Ubevidst informations betydning i det udviklingsstøttende samspil.

Transkript

1 Ubevidst informations betydning i det udviklingsstøttende samspil. Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej". Løgstrup 1995, p 259 Abstract Artiklen sætter fokus på relationens betydning for menneskelig udvikling og giver et bud på hvordan viden fra udviklings-/ neuropsykologien, sociologiske vinkler,samt pædagogiske teorier kan beskrive betydningen af det ubevidste samspil. Hvad er det der foregår, hvordan vi får indsigt i, hvad relationen optimalt skal rumme, når vi stiller os til rådighed for et andet menneskes udvikling og kan den kybernetiske psykologi rumme disse begreber? Indledning. Jeg er optaget af, hvordan voksne som arbejder med andre menneskers udvikling indgår i relation med andre mennesker på en udviklingsstøttende måde. Megen forskning støtter, at formidling af viden ikke alene eller måske i lille grad handler om underviserens faglige kompetencer, men i højere grad om en kombination af den voksens relationskompetence og en faglig viden. Dette fænomen er også kendt indenfor terapi, hvor det er veldokumenteret, at virkemidlerne i terapien i højere grad omhandler relationen mellem terapeuten og klienten, end den terapeutiske retning. Jeg er optaget af at undersøge, om større bevidsthed hos den professionelle voksne på, hvad der ubevidst foregår i relationen, både hos sig selv og i den anden, kan skabe et større udviklingsrum for den anden. Jeg er med andre ord optaget af, hvad der sker i mellemrummene mellem os, fordi jeg er af den overbevisning, at relationen er grundstammen i selvdannelse samt i den sociale - og faglige udvikling. Jeg har gennem mange år været optaget af Daniel Sterns forskning, idet han sætter spot på betydningen af, hvordan menneskets udvikling er afhængig af, at det indgår i samspil med andre mennesker. Daniel Stern er den udviklings-psykolog, der har haft størst indflydelse på udviklingspsykologien gennem de seneste 20 år. Stern bygger sine hypoteser på det observerede barn frem for det kliniske barn, teorien er således mere prospektiv end retrospektiv. Sterns teoretiske fundament er integrativ af flere psykologiske retninger, hvor barnets selvoplevelse ses som det organiserende princip. Selvoplevelsens udviklingsforløb, som udvikles i samspil omgivelserne, udvikles i takt med at nye adfærdsmønstre og evner dukker frem, selvet reorganiseres og danner nye organiserede subjektive perspektiver på selvet og andre. Udvikling foregår i spring og hop, men følger en tidsmæssig rækkefølge. Stern beskriver, hvordan udviklingen sker gennem relateringsdomæner. Dannelsen af mange psykologiske og neurologiske processer i udviklingens første periode er relativ følsom i den forstand, at en begivenhed, der indtræffer tidligt, vil få større betydning og dens påvirkning vil være vanskeligere at vende end en begivenhed, der indtræffer senere. (Stern, 1995, p. 42). Relationsdomæner er aktive livet igennem, individet omdefinerer, omfortolker og reflekterer i en livslang proces over sig selv og andre. Stern beskriver, hvordan måder at være sammen med andre på synker ind som en tavs viden, en viden som mennesket ubevidst benytter sig af i fremtidige relationer. Så det interessante er, hvordan mønstre for samspil ubevidst kan leve sit helt eget liv, foregå som ureflekterede samspilsprocesser. Jeg mener, der er særlig grund til at være opmærksom på relationen, når et magtforhold gør sig gældende i relationen, det kan eksempelvis være i en voksen barn relation, en terapeut klient relation. 1 Ubevidst informationers betydning af Annette Groot aut. psykolog Den ubevidste sansning og - viden belyses gennem kybernetiske psykologi, som Ole Vedfelt har udviklet. Ole Vedfelt er uddannet jungiansk psykoanalytiker og har udviklet den kybernetiske psykologi, hvis grundide er en netværksteori, hvor de mere komplekse systemer potentielt kan regulere de mindre komplekse systemer. Vedfelt fokuserer på,

2 hvordan det ubevidste har en langt større informationskapacitet og kompleksitet end jeget og bevidstheden, det ubevidste skal derfor tænkes ind, når der arbejdes med reguleringer af personligheden. Vedfelt beskriver, det ubevidste som en intelligens, der former vore handlinger, samspillet med andre og vores grundlæggende oplevelse af virkeligheden. Den ubevidste intelligens ses som selve forudsætningen for rationel tænkning, hvorfor det ubevidste får indflydelse på menneskelig erkendelse, for læreprocesser og forståelsen af den menneskelige personlighed i sin helhed. Der er altså guld at hente, når vi retter fokus på begge parter i en relation. Den kybernetiske teori spænder over både relationen, hvad der foregår bevidst og ubevidst, samt giver den os adgang til denne viden. Jeg ønsker med nærværende artikel at rette spotlight mod de ubevidste processer, der foregår i og mellem os, med henblik på at skabe mulighed for øget bevidsthed, flytte viden fra et ubevidst til et bevidst plan, så professionelle voksne, der holder andre menneskers liv i deres hænder, i højere grad får mulighed for med deres egen måde at være på at støtte den andens udviklingsmuligheder. Jeg håber gennem den teoretiske gennemgang og sammenligning at kunne give et kvalificeret bud på, hvor vidt relationen i sig selv kan være redskab for den andens udviklingsmulighed? Er det muligt alene med den voksnes væren enten at åbne op eller lukke i for et andet menneskes udvikling? Det ubevidste. Det er interessante bliver, hvordan det ubevidste får sin viden, og hvordan vi får adgang til den lagrede viden, som tilsyneladende er eller kommer i spil, når vi er sammen med andre. Vedfelt har blandt andet i sin bog Ubevidst Intelligens, 2000 foretaget en gennemgang af en den meget omfattende forskning vedrørende subliminal perception, som har fundet sted særligt gennem de seneste 20 år. Vedfelt konkluderer på baggrund af dette materiale, at subliminal perception er perception under bevidsthedstærskelen. Informationer som tages ind udenfor bevidstheden, som lagres i hukommelsen som ubevidst information og som påvirker vores væren og handlen også overfor andre mennesker. Den subliminale informationsmængde er mere omfattende end den bevidste, og den kan påvirker personligheden, ikke bare til isolerede reaktioner, men til holdninger og handlinger, som strukturerer mennesket i dets helhed på ganske dybsindige måder. (Vedfelt, 2000, p. 29) Vedfelt redegør for, at der blandt forskerne er enighed om, at vi hvert øjeblik modtager kolossalt meget mere information, end vi er bevidste om og opfattelsen er langt hurtigere end med det, der fanges af den almindelige bevidsthed. Det ubevidste sansnings lager er langt større end det bevidsthedens lager. (Vedfelt, 2000, p. 22). Eksempler på, at vi perciperer subliminalt, og at vi handler ud fra denne information udnyttes bevidst af reklameverdenen, denne form for målrettet ubevidst påvirkning af andre mennesker kaldes priming. (Gade,1999,p.136ff.). Freud betragtede drømmene som kongevejen til det ubevidste. Vedfelt gennemgår i Drømmenes Dimensioner de vigtigste drømmeteorier, drømmes væsen, funktion og fortolkning, hvormed han påviser at drømmene rummer store mængder subliminal perception. Vedfelt fremhæver i Ubevidst Intelligens, hvordan drømmene kan bryde med logiske og realistiske sammenhænge for at tilføje nyt, give ekstra mening, foretage kreative spring, samtidig med at drømme i koncentreret form giver meget værdifulde oplysninger om indre processer. Vores drømme er altså et eksempel på, hvordan vores indre system ubevidst bearbejder subliminale sansninger og indtryk. Vi tager altså hele tiden mere viden ind, end bevidstheden kan håndtere og denne viden lagres i et ubevidst lager. En anden form for ubevidst information er tilsyneladende den viden, de erfaringer eller automatiserede processer som vi tilegner os om og i relationer, der synker ned i dette ubevidste lager, som glider i baggrunden og ligger som tavs viden, man kunne også snakke om procedural hukommelse, ubevidst viden om relationer. Udvikling er afhængig af relationer. Den moderne spædbarnsforskning er et af de mest velunderbyggede og gennemresearchede områder indenfor psykologien, hvor Daniel Stern er en af hovedfigurerne, der har samlet viden om, hvordan barnet fra starten er rettet mod relationen og søger at indgå i relationer med de nære omsorgspersoner, Stern, Mennesket er født ind i et fælles dyadisk system, en selvdannende og dyadisk organisation, som er gensidigt udfyldende. Spædbarnet skaber gennem samværet gradvist et mere og mere differentieret selv og gennem samspil med den nære omsorgsperson lærer barnet sig over tid at være part i en interaktion med andre, som har egne behov. Colwyn Trevarten, forsker i spædbarnspsykologi fra universitetet i Edinburgh, har på baggrund omfattende kendskab til den nyeste spædbarnsforskning netop beskrevet, hvordan spædbarnet udviser en selektiv orientereting mod og koordineret respons på udspil fra omsorgsgiveren, få dage gammelt er spædbarnet i stand til at imitere. (Trevarten, 1994,p ). Imitation af en metasproglige kommunikation, der fortsætter gennem livet, imitationen af andre giver automatisk feedback til vore egne følelser, så vi til en vis grad overtager de følelser, som den anden har. Vi kan med andre ord gennem imitation af andres kropssprog, mærke den følelsesmæssige resonans, der eksempelvis er ved den andens kropsholding. Det kan være ganske fine kropsbevægelser, som ubevidst imiteres, så vi mærker den anden og som betyder, at vi ubevidst justerer vores adfærd til den anden. Vedfelt påpeger, at der ikke opnås intersubjektivitet eller følelsesmæssig vekselvirkning alene gennem imitation, som det fremgår af følgende. (Vedfelt, 2000, p. 31). Vedfelt beskriver, hvordan den enorme informationsmængde spædbarnet erfarer og lære om samspil, synker ned som tavs viden. De utallige indtryk vi opsamler simultant i samspil med andre, integreres i helheder og mønstre, som samles i en ikke lineær hukommelse. De samspilsindtryk vi tager ind integreres med vore tidligere erfaringer, som hentes frem fra en formidabel fond af viden om samspil med andre. Udtrykket tavs viden har Vedfelt hentet hos engelske læge, kemiker og filosof Michael Polanyi, som indførte begrebet tacit knowledge for den tavse viden, vi ikke kan 2

3 begrunde eller forklare i ord, og som vi måske aldrig har været bevidste om. Den tavse viden er ifølge Polanyi en fundamental vidensform, som danner basis for al anden viden. Den er ikke baseret på regler, og den er grundlæggende rodfæstet i kroppen. (Vedfelt 2000, p. 41ff.). I interaktion med andre modtager vi utallige ydre sansninger, som vi registrer og bearbejder. Disse kombineres med egne indre kropsfornemmelser, egne følelser og forestillinger, som vi altså ikke er bevidste om, men som alligevel har stor betydning for vort liv. En af de mest betydningsfulde måder, hvorpå vi suger ubevidst information til os, er ved at aflæse andres kropssprog. Uden at vide det, er vi eksperter i at betragte andres bevægelser, mimik og stemmeføring og selv om vi ikke tænker over det, drager vi vidtrækkende slutninger på baggrund af denne ubevidste kropslæsning. Den metasproglige kommunikation er undersøgt af den amerikanske psykolog, Albert Mehrabian og hans medarbejdere, som i en omfattende forsøgsrække undersøgte, hvor stor en rolle disse faktorer forholdsmæssigt spiller for vores sympati, interesse og respekt for andre mennesker. De fandt, at ansigtsudtrykket fortalte omtrent 8 gange så meget om vores følelsesmæssige holdning til andre, som det verbale udtryk. Stemmens lydlige udtryk er ca. 5 gange så vigtigt som de ord, der kommer ud af munden. Den ubevidste kommunikation fra ansigt og stemme sammen blev vurderet til at være gange så stor som ordenes mening. Eller udtrykt i procenter: verbal betydning 7%, tonefald 35%, mimik 58%. (Mehrabian, A.,1981, p. 2-3 & 17-18). Allan N. Shore er neuropsykoanalytiker og professor ved Institut for Psykiatri og Bioadfærdspsykologi ved University of California. Shore beskriver, hvordan socioemotionelle informationer inddrager specialiserede neurale systemer i højre hjernehalvdel. Den biologiske baserede spontane emotionelle kommunikation, der forekommer i nære interaktioner foregår altså i højre hjernehalvdel, så selv om venstre hjernehalvdel medierer det meste af den lingvistiske adfærd, er højre hjernehalvdel afgørende for bredere, kommunikative aspekter. (Shore, 2006 p ff.). Metakommunikativ opfattelse af kropssprog prosodien optages således primært i højre hjernehalvdel, ligesom der her bearbejdes emotionel information. Kvaliteten af samværet har betydning for hjernens udvikling, idet modning af spædbarnets højre hjernehalvdel er erfaringsbaseret, hvorfor særligt den helt tidlige relation har afgørende betydning for barnets senere udvikling. Menneskets hjerne har sin vækstspurt de sidste måneder før fødslen til barnet er ca. 2 år gammel og højre hjernehalvdel er dominerende de første tre år. Man kan sige, at moren downloader programmer i spædbarnets hjerne gennem en optimal bundtning af stumper af socialaffektiv stimulering, som barnets højre hjernehalvdels socialaffektive informationsbearbejdningssystem i sin udviklingsfase er i stand til effektiv at bearbejde og lagre i hukommelsen. Man kan med andre ord sige, at vi mennesker først kan skabe os selv, når vi bliver skabt i samspillet med en anden. Shore påpeger endvidere, at funktionerne af det selvkorrigerende system, som foregår i højre hjernehalvdel er af central betydning for selvregulering, evnen til fleksibelt at regulere emotionelle tilstande gennem interaktioner med andre mennesker. Den kybernetiske psykologi integrerer således viden fra udviklingspsykologien, sociologien og neurologien i beskrivelsen af ubevidste sansning og dens betydning for barnets udvikling. Det fremhæves i den kybernetiske psykologi, hvordan samvær med andre synker ned som tavs viden, der har vidtrækkende konsekvenser for vores følelser og handlinger sammen med andre mennesker. Det intersubjektive rum. Vedfelt og Stern er enige om, at imitation ikke alene kan medvirke til intersubjektiv udveksling eller følelsesmæssig vekselvirkning. For at kunne opnå nonverbal følelsesmæssig intersubjektivitet kræver det, at den voksne er i stand til at aflæse følelsestilstande ud fra ydre adfærd. For at opnå nonverbal følelsesmæssig intersubjektivitet, må den voksne udvise en adfærd, som ikke er en direkte efterligning, men som ikke desto mindre på en eller anden måde korresponderer med barnets ydre adfærd, samtidig må barnet være i stand til at aflæse den voksnes korresponderende reaktion, som havende at gøre med dets egen oprindelige følelsesoplevelse og ikke blot alene efterligning af dets adfærd, det er kun når disse tre betingelser er til stede, at: følelsestilstande i ét menneske kan erkendes af et andet, og at de begge uden sprogets brug kan mærke at denne transaktion har fundet sted. (Stern, 1995 p.148). Stein Bråten er norsk professor i sociologi og beskæftiger sig med kommunikation. Bråten fastslår, at samspillet mellem et nyfødt barn og dets forældre er andet og mere end instinktstyret eller symbiotisk tilknytning, der er kommunikativ udveksling, som udfoldes på baggrund af begge parters medfødte dispositioner. Bråten fremhæver, at barn og forældre indgår i en gensidig følt subjekt-subjekt kontakt fra begyndelsen, og at denne gensidige oplevelse af kontakt denne gensidigt følte viden om hinanden danner afsæt både for barnets interesse for genstande i omverdenen (subjektobjekt-relationen) og for udviklingen af mere og mere udbyggede kommunikative systemer (subjekt-subjekt relationen). Bråten dokumenteret gennem videoanalyser, ligesom Stern, barnets sociale natur og dets intersubjektive kompetence. Også Bråten beskriver, hvordan barnets kompetence udfoldes gennem barnets imitation af eksempelvis mundbevægelser, protokonversation (dialoglignende samspil) og gensidigheden i indtoningen. Et menneskes "intersubjektive inntoning fortsetter som kompetanse gjennom livet også når høyere ordens kompetanser kommer til". (Bråten,1996,p. 176). 3

4 Den ubevidste mærken hinanden, beskriver Bråten som delagtighed, en medfødt evne til ubevidst og ureflekteret at tage del i en anden bevægelser, som om vi var med til at udføre dem. (Bråten, 1999, p. 273). En tilbøjelighed til at være med på udøverens bestræbelser, som gerne viser sig i medbevægelser eller imitationer. Disse fund understøttes af et neuralt spejlsystem, som nyligt er påvist i menneskehjernen. (Bråten & Gallese, 2004). Fænomenet kaldes spejlneuroner og kan siges at være spontane og ureflekterede medbevægelser en ubevidst andencentreret delagtighed. Spejlneuronernes funktion er en medfødt evne til ubevist at opleve, hvad den anden oplever. Det er en involuntær oplevelsesakt, som om ens orienteringscentrum og perspektiv var centreret i den anden. Det er ikke en form for viden om den anden, men svarer til en deltagelse i den andens oplevelse, det er den basale intersubjektive evne, der muliggør imitation, empati, sympati, emotionel afsmitning og identifikation. (Stern, 2004, p. 250). Spørgsmålet er dog, hvor vidtrækkende betydning vi kan tillægge spejlneuronerne. Der er næppe tvivl om, at deres funktion har betydning for imitation, så vi mærker hinanden. Vi deltager i andres oplevelser, vi imiterer andres udtryk og bevægelser og når vi bruger vores kropssprog virker det også indadtil, vi påvirkes konstant af vore kropslige attituder og holdninger, men disse følelser tilhører os selv, ikke den anden. Der må derfor være andre ting i spil for at opnå følelsesmæssig intersubjektivitet. Stern påpeger, hvordan der i den intersubjektive relation også foregår affektiv afstemning og delagtighed af vitalitetsfølelser. (Stern, 1995,p.148 ff.). Affektiv afstemning beskrives af Stern, som udførelsen af adfærd, der udtrykker følelseskvaliteten i en fælles meddelt affektiv tilstand uden af den indre tilstands nøjagtige adfærdsmæssige udtryk efterlignes. Imitation gengiver form - afstemning gengiver følelse. Stern adskiller affektiv afstemning fra empatibegrebet, hvor empati består af mindst fire forskellige og formentlig sekventielle processer: 1. at give følelsestilstande genklang (resonans), 2. at udlede eller abstrahere empatisk viden ud fra den emotionelle resonansoplevelse, 3. at integrere den abstraherede empatiske viden og herudfra reagere empatisk, 4. en forbigående eller momentan rolleidentifikation. Afstemning og empati begynder begge med en emotionel resonans, men afstemning omarbejder automatisk denne oplevelse til en anden udtryksform. Afstemning behøver altså ikke at gå i retning af empatisk viden eller reaktion afstemning er en særlig og selvstændig form for affektiv transaktion. Der er her tale om amodal sansning af primære sansekvaliteter som form, intensitet og tid, hvilke er de færdigheder, der spiller ind i affektiv intersubjektivitet. Afstemningsprocessen foregår i det store hele udenfor bevidstheden og næsten automatisk. Der foregår afstemning i forhold kategoriale følelser som tristhed, at være ked af det, smerte, overraskelse og glæde, de følelser der ofte afspejler sig i ansigtsmimikken. Men i virkeligheden synes det som om, afstemning primært foregår i forhold vitalitetsaffekter. Disse kan mærkes såvel indefra som i forbindelse med andre menneskers adfærd. Eksempler på vitalitetsaffekter kan være: brusende, skarp, flydende, blegnende, blød, eksploderende. (Stern,1995,p.63-70). Både kategoriale - og vitalitetsfølelser og afstemning til disse, beskrives i kybernetisk psykologi, hos Vedfelt, som globale informationer eller tilstande, der foregår i et supramodalt rum. De forskellige oplevelsesorienterede processer, der foregår i den interpsykiske relation forenes i den kybernetiske psykologi i det supramodale rum. Vedfelt beskriver det supramodale rum som et mange dimensionalt psykisk rum, som den rationelle, kognitive bevidsthed ikke kan få adgang til at bearbejde, fordi den kun rummer og bearbejde en meget begrænset informationsmængde ad gangen, enten tænker vi, føler, ser eller mærker vi. (Vedfelt, 2000, p. 59,84,101 ff.). Stern beskriver, hvordan vi i relationen kan igangsætte vitatalitetsaffekter. Dette kan eksempelvis gøres af personer, som har et særligt bevægelsesmønster så en påtrængende person, kan igangsætte vitalitetsfølelsen påtrængende hos den anden. Hvis det er et tilbagevendende mønster i interaktionen, kan det blive karakteristisk for relationen, ligesom bestemte adfærdsmønstre kan fremkalde bestemte vitalitetsaffekter i den anden. Vedfelt giver eksempel på, hvordan berøring kan give ubevidste associationer med symbolsk betydning som tillid, ro, velvære, angst, invaderen, som igangsætter livlige følelsesladede erindringer. (Vedfelt, p. 101) Vi synes automatisk at have tendens til at omsætte (transponere) perceptuelle kvaliteter til følelseskvaliteter, især når disse kvaliteter hænger sammen med et andet menneskes adfærd. (Stern, 1995 p ff.). At følge med i og at afstemme sig i forhold til vitalitetsfølelser gør det muligt for et menneske at være med et andet menneske en oplevelse af følelsesmæssig forbundenhed. Denne forbundenhed kan måske i daglig tale kaldes nærhed eller autentisk tilstedeværelse, hvor vi kan mærke det andet menneske mærker os, uden at vi ved hvordan dette foregå, altså igen ubevidste sansninger og processer, som foregår på et nonverbalt niveau og som har afgørende betydning for i relationen. Vedfelt gør opmærksom på at perception af det supramodale rum foregår på et subliminalt plan men har også et bud på, hvordan vi som voksne kan opnår større bevidst om disse processer og inddrage dem i samværet med andre, mere herom senere. Vi kan altså mærke, når den anden er i stand til at mærke os. Denne form for intersubjektivitet foregår på et ubevidst plan, det er måske det, nogle benævner som der er kemi mellem os. Det er netop denne følelsesmæssige berøring, der skaber mulighed for at turde udvikling. Vi griber med andre ord livet igennem tilbage til den gensidigt oplevede intuitive forståelse af hinanden, som forudsætning for at turde vove os frem, 4

5 komme på banen, lære noget nyt, indgår aktivt i forandringsprocesser, turde noget ukendt eller bare turde bevæge os videre i livet. Nærvær i relationen giver mulighed for udvikling hos den anden. I den intersubjektive relation foregår der forskellige processer, en del af processen beskriver Sten som afstemthed, her foregår en form for fællesskab, hvor der tages del i den andens oplevelse, uden at der gøres noget forsøg på at ændre noget i, hvad dette menneske fortager sig eller tror på. Afstemthed gør det muligt at dele følelser, oplevelser og erfaring. Kirkebæk 2005 beskriver netop afstemthed som forudsætningen i formidlet læring. Stern har observeret at under fælles leg med barnet, afstemte moren sig en gang for hver 65. sekund. Mødrene angav, som den mest betydningsfulde enkelte årsag til, at de udførte afstemning med børnene, at de ville være med, dele, deltage i som adskiller sig fra at forsøg på at udveksle eller formidle i forsøg på at ændre på en andens overbevisningseller handlesystem. Afstemmingsprocesserne foregår udenfor bevidstheden. Når mødrene misafstemte sig førte det til en ændring eller en afbrydelse af barnets igangværende adfærd. Når mødrene afstemte sig fortsatte barnet sin adfærd uden nogle ydre tegn på at afstemningen var modtaget. (Stern, 1995). Denne form for møde, hvor der sker en afstemning, forbundethed eller anden-centreret deltagelse, en gensidig sam-oplevelse kalder Stern 2004 for det nuværende øjeblik. Det er en beskrivelse af nuet - mens livet faktisk opleves. Stern er inspireret af begrebet Kairos: det forbigående øjeblik, hvori noget sker, mens livet udfoldes. Det er tilblivelsen af en ny tingenes tilstand, og det sker i et opmærksomt øjeblik. Et tidsrum hvor du kan handle og ændre ting, det vil sige næsten hele tiden, men det er især det øjeblik, hvor noget nyt bliver skabt. Det er nuværende øjeblikke, der kan ændre forløbet af livet i almindelighed. De nuværende øjeblikke er forskellige fra almindelige øjeblikke ved, at de er mest emotionelt ladede der er mere spot på dem. Livet er små sekvenser, et nuværende øjeblik er et tids- og indholdsmæssigt spring i en relation eller en forståelse. Der er gennemlevet noget sammen og heri opstår et intersubjektivt fællesskab. Stern forudsætter, at dannelse af de nuværende øjeblik er en implicit proces, men kræver at for at de kan opfylde betingelserne for at være et nuværende øjeblik, må bemærkes eller indtræde i en eller anden form for bevidsthed. Stern, Shore påpeger ud fra den neuropsykologiske vinkel at overførsel af emotionel information forstærkes i resonante sammenhænge og at et system synkroniseres, i det øjeblik der indstilles på den resonante frekvens. Sådanne energiladede øjeblikke muliggør en følelse af vitalisering og medfører øget kompleksitet og sammenhæng i barnets interne organisering. (Shore, 2006 p. 172.) I Kybernetisk psykologi svarer det nuværende øjeblik til emergens, der opstår en ny forståelse på et højere niveau, eller man kan sige, at der sker et udviklingsmæssigt spring. Jeg har gennem mikroanalyse af voksen/barn eller voksen/voksen samspil optaget på videobånd, set masser af disse ubevidste Gyldne øjeblikke, nuværende øjeblikke af ressourcer, som umiddelbart ikke registreres af den voksne i samspil med andre. Det er Westmark 2002, der introducerer begrebet Gyldne øjeblikke, som særlige betydningsbærende øjeblikke af samspil, hvor den voksne får mulighed for at uddrage positive erkendelser om sig selv og sin egen kompetence. Når den voksne på video får lejlighed til at se sig selv som betydningsfuld, uløser erfaringen yderligere sympati og sensitivitet overfor den anden og et grundlag for udviklingsstøttende kommunikation er lagt. Westmark introducerede undertegnede til tænkningen og ICDP metoden i Danmark, som den norske professor, H. Rye, i psykologi tidligere ved Oslo Universistet og K. Hundeide har introduceret i Skandinavien. ICDP (Internationl Child Development Program) sammenfatter, blandt andet igennem otte samspilstemaer, indsigt i og en metode til hvordan omsorgsgivere bevidst kan stille sig til rådighed i en andens udvikling, idet udvikling forstås som en menneskelig understøttet proces. Min erfaring med analyse af videoklip er, at voksne ofte inden arbejdet med videoanalyse af eget samspil, grundlæggende mener at der intet ualmindeligt/betydningsfuldt er på den optagne sekvens på ca. 1-5 minutter. De voksne har endda en tendens til at nedgøre egen andel i samværet og er altså således helt uden bevidsthed om deres måde at være sammen med andre på og betydningen deraf. Det er fascinerende at se, hvordan både begge parter i samspillet emotionelt fyldes op af det Gyldne øjeblik, således kan man ofte se, at parterne, efter kontakten er afbrudt, bevarer smilet et godt stykke tid efter. Dette samspil beskrives netop hos Shore, som fremhæver, hvordan den voksne reguler sig selv, når barnet efter det forhøjede affektive øjeblik, vender sig bort for at regulere den desorganiserede virkning. Omsorgspersonen trækker sig for at reducerer sin stimulering og afventer en nyt signal på genoptagelse af samspillet. På denne måde støtter den psykobiologiske afstemte omsorgsperson barnets informationsbearbejdning ved at justere karakter, mængde, variation og timing af aktivering og afbrydelse af stimulering på måder, der svarer til barnets faktiske integrationskapacitet. (Shore, 2006 p. 172 ff.). Dette foregår på ubevidste niveau, hvilket understøttes af Stern, 1995 som ligeledes påviser, at mødre i samspil med børn ikke selv registrerede, det afstemte fællesskab. Berit Bae er norsk børneforsker, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo, og har en omfattende forskning i relationer mellem børn og voksne bag sig. Berit Bae, 2003 har på video analyseret samvær samspilsprocesser mellem børn og voksne i en børnehave. Hun konkluderer at den gennemsnitlige varighed var ca. 20 sekunder de korteste ca. 4-5 sekunder og de længste sekunder. I disse korte sekvenser opstår Emergens, Gyldne Øjeblikke eller Nuværende Øjeblikke. Det ikke et spørgsmål om at nærvær og udviklings-skabende samvær kræver tid, men i højere grad et spørgsmål om integrere viden om relationens kvalitet og opnå bevidsthed om egen måde at indgå i samspil på. 5

6 I samvær med andre sendes massevis af signaler, hvoraf den anden kun reagerer bevidst på en lille del af disse signaler, samtidig kan der forgå masser af ubevidst kommunikation i relationen, som kan være både fremmende og hæmmende i udviklingen. Jørgensen 2006 skelner mellem interaktion og relation, hvor interaktion er udveksling af ord, mens relationen er den indre forståelse, et bånd af følelser, håb tillid, tiltro, noget uhåndgribeligt, usikkert og skrøbeligt. Selv om der foregår en interaktion foregår der samtidig en ordløs kommunikation om relationens karakter, der udsendes signaler og skjulte spørgsmål for at få vished eller sikkerhed for at båndet mellem to. En relation er et bånd mellem mennesker, der hele tiden skal bekræftes eller udbygges mellem dem. Konsekvenser af måder at blive mødt på. Som de sociale væsner vi kommer til verden som, retter vi vores opmærksomhed mod de nære voksne, der tager sig af vores omsorg. De bliver vores første læremestre i livet, senere kommer der flere til. I kontakt med de nære voksne, opbygger vi viden om det at være menneske. Den indlærte viden synker tilbage i det ubevidste, men fortsætter med at virke subliminalt, mens nye færdigheder opbygges. Mesterlære begrebet bruges her har inspiration fra det håndværksmæssige mesterlære begreb. Lærlingen, der står i lære hos sin mester, lærer gennem at se, høre og sanse sin mester for derigennem at tilegne sig samme viden som sin mester. Når lærlingen har lært hvad mesteren kan lærer fra sig får lærlingen nye læremestre og på den måde skaber lærlingen sin egen viden og kunnen, lærlingen skaber sig selv. Alle voksne har gået i mesterlærer hos deres forældre eller de voksne, de er vokset op sammen med. Vi reagerer på sansninger, som enten kommer udefra eller indefra, sansninger som har link tilbage til det subliminale lager og som vi ubevidst reagerer på. I mødet med andre mennesker danner vi overvejende ubevidst en fantasi og derud fra lynhurtigt vi danner et ubevidst handlingsprogram for kommunikation. (Vedfelt, 2000,p. 240). Oplevelser med andre lagres i selvet. Stern 95, beskriver hvordan disse indre billeder, opfattelser, synsmåder bliver til repræsentationer Schemes of being with, skemaer for at være sammen med. Det er barnets subjektive oplevelser af samvær, der generaliseres som en slags gennemsnitsoplevelse af sammenlignelige interaktioner. Disse mønstre synker ned og bliver tavs ikke bevidst viden eller vores briller gennem hvilke, vi ser verden. Disse mønstre bliver til ubevidste samspilsmåder, som barnet såvel som den voksne ubevidst vil benytte sig af, når det møder bestemte stimuli det kan eksempelvis være vrede, glade følelser, hvor personen så benytte de måder, det har lært sig at håndtere samspil, hvor disse følelser er på spil. Vedfelt gør netop opmærksom på, hvordan den tavse viden om egne samspilsmønstre aflaster vores bevidsthed, hvordan de ubevidst og automatisk tager sig af følelsesmæssige og kropssproglige aspekter, så vi ubevidst regulerer os til hinanden. Det betyder, at for at holde en god stemning kan vi give kollegaen ret i en måde at opleve barnet på, hvor vi ikke får afgrænset os, lyttet til egne erfaringer og holdt fast i vores måde at se og opleve en person på, eller bare bliver nysgerrig på hvorfor en kollega omtaler en anden på en bestemt måde. Samværsmønstre reaktiveres ubevidst af signaler i omgivelserne. Vi skal derfor være bevidste om, at den anden ofte forsøger at få de voksne og andre børn til at passe ind i de eksisterende mønstre. Det giver tryghed at være i relationer, hvor vi genkender samspilsmønstre - også selv om det er uhensigtsmæssige samspilsmønstre. Når vi er sammen med børn/voksne som har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, kan det udefra se ud som om den anden skal prøves af. For at skabe mulighed for udvikling er det grundlæggende vigtigt ikke at reagere på den måde, barnet kun kender alt for godt, og som det ubevidst forsøger at presse den voksne til automatiserede processer, idet vi på den måde fastholder barnets indre model barnet har brug for voksne, som tør vise det andre måder at være sammen på, hvordan situationen alternativt kan håndteres. Børn bliver sat i en basal konflikt mellem at tage vare på sin egen integritet eller tilpasse sig morens behov og ønsker. Vi er født med evnen til differentiering alligevel er det problematisk at adskille egne følelser, oplevelser, synspunkter og ideer fra andres. Barnet samarbejder på trods af egen integritet, det sender andre signaler som let overses af de kendte voksne, da de har skabt billedet af barnet og ser derfor efter signaler fra barnet, som støtter de voksne i deres billede af barnet. ( Stern, 1996, p. 203 ff.). De voksne er på denne måde med til at skabe barnet og barnets selvbillede. Hvis børn er i uhensigtsmæssige samspil kan, kan ses en selvregulerende adfærd. Barnet vil tidligt skabe dele af sig selv, som de voksne ikke formår at gøre intersubjektive, så disse delpersonligheder af barnet på en måde bliver forvist fra bevidstheden til et ubevidst måske noget ukendt personligt univers. (Vedfelt, p. 250 ff.). Barnet samarbejder, enten opgiver barnet egne grænser og føjer sig eller også kæmper barnet mere og mere indædt for sin integritet. I begge tilfælde mister barnet kontakten til sig selv, fordi moren ikke er i stand til at afgrænse sig selv. (Juul 2002, p. 55ff.). Vi bliver alle påvirket af de forventninger andre har til os, Rosenthal effekten in mente, som netop påviser at effekten af den voksnes forventninger til barnet har signifikante virkninger, er risikoen, er at vi ubevidst forsøger at leve op til de forventninger andre har til os. Det er et stort ansvar, kræver selviagttagelse og selvrefleksion at gøre sig klart, hvilke forventninger vi har til andre, men det har enormt betydning, når vi også kender konsekvensen af vore forventninger. Når vi har forventninger til andre, sættes en form for selvbekræftelse i gang, vi ser efter signaler, som bekræfter os i vores billede, i stedet for at gå på jagt efter de øvrige signaler, der også sendes, og vi reagerer/kvitterer for de signaler vi ser. Med vores forventninger er det altså vores valg at fastholde eller skabe mulighed for udvikling hos den anden. Den voksnes handlinger samt holdninger fra omgivelserne uløser handlinger hos den anden, så han virkeliggør og dramatiserer de forventninger som rettes mod det. På længere sigt påvirker det igen personens selvforståelse. Det betyder, at når personen møder andre mennesker vil det ubevidst afspille de automatiserede mønstre af måder at være sammen på, som det kender så godt og på den måde også er tryg ved at være i. Så når vi skal arbejde med andre mennesker, når vi stiller os til rådighed for at disse kan udvikle sig, kræver det selvindsigt i vore egne ubeviste samspilsmønstre og et kontinuerligt arbejde med at skille ad, hvad der er mit og hvad der er andens. Det kræver 6

7 mod til blive klog på sig selv, men det er nødvendigt at blive klog på sig selv, før man gør sig klog på andre! Grundtonen i Kirerkegaards livsværk er, at vi skal kende os selv. Paradoksalt nok er det da, vi virkelig kan forstå verden og især dér vi får mulighed for at forstå den anden. Shore 2006 påpeger, hvordan den voksnes evne til at indgå i samspil har afgørende betydningen for barnet udvikling, fordi barnets udvikling af psykisk robusthed udspringer af barnets og forældrenes overgang fra positiv til negativ og tilbage til positiv affekt. Nøglen er omsorgspersonens evne til at overvåge og regulere sit eget aktiveringsniveau. Affektregulering handler ikke kun om dæmpning af negative følelse, men handler også om forstærkelse og intensivering af positiv følelse, som er betingelse for mere kompleks selvorganisering. Regulerende følelsesmæssige interaktioner med en velkendt, forudsigelig primær omsorgsperson skaber ikke kun en følelse af tryghed, men også en positivt ladet nysgerrighed, der er drivkraften i det fremspirende selvs udforskning af nye og ukendte socioemotionelle og fysiske miljøer. Hvis det ubevidste samspil får lov til at leve sit eget liv, hvis de voksne ikke er selvrefleksive og selvafgrænsende er der fare for, at vi får givet andre, tillagt andre mennesker bestemte roller i samspillet, vi lukker med andre ord af for den andens mulighed for og ret til at skabe sig selv. Måder at være på, som skaber mulighed for udvikling hos den anden? Bae 2003 definerer to forskellige rum som ubevidst skabes mellem den voksne og barnet i henholdsvis rummelige og trange mønstre. De rummelige mønstre er karakteriseret ved den voksnes måde at være på i relationen, som indlevende, fokuseret opmærksom, lyttende, velvillig fortolkende, tolerant, lader sig afbryde, tjekker forståelse, og henter sig ind igen, hvis hun går ud af kontakten. Man kunne også så sige en bevidst, nysgerrig voksen, som ikke tager definationsmagten i relationen. De trange mønstre derimod karakteriserer den voksnes måde at være på, som oplevelsesmæssig fjern, usynkroniseret, vurderende, nølende modtagende, rosende og ensidig i rollefordelingen. For at turde bevæge sig frem må der skabes rummelige mønstre eller tryghed i relationen. Løgstrup betegner det etiske livs udfordring som; det fundamentale i al kommunikation er at vove sig frem og blive imødekommet Disse rummelige og trange mønstre svarer hos Vedfelt til flydende og rigide mønstre. Vedfelt p. 168 ff. De flydende mønstre kan beskrives som indfølende og kreative, hvor personen kan tage nye vinkler og input ind, mens de rigide mønstre er svære at aktivere uden at aktivere hele systemet, hvilket betyder at personen lukker af for den anden og mere kører sit eget løb - sit sæt af mønstre uden at sætte sig i den andens sted, mærke hvor han er og regulere sig derefter, uden at kunne tage nyt ind etc. En forudsætning for vove sig frem, komme på banen, lære noget nyt, indgå aktivt i forandringsprocesser, turde det ukendte, bevæge sig videre i livet, kan det kun ske i et rum præget af imødekommenhed, forståelse for den anden og anerkendelse for det, vi formår. Tryghed i relationen er en forudsætning for at anerkendelse kan komme i spil, ligeledes må ligeværd eller respekt for den andens ret til at opleve verden på sin måde være en forudsætning. Det er i det anerkendende møde med et andet menneske Gyldne øjeblikke kan opstå. Schibbye definerer anerkendelse som Tanken om individets selvfølgelig ret til sin oplevelse er central. (Schibbye 1998 p. 166). Vi er afhængige af hinanden i skabelsen af os selv og vore læremestre har afgørende betydning for, hvilke udviklingsmuligheder vi gives. Schibbye, 2005 har et dialektisk anerkendelsesbegreb, hvor anerkendelse er noget, man er ikke noget instrumentelt. Anerkendelse indebærer glæden ved at erkende mere end det allerede kendte. Anerkendelse bidrager på den måde til kontakt med og styrkelse af individets forhold til sig selv; at udvikle tillid til at egne oplevelser og tanker er gyldige. Anerkendelsen delelementer er lytning, forståelse, accept, tolerance og bekræftelse, altså meget lig Bae s rummelige mønstre. (Schibbye, 2005, p.288). Anerkendelse forudsætter med andre ord selvafgrænsning. For at forstå et selv, må vi hele tiden skifte fokus mellem at observere både den ene og den anden i samspillet, og ikke mindst, holde øje med os selv. Og vi kan bruge samspillet til at forstå mere om indre processer, som bliver afspejlet udadtil. I dialektikken, må vi altid tage hensyn til, at den anden har sin forståelse af samspilsprocesser, denne forståelse behøver ikke at svare til min, eller være ligesom jeg vil have den til at være for at opretholde eget selv. Der er her tale om samvær på et bevidst, refleksivt niveau. For at relationen skaber udvikling hos den anden, kan vi altså stille os til rådighed som dem vi er, vi kan med bevidsthed om vores egen måde at være på skabe tryghed i relationen og anerkendelse ved at acceptere og at lade den anden være, der hvor han er. Det stiller krav til den måde jeg er på i relationen. Dette bekræftes af Vedfelt, som gør opmærksom på, at terapeutens personlighed og evne til at involvere sig følelsesmæssigt i klienten er den vigtigste af de fælles virkende faktorer i terapi. Vedfelt, 2000, p Den voksnes evne til at være i samspil med andre er et fornemt værktøj. Hvordan får jeg øje på mig selv i et udviklingsstøttende samspil. Udvikling indebærer en stadig større afgrænsning af eget selv. At få adgang til den viden om sig selv, hvad vi reagerer og ikke reagerer på kræver at ville vende blikket fra den anden og i første omgang blive bevidst, se på sig selv. Schibbye, 2005 beskriver selvafgrænsning, selvrefleksivitet og selviagttagelse som redskaber i dette arbejde. Selvrefleksivitet vedrøre en specifik menneskelig egenskab; at kunne forholde sig til sig selv, at kunne være sit eget objekt, at kunne observere sig selv; stille sig uden for sig selv, afgrænse og betragte sig selv. (Schibbye,2005, p. 86ff.) Selvafgrænsning henviser altså til individets evne til at sortere og skelne mellem egne og andres oplevelser, synspunkter, opfattelser eller repræsentationer. I selvrefleksiviteten ligger evnen til at se, hvordan man selv opfattes af den anden. Vedfelt stiller sig kritisk overfor evnen til at sætte sig selv udenfor sig for at iagttage, idet han anfægter at sindet ikke er et objekt, sindet vil forandre sig undervejs. Selvrefleksivitet indebærer selvafgrænsning at se sig selv og at se den anden, herunder at se sig selv fra den andens perspektiv at kunne udskille sit eget selv er at give den 7

8 anden mulighed for at udskille sig selv. Vi bliver socialiseret i en relation, hvor to subjekter, to oplevelsesverdener mødes. Den anden mødes som et subjekt, hvor den voksne forsøger at forstå den andens indre verden. I denne forståelse vil den anden kunne forandre sin selv-forståelse og forståelse af den andre. Med andre ord har vi et subjekt subjekt forhold, hvor den voksne må tage hensyn til de forudsætninger, hun skaber for den andens oplevelser og handlinger i samspillet. Den anden indgår i relationelle processer og forhandlinger, hvori barnets eget bidrag indgår. Vedfelt peger på udvikling af relationskompetence gennem introspektion. Det er en introspektion, som ikke alene er baseret på en rationalistisk og intellektuel forståelse, men som også inddrager sensitivitet overfor følelser, kropsfornemmelser, fantasier og evne til at orientere sig i supramodale tilstande. Vedfelt introducerer tre forskellige former for introspektion: vejledt, vikarierende eller selvstændig introspektion. (Vedfelt, 2000 p. 94 ff.). Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at introspektionen er en proces, der foregår over tid. At orientere sig i det indre univers kræver viden og udvidet sensitivitet, som kun langsomt bygges op. Bevidsthedsudvidelse og holdningsændringer går hånd i hånd og er et jordnært projekt. Vejledt introspektion foregår under direkte vejledning, idet en person hjælper en anden med at iagttage sine indre processer. Mange er i dagligdagen meget lidt vant til at rette blikket indad og iagttage de indre processer, hvilket i realiteten betyder, at mange mangler sprog for at kunne udtrykke de indre processer. Der foregår ikke vejledning men tages udgangspunkt i,hvad der foregår i personen. Den vikarierende introspektion kræver en vejleder som evner at sætte sig i den andens sted. Evnen til at ud fra selvindsigt og livserfaring at føle sig ind i andre uden at blive følelsesmæssigt smittet. Det er en høj bevidsthedsform, idet vejlederen uundgåeligt bliver smittet på grund af den subliminale perception, den ubevidste forståelse af kropssproget og i det hele taget virkningen af den andens persons tilstedeværelse. Endelig peger Vedfelt på selvstændig introspektion, hvor man gennem meditation kan afkoble den normale bevidsthed for herigennem at skabe indre stilhed, som muliggør indsigt i sindets dybere lag. Hundeide 2004 peger også på et stykke praktisk reflekterende arbejde, for at opnår større relationskompetence indsigt i sig selv og i relationen med andre. Der arbejdes mod at sikre at kommunikationen er befriet for metakommunikative beskeder om inkompetence. Der arbejdes med de voksnes sensitivering, meget konkret gennem observationsøvelser, de voksne skal have skabt et sprog, for det der foregår i relationen og endelig skal de voksne handle for herigennem at opnå en personlig praktisk forståelse. De voksne skal arbejde med: Etablering af tillidsfuld kontakt. Positiv redefinition af barnet empatisk identifikation Aktivering af omsorgsgiver i forhold til de 8 temaer fra ICDP programmet gennem aktiv deltagelse, eksemplificering, selvobservation og afprøvning af temaerne. Påpege positive træk ved omsorgsgivers aktuelle praksis. Verbalisering og bevidstgørelse omkring godt samspil. Dele erfaringer i gruppe for at understøtte og konsoliderer forståelsen. Der arbejdes på tre niveauer, selviagttagelse, feedback på en iagttaget situation og videofeedback på at få større indsigt i egen relationskompetence, hvilke virkemidler man besidder og kan videreudvikle for at indgå i en udviklingsskabende relation med andre mennesker. Konklusion. Udviklingspsykologien, sociologien, neurologien og den kybernetiske psykologi byder alle ind på, hvordan relationen har afgørende betydning for udvikling. Mennesker lærer sammen med andre, vi lærer autonomi af og sammen med de mennesker, vi er nære med. Interaktionen mellem mennesker kan ses som det øverste lag, ligesom kybernetikken beskriver bevidstheden som et lille skib på oceanet af ubevidsthed, ligger relationen under interaktionen, hvor relationen, som oftest foregår på et ubevidst niveau, har afgørende betydning for hvordan det lykkes at stille os til rådighed i andre menneskers udvikling være udviklingsstøttende i vores måde at være på. Ved at udforske relationen, hvad der er på spil mennesker imellem, bliver det tydeligt, at der foregår meget ubevidst samspil. Det er enorme fint samspil, der foregår mellem mor og barn. Det er forholdsvis ny viden, der dokumenterer, at relationen også har enorm indflydelse på hjernens udvikling, de kemiske stoffer der udvikles og danner hjernens funktioner. Det er tankevækkende, hvor stor indflydelse imitation har på kommunikationen, og hvor tidligt barnet er i stand til at træde ind på den relationelle læringssti. Få dage gammelt er barnet i stand til at imitere og efterhånden udvikles enorm viden både om den anden og sig selv. Dette tidlige men store arbejde synker ned som tavs viden og bliver dagligt taget i brug samtidig med at sansninger sætter gang i hele den store vidensbase om at være sammen. Vi vil altså hurtigt i samvær med andre benytte os af tavs viden, som kan være afgørende for vores måde at møde andre på. Det kan have betydning for, på hvilket niveau vi er i stand til at møde andre i relationen. Om vi føler os trygge og benytter os af flydende mønstre eller om vi er på vagt og derfor bliver mere rigide i vores måde at være sammen med andre på. Vi benytter os af metakommunikation, når vi aflæser den følelsesmæssige kommunikation, læsning af kropssprog samt prosodi har størst betydning, når vi aflæser den følelsesmæssig kommunikation, herud over kan vi bruge os selv som redskaber. Vi kan lære at mærke indad, mærke hvad der foregår i os selv, reflektere og overveje om de indre sansninger er noget, der høre os til, eller om det også handler om den anden. Den enorme indsigt der kan opnås gennem arbejdet med sig selv, øger muligheden for en højere bevidsthedsform, flytter viden fra det ubevidste lager til et bevidst redskab, som gør det muligt at kunne skelne mellem jeget og den anden, og dermed i højere grad kunne stille sig til rådighed i den andens udviklingsproces. Så den anden kan skabe sig selv gennem nærværet og sammenværet to adskilte mennesker kan opnå. Det at kunne afstemme sig uden at miste sig selv, møde andre med en anerkendende grundholdning 8

9 giver mulighed for, at den anden kan skabe sig selv. Særligt i øjeblikke af emergens, nuværende øjeblikke eller Gyldne øjeblikke, der fanges ind og bevidstgøres skabes store muligheder for spring i ens egen udvikling voksen eller barn. I samværet med mennesker, der udfordre vores relationskompetence, hvor vi måske ellers umiddelbart ville tager afstand, kan den relationelle viden have afgørende betydning så vi ikke indgår i selvopfyldelsens profeti og undgår den udviklingsstøttende relation, gør som den anden er vant til, lever op til den ubevidste forventning om eksempelvis afvisning af kontakt, men står fast i os selv, tilbyder og tør afvente, at den anden indgår i kontakten. Det kan være hårdt arbejde både på et terapeutisk og et pædagogisk niveau at stille sig til rådighed, banke på og vente på, at den anden tør komme men det er også her der ligger store udviklingsmuligheder. Det er vigtigt, at vi tager fat i at udvikle, få fat i vores ubevidste kompetencer, bliver bevidste om os selv, før vi kan stiller os til rådighed for andres udvikling. Jo mere jeg tør blive bevidst om og afgrænset i hvad der mit, jo større råderum får andre til det, der er deres. Ovenstående betragtninger overlader til den reflekterende læser at gøre sig overvejelser over grænsen i forholdet mellem den terapeutiske relation og pædagogiske relation. Men relationen er et faktum, alle voksne der holder andres liv i deres hænder, også i den pædagogiske verden, må forholde sig til. Den professionelle voksne skal deltage i barnets dannelsesproces og er samtidig involveret i sin egen selvrealisering, det kræver tid til at tage vare på den proces det er, at arbejde reflekterende med sig selv og i forholdet til andre. Det har været en spændende proces løbende at opdage, hvordan kybernetisk psykologi integrerer udviklingspsykologien, sociologien og neurologien samtidig med, at den yder sit særlige bidrag med enorm viden om det ubevidstes lager samt tilgangen til at arbejde med og inddrage dette i det bevidste relationsarbejde. Det er min opfattelse, at den kybernetiske psykologi komplementere og supplere de øvrige teoretiske tilgange på en unik måde, som ikke andre teorier tidligere har formået at gøre så tydelig og tilgængelig. Litteraturliste: Bae,B. (2003) På vej i anerkendende retning? Social Kritik 88/2003, s Bråten, S. (1996)Videoanalyser av spedbarnet i samspill bidrar til å oppheve et modellmonopol. I: Holter, Harriet og Ragnvald Kalleberg, (red.): Kvalitative metoder i samfunnsforskning. Universitetsforlaget, Oslo, Bråten, S. og V. Gallese (2004) On mirror neurons systems implications for social cognition and intersubjectivity. (Intervju ved redaktørerne L. T. Westlye og T. Weinholdt.) Impuls 58 (3) 2004: Gade, A. (1999) Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. Frydenlund. 3. oplag. Hundeide, K. (2004) Relationsarbejde i institution og skole. Dafolo. Juul,J & Jensen, H. (2002) Pædagogiske relationskompetence. Apostrof Jørgensen, P. S. (2006)Den relationsorienterede lærer. Relationer i skolen. Perspektiver på liv og læring. Red. T. Richie. Billesø & Baltzer. Kirkebæk, B. (2005) Formidling handler om at dele følelser, erfaringer og oplevelser. Om medieret læring og bøn med multiple funktionsnedsættelser. Foredrag på Blågårds Seminarium. Paludan,C. Schibbye, A.L. (2005) Relationer i et dialektisk perspektiv. Akademisk forlag. 2. udgave. Stern, D. (1995). Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave. Stern, D. (2004). Det nuværende øjeblik. Hans Reitzels Forlag. Shore, A. N. (2006) Kommunikation mellem forældre og spædbørn og de neurobiologiske aspekter af den emotionelle udvikling. Hans Reitzels forlag. Trevarten, C.(1994), Brain development, infant communication, and empaty disorders:,,,i Development and Psychopathology. 6: , Cambridge University Press. Vedfelt, O. (2000) Ubevidst Intelligens. Gyldendal. Westmark,P. (2002) Relationskompetence et didaktisk perspektiv. Relations- og ressourceorienteret pædagogik. Forlaget skolepsykologi. Pædagogisk Psykologisk Forening. 39. årgang/4. 9