Sagnet om Sorte Hans

Transkript

1 Sagnet om Sorte Hans Vidste I, at der engang her på dette sted lå et hus? Hvis vi i morgen, når der er lyst, går lidt ind i træerne der, så vil I kunne se nogle sten, som udgør ruinerne af, hvad der var engang. Huset var sådan set et meget almindeligt hus dengang. Det var et lille hus der var bygget af bjælker og sten, som blev fundet i skoven. Det lå lidt afsides fra resten af landsbyen, og landsbyboerne kendte ikke så meget til husets beboer. Om det var fordi, beboerne boede så langt væk fra de andre, eller om det var fordi der gik rygter om, at skoven i det område var hjemsøgt, så var husets beboere ikke kendt af så mange andre. Men alligevel blev denne del af skoven meget kendt, siden denne historie rigtigt udspillede sig Det var en mand ved navn Hans, der boede i huset. Han var pelsjæger og holdt sig lidt for sig selv. Han var en god mand, men meget genert og foretrak skovens lyde frem for landsbyens hektiske liv. Han havde en anden god ven, der også var jæger, som boede inde i landsbyen. Derfra fik han den nyeste sladder om landsbyboerne. Side 1

2 Hver morgen meget tidligt før daggryet var oppe gik Hans ud og tjekkede hver og en af sine mange småfælder, som han havde sat op forskellige steder i skoven. Med de fælder fangede han forskellige dyr, som fx kaniner eller andre smådyr. Når han tog de døde dyr, ordnede han fælderne, så de igen kunne fange nye dyr til næste dag, og så tog han hjem og hængte kaninerne op, for derefter at flå dem. Han garvede skindet og spiste selv kødet. Sådan fik Hans tiden til at gå dag ud og dag ind. En helt almindelig morgen, gik Hans som sædvanlig ud til sine fælder, men der var ikke var noget i fælden. Han kunne se, at fælden var klappet, men alligevel var der ikke noget bytte i fælden. Dette gentog sig dag for dag, og Hans kunne ikke finde ud af, hvad der var sket med byttet dag efter dag. Efter dette havde gentaget sig nogle dage i træk, skete der noget underligt. Ved en af fælderne var der begyndt at ske noget mærkeligt. Hans begyndte at lægge mærke til, at der var nogle mærkelig spor og tegn ved denne fælde. Ikke sådan helt tydelige spor, men alligevel noget, der ikke var opstået naturligt. Hans undrede sig over, hvorfor der var disse tegn ved fælderne og hvem, der havde lavet dem og ikke mindst, hvad de mon betød. Lidet vidste Hans, at hvis bare han havde kunnet aflæse tegnene or- Side 2

3 dentligt, var det aldrig endt med, at han blev Sorte Hans Den første dag var der i skovbunden ved fælden tegnet en spirallignende ting, der havde en omkreds på over en meter. Efter han havde tjekket området omkring fælden, for at se om der var en undvegen såret kanin nogen steder gik han hjem. Han tænkte ikke så meget over spiralen, der var tegnet i skovbunden. Det slog ham først igen, da han stod og lavede aftensmad. Han stod med møje og besvær og rørte rundt i vandgrøden, som måtte erstatte kaninen. Da han rørte rundt, kunne han se, at grøden gjorde noget mærkeligt noget. Den dannede nemlig hele tiden den spiralform, som han havde set ude i skovbunden. Han prøvede at viske denne form ud ved at rode rundt med sleven, men det var umuligt. Den kom hele tiden frem igen og igen. Det var med en lidt underlig fornemmelse og en del undren, at han spiste vandgrøden. Næste dag var der ved fælden ingen kanin, men derimod en bunke sten, der stod fint stablet. Da han kom hjem, undrede stenbunken ham lidt. Han var samme aften inviteret hjem til sin jægerven fra landsbyen, som havde haft mere held med sine fælder, og i aften ville han få dejlig stegt kanin. Side 3

4 Han hyggede sig med sin ven, og de spiste og drak og morede sig. Det var helt mørkt, da han endelig vendte hjem til sit hus. Da han skulle til at træde ind af døren, snublede han over noget og slog sin fod. Han kiggede ned og opdagede, at det var en bunke sten, der stod stablet uden for hans dør, som han var gået ind i. Hans hjerte slog et ekstra slag, for hvad lavede den bunke sten der? Han gik i seng og sov dybt og godt på trods af hans oplevelse, men vågnede med et sæt ved at høre et plonk mod hans rude. Der var et igen! Og et til og lige pludselig var der en masse plonk at høre over det hele! Der var noget, der blev kastet mod hans ruder og hus. Nu hørte han en rude smadre, og det næste øjeblik hørte han den klirrende lyd af en anden, der smadrede. Han rejste sig brat op og løb hen til døren. Da han hev den op, blev der helt stille, og der var intet at se udenfor. Han kiggede ned og så bunken med sten stå lige foran hans fødder. Nakkehårene rejste sig på ham, og han kunne ikke sove resten af natten Da han tredje dag kom ud til fælden, var der et underligt tegn indridset i et træ i nærheden. Det var et tegn, han kendte alt for godt et pentagram Det var et tegn, der blev sat i forbindelse med hekse, og han blev bange ved synet af det. Var det mon en Side 4

5 heks, der spillede et spil med ham, måske forbandede ham? Da han kom hjem, så han, at alle de planter, han havde i og foran sit hus, var visnede Hvad havde han mon gjort, siden så mange uheld forfulgte ham? Den fjerde morgen, da han kom til fælden, så han en underlig lille menneskelignende-ting hænge over fælden. Det var en masse små bøjelige pinde, der var bundet sammen, så de havde facon som et menneske. Hans blev forskrækket over dette, og instinktivt tog han bare fat i pinde-dukken og hev den fra hinanden i mange stykker, så det eneste, der var tilbage af den, var en masse små pinde spredt ud over det hele. Efter han havde gjort det, kom han til at tænke på, om det mon var en klog ting at gøre, sådan at ødelægge noget, han havde fået foræret? Næste morgen da han igen kom til fælden frygtede han, hvad han ville se denne gang. Han håbede, at der ikke ville være noget, og at det hele bare var hans fantasi, der spillede ham et puds. Han gik med tunge skridt hen til fælden frygtede det værste og ganske rigtigt, der lå et spejl. Han bøjede sig ned, samlede det op og kiggede i det, men i stedet for at se sig selv, var det han så en underlig formørket udgave af ham selv, med sorte Side 5

6 hulninger i stedet for øjne, og kødet, der faldt af hans kranie. Han smed spejlet fra sig i chok, og spejlet smadrede i tusind stykker Han kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem, men han kiggede sig over skuldrene hele vejen og syntes, at der alle vegne i skoven hvilede nogle stikkende øjne på ham. Da han endelig nåede hjem, smækkede han døren, og åndede lettet op over, at han var kommet uskadt hjem. Han mærkede efter på sit hoved, at det hele var der, og at kødet ikke var faldet af. Han vovede sig langsomt hen til det spejl, der hang over vandfadet og den tilhørende vandkande, og kiggede ind i det. Spejlet viste ham selv, og han blev endnu mere rolig. Indtil det pludselig smadrede af sig selv sammen med alle andre spejle i huset. Spejlstykker lå spredte over alt i huset, og Hans troede nu, han virkelig havde mistet sin forstand. Næste dag bevægede Hans sig endnu engang ud til fælden denne dag var han meget træt og sløv i sin krop han havde knap nok turde lukke et øje den forrige nat, da han rystede som et espeløv ikke af kulde men af frygt. Han kunne mærke, at hans krop nærmest modsatte sig at gå hen til stedet, hvor fælden var sat op, men samtidig kunne han mærke en underlig trang til at nærme sig det. Angsten både trak og sled i ham. Side 6

7 Da han endelig kom derhen, så han et udbrændt lys. Det blæste lidt rigeligt, så han tænkte, at det måtte være vinden, der havde blæst lyset ud. Han tog hånden hen til det, og pludselig, da hånden var lige over lyset, antændte det af sig selv i en kæmpe stor flamme, som han aldrig havde set magen til. Han fór tilbage, trak den forbrændte hånd til sig og løb ned til bækken for at afkøle den forbrændte hånd. Han sad længe med hånden i vandet, og undrede sig over, hvad der var sket. Der havde da ikke været en lille flamme i lyset, som han ikke havde set, der pludselig var blusset op på grund af vinden, havde der? Da han kom hjem, var flammerne i hans støbejernsovn gået ud. Han skulle lige til at gå hen og putte mere brænde på bålet, da hans smerte i hånden mindede ham om, hvad der var sket i skoven. Så han lod gløder være gløder. Pludselig et par timer efter, da han mindst tænkte over det, antændte flammerne i bålet med en stor styrke, så lemmen til støbejernsovnen blev skubbet op, og vægge og loft blev sodede til Den syvende dag havde Hans nu besluttet sig for at flytte sin fælde til et andet sted, så han kunne være foruden alle disse gener. Han vidste ikke, hvad der generede ham eller hvorfor, men det var i hvert fald som om, at det, han fandt ved fælden, var nogenlunde det samme, der skete for ham, når han kom Side 7

8 hjem. Og det ville han nu sætte en stopper for. Han gik derfor målrettet og med fuld gå-på-mod hen til fælden. Men da han var ca. 20 meter fra stedet, hvor fælden lå, stoppede hans krop med at gå Hans hjerte bankede, og han havde en underlig følelse af, at der var noget, der overhovedet ikke stemte. Han nærmede sig tøvende stedet, og pludselig var der noget, der gibbede i ham. Han kunne se noget rødt Det lignede blod Han nærmede sig, og blodsporet blev større og større, jo tættere han kom på fælden Ved selve fælden var der masser af blod, og midt i blodpølen lå der et tørklæde, som var viklet om noget. Han kiggede med ubehag på det og begyndte langsomt med to fingerspidser at pakke det ud. Da han så, hvad der lå indpakket i tørklædet, blev han helt hvid i hovedet og udstødte et stort skrig. Han gav sig til at løbe, så hurtigt han kunne og stoppede først, da han kom hjem i sin seng og lagde sig med hovedet under dynen. Her lå han helt stille og kunne knap nok bevæge sig af skræk Pludselig så han hans dyne bevæge sig, og det var som om noget kom ind under dynen og bevægede sig op af hans krop. Han blev helt hvid i hovedet, og lukkede øjnene. Han kunne nu mærke, at det bevægede sig op af hans ben, op af hans mave, op af hans bryst og nu var det lige over hans ansigt Han lukkede øjnene af alle kræfter, og sådan lå han længe, Side 8

9 indtil det føltes som om, der ikke længere var noget under dynen. Nu vovede han at åbne øjnene, og til hans lettelse var der intet. Kun hans dyne. Han skulle til at tage dynen af sit hoved, og da han i den forbindelse lige vendte sit hoved til siden, var der pludselig den mest skrækindjagende sorte skygge med et dødningeagtigt ansigt, og det forsvandt lige ind i ham Næste dag kom Hans jægerven forbi huset. Han kunne intet spor finde af Hans. Det eneste han kunne finde se i huset var smadrede ruder, smadrede spejle, gammelt grød, og forkullede vægge, som om flammerne fra ovnen havde slikket de omkringliggende vægge og loft. Men Hans var væk Han kom aldrig tilbage. Efterhånden som tiden gik, visnede en stor del af skoven, hvor Hans fælder havde ligget, og det blev uhyggeligt at bevæge sig i den del af skoven. De, der havde bevæget sig der, fortalte underlige skrækhistorier bagefter, som de havde oplevet der. Det var altid de samme historier, der blev fortalt. At de blev forfulgt af en stor sort skygge med et kranieagtigt hoved, som med den dybeste stemme brølede: Min skov!. Folk i landsbyen var enige om, at det var Hans, der spøgede. Han blev i folkemunde derefter kaldt Sorte Hans Side 9