HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 23. september 2013

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 23. september 2013 Sag 326/2011 (1. afdeling) If Skadeforsikring (advokat Michael S. Wiisbye) mod A (advokat Niels Rex, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Odense den 13. december 2010 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 23. maj I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Oliver Talevski. Påstande Appellanten, If Skadeforsikring, har påstået frifindelse for påstanden om betaling af fuld personskadeerstatning. Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse. Anbringender If Skadeforsikring har anført, at der foreligger grov uagtsomhed, da As adfærd har indebåret en indlysende risiko for den faktisk indtrådte skade. Begrebet grov uagtsomhed i færdselslovens 101, stk. 2, må forstås på samme måde som det tilsvarende begreb i erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, og forsikringsaftalelovens 18, stk. 2. Bilens fører var uden skyld i uheldet, og han er da også blevet frifundet under straffesagen. A er reelt eneansvarlig for uheldet. Hvis adgangen til at reducere personskadeerstatning i henhold til færdselslovens 101, stk. 2, i overensstemmelse med lovgivers intention skal

2 - 2 - have et reelt indhold, må der ske reduktion med i hvert fald 1/3 i en sag som den foreliggende, hvor alle delelementer i hændelsesforløbet er udtryk for en høj grad af uagtsomhed fra As side. A har anført, at If Skadeforsikring har bevisbyrden for, at han har udvist en så grov uagtsomhed, at erstatningen for personskade skal nedsættes. Denne bevisbyrde er ikke løftet, idet der er tvivl om de nærmere omstændigheder ved uheldet. Der er således usikkerhed om, hvor hurtigt han kørte den beregnede hastighed på 105 km/t kan ikke lægges til grund. Hertil kommer, at hans hastighed umiddelbart forud for sammenstødet var uden betydning for uheldets indtræden. Uheldet skyldes, at bilens fører tilsidesatte sin ubetingede vigepligt ved venstresvingningen. Alle tre motorcyklister måtte bremse hårdt ned. Der skal en meget høj grad af grov uagtsomhed til, før der sker nedsættelse af erstatning efter færdselslovens 101, stk. 2, 2. pkt. Supplerende sagsfremstilling Ved Østre Landsrets ankedom af 18. august 2011 blev A ligesom for byretten fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens 3, stk. 1, 4, stk. 1, og 41, stk. 1, og stk. 2, nr. 1 og 3. Landsretten idømte ham herfor en bøde på kr. Landsretten tiltrådte endvidere byrettens afgørelse, hvorefter A blev frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 6 måneder. Retsgrundlaget Færdselslovens 101, stk. 1 og 2, og 103, stk. 1, har følgende ordlyd: 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov u- agtsomhed har medvirket til skaden Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i 101, stk. 1 og 2. Bestemmelserne stammer fra lov nr. 495 af 27. november 1985 om ændring af færdselsloven. Ændringsloven er baseret på betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer, som blev afgivet af Justitsministeriets Trafikerstatningsudvalg.

3 - 3 - For så vidt angår spørgsmålet om bortfald eller nedsættelse af erstatningen som følge af skadelidtes egen skyld mv., hedder det i betænkningen bl.a. (s. 77 f.): Da de eksisterende bestemmelser om egen skyld efter udvalgets mening ikke kan antages at have nogen væsentlig præventiv funktion for så vidt angår personskader, finder udvalget ikke, at hensynet til forebyggelse af ulykker kan anføres imod en lempelse af reglerne om egen skyld. Udvalget finder også grund til at fremhæve, at en lempelse af egenskyldsreglerne som følge af den lovpligtige forsikringsordning ikke vil lægge en urimelig byrde på den enkelte skadevolder. På den anden side finder udvalget det ikke rimeligt eller forsvarligt at fastslå et erstatningsansvar på objektivt grundlag uden hensyn til egen skyld i de relativt få tilfælde, hvor skadelidte har medvirket forsætligt til skaden, f.eks. i forbindelse med selvmordsforsøg, hvorfor domstolene i dette tilfælde bør have adgang til at lade erstatningen bortfalde eller eventuelt nedsætte. På tilsvarende måde bør der være adgang til at lade forsørger tabserstatning bortfalde eller nedsætte. Det vil efter udvalgets opfattelse være naturligt i de nævnte tilfælde at lade erstatningen bortfalde, men udvalget har dog ikke fundet at burde afskære muligheden for alene at nedsætte erstatningen, f.eks. i tilfælde, hvor skadelidtes medvirken må antages at være en følge af sindssygdom, åndssvaghed eller forbigående sindsforvirring, uden at der foreligger en tilstand som omhandlet i myndighedslovens 64. Det kan forekomme tvivlsomt, hvorvidt et groft uagtsomt forhold fra skadelidtes side bør medføre nedsættelse eller bortfald af personskadeerstatning. Da den almindelige regel om skyldvurdering formentlig må antages at indgå som et væsentligt led i den enkeltes retsbevidsthed, kan det måske i visse situationer forekomme stødende, om fuld erstatning under alle omstændigheder skal udbetales til den, som har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse af færdselsreglerne, og som således gennem sin uagtsomhed selv har pådraget sig erstatningsansvar over for den anden trafikant. Under hensyn hertil og til retstilstanden i de øvrige nordiske lande, hvor en lempelse af erstatningsansvaret kan ske i tilfælde af groft uagtsom medvirken fra skadelidtes side, finder udvalget, at der fortsat bør være adgang til at nedsætte erstatningen ved grov uagtsomhed på skadelidtes side. Udvalget har imidlertid ikke ment, at enhver grov uagtsomhed bør medføre nedsættelse af personskadeerstatningen. Der vil således efter udvalgets opfattelse ikke være noget til hinder for, at der gives fuld erstatning, selv hvor der foreligger meget betydelig egen skyld udvist af større børn eller unge, der har handlet under leg eller i kådhed. Det samme gælder, hvis uagtsomheden må ses på baggrund af høj alder eller fysiske eller psykiske handicaps. Foreligger der ikke forsæt, men et så groft uagtsomt forhold fra skadelidtes side, at der bør ske nedsættelse af erstatningen, vil det efter udvalgets opfattelse være rimeligt, at erstatningen som altovervejende hovedregel nedsættes med 1/3. En sådan forholdsvis fast regel vil være nødvendig for, at erstatningsspørgsmålet i videst muligt omfang kan afgøres uden langvarige og bekostelige retssager. I bemærkningerne til lovforslaget er betænkningens overvejelser om grov uagtsomhed gengivet og kommenteret således (L 7, Folketingstidende , tillæg A, sp. 317 f.):

4 - 4 - Udvalget finder det tvivlsomt, om et groft uagtsomt forhold fra skadelidtes side bør medføre nedsættelse eller bortfald af personskadeerstatning. Da den almindelige regel om skyldvurdering formentlig må antages at indgå som et væsentligt led i den enkeltes retsbevidsthed, kan det måske i visse situationer forekomme stødende, om fuld erstatning under alle omstændigheder skal udbetales til den, der har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse af færdselsreglerne, og som således gennem betydelig uagtsomhed selv har pådraget sig erstatningsansvar over for den anden trafikant. Under hensyn hertil og til retstilstanden i de øvrige nordiske lande, hvor der kan ske en lempelse af erstatningsansvaret i tilfælde af groft uagtsom medvirken fra skadelidtes side, finder udvalget, at der også i Danmark fortsat bør være adgang til at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde, når der foreligger en meget grov uagtsomhed fra skadelidtes side. Skønner en domstol, at der i en konkret situation er udvist et så groft uagtsomt forhold, at der bør ske nedsættelse af erstatningen, vil det efter udvalgets opfattelse være rimeligt, at nedsættelsen som udgangspunkt sker med 1/3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets opfattelse. I overensstemmelse hermed hedder det i justitsministerens utrykte svar på spørgsmål 1 fra Folketingets Retsudvalg bl.a.: Når der således i bemærkningerne til lovforslaget er henvist til udvalgets forudsætninger vedrørende anvendelsen af nedsættelsesreglen, medfører almindelige principper om lovfortolkning, at domstolene efter en konkret bedømmelse alene vil nedsætte erstatningen, hvis skadelidte har udvist en særlig kvalificeret grov uagtsomhed. Justitsministeriet finder endvidere, at der ved formuleringen af erstatningsretlige regler så vidt muligt bør anvendes almindelige anerkendte begreber som forsæt, simpel uagtsomhed eller grov uagtsomhed. En fravigelse af disse sædvanlige erstatningsretlige begreber vil let kunne give anledning til vanskelige tvivlspørgsmål. For så vidt angår spørgsmålet om ansvarsgrundlaget og egen skyld for skader forvoldt ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, hedder det i betænkningen bl.a. (s. 94 f.): Den nugældende færdselslovs 103 indebærer således, at erstatningen for personskade nedsættes selv i de tilfælde, hvor skadelidte kun har udvist en mindre uagtsomhed eller endog (objektivt) har været uden nogen skyld i uheldet, men ikke kan bevise dette, fordi de nærmere omstændigheder ved uheldet ikke kan oplyses. I disse tilfælde opstilles der i loven en formodning (præsumption) for, at den skadelidte fører, der tillige er ejer eller bruger af køretøjet, er delvis skyld i uheldet og erstatningen halveres Udvalget har på denne baggrund og på baggrund af de sociale og humanitære hensyn, der er anført til støtte for en lempelse af reglerne om egen skyld for så vidt angår fodgængere, cyklister og passagerer, overvejet at foreslå færdselslovens særlige regler om sammenstødstilfælde ændret således, at personskade, som et motordrevet køretøj ved sammenstød med et andet motordrevet køretøj objektivt forvolder på føreren, ejeren eller brugeren af det sidstnævnte køretøj, erstattes i samme omfang som anden skade, der forvoldes af et motordrevet køretøj. En sådan ændring vil indebære, at ejeren eller brugeren af et køretøj, der impliceres i et sammenstød - i praksis vedkommende forsik-

5 - 5 - ringsselskab - vil være erstatningsansvarlig for personskade forvoldt på føreren (og/eller ejeren (brugeren)) af det andet køretøj efter den foreslåede almindelige regel om objektivt erstatningsansvar for skadeforvoldt af et motordrevet køretøj, og at egen skyld hos skadelidte kun medfører nedsættelse af erstatningen, såfremt det bevises, at skadelidte har handlet groft uagtsomt, og omstændighederne i øvrigt ikke taler imod en nedsættelse I øvrigt vil forslaget få følgende virkninger i en situation, hvor der forvoldes skade ved, at to motordrevne køretøjer ført af A og B støder sammen, og hvor kun A lider personskade : a. Tilfælde, hvor hovedårsagen til sammenstødet - efter en traditionel bedømmelse - alene er B's kørselsfejl. Den ved sammenstødet mellem motorkøretøjerne på A forvoldte personskade erstattes på objektivt grundlag af B. B's lovpligtige ansvarsforsikring hæfter for erstatningen. Erstatningen til A nedsættes ikke, idet A forudsættes hverken at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt b. Tilfælde, hvor hovedårsagen til sammenstødet - efter en traditionel bedømmelse - alene er A's kørselsfejl. Den ved sammenstødet forvoldte personskade på A erstattes på objektivt grundlag af B. B's lovpligtige ansvarsforsikring hæfter for erstatningen. Erstatningen nedsættes eller bortfalder kun, såfremt det bevises, at A har handlet forsætligt eller efter omstændighederne, hvis A har udvist grov uagtsomhed c. Såfremt sammenstødet efter traditionel bedømmelse skyldes såvel A's som B's kørselsfejl, skal B og B's lovpligtige ansvarsforsikring på objektivt grundlag erstatte den personskade, som ved sammenstødet mellem køretøjerne er forvoldt A. Erstatningen nedsættes eller bortfalder kun, såfremt det bevises, at A har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, hvilket i praksis i denne situation kun sjældent vil være tilfældet. d. Såfremt de nærmere omstændigheder ved sammenstødet ikke kan klarlægges, skal B og B's lovpligtige ansvarsforsikring på objektivt grundlag erstatte den personskade, som ved sammenstødet mellem køretøjerne er forvoldt A. Der vil i denne situation ikke være grundlag for at antage, at A har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvorfor personskadeerstatningen ikke nedsættes på grund af egen skyld Det fremgår af de almindelige bemærkninger i lovforslaget til ændringsloven, at Justitsministeriet også tilsluttede sig udvalgets opfattelse med hensyn til forbedring af førerens stilling ved personskade som følge af sammenstød, jf. Folketingstidende , tillæg A, sp. 318 f. Højesterets begrundelse og resultat Sagens problemstilling A kom alvorligt til skade den 19. marts 2009, hvor han på sin motorcykel stødte sammen med en bil.

6 - 6 - For Højesteret angår sagen, om If Skadeforsikring som ansvarsforsikringsselskab for bilen skal betale fuld personskadeerstatning til A, eller om erstatningen skal nedsættes med 1/3 som følge af As egen skyld. Færdselslovens ordning om erstatning for personskade Efter færdselslovens 101, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, erstatte skader, som køretøjet forvolder ved bl.a. færdselsuheld. Efter 101, stk. 2, 1. pkt., kan erstatningen for personskade eller tab af forsørger nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan efter 101, stk. 2, 2. pkt., endvidere nedsættes eller i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Reglerne finder tilsvarende anvendelse på personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, jf. 103, stk. 1. Efter det, der er anført i forarbejderne til færdselslovens 101, stk. 2, 2. pkt., finder Højesteret, at det ikke er enhver grov uagtsomhed, som kan medføre nedsættelse af erstatning for personskade. Nedsættelse kan kun ske, hvis der er tale om meget grov uagtsomhed. Det er således ikke afgørende for spørgsmålet om nedsættelse, om skadelidte har udvist grov uagtsomhed, således som dette begreb må forstås efter erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, eller forsikringsaftalelovens 18, stk. 2. Det må afgøres efter en samlet vurdering af den konkrete sags omstændigheder, om skadelidte har medvirket til skaden ved en så grov uagtsomhed, at erstatningen bør nedsættes. Der skal ved bedømmelsen henses til, at formålet med nedsættelsesreglen efter forarbejderne er at undgå udbetaling af fuld erstatning i tilfælde, hvor dette vil virke stødende som følge af, at skadelidte selv har medvirket til skaden ved en alvorlig overtrædelse af færdselsloven. Ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer skal det efter forarbejderne tillige indgå i bedømmelsen, om føreren af det motorkøretøj, som det objektive ansvar påhviler, har begået kørselsfejl, som har medvirket til sammenstødet. Den konkrete sag Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at A kørte frem mod krydset Tietgens Allé/Langelinie med en hastighed på ikke under 105 km/t, og at han på en ikke nærmere fastlagt strækning fra krydset Læssøegade/Tietgens Allé frem mod krydset Tietgens Allé/Langelinie kun kørte på motorcyklens baghjul.

7 - 7 - Højesteret lægger endvidere ligesom landsretten til grund, at der var grønt lys i As kørselsretning, at bilen var ved at dreje til venstre, og at de to andre motorcyklister, som fulgtes med A, måtte bremse hårdt ned for ikke at ramme bilen. Under disse omstændigheder finder Højesteret det ikke godtgjort, at A har medvirket til skaden ved en sådan grad af uagtsomhed, at erstatningen bør nedsættes efter færdselslovens 103, stk. 1, sammenholdt med 101, stk. 2, 2. pkt. Konklusion Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal If Skadeforsikring betale kr., som indbetales til Højesteret. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.