtil havde set, drevet af dampmaskiner og skruer, gennem Storebælt ind i Østersøen i retning mod Sankt Petersborg. Den 16. august blev den russiske fæstning i Bomarsund på Ålandsøerne bombarderet og derefter indtaget af en primært fransk landgangsstyrke. De britiske flåde nåede ikke sine mål inden vinteren, men vendte den følgende sommer, beslaglagde finske handelsskibe, beskød finske kystbyer og fæstningen Sveaborg udenfor Helsingfors. Det skabte stor vrede lokalbefolkningen og en spirende finsk national bevidsthed frem til Finlands løsrivelse fra Rusland i Samtidig bandt det Ruslands bedste tropper til området og undergravede landets økonomi. At denne søkrig er glemt, kan forklares med, at der ikke fulgte reportere med den britiske flåde. Den opgave blev varetaget af søofficerer som bibeskæftigelse. En sundhedskatastrofe Billede 4 i dette afsnit Efter at de første skud var affyret lige uden for Danmarks grænser, skiftede kampscenen til Krim. Den engelske hær havde ikke været i krig siden Waterloo og blev ledet af uerfarne officerer, hvoraf mange var adelsmænd, der havde købt sig til deres positioner. Inkompetent ledelse prægede det engelske felttog. Det udviklede sig hurtigt til en sundhedskatastrofe, idet der udbrød tyfus, kolera og dysenteri blandt soldaterne. Efter det første slag ved floden Alma blev de sårede britiske soldater bragt ned til kysten og derfra sejlet til militærhospitalet Skutari uden for Istanbul. Sejladsen varede flere dage med skibe, overfyldt med lemlæstede og døende soldater, i mange tilfælde uden nogen form for lægebehandling eller tilsyn. Anderledes velforberedt var Frankrig, der havde ført en årelang erobringskrig i Algeriet fra Den franske hær var derfor veltrænet, havde kamperfaring og medbragte i modsætning til den britiske en velorganiseret lægetjeneste.

9 Det bemærkede Russell, der i sine reportager rasede over de britiske soldaters forfærdende situation. Hans kollega i Istanbul, Thomas Chenery, senere chefredaktør for The Times, beskrev de om end endnu værre forhold på hospitalet i Skutari. Reaktionen på hans artikler blev af den slags, som skaber legender. Befolkningen var oprørt, regeringen måtte senere gå af, og en vis Florence Nigthingale overtalte sin ven, krigsminister Sidney Herbert, til at sende hende til Skutari med 38 sygeplejersker. Man skulle tro, at myten om de sårede og syge soldaters frelsende engel var vokset frem af hendes arbejde i Skutari. Men sådan forholder det sig ikke. Fra dagen efter udnævnelsen synes en velsmurt PR-maskine at være sat i gang af en krigsministerens nære medarbejdere. Florence Nigthingale gik ind i den rolle, der var hende tiltænkt, og som hun havde higet efter i årevis. Hun blev den heltinde, alle avislæsere sukkede efter, da det var svært, for ikke at sige umuligt, at finde helte i hærens rækker. Kronen på værket blev en tegning af The Lady with the Lamp, offentliggjort i Illustrated London News den 24. februar Og dermed var myten skabt af journalistik og propaganda i smuk forening med en entusiastisk PR-indsats af søsteren Parthenope. Krimkrigen var en verdensomspændende konflikt, der også omfattede et angreb på den russiske Stillehavskyst, og en forsmag på det vanvid, der ventede forude med 1. verdenskrig 60 år senere. Alle de samme elementer indgik. Et BBC-program har vurderet det samlede tab af menneskeliv til i nærheden af én million døde et uhørt stort antal set i lyset af datidens befolkningsstørrelser. Der skulle gå hen ved 150 år, før den engelske historiker Hugh Small punkterede myten om Florence Nigthingale. Hun gjorde ikke den store forskel i Skutari, men først senere, og hendes historie skal skrives om. Det samme skal historien om Krimkrigen. På samme måde trænger pressens rolle i historieskrivningen og mytedannelserne til et kritisk eftersyn. Litteratur Lambert, Andrew and Stephen Badsley, The War Correspondent. ISBN Greenhill, Basil and Ann Giffard, The british Assault on Finland A forgotten naval war. ISBN Small, Hugh, Florence Nigthingale Avenging Angel. ISBN Billedtekster Billede 1: William Howard Russell blev berømt for sine krigsreportager fra slagmarkerne på Krim (foto: Roger Fenton). Billede 2: Fotografen Roger Fentons vogn. Den var udstyret så tungt og kørte så langsomt, at der var grænser for, hvad der kunne fotograferes.

10 Billede 3: Engelske soldater foran Sevastopol fotograferet af Roger Fenton i Sygdomme som kolera var deres værste fjende. Billede 4: "The Lady with the Lamp" - mere myte end virkelighed.

11 MUSEUMSHJØRNET Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag (tlf ). Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt skoleklasser gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

12 BOGANMELDELSE Fødselsanstalten i Jylland - fra humanitær anstalt til universitetsafdeling Merete Ipsen og Bodil Olesen: Fødselsanstalten i Jylland Kvindemuseets Forlag, Viborg, s., ill., kr. 245,-. I 1996 lukkede Fødselsanstalten i Jylland (FiJ) efter knap 90 års virke og dens funktioner blev overført til Skejby Sygehus i Århus. En bevilling fra Statens Museumsnævn gjorde det muligt for Kvindemuseet i Danmark at foretage en gennemgribende dokumentation af FiJ fra grundlæggelse til lukning. Museet indsamlede et omfattende og alsidigt kildemateriale, bl.a. i form af interviews med kvinder der har født eller arbejdet på anstalten gennem tiden. Dette materiale danner grundlaget for bogen Fødselsanstalten i Jylland skrevet af Merete Ipsen og Bodil Olesen. Resultatet er en læseværdig og varmhjertet til tider hjerteskærende bog. Bogen er bygget op kronologisk over tid. Efter et indledende afsnit består den af ti kapitler. De ni dækker hver især et årti fra 1910 erne til 1990 erne, mens et kapitel særskilt omhandler anstaltens børneafdeling. I hvert kapitel fortælles årtiets nye tiltag gennem statistisk materiale og gennem nævnte interviews, der står som det helt centrale. FiJ blev åbnet 1910 som en jysk pendant til Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København, der siden 1700-tallet havde taget imod ugifte gravide kvinder, der var kommet i uføre. Tidens generelle interesse for den ugifte kvindes situation gjorde, at der også var behov for at oprette en fødselsstiftelse i Jylland, og i konkurrence med adskillige byer blev Århus udvalgt til at huse en sådan anstalt. Trods ligheder med søsterinstitutionen i København skulle FiJ også være nyskabende, fordi den både skulle tage sig af gifte og ugifte kvinder. Arkitekt Christian E. Sylow udformede planerne og da anstalten stod færdig, var byen Århus mere end stolt. Bygget i palæstil stod den nye Fødselsstiftelse som et slot i de smukkeste omgivelser, placeret højt og frit på en bakke med Vennelyst Parken og Århus Kommunehospital som nærmeste naboer. En humanitær anstalt havde set dagens lys. Her kunne ulykkeligt stillede kvinder uden vederlag få ophold fra slutningen af svangerskabet, få hjælp ved fødslen og gennem barselsperiode, og såfremt der var behov også ophold sammen med barnet en tid efter barselsperioden. Formålet med grundlæggelsen var således et humanitært og socialt hensyn. Det formål blev fastholdt til 1955, hvor anstalten fik status af universitetsklinik. Ugifte havde dog stadig adgang til at føde på stedet, mens gifte kun havde adgang ved kompliceret graviditet eller fødsel. I 1975 overgik FiJ til Århus Amtskommune og blev med dette en afdeling på Århus Kommunehospital. Få år efter medførte det dalende fødselstal, at alle normal fødende kunne modtages på afdelingen. En af tidens ansete fødselslæger Victor Albeck fra Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København blev ansat som stedets første overlæge og under ham blev der ansat 13 personer. De skulle tilsammen varetage de 360 fødsler anstalten var dimensioneret til årligt. Allerede 1916 var antallet af fødsler fordoblet i forhold til det normerede og en naboejendom inddrages. Den første af adskillige udvidelser i løbet af årene. Da FiJ åbnede 1910, blev der i løbet af de første 17 dage indlagt ti patienter fire gifte og seks ugifte. Denne skelnen mellem ugift og gift var de første mange årtier anstaltens praksis -

13 og netop det gjorde en verden til forskel for en kvinde, der fødte på stedet. Fra alle sider berettes det om, hvordan alle patienterne var underlagt et strengt regime. Men pointeres det igen og igen, de ugifte blev behandlet strengest. Til trods for at ugifte og gifte delte samme stuer, fik de ugifte billigere mad og spiste af blikservice, mens de gifte fik maden serveret på porcelæn. De ugifte var også sat til offentlig skue (og fordømmelse) med et U for ugift på tavlen over deres seng. Denne forskelsbehandling står interviewene som en stærk dokumentation for. De ugifte var frem til 1950 erne fortrinsvis tjenestepiger, men i takt med kvinders ændrede erhvervsmuligheder ændrede dette mønster sig. Frem til 1920 erne var andelen af ugifte kvinder størst, men herefter vendte billedet og de gifte udgjorde en stadig stigende andel. I 1970 erne vendte billedet igen som en konsekvens af ændrede samlivsformer i kølvandet af ungdomsoprør og kvindebevægelse. Det var også årtiet, hvor de fødende offentligt begyndte at udtale sig kritisk om FiJ og stille krav om, at fædrene kunne være med ved fødslen. I 1975 ophørte FiJ med at registrere gifte og ugifte, men først 1979 fik fædrene ret til at være med ved fødslen. Frem til 1955 kunne de nybagte mødre uden vederlag forblive på anstalten sammen med barnet på børneafdelingen. Mødrene arbejdede på stedet eller i byen og passede selv eget barn, som havde hjemsted på en børnestue, mens mødrene havde fælles sovesal. I 1910 erne kom stort set alle børn på børneafdelingen hjem til moderen, men fra 1920 erne blev ca. halvdelen bortadopteret, sat i pleje eller anbragt på børnehjem. Uanset ægteskabelig status var moder og barn underlagt datidens lægevidenskabeligt beviste spædbarnspædagogik: ro, renlighed og regelmæssighed. Det indebar bl.a., at spædbørnenes pleje var underlagt et strengt regime med klokken som styrende element. En grædende baby skulle ikke tages op og trøstes, men havde godt af at få rørt lungerne. Denne institutionelle regelmæssigheds-pædagogik blev fastholdt helt frem til 1970 erne, hvor ungdomsoprørets kvinder gjorde oprør. De interviewede kvinder gifte såvel som ugifte - giver gennem deres beretninger årti efter årti et levende billede af de betingelser en gravid kvinde og nybagt mor har været underlagt gennem århundredet. Fx en 23-årig ugift kvinde, der i 1940 erne blev gravid i utide. Efter et mislykket forsøg på abort gik hun til bekendelse for forældrene, som sendte hende på diskret ophold. Efter fødslen blev hendes barn anbragt på spædbarnehjem. Barnet var to år før hun kunne hente det hjem, og det fordi hun havde fundet sig en mand. Så heldige var alle ikke. Nogle blev presset af familien til at bortadoptere barnet og andre tog selv den beslutning, fordi de ikke så anden udvej. Fortællingerne om selve fødslen viser, at menneskelig medfølelse og omsorg var en sjælden vare - specielt overfor de ugifte. Praksis var langt op i tiden, at personalet lod den fødende være alene i veperioden, som fx en beretning om en fødsel i 1950 erne, hvor jordemoder og sygeplejerske beder den fødende om at holde op med at klage sig, fordi det ikke er til at holde ud at høre på i kaffestuen. Som en modsætning til dette omsorgsfattige billede står personalets udlægninger af de omsorgsideologier, de lagde til grund for plejen af de fødende kvinder. Fx fortæller en jordemoder uddannet i 1930 erne, at man på jordemoderskolen lærte, at den fødende var den vigtigste og når hun klagede sig, skulle vi jo forsøge at lindre. Bemærkelsesværdigt er det,

14 at det først er beretninger fra 1980 erne, der forener de to gruppers perspektiver. Her ses fælles fodslag mellem omsorg i teori og omsorg i praksis. Bogen omfatter ca. 35 interviews med kvinder, der har født og ca. 20 med personalet, bl.a. seks jordemødre, fire sygeplejersker og tre sygehjælpere. Der er desværre ikke nogen læger. Når det vides, at den største gruppe af plejepersonale på FiJ har været sygeplejersker og sygeplejeelever, undrer det, at der er så få af dem blandt de interviewede. Sygeplejersker havde andre berøringsflader med patienterne end jordmødrene, og de kunne have nuanceret beretningen om livet inden for murene mere end tilfældet er. Bogen om FiJs historie er en væsentlig dokumentation af fødselskulturens forandring gennem århundredet og det samspil der i den forbindelse har været mellem sårbare kvindeliv og forskellige tiders omsorgstraditioner og lægevidenskab. Det ser jeg som et vigtigt bidrag til kvinde- og kønshistorien og sundhedsfagenes historie. Velskrevet og veldisponeret som bogen er, henvender den sig både til et bred læserskare og de faglige miljøer, den taler så direkte ind i. Layout er enkelt og æstetisk, hvilket ikke mindst skyldes, at der med rund hånd er illustreret med velvalgte fotografier. I bogens brødtekst savnes specifik dokumentation gennem henvisning til arkivmateriale og baggrundslitteratur. Dertil savnes en samlet referenceliste og arkivfortegnelse. Anmelder: Lektor Susanne Malchau, ph.d. Afdeling for Sygeplejevidenskab Institut for Folkesundhed Aarhus Universitet

15 NYE BØGER Jette Møllerhøj. På gyngende grund. Psykiatriens praksisser og institutionalisering i Danmark Ph.d.-afhandling. Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet "Nursing History Review Volume 14. Den årlige publikation fra The American Association for the History of Nursing er netop udkommet. Publikationen omfatter adskillige artikler, bl.a. en metodeartikel af den amerikanske sygeplejehistoriker Barbra Mann Wall om tekstanalyse som en metode for sygeplejehistorikere. Dertil kommer en række anmeldelser af udgivelser af sygeplejehistorisk interesse. Pia Koustrup. At huske med hjertet t en analyse af én af dansk sygeplejes pionerer CorneliaPetersens arbejde for tilrettelæggelse af en formaliseret 3-årig sygeplejerskeuddannelse på Århus Kommunehospital i perioden Århus: Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut forfolkesundhed, Aarhus Universitet nr. 96 / sider, 75 kr. (Specialeafhandling).

16 MØDER, FOREDRAG OG UDSTILLINGER DSHS Dansk Sygeplejehistorisk Selskab afholder generalforsamling i København den 28. september 2006 kl Sted meddeles i Sygepleje & Historie nr. 28 der udkommer iaugust. AAHN American Association for the History of Nursing, Inc. Twenty-third Annual History of Nursing Conference Rochester, Minnesota, USA September 29 - October 1, Mail: Barbara Brodie RN, PhD, FAAN BB9w@Virginia.edu Møder i medicinsk historiske selskaber se hjemmesiderne Jysk Medicinhistorisk Selskab Dansk Medicinsk-historisk Selskab Medicinsk Historisk Selskab for Fyn

17 DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB Selskabets adresse: Sankt Annæ Plads 30 Postbox København K Bestyrelsen: Formand: Susanne Malchau, Skolevej 18 F, 8250 Egå (e-post: sm@sygeplejevid.au.dk) Næstformand: Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg Birthe Mortensen, Sønder Alle 9, Strib, 5500 Middelfart Seniorsammenslutningen i DSR: Karen Buhl, Gunilshøjvej 275,Virklund, 8600 Silkeborg Dansk Sygeplejeråd: 2. næstformand Aase Langvad, Dansk Sygeplejeråd Suppleanter: Marianne Mahler, Ahlefeldtsgade 29, 3th, 1359 København k Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup Jan Agerbo Toft, Frueløkke 195, 6200 Aabenraa Revisor: Benny Andresen, Odense Revisor: Hanne Schytte, København Revisorsuppleant: Sinne Kamstrup, København Redaktion Sygepleje & Historie Susanne Malchau, Århus (ansv. red.) Inger Marie Børgesen, Kolding Nete Balslev Wingender, København Marianne Mahler, København Winnie Høgsaa, Aarhus

18 Indmeldelsesblanket til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Navn:... Adresse:... Postnr./by... Dato:... Underskrift:... Som (sæt kryds) Enkeltmedlem:... Forening, organisation eller firma:... Enkeltmedlemmer: Kr. 150,00 pr. år. Forening, organisation eller firma: Kr. 500,00 pr. år. Sendes til: Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Sankt Annæ Plads 30, Postbox 1084, 1008 København K