Canazei. Marts Jens Anton Dalgaard

Transkript

1 Canazei Marts 2018 Jens Anton Dalgaard 1

2 Lige et lille livstegn fra Canazei. Efter vores start i Fredericia ville vi prøve at køre ad A7 hele vejen gennem Tyskland og over Fernpass til Wipptalerhof. Det er den korteste vej og vi ville gerne undgå det sædvanlige bøvl ved München fredag eftermiddag. Det sådan set ganske fint og hæderligt gennem Hamburg og det var fint vejr, Føhnvinden blæste fra syd og sendte temperaturen op på forårsagtige grader i Sydtyskland. Det vi vandt ved en kortere strækning blev sat til i utroligt meget vejarbejde, dårlig vejbelægning og faktisk meget 2-sporet motorvej og forbløffende dårlig kørekultur (linksklebere), så det var en langsommelig og ikke videre effektiv rute, så det prøver vi ikke igen foreløbigt. Det er ikke nyt, at vi overnatter på Wipptalerhof hos Maria og det er bestemt ikke svært at beslutte, hvad aftensmaden skal være, det valg kan vi lave uden at se kortet: Wienerschnitzel von Kalb mit Bratkartoflen og Grüner Veltliner von Fass. Eftermiddagen var der karbad og et glas vin som nightcab og så ellers Kinder schlaffen gut. Wipptalerhof s morgenbuffet er ikke vildt spændende, men det ved vi, så vi bliver ikke mere så skuffede over, at uanset hvilket brød man tager, er det trist og kedeligt. En lun ovn eller en brødrister kunne gøre underværker. hurtig indflytning. Vi landede på Campagnola til normal tid ved 9- tiden, og vores værelse var klar til os, så det var Morgen besser siger Lorenzo hver gang vi brummer over vejret. Vi holder ham personligt ansvarlig for, at han laver præcis den samme morgenbuffet år efter år, at kaffemaskinen er topgejlet og at det er Kaiserwetter hver dag, når vi er her. Den varme, så lunede Sydtyskland kommer fra sydvest og rammer i disse dage også Canazei, så det er alt for lunt, luftfugtigheden er høj, så det er tåget og tøvejr. Det er ikke som forventeligt, forklarer vi Lorenzo, der smiler, trækker på skuldrene og siger Morgen besser Lørdag trillede vi lidt rundt på Rodella i snevejr og vindpust, det skiftede hele tiden, så der var da sigt mellem bygerne og 0-grænsen lå stadigvæk nede i dalen, så sneen var 2

3 OK at køre på men det var mere for princippet skyld end fordi det var lækkert, så efter 3 timer og 18 pistekilometer gad vi ikke mere, og trillede i pit og håbede på, at Lorenzo fik mere styr på at orientere de vejransvarlige om, at vi altså er her igen. Søndag var det ikke meget bedre, lavthængende skyer og ikke nok med det 0- grænsen var kravlet op i næsten 2000 m, så sneen var begyndt at blive klistret og tung. Det var stadigvæk vores fornemmelse at forholdene på Rodella og over mod Plan del Gralba var bedst, så vi trak derover. Hanne helt sikker, fordi hun i årevis har fablet om at komme på Rifugio Comici det tætteste området kommer på en Michelinrestaurant. Vi fandt ud af, at det faktisk var fint at tage Plan del Gralbabussen op på Piz Sella og køre hele vejen ned igen, sneen var fin på toppen og ude i kanten af pisten var de nye riller at køre på. Så der lå vi og truckede en del gange. Og så var det jo lige ved Comici, så jeg gav mig og sagde OK til at vi da kunne kigge ind og få vores formiddagscappuccini der selv om det sikkert ville koste det blege. Var der en, der var glad for at sidde er der? Det var lidt træls at finde ud af, at de to cappuccinoer kun kosten 5,60 Euro, det er normal pris. Det er et spændende sted, der er meget at kigge på på væggene, og det ser ud som om Ferrari har været her mange gange, kongelige og selvsagt et hav at skistjerner. Det er lidt HardRockagtigt at gå rundt og studere. 3

4 Vi har stadigvæk til gode at spise der, men står det til Hanne, er det et spørgsmål om meget kort tid, inden det sker. Der er generelt meget fine toiletforhold på restauranterne her, så der skal meget til at imponere, og på dette ældre ydmyge sted vil man ikke sætte forventninger vildt højt, - lidt slidt med pænt rent vil være forventeligt. Det er det mest vilde, vi nogensinde har set på en restaurant i et skiterræn. Der er lys i dørhåndtaget ind til stort grønt, når der ledigt så kan du jo gætte på, hvilken farve håndtaget har, når der er optaget. En gang imellem møder men en vaskeægte genialitet, og kan tænke, jamen det er jo den helt rigtige løsning. Vi kender alle bøvlet med at tørre hænder på sådanne toiletter, papirhåndklæder, der er der, eller ligger og flyder i brugt udgave i en overfyldt spand, eller en sløv Dandryer, der lyder som om, den knapt kan køre rundt. Så er der de der Dyson Blade fætre, de er effektive, men der er altid kø ved dem og vand på gulvet fra vasken og over til det sted, hvor, der var plads til den, ofte lige ved døren, hvor der er mindst plads. Samme firma Dyson der er gode til det med luft (de laver jo også støvsugere), har lavet et berøringsfrit håndvaskarmatur, hvor håndtørreren er indbygget i de to vinger, så efter vask sætte man hænderne ud under vingerne, og så er der turboluft, der blæser vandet ned i vasken. Det er ikke bare smart, det er virkeligt smart fundet på. 4

5 Mandag skulle Flemming og Orla komme herned. De skulle være her først på formiddagen, lige som vi var i lørdags, da de også have overnattet på Wipptalerhof. De fik noget er en bøvlet tur, fordi nattens snevejr havde lukket SellaPass, så da de var kommet helt op til det øverste stykke af pasvejen over Sellapas nord for Wolkenstein, var der en bom og så måtte de vende om. De mente ikke, der havde været nogle skilte ude fra motorvejen og på den lange vej ind i og op i dalen, der forklarede det. Her er der lige ud for vores hotel et skilt, der oplyser om passene er åbne, og det viser, at det er Sella ikke. Det kostende dem en lang returkørsel og omvej, så de var her først til middag Om morgenen var det da lidt uldent at kigge ud af vinduerne og op på skiområdet, men Bergfex kameraerne viste da, det det lidt lignede søndagens vejr, og vejrudsigten var da noget bedre, så Hanne og jeg tog op på Belvedere til normal morgentid Det var faldet noget mere sne oppe i højderne end nede i Canazei så det forklarede bestemt også hvorfor vejen over passet var lukket. Selv om de er dygtige, var det ikke lykkedes pistefolkene at få de cm ny tøsne præpareret i bund, så det blev meget hurtigt knoldet. Det var da så til at forholde sig til, hvis ikke det var tung tæt tåge, så sigtbarheden til tider var nul og lyset diffust og sneen uden konturer. Hanne og jeg prøvede at køre over på Fodomsiden, det var OK på toppen, men blev meget slemt nede ved Fodom. I håbet om at finde et lille hul listede vi langsomt ned til vejen det var meget slemt, sneen var puklet og vi kunne intet se, selv om vi kender pisten godt, var det svært at gøre andet end at kravle ned til liften og returnere til Pordoi 5

6 og igen uden sigt famle os ned til Fodom og liften hjem til Belvedere. Det var alt for farligt at tumle rundt i og sjovt var det aldeles ikke, så det blev til et forsøg på 2 timer, så var vi nede i byen igen og det var vi ikke ene om, det var lidt mærkeligt at knappe af nede ved broen kl. 11 og opleve, at det var vi ikke ene om, der var jævn trafik af andre ligesom os, der lod fornuften råde. Vi har trisset lidt rundt i regnvejr i byen, shoppet lidt og ellers koncentreret os om at spise og dovne og sige til os selv, at Morgen besser for det her forårsvejr med regn og tåge er ved at være mere end en anelse irriterende, når vi er på vinterferie. Besser Morgen Mænd i min alder har en rutinemæssig aftale med toilettet sådan hen på morgenstunden, og det hører så også ligt med til min rutine at kigge ud ad vinduet for at checke vejret. Tirsdag morgen var det klart og der var fri sigt til de smukke bjerge, der de andre morgener havde været gemt i tåge og skyer så det lovede godt for dagens skioplevelser. Man kunne godt mærke energien ved morgenbordet endelig den vejrændring, som vi har længtes efter og ventet på. Vi kom op på Belvedere og skulle have fastlagt dagens mål. Et skarpt blik i retning af Fodom/Arabba afslørede, at denne dal også denne morgen var fyldt af skyer, så det var ikke tillokkende at køre derover igen. 6

7 Så så det igen igen noget mere attraktivt ud i retning mod Rodella, selv om det var lidt uldent på toppen. Skovløjpen var frisk og meget kontant efter gårsdagens tø og nattens frost, så der skulle kanterne på arbejde for en gangs skyld. Det var fint på Rodella, og det er lidt fascinerende at starte i solskin i en lift og stå ud i en snebyge men sådan er bjergvejr ind imellem. Vi hyggetrillede i området og fik formiddagspause på Comici selvsagt udenfor, hvor Orla kunne trimme tjæreindholdet i lungerne, samtidig med justeringen af diverse væskebalancer. Vi var på vej til Seceda og Annatal, men ombestemte os og drejede mod Wolkenstein i stedet, da skyerne var ret massive omkring Seceda. Nå, vi kunne da lave planen om til noget med en SellaRonda i stedet for. Der gik noget kommunikationsged i den, da vi kom til Wolkenstein, så vi brugte en del tid på at få samling på vores store gruppe på 4, det kunne godt give et tidsproblem at en SR, da Orla havde et vigtigt møde i Canazei kl. 16, så vi besluttede at vende om og kørte tilbage til Comici til Hannes store begejstring nu har hun i flere år ævlet om at spise frokost på Comici, så nu orkede vi ikke høre mere på det og fulgte bare bagefter hende. Det var heldigvis af ovennævnte grunde - vejr til at spise ude, så det er meget praktisk, at der står en kok udenfor og laver seefoodlækkerierne. 7

8 Indrømmet, det var bestemt meget lækkert, og til at betale, så nu er eventuelle deltagere på kommende Canazeiture advaret - man kan lige så godt få det overstået, lige så snart vejret er til det (ude - uden bordbestilling) hvis I vil minimere Hannes daglige anprisninger og ruteforslag, der uden tvivl vil pege i retning af Piz Sella og Rifugio Emilio Comici, (fru) Dalgaard-konceptets nye stjernestop. Det var rart at få noget lækkert og hyggeligt skiløb ud af dagen, og selv om vi droppede både det ene og det andet mål, fik vi da trillet en dagsproduktion på kortet. I marts kan man sidde ude ved kirken, se der blev tid til en Spritz Aperol i solen inden vi gik med til Lillemand med vores ski og bad ham vokse dem. Vi er glade for vores ski og man kan næsten ikke vokse dem for tit, så de 16 Euro er godt givet ud. Det blev Te Cevena, der leverede aftensmaden de laver god mad til billige penge, så må vi acceptere, at de bestemt ikke har bare antydning af et anstændigt vinkort. Og vi må da sige, at vejret har gang i hele paletten, det haglede, og lynede og tordnede, da vi gik hjem, så har vi også prøvet det marts måned. 8

9 Bergfex havde lovet os ugens bedste dag onsdag, så Hanne og jeg ville gerne ud og køre langt, og det passede ret fint med, at Orla skulle lidt på skiskole hos Flemming efter at han havde investeret i nye custom-fit skistøvler hos Sport Bernard. Det havde taget 2 timer at få håndlavede støvler, der var tilpasset Orlas fødder. Vi startede på en tur til Heiligen Kreuz, men kom ikke længere end til Belvedere inden Hanne meldte fra, hun havde så ømme fødder efter gårsdagens kørsel i tung våd sne sidst på dagen, at hun ikke turde binde an med så lang en tur. Så blev der truffet en hurtig beslutning, det skulle være slut med fruens sejlen rundt i et par brede herrestøvler, der gnavede og klemte og gav dårlig føling med skiene, når der nu bor en ekspert i at bygge den rigtige skistøvle til dig lige nede ad bakken. Vi har aldrig før været de suverænt første, der kører helt ned til Canazei ad skovløjpen, det var vi onsdag morgen lidt underligt at stoppe efter de 6 km ned fra Belvedere og gå med alt grejet ned gennem byen i modsat retning af Campagnola. Nu er det jo ikke alle skilte og diplomer, der er en garanti for, at indehaveren er en master i støvletilpasning, men i Renato Bernard s tilfælde er der viden og håndværk bag, og så er han en utrolig behagelig mand, der går op i sit arbejde, så det tager den tid det tager, uden at han kigger på klokken og det er forventeligt, at man skal forbi en gang eller to gange for at få dem trimmet helt på plads efter at have kørt i dem. Hanne var indstillet på, at hun skulle bruge nogle af sine ikkeeksisterende biindtægter på et par de særligt tilpassede støvler, men Renato fandt en Nordica standardstøvle, som faktisk passede Hanne bedst, så den arbejdede han så ud fra. At der tilfældigvis så var matchning colours mellem jakke og støvler gjorde jo ikke fruens glæde ved dette valg mindre. 9

10 Vi var faktisk hurtigt på bjerget igen, og det var vi ikke ene om, der var rigtigt mange mennesker, der var på SellaRonda, så der var liftkøer og trængsel på de smalle steder. Vejret og føret var fint og i stedet for formiddagspause på Pralongia blev det frokost der og udenfor i solen. Vi var et par timer bagud i forhold til vores normale timing af en Heiligen Kreuz tur, og lokkemaden deroppe er jo deres lækre omeletter, så vi kunne lige så godt korte turen af, og så var Hannes fødder jo stadig ømme, selv om de var kommet i nye futteraler. Vi kørte ad den lange blå piste ned til San Cassiano, og det sidste stykke var gevaldigt sjappet der var + 11 grader ved liftstationen. Egentligt havde vi tænkt på at vende i La Villa, men det her føre og et tiltagende skydække gjorde udslaget, vi satte næsen hjemad. Da vi kom til Arabba var det tungt overskyet så lyset var meget trælst uden konturer i sneen og pisten var knoldet og tung, så lårbasserne syrede hele tiden til. På sin vis var det godt, at få testet Hannes støvler i det skrammel, for hun fandt da ud af, hvor det var, Renato skulle have justeret støvlerne, da vi kom ned. Via Flemming var vi inviteret i byen til middag af to Østergaardguider, der havde en friaften, fordi de ingen gæster har i disse dage. Det var på en restaurant, vi ikke kendte Ai Sole, der ligger i et nyt hotel ikke langt fra det tidligere La Stalla (lukket) Alt det pizza og vin du kan rumme for 20 Euro Ud over os var selskabet nogle af deres tidligere gæster, en moden flok med en god appetit og tørst, så snakken gik livligt. Torsdag gad vi ikke mere SellaRonda trafik og tog til Alba og videre til Pozza og Vigo. Inden afgang havde vi husket at købe busbilletter hos Lorenzo, det var da meget heldigt, at vi huskede det, fordi de nu er begyndt at checke billetter i skibusserne, så Det var faktisk fint vejr fra morgenen af og sneen var god, og det var en fin tur ned til Pozza og så med bus til Vigo og op på det lille skiområde, der har én fed piste, Thöni Inden frokost trillede nogle ture på Thöni pisten fra toppen af Pra Martin og ned til den store lift i Vigo. Der er ikke mange mennesker her, men det lykkedes da mig og en ung gut at misforstå hinandens hensigter i sådan en grad og at vi klappede sammen og væltede grundigt, men uden skader. Jeg fandt da også ud af at mit fine nye visir på hjelmen er en ganske effektiv sneskaber, så visiret var fyldt med sne, da jeg skulle til at have styr på ski, stave og makkerens velbefindende. 10

11 Hanne vil på disse kanter kun spise på Negritella. Det er en del år siden, vi har været der sidst og det ligner sig selv, bortset fra, at den store hund, der altid lå midt på pisten ikke var der. Det er et spændende sted, fordi de har anderledes spisekort og er ret så autentisk. Receptionen kan vist kun kaldes minimalistisk, og det skarpe iagttager kan bemærke, at forbindelsen fra det jordiske er forstærket med en retningsbestemt antenne, så bønnerne går ekstra klart igennem? Vi fik hjemmelavet pasta a la Negritella serveret i panden. Det smagte fint selv det ser noget ruskomsnuskagtigt ud. Mens vi spiste begyndte det at sne og så var det slut med sigtbarheden, så turen hjem var igen træning i at prøve at koble øjnene fra og se med benene det er trættende og en anstrengende måde at være på arbejde på. Selv om det ikke er det bedste vejr, laver vi da pænt mange pistekilometer, i går blev det til 45 km og i dag 41 km, så vi dovner ikke. Vi er blevet ret glade for at spise på Stua di Landin. Det er et hyggeligt lokale, og de har et forrygende flot vinkort. Der er noget for enhver smag på spisekortet i aften valgte jeg svineskank med kokkens valg af tilbehør. Jeg kunne ikke spise op - måske er det derfor, at det sner voldsomt her ved sengetid og udsigten for i morgen er ikke just Kaiserwetter, så vi må se, hvad vi finder på at lave i løbet af dagen, inden vi skal kigge lidt på året ski-begivenhed i området, der starter i morgen aften her i byen. 11

12 Det er vel næsten genetisk kodet i efterkommere af gamle bondeslægter, at man når vandmåleren står på fuld tank og man så alligevel er oppe, lige skal kigge ud på vejret og lige så stille forbedrede sig på dagen, mens man vågner langsomt under en lun dyne. Det er lækkert, når det ser sådan ud, så glæder vi os til at komme og nyde det. Fredag morgen så det igen uldent ud, og det havde sneet en del om natten, så det var ikke så opmuntrende, selv om Bergfex insisterede på, at det ville blive solrigt. Vi kom op på Belvedere, der var masser af nysne og ikke voldsom sigt, men igen så det bedre ud på Rodella, så vi trillede den vej på. Orla havde lidt bøvl med den ene støvle, så han trillede ned superstøvlefitteren for at få det ordnet, så Flemming, Hanne og jeg trillede videre mod Ortisei og Annatal. Det klarede op og det var fint nok, men da vi kom over til Saslong Wold Cup pisten fik vi vores første oplevelse af, hvad der ventede. Allerede her først på dagen var den slidt og tung i bunden. Vejret var blevet klart, og vi nød solen og kom da fint ned, selv om det tog tid og lårene gjorde lidt vrøvl over at skulle knokle så tidligt på dagen. Der var stort set ingen mennesker på vejen over Seceda Ved bitte einordnen kørte vi direkte ind i liften. Det var vildt flot på Seceda. 12

13 Hanne ville meget gerne køre turen ned til Anna jeg havde godt nok mine betænkeligheder efter synet af Saslong-pisten men Flemming synes også, vi skulle køre derned, så jeg var lidt i tvunget træk og sneen på toppen var absolut fin. Det gik fint de første kilometer nedad men efter Mittelstation skiftede det til tung og totalknoldet betonsne på de stykker, der havde lidt hældning og godt med solskin. Selv Flemming måtte et par gear ned i tempo for at beskytte sine knæ, det var absolut godt, at Orla ikke var med, sikke det skældud for pistevalget, vi havde fået oveni i bøvlet. Vi kom ned og begyndte tilbageturen og prøvede noget, vi aldrig nogensinde havde troet muligt. Der var kun os, der ventede på næste bus til toppen af Seceda Det blev til frokost på Fermeda det var absolut varmt nok til at spise vores Speck und Spiegeleir ude i solen med udsigt over Secedapisten. 13

14 Ved siden af pisten over for restauranten havde en formodentlig ung mandsperson været i gang med at signalere til en formodet attraktiv kvinde ved navn Anika. Der er nok ingen tvivl om, at ungersvenden har fået sin energi fra et behov for at udtrykke sine følelser med store bogstaver over for bemeldte Anika, men hvilke følelser? Det, vi ikke lige kunne spotte, er, hvilket sprog er TY PAG? Med alle de nationaliteter, der færdes i dette område, er der mange valgmuligheder, så kære læser det er nemt at tror, at det er en I love You erklæring, men hvis nu hun er stukket af ned af pisten med hans bedste ven, så kunne det jo godt være det modsatte. Finder du ud af det, hører jeg det gerne. Da vi godt møre kom hjem til Canazei, var de i fuld gang med at gøre klar til årets store begivenhed, Skimarathon SellaRonda. Hele dagen kører der lastbiler læsset med sne ned i byen, hvor de læsser det af på vejen, og det er godt nok lidt mærkeligt, at der kører en Pistenbully der, hvor vi normalt går og der kører biler. Alt hvad der ligner noget, man kan slå sig på, fra skovløjpebroen og ned i byen er pakket ind i puder og afskærmning, og der er så meget gang i forberedelserne, med tilrigning Tvkameraer, højttaleranlæg o.s.v. Det var meget varmt, så noget af sneen stak af ned i kloakken så de måtte godt nok kæmpe for at lave en perfekt ad hoc piste, der skulle bruges i 6 timer. 14

15 Vi havde lavet vores job for i dag, så vi nød solen og justerede væskebalancen på Bar International. Med det skiføre kunne vi bestemt godt være bekendt at have lavet en Annatur (inkl. frokost) på godt fem timer der var heller ikke mere at give af i benene den dag. Hjemme hos Florianna, fik Hanne sin solferie bygget ind i denne tur, tilsat en ekstra belønningsspritz Aperol og luft til tæerne. 15

16 Opskrift på Skimarathon SellaRonda: Man tager godt 600 hold á 2 personer af rigtigt mange nationaliteter, giver dem startnumre efter deres tidligere resultater i den her slags vanvid. Klokken 18 sender man disse over 1200 mennesker af sted op ad skovløjpen på en orange SellaRonda. Det lyder jo ikke voldsomt bortset fra, at lifterne IKKE kører, og det er buldermørkt en time efter start, så de må klare sig med en LEDlampe på hjælmen. Da vi havde heppet dem af sted, gik vi på Hotel Rita og fik en superlækker middag med gode vine til. Det passede fint med, at da vi var færdige med middagen, gik vi tilbage målområdet på torvet, og så de første komme racende ned ad gaden i ny rekordtid på 3 timer og 2 minutter vi snakker altså om 42 kilometer op og ned ad bjergene på ski. Man må også sige, at sjældent har vi set så mange magre jagthunde samlet et sted, 16

17 Lørdag er skiftedag, så der er der god plads på pisterne. Vejrudsigten sagde OK vejr fra morgenen af og sne fra frokost. Allerede da vi kom op på Belvedere, kunne vi se, at skyerne lå lavt i Arabba og de kom igen igen væltende ind over Sass Becé, så helt rutinemæssigt kørte vi over på Rodella, hvor solen skinnede, og der var rigtig fin sne at køre på. Det blev til en del ture på pisten ned fra Campitello-liften - det er faktisk en rigtig lækker piste om formiddagen videre over til Plan del Gralba og Piz Sella og Gran Paradiso. Det der med sne fra frokost så ud til at komme til at passe, så vi trillede tilbage til Rif. Rodella -2222m og spiste fin frokost. Mens vi spiste frokost, begyndte det at sne. Hanne og jeg så ingen grund til at udfordre os selv mere, så vi sagde farvel til Orla og Flemming og kørte ned til Canazei. Som det ses på højdeprofilen, kan man godt få lavet mange kilometer i fin sne på en formiddag, hvis man holder sig på de 2.000m og derover. Vi pakkede og kyssede farvel til Paula, Lorenzo og Florianna og rykkede op til Konrad i fint vejr. Der var som sædvanligt fuld gang i den, så Konrad var her der og alle vegne. Hanne ville gerne forkæles lidt, og det mente Konrad da hun skulle, så hun fik sig forhandlet frem til et værelse i Neubau til Sonderpreis helt uden at fortælle ham, at hun snart havde fødselsdag. Vi fik vores specialmenu Zartes Rinderfiletsteak mit Röstzwiebeln und Champignons, Kraüterbutter, Grillgemüse und dazu Bratkartoflen und gem. Salat (19,50 Euro) og et par glas Frankenwein (Bachhus). Næste morgen kunne vi konstatere, at det havde sneet kraftigt om natten - en centimeter lå der, og der blæste godt og grundigt, så det føg voldsomt. Det kunne blive drøje 1050 km hjem i det vejr. Nå, vi måtte tage det, som det kommer, så vi spiste stille og roligt af den flotte morgenbuffet, og trillede på den snedækkede og glatte vej ud til motorvejen. Nu er det jo sådan, at de tyske motorveje altid er ryddede, så vi skulle bare køre de 10 km til A9, så kunne vi rykke deropad. 17

18 Det er vel på en eller anden måde en sammenhæng mellem en ryddet og saltet motorvej og det, at det rent faktisk sker. Det er bestemt lækkert, at køre på en ryddet vej, så må man acceptere, at de 3 sneplove kører ved siden af hinanden med 40 km/t en time eller 1½. Det blev lidt bedre, jo længere vi kom nordpå, og det holdt op med at sne. Blæsten tog derimod til, så der var advarsel om vindstorm af orkanstyrke i Harzenområdet, og sine steder føg det meget. Vi havde sådan set fine tørre veje at køre på, så det gik med km/t og så pludseligt lå der tykke driver tværs over motorvejen. Det forskrækkede alle i starten, men så må man jo være forberedt på det ved at have på fornemmelsen, at der ved flade stykker uden læ mod øst kan være et fygested. Der er jo kun en ting at gøre, og det er et rulle igennem driven uden at dreje eller bremse, det fandt de fleste ud ad, kun enkelt gang så vi en kvinde i en pickup bremse midt i driven der var kontant afregning med en tur i autoværnet og en snurretur på tværs af vejen. Det gav en forskrækkelse til flere medbilister og damen et par grundige buler i dytten. Mellem Löbejun og Könnern var A14 spærret af et uheld, så Garmin sendte os ud på landevejen langs motorvejen. Der var andre med samme GPS, så vi rullede i en læn- 18

19 gere række på landevejen i fygning og driver, men det gik nemt og vi sparede de 45 minutters kø, Garmin fortalte, der var. Derfra og hjemad var der ingen problemer, så det var cruiserkilometer, der bare skulle overstås. Vi spiste som sædvanligt på Allertal Ost og fik indløst 9 tisseboner - så de kan bruges til noget, hvis man husker at få dem ind til kassen. farve. Det var fint solskin, koldt og blæsende, og vi kunne se, at Hondaen var ved at skifte Den har igen gjort det rigtigt godt vi tankede ved Leipzig og jeg har tanket den her til morgen 46 liter diesel til 770 km det er da et snit på tæt på 17 km/l med cruiseren stående på 135 km/t stort set hele vejen op til Vejle. Jeg har lovet den og mig selv, at den kommer i dampbad ude ved de flinke folk - af anden herkomst - på Farvervej. 250 kr. - helst kontant - så er den vasket ude med varmt vand og damp og støvsuget inde og alle ruder pudset. Ren win-win for alle. Selv om vejret i Canazei har drillet denne gang, har vi været på ski hver dag, og det blev da til 260 kilometer på ski i løbet af ugen, så det er godkendt. Sidste år var vi på Canazeituren og 3 gange survey i Frankrig og Østrig, hvor vi havde en del 0-dage på grund af umuligt vejr. Det blev til 592 pistekilometer. Så det er godkendt, at vi på 2 8-dagsture i år har kørt 559 km, selv om vejret hverken i uge 4 eller uge 11 har været super hver dag. Marts 2018 Jens Anton Dalgaard 19