Kjæmpehøien. Annen hovedversjon, hovedtekst, 1. utg.

Transkript

1 Kjæmpehøien 1854 Henrik Ibsens skrifter Historisk-kritisk utgave, elektronisk versjon Edering Christian Janss (ansv.), Hilde Bøe, Ståle Dingstad, Stine Brenna Taugbøl Kollasjonering og koding Ingrid Falkenberg, Mette Witting Kommentering Asbjørn Aarseth (ansv.), Kristin Bakken, Thoralf Berg, Alvhild Dvergsdal, Jørgen Fafner, Nils Grinde, Dag Gundersen, Arnbjørn Jakobsen, Else Mundal, Kristian Smidt, Olav Solberg, Stine Brenna Taugbøl, Vigdis Ystad 1

2 KJÆMPEHØIEN DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT AF HENRIK IBSEN 2

3 Personerne, en gammel Eneboer, hans Pleiedatter, Søkonge fra Norge, en gammel Viking HROLLOUG, JOSTEIN og FLERE VIKINGER HEMMING, en ung Skjald i Gandalfs Tjeneste Handlingen foregaaer paa en liden Ø ved Sicilien, kort før Christendommens Indførelse i Norge. 3

4 En aaben Plads, omgiven af Træer, nær ved Strandbredden. Til Venstre i Baggrunden en antik Tempelruin. Midt paa Scenen en stor Kjæmpehøi, hvorpaa en Bauta, omvunden af Blomsterkrandse. 1ste Scene Roderik sidder skrivende til Høire. Til Venstre Blanka i en halvt liggende Stilling. Aftenrødens sidste Luer Bølge som et Hav ibrand. Der er tempeltyst ved Strand, Tyst som under Løvets Buer. Sommeraftnens milde Fred Daler som en Due ned, Svæver som en Svane over Skovens Blomst og Havets Vover. I Orangekrattet blunder Fortids Guder og Gudinder, Høie marmorhugne Minder Om en Verden, som gik under; Troskab, Tapperheden, Dyden Staa forstenet, dødt og rigt, Gives vel et mere ligt Billed paa det sjunkne Syden? (reiser sig) Men min Fader har fortalt Om et Land bag fjerne Bølger, Hvor et frodigt Liv sig dølger, Ei et meislet eller malt. Her er Guddomslivet veget, Spores kun i Stenens Træk, Der det aander, kraftigt præget, Som en Kjæmper stærk og kjæk. Og naar Aftnens lumre Stilhed Tynger knugende mit Bryst, See, da stiger Nordens Billed For mit Øie sneebelyst. Her er smuldrende Ruiner, Døsig Dvale tung og blød, Der er styrtende Laviner Foraarsliv og Vinterdød! Hvis jeg havde Svanehammen efter en Pause, skrivende «Da, hedder det, har Ragnarok forsonet De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv; Alfader, Balder og den milde Freia Skal styre Askurs Æt i Fred paany.» (efter et Øieblik at have betragtet hende) Men Blanka, see, nu drømmer du igjen; Du stirrer tankefuld igjennem Luften, 4

5 Hvad søger du? nærmer sig Tilgiv mig, gode Fader! Jeg fulgte kun et Stykke Vei med Svanen, Som fløi paa hvide Vinger over Havet. Og hvis jeg ikke havde standset dig I Flugten, du min unge, fagre Svane! Hvem veed, hvor langt du da var fløien med, Maaskee til Thule. Hvorfor ikke det? Did flyver Svanen jo ved Foraarstid, Men vender dog hvert Efteraar tilbage. (sætter sig ved hans Fødder) Dog jeg er ingen Svane, kald mig heller En fangen Falk, der sidder tam og tro Med gylden Ring om Foden. Nu, og Ringen? Det er min Kjærlighed til dig, min Fader! Ved den du bundet har din unge Falk! Den kan ei fly, selv om den vilde det. (reiser sig) Men seer du vel, naar Svanen seiler let Henover Bølgen, som en Sky for Vinden, Da maa jeg mindes hvad du har fortalt Om Heltelivet i det fjerne Thule. Da tykkes mig at Fuglen er en Snekke Med Dragehoved og med gylden Fløi; I Stavnen skuer jeg den unge Helt Med Kobberhjelmen om de gule Lokker, Med Øine blaa, med mandigt hvælvet Bryst, Med Sværdet knuget i den stærke Høire. Jeg følger Helten paa hans raske Færd, Og mine Drømme tumle sig om Snekken, Og lege, overgivent som Delphiner, I Phantasiens dybe, svale Bølger. Du er en Sværmerske, mit gode Barn; Jeg frygter næsten, at din Tanke dvæler For tidt hos Folket i det høie Norden. 5

6 Og hvis er Skylden, Fader, om saa var? Du mener, at jeg selv? O ja, hvad Andet? Du lever selv jo kun i Mindet om Dit Ungdomsliv blandt Nordens stærke Helte; Og nægt det ei: saa tidt du melder om Den raske Kjæmpefærd, om Dyst og Holmgang, Da luer Kinden og dit Øie gløder, Det tykkes mig, du vorder ung paany. Vel sandt, men jeg har ogsaa Grund dertil; Jeg har jo selv blandt Nordens Helte levet, Og alt hvad Mindet hvisker mig om dem, Det er jo Blade fra min egen Saga; Du derimod, som fostredes i Syden, Som aldrig saa de sølvblaa Vinterfjelde, Som aldrig hørte Ludurhornets Klang, Hvor kan det fængsle dig hvad jeg fortæller? O siig, behøver Mennesket at see Og høre Alting med de ydre Sandser? Har ikke ogsaa Sjælen Blik og Øre, Hvormed den lytte kan og skue grant? Med legemlige Øine seer jeg vel Den rige Farveglød, som Rosen eier; Men Sjælens Blik kan i dens Bæger see En deilig Alf med Sommerfuglevinger, Som skjælmsk sig skjuler bag de røde Blade Og nynner om en lønlig Magt fra Himlen, Der skjænkte Blomsten Farvepragt og Duft. Vel sandt, min Datter! Fast jeg skulde tro, At just fordi jeg ikke skued selv, Saa staaer det Hele mere skjønt for Tanken. Saa gaaer det idetmindste dig, min Fader, De gamle Gudesagn og Heltekvæder, Dem mindes du og taler om med Lyst Og ridser dem paa Pergament med Runer; Men hvis jeg spørger om dit eget Liv I Nordens Egne, mørknes tidt dit Øie, Din Læbe tier og det tykkes stundom 6

7 Som om din Barm blev Hjem for tunge Minder. reiser sig Nævn ikke mere derom, gode Barn! Hvo er vel den, hvis Ungdomsminder ei Er blandede med mangt et bittert Nag? Du veed, Normannerne er vilde Kjæmper Men er da Sydens Kriger mindre grum? Har du forglemt hiin Nat for ti Aar siden, Dengang de Fremmede paa Kysten landed Og plyndrede med synlig Uro Nok derom, lad os gaa. Det lakker alt mod Aftentide; kom! idet de gaae Giv mig din Haand! (standser) Nei vent! Hvad fattes dig? For første Gang har jeg idag forglemt Hvad har du glemt? pegende mod Høien Det er See Stenen der og Krandsen! Den gamle, visne fra igaar; Jeg har forglemt at bytte den i Aften, Dog lad mig følge dig til Hytten først, Saa gaaer jeg siden ud paa Blomsterfangst: Violen dufter bedst, naar Aftnens Dug Har badet den i blanke Perlevover, Og Rosens Knop er ingentid saa smuk, Som naar den plukkes mens den barnligt sover. De gaae ud til Venstre i Baggrunden. (Fortsættes) 7

8 KJÆMPEHØIEN DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT AF HENRIK IBSEN (Fortsættelse fra forr. No.) 8

9 9

10 Gandalf og Vikingerne komme fra Høire. 2den Scene Her er vi snart ved Stedet. Hvor? lad see! Nei vent kun lidt til vi er bagved Skoven. Paa Klippeskraaningen mod Havet stod En Rest af Muren, da vi drog afsted, Den staaer der sagtens endnu tænker jeg. JOSTEIN Hør, sig os Drot, hvad kan det baade os At traske om som Narre her paa Holmen? HROLLOUG Ja, sig, hvad skal vi? Tie, skal I, tie! Og lystre blindt hvad Eders Konning byder. (til Asgaut) Det synes mig forresten som I har Gjort altfor ryddigt Huus da sidst I var her. I kunde sagtens have levnet lidt For mig og for min Hævn. HROLLOUG Du er vor Konning, Og Troskab svoer dig dine Mænd paa Thinge; Men da vi fulgte dig i Ledingsfærd, Saa var det for at vinde Ry og Hæder. JOSTEIN Og Guld og Skatte, Hrolloug, Guld og Skatte! FLERE Ja, det er Loven, Gandalf, Agt for den! Jeg kjender Loven vel saa godt som I; Men var det ei fra gamle Tider Skik Og Vedtægt mellem os, at naar en Frænde For Fiendehaand blev fældet og hans Lig Laa ubegravet som et Rov for Ravnen, Saa maatte Blodhævn til? NOGLE 10

11 Jo, saadan er det! Saa værer rede da med Sværd og Skjold, I har en Drot at hævne, jeg en Fader. Bevægelse blandt Vikingerne. JOSTEIN En Drot? HROLLOUG En Fader? Vent, jeg vil berette Hvad der er hændt. I veed min Fader var En vældig Viking. Tolv Aar er det siden Han sidste Gang en Vaar drog ud i Leding Med Asgaut der og sine gamle Kjæmper. To Aar han flakkede fra Strand til Strand Og gjæsted Bretland, Valland, ja selv Blaaland; Til Slutning hærjed han paa Sikiløi, Og hørte der berette om en Høvding, Som boed her paa Holmen i et Slot Med stærke Mure bygget op paa Fjeldet Og der var kostelige Skatte gjemt. Ved Nattetid han landed under Stranden, Og Borgen hærjed han med Ild og Sværd; Selv var han foran som en ægget Bjørn Og i Berserkergangen saa han ei Hvordan hans Kjæmper segned rundt omkring ham. Og da det første Daggry randt i Øst, Laa hele Borgen rygende i Gruus; Kun Asgaut stod igjen med nogle Faa. Min Fader og vel hundrede med ham Var redet gjennem Flammerne til Valhal. Jeg heiste Snekkens Seil i høien Raa Og vendte Stavnen hjemad imod Norden; Der søgte jeg forgjæves efter Gandalf, Den unge Ørn var fløien over Havet Til Island eller Færø, blev mig sagt. Jeg stævned efter ham, men fandt ham ei, Dog Navnet kjendte de saavidt jeg foer; Thi skjøndt hans Drage fløi som Sky for Stormen, Saa fløi hans Rygte dog paa bedre Vinger. I Sommer, veed I, traf jeg ham tilslut Det var i Velskland; jeg beretted ham, Hvad der var skeet, hvordan hans Fader endte, Og Gandalf svoer ved alle Valhals Guder 11

12 At tage blodig Hævn med Ild og Sværd. JOSTEIN Det er en gammel Skik og den bør agtes. Men hvis jeg havde været Konning Gandalf, Saa var jeg bleven liggende i Velskland, For der var Guld at vinde. HROLLOUG Hæder med! Det er Jer Troskab mod den faldne Drot. JOSTEIN Nu, nu, godt Ord igjen, jeg meente blot Den Faldne kunde vente. med undertrykt Forbittrelse JOSTEIN Usle Slægt! Men siden vi nu engang er her HROLLOUG Ja Saa lad os reise ham et værdigt Minde! NOGLE Ja, ja! ANDRE Med Brand og Blod! Det kan jeg lide! Og nu afsted at speide rundt om Øen; Thi end i Nat skal Hævnen være fuldbragt, Hvis ei, saa maa jeg falde selv. Det svoer han. Det svoer jeg dyrt ved alle Valhals Guder! Og end engang jeg sværger HEMMING med en Harpe over Skulderen, har under det Foregaaende nærmet sig mellem Kjæmperne, og udbryder bønligt Sværg ei, Gandalf! 12

13 Hvad gaaer der af Dig? HEMMING Sværg ei her i Skoven! Her kan ei vore Guder høre Dig. I Snekkens Stavn, i Nord paa vore Bjerge Der høre de Dig nok, men ikke her. Har Sydens Pestluft smittet ogsaa Dig? HEMMING I Velskland hørte jeg de fromme Præster Fortælle deiligt om den hvide Christ, Og hvad de sagde svæver for min Hu Ved Nat og Dag, det vil ei meer forsvinde. Jeg tog Dig med fordi Du alt som Gut Forraadte Tegn paa rige Skjaldekræfter; Du skulde see min djærve Ledingsfærd, Og naar Kong Gandalf sad som graanet Gubbe Ved Egebordet mellem sine Kjæmper, Da skulde Drottens unge Skjald forkorte Den lange Vinterkveld med Heltekvad, Og saa til Slutning sjunge mig mit Drapa; Thi Mindet reist af Skjaldetungens Lyn Er bedste Bauta over Heltens Gravhøi. Gaa nu, slæng Harpen væk og put Dig selv I Munkekutten, hvis det lyster Dig! Ha, ha, Kong Gandalf faaer en dygtig Sanger! Vikingerne gaae ind i Skoven til Venstre; Hemming følger dem. Det er en muggen Tid vi lever i, Det bærer ned ad Bakke med vor Tro Og vore Sæder fra den gamle Tid; Held mig! min Nakke luder alt af Ælde, Mit Øie skal ei skue Nordens Fald; Men Du, Kong Gandalf, Du er ung og stærk, Og hvor Du færdes i det vide Fjerne, Saa kom ihu, at det er Kongeværk Om Folkets Guder og dets Kraft at værne! Han følger efter de Øvrige. efter en Pause Han har ei nogen freidig Lid til mig, Vel at han gik! Der ligger som en Tyngsel Paa mine Skuldre, naar han er mig nær. Den gamle Steenmand med de barske Træk! 13

14 Han ligner Asathor, som stod med Mjølner Og Styrkebæltet hugget ud i Graasteen I Offerlunden ved min Faders Gaard. Min Faders Gaard! Hvo veed hvordan det nu Seer ud derhjemme paa de gamle Tomter! Ja Fjeld og Skov er sagtens end de samme, Men Folkets Bryst? Har det de gamle Strænge? Nei, der er falden Meeldug over Tiden, Og det er den, som suger Nordens Saft Og tærer giftigt paa dets bedste Blomster. Vel, jeg vil hjemad, redde hvad der end Staaer til at redde før det styrter sammen. (efter en Pause, idet han seer sig om) Hvor der er lifligt her i Sydens Lunde, Min Graneskov har ei saa stærk en Duft. (han bemærker Høien) Hvad nu? En Kjæmpegrav? Den gjemmer nok En Landsmand fra de gamle friske Dage! En Kjæmpegrav i Syden! det er billigt, Thi Syden gav os jo vort Ulivssaar. Hvor her er vakkert! Jeg maa tænke paa En Vinterkveld, da jeg som liden Gut Sad paa min Faders Knæ ved Arneflammen, Mens han fortalte mig om vore Guder, Om Odin, Balder og den stærke Thor, Og da jeg nævnte for ham Freias Lund, Saa skildred han mig den som Lunden her; Men da jeg vilde vide lidt om Freia, Hvordan hun selv saa ud, da smaalo Gubben Og satte mig paa Gulvet ned og svared: «Det vil en Kvinde nok fortælle Dig!» (lyttende) Tys! Fodtrin gjennem Skoven! Rolig Gandalf! De bringe Førstegrøden af Din Hævn. (træder tilside saaledes, at han er halvskjult mellem Buskene tilhøire) (Fortsættes) KJÆMPEHØIEN DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT AF HENRIK IBSEN (Fortsættelse fra forr. No.) 14

15 15

16 3die Scene Gandalf. Blanka (med Egeblade i Haaret og en Kurv med Blomster kommer fra Venstre). beskjæftiget med at flette en Blomsterkrands Der risler Kilder i de grønne Dale, Der gynger klare Bølger under Strand; Men Kildens Rislen, Bølgens sagte Røst Har ei saa stærk en Magt, som hine Blomster, Der favnes søsterligen Bryst ved Bryst I tætte Klynger rundt om Høiens Side; De mane mig ved Nat og Dag herhen, Her er det godt at længes og at drømme. See nu er Krandsen færdig, Heltens Bauta Saa haard og kold skal dølges under den; Ja, det er smukt! (visende mod Høien) Et undergaaet Liv Med Kjæmpekræfter, dybt i Muld begravet, Og Mindet som til Efterslægten taler En iiskold Kampesteen, som hiin paa Høien; Da kommer Kunsten og med venlig Haand Den plukker Blomster ved Naturens Bryst, Og dækker Mindets haarde Kampesteen Med hvide Lilier, duftende Kjærminder. (hun stiger op paa Høien, hænger Krandsen over Bautastenen og siger derpaa efter en Pause) Nu seiler atter mine Drømmes Flok, Som Trækfuglskaren over Havets Bølger; Jeg drages did, hvorhen min Længsel stunder, Og villigt følger jeg den skjulte Magt, Som har sin Kongestol i Sjælens Dyb. Jeg staaer i Norden, er en Kjæmpers Brud, Og speider som en Ørn fra Fjeldets Tinde. Bag blanke Bølger dukker Snekken frem; O flye som Maagen mod din Fædrestrand! Jeg er et Sydens Barn jeg kan ei vente; Jeg river Egekrandsen af mit Haar, Tag den min Helt! den er det andet Bud, Der hilser Dig min Længsel var det Første. (hun kaster Krandsen. Gandalf træder frem og griber den) Hvad nu? Der staaer (hun gnider Øinene og stirrer forundret paa ham) Nei det er ingen Drøm. Hvo er Du, Fremmede? Hvad søger Du Ved Stranden her? Saa kan vi tales ved. Stig ned af Høien først stiger ned See saa, her er jeg! (afsides idet hun betragter ham) Ringbrynjen over Brystet, Kobberhjelmen 16

17 Aldeles som min Fader har fortalt. (høit) Tag Hjelmen af! Hvorfor? Saa gjør det dog! (afsides) To klare Øine, Lokker som en Kornmark, Aldeles som jeg saa ham i min Drøm. Hvo er Du, Kvinde? Jeg? et fattigt Barn! Dog vist den Fagreste som Øen eier. leende Den Fagreste? Ja, det kan være muligt, Thi her er ingen Anden. Ingen Anden? Med mindre, at min Fa er, men han er gammel Og har et sølvgraat Skjæg saa langt som saa, O nei, saa troer jeg dog jeg vinder Prisen. Du har et lystigt Sind. Ei altid, Du! Men siig mig dog, hvordan det hænger sammen Du lever ene med Din Fader her, Og jeg har dog saa sikkert hørt berette, At Øen skulde være rigt bebygget. Det var den engang, for en treaars Tid; Men ja det er en sørgelig Fortælling, Dog Du skal høre den, ifald Du vil. Javist jeg vil! 17

18 (sætter sig) Kom, sæt Dig ned! Seer Du, for tre Aar siden træder et Skridt tilbage Nei, sid kun Du, jeg staaer. For tre Aar siden kom en væbnet Flok Af Røvere, Gud veed hvorfra, til Øen; De plyndred rundtomkring, hvor de drog frem Og myrded Alt, hvad levende de fandt, De Faa, som kunde, redded sig ved Flugten Og søgte til min Faders Borg, som laa Paa Klippepynten ikke langt fra Havet. Din Faders, siger Du? Javist, min Faders. Det var en skyfuld Aften, da de stormed Mod Borgeporten, trængte gjennem Muren, Brød ind i Gaarden, myrdede for Fode; Jeg flygtet angstfuld ud i Nattens Mulm Og søgte mig et Skjulested i Skoven. Jeg saa vort Hjem at hvirvles op i Flammer, Jeg hørte Skjoldebrag og bange Dødsskrig. Tilsidst blev Alting tyst; thi Alt var myrdet. Den vilde Skare drog mod Stranden ned Og seiled bort. Den næste Morgen sad jeg Paa Klippen ved de rygende Ruiner. Jeg var den Eneste de havde skaanet. Men Du fortalte jo, Din Fader lever. Min Pleiefader; vent, nu skal Du høre! Jeg sad paa Klippen sorgfuld og beklemt Og lytted til den rædselsfulde Stilhed, Da lød det som et dæmpet Suk fra Dybet I Klippekløften under mine Fødder; Jeg lytted bange, steg tilsidst derned Og fandt en Fremmed blødende og bleg. Jeg nærmed mig saa bange som jeg var, Forbandt hans Saar og pleied ham. Og han? 18

19 Fortalte, da han efterhaanden kom sig, At han var dragen med et Kjøbmandsskib Herhid til Øen endnu samme Dag, Da Borgen plyndredes, var flygtet did Og havde kjæmpet kjækt mod Røverflokken, Indtil han blødende af Mathed styrted I Klippekløften, hvor jeg siden fandt ham, Og efter den Tid har vi levet sammen; Han bygged os en Hytte dybt i Skoven, Og blev mig kjær, o kjær, som ingen Anden; Men kom, Du maa dog see ham! Nei nei vent! Vi træffe tidsnok sammen, tænker jeg. Ja, ja da, som Du vil, men Du kan troe; Han saa Dig gjerne under Hyttens Tag; For Du maa vide, Gjæstfriheden hører Ei blot i Norden hjemme. Du veed da Norden? Saa Hvor Du kommer fra? O ja! Min Fader har fortalt om Jer saatidt, At jeg ved første Øiekast Du blev ei bange? Og dog, Bange? Hvorfor bange? Nu, har han ikke sagt ja, har han ei Fortalt at I er djærve Helte? Jo! Men hvorfor skulde det forskrække mig? Jeg veed, I søger Ry paa fjerne Strande I mandig Dyst med drabelige Kjæmper, Men jeg har hverken Pantser eller Sværd, Hvi skulde jeg vel da Nei vist, nei vist! 19

20 Men hine Fremmede, som brændte Borgen? Hvad de? Nu ja, jeg meente blot, har ei Din Fader sagt hvorfra de kom? Nei aldrig. De var jo Fremmede for ham som os, Men hvis Du vil, saa skal jeg spørge ham. hurtigt Nei, lad kun være! Ah, nu fatter jeg! Du vide vil, hvor Du skal søge dem Og tage Blodhævn som I kalde det. Ha, Blodhævn! Tak! Du minder mig om Ordet; Fast havde jeg forglemt Det er en hæslig Skik. Men veed Du vel, gaaende mod Baggrunden Farvel! Du gaaer? Vi træffes tidsnok. (standser) Siig mig endnu Eet: Hvo hviler under Kjæmpehøien der? Det veed jeg ei. Du veed det ei, og dog Du slynger Blomster rundt om Heltens Bauta. Min Fader førte mig en Morgen hid Og viste mig den friske Gravhøi, som Jeg aldrig forhen havde seet ved Stranden, Han bad mig holde Morgenbøn ved Høien Og i min Bøn at tænke fromt paa dem, 20

21 Som havde hærjet os med Sværd og Flamme. Og Du? Hver Morgenstund fra den Dag af Jeg bad en stille Bøn for deres Frelse; Og friske Blomster fletted jeg hver Aften Til Krands om Mindestenen. Sælsomt, sælsomt! Hvor kan Du bede for Din Avindsmand? Det byder mig min Tro. hæftigt Den Tro er feig, Det er en Tro, som suger Heltens Kraft, See derfor døde Kjæmpelivet Straadød Hos Eder her i Syden! Men ifald Min feige Tro, som nu Du kalder den, Blev plantet om i Eders friske Jordbund, Da veed jeg vist der spired frem af den En Blomsterfylde, riig nok til at dække Den nøgne Fjeldvæg. Lad Du Fjeldet staae Med nøgne Vægge til de falde sammen! Hør! tag mig med derop! Jeg styrer hjemad Hvad mener Du? Ja jeg seiler med Dig; Jeg har jo længst i Tankerne gjort Farten Didop, hvor Du har hjemme mellem Iis Og Snee og store sorte Graneskove! Der skulde komme Lystighed i Hallen, Ifald jeg maatte raade kan Du troe, Thi jeg er munter; har Du nogen Skjald? 21

22 Jeg havde En, men her i Syden har Den lumre Luftning slapped Harpens Strenge, Den vil ei klinge. Din Skjald. Godt! saa skal jeg være Og Du? Du kunde følge med os, Forlade Hjem og Fader? leende Ha, ha, ha! Jeg troer Du tager det for Alvor. Da kun dit Skjemt? Var det Ak ja! en tosset Drøm, Som tidt jeg drømte før vi saa hinanden, Og som jeg vist vil drømme mangen Gang, Naar Du (pludselig afbrydende) Du seer saa stivt paa mig! Gjør jeg? Javist, hvad tænker Du paa? Jeg? paa Intet. Paa Intet? Ja, jeg veed ei selv paa hvad, Dog jo, jeg veed og Du skal høre det: Jeg tænker paa hvordan Du plante vil I Norden Dine Blomster, og imens Saa falder mig min egen Tro isinde; Der er et Ord deri som aldrig før Jeg fattet har; nu har Du lært mig det. Hvad mener Du? Der siges, at Valfader Faaer kun en Halvdeel af de slagne Kjæmper, 22

23 Den anden Halvdeel hører Freia til. Det har jeg aldrig kunnet ret begribe; Men nu, nu fatter jeg jeg er jo selv En slagen Kjæmpe og min bedste Halvdeel Blev Freias Eiendom. studsende Hvad skal det sige? Nu, kort og godt, saa viid hurtigt Nei, lad kun være! Jeg tør ei dvæle længer her i Aften; Min Fader venter, jeg maa gaae; Farvel! Du gaaer? tager Egekrandsen, som han har ladet falde, slynger den om hans Hjelm See der, Du kan beholde den! See, hvad jeg før i mine Drømme gav Dig, Det skjænker jeg Dig vaagen nu. Farvel! Han gaaer hurtig ud til Høire. alene Han er borte! Lydløst Stille Raader paa den øde Kyst. Lydløst Stille, Gravens Stille Raader ogsaa i mit Bryst. Kom han da kun for at svinde Som et Solstreif gjennem Taagen? Ak! snart seiler han som Maagen Langt herfra for Nattens Vinde. Og hvad har jeg saa tilbage? Kun en Blomst for mine Drømme, Ensomheden for at svømme, Som Petrellen om hans Drage 4de Scene (Vikingernes Krigsluur høres fra Venstre) Ha! hvad var det! Et Horn, det kom fra Skoven. (Fortsættes) 23

24 KJÆMPEHØIEN DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT AF HENRIK IBSEN (Slutning fra forr. No.) 24

25 25

26 Blanka. Gandalf (fra Høire). 5te Scene afsides Det er for sildigt! Hvad vil Du? O, der er han atter! Skynd Dig, skynd Dig bort herfra! Hvad mener Du? Afsted! Her truer Faren! Hvad Fare? Døden! Jeg forstaar Dig ei. Jeg vilde dulgt det for Dig; derfor gik jeg At kalde Folket ned igjen til Snekken Og seile bort; Du skulde aldrig vidst Dog Hornet varsler, at det er forsilde; De komme hid. Hvem kommer hvem? Saa vid da: De Fremmede, som fordum hærjed Øen, Var Vikinger som jeg. Fra Norden? Ja. Min Fader faldt, og han var deres Drot, Thi maa han hævnes. Hævnes? 26

27 Det er Skik Og Vedtægt mellem os. Ha, jeg begriber! De komme! Stil Dig bag ved mig. Væk, Blodmand! 6te Scene De Forrige. Asgaut, Hemming og Vikingerne (der føre Roderik mellem sig). til Gandalf En mager Fangst dog altid Noget, Gandalf! Min Fader! (kaster sig i hans Arme) JOSTEIN Blanka! O mit Barn! En Kvinde! Saa faar han Reisefølge. Ja, til Hel! O Fader, hvorfor har Du aldrig sagt mig Tys, tys, min Datter! (pegende paa Gandalf) Er det Eders Høvding? Saa er det. (til Gandalf) Manden kan berette Dig, Hvordan Din Fader faldt; thi han var med Og slap derfra med Livet, har han sagt. Ti! Jeg vil Intet høre. Godt, saa lad Os tage fat paa Værket. Gud! hvad vil de? 27

28 dæmpet Jeg kan ei, Asgaut! ligeledes Er vor Høvding feig? Har Kvindens glatte Tunge daaret ham? Nu ligemeget! Jeg har sagt Betænk, Det gjælder al din Agt blandt Dine Kjæmper. Dit Løfte gav Du Valhals høie Guder, Og brydes det, saa er Du Hvermands Nidding. Glem ei, vor gamle Tro er svagt befæsted, Den vakler alt; et Stød kan rokke den, Og kommer Stødet ovenfra, fra Drotten, Da har den faaet Banesaaret. Ha! Det var en ulyksalig Ed, jeg svoer. til Vikingerne Nu rede, Kjæmper! Vil I myrde ham, Den værgeløse Gubbe? Ned med Begge! O Gud! HROLLOUG Nei, Kvinden er for fager! Hun Kan følge med paa Snekken. JOSTEIN leende Ja, som Skjoldmø. Tilbage! Skaaner skaaner kun mit Barn! Jeg bringer Eder Drottens Banemand, Ifald I skaane hende! hurtigt 28

29 Bring os ham, Saa er hun fri ei sandt? VIKINGERNE Jo, jo, det er hun! til Roderik Hvad lover Du? Saa skaf ham hid! Her staar han! NOGLE Ha, Gubben der! O vee! Nei, nei, Du skal ei For denne Haand fandt Vikingen sin Bane; Nu hviler han i Kjæmpehøien der! Min Faders Gravhøi! Han var stærk og djærv; Thi jorded jeg ham paa hans Fædres Viis. Da han er høilagt, saa Nei, ligefuldt Den faldne Konning kræver Blod, slaa til! Han skuffer Eder! (til Gandalf) Har Du ei begrebet, Det er kun mig, sin Datter, han vil frelse? Dog, hvad forstaar vel Du et kjærligt Sind, Der offrer Alt for den, som Jeg forstaar ei? Du troer ei, jeg forstaar? (til Vikingerne) Han skal ei fældes! 29

30 Hvordan? O, Fader! han er god som Du. Du svigter Eden? Nei, jeg holder den! JOSTEIN Hvad er din Agt? HROLLOUG Siig frem! Jeg har jo svoret At hævne Drotten eller falde selv. Nu vel! han der er fri jeg gaaer til Valhal! til Roderik Hvad mener han? Det er Din Agt du vil? I holde en af mine Snekker rede, Med spændte Seil og Baalet tændt i Stavnen; Paa Fortids Viis jeg vil bestige den! See, Aftenvinden blæser ud fra Stranden, Paa røde Vinger farer jeg til Valhal! Jostein gaaer ud tilhøire. Ha, det er Kvinden, som har koglet Dig! Nei, du maa leve! Leve? Jeg er tro Mod mine Guder, kan ei svige dem. Din Ed er blodig Balder hader den. O, Balder lever ikke meer iblandt os! 30

31 For Dig han lever; thi dit Sind er mildt. Ja, til min Undergang! Det blev mit Kald Som Drot at værne om vort Kjæmpeliv, Men Kraften svigter mig! Kom Asgaut, Du Skal tage Kongespiret af min Haand; Du er en Kjæmper af det ægte Malm Paa mig har Sydens Gift alt længe tæret; Men kan jeg ikke leve for mit Folk, Saa kan jeg dø for det. Vel talt, Kong Gandalf! Saa er da Loddet kastet! Fald som Helt I trofast Kjærlighed til Dine Guder! Men nu, da vi maa skilles ad for evigt, Saa vid, at naar Du falder selv for Løftet, Da har Du ogsaa mig til Døden viet! Hvordan! Til Døden Dig? Mit Liv var ligt En Blomsterknop, i fremmed Jordbund plantet, Og derfor blunded den i Svøbet fængslet: Da kom en Straale fra det fjerne Hjem, O, det var Dig, min Gandalf! Blomsten aabned Sit Bæger, ak, et flygtigt Øieblik! Saa blegned Straalen Blomsten maatte dø O, har jeg fattet Dig? Du kunde Ha, Saa er mit Løfte tifold ulyksaligt! Vi mødes atter! Aldrig, aldrig meer! Dig venter Himlen og den hvide Christ. Jeg gaar til Valhal; taus jeg sætter mig Ved Bordets Ende, nederst imod Døren, Thi Hallens Lystighed er ei for mig. JOSTEIN kommer tilbage med et Banner i Haanden See, nu er Snekken rede, som Du bød. Du faar en prægtig Ende! Mangen Helt 31

32 Vil nok misunde Dig. til Blanka Farvel! Farvel! Farvel for Livet og for Evigheden! kjæmpende med sig selv. Stands, stands! (kaster sig ned for Blanka) Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig! O Gud! Hvad mener han? Alt vil jeg skrifte: Min hele Færd imod Dig var Bedrag! O, Skrækken har forvirret ham! Nei, nei! (til Gandalf, efterat have reist sig) Du, unge Drot, er løst ifra Dit Løfte; Din Faders Skygge kræver ingen Blodhævn! Ha! saa forklar! O tal! Her staar Kong Rørek. NOGLE Den faldne Konning! Himmel! tvivlende Du min Fader? See, Asgaut! Husker Du den Skramme, som Du gav mig paa vort første Vikingtog, Dengang vi kom i Strid om Byttet? 32

33 Han blotter sin Arm og viser Asgaut den. Ja, Ved Thor, det er Kong Rørek! kaster sig i hans Arme Fader! Fader! Nu har Du andengang mig Livet skjænket. O, tag min Tak! nedslaaet; til Blanka Den gamle Røver? Og Du hvad skjænker Du Kjærlighed som før! Jeg er din Datter! Har ei tre Aars Ømhed Udslettet hver en Blodplet i dit Skjold? Men saa forklar dog, at Du endnu lever! Hun redded ham. Ja, som en venlig Alf Hun heled mine Saar og sysled om mig; Og alt imens fortalte hun saa smukt Om Troen hos de stille Folk i Syden, At selv mit haarde Bryst blev blødt derved. Og Dag for Dag jeg dulgte, hvem jeg var; Jeg voved ei Men Kjæmpehøien der? Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd. Det tyktes mig, som om den vilde Viking Var skriinlagt med det Samme. Og mit Barn Bad fromt en Bøn for ham hver Dag ved Høien. Farvel! Hvor gaar Du? Nordpaa med min Snekke! Nu seer jeg klarlig, min Tid er forbi 33

34 Og Vikinglivet ogsaa. Jeg vil gaa Til Island; did er end ei Sotten trængt. (til Blanka) Du unge Kvinde, tag min Plads hos Drotten! Thor kan ei mere Mjølner er af Lave; Nu raade Balder gjennem Dig. Farvel! Han gaaer. Ja, Balder raader gjennem Dig, min Blanka! Nu føler jeg mit Vikinglivs Betydning: Det var ei ene Lyst til Ry og Rigdom, Som drev mig bort fra mine Fædres Hjem; Nei, hvad mig leded var en lønlig Længsel, En stille Higen efter Balder. See, Nu er min Længsel stillet; Hjem vi fare; Der vil jeg leve fredsel blandt mit Folk. (til Vikingerne) Og I vil følge mig? ALLE Vi følge Dig! Og Du, min Blanka? Jeg? Jeg er jo og Et Nordens Barn; thi mellem Eders Bjerge Slog jo mit Hjertes bedste Blomster Rod. Til Eder stævned jeg i mine Drømme, Fra Eder hented jeg min Kjærlighed! Og saa afsted! Men Du? Du følger os! Jeg bliver her. (peger paa Høien) Min Gravhøi venter mig. Jeg skulde lade Dig alene? HEMMING Nei! Vær uden Frygt! Jeg lukke vil hans Øine Og sjunge ham et Drapa hist fra Høien; 34

35 Det blier mit sidste Kvad. (rørt, idet han griber Gandalfs Haand) Farvel min Konge! Nu har Du fundet Dig en bedre Skjald. med Fasthed Det maa saa være; Du er Drot, min Gandalf, Og Du har høie Pligter mod Dit Folk. (lægger deres Hænder sammen) I er den unge Morgenrødes Børn, Drag did, hvor Kongestolen Eder venter; Jeg er den Sidste fra de sjunkne Tider, Min Kongestol er Graven und mig den! Gandalf og Blanka styrte sig tause i hans Arme. Roderik stiger op paa Høien; Hemming sætter sig med Harpen ved hans Fødder. med Fatning Og nu til Norge! HROLLOUG Hjemad! ALLE Hjem! Til Norge! begeistret, idet hun river Banneret af Josteins Haand Ja, nu afsted! Mod Nord skal Farten gaae Igjennem Storm og Skum paa Bølger blaa. Snart dæmrer Dagen over Jøklens Tinde, Snart vorder Ledingsfærden kun et Minde! Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi; Forbi er Tiden, da han vældig fløi Fra Kyst til Kyst med Vaabenbrag og Flammer! I Støvet synker Tordengudens Hammer, Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav. Men glem ei Løftet, som Alfader gav: Naar Mos og Blommer dække Høiens Side, Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride! Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav Til luttret Aandsbedrift paa Tankens Hav! 35