Disse Oplysninger maatte efter Sagens Natur være af to forskjellige Slags, begge lige nødvendige som Grundlag for Kommissionens Arbeide.

Transkript

1 1 FORORD. Ved Lov af 6te Juni 1863 blev der paabudt en almindelig Revision af Landets Matrikel. Under det vidtløftige, gjennem mange Aar fortsatte Arbeide, som denne Lovs Gjennemførelse krævede, fremkom fra flere Sider Forslag om at benytte Leiligheden til med det samme saavidt muligt at faa rettet paa de mange Inkonsekventser og Feil, som fandtes i de i Matrikelen taxerede Gaardes Navne, saaledes som disse vare skrevne i den hidtil gjældende Matrikel eller almindelig skreves i Bygderne. I denne Hensigt blev der ved Kgl. Resolution af 11te April 1878 nedsat en Kommission til Revision af Navnene i Matrikelen. Til Medlemmer af denne Kommission opnævntes Professorerne Sophus Bugge og O. Rygh og fhv. Provst Johan Fritzner. Kommissionen fandt det nødvendigt at tilveiebringe et temmelig om- fattende Materiale af Oplysninger om de enkelte Navne, for at den kunde udføre sit Hverv saa tilfredsstillende, som Tiden og andre Omstændigheder tillod det, og gik strax i Gang med dette Arbeide. Disse Oplysninger maatte efter Sagens Natur være af to forskjellige Slags, begge lige nødvendige som Grundlag for Kommissionens Arbeide. For det første maatte man, saa fuldstændigt som muligt, søge at faa samlet de Former, hvori Navnene findes i bevarede Skrifter fra Tiden før den store Ændring, som Landets Sprog undergik mod Slutningen af Middelalderen, saavelsom deres Skriftformer i Jordebøger og andre Kilder fra de nærmest følgende Aarhundreder, de sidste Former i den Udstrækning, hvori de kunde antages at have Betydning for Kommissionens Arbeide og for en videnskabelig Undersøgelse af Navnene. Dernæst maatte man søge at faa paalidelig Oplysning om, hvorledes Navnene nu for Tiden lød i folkelig Udtale i de Bygder, hvor de hørte hjemme. Disse Udtaleformer viste sig nemlig at være et vigtigt, i mange Tilfælde uundværligt Hjælpemiddel til at bestemme Navnenes oprindelige Form og Betydning. Kommissionen kom derhos snart til den Overbevisning, at den, naar den skulde søge at finde praktisk brugbare Skriftformer for de nuværende Navne, maatte gjøre det til sin første Regel, saavidt muligt at nærme disse Former til den virkelig brugte Udtale. Indsamlingen af disse Oplysninger, der stadigt fortsattes ved Siden af Kommissionens øvrige Arbeide, afsluttedes i det væsentlige i 1886, og i Høsten 1887 begyndtes Trykningen af den nye Matrikel (fuldendt i Høsten 1892). Under Trykningen kom jeg til at tænke paa Ønskeligheden af, at det nu samlede, i flere Henseender værdifulde Materiale snarest muligt kunde gjøres tilgjængeligt ogsaa for andre end Kommissionens Medlemmer. Af disse var jeg den, der var nærmest til at sørge for dette, da det hele Mate- riale fandtes samlet hos mig, for den største Del indtegnet i mit gjennem- skudte Exemplar af den gamle Matrikel, og jeg derhos efter den Maade, hvorpaa Kommissionens Arbeide var blevet ordnet, havde havt bedre Anled- ning end mine Kolleger til at blive nøie bekjendt med alle de forskjellige Oplysninger. Jeg foretog mig derfor efterhaanden at ordne dette Materiale efter den nye Matrikel og renskrive det i let overskuelig Form, saaledes, at de til hvert Amt hørende Oplysninger dannede et særskilt Bind. Efter hvert som disse Amtsbind bleve færdige, overdrog jeg dem til Rigsarkivet, hvor de siden have været tilgjængelige for alle og ere blevne adskillig benyttede. Jeg havde ikke havt nogen Tanke om, at dette meget omfangsrige Haandskrift kunde blive trykt, ialfald ikke i nogen nær Fremtid. I 1896 blev imidlertid af 8 Medlemmer af det da forsamlede Storthing, som vare blevne opmærksomme paa Arbeidet, fremsat Forslag om Bevilgning af et Beløb til at begynde dets Udgivelse. Forslagsstillerne vare D'Hrr. Hægstad, Schanche, Bøhn, G. Knudsen, Glestad, Refsdal, Wexelsen og Konow. Forslaget blev anbefalet af Storthingets Budgetkomite i en Indstilling af 9de Juli 1896, idet Komiteen særlig

2 2 henviste til, at "Oplysningerne ere af Interesse for nær sagt enhver Gaard i Landet, foruden at de har stor Betydning for det nationale Sprogstudium". Komiteen fandt det derfor heldigt, om de kunde komme Almenheden tilgode ved at blive udgivne i Trykken. Den oplyste, at den havde henvendt sig til Kirkedepartementet om Sagen, og at jeg paa Forespørgsel fra dette Departement havde erklæret mig villig til at besørge Udgivelsen og til, efter et af Departementet udtalt Ønske, at forsyne Værket med Tillæg af Forklaringer om de forskjellige Navnes Betydning. Ved Sagens Behandling i Storthinget den 21de Juli blev det besluttet at bevilge et Beløb til Paabegyndelse af Udgivelsen, og i den følgende Stor- thingssession bevilgedes den 26de Marts 1897, hvad der behøvedes til dets Fortsættelse i Budgetterminen Efter at den første Bevilling var givet, anmodede Kirkedepartementet efter Henstilling af mig D'Hrr. Professor Dr. Gustav Storm og Underbiblio- thekar ved Universitetsbibliotheket J. B. Halvorsen om at sammentræde med mig for at udarbeide en Plan for Udgivelsen. Hovedtrækkene i Planen vare allerede givne ved de ovenfor i Korthed refererede Forudsætninger. De Oplysninger, som skulde gives, maatte, ligesom i Haandskriftet i Rigsarkivet, knyttes til den nye Matrikel og meddeles ved de enkelte Gaarde i den Orden, hvori de ere opførte i denne. Da Værket skulde gjøres tilgjængeligt for en større Almenhed, maatte det indrettes saaledes, at det kunne sælges i mindre Dele, og hver Del gjøres uafhængig af de andre, saa at den fuldt ud kunde benyttes ogsaa af dem, der ikke havde Adgang til de andre Dele. I den endelige Plan blev bestemt, at hvert Amt skulde udgjøre en Del og kunne kjøbes særskilt. Som Følge heraf vil der i hvert Amtsbind nok kunne henvises til Oplysninger, som ere givne andensteds i samme Bind, men ikke som Regel til andre Bind. Dette faar selvfølgelig mest Betydning for de til Navnene føiede Forklaringer om deres Oprindelse og Betydning. Naar der forekommer Navne eller Ord, benyttede til Dannelse af Navne, som træffes jevnlig over det hele Land eller store Dele af Landet, maa Forklaringerne gjentages i lige Fuldstændighed for hvert Bind. En hel Del Gjentagelser blive saaledes uundgaaelige; de ville vel tildels ogsaa for Læsere, som have det hele Værk ved Haanden, være nok saa bekvemme. Endelig maatte efter det anførte Anordningen af Indholdet og Frem- stillingen saavidt muligt anlægges saaledes, at Værket blev brugbart baade for Læsere, som vilde benytte dets Indhold i videnskabeligt Øiemed, og for dem, der uden særlige Forkundskaber søgte Oplysninger om Stedsnavnenes Historie og Betydning. Jeg tør haabe, at Læsere af begge Klasser ved Be- dømmelsen af Fremstillingen ville tage billigt Hensyn til denne Dobbeltopgaves Vanskelighed. Indholdet af den af Departementet vedtagne detaljerede Plan vil i det væsentlige skjønnes af det nu foreliggende første Bind (Planen er trykt i sin Helhed i Storthings-Proposition 1897 No. 1, Hovedpost IV S ). Her skal kun fremhæves, at det blev bestemt, at der ved Siden af Amtsbindene skulde udarbeides et særskilt Indledningshefte, der blev at gjøre færdigt saa tidlig, at det kunde følge med det først udgivne Bind, og at dette Hefte skulde uddeles som Gratisbilag til dem, der kjøbte ét eller flere Bind af Hovedværket. Indledningen skulde indeholde de nødvendigste almindelige Oplysninger om Navnene, Forklaringer af gammelnorske Ord, som ofte fore- kom i Navnene, eller som tiltrængte en udførligere Udredning, Oplysninger om forskjellige Navnes og Navneklassers Ælde, om deres Udbredelse omkring i Landet, om de grammatiske Former, hvori Navnene fremtræde, om de vig- tigste af de Lydforandringer, de have undergaaet i Tidens Løb, og andet lignende. En Hovedhensigt med denne Indledning skulde være i den en Gang for alle at meddele Forklaringer, hvortil der siden kunde henvises i Hovedværket, og derigjennem at begrændse Tallet af Gjentagelser i dette og formindske dets Omfang. Efter at Planen var fastslaaet og de andre Forberedelser gjorte, som vare nødvendige, naar Trykningen af et saa omfangsrigt Værk skulde sættes i Gang, begyndte Trykningen i Februar Efter at jeg saaledes har gjort Rede for det viktigste af Værkets For- historie, skal jeg gjennemgaa dets enkelte Bestanddele og meddele de Oplys- ninger om disse, som det kan være nyttigt at kjende for dem, der benytte det.

3 3 I. Værket slutter sig til den i udgivne nye Matrikel. Det følger den Orden, hvori Herrederne, Sognene og Gaardene ere opførte i denne, og giver deres Nutidsnavne i den Form, hvori de der ere skrevne. Kun Sogne- og Gaardnavne behandles, de sidste ogsaa kun forsaavidt de ere optagne i Matrikelen; andre Stedsnavne medtages almindelig kun, hvor de tjene til at belyse Sogne- eller Gaardnavne. Hvert Gaardnavn danner en særskilt Artikel, som begynder med Gaardens Nummer i Matrikelen, hvorefter Navnet anføres. Hvor dette kun forekommer i Brugsnavnrubrikken i Matrikelen, tilføies til Gaardens No. ogsaa Brugets, med et Komma imellem. Der er taget Hensyn ikke blot til de ældre Navne, men ogsaa til de, der skrive sig fra nyere Tid, endog de i vor egen Tid opstaaede. Man vil dog finde det naturligt, at der er lagt forholdsvis mest Vægt paa de ældre Navne, baade fordi de nyere for en stor Del ere let forstaaelige, og fordi de have mindre Betydning for Navnenes Historie i det hele. Endel af Brugs- navnene ere ogsaa forbigaaede, fordi jeg ikke havde noget at meddele om dem, ikke engang Oplysning om Udtalen. Hvor man savner Forklaring af et saa- dant Navn, vil man forøvrigt ofte finde den andensteds i Bindet ved at slaa efter i Registret. II. Efter Anførselen af Navnet, som det staar i Matrikelen, følger dets Udtale i Bygden. De til at udtrykke denne benyttede særskilte Lydtegn ville findes forklarede i Fortegnelsen over brugte Forkortelser og Tegn foran i hvert Bind. Den Udtale, der her er søgt gjengivet, er den, som høres i daglig Tale mellem Almuesfolk i vedkommende Bygd, og som gjennem mundtlig Over- levering fra Slægt til Slægt stammer fra Navnets oprindelige Form, uden ialfald for Gaardnavnenes Vedkommende i nogen nævneværdig Grad at være paavirket af de gjennem Tiderne vexlende Skriftformer. At faa denne Udtale frem er ikke altid nogen let Sag. Den, som for- søger derpaa, vil snart erfare, at der blandt Landsfolket er ikke liden Til- bøielighed til at betragte disse Udtaleformer som noget, der kan være godt nok til dagligt Brug, men som det ikke passer sig at bruge hverken i Skrift eller ligeoverfor Folk, der ikke selv tale Bygdemaal. Som Følge deraf faar man altfor ofte til Svar paa sit Spørgsmaal om Udtalen givet den nu vanlige Skriftform eller en Form, som nærmer sig til denne. Man maa spørge op og op igjen, og det lykkes dog ikke altid at naa den ægte Bygdeudtale; det kan jo ofte ogsaa, ialfald i Øieblikket, være vanskeligt at afgjøre, om man har naaet den. Kommissionen havde heller ikke Tid og Midler til at drive disse Under- søgelser saa grundigt, som den kunde have ønsket. De blev besørgede af to af dens Medlemmer, Bugge og Rygh, som til dette Arbeide blot kunde anvende en Del af sine Sommerferier. Der kunde under disse Omstændigheder ikke uden ganske undtagelsesvis være Tale om at indhente Oplysningerne særskilt i hver enkelt Bygd; man har faaet de fleste af dem ved at vende sig til Exercerpladse, Lærerseminarier og andre Steder, hvor Landsfolk fra forskjel- lige Bygder fandtes samlede. Udtaleopgaverne have som Følge af alt dette adskillige Mangler. For det første har man maattet lade sig nøie med, hvad Sprogmænd nutildags ville kalde en "meget grov" Lydbetegning, og desuden ere Opgaverne sikkert ikke sjelden unøiagtige forsaavidt, som de kunne være paavirkede af Skrift- formen. III. Efter Udtalen komme de Former, hvori Navnene ere skrevne i de ældre Kilder, hvoraf der er givet en kort Oversigt nedenfor i Indledningen S Disse Oplysninger ere alle samlede af mig. Hvor Kilden er et Brev fra Middelalderen, er altid efter Henvisningen til det Sted, hvor det findes, tilføiet dets Aarstal. Haves Brevet nu kun i en yngre Afskrift, er ogsaa dennes Aar bemærket. Er Kilden en gammel Jordebog, vil man kunne finde Alderen ved at se efter i Listen over brugte For- kortelser og Tegn. Kilder fra de sidste tre Aarhundreder ere almindelig kun betegnede med det Aar, hvorfra de skrive sig. Findes ingen ældre Skriftform tilføiet, saa er Navnet endnu ikke anført i den yngste af de benyttede Kilder, Matrikeludkastet af Deraf følger naturligvis ikke altid, at Navnet er blevet til efter den Tid; om Stedet ikke var taxeret som særskilt Eiendom 1723, kan det gjerne desuagtet have havt det samme Navn flere Aarhundreder tidligere.

4 4 Der er lagt an paa at give den Form, hvori Navnene fandtes skrevne i ældre Kilder, aldeles nøiagtigt. Ganske strengt er dette dog ikke gjennem- ført for de af de senere Aarhundreders Jordebøger, som jeg tidligst gjennemgik; ved mine Optegnelser af dem har jeg ikke altid lagt Vægt paa f. Ex., om der stod -rudt eller -rud, og paa lignende mindre væsentlige ortografiske Eiendommeligheder. IV. Endelig følger sidst i hver Artikel, hvad jeg har kunnet give til Navnets Forklaring. Jeg har gjennem Kommissionens Arbeide havt et rigere og paalideligere Materiale til Støtte for mine Forklaringsforsøg end nogen af dem, der tid- ligere have arbeidet paa skandinaviske Stedsnavnes Forklaring, og jeg har ved min Deltagelse i dette Arbeide ogsaa vundet den Fordel fremfor dem, at jeg har faaet ret god Oversigt over et meget stort Omraades Navne, hele Norges. Jeg har efter Evne søgt at udnytte disse gunstige Betingelser. Paa den anden Side har jeg ofte ved Udarbeidelsen af disse Forklaringer og ved min Beskjæftigelse med Stedsnavne i det hele følt mig trykket ved, at jeg ikke er Sprogmand af Fag. Jeg har vistnok, naar jeg manglede en sproglig Oplysning eller var i Tvivl om et sprogligt Spørgsmaal, kunnet hente Veiledning hos min Kollega Professor Sophus Bugge. Men hvor villig og rigelig end denne Veiledning har været ydet i en Mangfoldighed af Tilfælde udenfor de faa, hvor jeg har betegnet en af ham meddelt Forklaring med et tilføiet (SB), har den selvfølgelig ikke paa langt nær kunnet er- statte Mangelen af egen Indsigt. Naar jeg alligevel har paataget mig Arbeidet, har det været, fordi det maatte gjøres, naar der bødes en saa god Leilighed dertil, og fordi jeg mente, at der dog ogsaa kræves adskillige andre Kundskaber end de sproglige til Forstaaelse af Stedsnavne. Jeg maatte desuden ogsaa tage hensyn til, at Forklaringerne kun ere en mindre Del, om end en vigtig Del, af Værkets Indhold. Ingen, som selv har forsøgt sig paa Forklaring af Stedsnavne, vil undres over, at mangen Gang ingen Forklaring har kunnet gives, og at endnu oftere Resultatet bliver en usikker Formodning, eller flere forskjellige, tilsyneladende mulige Formodninger, mellem hvilke intet sikkert Valg kan gjøres. Ofte træffer det ogsaa, at man godt kan forklare et Navns sproglige Mening, men ikke forstaar, hvilken Tanke den, som i sin Tid gav Navnet, har havt med dertil at vælge dette Ord eller denne Sammensætning af Ord. En Vanskelighed, jeg ofte har følt ved Navnenes Forklaring, er Mange- len af tilstrækkeligt Kjendskab til Stedforholdene paa de Steder, hvor Nav- nene høre hjemme. Man har jo nu ret gode Karter til Hjælp; ved velvillig Imødekommen fra den geografiske Opmaalings Side har jeg ogsaa havt Anled- ning til at faa udlaant Fotografier, forsaavidt saadanne havdes, af de under Opmaalingsarbeidet optagne Detailkarter i større Maalestok. Selv disse yde dog ikke altid den nødvendige Veiledning, fordi Navne ofte ere givne efter Eiendommeligheder ved Situationen, som kun træde frem paa Karter i meget stor Maalestok. Jeg er derfor forberedt paa, at Folk, der ere nøie kjendte paa de vedkommende Steder, i adskillige Tilfælde ville kunne berigtige de af mig givne Forklaringer eller give en bestemt Forklaring, hvor jeg har staaet uvis. I Spidsen for hver Forklaring har jeg sat Navnet i normal oldnorsk Form, i de Tilfælde, hvor jeg troede at kunne bestemme denne ialfald med nogenlunde Sikkerhed. Som Normal har jeg søgt at gjennemføre den Form, Sproget maa antages at have havt i Norge i Begyndelsen af det 13de Aar- hundrede. Jeg gjør særlig opmærksom paa, at jeg som Følge deraf har skrevet de Ord, som oprindelig begyndte med Hl-, Hn-, Hr-, uden H, fordi dette i Norge paa den nævnte Tid ikke længere hørtes i Udtalen og brugtes i Skrift; almindelig har jeg dog tilføiet den ældre Form i Parenthes. Jeg har ikke forsøgt at skjelne mellem e og det ved i-omlyd af a opstaaede æ. Stedsnavne udenfor Norge har jeg kun sjelden kunnet benytte til Vei- ledning, allerede af den Grund, at jeg ikke havde tilstrækkelige Oplysninger om dem til at kunne benytte dem med Tryghed, navnlig ikke Oplysninger om den nuværende Udtale. Jeg er ogsaa tilbøielig til at tro, at man paa denne Undersøgelses nuværende Standpunkt udretter mest til dens videre Fremme ved at samle Arbeidet inden enkelte større Omraader, for hvilke man i Forveien har skaffet sig nogenlunde fyldestgjørende Oplysninger. Forholds- vis mest har jeg af ikke-norske Navne kunnet benytte de ældre islandske, der jo ogsaa staa de ældre norske nærmest. V. Oplysninger om Sognenavnene ere givne, hvor Fortegnelsen af Sognets Gaarde begynder i Matrikelen. Da Størstedelen af Sognenavnene oprindelig ere Gaardnavne, og de Gaarde, hvorefter Navnene ere tagne, i de fleste

5 5 Tilfælde endnu ere til i Sognet, er dog Forklaringen af Sognenav- nene i Regelen at finde under de vedkommende Gaarde. Ved Slutningen af hvert Herred har jeg under Overskrift "Forsvundne Navne" behandlet de Navne paa Gaarde, som jeg har optegnet efter ældre Kilder, men som nu ikke længere ere opførte i Herredets Matrikel. Navnene ere ikke altid derfor i Virkeligheden "forsvundne"; de ere ofte endnu til som Navne paa Pladser, paa Jordstykker og lign., vist meget oftere end i de faa Tilfælde, hvori jeg er kommen til Kundskab derom. Ofte har jeg dog ialfald kunnet oplyse, hvor den savnede Gaard er blevet af, fordi jeg i yngre Jorde- bøger havde fundet den nævnt som Underbrug til endnu existerende Gaarde. Af forsvundne Gaarde havde der kunnet opføres endel flere, hvis jeg lige fra først af ved Gjennemgaaelsen af de senere Aarhundreders Jordebøger havde lagt an paa at optegne alle de, jeg der fandt. Ved Herredets Slutning er desuden givet Oplysninger om gamle Bygde- navne, som have været brugte om den hele Bygd eller om Dele af den, for- saavidt saadanne Navne kjendes fra Herredet. VI. Paa forskjellige Steder er der meddelt adskillige Oplysninger nær- mest af historisk Art, der ikke have noget at gjøre med Navnene som saadanne. Af disse Oplysninger skal jeg særlig fremhæve følgende: 1. Ved Anførsler fra middelalderske Breve og Jordebøger er det almin- delig bemærket, naar man af det anførte Sted kan se, at Gaarden dengang har været delt i flere Brug, og med hvilke Adskillelsesnavne Brugene betegnedes. Jeg skal her gjøre opmærksom paa, at man, naar der i et saadant Tilfælde er anført f. Ex. "nordre østre" uden Adskillelsestegn imellem, har at forstaa dette som betydende: nordre Del af østre Gaard. Staar derimod "nordre, østre" med Komma, er Meningen, at paa det anførte Sted er omtalt to Parter eller Brug af den nævnte Gaard, det nordre og det østre. 2. Ogsaa ved Anførslerne fra Matrikeludkastet af 1723 er stadig an- mærket, hvor mange særskilte Brug der da fandtes paa Gaarden, og med hvilke Navne disse betegnedes, forsaavidt Navnene ere tilførte i Udkastet, hvilket ikke altid er Tilfældet. 3. Tidligere selvstændige Gaarde, der i den senere Tids Jordebøger ere nævnte som Underbrug, ere anførte, i størst Fuldstændighed fra Matrikel- udkastet af Af dette er ogsaa optaget de Husmandspladse, som der omtales som hørende under Gaardene. Gjennem disse Optegnelser bliver det, som allerede bemærket, muligt at paavise Beliggenheden af en stor Del af de ældre, "forsvundne" Gaarde. 4. For de allerfleste Herreder er efter en enkelt Jordebog, almindelig fra Tiden omkring 1600, opgivet Gaardenes Ansættelse til fulde (hele) Gaarde, halve Gaarde, Ødegaarde og halve Ødegaarde (hvor den sidste Klasse brugtes, hvilket ikke var Tilfældet overalt; Benævnelserne paa de to sidste Klasser vare forøvrigt tildels forskjellige). Dette var en Klassifikation af Gaardene efter deres Størrelse og Godhed, hvorefter adskillige offentlige Ydelser udlignedes. Klassifikationen er her udtrykt paa den Maade, at 1/1 betyder fuld Gaard, 1/2 halv Gaard, 1/4 Ødegaard, 1/8 halv Ødegaard. Naar der saaledes efter en Jordebogs Aarstal staar 1/1, 1/1, 1/4, betyder dette altsaa, at vedkom- mende Gaard efter denne Jordebog paa den Tid var delt i 3 Brug, hvoraf de to vare fulde Gaarde og det tredie Ødegaard. 5. Ved hvert Herreds Slutning er tilføiet Oplysning om ældre Kirker, som sikkert vides at have været til, men senere ere nedlagte. Ligeledes er ved Artiklerne om Sognenavnene anmærket, til hvilken eller hvilke Helgener Kirken var viet i den katholske Tid, forsaavidt Kirken var til allerede da og fornøden Oplysning nu haves. Disse Notitser grunde sig for den allerstørste Del paa Optegnelser, som jeg havde gjort for egen Nytte og Fornøielse under Arbeidet med at uddrage de ældre Navneformer af de for dette Øiemed gjennemgaaede Kilder; for en mindre Del skrive de sig fra Samlinger, som jeg havde gjort ved andre Leiligheder. Jeg har taget dem med, fordi jeg antog, at de særlig vilde interessere mange Læsere omkring i Bygderne. Ogsaa for dem, der benytte Værket i videnskabeligt Øiemed, turde de have noget Værd. Jeg lægger særlig Vægt paa Oplysningerne om Gaardenes Deling i Middelalderen, fordi jeg tror, at der hidtil neppe har været lagt tilstrækkelig Mærke til, hvor stærkt mang- foldige Gaarde i Landet have været udstykkede allerede i denne Tid, uagtet deres

6 6 dyrkede Landomraade da maa have været mindre end nu. Jeg kunde forøvrigt med Hensyn til en Del af disse Oplysninger have ønsket, at de havde været fuldstændigere, end de ere; jeg har gjort Notitserne som Bisag ved et andet Arbeide uden at tænke paa, at de kunde blive trykte. Hvad den efter dette Forord følgende Indledning angaar, maa man ikke i den vente at finde noget Forsøg paa at give en sammenhængende og udførlig Fremstilling af, hvad der kan siges om norske Stedsnavne og særlig om Gaardnavne i Almindelighed. Et saadant Forsøg vilde jeg heller ikke have indladt mig paa, før jeg havde gjennemarbeidet det hele Lands Navne paa samme Maade, som jeg har gjort det med et enkelt Amts i det nu foreliggende 1ste Bind, ialfald ikke, medmindre jeg havde havt flere Aars Forberedelsestid. Hvad der nu er givet, er ikke stort mere end den aller- nødvendigste Veiledning til at benytte og forstaa det Værk, hvortil Indled- ningen hører. Til Indledningen er føiet to Tillæg. Det første af disse indeholder en alfabetisk ordnet Fortegnelse over en Del af de oldnorske Ord, som findes benyttede i Gaardnavne, med Oplys- ninger om deres Betydning, om de deraf dannede Navnes Ælde, Hyppighed og Udbredelse i Landet, om de vigtigste af de lydlige Forandringer, hvori de fremtræde i Nutidens Navne, om de Ord, hvormed de let kunne forvexles i Navne m. m. Hensigten med dette Tillæg har først og fremst været at kunne slippe med at give vidløftigere Forklaringer kun én Gang for alle. Udvalget af de Navne, som skulde behandles her, maatte nødvendig til en vis Grad blive vilkaarligt, og det kan vel hænde, at jeg har forbigaaet et og andet, som helst burde være medtaget. Det andet Tillæg er en alfabetisk Liste over Landets nuværende Herre- der med Oplysning om, hvilket Fogderi og hvilket Amt de tilhøre. I For- klaringerne i Værkets Text har jeg jevnlig omtalt Gaarde, som ligge i andre Landsdele, og jeg har da for Kortheds Skyld i Regelen maattet lade mig nøie med at angive deres Beliggenhed blot med det Herreds Navn, i hvilket de ligge. Læsere, som ikke kjende Herredet eller ikke ere sikre paa, hvor det er at søge, ville let kunne finde den manglende Oplysning ved at se efter i denne Herredsliste. Den ved et Værk af saadant Indhold meget vanskelige og møisommelige Korrektur har Hr. Underbibliothekar A. Kjær besørget. Ham skyldes ogsaa Udarbeidelsen af Registrene, paa hvis Fuldstændighed og Paalidelighed saadanne Skrifters Brugbarhed i saa høi Grad beror. For den særdeles Omhu, Nøiagtighed og Kyndighed, hvormed disse Ar- beider ere udførte, ville Læserne, ligesom jeg, være Hr. Kjær meget tak- nemmelige. Kristiania 4de Febr O. Rygh. Det Værk, hvortil de efterfølgende Bemærkninger skulle tjene som Indledning, er først og fremst anlagt paa nogenlunde fuldstændigt at fremlægge, hvad der nu er tilgjængeligt af Oplysninger om hvert enkelt Gaardnavns Form og Lydelse til forskjellige Tider, og dernæst paa at forklare Navnenes Betydning, forsaavidt Udgiveren har troet at kunne bestemme denne ved Hjælp af de Midler, som have staaet til hans Raadighed. Den første Del af Arbeidet har i sig selv stor Interesse i sproglig Henseende og er derhos det nødvendige og uundværlige Grundlag for den sidste. Blandt Midlerne til at udfinde Navnenes rette Form er, for de Navnes Vedkommende, hvis Tilblivelse falder noget længere tilbage i Tiden, Maaden, hvorpaa de findes skrevne, naar de nævnes i bevarede Skrifter fra Fortiden, et af de vigtigste. Navnene forandres gjennem Tiderne, som Talesproget forandres; Lydene skifte, og Afslidning og Afkortning indtræder under den i Aarhundreder fortsatte Brug. Nav- nene blive derved ofte saa ukjendelige, at selv den kundskabsrigeste og skarpsindigste Sprogforsker i mange Tilfælde vil være ude af Stand til at afgjøre, hvorledes de oprindelig have lydt, naar han alene kjender dem i den Form, de nu have. Heldigvis omtales en stor Del af Landets nuværende Gaarde i Skrifter af forskjellig Art allerede i den Tid, da

7 7 Sproget endnu kan betegnes som Oldnorsk. Størst Udbytte i denne Henseende give de Jordebøger fra Middelalderen, vi endnu have tilbage næsten ude- lukkende Fortegnelser over geistlige Stiftelsers Gods og de mange bevarede Breve fra samme Tid, nu allerede for den største Del trykte i Diplomatarium Norvegicum. Ikke faa Gaardnavne forekomme i Sagaer, især i de norske Kongesagaer, men ogsaa leilighedsvis i saa- danne, som fortælle om islandske Ætter og Personer. Enkelte Navne findes endelig i Indskrifter fra Middelalderen. Disse Kilder ere af forskjelligt Værd efter deres forskjellige Alder og efter den større eller mindre Troskab og Nøiagtighed, hvormed de gjengive Navnenes Lyd i Skrift. Desværre skrive de allerfleste af dem sig fra en forholdsvis sen Tid, fra Middelalderens 2-3 sidste Aarhundreder. Af Brevene gaa kun faa saa langt tilbage som til det 13de Aarh.; først i det 14de begynde de at blive talrige. Af Jordebøger af noget større Omfang er ingen bevaret, som er ældre end De fleste af de Navne, man finder i disse Kilder, ere af meget ældre Oprindelse, tildels op til 1000 Aar ældre og derover. Det siger sig selv, at disse Navne for en stor Del havde undergaaet betydelige Forandringer, inden de op- tegnedes i den senere Middelalder paa de Steder, hvor vi nu først finde dem, og at følgelig den Form, hvori vi have dem der, kan være temmelig langt fjernet fra den oprindelige. De Navne, som findes i Sagaerne, ere optegnede noget tidligere, for det meste i det 13de Aarh.; men disse Navneformers Paalidelighed forringes endel derved, at Sagaerne skyldes islandske Forfattere og ere skrevne paa Island, at vi ikke længere have dem i Forfatternes Haandskrift, men i Af- skrifter, for mange Sagaers Vedkommende desuden ogsaa derved, at deres Indhold i længere Tid har været bevaret i mundtlig Over- levering, før det nedskreves. Idethele maa det dog siges, at Navne- formerne i Sagaerne ere bedre, end man under saadanne Omstændig- heder kunde vente dem. At de middelalderske Optegnelser af Navne heller ikke, hvor man har dem fra første Haand, kunne være ubetinget paalidelige med Hensyn til Gjengivelsen af Navnenes daværende Udtale, er omtrent selvsagt. For det første maa der naturligvis findes Feil, som skrive sig fra Uagtsomhed eller Mangel paa sproglig Kyndighed og paa Øvelse i at gjengive Lyden i Skrift; af det Slags Feil er der jo mange, og kanske lige saa mange eller flere, endnu i vor Tids Jordebøger og offentlige Dokumenter. Dertil kommer særlig for de gamle Jorde- bøgers Vedkommende, at det har været meget vanskeligere dengang, end det er nu, at faa Rede paa de mange Navnes rigtige Form. Det er derfor ikke at undres over, at vi i disse gamle Kilder ret ofte støde paa Navne, der aabenbart ere feilagtigt skrevne. Kjender man saa Navnets gamle Form kun fra denne ene Kilde, kan det være umuligt nu med Sikkerhed at rette Feilen. Man maa derfor være lidt forsigtig i Brugen af middelalderske Navneformer; det er jo under saadanne Omstændigheder klart, at der godt hist og her kan være Feil i dem ogsaa i Tilfælde, hvor der ikke synes at være nogen Grund til Mistanke. Antallet af Gaarde, som findes nævnte i de nu bevarede Skrifter fra Middelalderen, er ingenlunde jevnt fordelt over Landet. Der gives Egne, hvor dette er Tilfældet med næsten alle de Gaarde, som vare til allerede i den Tid, og andre Egne, hvor saagodtsom ingen af dem findes nævnt saa tidlig. Bedst kjendes de gamle Navneformer fra de Distrikter, som hørte til det daværende Oslo Stift, hvorfra man har baade en god og righoldig Jordebog (Biskop Eysteins Jordebog, alm. kaldet "den røde Bog") og en Mængde Breve. Sparsomst flyde begge disse Slags Kilder for Nedenes og Lister og Mandal Amter og for Nordland. Nogen Erstatning for, hvad der mangler af Oplysninger fra Middel- alderen, give dog Jordebøger og andre Kilder fra de nærmest følgende Aarhundreder. Fra disse have vi, som det kunde ventes, meget mere levnet af det Slags end fra Middelalderen. Allerede fra Begyndelsen af 16de Aarh., Tiden omkring 1520, haves endnu mere eller mindre fuldstændige Skattemandtal for den største Del af Landet. Fra den senere Del af samme Aarhundrede findes Jordebøger og Skattemandtal for hele Landet, i større eller mindre Antal for de forskjellige Lands- dele, og fra 17de Aarh. ere de bevarede i Mængdevis. Af disse Kilder vil man i dette Værk finde benyttet de fleste og vigtigste af dem, som tilhøre det 16de Aarh., og et lidet Udvalg af de senere, ned til det for det hele Land bevarede Matrikeludkast af Navneformerne fra disse Aarhundreder høre med for at vise, hvor- ledes Navnene have forandret sig gjennem Tiderne, og de have sproglig Interesse, saameget mere som de skrive sig fra en Gjærings- og Over- gangstid i Tale- og Skriftsproget. Men ogsaa for det specielle Studium af Navnene yde de ofte god Hjælp, især fordi Navnene i disse Kilder for en stor Del endnu have en ældre og mere oprindelig Form end de have nu, endog

8 8 ældre, end de kunne antages at have havt i den samtidige Udtale. Jordebøgernes Skrivere have nemlig i Regelen havt ældre Jordebøger for sig og have ofte fulgt dem, ikke Udtalen. Det følger ogsaa af sig selv, at Navnenes Skriftform gjennemsnitlig kommer til at staa paa et noget ældre Standpunkt end Tidens Ud- taleformer; endnu i vore Dage skrives jo mange Gaardnavne i en Form, som forlængst er forladt i Udtalen. Man finder derfor ofte, hvor Oplysning mangler fra Middelalderen, Navnenes Form i den Tid bevaret i disse yngre Kilder, eller ialfald Veiledning til at udfinde den. De ere dog for den, der ikke nøiere kjender disse Tiders Maade at skrive paa, noget vanskelige at benytte paa Grund af den da brugelige forvirrede og ustø, med Bogstavtegn urimelig sløsende Retskrivning. Ved Siden af de ældre Skriftformer kommer Navnenes nuværende Udtale i Betragtning som det andet Hoved- Hjælpemiddel til at be- stemme deres rette Form. Man maa dog da holde sig udelukkende til den Udtale, som bruges i daglig Tale Mand og Mand imellem blandt Almuesfolk i Bygden. Den mere eller mindre af den nu vanlige Skriftform paavirkede Udtale, som man kan høre ogsaa af dem, i Samtale med Folk, som ikke tale deres eget Maal, har intet selv- stændigt Værd; den er kun at betragte som en Forvanskning af den ægte Bygdeudtale. Denne maa i det store taget siges at være ganske uafhængig af Skriftformerne, de ældre saavelsom de yngre. Det har ved de Under- søgelser omkring i Landet, hvis Udbytte fremlægges i dette Værk, vist sig, at Landsfolket med sjelden Troskab har bevaret Stedsnavnene fra Fortiden uden at ænse de mangfoldige vexlende Former, hvori de have været skrevne gjennem Tiderne. De ægte Udtaleformer stamme saaledes umiddelbart fra de oprindelige. De have imidlertid selvfølgelig undergaaet den samme Udvikling som Sprogets øvrige Stof og staa i nu allerede delvis udgivne af H. J. Huitfeldt-Kaas i "Norske Regnskaber og Jorde- bøger fra det 16de Aarhundrede", hvoraf hidtil 2 Bind ere udkomne. Det samme gjælder vistnok i mange Tilfælde om de Skriftformer, vi kjende fra Middel- alderen. Dette er det forøvrigt vanskeligt at paavise, og Forholdet er endnu ikke nærmere undersøgt. det væsentlige i samme Forhold til de oprindelige Former som de nuværende Bygdemaal til Oldsproget. Udtalens Uafhængighed af Skrift- formerne viser sig selv i Bygder, som ligge tæt ind til større Byer, og hvor Skriftformerne derfor have havt størst Magt; disse have kun be- virket, at den paa mundtlig Overlevering beroende Udtale i saadanne Bygder bruges af en forholdsvis mindre Del af Befolkningen. Denne Udtaleformernes Uafhængighed af de forskjellige tilfældige forstyrrende Indflydelser, som Skriftformerne have været underkastede, er det, som giver dem deres største Værd for Studiet af Navnene. De kunne gjennem Sprogets naturlige Udvikling have fjernet sig tem- melig langt fra Navnenes Urform og ligge, som ovenfor bemærket, ikke sjelden længere borte fra denne end Nutidens Skriftformer, men i Paalidelighed overgaaa de langt disse. Udtaleformerne give derfor ofte Veiledning til Navnets rette Op- fatning, hvor andre Oplysninger svigte. Hvor vigtig den Støtte er, man har i dem, mærkes bedst i Tilfælde, hvor Navnet i daglig Brug nu er ombyttet med et andet og saaledes den engang brugte Udtale- form af det er gaaet tabt. Har man da ingen ret gammel Skriftform at holde sig til, men blot den Form, hvori Navnet i den seneste Tid har været skrevet i Jordebøgerne, staar man ved Navne, som frem- byde nogen Vanskelighed, ofte ganske raadløs. Hvor Navnet endnu lever i Udtalen, er Udtaleformen af særlig Betydning ved den Hjælp, den yder til at kontrollere Skriftformerne og opdage Feil i disse, samt til at bestemme Navnets grammatiske Form, dets Tal, Kjøn og Bøi- ningsform, som ikke kan skjønnes af Skriftformen, naar man ikke kjender denne fra meget gammel Tid. Efter denne korte Oversigt over det Grundlag, hvorpaa enhver nøiere Undersøgelse af Gaardnavnene maa bygges, gaa vi over til at betragte enkelte Sider af deres Historie og Natur, som det kan være nyttigt at kjende noget nærmere for dem, der ville benytte dette Værk, navnlig for Læsere, der ikke ere særlig sprogkyndige. Hvorledes gamle Gaardnavne forsvinde. Spørger man, hvor mange der endnu lever i Bygderne af de Gaardnavne, som fandtes i Landet paa et vist givet Punkt i den fjernere Fortid, f. Ex. ved Ud- gangen af den hedenske Tid, maa Svaret blive, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at en meget stor Del af disse er gaaet tilgrunde, uagtet det er lige saa utvivlsomt, at Gaardenes samlede Tal nu er meget større.

9 9 Vi kunne med ret stor Sikkerhed slutte dette efter kjendte For- hold fra noget senere Tider. I de til os komne Jordebøger og Doku- menter fra den senere Middelalder forekomne mange Gaarde, som nu ei længere kjendes i vedkommende Bygd, og endnu i Jordebøger fra 16de og 17de Aarh. træffes adskillige saadanne. Mange af disse for- svundne Gaarde ville findes anførte i dette Værk, og endnu flere kunde vistnok samles ved omhyggelig Gjennemgaaelse af samtlige bevarede Kilder fra de sidstnævnte Aarhundreder. Denne Bevægelse har fortsat sig ned til vor Tid, hvorfra man vil kunne nævne adskil- lige Gaardnavne, som ere lige ved at gaa af Minde i Bygden; det kan tages for givet, at den er begyndt meget langt oppe i Tiden. Det er paa forskjellige Maader, at Gaardnavne saaledes gaa ud af Verden. Et af de hyppigste Tilfælde er, at Navnet forsvinder, fordi Gaarden ved at blive forenet med en anden Gaard og slaaet sammen med denne ophører at være selvstændigt Brug; den anden Gaards Navn kommer da gjerne snart til at gjælde for begge. Det kan hænde, at dette sker, selv om den Gaard, hvis Navn bliver det seirende, er en mindre Eiendom og har et Navn af yngre Oprindelse; almindelig bliver den Gaards Navn, paa hvis Grund Husene staa, Fællesnavnet. Under- tiden kan den opslugte Gaards Navn dog holde sig meget længe som Benævnelse for den Del af den samlede Gaards Jordvei, som skriver sig fra den, eller paa det Jorde, hvor engang dens Bygninger stod. Der kjendes enkelte Exempler paa, at ellers forsvundne middelalderske Gaardnavne have holdt sig til vor Tid paa denne Maade, og flere vilde sikkert komme frem, om man havde fuldstændigere Kundskab om disse Særnavne paa enkelte Jordstykker; de kjendes almindelig kun af Gaardens egne Folk og af de nærmeste Naboer, og det er derfor vanskeligt at faa Rede paa dem. Et beslægtet Tilfælde er det, at en Gaard mister sit oprindelige Navn, fordi den tidligere i længere Tid har været Underbrug til en anden. Naar den saa igjen skilles fra denne, er ofte det gamle Navn glemt, selv om det den hele Tid har været opført i de officielle Jorde- bøger, og Gaarden faar et nyt. Dette er da i mange Tilfælde et saadant, som minder om Gaardens Uselvstændighedstid, et Navn som Aunet (auðn), Ødegaarden, Ødejorden (Øijorden). Meget ofte er et gammelt Gaardnavn blevet borte paa den Maade, at Gaarden er bleven delt i to eller flere Parter, og Parterne have faaet hver sit særskilte Navn; disse Navne have da snart fortrængt det gamle Fællesnavn, som nu var blevet unødvendigt. Dette ind- træder dog langtfra altid, ikke engang oftest, ved Delinger af Gaarde. Fællesnavnet kan holde sig som Grændenavn, eller som Navn paa en af Parterne, eller det vedbliver at bruges om dem alle eller ialfald om flere af dem med Tillæg af en Adskillelsesbetegnelse som vestre, østre osv. Den sidste nu meget brugte Betegnelsesmaade var hyppig allerede i Middelalderen. Opstod ved Delingen nye Gaardnavne, blev disse meget ofte sammensatte Navne, hvis 1ste Led var et Personnavn eller et Ord, som sigtede til Gaardens Beliggenhed i Forhold til de andre Parter, medens det andet var et Ord som býr, hús, garðr. Hvor man finder Gaardnavne af saadan Form, kan der være god Grund til at formode, at Gaardene ere opstaaede ved Deling, og finder man flere saadanne Navne i Klynge, bliver der Sandsynlighed for, at de ere Parter af en Gaard, hvis Navn er tabt, hvis man da ikke imellem dem eller lige i Nærheden har en Gaard med Navn af ældre Præg, fra hvilken de kunne formodes at være udskilte. Saadanne Formodninger ville dog i Regelen blive noget usikre, og selv, om der kan tilveiebringes Sandsynlighed for, at et gammelt Navn er gaaet tabt paa Stedet, vil det oftest nu ikke være muligt at udfinde dette. Undertiden lader dette sig dog gjøre. Saaledes vise Gardene Øfst- hus, Midhus, Aarhus og Nesthus i Vikør Sogn i Hardanger sig at være Dele af en Gaard, der har havt det paa Vestlandet temmelig almindelige Navn Fj&bmaapeno;rðr, Fjorden, og nu, om Navnet havde holdt sig til vor Tid, vilde have hedet Førde (svarende til Firði, Dativ af Fj&bmaapeno;rðr). Gaardenes Beliggenhed svarer ogsaa til dette Navn, der stadigt bruges om Gaarde ved Bunden af en Fjord; de ligge nemlig ved den indre Ende af Noreimvandet, som er den inderste Del af Fjorden Noreimsundet. Ligeledes kan det paavises, at Nordgaarden, Mid- bøen, Grave og Utgaarden i Seljord Sogn i Telemarken ere Parter af en Gaard, som har hedet Silakr. Gaardnavne forsvinde videre ofte derved, at Gaardene faa et nyt Navn, som fortrænger det oprindelige. I mange Tilfælde er det i Bygdens almindelige Brug, at det nye Navn kommer op og fæster sig; Grundene dertil have vist været forskjellige og ere ikke altid saa lette at bestemme i de enkelte Tilfælde. Hyppigt er et Navn, som betegner Stedet efter dets Beliggenhed, traadt i Stedet for et andet, som ikke har nogen saadan lokal Tilknyt- ning. Jevnlig er da det fortrængte Navn et, der er givet efter en Person, som engang har eiet eller beboet Gaarden, som naar en Gaard, der har hedet Jakobsrød, nu kaldes Myrene. Dette kan vel tildels hænge sammen med, at Erindringen om den Person, hvortil det ældre Navn sigter, taber sig i Bygden. Gjælder det

10 10 Navne, som først i de sidste Aarhundreder ere komne ind i Jordebøgerne, kan der være Formodning om, at det efter lokale Forhold givne Navn har været brugt allerede før den Tid og har holdt sig, uagtet et nyt Navn blev givet ved Indførelsen i Jordebogen; det sidste har da aldrig været andet end officielt Navn og er faktisk det yngre af de to. Sjeldnere findes det omvendte Forhold, at et lokalt Navn er om- byttet med et Eiernavn, som naar en Gaard i Bærum, der oprindelig hed Sólbergar, nu kaldes Krysby (det sidste Navn lyder i det paa Latin affattede Brev af 1304, som oplyser Forholdet, Kryvilsbole, vel efter et Mands-Tilnavn). Jevnlig sees det ogsaa, at et Navn, som man ved Udskillelsen af en Del af en gammel Gaard har villet give det nydannede Brug, ikke har fæstet sig; man har vedblevet at benævne det med den samlede Gaards gamle Navn. Ligesaa hænder det ofte, at en Gaards Navn ændres paa Grund af senere Forhold i dens Historie. Herunder hører delvis det ovenfor Nesthus kaldes i BK. 81 a og DN. IV 253 N. i Firði, og i Firði nævnes endnu som Gaard her BK. 33 a. Grænden kaldes ogsaa endnu Fjærabygde (Fjarðarbygð). Se DN. XI XIII 160 og Stiftsbogen samt Wille, Beskrivelse over Sillejord S. 47. Paa de anførte Steder var det gamle Gaardnavn allerede gaaet over til Grænde- navn, Silakrsb&bmoe;r. Dette Navns Form kan forøvrigt være noget usikker, da de Kilder, hvorfra det nu kjendes, ere sene. Tænkeligt var nok Seljuakr, i Lighed med det nærliggende Seljugerði, hvorefter Sognet har faaet Navn. Andre Exempler paa det her omtalte Forhold ere anførte i Thj. VSS S. 154, og flere findes. DN. II 65. omtalte Tilfælde, at en Gaard ved at have været Underbrug faar et Navn som Ødegaarden. De ældre Navne bruges, naar Ombytningen er foregaaet i de sidste Aarhundreder, tildels endnu i den officielle Matrikel. I en anden Række af Tilfælde er det en af Gaardens Eiere, som har faaet et nyt Navn lagt paa den. Oftest er dette vistnok skeet, fordi det gamle Navn havde, eller ialfald mentes at have, en mindre tiltalende Betydning, eller fordi man fandt det simpelt, trivielt eller gammeldags. Navneombytninger af dette Slags mislykkes dog ofte, fordi man i Bygden vedbliver at bruge det gamle, tilvante Navn, og det nye bliver lidet kjendt og brugt; det kan hænde, at det, naar nogen Tid er gaaet, forsvinder ogsaa af den officielle Brug og gaar i Glemme. Det kan her særlig mærkes, at Præstegaarde, som have været det fra gammel Tid, i Regelen have mistet sit oprindelige Navn. Det blev efterhaanden Brug at kalde dem blot "Præstegaarden", og derved blev det virkelige Navn skudt tilside; dette kjendes da oftest nu kun, hvis det findes i gamle Jordebøger eller Breve. Dette Forhold er gammelt; vi finde paa flere Steder "Præstegaarden" som Gaardnavn i Bygder, der ikke have havt egen Præst siden Reformationen, og hvor Gaarden følgelig har faaet dette Navn allerede i den katholske Tid. Saadanne Forandringer tage selvfølgelig Tid. Hvor en Gaard først er bleven Præstegaard i de sidste Aar ved Oprettelse af nye Kald, kan derfor det oprindelige Navn endnu have holdt sig. Saa- ledes kaldes Præstegaardene i Skoger (eget Kald 1752) og i Nittedalen (1774) fremdeles i Bygden med de Navne, Gaardene havde, før de blev Præstebolig, Dæle og Omsi. Endel gamle Gaardnavne ere endelig tabte derved, at de Gaarde, som de tilhørte, ere ødelagte ved Naturbegivenheder, som Jordfald eller Stenskred. Det har ogsaa oftere hændt, at Gaarde, som vare ryddede i Fjeldet eller i en Afkrog, senere ere opgivne, fordi for- andrede økonomiske Forhold bevirkede, at det ikke længere lønnede sig at drive dem. Ogsaa i dette Tilfælde vil Navnet let kunne glemmes. Exempler paa flere af de omhandlede Tilfælde af Navnes For- svinden eller Forandring af Navn kunne paavises allerede i Middel- alderen, skjønt det kun er ved rent Tilfælde, at Oplysning derom er bevaret fra den Tid. De have vist forekommet i endnu ældre Tider; i de senere Aarhundreder have de været meget hyppige. Navneforandring blev for ikke længe siden særlig begunstiget ved en Lov (af 15de Juni 1878), som berettiger enhver Gaardeier til at give sin Gaard et nyt Navn ved thinglæst Erklæring. Denne Ret er dog hidtil heldigvis, maa man vel sige ikke benyttet i nogen større Ud- strækning. Navneforraadets Forøgelse ved Dannelse af nye Gaarde og Navne. Bestemmelse af Navnenes Alder. Medens saaledes en I den sidste Udgave af Matrikelen ere de virkelig brugte Navne, forsaavidt Oplysning kunde

11 11 faaes om dem, tilføiede enten i Brugsnavnrubrikken eller i en Anmærkning. Mængde ældre Navne af forskjellige Grunde gaa ud af Brug og for- svinde, opstaar der stadigt nye. Gamle Gaarde deles, og nye fremstaa, eftersom Oprydningen af Landet skrider frem; dermed følger Behov for særskilte Navne for de saaledes tilkommende Gaarde. Navne- antallets Forøgelse paa denne Maade er naturligvis begyndt meget tidlig og har fortsat sig uafbrudt gjennem Tiderne. Den kan have været svag eller midlertidig have standset i Tider, da der var Tilbagegang i Næringskilder og Folketal; men saa meget stærkere Fart har den skudt, naar der var god Fremgang i begge Henseender, som i Vikingetiden, for at nævne et Exempel fra en fjerntliggende Tid. Stærkest har Forøgelsen vistnok været i vort Aarhundrede, særlig i dets sidste Halvdel, paa Grund af den store Mængde af Smaabrug, som i denne Tid ere fraskilte ældre Gaarde. Denne Tilgang af nye Gaardnavne har været mangedobbelt større end den i foregaaende Afsnit omhandlede Afgang. Det maa dog herved erindres, at en ret betydelig Del af de til- kommende Navne ikke kunne siges at have været nye Navne i egent- ligste Forstand. Jeg tænker her paa den Klasse af Navne, som man for Kortheds Skyld kunde kalde "Opkaldelsesnavne". Eiere af nye Gaarde give dem ofte Navn efter en ældre Gaard, som er deres oprindelige Hjemsted, eller som de af andre Grunde have særlig Inter- esse for. Eller ogsaa vælge de iflæng et mere bekjendt Stedsnavn, fra Indlandet eller Udlandet, ofte ikke et Gaardnavn, men et By- eller Landsnavn. De fleste Lande i Europa og en Mængde af dets Byer findes derfor igjen i norske Gaardnavne; i den senere Tid ere ogsaa Navne fra Amerika komne til, som Kvebek, New-York, Chicago, Dacotah. Af indenlandske Navne have nogle bohuslenske Bynavne (Bahus, Kongell, Oddevall), uvist af hvilken Grund, været i særlig Yndest i 16de og 17de Aarh. Ofte vælges ogsaa Navne, som blive bekjendte gjennem Literaturen, mythologiske Stedsnavne, Navne paa udenlandske Steder, som blive almindelig omtalte paa Grund af mærke- lige Begivenheder, som nylig ere foregaaede der. Denne Opkaldelsesskik gaar maaske ikke saa særdeles langt til- bage i Tiden; ialfald kan kun faa Spor til den nu eftervises før Middelalderens Slutning. Blandt de mange Gaardnavne, som dannedes paa Island i Landnamstiden, er der neppe et eneste, som med fuld Sikkerhed kan antages givet efter en Gaard i det Land, hvorfra Landnamsmændene stammede. Heller ikke fra Norge kjendes ret mange gamle Exempler. Navnene Jakobsland i Røken (nævnt i RB , nu udtalt Jakksland) og Galis i Kodal Sogn i Andebu (skrevet Galiza i RB. 61) maa vistnok være hentede fra Gallicien i Spanien; dette Landskab var vel kjendt i Norge i Middelalderen paa Grund af de hyppige Valfarter til Apostelen Jakobs Grav i Compostela, efter hvem Landet i Norden oftest kaldtes Jakobsland. Bjermeland i Vestnes, skrevet Biarmaland i AB. 77, er udentvivl det bekjendte Ved saadan Opkaldelse tages der selvfølgelig intet Hensyn til, om Navnet efter sin Betydning passer paa det Sted, hvor man anbringer det; et Navn, der sigter til en Høide, kan f. Ex. godt blive brugt om en paa en Slette liggende Gaard. Bjarmeland ved Hvidehavet; Navnet maa være givet Gaarden af en Mand, som havde gjort en Handelsreise til dette Land. Opkaldelsesnavne tilhøre altsaa vel hovedsagelig de sidste Aar- hundreder. Til at gjøre dem saa almindelige har det vistnok bidraget, at man i den senere Tid ikke, som man fordetmeste maa have gjort tidligere, har kunnet eller villet vente, indtil Gaarden af sig selv fik et Navn i Bygdens Brug; man maatte have det strax og havde da ofte ondt for at finde det. Som Følge af den stadige Tilgang af Navne findes der blandt de, der nu ere i Brug, Navne fra alle Aarhundreder lige fra en Tid, som maa ligge forud, og tildels vel langt forud, for 500 e. K., ned til Nutiden. For Navnenes Benyttelse til sproglige og historiske Undersøgelser er det, som det let indsees, af stor Vigtighed saa nøie som muligt at kunne ordne dem efter deres Tilblivelsestid, eller med andre Ord at kunne bestemme de enkelte Navneklassers og Navnes Alder. Man er endnu ikke naaet synderlig langt i denne Henseende og vil uden Tvivl kunne komme meget videre i Fremtiden ved fortsat sammenlignende Studium af Navnene. Allerede nu viser det sig dog muligt ad forskjellige Veie at danne sig en mere eller mindre bestemt Mening om en hel Del Navnes Alder. I mange Tilfælde kan man allerede efter Navnets almindelige Karakter eller efter de Forestillingskredse, hvorfra

12 12 det er hentet, be- stemme Tiden, hvorfra det skriver sig, eller ialfald afgjøre, om det er gammelt eller nyt. Navne som Aas, Berg, Li, Vold, Vang, Aa, Vatn, Eik, Os, Eid osv. kan man med temmelig Sikkerhed tillægge betydelig Alder, hvis de da ikke skyldes Opkaldelse, hvad der ikke ofte vil være Tilfældet; derved vælges nemlig ikke gjerne saa enkle Navne. Paa den anden Side vil man, naar man hører Navne som Nøisomhed, Rosenlund, Frydenberg, Fredheim, Karenslyst, Høienhall, Godthaab, strax være paa det rene med, at de maa være meget unge, ialfald ikke over Aar gamle. Ved Opkaldelses- navne lader Tilblivelsestiden sig ofte temmelig nøiagtigt afgjøre. Navne som Gimle, Breidablik, Folkvang, Freiasdal, Lidarende maa skyldes de sidste 100 Aar, da den gamle Mythologi og Sagaliteratur først i denne Tid have været kjendte i videre Kredse. I hvilken Tid Gaard- navnene Jena, Vagram, Vaterlo, Solferino, Balaklava ere blevne til, siger sig selv. Blandt de gamle Navne er der, som bekjendt, en hel Del sammen- satte, som til sidste Led have et Ord, der har været meget stærkt brugt i sammensatte Gaardnavne over det hele Land eller i større Dele af det. Med Hensyn til flere af disse Sammensætningsled lader det sig allerede nu paa forskjellige Maader paavise, at de kun have været brugte i en begrændset Tid, og hvilken Tid omtrentlig dette har været. Det viser sig saaledes, at man havde ophørt at bruge vin og heimr i Gaardnavne allerede omkring Vikingetidens Begyndelse, altsaa mindst to Aarhundreder før Kristendommens Indførelse, at staðir, land, setr ikke kom i Brug før ned imod Vikingetiden, men have holdt sig noget ind i den kristelige Tid, og at ruð helt tilhører denne og vel neppe rækker saa langt op som til dens Begyndelse. Af usammensatte Navne kan man, som allerede bemærket, antage alle de for ret gamle, som ere et Ord, der betegner en almindelig forekommende lokal Situation (Aas, Berg osv.), og som have ube- stemt Form. Derimod er det ved dem almindelig ikke muligt nøiere at bestemme, hvor gamle de ere. Nogle af dem ere sikkert af høi Ælde, maaske tildels ældre end de ældste af de til vor Tid bevarede sammensatte Navne; men det er muligt, visselig ogsaa sandsynligt, at ganske lignende Navne vedblev at opstaa endnu en god Stund ud i Middelalderen. Ofte bestemmes Navnets Alder derved, at der til dets Dannelse er benyttet et Ord, som knytter sig til historiske Forhold, der vides ikke at have holdt sig ud over en vis Tid, eller først at være ind- traadte efter en vis Tid. Det er saaledes givet, at Gaardnavnet Hof, eller Navne, hvori et hedensk Gudenavn er benyttet som Led, maa være blevne til i den hedenske Tid. Lige saa sikkert er det, at Navne sammensatte med kirkja, prestr, munkr maa være fra den kristelige Tid. Samme Tid maa de med Personnavne sammensatte Gaardnavne tilhøre, hvis Personnavnet er et af de, som først kom i Brug efter Kristendommens Indførelse (Pétr, Páll, Jón, Marteinn, Magnús, Klemet, Cecilia, Kristín, Margrét osv.). Gaardenes større eller mindre Betydelighed som Jordbrug kan ogsaa, forsaavidt de ikke have skiftet Navn i senere Tid, være af Vigtighed i Spørgsmaalet om Navnenes Alder. Gamle Gaarde voxe gjerne i Tidens Løb og blive ved fortsat Rydning til store Brug. Finder man saaledes et aabenbart gammelt Navn paa en ubetydelig Eiendom, bliver der Grund til at formode, at den har faaet dette Navn sent ved Opkaldelse efter en gammel Gaard. Saadanne Slutninger blive dog altid noget usikre, fordi Gaardene jevnlig formindskes ved Deling, og det kan hænde, om det vel end just ikke ofte er hændt, at det oprindelige Navn bliver hængende ved en af de mindste Parter, medens de øvrige faa nye Navne. Nærmere Oplysninger om de forskjellige Gaardnavnes Ælde ville, forsaavidt jeg kan give dem, findes i den nedenfor i Tillæg I givne Forklaring over endel i Gaardnavne brugte Ord og under de enkelte Gaarde i Hovedværket. Navnenes grammatiske Form. a). Navnenes Talform. Den overveiende Mængde af Navne har Entalsformen; men ved Siden af disse findes der i alle Dele af Landet et ret anseligt Antal af Fler- talsnavne. Af de sidste have de allerfleste utvivlsomt havt denne Form lige fra sin Tilblivelse. Dette kan dog i mange Tilfælde nu ikke siges med Sikkerhed, fordi Brugen af Talformerne i Navne i Middelalderens Skriftform er meget vaklende. Det hænder ofte, at en og samme Gaards Navn i Kilder fra omtrent samme Tid og endog paa forskjellige Steder i samme Kilde findes baade i Ental og i Flertal. Dette har sikkert blot sin Grund i Skjødesløshed eller i Mangel paa Kundskab om den rette Form, og ikke deri, at begge Former brugtes om hin-