Udenfor. Svend Åge Madsen, 1990 (7,3 ns)

Transkript

1 Udenfor Svend Åge Madsen, 1990 (7,3 ns) Jeg voksede op i en meget lille gade, hvor der ikke skete ret meget andet end det vi selv satte i gang. Vi halvstore 5 drenge fandt ud af, at hvis vi kravlede op i et stakit, som omgav en af baggårdene, så kunne vi derfra kigge ind ad vinduet til en familie gennem en sprække i gardinet. Det blev en yndet sport for os at hænge oppe i det stakit om aftenen, når det var blevet mørkt og der var blevet tændt 10 lys inde i stuen. Vi så familien drikke aftenkaffe. Vi så sønnen skille en radio ad, og morede os over hans besvær med at få den samlet igen. Og vi så datteren sidde og rive sig i håret, mens hun læste lektier. Selvfølgelig hang vi der ikke hver aften, eller hele aftenen, 15 men når man kedede sig smuttede man op på stakittet. Og tit sad en eller anden vagt deroppe, som så kaldte på os andre, hvis der begyndte at ske noget spændende. Så skete der det at familiens gardiner fik en ny frisure havde jeg nær sagt. Før havde der kun været en ret smal 20 strimmel mellem dem, som vi kunne kigge ind gennem. Nu blev de trukket ud til siderne og bundet op. Pludselig havde vi overblik over hele stuen. Det betød at vi på en helt anden måde kunne følge med i familiens hverdag. Vi lagde mærke til når de fik noget nyt det skete for resten ikke ret tit for 25 de sad småt i det. Vi kunne se når de skændtes og Niels Henning smækkede døren, så vi kunne høre det helt udenfor. Han var nogle år ældre end de fleste af os. Det var ikke fordi vi så noget afslørende. Når familien klædte sig af og på, foregik det altid inde i soveværelset, som 30 lå lige ved siden af stuen, men hvor der var stores for vinduet som man ikke kunne se igennem. Alligevel begyndte vi at kende familien på en underlig måde. Engang så nogle af os for eksempel fru Kurtsen gemme nogle småkager inde i dækketøjsskabet. Dem gik hun og spiste af i smug, åbenbart 35 uden at fortælle resten af familien om dem. Og vi vidste at hr. Kurtsen hveranden onsdag havde gæster, som han spillede kort med. De andre onsdage var han ikke hjemme, så vi regnede med at han var henne hos en af de andre for at

2 spille. Jeg kan ikke huske om det var whist men det går 40 jeg og bilder mig ind at det var. Pludselig en dag dukkede Niels Henning op omme i baggården, mens en flok af os stod og lurede. Vi fór selvfølgelig af sted til alle sider. En af mine bedste venner faldt faktisk ned fra stakittet af forskrækkelse og forvred 45 foden. Men i løbet af et øjeblik var vi væk alle sammen, temmelig flove over at være blevet grebet på fersk gerning. Men det afholdt os ikke fra at lure igen. Det gjorde det måske næsten endnu mere spændende i hvert fald vendte vi efterhånden tilbage. Så nogle dage efter stod Niels 50 Henning midt i mellem os, uden at nogen havde opdaget at han var kommet. Han sagde ikke spor, men rakte bare en lille papkasse hen mod os. Det var en havregrynsæske, som toppen var skåret af. Der var ikke noget i den og vi vidste ikke hvad vi skulle stille op med den, men så var der en, der 55 for sjov smed et par småmønter i den, og så holdt Niels Henning æsken hen til nogle af os andre og vi puttede også et par femører i. Vi vidste for øvrigt at han var i pengemangel. Det havde vi set flere eksempler på. Hans far var sur på ham for et eller andet, og nægtede at betale ham 60 lommepenge. I den næste tid dukkede han af og til op med papæsken. Han sagde aldrig et ord, men vi vænnede os til at have et par øre med hver. Somme tider var der også nogle der lagde noget andet deri et eller andet de havde tilovers. På en 65 måde var det som om det gav os ret til at stå og glo, at vi havde betalt nogle småører. Alligevel eller måske derfor? var de fleste af os ved at miste interessen for lureriet, da der skete noget nyt. Det må være blevet varmere i vejret, for familien 70 Kurtsen begyndte at lade de to små trækruder stå åbne. Og det medførte at vi kunne høre det meste af det, der blev sagt inde i stuen. Det gjorde det hele mere spændende. Vi strømmede til, og der begyndte at blive kø for at komme op i stakittet. De dér trækruder var næsten lige så stor en 75 opfindelse, som dengang man begyndte at lave talefilm. De diskuterede hvordan de skulle få til huslejen, og moren tudede fordi hun ikke kunne skaffe Anne Grethe en ny kjole, da hun skulle til skoleafslutning. Og så tudede pigen også. Tit var det selvfølgelig ganske almindelige ting de snakkede

3 80 om, men det var alligevel spændende at stå og lytte og følge med i familiens småproblemer og interesser. Jeg tror nok Niels Henning fik en del flere penge ud af det efter at vinduerne var blevet åbnet. Og en gang imellem, når en eller anden havde lagt ekstra meget i æsken, kunne vi se 85 resultatet inde i stuen, måske fik de lidt bedre mad og en gang fik de råd til at anskaffe en ny spisestuestol efter at vi alle sammen havde grinet meget dengang den gamle gik i stykker. Så blev der bygget om ude i gården. Stakittet blev revet 90 ned og der blev lavet en cementtrappe fra gården op til den lille græsplæne. Det betød at vi kom til at stå meget mere mageligt på den trappe, den virkede næsten som en hel tribune. Og når der ikke var for mange kunne man endda sidde ned og kigge. På det tidspunkt var der også en del 95 voksne, eller halvvoksne, der tit lagde aftenturen omkring og stod og skævede og lyttede sammen med os, selv om de til at begynde med lod som om de kun stod der for at snakke med nogle af os. Alligevel begyndte det nok at give en del mere i kassen, efterhånden som de voksne holdt op med at 100 være flove. En kort tid kom jeg selv til at spille med derinde. Anne Grethe havde haft et par fyre med hjemme, i al stilfærdighed. Det var ikke fordi hun var særlig køn, men der var måske nogle der syntes det var lidt spændende at 105 komme ind i den stue som vi andre kun kendte udefra. I hvert fald var det noget, der vakte stor jubel ude på tribunen, når der sådan var ved at være romantik i luften. Egentlig var det ved et uheld at jeg kom med. Der skete det at jeg ude ved stranden, ude ved Bellevue, 110 ramlede ind i en pige, som jeg kendte temmelig godt, så jeg hilste jo. Først bagefter kom jeg i tanke om at det var Anne Grethe, som jeg havde stået og gloet på den ene dag efter den anden, så jeg troede jeg 'kendte hende'. Men hun kendte jo overhovedet ikke mig. Jeg blev godt flov og var parat til at 115 grave mig ned, og så begyndte hun at grine. Hun havde sikkert været ude for det før. Vi snakkede lidt sammen, og jeg fandt ud af at hun var et ganske almindeligt menneske. Det vidste jeg vel godt i forvejen men det virkede alligevel lidt overraskende. 120 Da hun var taget hjem, opdagede jeg hun havde glemt sine solbriller og et håndklæde. Jeg tog det selvfølgelig med

4 hjem og gik op for at aflevere det. Så var hun alene hjemme og inviterede mig indenfor. Det var ret spændende at komme ind og røre ved det bord, og sidde i en af de stole, 125 som jeg på en måde kendte så godt. Vi snakkede hyggeligt sammen, jeg vidste jo for eksempel at hun samlede på gamle postkort, og hvad for nogle bøger hun havde læst for nylig. Så det endte med at vi aftalte at ses igen. Den næste scene blev vist nok til et stort komisk nummer, 130 fordi jeg pludselig skulle præsenteres for familien, og jeg var temmelig genert og anede ikke hvad jeg skulle sige så jeg dummede mig godt. Så kom der et optrin, hvor jeg prøvede at komme til at holde Anne Grethe i hånden på en meget tilfældig måde, og 135 samtidig blev vi hele tiden forstyrret af moren, der gik ind og ud af stuen med noget vasketøj og hele tiden dukkede op på et ubelejligt tidspunkt. Så kom den store tragiske tur, hvor hun slog op med mig. Hun påstod at det slet ikke var hende jeg var interesseret i. 140 Jeg skabte mig temmelig meget. Jeg kan huske at jeg greb fat i en vase og ville til at smide den på gulvet. Og da jeg så stod med den i hånden mærkede jeg at den var limet sammen man kunne mærke sammenføjningerne og jeg kom til at tænke på at den sikkert havde været brugt på den 145 måde én gang allerede altså havde været i gulvet. Da tror jeg nok, jeg var kureret, selv om det varede nogen tid før jeg igen stod omme på cementtrappen og kiggede, fordi det var lidt træls at se på den fyr, som Anne Grethe nu var begyndt at komme sammen med. 150 Det der fik mig derom var vist nok, at jeg hørte der var ved at være optræk til ballade. På det tidspunkt var Anne Grethes storebror begyndt at komme sammen med et par skrappe drenge. I hvert fald den ene af dem havde haft noget at gøre med politiet og den anden virkede meget 155 upålidelig. En dag stod den sidste af dem og viste Niels Henning en pistol, da hans forældre kom hjem. Fyren skyndte sig at gemme pistolen omme bag ved nogle bøger. Jeg var der ikke selv den dag han gjorde det. Men mine kammerater som stadig hang på, fortalte det til mig. Og så 160 måtte jeg selvfølgelig hen og se hvad det ville føre til. Anne Grethe var flere gange lige ved at finde pistolen. Én gang, hvor hun støvede af, og en anden gang, hvor hun tog bogen lige ved siden af ud af reolen.

5 Og så et par aftener senere fandt hun den faktisk. Ret 165 tilfældigt. Men hun viste den ikke til sine forældre. Og heller ikke til storebroren, selvom hun godt kunne regne ud at det var noget han kendte til. Så gik det hende dårligt til eksamen og forældrene skældte bare ud. Og ham hun kom sammen med efter mig, 170 forsvandt af en eller anden grund. Vi må have haft på fornemmelsen at det var op over, for jeg tror nok der var helt fyldt på trappen, den aften hun var alene hjemme hvor hun tog pistolen frem og sad og fingererede med den. Hun skrev noget på en seddel, men rev den i mange stykker. 175 På en måde følte jeg mig lidt skyldig, for jeg havde aldrig rigtig gjort noget for at blive venner med hende igen efter vores skænderi. Og jeg tror også nok der var andre af os, der stod derude, der havde det på den måde. Da hun så tog pistolen op til tindingen, stod vi sådan fuldstændig lammede 180 udenfor. Da hun trykkede af, lød der et brag. Men hun blev bare siddende, sådan med hånden løftet. Hun havde fået et slag i hovedet, men på en eller anden måde var kuglen blevet siddende i pistolens løb. Sikken en forskrækkelse. Da vi blev klar over hvad der var 185 sket, tror jeg nok vi klappede, alle os ude på trappen. Der kom tit nogle bemærkninger, vittigheder og kommentarer til det, der skete inde i stuen, men jeg tror det er den eneste gang vi reagerede sådan direkte med bifald. De næste aftener kom der rigtig mange. Og jeg tror også 190 mange spyttede temmelig godt i æsken. l hvert fald fik Anne Grethe både sko og en ny frakke. Det var virkelig usædvanligt. Men så efterhånden mistede vi interessen igen. Der var kommet en ny biograf lidt ude ad Silkeborgvej, og jeg tror AGF lige havde vundet danmarksmesterskabet i 195 fodbold, så de håbefulde og også vi mere håbløse spillede til et mål oppe ved garagerne næsten dagen lang. Så lød rygtet at der var ballade igen, inde hos Kurtsen. Man fandt vist ikke rigtig ud af hvad der var galt. Men der var en del, der gættede på at Anne Grethe havde skaffet 200 penge til frakken og skoene på en ulovlig måde. Hun var i hvert fald langt nede. Og moren var også fortvivlet og gik rundt med forgrædte øjne. Vi var meget spændte, og der var igen fuldt hus aften efter aften.

6 Så sad hun pludselig med pistolen igen, og var alene, og 205 helt til rotterne. Vi anede selvfølgelig ikke hvad der ville ske, da hun tog den op til tindingen. Men vi følte os overbeviste om, at der ikke bare kunne ske det samme som sidst. Det lå ligesom i luften, at der skulle noget nyt til hver gang. Sådan for at tilfredsstille os. Det er noget af det mest spændende 210 jeg har oplevet. Da hun trykkede af skete der virkelig noget nyt. Hun sank sammen. Død på stedet. Så fortsatte det ikke ret meget længere. I begyndelsen var der selvfølgelig en masse postyr, en del forskellige mennesker, der kom og gik. Vi overværede også lidt af 215 forberedelserne til begravelsen. Og så en dag blev snorene fjernet og gardinet trukket for. Helt for. fra "Mellem himmel og jord", Gyldendal