De grønlandske lokalmuseer

Transkript

1 De grønlandske lokalmuseer Rapport om museernes vilkår i 2004 Af Naja Illeris Dansk Polarcenter 2005

2 Naja Illeris: De grønlandske lokalmuseer. Rapport om museernes vilkår i 2004 Danish Polar Center Publications 14. København, Dansk Polarcenter 2005 Naja Illeris og Dansk Polarcenter Tryk: Special-Trykkeriet Viborg a-s Redaktion: Kirsten Caning Forsidefoto: Naja Illeris Rapporten er gratis og kan downloades fra Dansk Polarcenters hjemmeside eller fås ved henvendelse til Dansk Polarcenter, Strandgade 91, 1401 København K ISBN: Rapporten er udgivet med støtte fra Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland

3 Indhold Resumé 4 Indledning 5 Formål og målgruppe 5; baggrund 5; gennemførelse og afgrænsning 5; tak 6 Museernes baggrund og rammer 7 Kort historik museumsvæsenets udvikling 7; museumsforordningen 7; organisation 8 De grønlandske lokalmuseer 9 Avanersuaq 9; Upernavik 9; Uummannaq 10; Qeqertarsuaq 10; Ilulissat 10; Qasigiannguit 11; Aasiaat 12; Sisimiut 12; Maniitsoq 13; Paamiut 13; Narsaq 13; Qaqortoq 14; Nanortalik 15; Tasiilaq 15 Samlet beskrivelse af museernes situation 17 Bygninger 17; personale og kompetence 17; samlinger 19; indsamling 20; registrering 21; formidling 22; undersøgelser, forskning 23; samarbejde lokalt 25; museerne imellem, regionalt og nationalt samt med NKA 26; museerne og Ilisimatusarfik 27; internationalt, Danmark og udlandet 27 Fremtidsperspektiver og afsluttende bemærkninger 28 Fremtidsperspektiver for museerne i forbindelse med kommunalreformen 28; lokalmuseerne i samfundet 30; opsummering af anbefalinger 30 3

4 Resume Naja Illeris: De grønlandske lokalmuseer. Rapport om museernes vilkår i Danish Polar Center Publications 14. København, Dansk Polarcenter Rapporten handler om de 14 Hjemmestyre-godkendte lokalmuseer i Grønland og er skrevet på baggrund af besøg på museerne i løbet af og løbende kontakt med museumslederne. Første hovedafsnit gennemgår kortfattet hvert enkelt museum på en række punkter, bl.a. personale, samlinger, formidling, undersøgelser og udviklingsplaner. Andet hovedafsnit sammenfatter og kommenterer museernes situation og behov. Der lægges vægt på at museumsarbejdet omfatter både undersøgelser, indsamling og formidling foruden registrering og opbevaring, idet god og spændende formidling forudsætter undersøgelser/forskning. For at løfte disse opgaver har museerne stærkt brug for veluddannede medarbejdere. Den lokale forankring og det lokale samarbejde er afgørende for lokalmuseerne. Men også samarbejdet udadtil er nødvendigt for de små enheder. De vigtigste anbefalinger er: At der så vidt muligt ansættes museumsledere med museumsfaglig baggrund At der gøres en indsats for rekruttering af museumsfagligt personale, bl.a. på Ilisimatusarfik At museumsledere og andet personale får bedre muligheder for efteruddannelse og kurser At museumsledere og assistenter ansættes på fuld tid At der skabes bedre rammer for undersøgelser og forskning på lokalmuseerne, bl.a. ved projektmidler og midler til frikøb At samarbejdet museerne imellem styrkes, bl.a. ved rejsemidler, støtte til Sammenslutningen af lokalmuseer i Grønland og ved at styrke Grønlands Museumsnævn At der ansættes en fast museumskonsulent, som bl.a. kan være faglig koordinator, arrangere kurser og fungere som kontakt til uddannelsesinstitutioner som Ilisimatusarfik og Ilinniarfissuaq Rapporten afsluttes med en diskussion af fremtidsperspektiverne for lokalmuseerne i forbindelse med den kommende kommunalreform. To mulige modeller fremlægges. Den første model foreslår et udbygget og formaliseret regionalt samarbejde mellem de eksisterende museer, hvor de større museer vil fungere som fagligt sikkerhedsnet og rådgivere for de mindre museer. Desuden skal det faglige arbejde koordineres indenfor hver region. Den anden model er en mere radikal ændring af museumsvæsenet, idet den foreslår at samle både administration og fagligt personale på ét museum i hver regionskommune. De øvrige museer skal bemandes med en lokal kustode, der vil være lokalbefolkningens kontakt. Begge modeller sigter på at styrke det museumsfaglige arbejde, og særligt model nummer to vil med etableringen af et fagmiljø give bedre rammer for undersøgelser og forskning. Naja Illeris Ilisimatusarfik, Postbox Nuuk, Grønland 4

5 Indledning Formål og målgruppe Formålet med rapporten er først og fremmest at samle og videregive iagttagelser vedrørende de grønlandske lokalmuseer i perioden Rapportens oplysninger om de enkelte museer, og museerne samlet, vil forhåbentlig være nyttige for andre, der arbejder med og på de grønlandske museer og for en eventuel fremtidig museumskonsulent. Rapporten peger på forskellige problemstillinger og indeholder en række anbefalinger. Det er mit håb, at påpegninger og anbefalinger kan bruges som grundlag for diskussion af museernes udvikling og fremtidige arbejde. Målgruppe for rapporten er på den ene side Direktoratet for Kultur, Undervisning, Forskning og Kirke, De Grønlandske Kommuners Landsforening KANUKOKA, kommunernes kulturforvaltninger og kulturudvalg, og på den anden side de grønlandske museer og Grønlands Museumsnævn. Mere generelt er rapporten også henvendt til Ilisimatusarfik Grønlands Universitet og Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG), samt til Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, SILA, og andre, der måtte have interesse for sagen. Baggrund Fra 2002 til 2005 har jeg været ansat i en initiativstilling finansieret af KVUG og med daglig arbejdsplads på Ilisimatusarfik. Stillingens hovedindhold var at arbejde med problemstillinger vedrørende nyere grønlandsk kulturarv og de grønlandske lokalmuseer. Stillingen var en ud af tre initiativstillinger, hvor de to andre vedrørte henholdsvis geofagene og socio-økonomi. På Ilisimatusarfik har jeg lagt vægt på at informere de studerende om lokalmuseernes arbejde gennem skriftligt materiale, undervisning og andre oplæg. For at kunne informere museerne om de studerende har jeg udført en interview-undersøgelse om de studerendes kendskab og holdninger til museerne. Endelig har jeg søgt at oplyse om museerne udadtil i artikler og andet. Arbejdet er blevet fulgt af en følgegruppe, bestående af museumsleder, cand.mag. Rie Oldenburg og, indtil 2004, direktør, dr.phil. Birgitte Possing, der har fungeret som sparringspartnere og rådgivere. Gennemførelse og afgrænsning Fra KVUGs eller andres side har der ikke været fastlagt krav til denne rapport, og jeg har derfor selv defineret form og indhold. Indsamlingen af oplysninger er foregået ved besøg på de 14 godkendte grønlandske lokalmuseer fra maj 2002 til april 2004 samt ved løbende kontakt med museumslederne frem til september Desuden har jeg deltaget i Museumsledermødet september 2003 og Museumskonferencen september Efter et kortere overordnet afsnit gennemgår jeg de enkelte museers situation. Gennemgangen bygger på en oversigt over lokalmuseerne, skrevet til de studerende og opdateret frem til september Den er blevet til i samarbejde med museerne, og er så vidt muligt en nøgtern, men loyal beskrivelse. I rapporten har jeg dog tilføjet et afsnit om særlige behov, som er min vurdering af dette. I rapportens anden hoveddel sammenfatter jeg på tværs af museerne deres situation og behov på forskellige områder. De kommentarer og anbefalinger, der er knyttet til de enkelte områder, er dermed mine. For at gøre rapporten så nyttig som muligt har jeg bestræbt mig på at fremlægge konstruktive kommentarer og overvejelser frem for at levere en længere og kritisk-videnskabelig analyse. I det afsluttende afsnit om fremtidsperspektiver refererer og diskuterer jeg idéer fremsat af formand for Grønlands Museumsnævn, Bo Albrechtsen, og seniorkonsulent i KANUKOKA, Karl Nielsen, som hermed takkes for bidrag. 5

6 Som afgrænsning gælder, at rapporten beskæftiger sig med de 14 grønlandske lokalmuseer, der er godkendt af Grønlands Hjemmestyre. Den omfatter ikke Grønlands Nationalmuseum og Arkiv (NKA) og ej heller de tre grønlandske museer, der ikke er godkendt, Ittoqqortoormiit, Narsarsuaq og Kangerlussuaq. Endvidere beskæftiger den sig kun overordnet med museernes økonomiske forhold, og slet ikke med konservering og opbevaring, som kræver en særskilt gennemgang. Tak Jeg vil gerne sige tak til museumslederne på lokalmuseerne for deres samarbejde, åbenhed og hjælpsomhed i løbet af min ansættelse. Særligt skal nævnes medlem af min følgegruppe, museumsleder Rie Oldenburg. Også personalet på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv skylder jeg tak. Endelig tak til Ilisimatusarfik og KVUG for gode arbejdsforhold. 6

7 Museernes baggrund og rammer Kort historik museumsvæsenets udvikling De fleste grønlandske lokalmuseer er grundlagt i 1980 erne, men museumsvæsenet er dog ældre. Allerede i 1913 diskuterede Sydgrønlands Landsråd behovet for et grønlandsk museum, fordi især danskere førte mange genstande ud af landet. Et regulativ vedrørende fredning af bestemte ruiner blev vedtaget i Men først i 1953 begyndte man for alvor at arbejde for et museum i Nuuk. Museet åbnede i 1966, blev godkendt som tilskudsberettiget i 1967 og anerkendt som landsdelsmuseum i 1971 (Andreasen, Claus, 2000: Katersugaasivik. Oplæg til Museumskonferencen, Ilulissat. Utrykt). Efter overgangen til hjemmestyre i 1979 og vedtagelsen af de relevante love og forordninger blev museums- og fredningsområdet overdraget fra den danske stat til Grønlands Hjemmestyre i Samtidig fik museet i Nuuk status af nationalt museum. På dette tidspunkt var lokalmuseer allerede grundlagt i nogle byer, og i de følgende år kom flere til, båret af stort lokalt engagement. Det første lokalmuseum blev grundlagt efter nedlæggelsen af sysselrådet i 1951 i Upernaviks forhenværende sysselrådssal. Samlet ser oprettelserne således ud: 195? Upernavik (godkendt 1991) 1972 Qaqortoq (godkendt 1981) 1979 Ilulissat (godkendt 1981; indsamling fra begyndelsen af 1970 erne) 1982 Paamiut, Nanortalik (godkendt 1983) 1983 Qasigiannguit, Maniitsoq (grundlagt slutningen af 1970 erne) 1985 Aasiaat, Sisimiut, Narsaq 1986 Qaanaaq (godkendt 1987) 1988 Uummannaq (godkendt 1989) 1990 Tasiilaq 1992 Qeqertarsuaq I 1993 blev Sammenslutningen af lokalmuseer i Grønland / Nunatsinni Katersugaasiveeqqat Kattuffiat (NUKAKA) stiftet med det formål at arbejde for at fremme de grønlandske lokalmuseers, lokalarkivers og specialmuseers interesser. Museumsforordningen Museumsvæsenet er lovmæssigt reguleret af Landstingsforordning nr. 6 af 30. oktober 1998 om museumsvæsen. Om museumsvæsenets opgaver er fastsat følgende ( 2):»Museumsvæsenet har til opgave gennem registrering, indsamling, bevaring, forskning og formidling 1) at virke for sikring af Grønlands kulturarv, 2) at belyse den grønlandske kultur- og naturhistorie, 3) at gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og 4) at stille samlingerne til rådighed for forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.«i 12 hedder det, at:»landsstyret kan efter indstilling fra Museumsnævnet godkende et museum til at varetage nærmere beskrevne dele af den i 2, stk. 1 nævnte virksomhed inden for et geografisk eller emnemæssigt afgrænset område.«i 13 udstikkes de nærmere betingelser for godkendelse, herunder ejerskabsforhold, ansvar for»en nærmere beskrevet del af Grønlands kulturarv eller for andre angivne museumsopgaver«(stk. 2), om vedtægter, og om standard:»museet skal have en rimelig standard, der sikrer en forsvarlig opbevaring af museets samlinger, og et økonomisk grundlag, der gør det muligt at opretholde standarden.«(stk. 4) Om museumslederen hedder det, at»museets leder skal have en relevant museumsfaglig uddannelse eller på anden måde være kvalificeret til at varetage ledelsen af museet.«(stk. 5) Forordningens kapitel 4 handler om Grønlands Museumsnævn, som nedsættes af Landsstyret. Nævnet består af repræsentanter for NKA, lokalmuseumslederne, lokalmuseernes bestyrelser, KA- NUKOKA og Ilisimatusarfik. Det har til opgave»1) at virke som samarbejdsorgan for museumsvæsenet på landsplan, 2) at rådgive Landsstyret og andre offentlige myndigheder i museumsanlig- 7

8 gender, 3) at indstille museer til godkendelse«og desuden at indberette godkendte museer, der ikke længere opfylder betingelserne. ( 21) Organisation I overensstemmelse med forordningen er de godkendte lokalmuseer organiseret som kommunalt ejede med ansvar for hver deres lokale område, i praksis lig med kommunen. Driftsmidlerne, løn, varme, vand, el, kontorhold osv. betales af kommunerne, som imidlertid via bloktilskuddet får tilskud til dette af Hjemmestyret. Museerne er i kommunerne underlagt Børneog Kulturforvaltningen, Kultur- og Undervisningsforvaltningen eller lignende, undtagen i Maniitsoq, hvor museet sammen med turistkontoret hører under Erhvervs- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Hvert museum har en bestyrelse, som vælges efter nærmere fastsatte regler; nogle af bestyrelsesmedlemmerne er udpeget af kommunalbestyrelsen, andre som oftest af byens foreningsliv. Et enkelt museum, Aasiaat, har dog etableret en såkaldt brugerbestyrelse i stedet. Det er sket som led i en kommunal omstrukturering. 8

9 De grønlandske lokalmuseer Denne gennemgang beskriver status i september 2004, medmindre andet er nævnt. Den bygger på oplysninger indsamlet i perioden fra maj 2002 til september Avanersuup Katersugaasivia Thule Museum Museet blev åbnet i 1986 i den gamle handelsstations-bygning fra bygden Uummannaq, som blev flyttet til Qaanaaq. Tidligere har museumslederstillingen været på hel, halv og en tredjedel tid; den nuværende ordning (fra 2003/04) giver blot 10 timer om ugen til denne funktion. Om sommeren er der også en kustode tilknyttet. Ny museumsleder er tiltrådt i januar Samlinger og udstillinger: Den permanente udstilling handler bredt om områdets kulturhistorie fra forhistorisk tid til nyere tid. Her er bl.a. en arkæologisk udstilling og genstande fra nyere Thule-kultur. Om begyndelsen af 1900-tallet findes fotocollager og udstilling om Kap York-stationen, Knud Rasmussen og Peter Freuchen og deres ekspeditioner. Den nyeste tid er repræsenteret af bl.a. lokale redskaber og kunsthåndværk samt en Thule-dragt. Desuden er en meteorit udstillet. Teksterne er på dansk og engelsk. Samlingerne omfatter også en del fotoalbums. Bygningen er lille, og det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at få plads til sær- og vandreudstillinger, som i stedet sættes op i byens medborgerhus. Anden formidling: Museet udlåner film om og fra Arktis, ligesom man er i gang med at opbygge et bibliotek med bøger om Arktis. Ved særlige lejligheder er der arrangementer på museet, f.eks. åbent arbejdende værksted med produktion og salg af husflid. Særlige behov: Museet har stort behov for bedre økonomiske forhold, særligt i forhold til personalenormering. Der er også behov for mere udstillingsplads. Upernaviup Katersugaasivia Upernavik Museum Museet startede i begyndelsen af 1950 erne, men har dog været lukket i flere perioder indtil Det blev godkendt som tilskudsberettiget i Museet råder over fem huse fra kolonitiden herunder den gamle kirke og senere sysselrådssal, kolonibestyrerbygningen og den gamle butik samt en skolebygning fra 1911 og et nybygget tørvehus. Der er således ret god plads, også til særog vandreudstillinger. Personalet udgøres af museumslederen (tiltrådt 1999, cand.mag. i eskimologi) og en assistent. Samlinger og udstillinger: Samlingerne dækker særligt områdets fangstkultur med umiat/konebåde, hundeslæde, kajakker mv.; en ny natur- og kulturhistorisk udstilling fra foråret 2005 handler om samspillet mellem fangstdyr og mennesker og viser nyindsamlede skind af de forskellige fangstdyr sammen med oplysninger om dyrenes trækruter, ynglepladser og om fangstpladser og brugen af dyrene. Museet råder også over fotosamlinger og nyere kunst som værker af Aage Gitz-Johansen. Byens gamle kirke er indrettet, som da den blev brugt som Sysselrådssal Anden formidling: rundvisninger bl.a. for krydstogt-turister, arrangementer omkring jul i samarbejde med ældreforeningen og på nationaldagen eller i kulturugen. I forbindelse med den ny udstilling er der udarbejdet undervisningsmateriale til skolens tre alderstrin. Det er tilgængeligt på museets hjemmeside. Der er knyttet refugium (kunstnerbolig) til museet. Undersøgelser, indsamlinger, registrering: Et igangværende projekt er forundersøgelse til senere arkæologiske udgravninger i kommunen. Undersøgelsen omfatter indsamling af skriftlige kilder, litteraturstudier, skriftlige og mundtlige interviews samt rekognosceringer i samarbejde med NKA. En anden undersøgelse har ledt frem til den ny udstilling om samspillet mellem fangstdyr og mennesker med indsamling af viden og genstande (skind) i forbindelse med emnet. Museets gen- 9

10 stande er de seneste år løbende registreret i DMI, og man planlægger at overgå til registreringssystemet REGON (Registrering Online). Hovedinteresser, udviklingsplaner: Områdets fangstkultur er et kerneområde for museet. Ud over undersøgelserne lægger museumslederen vægt på, at museets bygninger bliver ordentligt vedligeholdt samt på at holde orden i samlinger og arkiver. Uummannami Katersugaasivik Uummannaq Museum Museet begyndte sit virke i 1988 og har til huse i byens gamle sygehus. Det råder desuden over nogle mindre, uopvarmede bygninger til magasin samt flere tørvehuse. Efter en periode uden fast bemanding er det planen fra efteråret 2005 at ansætte en museumsleder, på halv tid som tidligere. Samlinger og udstillinger: Udstillingerne dækker forskellige emner, bl.a. digteren og kateketen Edvard Kruses mindestue; Alfred Wegeners ekspeditioner, som startede nord for bygden Ukkusissat; minerne Maarmorilik og Den sorte Engel; diverse om fangst (en umiaq, kajakker og redskaber), hvalfangst, kolonitid og dragter; samt mumierne fra Qilakitsoq (dragtkopier, plancheudstilling). De to tørvehuse, som var beboet frem til 1980 erne, er som regel tilgængelige om sommeren. Dele af udstillingen er tekstet på grønlandsk, engelsk og fransk. Bygningen er lille og helt fyldt op, hvorfor vandreudstillinger sættes op på skolen. Anden formidling: rundvisninger, arrangementer på nationaldagen og til byens kulturfestival. Særlige behov: Der ligger en udfordring i at forny de faste udstillinger efterhånden. Pladsmanglen er et problem, når det gælder sær- og vandreudstillinger. Der er stort behov for bedre økonomiske forhold, herunder bedre personalenormering. Qeqertarsuup Katersugaasivia Qeqertarsuaq Museum Museet åbnede i Museumsbygningen er den gamle inspektørbolig, senere landsfoged- og lægebolig. Den blev renoveret op til museets åbning og giver relativt god plads til udstillingerne. Museet har i 2005 fået overdraget endnu en bygning. Museumslederen (tiltrådt august 2003, uddannet folkeskolelærer) er ansat på halv tid. Samlinger og udstillinger: Samlingerne dækker ganske bredt, bl.a. originaler og kopier af Jakob Danielsens akvareller, en fin samling udskæringsarbejder, fund fra flere udgravninger i området, dragter og beklædning, fangstredskaber, bødkerog snedkerværksted, Philip Rosendahls gallauniform, måleinstrumenter fra og plancheudstilling om Arktisk Station, samt en ny udstilling om hvaler. Der findes en folder med forklaring til udstillingerne. Anden formidling: Sær- og vandreudstillinger åbnes med arrangementer, ligesom nationaldagen er anledning til forskellige særarrangementer. Skoleklasser er en særlig målgruppe for formidlingen, men alle interesserede får en rundvisning. Undersøgelser, indsamling, registrering: Museumslederen arbejder på en udstilling om DMI s tid i Qeqertarsuaq, ligesom 100-året for Arktisk Station skal markeres med en nyopsætning. I 2004 blev der arbejdet på at fotoregistrere byens gamle, fine huse. Planer om at påbegynde registrering i RE- GON. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Særlig interesse for hvalfangertiden museet har indledt samarbejde med et islandsk hvalmuseum og for byens tid som Nordgrønlands hovedstad samt for Jakob Danielsens liv og værk. Der er planer om indsamling af genstande og bøger fra forfatteren Otto Sandgreens hjem til en mindestue e.l. for ham. Den nyligt overdragne bygning skal indrettes til koldmuseum med både og kajak. Særlige behov: Der er behov for bedre normering til museet. Ilulissani Katersugaasivik Ilulissat Museum Fra begyndelsen af 1970 erne blev der samlet genstande, fotos osv. ind, og museet blev indviet i Museets hovedbygning er Knud Rasmussens fødehjem, oprindeligt Nordgrønlands Seminarium, senere præstebolig. Museet omfatter to andre uopvarmede bygninger i byen samt en tørvehytte. Der er således en del plads, men ikke nok til de ret store samlinger. Personalet udgøres af museumslederen (tiltrådt 2001, mag.scient. i etno- 10

11 grafi), en museumsassistent og en kontorassistent samt kustoder. Samlinger og udstillinger: Udstillingerne handler bl.a. om Knud Rasmussen, hans liv og ekspeditioner; Jørgen Brønlund; fangst, dragter mv. Udstillingerne er under omarbejdning. Der tekstes på grønlandsk og dansk. Der er jævnligt særudstillinger af egen produktion; her kan nævnes museets udstilling af polareskimoiske tegninger med tilhørende bogudgivelse, samt en vandreudstilling til bygdeskolerne om Grønlands forhistorie. Anden formidling: Rundvisninger, arrangementer på nationaldagen, kulturdage, kulturnatten og ved juletid. Museet har en fast side i lokalavisen, lokalradio og tv. Formidlingen til kommunens bygder udbygges gennem samarbejde med skolerne og bygdebestyrelserne. Undersøgelser, indsamlinger, registrering: Museet bestræber sig på mest at indsamle aktivt i forbindelse med undersøgelser. I 2002 hjemtog museet arkivalier fra Handelsbestyrerboligen i Oqaatsut ( ). I bygderne har museet igangsat skoleelevers indsamling af stednavne i samarbejde med bygdebestyrelser og ældreforeninger. Museet arbejder med fredning, bevaring og renovering af en bygning i Ilimanaq. I samarbejde med NKA og SILA påbegyndte museet i 2003 udgravning af en hustomt i Sermermiut, og udgravningen planlægges at fortsætte i Alle hustomterne på stedet blev plottet ind på kort via satelitopmåling, og der er sat informationsskilte op på stedet. Derudover arbejder museet for tiden med undersøgelser i tilknytning til de kommende udstillinger, bl.a. byens nyere historie, Knud Rasmussens liv og betydning i Grønland, og den grønlandske slædehunds kulturhistorie. Endelig er museet i gang med at ordne magasinerne, og på vej til at overgå til det nye elektroniske registreringssystem, REGON. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Interessen samler sig om områdets kultur- og naturhistorie. Da formidlingen vægtes meget højt, koncentrerer indsatsen sig p.t. om udstillingerne. Desuden satses der stærkt på medarbejdernes faglige opkvalificering med kursusforløb mv. Museet har fra maj 2005 fået tilknyttet en naturvejleder, som skal formidle samspillet mellem menneske og natur. Qasigiannguit Katersugaasiviat Qasigiannguit Museum Museet begyndte sit virke i 1983 og har til huse i tre bygninger: Poul Egedes gamle hus Grønlands ældste træhus fra 1734 den gamle kolonibestyrerbolig og et nyere hus. Desuden råder man over en nybygget tørvehytte. Der er således relativt god plads. Der har tidligere været ansat en museumsassistent, men p.t. er museumslederen (tiltrådt dec. 2003, kontoruddannet, med lærerjob bag sig) den eneste ansatte. Samlinger og udstillinger: Museets fornemste samling omfatter fund fra Saqqaq-kulturens Qeqertasussuk. En fin udstilling om emnet åbnede i 1999 med en del af genstandene, plancher, en rekonstruktion af et ildsted og af en køkkenmødding-profil. I øvrigt omfatter museets samlinger kajak og fangstredskaber, dragter, genstande fra byens tidlige kolonitid og udstoppede grønlandske fugle. Der er jævnligt sær- og vandreudstillinger. Anden formidling: Rundvisninger, arrangementer, bl.a. film- og billedfremvisning, også på alderdomshjemmet og for psykisk udviklingshæmmede; nationaldag med lege, opvisninger og trommedans, kulturnat; åbning af udstillinger med forskellige aktiviteter for børn og voksne. I 2004 blev der arbejdet med at lave informationsskilte til steder af kultur- eller naturhistorisk interesse, bl.a. udgravningsstedet på Qeqertasussuk og pastor Bings hule. Registrering: Museet planlægger at overgå til registreringssystemet REGON. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Museumslederen interesserer sig især for den nyere kulturhistorie. Omkring år 2000 begyndte forarbejdet til et»projekt Levende Boplads«, hvor idéen var at bygge en rekonstruktion af en sommer- og en vinterbolig fra omkring 1734 (koloniens grundlæggelse). Her skulle der være aktiviteter for både turister og skoleelever. Projektet ligger dog stille for tiden på grund af kommunens dårlige økonomi. Museets styrke ligger i det veludbyggede lokale kontaktnet og den gode tradition for udadvendt formidling i forhold til forskellige målgrupper. Særlige behov: Museet har behov for bedre økonomiske forhold, herunder opnormering, idet museumslederen også er pålagt turistarbejde. 11

12 Aasiaat Katersugaasiviat Aasiaat Museum Museet, som blev godkendt 1985, flyttede i august 2002 ind i den tidligere kolonibestyrerbolig, som er blevet istandsat til formålet. Museet har for nyligt fået overdraget den gamle KGH-butik og råder også over et lille træhus, et pakhus på Transitøen og en rekonstruktion af et tørvehus. Personalet består af den fuldtidsansatte leder (tiltrådt 1997, BA i historie) og en assistent. Samlinger og udstillinger: dækker områdets kulturhistorie bredt med bl.a. hvalfangst-redskaber, slæder, kajak og dragter samt lokalt fremstillet husflid og kunsthåndværk. Der produceres jævnligt særudstillinger, ofte med kunst eller fotografier. Anden formidling: Rundvisninger, filmforevisninger og arrangementer. Museet deltager aktivt i byens kulturliv med organisering af teater, kontakt til venskabsbyerne m.m. Undersøgelser, indsamling, registrering: Museet og frivillige har afsluttet en indsamling af områdets gamle stednavne. I 2004 har museet erhvervet en del kunst, herunder 29 træsnit af Aron fra Kangeq. I 2000 foranstaltede museet udgravningen af en hvalfangerkirkegård på Kitsissuarsuit. Museet planlægger at overgå til registreringssystemet REGON. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Der lægges stor vægt på formidlingen, særligt de skiftende udstillinger. Det er planen at vise de permanente kulturhistoriske udstillinger i den nyligt overdragne gamle KGH-butik, mens museets hovedbygning kan reserveres til skiftende udstillinger. Museet arbejder på at ordne magasiner og arkiv. Som led i en kommunal omstrukturering er der etableret en brugerbestyrelse for museet, som skal involvere museets brugere i museumsarbejdet og omvendt sikre, at museet er godt forankret i byen. Der er særlig interesse for undersøgelser og formidling af hvalfangerperioden omkring år Også fiskeriets historie er et vigtigt emne for museet, og et specialmuseum for det kystnære fiskeri indgår i langtidsplanerne. Særlige behov: Der er behov for bedre økonomiske forhold og gerne en uddannet assistent, bl.a. til registrering. Sisimiut Katersugaasiviat Sisimiut Museum Museet åbnede i Det har udstillinger i fire bygninger samt et rekonstrueret tørvehus og råder over et par huse til værksted, depoter og magasiner. Museet mangler alligevel plads til udstillinger og magasiner. Museet hører til de større lokalmuseer og har ansat museumsleder (tiltrådt okt. 2004, cand. pæd.fag), museumsassistent, kontorassistent samt en timelønsansat. Samlinger og udstillinger: Museet har store samlinger af arkæologisk og etnografisk materiale fra Sisimiut Kommune. Der er en fin samling og udstilling af fund fra Saqqaq-udgravninger i området. V.C. Frederiksens samling fra begyndelsen af 1900-tallet omfatter bl.a. redskaber, husgeråd og Gerth Lyberths modeller af dagliglivet i begyndelsen af 1900-tallet. Tidligere er påbegyndt indsamling til specialmuseum om søfart i Grønland med kajak, umiaq, lokalt byggede træjoller og fiskerbåde. Tørvehuset, der er indrettet som et hjem fra begyndelsen af 1900-tallet, er udstyret med genstande og kopier som gerne må berøres. Endelig har museet en del fotosamlinger, hvoraf nogle er tilgængeliggjort via internettet på Grønlands Nationale Billeddatabase. Anden formidling: rundvisninger, debataftener, bl.a. i tilknytning til særudstillinger. Museets bibliotek er indrettet til informationssøgning gennem bøger, mikrofiche og internet. Undersøgelser, indsamling, registrering: I de seneste år har museet arbejdet med bl.a. indsamling og udgivelse af dels lokale anekdoter, dels sange og melodier af den lokale komponist Jokum Lennert. I vinteren/foråret 2005 har der været sat fokus på museets dragtsamling, som ordnes og søges suppleret gennem indsamling, bl.a. af hverdags- og arbejdstøj. Der skal også indsamles genstande fra byens nu lukkede værft. Desuden koordinerer museet redaktionsarbejdet i forbindelse med en jubilæumsbog om Sisimiuts nyere historie til udgivelse i Gennem nogle år har et eksternt forskningsprojekt været tilknyttet museet, idet en række danske forskere har udgravet og behandlet materialer fra Saqqaq-bopladserne ved Nipisat, Akia og Asummiut. Projektet er afsluttet i maj 2005, og det arkæologiske materiale hjemføres. Museet arbejder på at overføre registreringen til REGON. 12

13 Hovedinteresser, udviklingsplaner: Museet arbejder på at styrke formidlingen til både almindelige besøgende og skoleklasser. Skolebesøgene søges opkvalificeret i dialog med skolerne med afsæt i Atuarfitsialak. Museumslederen er meget interesseret i, at museet bliver brugt som et sted for bl.a. udveksling af tanker og idéer, og derfor er der indrettet et debat-, undervisnings- og videolokale. Internt satses på medarbejdernes faglige opkvalificering gennem lokale kurser. Desuden arbejder museet på ordning af magasiner og vedligeholdelse af bygningerne. Maniitsup Katersugaasivia Maniitsoq Museum Museet blev startet i slutningen af 1970 erne og godkendt i Det har til huse i tre kolonitidsbygninger, som er flyttet fra byens gamle kolonihavn til den nuværende placering i 1970 erne. P.t. er museumslederens tid delt mellem museum og turistkontor (leder tiltrådt jan. 2004), men en museumsassistent er fuldtidsansat. Samlinger og udstillinger: Samlingerne er omfattende og dækker meget bredt. Den ene bygning rummer især kunst malerier af lokale kunstnere og andre (bl.a. Aage Gitz-Johansen), udskæringsarbejder m.m. En udstilling om fiskeri optager en anden bygning. I museets hovedbygning er udstillet både dragter, en samling af fugleskindsarbejder, kajakker, redskaber og arkæologiske fund. Der er ikke plads til særudstillinger på selve museet for tiden, men de vises indimellem i byens gamle kirke. Museets fotosamlinger er tilgængelige for publikum. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Bygningsbevarelse og vedligeholdelse har på det seneste fyldt godt i museumsarbejdet, sammen med en løbende renovering af udstillingerne. Museet er også i færd med at digitalisere fotografierne (scanne dem), hvilket vil gøre det lettere for publikum at søge i samlingerne. Idéer til fremtidige udstillinger omfatter en udbygning og viderebearbejdning af fiskeriudstillingen og et mere koncentreret fokus på kajakker. Begge dele vil ligge i tråd med byens kulturhistorie samt det nuværende kajakcenter. Særlige behov: Der er behov for bedre normering for museumslederstillingen. Paamiut Katersugaasiviat Paamiut Museum Museet begyndte sit virke omkring 1980 og blev godkendt i Museet har udstillinger i to kolonitidsbygninger og magasin og værksted i flere andre huse. Der er altså ganske god plads. Musee drives af en fuldtidsansat museumsleder. Samlinger og udstillinger: Samlingerne dækker bredt. I den tidligere kolonibestyrerbolig vises forskellige lokale arbejder, bl.a. udskæringer, fotos og musik (nodeblade). Dias indgår også. Desuden interiør med lokalt fremstillede møbler. I den tidligere butiksbygning er bl.a. udstillet to joller, kajakker, redskaber og nogle modeller. En af de ganske få bevarede springpelse fra hvalfangsten er blandt museets klenodier. Ovenpå er der geologisk udstilling med stenprøver fra hele Grønland samt bødkerredskaber, bøtter og tønder. Jævnligt vises sær- og vandreudstillinger. Anden formidling: Rundvisninger og nogle gange arrangement på nationaldagen, aktiviteter omkring jul. I samarbejde med ældreforeningen og kvindeforeningen arrangeres forskellige fremvisninger. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Museumslederen ønsker især at indsamle genstande og viden vedrørende hvalfangst og ikke mindst den nyere tids fiskeri, som har haft og stadig har stor betydning for byen. Nye udstillinger kunne omfatte især fiskeri, men også dragter. Der arbejdes løbende med tilsyn af fredede bygninger i bygderne og behovet for restaurering. Særlige behov: Der er behov for en indsats på registreringsområdet; foreløbig har museumslederen været på kursus i brug af REGON. Hvis nye, større projekter skal i gang, er der behov for mere arbejdskraft. Narsap Katersugaasivia Narsaq Museum Museet blev godkendt i Det råder fra 2005 over seks bygninger foruden en rekonstruktion af et tørvemurhus. Desuden hører Henrik Lunds hus, der i 1980 blev åbnet som mindestuer for digteren, til museet. Personalet består af museumslederen (tiltrådt 1990, cand.mag. i historie og etno- 13

14 logi) og af sommerkustode, ind i mellem støttet af timelønnet assistent og frivillig arbejdskraft. Samlinger og udstillinger: Samlingerne dækker bredt, men med vægt på nyere tid. Museet viser lokalhistorisk udstilling om udviklingen fra fanger til fisker med genstande og fotografier samt nordboudstilling og kajakudstilling; et interiør fra 1950 erne; en gammel butik med historiske varer; lokal kunst og genstande fra Fr. Høeghs trykkeri; og endelig er der en geologisk studiesamling. Anden formidling: Rundvisninger på museet og i byen, arrangementer for børn og voksne i skoleferier og ved højtiderne, ved kulturuger (bl.a. fortælle-aften) og udstillingsåbninger. Indimellem filmforevisning. De sidste år har museet været medarrangør af sommerland med børneaktiviteter, rundvisninger ved egnens ruiner, Tulugaq-for børn kampagne m.m. Blandt særudstillingerne kan nævnes museets egen»tamaaviatumik passion. Den grønlandske have«med fotos af Finn Larsen. Endelig deltager museumslederen jævnligt i arrangementer og f.eks. radioprogrammer udenfor Grønland, hvor hovedtemaet er at formidle et andet Grønlandsbillede end det gængse. Undersøgelser, indsamling, registrering: Nyere kulturhistorie, gerne hverdagshistorie er hovedarbejdsfelt med div. historisk-etnologiske undersøgelser med tilhørende indsamlinger; overordnet projekt om Narsaqs sociale og økonomiske udvikling ca Herunder er bl.a. udkommet en kulturhistorisk kogebog om Sydgrønlandsk mad gennem 1000 år, og p.t. arbejdes med en undersøgelse af grønlandsk havebrug og beslægtede emner. Endelig arbejdes med norrøn middelalderhistorie, og i den forbindelse deltager museet i et vestnordisk netværks-projekt, Destination Viking Sagalands, bl.a. med udgravning og restaurering af den norrøne landnamsgård i Narsaq samt etablering af norrønt formidlingscenter. Registrering på listeform. Hovedinteresser, udviklingsplaner: I fremtiden planlægges indsamling af genstande til belysning af nutidig ungdomskultur. Desuden planlægges undersøgelse af jordemødres liv og arbejdsforhold samt af husflids-produktion som led i den folkelige dannelse begge dele med samarbejdspartnere udefra. Formidling står centralt i alle projekter. Særlige behov: Der er behov for bedre normering (assistent), bl.a. til en indsats på registreringsområdet. Qaqortup Katersugaasivia Qaqortoq Museum Museet blev grundlagt i 1972 (godkendt 1981). Det råder over to kolonitidsbygninger samt byens gamle radiostation og en rekonstruktion af et tørvehus. I maj 2004 åbnede Grønlands Telemuseum som en afdeling af museet. Personalet udgøres af museumslederen på fuld tid (tiltrådt 1995, Ph.d. i arkæologi) og kustode. Samlinger og udstillinger: Samlingerne dækker bredt; der lægges bl.a. vægt på fotosamlingerne hvoraf museet har flere særdeles gode og nyere kunst (malerier). Der er også udstillet udskæringsarbejder, kajakker, dragter, redskaber og arkæologiske fund fra området samt en samling tegninger fra 1940 erne. I den gamle radiostation viser det nyåbnede Grønlands Telemuseum kommunikationsteknologiens udvikling i Grønland med apparater, instrumenter osv. indsamlet fra hele landet fra de første telegrafstationer til computer og internet. Anden formidling: Bl.a. rundvisninger på museet og ved de norrøne ruiner i Qaqortukulooq samt foredrag for turister på Sulisartut Højskoliat. Desuden har museet flere somre arrangeret seminarudgravninger for elever på GU, senest i 2003 ved Qassimiut. Blandt museets egen-producerede særudstillinger har været fotoudstillinger med lokale/lokalt arbejdende fotografers billeder (John Høegh, Ove Harder, Carl Høyer), vandreudstillingen om insekter i Grønland, fotoudstilling af Ivars Silis, latinamerikansk kunst og maleriudstilling af Hans Lynge. Endelig fungerer museet som sekretariat for kunstprojektet»sten og Menneske«, ligesom det i var sekretariat for»kulturudveksling Grønland-Mexico City«. Undersøgelser, indsamling: Der er ny-indsamlet mange genstande, fotos og oplysninger til det nyetablerede Telemuseum. I udførte museet udgravninger ved Qorlortup Itinnera, og undersøgelsen af de mange dyreknogler herfra er i gang som led i et større projekt om nordbogårdens økonomi. Træsager og øvrige fund bruges til to forskellige specialer. Samme sted er der indsamlet fund ved flere somres seminarudgravninger, som er foregået i samarbejde med SILA og NKA. Endelig erhverver museet løbende kunstværker af lokale kunstnere, bl.a. Aka Høegh. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Formidling og 14

15 synliggørelse af museet i lokalsamfundet anses for det vigtigste i museumsarbejdet, og derfor har museet mange udadvendte aktiviteter. Ud over de nævnte projekter interesserer museet sig også for landbrugshistorie i Sydgrønland med udgangspunkt i fåreholderstationen Upernaviarsuk. Der er også planer om senere at åbne et kunstmuseum. Særlige behov: Der er behov for bedre normering (fast assistent), bl.a. til registrering. Nanortallip Katersugaasiviata Nanortalik Museum Museet begyndte sit virke i Det har til huse i otte gamle bygninger plus en rekonstruktion af en tørvehytte. Byens gamle sygehus er efter en totalrenovering taget i brug af museet i december Desuden er der frilandsmuseumsområde med to skindteltpladser og to grunde til tørvehytter. Det er altså landets største lokalmuseum bygningsmæssigt. En del af bygningerne er dog lukket om vinteren. Der er ansat museumsleder på fuld tid (tiltrådt 1984), deltidskustode og sommerkustoder. Samlinger og udstillinger: Samlingerne er ret store og dækker meget bredt, særligt nyere tid. Her er»geologisk museum«om tidligere minedrift, nutidens guldfund samt stensamling;»teknisk museum«med især kommunikationsudstyr fra skrivemaskiner, filmapparater og radio til mobiltelefon og kommunens første computer; byens gamle bageri; spækbrænderi og hvalfangst; fangst og fiskeri med kajakker, umiak, og fotos; nordboerne og norrøn tid, fåreholderliv i nutiden; dragter. I det nyrenoverede gamle sygehus er der udstilling om sundhedsvæsenets historie. Tekst (folder) på grønlandsk, dansk og engelsk. Anden formidling: Museumslederen lægger stor vægt på at gøre museets samlinger tilgængelige for byens borgere. Bl.a. har hun samlet oplysninger og fotos om bestemte emner, f.eks. fangst og fiskeri, i mapper som er frit tilgængelige på museet. Desuden har unge fra byen været med til at bygge tørvehytter på den måde er gamle teknikker videreformidlet. Særudstillinger produceres jævnligt, senest bl.a. om palæoeskimoiske stenredskaber med fund fra bopladser i Kap Farvel-området, indsamlet sommeren Undersøgelser, indsamling, registrering: Museet har i 2004 udført folkemindeindsamling ved interviews af ældre i Nanortalik by og bygder. Frem til åbningen af udstilling om sundhedsvæsenets historie er indsamlet genstande herom. SILA udfører i samarbejde med museet flere projekter i området (Dorset, tidlig Thule, norrøn ). Desuden samarbejder museet og SILA fortsat om projektet»nunap Isua Landets ende«om historie og erindring blandt østgrønlandske slægter i Sydgrønland, som både omfatter arkivstudier og interviews. I tilknytning til begge disse projekter blev en rekognoscerings- og besigtigelsestur gennemført i august Museet arbejder også med kystsikring (Herjolfsnæs/Ikigaat) samt med restaurering og pleje af flere ruingrupper, både nordbo- og eskimoruiner. Registrering efter»saglig registrant for kulturhistoriske museer«. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Der arbejdes bl.a. på at udvide arbejdsområdet, så museet tager sig af kommunens fjernarkiv, ligesom en del af byens foreninger har deponeret deres arkiver hos museet. Museets mange forskellige emner er en styrke, fordi det giver et mere nuanceret billede af udviklingen og områdets kulturhistorie. Tasiilap Katersugaasivia Ammassalik Museum Som et af de nyeste lokalmuseer i Grønland begyndte museet sit virke i Museet har til huse i byens gamle kirke, og omfatter også en tørvehytte. I 2004 fik museet overdraget en tidligere lagerbygning, Kartoffelhuset. Der er dog stadig pladsmangel. Museumslederen (tiltrådt 1995, journalist) er eneste ansatte bortset fra sommerkustode. Samlinger og udstillinger: Samlingerne koncentrerer sig om østgrønlandske kulturudtryk. De omfatter østgrønlandske kunst- og kulturgenstande: masker, tupilakker og andre udskæringsarbejder samt kajak, hundeslæde, dragter og redskaber. Desuden er der malerier af østgrønlandske kunstnere og af Aage Gitz-Johansen, foruden portrætbuster af Eigil Knuth. En del af den permanente udstilling behandler emnet»ammassalik i 100 år«ved hjælp af plancher og historiske fotografier. Endelig findes en del fotosamlinger, bl.a. en samling fra den amerikanske base ved Kulusuk. Jævnligt vises sær- og vandreudstillinger. Anden formidling: Rundvisninger, om vinteren 15

16 ugentlig filmfremvisning af film fra eller om arktiske områder. Nyhedsbrev pr. til interesserede i byen. Museumslederen søger at målrette formidlingen, så der om sommeren mest er Grønlands-relaterede udstillinger rettet mod turister, mens udstillingerne om vinteren henvender sig til de lokale og kan behandle andre emner. Undersøgelser, indsamling, registrering: Indsamlingen fokuserer på østgrønlandsk kunsthåndværk, primært masker og udskæringsarbejder som tupilakker. Nye eksemplarer indsamles også. I den passive indsamling har museet fået og får stadig mange fotosamlinger, både fra lokale og fra bl.a. nogle af de franske forskere, der har arbejdet i området (Paul Gessains samling fra 1930 erne og 1940 erne). Der registreres i DMI, men det er planen at overgå til REGON. Hovedinteresser, udviklingsplaner: Som det fremgår, har østgrønlandsk kunst og kunsthåndværk museumslederens særlige interesse, ikke mindst som noget, der adskiller Østgrønland og dermed museet fra Vestgrønland og vestgrønlandske lokalmuseer. I det daglige arbejde lægger museumslederen særlig vægt på formidling, både til byens borgere og turister. Det er planen at indrette Kartoffelhuset til koldmuseum med kajakker, hundeslæde og umiaq. Særlige behov: Der er fortsat behov for mere (opvarmet) plads, ligesom der er behov for mere personale. 16

17 Samlet beskrivelse af museernes situation Bygninger: stemning og pladsmangel Alle museerne har hjemme i gamle kolonitidsbygninger. Det giver stemningsfyldte rammer, men samtidig er de små rum med lavt til loftet ikke specielt velegnede til udstillinger. Desuden kan der være problemer med de tekniske installationer. Mange steder fungerer bygningerne nogenlunde tilfredsstillende, men en del museer kunne ønske sig mere plads. Tre museer har et alvorligt problem med pladsmangel, nemlig Qaanaaq, Uummannaq og Tasiilaq. Disse tre museer har alle kun en enkelt opvarmet, mindre bygning til udstillinger, og bygningerne er godt fyldt op. De levner ikke plads til sær- og vandreudstillinger og giver kun dårligt rum for nyopstilling af de faste udstillinger. De øvrige museer råder over alt fra én stor til hele otte udstillingsbygninger: Qeqertarsuaq, Aasiaat og Ilulissat har hver én god stor bygning. Aasiaat og Ilulissat har også flere uopvarmede bygninger, magasiner og tørvehytte. Qaqortoq og Paamiut har hver to udstillingsbygninger, plus magasiner og værksted (Qaqortoq også en tørvehytte). Qasigiannguit og Maniitsoq har hver tre bygninger (Qasigiannguit også tørvehytte). Sisimiut har udstillinger i fire bygninger plus magasin, værksted og tørvehytte. Upernavik råder over fem bygninger plus tørvehytte og magasin, mens Narsaq nu råder over seks bygninger, tørvehytte og Henrik Lunds hus. Nanortalik Museum er fysisk det største med hele otte bygninger plus tørvehus, hvoraf størstedelen dog er uopvarmede og lukkede om vinteren. Personale og kompetence: om timetal og uddannelse Museernes personale præger naturligt nok museerne stærkt, og derfor er personalesituationen vigtig at få beskrevet. Timetal og kompetenceniveau varierer fra museum til museum. Timetallet spænder fra 10 timer pr. uge til tre fuldtidsansatte plus projektmedarbejdere. Uddannelsesniveauet går fra korte uddannelser til Ph.d. Normeringen er først og fremmest afhængig af den pågældende kommunes økonomi og prioritering, idet det i hovedsagen er kommunerne, der finansierer de enkelte museer. Hjemmestyret yder ganske vist et tilskud til de godkendte museer, men da det indgår i det almindelige bloktilskud til kommunerne, er det vanskeligt at gennemskue, i hvor høj grad det faktisk bruges til museumsdriften. Situation pr. juni 2005 er som følger: Fastansatte ved lokalmuseerne i 2004/2005 Museum Faster Museumsleder/ Assistent/ stillinger Fagligt teknisk i alt personale personale Qaanaaq 0,25 0,25 Upernavik 2,00 1,00 1 Uummannaq* 0,50 0,50 Ilulissat 3,00 1,00 2 Qeqertarsuaq 0,50 0,50 Qasigiannguit 1,00 1,00 Aasiaat 2,00 1,00 1 Sisimiut 3,00 1,00 2 Maniitsoq 1,50 0,50 1 Paamiut 1,00 1,00 Narsaq 1,00 1,00 Qaqortoq 1,00 1,00 Nanortalik 1,00 1,00 Tasiilaq 1,00 1,00 * Uummannaq Museum er ved redaktionens slutning ubemandet, men bemandes efter planen fra august 2005 med en halvtidsstilling. Som det fremgår af tabellen, har fire museer ledere med mindre end fuld tid til rådighed for dette arbejde. Seks museer har fuldtidsansat leder, men er uden fast assistance derudover, når man ser bort fra timeansatte (sommer)kustoder. To museer har både fuldtidsansat leder og assistent, evt. plus kustoder. Endelig har to museer hver tre fuldtidsstillinger samt kustoder/projektmedarbejdere. Det må gøres klart, at selv en fuldtidsansat museumsleder uden fast assistance, i det mindste deltids, skal løbe særdeles hurtigt for at få museet til at fungere. Her kan bevillingsgiverne måske have tendens til at overse eller glemme den del af museumsarbejdet, som ikke er direkte synligt for 17

18 publikum, men som ikke desto mindre er både vigtigt og tidskrævende: indsamling, registrering, undersøgelser og det administrative arbejde, herunder ansøgninger om projektmidler til fonde osv., som sluger meget tid. Det er mange opgaver for en enkelt person, og der er derfor stærkt brug for assistance, hvis der skal være tid til at tænke og planlægge langsigtet museumsfagligt. Helt konkret kan man pege på, at timetallet smitter af på de faglige undersøgelser: der foregår ingen undersøgelser på museer med mindre end én fuldtidsstilling. Og kun på to museer med museumslederen som eneste fuldtidsansatte (Narsaq og Qaqortoq) trodser lederne tidsmanglen og udfører selv undersøgelser/forskning i større udstrækning. Nanortalik medvirker til undersøgelser i samarbejde med eksterne partnere. En af de allervigtigste problemstillinger for lokalmuseerne ser jeg i medarbejdernes uddannelses- eller kompetenceniveau. Museumsdriften er ekstremt afhængig af museumslederens fagkundskab, når museerne hver især er så små. Situationen kan sammenfattes til, at der på de 14 godkendte lokalmuseer p.t. er ansat seks ledere med museumsfaglig universitetsuddannelse (fem med kandidatgrad og en med bachelorgrad), tre ledere med mellemlange uddannelser (lærere, journalist) og fem med korte og mindre relevante uddannelser. De universitetsfag, der er repræsenteret, er historie, etnologi, etnografi, arkæologi, eskimologi og pædagogik. Museumsforordningens betingelser til museumslederen om at have»en relevant museumsfaglig uddannelse eller på anden måde være kvalificeret til at varetage ledelsen af museet«( 13, stk. 5) bliver med andre ord fortolket meget forskelligt i de forskellige kommuner, og nogle steder meget bredt. Naturligvis spiller museumsrelevant erfaring også en rolle i arbejdet som museumsleder ved siden af uddannelsen. Det samme gør lederens relationer til stedet, lokalkendskab og sprogkundskaber, samt personlige egenskaber som kreativitet, selvstændighed, samarbejdsevner osv. Men som andre steder, f.eks. på skoler, gælder det at faguddannet personale giver hele arbejdet et løft. Konkret kan man konstatere et sammenfald mellem højtuddannet personale og undersøgelser: på museer med leder med kandidatgrad foregår der også undersøgelser/forskning. Museumslederne med mellemlang uddannelse foretager mindre undersøgelser og er også involveret i undersøgelser/forskning initieret udefra. På resten af museerne finder der som regel ingen egentlige undersøgelser sted. Ud over timetal og uddannelsesniveau kan man pege på en tredje faktor i museernes personalesituation, nemlig hyppige personale- og/eller lederskift, som kan være et problem for nogle museer. Dette er ikke specielt for museerne, men er et gennemgående problem eller vilkår på mange grønlandske arbejdspladser. Ikke mindre end fire museer fik ny leder i 2003, og to andre har skiftet leder i Fire af disse seks museer har mindre end fuldtidsnormering til museumslederen. På to af museerne har der været et personale-/ledelsesmæssigt hul forud for nyansættelserne, og på to har de foregående ledere været ansat under tre år. Resten af museerne ser til gengæld ud til at være stabilt besat for tiden; to ledere tiltrådte omkring år 2000, fire i midten af 1990 erne, og to endnu længere tilbage. Alle disse otte museer har fuldtidsansatte ledere, hvilket klart kan betale sig, hvis man ønsker at fastholde lederen i jobbet og dermed skabe kontinuitet i museumsarbejdet. Det kan også konstateres, at ud af de otte stabile museumsledere er de fem universitetsuddannede, mens to har mellemlange uddannelser. Det ser altså ud til, at uddannelse også er med til at skabe kontinuitet. Hvad angår sprogfordeling og nationalitet omfatter museumslederne fem grønlændere, som også taler dansk, samt otte danskere, hvoraf to også taler grønlandsk. Flere forstår grønlandsk. Desuden en spanier, som også taler dansk. I arbejdet med kulturarven er det en stor fordel at tale grønlandsk. Samtidig kan det dog foreløbig konstateres, at i forhold til aktivitetsniveau i museumsarbejdet og kontinuitet i personalesituationen ser sprog og nationalitet ikke ud til at have nogen indflydelse. Sammenfattende kan man sige, at på de museer, hvor museumslederen er ansat på fuld tid og har en museumsfaglig baggrund, omfatter museumsarbejdet egentlige undersøgelser/forskning, herunder aktiv indsamling. Desuden ser både timetal og uddannelsesniveau ud til at have en positiv indflydelse på fastholdelse af museumslederen, og dermed på kontinuiteten i arbejdet. Det må anbefales at gøre en fortsat indsats for rekrutteringen af museumsfagligt uddannet per- 18

19 sonale, mest oplagt fra Ilisimatusarfik. Det betyder, at der fortsat skal oplyses om lokalmuseernes arbejde til potentielle nye medarbejdere, enten af en museumskonsulent, af en kontaktperson på Ilisimatusarfik eller af repræsentanter for lokalmuseumslederne. Bl.a. kan fremhæves det selvstændige og alsidige arbejde, hvor der er gode muligheder for at udforme egne forsknings- og formidlingsprojekter. Derudover bør arbejdsforholdene være tilstrækkeligt attraktive til at tiltrække den højtuddannede arbejdskraft; ud over tilstrækkelige lønmidler bør der f.eks. skabes gode rammer for kontakt og samarbejde museerne imellem, så personalet ikke isoleres eller går i stå fagligt. (Se også afsnittene om undersøgelser og forskning og om samarbejde.) Hvis det ikke er muligt at ansætte en leder med museumsfaglig baggrund, må man stræbe efter at ansætte folk med museumsrelevant erfaring og uddannelse, f.eks. læreruddannelse, og sørge for videreuddannelse og evt. give praktikophold på andre grønlandske, danske eller udenlandske museer. Anbefaling: 1. At museumslederen ansættes på fuld tid. Det er også særdeles tilrådeligt at ansætte en fast assistent på fuld tid. 2. At der så vidt muligt ansættes museumsledere med museumsfaglig baggrund, dvs. universitetsuddannelse (helst kandidatgrad) i etnologi, etnografi, historie, arkæologi, eskimologi e.l. 3. At der gøres en indsats for rekruttering af museumsfagligt uddannet personale. Samlinger: stor bredde men hvad med det 20. århundrede? Lokalmuseernes samlinger og dermed udstillingsemner repræsenterer især den nyere kulturhistorie i området, her forstået som tiden fra 1700-tallet og frem. Størrelsen af samlingerne varierer noget fra sted til sted, f.eks. har de ældre museer som Ilulissat og Qaqortoq typisk større samlinger. Samlingerne kan spænde meget bredt i både emner og perioder, som det ses af gennemgangen af de enkelte museer fra det mere generelle om fangstkultur, dragter, håndværk og kolonitidshistorie til det specifikke om bestemte personer, virksomheder, institutioner osv. For overskuelighedens skyld deler jeg her samlingerne op i traditionelle fagområder: forhistorie, ældre og nyere tids kulturhistorie, kunsthåndværk, kunst, naturhistorie og teknik. Men netop i forhold til lokalmuseerne er det selvfølgelig en kunstig opdeling, al den stund museerne gerne skulle komme rundt om hele områdets kultur i et tidsligt perspektiv. Samlingerne indenfor den ældre historie og forhistorie består dels af arkæologiske genstande, dels af kopier. Kopier af redskabstyper fra Saqqaq, Dorset og Thuleperioderne er udbredte. I Qasigiannguit findes en meget fin samling af Saqqaqfund fra Qeqertasussuk, og i Sisimiut ligeledes en fin samling Saqqaq-fund fra Nipisat og andre Saqqaq-bopladser. På de tre sydgrønlandske museer er der mindre samlinger fra den norrøne middelalder-fortid. Derudover har næsten alle museer mindre arkæologiske samlinger, som dog ofte ikke er nærmere analyseret. Kolonitiden er generelt godt repræsenteret i samlingerne, med typiske genstande fra fangstkultur (kajakker, fangstredskaber), dragter, håndværk mv. Derimod er den allernyeste tid underrepræsenteret, når det gælder kulturhistorien bredt. Ser man bort fra fotosamlingerne (omtalt nedenfor), ligger under halvdelen af museerne inde med samlinger af betydning fra tiden efter Der er gode samlinger fra perioden på museerne i Qaqortoq (Telemuseet), Narsaq (moderne fiskeri, boligindretning m.m.), Nanortalik (teknik, sundhedsvæsen), og til dels Ilulissat (byhistorie) og Uummannaq (Maarmorilik-minen). Hvis man ønsker at arbejde med kulturhistorien op til nutiden, er der behov for mere dækkende samlinger for perioden efter 1953, særligt mht. moderniseringen og alt hvad den medførte. Hullet i samlingerne kan naturligvis være udtryk for et bevidst valg. Min fornemmelse er nu, at der blandt museumslederne generelt er stor interesse for det 20. århundredes historie. Derfor tror jeg snarere, hullet skyldes mangel på planlægning kombineret med vanskeligheder med at få folk til at give ting til museet. En anden forklaring kan være, at der i museernes barndom (1970 erne, 1980 erne), hvor samlingerne blev grundlagt, især var fokus på arkæologien. Det skal dog siges, at også de museer, hvor den nyeste 19

20 tid er stærkt underrepræsenteret bortset fra fotos, jævnligt har sær- eller vandreudstillinger med emner fra perioden. I én form er det 20. århundrede dog godt repræsenteret på lokalmuseerne: alle museerne råder over fotosamlinger, mange af dem ret store. Nogle er fotos taget af halvprofessionelle eller ivrige amatørfotografer og dækker stedets liv bredt (f.eks. John Høegh og Ove Harder i Qaqortoq), mens andre er familiealbums. Der findes også en del albums fra danskere eller udlændinge, som har opholdt sig i Grønland i kortere eller længere tid, f.eks. flere samlinger i Qaanaaq fra de stedlige læger, og den franske videnskabsmand Paul Gessains samling i Tasiilaq. Mange steder er fotosamlingerne tilgængelige for gæsterne, og det er en ofte benyttet ressource. En del lokalmuseer er i gang med eller har planer om delvis digitalisering af fotosamlingerne, bl.a. for at gøre dem bredt tilgængelige i lokale databaser eller via internettet. Til dette arbejde kan der bruges betydelige ressourcer. Ser man på kunsthåndværk og husflid, har alle museerne større eller mindre samlinger af udskæringsarbejder: tupilakker, fedtstensfigurer osv. En del af dem har hørt til Poul Madsens fine samling, som blev delt op og ført tilbage til de lokalområder, genstandene stammede fra. Særligt i Tasiilaq er der både gamle og fine arbejder, foruden som det eneste sted en større samling masker. Når det gælder den nyere kunst malerier, tegninger mv. er det mere begrænset, hvad museerne råder over. Samlingen i Ilulissat er foreløbig den eneste, som er udskilt til et egentligt Kunstmuseum, hvor især Emanuel A. Petersen er repræsenteret, men også Qeqertarsuaq har en særlig skat i Jakob Danielsens akvareller, mens Tasiilaq bl.a. råder over flere af Eigil Knuths buster. Derudover har Upernavik, Aasiaat, Maniitsoq, Qaqortoq og Narsaq større eller mindre samlinger af billeder af både lokale amatører og mere kendte kunstnere, fra Aage Gitz-Johansen til Aka Høegh. I lyset af de nogle steder sparsomme kunstsamlinger kan man spørge, om det er rimeligt at lokalmuseerne også skal dække dette område. Hvis det skal gøres ordentligt, kan der være behov for en kunstfaglig kundskab, som de fleste nuværende museumsledere ikke har. Der vil også være behov for mange flere penge til indkøb, end museerne p.t. råder over. Endelig er der hele spørgsmålet om konservering. Derfor kunne man argumentere for, at kunst-området blev dækket centralt af NKA eller af et landsdækkende decideret kunstmuseum, når et sådant engang bliver etableret. Evt. med lokalmuseerne som lokale samarbejdspartnere. Rent naturhistoriske samlinger findes ikke på alle museer. I Paamiut, Narsaq og Nanortalik findes geologiske studiesamlinger med stenprøver fra hele Grønland. Hvad angår faunaen har en del museer mindre samlinger af udstoppede fugle, bl.a. Ilulissat, Qasigiannguit og Aasiaat. Upernavik Museum har netop opbygget en samling af skind fra fangstdyr af forskellig art, alder og køn. Mere indirekte indgår naturhistoriske elementer overalt hvor det handler om fangst, jagt og fiskeri, men udgangspunktet er her det kulturhistoriske. Noget lignende gælder for teknik og teknologi, idet fangstteknologi er repræsenteret på alle museer i form af kajakker og fangstredskaber, men igen er udgangspunktet kulturhistorisk. Indenfor den moderne teknik har Nanortalik opbygget et teknisk museum med alt fra filmfremvisere til byens første computer og mobiltelefon. I forbindelse med etableringen af Grønlands Telemuseum som en del af Qaqortoq Museum er der opbygget en samling fra hele landet på området. Derudover må den moderne teknologiske udvikling siges at være underrepræsenteret. Der er behov for at museerne hver for sig og samlet overvejer, hvilken rolle naturhistoriske og teknologiske emner kan og skal spille i samlinger og udstillinger. Anbefaling: 1. At man diskuterer hvilke emner og perioder, man ønsker dækket hvor, hvordan og hvorfor 2. At man klargør i hvilken grad, man kan og vil påtage sig f.eks. kunsthistoriske opgaver Indsamling og indsamlingsplaner For tiden indsamler omkring halvdelen af museerne aktivt, dvs. de opsøger og erhverver genstande, oplysninger mv. Museernes undersøgelses- og forskningsprojekter omfatter alle aktiv indsamling af genstande og/eller oplysninger (se nedenfor). Der er dog også indsamlinger, som 20

21 ikke indgår i større projekter. Sisimiut Museum har indsamlet anekdoter og sange til udgivelse og er i gang med indsamling af hverdags- og arbejdstøj. I Qeqertarsuaq er der planer om indsamling i forbindelse med forfatteren Otto Sandgreen. Tasiilaq Museum indsamler løbende østgrønlandsk kunsthåndværk, primært masker og tupilakker. Stednavne indsamles flere steder i samarbejde med museernes lokale brugere Ilulissat og Aasiaat. Den aktive indsamling foretages af museumsledere med længerevarende eller mellemlange uddannelser. Foruden de aktive indsamlinger modtager alle museerne jævnligt genstande mv.; det udgør den passive indsamling. Flere problemer kan øjnes i den nuværende indsamling. Særligt de steder, hvor der kun er tale om passiv indsamling, vil indsamlingen være meget afhængig af museumslederens interesser. En ny museumsleder betyder altså en ny indsamlingspolitik, og dermed kommer indsamlingen til at svinge en del, ligesom påbegyndte indsamlingsprojekter kan gå i stå. Med passiv indsamling risikerer museet desuden at få mange forskelligartede genstande, som ikke har noget med hinanden at gøre ud over stedet. Dermed bliver det svært at opbygge en sammenhængende udstilling af dem. Et andet problem er manglen på overblik over de forskellige museers indsamlinger. Der er behov for, at hvert enkelt museum udarbejder en indsamlingsplan. Dermed ikke sagt at planen skal være uforanderlig, men det bør overvejes, hvilke emner og perioder indenfor samlingerne, museet ønsker at styrke eller nedprioritere, og hvordan man har tænkt sig at gøre det ved aktiv eller passiv indsamling, indsamling i by eller bygd, annoncering i lokalavis eller aktiv opsøgning af bestemte personer osv. Desuden vil det være en fordel, at museerne koordinerer deres indsamlingsplaner. Dvs. diskuterer hvilke emner der trænger til at blive dækket bedre, og hvilke der allerede til overflod er dækket og fordeler emnerne mellem sig, evt. med flere museer ansvarlige for hvert emneområde. Således kunne f.eks. Nanortalik og Uummannaq stå for indsamlinger vedrørende minedrift, mens Aasiaat og Paamiut kunne tage sig af hvalfangst. Det vil ikke hindre lokale indsamlingsemner, men have flere fordele: dels at synliggøre for hinanden indenfor museumsverdenen, indenfor hvilke emner der bliver samlet ind og ikke samlet ind. Dels at synliggøre indsamlingsarbejdet udadtil som en del af museumsarbejdet. Endelig vil koordineringen og samarbejdet gøre indsamlingen mere effektiv og interessant. Det kan også føre til samarbejde om udstillinger og anden formidling. Anbefaling: 1. At der udarbejdes indsamlingsplaner, så man ved hvilke emner, man ønsker at styrke 2. At indsamlingsplanerne koordineres, og de enkelte emner varetages af et eller flere museer Registrering nyt system undervejs Registrering af genstande og oplysninger hører med til museernes faste opgaver. Det er forskelligt hvor højt registreringen prioriteres på de forskellige museer, afhængigt af interesser og især ressourcer. Man er godt klar over, at det er uheldigt at minimere registreringen, men manglen på arbejdskraft gør en prioritering nødvendig, og ofte ender registrering med at blive nedprioriteret. Sådan vil det nok blive ved med at være en tid endnu. Til gengæld er et andet problem på vej til at blive løst; indtil nu har forskellige registreringssystemer været i brug, både digitale og papirbaserede. Nu er der imidlertid taget en principbeslutning om at arbejde hen imod at bruge det samme system, nemlig REGON (Registrering Online), som er en grønlandsk tilpasset version af det danske REGIN (Registrator Interface). I april 2005 afholdt Kulturarvsstyrelsen et kursus for det grønlandske museumsvæsen i det nye system. Med tiden bliver det muligt at søge i hinandens samlinger, hvilket vil være en fordel i forhold til både indsamling, undersøgelser, udstillinger og anden formidling. Der er fortsat behov for fokus på registreringen, ikke mindst på de museer, som p.t. ikke har ressourcer til at registrere bare nogenlunde grundigt. Hvis/når museerne bliver tildelt flere ressourcer, er det derfor en af de opgaver, der bør prioriteres. For nogle museer kan det være en løsning at hyre en registrator udefra i nogle måneder. Hvis flere museer går sammen om det, vil deres registreringer oven i købet blive ensartede. 21

22 Anbefaling: 1. At der gøres en indsats for at få registreret samlingerne Formidling: udstillinger, arrangementer, skriftlig formidling På alle museer bliver formidling anset for at være den vigtigste opgave. I tråd hermed er det nok også på dette område, der bliver arbejdet mest kreativt og forskelligartet. Ud over de faste udstillinger, som de fleste forbinder med begrebet museum, står lokalmuseerne bag midlertidige udstillinger, rundvisninger, aktiviteter, arrangementer og skriftlig formidling. Alle museernes fagområder og perioder formidles, og der formidles til forskellige målgrupper: voksne, børn, ældre, lokalbefolkningen og turister. Formidlingen kan udspringe af undersøgelser eller indsamlinger, men den kan også stå alene. En del formidling sker i samarbejde med andre. Generelt er formidlingen ikke det mest ømme punkt i museumsdriften, men forskellige problemstillinger optræder alligevel. De faste udstillinger bygger på museernes samlinger, beskrevet ovenfor. Det betyder, at der er de samme faglige problemer som i samlingerne, hvor nogle perioder og emner er underrepræsenteret, bl.a. det 20. århundrede/den nyeste kulturhistorie, naturhistorie og teknik. Formidlingsmæssigt kan man pege på, at en del af de faste udstillinger er ret gamle. Det behøver ikke i sig selv være et problem, men der kan være behov for at gennemtænke udstillingsformerne og rette til, f.eks. mht. foranderlighed og tekst. Man kunne forestille sig foranderlige udstillinger dvs. faste udstillinger opbygget på en måde, så det bliver muligt løbende at ændre i dem, f.eks. udskifte genstande og tekst, tilføje tekst, evt. flytte rundt på elementer. Som det er nu, er mange faste udstillinger netop særdeles nagelfaste, hvilket gør det ekstra bekosteligt at ændre i dem. Det kræver penge til skillevægge, plancher, montrer osv., hvilket igen betyder, at udstillingerne trods ny viden og nye genstande bliver stående unødigt længe. Udstillingsformer kan diskuteres længe. Her vil jeg blot pege på tekstelementet som noget, der mange steder er behov for at overveje. Mange faste udstillingers tekst fortæller mere om det generelle end om det specifikke/lokale. Tit knyttes der ingen konkrete navne og begivenheder til genstande og oplysninger. Det kan være en bevidst valgt udstillingsform, hvor genstandene præsenteres stort set rene, så gæsterne selv kan danne sig en forestilling om genstandens brug og kontekst. Den skrabede form har dog den ulempe, at gæster uden tilstrækkelige forkundskaber, f.eks. børn og turister, stilles dårligt mht. oplysning og erkendelse, med mindre de bliver vist rundt af en kyndig person. En udstillingsform med lidt mere tekst og frem for alt specifikke oplysninger om genstandene (hvem har denne ulu tilhørt, hvornår og til hvad blev den brugt) skaber mulighed for indlevelse i historien. Det enkelte menneske bringes ind i historien, og det virkelige livsforløb giver mulighed for at beskrive forandringer i samfundet fra en individuel og håndgribelig vinkel. Til gengæld betyder denne form, at museet (museumslederen) suverænt udvælger og formidler sin tolkning af historien og dermed levner gæsten ringere frirum til at danne sig sine egne forestillinger om fortiden. Med mere tekst mener jeg ikke overtekstning, som kan være dræbende for oplevelsen af en udstilling. Uanset hvilken form man vælger, skal valget gøres bevidst. De midlertidige udstillinger dækker endnu bredere end de faste. Det kan være særudstillinger lavet på stedet eller vandreudstillinger lavet på et andet grønlandsk museum eller udenlands. Fotoudstillinger er blandt de mest populære hos lokalbefolkningen; det er genkendelsen af forfædrene og omgivelserne, der tæller her. Derudover har emnerne for de senere års midlertidige udstillinger bl.a. været malerier og kunst, årstidsudstillinger (jul og påske), børnetegninger, insekter, spejderne i Sisimiut i 50 år, inuit i Sibirien, grønlandske haver, byudvikling, Maya-broderier, nordboerne i Grønland, latinamerikansk kunst, tidligere bygder i Kap Farvel-området. Hvor formen på de faste udstillinger oftest kan synes meget traditionel, giver de midlertidige udstillinger bedre mulighed for at afprøve mere utraditionelle former. Det kunne være spændende at udnytte disse muligheder mere. Også synsvinklen kan gøres skarpere og dermed debatskabende i en midlertidig udstilling. Men lokalmuseumsformidling er meget andet end udstillinger. Rundvisninger for både skoleklasser, turister og andre grupper er et fast indslag. Nogle 22

23 steder også rundvisninger i byen og ved (norrøne) ruiner. Det er netop rundvisningen, som kvalificerer museumsbesøget; formidlingen bliver målrettet til den enkelte gruppe og lejlighed, hvad enten det er en skoleklasse, en gruppe turister eller en familie. Den kan også lægge op til diskussion med udgangspunkt i udstillingerne. Derudover er der en bred vifte af aktiviteter og arrangementer, f.eks. i forbindelse med jul, påske og på nationaldagen eller til stedets kulturuge/ kulturfestival. Det kan være alt fra åbent hus og reception til fortælleeftermiddag i tørvehuset, lege og spil, lysestøbning, juleklip, grønlandsk juletræ, opvisning i styrkelege, trommedans eller dans, børnekoncert, rotur i museets umiaq idérigdommen er stor. Mange steder vises jævnligt film og dias. Fra Qaqortoq er der i tre somre arrangeret seminarudgravninger for elever på Sydgrønlands Gymnasiale Uddannelse, senest i 2003 ved Qassimiut. I Nanortalik byggede unge fra byen museets tørvehytte. Skriftligt formidles i form af avisartikler, tidsskriftartikler og bøger fra nogle af lokalmuseerne, typisk knyttet til enkeltprojekter. Internettet er også i brug til skriftlig formidling. På www. museum.gl_findes en fælles hjemmeside for museerne med links til museernes egne hjemmesider p.t. har otte museer hjemmesider, heraf er to dog forældede. Flere museer lægger årsberetninger på deres hjemmeside, og Upernavik Museum har i maj 2005 lagt undervisningsmateriale knyttet til den ny faste udstilling om samspillet mellem fangstdyr og mennesker ud på sin hjemmeside. De forskellige formidlingsformer har forskellige målgrupper. En del aktiviteter og arrangementer er målrettet til børn og unge, der således forhåbentlig fatter interesse for (lokal)historien måske oven i købet styrker deres rødder og identitet og vænner sig til at færdes på museet. Det gælder ofte aktiviteter på nationaldagen og i kulturugen. Andre arrangementer kan være særlig henvendt til de ældre, f.eks. dias-fremvisning. Uanset aldersgruppe er lokalbefolkningen samlet den vigtigste målgruppe for alle lokalmuseer. Turister og andre udefrakommende er den anden målgruppe, og de kan fylde meget i turistsæsonen på de større turistdestinationer særligt Ilulissat, men også Qaqortoq, Sisimiut, Tasiilaq og Narsaq. Museumslederne bruger derfor en del ressourcer på turistformidling, især rundvisninger. Den skriftlige formidling som artikler og bøger er oftest henvendt til en bredere grønlandsk- og dansk-læsende offentlighed. Her rummer internettet muligheder for at rette samme stof til forskellige, mere specifikke målgrupper. Der er behov for at ændre på og opbygge nye faste udstillinger mange steder. I dette arbejde er der brug for at overveje både indhold og formidlingsform, herunder tekst og mulighederne for mere fleksible udstillinger. Samtidig kan man overveje målgrupperne for de faste udstillinger, som jo også har betydning for indhold og form. Skal de primært være turister, altså generelle, eller for lokalbefolkningen og mere detaljerede? Kan nogle faste udstillinger være for børn? Man kan også overveje nye målgrupper; hvis museet skal være tilgængeligt for alle, skal der måske være særlige arrangementer og formidling til bestemte grupper, som ellers ikke bruger museet. Måske kan museet gøre en indsats for (socialt) udsatte grupper, som i særlig grad kan have glæde af at få større indsigt i egen kultur og kulturarv og dermed en styrket identitet. For de midlertidige udstillingers vedkommende er det værd at overveje, om nogle udstillinger kan vinkles skarpere og danne udgangspunkt for debat. Museet kan i højere grad end nu også fungere som lokalarkiv med tilgængelige kirkebøger, folketællinger m.m., så folk får mulighed for f.eks. at drive slægtsforskning på stedet. Det kan få flere til at færdes på museet oftere og dermed styrke den lokale forankring. Anbefaling: 1. At de faste udstillinger revideres 2. At man overvejer, hvilke nye målgrupper, museet kunne rette sin aktiviteter imod 3. At museerne også fungerer som lokalarkiver Undersøgelser, forskning grundlag for museumsarbejdet behov for bedre rammer Som det fremgår af afsnittet om de enkelte museer, udfører en del museer undersøgelser eller forskning indenfor forskellige fagområder. Det 23

24 sker som oftest i samarbejde med lokale eller udefrakommende partnere, og både proces og resultater har mange positive sider. Men det kan være vanskeligt at få tid til større projekter, især de steder hvor museumslederen er alene om arbejdet. Arkæologisk forskning og undersøgelser arbejder især Qaqortoq Museum med (udgravninger af norrøne pladser, forskningsprojekt). Samarbejdspartnere er SILA og NKA. Upernavik Museum arbejder med forundersøgelser og rekognosceringer sammen med NKA. Desuden står Ilulissat, Sisimiut, Narsaq og Nanortalik for arkæologiske undersøgelser, udført af arkæologer udefra (SILA, Zoologisk Museum m.fl.). På det naturfaglige felt har Upernavik Museum netop afsluttet en undersøgelse af det lokale samspil mellem fangstdyr og mennesker. Den nyere kulturhistorie arbejdes der med flere steder, ofte ud fra en lokal vinkel, fx byhistorie, Knud Rasmussen og ekspeditioner, og den grønlandske slædehunds kulturhistorie i Ilulissat; grønlandsk havebrug i Narsaq, som led i et større projekt om byens sociale og økonomiske udvikling ca , hvor der planlægges flere andre undersøgelser; den telehistoriske udvikling i Grønland i Qaqortoq; et SILA-ledet forskningsprojekt om historie og erindring blandt østgrønlandske slægter i Sydgrønland i Nanortalik; undersøgelser af sange og anekdoter i Sisimiut i forbindelse med indsamling og udgivelse. Som nævnt er der en snæver sammenhæng mellem personale og undersøgelser på museerne. De museer, hvor undersøgelser eller forskning i større omfang indgår i arbejdet, er museer med højtuddannede museumsledere. I Nanortalik, hvor museumslederen har meget lang erfaring med arbejdet, udføres undersøgelser i samarbejde med og ledes af udefrakommende forskere. For museumslederne og andre ansatte betyder undersøgelserne spændende arbejdsopgaver, og de er således med til at fastholde museumspersonalet. Desuden medfører undersøgelserne ofte kontakter og samarbejde med andre museer eller forskere, inden- eller udenlands. Den faglige inspiration derfra kan være med til at kompensere for hverdagens faglige ensomhed og kommer det samlede museumsarbejde til gode. Men ikke mindst inddrager lokalmuseernes undersøgelser næsten altid folk i lokalsamfundet. Det gør dem til aktive partnere i museumsarbejdet og øger bevidstheden om egen historie og kulturarv. Inddragelsen kan ske i forskellige faser af undersøgelserne, f.eks. i forbindelse med indsamlingsarbejdet som i Narsaq Museums projekt om sydgrønlandsk mad gennem 1000 år, hvor bl.a. nutidige madopskrifter og madpraksis blev indsamlet fra lokale og Levnedsmiddelskolen Inuili. I Upernavik har fangere bidraget med deres viden om de forskellige dyrs adfærd i projektet om samspil mellem menneske og fangstdyr. I forundersøgelses-projektet om kommunens fortidsminder har en del mennesker deltaget ved at dele deres viden om ruiner mv. med museet. I nogle tilfælde involveres lokalbefolkningen snarere i formidlingsdelen af et projekt; det gælder fx de arkæologiske udgravninger i Sydgrønland, som Qaqortoq Museum har stået for. Her har gymnasieklasser efter tur deltaget i uddannelsesudgravninger, som både omfatter udgravning, foredrag om arkæologi, den grønlandske forhistorie osv. samt efterfølgende rapport og udstilling til museet. Selve forsknings- eller undersøgelsesprocessen har altså mange positive effekter hos både lokalbefolkning og museum. Resultatet ny viden og nyindsamlede genstande, fotos osv. danner grundlag for god og ny formidling, herunder udstillinger. Det tilfører samfundet viden om den lokale kulturarv. Dette gør igen museet mere interessant og brugbart for både lokale og andre gæster. Udforskningen og undersøgelsen af den lokale historie og kulturarv bør være en hovedopgave for lokalmuseerne. Et forsknings-/undersøgelsesprojekt omfatter alle de essentielle dele af museumsarbejdet (forskning, indsamling, bevaring, registrering, formidling) og inddrager såvel lokalbefolkning som kontakter udefra. I tilgift giver det fornyelse og udvikling i resten af museumsarbejdet. Der er behov for at skabe bedre rammer for forskning og undersøgelser. En forudsætning for dette er veluddannet museumspersonale, helst med museumsfaglig baggrund. Derfor skal der sættes ind i forhold til både det nuværende personale og rekruttering af nyt personale. Midlerne kan bl.a. være efteruddannelse, kurser og gode rammer for samarbejde med andre fagfolk. Alt dette kræver bedre økonomiske forhold, så der bliver lønmidler både til veluddannede museumsledere og assistenter på fuld tid. 24

25 Som supplement er der brug for midler til frikøb af museumsledere (og personale) til bestemte undersøgelses-/forskningsprojekter, f.eks. i form af en central fond. Det ville give mulighed for at museumslederen i en kortere periode kunne koncentrere sig om et projekt, mens der var ansat ekstra arbejdskraft til de daglige opgaver; et projekt, der derefter ville komme museet til gode. Det kan f.eks. dreje sig om færdiggørelsen af projekter, færdigskrivning af en bog og lignende, som er vanskeligt at gøre uden tilstrækkeligt med sammenhængende arbejdstid. Derudover er der brug for større forståelse hos kommunerne og andre for, at forskning og undersøgelser er en vigtig del af museumsarbejdet, hvis man ønsker et museum, der kan virke for samfundet og dets udvikling, og ikke blot et udstillings-/formidlingssted (se de afsluttende bemærkninger). Øget synliggørelse af museerne kan forhåbentlig hjælpe på dette punkt. Fagligt vil det være gavnligt at diskutere forsknings-/undersøgelsesemner museerne imellem, jf. behovet for koordinerede indsamlingsplaner. Man kan pege på mange emner, som ville være gode at få undersøgt, og museumslederne har da også selv en del idéer. Først og fremmest vil flere lokalhistoriske undersøgelser danne en sund modvægt til den nationalt orienterede historieskrivning. Det rummer muligheden for en stærkere lokal identitet som supplement til den nationale, grønlandske identitet og nationbuilding. Anbefaling: 1. At der afsættes midler til frikøb af museumspersonale i forbindelse med undersøgelses- og forskningsprojekter 2. At efteruddannelse af museumspersonalet prioriteres højt Samarbejde lokalt inspirerende og nødvendigt Lokalmuseerne samarbejder lokalt med andre aktører på kulturområdet. Det kan være et praktisk samarbejde om formidling; en del steder bruges bibliotek eller skole til vandreudstillinger. Formidling målrettet til børn og unge sker i samarbejde med børneinstitutioner og skoler; f.eks. særlige arrangementer og aktiviteter for børnehavebørn og rundvisninger af skoleklasser. I forbindelse med Atuarfitsialak Den gode skole tilbyder i hvert fald ét museum (Sisimiut) inspiration og rum til planlægning af den tværfaglige undervisning, hvor museet kan indgå. Der er desuden samarbejde med børneinstitutioner og skoler, når der arrangeres udstillinger af børns kreationer af forskellig art, eller mere faglige udstillinger som GU-elevernes plancheudstilling om seminarudgravning i Qaqortoq. I forbindelse med undersøgelser og indsamling er der samarbejde med skoleklasser; således seminarudgravning og stednavneindsamlinger. Samarbejde og dialog med forskellige foreninger finder sted både i formidlings-, indsamlingsog undersøgelsessammenhæng. Det kan være dias-fremvisning i ældreforening, eller arrangementer som fortælle-eftermiddage i tørvehuset til jul, eller nationaldagsarrangementer som sælflænsning og -kogning. I forbindelse med indsamling og undersøgelser kan ældreforening, kvindeforening mv. være aktive medspillere, f.eks. ved stednavneindsamling, undersøgelse af byhistorie fra et kvindesynspunkt eller undersøgelse af madvaner og tilberedningspraksis. Nogle lokalmuseer arbejder tillige sammen med forebyggelseskonsulent. Den varierede formidling i lokalsamfundet og samarbejdet med lokale i mange forskellige aspekter af museumsarbejdet er en af lokalmuseernes største styrker. Det er her i det lokale, museet har sin base, og her det spiller den største rolle i arbejdet med kulturarven. Ikke alene som spejl af samfundet og loyal formidler af kulturarven, men mindst lige så vigtigt som et sted, hvor der kritisk og seriøst stilles spørgsmål til (opfattelser af) kulturhistorien, og hvor kulturhistorien kan sættes til debat lokalt. For at spille denne rolle kræves ideelt set en museumsleder, der både har museumsfaglig baggrund og et godt kendskab til lokalsamfundet og evner at forbinde de to. Desuden er det en stor fordel at tale grønlandsk. Mere bredt handler det både om museets traditioner og byens forventninger, og derfor gælder det om at gøre museet synligt og styrke eller opbygge en tradition for museet som et åbent og brugbart sted i byen. For at knytte museet endnu tættere ind i lokalsamfundets hverdag kunne man forestille sig et tættere samarbejde mellem museum og folkeskole. Atuarfitsialak lægger op til at trække folk 25

26 udenfor skolen ind som undervisere, og museumslederen kunne være primær underviser i museumsrelevante emner i historie/samfundsfag. Som redskab kan museerne (og de relevante lærergrupper) udveksle undervisningsplaner m.m. over internettet; undervisningsmateriale kan lægges på de enkelte museers hjemmesider til brug eller inspiration for andre. Evt. kan der etableres et netværk med koordinering af/samarbejde om udarbejdelsen af planer og materialer. Anbefaling: 1. At museerne inddrages aktivt i skolernes undervisning Museerne imellem, regionalt og nationalt samt med NKA En del lokalmuseer har et vist, regionalt samarbejde, ofte løst struktureret og koncentreret om konkrete projekter. For museerne i Sydgrønland handler det om almindelig kontakt samt flere undersøgelser og indsamlinger. I Diskobugten er der en vis kontakt og rådgivning mellem museerne i Ilulissat, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq. Alle lokalmuseerne er medlemmer af NUKAKA (Nunatsinni Katersugaasiveeqqat Kattuffiat, Sammenslutningen af lokalmuseer i Grønland). NUKAKA har spillet en lidt skiftende rolle, alt efter hvor meget betydning og arbejde de enkelte museer har lagt i sammenslutningen. For tiden spiller den en aktiv rolle som samarbejdsorgan, især i forhold til registreringsområdet med organisering af kurser og kontakt til Kulturarvsstyrelsen i Danmark. Også Museumskonferencen 2004 i Nuuk var i høj grad NUKAKAs værk. Lokalmuseerne og NKA holder jævnligt telefonmøder i NUKAKA-regi, ligesom sammenslutningen står bag en listserver på internettet, der gør det muligt at holde kontakt ad den vej. Sideløbende med samarbejdet i NUKAKA samarbejdes der om vandreudstillinger. Udstillingerne annonceres som regel på listserveren, og det ansvarlige museum laver derefter en plan for rundsendelsen. Det gælder både vandreudstillinger produceret på grønlandske museer og udstillinger fra Danmark, Norden og det øvrige udland. Alle lokalmuseer har kontakt til NKA. NKA har tilsynspligt med lokalmuseerne og modtager årsberetninger og arbejdsplaner fra dem. NKA har desuden det overordnede ansvar for det arkæologiske område, herunder fortidsminderegistrering. Arkæologiske udgravninger og undersøgelser foretages derfor altid efter tilladelse fra, evt. i samarbejde med, NKA. Nogle museer er i aktiv dialog med NKA om forskellige emner og rådgivning, mens andre har mere begrænset kontakt. Både lokalmuseer og NKA er repræsenteret i Grønlands Museumsnævn. Grundet manglende bevillinger spiller Museumsnævnet dog ikke så stor en rolle for tiden, trods forordningens ord om at det skal»virke som samarbejdsorgan for museumsvæsenet på landsplan«. Samarbejdet museerne imellem er vigtigt, fordi hvert enkelt museum er så lille personalemæssigt, at det ikke i sig selv udgør et museumsfagligt miljø. Det kan kun det samlede museumsvæsen i Grønland gøre. Tendensen i de seneste år er gået mod en styrkelse af det museale samarbejde, bl.a. ved hjælp af internettet, og der er behov for at støtte denne tendens. Der er stort behov for øgede rejsebevillingerne til fælles kurser og møder, især til de mindste og mindst bemidlede museer. På længere sigt kunne man overveje ansættelsen af en museumskonsulent, som bl.a. kunne koordinere museumssamarbejdet, arrangere kurser mv. En sådan stilling skal dog ses i forhold til udfaldet af den kommunale strukturreform. Det kan være en idé at styrke NUKAKA for at kunne optræde samlet og dermed få større indflydelse i nogle sammenhænge. Det kan være i faglig sammenhæng, f.eks. i forhandlinger med NKA om konserveringsopgaver; det enkelte lokalmuseum har ikke råd til at hyre en konservator udefra, men samtidig kan det være vanskeligt at få eller købe assistance fra NKA. Det kan også være i mere politisk sammenhæng, hvor lokalmuseerne kunne stå stærkere samlet overfor kommunerne i forhandling om de generelle vilkår for museumsdriften. Det bør også overvejes at styrke Grønlands Museumsnævn, så nævnet bedre kan fungere efter hensigten og samtidig levere reelt med- og modspil på landspolitisk plan indenfor kulturpolitikken. Sekretariatsfunktionen bør have bedre rammer, ligesom man måske kunne forestille sig en museumskonsulent ansat her. 26

27 Anbefaling: 1. At der skaffes øgede bevillinger til fælles kurser og møder 2. At der skaffes bedre økonomiske rammer for NUKAKA 3. At Grønlands Museumsnævn styrkes 4. At der ansættes en fast museumskonsulent, som bl.a. kan være faglig koordinator Museerne og Ilisimatusarfik Der er ikke noget formelt samarbejde mellem lokalmuseerne og Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Fra foråret 2002 til efteråret 2004 har jeg jævnligt holdt oplæg om de grønlandske lokalmuseer for studerende på Institut for Kultur- og Samfundshistorie, både på bachelor- og kandidatstudiet. Jeg har ligeledes arbejdet for, at muligheden for praktik, bl.a. på lokalmuseerne, bliver indarbejdet i studieordningen for kandidatstudiet, hvilket efter al sandsynlighed vil ske i forbindelse med den forestående revision af studieordningen. Endelig har jeg udført en interview-undersøgelse blandt de studerende om deres kendskab og holdninger til lokalmuseerne og formidlet dens resultater videre til museerne. Undersøgelsen viste, at de studerende mente, de kunne bruge lokalmuseerne i deres studie, men samtidig følte de, at de manglede information om museerne og deres arbejde. (Rapport: Mere information ønskes vi kan godt bruge lokalmuseerne, marts 2004.) Hvad angår et muligt samarbejde mellem lokalmuseerne og de ansatte på Ilisimatusarfik, blev der i november 2003 afholdt et seminar med det formål at skabe en ramme for en større tværfaglig forskningsindsats i Upernavik-området. Både NKA, Ilisimatusarfik og Upernavik Museum deltog i seminaret. Generelt er der behov for større udveksling af viden og ideer mellem lokalmuseerne og Ilisimatusarfik. Mere konkret kan museerne inspirere de studerende med lokale vinkler på kulturhistoriske emner, f.eks. i forbindelse med større opgaver, ligesom de studerende kan levere teoretisk inspiration til museerne. Det vil være oplagt at samarbejde om formidlingsopgaver. Samtidig skal de to parter gøres bekendt med hinanden, så kandidaterne ser museerne som potentiel arbejdsplads, og museerne ser kandidaterne som potentielle museumsledere/medarbejdere. Det er ikke nok at kende til museumsarbejdet på NKA, for hverdagen på et lokalmuseum adskiller sig væsentligt fra den på NKA. Alt i alt er der behov for at lægge kontakten mellem museumsverdenen og Ilisimatusarfik i fastere rammer. Det kan være i form af en fast kontaktperson mellem de to parter, f.eks. en museumskonsulent med kontakten som fast opgave. Anbefaling: 1. At kontakten mellem lokalmuseerne og Ilisimatusarfik lægges i faste rammer til gensidig gavn for museerne og de studerende 2. At de studerende ved Ilisimatusarfik bruger lokalmuseerne som inspiration til større opgaver Internationalt Danmark og udlandet Nogle lokalmuseer har kontakt til eller samarbejde med danske museer og institutioner. Her trækker museumslederne i høj grad på personlige kontakter i fagmiljøerne. De museer, i hvis kommuner der er arkæologisk aktivitet, har kontakt til forskellige instanser i Danmark: først og fremmest SILA, men også arkæologer baseret andre steder, samt Zoologisk Museum i København. Enkelte museer har fast kontakt til bestemte lokalmuseer i Danmark (f.eks. Narsaq Aars). Kontakterne til Norden og det øvrige udland er mere sparsomme, men findes f.eks. i forbindelse med vandreudstillinger (kunstudstilling og musik fra Mexico, samisk mad mv.). Qeqertarsuaq Museum har indledt et samarbejde med et islandsk hvalmuseum. Det skal også nævnes, at museerne i Narsaq og Qaqortoq deltager i Northern Periphery Programme: Destination Viking Sagalands (EU Interreg. III-program), som omfatter undersøgelser og formidling foruden inspiration/vidensdeling mellem en række partnere i Norden, Storbritannien og New Foundland. Internationale kontakter er altid inspirerende, og bør støttes om muligt. Politisk er der særlig fokus på Arktis og oprindelige folkeslag. Indtil videre vil der dog være en del kontakter i Danmark, og det kan anbefales at udnytte disse. 27

28 Fremtidsperspektiver og afsluttende bemærkninger Fremtidsperspektiver for museerne i forbindelse med kommunalreformen Den kommende kommunalreform sigter på at sammenlægge kommunerne i større enheder. Man må gå ud fra at reformen vil få konsekvenser for lokalmuseerne og deres organisation, men det er endnu uklart, hvilke konsekvenser der bliver tale om. I det følgende vil jeg diskutere to forskellige muligheder. Oplægget til den første model kommer fra seniorkonsulent i KANUKOKA, Karl Nielsen, mens Museumsnævnet formand, museumsleder Bo Albrechtsen, har leveret oplægget til den anden model. I begge tilfælde antager jeg, at kommunemodellen bliver den, Strukturudvalget p.t. arbejder med, dvs. fire regionskommuner (Nord, Midt, Nuuk og Syd). 1. Udbygget og formaliseret samarbejde I denne model forestiller man sig tættere samarbejde, koordinering, rådgivning og en vis specialisering af de enkelte museer indenfor hver regionskommune. Hvert museum kan have et speciale, som for de små museers vedkommende måske vil indskrænke sig til områdets særpræg; tilsammen kan kommunen dække et bredt fagligt spektrum. Undersøgelser og andet museumsfagligt arbejde koordineres. Museer med museumsfaglig leder fungerer som fagligt sikkerhedsnet/kvalitetssikring for de små museer gennem faglig rådgivning. De små museer kan nyde godt af sær- og vandreudstillinger fra de store museer. Dette sker allerede, idet vandreudstillinger som nævnt udbydes til alle museerne via NUKAKAs listserver. Hver regionskommune har en museumskoordinator, evt. en af museumslederne i kommunen. Modellen opererer ikke med nedlæggelser, men i praksis med to klasser af museer: dem med museumsfagligt personale og dem uden. Museumskoordinatoren kan få en særlig rolle. Konkret er denne model ikke så drastisk. I region Nord (fra Kangaatsiaq til Qaanaaq) er der p.t. tre museumsledere med museumsfaglig baggrund, og fire museer uden museumsfagligt personale, heraf tre med deltidsansat museumsleder. Tilsammen dækker de bl.a. emner indenfor nyere og nyeste kulturhistorie, kolonihistorie, arkæologi og naturhistorie. Det kommunale centrum og dermed museumskoordinatoren vil naturligt befinde sig i Ilulissat. Det vil være praktisk for de fire museer i Diskobugt-området og Uummannaq, men mindre for museerne i Upernavik og især Qaanaaq. De to eller tre sidstnævnte kan måske danne deres egen undergruppe, bl.a med fokus på fangstkultur. I den foreslåede Midt-region (Sisimiut, Maniitsoq og Østgrønland) er der p.t. en fagligt uddannet leder og to andre, heraf en deltidsansat. Denne region vil naturligvis ikke dække nær så bredt fagligt, og mht. Tasiilaq Museum vil koordineringen måske ikke føles særlig naturlig for nogen af parterne. I Sydregionen (fra Paamiut til Nanortalik) ville modellen ikke betyde de store ændringer i forhold til det eksisterende samarbejde, bortset fra inddragelsen af Paamiut i dette. Her er to museumsfagligt uddannede ledere og to med lang museumserfaring. Fagligt og kronologisk dækkes temmelig bredt. Men der er ikke noget oplagt centrum museumsmæssigt, og ingen af museumslederne her ville være glad for at blive underlagt en koordinator. Hvis man vil arbejde videre med denne model, kunne man overveje, om Midt- og Sydregionen kunne lægges sammen eller etablere et tæt samarbejde i museumssammenhæng. Det ville give to nogenlunde ligevægtige museumsregioner og god faglig ballast og spredning i begge regioner. Som jeg ser det, vil både udbygning af samarbejdet og specialisering styrke museerne, især de fagligt bemandede museer. For de små museer kan man måske snarere tale om indsatsområder. Begge dele kan bygge på eksisterende samlinger 28

29 og arbejde, men blot det at få defineret et tema og et specifikt arbejdsområde for en given periode kan styrke det faglige arbejde på forskellige niveauer. Det kan også føre til øget samarbejde nationalt og internationalt. De små museer vil kunne nyde godt af faglig rådgivning i mere faste rammer. Samtidig vil lokalmuseerne i museumskoordinatoren have en talsmand eller -kvinde, som kan tale museernes sag overfor forvaltning og politikere med større vægt, end de enkelte museumsledere kan nu. Spørgsmålet er alligevel, om modellen vil cementere de to klasser af museer, som allerede halvvejs har dannet sig. Dels kan det blive vanskeligt for de små museer at fastholde et fagligt indsatsområde med en deltidsansat museumsleder og evt. udskiftninger. Og dels vil modellen måske hindre fremtidige ansættelser af museumsfagligt personale på de små museer, i og med den uundgåelige regionale centralisering. Dermed kan det på lidt længere sigt føre til nedlæggelser af de små museer som museer. Evt. kan de bevares som udstillingssteder med kustode. Men dette vil igen mindske det lokale engagement. 2. Regionale museumscentre og kustodebesatte museer En anden mulig model består i at centralisere museumsvæsenet regionalt ved at oprette et museumscenter i hver region. Her samles administration og museumsfagligt personale, mens resten af museerne i regionen alene bemandes af en lokal kustode. Det vil styrke det faglige miljø og undersøgelser/forskning. Kustoderne bliver lokalbefolkningens kontakt og bindeled, og skal desuden opsætte vandreudstillinger mv. Heller ikke denne model opererer med egentlige nedlæggelser, men til gengæld med en klar opdeling mellem museumscenter og bemandede udstillingssteder. Konkret vil museumscenteret i region Nord naturligt være i Ilulissat. Det betyder flytning af fagligt personale fra Upernavik og Aasiaat. Desuden kan man indvende, at regionens store geografiske udstrækning betyder meget lang afstand ned til museumscenteret fra Upernavik og Qaanaaq. Samarbejde mellem museerne i Diskoregionen falder mere naturligt og lettere mht. infrastruktur. Region Midt vil have et naturligt museumscenter i Sisimiut; men som med den foregående model vil afstanden til Tasiilaq nok føles meget stor. I region Syd vil museumscenteret naturligt ligge i Qaqortoq ud fra byens størrelse; men både Nanortalik og Narsaq museer er så veletablerede og fagligt funderede, at det vil være en meget væsentlig forringelse for dem at blive nedgraderet til kustode-personale. Begge disse museer trækker i høj grad på den lokale forankring i deres arbejde, en forankring som vil blive meget svagere, hvis det faglige personale rykkede til Qaqortoq. Omvendt kan man især for Narsaqs vedkommende sige, at afstanden til Qaqortoq er så lille, at hyppige besøg er mulige; faktisk kunne en løsning være en udstationering fra Qaqortoq til Narsaq, så museumslederen her i praksis kunne blive i Narsaq. Modellen vil være en ret grundig omlægning af lokalmuseumsvæsenet. På personalesiden vil den betyde flytninger og/eller nyansættelser. Undersøgelser og forskning vil blive væsentligt styrket, fordi der med 3-4 faguddannede museumsfolk samlet indenfor kunsthistorie, kulturhistorie, etnologi, arkæologi e.l. vil blive et ordentligt fagmiljø og tid til forskning. Dermed kan også formidlingen få et løft, i hvert fald hvad angår udstillinger. Et museumscenter vil også have tyngde i forhold til forvaltning og politikere, ligesom der vil blive langt bedre muligheder for samarbejde på internationalt plan. Men trods de lokale kustoder vil den lokale forankring blive svækket noget for de små museer. Hvad angår den mundtlige formidling (rundvisninger mv.), arrangementer og aktiviteter kræver modellen godt uddannede, velinformerede kustoder eller museumsassistenter dvs. kurser, efteruddannelse og jævnlig opdatering på museumscenteret for bl.a. at kunne varetage målrettede rundvisninger for både skoleklasser, turister (fremmedsprog) og stå for arrangementer af forskellig art. Ud over den administrative rationalisering bør modellen dermed ikke medføre besparelser, snarere tværtimod. Hvis kustoder/museumsassistenter ikke er veluddannede og velinformerede, vil der være tale om en væsentlig forringelse for en del af de små museer. 29

30 Lokalmuseerne i samfundet I de foregående afsnit har jeg gennemgået de enkelte museers situation og behov samlet set. Her vil jeg gerne træde et skridt tilbage og se lidt mere overordnet på museernes opgaver i det grønlandske samfund. Museumsforordningen beskriver hvad museumsvæsenet skal: sikre kulturarven, belyse kulturog naturhistorien, gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden, stille dem til rådighed for forskningen og udbrede kendskab til forskningens resultater. Redskaberne til dette er registrering, indsamling, bevaring, forskning og formidling. En nøjere begrundelse for hvorfor museerne skal gøre dette arbejde findes i den internationale museumsdefinition. Her står, at et museum er»en non-profit, permanent institution med almennyttigt formål, der virker for samfundet og dets udvikling, er åben for offentligheden, og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle [nyt fra 2004: og immaterielle] vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed.«(icom International Council of Museums, under UNESCO) For et lokalmuseum må det dermed være væsentligt at virke for lokalsamfundet og dets udvikling. Museet som gemmekasse, ren opbevaring og dokumentation af kulturarv og samtidens kultur i en envejs-kommunikation fra samfund til museum er ikke nok. Museumslederne giver da også samstemmende udtryk for, at det vigtigste for dem er formidlingen i og til lokalsamfundet. Den lokale forankring er afgørende; det drejer sig om at idéer og tanker går begge veje i en stadig dialog mellem museet og lokalbefolkningen. Museumslederen skal kende byens og kommunens befolkning for at kunne formidle til forskellige målgrupper. Omvendt skal folk kende museet så godt, at de ved, de kan bruge det til noget og føler et ejerskab til det. Derfor må museet komme borgerne i møde og være tilgængeligt i bred forstand. Samtidig er der brug for lokal opbakning, også politisk, til museets arbejde. Derfor skal museet være synligt og oplyse om sine aktiviteter i lokalsamfundet. Den lokale forankring og formidling betyder ikke, at man kan se bort fra undersøgelser og forskning i lokalmuseumssammenhæng. For også lokalmuseer virker i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed. Hvis formidlingen af den lokale kulturarv ikke alene skal være til underholdning og fornøjelse, men også skal være oplysende og tankevækkende, må den baseres på undersøgelser og forskning. Hverken nyere eller ældre genstande, oplysninger osv. kan formidles meningsfuldt uden analyser og fortolkning, ligesom der heller ikke kan indsamles og dokumenteres ordentligt uden overvejelser. Hvis der skal stilles tankevækkende, måske debatskabende og nye spørgsmål til kulturarven, kræver det, at man arbejder seriøst med den gennem undersøgelser og forskning. Her er inspiration udefra næsten uundværlig, ofte i form af samarbejde med folk fra andre museer eller forskere, som kan bidrage med et kritisk eller undrende blik på de ting, man som indforstået tager for givet. Man vil altid skulle vægte de forskellige opgaver i museumsarbejdet; skal dagen nu mest gå med formidling eller med en igangværende undersøgelse? På et lokalmuseum giver svaret som oftest sig selv. Formidlingen står i centrum og er altid mest presserende, foruden alle de andre småting og administrative opgaver, der skal ordnes. Men overordnet er der ikke tale om enten formidling (og det lokale) eller undersøgelse (og samarbejdet udadtil), men om både-og. Derfor gælder det om at skabe bedre rammer for undersøgelser/forskning samtidig med at formidlingen naturligvis også skal videreudvikles, og museet skal være tilgængeligt for så mange som muligt. Alt i alt har lokalmuseerne mange vigtige opgaver. Selv om de dækker bredt fagligt, skal de ikke være små nationalmuseer; de skal ikke (re)præsentere den nationale, grønlandske kulturarv, men skal netop kunne koncentrere sig om områdets særpræg og vigtigste karakteristika og om at virke for lokalsamfundet. Den viden om kultur og kulturarv, museerne formidler, kan hjælpe folk til at blive trygge i egen kultur og dermed til at blive stærkere mennesker og få større udsyn. Opsummering af anbefalinger se også under hvert enkelt afsnit i den samlede beskrivelse af museernes situation og behov. 30

31 Overordnet: ansættelse af fast museumskonsulent: kan bl.a. være faglig koordinator, arrangere kurser og arbejde med synligheden udadtil samt kontakt til og oplysning/undervisning på Ilisimatusarfik, Ilinniarfissuaq m.m. Personale: museumsleder med museumsfaglig baggrund; rekruttering og fastholdelse af museumsfagligt uddannet personale, bl.a. ved oplysning på Ilisimatusarfik; efteruddannelse og kurser til både museumsledere og assistenter; fuldtidsansatte ledere og assistenter. Dokumentation/indsamling: indsamlingsplaner for det enkelte museum; koordinering af museernes indsamlingsplaner; øget fokus på det 20. århundrede; overveje indsamling indenfor naturhistoriske, teknologihistoriske og kunsthistoriske emner. Registrering: fortsat fokus på registrering; ibrugtagning af REGON. Formidling/udstillinger: gennemgå og forny faste udstillinger, overveje udstillingsformer. Forskning/undersøgelser: bedre rammer projektmidler, midler til frikøb, synliggørelse overfor politikere og offentlighed; forudsætning: museumsfagligt uddannet personale; diskutere og evt. koordinere undersøgelsesemner. Samarbejde: fortsat udvikling af samarbejdet lokalt; støtte til NUKAKAs arbejde; styrkelse af Museumsnævnet; rejsepenge; faste rammer for samarbejdet med Ilisimatusarfik, vidensudveksling, indførelse af mulighed for praktik på Kultur- og Samfundshistorie. 31