SJÆLDNE SMÅDYR I SYDDJURS KOMMUNE

Transkript

1 SJÆLDNE SMÅDYR I SYDDJURS KOMMUNE Rapport til Syddjurs Kommune udarbejdet af Naturhistorisk Museum, Molslaboratoriet 1

2 SJÆLDNE SMÅDYR I SYDDJURS KOMMUNE Rapport til Syddjurs Kommune udarbejdet af Naturhistorisk Museum, Molslaboratoriet. Forfatter: Morten DD Hansen I 2008 har Naturhistorisk Museum udført overvågning af sjældne insekter og andre invertebrater i Syddjurs Kommune. Overvågningen har haft til formål at kortlægge forekomsten af sjældne eller udryddelsestruede arter samt at komme med forslag og anbefalinger til konkrete plejebehov. Den specifikke kortlægning er foregået i perioden februar-november, med den mest intensive indsats i perioden april-juni. Ligeledes har deltagere på overvågningsarrangementer afholdt af fugleognatur.dk i samarbejde med Syddjurs Kommune bidraget med værdifuldt materiale. I materialet indgår endvidere observationer fra de foregående år, ligesom data fra Naturhistorisk Museums samlinger er blevet inddraget. Rådata med geokodede lokalitetsangivelser er leveret til kommunen i en elektronisk fil. Bidragydere: Søren Tolsgaard, Werner Meng, Lars Skipper, Erik Steen Larsen, Lars Dyhrberg Bruun, Kent Olsen, Christer Reiråskag m.fl. Endvidere takkes en lang række observatører fra hjemmesiden fugleognatur.dk. En speciel tak rettes til Svend Kaaber for uvurderlig bistand i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten. Fotos: Naturhistorisk Museum dog undtaget stor korsløber (Werner Meng), lille korsløber (Keld Vinther), Lasiorhynchites cavifrons (Christer Reiråskag), lyngløber, plettet dværgsmælder, fyrrepragtbille og stregtæge (Søren Tolsgaard), lille lynggræshoppe (Ole Fogh Nielsen) samt stor sandspringer, Enoplognatha thoracica, orange hjulspinder og stor rovedderkop (Lars Dyhrberg Bruun). 2

3 INDHOLD RESUMÉ... 5 GENERELLE PLEJE-ANBEFALINGER... 5 KERNEOMRÅDER FOR BIODIVERSITET... 7 VURDERING AF MATERIALET... 8 ARTSBESKRIVELSER... 8 MOSERANDØJE MARKPERLEMORSOMMERFUGL GRÅBÅNDET BREDPANDE KOMMABREDPANDE MOSEPERLEMORSOMMERFUGL GRØN MØLUGLE SMALRANDET HUMLEBISVÆRMER VIOLETRANDET ILDFUGL KLITPERLEMORSOMMERFUGL GULDHALE ARGUSBLÅFUGL SPÆTTET BREDPANDE ENGBLÅFUGL OKKERGUL PLETVINGE GRØN KØLLESVÆRMER FEMPLETTET KØLLESVÆRMER EUBLEMMA MINUTATA DRYMONIA OBLITERATA BLÅHOVED BØLLEBLÅFUGL ISBLÅFUGL FORANDERLIG BLÅFUGL DUKATSOMMERFUGL SEKSPLETTET KØLLESVÆRMER CIKORIEUGLE KNUDEMØGBILLE OVERDREVSSKARNBASSE OVERDREVSLØBER LASIORHYNCHITES CAVIFRONS HUMLEROVBILLE SORTKINDET KEJSERROVBILLE

4 STUMPHORNET MØGGRAVER TERNET MØGBILLE LAKRØD MØGBILLE SMAL MØGBILLE SNYLTEMØGBILLE MARKSKARNBASSE GLAT SKARNBASSE STOR SANDSPRINGER SMUK METALJORDLØBER STOR KORSLØBER LILLE KORSLØBER LYNGLØBER HVÆLVET LØBER GRØN FLØJLSLØBER KLITPLASTERBILLE PLETTET DVÆRGSMÆLDER FYRREPRAGTBILLE STOR GØDNINGSROVFLUE PANZERS TRÆSAFTSVIRREFLUE BRUN BJØRNESVIRREFLUE TIDLIG ORNAMENTSVIRREFLUE FYRRE-TRÆSMULDSVIRREFLUE MOSE-MYRESVIRREFLUE BRUN TRÆSMULDSVIRREFLUE STOR SANDTÆGE STREGTÆGE KROGTÆGE LILLE LYNGGRÆSHOPPE SUMPGRÆSHOPPE ORANGE HJULSPINDER MARIEHØNEEDDERKOP KLITSANDJÆGER NORDLIG FUGLEEDDERKOP ENOPLOGNATHA THORACICA STOR KÆMPEJÆGER STOR ROVEDDERKOP LABYRINTEDDERKOP RØDBENET NINJA

5 RESUMÉ I 2008 har Naturhistorisk Museum, Molslaboratoriet, udført en intensiv kortlægning af terrestriske invertebrater i Syddjurs Kommune. Kortlægningen har vist, at kommunen formentlig rummer en af landets mest artsrige faunaer knyttet til heder, overdrev og sandmarker. For mange arter er forekomsterne af national interesse. Kortlægningen har påvist flere arter, hvis eneste kendte danske forekomst pt. findes i Syddjurs Kommune. Det gælder bl.a. lille lynggræshoppe, overdrevsløber, pragtbillen Phaenops cyanea samt knudemøgbille. For flere andre arter rummer Syddjurs Kommune hovedparten af den danske bestand det drejer sig bl.a. om overdrevsskarnbasse og humlerovbille. Sammenlignet med mange andre områder i Danmark er kvaliteten og plejetilstanden i den lysåbne natur i Syddjurs Kommune ganske god, men i lighed med resten af landet lider naturen under eutrofiering og tilgroning, der langsomt, men sikkert forringer kvaliteten af dyrenes levesteder. Naturhistorisk Museum anbefaler derfor, at man skærper fokus på plejetiltag, der direkte modvirker eutrofiering det gælder bl.a. brug af høslæt, reolpløjning eller afskrælning af vegetationen. Ligeledes er det vigtigt, at man i forvaltningen af smådyr holder sig for øje, at smådyr ofte kræver langt mere komplekse økosystemer end planter. Mange dyrearter stiller nemlig meget specifikke krav i forhold til højden af larveplanter, tætheden af fødeplanter til de voksne individer, solindstråling i det tidlige forår, lævirkning, forekomst af andre dyrearter, som indgår i symbiose med arten, nærhed til andre lokaliteter osv. Man kan derfor ikke udelukkende forvalte bestande af smådyr ud fra de normale botaniske hensyn; vil man bevare de mange sjældne insekter, er det nødvendigt, at man målrettet drager større omsorg for dem. GENERELLE PLEJE-ANBEFALINGER Vinter- og sommergræsning Mange arter af dagsommerfugle er meget kræsne mht. vegetationens sammensætning og højde. Perlemorsommerfugle, ildfugle og engblåfugl kræver således et rigt blomsterflor med mere spredte, sandede arealer, hvorimod en art som okkergul pletvinge især findes på mere intensivt afgræssede arealer. I Mols Bjerge er det en ubetinget styrke, at der opereres med forskellige græsningsregimer og græsningstryk, men det bør helt sikkert opprioriteres enten at indføre mere ekstensiv helårsgræsning eller at foretage mere intensiv vintergræsning på udvalgte arealer. Hård sommergræsning, selv i ganske få dage, er oftest ødelæggende for faunaen og bør kun tages i anvendelse efter nøje overvejelse af lokalitetens zoologiske betydning. 5

6 Brug af veterinærmedicin Ormemidler er ikke bare virksomme mod endoparasitter, men også mod de insekter, som efterfølgende koloniserer husdyrgødning. Behandling med ormemidler kan derfor påvirke omgivelserne i negativ retning, og påvirkningen kan stå på i op til to måneder efter, at gødningen er blevet deponeret! Derfor bør det tilstræbes, at ormebehandlede husdyr i mindst to måneder holdes borte fra de mest værdifulde overdrev. Brug af pløjning / afskrælning Adskillige arter har brug for arealer med bart sand eller et meget tyndt plantedække. I nogle tilfælde kan dette opnås ved husdyrenes slid (eller endog ved kraftig menneskelig færdsel, fx med mountainbikes!), men i andre tilfælde er det dog nødvendigt med en egentlig vedligeholdende plejeindsats. Hvis de bare sandflader skal opretholdes i mere end et par måneder, er det nødvendigt, at næringspuljen i jordoverfladen gøres helt utilgængelig for vegetationen. Dette kan enten opnås ved afskrælning eller ved reolpløjning. Især i flyvesands-områderne i Mols Bjerge, ved Øer, i Skramsø Plantage samt ved Thorsager vil denne plejemetode have den største positive effekt, bl.a. på sjældne arter af løbebiller og sommerfugle. Både arter af løbebiller og sommerfugle vil have stor gavn af en sådan afskrælning, der bl.a. vil tilgodese gul evighedsblomt, som er en vigtig værtsplante for mange arter. Mange af de fundne sandmarksarter kan faktisk nøjes med ganske få kvadratmeter med blottet sand, og i mange tilfælde kan dette let opnås ed at slå hul i græstørven gerne maskinelt frem for ved hård græsning. Især sydvendte vejskrænter har et stort naturpotentiale; her er der kun sjældent andre naturhensyn, og plejen kan uden videre indbugges i den øvrige vedligeholdelse af vejanlægget. Ved denne metode dannes også spirebede for en lang række truede planter, fx opret og nikkende kobjælde, sandskæg og smalbladet timian. Høslæt / klipning På relativt plane arealer er høslæt som plejemetode mindst lige så velegnet som græsning - blot er det vigtigt, at det høstede materiale bortskaffes. Det er naturligvis en relativt kostbar metode, men den har den ubetingede fordel, at den ikke behøver blive gentaget hvert år. Et godt høslæt kan således modsvare mellem 5 og 10 års uafbrudt græsning mht. at forhindre tilgroning. Ved anvendelsen af enten græsning eller høslæt er det af yderste vigtighed, at høslæt kun tages i brug på arealer, der har 6

7 henligget uden græsning i flere år kontinuerligt afgræssede arealer bør ubetinget fortsat afgræsses af hensyn til den rige møgbille-fauna i området. På overdrev er det vigtigt, at høslættene foretages i sensommeren, hvorved rosetplanter og andre urter i modsætning til græsserne bliver kraftigt tilgodeset. KERNEOMRÅDER FOR BIODIVERSITET Med baggrund i de indsamlede data er der ingen tvivl om, at Syddjurs Kommune rummer adskillige områder af national betydning for terrestriske invertebrater. Mols Bjerge må betegnes som det vigtigste, idet alene områdets areal sammenholdt med de langvarigt afgræssede overdrev og urørte løvskovsarealer giver plads til en meget artsrig fauna. De gode lokaliteter er spredt ud over hele området, hvilket sikrer en vis stabilitet, og man må formode, at de store rydninger, som har fundet sted i forbindelse med LIFEprojektet, i høj grad vil medvirke til at øge sammenhængen i områdets lysåbne natur. For en lang række arter har det imidlertid vist sig, at arealerne langs Kattegatkysten, bl.a. ved Øer og Elsegårde Strand ligeledes rummer naturinteresser af uomtvistelig national betydning bl.a. fordi faunaelementerne her er af den type, som forsvandt fra Mols Bjerge i 70 erne pga. den almindelige tilgroning. For disse arters vedkommende tilfælde kan Ebeltoft-halvøen faktisk betragtes som et refugium, hvorfra en eventuel genindvandring til selve Mols Bjerge kan finde sted, hvis forholdene bliver til det. De sydvendte skrænter ved Lushage rummer mange faunaelementer, hvis udbredelse her har deres nordvestligste forposter. Den lange kontinuitet i den naturlige skreddynamik på skrænterne har stor betydning for områdets biologiske kvalitet, hvilket fint understøttes af den nuværende landskabspleje. 7

8 De mange tørvemoser i Fjeld Skov og Bøjstrup Skov er sammen med moserne i Løvenholm Skov et af landets største netværk af næringsfattige skovmoser. De enkelte moser har små oplande, og næringsbelastning er beskeden. Hovedtruslen er tilgroning og udtørring på grund af skovtilvækst. Det er væsentligt, at der sikres en høj vandstand og en mosaik af lav vegetation af dværgbuske og lave birketræer. Moserne er dog kun sparsomt undersøgt i denne undersøgelse. Endelig må det konstateres, at de sandede arealer i Skramsø Plantage og videre op mod Thorsager og Hedeskov/Sandmark Skov stadig rummer spredte partier af meget høj naturkvalitet. Det vil være af stor betydning at få skabt rydninger i nåleskoven, således at de åbne sandmarks-arealer bringes til at veksle med lysåben fyrreskov. VURDERING AF MATERIALET Dette har ubetinget været den mest intensive og dækkende undersøgelse af smådyrsfaunaen i området nogensinde, men når man samtidigt tager opgavens enorme omfang i betragtning, man må stadig være varsom med at betragte rapportens konklusioner som endegyldige. Smådyr kan ikke overvåges på samme måde som planter, og for at opnå et nogenlunde dækkende billede af biodiversiteten på en given lokalitet er man derfor nødsaget til at aflægge adskillige besøg spredt hen over sæsonen og helst på dage med ideelt flyvevejr. For at dække de mange forskellige artsgrupper må man endvidere benytte flere forskellige metoder, herunder ketsjning, pilning, faldfælder, lysfælder og visuelle observationer. Resultaterne afspejler derfor ikke blot fordelingen af biodiversitet, men i lige så høj grad fordelingen af besøg og her fremgår det tydeligt, at visse lokaliteter har tiltrukket sig større opmærksomhed end andre. Selvfølgelig hænger tingene sammen, således at de bedste lokaliteter naturligt vil tiltrække sig den største opmærksomhed her kan nævnes velkendte entomologiske lokaliteter som Mols Bjerge, Lushage, Øer og Jernhatten men fx viser observationer fra Feldballe-området, at en langvarig kontinuerlig indsats med tiden vil kaste mange sjældne arter af sig. Det er arter, som ofte findes i så små og tynde bestande, at de undgår den normale overvågning. Materialet får derfor yderligere værdi, når det i kommende år suppleres med flere tilfældige observationer fra hele området, ikke mindst fra den sydvestlige ende af Mols Bjerge, Thorsager-området samt Fjeld og Bøjstrup Skov. Selv om materialet derfor skal tages med forbehold mht. områder, der tilsyneladende ikke rummer større mængder af sjældne arter, har undersøgelsen klart påvist, at der stadig findes levesteder for ekstremt sjældne arter i Syddjurs Kommune. ARTSBESKRIVELSER I rapporten er omtalt en lang række arter af invertebrater, hvis forekomst er blevet undersøgt i For at materialet skal være så ensartet som muligt, er kriterierne for detaljeret omtale i rapporten, at arten skal være opført som truet eller nær truet på den nationale rødliste. Rødlisterne, som kan findes på redlist.dmu.dk, er udarbejdet er standardiserede, internationale kriterier, hvorfor antallet af rødlistede 8

9 arter og hyppigheden af disse i et enkelt område derfor til en vis grad kan sammenlignes på tværs af kommuner og områder. Teksterne i fakta-boksene om arterne er hovedsageligt taget fra rødlisten; i visse tilfælde er suppleret med beskrivelser fra bl.a. fugleognatur.dk. I artsbeskrivelsen beskrives artens aktuelle status i Syddjurs Kommune. Forekomsten er ligeledes illustreret på kort for meget udbredte og talrige arter skal kortene tages med et vist forbehold, idet sådanne arter utvivlsomt ligeledes vil findes på mange marginale lokaliteter, som ikke er blevet besøgt. For alle arter er aktuelle trusler og plejekrav beskrevet ud fra den bedste nuværende viden om arternes krav til levestedet. Det skal bemærkes, at de fleste arter ikke kræver akutte plejetiltag, men især for de meget fragmenterede eller sjældne arter er der i de fleste tilfælde anført helt konkrete tiltag, som bør iværksættes så hurtigt som muligt. Arterne er sorteret efter gruppe og dernæst rødlistestatus, begyndende med truede arter. 9

10 MOSERANDØJE (Coenonympha tullia) RØDLISTE: EN moderat truet Moserandøje lever i højmoser, hedemoser og til dels også på enge, hvor larven lever på kæruld, star og næbfrø. Arten er kendt fra mange lokaliteter fra hele landet undtagen Bornholm, men er gået voldsomt tilbage og findes nu kun i Jylland og i Holmegårds Mose på Sydsjælland. Tilbagegangen skyldes formodentlig hovedsagelig tilgroning og dræning af moserne, men muligvis kan klimatiske faktorer også spille en rolle. Det må forventes, at arten vil fortsætte sin tilbagegang, hvis ikke de jyske moseområder bevares lysåbne. Moserandøje er i de seneste år kun truffet i en højmose ved Mårup Mark. Bestanden er meget lille, idet der på flere besøg maksimalt er blevet iagttaget 6 eksemplarer. Da artens spredningspotentiale er yderst begrænset, og kravene til levested mere specifikke end for nogen anden arts vedkommende, må den derfor betragtes som et af de mest truede insekter i Syddjurs Kommune. Det er af stor betydning, at det eksisterende levested friholdes for yderligere indvandring med birk og pil. Halvdelen af højmosen er allerede under voldsom tilgroning, og det vil have stor betydning at få åbnet denne del op. Til gengæld bør færdsel på den tilbageværende højmoseflade begrænses! Arten har tidligere haft bestande i Langemosen i Mols Bjerge samt i højmoserne øst for Feldballe, og endelig er der også angivelser fra Almosen i Fjeld Skov. Arten er dog forsvundet fra alle disse lokaliteter. 10

11 MARKPERLEMORSOMMERFUGL (Argynnis aglaja) RØDLISTE: EN moderat truet Markperlemorsommerfugl lever på heder, overdrev, enge, skovlysninger og skovkanter. Larven lever på viol. Arten er gået voldsomt tilbage og findes nu kun på nogle få lokaliteter på Sjælland, på Djursland, det centrale Jylland og Læsø. I Syddjurs Kommune optræder markperlemorsommerfugl meget spredt og uregelmæssigt. Arten havde tilsyneladende et par gode år , hvor maksimum var imponerende 120 eksemplarer 7/ umiddelbart sydøst for Trehøje, ligesom flere eksemplarer sås omkring Strandkær, og et enkelt individ blev set på en sandmark ved Øer. I 2008 er der trods eftersøgning kun iagttaget et eksemplar på den tidligere lokalitet ved Trehøje. Arten må derfor betragtes som akut truet i kommunen, om end der godt kan skjule sig små, oversete delbestande i Mols Bjerge. Årsagerne til markperlemorsommerfugls tilbagegang er ikke kendt, men det er sandsynligvis tilgroning af lokaliteterne samt øget græsvækst. Selv om arten lægger æg på stedmoderblomster, er den tilsyneladende følsom over for overgræsning i sommerhalvåret. Et rigt blomsterflor i yngleperioden er tilsyneladende at foretrække, og på de bedste lokaliteter bør hårdere sommergræsning derfor undgås. Arten er tidligere rapporteret fra Thorsager, Ryomgård, Feldballe, Skramsø Plantage og Handrup Bakker. Ved Thorsager fløj arten stadig særdeles talrigt i 80 erne og kan muligvis skjule sig et enkelt sted eller to. 11

12 GRÅBÅNDET BREDPANDE (Erynnis tages) RØDLISTE: EN moderat truet Gråbåndet bredpande lever på tørre overdrev, heder m.v. Larvens værtsplante er kællingetand, hvor den lever mellem sammenspunde blade i juni-juli. Arten er tidligere fundet mange steder i Danmark især i Jylland og Nordsjælland, dog ikke på Bornholm, Møn og Falster. Gråbåndet bredpande har haft en stor tilbagegang i forekomstareal. Tilbagegangen vil sandsynligvis fortsætte. Arten har sandsynligvis en stærkt fragmenteret forekomst. Årsagerne til tilbagegangen er tilgroning med buske og træer samt græsopvækst, hvilket gør mikroklimaet omkring værtsplanten for koldt. Denne på landsplan særdeles sjældne art har en af sine danske hovedbastioner på Djursland, hvor den er kendt fra Øer og op langs kysten til Glatved. Bestanden ved Øer synes særdeles stabil, men der er også observationer fra Boeslum Strand og arealerne syd for Jernhatten. Formentlig har arten små populationer langs hele kysten, idet værtsplanten alm. kællingetand er ganske udbredt. Arten er ekstremt varmekrævende, og hvis vegetationen bliver for høj, forsvinder den hurtigt. De nuværende forekomster findes udelukkende på strandvolds-lokaliteter, hvor jorden er så næringsfattig, at tilgroning går ekstremt langsomt. Eventuelle plejetiltag vil primært være bortskrælning af vegetation, men behovet synes dog ikke at være akut. Arten har tidligere været langt mere udbredt i området, idet der er rapporter om fund fra hele Mols Bjerge, Feldballe, Ryomgård, Thorsager og Astrup. Seneste fund fra Mols Bjerge er fra

13 KOMMABREDPANDE (Hesperia comma) RØDLISTE: EN moderat truet Kommabredpande findes på tørre overdrev og heder med soleksponeret jordbund, hvor larvens værtsplante fåresvingel vokser. Kommabredpanden har i de seneste to-tre år oplevet en væsentlig fremgang i kommunen, og på mange lokaliteter er den nu særdeles talrig. Den flyver på de fleste blomsterrige overdrev i selve Mols Bjerge, ligesom der findes gode bestande ved Boeslum og Dråby Strand samt på det sydlige Helgenæs. Arten er imidlertid ikke truffet i den nordlige del af kommunen, men har en bestand ved Glatved Strand i Norddjurs Kommune. Arten var tidligere udbredt, men meget lokalt forekommende i hele landet. Den er gået voldsomt tilbage på Øerne og regnes nu for forsvundet herfra. Derimod findes den stadig på en del lokaliteter i Jylland. Det er uvist, hvorfor kommabredpanden i de senere år er gået så meget frem, men den trives tilsyneladende fint med en kombination af græsnings- og drifts-systemer, hvor nogle arealer er tørre og slidte, mens andre står med et rigt blomsterflor. Arten stiller ikke umiddelbart akutte krav til plejen og må betragtes som en kærkommen succeshistorie. Arten er tidligere kendt fra de blomsterrige sandmarker ved Thorsager samt Tirstrup og Skødshoved. Med den nuværende fremgang in mente er det ikke utænkeligt, at arten igen indfinder sig på nogle af disse lokaliteter. 13

14 MOSEPERLEMORSOMMERFUGL (Boloria aquilonaris) RØDLISTE: EN moderat truet Moseperlemorsommerfugl lever i soleksponerede højmoser og tørvemoser, hvor larven lever på tranebær. Arten er fundet meget lokalt og spredt på Sjælland, Fyn og i Jylland. Den optræder ofte i antal på lokaliteterne. Den er gennem 1900-tallet gået meget tilbage og er forsvundet fra de fleste lokaliteter på øerne, på Sjælland findes der nu kun tre delbestande Årsagerne til tilbagegangen er landbrugsmæssig udnyttelse samt dræning og tilgroning. Udbredelsen af moseperlemorsommerfugl i Syddjurs Kommune svarer nøje til forekomsten af tranebær i de få tilbageværende højmoser. Der er i dag fire kendte bestande i området, og alle fire bestande er kendt fra gammel tid. I Langemosen i Mols Bjerge er bestanden fulgt gennem mange år, og her er iagttaget en vis tilbagegang, idet man i 90 erne let kunne observere op imod 100 individer på en god dag. I 2008 blev som maksimum set 15 på den bedste dag. Bestanden i højmosen på Mårup Mark synes stabil. I de to tørvemoser i Skramsø Plantage flyver arten ganske talrigt. Da arten er intimt knyttet til tranebær, kræves at højmoserne forbliver helt lysåbne og ikke gror til i blåtop eller indvandrende vedvegetation. I alle fire højmoser bør der sikres en vedvarende høj vandstand samt friholdelse af selve mosefladen for indvandrende birk og eventuelt skovfyr. I Skramsø Plantage bør man fokusere på at skabe yderligere blomsterrige skovlysninger, hvilket kan facilitere spredning mellem lokaliteterne. Arten er tidligere kendt fra Almosen i Fjeld Skov og kan muligvis stadig være i området. 14

15 GRØN MØLUGLE (Phytometra viridaria) RØDLISTE: EN moderat truet Grøn mølugle er lokalt udbredt i Jylland og på Bornholm. Habitaten er varme, overvejende åbne udyrkede arealer med lavtvoksende vegetation på kalkrig- eller sandet bund. Larven lever på almindelig mælkeurt (Polygala vulgaris). Arten er stadig talrig ved Glatved, og formentlig må den kunne findes ved målrettet eftersøgning på lokaliteter med larveplanten mælkeurt ned langs kysten. I kommunen er den senest fundet ved Øer i 2000, men den er dog ikke set her siden, trods forekomst af mælkeurt. Den kan dog godt være overset. Grøn mølugle synes at være gået tilbage efter Siden 1960 er arten kendt fra 9 lokaliteter i Jylland: Hulsig, Uggerby, Råbjerg, Telling, Stenbjerg, Skallingen, Dejbjerg, Øer og Glatved. På øerne forekommer arten ynglende på Bornholm, herudover er der fundet få, sandsynligvis strejfende individer. Arten kræver forekomst af mælkeurt, som i høj grad stiller krav til en lav, åben vegetation. Der er ældre fund fra Mols bjerge omkring

16 SMALRANDET HUMLEBISVÆRMER (Hemaris tityus) RØDLISTE (97): E moderat truet Efter i nogle år at have været betragtet som meget sjælden og i tilbagegang, er smalrandet humlebisværmer i de senere år tilsyneladende gået meget frem i Mols Bjerge. Alene i de seneste par år er den registreret ved Strandkær, Toggerbo, Fuglsø Hede, Bogens samt ved Øer, og den findes utvivlsomt flere steder i området. Arten kræver et rigt blomsterflor, gerne med lægeoksetunge og slangehoved, ligesom den er meget glad for blomstrende syrener. Larven findes på blåhat og djævelsbid. Arten er sårbar over for såvel overgræsning som tilgroning, og mange bestande findes formentlig i umiddelbar nærhed til vejkanter mv. Arten har tidligere været kendt fra sandmarkerne ved Thorsager. 16

17 VIOLETRANDET ILDFUGL (Lycaena hippothoë) RØDLISTE: VU - sårbar Violetrandet ildfugl lever på enge og overdrev, både fugtige og tørre, hvor værtsplanten almindelig syre vokser rigeligt. Violetrandet ildfugl er udbredt i Mols Bjerge, i et strøg op mod Feldballe, og endelig findes den fåtalligt ved Ebeltoft og på Helgenæs. Arten synes at have været i nogen tilbagegang i de senere år således kunne optællinger på Molslaboratoriets arealer i 2002 resultere i over 100 individer, mens nye optællinger højst giver 20 på en enkelt tur. Arten er fundet over hele landet, men optræder lokalt og ofte talrigt på lokaliteterne. Selvom arten endnu er udbredt i Jylland, er den gået stærkt tilbage, især på øerne, og er nu forsvundet i flere områder. Årsagerne til tilbagegangen er bl.a. dræning, gødskning og tilgroning eller tilplantning. Arten er desuden meget følsom for overgræsning. Violetrandet ildfugl synes ikke at være specielt krævende mht. naturpleje, idet den tilsyneladende foretrækker overdrev og brakmarker, som er blevet lidt langhårede i forhold til normen. Den trives til gengæld dårligt med græsning og findes næsten udelukkende på permanent ugræssede arealer. Arten er tidligere kendt fra sandmarkerne ved Thorsager. 17

18 KLITPERLEMORSOMMERFUGL (Argynnis niobe) RØDLISTE: VU sårbar Klitperlemorsommerfugl lever i den grå klit langs kysterne, på kystnære heder eller evt. på tørre overdrev eller sandede marker på indlandslokaliteter. Larven lever på arter af viol og stedmoder. Arten fandtes på mange lokaliteter i Jylland, Sydfyn, Nordsjælland og på Bornholm, men er nu helt forsvundet fra Fyn og Sjælland siden ca. 1990, hvorimod den ser ud til at være mere stabil i Jylland. De konkrete årsager til artens tilbagegang er ukendte. Klitperlemorsommerfugl er sjælden og efterhånden ganske uregelmæssigt forekommende i Syddjurs Kommune. Arten er truffet på adskillige lokaliteter i de forløbne 2-3 år, men forekomsterne har været små. Flest eksemplarer er observeret ved Kobberhage, hvorimod der kun er spredte fund fra Øer, Skramsø Plantage, Feldballe samt Mols Bjerge ved Fuglsø. Eftersom arten fluktuerer stærkt i antal, kan den muligvis igen vinde fodfæste i området. Arten lægger æg på stedmoderblomster, som er meget sårbare over for tilgroning. Formentlig yngler på de fleste lokaliteter kun i vejkanter og på ruderater med forstyrret jord. Skal arten bevares i området, er det vigtigt at sikre tilpas store, soleksponerede partier med forstyrret jord, hvor stedmoderblomster kan trives. Arten er tidligere rapporteret fra Thorsager, hvor den i 80 erne var ekstremt talrig. Generelt ansås arten dengang for et karakterdyr på mange sandmarker. Andre gammelkendte lokaliteter er hele Mols Bjerge-området og Fuglsø Hede. 18

19 GULDHALE (Thecla betulae) RØDLISTE: VU - sårbar Guldhale lever hovedsagelig i slåenkrat nær kysten, men kan også leve i mirabelhegn. Guldhale er udbredt overalt i området, men den forekommer aldrig talrigt på lokaliteterne. Arten findes primært på lokaliteter, hvor slåenhegn og åbne arealer veksler mellem hinanden, og den synes således ikke at være knyttet til bestemte naturtyper. Arten er fundet mange steder på øerne og i Østjylland og optræder mest lokalt, men ofte i antal. Den er tidligere forsvundet fra de fleste lokaliteter på Lolland, Falster og Sydsjælland samt adskillige lokaliteter i resten af udbredelsesområdet. Dens forekomst skal dog tages med forbehold pga. dens ret skjulte adfærd. Arten synes ikke at have været i markant tilbagegang de senere år. Der synes ikke umiddelbart at være nogen trusler mod bestanden af guldhale i området. Blot er det i forbindelse med naturpleje vigtigt at understrege behovet for, at man lader visse partier med slåen eller mirabel stå tilbage efter rydningen. Der findes en del tidligere forekomster af arten i området, men den nuværende undersøgelse giver uden tvivl et dækkende billede af udbredelsen. 19

20 ARGUSBLÅFUGL (Plebejus argus) RØDLISTE: VU - sårbar :Argusblåfugl lever på heder og tørre overdrev med lyng. Larven lever på unge skud af lyng, der vokser med nøgen jord omkring og tilstedeværelse af myresamfund (Fogh, 1999). Arten er fundet lokalt på Bornholm, Nordsjælland, et par steder på Sydsjælland, Møn, Falster og Fyn. Den er mere udbredt i Jylland. På grund af artens store lighed med P. idas, må fundoplysninger tages med forbehold. På grund af artens specielle krav til levestedet, er den forsvundet fra mange lokaliteter. Udbredelsesarealet (ikke beregnet) er ikke ændret nævneværdigt på grund af de få tilbageværende, spredte populationer. Årsagerne til dens tilbagegang er bl.a. tilgroning og ændring fra lynghede til græshede sandsynligvis på grund af kvælstofnedfald. Argusblåfugl er i dag yderst sjælden og lokal i Syddjurs Kommune, idet den forekommer i ringe antal ved Femmøller samt i en grusgrav ved Skarresø. Dog kan arten til en vis grad være forvekslet med foranderlig blåfugl, og det kan ikke helt udelukkes, at den på enkelte lokaliteter er overset. Dens sjældenhed er dog under alle omstændigheder helt reel. Desværre er det svært at pege på entydige årsager til argusblåfuglens tilbagegang, men tilgroning - både af sandmarker og heder er formentlig den største trussel mod arten. Observationerne ved Skarresø antyder, at arten benytter rundbælg som værtsplante. Omkring 1960 var argusblåfugl i mange tilfælde den mest almindelige dagsommerfugl overhovedet i Mols Bjerge samt på sandmarkerne ved Thorsager, så der har været tale om en dramatisk tilbagegang. 20

21 SPÆTTET BREDPANDE (Pyrgus malvae) RØDLISTE: VU - sårbar Spættet bredpande lever på overdrev, heder, vedvarende udyrkede arealer og blomsterrige enge og skovlysninger. Larven lever på planter i rosenfamilien, specielt potentil. Spætpande er en art, som aldrig er almindelig på de enkelte lokaliteter, og man registrerer den ved tilfældigheder. Derfor er mange forekomster da også fra vejkanter og stier, hvor observatøren lige er snublet over et eksemplar eller tre. Der findes i dag bestande i Fjeld Skov, Skramsø Plantage, i Mols Bjerge samt fra Øer-området og op langs østkysten. Arten er ekstremt følsom over for tilgroning af levestederne, og den findes kun på helt soleksponerede arealer med partier af bart sand, hvor værtsplanten sølv-potentil er hyppig. Spættet bredpande synes at være følsom over for overgræsning. Den var tidligere udbredt i det meste af Danmark undt. Bornholm. Den forekommer på mange lokaliteter, men optræder sædvanligvis fåtalligt. Arten er næsten helt forsvundet fra LFM og SZ og er tilsyneladende i kraftig tilbagegang idet den ses stadigt sjældnere, selv i sit nuværende udbredelsesområde. Årsagerne til tilbagegangen kendes ikke, men skyldes sikkert især tilgroning af overdrev og heder med græs og buske og skovenge og skovlysningers forsvinden, især på Falster og Sydsjælland. Arten er tidligere registreret fra Lushage, Thorsager og sandmarker ved Feldballe 21

22 ENGBLÅFUGL (Polyommatus semiargus) RØDLISTE: VU - sårbar Engblåfugl lever på enge og overdrev. Larven lever i blomsterne af kløver og andre ærteblomstrede. Arten er udbredt i Jylland, på øerne mere spredt hovedsagelig med forekomster i Nordsjælland og på Bornholm. Den er stadig relativt almindelig i Jylland, hvorimod den nu kun har et par lokaliteter tilbage på øerne. Da arten tilsyneladende strejfer en del, er det vanskeligt at vurdere om enkeltfund repræsenterer populationer. Det anførte, aktuelle udbredelsesareal er uden enkeltfund, som har indflydelse på arealets størrelse. Engblåfugl har formentlig været noget overset i undersøgelsen, idet forekomsten er højst uforudsigelig, og arten i høj grad findes på lokaliteter, som man ikke umiddelbart besøger i forbindelse med naturovervågning, fx vejkanter og ruderater. Arten er truffet talrigt ved Strandkær og (især) ved Skovbjerg i Mols Bjerge. Arten trives tilsyneladende bedst på arealer uden al for kraftig græsning, og den er flere gange truffet på ruderater og brakmarker under tilgroning. Arten er tidligere kendt fra Thorsager samt fra Skødshoved sidstnævnte sted bør den stadig kunne findes, idet der er tætte bestande af ærteblomstrede på skrænterne. 22

23 OKKERGUL PLETVINGE (Melitaea cinxia) RØDLISTE: VU - sårbar Okkergul pletvinge findes på tørre overdrev, heder o.lign. steder, hvor larven lever selskabeligt på især lancetbladet vejbred. I Syddjurs Kommune er okkergul pletvinge særdeles udbredt og i mange tilfælde meget talrigt forekommende. Dog er tyngdepunktet i udbredelsen tydeligvis mod syd i kommunen, således at bestandene mod nord i mange tilfælde er små og formentlig repræsenterer strejfende dyr. Arten var tidligere mere udbredt, specielt på Bornholm, Falster, Lolland, Sydsjælland og Sønderjylland, men er forsvundet fra disse områder og findes nu hovedsagelig i det øvrige Jylland og i Nordsjælland samt på Fyn. Arten forsvinder med tilgroning af overdrevene og tiltagende kraftig græsvækst. I modsætning til mange andre arter af dagsommerfugle foretrækker okkergul pletvinge klart afgræsning af sine levesteder, idet larveplanten lancetvejbred er ganske følsom over for tilgroning. Eftersom arten er særdeles udbredt og talrig i kommunen, er der ingen akutte plejekrav, men især i den nordlige del bør man holde fokus på at opretholde permanent lysåbne arealer, hvortil arten kan indvandre. Arten var tidligere meget talrig i den nordlige ende af kommunen, hvorfra den tilsyneladende er forsvundet i løbet af det sidste årti. 23

24 GRØN KØLLESVÆRMER (Adscita statices) RØDLISTE: VU - sårbar Grøn køllesværmer findes på både fugtige og tørre biotoper. Det kan være fugtige skovenge og moser eller heder, overdrev og tørre skovlysninger. Larven lever på almindelig syre (Rumex acetosa) og rødknæ (Rumex acetosella), evt. andre arter af skræppe (Rumex spp.). Arten er stadig relativt udbredt i de meste af landet incl. Bornholm, dog ikke på Lolland. Den angives siden ca at være forsvundet fra mange lokaliteter på Øerne (Kaaber 1982). Årsagerne til tilbagegangen angives at have været dræning af moser og tilplantning af skovlysninger. Det er tydeligt, at arten trives bedst på lokaliteter med en moderat græsning, hvor syreplanter lades urørt af de græssende dyr. Arten er udbredt og ofte talrig i næsten hele den østlige del af kommunen, hvor store og regelmæssige bestande er registreret i Mols Bjerge, ved Thorsager, omkring Feldballe, i Hyllested Bjerge, på Helgenæs samt på Ebeltoft-halvøen Som de fleste andre sommerfuglearter i området er arten følsom over for overgræsning, ligesom tilgroning udgør en lokal trussel. Arten har været særdeles talrig på områdets brakmarker, og det må formodes, at ophøret af brakordningen overordnet set har betydet en væsentlig reduktion i forekomsten. Artens forekomst har ikke ændret sig væsentligt i de seneste årtier. 24

25 PIMPINELLEKØLLESVÆRMER (Zygaena minos) RØDLISTE: VU - sårbar Pimpinellekøllerværmer findes på tørre overdrev, heder og i den grå klit, hvor larven udelukkende lever på pimpinelle (Pimpinella saxifraga). Meget overraskende er pimpinellekøllesværmeren blevet fundet på to lokaliteter i kommunen, hvilket er første gang nogensinde, at arten er fundet i Jylland. Fundene i Mols Bjerge to år i træk tyder på en lille, men fast bestand, og det skal blive særdeles interessant at følge artens eventuelle etablering i de kommende år. Arten kræver en rigelig forekomst af pimpinelle, som primært findes på blomsterrige sandmarker og overdrev uden alt for intensiv græsning. Arten er ikke tidligere registreret i Jylland. Den forekommer lokalt langs Nordsjællands kyst fra Gilleleje, Asserbo, Hundested, Rørvig, Sjællands Odde og til Sejrøbugten. Den er desuden fundet på Vestsjællands kyst. Den er knyttet til kysten og findes kun sjældent mere end nogle få km inde i landet. Selvom arten tidligere var noget mere udbredt, forekommer den stadig og ofte talrigt på mange lokaliteter i sit udbredelsesområde. Hvor arten er forsvundet, skyldes det især udbygning med sommerhuse og tilgroning med rynket rose (Rosa rugosa), som det har været tilfældet på de Nordsjællandske kystskrænter. 25

26 FEMPLETTET KØLLESVÆRMER (Zygaena lonicerae) RØDLISTE: VU - sårbar Femplettet køllesværmer findes ofte sammen med den seksplettede køllesværmer på de samme biotopstyper. Det er lysåbne lokaliteter især tørre overdrev, heder, grøftekanter, grusgrave og kystskrænter. Larven lever på forskellige ærteblomstrede, især kællingetand (Lotus spp.), rundbælg (Anthyllis vulneraria), gul fladbælg (Lathyrus pratensis) og arter af vikke (Vicia spp.) og kløver (Trifolium spp.). Femplettet køllesværmer er, i lighed med seksplettet køllesværmer, relativ mobil og etablerer sig hurtigt, ofte midlertidigt, på nærliggende nye og egnede lokaliteter. Ofte etablerer arten sig på tørre vejkanter, fx i forbindelse med vejbyggeri. Arten findes spredt på de fleste brakmarker i kommunen, men er ikke målrettet eftersøgt i denne undersøgelse. Som de fleste andre sommerfuglearter i området er arten følsom over for overgræsning, ligesom tilgroning udgør en lokal trussel. Arten har været særdeles talrig på områdets brakmarker, og det må formodes, at ophøret af brakordningen overordnet set har betydet en væsentlig reduktion i forekomsten. Artens nuværende forekomst svarer udmærket til de fund, som er registreret i Naturhistorisk Museums samlinger. 26

27 EUBLEMMA MINUTATA (ugle: Noctuidae) RØDLISTE: VU - sårbar Eublemma minutata synes at være gået meget tilbage. Arten forekommer på en række ynglelokalitet i Nordsjælland og på Djursland. Den synes at strejfe regelmæssigt udenfor sine faste ynglelokaliteter. Med undtagelse af WJ er arten fundet i alle faunistiske distrikter efter Arten er ganske udbredt på arealer med gul evighedsblomst, hvor den normalt indfinder sig et par år efter braklægning på sandet jord. I de seneste år er der fund fra Øer og Femmøller, men den er ligeledes kendt i store mængder fra sandmarkerne fra Thorsager. Arten er - i lighed med en lang række andre arter i området intimt tilknyttet sandede brakmarker med forekomst af gul evighedsblomst. Det bør overvejes, at man på sandede arealer laver små afskrælninger, hvis lejligheden alligevel byder sig. Habitaten er tørre soleksponerede udyrkede arealer med lav urtevegetation såsom ruderater, gamle grusgrave, brakmarker, skrænter og overdrev med bestande af larvens værtsplante gul evighedsblomst (Helichrysum arenarium). Arten var tidligere langt mere udbredt i området, idet larveplanten i 1950 erne var umådeligt talrig. 27

28 DRYMONIA OBLITERATA (ugle: Notodontidae) RØDLISTE: VU - sårbar Drymonia obliterata er kun kendt fra ét faunistiske distrikt, EJ, hvor den forekommer lokal udbredt på Djursland. Habitaten er ældre bøgehøjskov og løvskove med bøg. Larven lever på bøg (Fagus sylvatica) og muligvis på arter af eg (Quercus sp.). Drymonia obliterata blev fundet første gang i Danmark nord for Grenå i Siden er arten konstateret ynglende i flere, ældre bøgeskove på Djursland. Drymonia obliterata udbredelsesområde er fragmenteret. Danmark er artens nordgrænse, og den mangler stort set i alle nabolande. Gennem Nordtyskland kendes arten i nogle få individer. Herudover kendes den fra Mellemeuropa (Hoffmeyer 1960). Arten er umådelig almindelig i nærmest samtlige karakterart for gammel løvskov på Djursland og er fundet adskillige steder, bl.a. Fuglsø Skov, Strandkær, Skovbjerg, Ringelmose og Hestehave. Ved Strandkær er arten særdeles talrig. Arten foretrækker gammel urørt løvskov, og eftersom de fleste skove i området i dag drives relativt naturnært, er der ikke umiddelbare trusler mod arten. Artens nuværende forekomst adskiller sig ikke væsentligt fra den hidtidigt kendte udbredelse. 28

29 BLÅHOVED (Diloba caeruleocephala) RØDLISTE: VU - sårbar Diloba caeruleocephala forekommer i disse år fåtallig, men lokalt udbredt over det meste af landet. Arten er kendt fra alle faunistiske distrikter efter Arten er udbredt på Mols, hvor den findes på næsten alle sydvendte skrænter med slåen eller mirabel. Arten har dog været i nogen tilbagegang, men er talrig, bl.a. ved Strandkær, Helgenæs og Hjelm, ligesom den er fundet ved Bjødstrup. Habitaten er skovbryn, krat, hegn og have. Larven lever især på slåen (Prunus spinosa), samt arter af tjørn (Cratagus sp.) og æble (Malus sp.). Arten var tidligere almindelig i hele Danmark og kunne optræde som skadedyr på frugttræer. Siden 1990''erne er den imidlertid blevet fåtallig. Arten forekommer nu lokalt i de fleste egne. Arten synes at være i nogen tilbagegang, men det er umuligt at pege på en konkret årsag. Man bør forvente, at arten stiller nogenlunde samme krav til levestedet som guldhale, der i Østjylland har en meget lignende udbredelse. Arten har tidligere været udbredt langt flere steder i Jylland og på Djursland 29

30 BØLLEBLÅFUGL (Vacciniina optilete) RØDLISTE: NT nær truet Bølleblåfugl lever i højmoser, på hedemoser og enkelte steder også i plantager, hvor larvens værtsplanter tranebær, mosebølle, revling og evt. hedelyng vokser. Arten er fundet en del steder på Sjælland, en lokalitet på Falster, to steder på Fyn og mange steder i Jylland. Den er forsvundet fra flere lokaliteter på øerne, men synes mere stabil i Jylland. Bølleblåfugl findes stadig på to-tre lokaliteter i området, men på den ene en lille højmose i Skramsø Plantage er den i akut fare for at forsvinde, idet den senest er observeret i I Langemosen i Mols Bjerge forsvandt den i 1997, hvorimod bestanden i højmosen på Mårup Mark stadig er stor og livskraftig. Arten er ekstremt følsom over for tilgroning af højmoserne, og eftersom arten har et yderst begrænset spredningspotentiale, er det af stor betydning, at bestandene opretholdes på de enkelte lokaliteter ellers kan det sikkert vare mange årtier, før en mulig genindvandring finder sted. Bølleblåfugl er tidligere registreret i Langemosen i Mols Bjerge, hvor den var meget talrig. Seneste fund på lokaliteten er fra 1997, og trods mange besøg er arten ikke konstateret her siden. 30

31 ISBLÅFUGL (Polyommatus amanda) RØDLISTE: NT nær truet Isblåfugl lever i enge, fugtige overdrev, skovlysninger og langs skovveje, hvor larvens værtsplante musevikke vokser. Isblåfugl findes spredt over hele området på blomsterrige enge og overdrev, hvor græsningstrykket ikke er for højt. I kommunen synes den at være mest talrig i grøftekanter, hvor larveplanten musevikke gror uforstyrret. Da artens forekomst således er noget tilfældig, er billedet af udbredelsen formentlig ikke helt dækkende. Artens forekomstareal synes uændret, men dette skyldes bedre eftersøgning i den periode Atlasprojekt Danske Dagsommerfugle forløb ( ). Den er forsvundet fra Lolland, Falster og Bornholm og er blevet væsentlig sjældnere på Sjælland de senere år. Arten forsvinder som konsekvens af dræning, tilplanting og tilgroning. Den tåler ikke hård afgræsning og er således følsom for hårdhændet naturpleje. Arten er følsom over for overgræsning, og det er derfor vigtigt at understrege behovet for overdrevs- og engarealer, som i sommerhalvåret får lov til at henligge uafgræssede. Arten er kendt fra en række lokaliteter i området formentlig forekommer den stadig spredt i det meste af kommunen. 31

32 FORANDERLIG BLÅFUGL (Plebejus idas) RØDLISTE: NT nær truet Foranderlig blåfugl lever på heder, overdrev og højmoser. Larven lever på lyng, kællingetand m.m. Arten er udbredt i Jylland og forekommer desuden i Nord- og Vestsjælland og på Bornholm. Endvidere findes der enkelte populationer på Fyn, Sydsjælland, Falster og Møn. Foranderlig blåfugl er forsvundet fra mange lokaliteter på øerne, således at forekomstarealet er reduceret med ca. 12%. Foranderlig blåfugl findes ganske udbredt i området, blot der er større arealer med lyng til stede. Den er konstateret flere steder omkring Feldballe, i Skramsø Plantage, det meste af Mols Bjerge samt på de sandede arealer omkring Ebeltoft. Arten fluktuerer voldsomt fra år til år, og skal man have et dækkende billede af forekomsten, bør den specielt eftersøges i de store år, hvor selv små bestande næppe kan unddrage sig opdagelse. Foranderlig blåfugl trives bedst på lyngarealer, der ikke er alt for hårdt afgræsset Den synes at have et vist spredningspotentiale, således at nyopståede levesteder i fx plantager mv. kan nykoloniseres. Arten er kendt fra området omkring Thorsager, hvor den dog ikke er fundet i denne undersøgelse. Dette kan dog skyldes, at naturarealerne i dette område er svære at overvåge. 32

33 DUKATSOMMERFUGL (Lycaena virgaureae) RØDLISTE: NT nær truet Dukatsommerfugl lever på rydninger i skove, især efter nåletræer, evt. også på heder og tørre overdrev m.v., hvor larven lever på syre og rødknæ. Dukatsommerfugl er i Syddjurs Kommune almindeligt forekommende, især på sandmarker, brakmarker og overdrev. Ligeledes træffes den flere steder i plantagerne, blot der små partier med rødknæ. Denne smukke art har ubetinget nydt godt af den hidtidige braklægningsordning, og den fandtes således talrigt på de udstrakte brakarealer i Feldballe Bakker, som nu er omlagt til permanente, gødede græsarealer. Arten synes dog ikke at være truet i kommunen, og den findes utvivlsomt i mange vejkanter, hvor den ikke er blevet eftersøgt. Til gengæld trives den særdeles dårligt med græsning. Selvom den synes at være forsvundet fra de fleste lokaliteter på Lolland, Falster og Møn, og forekomstarealet er gået noget tilbage, så må en del af tilbagegangen formodentlig tilskrives naturlige fluktuationer i artens hyppighed. Den er desuden i stand til at etablere populationer på nye rydninger, hvor den kan optræde i antal en årrække for derefter at forsvinde når værtsplanterne overskygges af opvoksende træer. Artens forekomst er formentlig ganske godt dækket i denne undersøgelse, og der er intet, der tyder på, at den er forsvundet fra tidligere levesteder. 33

34 SEKSPLETTET KØLLESVÆRMER (Zygaena filipendulae) RØDLISTE: NT nær truet Seksplettet køllesværmer findes på mange typer lysåbne biotoper som fx enge, overdrev, heder og grøftekanter, hvor larven lever på forskellige ærteblomstrede, især kællingetand (Lotus spp.), rundbælg (Anthyllis vulneraria) og arter af vikke (Vicia spp.) og kløver (Trifolium spp.). Arten udmærker sig ved at være ret mobil og hurtig til at etablere populationer på nye egnede lokaliteter i nærheden af eksisterende, fx rydninger af enge, forladte grusgrave, brakmarker og vejanlæg. Ofte har disse populationer en kraftig, men kortvarig opblomstring indtil lokaliteterne gror til eller på anden måde bliver uegnede. Arten er stadig ret udbredt i hele landet, dog forekommer den kun meget sparsomt på Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland. Arten er udbredt overalt i området, men forekomsten er ofte noget uregelmæssig. I Mols Bjerge er der dog populationer næsten overalt, og på visse lokaliteter som fx ved Trehøje eller Helligkilde er arten normalt umådelig talrig. Arten er dog ikke specifikt eftersøgt i denne undersøgelse. Som de fleste andre sommerfuglearter i området er arten følsom over for overgræsning, ligesom tilgroning udgør en lokal trussel. Arten har været særdeles talrig på områdets brakmarker, og det må formodes, at ophøret af brakordningen overordnet set har betydet en væsentlig reduktion i forekomsten. Artens nuværende forekomst svarer udmærket til de fund, som er registreret i Naturhistorisk Museums samlinger. 34

35 CIKORIEUGLE (Heliothis viriplaca) RØDLISTE: NT nær truet Heliothis viriplaca er fundet spredt over hele landet. Den er kendt fra alle faunistiske distrikter efter Arten optræder i dag, dels som regelmæssigt gæstende art, dels som sporadisk ynglende. Sommerfugleeksperten Svend Kaaber angiver, at arten i efteråret 2007 fløj ved Bogens Lyng, men er dog ikke ser i år. Det antages dog, at arten ikke er ynglende i området, men at forekomsten repræsenterer strejfende dyr. Når den endelig yngler her i Danmark, har den sit kerneområde i Storebæltsområdet, og formentlig findes de største bestande da i Syddjurs Kommune. Arten findes bl.a. på cikorie, men den manglende nye forekomst kan formentlig ikke tilskrives mangelfuld pleje, men snarere fluktuationer, som skyldes variationer i klimaet mv. Der var en fast bestand i Mols Bjerge fra , hvorefter arten har været fraværende. Ved Tirstrup ynglede arten i slutningen af 80 erne. Habitaten er overvejende åbne, tørre og varme udyrkede arealer. Larven lever polyfag på bl.a. arter af knopurt (Centaurea sp.), krageklo (Ononis sp.), skabiose (Scabiosa sp.), høgeskæg (Crepis sp.) og kløver (trifolum sp.). Heliothis viriplaca synes tidligere at have haft stabile ynglebestande på Djursland (EJ), hvor den sidst blev fundet i antal ved Tirstrup i Arten synes nu helt at være forsvundet fra Djursland. Desuden havde arten muligvis tidligere, stabile ynglebestande i Nordvestsjælland (Skou 1991). Der foreligger en række enkeltfund efter 1960 især fra Øernes sydøstlige dele, hvor arten synes at optræde sporadisk ynglende. 35

36 KNUDEMØGBILLE (Aphodius scrofa) RØDLISTE: EN moderat truet Aphodius scrofa forekommer på åben, tør, varm sandbund. Den lever i gødning, især tør fåre-, heste- og kogødning. Udbredt, fundet i de fleste faunistiske distrikter i alle landsdele, men sjælden. Aphodius scrofa er tydeligt i tilbagegang. Fra mange distrikter foreligger således kun ældre fund. Efter 1960 er arten kun kendt fra 4 danske lokaliteter: SJ: Varming (1961). EJ: Emborg ved Ry (1978). WJ: Ejstrupholm (1980). NWZ: Yderby Lyng ( ). Aphodius scrofa vurderes som moderat truet. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) har formentlig påvirket hyppigheden af Aphodius scrofa i negativ retning. Udbredelsen er stærkt fragmenteret, og der er kraftig nedgang i habitatkvalitet. Et eksemplar af denne meget sjældne art blev højst overraskende blevet fundet på et fåregræsset overdrev ved Trehøje den 14/ På trods af efterfølgende, intensiv overvågning er der ikke fundet flere eksemplarer, og arten er uden tvivl meget lokalt forekommende. Knudemøgbille er ekstremt varmekrævende og findes i Nordeuropa primært på de sydvendte sandmarker og overdrev. Den er meget følsom over for tilgroning og kræver derfor et relativt hårdt græsningstryk i forårsmånederne. Kontinuerlig fåregræsning på den eksisterende lokalitet bør opretholdes, og det bør opklares, om arten har en fast bestand i området, som evt. kan sprede sig til de gede-afgræssede arealer øst for Trehøje. Arten er ikke tidligere kendt fra Mols-området. 36

37 OVERDREVSSKARNBASSE (Geotrupes stercorarius) RØDLISTE: EN moderat truet Overdrevsskarnbasse forekommer på åben, især sandet jord, både på græsmarker, overdrev og heder. Den lever i gødning, især hesteog kogødning. Arten er i dag meget sjælden. I 2007 blev overdrevsskarnbasse meget overraskende genfundet på Molslaboratoriets arealer efter mange års fravær. I 2008 blev arten nøjere eftersøgt, og den blev fundet på yderligere en lokalitet ved Molslaboratoriet, ligesom der blev gjort enkeltfund på et overdrev ved Knebel samt på Langbjerg. Forekomsten er glædelig, idet overdrevsskarnbassen uomtvisteligt har været udsat for en kraftig tilbagegang i området således må det bemærkes, at der vel er konstateret mindst 500 markskarnbasser under undersøgelserne, men altså kun i alt 4 overdrevsskarnbasser! Overdrevsskarnbasse blev tidligere (f.eks. Hansen 1964) anset som meget almindelig. I de senere årtier har den imidlertid været ude for voldsom tilbagegang, tilsyneladende over hele landet. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget er formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) årsag til artens tilbagegang. Arten findes primært i kogødning. Det historiske materiale tyder på, at den topper i gennemsnit en lille måned tidligere end markskarnbassen, dvs. allerede i maj-juni. En forklaring på artens uforklarlige tilbagegang i forhold til markskarnbasse kan derfor være mangel på græssende husdyr i det tidlige forår. Arten er talrigt repræsenteret i Naturhistorisk Museums samlinger primært med fund fra Strandkær-området. 37

38 OVERDREVSLØBER (Carabus cancellatus) RØDLISTE: EN moderat truet Overdrevsløber lever på åben bund, både på ler- og sandjord, f.eks. på overdrev og lign. Den optrådte især tidligere også på dyrket jord. Arten er i dag meget sjælden. Fragmentering med deraf følgende isolation af bestandene er formentlig nu den væsentligste negative påvirkning. Også tilgroning vurderes at være en trussel. Brugen af pesticider har formentlig været stærkt medvirkende til at arten i dag er fortrængt fra dyrkede jorder. Tidligere tiders opdyrkning og trætilplantning har været medvirkende årsager til artens kraftige tilbagegang. Overdrevsløber er i denne undersøgelse fundet på to lokaliteter på Ebeltoft-halvøen, nemlig ved Kobberhage samt på en sandmark ved Øer. Der er i alt konstateret tre eksemplarer, hvilket tyder på, at der trods artens ekstreme sjældenhed er en bestand af en vis størrelse i området. Trods intensiv eftersøgning er arten ikke konstateret fra andre lokaliteter. Arten er uden tvivl akut truet i området, primært pga. tilgroning eller decideret opdyrkning af eksisterende sandmarker. Da dens spredningspotentiale er yderst begrænset pga. manglende flyveevne, vil enhver lokal uddøen i den nuværende situation kunne betragtes som en katastrofe for arten, der siden 1990 ikke er kendt fra andre danske lokaliteter! Det er vigtigt, at der i området etableres nye sandmarker, som samtidigt vil have en gavnlig effekt på en lang række andre arter, heriblandt sommerfugle. Arten var i 1950 erne en karakterart på sandmarker i Mols Bjerge, hvorfra den imidlertid forsvandt i løbet af det følgende tiår. 38

39 LASIORHYNCHITES CAVIFRONS (Bladruller: Attelabidae) RØDLISTE: VU - sårbar Lasiorhynchites cavifrons lever i skove. Larven udvikler sig i egekviste, og forpupningen finder sted i jorden. Arten er i ældre tid (før år 1900) fundet i det nørdøstlige Jylland og derefter kun i Østjylland. Fra 1960 foreligger der fund fra EJ: Hald Ege, 1975 og Sindbjerg ved Sejs, Billeeksperten Christer Reiråskag fandt i 2008 højst overraskende denne meget sjældne art på eg ved Korup Sø. Den specifikke lokalitet er ikke kendt for forekomst af specialiserede insekter, og Lasiorhynchites cavifrons bør derfor trods sin sjældenhed - kunne findes på flere lokaliteter i området. Der kan ikke påpeges specifikke trusler eller plejekrav, dog bør der holdes fokus på, at det nuværende levested ikke ryddes for egekrat. Arten er ikke tidligere kendt fra området. Lasiorhynchites cavifrons er udbredt fra Kaukasus over Lilleasien til Europa. I Norden kun fundet i Danmark. Overalt i sit udbredelsesområde en sjælden art. Nærmeste udenlandske bestande findes i nordlige Tyskland. Den nationale bestand er meget begrænset (kriterium D2), idet der kun kendes to recente lokaliteter. Arten har ringe spredningsevne og nærmeste udenlandske bestande befinder sig så langt fra de danske, at spredning af genetisk materiale fra udenlandske nabobestandene i praksis ikke forekommer. Lignende levesteder i Danmark er undersøgte for tilstedeværelsen af arten men uden positivt resultat. 39

40 HUMLEROVBILLE (Emus hirtus) RØDLISTE (97): VU - sårbar Humlerovbille er på landsplan meget sjælden og i tilbagegang. Den er kendt fra adskillige lokaliteter spredt over hele landet, men mange fund er gamle, og der er kun få nye fund, især fra Nordsamsø. Årsagerne til artens tilbagegang er formentlig tilbagegang i husdyrholdet samt brug af veterinærmedicin. Da arten er en glimrende flyver, vil den formentlig have gode muligheder for at opretholde en stabil metapopulation i Mols Bjerge. I 2007 blev den imponerende humlerovbille særdeles overraskende opdaget på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge, og efterfølgende blev den ydermere konstateret på Skov- og Naturstyrelsens arealer ved Stenhøje. I 2008 blev arten genfundet på begge lokaliteter, endog i lidt større antal, og endvidere blev arten fundet på et sydvendt overdrev ved Knebel. Trods eftersøgning er den ikke truffet andre steder i kommunen. Arten er ekstremt varmekrævende og kræver en konstant tilførsel af frisk kogødning. På de kendte lokaliteter bør der derfor være konstant kreaturafgræsning i perioden april juni, også for at tilgodese andre forårsarter af gødningsbiller. En lokal trussel kan være tilgroning med gyvel på de varmeste overdrev. Siden fundet af humlerovbillen blev offentliggjort, har det vist sig, at flere forskere fra universiteterne i mange år har iagttaget arten på Molslaboratoriets arealer uden at tage notits af det - den var der jo bare! Dog skal det bemærkes, at Schiøtz-Christensens ellers omfattende artslister fra Molslaboratoriets arealer i 50 erne ikke nævner arten. 40

41 SORTKINDET KEJSERROVBILLE (Staphylinus dimidiaticornis) RØDLISTE (97): VU - sårbar Sortkindet kejserrovbille er kendt fra adskillige lokaliteter, spredt over hele landet, men den forekommer højst uregelmæssigt og aldrig talrigt på den enkelte lokalitet. Sortkindet kejserrovbille er svær at kortlægge, idet den optræder særdeles uregelmæssigt på temporære levesteder som bl.a. gødning og ådsel. Det eneste fund fra undersøgelsen er et eksemplar, som blev iagttaget på Molslaboratoriet i juli Arten har utvivlsomt en fast bestand i området, men det er umuligt at udtale sig om størrelse og udbredelse. Arten findes på åben, varm bund ved gødning og ådsel og har tidligere været sammenblandet med kejserrovbille, Staphylinus caesareus. Arten er i lighed med den nærtstående kejserrovbille utvivlsomt meget varmekrævende, og den foretrækker givetvis arealer med en konstant tilførsel af kogødning. Artens forekomst er dog så uregelmæssigt, at det vil være svært eller nærmest umuligt at pege på konkrete plejekrav. Arten er tidligere angivet fra sandmarkerne ved Thorsager. Det skal bemærkes, at Schiøtz- Christensens artsliste fra Molslaboratoriets arealer i 50 erne omtaler kejserrovbille, Staphylinus caesareus, som til gengæld ikke er fundet i denne undersøgelse. 41

42 STUMPHORNET MØGGRAVER (Onthophagus fracticornis) RØDLISTE: NT nær truet Stumphornet møggraver forekommer på tør, varm, sandet eller sandblandet bund, især på overdrev, heder og i indlandsklitter, men også i skovlysninger o.lign. Den lever i gødning, f.eks. fåre-, ko-, hjorte- og hestegødning. I de skandinaviske nabolande har arten været i kraftig tilbagegang i nyere tid. Stumphornet møggraver er i Syddjurs Kommune truffet på de fleste tørre overdrev med husdyrgødning i Mols Bjerge. Arten er på visse lokaliteter særdeles talrig. I den østlige del af kommunen er arten imidlertid særdeles lokalt forekommende, og den mangler på mange lokaliteter, hvor man egentlig ville forvente arten. Stumphornet møggraver forekommer ofte sammen med de stærkt lignende arter, nakkehornet møggraver og lille møggraver, og sikker identifikation kræver normalt, at enkelte individer hjemtages til nærmere bestemmelse. Stumphornet møggraver kræver rigelige forekomster af husdyrgødning. Arten er tidligere truffet ved Pindstrup og Thorsager, og der er nok ingen tvivl, at den er mere udbredt, end undersøgelsen i 2008 viser. 42

43 TERNET MØGBILLE (Aphodius luridus) RØDLISTE: NT nær truet Ternet møgbille forekommer på åben, ret tør og varm bund. Den lever i gødning, især kogødning, men også f.eks. i heste- og fåregødning. Ternet møgbille har været betragtet som ret almindelig, men har formentlig været i tilbagegang i nyere tid. Ternet møgbille er truffet på adskillige lokaliteter i Syddjurs Kommune. I området findes den især udbredt i fåregødning. På Klæbjerg på Helgenæs blev der konstateret en enorm bestand i gødning fra Galloway-kvæg, muligvis fordi den pågældende besætning var den eneste på græs i april, og biller fra nær og fjern derfor er søgt mod lokaliteten. I Skandinavien har arten været i kraftig tilbagegang i nyere tid, især i de nordlige områder. Den menes således at være forsvundet fra Norge og Finland, og i Sverige er den efter 1950 kun fundet få steder i de sydlige egne af landet. Arten er en af de mere fåtallige møgbiller, men der er intet, der tyder på, at den er truet i området. Dog er det vigtigt, at der i marts-april er husdyrgræsning på de bedre overdrev. Arten er ikke kendt fra andre lokaliteter i området. 43

44 LAKRØD MØGBILLE (Aphodius fimetarius) RØDLISTE: NT nær truet Lakrød møgbille lever i al slags gødning og i enhver terrestrisk naturtype. Arten har været betragtet som meget almindelig (Hansen, 1964), og trods nogen tilbagegang må den stadig henregnes til vore almindelige møgbiller. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget har formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) påvirket lakrød møgbilles hyppighed i negativ retning. En vis tilbagegang for arten er konstateret, og på Sjælland er tilbagegangen endog meget stor. Selvom arten endnu er udbredt og vel almindelig de fleste steder, vurderes den derfor som næsten truet. Lakrød møgbille er en af de mest almindelige møgbillearter i Syddjurs Kommune, og den tilbagegang, som er konstateret på Sjælland, er under ingen omstændigheder slået igennem her i området. Arten er fundet i gødning fra samtlige husdyrbesætninger, som er blevet undersøgt i løbet af foråret. Der er ingen aktuelle trusler mod lakrød møgbille. Arten er uhyre almindelig og virker ikke sårbar over for ormemidler og uregelmæssig græsning. Den flyver glimrende og vil således let kunne kolonisere nye levesteder, hvis de opstår. Arten findes talrigt i det historiske materiale i Naturhistorisk Museums samlinger, og der er intet belæg for mistanke om tilbagegang. 44

45 SMAL MØGBILLE (Aphodius ictericus) RØDLISTE: NT nær truet Aphodius ictericus forekommer på åben, sandet bund. Den lever især i kogødning, men også i fx hestegødning. Arten er udbredt og efter 1960 fundet i alle faunistiske distrikter. Den er i Hansen (1964) anført som ret almindelig, men er i dag næppe så hyppig som tidligere. Smal møgbille er en fåtallig og lokal art, som primært optræder i gødning fra får og hjortevildt. Arten er i 2008 konstateret ved Trehøje samt i Skelhøj Bakker, men findes utvivlsomt på flere lokaliteter i området. Arten er ganske varmekrævende og foretrækker klart fåregødning som levested. Det vil derfor have høj prioritet, at kontinuerlig græsning opretholdes på de identificerede levesteder, og det må tilstræbes, at specielt sydvendte skrænter afgræsses! Dokumentation for tilbagegangen for Aphodius ictericus er usikker, idet den bygger på billesamleres generelle indtryk. Arten kan ikke klassificeres som truet, men forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev o.lign.) samt ændringer i dyrehold i landbruget har formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) påvirket dens hyppighed i negativ retning Arten er tidligere registreret ved Strandkær, men er trods eftersøgning ikke fundet i denne undersøgelse. 45

46 SNYLTEMØGBILLE (Aphodius porcus) RØDLISTE: NT nær truet Aphodius porcus forekommer på åben, tør bund. Den lever i gødning, især ko-, fåre-, hjorteog hestegødning. Den anses for sjælden, men udbredt (Hansen 1964). Aphodius porcus kan ikke karakteriseres som truet efter kriterierne A-E, men har antagelig været i tilbagegang i nyere tid. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget har formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) påvirket dens hyppighed i negativ retning. Da arten menes at leve som kleptoparasit hos arter af Geotrupes, kan tilbagegangen hos de marklevende skarnbassearter (især G. stercorarius, men i al fald visse steder også G. spiniger) meget vel have haft en stærk negativ effekt på A. porcus. Arten er i perioden udelukkende fundet omkring Strandkær, men den er utvivlsomt overset, idet den ofte forekommer meget sent på året, ligesom dens levevis som kleptoparasit i skarnbassernes gange gør, at den faktisk ofte må graves frem. Snyltemøgbille er meget uregelmæssigt forekommende, og det er derfor svært at pege på konkrete plejetiltag. Artens levevis gør, at man primært må sigte mod at bevare levestederne for værts-skarnbasserne, dvs. at man opretholder græsning (især hestegræsning) på de kendte levesteder. Der er ingen tidligere fund fra området. 46

47 MARKSKARNBASSE (Geotrupes spiniger) RØDLISTE: NT nær truet Arten har frem til de senere år været betragtet som meget almindelig stort set over hele landet. Bestandsudviklingen for markskarnbasse har været negativ i nyere tid - på Sjælland har arten haft betydelig tilbagegang. Selv om markskarnbasse anses for at være i kraftig tilbagegang, er den dog fundet i stort antal på de fleste husdyrgræssede arealer i Syddjurs Kommune. Arten er talrig i hele Mols Bjerge, men er også truffet i stort tal ved Elsegårde, Feldballe og i Hyllested Bjerge. Endvidere forekommer markskarnbasse på strandengen ved Skovgårdskrogen. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget har formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler) påvirket markskarnbasses hyppighed i negativ retning. Denne store art kræver forekomst af rigelige mængder af gødning, enten ko- eller hestegødning. I Syddjurs Kommune lader hestegødning ubetinget til at være den foretukne føde. Til gengæld er arten lidet selektiv mht. naturtypens kvalitet; således er den både fundet på tørre, åbne arealer og mere tilgroede, fugtige lokaliteter. Arten er kendt fra en række lokaliteter i området, men den nuværende undersøgelse giver under alle omstændigheder et indtryk af en almindelig og vidt udbredt art. 47

48 GLAT SKARNBASSE (Geotrupes vernalis) RØDLISTE: NT næsten truet Glat skarnbasse forekommer på åben sandbund. Den lever i gødning. Arten er temmelig udbredt, men ikke almindelig. Der er behov for en nærmere udredning af artens aktuelle forekomst og status. Glat skarnbasse har formentlig været i tilbagegang i nyere tid. Dokumentation herfor er imidlertid usikker. Forringet habitatkvalitet (tilbagegang for græssede overdrev m.v.) samt ændringer i dyrehold i landbruget har formentlig evt. sammen med brugen af veterinærmedicin (ormemidler)? påvirket artens hyppighed i negativ retning. Den vurderes derfor som næsten truet, NT. I området er glat skarnbasse udelukkende kendt fra Mols Bjerge, hvor den til gengæld er særdeles talrig og udbredt. Artsnavnet vernalis hentyder til den tidlige forekomst på året, og dette afspejler sig i materialet, som rummer mange fund fra april. De største forekomster er sandede marker ved Toggerbo, hvor arten er observeret i hundredvis i hestepærer, ligesom der ved Strandkær og Helligkilde er set pæne antal. Arten foretrækker tydeligvis hestegødning og vil formentlig kunne findes på enkelte sandede lokaliteter i resten af området. Glat skarnbasse kræver en rigelig tilførsel af gødning i det tidlige forår, og det må derfor anbefales, at de varmeste og mest sandede overdrev allerede afgræsses fra primo april. Arten lader til at have været bemærkelsesværdig stabil i sin udbredelse, idet der ikke er tidligere kendte fund fra andre steder i kommunen. 48

49 STOR SANDSPRINGER (Cicindela sylvatica) RØDLISTE: NT nær truet Stor sandspringer lever på solåben, varm, tør sandbund, især i åben fyrreskov, men også i brandbælter i granplantager samt på heder og sandoverdrev. Stor sandspringer er truffet på Italienske Sti ved Molslaboratoriet i 2002, men er trods eftersøgning ikke set siden. Arten findes muligvis stadig i området, men er uden tvivl meget sjælden. Arten er udbredt i de sandede egne af Jylland og Bornholm. Også fra Nordsjælland foreligger en del fund. I andre dele af landet er den sjælden eller manglende. Arten er i tilbagegang mange steder på grund af tilgroning af de åbne, sparsomt bevoksede sandflader, den er afhængig af. Stor sandspringer er knyttet til helt bare sandflader på meget varme, tørre arealer, fx i kanten af fyrreskove. Arten har et akut plejebehov, bare sand sandflader er sjældne i området. På kendte levesteder bør det overvejes at fritskrabe arealer med flyvesand, således at mulige levesteder genskabes. Stor sandspringer var tidligere vidt udbredt i området, og bl.a. på Molslaboratoriets arealer blev den fundet i stort antal i 40 erne. Den blev også truffet i antal på sandmarkerne ved Thorsager. 49

50 SMUK METALJORDLØBER (Poecilus lepidus) RØDLISTE: NT nær truet Smuk metaljordløber lever på solåben, varm og tør bund med åben, lav vegetation, især på lyngheder og tørt græsland. Fra en del lokaliteter foreligger kun ældre fund, og smuk metaljordløber synes at have haft negativ bestandsudvikling siden midten af 1900-tallet (Bangsholt 1983). Negative påvirkninger er formentlig især tilbagegangen for lyngarealer, tilgroning samt gødskning og omlægning af tørre græsmarker til marker med kulturgræsser. Smuk metaljordløber er almindelig og udbredt overalt på overdrev og sandmarker i kommunen. Selv om denne karakteristiske art kræver lysåbne forhold og et varmt mikroklima, synes den dog ikke at være specielt kræsen, blot disse forhold er ti stede. Der kan derfor ikke peges på specifikke plejetiltag for arten, som ikke opfyldes i andre sammenhænge. Arten er tidligere kendt fra hele kommunen, og den nuværende undersøgelse ændrer ikke på billedet af en art, hvis forekomst i det store hele synes at være stabil. 50

51 STOR KORSLØBER (Panagaeus cruxmajor) RØDLISTE: NT nær truet Stor korsløber lever i fugtige enge og moser, især på leret, vegetationsrig bund. Arten er udbredt, men ret sjælden. Den trues af tilgroning p.g.a. ophørt græsning, vandstandssænkning og eutrofiering. Stor korsløber er blevet fundet på Molslaboratoriets arealer langs Mølleåen. Fundet er gjort i en for arten oplagt habitat i elleskoven langs vandløbet. Det kan således ikke udelukkes, at der vitterligt findes en fast bestand i området, hvilket bør verificeres i Stor korsløber synes at foretrække næringsrige lavbundsjorder, og der kan ikke umiddelbart peges på plejetiltag, der målrettet kan gavne arten. Muligvis kan tilgroning udgøre en trussel, men det kan ikke dokumenteres. Stor korsløber er udbredt i størstedelen af Europa. I Skandinavien har den en udpræget sydlig udbredelse. I Norge er den således lokal og sjælden i den sydligste del af landet, og også i Sverige og Finland er arten begrænset til de sydlige egne. Den negative bestandsudvikling, sammenholdt med at arealet og kvaliteten af artens habitat er i tilbagegang, gør dog, at arten kategoriseres næsten truet, NT. Trods intensive billeundersøgelser på Molslaboratoriets arealer er arten ikke tidligere registreret fra området. En medvirkende årsag hertil kan dog være, at områdets ellesumpe og skove hidtil ikke har været anset for nøglebiotoper ift. naturpleje og forvaltning. 51

52 LILLE KORSLØBER (Panagaeus bipustulatus) RØDLISTE: NT nær truet Lille korsløber lever på solåben, tør bund med spredt vegetationsdække, på overdrev, tørre græsmarker, i solvendte skovbryn etc. Arten er sjælden. Fra Jylland foreligger kun enkelte fund, mens arten er mere udbredt i de østlige og sydøstlige egne af landet. Lille korsløber er udbredt i Mellemeuropa og nordlige dele af Sydeuropa. I Skandinavien forekommer arten - foruden i Danmark - kun meget sparsomt i det sydligste Finland og i de sydlige dele af Sverige. Den er ikke kendt fra Norge. Et enkelt eksemplar af lille korsløber er fundet på de sydvendte skrænter ved Lushage på Helgenæs. Dette er en typisk lokalitet for den varmekrævende art, og man må antage, at den har en fast population i området. Eftersom lokaliteten i forvejen opfylder alle ønskelige forhold mht. naturpleje er der ingen indlysende plejeforanstaltninger, som kan sættes i værk for at beskytte netop denne art. Lille korsløber er ikke tidligere kendt fra kommunen. 52

53 LYNGLØBER (Carabus arvensis) RØDLISTE: NT nær truet Lyngløber lever på tør, solåben, sand- eller grusbund, især på lyngheder, men også fx i skovlysninger i nåleskove på mager jord. Arten er udbredt i Jylland, hvor den er ret almindelig i hedeegne. På Øerne er lyngløber udbredt langs Nordsjællands kyst, men ellers meget sjælden. Lyngløber er trods eftersøgning ikke fundet i denne undersøgelse, men de seneste fund er under 10 år gamle, og det må formodes, at arten stadig findes i spredte forekomster på de kendte levesteder, nemlig Trehøje og Helligkilde i Mols Bjerge. En tilbagegang for lyngløber kan ikke dokumenteres, men det formodes, at arten har en negativ bestandsudvikling som følge af tilgroning og tilplantning i kombination med artens ret dårlige spredningsevne. Arten kræver et varmt mikroklima, og det er vigtigt, at der er partier med bart sand på levestederne. Eftersom sådanne arealer under alle omstændigheder rummer en meget interessant fauna, vil det være af stor betydning, at man på hedearealerne i det centrale Mols Bjerge sikrer, at der til stadighed forefindes åbne, sandede områder Arten er tidligere kendt fra Strandkær, men er ikke truffet her i mange år. 53

54 HVÆLVET LØBER (Carabus convexus) RØDLISTE: NT nær truet Hvælvet løber lever på åben, tør, leret, sandet eller gruset bund. Den forekom tidligere ret hyppigt på dyrkede jorder, men den findes nu fortrinsvis på varme overdrevslokaliteter samt i råstofgrave og i skovlysninger. Arten er ikke sjælden i det sydøstlige Jylland og på øerne, men mangler i Vest- og store dele af Nordjylland. Tilgroning er formentlig den væsentligste negative faktor på artens nuværende biotoper. Da arten er uvinget og derfor har begrænset spredningsevne, anses fragmentering af levestederne, med deraf følgende isolering af populationer til følge, ligeledes for at være en alvorlig trussel Hvælvet løber er tilsyneladende ganske udbredt i hele den sydlige del af kommunen, hvor den er fanget under de fleste undersøgelser med faldfælder på lysåbne arealer, bl.a. ved Feldballe, i Mols Bjerge samt ved Øer. Eftersom intensiteten af fældefangster ikke har været lige så stor på de mere fragmenterede habitater i den nordlige del af kommunen, formodes det, at arten også her har enkelte bestande. Arten kræver et særdeles lysåbent miljø, og den er derfor følsom over for tilgroning. Til gengæld kan den findes i vejkanter og på sand- eller brakmarker, eventuelt på unge skovrejsningsarealer. Der synes ikke at være specifikke, akutte plejekrav for arten. Arten er tidligere kendt fra sandmarkerne omkring Thorsager, hvor den utvivlsomt stadig kan findes ved målrettet eftersøgning. 54

55 GRØN FLØJLSLØBER (Chlaenius nigricornis) RØDLISTE: NT nær truet Grøn fløjlsløber lever på meget fugtig, åben, især leret bund med lav sumpvegatation. Arten er udbredt, men lokal og temmelig sjælden. Den er efter 1960 fundet i samtlige faunistiske distrikter med undtagelse af WJ. Grøn fløjlsløber er i 2008 fundet på engen neden for Littorinaskrænten ved Strandkær samt (talrigt) på strandengen ved Kalø Slotsvig. Den vil formentlig kunne findes på flere lokaliteter, men enge og strandenge har i denne undersøgelse kun været ekstensivt undersøgt. Eftersom arten forsvinder, hvis lokaliteterne bliver udsat for kraftig tilgroning, er det nødvendigt med afgræsning af enge og strandenge. Da denne drift allerede foregår regelmæssigt, har arten derfor ingen akutte plejebehov. Bangsholt (1983) anfører, at arten tilsyneladende er blevet sjældnere på Øerne, hvor den i 1800-tallet var mere udbredt og talrig. Inden for det seneste 10- år kan en fortsat tilbagegang dog ikke dokumenteres. I de andre skandinaviske lande har arten været i stærk tilbagegang siden midten af 1900-tallet og er her forsvundet fra store dele af sit udbredelsesområde (Gärdenfors et al. 2002). Trods ganske intensive undersøgelser er arten ikke tidligere kendt fra området. 55

56 KLITPLASTERBILLE (Apalus bimaculatus) RØDLISTE (97): R nær truet Klitplasterbille findes på sandede arealer i det tidligste forår, hvor den lægger æg i rederne af vårsilkebi. Indtil 2000 var den primært kendt fra det nordlige Jylland, men siden har den bredt sig voldsomt, måske som følge af varmere vintre og forår. Klitplasterbille er i de senere år konstateret på stadig flere lokaliteter, og antallet af individer er ligeledes i kraftig stigning. Ved Øer er i det tidlige forår registreret op til 30 i en enkelt fælde, ligesom arten er fundet talrigt på mange sandede marker omkring Ebeltoft og i Mols Bjerge. Klitplasterbille er i kraftig fremgang, og der synes ikke at være akutte plejebehov for arten. Arten var tidligere meget sjælden i Danmark, og de første fund fra Molslandet er fra Fremgangen har derfor været særdeles voldsom. 56

57 PLETTET DVÆRGSMÆLDER (Negastrius pulchellus) RØDLISTE: NT nær truet Plettet dværgsmælder er knyttet til sandede og grusede habitater som overdrev og heder, og den er kun i få tilfælde fundet tæt ved kysterne. Larven ved planterødder, f.eks. under sten. Arten er fundet på en sydvendt skrænt ved Næbhøj syd for Rostved en lokalitet, som i øvrigt rummer en rig overdrevs- og sandmarksfauna. Arten er følsom over for tilgroning, som på den pågældende lokalitet primært består af gyvel. Det er derfor at stor betydning at få ryddet gyvelen bort, men den eksakte metode er svær at pege på. Arten er sjælden og er efter 1960 især kendt fra Vestjylland samt få lokaliteter i Syd-, Østog Nordøstjylland. På Øerne er den kun fundet på enkelte lokaliter i Syd- og Nordøstsjælland. Plettet dværgsmælder har haft en stærk negativ bestandsudvikling helt tilbage til 1800-tallet og var tidligere ret almindelig og især udbredt i store dele af Øst - og Nordøstjylland samt i Nordøstsjælland. Arten er ikke kendt fra andre lokaliteter i nyere tid. 57

58 FYRREPRAGTBILLE (Phaenops cyanea) RØDLISTE: Arten er ikke rødlistet Denne fornemme art er fundet i flere partier med fyrreskov ved Thorsager. Fundene i denne undersøgelse er de første i Danmark. Fundet af denne art samt de udbredte forekomster af azurbille samt fyrretræsmuldssvirreflue understreger formodninger om, at Djursland formentlig er et af de danske kerneområder for arter, som er knyttet til lysåben fyrreskov. Det er derfor af stor betydning, at der på trods af rydninger og naturpleje - opretholdes rige og varierede bevoksninger af skov- og/eller bjergfyr. Endvidere vil det være af uomtvistelig faglig interesse, at forekomsten af sjældne insekter knyttet til fyr bliver nøjere kortlagt. Kortlægningen i denne undersøgelse har været noget fragmentarisk, idet fokus har været på arter knyttet til det åbne land. Der kendes ingen tidligere forekomster af arten i Danmark. 58

59 STOR GØDNINGSROVFLUE (Asilus crabroniformis) RØDLISTE: VU - sårbar Asilus crabroniformis kendes fra det meste af landet, men en tilbagegang må formodes at have fundet sted især i Syd- og Vestjylland, hvor arten ikke er registreret efter 1960 på trods af dens let genkendelige udseende. De 19 lokaliteter, hvori den er indsamlet efter 1960, er desuden meget spredte. Denne yderst karakteristiske art er i de senere år fundet på fire adskilte lokaliteter i Syddjurs Kommune, nemlig Tyskertårnet, Strandkær (flere observationer), Feldballe (flere observationer) samt på Fugleværnsfondens arealer ved Stubbe Sø. Alle steder er den truffet i umiddelbar nærhed af kogødning. Arten har utvivlsomt haft en større udbredelse i området, og spørgsmålet er, om den ikke er overset til en vis grad. Som for alle andre arter tilknyttet husdyrgødning er brugen af ormemidler en væsentlig trussel for arten, som anses for at være sjælden i hele udbredelsesområdet. I naturplejen bør man derfor være opmærksom på kun at bruge ormemidler i begrænset omfang, helst om vinteren. Asilus crabroniformis er en stor og forholdsvis let genkendelige art. Den findes fortrinsvis på lysåbne, sandede græsmarker eller rydninger med kreaturer, hvor den lægger sine æg omkring gødningsklatter fra køer eller heste. Det intensiverede landbrug, med færre fritgående køer på sandede marker, har reduceret antallet af egnede habitater, og derudover er kvaliteten ofte kraftigt forringet pga. brugen af antiparasitære lægemidler (avermectiner) (Gärdenfors et al.,2002). Arten er ikke kendt fra andre lokaliteter i området. 59

60 PANZERS TRÆSAFTSVIRREFLUE (Brachyopa panzeri) RØDLISTE: VU sårbar Panzers træsaftsvirreflue er en sjælden art, der indtil 2004 i Danmark kun var kendt fra nogle få lokaliteter på Sjælland. I 2004 blev arten fundet 4 steder i Jylland og på en enkelt lokalitet på Møn. Arten er knyttet til gamle løvskove og indikator for urørt skov. Forekomsten af egnede levesteder for Panzers træsaftsvirreflue er stærkt fragmenteret. Arten havde et godt år i 2004 og de nye fund tyder på at arten i en periode har øget sit udbredelsesområde, den kategoriseres dog fortsat sårbar. Arten er fundet på en frisk bøgestub i Rugård Sønderskov, hvilket er første fund fra Djursland. Panzers træsaftsvirreflue er indikator for gammel, urørt løvskov, og fundstedet er derfor ganske forventeligt. Udlægningen af større partier med urørt skov på Skov- og Naturstyrelsens arealer vil formentlig kunn Arten er ikke tidligere truffet i kommunen. 60

61 BRUN BJØRNESVIRREFLUE (Arctophila superbiens) RØDLISTE: VU - sårbar Brun Bjørnesvirreflue er en lokal og ret sjælden art, der har været udbredt i store dele af landet. Den er i tilbagegang, og er formentlig forsvundet fra mange lokaliteter. Denne smukke og karakteristiske art er i de seneste år kun fundet på to lokaliteter, nemlig ved Strandkær samt på Fugleværnsfondens arealer ved Stubbe Sø. Den kan dog godt i en vis grad være ovseset, idet den entomologiske højsæson er overstået på artens relativt sene flyvetidspunkt. Arten træffes i lysninger i løvskove, på fugtige enge og i moser, og iflg. Torp (1994) er hunnen ses lægge æg i et dybt, vandfyldt hestehovsaftryk langs en mudret sti på et skyggefuldt sted ved et vandløb. Det kan være svært at påpege eksakte plejekrav for en art med så relativt ukendte yngleforhold, men enge med høj grundvandstand eventuelt rindende vand - har formentlig stor betydning for arten. Arten er tidligere kendt fra enkelte lokaliteter i den nordlige del af kommunen. 61

62 TIDLIG ORNAMENTSVIRREFLUE (Xanthogramma festivum) RØDLISTE: VU sårbar Tidlig ornamentsvirreflue er en sjælden art der er knyttet til varmebegunstigede overdrev og enge på kalkholdig bund. Tidlig ornamentsvirreflue vurderes sårbar, VU. Udbredelsen i Danmark er stærkt fragmenteret, og mange gamle fund viser at arten er i tilbagegang. Der er gjort et enkelt fund af denne sjældne art på en helt forventelig lokalitet, nemlig ved Jernhatten. Arten burde ved grundig eftersøgning kunne findes på flere lignende lokaliteter langs kysten, fx ved Kobberhage samt eventuelt ved Lushage. Tidlig ornamentsvirreflue er følsom over for tilgroning af sine levesteder. Der er ingen tidligere forekomster af tidlig ornamentsvirreflue i kommunen. 62

63 FYRRE-TRÆSMULDSVIRREFLUE (Chalcosyrphus piger) RØDLISTE: VU moderat truet Fyrre-træsmuldsvirreflue er en meget sjælden art, der lever i nåleskove med fyrretræer under nedbrydning. Den blev i 1989 opdaget som ny for Danmark i NV-Jylland. I 2003 blev arten desuden konstateret på Djursland. Fyrre-træsmuldsvirreflue har tilsyneladende bredt sig eksplosivt, idet den er truffet på adskillige lokaliteter i Syddjurs Kommune. Arten er udbredt og almindelig i fyrreplantagerne i den nordlige del af kommunen, men er også truffet i Mols Bjerge samt på Ahl Hage. Det er muligt, at fyrretræsmuldsvirreflue først har etableret sig i Danmark i de senere år, og at den nu er under spredning i landet. Arten er også lokal og sjælden i nabolandene. De få danske fund og artens biotopkrav gør, at arten kategoriseres sårbar. Arten er i næsten alle tilfælde truffet på stabler af fyrretømmer, som i de senere år har været ganske udbredte i kommunen, idet der har været en intensiv skovning af især skovfyr. De store tømmermængder har også begunstiget andre sjældne arter knyttet til aldrende skovfyr, bl.a. azurbille. Ved fremtidige rydninger af skovfyr vil det have stor betydning, hvis ukurant ved får lov til at henligge til formuldning. Arten er ikke tidligere registreret i kommunen. 63

64 MOSE-MYRESVIRREFLUE (Microdon mutabilis) RØDLISTE: VU sårbar Mose-myresvirreflue er en sjælden art, der især er fundet i vådområder med bevoksning af tørvemos. Artens larver lever som snylter i myretuer. Mose-myresvirreflue er i tilbagegang i Danmark. Arten er på grund af skjult levevis svær at registrere, men den ser ud til at være forsvundet fra mange af de kendte lokaliteter. Den kategoriseres sårbar, VU. Mose-myresvirreflue er registreret på den gammelkendte lokalitet i Almose, ligesom der er et enkelt fund fra engen neden for Strandkær omkring år Arten er formentlig spredt forekommende omkring kommunens højmosearealer. Arten er følsom over for tilgroning, og det bør sikres, at højmoserne ikke gror til med birk og pil. Arten har utvivlsomt tidligere haft flere levesteder i kommunen, men den vil muligvis kunne genfindes lokalt. 64

65 BRUN TRÆSMULDSVIRREFLUE (Brachypalpus laphriformis) RØDLISTE: VU sårbar Brun træsmuldsvirreflue er en sjælden art, der lever i løvskov med gamle træer under nedbrydning. Arten er i 2000 og 2002 konstateret som ny for henholdsvis Jylland og Bornholm. Det er sjældent, at arten søger til blomster, og derfor er den vanskelig at registrere. Denne meget sjældne art er fundet på trækævler i Sandmark Skov ved Skaføgård. Det er første fund på Djursland. At arten kræver gammel, urørt skov eller subsidiært trækævler, som får lov til at ligge understreger behovet for mere stort dimensioneret dødt ved i skovbunden i områdets løvskove. Brun træsmuldsvirreflue er i de seneste år fundet på enkelte nye lokaliteter, men artens reelle forekomstareal vurderes til at være mindre end 1300 km2. Udbredelsen er stærkt fragmenteret og biotoperne sårbare. Arten kategoriseres på denne baggrund som sårbar. Arten er ikke tidligere kendt fra Djursland. 65

66 STOR SANDTÆGE (Odontoscelis fuliginosa) RØDLISTE: VU - sårbar Stor sandtæge findes på tørre og lysåbne, gerne delvis vegetationsløse biotoper, især langs vore strande og i gamle råstofgrave. Arten er sjælden og kun kendt fra de sydøstlige landsdele. I Jylland findes den således kun langs østkysten mod nord til Djursland. Arten må endvidere anses for temmelig sårbar, da mange af de kendte lokaliteter er ved at gro til. Stor sandtæge er i denne undersøgelse kun fundet i en lille udgravning ved Øer, som allerede er under kraftig tilgroning. Det må dog antages, at stor sandtæge ligesom mange andre arter har en spredt, men stabil forekomst i sandmarks-refugiet på Ebeltofthalvøen Arten kræver meget varme partier med bart sand, og den nuværende forvaltning af sandmarksarealerne ved Øer bør derfor opretholdes, eventuelt med nye fritskrabninger. I det seneste årti er arten ligeledes fundet ved Sletterhage, Øksenmølle samt Ebdrup Mark. På disse lokaliteter kan arten måske stadig findes, især hvis der er små, åbne partier med bart sand eller grus. 66

67 STREGTÆGE (Jalla dumosa) RØDLISTE: VU sårbar Stregtæge findes især i klitter, på heder og andre næringsfattige, lavt bevoksede områder. Den meget sjældne stregtæge er inden for de seneste år fundet på to lokaliteter, nemlig ved Strandkær samt på overdrevet lige oven for Lushage. Det må antages, at arten har en lille bestand i området. Arten er meget sjælden og lokal, idet den kun er kendt fra ca lokaliteter her i landet, men flere af disse steder har dog faste bestande. Den synes desværre i varig tilbagegang og må betragtes som truet, også i vore nabolande, idet den antagelig stiller store krav til levestedet. Stregtæge er særdeles varmekrævende og findes generelt på åbne hede- eller overdrevsarealer med partier af bart sand. Som den langt mere almindelige torntæge lever den som rovdyr af bl.a. insektlarver. I modsætning til torntægen overvintrer stregtægen imidlertid som voksen, og dens større krav til et varmt mikroklima i forårsmånederne er formentlig nøglen til den begrænsede udbredelse. Stregtægens uregelmæssige forekomst gør egentlige målrettede plejetiltag for arten vanskelig, men det må antages, at den generelle pleje af det åbne landskab i Syddjurs Kommune også gavner denne art. Arten er også tidligere kendt fra Strandkær. 67

68 KROGTÆGE (Podops inucta) RØDLISTE: NT nær truet Krogtæge findes på lysåbne biotoper, som regel i nærheden af vådområder og ofte i nærheden af kysten. Arten er ikke almindelig, men udbredt på Øerne, samt kystnært i det sydlige og østlige Jylland. Dens forekomst er i reglen tegn på en god naturlokalitet. Krogtæge er fundet flere steder i kommunen, bl.a. ved Dråby Strand, Hyllested Bjerge samt ved Strandkær. Arten er tilsyneladende ganske talrig, når den endelig forekommer, bl.a. er den fundet i stort antal på sandmarker ved Strandkær. Krogtæge findes spredt og noget uforudsigeligt, og derfor har arten formentlig flere bestande. Der kan ikke umiddelbart peges på specifikke plejekrav, dog bør artens massive tilstedeværelse på sandmarker bemærkes! Der er ikke andre kendte forekomster fra området. 68

69 LILLE LYNGGRÆSHOPPE (Omocestus haemorrhoidalis) RØDLISTE: CR kritisk truet Lille lynggræshoppe findes kun i Mols Bjerge. Tidligere fandtes den også på en lokalitet på Helgenæs, men denne lokalitet er stærkt forringet af tilgroning, og arten er ikke fundet her siden Lille lynggræshoppe er kendt fra Ellemandsbjerg, Trehøje samt Littorinaskrænten ved Strandkær. I 2008 er den ikke fundet på nogle af lokaliteterne, men græshoppeeksperten Kent Olsen lokaliserede i 2007 enkelte syngende hanner på Littorinaskrænten. Arten, der er svær at registrere, har formentlig enkelte spredte bestande rundt om i Mols Bjerge, men er utvivlsomt stærkt truet i området, som er eneste kendte danske lokalitet. Arten er stærkt truet af tilgroning, og Molslaboratoriet har i 2008 iværksat græsning med får på arealet. Ideelt set bør der satses på bortskrælning af en del af vegetationen på skrænten, således at partier med bart sand genskabes. Lille lynggræshoppe er en varmekrævende græshoppe, som især lever på heder og overdrev. Den findes især på solrige, sydvendte skråninger, hvor åbne sandflader veksler med områder med tynd og sparsom vegetation. Den tåler ikke, at dens levesteder gror til i græs. Det skønnes, at arten er i tilbagegang samtidig med, at dens forekomstområde er beskedent. Lille lynggræshoppe vurderes kritisk truet, CR, da den kun har et levested samtidig med, at udbredelses- og forekomstareal er i fortsat tilbagegang, og kvaliteten af dette levested forringes. Arten er tidligere kendt fra Ellemandsbjerg, men er tilsyneladende forsvundet herfra. 69