At mase kamelen gennem nåleøjet...

Transkript

1 At mase kamelen gennem nåleøjet... Af Erik Hansen Alle mennesker har ét liv. Det siges at katte har ni. Jeg er en af de heldige personer, som har bemægtiget mig retten til et ekstra - og nyt - liv. I 1959 blev jeg født på en såkaldt "englefabrik" i København. Jeg fik det obligate klask i numsen for at kunne trække vejret - jordemoderen kastede et blik mellem mine ben og konstaterede tørt: Det er en pige! Og sådan begyndte mit første liv med et skrig og det der kunne have været en dom på livstid. At jeg var et anderledes barn, tror jeg de fleste medlemmer af familien vil kunne tilslutte sig. Som min søster senere har bemærket, stod jeg altid for mig selv på familiefotografierne - enten fordi jeg var på vej væk fra linsens ubarmhjertige øje - eller for at signalere, at jeg vist ikke hørte hjemme i den flok. Det var dengang en stående vittighed, at min mor havde haft noget for med mælkemanden, da der hverken var mødrene eller fædrene træk at spore. Eller måske jeg i virkeligheden var en skifting? I dag, snart 53 år, efter min fødsel, hedder jeg Erik Hansen og har 2 voksne sønner. Efter en årrække som hetero-seksuel kvinde kastede jeg håndklædet i ringen og erkendte at den person, som havde levet i skjul så mange år inden i mig, måtte lukkes ud.

2 Og ud kom han, den gode herre, i al sin vælde. Unødigt at sige, at Erik var en vred ung mand og i starten ganske ustyrlig! Det var voldsomt, skræmmende og frygtelig dejligt. Vejen var Rigshospitalets Sexologiske Klinik (SK). Da mange transkønnede vælger at gå uden om denne instans og kun har hårde ord tilovers for dens eksistens, vil jeg forsøge at holde mig saglig og tegne en tidslinie af forløbet og behandlingsprocessen. Det må så være op til andre at dømme henholdsvis rødt eller grønt kort... I 1997 havde jeg min første samtale på SK. Efter denne gik det i al sin gru op for mig, hvad det var jeg havde sat i gang. Tidshorisonten af et behandlingsforløb var for uoverskuelig og mit indre sydede i ét stort kaos. Efter ti dages omflakken på gader og stræder i en ret miserabel tilstand, fordi jeg havde prøvet at drukne mig selv på bunden af indtil flere flasker, gav jeg op og henvendte mig på en psykiatrisk skadestue. De tog venligt imod mig og gav mig en seng samt tilbud om indlæggelse på et åbent psykiatrisk afsnit. Ja tak, var mit høflige svar og samtidig besluttede jeg at spærre Erik inde igen - den helvedeshund skulle lænkes! I løbet af ganske kort tid kom depressionen bragende. Nu var jeg heldigvis allerede patient, så hjælpen var nær. Alligevel varede denne første indlæggelse 9 måneder. I min udskrivnings-journal stod som konkluderende bemærkning: "Patienten er blevet behandlet, dog ikke velbehandlet og anses nu i stand til at tage vare på sig selv." Tilstanden holdt et års tid - så kom tilbagefaldet. Jeg tilbragte årene fra 1997 til 2006 med at blive en hyppig gæst på psykiatrisk afd. F3 og F4 (Frederiksberg Hospital). Fordelen, hvis der var nogen! var, at personalet havde et godt kendskab til min problematik og situation. Efter 9 år, besluttede jeg at stoppe disse ubehagelige svingdørs-besøg. Kort sagt valgte jeg at tage skeen i den anden hånd og lukke Erik ud igen. Jeg fik henvisning atter engang til SK og startede så i behandling der sommeren Det holdt hårdt - jeg var skrøbelig og fjendtlig på én og samme gang. I det tidlige forår 2007, spurgte jeg min behandler på SK, om jeg havde overstået min prøvetid, så jeg kunne komme i hormonbehandling. Han mente det var alt for tidligt og afslog. Frustreret og vred, nede på gaden, sparkede jeg til min cykel indtil jeg skrabede mit skinneben noget så læsterligt. Og da slog det ned i mig: Hvorfor står jeg her og skaber mig? Jeg har jo adressen til en gynækolog der både kan og vil hjælpe mig? Den beslutning var ikke svær; allerede i starten af maj måned fik jeg min første hormoninjektion. Virkningen udeblev ikke...

3 Det at have taget skridtet var et kick i sig selv. Allerede efter et par måneder mærkede jeg en mental ro, som stille og roligt bredte sig i mig. Om det var hormonerne alene eller det faktum, at jeg havde truffet denne beslutning, har jeg ingen anelse om. Men det virkede! På det tidspunkt valgte jeg også at springe helt ud i fuldt flor. Ikke mindst for mine børns skyld. Og de 2 fantastiske drenge tog godt imod mig. Selvfølgelig var der lidt bulder i kulissen - ikke mindst fra min yngste søn, som var i puberten. Han skulle tage stilling til en mor som ikke bare gik klædt som mand, men også på alle andre måder opførte sig som en sådan. For ikke at tale om en begyndende skægvækst, som nu groede frem - på os begge to! Dog oplevede jeg, at de forstod mit ønske - måske og ikke mindst, fordi det lykkedes mig at forklare, at de ikke mistede mig som person - at det kun var begrebet om en mor, der blev frataget dem. På SK var min behandler ikke helt tilfreds med at jeg havde ageret på egen hånd. Han var bekymret. Efter 1/2 års brug af det mandlige hormon, testosteron, er de fysiske forandringer irreversible. Jeg forstod hans bekymring, men havde ingen tanker om at stoppe halvvejs i processen og slå mig til ro som den skæggede dame. Bare det, at mit stemmeleje blev dybere, var mere end nok til at give mig blod på tanden for alvor. Sådan forløb der yderligere et år med månedlige samtaler på SK. Sideløbende begyndte jeg at navigere rundt i den store verden, som pubertetsdreng - i en alder af 49. Heldigt var det for mig, at jeg fandt mange gode frænder og dermed også miljøer, hvor jeg kunne udtrykke mit endnu lidt vaklende køn, uden at blive mistænkeliggjort eller anset for en "freak". Maj 2008, fik jeg foretaget en mastektomi (kirurgisk fjernelse af brysterne) hos en privatpraktiserende plastikkirurg for den nette sum af kr.(selvbetaling). Dyrt og drastisk kan man mene, men for mig en nødvendighed. En nær ven fotograferede mig en uges tid efter: Gul og blå, med plastre og syninger på overkroppen stod jeg dér, for første gang i mange år helt rank i ryggen. Fra starten af 2009 begyndte min behandling på SK at skride hurtigere frem. Jeg gennemgik den obligate somatiske undersøgelse og den psykologiske testning (det viste sig, at jeg kun var en lille smule mere tosset end en gennemsnitsdansker). Min søster indtog SK med sin ubønhørlige charme til en pårørende-samtale; en udveksling af ord, som min behandler bestemt ikke var utilfreds med. Sagen gik sin gang og udmundede i en beslutningskonference, hvor jeg blev indstillet til hormonbehandling på Rigshospitalet. Jeg var således nu fra officiel side anerkendt som værende transseksuel - 3 år efter starten på mit udspring.

4 Kønsskifteoperation. I 2010 blev der afholdt endnu en beslutningskonference på SK, hvor et enigt team af psykologer og sexologer enedes om, at de ikke ville stå i vejen for mit ønske om kønsskifte. Mærkedatoen blev den 25. marts, hvor jeg indsendte en skriftlig anmodning til Sundhedsstyrelsen om at få foretaget et kønsskifte. Min første tanke var at NU! var målet nært, men det viste sig at være et forfængeligt håb. For vejen var endnu lang maj modtog Sexologisk Klinik en anmodning fra Sundhedsstyrelsen om en erklæring, vedr. mit ønske om kønsskifte. Erklæringen blev skrevet, evalueret og rettet til og derefter sendt til Sundhedsstyrelsen 21. juni, som efterfølgende sendte den videre til retslægerådet 9. juli. Retslægerådet er i denne sammenhæng den afgørende faktor for en tilladelse til kønsskifte. Retslægerådet indhentede derefter udtalelser fra 3 læger, ansat i denne instans og ansøgningen var færdigbehandlet 23. november. Herefter sendtes en udtalelse retur til Sundhedsstyrelsen. 12. januar 2011 modtog jeg så den endelige godkendelse fra Sundhedsstyrelsen. Citat: "...Vi tillader kastration efter Sundhedslovens pgrf. 111, stk. 1...De bedes henvende Dem til Sexologisk Klinik for at få en henvisning til indlæggelse." 31. januar modtog jeg et brev fra Gynækologisk Klinik, som oplyste mig om, at jeg var skrevet op til operation. Efter at have ringet og rykket for en dato, landede der så et brev 17. marts. Operationsdatoen var nu fastsat til den 7. april. Efter operationen, glad og nu lykkeligt befriet for det sidste kvindelige vidnesbyrd, livmoder og æggestokke, fik jeg tilsendt bekræftende dokumentation fra den opererende gynækolog - datoen var nu 21. april. Dette brev videresendte jeg samme dag til Sundhedsstyrelsen, som var den instans, der skulle godkende min kønsskifteoperation, således at jeg kunne få tildelt et nyt (mandligt) personnummer. I midten af juli 2011 fik jeg endeligt tilsagn fra Sundhedsstyrelsen. Min sag blev videresendt til CPR-tilsynet og kun 2 dage senere modtog jeg et nyt personnummer og ny dåbsattest. Set i bakspejlet Kunne denne proces ikke have foregået anderledes? Jo, selvfølgelig! Dog vil jeg ikke beklage de mange og lange samtaler jeg har haft med min behandler på SK. Han har

5 på mange måder vist sig at være et godt menneske. Vores indbyrdes forhold er vokset med tiden - nok til, at vi begge kan føle gensidig respekt og påskønnelse. Personligt tror jeg, at hvis jeg ikke selv havde været så styrende og målrettet, ville behandlingstiden have været væsentlig længere - men det er kun en teori. Processen har givet mig tid - og det havde jeg brug for - til en grundig socialisering med det køn jeg skulle træde ind i. En socialisering der i høj grad er meget gennemført; der er ingen der kan se på mig, at jeg blev født som biologisk kvinde. Nogle gange sker det sære, at jeg bliver adspurgt om jeg er bøsse? - hovedsagligt er det mænd der spørger. Velsagtens fordi der stadig er en vis feminin rest i mig, som nu og da kommer op til overfladen. Jeg plejer at afværge ved at svare: nej, det er jeg ikke - men jeg er biseksuel! Det plejer at få de fleste spørgende til at trække sig høfligt tilbage. På den måde får jeg så også skilt fårene fra bukkene. Den del af processen jeg gerne ville have undværet, er al juristeriet og her ryger min saglighed nok i vasken. Jeg skal ikke nægte, at det sidste års ventetid på de forskellige instansers tilbagemeldinger, har tæret hårdt på min ellers altid elskelige tålmodighed. Samlet har jeg nok kostet de danske skatteydere en del penge, men jeg er blevet en levende og glad mand af det og glæde kan, mig bekendt, ikke gøres op i kroner og ører!