7.s.e.trin. II 2016 Bejsnap 9.00, Ølgod

Transkript

1 Der tales en del om frygt i evangeliet til i dag. Der er da også nok at være bange for. Der sker frygtelige ting i denne verden. Det har der vel altid gjort. Og vi har nok altid frygtet, at vi skulle blive ramt af alskens ulykker. Vi frygter forskellige ting efter, hvilken periode, vi lever i. I 1960 erne og 1970 erne frygtede vi atombomben. I 1980 erne var vi bange for, at russerne og amerikanerne skulle starte en ny verdenskrig, eller at forureningen skulle ødelægge vores jord. Vi har frygtet, at fugleinfluenzaen eller SARS eller ebola skulle slå os alle ihjel, vi har gruet for, om muslimerne skulle overtage den vestlige verden. For tiden ser det i medierne ud til, at vi er mest bange for terror, for at få kræft eller for, at naturen skal kollapse p.g.a. klimaforandringerne. Det er, som om frygten hele tiden tager en ny form. Vi slipper først den ene slags frygt, når der er noget nyt at frygte. Vi ser på prognoserne for fremtiden og bliver fyldt med frygt. Vi prøver at undgå ulykkerne ved at leve sundt, så vi ikke skal blive syge, vi køber lokalt og cykler for at holde CO2-udslippet nede, men frygten har vi svært ved at blive kvit. 1

2 Der er nok at være bange for. Disciplene har også al mulig grund til at være frygtsomme. De skal nu ud i den store verden og fortælle det i tiden meget farlige budskab om Guds søn. Prognoserne for disciplene var ikke gode. De kunne se frem til tortur og dødsstraf, hvis de ville fortælle om det, de troede på. Det lægger Jesus heller ikke skjul på over for dem. Han siger, at en discipel ikke står over sin mester. De skal vide, at det ikke bliver nogen fest. Had, hån, forfølgelse og død venter dem. For en discipel står ikke over sin mester. En discipel kan ikke forvente at få en bedre skæbne end den, der blev vor Herre til del. En lærling kan ikke forlange mere i timen end sin mester. Og det gælder selvfølgelig også os. Vi kan, selv om vi er Guds børn, ikke regne med et let liv. Det kan være forfærdeligt hårdt at leve, men det er sådan, livet er. Der er en både glæder og sorger, kærlighed og had. Vi er aldrig blevet lovet, at vi skal få et liv, der er bedre end det, Gud fik, da han var menneske. Også Jesus græd over at have mistet, han oplevede angsten for at dø, han prøvede at føle sig forladt selv af Gud, og led en grusom død. Der er ingen grund til 2

3 at tro, at vi skal få lov til at slippe for smerte, når ikke engang Gud selv gik fri. Der er nok at være bange for. Det ved Jesus. Og derfor siger han til disciplene: Frygt ikke! Han siger det faktisk hele tre gange. Han siger ikke: Der er ikke noget at være bange for. For det var der i høj grad. Han siger heller ikke: Jeg ordner det for jer. Men han siger: I skal ikke frygte, for Gud er med jer. I er Guds, og han slipper jer ikke i evighed. Ikke en spurv falder til jorden, uden at jeres far er med den. På jer er selv alle hovedhår talt. Når Jesus siger frygt ikke, så mener han ikke, at livet bliver en fest, og han mener heller ikke, at vi skal være naive og uforsigtige i troen på, at der ikke er noget i verden, der er farligt. Det handler om at se det onde i øjnene og turde leve livet alligevel. Astrid Lindgren har i børnebogen Ronja Røverdatter skrevet om pigen Ronja, der i sine første leveår aldrig kommer uden for familiens trygge rammer. Hun tror, at røverborgen, hvor de bor, er hele verden. Men en dag må hendes far se i øjnene, at hun ikke kan leve på den måde resten af sine dage, 3

4 og han lader hende endelig komme ud i skoven, så hun kan lære noget om, hvordan livet er, sådan at hun faktisk kan leve det. Inden han slipper hende fri, får hun en masse formaninger med sig fra sin far. Hun skal f.eks. tage sig i agt for at falde i elven. Det er Ronja helt med på. Men hun tænker, at der kun er ét sted, hvor hun kan tage sig i agt for at falde i elven, og det er ved elven. Det giver jo ingen mening at gå rundt i god afstand af elven og tage sig i agt. For at det nytter noget, må hun ned til den fossende elv. Det er ikke så let. Først må hun klatre ned ad et bjerg, og da bliver hun ganske forfærdelig bange. Og sådan et sted, hvor man bliver ganske forfærdelig bange, det er jo det ideelle sted at øve sig i ikke at være bange, tænker Ronja. Nede ved elven hopper hun rundt på de glatte sten, mens hun tænker på, hvor heldigt det er, at hun har fundet et sted, hvor hun både kan tage sig i agt for at styrte i elven og øve sig i ikke at være bange. 4

5 Ronja forstår, at man må se det onde og farlige i øjnene. Det samme gælder for os og livet. Det betyder ikke, at vi skal opsøge farer for at mærke, at vi lever. Det behøver vi slet ikke, for livet i sig selv er jo farligt. Man behøver ikke gøre noget farligt for at mærke livets sus. Det er farligt at leve, for man dør med garanti af det, før eller siden. I film ser man nogle gange et sygt menneske spørge lægen, om det skal dø. Det er et mærkeligt spørgsmål, for det kan lægen uanset hvad svare ja til. Vi skal jo alle dø. Spørgsmålet er bare hvornår. Døden er et vilkår for os alle. Døden er forbavsende almindelig, selv i de bedste familier. Livet er altid til låns. Derfor siger Jesus: Frygt ikke. Det er nu, du skal leve, også selv om livet måske ikke er noget at råbe hurra for. Fra alteret læste jeg fra prædikerens bog, hvor der bliver talt om, at der er en tid for alting. Der er en tid til at blive født, der er en tid til at dø. Alt, hvad vi oplever i livet, er begrænset. Selv livet har vi kun en tid. Vi har kun glæden en tid. Vi har også kun smerten en tid. Vi får noget, og vi mister noget. Sådan er tiden. 5

6 Og det er vel i grunden det, der er det mest frygtindgydende. At vi ikke ved, hvornår det gode vil slutte, og det onde vil tage over. Hvis vi er raske, kan vi frygte, at vi bliver syge. Hvis der er fred i vores del af verden kan vi frygte, at terroren eller krigen vil ramme os. Vi ved aldrig, hvor længe vi har det gode. Men vi ved, at vi før eller siden må give slip på det. Og det er frygteligt. Men alting har en tid. Og meningen skal findes og blive tydelig med tiden. Hvor stor en lidelse, vi end befinder os i, så vil også den ende. Og vores lidelse bliver aldrig større end den, Gud udsatte sig selv for. En discipel står ikke over sin mester, heller ikke når det gælder smerten. Og heller ikke, når det gælder om at bevare håbet. Selv Jesus oplevede frygt. Også den havde en tid. Derfor kan Jesus sige: Frygt ikke. Han siger det op til flere gange. Men han siger også: Frygt derimod Gud. I gamle dage talte man om, at man kunne være gudfrygtig. Det betød, at man var from og gudhengiven. Det betyder ikke, at man skal gå og være bange for Gud. Der er så meget andet at være bange for, vi behøver ikke også være bange for Gud. 6

7 Vi skal i hvert fald ikke være bange for Gud, som vi er bange for en sygdom eller for krig. Gudsfrygt handler om, at man husker på, hvor stor Gud er, at man ikke glemmer, at det er alvor med Gud. Gudsfrygt vil sige, at vi tager ham alvorligt. At vi husker, at han er en almægtig Gud, som vi kan have fuld tillid til vil tage hånd om os. Han er vores omsorgsfulde far, der har tal på vores hovedhår, og som aldrig vil lade os alene. Når vi falder, så er han der til at gribe os. Frygter vi Gud, tager vi ham alvorligt, og husker, at han er almægtig, så kan frygten for alt det andet svinde ind. Derfor handler gudsfrygt også om at turde bevæge sig ud i livet, der, hvor man kan blive helt forfærdeligt bange, men hvor livet leves. At frygte Gud er at få frimodighed til at leve livet og vove døden, når den tid kommer, fordi ingen og intet kan rive os ud af hans hånd. Ordene Frygt ikke er et evangelisk omkvæd igennem hele historien om Jesus Kristus. De lyder julenat og påskemorgen, og altså også i evangeliet her. Og det gør de, fordi beretningen om Jesus er Guds budskab til os om, at uanset, hvad der sker med os, selv når vi styrtdykker og falder mod jorden på 7

8 grund af sygdom, død eller tab, så glider vi aldrig Gud af hænde. Han tager hånd om os. Helt uden at knytte næven! Fra Kristus ved vi alt, hvad der er værd at vide om Gud: At han elsker os af hele sit hjerte og med hele sit liv som indsats. Vi skal kun frygte Gud. For ikke en spurv falder til jorden, uden at han er med den. Amen. 8