18.s.e.trin. I med tema: Hænder Særgudstjeneste i Strellev 4. oktober

Transkript

1 Du skal elske Herren din Gud, siger Jesus. Det er det første og største bud. Men et andet bud står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. Men hvad betyder det, at man skal elske andre lige så højt som man elsker sig selv? Når vi oplever umiddelbar fare, så prøver vi at beskytte os selv. Hvis en bil kommer farende, når vi er på vej over gaden, så springer vi til side. Vi passer på os selv. Hvis vi fryser, så tager vi mere tøj på, hvis vi er sultne, så sørger vi for at få noget at spise. Sådan elsker vi os selv. Tænk hvis vi passede lige så godt på andre, som vi passer på os selv. Tænk hvis vi satte andre lige så højt som os selv. Ikke kun vores familie og dem vi holder af, men alle. Uden at tænke over det sørger vi for at passe på os selv. Vi kan også godt passe på vores nærmeste. Men det kan godt knibe med dem, vi ikke kender og måske heller ikke umiddelbart bryder os om. Men Jesus har fortalt os, at vores næste, som vi skal elske, det er ikke kun dem, vi omgås til daglig eller dem vi kan lide. Vores næste er enhver, der ligesom os er skabt af Gud. Og det er alle mennesker jo. 1

2 Ethvert menneske er vores næste. Ethvert menneske skal vi se på som en, der er elsket af Gud ligesom vi er det. Og derfor skal vi hjælpe vores næste, så godt vi kan. Vi har netop sunget en salme, hvor det bliver sagt, at vi er Guds hænder. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. Det synes jeg er et godt billede på, hvad vore hænder er skabt til. Vi kan jo bruge vores hænder på mange måder. Vi rækker hænderne frem og giver hinanden hånden som hilsen. Hvis man ikke vil give hånd til nogen, så er det fordi man nærer afsky over for dem, men når man rækker hånden frem, så er det et tegn på, at man vil hinanden. Men vi kan også knytte hænderne, i vrede og hidsighed. Vi kan bruge vores hænder til at true ad hinanden, eller endda til at slå hinanden med. Vi slår hænderne sammen, når vi bliver begejstrede, vi holder hinanden i hånden, hvis vi holder af hinanden, eller hvis vi er bange. Vi folder vore hænder, når vi beder til Gud, måske fordi vi har hænderne fulde, eller fordi vore hænder er tomme. 2

3 Jeg vil fortælle jer en historie om at bruge sine hænder til det, de er bestemt for. I det 15. årh. i en lille landsby nær Nürnberg, boede der en familie med ikke mindre end 18 børn. Faderen i familien arbejdede det meste af døgnet. Han var guldsmed af profession, men han arbejde med alt hvad han kunne komme i nærheden af, som kastede lidt penge af sig. To af sønnerne i den fattige familie, Albrecht og Albert Dürer, havde en drøm. De ville begge to gerne uddanne sig og dygtiggøre sig inden for kunst, men de vidste at deres far aldrig ville kunne betale for at de kunne komme til Nürnberg og studere på kunstakademiet. De to sønner diskuterede længe, hvordan det skulle kunne lade sig gøre for dem. Og efter mange overvejelser indgik de en aftale. De ville slå plat og krone. Taberen skulle arbejde i minerne og på den måde støtte den anden til at gå på akademiet. Og når den bror, der havde vundet, var færdig med sine 3

4 studier efter fire år, skulle de bytte, sådan at den anden bror også kunne komme på akademiet. En dag slog de plat og krone, og Albrecht Dürer vandt og tog af sted til Nürnberg. Broderen, Albert, arbejdede i minerne de næste fire år og betalte for sin brors studier. Albrecht blev hurtigt kendt for sine malerier og skulpturer. Da han var færdig med sine studier tjente han allerede godt på sin kunst. Da Albrecht vender tilbage til sin landsby, holder Dürer-familien en fest for ham, for at fejre hans succes og hans hjemkomst. Og efter en lang og dejlig middag, med musik og masser af vin og godt humør, rejser Albrect sig fra sin stol, slår på glasset og beder alle om at udbringe en skål for Albert, hans elskede bror, som har ofret så meget for at Albrecht kunne opfylde sin ambition. Og Albrecht slutter med at sige: Og nu, Albert, min elskede bror, nu er det din tur. Nu kan du tage til Nürnberg, for at forfølge din drøm, og så vil jeg tage mig af dig Og alle vender sig mod Albert, der sad i den modsatte 4

5 ende af bordet. Han ryster på hovedet, mens tårerne strømmer ned af hans kinder, mens han hvisker: Nej, nej, nej. Albert ser på din bror og siger: Jeg kan ikke tage til Nürnberg. Det er for sent for mig. Se, på mine hænder. Se hvad fire år i minerne har gjort ved mine hænder. Benene i hver eneste finger har været brækket mindst en gang, og jeg lider efterhånden så meget af slidgigt, at jeg ikke kan holde et glas i mine hænder for at gengælde din skål. Og jeg kan da slet ikke hverken bruge en pensel eller en blyant mere. Nej, bror. Det er for sent for mig. Albrecht Dürer har lavet mange berømte kunstværker, men det billede, som han malede af sin brors ødelagte hænder, med håndfladerne samlede og fingrene strakt, er nok det mest berømte af dem. Han kaldte det helt enkelt for: Hænder, men meget hurtigt fik det titlen: Bedende hænder. Og det billede kan minde os om, at hænder er skabt til at gøre noget med. De er skabt til at gøre gode ting for andre. Nogen bruger dem til at male med, andre slider deres hænder op ved at arbejde til glæde for 5

6 andre. Men historien om brødrene Dürer og deres hænder minder os om, at ingen kan klare sig alene. Ingen kan klare sig uden hjælp. Om historien er sand, ved jeg ikke. Men det er også ligegyldigt, for den fortæller os noget meget sandt, nemlig at vi er afhængige af andres hænder. I dette tilfælde handlede det om at bruge sine hænder til glæde for en bror, men også til glæde for alle dem, som Albrecht Dürer har glædet med sine værker. Da det går op for Albrecht, at han ikke kan gøre gengæld mod sin bror, har det sikkert været svært for ham at tage imod den store gestus, hans bror har vist ham med sine hænder. Det er altid lettere at være den, der gør en tjeneste end at være den, der tager imod. Man føler sig mere oven på, når man er den, der hjælper. Men det er faktisk en anden side af samme sag, nemlig den, at vi skal forvente, at ethvert menneske kan hjælpe os. Vi er ikke mere værd end dem. Vi har brug for dem, ligesom de har brug for os. 6

7 Det kan være svært med al den kærlighed. Det kan være svært at elske sig selv, og det kan være svært at elske alle andre mennesker. Men heldigvis er kærligheden ikke noget, vi skal præstere, en svær opgave, vi bliver stillet. For kærligheden er der allerede. Gud elskede os først, og den kærlighed, vi får fra ham, skal vi give videre. Han elsker os, med alle vores fejl og mangler, og vi skal elske hans andre skabninger med alle deres fejl og mangler. På den måde giver vi den kærlighed videre, som vi selv har fået. Når vi får penge eller ting og giver dem videre, så har vi dem ikke mere. Sådan er det ikke med kærligheden. Jo mere kærlighed man giver, jo mere har man. Der gælder et helt særligt regnskab for kærlighed, nemlig den, at kærlighed, som man holder for sig selv, den dør. Men kærlighed, som man giver videre, bliver kun større. Det er faktisk meningen med kærligheden, at den skal deles med andre. Det er Guds mening med kærligheden, at den skal deles ud. Og det er Guds mening med os, at vi skal modtage og give kærlighed. Derfor skal vi elske vor 7

8 Gud, som er vor Herre og vor skaber, og den kærlighed han giver os skal vi give videre ved at se på alle andre mennesker med kærlighedens blik, ved at se på dem, som nogle, der har værdi, som er værd at elske, ligesom vi er. Vi skal tænke på dem som nogle, Gud har kastet sin kærlighed på, ligesom han har kastet sin kærlighed på os. På den måde kan vi sprede kærligheden, lade kærligheden gro og blive stor, i stedet for at holde den for os selv. Vi har fået den for at give den videre. Vi er jo ikke alene! Når vi folder vores hænder, er det også et udtryk for at vi erkender at vi ikke er alene. At vi ikke kan klare os alene. Prøv at folde jeres hænder og se på dem et øjeblik. Nogle gange siger vi: Jeg krydser fingre for dig, hvis vi er sammen med en, der skal igennem noget svært. Lige nu er jeres fingre krydsede, men i bøn. For når vi folder vore hænder, har vi jo netop krydset alle vore fingre. At bede for andre er en særlig smuk gestus, man kan foretage med sine hænder. 8

9 Når vi har foldet vore hænder, og vi så klemmer fingrene lidt sammen, så er de næsten ikke til at vride fra hinanden igen. Sådan kan de være et billede på, hvor tæt vi er knyttet til Gud. Han er så tæt på os, som den ene hånd er det på den anden, når hænderne er foldede. Når vi folder hænderne i bøn, så kan det være i situationer, hvor hænderne har måttet give op, når vi ikke har kunnet noget, vi så gerne ville, når vi har forsøgt at banke på døre, der ikke blev lukket op, hvor vore hænder ikke har kunnet udrette det, vi havde håbet på. Jeres hænder kan også danne en skål, en tom skål, der venter på at blive fyldt med noget, vi ikke kan fylde i den. For selv om vi er Guds hænder, som vi sang, så har vi ikke altid det, der skal til, og tit ved vi ikke engang, hvad det er, vi mangler. At bede som vi gør med vore hænder er at stå med tomme hænder, uden en masse præstationer og fortjenester, men med en bøn om, at vi må få lov at tage imod. Det er at sige til Gud: Jeg vil rigtig gerne være dine hænder 9

10 her i verden, men jeg ved ikke hvor jeg skal tage fat, og jeg ved at jeg kan ikke klare det selv. Nu lægger jeg mit liv og mine bekymringer i dine hænder. Så lad os da folde vore hænder i bøn, og se at vore tommelfingre da kan danne et kors, så vi kan blive mindet om, i hvis navn, vi beder. At vi beder i den korsfæstede og opstandnes navn. I Jesu Kristi navn. Ikke i vort eget navn, så det bare bliver et ønske om at Gud må blive vores medhjælper til at få vore ønsker til at gå i opfyldelse, men i oprigtig bøn til Gud, hvor vi lægger vores liv i Guds levende hænder. De hænder, der er naglemærkede for vores skyld. Og vi må tro på, at Gud holder hånden under både os og vores næste, så vi aldrig må falde ud af hans gode hænder. Lad os bede. Kære Gud Vær med os, når vi føler os bundet på hænder og fødder. Vær med os, når vi har hænderne fulde af bekymringer og udfordringer 10

11 Vær med os, når vi har svært ved at tage imod en udstrakt hånd og vær med os, når vi ikke tør række vores hænder frem for at få hjælp. Lad os være varme hænder for andre, og lad os få varme fra andres hænder. Vær med dem der hver dag må leve fra hånden og til munden. Vi beder dig, vær med dem der har allermest brug for en håndsrækning. Lad os være dine hænder, fødder og mund. Lad os gå forrest for at skabe fred og retfærdighed i verden. Amen. 11