Forsikrings- og erstatningsspørgsmål

Transkript

1 Forsikrings- og erstatningsspørgsmål Dette notat skal afdække de problemstillinger, som findes vedrørende universitetets erstatningsansvar og forsikringsforhold. Der er tre overordnede problemstillinger. Den ene er universitets ansvar for tingsskade. Dette er omtalt i punkt 1. Det andet er universitetets ansvar for personskade. Dette er behandlet i punkt 2. Herefter behandles medarbejdernes ansvar for skade på universitets ting. Dette er omtalt i punkt 3. Endelig omtales universitetets ansvar for medarbejdernes handlinger i punkt Universitetets ansvar for tingsskade På steder, hvor der er en almindelig adgang har universitetet et ejeransvar. Det betyder, at universitetet skal sørge for, at der eksempelvis er ryddet sne, idet faldskader i modsat fald kan være ansvarspådragende. Ligeledes skal lokaler og laboratorier være forsvarligt indrettet. Universitetet er ikke ansvarligt for, at ansatte eller studerende får stjålet, beskadiget eller ødelagt ejendele. 2. Personskade 2.1. Generelt I dette afsnit omtales universitetets ansvar for personskader. I afsnit 2.2. ses på arbejdsskader. Problemet er i dette tilfælde at afgrænse, hvad der er omfattet af begrebet arbejdsskade. Afsnittet er opdelt i afsnit om skader i Danmark og afsnit om skader i udlandet. I 2.3. ses på sygdom hos udlændige, som opholder sig på universitetet Skader i Danmark Hvis medarbejdere bliver ramt af en personskade i arbejdstiden, er der en arbejdsskade. Der er ingen problemer, hvis der er tale om medarbejdere ved universitetet, herunder ph.d.-stipendiater. Den rene arbejdsskade vil derfor ikke blive undersøgt nærmere. Generelt kan det dog siges, at det efter arbejdsskadesikringsloven 2 er et centralt kriterium, om personen er ansat til at udføre arbejde. Det er ikke nærmere defineret i loven, hvad det vil sige at være ansat. Her kan en række momenter spille ind. Det er ikke afgørende, om en person er lønnet eller ulønnet. Det har derimod betydning, om den pågældende udfører noget, som er nyttigt for arbejdsgiveren. Eksempelvis vil en ulønnet indsamler for en 1

2 humanitær organisation være omfattet, hvis han brækker benet under indsamlingen. Det vil ligeledes være af betydning, om der foreligger en instruktionsret for arbejdsgiveren, og om medarbejderen således kan anses for at være i et tjenesteforhold. Da dette er en konkret bedømmelse, er de følgende betragtninger behæftet med en vis usikkerhed. For visse persongrupper er der tvivl, om universitetet er ansvarligt. Den første persongruppe er studerende. Uddannelsessøgende, der opholder sig på et uddannelsessted eller arbejdsplads som led i et uddannelses- eller praktikforløb kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Loven omfatter imidlertid ikke uddannelsessøgende i skoler og læreanstalter. En studerende er dermed som hovedregel ikke beskyttet efter loven. Hvis imidlertid den studerende udfører et arbejde, som er nyttigt for universitetet, er det muligt, at den pågældende vil blive betragtet som omfattet af loven. Det gælder eksempelvis, hvis en specialestuderende går til hånde i et laboratorium i forbindelse med en ansat medarbejders forskningsprojekt. En anden gruppe er selvfinansierede ph.d.-stipendiater. Hvis den pågældende er selvfinansieret i den forstand, at han selv har skaffet sig midlerne til sin forskning, men at han i øvrigt er stillet som en almindelig ansat og således er underlagt instruktionsbeføjelse fra eksempelvis en institutleder, er den pågældende sikret efter arbejdsskadesikringsloven, og universitetet hæfter derfor for personskade i arbejdstiden. Jo mere selvstændigt den pågældende agerer desto mindre taler det dog for, at universitetet kan anses for arbejdsgiver. Tidligere medarbejdere er som udgangspunkt ikke omfattet af loven, da der ikke foreligger et ansættelsesforhold. Skader under oprydning i forbindelse med fratrædelse er dog nok omfattet af loven, da dette kan betragtes som den sidste ansættelsesmæssige handling. Hvis medarbejderen efter sin fratræden udfører hverv, der er nyttige for arbejdsgiveren, vil medarbejderen ligeledes være omfattet af loven. Ph.d.-stipendiater vil være omfattet ud over deres indskrivningsperiode, hvis de fortsat er lønnede. Hvis de derimod ikke længere er lønnede, er spørgsmålet mere tvivlsomt. Her er tale om et grænsetilfælde. Det er dog nok sandsynligt, at en domstol vil finde, at der udføres arbejde, som er nyttigt for universitetet, hvorfor de pågældende er omfattede. Ved gæsteforskere forstås enhver, som opholder sig på universitetet ifølge aftale med universitetet. Danske gæsteforskere, som er ansat ved et andet universitet, og som rammes af skader, er omfattet af loven, men universitetet er ikke arbejdsgiver for de pågældende. Det forudsættes her, at de ikke er lønnede af universitetet. Hvis de er lønnede som eksempelvis en censor, er universitetet at betragte som arbejdsgiver. For udenlandske gæsteforskere gælder loven også for arbejdstagere, der er udstationeret til Danmark fra et EU-land eller et land, hvormed Danmark har traktat om arbejdsskadesikring. Hvis den pågældende imidlertid bliver 2

3 ansat ved universitetet og således får løn, er der muligvis ikke længere tale om en udstationering men om et ansættelsesforhold på universitetet. I så fald hæfter universitetet for skader. I tilfælde, hvor universitetet ikke betaler løn er det førnævnte nyttekriterium, som der vil blive lagt vægt på. Hvis den pågældende arbejder fuldt ud på egne forskningsprojekter, vil han næppe blive anset for ansat på universitetet, men dette resultat kan ændre sig, hvis han gennem sit arbejde hjælper til og dermed er nyttig. Universitet må således påregne at hæfte for en række udenlandske gæsteforskere. Det er imidlertid muligt, at en arbejdsgiver i udsenderlandet måske hæfter fuldt ud, men dette må afgøres efter en konkret vurdering af ansættelsesforholdet. Ved anmeldelse af skaden til Arbejdsskadestyrelsen skal der i disse tilfælde gøres opmærksom på, at der er tale om en udenlandsk gæsteforsker, hvor der er mulighed for at en udenlandsk arbejdsgiver hæfter. Dette forhold afklares herefter af Arbejdsskadestyrelsen. I alle tilfælde gælder, at universitetet kan blive ansvarligt for personskade, hvis der er handlet uagtsomt. Herefter er universitetet ansvarligt efter almindelige erstatningsretlige regler. Dette kan eksempelvis forekomme ved uhensigtsmæssig indretning eller fremgangsmåder ved forsøg. Der hæftes ikke for skader i fritiden. Ved udlændinge bør de pågældende tegne en forsikring for fritiden Skader i udlandet Spørgsmålet er, om universitetet er ansvarligt for personskader, der opstår for medarbejdere og studerende, der opholder sig i udlandet. Der er således tale om udstationering og tjenesterejser. Efter EU-reglerne (Rfo 883/2004) fremgår det, at en person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes i en anden medlemsstat for dér at udføre et arbejde for hans regning, fortsat er omfattet af lovgivningen i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke påregnes at overstige 24 måneder, og at den pågældende ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet. Hovedkravene er således, at der er tale om en lønnet beskæftigelse, og at opholdet ikke overstiger 24 måneder. Arbejdsskadestyrelsen har dog telefonisk oplyst, at denne dækning kun er 12 måneder. Hvis det er relevant, skal dette undersøges nærmere. Denne dækning kan forlænges i op til 3 år ved ansøgning til Arbejdsskadestyrelsen. I disse tilfælde er medarbejderen således dækket som i Danmark. Tilsvarende gælder udsendelse i andre lande. I disse andre lande gælder arbejdsskadedækningen i 12 måneder regnet fra ankomsten til landet. 3

4 Dækningen omfatter skader på rejsen men ikke private aktiviteter under opholdet. For disse private aktiviteter skal der således tegnes en særskilt forsikring Arbejdstageren er ligeledes dækket under en tjenesterejse. Ved tjenesterejser forstås kortere ophold. Denne dækning omfatter groft sagt hele rejsen. Her anses den rejsende således ikke at have fritid. Hvis den pågældende imidlertid foretager sig noget, der har privat karakter, er det dog ikke dækket. Som eksempel herpå kan nævnes, at den ansatte i ikke uvæsentlig grad involverer sig i det lokale restaurationsliv. Der synes at være overlapning mellem denne dækning og rejseforsikringen. Der er jo næppe grund til at inddrage eksterne forsikringsselskaber, hvis universitetet alligevel hæfter og Arbejdsskadestyrelsen forestår sagsbehandlingen. Studerende er som nævnt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Universitetet er derfor ikke ansvarlig for deres skader i udlandet Sygdom Hvis en udlænding bliver akut syg, tager det danske hospitalsvæsen sig af ham. Ikke-akutte sygdomme behandles ikke. For eksempel får en udlænding ikke en hofteoperation. Betalingen for dette er universitetets problem, hvis der er tale om en arbejdsskade, som universitetet hæfter for, jf. ovenfor i , men i andre tilfælde er det et problem for udlændingen og dennes hjemland. For dette vil det være fornuftigt at tegne forsikring. 3. Ødelæggelse af AAU s ting En medarbejder kan beskadige eller ødelægge universitetets ejendele. Der kan for eksempel være tale om en PC eller en bil, som arbejdstageren benytter efter aftale med universitetet. Hvis medarbejderen handler uagtsomt gælder det efter erstatningsansvarslovens 23, stk. 3, at erstatningen kun kan kræves betalt af medarbejderen i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. Det betyder, at medarbejderen som regel ikke er ansvarlig. Hvis medarbejderen anvender bilen uden for tjenesten gælder denne lempelsesregel ikke. Foretager medarbejderen et svinkeærinde i arbejdstiden for eksempel indkøb anses uheld som sket i tjenesten og derved skaderne er således omfattet af lempelsesreglen. Dette gælder dog ikke, hvis medarbejderen anvender bilen til privat kørsel uden for tjenesten. I denne situation er medarbejderen ansvarlig, hvis han har handlet uagtsomt. 4. Ansvar for skade udøvet af medarbejdere 4

5 Spørgsmålet er, hvornår AAU hæfter for personskader forårsaget af medarbejderen. Dette er relevant ved medarbejdernes brug af biler. Udgangspunktet er, at alle skader der forvoldes af et motordrevent køretøj er underlagt objektivt ansvar. Det vil sige, at der er ansvar uden skyld. Anvender medarbejderen bilen som et led i sit arbejde, anses han ikke for at være selvstædig bruger af bilen. I så fald hæfter staten for de skader, bilen forvolder, jf. færdselslovens 109. For disse skader har staten som udgangspunkt ikke et krav mod medarbejderen, da det kræver, at der er handlet uagtsomt, og at det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt, jf. erstatningsansvarslovens 23, stk. 1.. Det betyder, at medarbejderen som regel ikke er ansvarlig. Anvender medarbejderen bilen til private formål, hæfter staten ligeledes for skaden. I så fald kan staten rette et krav mod medarbejderen. Dette kræver formentlig, at medarbejderen har handlet uansvarligt, hvilket nok i praksis ofte vil være tilfældet, hvis der ikke er en anden bilist indblandet i skaden. 5