Far, mor og børn Af Per Schaeffner

Transkript

1 Far, mor og børn Af Per Schaeffner Karsten Larsen har i Psykolog Nyt 14/1999 et meget engageret indlæg om forældremyndighed. Som børnesagkyndig, der yder rådgivning og laver undersøgelser i sager om samvær og forældremyndighed, finder jeg, at Karsten Larsen har en helt rigtig pointe: at der ofte er behov for psykologisk hjælp i forbindelse med samlivsophævelse, navnlig hvor børn er involveret. Karsten Larsens indlæg efterlader dog et noget forenklet billede af juraen og psykologien i disse sager. Juraen er reguleret i lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabers indgåelse og ophævelse m.fl. Psykologiens rammer fremgår af lov om psykologer m.v., tilstødende lovgivning og navnlig vores etiske og faglige retningslinjer. At retten, statsamtet eller socialforvaltningen entrerer med en psykolog, betyder ikke, at hans faglige ansvar og professionalisme (uhildethed og uvildighed) sættes ud af kraft. Fælles forældremyndighed Efter lov om forældremyndighed og samvær har man fælles forældremyndighed, hvis man er gift. Er man ikke gift, får man fælles forældremyndighed, hvis man i enighed anmelder et ønske herom til statsamtet ellers har moderen forældremyndigheden alene. I København hedder statsamtet Overpræsidiet. Ønsker man at ophæve et ægteskab, kan man blive separeret/skilt i statsamtet, hvis man er enige om vilkårene, her- Forældremyndighed samvær Om jura, psykologi og praksis i forældremyndighedssager og om balancen mellem hensynet til barnet og hensynet til forældrenes retsstilling 3

2 under spørgsmålet om forældremyndighed. Kan man ikke blive enige, henvises man til retten (byret med ankemulighed til landsretten). Retten skal så afgøre under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene. Retten kan bestemme, at der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse. Denne udføres meget ofte af psykologer. Er man ikke gift, kan man også komme i statsamtet med spørgsmål om forældremyndighed. I praksis sker dette navnlig, hvis der er uenighed om en fortsat fælles forældremyndighed, men også hvis der er ønskes aftalt fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndigheden. Statsamtet imødekommer enige forældres ønske, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet. Kan man ikke blive enige, henvises man til at anlægge en sag ved retten, præcis som ovenfor. Har man fælles forældremyndighed og ønskes denne ophævet, skal den ophæves. Retten kan ikke bestemme, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, og da man antagelig er uenige om væsentlige spørgsmål som barnets bopæl, skole eller opdragelse, ville det efter min opfattelse heller ikke være hensigtsmæssigt, hvis retten kunne det. Det ville meget ofte være det samme som at sige til forældrene, at de måtte gå hjem og slås videre. Man skal ikke have en begrundelse for at anlægge en sag ved retten, men man står sig selvklart bedst, hvis man har en relevant anledning til at ønske forældremyndigheden tillagt sig alene. Barnets bopæl Et hyppigt spørgsmål, som giver anledning til at ønske den fælles forældremyndighed ophævet, er barnets opholdssted. Ofte ønsker far, at barnet skal bo lige meget hos hver, mens mor ønsker barnet mest hos sig. Når rådgivning og vejledning ikke kan hjælpe forældrene til at løse problemet, er der kun én udvej: at finde frem til den af forældrene, som skal afgøre spørgsmålet. Efter loven har den af forældrene, der ikke har barnet boende, ret til samvær. Dette ikke af hensyn til forælderen, men for at søge barnets forbindelse med begge forældre bevaret. Ved uenighed om samvær træffer statsamtet afgørelse herom, efter hvad der er bedst for barnet. Afgørelsen (resolutionen) kan påklages til Civilretsdirektoratet. Samvær kan ikke indbringes for retten, men retterne noterer indimellem en aftale om samvær i forbindelse med sager om separation/skilsmisse eller alene ophævelse af fælles forældremyndighed. Samvær fastsættes altid indtil videre og kan ændres, hvis der er væsentligt ændrede forhold, fx forældrenes enighed om noget andet eller barnets alder. Statsamtet kan iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse i sager om samvær, og ved sager om ophævelse af samværsret sker dette som udgangspunkt. Rådgivning Af lov om forældremyndighed og samvær fremgår, at der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed og samvær, skal finde en samtale sted med et barn, der er fyldt 12 år, medmindre dette er uden betydning eller til skade for barnet. I lyset af FN s konvention om børns rettigheder er denne aldersgrænse i praksis ikke absolut, og der finder i statsamterne samtaler sted med børn fra 7-8 års alderen. Disse samtaler foretages i Overpræsidiet næsten altid af psykologer. Retterne har forskellig praksis med at høre børn, men det er mit indtryk, at det sker i stigende omfang. Som psykologer har vi her et væsentligt arbejdsfelt. Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær med det formål at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Statsamtet kan i andre tilfælde (hvor der ikke er uenighed) tilbyde rådgivning. Statsamtet kan undlade at tilbyde rådgivningen, hvis den findes unødvendig eller uhensigtsmæssig. Det er min erfaring, at undladelse næsten udelukkende sker, hvis parterne har været til rådgivning tidligere. Undladelse er oftest begrundet i manglende ressourcer, og det er ikke mit indtryk, at det skyldes uvilje fra statsamtet, tværtimod. Jeg støder ofte ind i forældre, som ønsker mere hjælp til at klare situationen. Rådgivningen er fortrolig og løsrevet fra den juridiske sagsbehandling. Et almindeligt rådgivningsforløb varer ca. halvanden time, af og til gentaget to eller tre gange. Man kan efter min opfattelse godt give forældrene nogle råd og redskaber på den afsatte tid, men det ville kunne gøres endnu bedre, hvis der var afsat flere ressourcer. Alle 15 statsamter har psykologer tilknyttet. Ti statsamter anvender også socialrådgivere, og to statsamter har endvidere børnepsykiatere tilknyttet. Psykologer anvendes samlet i 65 procent af rådgivningerne. De fleste psykologer er tilknyttet på konsulentbasis, og mig bekendt har kun et par statsamter fastansatte psykologer. I Overpræsidiet har der i en forsøgsperiode på halvandet år været afsat midler til at give børn ekstra rådgivning. Børn har herved kunnet lettes for det konfliktpres, de måtte sidde med. En ikke ubetydelig sidege- 4

3 Efter loven har den af forældrene, der ikke har barnet boende, ret til samvær. Dette ikke af hensyn til forælderen, men for at søge barnets forbindelse med begge forældre bevaret. vinst har imidlertid været, at man som psykolog har kunnet blive langt bedre klædt på til konkret at kunne rådgive forældrene og få sat fokus på barnet. Stridigheder Spørgsmål om ens børn fremkalder meget store og tunge følelser hos os, om end der desværre også ses uengagerede forældre, hvor børnene nærmest er i vejen. På den ene side skal det være slut med samlivet, på den anden side vil man ikke undvære sine børn. I rådgivningen/undersøgelsen og i rettens eller statsamtets behandling af sagen kommer følelserne til udtryk ved krise- og sorgreaktioner og ikke sjældent ved slagsmål mellem forældrene. I starten sætter man sig selv i et godt lys, og når det ikke rækker til, sætter man den anden i et dårligt lys. Der er mange erfaringer med beskyldninger om omsorgssvigt, alkoholmisbrug, stofmisbrug, psykisk sygdom, vold, seksuelle krænkelser osv. Hver part kræver sin ret og søger ofte advokathjælp hertil. Forældrene står med en række spørgsmål, hvor de ikke begge kan få ret. Nogle spørgsmål kan der sættes kroner og ører på i skifteretten, men spørgsmål om forældremyndighed og samvær har ofte store konsekvenser for det involverede barn. Skal der flyttes, hvem skal bestemme, hvor meget samvær skal der være osv. Der er næsten altid tabere i dette spil, og det kan næppe undgås, når mor og far nu skal bo hver for sig. Der er altid omkostninger ved samlivsophævelser. Kunsten er at minimere disse for barnet. Det er min vurdering, at man i retten og i statsamterne gør sig store anstrengelser for at sikre, at afgørelserne bliver de bedst mulige for barnet. Rådgivning og undersøgelse er 5

4 væsentlige tiltag i den sammenhæng. Omvendt er der ikke tvivl om, at retten/statsamtet administrerer nogle love og bestemmelser, og at disse afspejler en politisk betinget balance mellem hensynet til barnet og hensynet til forældrenes retsstilling. I enkelte sager skal retten vælge mellem den mindst dårlige af to forældre. Så er det vanskeligt. Oftest skal der dog vælges mellem to velegnede og relevant engagerede forældre, og så bliver det forhold, som er mindre afgørende for barnet, der lægges vægt på. Dette bliver til gengæld endnu mere uforståeligt for taberen, selv om han eller hun også kunne glæde sig over at barnet er velanbragt. I den uomgængelige situation, at mor og far skal bo hver for sig, har barnet mest brug for, at de får sagt farvel til hinanden som kærester og goddag til hinanden som forældre, og helst kammeratlige forældre. Og at de hjælper barnet med igen at finde fodfæste. Ret til samvær Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen, der uden videre mister sit barn. I praksis er det blevet næsten umuligt at ophæve en samværsret. Barnet skal mistrives vedholdende, det skal dokumenteres, at samværsparten svigter, eller et større barn skal meget tydeligt give udtryk for ikke at ønske samværet. Jeg har for nylig været i retten for at redegøre for, hvorfor jeg i en undersøgelsessag havde anbefalet statsamtet ikke at fastsætte samvær. Barnet havde over lang tid været stukket af, havde bundet sig fast til et skab, var stukket af og protesterede i øvrigt både verbalt og med psykosomatiske reaktioner mod samvær. Sagsøgeren måtte trække sagen tilbage, men alligevel at en interesseorganisation overhovedet indbringer sådan en sag for retten Samvær fastsættes i dag, som forældrene kan blive enige til, eller efter statsamtets afgørelse. En afgørelse sker efter en helt konkret (og efter min erfaring oftest grundig) vurdering af barnets situation. Efter Civilretsdirektoratets praksis er et almindeligt samvær med en 3-4-årig: hver anden weekend, en hverdag i den modsatte uge, julesamvær, hvor juleaften går på skift, medmindre barnet har andre traditioner, påsken delt eller på skift og 16 dage i sommerferien. I praksis fastsættes samvær, fra barnet er 3-4 måneder gammelt med en-to timer om ugen, gradvist stigende, så der med et knapt 2-årigt barn er samvær en hel dag. Overnatning fastsættes almindeligvis først ved 2- års alderen, og herfra udvides samværet gradvist til et almindeligt omfang. Er der tale om skolebørn, fastsættes i dag ofte samvær i efterårseller vinterferie. Det mest almindelige er, at forældrene aftaler et samvær selv, og så er der ikke nogen myndigheder, der blander sig. Man kan aftale, hvad man vil, og masser af forældre gør det. 6

5 En balance Er der afgørelse om samvær (samværsresolution) kan forældrene anmode fogedretten om bistand til at gennemføre det. Forældrene bliver så kaldt til møde i fogedretten for at forklare sig. Retten kan pålægge bøder eller tvangsfuldbyrde et samvær. Det er sjældent, at fogeden er udgående i samværssager. Fogedretterne spørger af og til psykologer, om det vil være til skade for barnet at gennemføre en udgående fogedforretning (kriteriet er servicelovens bestemmelser om tvang). Det er mit indtryk, at fogedretterne efterlyser et bedre psykologisk grundlag for deres afgørelser. Efter min erfaring med efterhånden mange børn afspejler det almindelige samvær en balance mellem på den ene side barnets ønske og behov for ro, stabilitet og tilhørsforhold (base), og på den anden side barnets ønske og behov for kontakt med samværsforælderen. Jeg har hørt og set mange børn ytre mistrivsel og utilfredshed med at være næsten lige meget hos begge forældre. Hvis ikke forældrene er eminent gode til at dele forældreskabet med hinanden, og hvis de ikke bor på en måde, så barnet kan have to opholdssteder tæt på og hele tiden, kan der være store omkostninger for barnet ved disse deleordninger. Statsamtet kan ikke fastsætte deleordninger, da man skal vide, hvor barnet bor. I praksis betyder det, at der maksimalt kan laves samværsresolutioner efter en 9/5-deling. I samtaler giver børn ofte med hjertet udtryk for, at de ønsker, at forældrene flytter sammen igen. Når de alligevel godt kan forstå, at mor og far ikke kan være sammen, vil de gerne have, at de bliver gode venner som forældre. Barnet har brug for helhed og sammenhæng, og jo mere forældrene kan holde fokus på barnets trivsel, jo mere loyalt og respektfuldt de kan omtale og behandle hinanden, desto nemmere bliver det for barnet at have dem boende hver for sig. Psykologen må kunne Det siger sig selv, at i en situation, hvor man er forsmået eller ramt, er det meget vanskeligt at få øje på barnets situation. Som psykologer har vi en enorm opgave i forbindelse med samlivsophævelser, men jeg tvivler meget på, at vi ville kunne løse stridigheder bedre, end det gøres i dag. Til gengæld er jeg enig med Karsten Larsen i, at der med stor effekt ville kunne anvendes flere ressourcer på at afbøde skadevirkningerne ved mange samlivsophævelser. Som psykolog i de sammenhænge bør vi være klædt på til at kunne afdække situationen og rådgive herom på alle planer. Vi må være i stand til i det mindste en foreløbig afklaring af de mange påstande, der fyger gennem luften, når børnene er på spil. Er de udtryk for svære følelser og smerte, eller er der substans i dem, og skal der ske underretning af de sociale myndigheder eller skal man råde parterne til at foretage politianmeldelse. Eller bør der laves en egentlig børnesagkyndig undersøgelse. Vi må også være i stand til at rumme forældrenes sorg og hjælpe dem videre. Og vi må kunne formå dem til at få bragt barnet i centrum. Vi må endelig kunne begå os med børn, dvs. både lette dem i deres situation og hjælpe dem med at udtrykke og formulere deres eventuelle ønsker over for forældrene. Samtidig skal vi kunne tåle, at forældrene reagerer med både vrede og sorg. Når man er under følelsesmæssigt pres, udtrykker man sig anderledes end sædvanligt. Det er vigtigt, at vi alligevel hører budskaberne, og at vi hjælper forældrene og børnene med at høre dem. Dansk Psykolog Forening bør efter min opfattelse fortsat søge at sikre, at der er mulighed for at kvalificere sig på dette komplicerede område, både psykologfagligt og med hensyn til lovrammer og andre faggruppers handlemuligheder. Det sker bedst, når det er målrettet og hviler på praktiske erfaringer fra området. Foreningen bør også fortsat gribe den politiske tendens, der er til at få afsat flere ressourcer til området. Per Schaeffner er privatpraktiserende psykolog Litteratur på området: Betænkning nr om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning. Statens Information Kortlægning af den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne og de børnesagkyndiges opgaver i øvrigt. Kontaktudvalget, Civilretsdirektoratet, februar Skarrildhus-rapporterne, Statens Information. (referater af Civilretsdirektoratets årlige familieretlige kursus for statsamternes personale, senest september 1998). Svend Danielsen: Lov om forældremyndighed og samvær med kommentarer. Jurist- og Økonomforlagets Forlag, Svend Danielsen: Tillæg 1997 til lov om forældremyndighed og samvær med kommentarer. Jurist- og Økonomforbundets Forlag,