En måneds sommer i New Zealand februar 2009

Transkript

1 En måneds sommer i New Zealand februar Blog af Helle Rettig

2 Så er jeg klar til afgang - endnu engang. Billetterne ligger på bordet foran mig, pænt i rækkefølge. Den første siger DSB: Middelfart - Kastrup Lufthavn. Oprindeligt var den planlagt til kl. 3,15 fra Middelfart, for at jeg kunne nå frem til morgenflyet ud af Kastrup søndag morgen, men det blev alligevel for 'trælst', som vi jyder siger. En kollega gjorde mig opmærksom på, at Hilton Copenhagen Airport, der er bygget sammen med Kastrup Lufthavn, holdt januarudsalg. Et par hurtige klik på deres hjemmeside gav mig et værelse til 620 kr. Det er en fornuftig pris for en god nattesøvn og stor morgenmadsbuffet. Jeg glæder mig allerede til lidt luksus inden den lange rejse! Derefter er det Singapore Airlines navn der præger resten af billetterne. Eller skal jeg sige, de A4 ark jeg har fået tilsendt fra rejsebureauet, som på ingen måde ligner billetter. Det er blot rejseplanen med bookingnummer og bekræftelse på, at jeg har en elektronisk billet tur/retur fra København til Auckland, New Zealand. Billetten har ligget i skrivebordsskuffen siden marts sidste år, så den er efterhånden lidt slidt. Den har været ude af skuffen mange gange i de forgangne måneder, for lige at bekræfte at den er god nok. At jeg er på vej til min tiende tur til New Zealand. At jeg godt kunne begynde at glæde mig. Og det har jeg gjort, også selv om det er det tiende tur. Det er ikke så meget sommerfugle, der dukker op i maven, mere en længsel og en glæde over at det er snart. At jeg lige om lidt skal gense mine 'børn', min familie, dém som åbnede deres hjem for mig for alle disse år siden, da jeg som nybagt student dukkede op og var au pair i deres hjem i ni måneder. Jeg skal ikke blot til New Zealand, jeg er på vej hjem. Nu har jeg ikke tænkt mig at bruge hele februar på familiebesøg, der skal ske en hel masse mere i løbet af de fire uger. Planen er lagt og der er ingen tvivl om at det bliver en oplevelsesrig februar. Før afrejse ser planen således ud: Jeg afrejser Danmark den 1. februar og ankommer til Auckland den 2. februar sent om aftenen. Efter en overnatning på et lufthavnshotel får jeg min udlejningsbil og kører hjem til Tauranga. Frem til den 9. februar går tiden med at slippe af med jetlag, være sammen med venner og familie, fejre en 18 års fødselsdag samt blot at nyde at jeg er hjemme i mit andet land. 2

3 Den 9. februar ankommer min veninde Birthe fra Danmark. Frem til den 22. februar kører vi sammen rundt i New Zealand. Ruten hedder Coromandel, Rotorua, Taupo, Tongariro National Park og Tauranga, inden vi flyver til Christchurch og laver en rundtur omkring bl.a. Lake Tekapo, Mt Cook, Te Anau, Milford Sound, Queenstown, Wanaka, gletsjerne, Hokitika og Arthur's Pass. Derefter flyver jeg retur til Tauranga og bruger de sidst dage sammen med familien inden jeg den 27. februar atter må vende næsen mod nord og køre til Auckland, aflevere bilen og flyve retur til Danmark. Ingen tvivl om at mine fire ugers sommerferie så er godt brugt. Heldigvis er det her kun planen. Der er masser af plads til oplevelser og impulser. Nu skal jeg bare have købt de sidste gaver og lukket kufferten. Planen er at skrive blog undervejs på turen. Der vil være dage uden internetforbindelse og dage, hvor det hele går op i familiebesøg, svømmeture og barbecue. Men de fleste dage vil byde på store oplevelser, mange kørte kilometer og smukke billeder. Dem vil jeg forsøge at gengive her på bloggen. 3

4 Den lange rejse At overnatte på Hilton, Københavns lufthavn var ikke kun et fornuftigt valg, det var en dejlig oplevelse. Det er genialt at kunne tage toget helt til Kastrup, trille sine kufferter gennem et par hundrede meters gange, og uden at gå udenfor dukker man op i deres foyer. Stort lækkert værelse, og lækre faciliteter. Jeg er glad for at jeg ikke skulle op kl 2 og med nattoget for at komme frem, når jeg kunne have en normal nats søvn. Jeg gik over i lufthavnen med min kuffert og checkede den ind, inden jeg gik tilbage til hotellet og havde god tid til at nyde deres store morgenmadsbuffet. Dejlig stille og rolig start på en meget lang rejse. Hotel Hilton, København Singapore Airlines er et godt valg når man skal tilbringe mange timer i luften. Store og lyse fly med fornuftig plads til benene. Den lille 10,6 tommers fjernsynsskærm i sæderyggen foran mig gjorde turen lettere. Der var 24 premiere film at vælge mellem, derudover 24 andre film, 21 sitcoms, 11 dokumentarprogrammer, musikkanaler og utallige andre fjernsynsprogrammer, spil og storbyguides. Maden var som flymad - ikke det mest inspirerende, men faktisk helt ok. Der er altid brød nok, og drikkevarerne er de heller ikke nærige med. Jeg forsøger altid at planlægge min flyrejse så jeg både får set film, spist og sovet. Uanset hvad tid på døgnet det er i Danmark, gælder det om at få sovet så meget som muligt, og tager jeg et par glas vin til maden, hjælper det med at falde i søvn. Jeg skal blot huske at drikke endnu mere vand undervejs, så jeg ikke bliver dehydreret og dermed lider endnu mere af jetlag. Et andet tip er at tage en antihistaminpille. Den virker mod allergi, og hjælper mig dermed mod at reagere på parfume og andre allergener i luften, men fordelen her er desuden, at den er sløvende, og dermed også kan hjælpe mig med at falde i søvn. 4

5 Changi Airport er som altid en oase i turen. Her er en stor international lufthavn, som er overskuelig og til at finde rundt i, og hvor man føler sig velkommen. Lufthavnen er indrettet til at man skal have nogle timer til at gå. Der er masser af sofagrupper, hvilestole og så det bedste af det hele - de har opsat en hel masse computere med internet som man kan benytte - helt gratis! Der er en 15 minutters begrænsning, men det er sjældent et problem. Er man ikke helt færdig, går man bare videre til en anden og fortsætter dér. Changi Airport i Singapore Jeg har tilbragt efterhånden ret mange timer i Changi på vej til eller fra New Zealand. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg vil ha' fred og ro, eller hvor jeg finder en dansk avis. Denne gang ville jeg prøve noget nyt. Når man har rejst i mange timer, siddet og sovet i et fly, og måske endda skiftet fly undervejs, kan det være en hel lise for sjælen at få et bad undervejs. I Changi er det let. Jeg ankom i den nye Terminal 3 og fulgte blot skiltene til hotellet på første sal, hvor jeg betalte 8,56 Sin$ (ca 33 kr.) og blev fulgt hen til et stort badeværelse. Her var både håndklæde og sæbe, og desuden gratis brug af hårtørrer. Efterfølgende var der en flaske vand og et stykke chokolade. Få penge for at føle sig som et helt nyt menneske igen. På den måde føltes det knapt så slemt at rejse i over 30 timer. Det andet ben af turen fra Singapore til Auckland blev også overstået og jeg landede i Auckland kl Som altid tager det tid at komme gennem lufthavnen, men jeg var glædeligt overrasket over at Auckland har ændret deres procedurer, så det nu er overstået væsentligt hurtigere end i gamle dage. Der var utallige hunde, der skulle dufte til min taske, på jagt efter forbudte madvarer, og jeg skulle også lige have udstedt tilladelse til at være i landet i 90 dage. 5

6 Auckland Airport Pacific Inn Ude i ankomsthallen var der forholdsvis stille på denne tid af døgnet, og jeg fandt hurtigt en telefon, hvorfra jeg kunne ringer gratis til lufthavnshotellet, som jeg havde booket hjemmefra. Det var smart, efter ti minutter holdt deres minibus uden for udgang nummer fire, og jeg blev kørt helt til døren 5 km derfra. Jeg havde booket hotellet via internettet for flere måneder siden, så jeg var lidt spændt på, om de havde registreret mig, men der var ingen problemer. En time efter jeg landede og 40 timer efter jeg tog hjemmefra trådte jeg ind på mit værelse. Til prisen på 270 kr var det et fint værelse, med to senge, køleskab og elkedel og et ok badeværelse. Jeg nød også at der var en lille terrasse, så jeg lige kunne sidde i en halv time med et glas vi og køle af. Duften af sommer slog mig som det første. Jeg havde glemt duften af subtropiske træer og blomster, men den var der. Det var skønt at være hjemme igen. Links Hilton Københavns Lufthavn Singapore Airlines Changi Airport, Singapore Transit Hotel, Changi Airport, Singapore Auckland Airport Pacifin Inn 6

7 On the road again Jetlag er en underlig ting, og aldrig helt til at forudse, men jeg havde da alligevel håbet, at jeg kunne få mere end 3 timers søvn, men desværre ikke. Til gengæld kunne jeg ligge i min seng og for åben dør høre lydene af sommer i New Zealand: De evigt skrattende fugle, cikaderne. Det vigtigste var, at jeg var klar i til at køre sydpå. Jeg havde for mange måneder siden booket en bil via internettet. Det er ret enkelt i New Zealand. Prisen der opgives er med skat, med vejhjælp, og med forsikring. Man kan så vælge en anden forsikring, men da mit kreditkort dækker kr. i selvrisiko var det ikke nødvendigt. Jeg har gennem årene prøvet mere end en håndfuld selskaber. Priserne er som regel ikke ret forskellige, så det, der kan betyde noget, er selskabets geografiske placering i forhold til lufthavnen. Sidste gang brugte jeg Jucy Rentals, der ligger blot få hundrede meter fra afgangsterminalen, og de gav mig dengang en god bil til en god pris. Jeg kunne ikke se nogen grund til ikke at vælge dem igen. Eneste forskel var, at de i mellemtiden har skiftet navn til Ezy Rentals, men ellers var alt det samme. Jeg har de fleste gange kørt rundt i en 'budget' bil, dvs. den mindste og billigste model. De har været fine, men det har også mest været til lokal kørsel, ikke til de lange afstande. Denne gang ville jeg have en større bil, så jeg gik en klasse op til mid size. Jeg var spændt på at se, hvad de ville give mig. Min udlejningsbil Kl. 9 ringede jeg til Ezy Rentals og bad om at blive hentet på hotellet, og få minutter senere sad jeg i deres van på vej tilbage mod lufthavnsområdet. Jeg havde via deres hjemmeside noteret alle detaljer omkring navn og adresse, kørekortnummer etc, så det gik hurtigt med at få udleveret bilen, en skinnende hvid Nissan Sunny med automatgear. Kufferten blev smidt ind bagi, solbriller fundet frem, og jeg var on the road again! Når man skal koncentrere sig om at køre i en højrestyret bil i venstre vejbane og på samme tid skal finde ud af rundkørslerne omkring lufthavnen og komme af sted i det rigtige retning, er det en lettelse at man ikke også skal vænne sig til, at det er venstre hånd, der skifter gear. Jeg skal bare lige huske mig selv på, at venstre fod er arbejdsløs og ikke skal i nærheden af pedalerne, samt at bremsen skal trædes ned, når man starter bilen - ellers kører den! Med det i mente satte jeg bilen i 'drive' og 7

8 trillede ud fra parkeringspladsen. Tungen lige i munden, følg skiltene mod Hamilton, husk rigtig vognbane, hold til venstre... Det gik jo endnu en gang fint med at vænne sig til den new zealandske trafik. Da først jeg kom væk fra lufthavnen, gennem en forstad og på motorvejen sydpå gik det nemt. Nu var jeg endelig på vej igen. På vej hjem. Eksempler på vejskilte i New Zealand New zealænderne kører hurtigt og er ikke kendt som verdens bedste bilister. Der er en hastighedsbegrænsning på 50 i byerne og 100 på åben landevej, og det kører de. Motorveje er et storbyfænomen, der stort set kun findes rundt om Auckland og Wellington, men heldigvis arbejdes der på at udbygge de eksisterende hovedveje, så de kan klare de store trafikmængder. Godt nok er der kun omkring 4,3 millioner mennesker, men da hver husstand i gennemsnit har over to biler, er der rigeligt med biler på vejene, specielt på Nordøen. Links: Ezy Car Rentals 8

9 Waitangi Day I fredags, den 6. februar, var det Waitangi Day, New Zealands nationaldag. For langt hoveddelen af kiwierne betyder den ikke meget mere end en ekstra fridag, og dermed en lang weekend til strandture, barbecues og afslapning. Historisk er den dog en dag med rødder i det 'europæiske' New Zealands fødsel, og derfor alligevel interessant. Vi skal tilbage i historiebøgerne for at forstå betydningen: I slutningen af 1830-erne var New Zealand beboet af omkring maorier samt godt nybyggere. Antallet af immigranter var dog stigende, og de medbragte alle de dårlige ting fra Europa, såsom sygdomme, prostitution og våben. Det førte uundgåeligt til problemer, og kaptajn William Hobson blev af den Britiske Krone bedt om at forhandle en kontrakt mellem kongemagten og maorierne. Hobsons instruktioner var at forhandle sig frem til en aftale, der på ingen måde var til skade for maorierne. Han måtte således ikke tilegne sig land, der havde stor betydning for dem. Den 6. februar 1840 blev Treaty of Waitangi underskrevet i Treaty House i Waitangi, Bay of Islands. Blandt underskriverne var udover Hobson adskillige engelske nybyggere og omkring 45 maorihøvdinge. Traktaten blev derefter sendt rundt i landet til underskrivelse, og i løbet af et år havde over 500 maorihøvdinge skrevet under. Da maorierne ikke forstod engelsk, og omvendt, var der tale om to traktater på to sprog. Oversættelsen var mangelfuld, og ved en fortolkning af de to forskellige traktater er der tale om flere markante forskelle. I den engelske version er intentionerne: "at beskytte maori-interesser overfor den voksende britiske befolkning; at skabe grundlag for den britiske koloni samt at etablere en regering, der skulle opretholde ro og orden'. I maoriversionen derimod er vægten lagt lidt anderledes, nemlig at sikre rangatiratanga (stammens autoritet over land og historie) samt at beskytte maoriernes ejerskab af landområder. Resultatet var, at maorierne beholdt rettighederne til deres land, mod at briterne fik suverænitet over landet. 9

10 Treaty of Waitangi har været et varmt diskussionsemne lige siden, og er jævnlig til debat, bl.a. fordi der er utallige måder at fortolke den på. Men også fordi traktaten aldrig er blevet endelig ratificeret og ikke er en del af New Zealands grundlov. En ting kan der dog ikke ændres ved: Den 6. februar, Waitangi Day, er New Zealands nationaldag. Modsat Australien, der fejrer Australia Day på dagen for briternes 'invasion' af landet, fejrer New Zealand Waitangi Day som dagen, hvor maori og pakeha mødtes i venskabets tegn. Traditionelt afholdes der i Waitangi den 6. februar en højtidelig ceremoni, hvor højtstående politikere deltager. En af verdens største krigskanoer, Ngatokimatawharua, der er navngivet efter den kano, hvorfra maori-stamfaderen Kupe opdagede New Zealand, bliver søsat, og der bliver holdt taler af forskellige honoratiores. Gennem de sidste år har politiske røster dog gjort dagen til mere end en nationaldag - det er blevet maoriernes protestdag, hvilket også har sat sine spor på fejringen. Maorierne benytter lejligheden til at protestere dels mod det, de mener, er et symbol på eksproprieringen af deres land, dels mod de forskellige regeringers manglende evne til at honorere det ansvar, de blev pålagt i traktaten. For mig betød dagen ikke blot sol og sommer og hele familien samlet, men også en festdag, idet det var 18 år siden, jeg som au-pair blev 'reserve-mor' for Hugh. Hans 18 års fødselsdag var en af årsagerne til denne rejse, og den skulle naturligvis fejres på bedste beskub. Links: Treaty of Waitangi 10

11 Så begynder eventyr Efter en dejlig uge med familiesammenkomster, barbecues og strandture, var det blevet tid til den mere aktive del af ferien. Nu skulle jeg atter på eventyr. I ly af mørket kørte jeg fra Tauranga kort efter kl. 5. Det tager godt tre timer til Auckland Lufthavn, der var mit mål, og jeg var lidt bekymret for trafikken en mandag morgen. Min veninde Birthe fra Danmark skulle ankomme med NZ 001 kl. 7,25 fra København via London og Los Angeles, og skulle flyets ankomst være planmæssig, kunne jeg forvente, at hun kom gennem tolden omkring kl. 8,00. Vi havde begge tjekket at vores mobiltelefoner virkede i udlandet, så vi kunne sms'e når vi var 'landet' i lufthavnen. Heldigvis gik det fint, både med trafikken og med at Air New Zealands evne til at lande planmæssigt, så jeg kunne byde velkommen til New Zealand som forventet kl. 8,05. Vi forlod hurtigt lufthavnen igen og kørte sydpå ad SH 1. De første 40 km til syd for Bombay Hills var motorvej, der hurtigt tog os væk fra millionbyen. Vi skulle bare hurtigst muligt væk fra trafik og larm og ud i stilheden. Vi drejede fra og tog SH 2 og SH 25 mod Thames, hvor vi kom en time senere. Thames er den største by på halvøen Coromandel Peninsula, og som mange andre byer i området var også denne ramt af guldfeberen, hvilket tydeligt kunne ses på husene langs hovedgaden, der var som taget ud af en western. I Thames var der et supermarked, hvor vi købte ind til frokost, inden vi fortsatte langs vandet til Coromandel by. Det var en utrolig smuk tur på en smal vej, og vi satte tempoet ned for at have tid til en masse små fotostop. Næste stop var Coromandel, endnu en gammel guldgraverby, der i sine velmagtsdage husede omkring , hovedsageligt mænd. Siden da er antallet faldet til knap indbyggere, og byens butikker er også mest for turisterne. Området er kendt for sine mange kunsthåndværkere, der sælger alt lige fra keramik og trævarer til smykker og malerier. 11

12 Fra Coromandel kørte vi lidt nord ud af byen til Long Bay. Vi trængte til at komme ud af bilen og få noget luft og lidt motion. Nu kunne vi 'lande' og trække vejret. Vi var begge trætte efter henholdsvis 40 timers rejse og 350 km kørsel, men nu var vi midt i eventyret. Vi snørede skoene og tog en kort vandretur langs vandet, for lige at få kroppen i gang og få frisk luft i lungerne. Solen skinnede og cikaderne 'sang'. Det var dét her, vi var kommet efter. Vi satte os på stranden og spiste frokost, inden vi brugte resten af dagen på at trille fra Coromandel over højderyggen til østsiden af halvøen. Da vi kunne bruge endnu en pause kørte vi ud til Matararangi Beach for at mærke sandet mellem tæerne og fornemme den anderledes østkyst. Denne strand var mere som den jyske vestkyst, lang og bred og med lyst sand, modsat strandene på vestsiden af Coromandel, der var mere stenet og med mørkt sand. Derfra var der ikke langt til Whitianga, hvor vi havde bestemt os for at overnatte. Det var fjerde gang jeg var i byen, der ligger fantastisk smukt ned til Whitianga Harbour, og jeg kunne tydeligt se, at der var kommet penge til byen. Fra at være en stille by, der primært fik lokale turister, var hovedgaden nu fyldt med moteller og ressorts, marinaen var blevet udbygget og der var et stort udbud af spisesteder. Således var dagens sidste beslutninger at vælge, hvor vi 12

13 skulle bo og hvor vi skulle indtage aftensmaden. Første valg faldt på motellet Albert Number Six, hvor vi fik et twin room for 95$. Andet valg faldt på kinesisk, hvor vi stillede sulten i Chicken Cashew. Rute: Auckland Lufthavn (SH 1)- Thames (SH 2/SH 25) - Coromandel - Whitianga Overnatning: Motel Albert Number Six, 6 Albert St, Whitianga Distance: 223 km Links Auckland Airport Coromandel Peninsula Overnatningssteder i New Zealand Motel Albert Number Six 13

14 Varme kilder Efter en tiltrængt nattesøvn stod vi tidligt op og kørte syd ud af Whitianga. 26 km. syd for byen drejede vi af mod Hot Water Beach og kørte atter nordpå Maramaratotara, Lonely Bay og Cooks Bay. Efter 46 km. kørsel var vi i luftlinje nu kun få hundrede meter fra vores overnatningssted, men for at komme derhen, skulle vi uden om hele fjorden. Der går en lille færge fra Whitianga til Ferry Landing, men den medtager ikke biler. Lige nord for Cooks Bay kørte vi op af en lille vej til et udsigtspunkt, hvorfra vi havde en fin udsigt ned over Lonely Bay. Sidst jeg var her, stod det ned i stænger, i dag var det støvregn, men det var stadigt smukt. Efter uger med fantastisk vejr har der været et skifte i vejret, så vi desværre ikke længere kan regne med blå himmel og sol, men måtte acceptere skyer og støvregn. Næste stop var Hahei Beach, hvor vi kørte ud af Grange Road og satte bilen. Herfra gik vi ad en vandresti gennem skoven til Cathedral Cove. Undervejs var der små stier ned til en række andre små skønne vige, men den smukkeste var nu Cathedral Cove. Det tog ca. 40 minutter hver vej, men så tog vi os også god tid, trods regnen. Det var en skøn oplevelse, og jeg undrede mig over, at jeg på trods af mine mange ture til New Zealand ikke havde været der før. Det bliver ikke sidste gang. Næste gang skal være i december måned, hvor de fantastiske pohutukawa træer, der dækker skråningerne, blomstrer. Cathedral Cove 14

15 Tilbage fra vandreturen kørte vi lidt længere sydpå til Hot Water Beach og så, hvordan man kan lave varme badekar på stranden. Vi vidste, der var lavvande kl. 14, så det gav os et par timers mulighed for at afprøve det. Vi havde ikke medbragt en spade, hvilket ellers havde været en god ide, så vi måtte på rov. Der var mange mennesker på stranden og de fleste havde enten medbragt eller lejet en spade. Der gik heller ikke mere en ti minutter, før der blev en pool ledig, så vi satte rygsækken og lagde os på langs i det varme vand. Når det blev for koldt skulle vi blot grave lidt ned i sandet, så kom der mere varmt vand! Genialt! Det var holdt op med at regne og solen kom frem ind i mellem. Det var en stor oplevelse. Stillehavet brusede som altid, og det var svært at komme langt nok ud til at blive skyllet ordentligt. Heldigvis var der ved parkeringspladsen opstillet en bruser med koldt vand til at skylle sandet af med, så vi ikke skulle sidde med det i bilen! Da vi havde fået nok af varme bade og skønne strande, kørte vi sydpå. Denne del af Coromandel har jeg udforsket mange gange, og jeg vidst at der var mange smukke steder. bl.a. Tairua, Pauanui, Opoutere, Onemana, Whangamata og Whiritoa. Uanset hvor meget vi gerne ville have tid til at udforske alle disse strande, så vidste vi, at vi trods alt er på et forholdsvist stramt program. For at nå så meget som muligt, er det til tider nødvendigt at prioritere. Det er en del af det at rejse. Man vælger til og fra undervejs, og så må man blot nyde det man har valgt til, uden at ærgre sig over det, man bliver nødt til at vælge fra. Vi havde brugt god tid på formiddagens to store oplevelser, så vi måtte sætte næsen mod syd uden stop, bortset lige fra en ispause i Whangamata. 15

16 I Waihi kørte vi fra Coromandel-halvøen og tilbage på hovedvejen sydpå (SH 2). Lige inden vi kørte ind i Tauranga drejede vi i Betlehem sydpå og tog 'bagvejen' til Rotorua (SH 36). Rotorua er et yndet turistmål og et af de mest besøgte steder overhovedet i New Zealand. Det skyldes byens termiske undergrund, der ligger meget tæt på jordoverfladen. Den termiske undergrund har betydet, at maorierne bosatte sig i området og benyttede denne form for energi til bl.a. madlavning. Rotorua har således både maorikultur og termiske aktiviteter at byde på, og hvert år gæster over en million turister området. Rotorua fremstår på mange måder også som en rigtig turistby. Her er gader fyldt med moteller, store souvenirbutikker, gadeskilte på japansk og mulighed for at booke sig ind på alverdens ture og aktiviteter. Og der ér selvsagt mange turister, men det er alligevel en by, jeg holder meget af, og som jeg bliver ved med at tage tilbage til, fordi den er unik. Det første, der slår én, når man ankommer til byen, er stanken! Den termiske aktivitet under den tynde jordskorpe betyder, at der mange steder i byen er områder med kogende mudder, dampende vandpytter og svovl, og det er således en stank som lugten af rådne æg, der river i næsen. På overskyede eller regnfulde dage er det værst, idet skyerne holder dampene nede, men uanset vejret, er det noget, man vænner sig til. Det næste jeg bemærkede var, at det dampede fra kloakkerne! Et pudsigt fænomen, der naturligvis også skyldes undergrunden, men ikke desto mindre morer jeg mig over det hver gang. I byens parker er der områder, der er spærret af på grund af den varme undergrund. For et par år siden var der et mudderhul, der 'eksploderede' og spyede kogende mudder ud på et større område, men ellers er det rimeligt sikkert at færdes på de markerede stier, og så er det ganske gratis at beundre naturens luner. I Rotorua kørte vi ind til byens turistkontor, dels for at finder et motel med egen spapool, dels for at finder et sted, hvor vi samme aften kunne komme til maori-koncert/show. Desværre var vi for sent på den, både mht. turistkontoret, der var lukket en time tidligere, samt mht. maorikoncerterne, der ville starte kl , få minutter efter vi kom til byen. I stedet trillede vi ned af vejen, fandt Havana Motor Lodge, der for 95$ gav os et tre-sengsværelse. Her var dels mulighed for at benytte en af to private hot pools, med 42 graders varmt vand, dels en udendørs pool på 36 grader. Vi startede med det vigtigste, maden, og fandt et tunesisk kebabsted, der lavede nogle udmærkede kyllingekebabs. Derefter var det en tur i poolen og på hovedet i seng efter en lang, flot dag, hvor vejret drillede lidt, men ikke helt fik lov til at bestemme alligevel. 16

17 Rute: Whitianga (SH 25) - med afstikker af Hot Water Beach Road til Coromandel Cove og Hot Water Beach, SH 2 fra Waihi - Betlehem, (Moffat Rd/Cambridge Rd) - Rotorua (SH 36) Overnatning: Havana Motor Lodge Distance: 286 km Links Hot Water Beach Cathedral Cove Rotorua Havana Motor Lodge 17

18 En dag i bjergenes rige Vi havde en lang dag foran os, så vi var tidligt oppe. Vi kørte sydpå ud af Rotorua mod Taupo, hvor vi gjorde dagens første stop for at nyder det fantastiske syn af bjergene mod syd. Området er verdenskendt af lystfiskere, der drømmer om at stå ved en af de mange smukke floder og hale regnbueørreder ind, men vi havde nu ingen intentioner om at smide en snøre ud. Efter en kop varm kakao på bredden af Lake Taupo fortsatte vi langs med søen og kørte østom bjergene ad Desert Road. Vi var oppe i højden og mærkede, hvordan bjergenes tilstedeværelse giver kolde vinde. Vi søgte forgæves efter de tre vulkanske bjergtoppe i Tongariro National Park, men skyerne hang meget lavt. Kun den sydligste top, Mt. Ruapehu, kunne til tider ses mellem skyerne. Tongariro National Park, der er New Zealands første nationalpark, og verdens fjerde, blev i 1887 overgivet fra Te Heuheu Tukino IV, høvding i maoristammen Ngati Tuwharetoa, til det new zealandske folk. Han var klar over, at det var den eneste måde, hvorpå dette hellige sted kunne sikres for eftertiden. Nationalparken, der dækker et område på km2, består af de tre mere eller mindre aktive vulkaner, Mt. Tongariro (1968 m), Mt. Ngauruhoe (2291 m) og Mt. Ruapehu (2797 m), der tilsammen udgør den sydlige del af Taupos vulkanske zone på den centrale Nordø. 18

19 Vulkansk aktivitet startede for omkring 2 millioner år siden, og så sent som i 1995 og 1996 sendte Mt. Ruapehu spektakulære skyer af aske ud over det meste af Nordøen. Jeg var i tankerne tilbage i juli 1995, hvor jeg havde den mest fantastiske dag på Mt. Ruapehu. Perfekt sne, blå himmel, sol og mange timer på ski. Blot seks uger senere gik den i udbrud og lukkede alle skiområderne. Jeg har stor respekt for naturens kræfter, men er også dybt fascineret af dem, og jeg havde håbet at se en røgsøjle komme of fra vulkanens indre. Bare en lille en... Nationalparken fik i øvrigt i 1993 den utvivlsomme ære, at blive den første på UNESCOs verdensnaturarvsliste, der blev optaget under kriteriet om kulturelle landskaber, idet bjergene har kulturel og religiøs betydning for maorierne og symboliserer det spirituelle link mellem denne befolkningsgruppe og stedets miljø. På sydsiden af bjergene i den lille by Ohakune gjorde vi stop og spiste frokost. Herfra går vejen op til skiområdet Turoa, men de 20 km. tager godt en time at køre, så vi valgte at springe den over, og i stedet fortsatte vi med uret rundt om bjergene og kørte op til skiområdet Whakapapa. Vi satte bilen, snørede skoene og gik ud på en lille vandretur. Her var utroligt smukt med lavasten i sorte, gule og røde farver. Skyerne bevægede sig hurtigt omkring toppen, og gav glimt at den smukke, sneklædte vulkantop, mens solen bagte på os. 19

20 Fra Whakapapa var det ca. 1½ times kørsel nordpå tilbage til Taupo og det store udvalg af moteller. Vi benyttede den gratis bog med overnatningssteder, vi havde fået og fandt hurtigt Chelmswood Motel, der tilbød et flot tresengsværelse med køkken, adgang til opvarmet pool samt trådløst internet til $100, og så fik vi lige en lille kurv med småkager, mælk og et par flasker koldt vand. Middagsmaden blev indkøbt i New World supermarked, en hel grillkylling og en portion coleslaw salat med en flaske kold hvidvin til. Aftenens motion var en badetur i Lake Taupos dejlige, friske vand, og en efterfølgende dukkert i motellets lune hotpool. En lang og fantastisk smuk dag. Rute: Rotorua (SH 5) - Taupo (SH 1) - Tongariro National Park - Waiouru (SH 49/4) National Park (SH 47/48) Whakapapa (SH 47/1) - Taupo Overnatning: Chelmswood Motel Distance: 381 km Links Lake Taupo Motel Chelmswood Tongariro National Park Tongariro National Park Mt. Ruapehu UNESCOs Verdensnaturarvsliste 20

21 Blandt kogende mudder og arseniksøer Vi trillede stille og roligt 6 km. nordpå fra Taupo, inden vi stoppede ved Craters of the Moon, der skulle have været dagens første geologiske oplevelse. Desværre åbnede de først kl. 8.30, så vi måtte droppe det. I stedet kørte vi forbi Huka Falls, et meget imponerende vandfald i fantastiske lyseblå og turkise nuancer. Videre mod nord kom vi til formiddagens må, Wai O Tapu Thermal Area. Her skulle vi for alvor opleve kogende mudder, arseniksøer og geyseren Lady Knox. Det specielle med denne gejser er, at den skal have lidt hjælp for at optræde, så hver dag kl bliver der hældt sæbe ned i hende. Lady Knox har kun været kendt i godt 100 år, siden fængselsarbejdere i begyndelsen af 1900-tallet opdagede den. I forbindelse med deres arbejde med at plante træer i den lokale Kaingaroa Forest fandt de, hvad de formodede var en hot pool, hvor de ville vaske deres tøj. Da de hældte sæbe i vandet, skete der en kraftig reaktion, og tøjet blev kastet mange meter væk af en kraftfuld vandstråle. Sæben havde nedbrudt overfladespændingen og dermed frigivet overtrykket i undergrunden. I 1903 blev gejseren officielt døbt af den new zealandske generalguvernørs datter, Lady Knox, der hældte sæbe i den, og siden 1933 er der hver dag blevet hældt sæbe ned for at starte et udbrud. Det var således tidspunktet 10,15, der styrede vores morgen, da vi begge gerne ville se en geyser i udbrud. Lady Knox geyseren 21

22 Vi havde 'sparet' lidt tid denne morgen, så vi nåede at se en del af det store termiske område, inden vi lidt i ti gik tilbage til bilen og kørte et par kilometer til parkeringspladsen ved geyseren. Vi var blevet advaret om at der ville komme en del busser fra en stort cruiseskib, så det var en god ide at være tidligt på færde. Vi fik også en god plads, midt for med solen ind fra siden. Vejrmæssigt var det en underlig formiddag. Der var mørke skyer over det meste af himlen, det dryppede jævnligt i perioder, og ind i mellem kom solen frem. Det var utroligt varmt og fugtigt, så det var en lummer fornemmelse. Siddepladserne omkring geyseren var fyldt til sidste plads, da en af parkens ansatte stillede sig op med en pose med 300 g. sæbe og hældte ned i geyseren. Der gik et par minutter, så begyndte den at 'koge over' og derefter sprøjtede den vand op. Som altid er det flot, men det var slet ikke den samme fornemmelse, som når man ser geysere i Island eller USA. Det virkede som en brandslange, der blev tændt og derefter reguleret lidt, så jeg var ikke imponeret. Det var der mange andre, der heller ikke var, for efter fem minutter begyndte folk at bevæge sig tilbage til bilerne. Vi blev hængende et par minutter mere, men vi var heller ikke interesseret i at blive fanget i folkemængden tilbage i parken. Så vi trillede alle sammen de få kilometer tilbage, parkerede igen, og gik ind for at se resten af området. Champagne Pool Wai O Tapu blev en stor oplevelse, dels fordi det var Birthes første oplevelse af geologiske underligheder og dels fordi det ligger midt ude i den skønneste natur. Vi fik udleveret et kort, der forklarede de mange underlige navne og de kemiske stoffer, der skabte de forskellige farver: At de gule farver stammede fra svovl, var vi godt klar over, men vi fik også lært at det hvide var silikat, de lilla nuancer skyldtes mangan og de grønne arsenik. Det sted, der gjorde mest indtryk på mig, var Champagne Pool, der også var den største kilde, med en diameter og en dybde på godt 60 meter. Temperaturen var 74 grader og de små bobler, der giver søen dens navn, stammer fra kuldioxid. Vandet indeholder 22

23 både guld, sølv, kviksølv, svovl, arsenik mm. Ved siden af ligger den meget farvestrålende Artist's Palette, der afhængigt af vandets skiftende temperatur, solens indfald samt koncentrationen af de forskellige kemikalier skifter mellem alle regnbuens farver. Mens vi gik omkring skinnede solen og gav os mulighed for nogle fantastiske billeder, men da vi gik tilbage mod bilen, begyndte det at styrte ned igen, så vi droppede isen og satte i stedet blæseren på fuld drøn og kørte mod nord. Vi kørte videre i regnen gennem Rotorua, kun med et enkelt indkøbsstop. Næste stop var Kiwi Fruit Country, eller Kiwi360 som det hedder nu - et center for kiwifrugt-dyrkning, der også har en god souvenirbutik. Vi drejede kort tid efter af mod Papamoa og kørte hele turen langs med Stillehavet til Mount Maunganui. Her var der utallige cafeer, hvor vi lod frokosten være en stor lækker vaffelis. Det var i mellemtiden blevet tørvejr og omkring de 30 grader, så isen smeltede, og vi måtte labbe den i os i en fart. Mount Maunganui Mount Maunganui er, udover en by, også en gammel vulkan på 232 m. Der er en dejlig vandretur rundt om foden af bjerget og en endnu bedre til toppen. Vi tog hensyn til varmen og den høje luftfugtighed og 'nøjedes' med turen rundt om foden. Det er også en utrolig smuk vandretur, som jeg altid nyder meget, med en fantastisk udsigt indover Tauranga og Pilot Bay og udover Stillehavet. 23

24 Vi fik varmen af turen rundt om bjerget, og drømte om en svømmetur. Vi havde valget mellem Ocean Beach og det fantastisk flotte, men lidt vilde Stillehav, eller den mere rolige Pilot Bay. Vi valgte et tredje alternativ, og trillede gennem Tauranga by og syd for byen til Oropi og min familie, hvor vi tog en dukkert i poolen med udsigt over the Mount. Dejligt med en aften i gode venners lag. Rute: Taupo (SH 5) - Craters of the Moon - Wai O Tapu - Rotorua (SH 30/33)- Kiwifruit Coutry (SH 2) - Papamoa (Papamoa Beach Rd/Marine Parade) - Mt. Maunganui (SH 2) - Tauranga Overnatning: Hjemme Distance: 182 km Links Wai O Tapu Kiwifruit Country Mount Maunganui 24

25 Turen fortsætter på Sydøen Godt man ikke er overtroisk, når man fredag den 13. skal ud og flyve med et lille fly! Vi blev kørt de 20 kilometer til Tauranga lufthavnen og kl. 9,55 fløj vi fra Tauranga ned over det centrale Nordø. Hjemmefra havde vi ved internetbookingen valgt sæder med stor omhu, idet vi gerne ville være sikre på at sidde med vinduesplads og udsyn ned over Tongariro National Park og de smukke kratersøer på toppen. Det virkede lidt omsonst, da det meste af landet var dækket af skyer, men der var da enkelte huller, og det lykkedes os faktisk at se de tre bjergtoppe over skyerne. Udsigten over Tauranga Harbour Vi ankom til Christchurch kl og var ude i ankomsthallen efter få øjeblikke. Jeg kan rigtig godt lide Christchurch Airport. Den er effektiv og ikke ret stor, så uanset om man ankommer til udenrigs eller indenrigs, går tingene hurtigt. Vi fik hurtigt vores bagage, fandt en telefon og ringede til biludlejningsselskabet. De var til gengæld sløve, og lod os vente i 30 minutter i hvad føltes som vidende kulde. Der var 17 grader og en kold vind - en stor kontrast til de varme og fugtige dage på Nordøen. Jucy Rentals kontor lå 3 minutter fra lufthavnen, og den bil, jeg hjemmefra via internettet havde booket, blev gjort parat til os. Efter en time fik vi udleveret bilen, og eventyret kunne fortsætte. Kufferterne blev smidt ind bagi, kameraerne fundet frem, kortbogen slået op på den rigtige side, and off we were. Lufthavnen ligger i den vestlige udkant af Christchurch, og vi havde allerede hjemmefra besluttet, at selv om Christchurch er en spændende by, som jeg holder meget af, så var vores fokus på denne tur på naturoplevelser, og vi valgte at forlade byen inden vi overhovedet havde set den. Vores mål var Lake Tekapo mod vest. Vi drejede fra SH 1 allerede få kilometer fra lufthavnen og tog SH 73 for hurtigst muligt at komme væk fra den største hovedvej og tættere på bjergene. Sydøen er speciel på den måde, at bjergkæden Southern Alps deler øen fra nord til syd i to meget forskellige halvdele. Den østlige del, hvor vi var, er primært fladt landbrugsland, gennemkrydset af 25

26 smeltevandsfloder fra bjergene og indrammet af høje poppelhegn, med frit udsyn ind til bjergene, når altså ikke poplerne skjulte det. Den vestlige del er domineret af vild natur, en enorm mængde regn og frodige skove. Vi kørte således på sletten Canterbury Plains med udsigt til de smukke forbjerge mod vest. Skyerne hang lavt men i løbet af et par timer var det alligevel solen, der dominerede. Vejnumrene skiftede fra 73 til 77, og blev til 79 i Geraldine, en hyggelig lille plet i landskabet. Der har ligget der i 150 år, og derfor hører til blandt de ældre bebyggelser. Den blev oprindeligt anlagt af Samuel Hewlings, der byggede den første barkhytte. Han giftede sig med en maori kvinde, og da hans første datter blev født, plantede han et totara træ, der stadig står i Talbot Street. Dengang blev byen kaldt Talbot Forest, men blev siden opkaldt efter den første politimester Fitzgerald. Dette navn blev endeligt ændret til Geraldine, der var Fitzgeralds familienavn i Irland. Da vi havde passeret Geraldine, begyndte landskabet at ændre karakter. Vejen til Lake Tekapo snoede sig ad bakkede veje, og åbnede op mod et mere varieret landbrugsområde med hjortefarme, frugtplantager og store fåreflokke, men også skovområder lukkede sig til tider om vejen. Bløde, grønne bakker med får, et par farvestrålende lupiner i vejkanten, sneklædte tinder ude i horisonten, blå himmel og en vej, der stort set tom for trafik førte os mod nye udsigter og eventyr. Vi passerede Burkes Pass (709 m), der officielt blev opdaget af Michael J. Burkes i Passet er porten til Mackenzie Country, der dækker hele området over til Mt. Cook. Det er opkaldt efter den skotske fårehyrde Mackenzie, som 26

27 ankom til New Zealand i 1840erne. Han udforskede området, og søgte om lov til at bosætte sig, men havde ikke råd til det. Han stjal får og blev taget på fersk gerning, hvorefter han blev sat i fængsel i Lyttleton. Tre gange stak han af og blev fanget igen, og blev til sidst sat på fri fod, mod at han forlod landet. Om han nogensinde forlod landet er tvivlsomt, legenden efterlader næsten flere spørgsmål end svar, men Mackenzies udforskning af området inspirerede andre til at bosætte sig. Jeg havde ventet med spænding på dette sted, idet jeg sidste gang jeg var der, havde oplevet et helt utroligt flor af lupiner i vejkanten. Desværre var vi nu i februar og de fleste var afblomstrede efter en lang, varm sommer, men der var stadig en smuk udsigt til bjergene. Vel fremme i Lake Tekapo tjekkede vi ind på Lake Tekapo Motels & Holiday Park, hvor vi allerede hjemmefra havde booket vores overnatning, en hytte med bad og toilet. Vi var klar over at en fredag aften kunne være travl, og der var ikke ret mange muligheder i byen. Det var rart ikke at skulle forholde sig til hvor vi skulle bo, men bare kunne trille ned på campingpladsen og få en nøgle. Der var da også et skilte ude med 'alt udlejet'. Vi fik en enkel hytte med et soveværelse og et badeværelse. Der var fire sovepladser og blot køleskab, elkedel og toaster. Udsigten var til gengæld hel speciel! Vi lå omkring 50 meter fra bredden af søen, lidt oppe i højden, og med udsigt over Lake Tekapo, der er en smuk bjergsø, med den mest fantastiske turkise farve. Udsigten fra vores hytte Udover søen og udsigten mod bjergene er byen især kendt for sin lille kirke, Church of the Good Shepard, er ligger på et næs ud i søen. Kirken har ingen altertavle, men i stedet et stort vindue, hvorigennem man kunne se søen og bjergene. Ideen var klar - ingen menneskeskabt altertavle kan konkurrere med naturen udenfor. Vi gik langs med 27

28 søen fra campingpladsen til kirken og nød hvert et øjeblik. Naturen, udsigten, solen og varmen var lige som vi havde håbet på. Roen faldt på os og vi huskede at nyde øjeblikket. Vi fuldendte dagen med at spise en lækker middag på en af byens cafeer, med udsigt over søen og med et godt glas new zealandsk vin. Rute: Tauranga (med fly til) Christchurch (SH 1/73/77) - Geraldine (SH 79) - Fairlie (SH 8) - Lake Tekapo Overnatning: Lake Tekapo Motels & Holiday Park Distance: 257 km Links Christchurch Airport Lake Tekapo 28

29 Mount Cook på en god dag I dag var en af de dage, hvor jeg krydsede fingre, inden jeg åbnede øjnene. I dag skulle vi bare have godt vejr! Man skal altid passe på med at sammenligne én rejse med en anden, men netop lige her var det næsten umuligt ikke at gøre det. Jeg boede på præcis denne campingplads for fire år siden, og havde også dengang oplevet Lake Tekapo i flot vejr, for derefter at vågne dagen efter til en dyne af regntunge skyer, der hang ned over søen. Dengang måtte vi opgive at se Mount Cook, der var dagens mål, på grund af regn og tåge. Hvad mon der ville ske i år? Morgenudsigten fra hytten Allerede inden jeg åbnede øjnene var jeg godt klar over at det ville blive godt. Vi havde sovet uden gardinerne trukket for, så i løbet af natten havde jeg flere gange se både månen spejle sig i søen og en fantastisk stjernehimmel - med andre ord: der var skyfrit! Til gengæld var det hundekoldt, der var is på bilens forrude, og jeg havde huen på, mens jeg ventede på solopgangen. Det var en smuk morgen og en perfekt start på en utrolig dag. Vi forlod den smukke Lake Tekapo og kørte mod sydvest til den lige så fantastiske Lake Pukaki. Herfra fortsatte vi nordpå langs med vestsiden af søen. Vi var kørt fra den blå himmel til skyer, men de flyttede sig heldigvis hurtigt, og vi kørte op i dalen med det majestætiske bjerg Mount Cook tronende foran os. 29

30 Med sine meter er Mt. Cook New Zealand højeste bjerg, opdaget i 1850erne af John Acheron, og opkaldt efter kaptajn James Cook. Det blev første gang besteget juledag 1894, og er siden blevet besejret af mange store bjergbestigere, bl.a. Sir Edmund Hillary, der i sine unge år var med på den første opstigning af Mt. Cooks sydvæg, inden han drog til Nepal og besejrede det største af dem alle, Mt. Everest. Bjerget lader sig dog ikke uden videre besejre af menneskeheden, og i december 1991 nåede det ned på sin nuværende højde, efter et massivt jordskred tog 10 meter af toppen - i alt omkring 14 millioner m3 klippestykker blev spredt ud over et kæmpe område. Selvom Sydøen generelt ikke er termisk som Nordøen, og ikke byder på aktive vulkaner, kan bjergene altså godt være levende. I 1880erne blev dele af området udnævnt til rekreativt område, men det var først i 1953 at stedet blev til nationalpark. Parken, der er på over 700 km2, er hjem til 19 ud af 27 bjergtoppe i New Zealand over m. Det var en smuk køretur langs med Lake Pukaki. Omkring foden af bjerget er der et utal af vandrestier, så vi var lige forbi informationscenteret for at købe et kort. Mount Cook Vi udvalgte et par stykker og kørte op i Hooker Valley og satte bilen. Første vandretur var Kea Track, der tog godt en halv time hver vej. Det var nærmest ubeskriveligt smukt, med græsser og mosser, buske og bær, Mueller gletsjeren og bjergtoppe mod en blå himmel. Fra Kea Point var der udsigt ned over gletsjerens kant og smeltesø og over mod Mount Cook, hvor toppen glinsede i solen. Det var fantastisk. 30

31 Birthe og Helle ved Kea Point Anden vandretur var Hooker Track, der førte os længere østover, og gav et andet udsyn op mod Mt. Cook. Vi måtte over en svingbro, der godt nok så vældig solid og sikker ud, men som jeg alligevel ikke var ret stolt over at skulle passere. Der var en brusende smeltevandsflod under mig, og jeg måtte lige give mig selv en pep-talk. Jeg kom over - og jeg klarede sørme også vejen tilbage igen! Hængebro 31

32 Sidste vandretur var i nabodalen Tasman Valley, hvor vi fik et vue ned over Tasman gletsjeren og Blue Lakes. Det var en utrolig dag og himlen var efterhånden total skyfri, solen bagte, og vi fik helt sikkert for megen sol. Da vi havde fået nok af Mount Cook, kørte vi atter sydpå langs med søen og videre til Omarama, hvor vi overnattede. Udvalget var begrænset. Flere moteller var fyldte, så endte på Heritage Gateway Hotel, der var dyrere, end vi normalt har betalt med 155$ for et dobbeltværelse. Til gengæld var der internet og en have, vi kunne benytte. Rute: Lake Tekapo (SH 8/80) - Mt Cook (SH 80/8)- Omarama Overnatning: Heritage Gateway Hotel Distance: 200 km Links Mount Cook Brochure med vandreture omkring Mt Cook 32

33 Guldgravere og tossede turister Fra Omarama fortsatte vi mod sydvest. Denne dag var sat til at være en transportdag, idet vi havde en del kilometer at dække, men vi havde da stadig tid til at stoppe undervejs, når kameraet skulle luftes eller vi var sultne. Vi har kommet tidligt af sted og nød at have vejen for os selv. Blot 14 biler så vi den første time. Vi kørte en smuk rute via Cromwell og videre sydvest mod dagens mål Te Anau. Vi gjorde stop ved Kawarau Bridge uden for Queenestown, hvor vi kunne se tossede turister kaste sig ud fra broen med en bungy om benene. Ingen af os havde lyst til at prøve det lige i dag... Næste stop var den lille by Arrowtown, der ligger smukt ved bredden af Arrow River. Tilbage i 1862 blev der fundet guld i floden, og i løbet af få uger havde nyheden spredt sig som en steppebrand og håbefulde guldgravere strømmede til. En hel del af dem var kinesere, der søgte lykken rundt om i New Zealand. De led under utroligt dårlige forhold, 33

34 også efter datidens standarder, og måtte tage sig til takke med at gennemsøge de andres restaffald for guldstøv. Vi gik en tur i resterne af den kinesiske bosættelse, og så den fine, restaurerede bygning, der i sin tid husede den lokale købmand, samt de primitive telthuse og skure, hvor kineserne søgte ly om natten. Mange af disse steder var så små, at der ikke var plads til at ligge udstrakt. Selve byen havde på et tidspunkt indbyggere, men som så mange andre guldbyer måtte indbyggerne på et tidspunkt erkende, at der ikke var guld nok til alle - og at det der var, på et tidspunkt slap op. I dag er Arrowtown en sød og hyggelig by med flotte, restaurerede huse. Der er ingen tvivl om, at det er en gammel guldgraverby, det er stadig dét, der gør byen interessant, men det er turisterne der kommer med pengene. Det er da også mest souvenirbutikker og gallerier, der præger hovedgaden. Vi kom først frem til Lake Te Anau kl. fire, men det havde vi regnet med, og vi skulle til gengæld blive her i tre nætter. Vi blev overraskede over at se, at mange moteller i byen havde alt udsolgt. Vi måtte lede en halv times tid, før vi fandt et fint stort motelværelse med en lille terrasse, fuldt udstyret køkken, bad og internet. $125 per nat var prisen. Te Anau er kendt som Walking Capital of the world, så vi skulle atter have gang i vandreskoene, men mindst lige så vigtigt var vores tur til Milford Sound. Aftenen blev brugt med at tjekke vejrudsigter og kort. Det vigtigste var godt 34

35 vejr til dagsturen til Milford Sound, så det blev udslagsgivende for vores planlægning. Vi vurderede at vejret i overmorgen ville være bedst, så vi ringede og bookede sejlturen ude fra Milford Sound, og kunne så gå i gang med at planlægge dagen i morgen i stedet. Vi fik tid til at gå en tur i byen, ose i nogle af de mange souvenirbutikker og få en gang aftensmad: Hjemmelavede burgere fra The Burger Van. Rute: Omarama (SH 8) - Cromwell (SH 6/97) - Mossburn (SH 94) - Te Anau Overnatning: Parklands Motel Distance: 355 km Links Fiordland 35

36 Nå ja, det er jo også ferie! Te Anau er "walking capital of the world"! Her er alle muligheder, fra 10 minutter til 5 dage. Vi havde hjemmefra håbet at tage en heldagstur, men planerne blev ændret pga. en hælspore, og vi måtte i stedet 'nøjes' med at vandre et par timer på Kepler Track. Kepler er en tre-fire dages vandretur, der starter i Te Anau, men man kan sagtens blot følge stien nogle kilometer ind, og så vende om igen. Stien går gennem tæt skov med en overflod af bregner, mosser og alger. Der er en følelse af eventyrskov, med tanke på hobitter, der gemmer sig i skovbunden... Vi fandt også ned til bredden af Lake Te Anau, hvor den dejlige stenstrand blev brugt til en solid gang solbadning. Tui'en sang i baggrunden og vi kom i tanke om, at dette også er ferie! 36

37 Vi brugte resten af dagen til at slappe af, shoppe i de mange souvenirbutikker og planlægge dagen i morgen. Vejrudsigten til Milford Sound er stadig god, så vi har solbriller, kasketter og solcreme klar - men også skiundertøj og hue, der kan være koldt på vandet. Overnatning: Parklands Motel Links Vandreture omkring Te Anau 37

38 Verdens ottende vidunder Endnu en dag, hvor jeg krydsede fingre, inden jeg trak gardinerne fra - vejret skulle bare være godt! Rudyard Kipling, der er mest kendt for sin Junglebogen, besøgte New Zealand i 1891 og beskrev i den forbindelse Milford Sound som "Verdens ottende vidunder". Jeg var nu på vej derud for tredje gang, og jeg havde på de første to ture oplevet Milford Sound som helt fantastisk. Vejret havde været smukt, vandet roligt, bjergene havde spejlet sig i fjorden og jeg havde elsket hvert et øjeblik. Det var svært ikke at have høje forventninger. Det gode ved dagens tur var, at det ikke kun var målet, der var flot. Hele vejen derud var smuk, og de 120 km. kan sagtens tage mange timer at køre, hvis man stopper ved hver en udsigt. Hver dag kører en lind strøm af busser fra Queenstown og Te Anau med turister, der skal ud og opleve Milford Sound. De fleste ankommer til Te Anau ved 9-½10 tiden, holder kaffepause, og er ude af byen igen ved 10-½11 tiden. Erfaring siger mig at det ofte drejer sig om måske busser, der kører inden for en halv time, og de skal alle med færgerne omkring kl. 13, så dem skulle vi for alt i verden undgå. Sidste gang tog jeg båden kl 14.30, denne gang ville vi prøve noget nyt. Vi havde derfor booket en tur på Cruize Milfords Milford Adventure kl På den måde ville vi slippe for trafikken, forhåbentlig opleve Milford Sound som en spejlblank fjord og have et anderledes lys. Vi trillede lige så stille ud af Te Anau kl Vi havde så ledes 3 timer inden båden sejlede, men vi skulle også regne med 10 minutters gang fra parkeringspladsen til båden og vi skulle tjekke ind kl Milford Road, der forbinder Milford Sound med omverdenen, blev påbegyndt under depressionen i 1929, men blev forsinket af Anden Verdenskrig og først fuldendt i Inden da var eneste mulighed for at besøge det afsidesliggende samfund via Milford Track, en fire-dages vandretur, der starter på den modsatte side af søen. Fra Te Anau Downs lige nord for Te Anau sejles til Glade House, hvor stien starter. Den går derefter langs med Clinton River op gennem regnskoven til Mackinnon Pass og videre gennem regnskoven til Lake Ada og Sandfly Point ved Milford 38