Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat

Transkript

1 DET HUMANISTISKE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat Kandidatspeciale af Patrick Klein Vejleder: Kirsten Thisted Specialets omfang: tegn = 62,9 ns. TORS Tværkulturelle Studier April 2012

2 Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat Patrick Klein Vejleder: Kirsten Thisted TORS Tværkulturelle studier April 2012 Københavns Universitet Abstract This thesis suggests that the Danish public debate on constructs the fat as incompatible with the notion of good citizenship. More specifically, it argues that articles in nationwide newspapers depicts the fat as being without control, agency and responsibility, as suffering from an illness which is the root cause of other illnesses and as being undereducated, neglectful as parents and marked by social failure. These characteristics are tied to neoliberal ideas of profitability that view the fat as an economic burden rather than an asset for the state and society in general, thus identifying the fat as bad citizens. Based on a discourse analysis of the debate, the thesis identifies two distinct paradigms relating to the placement of responsibility. The first is stressing personal responsibility, while the second places the responsibility outside of the fat individual, thereby calling for government action. The thesis argues that a change of paradigms is taking place, with increasing influence of the latter in public debate and governmental initiatives. In this process, the divide between the fat and the so- explanations of the fat body are expanding beyond the biological into social and cultural realms, consequently construing them as fundamentally different people. It is plausible that such a change of paradigms is serving the interests of a number of different agents, whose finances and interests, this thesis argue, enables the formation of an alliance between the state, parts of the treatment apparatus, and organizations claiming to represent the fat. This can be seen as a strategy ts and privileges. The alliance between the marginalizer and the marginalized, however, creates an illusion of opposition that satisfies ideas of balanced journalism and thus stifles the search for counter discourses. At the same time, systems of knowledge society, meaningless, thereby making meaningful counter discourse almost impossible. The thesis nce as well as the scientific basis, on which it rests, establishes an asymmetrical power relation, in which government control of the body is strengthened to the disadvantage of the individual citizen.

3 Indhold 1. Indledning Metode Diskursbegrebet Afgrænsning Begrebsafklaring Genrer Den videnskabsformidlende genre Den eksplicit debatterende genre Den biografiske genre Videnskaben Diskurser i fedmedebatten Den tykkes bidrag til staten Disciplin, vilje og kontrol Agens Uddannelse & oplysning Dårligt forældreskab Den tykke som udgift Ansvar Sygdom Et spørgsmål om succes To paradigmer Subjektspositioner Grænsedragning Aktører og interesser Konklusion Litteratur Avisartikler Internetkilder og andet

4 1. Indledning Fedmedebatten er eksploderet de seneste årtier. Aviser, ugeblade, fjernsynskanaler, internetmedier og offentlige handlingsplaner myldrer med udsagn om de tykke, hvem de er, årsagen til deres vægt, vælter over hinanden for at få lov til udtale sig om alle tænkelige aspekter ved den såkaldte studie af kropsvægt forekommer der derimod at være et udpræget naturvidenskabeligt monopol, og der er endog meget langt mellem studier, der undersøger de sociale omstændigheder og konsekvenser ved debatten. Særligt bemærkelsesværdigt er den næsten universelle problematisering af en forholdsvis høj kropsvægt. Til trods for det enorme fokus synes de blinde vinkler åbenlyse. Det er her, denne opgave henter sin legitimitet. Området, der forsøges belyst, omfatter de sociale rueres i forhold til undersøgelse. Den primære problemstilling er da, hvordan denne forhandles i fedmedebatten. Hertil knyttes også spørgsmål omkring de dominansrelationer der skabes og opretholdes i en problematiserende og marginaliserende fedmedebat samt dennes samfundsmæssige og sociale konsekvenser. Endelig er specialet drevet af en ambition om et opgør med et naturvidenskabeligt forskningsmonopol på sundhedsrelaterede udfordringer. Opgavens emneområde synes umiddelbart at ligge uden for, hvad der populært forstås, som omfattet af kulturbegrebet. Det er derfor nødvendigt for forsvaret af emnevalget, at diskutere en række antagelser omkring kultur teoretisk såvel som empirisk. Forestillingen om kultur som en ren etnisk kategori, der knytter bånd til romantikken og en politisk dagsorden, der forstår verden som udgjort af diskontinuive og absolutte nationer, (Malkki 1992) er for længst udfordret empirisk af en mere mobil verden samt teoretisk af det poststrukturalistiske opgør med et essentialiserende og homogeniserende kulturbegreb. En foranderlig empiri har underkendt det eksisterende begrebsapparat således, at det ikke længere giver mening at opererer med en snæver binding mellem sted, kultur og etnicitet. Samtidig har fokusskiftet fra kultur som et fast og konkret studieobjekt til omfattende de processer, hvorigennem menneskers sociale verden konstrueres, også sløret skellet mellem, hvad der må forstås som omfattet af kulturbegrebet og hvad, der ligger uden 2

5 for dette. Når det statiske kulturbegreb, der opererer med faste grænser, defineret af etniske skel, ikke længere kan opretholdes, må fokus flyttes til det processuelle. (Hastrup 2004) Det er gennem et processuelt kulturbegreb, at en tværkulturel vinkel på fedmedebatten gives mening. Med det processuelle forstås, at skel, der før sås som givne, må fortolkes som en proces, hvorigennem forhandlinger om sociale fællesskabers indbyrdes forhold får konkrete effekter. Det tværkulturelle spænd i fedmedebatten ligger i konstruktionen af et skel mellem den tykke og den, der postulerer, at disse er radikalt forskellige mennesker. Emnet og det tværkulturelle skal med andre ord ikke ses som en situation, hvor to lukkede kulturer, der eksisterer i sig selv, står over for hinanden. I stedet ligger fokus på den grænsedragning og polarisering, som aktører i et fedt-fjendsk samfund effektuerer på baggrund af antagelser om en høj kropsvægt og de personer, den omfatter. 2. Metode Den teoretiske vinkel, som danner ramme om dette speciales metode, er antagelsen om, at verden ikke bare eksisterer i sig selv, men konstrueres socialt gennem tekst og praksis. Dermed kan forstås som en fysisk eksistens uafhængig af menneskers forholden sig til deres kropslige variation, men må ses udgjort af denne opmærksomhed. Gennem fedmediskurser gives kropsvægt og kropsform betydning; en betydning, der har konsekvenser for den måde, vi navigerer i verden. Det er den socialkonstruktivistiske vinkel, der giver mening til den diskursanalyse, som er det overordnede metodiske værktøj i denne opgaves behandling af fedmedebatten. For studiet af de diskursive praksisser, som manifesteres i fedmedebatten, er en række metodiske overvejelser omkring brugen af diskursbegrebet uomgængelige. Derudover er en empirisk og analytisk afgrænsning anvendelig i fastholdelsen af det tilstræbte fokus. Endeligt finder jeg det relevant at afklare væsentlige begreber, der markerer kropsvægt; deres forudsætninger og positionering. 2.1 Diskursbegrebet I min analyse af fedmedebattens diskurser henter jeg inspiration fra forskellige teoretikere, der har givet bud på, hvordan diskurs kan forstås og benyttes i det akademiske studie af menneskers sociale verden. På baggrund af Norman Fairclough og Lila Abu-Lughod vil jeg i det følgende vende nogle overvejelser omkring diskursbegrebet som ramme for dette speciale. 3

6 Fairclough beskriver i Discourse and Social Change hvorledes diskurser repræsenterer, giver betydning, konstituerer og konstruerer verden 2008: 18). Som sådan gives de afgørende betydning for de diskursanalysen relevans udover studiet af isolerede udsagn, idet diskursbegrebet, som Abu-Lughod allows for the possibility of recognizing within a social group the play of multiple, shifting, and competing statements with practical effect -Lughod 2006: 159) Netop ideen om, at diskurser har praktiske effekter, lader begrebet gøre op med en distinktion mellem tekst og praksis, som kulturbegrebet i nogen grad har lagt op til. (Abu-Lughod 2006: 159; Hall 1997: 44) I hvilke sammenhænge disse praktiske effekter kommer til udtryk giver Fairclough et bud på, idet han tilskriver diskurser tre funktioner: en identitetsmæssig, en relationel og en ideationel. I sin identitetsmæssige funktion bidrager diskurser til at konstruere subjektspositioner. (Fairclough 2008: 18) De danner med andre ord baggrund for, hvilke meningsfulde positioner subjektet kan indtage i forskellige sociale rum. Denne funktion er vigtig for nærværende speciale, idet de subjektspositioner, der tilbydes i fedmedebatten, kan relateres til positioner, der markerer gode, og dermed give et billede af den tykkes rolle i forhandlingen af denne. Den relationelle funktion betegner diskursers evne til at konstruere relationer mellem mennesker. (Fairclough 2008: 18) Særligt relevant for denne opgave er konstruktionen af relationer mellem den tykke og en række statslige institutioner samt det omgivende samfund. Disse relationer, kan dog også ses som værende mellem mennesker, da institutioner og samfund ikke eksisterer i sig selv, men udgøres af forskellige mere eller mindre synlige aktører. Endeligt bidrager diskursers ideationelle funktion til at konstruere videns- og betydningssystemer, (Fairclough 2008: 18) der er med til at sætte grænserne for hvilke udsagn, der kan betragtes som meningsfulde. Her spiller lægevidenskabens autoritet og vidensproduktion en afgørende rolle, idet denne konstruerer rammer, inden for hvilke fedmedebatten udspilles. For overhovedet at behandle heterogene tekster som udtryk for diskursive formationer, er det nødvendigt at antage, at tekster refererer indbyrdes til hinanden. Disse antagelser omkring referering kategoriserer Fairclough i to grupper: manifest intertekstualitet og konstitutiv intertekstualitet. Hvor manifest intertekstualitet betegner den direkte og derved eksplicitte reference den heterogene konstitution af tekster ud fra elementer i diskursordner 2008: 44) Med interdiskursiviteten åbnes en mulighed for, at tekster ofte rutinemæssigt trækker på konventioner, der er naturaliseret inden for bestemte diskursordner. Således kan tekster grupperes ud fra deres 4

7 elementer og behandles som et led i en diskursiv praksis. Den manifeste intertekstualitet har relevans for fedmedebatten, idet autoritetsgivende referencer til videnskabeligt funderede udsagn er hyppigt forekommende i de mange tekster, som udgør debatten. Derved skabes en udtalt sammenhæng mellem forskellige heterogene tekster. Når jeg bruger den manifeste såvel som den konstitutive intertekstualitet i retfærdiggørelsen af en senere gruppering af tekster i diskurser, ligger der et postulat om en reel sammenhæng. Med andre ord antager jeg, at aktørerne vitterligt har trukket på andre tekster og deres konventioner. Samtidigt er jeg bevidst om, at grupperingen i diskurser er et produkt af min analytiske og empiriske afgrænsning, og jeg dermed selv konstruerer konteksten for de enkelte tekster, som de kommer til udtryk i denne opgave. (Gulløv & Højlund 2003: ) Diskursbegrebet og de ovennævnte antagelser om intertekstualitet, skal derfor ses som et værktøj til at påpege en række tendenser, der har praktisk effekt for samfundet i almindelighed og de tykke i særdeleshed. Abu-Lughod advarer imidlertid om en faldgrube i benyttelsen af diskursbegrebet, der knytter sig til spørgsmål omkring determinisme og homogenisering. I Writing against Culture (Abu-Lughod 2006) påpeger hun, at begrebet rummer en fare for, at divergerende udtalelser forstås som anomalier og afvises i ønsket om at skabe struktur. Samtidig påminder hun om, at diskursbegrebet indeholder muligheden for forandring, idet der er tale om individuelle aktørers udsagn. Aktører, som besidder et potentiale for improvisation, benytter forskellige strategier og har forskellige interesser. Derved ser Abu-Lughod, at diskursbegrebet bør afvige fra kulturbegrebet ved ikke at besidde den samme antagelse om stærk kohærens og bundethed. For opfyldelsen af denne opgaves formål, finder jeg det derfor vigtigt, også at fokusere på interne uoverensstemmelser, der ligger inden for umiddelbart homogene diskursive formationer. Fairclough lægger som Abu-Lughod også vægt på diskursiv forandring. Han argumenterer for, at det intertekstuelle aspekt af diskurs i tillæg til tendensen mod en rutinemæssig naturalisering af konventioner rummer muligheden for kreativ brug af forskellige elementer og direkte referencer, der som effekt kan afstedkomme diskursiv og dermed social forandring. (Fairclough 2008: 44) 2.2 Afgrænsning Som praktisk værktøj i diskursanalysen opstiller Fairclough en tretrinsmodel, der kan benyttes til at kontekstualisere tekster for således at sætte dem i spil over for en bredere social praksis. Modellen opererer med den tætte tekstanalyse, det mikrosociologiske studie af den diskursive praksis og et makrosociologisk blik på social praksis. (Fairclough 2008: 28) Det er blandt andet med udgangspunkt i denne model, at jeg vil afgrænse opgaven analytisk. Analysen vil derfor ikke kun bevæge sig på et rent tekstnært plan, men også inddrage tanker om muligheder og begrænsninger 5

8 vedrørende debattens platform samt teksternes forhold til social praksis. Den primære kildegruppe vil dog være de tekster, som er produceret i fedmedebatten og kan ses som udgørende denne. Som nævnt i indledningen har debatten et utal af aktører samt en lang række forskelligartede fora, hvori den udspiller sig. Stort set alle dele af samfundet bliver inddraget i problematiseringen og løsningen af den udfordring, som antages at udgøre. Arbejdspladser, daginstitutioner, skoler, sundhedssektoren, underholdningsprogrammer, de trykte medier og mange flere bliver alle en kampplads, hvorpå fedtet kan, og i nogens øjne skal, bekæmpes. En empirisk afgrænsning er derfor helt uundgåelig, hvis analysen på nogen måde skal gøres overskuelig. For at foretage en sådan afgrænsning af empirien, vil jeg tage udgangspunkt i artikler publiceret af danske trykte medier inden for en halvårig periode. Afgrænsningen er nødvendig også af tidsmæssige årsager, da den enorme mængde indlæg i debatten ville kræve væsentlig mere tid og plads at behandle fyldestgørende. Danske medier har ifølge infomedia fra foråret til efteråret 2011 publiceret op imod 4000 artikler indeholdende ordet fedme. Et alt for omfattende antal til, at det ville være realistisk at behandle inden for dette speciale. Jeg har derfor valgt at begrænse mit kildemateriale til artikler publiceret af danske landsdækkende dagblade i perioden 14. maj 2011 til 14. november Artiklerne falder særligt i den første del af perioden. Nærmere bestemt bringer Berlingske en række artikler i forsommeren, hvorefter Politiken kører en større artikelserie i juli. Debatten fortrænges delvist i de efterfølgende måneder af tragedien på Utøya og folketingsvalget. Artiklerne er fundet via infomedia gennem en søgning på ordet fedme sorteret af de ovenstående tidsmæssige og platformmæssige parametre, hvilket giver 349 artikler. Langt størstedelen af disse indeholder udsagn omkring den tykke, og disse er objekt for dette speciales analyse. En række artikler, primært restaurantanmeldelser er valgt fra, da de indlysende falder uden for denne undersøgelses interesseområde. Artiklerne, der er citeret i analysen forstår jeg som repræsentative for debatten, og jeg har forsøgt at gengive de forskellige positioner og aktører, der gør sig gældende i denne. Jeg vil ikke udelukke at drage paralleller til andre områder uden for den empiriske afgrænsning, der kan bidrage til at kaste lys over de behandlede tekster. Dette ønsker jeg dog kun at gøre, såfremt de behandlede tekster berettiger det. 2.3 Begrebsafklaring Sondringen mellem en række begreber, der markerer vægt eller kropsform er som nævnt relevant for den videre analyse af tekster med relation til fedmedebatten. I forskellige bredt anvendte begreber ligger implicitte antagelser samt moralske fordringer, der henter autoritet fra 6

9 naturvidenskabelig side og bemærket eller ubemærket positionerer udtalelser. Her forstås ikke et spørgsmål om begrebernes værdimæssige ladning, der i dagens fedtfobiske atmosfære nærmest kun kan være negativ. I stedet er forudsætningerne for de behandlede begreber afgørende for, hvordan jeg forholder mig til dem gennem opgaven samt anvender dem i diskussion og analyse. Jeg vil i det følgende diskutere tre begreber, der alle er markører for kropsvægt og kropsform. Kategorierne tyk, overvægtig og fed er termer, som hyppigt benyttes i debatten, og som rummer hver deres forudsætninger. Disse forudsætninger er som nævnt relevante for den videre analyse. Ordet fed, der relaterer sig til begrebet fedme, trækker på en forståelse af kropsvægt, som sygdomsmarkør og kan derved forstås som en klinisk term. Som sådan sygeliggøres mennesker på baggrund af en arbitrær grænse for BMI (body mass index). (Wann 2009: xiii-xiv) Patologiseringen af den tykke er af særlig betydning for iværksættelsen af handlingsplaner og gennemslagskraften for argumenter, hvis formål det er at problematisere kropsvægt. (Foucault 1978: ) Her henter termen autoritet hos lægevidenskaben, der under dække af forestillingen om eksakt videnskab gør modargumentation meningsløs. I sin uoverskuelighed for den uindviede, virker lægevidenskaben som en uigennemtrængelig sort boks (Latour 1987), der naturaliserer videnskabelige positioner og producerer fakta. Disse videnskabeligt producerede fakta træder ind i fedmedebatten som autoritative komponenter, der bliver præmisser for den videre diskussion. Det er den lægevidenskabelige terminologi, der muliggør italesættelsen af den statistiske forøgelse af kropsvægt som en fedmeepidemi og dermed presser myndigheder til handling. Ordet fedme er som lægefagligt begreb ikke konsekvent inden for sin egen logik. Dels er det svært at forsvare en diagnosticering af personer ud fra kropsvægt alene (Burgard 2009: 43-44), dels refererer epidemi almindeligvis til smitsomme sygdomme, (DDO 2012a) blandt hvilke fedme næppe kan inkluderes og endeligt synes det problematisk at betegne fedme som en sygdom i sig selv, idet den ikke lever op til en almen klinisk forståelse af dette. (DDO 2012b) Når epidemi-termen anvendes af lægefagligt uddannede personer, der om nogen må være bevidste om de gængse præmisser for dette begreb, kan der derfor anes en politisk dagsorden, der griber ud over den faglige diskussion. Termen bør derfor anfægtes ikke kun for sine stærkt problematiske antagelser omkring forholdet mellem kropsvægt og sundhed, men også på grund af den politiske funktion, som forestillingen om en fedmeepidemi udfører. Jeg vil derfor med inspiration hos forskere inden for Fat Studies, (Wann 2009: xiii) citationstegn gennem resten af opgaven for at øge opmærksomheden på de problematiske forhold, der omgærder begrebet. 7

10 Som også fedmebegrebet bygger ordet overvægt på problematiske antagelser omkring kropsvægt. Her er det ikke en patologisering, der er problemet, men et ekstremt normalitetsbegreb. Marilyn Wann skriver således i forordet til The Fat Studies Reader -fat. It implies an extreme goal: instead of a bell curve distribution of human weights, it calls for a lone, towering, unlikely bar graph with everyone occupying the same (thin) weights. (Wann 2009: xii) Wanns kritik af overvægtsbegrebet lægger vægt på, at selve termen indeholder et mål, der tolker den statistiske vægtfordeling og dermed kropslig variation som en anormalitet. Hun argumenterer for, at lignende mål for andre kropslige parametre ikke synes at eksistere og ville virke absurde. (Wann 2009: xii) Overvægtsbegrebet forudsætter en normalitetsforståelse, der ikke stemmer overens med den empiriske virkelighed, den refererer til. Dermed problematiseres et stort spektrum af befolkningens kropsvægt. Hvis begrebspakken undervægt, normalvægt og overvægt ikke ses som statistiske størrelser men forstås i en sundhedsmæssig kontekst således, at normalvægt markerer en optimal tilstand, ligger der som i fedmebegrebet nogle problematiske antagelser omkring sammenhængen mellem vægt og sundhed. Disse antagelser er ikke kun problematiske i en lægefaglig kontekst, hvor et snævert fokus på vægt kan skjule andre og langt væsentligere problemer (se f.eks. Ernsberger 2009), men også i en social og samfundsmæssig sammenhæng, hvor en lang række tvivlsomme antagelser om den tykke florerer. Som modtræk til de ovennævnte og vidt benyttede ord har den politiske og akademiske bevægelse, som Fat Studies er udtryk for, søgt at generobre ordet tyk. I sin egenskab af et visuelt deskriptivt ord forstås den som alternativ til det moralsk fordrende overvægtig og det patologiserende fed. Helt essentielt er det, at ordet ikke i sig selv forudsætter, at der bør handles. H med sin er en bevægelse mod det ideelle (Wann 2009), er det at være tyk en beskrivelse uden retning. I kraft af dette vil jeg i det følgende, med mindre der specifikt refereres til begre som markør for de personer, der er objekter for fedmedebatten.. Termen optræder ikke eksplicit i selve debatten, og det synes derfor nødvendigt for dens brug i analysen at indsnævre, hvilke udsagn forstår jeg i bredeste forstand som ytringer, der forholder sig til relationen mellem den enkelte borger eller borgergruppe og samfundet eller staten som helhed. Jeg er dog i min analyse blevet inspireret af Julie Guthman, Neoliberalism and the Constitution of Contemporary Bodies 8

11 problematiseres, vidner om bekymringer relateret til borgerskab og nation, og at dette forhold kan forstås gennem Foucaults arbejde om biopolitik. Biopolitikken understøtter en sammensmeltning af medborgerskab og krop, idet den ikke kun søger en generel optimering af befolkningers liv gennem rationalisering af problemstillinger vedrørende f. eks helbred eller levetid, (Dean 1999: 99) men også opfyldelse af samfundets krav om duelig arbejdskraft. (Guthman 2009: 194) På baggrund af dette skriver Guthman: its purpose as intervening on behalf of improving biological vitality for the social. In doing so, the both citizenship and nationhood (Guthman 2009: 194) Med øje for biopolitikkens teknikker for magtudøvelse kan opstillingen af biologiske kropsnormer forstås som et udsagn omkring medborgerskab. Når normalitetsforståelser bliver et led i forhandlingen af den gode borger og optimeringen af befolkningens evne til at bidrage bliver målet for staten, må alle ytringer, der forholder sig til menneskers produktivitet eller samfundsmæssige duelighed på baggrund af kropsnormer forstås som udsagn, der diskuterer det gode medborgerskab. 3. Genrer Et vigtigt element i analysen af den diskursive praksis er identifikationen af forskellige genrer inden for det behandlede kildematerialet. Gennem min empiriske afgrænsning har jeg ladet mine kilder definere ud fra deres medie det landsdækkende dagblad. Det er samtidigt muligt at forstå dagbladsartiklen som en bestemt genre i sig selv, med formelle og uformelle konventioner omkring form og indhold. Disse guides af journalistiske idealer, arbejdsgange, praktiske begrænsninger og andre mere eller mindre synlige faktorer. Der må dog i analysen af artikelmassen også rettes en opmærksomhed mod, at dagbladsartiklen ikke nødvendigvis kan opfattes som homogen indadtil både i forhold til form og indhold. Det kan derfor være givtigt at arbejde med flere undergenrer, som et værktøj til at fortolke fedmedebattens diskurser. Carolyn Miller citerer Karlyn Kohrs Campbell og Kathleen Hall Jamieson i artiklen Genre as Social Action for at beskrive, hvorledes genrebegrebet har betydning for den diskursive praksis: a genre becomes a complex of formal and substantive features that create a particular effect in a given situation. I Millers optik må den klassiske definition af genre ud fra form og indhold suppleres af et større og 9

12 mere retorisk konsistent fokus på effekt og hensigt. (Miller 1984) Denne effekt er sammenfaldende med Abu-Lughods forståelse af diskurs som udsagn med praktisk effekt. (Abu-Lughod 2006: 159) Når genre, som Miller argumenterer for, kan ses som en social handling, bliver denne et vigtigt og bevidst element i den diskursive praksis, og ikke kun en efterfølgende kategorisering, som et led i en analyse. Genrer spiller på forskellige forestillinger, der forsøger at danne en ramme for modtagelsen. Som sådan er genren kontekstskabende, idet den med modtagelsesrammen prøver at sætte præmisser op for tolkningen. Er konteksten genremæssigt defineret som biografisk, må tolkningen trække på forestillinger vedrørende den personlige oplevelse, hvilket i sidste ende har indflydelse på vurderingen af de enkelte udsagn. Genrevalget har dog ikke kun effekt i forhold til modtagelsen af forskellige budskaber, men danner også rum for forskelligt indhold (jfr. Campbell og Jamiesons definition). Således virker forskellige diskurser gennem forskellige genrer. Det er derfor muligt at tale om genrer, som diskursive rum, der er med til at definere hvilke udsagn, der kan fremsættes. De forskellige diskursive rum og fortolkningskontekster er særligt relevante i en senere analyse af fedmedebattens subjektspositioner samt en diskussion af forskellige paradigmers indbyrdes magtforhold. Dette vil jeg vende tilbage til. Kildematerialet, der som nævnt udgøres af artikler fra de trykte medier, kan groft opdeles i tre forskellige undergenrer med hver deres diskursive rum: En videnskabsformidlende, en mere eksplicit debatterende og en biografisk genre. I det følgende vil jeg gennemgå hver enkelt af disse, deres kendetegn, samt de muligheder og begrænsninger, der udmærker deres diskursive rum. Overordnet om de tre genrer kan bemærkes, at de repræsenterer tre forskellige niveauer af autoritet. Hvis det antages, som jeg senere vil uddybe, at videnskaben indgår som afgørende autoritativ komponent i debatten, kan den enkelte genres autoritet vurderes ud fra dens nærhed til denne. Som sådan må den videnskabsformidlende genre anses for særligt autoritativ, mens den biografiske og dermed personlige og oplevelsesbaserede kan forstås som besiddende en ringere autoritet. De tre genrers diskursive rum divergerer særligt i forhold til, hvilken plads de giver modstridende udsagn og individuel agens. Her kan den biografiske genre ses som mere åben i forhold til førnævnte faktorer, mens den videnskabsformidlende er kendetegnet af et fravær af agens og diskussion. Det er værd at bemærke, at jo snævre det diskursive rum er i denne sammenhæng, desto større er dets autoritet. 10

13 3.1 Den videnskabsformidlende genre Den videnskabsformidlende genre er repræsenteret i en stor del af de omfattede artikler. Hensigten med denne synes at være formidlingen af forskning indenfor fedmeområdet til en bred offentlighed. Ofte krydses genren med den eksplicit debatterende og lader nøglepersoner i debatten, det være sig forskere, politikere eller talsmænd fra relaterede interesseorganisationer, udtale sig om de fremlagte forskningsresultater. Når dette ikke er tilfældet, optræder den ofte som korte artikler med et tydeligt refererende præg. Den primære diskursive funktion, som den rene videnskabsformidling udfylder, er den vidensproducerende. Den viden, som artiklerne producerer, danner baggrund for den videre debat og bliver præmisser, som denne må navigere i forhold til. Videnskabens rolle som præmis og komponent i debatten vil jeg vende tilbage til senere i specialet. Den producerede viden bliver dog ikke kun præmisser for debatten, men tilbydes i nogen grad også som guidelines for subjektets handlinger. Denne funktion kan delvist ses i grænsedragningen mellem den tykke og den, som i fedmedebatten både kan være fast og flydende. Dette særlige aspekt ved -skabelse vil jeg også vende tilbage til. Det rum, som åbnes for diskurser gennem den videnskabsformidlende genre, er et til tider snævert rum, der retter opmærksomheden mod, hvad der kan ses som statiske og aktørløse forhold. Som sådan danner den modpol til den biografiske genre, der netop henleder al sin opmærksomhed mod aktøren. Dens kategorier er ofte faste og dikotomiske, idet den kun tilbyder subjektspositioner på hver si Når den førnævnte funktion som udstikker af retningslinjer tages i betragtning, virker det i første omgang oplagt at regne det diskursive rum åbent for menneskelig agens. Ved nærmere eftersyn udfordres den dikotomiske ramme dog ikke af en handling, der kun forudsættes, og som aldrig bliver eksplicit og egentlig menneskelig. Med dette forstår jeg, at genrens aktører er skabeloner, der illustrerer årsagssammenhænge. Som eksempel kan tages ytringen manglende søvn skaber tykke mennesker. (jfr. Zahle 2011) Udsagnet producerer, også i sin retningsgivende funktion, to aktører, der besidder forskellige karakteristika: En tynd, der får nok søvn og en tyk, der ikke gør. Disse aktører er dog endimensionelle, idet de kan ses udledt af forskningsresultatet. Således besidder de ingen refleksiv kompetence, og dermed ingen egentlig agens. Den dikotomiske rigiditet kommer stærkest til udtryk i den statistiske sammenkædning af og en tidlig død, der gennem gentagelse på gentagelse bliver den bærende præmis for hele debatten. Selv ved formidlingen af forskningsresultater, der tilskriver fedt gavnlige effekter, må mantraet om den tidlige død gentages (Bagge 2011; Olsen 2011) for at legitimere udsagnet. Som 11

14 sådan udfordres dobbeltdikotomien tynd/tyk og liv/død ikke, alternative udsagn bliver undtagelser, og kategoriseringen 3.2 Den eksplicit debatterende genre Den eksplicit debatterende genre, der som nævnt ofte krydses med den videnskabsformidlende og til nogen grad den biografiske, kan kendetegnes ved, at den lader hovedaktører i debatten kommentere forskningsresultater, politiske tiltag og andet med relevans for emnet. Aktørerne er ofte gengangere og repræsenterer forskellige standpunkter blandt lægefaglige personer, forskere, politikere og tykke, primært som patientgruppe. Forhandlingerne inden for genren har i den fastlagte tidsperiode kredset om relationen mellem staten og den tykke samt placeringen af et økonomisk og moralsk ansvar. Dette er sket med udgangspunkt i en skærpelse af kravene for at -pass, som fandt sted ved årsskiftet 2010/2011. I forhandlingen om de statslige midler er det springende punkt blevet, hvorvidt tykke skal kategoriseres som syge. Debatten har derfor i særlig grad diskuteret emner, der relaterer sig til dette. Det diskursive rum i den eksplicit debatterende genre adskiller sig fra den videnskabsformidlende ved muligheden for forskellige og konkurrerende udsagn. Hvor den sidste foregiver at være upositioneret er den første netop markeret af en eksplicit positionering og relatering af videnskabelig viden til politiske og sociale forhold. I debattørernes relatering af den videnskabelige viden til en social virkelighed, gives mulighed for, at den tykke kan optræde som aktør, dog fortrinsvist i eksemplets form. Med dette forstås, at den tykke sjældent får lov at svare for sig selv, men bliver et eksempel, der skal understøtte positioner i debatten. 3.3 Den biografiske genre Den biografiske genre adskiller sig fra de ovenstående ved et særligt fokus på den tykke som en aktør med muligheder for at manøvrere inden for skellet mellem tyk og. Den udfordrer ikke skellet som helhed, men udvider antallet af mulige subjektspositioner inden for dette. Disse positioner er knyttet til den tykkes agens og sætter overordnet set skel mellem den aktive og den passive tykke. Artiklerne inden for denne genre omhandler næsten altid en proces, hvor den godt til følge. Således kan de ses som succeshistorier, der i deres form læner sig op ad det kristne vidnesbyrd i dets karismatiske udgave. Dette kan deles op i to hoveddele, som placerer sig på hver deres side af en skelsættende begivenhed. I vidnesbyrdet er begivenheden det personlige møde med gud, mens denne rolle i 12

15 fedmedebatten ofte udfyldes af lægen. Ligesom i vidnesbyrdet er tiden før den skelsættende begivenhed udelukkende markeret af negativer, der i fedmedebatten relaterer til bærende ideer om den tykke og årsagerne til dennes kropsform, mens tiden efter markeres af positiver som succes og livsglæde. (se f.eks. Masri 2011b) Ved denne narrativ skabes positioner for den tykke på hver side af begivenheden, og disse positioner markeres af omstændigheder og karakteristika, der relaterer 4. Videnskaben Jeg har tidligere antaget, at natur- og lægevidenskabeligt produceret viden indgår i debatten som autoritativ komponent. Denne antagelse vil jeg underbygge i det følgende dels ved at analysere konkrete eksempler på brugen af videnskabelige udsagn og autoriteter og dels ved en mere generel diskussion af forestillinger om videnskab. Til denne diskussion henter jeg inspiration fra Bruno Latours værk Science in Action (Latour 1987), der sporer hvordan videnskab virker i samfundet og viden produceres. Særligt er hans begreb sort boks anvendeligt for analysen af den autoritet, som forskellige udsagn låner hos videnskaben. I Science in Action forholder Latour sig indledningsvis til videnskab på to forskellige tidsplaner, henholdsvis til dens tilblivelsesproces og dens tilstand som færdigproducerede og universalt accepterede kendsgerninger. Herved forsøger han at synliggøre de mange usikkerheder, kontroverser og interesser, der er en essentiel del af det første, men som usynliggøres i det sidste. (Latour 1987) For at illustrere den færdigproducerede og etablerede videnskab samt måden, hvorpå denne benyttes, låner Latour begrebet sort boks fra kybernetikken. Han skriver: The word black box whenever a piece of machinery or a set of commands is too complex. In its place they draw a little box about which they need to know nothing but its input and output. large the commercial or academic networks that hold them in place, only their input and output count. (Latour 1987: 2-3) Latour argumenterer for, at videnskaben generelt benytter sig af en lang række etablerede kendsgerninger og teorier, sorte bokse, som ikke først skal gennemprøves eller gentænkes, men kan træde ind som pålidelige og ukontroversielle værktøjer. (Latour 1987) Dette gør sig tillige gældende i fedmedebatten. Når udsagn produceres i denne, deduceres de fra den videnskabelige 13

16 kendsgerning, at store mængder kropsfedt er skadeligt, uden at drage forudsætningerne for denne præmis i tvivl. Dermed tilsløres alle informationer omkring konstruktionen af det præmissættende udsagn, nærmere bestemt forhold om afsender og modtager, samt tid og rum. Den fraværende kontekstualisering af kendsgerningen er ifølge Latour netop, hvad der markerer en sort boks. Som sådan bliver den videnskabelige kendsgerning for den udenforstående en ekstern, ikke-menneskelig og naturgiven skæbne. (Latour 1987: 15) Den uigennemskuelige og positivistiske kvalitet ved videnskaben spiller en vigtig rolle for dens autoritet; et aspekt jeg vender tilbage til om lidt. Først må det bemærkes, at Latour fremhæver forskellige processer, der er med til at styrke sorte bokse, hvoraf jeg vil komme ind på to, der er særligt relevante for fedmedebatten. Begge omhandler, hvad Latour betegner som modaliteter. Modaliteter forstås som sekundære udsagn, der modificerer et primært udsagn, sort boks, der i denne opgaves e effekt. Den ene styrkende faktor er antallet af positive modaliteter dvs. sekundære udsagn, som accepterer det primære udsagn som præmis og afleder forskellige effekter deraf. Disse, skriver Latour, fører os væk fra konstruktionsforudsætningerne for det primære udsagn. Jo flere, og særligt på hinanden følgende, positive modaliteter et udsagn tilføjes, desto længer bevæger vi os fra at anfægte dets forudsætninger, og desto mere sløres kontroverserne, som omgærder dette. (Latour 1987: 21-29) sort boks i den ekstensive og ukritiske brug af denne i det utal af artikler, som hvert år publiceres af danske såvel som udenlandske medier. Den anden proces, der kan bidrage til styrkelsen af en sort boks, beskriver Latour således: You make it more of a fact if you insert it as a closed, obvious, firm and packaged premise leading to some other less closed, less obvious, less firm and less united consequence. (Latour 1987: 25). I fedmedebatten diskuteres aldrig de grundlæggende antagelser om fedts skadelige virkning, men udsagn, der er afledt deraf. Ofte er det konsekvenserne af den indledende antagelse og disses betydning i forskellige sociale og statslige kontekster, som er genstand for debat. Når den videnskabelige dimension bliver en selvfølgelighed i debatten, der nærmest hverken behøver nævnelse eller forklaring, bliver modaliteterne ikke sekundære udsagn, der potentielt kan lede os mod det primære udsagns præmisser, men tertiære udsagn, der højest kan så tvivl om det sekundære udsagn, som antager skikkelse af et primært udsagn, når dette naturaliseres. Dermed befinder diskussionen sig altid et godt skridt fra videnskabskritikken. Et vigtigt aspekt i den autoritet, som det videnskabelige udsagn tildeles, har at gøre med dettes retoriske opbygning og de ressourcer, som en potentiel udfordring af udsagnet kræver. Ifølge Latour henter det videnskabelige udsagn retorisk vægt via referencer og tilskrives altså sandhedsværdi på 14

17 baggrund af et autoritetsargument. Gennem referencen skaber udsagnet allierede, hvis viden, studier og faglige ballast bliver led i en akademisk oprustning. Denne oprustning øger omfanget af de ressourcer, som kræves for at udfordre udsagnet. (Latour 1987: 30-31) Således kan ressourcer også forstås som altafgørende for videnskabens rolle som sort boks i fedmedebatten. Latour skriver således: There is always a point in a discussion when the local resources of those involved are not enough to open or close a black box. Når de videnskabelige udsagn bliver elementer i ikke-videnskabelige kontekster, er den kløft, som læseren skal forcere for at kunne tillade sig at være uenig, enorm. Da den gennemsnitlige læser ikke besidder store mængder af fagspecifik viden, står de sorte bokse som stærke uomgængelige elementer i debatten. Hermed får de sorte bokse en dobbelt betydning. Ikke kun repræsenterer de faste videnskabelige dogmer, der ikke behøver forklaring, men de virker samtidigt som uigennemskuelig og utilgængelig viden, og bliver dermed særligt autoritative for de uindviede. Autoriteten ligger dog ikke kun i den videnskabelige argumentationsform, men kan også findes i den moderne videnskabs ideologiske overbygning. Lægevidenskaben er, som naturvidenskaber generelt, en positivistisk videnskab. I den positivistiske tradition afdækker videnskaben verden for derved at finde frem til objektive kendsgerninger. Den naturgivne aura, som omslutter videnskabelige fakta, er til dels også et produkt af denne videnskabstradition, der ikke ser forskeren som vidensproducent, men en afdækker af naturens objektive sammenhænge. (Furseth & Repstad 2007: 126; Hastrup 2004: 21; Pedersen 2004: 469;) Som konsekvens af dette skabes, hvad Latour kalder, et asymmetrisk forhold mellem det videnskabelige og det ikke-videnskabelige; mellem viden og tro. Asymmetrien har afgørende konsekvenser for måden, hvorpå den tykke forstås. Latour stiller denne op som to veje: en lige, som er markeret af rationalitet og en afvigende, som markeres af irrationalitet. Den rationelle lige vej, der fremhæver objektiv viden er selvforklarende, idet viden, i den positivistisk videnskabelige optik ikke produceres af et socialt positioneret individ, men er udtryk for naturgivne sammenhænge. Den irrationelle vej derimod bliver forklaringskrævende som følge af sin afvigelse fra det objektive. Sociologiske, kulturelle, psykologiske og lignende forklaringer tages i brug for at give mening til den irrationelle tanke. (Latour 1987: ) Når sammenkædningen mellem høj vægt og en for tidlig død etableres som en videnskabelig kendsgerning, bliver alle alternative udsagn afvigelser, der kræver forklaring. De videnskabeligt funderede fedme- og overvægtsbegreber opstiller dog ikke kun, som jeg fremlagde i begrebsafklaringen, en fortolkningsramme op for høj kropsvægt, men indeholder også en fordring. Derved omfattes afvigelser ikke kun af divergerende udsagn, men også divergerende handlinger. 15

18 Alternativ adfærd, der ikk kan derfor betragtes som irrationelle afvigelser. Den tykke krop bliver således i sin egenskab af afviger forklaringskrævende. Den logiske slutning, som er et produkt af den positivistiske videnskabs virkelighedsforståelse, får dog først egentlige konsekvenser, når den spiller sammen med den videnskabelige autoritets potentiale for at flytte og dirigere finansielle ressourcer og politiske beslutninger. (Latour 1987: 181) Videnskaben forsyner politikere med vægtige argumenter, der, som beskrevet, fremstår objektive i kraft af en positivistisk ideologi og stærke gennem en akademisk retorik. Derfor tjener de effektivt som kontekst til lovforslag. Denne mekanik synes at ligge bag en stor del af debatten, der ofte forsøger at udrede psykologiske, sociale og kulturelle årsager Det har været min påstand i det foregående, at videnskabelige udsagn bliver sorte bokse eller uomgængelige blokke af fakta i fedmedebatten. I det følgende vil jeg analysere konkrete eksempler fra debatten for at beskrive, hvorledes videnskabelige udsagn indgår som strategiske elementer, men også danner selve præmissen for de sociale forhandlinger, der finder sted i artiklerne. Den mest eksplicitte benyttelse af videnskabelige kendsgerninger, sorte bokse, som baggrund eller præmis for debatten fysisk sat udenfor artiklens brødtekst, hvilket skaber to vidt forskellige kontekster for læserens og dermed ontologiske, der kan ses som autoritativ og præmissættende, hvorimod konteksten for artiklens brødtekst er hermeneutisk og epistemologisk og derfor ansporende til debat. I Latours optik kunne man kalde artiklens brødtekst en modalitet af det primære udsagn, som fremsættes i ofte ikke indeholder fedmedebattens primære grundpræmis, at fedt er skadeligt, men en modalitet af denne, der konstaterer ikke kun som en egen sort boks i debatten, men bliver en forstærket og svært gennemtrængelig modalitet af den primære præmis, der herved kun gøres endnu mere selvfølgelig og selvforklarende. En anden synlig og væsentlig brug af videnskabelig autoritet, indgår i den biografiske genres med de videnskabelige kendsgerninger. Dette møde finder ofte sted ved sygdom, og den derpå følgende samtale med en læge. Lægen bliver hermed en aktør, der personificerer eller leverer de videnskabelige kendsgerninger og dermed en slags uomgængelig sort boks i sig selv, der effektiv 16

19 drejer livsbaner, som det kan ses i konsekvensen af dette møde. Lægens rolle som videnskabelig autoritet gør endvidere, at denne indtager en anden vigtig funktion. Som effekt af det naturvidenskabelige udsagns sandhedsværdi bliver lægen en slags sandhedens budbringer, som ansporer til åbenbaringer. Herved krydses det videnskabelige med det religiøse og giver videnskaben potentiale til moralske fordringer. Lægekonsultationen, sundhedstjekket og diagnosticering kan da ses som processer, der skal måle den tykkes moral et hyppigt italesat problem i online blogs, der taler for vægtaccept. (se f.eks. Dances with Fat 2011) Den effekt, som lægen får på den tykke hovedpersons livsbane, kan forstås gennem Latours teori om det asymmetriske forhold mellem det rationelle og det irrationelle. Tiden før mødet med de videnskabelige kendsgerninger er markeret af den irrationelle tanke og handling; af tilbøjeligheden frem for dyden. Johnny Larsen beskriver således i den biografiske artikel Jeg lå på sofaen og gad ingenting i Berlingske når jeg kørte forbi en rak mod højre 2011b). Ved mødet med den uomgængelige sorte boks, som lægevidenskaben opstiller, må den tykkes handlinger og tanker underlægge sig rationaliteten og føje sig således, at dennes fordringer opfyldes. Johnny fortsætter: For to år Min sygdom er jo selvforskyldt. Jeg har levet på en måde, som har givet mig sukkersyge. Men nu har jeg ændret livsstil. I dag tænker jeg, inden jeg spiser. Det gjorde jeg ikke før b). Udsagnet er udtryk for en forestilling om bevidstgørelse; at lægen har åbenbaret de objektive sammenhænge, der gør Johnny i stand til at tage rationelle valg, som stemmer overens med lægevidenskabelige kendsgerninger. På samme måde illustrerer den biografiske vinkel på Holbæk Når Kennet taber sig, gør far også den åbenbaring, som mødet med de videnskabelige kendsgerninger hævdes at forårsage. Her Her blev Kennet fedtscanning af sig selv og spurgte:»ser jeg sådan ud?«det var c (Nørgaard 2011b). Passagen eksemplificerer, hvorledes det bliver gennem den videnskabelige linse at tingenes sande tilstand erfares. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at det er scanningen, som gør Kennet i stand til at se sig selv for d er. 17

20 Mindre synlig end den biografiske genres videnskabeligt relaterede omvendelsesbegivenhed er den debatterende genres brug af logiske argumenter baseret på videnskabeligt fastsatte sammenhænge. Her er f.eks. tale om den etablerede sam sygdom og død samt sammenhængen mellem indtag af visse madvarer og en tyk krop. Stefan Romanowski, en tyk, der som konsekvens af de skærpede krav for fedmeoperationer har valgt selv at betale, taler for offentlig betaling med følgende argumenter: Med det høje BMI, jeg har, er det næsten sikkert, at jeg vil få en masse følgesygdomme senere i livet. Om ti år skal jeg sikkert have et par nye knæ. Jeg får dårlig ryg. Sikkert også hjerteproblemer. På den lange bane bliver det langt dyre De logiske følger af et højt BMI, der bygger på det videnskabelige dogme, at store mængder kropsfedt er skadeligt, bliver en indlysende grund til, at det offentlige skal finansiere operationen. Samme argument benyttes af foreningen for fedmeopereredes formand, Mona Larsen, der til spørgsmålet om potentielle operationspatienters mangel på de følgesygdomme, som kræves i de nye regler for statslig betaling, svarer: Vi har haft mennesker med et bmi på 52 og 53, der er blevet afvist, fordi de ikke samtidig har nogen følgesygdom - endnu. Det får de så senere, og så kan de få operationen, men så er det også blevet endnu dyrere for samfundet. Sådanne argumenter behøver ikke at forsvare deres gyldighed. Både modtager og afsender er i grunden enige om konsekvenserne af fedme. (se f.eks. Schmidt 2011a) Det er i stedet de økonomiske aspekter, der diskuteres, og modaliteten leder læseren væk fra udsagnets grundlæggende forudsætninger. Den ovenstående gennemgang af måden, hvorpå videnskab indgår i debatten samt de forhold, hvorved den gives autoritet, skal ikke ses som et isoleret aspekt af italesættelsen, men en helt central del af problematiseringen og dens effekt. Rammen, hvori det bliver muligt at problematisere den tykke krop og dermed forhandle den gode borger på baggrund af kropsvægt, opstilles af den videnskabelige præmis omkring den høje vægts skadelighed. Samtidigt er videnskabens sorte bokse helt essentielle for opretholdelsen af bestemte dominansrelationer, som jeg vil komme ind på senere i specialet. 18

21 5. Diskurser i fedmedebatten En lang række diskurser er repræsenteret i debatten; nogle mere massivt end andre. I det følgende har jeg valgt at inddele dem i tre grupper med udgangspunkt i arten af den relation mellem den tykke og staten, som de berør. Således omhandler nogle diskurser den tykkes evne til at bidrage til staten og andre berør den tykkes belastning af staten. Endeligt omfatter én diskurs personlig succes, som kun sekundært kan relateres til opdelingen og derfor har fået tildelt sit eget afsnit. 5.1 Den tykkes bidrag til staten Som nævnt omfatter en del af fedmedebattens diskurser den tykkes vilje til samt mulighed for at bidrage til staten eller det nationale fællesskab. Dette gælder f.eks. manglende evner til at varetage et arbejde; P Tusindvis af mennesker har opgivet deres arbejde, fordi de er for tykke. Men det gælder også forestillinger om den tykkes manglende agens, uddannelse og rationalitet vigtige egenskaber, som kræves af borgerne i et demokrati. Derudover bliver den tykkes evne som forælder også et vigtigt led i problematiseringen af denne Disciplin, vilje og kontrol En væsentlig del af de gennemgåede artikler skelner mellem den tykke og den på baggrund af udsagn omkring disciplin og kontrol. Begge er karaktertræk, der markerer individets evne til at handle i overensstemmelse med det herskende kropsparadigme, men som også har implikationer for forestillinger om borgerens evne til at kunne følge andre statslige, sociale og ikke mindst arbejdsrelaterede normer og retningslinjer. Samtidigt spiller forestillingerne omkring den tykkes evne til at kontrollere sin krop ind på en diskussion omkring personligt kontra statsligt ansvar og dermed på en væsentlig økonomisk relation; mere specifikt forholdet mellem det statslige sundhedsbudget og den tykke i rollen som patient. Udsagnene definerer utvetydigt en tyk krop som et udtryk for manglende kontrol. I den tidligere Jeg lå på sofaen og gad ingenting hvordan bilen nærmest valgte pølsevognen og han ikke kunne tanke uden at skulle købe en stor pose slik. (Dannemand 2011b) Verbet, der bruges til dette udsagn er ikke uvæsentligt. Derved fremstilles handlingen som en følge af et udefrakommende diktat. Særligt interessant for begge udsagn er det, at de er blottet for konkrete aktører, hvilket placerer kontrollen uden for den tykke hovedperson. Beskrivelsen er på ingen måde enestående. Nærmest samtlige af materialets udsagn er som nævnt enige om, at den tykke er karakteriseret ved afmagt og manglende viljestyrke. Hvor de dog adskiller sig, er i de slutninger, der drages omkring 19

22 relationen til staten på baggrund af denne konsensus. Herved bliver diskussionspunktet et spørgsmål om vilje og viljestyrke. Hvor den ene position fremhæver manglende vilje og dermed fremstiller den tykke, som en, der ikke ønsker at forbedre sig, betoner den anden en manglende evne til at effektuere den gode vilje. Denne diskussion lægger sig til spørgsmålet om den tykke som en udgift for staten og vil blive behandlet under dette. Spørgsmålet om kontrol og disciplin kan dog også tænkes at have implikationer for, hvorvidt den tykke ses i stand til at varetage et arbejde. Antropolog og ph.d. i sociologi Nanna Mik-Meyer postulerer i artiklen Bare jeg ikke bliver FED forstås som en afspejling af dennes evne til at varetage og kontrollere arbejdsrelaterede opgaver. (Masri 2011a) Hun siger således: I dag skal den dygtige direktør helst være en trimmet atlet. Have løbet et maraton og være sund og slank for at vise, at han har kontrol, viljestyrke og evnen til at tage ansvar for sit eget liv. Hvordan skulle han ellers kunne tage ansvar for en virksomhed? a) Postulatet synes at kunne bakkes op af en række studier og undersøgelser. Marilyn Wann refererer 29 studier i vægtdiskrimination, der indikerer, at meget tykke kvinder tjener omkring tre fjerdedele af en tynd kvindes gennemsnitsløn, og selv kvinder, som bare vejer 30 kilo mere end gennemsnittet, har en gennemsnitlig lavere indkomst på syv procent (Wann 2009: xx). Endvidere påpegede studierne, Employers admitted routinely turning down promising fat applicants ( (Wann 2009: xx). At arbejdsgivere afviser tykke jobsøgende har også været emnet for en dansk undersøgelse foretaget af organisationen Lederne. Denne konstaterer, at hver sjette leder helt afviser (Ritzau 2011a; se tillige Bruun 2011) I tillæg til dette kan nævnes en diskussion omkring kropsvægt og arbejdsevne, der udspringer af en sag om, hvorvidt en tyk kvindelig esbjergenser opfylder kommunens krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Kommunen krævede, at kvinden tabte sig 30 kilo, således at en operation mod hendes diskosprolaps blev mulig. Kvinden nægtede dette og trak FOA ind i sagen, hvilket affødte en bredere debat, hvori Berlingske ytrer følgende: Sådanne sager er et udryk selv har spist så meget, at de ikke længere kan arbejde den første betingelse for at slippe af med overvægt er vilje til at omlægge kostvaner og dyrke motion. Af dette følger, at borgernes manglende vilje til at kontrollere deres krop, hæmmer deres evne til at arbejde. Artiklen fortsætter med at fremstille høj kropsvægt som et udtryk for madmisbrug, og fremhæver den skattebetalende borgers skepsis ved at betale for konsekvenserne ved andres 20

23 overforbrug af mad. (Berlingske 2011) Den arbejdende borger forstås som bidragende gennem skatten på arbejde. Deraf følger, at den borger, som ikke evner at varetage et arbejde, ikke i samme grad forstås som bidragende. Når den tykke borger, blandt arbejdsgivere og offentlig administration, ses som mindre arbejdsegnet, forstås denne samtidigt som mindre i stand til at bidrage til staten Agens En række udsagn synes at tilskrive den tykke en omfattende mangel på agens. Dette lægger sig op ad spørgsmålet om kontrol, men adskiller sig derfra ved en mere fundamental mekanisering af den Med mekanisering forstås agensfratagelse, idet individer, som ikke handler, bliver en slags ikke-mennesker, der styres af omstændigheder og instinkter frem for egen vilje. Når der skabes en kulturel eller social distance mellem grupper af mennesker, fratages handlinger set på tværs af skellet deres umiddelbare forståelighed. Dermed bliver forklaringskrævende. I jagten på en forklaring, synes der at være en tendens til at placere årsager uden for individet, i hvad der f.eks. kunne være en kulturel forklaringsramme. (jfr. Latour 1987: ; Hastrup 2004: 55-76) I denne proces placeres også agensen uden for individet, sløs. Set fra et sundhedsoptaget samfunds vinkel er den tykke krop markeret og anormaliseret, hvilket tjener som en direkte anledning til artikel på artikel, der forsøger at påvise eller beskrive forskellige årsager til fedme. (se f.eks. Wind-Friis & Teglskov 2011; Andersen 2011; Zahle 2011) handlen, mens tiden efter skabes gennem handling. (jfr. Dannemand 2011b) Det agensmarkerede s. til udtryk i et aktiv og bevidst valg af sunde fødevare eller slet og ret gennem en mere eksplicit fysisk aktivitet. (se f.eks. Nørgaard 2011b; Schaarup 2011) Forestillingen om, at det bevidste valg af fødevarer skiller den tykke fra den ikke tykke, kan ses afspejlet i en socialdemokratisk debatbog om fødevarepolitik, som Politiken anmelder. Her skriver bogens forfattere Vil vi virkelig have, at dele af befolkningen bliver fede, syge og dør tidligt? For det vil være konsekvensen af at fortsætte en meget liberal politik, hvor det er overladt til markedet at bestemme, hvad befolkningen skal putte i indkøbsvognen.. I den socialdemokratiske optik bliver det markedet, der styrer den tykke og løsningen på fedme bliver statslig kontrol. Agens placeres altså uden for den tykke; hos markedet eller staten. 21

24 Som insinueret i diskussionen af fedmebegrebet er patienten en primær subjektsposition for den tykke. Som led i patologiseringen af den tykke etableres et forhold mellem denne og staten, der afspejler forholdet mellem donor og modtager. Donor/modtager-forholdet er kendetegnet dels ved et asymmetrisk magtforhold, men mere interessant også ved et asymmetrisk agensforhold. Når den tykke gøres til patient placeres agens solidt hos staten. Derved forstås den tykke i sin egenskab af patient som modtager frem for bidrager, og dette forhold går igen i debatten. (Guldagger 2011a; Politiken 2011; Schmidt 2011a; 2011c) Uddannelse & oplysning En af de mest fremtrædende diskurser i debatten er den, der konstruerer den tykke som uoplyst og uuddannet. Dette gælder både i forhold til identificeringen af den tykke krop som hyppigt forekommende blandt lavtuddannede (se f.eks. Wind-Friis & Teglskov 2011) samt i forhold til den oplysningsproces, der gentagende gange fremhæves som en I forsøget på at forklare den tykke krops eksistens er der en tendens til at fremhæve den statistiske. I spørgsmålet om de lavtuddannede krydser fedmediskurs oplysningens moderne metanarrativ og styrkes ved at spille på allerede velkendte temaer. Oplysningsnarrativen er kendetegnet af retning og postulerer, at mennesket gennem rationel tænkning går mod stadigt bedre og mere optimale samfund, der kendetegnes af bl.a. sekularisering, velstand og fred. (se bl.a. Hastrup 2004: 22-23; Pedersen 2004: ) Særligt interessant for fedmedebatten er det, at oplysningsnarrativen tilskriver oplysning og uddannelse gode følger, mens den forudser dårlige følger af manglen på samme. Denne sammenkædning af det positive og uddannelse har konsekvenser, når positivt. Den logiske følge af dette, som falder sammen med Latours teori om det videnskabelige og ikke-videnskabeliges asymmetriske forhold, bliver, at den tykke krop forstås som et produkt af irrationelle handlinger, der udspringer af manglende viden. I overensstemmelse med oplysningsnarrativen opstår en enkel forklaringsramme, der tolker alt negativt som udtryk for manglende viden; det være sig racisme, fundamentalistisk religiøsitet, meget andet. Forklaringsrammen er problematisk, idet den antager eksistensen af universelle normer, der er uafhængige af den menneskelige perception eller tanke, og underkender forklaringer, der bedre formår at gribe kompleksiteten af sociale processer. 22

25 Den ovenfor beskrevne sammenkædning af den tykke krop og manglende uddannelse foretages af Fedmegabet vokser mellem højt- og lavtuddannede Her postulerer han, at de højt- og lavtuddannede lever i to forskellige verdener: I den ene verden har man en livsstil, hvor man tænker meget på sundhed og hele tiden træffer valg tilfredsstillet behov uden at tænke så meget over konsekvenserne. -Friis & Teglskov 2011) I Henrik Byagers optik er det refleksionen, der adskiller den lavtuddannede fra den højtuddannede, Den højtuddannede formår at operationalisere viden omkring fødevareindtag, motion og lignende med tanke for disse faktorers konsekvenser, mens den lavtuddannede kendetegnes ved enten ikke at besidde eller benytte viden i sin hverdags aktiviteter. Her skelnes på baggrund af rationalitet mellem det uddannede logisk handlende individ og det uuddannede impulsstyrede. Derved spiller spørgsmålet om uddannelse sammen med forestillinger omkring den tykkes manglende agens, idet viden bliver grundlaget for handling. Et skæringspunkt mellem diskurser omkring dannelse, agens og disciplin kan findes i sociolog Nana Mik-Meyers udsagn fra samme artikel: Det at holde vægten er i høj grad en dannelsesproces, fordi det handler om at behovsudsætte. Det ligger meget eksplicit i uddannelsessystemet, at hvis du laver dine lektier, bliver du belønnet, når skoleåret er slut. På samme måde handler det om at behovsudsætte på madområdet, hvis man vil holde vægten. Så jo højere uddannet, du er, jo mere er du vant til at styre og kontrollere dig selv (Wind-Friis & Teglskov 2011) I sammentrækningen af dannelse og uddannelse ligger oplysningsnarrativen, der forudser en positiv fremadskridende bevægelse mod det bedre, faciliteret af rationel viden. Evnen til at operationalisere viden er central som hos Byager. Rationalet, som den uddannede foretager på baggrund af viden omkring et bestemt belønningssystem, sætter denne i stand til at sætte sig ud over det dyriske instinkt. Herved placeres den tykke negativt i et skematisk verdensbillede, der har rødder i oplysningstanken, og som antager menneskets bevægelse fra et dyrisk kaos mod det rationelt ordnede. I tillæg hertil kan også ses en skelnen, der ligner den mellem barn og voksen, og som er analog til kolonialismens formynderiske kultursyn, der har rødder i oplysningstanken. (Jfr. Kiplings beskrivelse af de koloniserede i The White som Half-devil and half-child (Kipling 23

26 1899)) Et andet udsagn i debatten, der trækker på denne forestilling, anser den lavtuddannede for at : Min forskning viser, at mange forældre med lav uddannelse har en anden opfattelse af overvægt end de officielle grænser. De opfatter børn som normalvægtige, selv om børnene rent faktisk vejer Når forældrene ikke selv kan se, at deres barn er overvægtigt, er konsekvensen, at de heller ikke gør noget ved det ) Udsagnet, der ytres af sociolog Vibeke Tornhøj Christensen, opererer med antagelsen om en universel norm, idet det postuleres, at børn rent objektivt kan veje for meget. En sandhed som de lavtuddannede forældre ikke ser, da deres grænser for opfa som følge ) Forklaringen på en tyk krop blandt lavtuddannede er her igen manglende viden; en viden, som bliver central for at handle fornuftigt og opfatte verden rigtigt. Når den tykke forstås som uvidende og ude af stand til at tage rationelle beslutninger, retfærdiggøres politiske tiltag, der eksternt skal kontrollere borgernes fødeindtag via f.eks. skatter på fedt, sukker eller andet. Således går staten ind og handler på den tykkes vegne og økonomisk påtvinger den videnskabelige videns imperativer. Økonomiske sanktioner for fødeindtag er dog ikke den eneste løsningsmodel, som fremhæves. En anden central tanke er den, der betoner vigtigheden af at skabe større viden om de mekanismer, der fører til overvægt. En leder i Politiken finder det nødvendigt, at lære børn, at de skal spise sund samt at få (Politiken 2011). Daværende fødevareminister Henrik Høegh tilslutter sig tanken om, at viden er vejen ud af overvægt. Han skriver: Jeg tror på, at mere viden og respekt for fødevarer og det gode måltid kan hjælpe os i den rigtige Størstedelen af os bliver rent faktisk mere og mere bevidste om, hvad vi putter i indkøbskurven og i munden. Bortset fra en mindre gruppe af kraftigt overvægtige ser det faktisk ud til at lykkes for flere og flere at balancere kosten. Vi er blevet mere opmærksomme Ved hjælp af stigende bevidsthed i befolkningen er det begyndt at gå fremad Viden, respekt og bevidsthed fremhæves her som vigtige parametre i en normalisering af den tykke krop. Værd at bemærke er rækken af positive ele krop. Denne udspringer af det gode måltid, som udspringer af en respekt for fødevarer, der igen 24

27 hænger sammen med viden. Således har fedmedebatten en generel tendens til at samle gode og dårlige egenskaber i adskilte klynger, der nærer bestemte logikker. Disse logikker vil jeg vende tilbage til. Det er imidlertid ikke kun en styrkelse af den sundhedsfaglige viden, der forstås som Også grundlæggende uddannelse i almindelighed fremhæves som et værn mod den tykke krop. Det bærende postulat i denne løsningsmodel er, som også ovenfor, at den tykke krop er et produkt af manglende viden. Professor Finn Diderichsen fra Københavns Hvis børn kan læse, når de går ud af 1. klasse, kan man fjerne meget af uligheden i sundhed, som grundlægges meget tidligt ikke blot er en manglende indsigt i relevant viden omkring kropslige funktioner, der markerer den tykke, men en mere bred og fundamental mangel på uddannelse og viden. Dette taler ind i oplysningsnarrativens logik, der postulerer en direkte sammenhæng mellem viden og en række positive forhold. Når flere positive faktorer forestilles simultant bevægende på en lineær akse som i oplysningslogikken, bliver disse indbyrdes afhængige. Dette kommer bl.a. til udtryk i et postulat om personlig succes som følge af vægttab. Den normale krop som markeret af succes vil blive behandlet i et andet afsnit. En enkel historie vil jeg dog inddrage i denne sammenhæng. I artiklen Jeg var til biologieksamen i går og fik ti, så det er meget tydeligt, at det går bedre for mig. b). Men forholdet er omvendt. I stedet for, at uddannelse fremhæves som løsningen på Kennets tykke krop, bliver en normalisering af den tykke krop løsningen på hans uddannelsesmæssige udfordringer. Set sammen med den brede diskurs om den tykke krop som udtryk for manglende viden understreger Kennets eksempel, at disse nærmere bliver indbyrdes markerende end udtryk for en egentlig årsagskæde. Udover oplysningsnarrativens logik kan et medvirkende forhold til forestillingen om positive faktorers indbyrdes afhængighed være debattens brug af statistisk data som årsagsforklaring. Når det fremhæves, at den tykke krop statistisk set er væsentligt mere udbredt blandt folk med lav uddannelse, konstrueres et link mellem disse to faktorer. Herved kan opstå den cirkulære antagelse, at lav uddannelse, og lav uddannelse Dårligt forældreskab Når artiklerne i det udvalgte materiale diskuterer årsagerne til den tykke krop, fremhæves forældrerollen hyppigt som en central faktor. Forældrenes primære opgave er at bidrage med nye gode samfundsborgere. Denne opgave forestilles den tykkes forældre at have forfejlet. Fat Kids, alie Boero: 25

28 Because children are constructed as more passive and vulnerable to the influences of advertising, those aspects of American culture and personal behavior that are individualized in discussions of adult obesity are not so individualized in childhood obesity Ifølge Boero søges forklaringen på det tykke barn oftere udenfor dette end i det. I deres egenskab af primære omsorgsgivere påhæftes forklaringen i stedet forældrene. Dette kommer bl.a. til udtryk i Ulighed grundlægges i barndommen Forældrenes indkomst, uddannelse og livsform former børnenes liv. For eksempel har kvinder med lav uddannelse og dårlig økonomi større risiko (Dannemand 2011a). At barnets vægt afhænger af forældrene kommer også til udtryk i politikkens artikelserie om Dennis. I forklaringen på, hvorfor fyldte middagstallerkenen, da Dennis var barn. Han har aldrig lært at spise grøntsager i de mængder, som kosteksperter anbefaler. Der synes at være en gennemgående forestilling om social arv, der forudser børns overtagelse af dårlige træk og vaner fra deres forældre. Arven fra forældrene er dog ikke kun social, men også biologisk. Således ytrer Stud. Scient. Adm. Asger Rønn Jensen i et debatindlæg i P Barnet risikerer misdannelser og lavere intelligens og efterfølgende større risiko for også selv at vokse op med fedme. (Jensen 2011) Udsagnet forudser, at tykke mødre skaber tykke børn, men kan også knyttes til idéen om den tykke som lavtuddannet via postulatet om manglende intelligens. I forbindelse med spørgsmålet om børnenes arv fra forældrene siger ledende børnelæge på Holbæk sygehus Jens- Christian Holm: der opstår en skyldfølelse hos forældrene, når de bliver konfronteret med deres barns svære overvægt Forældrene oplever ofte, at det er deres eget liv, der kører deja- De skammer sig, og behandlingen hos os er for mange familier et wake-up-call Den tykke bliver herved ikke bare et produkt af dårligt forældreskab, men kan også ses som en dårlig forælder i sig selv. Denne forestilling kommer til udtryk i reglerne for adoption, der understreger at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke må forringe mulighederne for, at adoptionen bliver til barnets bedste. (Adoptionsnævnet 2011) Dette krav kommer til udtryk i konkrete afslag på tykkes ansøgninger om adoption. (DR 2006) Med andre ord bliver vægt et parameter, hvormed det forestilles muligt at vurdere forældreskab. På baggrund af samme forestilling tolkes barnets vægttab også som forælderens succes, der i anden omgang kommer til udtryk som vægttab hos denne. (Nørgaard 2011a; 2011b) Herved bindes den tykke forælder og det 26

29 tykke barn sammen og bliver indbyrdes afhængige. Som effekt af dette markeres det gode 5.2 Den tykke som udgift Når den tykke krop behandles i dagbladende er der ét forhold, som problematiseres i særlig grad; den tykke forstås som en økonomisk byrde for staten. Denne byrde gives samfundsmæssige kke såkaldte livstilssygdomme findes der belæg for ytringer, eksplosion i omkostningerne (Reuters 2011) og postulater om, Svær overvægt koster samfundet flere milliarder kroner årligt (Schmidt 2011a). I den økonomiske problematisering af den tykke bliver forestillinger om ansvar og sygdom afgørende for dennes position og relation til staten Ansvar Teksterne, som er objekt for denne analyse, synes at indeholde en diskurs, der gør den tykke fremmed for ansvar. Udsagnene, som danner baggrund for denne, kan tilskrives to positioner, der hver har afgørende konsekvens for måden, hvorpå staten skal forholde sig til den tykke. Den ene position ser den tykke, som én, der ikke ønsker at tage ansvar for sig selv og sin krop. Fra denne position er den tykke tyk som følge af manglende ansvarstagen, og det uomgængelige skridt mod en normalisering er, at denne tager ansvar. Ledende overlæge på Roskilde sygehus siger således til Politiken i forbindelse med e overvægtiges (Albæk & Wind-Friis 2011). Et lignende udsagn er at finde i den tidligere citerede leder fra Ber Fedmesag bør falde, efter at have fremhævet den direkte og utvetydige sammenhæng mellem et højt fødeindtag og fedme, Hvis ikke velfærdssamfundet skal knække sammen, må borgerne som minimum bære det personlige ansvar for, hvad og hvor meget de spiser. (Berlingske 2011). At borgerne selv bærer ansvaret for deres egen kropslige velbefindende, synes også at finde genklang blandt de personer, som deltog i en megafon-måling, der blev foretaget på Politikens (Schmidt & Wind-Friis 2011) Ligeledes indeholder den biografiske genres omvendelseshistorie, hvor forandringen sker i led med en ansvarstagen, udsagn, der knytter den tykke fortid til en mangel på samme. Johnny Larsen siger: Min sygdom er jo selvforskyldt. Jeg har levet på en måde, som har givet mig sukkersyge. (Dannemand 2011b). 27

30 Skønt denne position tilsyneladende er stærk repræsenteret i befolkningen, domineres debatten af en anden position, hvor ansvaret i langt højere grad placeres uden for den tykke. Dette kan tænkes at markere et skifte i debatten, som jeg vil komme ind på senere. Positionen indtages i høj grad af de eksperter og interesseorganisationer, som fylder artikler af den eksplicit debatterende genre. Og hvor Berlingskes leder på mange måder markerer den første position, står Politiken som stærk abonnent på den anden. Denne opdeling må tolkes som divergerende politiske anskuelser omkring personligt ansvar. Men politiske standpunkter kan ikke udelukkende forklare debattens opdeling. Særligt bemærkelsesværdig er det, at det var en borgerlig regering, som åbnede muligheden for statsfinansiering af gastric bypass-operationer. I en ledende artikel i Politiken, der kommenterer oven samt at ansvaret for reduktionen af antallet af tykke personer ligger hos statslige institutioner som f.eks. skoler. (Politiken 2011) Ansvaret lægges dog ikke kun hos staten, men tilskrives også andre aktører såsom fødevarebranchen, hvilket udgår af følgende citat fra Jyllands-Posten: Fødevarebranchen må påtage sig sin del af skylden for, at antallet af overvægtige unge er fordoblet i de seneste 30 år, ikke mindst fordi der reklameres så heftigt for selv meget usunde produkter. Men særligt potent synes argumentet, der hæfter sig til ideen som en sygdom på linje med narkomani eller alkoholisme, og som antager den tykke for en stakkel. Ledende aktører i denne diskurs er interesseforeninger som adipositasforeningen. Dennes formand, Birgitte Hansen, siger: De har en besættelse af ma det liv, en alkoholiker fører. (Schmidt 2011c). At den tykke krop må behandles som udtryk for en sygdom, er også hovedfokus i Svært overvægtige bliver overladt til en tidlig død, hvor overlæge og professor ved Københavns Universitet, Sten Madsbad, kalder den manglende en form for diskrimination. (Guldagger 2011a). Med antagelsen om, at tykke mennesker er sammenlignelige med narkomaner, bringes vi tilbage til spørgsmålet om kontrol, der har væsentlig indflydelse på, hvem der tilskrives et ansvar. Selve misbrugerbegrebet defineres af En madmisbruger prøver desperat at h livet er svært, er (Schmidt 2011c), og suppleres af Amerikanerne er gået væk fra, at overvægt handler om vilje. De vurderer nu, at svært overvægtige lider af madafhængighed ). 28

31 Forestillinger om kontrol og ansvar samt vilje og viljestyrke former forholdet mellem den tykke som patient og staten som behandler. Gennem patologiseringen af den tykke flyttes forventninger fra den tykke til staten. Disse forventninger begrænser sig ikke til holdninger, men indeholder også afgørende økonomiske krav. Tusindvis er kalorienarkomaner Det alkoholikere og narkomaner får ). Til dette fastslår Danske regioners formand, uden ekstra penge ). Hvorvidt det manglende ansvar skal placeres hos den tykke selv eller hos eksterne aktører har implikationer for forholdet mellem staten og den tykke som patient, men ændrer ikke på det skel, der skabes mellem den ansvarlige tynde borger og den uansvarlige eller ansvarsløse tykke borger. Associationen mellem en høj kropsvægt og manglende ansvar står fast Sygdom I det foregående underafsnit tog jeg hul på den del af fedmedebatten, som sammenkæder den tykke og det syge menneske. I nærværende afsnit vil jeg fortsætte mit fokus på sygdomsaspektet, der ikke kun begrænser sig til madmisbrug og den deraf følgende ansvarsfraskrivelse, men mere bredt markerer den tykke krop som syg og sygdomsskabende. Frygten for følgesygdomme er allestedsnærværende og et vigtigt led i problematiseringen af den tykke krop. Udsagn som disse er gennemgående: han tænker på, hvad der kan ske, hvis han ikke holder op Hver eneste dag året rundt dør fire danskere, fordi de vejer alt for meget Hvis jeg ikke taber mig, bliver jeg næppe 40 år. (Schmidt 2011b). Ligeledes berettes der om tykke, som fylder hospitalerne og belaster sundhedsbudgetterne, idet flere selvstændige sygdomme tilskrives en tyk krop, som derved bliver det primære udgangspunkt for en lavine af sygdomme. (se f.eks. Albæk & Wind-Friis 2011) Men den tykke krop forstås, som det indikeres i ovenstående citat, ikke kun som en syg krop, men kædes også sammen med en tidlig død. (se f.eks. Guldagger 2011a) Begge antagelser, at den tykke krop er syg og skaber sygdom, men også en direkte årsag til død, har effekt på den tykke borgers relation til staten både i forhold til udgifter og evnen til at bidrage. I relation til statens udgifter ses den tykke krop som en økonomisk og kapacitetsmæssig belastning, der truer samfundet på en række punkter. Særligt er de tykke kroppes indtog på hospitalsgangene et emne, der debatteres: kræver svær overvægt nyt udstyr. Fra kørestole over senge til ambulancer. 29

32 Overvægtige fylder hospitalerne -Friis 2011) Dette og lignende udsagn skaber et billede af et sundhedssystem, som er ved at bukke under for et uoverskueligt antal af nye tykke patienter. Samtidigt mere end antydes det, at den kritiske situation skaber problemer for den Hvis der var færre overvægtige, ville der så være plads til flere patienter?»ja. Selv om det er lidt firkantet at stille det op på den måde. Uanset hvad ville vi nok aldrig afvise patienter ved indgangen på grund af pladsmangel. Så ville vi hellere tage baderummet i brug«-friis 2011) Selvom Torben Garbo, miljøkonsulent for Odense universitetshospital, modererer journalistens spørgsmål, bekræfter han dog den logiske følge, at de mange tykke patienter skaber dårligere indlæggelsesvilkår for den resterende befolkning. Dels ses den tykke som én, der laver indhak i det allerede pressede budget, dels som en udfordring, der kræver ekstra midler til udstyr og lignende. Særligt relevant for konsekvenserne af forestillingen om den syge tykke krop er dennes fysiske pladstagen i sundhedssystemets rum. Acces to the Sky Joyce L. Huff for, idet hun trækker på Foucault, at den tykke krops pladstagen udfordrer måden, hvorpå kroppen forestilles i det kapitalistiske samfund. this body has come increasingly to be seen as capable of adapting itself to spaces constructed to meet the needs of corporations rather than those of individuals. will alter to fit into preconstructed spaces : 176). Ligeledes forstås hospitalets rum som udfordret af den tykke krops fysiske pladstagen, der presser patienter ud af de predefinerede rammer for behandling. Ligesom den kapitalistiske industris masseproduktion, hvis mål er øget rentabilitet, står hospitalsvæsenet over for et krav om optimalt udbytte for begrænsede offentlige midler. I spørgsmålet om rentabilitet bliver den tykke krop en fysisk forhindring for optimering, idet denne modsætter sig forestillingen om den føjelige krop. individual bodies are adaptable endorses a fiction of absolute corporeal control. (Huff 2009: 176). Hvis optimering af processer i offentligt regi som f.eks. indlæggelsesprocedure og behandling på hospitaler kræver fuldstændig kontrol, ligger en problematisering af den tykke krop, der ikke kun modsætter sig gældende fysiske rammer, men i bred almindelighed markeres af manglende kontrol, lige for. Skønt sundhedssystemets inkluderende ambition, (Green-Pedersen & Nørgaard 2009: 1011) der i nogen grad inspirerer til en universalistisk diskurs omkring den tykke krops pladstagen på hospitalsgangene, (se f.eks. Albæk & Wind-Friis 2011) synes den altovervejende løsning at være vægttab og en mærkning af problemet som,. 30

33 Forståelsen af den tykke krop som sygdomsskabende samt hele debatten omkring livsstilssygdomme i almindelighed nærer en marginaliserende diskurs, der distancerer den syge tykke krop -178; Sedgwick 1990: 1) Når løsningen placeres hos individet, bliver dette individ et problem for staten, ideological imperative. (Huff 2009: 179). Derved bliver normalisering (læs vægttab) en forudsætning for den gode relation mellem borger og stat. 5.3 Et spørgsmål om succes Den tykke markeres i fedmedebatten diskursivt ved personlig fiasko. Dette er særligt evident i den biografiske genres omvendelsesnarrativ, hvor de positive følger af vægttab fremhæves. Disse følger strækker sig fra det karriere- og uddannelsesmæssige, som det sås hos Kennet (Nørgaard 2011b), over det sociale til det materielle. Når den enkelte borgers sociale og økonomiske fiasko har betydning for staten skyldes det, at denne har afgørende indflydelse på relationen mellem de to, idet velfærdsstaten tager ansvar for borgerne økonomisk såvel som socialt. (Green-Pedersen & Nørgaard 2009: 1003) Herved bliver personlig succes en ambition for velfærdsstaten. Med ambitionen fødes et imperativ rette mod den enkelte borger, der fordrer succes, og som skærer det kropslige Et eksempel på dette imperativ kan ses i Sundhedsstyrelsens kampagne mod den tykke barnekrop. Kampagnens formål er at f ved at informere forældre om følgerne af en tyk krop samt igangsætte indsatser og aktiviteter med samme formål. (Sundhedsstyrelsen 2011a) Af de før overvægt kan medføre mobning, social isolation og mistrivsel a). Det skal bemærkes at fremhævelsen af disse konsekvenser ikke er et led i en problematisering af de sociale omstændigheder, hvori mobning, isolation og mistrivsel opstår, men en problematisering af den tykke krop som incitament til mobning og derved følgende isolation og mistrivsel. Mere bredt antyder det, at staten kræver social succes gennem individuel kropslig normalisering. Velfærdssamfundets ambitioner om den enkelte borgers succes bliver ikke universalistiske, men kommer derimod til udtryk i en marginaliserende diskurs (Sedgwick 1990: 1), der meget lig tilfældet med hospitalernes kapacitetsproblemer fat people s issue I tråd med sundhedsstyrelsen er også læge og antropolog Anders Lindelof, der 31

34 efterlyser hjælp til tykke unge, der trues af social isolation. I en artikel i B.T. identificerer han problemet som værende manglende støtte til vægttab; altså kropslig normalisering. (Ritzau 2011b) Den kropslige normalisering som vejen til social succes findes også i historien om Kennet. Her liver et afgørende incitament til livsstilsændring, da Kennets far konfronteres med sin søns dårlige trivsel. (Nørgaard 2011b) En lignende historie fra Berlingske, der beskriver Margrethe Terranovas vægttab, beretter om, hvordan tiden før vægttabet var kendetegnet af social isolation, fobier, depression og arbejdsmæssig fiasko. Gennem et vægttab oplever Terranova, at hun overvinder isolationen, depressionen, får nyt job og at kærlighedslivet blomstrer. I denne dikotomiske narrativ, som grundlæggende deles af alle disse utvetydigt af personlig succes. Terranovas succeshistorie bevæger sig dog ikke kun på det personlige plan men gives bredere relevans for hendes relation til staten, idet hun ytrer Tænk på, hvor meget jeg har sparet samfundet forestilles uadskillelige, samt at fedmedebattens imperativ gives ekstra mening derved. Den sociale og personlige succes kommer også til udtryk materielt. Et eksempel på dette findes i historien om Johnny Larsen, hvis Før gik jeg kun i joggingbukser, fordi det var det letteste. Nu har jeg skiftet garderoben ud (Dannemand 2011). Den materielle forandring bliver markør for den kropslige forandring, men begrænser sig dog ikke kun til det symbolske. Tim Dant skriver følgende Material Culture in the Social World : Things, both natural and man-made, are appropriated into human culture in such a way that they re-present the social relations of culture, standing in for other human beings, carrying values, ideas and emotions (...) But unlike images, ideas, talk and text, things are not just representations, but also have a physical presence in the world which has material consequences(...) (Dant 1999: 1). Den tykke krops fysiske tilstedeværelse har materielle konsekvenser, idet den begrænser valget af påklædning hos den enkelte. I Johnnys tilfælde bliver valget joggingtøj, fordi det er det letteste, men den tykke krop bliver også fysisk inkompatibel med langt størstedelen af det tilgængelige tøj på markedet, og den tykke henvises til særlige afdelinger eller specialbutikker. Når den tykkes tøj bliver let skelneligt fra den tyndes, er der mulighed for, at det sociale stigma indprentes i dette. Herved bliver det materielle en markør for den tykkes sociale fiasko. Endeligt kan det tænkes, at joggingtøj mere bredt markerer lav social status, og skiftet til en mere formel garderobe signalerer kontrol og ansvar. 32

35 boligområder; områder, der på mange måder markeres af social fiasko og statslige udgifter. Disse tiltag omfatter blandt andet et cykelprojekt i Vollsmose (Albertsen 2011) og en aktivitetsbane i Høje Gladsaxe (Gladsaxe Kommune 2010). boligområder ligger en ide om, at den gode borger er fysisk aktiv, men også at fysisk aktivitet og en sundere livsstil kan fremme integration samt bidrage til løsningen af sociale udfordringer. (Gladsaxe Kommune 2010; Ramsgaard 2011) Den tanke, der lader positive elementer binde sammen i klynger, virke andre parametre positivt. Når den tykke krop til stadighed tilskrives de sociale vidnesbyrd om vægttab postulerer social, økonomisk og materiel fremgang, bliver den normale krop og personlig succes tæt forbundne. Hvis velfærdssamfundet, der ikke kun har ansvar for borgerne økonomisk og socialt, men også er afhængig af, at den enkelte bidrager mere end denne modtager, samtidigt har en ambition om personlig succes, bliver kropslig normalisering et stærkt imperativ. Endelig skal det nævnes, at sammenkædningen samt problematiseringen af lav social status og kunne tænkes at være udtryk for en klassekamp, hvor underklassens moralske underlegenhed materialiseres i den tykke krop. Tages diskursen om den manglende uddannelse og rationalitet blandt tykke i betragtning, der ser dennes adfærd som barnlig (jfr. kolonialismens formynderiske oplysningsnarrativ), er konstruktionen af den tykke som social fiasko et incitament til regulering af underklassen ud fra middelklassens og overklassens normalitetsbegreber. (jfr. Masri 2011a) 6. To paradigmer Fedmedebattens diskurser kan henføres til to adskilte paradigmer eller diskursordner 1, der muligvis markerer en ændring i måden, hvorpå den tykke krop opfattes, men også lægger sig op ad forskellige fagområder, interesser og politiske ståsteder. Det egentlige stridspunkt mellem de to opfattelser ligger i divergerende forestillinger om ansvar. Hvor den ene placerer ansvaret for kroppen hos den enkelte, placerer den anden samme ansvar uden for denne. Begge understøtter de dog idealer om kontrol, agens, det gode forældreskab, ansvar, sundhed og personlig succes. De to 1 Jeg vælger i det følgende at bruge ordet paradigme. 33

36 paradigmer afgrænser deres optræden delvist til specifikke genrer, men overlapper også i nogle tilfælde på tværs af disse, hvilket kunne vidne om et paradigmeskifte. Det første og ældre paradigme kommer oftest til udtryk i lægefagligt uddannede personers udsagn og ser ansvar som noget, den enkelte bør tage for at opnå vægttab. (jfr. Albæk & Wind-Friis 2011) Paradigmet er særligt eksplicit i den biografiske genre, hvis fokus på forandring tager udgangspunkt i dets bærende antagelse, men findes også i den videnskabsformidlende og den eksplicit debatterende genre. Berlingske kan i kraft af deres leder o tillige ses som repræsentanter for paradigmet. I sin insisteren på det personlige ansvar bliver dommen for fejltrin hårdere, mens kategorierne gøres mere fleksible, og flere muligheder åbnes for den enkelte. Således ligger paradigmet inde med muligheden for forandring, og kampen mod vægten bliver en prøvelse af borgerens karakter og vilje. Det andet og nyere paradigme præsenteres primært af sociologer og interesseorganisationer, der hævder at tale på vegne af den tykke. Disse placerer ansvaret for den tykke krop uden for individet og dermed også løsningen. Det er særligt i den eksplicit debatterende genre, at paradigmets forestillinger kommer til udtryk, idet genren i høj grad fokuserer på diskussionen omkring mulige handlingstiltag mod overvægt. I sin udvidelse af forklaringen, der ikke direkte fordømmer den tykke personligt, virker den umiddelbart som en mere human og nuanceret forståelse og præsenterer sig også sådan. Der er dog implikationer ved denne, som har afgørende konsekvenser for dominansrelationen mellem stat og borger. Dette vil jeg vende tilbage til. I debatten har særligt Politiken stået for det nye paradigme gennem en stor artikelserie i sommeren Som effekt af placeringen af ansvar uden for den tykke forhindres denne i selv aktivt at gøre noget ved staten eller andre aktører, der må handle på den tykkes vegne. I det følgende vil jeg referere til det ældre og det nyere paradigme som henholdsvis det individualistiske og det kollektivistiske. Disse to paradigmer lægger sig som antydet til forskellige politiske holdninger omkring relationen mellem stat og borger. Som sådan kan den fedmepolitiske splittelse tænkes at være statisk opretholdt af den almene politiske splittelse mellem de liberalt og socialistisk orienterede. Der er dog flere indikatorer på, at splittelsen kan markere et paradigmeskifte. 34

37 Som nævnt i mine indledende overvejelser omkring diskurs understreger både Abu-Lughod og Fairclough at diskursbegrebet indeholder muligheden for forandring, og konkurrerende udsagn må da forstås som særligt vigtige. (Abu-Lughod 2006) Ligeledes fastslår Fairclough, at Hegemoni 2 aldrig (opnås) mer konstruere, opretholde eller destabilisere alliancer og dominansrelationer. Det bliver derfor relevant at se de to paradigmer ikke kun som eksisterende inden for afgrænsede faglige eller politiske domæner, men som konkurrerende diskurser, der stræber efter hegemoni. En indikator på dette er kampen om statslige midler, der bl.a. er evident i interesseorganisationer som Adipositasforeningens retorik (Schmidt 2011a; Søndergaard & Holtze 2011) og er afhængig af bestemte alliancer mellem stat, patientgrupper, faglige fællesskaber og kommercielle interesser. Idet jeg antager, at væsentlige aktører inden for de to paradigmer har ambitioner om hegemoni, vil jeg i det følgende diskutere hvorvidt, der er tale om et bredere skifte i måden, hvorpå den tykke krop opfattes. Jeg har tidligere fremsat, at de forskellige genrer i fedmedebatten kan ses som divergerende diskursive rum, der adskiller sig fra hinanden i form af uens fortolkningsrammer og subjektspositioner. Således gør genrerne sig også gældende ved identifikationen af de to paradigmer og den mulige forskydning af hegemoni. Den videnskabsformidlende genre synes ikke at forholde sig til agens og har som allerede postuleret funktion af ramme. En klar overvægt af aktører, der ytrer sig inden for den eksplicit debatterende genre kan tilregnes det kollektivistiske paradigme. Den biografiske genre derimod fremviser primært en forestilling om personlig ansvar, der er betingelse for den personlige forandring. Som følge af dette kunne det tænkes, at paradigmerne opretholdes stabilt af genremæssige forudsætninger. To forhold synes dog at tale mod dette. Dels kan der findes eksempler på biografiske historier, der stiller sig opgivende over for den personlige udfordring, som den tykke krop udgør, finder løsning i positionen som patient og dermed ekstern agens. (Kaae 2011) Dels lader den eksplicit debatterende genre aktører med baggrund i det kollektivistiske paradigme kommentere og fortolke biografiske beretninger. Dette gøres fra en mere autoritativ position (jfr. genrernes indbyrdes forhold) og i et mere autoritativt, professionelt og akademisk sprog. Således gør genrebegrebet det muligt at se en kvalitativ forskel, der vidner om en ændring i det diskursive hegemoni. 2 Diskursiv dominans (Fairclough 2008: 52) 35

38 Det er dog ikke kun genremæssige forhold, der vidner om et igangværende paradigmeskifte. Andre aspekter understøtter tillige en sådan proces. Hele kriseretorikken, der fremhæver en eksplosiv udvikling i andelen af tykke kroppe blandt befolkningen, (jfr. Schmidt 2011a) peger på overgangen fra en individuel til en samfundsmæssig problemstilling. En særlig komponent i denne italesættelse er de epidemiologiske termer, der bidrager til at fremhæve omfang, såvel som hastig vækst. Disse termer er problematiske i et lægefagligt perspektiv, idet karakteristika, der normalt kendetegner epidemiske sygdomme er fraværende, men kan, ifølge Guthman, forstås gennem biopolitikken. Således bemærker hun, at den udbredte brug af epidemiologiske statistikker kan forstås som en (Guthman 2009: 194) Indeed, the very idea of dividing populations into subgroups, some of whom are seen to retard the general welfare of population, is in some sense to prevent, contain, or eliminate the abnormal 2009: 194). I den stigende brug af epidemiske termer, der fremhæver en udvikling fra det normale mod det abnorme, ligger ikke kun en øget brug af en enkelt biopolitisk magtteknik, men også en fordring om generelt stærkere regulering af befolkningens biologi; altså en form for biopolitisering. Denne proces spiller sammen med det kollektivistiske paradigme, der lægger ansvaret for den gode borger hos staten. Det kan derfor hævdes, at den udbredte brug af epidemiologi i beskrivelsen af udfordringer omkring den tykke krop markerer et stadig større fokus på det statslige ansvar. Med dette in mente er det forståeligt, at Berlingske i deres angreb på det kollektivistiske paradigme først forsøger at så tvivl om epidemitermen, (Berlingske 2011) der er forudsætning for et statsligt indgreb. spor i tekster i form af den samtidige optræden af modsatrettede eller inkonsistente elementer. Dette kunne tænkes at forekomme som effekt af nye uomgængelige sorte bokse. Latour beskriver, hvorledes fakta konstrueres som følge af, at de rette mennesker overbevises om en given ytrings sandhedsværdi. (Latour 1987: 10-11) understøttet af et omfattende statistisk materiale, optræder denne som en nærmest uomgængelig sort boks i debatten. Således bliver aktører, der abonnerer på en individualistisk forklaringsramme for den tykke krop, nødt til at forholde sig til dette, og om muligt inkorporere antagelsen i deres argumentation. Herved åbnes muligheden for indre tekstuel inkonsistens til fordel for det kollektivistiske paradigme. Den hegemoniske kamp mellem de to paradigmer er i høj grad et spørgsmål om retten til at definere og behandle. En kamp, der frem for alt udkæmpes med videnskabelige skyts. Således er konstruktionen og placeringen af sorte bokse i debatten essentiel 36

39 for argumentationens succes. Placeringen af flere gensidigt bekræftende statistiske undersøgelser lægger vægt på et samfundsmæssigt perspektiv, men også andre videnskabelige undersøgelser benyttes i kampen om hegemoni. Et eksempel er de gentagende undersøgelser, der viser utroligt lave succesrater for det klassiske kost- og motionsbaserede vægttab. Et faktum, der fremhæves af blandt andre overlæge og professor Sten Madsbad (Guldagger 2011a) og Gb-foreningen 3 (Gbforeningen 2011). Den traditionelle idé om vægttab gennem personlig disciplinering underkendes, hvorved nødvendigheden af kirurgisk behandling af den tykke krop understreges. Denne argumentation kombineres med antagelser om belastning af de offentlige sundhedsbudgetter (Guldagger 2011a; Gb-foreningen 2011) og skaber derved stærke logikker, der ansporer staten til handling., mens dets alarmerende omfang understøttes af epidemiologiske statistikker, og traditionelle metoder baseret på personligt ansvar underkendes, udhules det gamle paradigme. Som nævnt er skellet mellem det individualistiske og det kollektivistiske paradigme delvist baseret på politiske principper om statens rolle i forhold til borgeren. Guthman foreslår imidlertid, at den anden kan ses som konsekvens af den første. Hun ser begge som et udtryk for neoliberale forestillinger itself has become a technique of neoliberal governance., neoliberal responsibilization certain groups as without value service of governing the rest Den personlige ansvarspålæggelse, der markerer det individualistiske paradigme, forstår den tykke krop som et. Kategorien gør det muligt for staten at identificere personer, der ikke lever op til neoliberale forestillinger om rentabilitet. governing through freedom means that it always contains a division between those who are capable of bearing the responsibilities and freedoms of mature citizenship and those who are not 1999: 146). Denne opdeling, skriver han, sætter staten i stand til at eliminere om dog kun ved forebyggelse dem, som regnes for værdiløse. (Dean 1999: 146) Der er imidlertid forhold i den danske dagbladsdebat, som peger i en anden retning. For det første bliver ansvaret for den tykke krop i en række artikler placeret eksplicit uden for den tykke. (se f.eks. Politiken 2011; Guldagger 2011a; Frandsen 2011) For det andet er det ikke tilstrækkeligt, at se debatten som en diskussion om offentlige besparelser, men i høj grad også som en kamp om allokeringen af statslige midler. Aktører med rod i det kollektivistiske paradigme efterlyser større posteringer på statsbudgettet målrettet behandling af den tykke krop. (Schmidt 2011c; Politiken 2011) Hele spørgsmålet om, 3 Forening for fedmeopererede. 37

40 hvem senere. Det er dog værd at bemærke i denne sammenhæng, at spørgsmålet om placering af offentlige midler er særligt vigtigt. Til understøttelse af sådanne krav på statslige midler bruges rentabilitetsretorikken flittigt, hvilket er muligt at tolke som tegn på diskursiv forandring. Foruden tekstuel inkonsistens kan forandringer ifølge Fairclough tillige sætte spor i form af blandede stilarter, idet der f.eks. (Fairclough 2008: 44 & 58-59). Således kan den diskursive forandring inden for fedmedebatten ses i den udbredte overtagelse af neoliberal diskurs med sigte på at flytte offentlige midler. At det kollektivistiske paradigme har overhånden i kampen om hegemoni, kommer helt konkret til udtryk i en række politiske tiltag, der er blevet iværksat af både den borgerlige og den socialdemokratiske regering. Disse spænder fra regulerende afgifter over offentlige kampagner til direkte finansiering af kirurgiske indgreb. Således kan de kollektivistiske forestillinger om den tykke krop ikke alene ses florerende på den politiske venstrefløj, men også direkte informerende borgerlige politiske tiltag. 7. Subjektspositioner På baggrund af ovenstående gennemgang af fedmedebattens diskurser og med udgangspunkt i Faicloughs tanke om disses identitetsmæssige funktion (Fairclough 2008: 18) vil jeg i det følgende analysere de subjektspositioner, som tilbydes den enkelte borger. Disse positioner varierer afhængig af genre og fedmepolitisk standpunkt, men kan alle placeres på baggrund af en grænse, der s er paradigmet grundlæggende dikotomisk, men opsplittes yderligere gennem den biografiske genres forvandlingsnarrativ. Fedmedebattens normative normalvægtsbegreb dækker over den mest faste subjektsposition. I egenskab af sin normativitet fremstilles denne position i et skær af selvfølgelighed og er derfor ikke omfattet af væsentlig debat eller uenigheder. Således markeres den, som det fremgår i analysen, af kontrol, agens, uddannelse, godt forældreskab, ansvarlighed, sundhed samt personlig, social og økonomisk succes; alle kvaliteter, der også markerer godt medborgerskab. Som sådan personificerer den imperativet, der rettes mod den tykke, og som fordrer vægttab for en normalisering af relationen mellem borger og stat. Uafhængigt af tilgangen til den tykke krop markeres denne af en mangel på de ovenstående egenskaber, som kendetegner, og opleves derfor som et vrangbillede af 38

41 denne. Der er dog flere underliggende positioner, som giver mulighed for, at den tykke kan manøvrere inden for de to paradigmer. Således fremsættes tre subjektspositioner for den tykke: Den hjælpeløst tykke, den frivilligt passive tykke og den aktive tykke. Den hjælpeløst tykke, som er sammenfaldende med positionen som patient, er et produkt af den mere sociologisk baserede og nyere kollektivistiske forestilling om ansvaret for den tykke krop. Særligt vigtigt for denne position er, at ansvaret placeres uden for den tykke og dermed denne. De negative træk, som påhæftes den hjælpeløst tykke, er stadig markører for dårligt medborgerskab, men giver denne krav på hjælp, og gør dermed samfundet ansvarlig for at fostre gode borgere. Et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er, Hvordan relaterer den enkelte til forestillinger om den gode borger, når denne er uden ansvar og indflydelse? Jeg finder det her vigtigt at skelne mellem position og relation, idet ansvarsfralæggelsen, som den kommer til udtryk i det kollektivistiske paradigme, kun berør en af de to. Med position mener jeg her ikke subjektsposition, men hvilken plads den tykke indtager i en opdeling mellem den gode og den dårlige borger. I dette forhold finder jeg ikke, at der er belæg for at postulere en ændring. Hvis godt medborgerskab forstås ud fra evnen til at bidrage og minimere ens omkostninger for staten, er den hjælpeløst tykke stadig stærkt markeret som dårlig borger. Dog er ansvaret for et sådant godt medborgerskab ændret og med dette også relationen til staten. Relationen mellem den tykke og staten kan forstås væsentligt anderledes i det kollektivistiske paradigme end i det individualistiske. I det første må den tykke dårlige borger ses som et problem ved staten, hvor den i det sidste antages at være et problem for staten. Samtidigt gives den tykke mulighed for gennem det kollektivistiske paradigme at stille krav til staten omkring behandling. Ved indtagelsen af subjektspositionen som hjælpeløs tyk eller patient sættes den enkelte borger i stand til at skabe en dobbelt fordring, der i bytte for en anerkendelse af vægttabets nødvendighed aftvinger statslig handling. Den selvforskyldt tykke, der hører under det lægefagligt funderede individualistiske paradigme, kan deles op på baggrund af aktivitet. Herved skabes en mulighed for, at den tykke overtager den gode borgers karakteristika i bytte for en normaliseringsproces. Dette er Retningen, som postuleres i paradigmet er interessant for grænsedragning den dårlige og den goder borger. Dette vil jeg komme ind på senere. Positionen som selvforskyldt tyk uden 39

42 intention om vægttab og derved frivilligt passiv er borger. Denne eksisterer primært i den videnskabsformidlende genre og personificerer antagonisten til den. Som subjektsposition er den amputeret, idet den mere er en teoretisk videnskabelig konstruktion end en position, der indtages af konkrete aktører. Inden for det individualistiske paradigme fordres en konstant bevæg, og tykke, der abonnerer på dette paradigme, fremstilles altid i en forvandlingsproces. Positionen som den passive tykke begrænser sig derfor til to ret distinkte komponenter i fedmedebattens fortællinger. Den ene er markør for tiden før forvandlingen i den biografiske genre og kendetegner altså datid for den tykke i bevægelse. Den anden er som hypotetisk størrelse i statistiske og videnskabelige fremstillinger af problemer vedrørende den tykke krop. Som effekt af den store konsensus omkring de negative aspekter ved en tyk krop og det deraf følgende diskursive hegemoni, er borgerens identifikation med den passive tykke fuldstændigt fraværende i dagbladendes fedmedebat. Derved bliver den mere en didaktisk konstruktion, der sammen med normalvægtsidealet skitserer rammerne for en skala, hvormed godt medborgerskab kan forstås. Den aktive tykke hører som den frivilligt passive ind under det individualistiske paradigme og udnytter dennes mulighed for personligt styret forandring. Den fremsættes i debatten af den biografiske genres forvandlingsnarrativ, er forankret i artiklernes hovedpersoner og kan derfor ses som en mere konkret og funktionel position end den frivilligt passive. Der ligger i debatten qua den hegemoniske problematisering af en forestilling om, at alle tykke har intentioner om kropslig normalisering. Når det individualistiske paradigme samtidigt lægger ansvar og muligheder hos den enkelte, fuldendt. Dette modsiger delvist eksistensen af en position, der markeres af bevidst passivitet, men som nævnt tidligere skal denne snarere ses som en didaktisk konstruktion, der ikke er funktionel i egentlig forstand. Bevægelsen, eller normaliseringen, bliver afgørende for subjektspositionen, idet den erobrer nogle af den gode borgers kendetegn. Dette drejer sig i særlig grad om agens, der, men også alle de andre træk, som er nævnt i analysen. 8. Grænsedragning I indledningen fastlagde jeg, at en tværkulturel vinkel på fedmedebatten skulle behandle de 40

43 mennesker. Analysen af fedmedebattens diskurser, paradigmer og subjektspositioner vil i det følgende danne baggrund for en fortolkning af denne grænsedragning. Konstruktionen af kulturelle eller sociale grænser skal ikke forstås som identificeringen af naturlige forskelle, men snarere som en fortolkningsproces. (Fuller 2003: 3) Selvom skellet mellem den tynde og den tykke krop præsenterer sig i al sin kødelige materialitet som en let genkendelige og naturlig distinktion, er sådanne klassifikationer ikke neutrale, men fremhæver bestemte træk på bekostning af andre. (Hastrup 2004: 77) Når distinktioner således styrer fokus, kan forskellige grænser tjene nogle politiske og sociale formål bedre end andre. (Fuller 2003: 4) Det stærkt italesatte skel mellem den og den tykke, kan da ses som en markant politisering af den tykke krop. I den forbindelse er det relevant at spørge, hvorfor forestillinger om kroppen har et så stærkt potentiale for politisering. Ud over problematikker med forbindelse til den gode borger, og det faktum, at samtlige borgere kan relaterer til spørgsmål om kroppen, kan Sylvia Fullers betragtninger fra måske give et praj. Her skriver hun om kulturelle their placement and shape become concretized through common practices, organizing not only thinking, but also social relations and the allocation of valued social goods 4). Grænser har altså ifølge Fuller den egenskab, at de bl.a. konkretiseres gennem fordelingen af sociale goder. Når Latours udsagn om videnskabens evne til at flytte finansielle ressourcer (Latour 1987: 181) tages med i betragtningen, virker det plausibelt, at politiseringen af grænsedragningen mellem den tynde og den tykke krop også kan relateres til fordelingen af både økonomiske og sociale goder. Det vil derfor være relevant at se på hvilke interesser forskellige grænsedragninger tjener. Dette vil blive forsøgt i næste afsnit. For nærværende skal det blot illustrere hvorfor grænser på baggrund af vægt ikke er naturlige størrelser, men et led i en kognitiv proces, der har bredere implikationer end det, som umiddelbart kunne antages. I det følgende vil jeg indledningsvist analysere det individualistiske paradigmes grænsedragning, der på flere centrale punkter adskiller sig fra det kollektivistiske. Herefter vil jeg diskutere, hvilke effekter det påståede begyndende paradigmeskifte har for skellet mellem den tykke og den I det individualistiske paradigme er ansvaret som gentagende gange nævnt placeret hos individet. Dette gør det muligt at bevæge sig på tværs af kategorierne. Den tykke har som illustreret i debatten muligheden for at blive tynd, men den tynde har, som jeg endnu ikke har været inde på, tillige muligheden for at blive tyk. Dette gør paradigmet mere dynamisk, men placerer også et enormt 41

44 ansvar og en vedvarende frygt hos den enkelte frygten for at blive tyk. Som nævnt ligger der en Derved bliver den rigtige vægt og det gode medborgerskab ikke kun noget, der skal opnås, men også til stadighed opretholdes. (se f.eks. Sundhedsstyrelsen 2011b) I dette spiller agens en væsentlig rolle, idet handlingen hos den aktive tykke sætter denne på vej mod en, der dels markeres af usynlige men stærkt autoritative BMI grænser, dels af de allerede gennemgåede positive karaktertræk. Som følge af muligheden for en bevægelse fra den tykke dårlige borger til den tynde gode borger kan adskillelsen mellem de to ses som et kontinuum, hvori det er muligt at indtage flere pladser. Således kan den gode borger gradbøjes alt efter, hvor kontrolleret, ansvarlig, succesrig eller tynd denne er. Det individualistiske paradigmes skala for godt medborgerskab gør grænsedragningen mellem den gode og den dårlige borger samt den mindre tydelig. Grænserne er ikke flydende i den forstand, at isse er påhæftet faste BMI-tal. Men de deler Et træk som kan ses i det kollektivistiske paradigme. I stedet antager det individualistiske paradigme, at borgerne grundlæggende er ens biologisk, samt at sociale og kulturelle forskelle ikke udgør Således ses overskridelsen af BMI-grænserne som grundlæggende uproblematiske samt værende et spørgsmål om vilje og handling Som effekt af manglen på dynamik i det kollektivistiske paradigme er opdelingen mellem den her langt mere fast. Paradigmet bygger på antagelsen, at det ikke er muligt for den enkelte selvstændigt at overskride, hvilket som nævnt fordrer den statslige handling. Som følge af dette rummer paradigmet en langt mere rigid adskillelse mellem den tykke borger. Denne adskillelse kommer ikke kun til udtryk i biologisk forstand, kroppe, men også i et kulturelt og socialt skel, der ligeledes forstærkes med antagelsen om de to verdeners inkommensurabilitet. (jfr. Wind-Friis & Teglskov 2011) Det er gennemgående for det kollektivistiske paradigme, at æggende forskellige normer, samt at sundhedsbegrebet er fraværende i den tykkes sociale verden. Således er de træk, som kendetegner den gode borger, ikke umiddelbart opnåelige for den tykke i det kollektivistiske paradigme, men ses som iboende Man kunne tro, at den mere faste og fundamentale adskillelse mellem den tykk var et 42

45 udtryk for kulturrelativisme (Hastrup 2004: 45-46), men skellet er ikke værdineutralt, og ambitionen er stadig at skabe gode borgere. I stedet for, at polariseringen mellem borgerne forstås som en relativisering, giver det mening at tolke det som en kulturaliseringsproces, hvor biologiske variationer gives kulturel relevans. Herved kan paradigmeskiftet opfattes som skabelsen af en stærk kulturel grænse og kategorisering. Kulturaliseringen er en følge af den udvidede ekstrabiologiske forklaringsramme og kan ses som et led i skabelsen af det tykke menneske som et sociologisk og psykologisk forskningsobjekt. Med skabelsen af den for individet uoverskridelige grænse flyttes handlingsmonopolet fra borgeren til staten. Således bliver kropslig forandring et statsligt privilegium. Dette giver rum for intensiv ekstern disciplinering og statslig detailkontrol, men også arbejde til en række aktører, som derved er økonomisk og karrieremæssigt investerede i processen. 9. Aktører og interesser Som anført i det foregående afsnit konkretiseres kulturelle eller sociale grænser via fordelingen af privilegier og økonomiske midler. (jfr. Fuller 2003; Latour 1987) Det er blevet påpeget, at der er store penge på spil, og at problematiseringen af den tykke krop er en lukrativ forretning for et væld af aktører. (Burgand, Dykewomon, Rothblum & Thomas 2009; Lyons 2009) En analyse af grænsedragningen m oats udødelige Follow the money (Pakula 1976) i betragtning og identificere hvilke aktører, der kunne have økonomiske eller karrieremæssige investeringer i et paradigmeskifte. I det følgende vil jeg diskutere en række aktørers positioner i de to paradigmer, statslige såvel som private, samt de interesser de repræsenterer. At diskutere hvorledes staten er investeret i fedmedebatten og et muligt paradigmeskifte, vanskeliggøres af det væld af aktører, som den udgøres af. Derfor vil diskussionen af dette behandle staten på flere planer: Som en samlet institution og som udgjort af forskellige dele. Således er det muligt at se staten som en ideologisk størrelse, en politisk styret organisation, der tager udgangspunkt i folketinget og regeringen, et embedsapparat eller en lang række aktører som f.eks. sundhedsstyrelsen. Dele af dette spektrum vil blive berørt i det følgende. 43

46 Hvis neoliberalisme, som Guthman argumenterer for, er tidens ledemotiv, der til stadighed genfindes i politiske debatter og handlinger, (Guthman 2009) giver det mening at forstå statens og politikernes interesser i lyset af denne. Jodi Dean definerer den neoliberalistiske ideologi således: Most generally, neoliberalism is a philosophy viewing market exchange as a guide for all human action. Redefining social and ethical life in accordance with economic criteria and expectations ive role in securing markets, in producing the subjects of and conditions for markets Statens succes skal altså måles ud fra markedets succesparametre om rentabilitet og økonomisk vækst. Hvis statens interesser er sammenfaldende med neoliberalismen, må et diskursivt landskab, der sætter denne i stand til at optimere vilkårene for markedet, være ideelt. Et paradigmeskifte, der giver statsligt monopol på kropslig forandring, understøttet af en kraftig fordring om netop samme forandring sætter staten i stand til at retfærdiggøre mere omfattende midler i jagten på økonomisk vækst og rentabilitet. Michel Foucault argumenterer i Seksualitetens historie for, at kapitalismen er kontrollerede indsættelse af legemer i produktionsapparatet 141), samt en tilpasning af befolkningen til økonomiske forhold. En proces, hvor vidensmagten gøres til en transformationsfaktor i menneskets liv akkurat, som det er tilfældet med det igangværende paradigmeskifte i fedmedebatten. (Foucault 1978: ) I italesættelsen af den tykke krop som ikke bare en økonomisk belastning (der lægger hånd på skatteydernes penge og dermed er medvirkende årsag til, hvad neoliberalismen ville fordømme som markedshæmmende skatter) men også en forhindring for økonomisk vækst (jfr. Deans beskrivelse af statens rolle som skaber af markedets subjekter) for regulering. (Guthman 2009: 194) Det er altså på baggrund af Guthmans og Foucaults antagelser muligt at se en styrkelse af dominansrelationen mellem staten og den enkelte borger i spørgsmål vedrørende kroppen som en imødekommelse af neoliberalt funderede statslige interesser omkring optimering af betingelserne for markedet. I dette forsøg på optimering af borgeren gennem statslige indsats og kontrol ligger dog som nævnt et øget udgiftsniveau, som ikke synes at falde ind under neoliberalistiske interesser. Den retorik, som udfoldes i det kollektivistiske paradigme og som benytter argumenter om rentabilitet, lover økonomisk overskud som følge af forstærkede indsatser. Dette fletter udgiftsstigninger ind i et neoliberalt perspektiv, men det er også sandsynligt, at andre interesser bliver. Det kunne tænkes, at politikere ved skaber et felt for forbedring, hvori det bliver muligt at fremstille sig 44

47 selv som aktivt handlende. Med andre ord understreger placeringen af et handlingsmonopol hos staten værdien og nødvendigheden af politikeren. Hele spørgsmålet om eksistensberettigelse er Således er det også tilfældet for den statslige aktør Sundhedsstyrelsen, hvis formål det er de bedste sundhedsfaglige rammer for behandling og forebyggelse c). Med dette skal ikke forstås, at en underkendelse af Sundhedsstyrelsens arbejde vedrørende den tykke krop truer hele dennes virke, men at dens manøvreringsfelt indskrænkes og stillinger muligvis vil forsvinde. I diskussionen af Sundhedsstyrelsens position antager jeg, at det er i en given institutions interesse at opretholde det grundlag, hvorpå den eksisterer. I sin funktion som opstiller af rammerne for behandling og forebyggelse er Sundhedsstyrelsens interesser på mange måder sammenfaldende med en stor del af lægernes, som jeg vil behandle herefter. Den virker gennem udstikning af retningslinjer og har derfor ikke noget konkret behandlingspotentiale som f.eks. kirurgien. Hvis dens kampagner er sigtet mod ændringen af et ansvarsfuldt individs handlinger, kan et paradigmeskifte ses som en svækkelse af dens position. Forestillingen om social arv er dog stærk i fedmedebatten (jfr. diskursen omkring det fejlslagne forældreskab). Selv i forho forestilles tidlig ekstern forebyggelse (Schmidt 2011a) Her kan Sundhedsstyrelsens forebyggelsesindsatser rettet mod børn stadig hente legitimitet på trods af den mere rigide grænsedragning, der følger paradigmeskiftet. Lægerne er som gruppe særligt investeret i diskussionen omkring fedme, idet de før har haft det primære monopol på indkredsning af problematikken og behandling. Det er dog ikke muligt at se dem som en samlet gruppe med sammenfaldende interesser, og jeg vil derfor ikke behandle dem sådan. De to paradigmer har forskellige følger for forskellige lægegrupper alt afhængigt af, hvori disses arbejde består. Således har læger, der er beskæftiget inden for fedmekirurgi, økonomiske og karrieremæssige interesser investeret i et paradigmeskifte, der fremhæver den medierede Disses arbejde er stærkt afhængigt af de statslige midler, der sikrer finansiering af kirurgiske indgreb på den tykke. Som følge af dette kan det fedmekirurgiske felt også ses som fortaler for statslig handling. (Guldagger 2011a; 2011b) Om udvidelsen af forklaringsrammen for den tykke krop fra ensidigt biologisk til omfattende f.eks. sociale og psykiske faktorer får nogen indflydelse på de midler, der postes i medicinsk forskning, er svært at vurdere. Det er muligt, at et øget fokus på ekstrabiologiske forklaringer samt en generel skuffelse over den individualistiske tilgangs manglende succes i transformeringen af den tykke krop vil bevirke, at midler føres fra det lægefaglige mod det samfundsfaglige. På den anden side 45

48 forekommer spørgsmål om krop, helbred og ernæring at være så afhængige af lægevidenskabens begrebsliggørelse og biologisk funderede argumenter, at en adskillelse af disse synes usandsynlig. Selv for samfundsvidenskabernes indkredsning af det tykke menneske er lægevidenskaben uundværlig, idet det er dennes indledende biologiske problematisering, der giver anledning til den ekstrabiologiske begrebsliggørelse. Således kan udvidelsen af forklaringsrammen ses som en forøgelse af domæner, hvori kropsvægt kan behandles, men ikke nødvendigvis én, der truer lægevidenskaben og dens forskningsmidler. spore dens skadelige effekter og udstikke retningslinjer til efterfølgelse af det for sig selv ansvarlige individ. Et paradigmeskifte truer dennes traditionelle behandlingspotentiale, og her kunne ligge en interessekonflikt. Interessekonflikten er dog heller ikke her entydig, idet lægevidenskabelige retningslinjer ikke underkendes, men i stedet implementeres eksternt af staten frem for det ansvarlige individ. En aktørgruppe, som ikke optræder, i hvert fald ikke eksplicit, i de analyserede artikler er medicinalindustrien. Om lægefaglige autoriteter, der udtaler sig i debatten, på nogen måde er knyttet til disse, som det f.eks. har været tilfældet i den amerikanske fedmedebat (Lyons 2009: 75), kan jeg ikke fastslå. Medicinalindustrien er dog unægtelig økonomisk investeret i et paradigmeskifte, der nødvendiggør en medieret overgang, som de påstår at kunne facilitere. Samtidigt er det ikke usandsynligt at industrien udøver en hvis påvirkning af lægestanden, som det er set i bl.a. tilfældet med psykofarmaka. (Gøtzsche 2011) bestemt lukket samfundskategori medfører også et spørgsmål om retten til at definere. Heri spiller sociologer en afgørende rolle. Sociologien er effektiv som magtredskab til at identificere problemer og dermed skabe baggrund for indsatser. Denne funktion opretholdes gennem forskning, der ligesom i lægevidenskaben er afhængig af politisk fokus samt statslige og private midler. Et paradigmeskifte, der øger statens afhængighed af sociologiske analyser og styrer midler ind i forskning, vil således tjene en række sociologer, hvis virke er opretholdt af en vedvarende problematisering af den tykke krop. Når den tykke krop er et som et sociologisk forskningsfelt og interesseområde. Andre akademiske discipliner som f.eks. psykologien, der søger at give ekstrabiologiske forklaringer på den tykke krop, kan forestilles at have interesser, der er analoge til sociologiens. 46

49 Fremtrædende fortalere for et paradigmeskifte er en række foreninger, der præsenterer sig som talerør for de tykke eller bestemte undergrupper inden for disse. Dette gælder bl.a. Adipositasforeningen og Gb-foreningen, som jeg tidligere har refereret til. Disse positionerer sig som patienter, hvorved de kræver behandling og finansiering men også allokeringen af statslige midler til bredere tiltag mod den tykke krop. (Schmidt 2011a) De interesser, der imødekommes ved et paradigmeskifte, er netop retten til at blive betragtet som patient og dermed fordringen om statslig indgriben. Motivet er tillige personligt økonomisk, idet udgifterne for den enkelte til den kirurgi, som f.eks. Gb- Hansen 2011; Kaae 2011) er betydelige. Som beskrevet i afsnittet omhandlende statens interesser kan paradigmeskiftet forstås som en styrkelse af dominansrelationen mellem staten og borgeren i spørgsmål vedrørende kroppen. Men den stærkere relation kan ikke kun ses i forhold til staten. Den genfindes i en række relationer mellem aktører, der får behandlings- og definitionsprivilegier på baggrund af en samfundsmæssig kontrakten om behandling indeholder anerkendelsen af den brede problematisering. Sammenfaldet af flere væsentlige aktørers interesser knytter disse tættere sammen, hvorved de bliver kontrolmekanismer i en ekstern dominans af borgernes kroppe. Skellet mellem de tykke og det remsætter denne som abnorme og det normale, kan forstås konkretiseret gennem definitionsprivilegier og allokeringen af midler til forebyggelse og behandling, som cementerer den medierede overgang og dermed en rigid kategorisering af borgerne på baggrund af vægt., moddiskurser og den enkelte borger Den styrkede relation og forpligtelse aktører iblandt, der er et produkt af paradigmeskiftet, kan ses som indgåelsen af en kontrakt mellem tykkes interesseorganisationer, staten og behandlingsapparatet, der umiddelbart synes at imødekomme en overvejende del af de involveredes interesser. Denne kontrakt vil jeg i det følgende referere til inversion of traditions hvorledes benytter kolonisatorernes narrativer til at opnå en form for magt i et ellers asymmetrisk 47

50 magtforhold. (Thomas 1992) Det positive spin, er ikke til stede i fedmedebatten, men processen, hvor en socialt eller kulturelt defineret gruppe opnår visse rettigheder på baggrund af Denne er som tidligere bemærket et produkt af interesseorganisationers anerkendelse af det patologiserende fedmebegreb i bytte for tildelingen af rollen som patient med dertil hørende rettigheder. Inversionen udfordrer dog ikke det diskursive forlæg, der medborgerskab endsige den grundlæggende problematisering af tykke kroppe. I stedet cementerer den en kulturel grænse mellem den tykke og og kan derfor ikke forstås som en egentlig moddiskurs. I konstruktionen af det, der udadtil præsenteres som en gavnlig situation for alle, ligger en naturalisering af behandlingsrelationen mellem stat og borger, som underkender potentielle konflikter, og lader interesseorganisationer fremtræde som pålidelige repræsentanter for de tykke. Det er da langt fra Et spørgsmål, der står tilbage, er derfor, om reelle moddiskurser eksisterer i det diskursive landskab og levnes dominans. Abu-Lughod advarer mod den homogenisering, der ligger i samfundsvidenskabernes generaliserende analytiske vidensproduktion og foreslår fremhævelsen af det partikulæres etnografi, hvilket rummer muligheden for selvmodsigelser og konflikter, som ellers udglattes i den antropologiske tekst. (Abu-Lughod 2006) En sådan etnografi ligger uden for specialets analytiske og empiriske afgrænsning, men det er stadig relevant at undersøge, hvorvidt de dominerende antagelser på nogen måde forsøges udfordret og om magten, som Foucault antyder, skaber modmagt. (Foucault 1978: 95) Først må det fastslås, at det af analysen omfattede kildemateriale ikke indeholder en eneste direkte og entydig undsigelse af den grundlæggende præmis om den tykke krops skadelighed. Præmissen modificeres i to artikler, hvoraf den ene kan minde om en reel moddiskurs, men stadigvæk må bekræfte præmissen delvist. Den ene af de to artikler fremhæver fordelen udelukkende for ældre borgere ved ikke at være tynde, men afslutter derefter med en genbekræftelse af generelle skadelighed. (Bagge 2011) Den anden, fedmens paradoks tilskriver en tyk krop gavnlige virkninger i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme. Således forsøger overlæge Tom Skyhøj Olsen, der er forfatter af debatindlægget, at nuancere billedet, idet han ndlæggende præmis bekræftes dog som i den anden artikel dels ved følgende udtalelse: Der hersker ingen tvivl om, at fedme er forbundet med overdødelighed megafede, hvor 48

51 de sidste ikke omfattes af hans nuancerede blik. (Olsen 2011) Paradigmeskiftet, der faciliterer den, kan, som jeg tidligere argumenterede, ikke ses som en egentlig moddiskurs, men snarere som en bekræftelse. Jeg mener derfor, med forbehold for den tidslige afgrænsning, at det med forsvarlighed kan postuleres, at moddiskurser, der negerer den hegemoniske konstruktion af den tykke, ikke spiller en rolle på platformen, som de landsdækkende dagblade udgør. Når der tilmed er skrevet så indgående om emnet, som tilfældet er med den tykke krop, er det betænkeligt, at ikke en eneste landsdækkende dagbladsartikel inden for en halvårig periode reagerer entydigt mod problematiseringen. Dette synes at indikere et nærmest fuldstændigt fravær af egentlig moddiskurs i brede offentlige fora. Jeg anførte indledningsvist at inspirationen til denne opgave delvist skal findes i den fremspirende akademiske disciplin fat studies, der er et eksempel på en især amerikansk moddiskurs, som har formået at entre den offentlige sfære. Dette muligvis som følge af en generelt større frygt mod statslige indgriben, der er evident i politiske debatter (jfr. polemikken vedrørende Barack. Endvidere findes en bred vifte af aktivister og bloggere, som arbejder for accepten af den tykke krop. En lignende bevægelse synes ikke at eksistere i Danmark, og det har kun været muligt at identificere en enkelt aktør (De tykkes befrielsesfront), der negerer præmissen for problematisering, men som har svært ved at komme til orde i den brede offentlige debat. Spørgsmålet om hvilke fora, der er tilgængelige for moddiskurser er relevant for eksistensen af samme, idet adgangen til formidlingskanaler grundlæggende sorterer i, hvad det er muligt at ytre. Fairclough henregner til diskurser konstruktionen af videns- og betydningssystemer, der definerer meningsfulde udsagn. (Fairclough 2008:18) For at accepteres i regulerede fora som de landsdækkende dagblade må moddiskurser optræde som meningsfulde. Når debatten, som jeg antydede i afsnittet omkring den videnskabelige retorik, hele tiden befinder sig to skridt fra grundpræmissen om den tykke krops skadelighed, naturaliseres denne antagelse, bliver en sort boks, og dermed fornuftstridig at anfægte. Problematiseringens hegemoni gør moddiskurser meningsløse, og derfor vanskeliggøres unægteligt adgangen for disse til fora, hvor redaktører regulerer ud fra forestillinger om relevans, der informeres af selv samme problematiserende diskurser. Og her er det accepterer og dermed cementerer problematiseringen af den tykke krop standpunkt, hvilket skaber et billede af opposition uden egentlig konflikt. olde både behandler og modtager og dermed en indre modstilling. Således tilgodeser artiklerne et ønske om balanceret journalistik, idet der ska indeholdt i sikre rammer, som ikke udfordres, men 49

52 naturaliseres diskret. (jfr. Latour 1987) Dette skal ikke ses som et postulat om, at reelle uenigheder og stridspunkter er fraværende i fedmedebatten, men blot at disse befinder sig et godt stykke væk fra at åbne den sorte boks, og dermed er ufarlige for aktører, med interesser investeret i en stadig problematisering. Som Latour antyder, kan sorte bokse holdes på plads af kommercielle og akademiske netværk. (Latour 1987: 2-3) For fedmedebattens vedkommende kunne dertil føjes offentlige eller forvaltningsmæssige netværk. Disse oftest professionelle alliancer gør de sorte bokse særligt stærke, kompleksitet. Dette bliver endnu en barriere, den udenforstående må bryde for at udfordre grundlæggende antagelser omkring tykke mennesker, og de professionelle alliancer etablerer herved et asymmetrisk magtforhold. Når den manglende adgang for moddiskurser tages i betragtning, kan det Mens diskussionen om, hvad der skal gøres med de tykke, raser, er det svært for den enkelte borger meningsfuldt at udfordre, hvem de tykke er. Således står den enkelte i en vanskelig position over for, og i sin biopolitiske funktion en udvidelse af magten over livets eget niveau 143). Når biologien som magtteknik er til stede på adskillige niveauer af menneskets eksistens, (Foucault 1978: 141) det være sig gennem skolens sundhedslære, daginstitutionernes kostpolitik, arbejdspladsens motionstilbud, offentlige kampagner, afgifters regulering af forbrugsmønstre og kommentere en stor del af de handlinger, som borgerne foretager sig. cementerer paradigmeskiftet, intensiverer samtidigt reguleringen i sfærer, der ligger uden for det rent biologiske og kulturaliserer dermed som nævnt skellet mellem de borgere, som er mål for regulering, Opfattelsen af sundhed, den private såvel som den offentlige, konstrueres således, at den tykke må se, ikke kun sin krop, men hele sin væren omfattet af en kulturel, social og økonomisk andenskabelse styret af det brede samfunds ambitioner om normalisering af relationen mellem stat og borger med henblik på en neoliberal optimering. Individet står altså nævneværdigt svagere i et paradigme, der fordrer statslig handling, og statens tiltag markerer en ændring i magtrelationen mellem denne og borgeren i spørgsmål omkring kroppen til den førstes fordel. må da ses som en styrkelse af en række større aktører på bekostning af den enkeltes muligheder. Hvor det individualistiske paradigme, trods sin problematisering af den tykke krop, satte den 50

53 enkelte i stand til at styre sin relation til det gode medborgerskab via agens, essentialiserer borgernes liv biologisk såvel som kulturelt. Med andre ord marginaliseres de tykke som gruppe foranlediget af paradigmeskiftet. 11. Konklusion Fedmedebatten fylder stadig mere i den offentlige sfære. Den gør sig gældende på en lang række på flere punkter. Med udgangspunkt i Fairclough og Abu-Lughod har jeg i dette speciale forsøgt at undersøge adskillelsesprocessen gennem en diskursanalyse af et udvalg af den omfattende mængde af artikler, som hvert år publiceres inden for feltet. I den henseende berør undersøgelsen kun en lille flig af det brede billede, der også inkluderer tv-mediet, ugebladene, m.m., men selv et sådant uddrag giver indikationer på grundlæggende processer, som finder sted i debatten; processer, der sætter essentielle kulturelle skel mellem befolkningsgrupper på baggrund af kropsvægt. Disse skel er del af en forhandling om godt medborgerskab og i definitionen af hvilke udsagn, jeg regner som udtryk for denne forhandling, har jeg støttet mig til Guthman og Deans tanker om biopolitikkens sammensmeltning af medborgerskab og krop. Specialet kan ses inspireret af den spirende akademiske bevægelse fat studies, og som følge af dette har jeg stillet mig kritisk over for en række termer, der kan ses som magtteknikker til indkredsningen af den tykke, og som bygger på nogle problematiske antagelser omkring sundhed og kropsvægt. Derfor har for citationstegn, der skulle gøre opmærksom på deres omstridte natur. Det har været min ambition, med udgangspunkt i Latour, at vise, hvorledes den videnskabelige problematiserings autoritet dels sætter hele den ramme, hvori fedmedebatten bliver mulig, dels er en vigtig del af det videnssystem, som gør modargumentation meningsløs og endelig træder ind i debatten som uomgængelige sort bokse, der opretholder og flytter hegemoni mellem paradigmer. Med henvisning til Campbell, Jamieson og Miller har jeg argumenteret for relevansen af en opdeling af kildematerialet i genre, der repræsenterer forskellige diskursive rum, samt hver deres kontekst for fortolkning. De tre genrer, som jeg identificerede indledningsvist, repræsenterer tre autoritative niveauer, samt forskellige distancer til den tykke krop. Samtidigt adskiller de sig ved de subjektspositioner, som de tilbyder individet. Således er flere subjektspositioner identificerbare i den biografiske genre, og flere muligheder åbne end i den eksplicit debatterende og den videnskabsformidlende genre, der dels generaliserer på baggrund af arbitrære BMI-grænser og dels indeholder ønsker om en mere fast opdeling af befolkningen på baggrund af vægt. Det kan dog konkluderes, at der på tværs af de 51

54 omtalte genrer findes en række sammenfaldende antagelser omkring den tykke. Disse antagelser relaterer til godt medborgerskab og konstruerer den tykke som uden kontrol og agens, lavtuddannet, dårlig forælder, ansvarsløs, syg, samt en social og økonomisk fiasko. Antagelserne fremstiller via neoliberal retorik den tykkes relation til staten som én, der er kendetegnet af økonomiske udgifter og manglende bidrag. Derved markeres den tykke entydigt af dårligt medborgerskab. Inden for italesættelsen af den tykke som dårlig borger har jeg identificeret to paradigmer, der forholder sig forskelligt til ansvaret for problematikken og dermed også løsningen. Det ene paradigme forstår kampen mod vægten som en personlig kamp, der vidner om den enkelte borgers vilje, og dermed bliver en slags karaktertest. Dette paradigme kan forstås som klassisk borgerligt og bliver ytret af Berlingske samt aktører med baggrund inden for lægevidenskaben. Det andet paradigme finder årsager til den tykke krop uden for biologien og konstruerer den tykke som en social og kulturel anden. Dette paradigme kan forstås som appellerende til den politiske venstrefløj og er synligt i udsagn fra aktører med en bl.a. sociologisk baggrund. De subjektspositioner, som præsenteres i debatten, er afhængige af genrernes forudsætninger, men følger linjerne fra de to paradigmer, idet de adskiller sig fra hinanden i forhold til ansvar, agens og medborgerskab. Subjektspositionerne i det individualistiske paradigme befinder sig på et kontinuum og giver den tykke borger mulighed for at erobre karakteristika fra den gode borger i takt med en forandring mod normalvægt. Derved skabes positionen som aktiv tyk, der særligt kommer til udtryk i den biografiske genre. Det kollektivistiske paradigme fremsætter derimod en rigid opdeling, hvor subjektspositionerne er, og den tykke gøres hjælpeløs. Paradigmerne kan delvist henledes til de forskellige subjektspositioner, som de enkelte genrer stiller til rådighed for den tykke samt politiske positioner, men er ikke begrænset til disse, og det kan i dette speciales optik sandsynliggøres, at der er tale om et igangværende paradigmeskifte. Dette paradigmeskifte gøres muligt af en række retoriske forhold, der involverer autoritativ asymmetri mellem de forskellige genrer, nye sorte bokse som f.eks. epidemitermen og en effektiv brug af neoliberal rentabilitetsdiskurs. Skiftet flytter ansvaret for den tykke krop, men har implikationer, der rækker langt ud over dette forhold. I sin udvidelse af forklaringsrammen for den tykke krop til det ekstrabiologiske kan det nye paradigme ses som et postulat om den tykkes grundlæggende afvigelse fra det, og denne kategoriseres som et radikalt anderledes menneske. Hvor skellet i det gamle paradigme havde karakter af et kontinuum, hvori alle antoges at være i en bevægelse mod normalvægt, er grænsedragningen i det nye paradigme mere rigid, og det må konkluderes at paradigmeskiftet markerer en proces, hvorved skellet mellem den tykke og 52

55 og essentialiseres, idet der trækkes grænser mellem to kulturer, med inkommensurable normer. Når denne antagelse kombineres med en generel problematisering af den tykke krop, har den to følger: At den tykke ikke formår at ændre sin tilstand, da den tykke krop er en iboende egenskab ved den sociale, kulturelle og økonomiske denne og dermed normalisere relationen. Jeg har i specialet påpeget, at dette skifte med stor sandsynlighed kan forstås som imødekommelsen af en række centrale aktørers interesser, økonomiske såvel som karrieremæssige. Såfremt statens ambitioner er sammenfaldende med en neoliberal forståelse af statens rolle og de succesparametre, hvorpå den skal måles, kan det med udgangspunkt i Foucault, Dean og Guthman konkluderes, at denne har stor interesse i en konstruktion af den tykke, der muliggør statslig indgriben og derved optimering af markedets subjekter. Det er ligeledes sandsynliggjort, at en række andre aktører har interesser, der involverer allokeringen af økonomiske midler samt behandlings- og definitionsprivilegier. Dette drejer sig om bestemte faggrupper og interesseorganisationer, men også om kommercielle aktører. Sammenfaldet af interesser har skabt muligheden for en alliance mellem repræsentanter for de tykke, behandlingsapparatet og staten, Denne beror primært på interesseorganisationernes accept af den negative italesættelse af den tykke krop i bytte for en status som patient med dertil hørende rettigheder. Jeg har med henvisning til Nicholas Thomas forstået dette som en form for inversionsstrategi, der er et forsøg på at benytte den hegemoniske problematiserende diskurs til at opnå positive forbedringer for den tykke, men har afvist at se denne som en egentlig moddiskurs, da de negative antagelser kun forstærkes af accepten. Kontrakt opposition, der umiddelbart tilfredsstiller journalisters ideer om balanceret dækning, men effektiv udelukker egentlige moddiskurser, der negerer den grundlæggende problematisering. Når rummet for dels gennem autoritative videnssystemer (jfr. Latour), står den enkelte borger i en vanskelig position. Idet jeg trækker på Foucaults ideer om biopolitik, kan jeg konkludere, at paradigmeskiftet via teknikker, der kan ses som udtryk for en vidensmagt, udvider og forstærker dominansrelationen mellem stat og borger i spørgsmål vedrørende kroppen, således at den enkeltes rum for manøvrering indsnævres. Med Latour in mente, kan det tillige konkluderes, at fedmekontrakten gennem kompleksitet og professionelle alliancer, der benytter sig af autoritative sprog, (f.eks. videnskabens), skaber et asymmetrisk magtforhold. Således bliver fedmedebattens borger, der danner 53

56 gode borger, i sig selv en form for sort boks, som vanskeligt lader sig åbne. Inden for dette speciales analytiske afgræsning har jeg valgt at overse et aspekt, der delvist synes at kunne udledes af debatten, men som derved ville kræve en grundigere behandling, jeg ikke har fundet formålstjenstlig. Dette drejer sig om det religiøse aspekt, som bl.a. er blevet fremhævet af Nana Mik-Meyer, (Masri 2011a), der ser det voksende fokus på sundhed, som en individorienteret erstatning for religion. Sammenligningen mellem sundhedsmoral og religiøs askese er interessant og kunne give en ekstra vinkel på forhandlingen af den gode borger. Jeg synes dog ikke, der har været tilstrækkelige eksempler i kildematerialet til at retfærdiggøre en omfattende analyse, og har kun nævnt enkelte områder, hvor videnskaben eller den videnskabelige autoritet skærer det religiøse motiv. Grundet fedmedebattens bredde, dens forvaltningsmæssige, moralske, underholdningsmæssige og kommercielle potentiale, er alle interessante aspekter af denne langt fra dækket i dette speciale. Derudover er det givet, at diskursanalysens logocentriske karakter overser vigtige aspekter af det levede liv, som ikke nødvendigvis gnidningsløst lader diskurser trække over sig. Således koncentrerer specialet sig i højere grad om magtfulde aktørers italesættelse frem for individuelle modtagerstrategier. Et studie af konkrete borgeres forholden sig til og handlen overfor den marginaliserende og essentialiserende fedmediskurs kunne tjene som et interessant og væsentligt tillæg til nærværende undersøgelse. Tillige kunne et mere indgående fokus på den tykke krops materialitet give spændende vinkler på problematikken. Den diskursive konstruktion af den tykke borger er således kun et aspekt af mange, som har indflydelse på feltet. Specialet lægger op til en bredere diskussion om relationen mellem stat og borger samt den kulturelle begrebsliggørelse af biologisk variation. Endelig kan den forstås som en kritik af den måde, hvorpå videnskabelig 12. Litteratur Abu- Feminist Anthropology A Reader, Oxford: Blackwell Publishing, s i Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s

57 The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s Bur Throw Our Weight Around? Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s Dean, Joni (2009): Democracy and other neoliberal fantasies Communicative capitalism & left politics, Duke University Press. Dean, Mitchell (1999): Governmentality Power and Rule in Modern Society, London: SAGE Publications. Ernsberger, Paul (2009): i Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s Fairclough, Norman (2008): Kritisk diskursanalyse en tekstsamling, København: Hans Reitzels Forlag. Foucault, Michel (1978): The History of Sexuality, New York: Pantheon Books. and Classification Sociological Forum, vol. 18, no. 1, s Green- Bo & Loftager, Jørn (eds.) Klassisk og moderne politisk teori, København: Hans Reitzels Forlag, s Gulløv, Eva & Højlund, Susanne (20 (ed.) Ind i verden En grundbog i antropologisk metode, København: Hans Reitzels Forlag, s i Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s Representation Cultural Representations and signifying practices, London: Sage Publications Ltd., s

58 Hastrup, Kirsten (2004): Kultur Det fleksible fællesskab, Århus: Aarhus Universitetsforlag. i Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s Latour, Bruno (1987): Science in Action How to Follow Scientists and Engineers through Society, Cambridge: Havard University Press. Diet Industry Influence, Public Health Policy, and the Rothblum, E. & Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s The Quarterly Journal of Speech, May 84, vol. 70, Issue 2, s (eds.) Klassisk og moderne samfundsteori, København: Hans Reitzels Forlag, s Sedgwick, Eva K. (1990): Epistemology of the closet, Berkeley: University of California Press. Thomas, Nicholas (1992): American Ethnologist, vol. 19, no. 2, s Solovay, S. (eds.) The Fat Studies Reader, New York: New York University Press, s. ix-xxv Avisartikler Albæk, Mette & Wind- Politiken Politiken B.T Jyllands-Posten Bryld, Tina (2011): Jyllands-Posten Berlingske

59 Dannemand, Henrik (2011b): Berlingske Weekendavisen Politiken Politiken B.T i Politiken Politiken Politiken Masri, Lena (2011a Berlingske Berlingske Berlingske Nørgaard, Niels Schack (2011b i Berlingske Politiken Politiken Politiken Berlingske B.T Politiken Schmidt, Anders L. (2011a Politiken Politiken Politiken

60 Politiken Politiken Schmidt, Anders L. & Wind- Politiken Søndergaard og Holtze (2 Kristeligt Dagblad Wind-Friss, Lea & Teglskov, Mads Z. - på Politiken.dk Jyllands-Posten Internetkilder og andet stjernerne-fra-vollsmose-pa-cykel-fyn-rundt/ DDO (2012a htm Gb- http: //videnskab.dk/kultur-samfund/medicinalindustriens-forskningsfusk-og-de-kobte-laeger. 58

61 mod/kipling.asp. Pakula, Alan J. (1976): All th, Warner Bros. Pictures. %20integration.aspx Ritzau (2011a): ECE /arbejdsgivere-vaegrer-sig-ved-at-ansaette-overvaegtige/. Sundhedsstyrelsen (2011a Sundhed%20og%20forebyggelse/Overvaegt/Anbefalinger/Voksne_svaerovervaegt.aspx. Om%20styrelsen/Maal_og_opgaver.aspx 59