DET KONGELIGE BIBLIOTEK

Transkript

1

2

3

4 DET KONGELIGE BIBLIOTEK *

5 Til Erindring om J ohan W ilhelm Krause, født den 23de September 1803, død den 25de Marts 1889.

6 #» >

7 Naade og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus være med os Alle! Omgaaes i Kjærliglied, ligesom og Kristus elskede os og gav sig selv lien for os til en Gave, et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt saaledes lød Formaningen til os i Søndags i Menighedens Forsamling i den hellige Epistel. Apostlen kalder vor.herre Jesus en Gave i den Betydning, at han ofrede sig selv, frembar sig selv til Faderen som det store Forsoningsofter for os syndige, fortabte Mennesker. Vor Herre Jesus kalder ogsaa sig selv en Gave, en Guds Gave, i den Betydning, at Faderen gav ham til os som vor Frelser, og derfor synge vi om ham, at han er den Julegave skjøn, Guds egen elskelige Søn ; dersom du kjendte Guds Gave, siger Jesus til en Kvinde, som han talte med, men som ikke kjendte ham. Men den Gud, som gav os sin enbaarne Søn til Frelser, skulde han ikke give os alle Ting med ham? Han er den Lysenes Fader, fra hvem al god og al fuldkommen Gave kommer ned til os. Saa gjælder det da for os mine Venner! hvorledes vi bruge alle disse Guds gode Gaver. Et syndigt Menneske kan i Troen modtage Gaven over alle Gaver, vor Herre Jesus Kristus, og saa er han frelst formedelst Troen; men et syndigt Menneske kan ogsaa i Vantro forskyde sin Frelser, og da styrter han sig selv i Fortabelse. Med

8 4 alle Guds Gaver er det saaledes, at de kunne bruges af os vore Sjæle til Frelse og Salighed, og de kunne misbruges af os vore Sjæle til Fordærvelse. Ved denne kjære, gamle Mands Kiste, om hvilken vi i denne Time ere samlede, har jeg villet minde om dette, fordi han var en Mand, hvem Gud havde givet rigeligt af alle sine gode Gaver. Gud havde givet ham den Gave, som hedder et sundt og kraftigt Legeme; derfor kunde han holde ud med sit anstrengende Arbeide. Han var en flittig Mand, trofast i sin Gjerning og i at opfylde sine Pligter; han bevarede sit sunde Legeme ved et nøisomt, regelmæssigt og arbeidsomt Liv; og først da han var henimod de 80 Aar, følte han Trang til at lægge sit Arbeide ned. Og med det sunde Legeme hørte ogsaa denne anden Guds Gave sammen, som hedder et langt L iv; hans Aars Tal bleve flere, end det forundes de fleste at leve lier paa denne Jord. Men Guds Ord omtaler altid et langt Liv som en god Gave; og Grunden er vel den, at det lange Liv ogsaa i Almindelighed betyder en lang Naadens Tid, i hvilken vi skulle søge og finde Herren, og i hvilken vi opdrages i Livets Skole, for da ogsaa at komme ind i den Helligaands Skole. Dog ikke blot i Legemet havde han faaet de gode Gaver, Gud havde ogsaa givet ham en lys og klar Aand; derved fik han ikke blot Forstand paa og Dj'gtiglied til sin Gjerning, men derved kunde han ogsaa tilfredsstille den Trang, der var hos ham, til at søge Oplysning om de mange Spørgsmaal, der kunne komme op i et Menneskes Hjærte. Han vilde ikke gjerne nøies blot med, hvad der blev sagt om en Sag, men han vilde selv gjerne gaa tilbunds i Sagen og danne sig selv en Mening om den; derfor havde han ogsaa ved Siden af sin store praktiske Gjerning vidst at skaffe sig Tid til at læse mange forskjellige Bøger og saaledes uddanne sin Aand. Og Gud havde givet ham en fast og kraftig Villie; man fik snart det Indtryk af ham, at han var en Mand, som vidste, hvad han

9 vilde, og som ikke veg tilbage for nogen Hindring, der vilde stille sig i Veien for liam, naar det gjaldt om at gjore, hvad Ret og Pligt krævede. Og lad mig saa nævne her endnu dette: Gud gav ham en stille og mild Død, da han var bleven træt af Dage og længtes efter at gaa bort herfra. Nu er han gaaet bort herfra ; nu er han gaaet frem for den Herre og Gud, som har sagt: mig hører Dommen til ; for ham skal han nu aflægge sit Regnskab for de mange gode Gaver, som vare ham betroede, og fremfor Alt for den Naade i Kristus, som ogsaa var ham skjænket. Men vi, som ere samlede om hans Kiste, kunne kun dette ene: befale hans Sjæl i Guds Vold! Nu er han ikke mere iblandt os. Men til Eder, hans Børn og Børnebørn og hans hele store Slægt, for hvem han. yar som en gammel Patriark, og som her skulle bære ham til Graven, til Eder vil jeg sige: det er en god Guds' Gave at have havt en saadan gammel Fader og Bedstefader iblandt sig gjennem de mange A ar; ja han, den Gamle, der i saa lang en Tid gik iblandt Eder som Eders Slægts Overhoved, han v a r en Guds Gave til Eder. Og sikkert have I følt det paa mange Maader, hvilken Velsignelse der er i at have havt den Gamle saalænge iblandt Eder. Fra en saadan gammel Bedstefader udgaaer der en samlende Magt. Hans Hjem var et lykkeligt Hjem, og han var glad ved og udtalte sin Glæde ved at kunne samle hele den store E'amilie omkring sig. Hvor er det godt saaledes at samles om de Gamle! D e r tie alle Mislyd, og d er jævnes mangen en Misforstaaelse. Det er umuligt andet, end at I i disse Dage mange Gange have dvælet ved Minderne om den gamle Gaard paa Kalkbrænderiet; dertil knytter sig jo for Eder mangfoldige glade Minder, baade fra Barndomstiden og Ungdomstiden. Enhver, som traadte ind i den Gamles Hjem, knude ikke andet end strax faa Indtryk af, at han var velkommen, og at han var i et gjæstfrit Hus. Og der udgaaer en støttende Magt fra et saadant Slægtens

10 6 Overhoved. Der er fortalt mig, at han mistede sin Fader, da han var 19 Aar gammel, og at han fra den Tid af stod som en god Støtte for sin Moder i hendes Enkestand og for alle sine Sødskende. Han saa dem gaa bort Allesammen, Moder, Sødskende, Hustru og alle hans Hustrus Sødskende; men han, som blev tilbage, havde trofast støttet dem Alle. Og I, hans Børn og Børnebørn, kunne jo langt bedre end jeg fortælle om, hvilken Støtte I havde hos den Gamle baade med Raad og Daad; I gik aldrig forgjæves til ham. Og langt ud over sin egen Kreds var han en trofast Hjælper, og en Glæde var det ham at komme med Hjælp, hvor han saa, at der var en ærlig Stræben efter at komme frem, eller hvor han saa, der var Trang blandt de Gamle og Svage. Men ogsaa en opdragende Magt udgaaer der fra en gammel Bedstefader, om hvilken Slægten samles, en opdragende Magt, der kan blive til stor Velsignelse for de Unge i Slægten. Han kunde jo paa en kortog fyndig Maade sige sin Mening til Eder, naar noget mishagede ham; og naar den Gamle havde sagt sin Mening, saa faldt det Ingen ind at sige imod. Men det er altid godt i en Slægt, at have en Mand, der ved sin Alder og hele Personlighed indgyder saadan Tillid og saadan Ærbødighed, at man bøier sig for ham uden Indvendinger. Nu er han taget bort fra Eder. Saadanne Tider, naar de Gamle tages bort, og han var jo den sidste, saa hele det gamle Hjem lukker sig nu for Eder, saadanne Tider i vort Liv de ere ogsaa Regnskabstider, der ligesom gaa forud for og skulle forberede os paa det store Regnskab, der venter Enhver af os i Dødens Stund. Der er sikkert to Ting, som røre sig i Eder her ved den Gamles Kiste. Først: at I af Hjertet maa sige Tak, Tak til den Gamle for al hans trofaste Kjærlighed, og Tak til Gud, fra hvem al god Gave kommer. Men dermed er Regnskabet endnu ikke tilende. Vi kunne ikke, om vi ere ærlige for Gud, staa ved vore Kjæres Baarer, betænke vort Liv med dem her paa Jorden, betænke Alt, hvad de

11 have været for os, og Alt, hvad vi skylde dem, betænke, hvormeget der dog er. som vi saa inderligt vilde ønske nu, at vi havde gjort bedre, gjort anderledes, sagt og tænkt kjærligere, ja hvormeget vi saa gjerne vilde gjøre helt om igjen uden at der ogsaa kommer den Bøn op i vore Hjærter: Gud vær mig Synder naadig! Gud velsigne Eder da Alle i denne Sorgens og Savnets Tid; netop naar den bliver en saadan Regnskabstid, bliver den til stor Velsignelse. Og tager saa Apostlens Formaning med Eder: Omgaaes ikjærlighed! ligesom Kristus elskede os. Det er vor Herre Jesus Kristus, som alene kan lære os den Kjærlighed at tilgive hverandre, at bære over med hverandre, opofre os for hverandre. Men dette vide I, at I kunne ikke paa nogen bedre Maade hædre den Gamles Minde end ved at omgaaes i Kjærlighed. Men vi mine Venner! som her skulle bære den Gamle til Graven, vi som endnu have et Stykke tilbage at vandre paa denne Jord og som Alle have modtaget saa saare meget af den himmelske Faders gode Gaver, lader os.alvorligt betænke, at det bør ogsaa os eengang at dø og derefter Dommen og Regnskabet, hvad enten vi nu skulle dø i sildig eller i tidlig Alder. Men kjære Venner! den eneste Maade, hvorpaa Du og jeg, fattige Syndere som vi ere, kunne faa Regnskabet til at stemme, den eneste. Maade, hvorpaa du kan faa det til at slaa til, naar du gjennemgaaer alle Guds gode Gaver til dig, og hvorledes du har brugt disse Gaver, det er denne, naar du under hele dit Regnskab i Regnskabstimerne her og i den sidste store Regnskabstime kan sætte den Bøn i Jesu Navn og i Jesu T ro: Gud væ r mig Synder naadig! Amen. Rindom. $ fr w»up. *mm

12 E t af de skjonneste Forhold, som findes iblandt Menneskene, er den indbyrdes og gjensidige Trang. Ligefra Vuggen til Graven trænger Menneskene til hverandre indenfor de Grændser, hvor deres Liv leves. Hvor mangesidig denne Trang nu end kan være, saa bevæger (len sig væsentligt imellem disse to Former: at give og at modtage. Det er det som vi kalde at staa i Gæld til hverandre, og Gud ske Lov, naar vi kunne sige det ved et Menneskes Baare; og deri kunne alle vi, som her ere samlede i Slægt med hverandre, være enige, at vi alle staa i Gæld til ham, som vi med Rette kunde kalde: vor Slægts Hoved. Vi staa i Taknemmelighedens Gæld til ham, og naar jeg derfor har ønsket at sige et lille Afskedsord ved denne Lejlighed, saa er det, fordi jeg har følt Trang til ikke blot paa mine egne men ogsaa paa Slægtens Vegne at " / udtale en Tak for hvad han paa mange Maader har været for Store og Smaa, for Gamle og Unge iblandt os. Og er det ikke Tak værd allerede dette at have havt et Slægtens Hoved; og det var jo ikke, fordi han var den ældste, den sidstlevende af det Slægtled, som er gaaet bort; det er ikke det, som gjor et Menneske til Hoved; men det var, fordi han ejede den Personlighed, som gjorde ham skikket dertil. Det var jo, som han allerede fra sin tidligste Ungdom skulde indtage denne Plads, thi tidlig, langt tidligere end det

13 ellers sker, maatte han være en Støtte i sit Barndomshjem, og tidlig blev han derfor modnet til at indtage en fremragende og betydelig Stilling, idet hans Kræfter udvikledes gjennem trofast Arbejde og en stræng Pligtopfyldelse. Naar dertil kommer ikke blot hans klare Forstand og øvrige Begavelse, men dette, at han var saa helt gjennemtrængt af Redelighed og Retsindighed, saa kan vi forstaa, at derudaf maatte fremgaa en Personlighed med en særegen Myndighed, og det var dette som gjorde, at han maatte blive det han v a r: den første i vor Slægt. Derfor var han Slægtens Raadgiver, og der var ikke mange vigtige Afgjørelser eller Beslutninger, som skulde tages, uden at enhver følte, at den først maatte have hans Raad og Billigelse. Og derfor ere vi i Taknemmelighedsgæld til ham. Men han var tillige en Mand, som følte Slægtens Blod i sine Aa rer, det vil sige, han havde Hjerte for enhver i sin Slægt og delte dens Sorger og dens Glæder; hvor fulgte han dog med Store og Smaa og hvor omfattede han alle med en levende Interesse; selv dem, som kunde synes at være allerfjernest, glemte han ikke. Men naar vi siger, at han havde Hjerte for enhver i sin Slægt, saa staar vi ikke her overfor en lang Række af Ord, thi han var jo egentlig ikke Ordets Mand. men vi staar overfor en saare lang Række af Kjærlighedsgjerninger; det hørte nu til de Ting, som han ikke holdt af, at der skulde tales meget om, men vi kunne ikke undlade at fremhæve, hvorledes han tænkte paa Slægtens Vel og handlede efter sit Hjertes Tilskyndelser, vi kunne ikke glemme hans store Hjerte og hans runde Haand, og derfor kom han ikke blot til at staa som sin Slægts Raadgiver, men ogsaa som dens Velgjører. Og derfor sige vi ham Tak, fordi vi Alle staar i Kjærlighedens Gæld til ham, og vi har visselig mange Minder, som vidne om, hvad han har været for os, ikke blot for sine egne Børn, men for hele sin Slægt; og. disse Minder er det vel, som har givet sig Udtryk i denne blomstersmykkede Baare; men naar

14 ,#V. v 10 disse Blomster efter Naturens Gang visne, saa gid Minderne om denne kjære Gamle, som i et langt Liv var saameget for os, aldrig maa blegne hos os, men snarere blive Kildespring, hvoraf vi kunne øse som den nye Slægt, der vil lære af den gamle. Men naar den indbyrdes Trang, den gjensidige Given og Modtagen er et af de skjønneste Forhold imellem Menneskene, saa i langt højere Grad, naar vi kan løfte dette Forhold op over Timeligheden, naar vi tænker paa Forholdet til Ham, fra hvem al god Gave er, vor Gud og Fader i Himlen. Og saasandt som dette er det ene fornødne, saa er det ikke saa underligt, at vi trænger til at dvæle ved dette Forhold. Og her er det mig en Glæde at kunne føje nogle Minder til dem, som vi har saamange af. Det er ofte i Livets store Afgjørelser, at det dybeste i Mennesket bryder frem, saa at det som bor og lever inderst inde i Menneskehjertet træder klart og aaben lyst frem og kommer til sin Ret, og der har i hans Liv været saadanne tre store Afgjørelser, i hvilke jeg har faaet tre velsignede Minder med i mit Hjærte om ham. Det var nemlig en afgjørende Tid for ham, da lians Hustru gik bort, og da vi kort efter hendes Bortgang talte om Savnet, udtalte han disse trøstelige Ord:,,Ja, havde vi ikke Haabet, da var vi intet. Se, dette Minde lægger vi over hans Kiste, thi det viser os, i hvilken Retning hans Tanker gik, da Sorgen var kommen til hans Hjem og til ham selv, det taler til os om, at han trængte til at have Haabets Lys tændt over sig i de tunge og mørke Dage. Saa kom der en anden Afgjørelsens Tid, det var da det gamle Hjem skulde forlades og da han stod paa sin flittige Livsdags Aftenstund, da han nedlagde sit Arbejde for at kunne hengive sig til Hvile, da skrev han i et Brev til mig de Ord: Jeg føler Trang til at takke Forsynet for det mig betroede/4 Ogsaa dette Minde ville vi føje til de andre, og jeg kalder det et saare skjønt Minde, thi s i o

15 rr- ir iriim i Ulm i w r V 11 det viser os, hvorledes lian tog imod sit Livs mange Gaver af Guds Haand, og betragtede dem som,,det betroede44, og saaledes bor det jo ogsaa være; han følte det fulde Ansvar ved, hvad der var ham betroet, og det blev hans Ledestjerne, saa at Overflødigheden og Velstanden aldrig førte ham ud af Sporet. Men saa kom den sidste Afgjørelsens Stund, da den før saa stærke Mand lidt efter lidt bøjedes og Kræfterne forlod ham og da nærmede den Afgjørelse sig, hvor der 'ikke blot var Tale om at forlade et Hjem, men at forlade denne Verden; og det er ikke mange Uger siden, vi for sidste Gang saaes og talte sammen, men det Minde, der i den lille Stund voksede frem, føler jeg Trang til at dele ud til alle hans Kjære, saa at det kan blive et fælles Minde. Vi talte om Livets Forfængelighed og om, hvor vi maatte hen med al vor Sorg og Nød, at vi havde ingen anden end Gud og vor Frelser at tve til og stole paa, og da foldede han sine Hænder og sagde: Ja, je g h a r heller ingen anden at stole paa.44 Se, det var det sidste Minde, som jeg har fra ham, og Gud ske Lov for det. Og lægge vi nu disse Minder sammen og saa komme ilm, at disse Vidnesbyrd kom fra et saa redeligt Sind, som hans var, hvor vi ere visse paa, at hvad han sagde, det mente han, saa er dette en velsignet Trøst ved hans Bortgang, og saa er det vor Tro, at Naadens og Barmhjertighedens Gud har ført ham og vil føre ham fra Klarhed til Klarhed, saa at han ogsaa skal i Jesu Navn skue hans Herlighed. Men vi ville sige ham, som vi ikke blot lærte at agte men ogsaa at elske, en ærlig Tak for alt hvad han gav os i sit Liv og hvad vi lærte af ham, dog først og sidst takke vi Gud og Faderen for det altsammen og ønske, at hans Minde maa leve med os gjennem hele vort Liv, saaledes at vi hver efter sin Evne, hver i sin Stilling og i sin Kreds maatte følge det Spor, som disse Minder, vi i Dag har dvælet ved, i det Hele og Store henviser os til.

16 .. %1 ^ ' S «5W 'r,, f e 12 X-.v m i 3 : t ø f h Li I:' >i * * & Men er Livet at give og at modtage, saa lad os da aldrig glemme, hvem der har givet os Livet ba'ade til Legem og til Sjæl, og at den største af alle Gnds Gaver til os er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn. Og ville vi, som vi kunne det, tage imod Ham i den dybe Følelse af, at selv er vi Intet værd, hvad Kristus os har givet, det gjør for Gud os kjær, da vil Han ogsaa hjælpe os til at leve og dø saaledes, at Udgangen derpaa kan blive til Frelse og evigt Liv. Amen! Th. Tesch. ir i i I o: 1 - *. A- 4 ** % år ir... * T( V -'S V s V * V :">»T T5W,V>" 4 :: M.-v** J 5 >< " lis.. i-j mki M i K. y v

17 J %'<- *. V ' * 1..i* i : f y.

18