Omskæring af drenge nogle menneskeretlige aspekter

Transkript

1 21. november 2017 INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER att. Jonas Christoffersen Wilders Plads 8K 1403 København K Omskæring af drenge nogle menneskeretlige aspekter Historisk: Instituttets indstilling 2003 kontra 2017 Institut for Menneskerettigheder afgav i forbindelse med udarbejdelsen af straffelovens 245 a et (forsinket) høringssvar. 1 Her fremhævede man som problematisk i lovforslaget blandt andet den manglende retslige beskyttelse af mænd: En bestemmelse i straffeloven, der alene giver adgang for kvinder til at anmelde omskæring kan efter instituttets vurdering kritiseres for at være diskriminerende. Med den personelle afgrænsning af bestemmelsen, afskæres mænd tilhørende samfundsgrupper, der af kulturelle eller religiøse grunde foretager omskæring, fra at indgive anmeldelse om en handling, som enten i sig selv eller hvis afledede konsekvenser, er oplevet som integritetskrænkende. Instituttet foreslog derfor, at bestemmelsen formuleres kønsneutralt, således at den kriminaliserer den gerning, der består i lemlæstelse af kønsorganer uden samtykke. I dag, fjorten år efter, er kursen og synsvinklen ændret. Nu forsvarer man diskrimineringen af mænd/drenge: Omskæring af drenge er ikke forbudt... Dette er ikke i sig selv diskriminerende, da det er tilladt at forskelsbehandle, hvis der er gode grunde til det. 2 Og Instituttet mener tilsyneladende, at der vitterligt findes gode grunde til at forskelsbehandle, i hvert fald den, at omskæring af drenge er et mindre vidtgående indgreb. Jeg skal vende tilbage til diskrimineringsaspektet senere; i sig selv er det dog hverken centralt eller afgørende. I det hele taget anlægger Instituttet nu en noget anden, overbærende, tolerant, liberal, ja, næsten forklejnende indstilling til drengeomskæring, end man gjorde i 2003 uden at 1. Notat vedrørende forslag til Lov om ændring af straffeloven (Kvindelig omskæring), Institut for Menneskerettigheder/Birgitte Kofod Olsen, 22. april Notatet er ikke længere tilgængeligt på Instituttets hjemmeside, men kan findes her: 2. Policy Brief. Forbud mod omskæring af drenge, maj Se

2 menneskerettighederne er afskaffet eller revideret i mellemtiden. Denne holdningsændring er aldrig blevet begrundet eller forklaret, heller ikke på opfordring. Jeg prøver igen: Hvorfor har instituttet ændret indstilling? Jeg er klar over, at direktøren i 2003 hed Morten Kjærum, nu hedder han Jonas Christoffersen, og det navneskifte kan nok tænkes at spille en rolle, men konstituerer dog ikke en begrundelse. Fire tungtvejende konventioner EU s charter om grundlæggende rettigheder Artikel 3 Ret til respekt for menneskets integritet 1. Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet. Enhver må ud fra en almindelig sproglig forståelse også omfatte børn, inklusive drengebørn. At destruere en sund og funktionel del af en lille drengs krop og derved mærke ham for resten af livet indebærer en eklatant og voldsom krænkelse af hans fysiske integritet. Den europæiske menneskerettighedskonvention Artikel 3 Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter menneskerettighedsdomstolens praksis må det antages, at rituel omskæring af små drenge strider mod artikel 3. Det bemærkes, at art. 3 ikke rummer undtagelsesmuligheder, heller ikke af religiøs eller kulturel art. Artikel 8 Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Denne bestemmelse fortolkes efter domstolens praksis ganske vidt. Den inkluderer således også samme område som ovenfor omtalte art. 3 om den fysiske integritet i EU s charter. Omskæring udgør ikke blot et indgreb i den fysiske integritet, men også i barnets (fremtidige) kønsliv, som ligeledes er omfattet af privatlivsbegrebet. Hertil kommer den irreversible prægning af personens identitet i form af det stammemærke, som omskæringen påfører barnet. Bioetikkonventionen Artikel 6 Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give samtykke 1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en intervention kun foretages på en person, der mangler evnen til at give samtykke, hvis det er direkte til fordel for denne person. Det er ikke til direkte fordel for en lille dreng at få ødelagt sin forhud, tværtimod, han 2

3 påføres en decideret fysisk skade. Rituel omskæring strider derfor mod denne bestemmelse. Vildledning af Folketinget I: Sundhedsministeriet og art. 6, stk. 1 Stine Brix stillede i marts 2015 dette spørgsmål, S 736, til sundhedsminister Nick Hækkerup: Finder ministeren rituel omskæring af raske drengebørn forenelig med Bioetikkonventionens artikel 6, og vil ministeren i bekræftende fald oplyse, hvilken direkte konkret fordel små drenge efter ministerens opfattelse høster ved rituel omskæring? Den nævnte artikel kræver som anført, at indgreb på små børn skal være til direkte sundhedsmæssig fordel for dem det er en ufravigelig forudsætning for, at forældrene gyldigt kan give stedfortrædende samtykke. Andre indgreb end sundhedsgavnlige er ikke tilladte, og dermed altså heller ikke religiøst eller kulturelt begrundede indgreb. Da sundhedsministeren ikke vil stå frem foran Folketinget og vedkende sig, at omskæring er i modstrid med Bioetikkonventionen, spiser han i stedet spørgeren og dermed Folketinget af med irrelevant snak. Kernen i ministerens svar lyder: Det er ministeriets opfattelse, at rituel omskæring, der følger Sundhedsstyrelsens vejledning, ikke er i modstrid med bioetikkonventionens artikel 6.1. Jeg kan desuden henholde mig til, at der ikke kan påpeges vigtige sundhedsfaglige grunde til at forbyde omskæring, og at der således ikke er et sundhedsfagligt belæg for at indføre forbud mod rituel omskæring. 3 Hvad blev der af den i konventionen krævede og helt afgørende direkte fordel for barnet, den fordel, som Stine Brix i sit spørgsmål til ministeren eksplicit efterlyste? Den nævnes i svaret ikke med ét ord fuldt forståeligt, for den findes ikke. Ministerens begrundelse i citatets andet afsnit er af negativ karakter og kan parafraseres således: Rituel omskæring er ikke (særlig) skadeligt, og derfor skal det ikke forbydes. Bioetikkonventionen stiller imidlertid strengere krav; det er ikke tilstrækkeligt, at et indgreb ikke er skadeligt eller kun en lille smule skadeligt. Indgrebet skal positivt og direkte gavne barnet ellers er det ikke tilladt. FN s børnekonvention Det overordnede princip i denne konvention er, at barnets tarv skal komme i første række (art. 3, stk. 1; art. 18, stk.1). Dette princip krænkes umiddelbart ved rituel forhudsamputation, der ikke sker af hensyn til barnets tarv, men af hensyn til forældrenes religion eller kultur. Alle former for vold Dernæst kunne man fremdrage denne bestemmelse: Artikel 19, stk. 1 Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for

4 fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug... Barnet tilføjes en skade ved den rituelle omskæring og udsættes for fysisk vold. Man bemærker, at bestemmelsen taler om alle former for fysisk vold osv.; der gøres altså ikke en undtagelse for religiøst begrundet vold eller skade. Artikel 19, stk. 1, fortolkes strengt, meget strengt: No exceptions. The Committee has consistently maintained the position that all forms of violence against children, however light, are unacceptable. All forms of physical or mental violence does not leave room for any level of legalized violence against children. Frequency, severity of harm and intent to harm are not prerequisites for the definitions of violence... definitions must in no way erode the child s absolute right to human dignity and physical and psychological integrity by describing some forms of violence as legally and/or socially acceptable." [Mine kursiveringer] 4 Vildledning af Folketinget II: Justitsministeriet og art. 19, stk. 1 I november 2008 stillede medlem af Folketinget Ole Hækkerup følgende spørgsmål, S 531, til justitsminister Brian Mikkelsen: Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med FN's børnekonvention, at omskæring er tilladt i Danmark? Den relevante bestemmelse i Børnekonvention var i forhold til justitsministeriet først og fremmest ovennævnte artikel 19, stk. 1. Ministeriet anfægtede ikke, at omskæring måtte opfattes som vold og dermed faldt ind under bestemmelsen, og man anfægtede heller ikke, at indgrebet eventuelt kunne subsumeres under en af straffelovens voldsparagraffer. Men ministeriets jurister mente alligevel, at der kunne statueres straffrihed, med denne begrundelse: Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke antages, at det med Børnekonventionens artikel 19, stk. 1, er hensigten at fravige almindelige strafferetlige principper for, hvornår der kan pålægges et strafansvar, herunder principperne for, hvornår der i givet fald kan gives et såkaldt disculperende samtykke. 5 Ministeriet urgerer altså, at der i dansk ret eksisterer almindelige strafferetlige principper, ud fra hvilke der kan gives stedfortrædende samtykke til udøvelse af vold. Konkret i denne sammenhæng, at forældre på barnets vegne kan give tilladelse til, at en person (en læge eller dennes medhjælp, fx overrabbineren) uden sundhedsmæssigt formål skærer forhuden af deres barn, hvilket uden dette samtykke ville være strafbart som en overtrædelse af straffelovens 244 eller endog 245. Disse almindelige strafferetlige principper, hvortil henvises, eksisterer ikke. Man kan lede, så længe man lyster, men man vil ikke finde. Dansk strafferet kender ingen almindelige principper, som åbner mulighed for stedfortrædende, diskulperende samtykke. 4. Committee on the Rights of the Child, General Comment No. 13: The right of the child to freedom from all forms of violence (2011), s. 8. Findes her: Konstruktionen blev genbrugt, om end i forkortet udgave, af justitsminister Mette Frederiksen i et svar til Pernille Skipper syv år senere, 15. marts 2015, spørgsmål nr

5 A kan, forudsat myndighed, nok give samtykke til, at B udøver visse former for ellers strafbar (moderat) vold mod A selv; men ikke til, at B udøver vold mod en tredje person, C. En far eller mor kan eksempelvis ikke give samtykke til, at en skolelærer tildeler deres barn en endefuld. Et sådant stedfortrædende samtykke er uvirksomt og vil ikke diskulpere; skolelæreren står til en straf for vold, uanset om forældrene fandt en endefuld velanbragt. Faderen eller moderen kan derimod nok give skolelæreren diskulperende samtykke til, at læreren giver faderen eller moderen selv et rap bagi men altså ikke barnet. Inden for sundhedsområdet derimod opereres der med stedfortrædende samtykke, men ikke diskulperende samtykke, for der er i den kontekst intet at diskulpere. Hvis et barn er sygt og har brug for en operation for at blive rask, så kan forældrene naturligvis på barnets vegne, jf. sundhedslovens 14, og i barnets interesse give deres tilladelse til, at lægen udfører denne operation på barnet. Men en sådan situation har jo intet som helst med straffeloven, vold eller diskulpering at skaffe. Justitsministeriet har opfundet sit almindelige strafferetlige princip om stedfortrædende, diskulperende samtykke til lejligheden, ad hoc, og formålet er at lukke diskussionen om Børnekonventionen og den danske retstilstand vedrørende omskæring. Metoden består i at fremstille omskæring i normalitetens skær, som et retligt set helt ordinært fænomen, i fuld og skøn harmoni med almindelige strafferetlige principper. Juridisk er dette som påvist ikke holdbart. Tværtimod må det erkendes, at omskæring i det danske retssystem har karakter af en særegen undtagelse, også i forhold til Børnekonventionen men undtagelser kan være vanskelige at forsvare, så den indrømmelse vil justitsministeriet helst undgå. 6 Traditionsbundne ritualer Der er én bestemmelse i børnekonventionen, som helt specifikt rammer omskæring, nemlig Artikel 24, stk. 3 Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed. Omskæring er om noget et traditionsbundet ritual og indebærer nødvendigvis efter sin karakter skade på barnet: Forhuden bliver ødelagt for evigt. Altså er den danske stat, der har ratificeret konventionen, forpligtet til at tage forholdsregler, effektive og passende, imod dette ritual. Dette er ikke sket, idet staten har begrænset beskyttelsen til piger (straffelovens 245 a), hvilket udgør en selvstændig overtrædelse af konventionens art. 2, stk. 1, der forbyder forskelsbehandling på grund af køn. Kun ét land har ikke ratificeret børnekonventionen, USA det eneste vestlige land, hvor drengeomskæring praktiseres i stor stil. 6. Om undtagelsestilstanden i Tyskland se Christoph Enders: Recht ist, was allgemein ist. Die gesetzliche Regelung zur Beschneidung des männlichen Kindes ( 1631d BGB) i Nolte m.fl. (red.): Die Verfassung als Aufgabe von Wissenschaft, Praxis und Öffentlichkeit. Freundesgabe für Bernhard Schlink zum 70. Geburtstag (Heidelberg 2014), s

6 Instituttets Policy Brief Diskriminering Instituttet mener tilsyneladende, at der kan være gode grunde til at forbyde omskæring af piger, men ikke af drenge, fordi indgrebet er mindre vidtgående hvilket dog langt fra altid er tilfældet, au contraire. Nu behøver man ikke at sammenligne for at fastslå, at det under alle omstændigheder må anses for et overgreb at afskære sunde og raske dele af børns kønsorganer, uanset hvor meget der skæres af, og uanset barnets køn. Men skulle man alligevel finde det umagen værd, så kan der ubestrideligt påpeges klare ligheder: Indgrebet sker tvangsmæssigt, uden samtykke fra den berørte. Der afskæres sunde og funktionelle dele af kønsorganerne. Indgrebet er irreversibelt. Afskæringen indgår ikke i behandlingen af en sygdom, men er alene begrundet i tradition og religion. Afskæringen sker ikke til gavn for barnet, men af hensyn til forældrene, familien, naboerne, religionssamfundets ældste, præster, rabbinere, imamer osv. I forbindelse med forarbejdet til 245 a blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der gjorde sig lignende gradbøjede tanker som instituttet. Man udtalte i rapporten således: Det skal dog bemærkes, at omskæring af drenge traditionelt ikke anses for et så lemlæstende indgreb, at det er omfattet af straffelovens bestemmelser om legemsvold, idet funktionen af mandens kønsdele typisk ikke ødelægges ved indgrebet... 7 Juridisk kan denne forståelse af straffeloven ikke tiltrædes. Det er ikke tilladt at lemlæste andre personer, blot det sker i mindre grad. Og det er ikke en betingelse for anvendelse af straffelovens 244 eller 245, at volden eller legemsangrebet resulterer i funktionsødelæggelser, hverken typisk eller konkret. Spædbarnets religionsudøvelse Instituttet anfører som en betragtning, der taler imod et forbud mod omskæring: Et barn må ikke nægtes retten til at udøve sin religion. Det er jo slet og ret noget vås. En otte dage gammel dreng, født i en jødisk familie, har ikke nogen religion overhovedet og er da på ingen som helst måde i stand til at udøve religion. Han udøver ikke religion, når forhuden bliver kappet af ham, men er et passivt offer. Forældrene, derimod, udøver deres religion, og her bruger de barnet som middel i deres gudsdyrkelse, slet og ret som middel, dybt uetisk. Hvordan kan I dog få jer selv til at skrive sådan noget sludder? Man skal til tysk begrebsjuristeri for at finde noget tilsvarende fortænkt vrøvl Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om omskæring af piger (København, 2003), s Beulke, Werner og Annika Dießner: (...) ein kleiner Schnitt für einen Menschen, aber ein 6

7 Indskrænkning af religionsfriheden? I konkluderer Et forbud vil være et alvorligt indgreb i centrale religiøse og kulturelle traditioner og frihedsrettigheder. En forudsætning for, at et forbud mod omskæring af små drenge kan udgøre et indgreb i religionsfriheden, må nødvendigvis være, at religionsfriheden fra begyndelsen af indbefatter retten til at begå overgreb på andre mennesker. Men det gør den selvfølgelig ikke; det siger sig selv. Man må i Guds navn hverken ofre jomfruer eller skære dele af små pigers kønsorganer, tæve sine børn, undlade at betale skat, køre over for rødt eller stjæle af kassen, og noget sådant indgår ikke i og har aldrig indgået i religionsfriheden i dette land. Der er tale om en misforstået, forvansket, uigennemtænkt og uanalyseret opfattelse af begrebet religionsfrihed, når man mener, at som udgangspunkt er alt religiøst tilladt. Overgreb på andre er ikke, og andre overtrædelser af landets love ej heller. Religion er ikke hævet over eller undtaget fra ellers gældende lov og ret, og opretholdelse af samme lov og ret indskrænker dermed ikke religionsfrihedens domæne eller territorium ulovlige gerninger ligger i forvejen uden for religionsfrihedens område. Som Reinhard Merkel har udtrykt det: Kein Freiheitsgrundrecht, welchen Gewichts immer, gestattet, unter welchen Bedingungen immer, das direkte Eindringen in den Körper eines anderen, und wäre der Eingriff noch so bagatellhaft. Das folgt nicht erst aus irgendeiner Abwägung. Auch eine solche kommt von Anfang an nicht in Betracht. 9 Thomas Fischer er endnu en tysk autoritet, som vi kan tage til indtægt: die Religionsfreiheit als solche rechtfertigt keine absichtliche Körperverletzungen zu Lasten Dritter 10 Et forbud mod omskæring, dette fysiske overgreb på små drenge, indebærer ikke nogen indskrænkning af religionsfriheden. Venlig hilsen großes Thema für die Menschheit. Warum das Urteil des LG Köln zu religiös motivierten Beschneidung von Knaben nicht überzeugt. Zeitschrift für Internationale Strafrechtsdogmatik, 2012, nr. 7, s Se specielt s. 344, 2. sp.-345, 1. sp. 9. Merkel: Die Haut eines Anderen. Süddeutsche Zeitung, Netversion her: Fischer: Strafgesetzbuch mit Nebengesetzen (63. udg., München, 2016), 223, Rn. 47, s