Ja, det bliver da sjovt at se hvordan hr. Veetter bor. svarede Christine.

Transkript

1 Kapitel 8 8. december 2013 Glæde du dig? Spurgte Johanne sin datter. Ja, det bliver da sjovt at se hvordan hr. Veetter bor. svarede Christine. De var ved at tage tøj på, pænt tøj på, for de skulle på besøg hos hr. Veetter. Det var ikke hver dag, de skulle besøge lensgrever. De var de sidste forberedelser, så de var klar kl. 8.30, hvor de ville blive afhentet af hr. Veetter. Mor, det er underligt at kende en ægte nisse, syntes du ikke? Side 1

2 Johanne nikkede bekræftende. Selvom jeg altid har troet på det, så er det nu alligevel mærkeligt at vide, og at vide at andre ikke ved det, og at vi ikke kan fortælle det. Jo, men der jo andre der ved det korrigerede Christine, der satte pris på at alt var 100 % korrekt udtalt. Ok. Så er vi da så få der ved det, at det er så lille en andel, at hvis vi kigger på det kontra at vi er ca. 5 millioner mennesker i Danmark, så ville almindlige oprundinger, svare til 100 % svarede Johanne og bandede indvendigt over at hun gik ind i denne samtale, for nu ville den køre et stykke tid, så hun valgte som sædvanligt at bøje af, fordi hun ikke gad samtalen. Men du har da ret Christine. Klokken præcis 8.30 ringede det på døren. De havde hørt hr. Vetter komme gående op af indkørslen, men ventede med at åbne døren til der var ringet på. Erfaringen havde vist, at besøgende blev vældig forskrækket, hvis de lige så snart de var henne ved døren og lige skulle til at ringe på døren, at den så blev åbnet. De blev dog begge noget overrasket, for det var ikke hr. Veetter der stod udenfor, men en anden. En hurtig bedømmelse af personens udseende, fik Johanne og Christine til at kigge på hinanden, med skæve smil, for denne person var endnu en nisse. Goddag, jeg er jeres chauffør, og skal tage jer hen til hr. Veetter. Han har lidt travlt med at forberede jeres ankomst, så jeg fik fornøjelsen af at hente jer. Jeg hedder i øvrigt Betrak. Betrak rakte hånden frem og de hilste høfligt på hinanden. Derefter gik de ud til den store bil der holdt foran deres indkørsel og så afgjort prydede den. En stor Bentley, på tyske nummerplader. Side 2

3 Er det virkelig hr. Vetters bil? Ja Christine, det er det. For det meste bor han i Tyskland i området omkring Harzen og Betrak fortsatte: Vi nisser foretrækker sådan helt instinktivt meget skov, og det er der ikke så meget af i Danmark og desuden er det der vi har vores skal vi sige hovedkvarter for det nissiske samfund, og har haft det der igennem århundreder. Hr. Veetter er Oldernisse, den højeste post indenfor vores samfund, som man kun kan erhverve sig med stor flid, indsigt, viden og erfaring. De satte sig ind i bilens magelighed. Det var ikke lige just den bilklasse de var vant til at køre rundt i. Betrak kørte ud mod motorvejen. Ved I hvor I skal hen. Ja sådan ca. Vi skal hen til et område omkring Fakse. svarede Christine Mere ved vi sådan set ikke. Godt så, mere behøver I heller ikke at vide lige nu konstaterede Betrak. De nød turen, der foregik i ro og mag. Dæmpet musik flød ud af højtalerne. Hvad er det du spiller? ville Christine vide. Klassisk nisse musik, udført at vores nisse musikere. Som nisser er vi vældig musikalske og vores musik har inspireret mange kunstnere gennem tiden svarere Betrak stolt. Men ellers var det ikke den store konversation der prægede turen, der var blot en behagelig tavshed, hvor der var tid og rum til fordybelse i tankernes forskellige spring, inspireret af det de så i omgivelserne. Side 3

4 De kørte gennem et skovområde. Kørte gennem skoven og hen til en smuk firlængegård, gammel men utrolig velholdt. Bentleyen kunne lige nøjagtig komme igennem indgangen til gårdspladsen. Inden i gården steg de ud og kiggede sig nysgerrigt rundt, men Barak gik hen til hoveddøren, der var blevet åbnet i det øjeblik de kørte ind i gården. Der stod en smilende hr. Vetter. Velkommen til min bolig i Danmark. Vi skal nu ud på en lille køretur, men her vælger vi en mindre opsigtsvækkende bil, så følg med mig. Hr. Veetter, Christine og Johanne fulgte hr. Veetter hen til en ladeport, hvor en lille Hyundai stod. Barak satte sig bag rettet, Christine ved siden af, og Johanne og hr. Veetter på bagsædet. Det I nu skal se, er området omkring Vemmetofte kloster. Klostret er delvist bygget oven på en gammel storgård etableret i 820, og bragt til sin storhed af Fruen og hendes mand Wærmund. I året 965 blev gården overfaldet og nedbrændte. Siden blev storgården bygget op igen og endte med at blive til det Vemmetofte Kloster, som vi nu ser. Fruen og hendes mand fra dengang, havde usædvanlig tanker for tiden omkring uddannelse og oplysning, ideer som området har dybt i sin sjæl, og området har gennem de skiftende sekler altid være toneangivende inden for det område selvfølgelig set i forhold til den omliggende kultur og ikke i forhold til nutiden. De kørte lidt rundt i området og hr. Veetter kom med mange små anekdoter. Alle sammen fortalt på en måde, så Johanne og Christine kunne fornemme historierne og for deres indre blik, kunne se historierne udspille sig. Det var historier der vandt dyb genklang i deres sind. Side 4

5 Efter en rundtur, endte de tilbage ved den lille gård, og gik ind i hr. Vetters hus, der havde dyre antikviteter, af en stand som undrede Johanne, taget i betragtning af at dette udefra så ud som en mindre firlænget gård, som dog var flot velholdt. Men på den anden side, når man havde en Bentley holdende i en lade, så måtte der jo være nogle solide penge tilstede. De blev vist rundt i hr. Veetters bolig der var smukt indrettet og der var ting og møbler tilstede som Johanne ikke ville have undret sig over, hvis hun så på et museum. Nå det var hr. Veetters optakt til næste initiativ. Nu skal I havde flere informationer. Første et kort resume Betrak sørgede for, at der var et godt traktement til dem alle og at alle sad behageligt. Derefter startede hr. Veetter på sit resume. Som I jo fandt ud af sidste gang vi mødtes, så er jeg en nisse, og nisser findes og er velintegreret i det omkringliggende samfund. Jeg beviste hvorfor jeg er lensgreve, men ikke kan findes i bøgerne, da dette er en bindende aftale tilbage med Frederik den 2. Jeg dokumenterede min slægt. Hr. Veetter rømmede sig. Har I nogen spørgsmål til dette? Johanne og Christine rystede begge på hovederne og hr. Veetter fortsatte. Hvis I har nogle bekymringer over at have denne viden, så skal I sige fra nu, for det næste I vil få at vide, vil kræve en ed, som I ikke kan løbe fra, og hvis I gør det, må jeg desværre sige, at det vil I ikke overleve. Hr. Veetter kiggede på kvinderne. Det lyder som en dårlig tv serie, men dette er alvor. Går I dette skridt videre, bliver I blodsbrødre til nisseslægten. Dem er der nogle tusinder af på verdensplan, så I vil blive medlem af hvad skal jeg kalde det en udsøgt skare. Hr. Vetter tav, rømmede sig Dette er en Side 5

6 umådelig stor beslutning som I tager, som kan påvirke jeres fremtidige liv, men ikke nødvendigvis. Påvirke på hvilken måde ville Johanne vide, og rynken i panden dukkede op igen. I kan blive udsat for forfølgelse. Fint, så hold Christine udenfor lød det prompte fra mor Johanne Så kør os bare hjem igen og så tak for den dejlige oplevelse og dejlige dag. Johanne rejste sig. Christine blev siddende. Hr. Veetter, jeg er kun lige flydt 17 år, så jeg kan ikke bestemme alt selv. Men dagen efter min 18 år fødselsdag, så står jeg her hos dig, og så tager jeg den ed. Jamen Christine dog udbrød hendes mor chorkeret. Mor i de sidste to nætter har jeg drømt. Jeg har set mig selv gående rundt i dette område, som jeg kender som min egen bukselomme, selvom jeg aldrig har været her før. Jeg har drømt om en storgård og mænd og kvinder på en gård der brændte ned. Jeg har drømt om vilde ridt. Kan du huske den aften hvor vi begge to mødtes i køkkenet og havde haft sammen drøm om kulde og sne? For dig var det kun en tilfældig drøm, for mig er det drømme, der er ved at gøre mig skør, selvom jeg kun har haft dem i nogle nætter, for de er så virkelige, som om jeg ser drømmen ud gennem mine egne øjne, som om jeg er den kvinde der går rundt. Christine holdt en pause. Mor forstå mig, jeg kan simpelthen ikke sige nej. Johanne dumpede ned i sofaen. Jeg har også haft drømme, jeg har set en masse men med et lille barns nysgerrige øjne, ikke så virkeligt som du, men jeg genkendte også Side 6

7 dele af området, men troede at det var fordi min far og mor havde taget mig med herud da jeg var lille. Min far kørte os altid rundt til slotte og herregårde da jeg var lille og fortalte spændende historier. Disse kommentarer fik hr. Veetter og Betrak til at stå stille nærmest fastfrosne i deres stillinger. Henvendt til hinanden sagde de. Det er utroligt at det kan holde i så mange generationer uden at blive fornyet. Specielt. Hvad taler I om? ville Johanne vide. Det kræver desværre en ed først var hr. Vetters kommentar. Jeg syntes at I unge damer skal gå en tur og tale om tingene og så vende tilbage, Jeg kan foreslå at I tager en tur af denne rute. Den er meget smuk, udpegede nissen. Johanne og Christine tog deres overtøj på igen og gik en tur. Dagene var korte, så mørket var så småt begyndt at indfinde sig, men dagens sidste lyst viste det smukke i området. De gik begge tavse i lang tid. Christine brød tavsheden. Mor, jeg tager den ed, når jeg er 18 år, jeg ved ikke hvorfor, men hele mit indre siger jeg skal. Jeg har aldrig rigtig troet på noget, derfor blev jeg heller ikke konfirmeret, og din tro har aldrig stemt med den kristen tro, og du har altid haft store spændinger over til den kristne tros præster og deres brug af magt og deres fortolkninger. Her er der noget jeg tror på, jeg tror på at det er rigtigt at gøre dette, at tage den ed, med hver en fiber i min krop. Side 7

8 Johanne havde lyttet stille og eftertænksomt til hendes datter. Jeg ved ikke hvad alt det her er for noget, men du kan ikke for alvor mene at jeg skal tage en ed der kan udsætte dig for nogen fare. Min skat, det elsker jeg dig alt for højt til. Mor, jeg tager eden når jeg fylder 18 år. Det, det handler om her, er mere, hvad vil du selv? Vil du tage den ed, med de få oplysninger der er? Ja, det vil jeg svarede Johanne. Nå, men så er der vel ikke så meget mere at tale om, skal vi så ikke gå hen til hr. Veetter og co., og fortælle vores beslutning? Nej, jeg syntes lige vi skal tænke lidt mere over det inden vi sådan kaster os ud i noget ukendt, skal vi ikke lige klappe hesten? Det bliver som du ønsker mor, men det er blot en udsættelse af noget der vil ske alligevel. De fortsatte med at gå. Mørket faldt på, kulden tog til. Frosten knirkede under støvlerne. Vi må vist hellere vende om sagde Johanne mens hun skuttede sig. Ja, hvis du siger det var Christines afmålte svar. De gik i tavshed tilbage mod hr. Veetter gård. Lysene i gårdens vinduer hilste dem velkomne fra lang afstand. Det så hyggeligt ud. De kunne svagt ane hr. Veetters skygge, som gik frem og tilbage. Side 8

9 Han er nervøs for vores svar sagde Johanne højt. Det undrede hende. Var det virkelig af så stor betydning om de sagde ja eller nej? Det fik Johanne til at træffe den endelige beslutning. Godt så, vi tager eden, jeg håber virkelig, af hjertet, at jegikke kommer til at fortryde det. Og jeg har det ikke helt godt med at træffe så store beslutninger uden nærmere undersøgelser Om du kommer til at fortryde det, ved jeg ikke om du gør mor, men det er det rigtige. Christine gav sin mor et knus, noget hun ellers ikke var forvent med mere. De bankede på døren og hr. Veetter åbnede så hurtigt at de begge vidste at han havde stået parat. Kom inden for de damer. Hr. Veetter hjalp dem af med overtøjet. Betrak har lavet lidt varm chokolade med flødeskum. Det er godt at styrke sig på, og hvis resultatet er at I skal køres hjem, så er der også lidt at stå i mod med sagde hr. Veetter med forstilt munterhed i stemmen, som et forsøg på at skjule sin nervøsitet. De gik ind i stuen, hr. Veetter rettede nervøst på sit tøj, og Betrak gik småtrippende rundt. Men ingen turde spørge om beslutningen. Johanne kiggede på Christine som derpå svarede Vi tager eden. Hr. Vetter udstødte et langt suk af lettelse og Betrak stoppede sin gang frem og tilbage. Det glæder os så usigeligt meget sagde hr. Veetter stille og med grødet stemme. Side 9

10 Betrak tog en fjernbetjening op fra bordet og rullegardiner, smukke, men af mørklægningskvalitet, rullede med en svagt summende lyd ned. Da den summende lyd stoppede, gik en anden mere kraftig lyd i gang, og en dele af stuegulvet gled langsomt til side og afslørede en oplyst trappe, som forsvandt et sted hen, som Johanne og Christine endnu ikke kendte noget til. Vi skal ned i kælderen en tur lød Betrak stemme, jeg går forrest, da I ikke kender vejen. I skal vide at I har truffet den rigtige beslutning. Johanne og Christine fulgte med Betrak og hr. Veetter fulgte bagtrop. Da hr. Vetter også var kommet helt ned af trappen, lukkede gulvet sig oven over dem. Tunnelen som de gik i var gammel, men afstivningerne var nye og den var ordentligt vedligeholdt. Den lette mugne lugt var mere hyggelig end uhyggelig. Gruppen fortsatte deres vandring ca. et kvarters tid, til de kom til en stor dør. En nethinde scanning af Betrak åbnede ståldøren foran dem. Indenfor døren, var der lyst og de befandt sig i en kort gang som førte til en ny dør og igen en nethinde scanning og så var de inden i en stue eller rettere et kæmpe bibliotek, i gammel engelsk stil. Der lugtede af gamle bøger, the, cigarrør og god pibetobak på en behagelig måde. Gruppen satte sig i nogle chesterfieldsofaer i midten af salen. Du milde, sikken et lokale var Johannes kommentar. Må vi kigge på hylderne? Ja, alt det i vil, der er mange titler og emner som helt sikkert vil interessere jer, og mange uvurderlige førsteudgaver, men det kan desværre ikke blive i dag. Side 10

11 Johanne og Christine kiggede spørgende på hr. Veetter. I dag skal I have nogle flere informationer. Det I kan huske noget af, og specielt dig jomfru Christine, er historien om Fruen og hendes mand, som ejede en storgård, som lå hvor Vemmetofte klostre ligger i dag i det herrens år 965, altså under Harald Blåtand. På det tidspunkt var jeg 14 år gammel. Side 11