Ill.: Miguel Coimbra

Transkript

1 Ill.: Miguel Coimbra

2 COLOSSEUM Milo stod klar uden for en af de underjordiske gange under Colosseum. I hånden havde han en tung hjelm. Han havde brugt hele morgenen på at polere den, så den skinnede blankt. Den skulle være smuk, når Cassius skulle bruge den. Cassius var den dygtigste gladiator af dem alle. De andre slavedrenge sagde godt nok at Appius var bedre. Det kunne da også godt være, men Milo var ligeglad. I hans øjne var Cassius den allerbedste. Desuden var Cassius Milos far. Cassius manglede nu kun én eneste kamp for at kunne købe sig til sin frihed. Når man havde overlevet 25 gladiatorkampe blev man sat fri. Man blev endda belønnet godt for sin indsats. Han var blevet tilbudt stillingen som træner i gladiatorskolen, men Cassius havde sagt nej. Han skulle bare lige overleve denne sidste kamp, så ville han købe sig selv og Milo fri, og så skulle de to flytte ud på landet. Derude ville Cassius lære Milo at kæmpe som en rigtig mand. Tunge trin gav genlyd mellem murstenene. Milo kunne ikke se dem endnu og kneb øjnene sammen. Han stirrede ned ad gangen, og gladiatorerne dukkede frem af mørket. De blev oplyst af faklerne langs væggene. Gladiatorerne var frygtindgydende at se på. Alle bar forskellige dragter. Der var en Retiarius med fiskenet og trefork. Det var meningen, han skulle fange sine modstandere i nettet. Treforken skulle bruges til at spidde dem til døde. Så var der en Provocator, der lignede de romerske legionærer med fjerklædt hjelm og kort sværd. Og så var der Andabata erne De var nemme at kende. De skulle kæmpe med helt tillukkede hjelme, og var næsten helt sikre på at dø i arenaen. Man kunne se på deres rædselsslagne blikke, at de vidste det. Hans far var Scissor. Hans to sværd var korte, skarpe og hang sammen. De kunne klippe hovedet af en mand. Det havde altid været Cassius foretrukne våben. Milo så faren komme nærmere og løb ham i møde. Har du min hjelm klar? spurgte Cassius med et smil. Den vil blænde selveste kejseren, sagde Milo, og rakte stolt hjelmen frem. Den var så blank at faklerne genspejledes i den.

3 Tak, knægt, sagde Cassius, og purrede Milo i håret. Det var som om Cassius ville sige noget, men netop som han åbnede munden, var der nogen der puffede til ham bagfra. Se så at komme videre, gamle mand, sagde Appius og blinkede til Milo. Appius og Cassius havde været venner i flere år, men Appius manglede stadig over ti kampe. Vi ses senere, Milo, råbte Cassius over skulderen. Milo nikkede. Solen bagte på arenaens sand. Varmen fik det til at flimre, og der stank af løvelort og blod. Milo havde fundet sig en udkigspost i den ene ende af arenaen. Her i Colosseum foregik alt fra kælderen. Dyr og mennesker, fanger og gladiatorer. Alle blev hejst op gennem hemmelige gange i arenaen. Publikum anede aldrig, hvor de ville dukke op. Heller ikke gladiatorerne. De kunne tro sig sikre, og pludselig blev der lukket en løve ud lige bag ved dem. Fra sit skjulested kunne han følge alle kampene på nært hold, da hullet i muren var lige over sandhøjde. Han tørrede sveden af håndfladerne. Selv om han elskede gladiatorkampe, hadede han når hans far skulle i arenaen. Især denne gang. Denne sidste gang. Gladiatorerne var allerede i gang, og den klirrende lyd fra sværd, der ramlede mod hinanden lød højt. Det samme gjorde udbruddene fra de mænd, der blev såret. En sandsky hvirvlede op lige foran glughullet, og det føg ind i hans øjne. Han gned dem til han igen kunne se noget og kiggede lige ud på et afhugget hoved. Hjelmen sad stadig fast på det, og gladiatorens brune øjne stirrede på Milo. Der var sand på øjenæblerne, og der løb en stribe blod ud ad mundvigen. Kvalmen steg op i halsen, og han var lige ved at brække sig ud over sine fødder. Men han holdt det tilbage og sank besværligt. Nu måtte det snart være hans fars tur, og det måtte han se. Publikum udbrød et massivt jubelbrøl, og Milo så op. I den fjerneste ende var der dukket tre gladiatorer op. Hjelmene blinkede i solen og side om side gik de ind mod midten. Der blev stille. Så stille at man kunne høre løvernes brølen, mens de blev hejst op gennem gulvet i arenaen. Gladiatorerne spredte sig, og Milo mærkede blodet fryse, da han genkendte sin far til højre. Milo hadede løverne. Han vidste at de var blevet sultet og tirret, før de skulle i arenaen. De var ondskabsfulde og blodtørstige, og deres store poter var dødbringende. Hvorfor skulle der lige være løver i hans fars sidste kamp? Og så tre af dem?

4 Hans hænder greb fat i murkanten, og fingrene borede sig ind i stenene. Sandkornene prikkede på fingerspidserne. Over ham jublede publikum, da en løve sprang på gladiatoren til venstre. Manden skreg og fægtede vildt omkring sig med sværdet, men løven var ham for stærk. Den svang sin enorme pote en enkelt gang, og sværdet faldt ud af gladiatorens hånd. Det fløj i en blød bue og landede i sandet ikke langt fra Milos glughul. Skriget fra manden blev afbrudt, da løven i det samme lukkede kæberne omkring hans hals. Selv på denne afstand kunne Milo se blodet løbe ned i sandet. Men løvens måltid blev kort. Den anden gladiator, som Milo genkendte som Appius, kastede sig op på ryggen af rovdyret. Den løftede hovedet med et brøl, men netop det gjorde at halsen blev blottet, så Appius med en hurtig bevægelse kunne skære halsen over på den. Blodet fossede ud over det gyldenbrune skind og den døde gladiator, og Milo jublede. Den anden løve ventede dog ikke. Den blev tiltrukket af blodet og kastede sig nu over Appius, men Cassius kastede sig frem og stak løven i siden med sine sværd. To røde plamager voksede på dens skind, men den faldt ikke omkuld. Rasende over at blive såret, flåede løven armen af Appius. Hans far kom sin skrigende ven til hjælp. Han styrtede frem og stak sine sværd ind i halsen på løven. Det gjorde en ende på den, og den væltede omkuld. Milo hujede og råbte, og et øjeblik var det som om hans far hørte det. Han vinkede mod glughullet, hvad der fik publikum til at juble. Men det var ikke forbi endnu. Den tredje løve kredsede sig ind på Cassius og Appius, men det virkede som om Cassius havde glemt at den var der. Han bøjede sig bare over sin ven og prøvede at standse blødningen fra den afrevne arm. Pludselig satte løven af i et kæmpe spring og på få øjeblikke var den over Milos far og Appius. En klingende lyd af dens tænder mod Cassius hjelm lød over arenaen, men den havde ikke fået fat. Den stod med forbenene på farens bryst, og Milo kunne se hvordan han kæmpede for at få det tunge dyr væk fra sig. Ikke i den sidste kamp! Skreg tankerne i Milos hjerne. Ikke nu! Ikke lige som Cassius kunne købe sig selv og Milo fri! Det var ikke retfærdigt! Uden at tænke sprang Milo ud gennem glughullet. Han spurtede hen over sandet, og i farten samlede han det sværd op, som den første gladiator havde tabt. Milo ænsede ikke de titusindvis af tilskuere hvis jubel bare blev højere, da han blev synlig for dem. De kunne jo se at han bare var en dreng, og slet ikke hørte til derinde. Det eneste han kunne se for sine øjne var den store løve. Dens vældige gab var spærret op i frådende raseri, og med den ene lab slog den til hans fars hjelm.

5 Neeeej, råbte Milo og kastede sig ind i kampen. Han nåede netop at se sin far og hørte ham råbe gennem larmen at han skulle stoppe, men han kunne ikke. Ville ikke. Milo hamrede ind i løven med hele sin vægt, men den flyttede sig dårligt nok. Han nåede at undre sig over hvor strid dens pels var, inden han stak sværdet i dens side. Han mærkede det skrabe mod nogle ribben, men sværdet kom fri og strøg i helt til skæftet. Den gled gennem det bløde kød med en svuppende lyd. Løven vendte hovedet mod ham og brølede. Dens spyt stod ud i hans ansigt, og stanken af blod var afskyelig. Men så blev den tavs. Den lukkede munden og så på ham som om den undrede sig, men så faldt den omkuld. Stilheden i arenaen var overvældende. Efter kampens larm og løvebrølene var her nu helt stille. Hans far havde vundet. Nu kunne de blive fri. Milo hjalp sin far fri af løven. Blodet sivede ud fra et sår i armen, men ellers var han uskadt. Cassius faldt på knæ foran Milo og lagde hånden på hans skulder. Hans blik udstrålede varme og stolthed, og først nu gik det op for Milo hvor farligt det kunne have været. Så omfavnede Cassius ham, og tilskuernes jubel eksploderede.