Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 2. november 2008 Alle Helgen Mattæus 5,13-16 Salmer: Denne første

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 2. november 2008 Alle Helgen Mattæus 5,13-16 Salmer: Denne første søndag i november, alle helgen søndag er på mange måder en modsætningsfyldt dag. På den ene side er tre familier samlet her i Frederiksborg Slotskirke til glædesfest tre små børn skal døbes, ja, oven i købet kommer der tre familier mere til dåbsgudstjeneste kl for at få deres børn døbt. Seks små nye liv seks undere hvis tilsynekomst vi aldrig fatter, uanset hvor kloge vi bliver. På den anden side er alle helgen, søndagen, hvor vi mindes vore døde, de mennesker som vi elskede, men som vi har mistet og nu savner, så det gør ondt dybt dybt ind i sjælen. På kirkegården sætter vi blomster og tænder lys, og i Nyhuse kapel kl læses navnene på alle dem, der siden sidste alle helgen er begravet eller bisat. Så hvilken farve skal vi nu give alle helgen er det dåbskjolens lyse farve eller er det sørgetøjets mørke. Men har den ikke begge farver, kunne vi spørge, rummer livet ikke altid begge sider. Sorrig og glæde de vandrer til hobe, siger Kingo, og Grundtvig digter erfaringen, som I sikkert også har gjort, at når de gamle træer falder til jorden, kommer der nye spinkle skud på stamtræet, en erfaring Grundtvig tolker med ordene: mens graven kastes vuggen gynger. Oldemors stol står tom, men et nyt lille liv indtager nu hendes plads i familiens cirkel.

2 Og det er jo sandt, sådan er livet, til kirke kommer vi med vores største glæde og dybeste sorg. Vi sidder her både med den sværeste smerte og den største taknemmelighed. Og så er det måske blot det, vi skal være være til stede uden at flygte. Både når glæden bobler over i mødet med fem små barnefingre der holder et fast greb om min pegefinger, og når tårerne trænger sig på, fordi jeg sidder der, og for sidste gang må slippe den hånd, der har holdt min, så langt tilbage, som jeg kan huske. Måske skal vi ikke gøre andet end at være til stede i alle de følelser, som vi rummer. Livslys brænder ud, nye lys bliver tændt men det er det, de er: Lys, der gør mit liv værd at leve. Lys, der hjælper mig til at finde vejen, jeg skal gå. Lys, der får mig til at se muligheder, hvor jeg før kun så lukkede døre. Lys, der giver mig tro på, at jeg er noget værd. Så selv om det lige nu kan føles forfærdeligt svært at miste og sidde alene tilbage så vil jeg ikke for noget i verden undvære det lys, han eller hun blev i mit liv. I den forstand er sorg det samme som kærlighed, men en kærlighed der er blevet hjemløs, af døden er den forvandlet til sorg. Nej, jeg ved det godt, fejlfri helgener, det var de ikke, og det er du og jeg heller ikke. Jeg er ikke ude på at helgenkåre nogen. Han var præcis så dejlig og irriterende og hjælpsom og hidsig og humoristisk og nedtrykt og kærlig og stresset som han var. Indrømmet, han kunne virkelig sætte mit temperament på en hård prøve, en prøve jeg langt fra altid bestod.

3 Det ændrer blot ikke en millimeter ved, han var et lys, som har efterladt et forfærdeligt tomrum, og derfor er mit liv nu blevet lidt mere mørkt. Men hvad har alt dette nu med kristendom at gøre at vi er og skal være lys for hinanden, det behøver vi vel ikke komme i kirke for at høre. Lars Lilholt synger jo også: Jeg tror, vi er her for at tænde lys for hinanden. Og Thorkild Bjørnvig siger det i sit novemberdigt: Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse, lyset fra solen og blomsterne brudt - da må vort hjerte selv lyse. Synge vil vi, legen er magt, mer end beregning, forstand og foragt værn mod det sorte og tomme. Om der svæver dødelig dræ, vi vil dog elske og plante et træ: frugter kan uspået komme. Men igen; Hvad har at plante et træ med kristendom at bestille. At sorg og glæde hører til livet, det er vel almen menneskelig børnelærdom. Alle kulturer og religioner har deres faste ritualer og dage, hvor de mindes deres døde, halloween er blot en af dem, ja, mange steder i verden gør de meget mere ud af det end på vore kølige breddegrader, hvor vi har en tendens til at sætte effektiviteten i højsædet, så vi mener, at vi kan fortsætte på jobbet dagen efter, vi har mistet. Måske var det en tanke værd, at når vi har ni måneder til at forberede os på, at et nyt liv kommer til verden så har vi måske også brug for mindst ni måneders sørgetid, når et af vore nærmestes livslys er slukket.

4 Men altså, hvor ligger det specifikt kristelige i denne dag? Ja, ligger det ikke i forståelsen af, at livet er skabt og skænket os af Gud. Der blive lys det var Guds første ord og så bøjede Gud sig ned og blæste livsånde i næseboret på det menneske, Gud havde formet af lerjorden. Mennesket er et guddommeligt eksperiment af jord og ånd i dette åndepust mødes himmel og jord, Adam og Eva kommer til live som hinandens lys og glæde. Er der ikke en lige linje mellem dette der blive lys, og Jesu ord til os i dag: I er verdens lys. Og læg vel mærke til, det ikke er noget, vi skal blive, når vi engang er blevet kloge nok, stærke nok, voksne nok, oplyste nok, kristne nok nej, vi er som skabt til det. Fra begyndelsen er vi det. Og hvis ikke vi er det, er det kun fordi, vi ikke vil være dét, som vi er skabt til. Er det ikke i dybeste forstand det, synd betyder, at vi holder lyset for os selv, at vi ikke vil være og dele det, Gud har skabt os til. Det mærkelige er blot, at det er sådan nogle utilregnelige mennesker som os, Gud regner med. Guds kærlighed er ikke en særlig belønning til fejlfri perfekte helgener og dem lige derunder. Det er for sådan nogen som os, Jesus satte livet på spil på Golgathas kors. Han endte i mørket, i Gudsforladthedens angstskrig: Min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig? Men selv dér insisterede han på Gud ville ikke opgive troen og håbet. Og påskemorgen lød Guds svar, så det gav ekko helt ud i de fjerneste galakser.

5 Påskemorgen gentog Gud sit ord fra skabelsens første morgen: Der blive liv. Det liv mennesket havde lagt øde, kaldte Gud ud af gravens mørke. I den forstand er hver eneste kristen begravelse en gentagelse af Guds første ord det støv som nu bliver til støv igen det Guddommelige eksperiment af støv og ånd som nu er udåndet, det lægges i jordens skød med løftet om, at døden og mørket har tabt til livet og lyset fra Gud. Ved tidens ende vil Gud igen bøje sig og blæse livsånde i dig og mig. Se, jeg gør alting nyt hørte vi i Johannes storslåede vision om den nye himmel og den nye jord. Det er det håbslys, der er uløseligt forbundet med denne alle helgens søndag. Det er det håbslys der for lidt siden blev tændt for Alex, Jasmin og Anika. Det er det håbslys, der tændes midt i døden med ordet: Af jorden skal du igen opstå, når tredje skovlfuld jord kastes på kisten. Vi er ikke kun lys, der i sidste ende er dømt til at brænde ud. Vi samles i glæde og sorg på denne alle helgen søndag med håbet som fortegn. Vi er ikke blot skabt til at være verdens lys og lysets børn. Vi må leve hvert eneste sekund i troen på, at lyset fra Gud kan ingen magt i verden slukke. Uanset om vi skal omkring kirkegården for at lægge blomster eller tænde lys, eller vi skal hjem og holde dåbsfest, så må vi tro og håbe, at Gud påskemorgen tændte et lys, der trænger ud i dødens yderste hjørne. Det hele er ikke op til dig og mig. Før alt og efter alt er Gud. Før alt og efter alt skinner lyset i mørket.

6 Men indtil den dag, hvor Gud gør alting nyt, da bliver Jesu ord stående: I er verdens lys. Som et løfte og som en forpligtelse. Vi er det, og vi skal være det. Sætte lyset på en stage, så det skinner for alle i huset. Lad mig slutte med historien om kongen, der havde to sønner, men han vidste ikke, hvem af dem han skulle overgive sin trone til. Han satte dem derfor på en prøve. Her har I hver en pose penge, gå nu ud og køb noget, der kan fylde denne sal ud i det yderste hjørne. Den ene gik hen og købte alt det hø han kunne; fik det bragt ind i salen, til der ikke kunne presses mere ind. Alligevel viste det sig, da kongen så efter, at der var et lille tomrum tilbage. Den anden søn gik på markedet og købte ét stort stearinlys. Da det blev aften, tog sønnen sin far ind i den mørke sal tændte sit lys, og straks måtte mørket helt ind i den inderste krog vige for lyset. Kongen vidste nu, hvem der skulle arve hans trone. Det er det vi skal, vælge lyset frem for skyggen som himmellys, skønt af de små, skal vi tænde lys for hinanden. For dem, vi elsker, for den nabo, der sidder alene tilbage, for ham, som har mistet modet og selvtilliden, for hende, som ingen bryder sig om. Men igen: Før alt og efter alt er Gud. Før alt og efter alt skinner lyset i mørket. Amen