Aarhus byråds journalsager (J. Nr )

Transkript

1 Aarhus byråds journalsager (J. Nr ) Originalt emne Skovene Skovrestaurationer Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 29. september ) Byrådsmødet den 16. oktober 1924 Uddrag fra byrådsmødet den 29. september side 8 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Indstilling fra Skoudvalget om Opsigelse af Lejemaalet angaaende Ørneredepavillonen. Følgende Indstilling forelaa: "Under nogle Forhandlinger, som Udvalget har ført med Restauratør Fonnesby, "Ørnereden", om ændrede Lejevilkaar fra Udløbet af hans Lejekontrakt den 1. Oktober, har Lejeren gjort gældende, at Kontrakten ikke udløber som af Udvalget hævdet den 1. Oktober, men at der tilkommer ham Opsigelse overensstemmende med Kontraktens 9. Da Udvalget maa indrømme, at Spørgsmaalet er tvivsomt, og ikke ønsker at stille Sagen paa Spidsen, har man besluttet at opsige Lejemaalet til saa tidligt et Tidspunkt, som Kontrakten hjemler, idet man gaar ud fra, at Forholdet kan hæves til 1. April 1925, naar Opsigelsen sker inden denne Maaneds Udgang. Skulde Lejeren protestere herimod, hvad man har Grund til at antage, og kræve Lejemaalet opretholdt til 1. Oktober n. A., udbeder Dette dokument er fra Side 1 af 8

2 man sig Byraadets Samtykke til at lade Spørgsmaalet afgøre ved Dom". M. Simonsen forelagde Indstillingen. Sagen var et Led i Udvalgets Arbejde for at faa en bedre Forrentning af Skovpavillonerne, hvor man vilde have indført en 10 % s af Afgift af Bruttoindtægten. Udvalget havde ligeledes gjort Skridt til Opsigelse af Restauratør Thyrmann i "Salonen" til 1. April. M. C. Falk syntes, at Byraadet ved denne Fremgangsmaade kom i en lidt vanskelig Situation. Man havde jo vedtaget Boliglovens Kontrolbestemmelser, hvorefter ingen Opsigelser og Lejeforhøjelser maatte finde Sted, og nu foreslog man her at opsige en Mand for at faa Lejen forhøjet. Det saa ogsaa mærkeligt ud, at Forslaget fremsattes af den socialdemokratiske Ordfører ved Boliglovens Behandling i Rigsdagen. Bernt Jensen sluttede sig hertil. Naar man havde kommunale Boligforanstaltninger, maatte det være en Forudsætning, at Kommunen først og fremmest overholdt disse. M. Simonsen erklærede, at disse to Ting ikke havde noget med hinanden at gøre, og Udvalget havde overhovedet ikke tænkt paa at sætte denne Sag i Forbindelse med Boligloven. Bernt Jensen gjorde opmærksom paa, at Hr. Simonsen havde udtalt, at Manden skulde opsiges, fordi man ønskede at forhøje Lejen. Men det var ganske ugørligt i Øjeblikket, for Kommunen maatte dog selv overholde de Bestemmelser, som man forlangte af andre. M. Simonsen ønskede saa hellere at tage Sagen tilbage. Men hvis Kommunen paa Grund af Boligloven skulde være forhindret i at faa en rimelig Leje af sine Skovpavilloner, saa hørte alting op. Bernt Jensen svarede, at saadanne Udtalelser hørte man fra enhver Husejer, som ønskede en Lejeforhøjelse. Men Hr. Simonsen havde jo selv været med til at lave Loven, og saa maatte han dog vide, at den ikke hjemlede noget saadant. Selv om en Mand foretog nok saa mange Forbedringer ved sin Ejendom, kunde han ikke i nogen Maade faa Erstatning derfor; det burde Hr. Simonsen være den første til at forstaa. Andr. Christensen pegede paa, at Sagen var rejst paa et helt andet Grundlag, idet det ikke drejede sig om i Øjeblikket at opsige Manden, men om at faa afgjort, fra hvilket Tidspunkt han kunde opsiges, om det var til en 1. April eller til en 1. Oktober. Taleren vilde derfor foreslaa at give Skovudvalget den ønskede Bemyndigelse til at faa dette Spørgsmaal afgjort ved Proces. Dette dokument er fra Side 2 af 8

3 J. Perregaard kunde gaa med dertil, hvis der var Tale om Tiden efter April For Øjeblikket var det vist ganske ugørligt at opsige ham, naar man saa, hvilke Andragender om Opsigelse der var blevet nægtet. Taleren henstillede til Hr. Simonsen at tage Sagen tilbage. M. Simonsen kunde ikke indse, at denne Sag havde mindste Forbindelse med Boligloven. Værten derude havde tidligere erklæret at ville gaa med til en Leje af 10 %, og derefter lagde Skovudvalget sit Budget, men senere nægtede han det. Det var af stor Betydning for Kommunen at skifte Lejer 1. April i Stedet for 1. Oktober, og derfor ønskede man afgjort, til hvilken Tid han kunde opsiges, enten det saa blev i 1925 eller i Hvis der var Tale om at opsige Manden, vilde Taleren gerne sende Sagen til Boligkontrollen først. Bernt Jensen hævdede, at her forelaa et ganske almindeligt Lejemaal, og Forhaandsaftaler havde ingen Betydning, ja selv en underskreven Kontrakt gjaldt ikke i disse Spørgsmaal. M. C. Falk vilde fraaraade at tage en Proces om denne Sag i Øjeblikket, naar man alligevel ikke kunde opsige Manden. Tilmed fik man det Indtryk af Kontrakten, at Manden havde Retten paa sin Side og der var derfor ingen Anledning til at ofre Penge paa en Proces. M. Simonsen fastholdt, at hele Spørgsmaalet i Øjeblikket drejede sig om at faa afgjort, hvorvidt Kommunen kunde faa sine Pavilloner fri til April i Stedet for til Oktober. A. Bitsch havde i og for sig ikke noget imod, at et saadant Forhold blev prøvet ved Retten; men for Byraadets og Skovudvalgets Formands Skyld vilde Taleren anbefale at vente, indtil Boligkontrolforanstaltningerne var ophørt. Denne Kontrakt var fuldstændig som andre Kontrakter, og Hr. Simonsens Ønske var det samme som andre Værters. Taleren vilde henstille til Skovudvalget at tage Sagen tilbage foreløbig. Leonhard Hansen indrømmede, at ingen af Skovudvalgets Medlemmer havde tænkt paa Boligloven i den Forbindelse, og ved Gruppemødet blev der heller ikke nævnt noget derom, saa Taleren troede at være paa den rigtige Side. Nu vilde Taleren imidlertid indrømme, at det var berettiget, hvad der fra anden Side var fremført, og derfor var det bedst at tage Sagen tilbage. Niels Barnow vilde støtte Hr. Simonsen. Det drejede sig ikke om at faa Manden opsagt til 1925 eller 1926, men om at faa afgjort, om det kan blive til en 1. April, og et saadant rent juridisk Spørgsmaal kunde man vel nok faa afgjort uden at komme i Konflikt med Boligloven. Dette dokument er fra Side 3 af 8

4 Andr. Christensen erkendte, at hverken han som Sagfører for Skovudvalget eller Modpartens Sagfører havde tænkt paa Boligkontrollen i den Forbindelse. Men Taleren fandt det mest praktisk at faa det rent juridiske Spørgsmaal om Tidspunktet for Opsigelsen afgjort. Bernt Jensen hævdede, at naar Boligloven klart udtalte, at inden 1. April 1925 maatte ingen Opsigelser finde Sted, vilde det være uforsvarligt af Aarhus Kommune at gaa udenom denne Bestemmelse. Enhver anden Husejer vilde faa sit Andragende nægtet, og hvis Kommunen skulde undtages, slog man det hele i Stykker. Formanden bemærkede, at der ikke mere var Tale om nogen Opsigelse, men kun at faa Kontraktspørgsmaalet klaret. H. P. Christensen sluttede sig hertil. Her var blot Tale om at faa afgjort, fra hvilket Tidspunkt en Mand kan opsiges, naar Kontrolbestemmelserne ophører. M. C. Falk fandt stadig ingen Anledning til at ofre Penge paa en Proces i Øjeblikket, tilmed naar Sagen var saa tvivlsom som denne. Om man skiftede Lejer til April eller til Oktober havde vist ikke saa meget at sige. M. Simonsen vilde saa hellere tage Sagen tilbage, naar der var Modstand mod at faa Spørgsmaalet afgjort ved Proces. Men at skifte Vært 1. Oktober betød ½ Aars Lejetab for Kommunen. Formanden syntes, man kunde nøjes med at udsætte Sagen. Sagen udsattes. Uddrag fra byrådsmødet den 16. oktober side 6 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Indstilling fra Skovudvalget om Opsigelse af Lejemaalet for Ørneredepavillonen. (Side 138). M. Simonsen vilde gerne give en Oversigt over denne Sags Udvikling, begrundet paa, at der paa forrige Møde blev rettet saa stærke personlige Angreb paa Taleren, at man vanskeligt kunde finde nogen Baggrund derfor; men da baade Taleren og Flertallet i Byraadet hørte til et Parti, der havde Broderskab som Programforpligtelse, vilde Taleren Dette dokument er fra Side 4 af 8

5 ikke besvare Angrebene paa samme Maade. Den foreliggende Sag blev oprindelig rejst af Restauratør Fonnesby for et Par Aar siden, idet han androg om forskellige Byggeforandringer, og Udvalget gik med dertil imod, at han betalte 10 % af Bruttoomsætningen i Leje. Dette Krav havde Byraadet ved Budgetbehandlingen for et Par Aar siden drøftet og udtalt sin Tilslutning til, og Skovudvalget havde saa senere arbejdet paa at faa det gennemført. Hr. Fonnesby gik ind paa dette Krav, og Stadsarkitekten udarbejdede Overslag over Bygningsarbejdet til Kr.; men før man sendte Skovudvalgets Budget til Byraadet, spurgte Taleren endnu en Gang Hr. Fonnesby, om han var indforstaaet med denne Ændring af Kontrakten. Da trak han sig pludselig tilbage og nægtede at gaa med dertil, hvorefter Udvalget tog Sagen af Budgettet. Kontrakten med Restauratøren kunde i Virkeligheden betragtes som en Forpagtningskontrakt, der udløb automatisk i Oktober 1924, men en Tilføjelse i Kontrakten ved Fonnesbys Overtagelse af Lejemaalet gjorde Spørgsmaalet noget tvivlsomt, og han havde nu gjort gældende, at han ikke kunde opsiges uden til en Oktober Flyttedag. Men det var af Betydning for Kommunen at kunne skifte Lejer om Foraaret, og derfor ønskede man Opsigelsesspørgsmaalet klaret gennem en Dom. Forholdet derude havde aldrig været under Huslejeloven og kunde ikke bringes ind derunder; der havde ingen Lejeforhøjelse fundet Sted siden 1914, og hvorvidt det i Øjeblikket kunde komme ind under Lovens Kontrolbestemmelser var meget usandsynligt. Hvis Spørgsmaalet skulde afgøres, maatte det ske gennem Domstolene, og Udvalget havde derfor overgivet Sagen til sin juridiske Konsulent, Overretssagfører Andr. Christensen. Det eneste, der altsaa var Tale om, var at søge et tvivlsomt Kontraktspørgsmaal løst ad Rettens Vej, og at rette stærke Bebrejdelser mod Taleren af den Grund var at komme for langt ud. Hverken Værten eller hans Sagfører havde fundet paa at bringe Boligloven i Forbindelse med Spørgsmaalet; der var ikke Tale om nogen Opsigelse for Tiden, men kun en Afgørelse af Kontraktspørgsmaalet. Taleren havde ikke nogen personlig Interesse af, hvorledes Udfaldet af Sagen blev, og havde kun handlet saaledes for at varetage Kommunens Interesser; det vilde Taleren staa til Ansvar for, hvor som helst det blev krævet. Taleren vilde derfor anbefale at give Udvalget denne Bemyndigelse til at faa Sagen afgjort ved Domstolene, som var den eneste Maade, hvorpaa Spørgsmaalet kunde løses, og man kunde ikke nægte at give Udvalget Bemyndigelsen, hvis man vilde varetage Kommunens Interesser. M. C. Falk vilde gerne gøre et Par Bemærkninger til Hr. Simonsens Udtalelse om, at hans Partifæller havde rettet stærke personlige Angreb imod ham. Taleren vidste ikke, hvor Dette dokument er fra Side 5 af 8

6 ømfindtlig Hr. Simonsen var, og hvor nær det gik ham til Hjerte, naar en Partifælle sagde sin Mening om om en Sag, men hvis dette ikke kunde tillades, saa var han for lidt garvet i det offentlige Liv. Selv om man tilhørte et Parti, der krævede Broderskab, saa var der ogsaa Frihed til at sige sin Mening, og der maatte ogsaa være Lighed mellem en Redaktør og Folketingsmand og et almindeligt Medlem af Byraadet. Taleren havde absolut ikke rettet personlige Angreb mod Hr. Simonsen i denne Sag, men blot anholdt den Maade, hvorpaa han forelagde Sagen i Byraadet, for af hans Ord fremgik, at man tilsigtede en Lejeforhøjelse, og at man af samme Grund havde gjort Skridt til Opsigelse af Restauratør Thürmann i "Salonen". Senere indrømmede Hr. Leonhard Hansen det samme. Men man kunde nu en Gang ikke vedtage Kontrolbestemmelser og saa lade Kommunen være udenfor dem, og det var Anledningen til Talerens Kritik af Sagen. Nu drejede Hr. Simonsen Sagen i en helt anden Retning, end da han forelagde den første Gang; men naar det gjaldt Opsigelse, kom han ikke udenom Boligloven, og at der ikke var sket Forhøjelser siden 1914, var selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt. J. Perregaard havde aldrig rettet noget personligt Angreb paa Hr. Simonsen, men kun gjort opmærksom paa, hvor meningsløse disse Kontrolbestemmelser var, og denne Sag var ikke det eneste Eksempel derpaa. Men naar de en Gang var indført, maatte de naturligvis ogsaa gælde for Kommunen. Bernt Jensen kunde ikke indse, der laa noget personlig Angreb paa Hr. Simonsen; det var naturligt, at man henvendte sig til ham som Formand i Udvalget, men han var tillige en af Ordførerne for Boligloven i Folketinget, og saa maatte man forudsætte, at han kendte Loven. Hr. Simonsens Forelæggelse af Sagen i Dag afveg betydeligt fra hans Udtalelser paa forrige Møde, hvor han talte om Lejeforhøjelse og Opsigelse, for det var ikke Huslejeloven uvedkommende, og at Loven ikke var gældende, fordi Værten ikke havde faaet Lejeforhøjelse siden 1914, var ganske ved Siden af; det var Tilfældet med flere andre Forretninger, der havde været udlejet paa Aaremaal, og de var ligefuldt underkastet Huslejeloven og de nugældende Kontrolbestemmelser. At lade Domstolene dømme angaaende Opsigelse til April eller Oktober, havde ingen som helst Interesse i Øjeblikket, naar Manden ikke kunde opsiges, og man maatte vel ogsaa antage, at Hr. Simonsen vilde stemme for en yderligere Forlængelse af Boligloven. Hr. Simonsen burde ærligt indrømme, at han var kommen lidt galt afsted. M. Simonsen fik det Indtryk, at flere af Medlemmerne ikke vilde forstaa Sagen; den laa Dette dokument er fra Side 6 af 8

7 imidlertid, som Taleren lige havde forklaret, og der var ikke Tale om nogen Opsigelse for Øjeblikket. Angaaende de personlige Angreb, saa havde man i hvert Fald stærkt fremhævet det mærkelige i, at Taleren som socialdemokratisk Ordfører ved Boligloven vilde fremlægge et saadant Forslag; det var en Udtalelse, som var lige til at læse op paa et Vælgermøde. A. Bitsch havde egentlig ikke noget imod at faa en principiel Afgørelse af Spørgsmaalet, men det havde ingen som helst Betydning, saa længe Kontrolbestemmelserne bestod. Et Flertal af Byraadet vedtog i Foraaret, at de skulde være gældende i Kommunen; men f. Eks. Hr. Perregaard benyttede enhver Lejlighed til at udtale, hvor daarlige og meningsløse de var, og Hr. Simonsen havde udtalt en lignende Kritik derover (M. Simonsen: Nej!). Ved saadanne Angreb blev Kontrolnævnets Stilling efterhaanden saa vanskelig, at man hellere maatte stille Forslag om at ophæve det, ellers vilde Talerens Virksomhed i Nævnet i hvert Fald høre op. Andr. Christensen syntes ikke, der var Grund til saa megen Larm her. I Virkeligheden var der ingen egentlig Strid mellem Skovudvalget og Værten, og det Skridt, Udvalget havde foretaget til Sagsanlæg, var sket efter Aftale med Værtens Repræsentant for at faa Tvivlsspørgsmaalet afgjort. Ligeledes var Parterne enige om at foretage en formel Opsigelse for at faa Sagen prøvet ved Domstolene, og saa kunde man vist rolig se bort fra Boligkontrol og Huslejebestemmelser i den Forbindelse. Niels Barnow bekræftede Hr. Simonsens Udtalelser om, at Værten egentlig var gaaet ind paa de 10 % Afgift, men i sidste Øjeblik sprang fra, og det var derfor naturligt at opsige ham til det tidligst mulige Tidspunkt. Angaaende Restauratør Thürmann, saa havde han vist overtraadt sin Kontrakts Bestemmelser ved ikke at bo i Restaurationen. Vald. Pedersen bemærkede, at han ikke havde boet der i mange Aar, men naar det var tolereret af Kommunen saa længe, kunde man næppe hænge sig derpaa. Taleren var enig med Skovudvalget i, at det var rigtigst at faa Kontraktspørgsmaalet afgjort, inden Kontrolbestemmelserne ophører, ellers vilde det trække for længe ud; men Skovudvalget kunde have sparet Byraadet for denne Diskussion, hvis Hr. Simonsen havde undladt at sige noget om Sagen. J. Perregaard repræsenterede et Fag og en Virksomhed, der maatte tjene Brødet ved Byggeri, medens Hr. Bitsch hørte til dem, der fik deres Løn af Staten; derfor kom man til at se forskelligt paa dette Forhold. Dette dokument er fra Side 7 af 8

8 S. Petersen mente, man skulde have søgt Sagen afgjort, mens Nævnet bestod, saa kunde Retsagen være sparet. Selv om Hr. Perregaard tilhørte et Byggefag, saa var han ogsaa Medlem af Aarhus Byraad og maatte respektere Byraadets Vedtagelser. Der var ingen Grund for Hr. Simonsen til at tage saa højtideligt paa Sagen, han skulde blot have forelagt den lidt anderledes første Gang. M. C. Falk sluttede sig hertil. Hr. Simonsen havde ingen Anledning til at beskylde en Del Medlemmer for at rette personlige Angreb, fordi man havde talt imod den Maade, hvorpaa han forelagde Sagen. At Overretssagføreren som Skovudvalgets Konsulent tog dettes Parti, var jo forstaaeligt, men han indrømmede sidste Gang, at Spørgsmaalet var meget tvivlsomt. Derfor var det meningsløst at paaføre Kommunen en Udgift, som var ganske unødvendigt for Øjeblikket. J. Perregaard havde fulgt sit Parti, men Selvopholdelsesdriften tvang Byggefagene til at protestere mod den Slags Lovmageri. Med 8 Stemmer mod 4 vedtoges det at bemyndige Skovudvalget til at søge Domstolenes Afgørelse af, hvorvidt Kontrakten kan opsiges til en April eller Oktober Flyttedag. Dette dokument er fra Side 8 af 8