Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. december søndag i Advent Lukas 1,67-80 Salmer: 885 Hold håbet op I mørket

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. december søndag i Advent Lukas 1,67-80 Salmer: 885 Hold håbet op I mørket bryder lyset frem God morgen I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, og vi sidder ned, mens vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag handler alle salmer og tekster om håb håb fra Gud, håb på trods det handler om lys, Guds lys på trods af alle mørke udsigter. Virkeligheden, verden og vi mennesker vi er, som vi er ikke bedre og heller ikke værre. Men 3 søndag i advent minder Gud os om, at det umulige er muligt. Lad os alle bede. Inden jeg læser evangeliet til tredje søndag i advent lidt om forhistorien. I kan selv gå hjem og læse hele Lukas evangeliets kap 1, men her får I et kort resume: Historien handler nemlig om den gamle præst Zakarias og hans lige så gamle kone, Elisabeth de to er blevet så gamle, at de

2 for længst er holdt op med at håbe på at få dét barn, som de ellers så brændende har ønsket sig hele livet. Men så sker det forunderlige; da Zakarias bliver udvalgt til den særlige præstetjeneste at bringe røgelsesofferet i templet, viser englen Gabriel sig for Zakarias og bebuder, at han skal blive far til en søn, som han skal give navnet Johannes, det betyder GUD ER NÅDIG, for denne søn har Gud en ganske særlig plan med. Zakarias synes, det lyder for godt til at være sandt, han kan ganske enkelt ikke tro det. Men en præst, der ikke kan tro, det går ikke, Gabriel lukker prompte munden på tvivlen Zakarias bliver stum i samme øjeblik. Og han vender hjem til Elisabeth, men uden mund og mæle. Hele ni måneder må han stiltiende følge Elisabeths graviditet, ikke engang da han for første gang står med sin nyfødte søn i hænderne, kan han få et ord frem. Først da barnet er født, og familie og venner er samlet på ottendedagen til omskærelses- og navngivningsfest, og Elisabeth til gæsternes store undren hårdnakket hævder, at drengen skal hedde Johannes, på trods af at ingen i familien bærer dét navn først da Zakarias har fået stukket en tavle i hånden og skrevet: JOHANNES ER HANS NAVN først da - efter ni måneders ufrivillig tavshed løsnes hans tunge, og han bryder ud i en

3 jublende lovsang, der i den grad løber over af måneders opsparet glæde og taknemmelighed. Og lad os så lytte til den gamle mands og nybagte fars hyldest til livets Gud og skaber. EVANGELIELÆSNING Zakarias jubler, fordi det umulige er sket. Han står med sit nyfødte barn i hænderne, det barn som han mange år tidligere har opgivet håbet om nogen siden at få, det umulige er sket. På en måde er det, hvad den kristne tro vil minde os om, at det umulige er muligt. På trods af alle eksperters bedreviden, på trods af alle videnskabens landvindinger, på trods af din og min skepsis, når vi synes, at noget lyder for godt til, at det kan være sandt. Så er disse årets mørkeste og korteste dage, fyldt med et håb, der her mere end 2000 år efter stadig gi r ekko i universet og sjælen. Det umulige ER sket. -- Håbet om, at livet ikke kun er begrænset til, hvad vi kan måle og veje og forstå med vores forstand. Håbet om, at livet og virkeligheden er større end vi nogen sinde kan forestille os.

4 Håbet om, at vi ikke er alene og overladt til os selv og vores egne evner og kræfter, for Gud er selv blevet menneske. Johannes Møllehave har sat ord på dette umulige håb i et digt, jeg finder frem hvert år til advent: Det lyder sådan her: "Adventstid i decemberkåbe at leve er altid at vente og håbe. Håbet gør os forventningsspændte, at leve er altid at håbe og vente. Advent betyder gudsrigets komme, så ventetiden er ikke omme. Endnu er her mørke, endnu må vi sige ske din vilje, komme dit rige. Endnu må vi vente, endnu må vi længes, men lyset skal komme og mørket fortrænges. Guds rige skal komme, men risikoen er altid at miste håbet og troen. For livet består i at håbe og vente som børn, der mod jul er forventningsspændte. Ingen forskel på vantro og fromme, alle må vente på gudsrigets komme. Guds søn har besøgt os, og lige siden har mennesket levet i adventstiden. Lyset skal komme, og mørket skal vige,

5 ske din vilje, komme dit rige!" Og nej, jeg ved godt, det er ikke altid let at holde håbet i live. Der er sandt for dyden mange ting i verden, der kan få os til at miste håbet sygdom og sorg fnidder og fnadder.. At lyset i den grad forsvinder fra vores nordlige halvkugle kan hurtigt sende mange af os ned i kulkælderen uger hvor solen gemmer sig bag en regntung grå grå himmel kræver sin mand og kvinde. At åbne for nyhederne både de sande og dem, der viser sig at være fake news kan let fylde os med mismod ja, måske ikke så meget for os selv, men nok så meget for vores børn og børnebørn og oldebørn for hvad er det for en verden og klima og fremtid, der venter dem om 25 om 50 om 75 år? Synes du, jeg lyder for depressiv eller for negativ eller bare for ubærligt realistisk? Så beklager jeg for mit anliggende er det modsatte Zakarias og adventstidens tre lys på adventskransen vil minde os om altid at give håbet den længste frist håbet om, at det umulige ér muligt. Møllehaves adventsdigt vil med sit omkvæd: at leve er altid at håbe og vente, hejse håbets fane.

6 Håbet om, at lige meget, hvad de kloge siger, så må vi ikke lade opgivenhedens og dermed ligegyldighedens virus få tag i os. Håbet om, at hvor Gud er, der ender alt godt. Det fortælles om en berømt norsk kunster, der er på vej til at dø af en meget alvorlig livstruende sygdom. Manden har kort før sin død fået besøg af en af sine venner. Vennen spørger, om ikke han skal køre ham en tur i kørestolen ude i hospitalets have. Da de er kommet ud, møder de en kvinde, der kender og beundrer manden, da hun ser ham, udbryder hun med medlidenhed i stemmen: Næh, har de fået lov at komme lidt ud, hvortil manden svarer stilfærdigt: Ja, man kan ikke sidde inde, når alt håb er ude. Vi skal ikke sidde inde, når alt håb er ude og det er netop det, Gud gør i advents- og juletiden lukker håbet ud for fuld udblæsning. Det er derfor Zakarias er ude af sig selv af glæde. Og det er det samme håb, der har været drivkraft for kristnes fastholdelse af håbet på det umulige i år. Jeg talte med mine konfirmander om det forleden, brugte de to mest kendte Martin Luthere i verdenshistorien som eksempler.

7 Martin Luther King, den sorte amerikanske præst og borgerrettighedsforkæmper, hvis taler fra 1960 erne er gået over i historien, fordi de den dag i dag er så sprængfyldte af håb. Vi kan næsten høre omkvædet for vores ører: I have a dream, that one day. I have a dream Hans drøm om en verden, hvor der ikke længere bliver gjort forskel på sort og hvid, fattig og rig, mand og kvinde hans drøm, som koster ham livet, men som kugler ikke kan tage livet af, fordi håbet er stærkere end realiteterne. Og den anden Martin Luther, som i år for 500 år siden begyndte reformationen Martin Luther som skal være blevet spurgt, hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du skal dø i morgen. Martin Luther som skal have svaret: Så vil jeg plante et æbletræ i dag. For et træ betyder håb et træ betyder, at det hele ikke handler om mig, og hvad jeg selv kan få ud af det et træ betyder håb for fremtiden, håb for dem der kommer efter mig, håb om at det nytter, selv om jeg ikke selv får lov at se det. Disse to gange Martin Luther er på en måde adventsmennesker, fordi de begge er båret af håbet om, at det umulige er muligt. De er båret af håbet om, at Gud vil det og viser det ved selv at komme til verden, ved at leve og dø og lade det umulige blive muligt ved opstandelsen på tredjedagen.

8 Og ja, jeg ved godt, at i TV-serien Herrens veje og hos Freud og mange andre steder, der bliver vi kristne skildret som om, det at tro, nærmest er på kanten af at have en psykisk diagnose. Som om tro er noget, vi skal helbredes for. Men hvis jeg skal vælge mellem, ikke at have andet at tro og håbe på, end det jeg selv kan med mine egne evner og kræfter og så at holde døren åben for, at hvor Gud griber ind åbnes døren til det sted, hvor det umulige er muligt, det sted hvor lyset er stærkere end døden og mørket. Det sted, hvor det giver nyt mod at dele Guds drøm. Det sted, hvor vi prøver at hjælpe hinanden med altid at give håbet den længste frist også selv om hele verden hævder at alt håb er ude og vi så alligevel hjælpes ad med at plante et æbletræ på trods. Hvis jeg tvinges til at vælge så vælger jeg klart diagnosen. Ikke tosse-naivt for verden er præcis som den er, vi mennesker vi er præcis, som vi er ikke værre, men absolut heller ikke bedre. Vi må ikke være tosse-naive, men vi må heller ikke tænke, at det hele kan være lige meget, vores lille dråbe af godhed er kun en dråbe i havet. For når dråber forener sig bliver de til oceaner. For at leve er altid at håbe og vente, og vi må ikke sidde inde, når alt håb er ude. Glædelig advent. Amen