HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 26. august 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 26. august 2015 Sag 82/2015 Anklagemyndigheden mod T1-T3 (advokat Bo Ascanius for alle, beskikket) T1, T2 og T3 har under forberedelsen af denne sag anmodet om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Anklagemyndigheden har protesteret herimod. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Michael Rekling og Kurt Rasmussen. Den foreliggende sag T1, T2 og T3 blev ved Retten i Helsingørs domme af 18. oktober, 31. oktober og 25. november 2011 dømt for bl.a. at have overtrådt et forbud mod fiskeri i Kattegat, jf. 6, stk. 1, jf. 5, jf. bilag 3, i bekendtgørelse nr. 391 af 16. april 2010 om forbud mod visse former for fiskeri i nærmere afgrænsede områder i Kattegat og nordlige del af Øresund. Ankesagerne blev behandlet samlet af Østre Landsret, der ved dom af 15. januar 2015 stadfæstede byrettens domme med en nedsættelse af bødestraffene. Der har både for byretten og landsretten været rejst spørgsmål om de danske reglers overensstemmelse med EU-retten. Byretten og landsretten har afslået at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

2 - 2 - T1, T2 og T3 har for Højesteret gentaget deres anmodning om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 10 i Rådets forordning nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (Grundforordningen) sammenholdt med artikel 46 i Rådets forordning nr. 850/1998 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (Teknikforordningen). Anbringender T1, T2 og T3 har til støtte for anmodningen om præjudiciel forelæggelse anført bl.a., at der er så megen tvivl om fortolkningen af de relevante EU-retlige forskrifter, at der er behov for at anmode EU-Domstolen om at besvare spørgsmål herom. Sagen rejser i hvert fald fire EUretlige problemstillinger: For det første rejser sagen spørgsmål om EU-rettens definition af en medlemsstats højhedsområde eller jurisdiktion. Der er ikke i Grundforordningen nogen entydig forståelse af disse begreber. For det andet rejser sagen spørgsmål, om medlemsstaterne i henhold til EU-retten kan pulje deres jurisdiktionsområder ved en bilateral aftale og dermed udvide den enkelte medlemsstats jurisdiktionsområde. At pulje jurisdiktionsområder, som Danmark og Sverige har gjort ved en bilateral aftale fra 1932, forekommer at være i strid med EU-retten. For det tredje rejser sagen spørgsmål, om et fangstforbud udgør en teknisk foranstaltning i EU-rettens forstand. Det er på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-265/01, Pansard m.fl., nærliggende at antage, at et fangstforbud ikke i sig selv kan betragtes som en teknisk foranstaltning i Teknikforordningens forstand. Det forhold, at der er sket notifikation af de danske regler til Kommissionen i medfør af Teknikforordningen, indebærer ikke, at fiskeriforbuddet får status af en teknisk foranstaltning. Notifikationen indeholder ingen henvisning til Teknikforordningens artikel 46, og det fremgår ikke af notifikationen, at fiskeriforbuddet anses som en teknisk foranstaltning. Kommissionens manglende reaktion kan derfor ikke ses som en godkendelse af, at fiskeriforbuddet er en teknisk foranstaltning. Der er heller ingen

3 - 3 - anledning til at formode, at Kommissionens manglende reaktion skulle indebære nogen form for godkendelse af de notificerede regler. For det fjerde rejser sagen spørgsmål om medlemsstaternes adgang til at regulere et område, der allerede er EU-retligt reguleret ved en forordning. EU har efter TEUF artikel 3 som udgangspunkt enekompetence til at fastsætte regler om bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. De enkelte medlemsstater kan derfor kun vedtage nationale regler på fiskeriområdet, i det omfang EU-retten undtagelsesvis har givet dem adgang hertil. Der er ikke i de relevante EU-retlige forskrifter nogen indikation af, at EU ønsker et forbud mod fiskeri efter torsk. Anklagemyndigheden har anført bl.a., at der ikke foreligger tvivl om fortolkningen af EUretten, hvorfor der ikke er grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Sagen er den 15. maj 2014 blevet behandlet i Juridisk Specialudvalg, og Justitsministeriet har i en udtalelse af samme dato konkluderet, at der ikke er grundlag for præjudiciel forelæggelse. Hovedspørgsmålet er, om det fiskeriforbud i område nr. 3, som følger af den danske bekendtgørelse, og som gælder for danske fiskerfartøjer i svensk farvand, opfylder de betingelser for indførelsen af et sådant forbud (national foranstaltning), som kan udledes af Grundforordningens artikel 10 og Teknikforordningens artikel 46. Det følger af Grundforordningens artikel 10 og Teknikforordningens artikel 1, jf. artikel 46, at en foranstaltning og en teknisk foranstaltning alene kan indføres i de farvande, der henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller jurisdiktion. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der i medfør af aftale af 26. november 2008 mellem Danmark og Sverige og tidligere aftaler mellem landene på fiskeriområdet samt folkeretlig statspraksis gælder en fælles fiskerijurisdiktion for Danmark og Sverige, herunder for farvandet omfattet af område nr. 3. Grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra g, ii), lægger til grund, at et fiskeriforbud har karakter af en teknisk foranstaltning. Det samme følger af artikel 4 i forordning nr. 1380/2013, som har afløst Grundforordningen. Aftalen af 26. november 2008 mellem Danmark og Sverige er endvidere blevet notificeret over for Kommissionen i overensstemmelse med Teknikforordningen, og Kommissionen har ikke i forbindelse med notifikationen fundet anledning til at reagere. Dette taler for, at fiskeriforbuddet har karakter af en teknisk foranstaltning. Kom-

4 - 4 - missionens manglende reaktion understreger også, at fiskeriforbuddet ikke er i strid med EUretten. Den franske sag C-265/01, Pansard m.fl., adskiller sig på afgørende punkter fra den foreliggende sag. Sagen angik for det første et landingsforbud og ikke et fiskeriforbud. Landingsforbuddet omfattede endvidere landing af muslinger, der var lovligt fanget i en anden medlemsstat, hvorfor det er vanskeligt at hævde, at der var tale om en foranstaltning, der angik lokale bestande. Endelig angik landingsforbuddet landing af fisk, der var fanget i britisk farvand, og som ikke hørte under fransk jurisdiktion. I den foreliggende sag er der derimod tale om et fiskeriforbud, som gælder for såvel danske som svenske fiskerfartøjer i kraft af de danske og svenske nationale bestemmelser, ligesom Danmark har jurisdiktion til at fastsætte fiskeriforbuddet i område 3. Retsgrundlag 1) Danske regler Bekendtgørelse nr. 391 af 16. april 2010 om forbud mod visse former for fiskeri i nærmere afgrænsede områder i Kattegat og nordlige del af Øresund 5 og 6, stk. 1, lyder: 5. I et område kaldet område nr. 3 beliggende i det sydøstlige Kattegat og afgrænset som anført i bilag 3, etableres et permanent lukket område med forbud mod enhver form for erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri i perioden fra den 1. januar til den 31. december. Der gælder ingen undtagelser fra forbuddet. 6. Med bøde straffes den, der overtræder eller forsøger at overtræde 2-5. Bekendtgørelsens bilag 3 angiver koordinaterne til afgrænsning af område nr. 3. Det er under sagen oplyst, at bekendtgørelse nr. 391/2010 administreres således, at den kun finder anvendelse for fiskeri udøvet fra dansk indregistreret fartøj, uanset om fiskeriet måtte have fundet sted inden for dansk eller svensk fisketerritorium. Bekendtgørelsen er udstedt i henhold til den dagældende fiskerilovs 30, nr. 1 (lovbekendtgørelse nr. 978 af 26. september 2008). 2) Folkeretten

5 - 5 - I henhold til Havretskonventionen af 10. december 1982 er havene delt op i en række zoner og områder, hvorover staterne har forskellige rettigheder. Om statens søterritorium fremgår af konventionens artikel 2-4 bl.a.: Afsnit 1 Almindelige bestemmelser Artikel 2 Retlig status for søterritoriet, luftrummet over søterritoriet, dets havbund og undergrund 1. En kyststats suverænitet omfatter, udover dens landterritorium og indre farvande, samt, hvor der er tale om en arkipelagstat, dens arkipelagfarvande, et tilstødende havbælte, benævnt søterritoriet. 2. Denne suverænitet omfatter såvel luftrummet over søterritoriet som dets havbund og undergrund. 3. Suveræniteten over søterritoriet udøves på de betingelser, der er fastsat i denne konvention og andre folkeretlige regler. Afsnit 2 Søterritoriets grænser Artikel 3 Søterritoriets bredde Enhver stat har ret til at fastsætte bredden af sit søterritorium op til en grænse på højst 12 sømil målt fra de i overensstemmelse med denne konvention fastsatte basislinier. Artikel 4 Søterritoriets ydre grænse Søterritoriets ydre grænse er den linie, som i ethvert punkt har en afstand fra det nærmeste punkt på basislinien svarende til søterritoriets bredde. I konventionens kapitel V findes bestemmelser om statens eksklusive økonomiske zone, som efter artikel 55 er: et område beliggende udover og stødende op til søterritoriet, der er undergivet den i dette kapitel fastsatte særlige retlige ordning, i henhold til hvilken kyststatens rettigheder og jurisdiktion og andre staters rettigheder og friheder er fastlagt ved denne konventionens relevante bestemmelser. Efter artikel 57 må den eksklusive økonomiske zone ikke strække sig ud over 200 sømil fra basislinjerne. Af artikel 56, stk. 1, om kyststatens rettigheder, jurisdiktion mv. i den eksklusive økonomiske zone fremgår bl.a.:

6 - 6 - a) suveræne rettigheder for så vidt angår efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som ikke-levende, samt med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af zonen, såsom udvinding af energi fra vandet, strømme og vind; b) jurisdiktion som fastsat i de relevante bestemmelser i denne konvention med hensyn til: iii) beskyttelse og bevarelse af havmiljøet; c) andre rettigheder og forpligtelser som fastsat i denne konvention. 3) Danmarks aftaler med Sverige Af bekendtgørelse nr. 228 af 21. juni 1933 om en under 31. december 1932 mellem Danmark og Sverige afsluttet Konvention angaaende Fiskeriforholdene i de til Danmark og Sverige grænsende Farvande, der fortsat er gældende, fremgår bl.a.: Artikel 1. Denne Konvention omfatter følgende Farvande: Kattegat, Artikel De kontraherende Stater tillader hinandens Fiskere at drive Fiskeri i deres respektive Kystfarvande i det Omfang, som nedenfor nævnes. Denne Tilladelse indeholder ikke nogen Opgivelse af det Standpunkt, som hver af de kontraherende Stater indtager angaaende de almindelige Principer for Beregning af Søterritoriets Udstrækning. 2. I Kattegat er hvert Lands Fiskere berettiget til at udøve Fiskeri indtil en Afstand af tre Breddeminutter fra det andet Lands Kyst eller yderste der udfor liggende Holme og Skær, som ikke bestandig overskylles af Vandet. Artikel 8. Overtrædelse af de i Artikel 4 givne Forskrifter paatales, paadømmes og straffes i det Land, hvortil den skyldiges Fartøj hører. Artikel 9.

7 - 7 - Tilsynet med Overholdelse af Bestemmelserne i denne Konvention udøves af begge Lande i Forening; dog maa det ene Lands Tilsyn ikke strække sig ind paa det det andet Land forbeholdte Fiskeriomraade og maa udenfor de de respektive Lande forbeholdte Fiskeriomraader kun udøves mod det andet Lands Fiskere paa en saadan Maade, at Overtrædelsen konstateres og behørig Anmeldelse gøres derom. Af bekendtgørelse nr. 21 af 20. marts 1978 af aftale af 29. december 1977 med Sverige om udvidelse af fiskerijurisdiktionen i Kattegat fremgår bl.a.: Ved noteveksling i København den 29. december 1977 er der mellem Danmark og Sverige indgået en aftale om udvidelse af fiskerijurisdiktionen i Kattegat. Danmarks regering och Sveriges regering har båda beslutat att från den 1 januari 1978 utvidga sin fiskerijurisdiktion i Kattegatt utanför de nuvarande fiskegränserna om 12 nautiska mil. Dessa utvidgningar kommer emellertid icke att påverka de två landernas ömsesidiga ratt till fiske i varandras farvatten såsom denna är reglerad i den dansk-svenska fiskerikonventionen den 31 december 1932, eftersom denna konvention forblir i kraft. En överenskommelse om gränsen mellan den danska och den svenska fiskezonen har ännu inte ingåtts. Intill dess en sådan överenskommelse föreligger får jag under hänvisning till den redan existerande gemensamma fiskeriordningen mellan Danmark och Sverige på instruktion av min regering föreslå, att de områden i Kattegatt som ligger utanför de nuvarande fiskegränserna om 12 nautiska mil ställes under gemensam dansksvensk fiskerijurisdiktion. Närmare regler om utövande av fiskerijurisdiktionen i förhållande till tredje lands fiske i området fastställes genom avtal, under hänsynstagande till Danmarks förpliktelse som medlem av de Europeiska Gemenskaperna, varvid det noteres att förhandlingar om de frågor som faller in under de Europeiska Gemenskapernas gemensamma fiskeripolitik skall föras med deltagande av de Europeiska Gemenskaperna. UDENRIGSMINISTERIET I besvarelse heraf har jeg den ære at meddele Deres Excellence, at den danske regering kan godkende det i den foran gengivne note indeholdte forslag, og at regeringen er enig i at betragte Deres Excellences note og dette svar som en overenskomst mellem de to regeringer. Af bekendtgørelse nr. 7 af 27. januar 1986 af overenskomst af 9. november 1984 vedrørende afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Danmark og Sverige fremgår bl.a.:

8 - 8 - Overenskomst om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Danmark og Sverige som har besluttet at fastlægge grænselinien for kontinentalsoklen mellem de to lande, og som samtidig ønsker at fastlægge grænsen mellem de to landes fiskerizoner, PROTOKOL vedrørende forhandlingerne på embedsmandsniveau om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Danmark og Sverige 1. Danmark og Sverige nåede den 29. oktober 1983 til principiel enighed om afgrænsningen af den kontinentale sokkel og fiskerizonerne mellem de to lande. Indholdet af denne enighed fremgår af den fælles pressemeddelelse, som udfærdigedes samme dag. 2. På grundlag af denne enighed er der på embedsmandsniveau blevet ført forhandlinger om udformningen af en grænseaftale mellem landene. Som resultatet af disse forhandlinger er der opnået enighed om et forslag til overenskomst om afgrænsningen af den kontinentale sokkel og fiskerizonerne og to notevekslinger i tilknytning til denne overenskomst. 3. For så vidt angår fiskeriet efter torsk i det i punkt 1 i notevekslingen herom anførte område er der opnået enighed om følgende regler: a) Fiskeriet i hele området skal, når det foretages af danske fiskerfartøjer, betragtes som om det havde fundet sted i den danske fiskerizone, og, når det foretages af svenske fiskerfartøjer, betragtes som om det havde fundet sted i den svenske fiskerizone. b) Hver af parternes fiskeri skal drives i overensstemmelse med de for den pågældende part gældende regler. c) Hver part udøver fiskerikontrol i hele området med fartøjer, som fører dens flag. d) Hver part udøver desuden i sin egen fiskerizone kontrol med fartøjer, som fører den anden parts flag. Denne kontrol skal finde sted uden unødig gene for fiskeriet og skal være begrænset til at påse overholdelsen af bestemmelser, som følger af internationale overenskomster eller aftaler, som er bindende for parterne. Såfremt overtrædelse konstateres, skal anmeldelse gøres til flagstatens myndigheder, som uden forsinkelse skal træffe de foranstaltninger, som anmeldelsen giver anledning til. e) Retsforfølgning vedrørende overtrædelse af gældende bestemmelser for fiskeriet i hele området skal ske ved flagstatens domstole i overensstemmelse med denne stats lovgivning. f) Hver af parterne forpligter sig til at gennemføre de nødvendige forskrifter for fiskeriet i området i overensstemmelse med ovennævnte principper.

9 - 9 - Ved aftale af 26. november 2008 mellem Danmark og Sverige (A Joint Swedish - Danish proposal to protect and rebuild the Kattegat cod stock) har de to lande forpligtet sig til bl.a. hver især at indføre et forbud mod fiskeri i område nr. 3 ( Zone 2 i aftalen). Af aftalen, der er notificeret for EU-Kommissionen, fremgår bl.a.: The governments have agreed to initiate the following measures by 1 January Permanent closure Zone 2 (red) In the southern part of the proposed area (the red area) a permanent closure to all fisheries is proposed. A year round closure encompasses a complete prohibition for all kinds of fishing, including recreational fisheries. The necessary legislative provision for putting these closures in place will be provided for in respective national legislation. 4) EU-regler mv. Rådet har med hjemmel i den dagældende artikel 37 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedtaget forordning nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (Grundforordningen). Forordningen, der trådte i kraft den 1. januar 2003, er ophævet med virkning fra den 1. januar 2014, men de relevante bestemmelser i artikel 9 og artikel 10 er i det væsentlige videreført i bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1380/2013. Af Grundforordningen fra 2002 fremgår bl.a.: Kapitel I Anvendelsesområde og mål Artikel 1 Anvendelsesområde 1. Den fælles fiskeripolitik omfatter bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter, for så vidt disse aktiviteter udøves på medlemsstaternes område eller i EF-farvande eller af EF-fiskerfartøjer eller, med forbehold af flagstatens primære ansvar, af borgere i medlemsstaterne. 2. Den fælles fiskeripolitik fastsætter sammenhængende foranstaltninger vedrørende: a) bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer b) begrænsning af fiskeriets indvirkning på miljøet c) betingelser for adgang til farvande og ressourcer d) strukturpolitik og forvaltning af flådekapacitet e) kontrol og håndhævelse

10 f) akvakultur g) den fælles markedsordning, og h) internationale forbindelser. Artikel 2 Mål 1. Den fælles fiskeripolitik skal sikre, at de levende akvatiske ressourcer udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. Med henblik herpå anvender EF en forsigtighedstilgang ved at træffe foranstaltninger til at beskytte og bevare de levende akvatiske ressourcer, sikre en bæredygtig udnyttelse af disse ressourcer og begrænse fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer mest muligt. EF skal tilstræbe, at fiskeriet efterhånden forvaltes efter økosystembaserede principper. EF skal tilstræbe at bidrage til at skabe et effektivt fiskeri i en økonomisk levedygtig og konkurrencedygtig fiskeri- og akvakultursektor, hvor de, der er afhængige af fiskeriet, sikres en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugerinteresserne. Artikel 3 Definitioner I denne forordning forstås ved: a) EF-farvande: de farvande, der henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller jurisdiktion med undtagelse af farvandene omkring de territorier, der er nævnt i bilag II til traktaten. g) Bestand: en levende akvatisk ressource, der forekommer i et givet forvaltningsområde. Kapitel II Bevarelse og bæredygtighed Artikel 4 Foranstaltningstyper 1. For at nå målene i artikel 2, stk. 1, træffer Rådet EF-foranstaltninger for adgang til farvande og ressourcer og for bæredygtigt fiskeri. 2. Foranstaltningerne i stk. 1 træffes under hensyn til foreliggende videnskabelig, teknisk og økonomisk rådgivning, De kan navnlig omfatte foranstaltninger for de enkelte bestande eller grupper af bestande til begrænsning af fiskeridødeligheden og fiskeriets indvirkning på miljøet ved: g) at der vedtages tekniske foranstaltninger, herunder: ii) etablering af områder og/eller perioder, hvor fiskeri er forbudt eller begrænset, herunder beskyttelse af gyde- og vækstområder Artikel 9 Foranstaltninger truffet af medlemsstaterne inden for 12-sømilezonen

11 En medlemsstat kan træffe ikke-diskriminerende foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne og til at begrænse fiskeriets indvirkning på bevarelsen af de marine økosystemer mest muligt inden for 12 sømil fra sine basislinjer, forudsat at EF ikke har truffet foranstaltninger, der vedrører bevarelse og forvaltning specifikt for dette område. Medlemsstaternes foranstaltninger skal være forenelige med målene i artikel 2 og må ikke være lempeligere end eksisterende EF-bestemmelser. Hvis de foranstaltninger, som en medlemsstat vedtager, kan tænkes at berøre en anden medlemsstats fartøjer, må de først træffes, efter at Kommissionen, den pågældende medlemsstat og de relevante regionale rådgivende råd er blevet hørt om et udkast til foranstaltningerne, som skal være ledsaget af en begrundelse. Artikel 10 En medlemsstats foranstaltninger, der kun vedrører fiskerfartøjer, som fører medlemsstatens flag Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af bestande i farvande under deres højhedsområde eller jurisdiktion, forudsat a) at foranstaltningerne udelukkende gælder for fiskerfartøjer, der fører den pågældende medlemsstats flag og er registreret i EF, eller, såfremt der er tale om fiskeriaktiviteter, som ikke udføres af et fiskerfartøj, for personer, som er etableret i den pågældende medlemsstat, og b) at de er forenelige med målene i artikel 2, stk. 1, og ikke er lempeligere end eksisterende EF-bestemmelser. Af Rådets forordning nr. 850/1998 af 30. marts 1998 (Teknikforordningen) med senere ændringer om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer fremgår bl.a.: Artikel 1 Denne forordning om fastsættelse af tekniske bevarelsesforanstaltninger gælder for fangst og landing af fiskeressourcer i de farvande, der henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller jurisdiktion, og som ligger i en af de regioner, der er fastlagt i artikel 2, jf. dog artikel 26 og 33. Artikel Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af bestande a) når der er tale om rent lokale bestande, som kun er af betydning for fiskerne i den pågældende medlemsstat, eller b) i form af betingelser eller detaljerede ordninger til begrænsning af fangsterne ved tekniske foranstaltninger: i) som supplerer dem, der er fastsat i Fællesskabets fiskeriforskrifter, eller

12 ii) som er mere vidtgående end de minimumskrav, der er fastlagt i nævnte forskrifter, forudsat at disse foranstaltninger kun gælder for fiskerfartøjer, der fører den pågældende medlemsstats flag og er registreret i Fællesskabet, eller for personer, der er etableret i den pågældende medlemsstat, når der er tale om fiskeri, der ikke udøves af et fiskerfartøj. Om anvendelsesområdet for den fælles fiskeripolitik har Kommissionen i et svar af 22. januar 2001 på forespørgsel af 13. december 2000 fra parlamentsmedlem C. Huhne anført bl.a. (C 174 E/196): Den Fælles Fiskeripolitik har samme geografiske udstrækning som EF-traktaten. Den Fælles Fiskeripolitik finder derfor anvendelse på alle medlemsstaters territorier Disse territorier indbefatter naturligvis medlemsstaternes territorialfarvande, der kan kræves op til 12 mil fra medlemsstaternes basislinjer. Det fremgår af EF-domstolens retspraksis, at Den Fælles Fiskeripolitik ikke kun gælder for territorialfarvandene, men også for alle de områder, hvor medlemsstaterne kan udøve fiskerijurisdiktion ifølge international lov (dvs. også i deres eksklusive økonomiske zoner eller eksklusive fiskerizoner). Den Fælles Fiskeripolitik gælder derfor for alle medlemsstaternes kystfarvande. Dette bekræftes i artikel 1 i grundforordningen for fiskeri (Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur) [svarende til artikel 1 i forordning nr. 2371/2002], hvor det er fastsat: Den fælles fiskeripolitik omfatter udnyttelse af levende marine akvatiske ressourcer og akvakultur samt forarbejdning og afsætning af fiskeri- og akvakulturprodukter, for så vidt disse aktiviteter finder sted på medlemsstaternes område eller i Fællesskabets fiskerifarvande eller udøves af fællesskabsfiskerfartøjer. I den samme forordning defineres fællesskabsfiskerifarvande som de farvande, der henhører under medlemsstaternes højhedsområde eller jurisdiktion (artikel 3, litra a). 5) EU-Domstolen I EU-Domstolens dom af 16. januar 2003, sag C-265/01, Pansard m.fl., er det i præmisserne anført bl.a.: Nationale bestemmelser 14. Den franske minister for transport udstedte den 19. marts 1980 bekendtgørelse nr. 794 P-3 om regulering af fiskeriet og om landing af jakobsmuslinger (herefter bekendtgørelsen ). I bekendtgørelsens artikel 1 bestemmes, at det [u]d for kysten mellem den belgiske og den spanske grænse [...] fra den 15. maj til den 30. september [er] forbudt at fiske jakobsmuslinger, og i dennes artikel 3 bestemmes, at [l]anding af jakobsmuslinger [ikke] er [...] tilladt i en periode med fangstforbud. Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 Annie Pansard m.fl., der er havfiskere, fiskede jakobsmuslinger i farvandene omkring Jersey (Kanaløerne) med fiskerfartøjer, der var indregistreret i Frankrig, og på grundlag af licenser, der var udstedt af Jerseys myndigheder. De landede disse fangster på den franske kyst, nemlig i Saint-Cast Le Guildo fra den 24. maj til den 2. juni 2001, og i Saint-Suliac den 30. juli Da landingerne var i strid med bekendtgørelsen, blev der rejst straffesag mod Annie Pansard m.fl. ved den forelæggende ret. Spørgsmålene 20. For at kunne give en fortolkning af fællesskabsretten, der er relevant for den forelæggende ret, bemærkes, at de fællesskabsretlige bestemmelser på fiskeriområdet er af afgørende betydning for hovedsagens afgørelse. 21. Det andet præjudicielle spørgsmål, der er det spørgsmål, der skal besvares først, må herefter forstås således, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om Fællesskabets fiskeriforskrifter er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter jakobsmuslinger, der er fanget i en anden medlemsstats farvande, i et bestemt tidsrum ikke må landes på en del af den pågældende medlemsstats kyststrækning. Domstolens bemærkninger 27. EF-traktatens artikel 40 (efter ændring nu artikel 34 EF) bestemmer, at medlemsstaterne udvikler den fælles landbrugspolitik for markederne for landbrugsvarer i løbet af overgangsperioden og fastlægger den senest ved udløbet af denne periode med henblik på at nå de i EF-traktatens artikel 39 (nu artikel 33 EF) nævnte mål. 29. Domstolen har endvidere allerede fastslået, at når Fællesskabet i henhold til artikel 40 har oprettet en markedsordning inden for en bestemt sektor, er medlemsstaterne forpligtet til ikke at gøre undtagelser fra denne ordning eller i øvrigt tilsidesætte den (jf. dom af , sag 111/76, Van den Hazel, Sml. s. 901, præmis 13, og af , sag C-44/94, Fishermen's Organisations m.fl., Sml. I, s. 3115, præmis 52). 31. Den omstændighed, at der findes en fælles markedsordning, udelukker dog ikke, at de kompetente myndigheder i en medlemsstat kan træffe bestemmelse om nationale foranstaltninger på de vilkår, der er fastlagt i et fællesskabsretligt regelsæt, som er en del af en sådan ordning (jf. dommen i sagen Fishermen's Organisations m.fl., præmis 53). 34. Medlemsstaterne kan imidlertid, som det fremgår af artikel 10, stk. 1, første og andet led, i forordning nr. 3760/92 træffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af ressourcerne i farvande, som henhører under deres højhedsområde eller jurisdiktion, såfremt disse foranstaltninger vedrører strengt lokale bestande, som kun er af interesse for

14 fiskere fra den berørte medlemsstat, og udelukkende finder anvendelse på fiskere fra den berørte medlemsstat. 35. Det bestemmes endvidere både i artikel 46, stk. 1, i forordning nr. 850/98 og i samme artikel, som ændret ved forordning nr. 1298/2000, at en medlemsstat kun kan træffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcer, hvis de vedrører rent lokale bestande, som kun er af betydning for denne medlemsstat, eller angår betingelser eller detaljerede ordninger til begrænsning af fangsterne ved tekniske foranstaltninger, forudsat at disse foranstaltninger i henhold til bestemmelsen i forordning nr. 850/98 kun gælder for fiskere fra den pågældende medlemsstat, er forenelige med fællesskabsretten og er i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik og i henhold til bestemmelsen i forordning nr. 1298/2000 kun gælder for fiskerfartøjer, der fører den pågældende medlemsstats flag og er registreret i Fællesskabet, eller for personer, der er etableret i den pågældende medlemsstat, når der er tale om fiskeri, der ikke udøves af et fiskerfartøj. 36. Det fremgår således af ovenstående, at den kompetence, medlemsstaterne har til at træffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcer, er undergivet visse begrænsninger. De foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage på dette område, skal således angå rent lokale bestande eller udelukkende være rettet mod personer fra den pågældende medlemsstat eller fiskerfartøjer, der fører denne medlemsstats flag, og må kun finde anvendelse på farvande, der hører under dennes højhedsområde eller jurisdiktion. 37. Den nationale bestemmelse, der er omhandlet i hovedsagen, går imidlertid ud over den berørte medlemsstats kompetence, idet den for det første hverken omhandler rent lokale bestande eller betingelser eller detaljerede ordninger til begrænsning af fangsterne ved tekniske foranstaltninger og for det andet forbyder landing af fisk, der er fanget i farvande, der ikke hører under den nævnte medlemsstats højhedsområde eller jurisdiktion. Højesterets begrundelse og resultat Det er Højesterets foreløbige vurdering, at der for den indbragte sag ikke foreligger en sådan rimelig tvivl om forståelsen af den relevante EU-ret, at der er grundlag for at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, og Højesteret tager derfor ikke anmodningen herom til følge. Thi bestemmes: Anmodningen om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen tages ikke til følge.