Samarbejdet mellem kommune og fængsel

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Kap. 1 Læsevejledning... 4 Kap. 2 Indledning Problemfelt... 6 Kap. 3 Problemformulering... 7 Kap. 4 Afgrænsning... 8 Kap. 5 Kontekst Fængslet Møgelkær Randers Kommune... 9 Kap. 6 Begrebsdefinition Organisation Aktør Frontpersonale Kap. 7 Empiri Om Servicestyrelsen Om Rigsrevisionen Informanter Socialrådgiver nr. 1 (herefter S1) Socialrådgiver nr. 2 (herefter S2) Socialrådgiver nr. 3 (herefter S3) Kap. 8 Metode Forskningsstrategi Kvalitative forskningsinterviews Interviewform Transskriberingsstrategi Side 1

2 8.4 Refleksioner over metodevalg Kap. 9 Forforståelse Kap 10 Videnskabsteori Kritisk realisme Det transitive og det intransitive De tre domæner Åbne og lukkede systemer Emergens Refleksion over valg af videnskabsteoretisk perspektiv Kap. 11 Valg af teoretikere Niklas Luhmann Pierre Bourdieu Michael Lipsky Kap. 12 USP1: Hvilke årsager kan ligge til grund for mangelfuldt samarbejde mellem fængsel og kommune? Om Niklas Luhmann...(Torben Kastbjerg) Analyse...(Torben Kastbjerg) Om Pierre Bourdieu...(Lasse Bach Christensen) Habitus Felt Doxa Kapital Analyse...(Lasse Bach Christensen) Fængslet Møgelkær Randers Kommune Handleplaner Side 2

3 Løsladelsesmøder Delkonklusion Kap. 13 USP 2: Hvilke konsekvenser giver det for socialrådgiveren at samarbejdet ikke er tilfredsstillende?...(lasse Bach Christensen) Analyse Fængslet Møgelkær Randers Kommune Delkonklusion Kap. 14 USP 3: Hvordan kan socialrådgiveren bidrage til at lette samarbejdet mellem fængsel og kommune?...(torben Kastbjerg) Delkonklusion Kap. 15 Konklusion Kap. 16 Perspektivering Kap. 17 Refleksion over opnået viden og egen læring i processen Litteraturliste Bilagsliste Side 3

4 Kap. 1 Læsevejledning Dette projekt starter med en kort indledning som leder til opgavens problemfelt og problemformulering. Herefter afgrænser vi projektet og beskriver i hvilken kontekst det finder sted. Dernæst beskrives hvilken empiri vi anvender og vore informanter præsenteres. I metodeafsnittet redegør vi for den metodiske tilgang og refleksion over denne i forbindelse med projektet. Vi gør ligeledes rede for den forskningsmæssige strategi i dette afsnit. Inden præsentation af vort videnskabsteoretiske perspektiv har vi indføjet en mindre teoretisk gennemgang af begrebet forforståelse. Så introducerer vi de tre teoretikere på hvis tanker vi hovedsaligt konstruerer vor analyse af hovedproblemformuleringens tre underspørgsmål. Vi vælger at inkorporere informanternes udsagn direkte i analysen i stedet for at vedlægge disse som bilag, da det medvirker til at give læseren en lettere læseoplevelse. Efter analyse af hvert af underspørgsmålene konkluderes der på disse, hvorefter vi konstruerer en hovedkonklusion efterfulgt af en perspektivering. Til sidst reflekteres over vor opnåede viden og vor egen læring i processen. Side 4

5 Kap. 2 Indledning I 2009 præsenterede Servicestyrelsen rapporten Projekt God Løsladelse. Det konkrete mål med dette projekt har været at de forpligtede myndigheder forud for løsladelsen skulle forbedre det tværsektorielle samarbejde. Det har skullet udmønte sig i en konkret og koordineret handleplan for den løsladtes tilbagevenden til samfundet. Rapporten anbefaler på baggrund af en treårig undersøgelse, at kommunerne og Kriminalforsorgen arbejder efter en bestemt metode: Køreplan for God Løsladelse. 1 Målet med Køreplanen er at koordinere samarbejdet, så sagsbehandlere i både kommunerne og Kriminalforsorgens institutioner altid ved, hvad næste skridt i en sag er, og hvem de skal kontakte på tværs af de forskellige systemer. 2 Fungerer samarbejdet ikke, risikerer den indsatte at blive løsladt til gaden. Det vil sige, at der hverken er taget hånd om bolig, økonomi eller lavet handleplaner for den enkelte, når denne forlader fængslet. Det kan betyde en større risiko for, at den løsladte begår ny kriminalitet med endnu en domfældelse og indsættelse til følge. 3 Udover de menneskelige omkostninger, har det også store økonomiske omkostninger for samfundet når en person fængsles. I 2009 udgjorde antallet af fængselsdomme i Danmark ca , og siden 2006 har recidivprocenten ligget på ca. 26 %. 5 Det koster samfundet ca kr. om året, når en dømt afsoner i et fængsel. 6 Derfor er det væsentligt både på mikroniveau og makroniveau, at den dømte ikke vender tilbage til kriminalitet. Vi finder det derfor interessant at undersøge samarbejdet mellem socialrådgivere i et fængsel og i en kommune når en løsladelse skal planlægges. Dette projekt vil derfor tage udgangspunkt i det samarbejde og den kommunikation som foregår mellem disse to organisationer, nemlig fængsel og kommune. 1 Se bilag 9 2 Servicestyrelsen (2009) s. 5 3 Ibid. (2009) s. 6 4 Rigsrevisionen (2011) s. 5 5 Ibid. (2011) s. 5 6 Ibid. (2011) s. 5 Side 5

6 2.1 Problemfelt Til trods for, at køreplanen for god løsladelse burde lette samarbejdet mellem kommune og fængsel, finder vi det interessant at Rigsrevisions rapport om kriminalforsorgens initiativer til forebyggelse af dømtes tilbagefald til kriminalitet fra august påpeger at samarbejdet stadig ikke er tilfredsstillende. Rigsrevisionen påpeger, at samarbejdet mellem kommuner og kriminalforsorgens institutioner er mangelfuldt med fare for den løsladtes tilbagevenden til kriminalitet. Der er i fængsler stor usikkerhed om hvor i en kommune de skal henvende sig, når de skal indlede et samarbejde om en løsladelse. 8 Fængslerne har oplyst, at de ofte oplever diskussioner med kommunerne om disses forpligtelse til at handle og såvel hos socialrådgiverne i fængslerne som i kommunerne har der i praksis været tvivl om spørgsmålet om handle- og opholdskommuner. 9 Initiativet til det koordinerede samarbejde sker oftest gennem en standardskrivelse fra fængslet til kommunen, som ikke anviser noget om formålet med henvendelsen, eller forventningen til kommunen med usikkerhed til følge. Denne ukonkrete invitation til samarbejde kan nemt på den baggrund blive nedprioriteret. Det kan også være svært at give henvendelsen videre til andre relevante afdelinger i kommunen, hvis det ikke er specificeret, om det f.eks. er misbrugscentret eller jobcentret, der i den konkrete sag er behov for et samarbejde med. 10 Der har i flere tilfælde vist sig at være en uklar rollefordeling mellem socialrådgivere i fængslet og socialrådgivere i kommunen, som ikke har fremmet god løsladelse. Fængslerne har oplyst, at de tilbagevendende oplever diskussioner med kommunerne om deres handleforpligtelse. Såvel hos socialrådgiverne i fængslerne, som i kommunerne har der, trods den relativt klare lovgivning i praksis, været tvivl om spørgsmålet om handle- og opholdskommuner. 11 Og flere kommuner har afslået deres handleforpligtelse under 7 Ibid. (2011) 8 Servicestyrelsen (2009) s Ibid. (2009) s Ibid. (2009) s Ibid. (2009) s. 27 Side 6

7 henvisning til at det fx er usikkert om en løsladt borger reelt ønsker bopæl i kommunen. 12 Desuden påpeger Servicestyrelsen i sin rapport at der er en tendens til mangel på fælles kommunikation imellem systemerne, og at disse lukker sig om sig selv. 13 På baggrund af disse informationer, vil vi gerne klarlægge årsagerne til at samarbejdet mellem kommune og fængsel ikke er tilfredsstillende og det munder ud i følgende problemformulering: 14 Kap. 3 Problemformulering HPF: Hvorfor er det problematisk for socialrådgiverens arbejde, at samarbejdet mellem kommune og fængsel ikke er tilfredsstillende i forbindelse med en løsladelse? For at besvare vores problemformulering har vi udarbejdet følgende undersøgelsesspørgsmål, som vil blive behandlet i vores projekt. USP 1: Hvilke årsager kan ligge til grund for mangelfuldt samarbejde mellem fængsel og kommune? USP 2: Hvilke konsekvenser giver det for socialrådgiveren at samarbejdet ikke er tilfredsstillende? USP 3: Hvordan kan socialrådgiveren bidrage til at lette samarbejdet mellem fængsel og kommune? 12 Ibid. (2009) s Ibid. (2009) s Se bilag 2 for oprindelig problemformulering Side 7

8 Kap. 4 Afgrænsning Vi vil i vores projekt ikke have fokus på de fængslede, hvilken kriminalitet de har begået, hvor længe og hvor mange gange de har skullet afsone en straf i et fængsel. Således vil vi heller ikke koncentrere os om eventuelle køns, alders- og kulturmæssige forskelle. Hermed undersøger vi heller ikke hvilke årsager såsom livsførelse, opvækstvilkår og andre faktorer som kan have initieret den kriminelle løbebane, og som kan ligge til grund for en fængsling. Vi tager heller ikke den befolkningsmæssige sammensætning i betragtning i de forskellige kommuner. Det har ligeledes af tids og pladshensyn heller ikke været muligt at foretage en total undersøgelse af alle landets 98 kommuners samarbejde med landets øvrige fængsler. Derimod vil vores fokus ligge på samarbejde og kommunikation mellem to systemer eller organisationer og de socialrådgivere som virker i disse organisationer i forbindelse med en løsladelse. Til det formål har vi valgt Randers kommune som repræsentant for de kommuner der har implementeret projekt god løsladelse og som kommune i øvrigt. Som repræsentant for en af kriminalforsorgens institutioner har vi udvalgt fængslet Møgelkær, fordi dette fængsel samarbejder med netop Randers kommune i forbindelse med en løsladelse. Med udvælgelsen af Møgelkær fokuserer vi ikke på kriminalforsorgens fire øvrige institutionstyper 15 og dermed heller ikke på samarbejdet mellem disse. 15 Kriminalforsorgens 5 institutionstyper: Åbne fængsler, lukkede fængsler, pensioner, arresthus og KIFafdelinger Side 8

9 Kap. 5 Kontekst 5.1 Fængslet Møgelkær Møgelkær er et åbent fængsel med plads til 176 indsatte. Det åbne fængsel består af en kvindeafdeling, flere mandeafdelinger, nogle blandede afdelinger samt specialafdelinger for indsatte, der deltager i behandling for alkohol eller stofmisbrug. I fængslet er der mulighed for beskæftigelse og undervisning for alle indsatte, herunder mulighed for deltagelse i forskellige programmer der har til hensigt at ændre uhensigtsmæssig adfærd. 16 På Møgelkær er det fængselsbetjentens opgave at initiere en handleplan. Denne fængselsbetjent er samtidig designeret kontaktperson for den indsatte. Herefter bliver socialrådgiverne i fængslet løbende inddraget i den videre udarbejdelse af denne handleplan Randers Kommune I de senere år har det kommunale landskab i Danmark ændret sig radikalt. Danmark lagde i forbindelse med kommunalreformen i 2007 de daværende 271 kommuner sammen til nu 98 og i samme åndedrag blev de 14 amter nedlagt og erstattet med 5 regioner 18 Randers kommune er organiseret i 4 fagforvaltninger samt en række stabsfunktioner 19. I social og arbejdsmarkedsforvaltningen hører socialafdelingen til, og herunder finder vi det sociale team, 20 som er kommunens kontakt til fængslet Møgelkær. Det sociale team er en myndighedsafdeling som også indbefatter en rådgivningsfunktion og de er slået sammen med socialpsykiatri, specialbistand til socialafdelingen. De tager imod de andre borgere som falder uden for de andre målgrupper og som ikke er dårlige nok til at komme ind i specialbistand eller socialpsykiatri. Det sociale team kan ikke levere økonomiske ydelser. 21 Lovgrundlaget for det sociale team er primært Serviceloven Interview med S3 (10:32-11:08) Se bilag 8: organisationsdiagram, Randers kommune 20 Se bilag 8: organisationsdiagram, Randers Kommune 21 Interview med S1 (1:50-2:44) Side 9

10 85 og Det sociale team er tiltænkt som én indgang til kommunen for samarbejdspartnere 23 som fx fængslet Møgelkær. Kap. 6 Begrebsdefinition 6.1 Organisation De fleste mennesker er enten medlem af eller har kontakt med en eller flere organisationer, eksempelvis kræftens bekæmpelse, en fagforening eller en socialforvaltning. Når vi vores projekt benævner begrebet organisation anvender vi Torben Agersnaps definition på en organisation: 24 Som et større antal personer, der er opdelt i mindre enheder inden for en større helhed i vekselvirken med en omverden, og hvis arbejde eller aktiviteter i en række nærmere præciserede henseender er samordnet under en ledelse til gennemførelse af en eller flere opgaver (mål) med iagttagelse af et sæt regler (normer), under udnyttelse af helhedens ressourcer. Ud fra denne definition anser vi både fængslet Møgelkær og Randers Kommune, som værende organisationer og vil benævne dem som sådan. 6.2 Aktør Bourdieu opererer ofte med begrebet agent i sine analyser. Vi har dog valgt at oversætte agent med aktør, da begrebet agent kan generere associationer til spionage, 25 og derfor er socialrådgiverne i i USP 1 og USP 2, hvor vi anvender Bourdieu, omtalt som aktører og ikke agenter. 22 Interview med S1 (6:39-7:27) 23 Interview med S1 (8:17-8:25) 24 Bømler (2003) s Bourdieu & Wacquant (2004) s. 6 Side 10

11 6.3 Frontpersonale Michael Lipsky benævner alle offentlige ansatte, der har borgerkontakt, som frontpersonale. Derfor vil dette begreb blive benyttet i USP 3 som en betegnelse for en socialrådgiver. Kap. 7 Empiri Inden initieringen af vores projekt har vi læst og studeret Servicestyrelsens rapport fra 2009 God Løsladelse 26 og Rigsrevisionens rapport fra 2011, 27 som begge omhandler det mangelfulde tværsektorielle samarbejde mellem kommune og fængsel. Disse to rapporter er relativt nye og vil danne den ene del af vores empiriske grundlag, da de er brugbare til udarbejdelse af dette projekt og besvarelsen af vores problemformulering. Den anden del af vores empiri består af tre kvalitative interviews med lige så mange informanter, hvoraf to af dem er fra Randers kommune og en er fra Møgelkær. Ligeledes har vi sat os ind i Randers kommunes, samt fængslet Møgelkærs organisatoriske opbygning. 7.1 Om Servicestyrelsen Servicestyrelsen er en del af Socialministeriet og har til opgave at bidrage med en vidensbaseret socialpolitik der skal sikre at de socialpolitiske beslutninger som træffes i folketinget bliver omsat til korrekt social praksis i kommunerne. 28 Derudover er Servicestyrelsen også optaget af at udvikle nye metoder og initiativer der medvirker til at effektivisere sociale ydelser til gavn for borgerne. 29 I denne forbindelse har Servicestyrelsen udarbejdet projekt God Løsladelse, som har skullet sikre et mere tilfredsstillende samarbejde mellem kriminalforsorgens institutioner og kommunerne. 26 Servicestyrelsen (2009) 27 Rigsrevisionen (2011) Side 11

12 7.2 Om Rigsrevisionen Mange lande har en revisionsmyndighed som skal understøtte arbejdsdelingen mellem regering og parlament. I Danmark er Rigsrevisionen denne revisionsmyndighed. Den er uafhængig af organisationer og interesser, og skal hjælpe med at sikre demokratisk kontrol, og samtidig fremme en effektiv og redelig forvaltning. 30 Rigsrevisionen rapporterer bl.a. om den offentlige forvaltnings tilstand og har til opgave at revidere statens regnskaber. Rigsrevisionen kan selv vælge sine undersøgelsesmetoder og kan selv tage initiativ til hvilke af statens organisationer den vil undersøge. 31 I denne forbindelse har Rigsrevisionen undersøgt og konkluderet, at der eksisterer et ikke tilfredsstillende samarbejde mellem kommuner og fængsler. 7.3 Informanter Vore informanter er alle uddannede socialrådgivere med flere års erfaring. I dette projekt har vi delvist anonymiseret dem på en sådan en måde, at vi benævner deres respektive jobfunktioner og ansættelsessted, men ikke benytter deres virkelige navne. Informanterne er på vores initiativ og i starten af hvert interview blevet tilbudt fuld anonymitet, for derved at modvirke eventuelle repressalier og samtidig medvirke til at de frit har kunnet udtrykke deres subjektive vurdering. Dette har ingen af dem dog ønsket, men har udtrykt tilfredshed med den delvise anonymisering vi har tildelt dem Socialrådgiver nr. 1 (herefter S1) S1 blev færdiguddannet socialrådgiver i 2008 og arbejder i øjeblikket som socialrådgiver ved det sociale team i Randers kommune. Informanten arbejder med de mennesker som falder uden for de andre målgrupper i kommunen og varetager samtidig også akutopgaver med unge mennesker, som ikke har noget sted at bo. 32 I samarbejdet med et fængsel har S1 en koordinerende funktion i forbindelse med en handleplan, for den person som står foran en løsladelse. Da løsladelsesmøder mellem kommune og fængsel er Interview med S1 (2:30) Side 12

13 en del af Projekt God Løsladelse, 33 skulle S1 være medvirkende til disse møder med en koordinerende funktion. I forbindelse med én indgang til kommunen, skal S1 videresende henvendelser fra fængslet om borgere, som hører hjemme i kommunens andre afdelinger, 34 og dermed fungerer S1 også som en fordelingscentral i det sociale team Socialrådgiver nr. 2 (herefter S2) S2 blev færdiguddannet socialrådgiver i 1978 og har arbejdet i Randers kommune siden 1998 og er nu fagleder for psykiatri, handicap og udsatte, og herunder også det sociale team. 35 S2 er personaleansvarlig for sine ansatte i afdelingen og er dermed også den som afholder personalesamtaler med disse Socialrådgiver nr. 3 (herefter S3) S3 blev færdiguddannet socialrådgiver i 1998 og har siden 2007 arbejdet på fængslet Møgelkær. 37 S3 er ansat af Møgelkær i en stilling som behandlingskonsulent, men er også faglig leder for socialrådgivergruppen, og sidder også selv med enkelte sager. S3 er desuden ansvarlig for fængslets programvirksomhed, defineret som de kompetencegivende uddannelses- og produktionsforløb, der er konstrueret for de indsatte. 38 S3 er en del af den strategiske ledelse og er med til at sætte de overordnede visioner, strategier og i hvilken retning organisationen skal udvikle sig. 39 Kap. 8 Metode I dette afsnit vil vi redegøre for vores metodiske tilgang og refleksion af denne i forbindelse med projektet. Ligeledes vil vi gøre rede for de værktøjer og den fremgangsmåde vi har anvendt til indsamlingen af empiri. Afslutningsvis vil vi reflektere kritisk over 33 Servicestyrelsen (2009) s Interview med S1 (12:48) 35 Interview med S2 (1:36) 36 Interview med S2 (3:15) 37 Interview med S3 (3.19-3:46) 38 Interview med S3 (1:44-2:15) 39 Interview med S3 (4:35) Side 13

14 vort valg af metode og fremgangsmåde. Projektet vil være et undersøgelsesprojekt hvor mulige årsagsforhold og underliggende strukturer, vil forsøges klarlagt og forklaret. Vort fokus ligger derfor på kontemporære forhold og ikke på det historiske samarbejde, ligesom vi heller ikke vil fokusere på det fremtidige samarbejde mellem fængsel og kommune. 8.1 Forskningsstrategi I sin bog Designing Social Research beskriver den australske sociolog Norman Blaikie fire forskningsstrategier; induktion, deduktion, abduktion og retroduktion. 40 Induktion bevæger sig fra specifikke udsagn til generelle udsagn, 41 eller sagt på en anden måde; fra empiri til teori. Deduktion går den modsatte vej, altså fra et generelt udsagn til et specifikt udsagn, 42 eller fra teori til empiri. Imellem disse to står den abduktive forskningsstrategi, som fremhæver det dialektiske forhold mellem teori og data. 43 Retroduktion udgør et alternativ til de nævnte forskningsstrategier. Den retroduktive tilgang indebærer en iagttaget uregelmæssighed (det mangelfulde samarbejde mellem kommune og fængsel) som kan undre, og som kan kræve en forklaring. 44 I dette projekt vil vi hovedsalig benytte os af den retroduktive tilgang fordi den med udgangspunkt i et fænomen eller en handling, ræsonnerer frem til hvilke betingelser og årsagssammenhænge som må eksistere, for at fænomener eller handlinger kan finde sted. 45 Retroduktion indebærer ligesom induktion en bevægelses fra en række specifikke udsagn til et bredere udsagn, men adskiller sig også ved, at der vendes op og ned på relationen mellem præmis og konklusion. 46 Retroduktion handler således om, at finde præmissen for en given konklusion og ikke at nå frem til selve konklusionen. Vores retroduktive tilgang, vil i dette projekt, illustreres ved at der spørges til hvilke social forhold, strukturer og relationer der er nødvendige betingelser for at kommunikation mellem systemer kan foregå. Det kan lede til en dybere forståelse af fænomenet kommunikation mellem sy- 40 Blaikie (2000) s Buch-Hansen & Nielsen (2005) s Ibid. s Thagaard (2004) s Andersen (2007) s Buch-Hansen & Nielsen (2005) s Ibid. s. 61 Side 14

15 stemer og kan lede os til forskellige årsagssammenhænge og sætte relationen mellem aktør og struktur ind i en kontekst. 47 Begrebet retroduktion er i kritisk realisme også forbundet med begrebet abstraktion. 48 Kritisk realisme vil blive behandlet i kap Kvalitative forskningsinterviews Det kvalitative interview er en forskningsmetode, der giver adgang til en grundlæggende oplevelse af menneskets livsverden. 49 Dette giver os derfor mulighed for at undersøge og udforske subjektive fænomener hos vores informanter og er derved medvirkende til at give os en forståelse af, hvilke rammer og strukturer de påvirker og påvirkes af. Et forskningsinterview har både et faktuelt plan og et meningsplan. 50 Det faktuelle plan er kendetegnet ved eksplicitte beskrivelser, kendsgerninger og indiskutable fakta. Meningsplan derimod består både af de eksplicitte beskrivelser såvel som det der siges imellem linjerne. 51 Som hovedregel er det lettere at afdække det faktuelle plan end meningsplanet fordi dette plan fordrer en umiddelbar tolkning af den interviewedes implicitte budskab. (Dvs. at vi i en interviewsituation også er opmærksomme på det der ikke bliver sagt og vi foretager en umiddelbar tolkning.). I det kvalitative interview søger vi kvalitativ viden udtrykt i normalt sprog. 52 Vi prøver via ord, at få så mange forskellige aspekter og beskrivelser fra den interviewedes livsverden som muligt. Hvor målinger og kvantitative metoder giver mening inden for naturvidenskaberne, er disse undersøgelsesmetoder begrænsende inden for samfundsvidenskaberne, herunder også kritisk realisme, hvis undersøgelsesobjekter er baseret på mening. Kritisk realisme hænger overvejende sammen med kvalitative metoder, 53 hvilket derfor også udgør grundlaget i vores undersøgelsesmetoder. Og da vores problemformulering endvidere omhandler det problematiske samarbejde, er den kvalitative metode, også af denne grund, anvendelig for os i dette projekt, fordi vores informater således kan danne en beskrivende og forklarende ramme til besvarelsen af vores spørgsmål. 47 Ibid. s Ibid. s Kvale (2009) s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Buch-Hansen & Nielsen (2005) s. 63 Side 15

16 8.2.1 Interviewform I tråd med vores problemformulering har vort sigte, fra starten af dette projekt, været at få personer på både det ledelsesmæssige niveau og på udførerniveauet i tale. Til dette formål har vi produceret tre kvalitative interviews, for at afdække den interviewedes personlige erfaringer og oplevelser med de problematikker vi undersøger i projektet. I vores interviews har vi benyttet os af diktafon fordi det giver os en større grad af nærvær i interviewsituation og derved også mulighed for at observere den nonverbale kommunikation. Optagelsen har ligeledes givet os muligheden for at vende tilbage til de sagte ord og selve interviewets dynamik. Før selve interviewet har vi konstrueret en interviewguide 54 med kategoriske spørgsmål, og desuden har vi konstrueret guiden således, at både personer på det ledelsesmæssige niveau og personer på udførerniveauet, kan besvare de samme spørgsmål. Vi har været opmærksomme på, at de spørgsmål vi stiller i interviewguiden er præcise og dækkende for det vi ønsker at undersøge. Ligeledes har vi i interviewprocessen været opmærksomme på ikke at fastlægge guiden i en sådan grad at den kunne blive en hindring mere end en brugbar retningslinje, og derfor er der plads til deviationer fra både intervieweren og informanten altså en semistruktureret 55 guide. Inden selve interviewet har fundet sted, har vi briefet vores informanter, om interviewets overordnede indhold og vores problemfelt. 8.3 Transskriberingsstrategi Fordi interviewene i forvejen er dokumenterede som lydfil, har vi valgt at transskribere passager som anvendes i analysen, og som vi mener, har betydning for besvarelsen af vores problemformulering. Fordelen ved ikke at transskribere er, at når vi lytter til interviewet igen, får vi tonelejet, stemningen og entusiasmen frem på en måde som ikke er muligt i en transskribering. Til gengæld er ulempen ved ikke at transskribere al materiale, at det bliver mindre velordnet og dermed sværere at lokalisere visse passager i interviewet. Desuden er ulempen ved kun at transskribere dele af materialet, at det er løsrevet fra en større sammenhæng og dermed øges risikoen for fejlfortolkning. 54 Se bilag 4 55 Kvale (2009) s. 45 Side 16

17 8.4 Refleksioner over metodevalg Da vi har valgt den retroduktive tilgang, er vi samtidig bevidste om at vi så har fravalgt andre perspektiver og andre standpunkter. Desuden har den retroduktive tilgang den svaghed, at den ikke er konkluderende og løsningsorienterende, men fokuserer på præmisser som ligger til grund for en given situation. For nok tages der udgangspunkt i en given handling eller et manifest fænomen 56, men der peges kun på hvilke mulighedsbetingelser og årsagssammenhænge der har været til stede for at dette fænomen eller handling har kunnet finde sted, og ikke hvad der skal til for at ændre situationen. Retroduktion er således ikke fremadrettet og er kun i ringe grad handleanvisende. I løbet af dette projekt har vi opnået tre kvalitative interviews. Vi ville gerne have interviewet både en leder og en socialrådgiver i begge organisationer. Dette var imidlertid ikke muligt i den ene organisation (Møgelkær). Til gengæld var informanten her både socialrådgiver og faglig leder med indsigt i både socialrådgiverfunktionen og den ledelsesmæssige funktion. Men tilbage står det faktum at én informant, har udfyldt to forskellige funktioner og har dermed haft to forskellige roller. Dette har givet os en større udfordring med at skelne imellem hvornår informanten har udtalt sig som hhv. socialrådgiver og som faglig leder. Den kvalitative undersøgelsesmetode er radikalt anderledes end den kvantitative metode, derved at vi som interviewere, indgår i en personlig relation med informanten. Det betyder at intervieweren har mulighed for at vægte nogle spørgsmål frem for andre og således påvirke relationen i en bestemt retning. Derfor er det af stor vigtighed, at vi som interviewere er bevidste om vor forforståelse og teoretiske udgangspunkt, fordi disse faktorer kan påvirke de tolkninger vi foretager på grundlag af informantens svar. I både den kvalitative og den kvantitative metode drejer dataindsamling sig om pålidelighed og gyldighed. 57 Men der er generelt enighed om at den kvalitative metode er mest sårbar over for manglende pålidelighed, 58 fordi det igennem få interviews er svært at påvise en høj grad af standardisering. Ved den strategi vi har valgt, (semistrukturere- 56 Buch-Hansen & Nielsen (2005) s Kjær Jensen (1991) s Ibid. s. 72 Side 17

18 de interviews) har vi på forhånd afskåret os fra at kunne vurdere interviewmængdens pålidelighed, da vores interviews er åbne og derved ikke helt ens. Et andet aspekt ved det kvalitative interview, er de etiske overvejelser som uvægerligt indgår. Da megen viden fra et sådant interview vil afhænge af relationen mellem intervieweren og informanten er det imperativt at intervieweren evner at skabe et rum hvor informanten kan tale frit. 59 Hvis dette ikke lykkes kan konsekvensen være at balancen mellem interviewerens stræben efter at indhente viden og den etiske respekt for informantens integritet, går tabt. 60 På dette grundlag var det vigtigt for os at oplyse vores informanter om deres ret til at forblive anonyme i interviewprocessen samt i den efterfølgende offentliggørelse. Ligeledes har vore informanter hele tiden haft muligheden for at få diktafonen slukket, hvis de ønskede dette, ligesom de efter endt interview, har haft muligheden for at udelukke følsomme passager. Vi har gennem alle interviews været opmærksomme på vores forforståelse og søgt at bevare vores neutralitet i forhold til informanten. Kap. 9 Forforståelse Den tyske hermeneutiker og professor i filosofi Hans-Georg Gadamer er ophavsmand til begrebet forforståelse. Gadamer mener, at det er de forudsætninger vi bringer med os, selve forforståelsen, som afgør om vi finder mening i en tekst eller i en handling. 61 Gadamer mener endvidere at vi aldrig kan møde verden fuldstændig fordomsfrit, men at vi altid vil have et filter og et perspektiv uanset hvilken situation vi befinder os i og at vi altid vil prøve at bringe orden i det vi står over for. 62 Forforståelse kan inddeles i tre udgaver, hvori den første udgave indgår sprog, begreber og teorier. 63 Det betyder at vi i løbet af både vores uddannelse, men også i løbet af vores BA-projekt vil tilegne os mere sprog, mere viden og mere teori og derved løbende ændre vores udgangspunkt, perspektiv og dermed vores forforståelse. 59 Kvale (2009) s Ibid. s Aadland (2007) s Ibid. s Ibid. s. 186 Side 18

19 I den anden udgave indgår trosforestillinger og grundlæggende opfattelser. Dette drejer om at vi har nogle grundlæggende antagelser om hvordan verden og menneskenaturen er. 64 Hvis vi ikke stiller spørgsmål ved tingenes tilstand, lader vi vores forforståelse kontrollere os med grænser for kreativitet og forestillingsevne til følge. I den tredje udgave indgår erfaringsbegrebet. Erfaringer er byggesten til vores fortolkningsunivers af tanker, ideer og værdier, 65 og jo flere byggesten der bliver lagt jo sværere bliver det at bryde disse ned igen for at konstruere en ny struktur. Dvs. at de erfaringer vi eksempelvis gør os igennem dette projekt, vil forme os i en bestemt retning og gøre det sværere at begive os i en ny retning. Vi vil i løbet af dette projekt være særligt opmærksomme på vores forforståelse og forsøge at bevidstgøre den, og således være i stand til at arbejde med den. Dermed er vi klar over nødvendigheden og tilstedeværelsen af begrebet. Kap 10 Videnskabsteori Inden vi præsenterer vores videnskabsteoretiske perspektiv, finder vi det relevant at forklare lidt om hvad videnskabsteori generelt er og hvorfor det er vedkommende for samfundsvidenskaben. Videnskabsteorien er en metadisciplin, altså en disciplin, der hæver sig op over andre discipliner som fx sociologi eller statskundskab. 66 Det kan hævdes at videnskabsteorien er en forudsætning for videnskaben, således at videnskaben kan reflektere over sit eget fundament. Derved fremkommer nye spørgsmål som ikke nødvendig kan besvares af videnskaben selv og dens udøvere, men i princippet kan det blive forsøgt besvaret af alle mennesker. Videnskabsteorien er optaget af viden om noget, hvorimod videnskabens udøvere er optaget af at vide noget i form af at kunne noget. 67 Videnskabsteori er ikke entydig og der kan skelnes flere forskellige videnskabsteoretiske retninger og der kan ligeledes skelnes mellem måden man bedriver videnskabsteori 64 Ibid. s Ibid. s Hviid Jacobsen(2010) s Ibid. s. 12 Side 19

20 på. Der er tre sondringer inden for den videnskabsteoretiske tilgang: Normativ/deskriptiv, empirisk/filosofisk og epistemologisk/ontologisk videnskabsteori. 68 Den normative/deskriptive videnskabsteori er optaget af at skelne mellem normative og deskriptive udsagn. Normative udsagn siger noget om hvordan tingene bør være og hvordan videnskaben bør udøves. Eksempelvis kan der kræves påstande om forskellige grader af evidens for en forskers påvisning eller afvisning af en given teori. 69 Deskriptive udsagn beskriver et tilfælde uden at anvise en bestemt handling som kan ændre tilfældets tilstand. I forsknings øjemed vil den deskriptive tilgang undersøge hvilke fakta, der ligger til grund for en forskers givne teori, uden at tage stilling til om disse fakta er tilstrækkelige til at påvise eller afvise teorien. 70 Den empiriske/filosofiske videnskabsteori stiller henholdsvis empiriske og filosofiske spørgsmål. Ved det empiriskstillede spørgsmål tages udgangspunkt i den empiriske virkelighed. Besvarelsen af dette spørgsmål ligger i observation af virkeligheden og undersøgelse af allerede dokumenterede forhold og statistikker. 71 De filosofisk videnskabsteoretiske spørgsmål beskæftiger sig med forholdet mellem regler og regelmæssigheder. Besvarelsen af denne type spørgsmål opnås ikke igennem empiri, men ved filosofisk refleksion. 72 Den epistemologiske/ontologiske videnskabsteori har to elementer i sig. Epistemologien er optaget af hvordan vi opnår viden eller erkendelse om sandheden i samfundet. Den epistemologisk-videnskabelige proces består af refleksioner af selvsamme proces, og de regler for hvad der karakteriserer en videnskabelig teori. Det erkendelsesmæssige aspekt ligger i, om vi erkender at en given teori kan påvises eller afvises. 73 Ontologien er ikke optaget af erkendelsen, men derimod af genstanden i den videnskabelige erkendelse. Den udforsker de grundlæggende vilkår for et givent forskningsmæssigt genstandsfelt Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s. 17 Side 20

21 De tre ovennævnte sondringer forekommer at være modsatrettede størrelser, som alligevel er komplementære fordi måden vi besvarer en slags spørgsmål på, kan have stor betydning for svaret på spørgsmålet af en anden slags. Dvs. at den videnskabsteoretiske tilgang til undersøgelsen, er vigtig for undersøgelsens resultat. For at forstå videnskaben, er videnskabsteori af stor vigtighed, men videnskabsteori er også vigtig for at kunne udføre videnskab, fordi det giver os en forståelse af det grundlag hvorpå vi udfører vores forskning. Ligeledes er videnskabsteorien vigtig da den giver os et videnskabeligt grundlag for at implementere de processer der skal til for tilegnelse af ny viden. 75 Hvis vi ikke har videnskabsteorien med, mister vi også det videnskabelige grundlag og dermed muligheden for at forholde os bevidst og aktivt til de antagelser, som er grundlæggende for praksis Kritisk realisme Vores overordnede videnskabsteoretiske perspektiv, er i dette projekt kritisk realisme. Vi vælger kritisk realisme fordi vi er interesserede i årsagsforklaringen og fordi vi vil undersøge hvorfor tingene forholder sig som de gør. Kritisk realisme udspringer af opbrudstiden i 1970 erne, som et svar på positivismens krise i disse år. 77 I 1975 udviklede den engelske videnskabsfilosof Roy Bhaskar to begreber; kritisk naturalisme og transcendental realisme. Disse to begreber er i daglig tale og med tiden blevet til kritisk realisme. 78 Kritisk realisme forstås som et metateoretisk perspektiv og udgør et alternativ til hermeneutikken og positivismen, 79 og benævnes ofte som den tredje vej. 80 Der anlægges et både-og-perspektiv, og dermed opløser den de modsætninger der er mellem hermeneutik, som har et subjektivistisk perspektiv og positivisme, med et objektivistisk perspektiv. 81 Kritisk realismes grundpræmis, er at der eksisterer en objektiv virkelighed, som ikke afhænger af vores viden om den og begre- 75 Ibid. s Buch-Hansen (2005) s Ibid. s Ibid. s Andersen (2007) s Ibid. s Ibid. s. 11 Side 21

22 ber vi tillægger denne virkelighed. Denne opfattelse er det ontologiske og epistemologiske udgangspunkt i kritisk realisme Det transitive og det intransitive Kritisk realisme indebærer at der skelnes mellem to dimensioner af videnskaben. Den transitive dimension, er det vi ved om verden og vores forestillinger om den. Denne dimension hænger uløseligt sammen med det føromtalte epistemologiske erkendelseselement. Dvs. at den transitive dimension er foranderlig og består af de teorier, diskurser, modeller, begreber, beskrivelser osv., som gælder på et givent tidspunkt. 83 Disse elementer er uundværlige, for at kunne omdanne den allerede eksisterende viden og dermed også producere ny viden. 84 De forskellige teorier vi benytter for vidensproduktion har således forskellige transitive objekter, men den verden vi forsøger at beskrive er den intransitive dimension. 85 Den intransitive dimension hænger sammen med det føromtalte ontologiske begreb, og den består af de objekter, som vi prøver at opnå viden om, og selvom videnskabens forståelse af de transitive dimensionsobjekter ændrer sig, betyder det ikke at den intransitive dimensions objekter ændrer sig. Vi kan med andre ord sige, at de intransitive objekter eksisterer uafhængigt af menneskers viden om dem De tre domæner I kritisk realisme opfattes virkeligheden som både kompleks og stratificeret (niveaudelt). Denne stratificering er helt central for kritisk realisme fordi den inkorporerer både individuelle, gruppe- og institutionelle samt samfundsmæssige niveauer. 87 Til forskel fra andre realismer inddeler kritisk realisme virkeligheden op i tre domæner: Ibid. s Buch-Hansen (2005) s Ibid. s Andersen (2005) s Buch-Hansen (2005) s Andersen (2007) s Buch-Hansen (2005) s. 24 Side 22

23 Det empiriske domæne - erfaringer og observationer Det faktiske domæne - begivenheder og fænomener Det virkelige domæne strukturer, mekanismer, kausale potentialer og tilbøjeligheder Lægger man det empiriske og det faktiske domæne sammen, udtrykker de en virkelighed, som består af begivenheder og erfaringer. Et sådant verdensbillede er fladt og uden dybde, fordi det bliver reduceret til empiriske hændelser. 89 Derfor er der i kritisk realisme indføjet et tredje domæne (det virkelige domæne) som består af objekter med strukturer, der besidder mekanismer eller tendenser. 90 Disse ikke direkte observerbare objekter understøtter og forårsager begivenheder og fænomener inden for det faktiske domæne. 91 Således tilføjer det virkelige domæne et element af dybde til de øvrige domæner Åbne og lukkede systemer I kritisk realisme er en bestemt kontekst altid afgørende for de betingelser, der gør sig gældende. Og et objekts virkemåde afhænger af såkaldte generative mekanismer. Disse generative mekanismer kan i et lukket system 92 holdes under kontrol, men imidlertid kan vores sociale verden ikke reduceres til et lukket system og et isoleret årsagsvirkningsforhold. 93 Dvs. at virkeligheden består af åbne systemer og de sociale hændelser ofte er produkter af en række samvirkende mekanismer. I et åbent system eksisterer empiriske regelmæssigheder stort set ikke og kan kun forstås som tendenser, 94 da forskellige mekanismer enten medvirker eller modvirker hinanden. 95 Kritiske realister anser åbne systemer som værende for komplekse til at kunne reduceres til empirisk logik, 89 Ibid. s Wad (2000) s Buch-Hansen (2005) s Et lukket system er isoleret og kan ikke påvirkes af udefrakommende faktorer (vores definition) 93 Andersen (2007) s Buch-Hansen (2005) s Andersen (2007) s. 31 Side 23

24 fordi begivenheder og processer i kombination, kan have en betydelig virkning på en given manifestation Emergens Begrebet emergens indtager en central plads i kritisk realisme og er en betegnelse for at mekanismer og strukturer er niveaudelte. 97 Emergens kan forstås som en situation, hvor underliggendes niveauers mekanismer, genererer et nyt fænomen på et højere niveau. Dette fænomen kan ikke reduceres til dets grunddele og har derfor en anden kvalitativ værdi. 98 Således betegner emergens fremkosten af objekter med nye strukturer, kræfter og mekanismer. 99 Der kan skelnes mellem fire niveauer, som er hierarkisk inddelte. 100 Den sociale virkelighed Det biologiske niveau Det kemiske niveau Det fysiske niveau De fire niveauer forudsætter hinanden i opadgående retning, med den sociale virkelighed øverst i hierarkiet og denne kan ikke eksistere uden de lavere niveauer, hvorimod forudsætningen ikke virker den modsatte vej, da det fysiske niveau sagtens kan eksistere uden den sociale virkelighed. 101 Det er dog vigtigt at pointere at denne liste over niveauer ikke er udtømmende, da hvert niveau i sig selv også kan være niveaudelt, eksempelvis består den sociale virkelighed af to niveauer, nemlig struktur- og aktørniveauet. 102 Aktører kan eksempelvis opnå bestemte egenskaber i kraft af sociale strukturer egenskaber som disse strukturer ikke i forvejen indeholder. Omvendt kan sociale strukturer 96 Ibid. s Buch-Hansen (2005) s Ibid. s Andersen (2007) s Buch-Hansen (2005) s Ibid. s Ibid. s. 30 Side 24

25 emergere fra aktørers handlinger og disse strukturer kan indeholde egenskaber som ikke kan tilskrives de sociale aktører Refleksion over valg af videnskabsteoretisk perspektiv Kritisk realisme er en mangesidet og kompleks størrelse, og under stadig udvikling. Denne kompleksitet gør sig eksempelvis gældende fordi kritisk realisme vægter at lægge sig imellem positivismen på den ene fløj og socialkonstruktivismen og hermeneutikken 104 på den anden, og samtidig advokerer for samarbejde og tværfaglighed indenfor de forskellige videnskabsteoretiske positioner 105. Denne tværfaglighed kan anskueliggøres igennem den spæde forsoning imellem kritiske realisme og moderat socialkonstruktivisme da den moderate socialkonstruktivisme har givet udtryk for, at den sociale virkelighed ikke kan reduceres til fortolkninger eller sproglige konstruktioner 106. Herved anerkendes nogle bagvedliggende og objektive strukturer og tilnærmelsen til en kritisk realistisk position kan skimtes i horisonten. På den modsatte videnskabsteoretiske pol er der også åbninger mod positivismen, og der kan også på denne fløj samarbejdes om visse synspunkter, da hverken positivister eller kritiske realister afviser at virkeligheden er struktureret 107. Kritiske realister baserer deres viden på den ontologiske forestilling om hvordan verden ser ud lige nu, og i takt med verdens forandring må kritiske realister forandre deres syn på den. Ingen kan ufejlbarligt aflæse virkeligheden, og kritiske realister må være bevidste om at deres forestillinger og teser om samfundet kan risikere at blive overhalet indenom af dets udvikling. Nogle aktører på den videnskabsteoretiske scene har også mere vægt end andre, og således også indenfor kritisk realisme hvor ophavsmanden Roy Bhaskar 108 stadig udvikler på og udtaler sig om emnet, samtidig med at en ny generation af kritiske realister står klar på scenen med egne retningslinjer for, hvorledes kritisk realisme skal udvikles i 103 Ibid. s Andersen (2007) s Buch-Hansen (2005) s Andersen (2007) s Buch-Hansen (2005) s Ibid. s. 98 Side 25

26 fremtiden. Dette kan frembringe divergerende udsagn fra forskellige fronter og således bidrage til en eventuel forvirring om den fortsatte udvikling af perspektivet. Der er dog ikke uenighed om udgangspunktet, nemlig at kritisk realisme er knyttet til vedvarende strukturer og relationer 109. Desuden bidrager diskussionen mellem forskellige interessenter samtidig med dynamik og nye elementer i perspektivet for derved at undgå stagnation. 109 Ibid. s. 98 Side 26

27 Kap. 11 Valg af teoretikere I forhold til vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, vil vi i vores analyse hovedsageligt benytte os af tre teoretikere, som hver især bidrager til besvarelsen af vores hovedproblemformulering, og vi vil i det følgende præsentere disse teoretikere: 11.1 Niklas Luhmann For at kunne belyse og analysere nogle af årsagerne til et mangelfuldt samarbejde mellem en kommune og et fængsel finder vi det relevant at anvende den tyske sociolog Niklas Luhmann 110 ( ) og dennes teorier om forskellen mellem et system og dets omverden 111. Ligeledes vil vi benytte os af hans tankebygninger om autopoietiske 112 delsystemer og disses basering på interne koder 113. Luhmanns tanker om og tro på sociale systemer og disses indbyrdes kommunikation 114 gør det besnærende let, at anse ham som værende systemteoretiker, men denne anskuelse er imidlertid reduktionistisk da Luhmann i høj grad benytter sig af en vifte af discipliner og kombinerer ofte flere af disse 115. Der er ingen modsætning mellem struktur og aktør i Luhmanns tænkning 116, men derimod en tankegang som tilsiger at det ikke er mennesker som kommunikerer men kommunikationen selv, der kommunikerer. I denne tænkning erstattes aktør/struktur begrebet af kommunikationssystemer, og også heri ligger relevansen for anvendelsen af Luhmann i dette projekt. Selvom forbindelsen mellem autopoietiske systemer og kritisk realisme kan være vanskelig at få øje på, er den tilstede fordi social aktivitet ikke kan forekomme uden eksisterende strukturer, og at disse strukturer kun kan reproducere sig selv via social aktivitet Luhmann (2000) s Ibid. s Selvrefererende og selvproducerende (vores oversættelse) 113 Lydersen (2010) s Kneer og Nassehi (1997) s Luhmann (2000) s Kneer og Nassehi (1997) s Mingers (2004) s.416 Side 27

28 11.2 Pierre Bourdieu Vi vælger Pierre Bourdieu fordi vi med brugen af hans analyser og teorier kan undersøge og forklare, hvorfor folk handler som de gør. Vi anvender Bourdieu ud fra et kritisk realistisk perspektiv, hvor vi bl.a. vil forklare hvilke bagvedliggende årsager der kan være på det direkte observerede, samt hvordan forskelle og uligheder produceres og reproduceres i et moderne samfund som det danske. 118 Med Bourdieus begreber vil vi forsøge at vise hvordan praksis relaterer sig til objektive, registrerbare, strukturelle vilkår, som kan ligge uden for den enkeltes bevidsthed. 119 I forlængelse af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt bruger vi også Bourdieu, fordi mennesker altid indgår i sociale relationer og indgår i et samfund som er stratificeret og hierarkisk. 120 Bourdieu fik sin akademiske uddannelse i Frankrig ved eliteuniversitetet École Normale Supérieure, hvorefter han arbejdede som professor på École Pratique des hautes Études og Collége de France. 121 Bourdieu blev en af de mest betydningsfulde samfundsforskere i det 20. århundrede og hans værker er blandt de mest citerede inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. 122 Bourdieu har udviklet en række begreber, som gør det muligt at analysere og diskutere komplekse problemstillinger vedrørende praksis Michael Lipsky Den amerikanske professor Michael Lipsky er kendt som grundlæggeren af teorien om Street-Level Bureaucracy 124. Lipskys tese er, at offentligt ansatte og dermed også socialrådgivere - (af Lipsky benævnt frontpersonale) med direkte borgerkontakt har en afgørende indflydelse på den offentlige politiks udformning, når den leveres til borgerne. Han vender den traditionelle opfattelse af det politiske-administrative system på hovedet og kalder frontpersonalet for de egentlige politiske beslutningstagere Wilken (2011) s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Ibid. s Lipsky (1980) s Ibid. s. 4 Side 28

29 Kap. 12 USP1: Hvilke årsager kan ligge til grund for mangelfuldt samarbejde mellem fængsel og kommune? Analysen til ovenstående spørgsmål falder i to dele. I første del af analysen anvender vi Luhmann og i anden del anvender vi Bourdieu. Vi vil introducere og anvende dele af deres teorier og redegøre for deres respektive centrale begrebsverden for derefter at klarlægge og analysere mulige årsager til det mangelfulde samarbejde mellem kommune og fængsel. I den efterfølgende delkonklusion inddrager vi både Luhmanns og Bourdieus begrebsapparater Om Niklas Luhmann Niklas Luhmanns tænkning er vanskeligt tilgængelig og hans teorier kan virke fremmedartede og konforme. Han er også blevet kritiseret for at tilpasse samfundet sine egne betingelser for dets reproduktion 126, og han kræver desuden af sin teori, at den er fri for antagelser som ligger udenfor teorien, eksempelvis forestillinger om samfundets eller menneskets natur, og således bliver Luhmanns teorier meget teoretiske. Ifølge Luhmann bygger systemteorien på den simple præmis, at der findes systemer. 127 Det betyder ikke, at vi kan drage den ontologiske konklusion, at selve samfundets beskaffenhed har systemisk karakter, men at der eksisterer systemer og omverden, hvorimellem vi kan skelne, og at systemteorien i sig selv kan iagttages som et system. Der findes i princippet ingen grænser for, hvad der kan iagttages, og derfor heller ikke hvad der kan udvikles teorier for, men Luhmann vælger systemteorien fordi den kan optræde universalistisk. 128 Dette krav om universalitet betyder ikke at have monopol på sandheden, eller at der kun er én rigtig vej, men Luhmann forsøger at udvikle en teori, som med systemteoretiske begreber, kan beskrive sociologiens samlede genstandsområde, og dermed distancere sig fra de såkaldte middle range teorier et begreb udviklet af den amerikanske sociolog Robert K. Merton, og som taler for en begrænsning af teoriers gyldighedsområde Luhmann (2000) s Kneer og Nassehi (1997) s Ibid. s Ibid. s. 37 Side 29

30 I Luhmanns optik betyder udarbejdelsen af en universel sociologisk teori vha. systemteoriens begreber, at enhver social kontakt kan forstås som et system, 130 og dermed et socialt system. Et socialt system består af sammenhængende sociale handlinger som henviser til hinanden, og når flere menneskers handlinger bliver knyttet, vil der opstå et handlingssystem som afgrænser sig til den omgivende verden. 131 Hermed forbliver handlinger som interagerer med hinanden en del af systemet, mens handlinger som ikke har nogen relation til sammenhængen vil tilhøre systemets omverden. Begrebet autopoiesis 132 har Luhmann taget til sig og delvist omskabt betydningen af. Autopoiesis er et kunstord og blev oprindelig skabt af den chilenske biolog og neurofysiolog Humberto R. Maturana 133 og betegner levende væsners egenartede organisation. 134 Maturana har selv brugt en amøbe 135 som eksempel på, at illustrere forskellen mellem struktur og organisation. Nok kan amøber have forskellige interne biologiske strukturer, men de har den samme organisation af disse strukturer, og dermed den samme identitet. Et autopoietiske system er altså strukturelt åbent, men et identitetsmæssigt (organisationsmæssigt) lukket system, 136 og det består af levende enheder som fremstiller og opretholder sig selv, idet disse enheder selv producerer de bestanddele de består af. De transformerer sig selv til sig selv. 137 Det vil sige, at der heller ikke er et reelt output da output består af dets egne interne komponenter som så igen bliver utiliserede til fremstilling af interne komponenter. Dermed er der tale om et cirkulært hændelsesforløb, men uden nye komponenter. Princippet kan meget simplificeret sammenlignes med recirkulation af luft i en bil, hvor den samme luft kører i ring i kabinen uden tilførsel af frisk luft udefra og dermed ingen fornyelse af output. Luhmann tager begrebet autopoiesis og overfører det fra biologien til sociologiens verden ved netop at hævde at også psykiske og sociale systemer er organiseret autopoie- 130 Ibid. s Ibid. s Begrebet er sammensat af de to græske ord autos (=selv) og poiein (=skabe) 133 Kneer og Nassehi (1997) s Ibid. s Mingers (2004) s Ibid. s Ibid. s.404 Side 30

31 tisk. 138 Således anser Luhmann også individet som et system, hvor gendannelsen sker gennem bevidsthed, mens gendannelsen i det sociale system sker gennem kommunikation. 139 Begge er lukkede systemer, men de adskiller sig fra hinanden derved, at individet er bevidsthedsmæssigt lukket, hvorimod det sociale system er kommunikativt lukket. Grænserne for de forskellige systemer ligger i deres samfundsmæssige funktioner eksempelvis økonomi, politik, kunst, videnskab osv. - og kan yderligere deles op i lukkede selvrefererende delsystemer som er organiseret på basis af koder 140. Dette kalder Luhmann for en funktionel differentiering af samfundet og det er betegnelsen for den primære differentieringsform i det moderne samfund. Luhmann har i forbindelse med sin tænkning om funktionel differentiering og om brug af koder i delsystemer ikke noget moralsk ærinde, og han leverer ikke en normativ vurdering af disse systemer. Ifølge ham selv er systemerne uden top og bund og de er neutrale, 141 men der er to iboende værdier i koderne: at kunne eller ej, at have eller ej, at være syg eller ej, at være skyldig eller ej osv. altså enten eller. Værdierne er med til at opretholde delsystemernes eksistens og logik, og samtidig afholde andre systemer fra unødig indblanding i et givent systems indre logik. Denne kodificering er eksempelvis åbenbar i uddannelsessystemet som kun er interesseret i de personer som benytter det; andre personer er i den sammenhæng irrelevante. Det juridiske system benytter sig også af kodning; skyldig eller ikke skyldig og interesserer sig dermed ikke umiddelbart for om mennesker uddanner sig, ligesom udannelsessystemet ikke umiddelbart interesserer sig for om mennesker er skyldige eller ej. Luhmann benægter dog ikke, at der er en vis forbindelse mellem systemer, 142 og at det juridiske system eksempelvis må antages, at have interesse i menneskers motivation til at uddanne sig, men relationerne mellem de funktionelle delsystemer er af en sådan beskaffenhed at grænserne mellem systemerne ikke sprænges Kneer og Nassehi (1997) s Mortensen (red.) et. al. (2010) s Lydersen (2010) s Ibid. s Kneer og Nassehi (1997) s Ibid. s. 138 Side 31

32 Individet har selvfølgelig også en plads hos Luhmann, men det findes i en særlig omverden for sociale systemer. 144 Få (hvis nogen overhovedet) vil dog hævde, at der eksisterer samfund uden individer, men det er systemerne som har indvirkning på det menneskelige handlemønster og konstituerer de forestillinger individer har om disse mønstre. Mennesket står dermed ikke centralt i sociale systemer og med brugen af begrebet person 145 som en struktur i sociale systemers autopoiesis, undgår Luhmann at tale om det komplette menneske, og den enkelte bliver reduceret til netop en struktur. En person kan ikke gøre krav på en individuel egenartethed altså en afgrænsning i forhold til den samfundsmæssige omverden, hvorimod et individ er en enhed en komplet størrelse - med psykisk individualitet. 147 Inklusion vil så afhænge af hvorvidt dette individ er inkluderet eller ekskluderet fra forskellige funktionssystemers kommunikative koder Analyse I den allerede nævnte rapport fra Rigsrevisionen fra august 2011 påpeges det, at en god og tæt dialog omkring løsladelse af dømte, er vigtig, og at ansvaret herfor påhviler Kriminalforsorgen og kommunerne i fællesskab 149. Rigsrevisionen påpeger videre at Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at kommunerne skal orienteres, når dømte skal løslades, med henblik på koordinering af handleplaner, men flere kommuner har oplyst, at de ikke modtager orientering, når dømte skal løslades. 150 I Luhmanns optik er et fængsel og en kommune to forskellige selvrefererende systemer med egne (kommunikative) koder som ikke umiddelbart forstås af andre systemer, og samarbejdet mellem de to systemer bliver yderligere kompliceret og besværliggjort af, at disse systemer yderligere kan opløses i delsystemer. 144 Luhmann (2000) s Kneer og Nassehi (1997) s Ibid. s Ibid. s Lydersen (2010) s Rigsrevisionen (2011) s Ibid. s. 3 Side 32

33 De to tyske sociologer Georg Kneers og Armin Nassehis 151 har på baggrund af Luhmanns tanker udarbejdet følgende definition for autopoietiske systemer: Vi vil betegne systemer som autopoietiske, når de selv producerer og reproducerer de elementer, hvoraf de består. Alt hvad sådanne systemer anvender som enhed, dvs. deres elementer, deres processer, deres strukturer og sig selv, bliver først bestemt gennem netop sådanne enheder i systemet. Eller med andre ord: der forekommer hverken input eller output af enheder i systemet. Det betyder ikke, at der ikke forekommer relationer til omverdenen, men disse relationer ligger på et andet niveau end selve autopoiesis en. I ovenstående betegnelse er sociale dannelser beskrevet som enheder, der opererer lukket og skaber sig selv via rekursiv (gentagen) produktion. Det bliver til delsystemer, (her fængslet) som benytter sig af interne koder og egne fremgangsmåder. Dette kan eksemplificeres i et interview med socialrådgiver og leder S3: ( )Store dele af handleplanen er lavet af kontaktpersonen af fængselsbetjenten, og har derved ikke ææh, lever måske ikke helt op til de krav en socialrådgiver ville sætte for en handleplan. Den sociale anamnese, der ligger i starten af en handleplan er som regel fin nok der kan findes lidt hist og pist - men i vurderingen i forhold til indsatsområderne vi skal meget meget tydeligt koble årsagerne til kriminaliteten med de indsatsområder der skal iværksættes for den enkelte, for at sige at det er recidivhæmmende indsatser vi arbejder med. Altså, det ville jo være et af de områder hvor vi ku sige, jamen kan vi putte socialrådgiveren endnu mere ind i de der handleplaner, så ku det være det ku æh fremme måske indholdet i handleplanerne( ) 152 I ovenstående eksempel kan fængselsbetjentene beskrives som værende et delsystem (af fængslet) og socialrådgiverne som et andet delsystem (af fængslet). Der pågår ganske vist et samarbejde mellem de to dele i det som Luhmann kalder en strukturel kobling, 153 men i hans brug af begrebet forbliver de to delsystemer i hinandens omverden, selvom de er henvist til hinanden. 151 Kneer og Nassehi (1997) s Interview med S3 (25:12 25:56) 153 Kneer og Nassehi (1997) s. 67. Luhmann bruger begrebet til at betegne en intersystemisk relation mellem autopoietiske systemer som opererer adskilt fra hinanden. Side 33

34 Et andet eksempel på eksistensen af delsystemer, kan findes i interviewet med S1. Her bliver S1 spurgt om det sociale team altid er med til et løsladelsesmøde med fængslet hvis det er det sociale team som har koordineret indsatsen i forbindelse med en løsladelse fra fængslet: ( )Nej fordi, hvis det nu kun er pensionsafdelingen der skal ind over, så skal jeg ikke med til løsladelsesmøde; det er sådan det er organiseret lige nu, men faktisk så kunne man jo forestille sig, at hvis nu det var mig der tog sig af alle løsladelsesmøder, og så koordinerede videre når jeg kom tilbage til kommunen til de forskellige, så ku det godt være, at det ville fungere på en bedre måde fordi, at så ville jeg ha fingrene meget mere nede i det. Det er jo tit det der går galt, det er at, så har man måske en om måneden, altså og hvis man så ikke hvis man så kun skal deltage en til to gange om året i et løsladelsesmøde, jamen så bli r det noget af det som bli r nedprioriteret fordi man løber så stærkt i forvejen, og så er man ikke skarp nok i det, og hvordan er det proceduren er og altså( ) 154 I uddragene fra begge interviews er det muligt at finde frem til kodificeringen mellem de involverede grupper og afdelinger internt i organisationerne. Her er værdierne med til at opretholde delsystemernes eksistens og logik, og samtidig afholde andre systemer fra indblanding i et systems indre logik: Fængselsbetjentene i det første eksempel har ikke samme interesse som socialrådgiverne samme sted. Deres interesse ligger i at passe på de at de indsatte ikke flygter, og dermed vil de ikke have samme fokus som socialrådgiverne samme sted. I interviewet med S1 kan der argumenteres for, at de forskellige afdelinger i socialforvaltningen kun i ringe grad kommunikerer på tværs da S1 i dette hypotetiske tilfælde nævner pensionsafdelingen som den enhed der tager sig af en løsladelse til trods for, at det sociale team har koordineret indsatsen. S1 efterlyser i sekvensen en koordinator som overordnet tager kontakten og rapporterer tilbage til andre delsystemer, men det vil i Luhmanns optik være svært at gennemføre (men ikke umuligt), fordi alt hvad der forekommer, tilhører altid samtidig et system eller flere systemer og andre systemers 154 Interview med S1 (16:58-17:50) Side 34

35 omverden. 155 Her vil S1s handlinger derfor kræve en systemreference, fordi individet tilhører et systems omverden. Systemet eller dets omverden som referencen refererer til, indeholder altid momenter og betingelser og måder at gøre tingene på. Derfor vil en ændring af dette system (eksemplificeret ved S1s ønske om en koordinatorfunktion) medføre ændringer i andre systemer og disses omverden, og dermed startes en slags dominoeffekt. 156 Dette betyder ikke, at ønsket om at indtræde i et andet systems omverden ikke kan lade sig gøre, for Luhmann prætenderer at systemet hverken er ontologisk eller analytisk vigtigere end omverdenen, for begge er netop det de er, i kraft af hinanden. 157 Således lægger Luhmann op til, at selvom det er systemerne som har indvirkning på de menneskelige handlemønstre, så foregår der ingen vægtning af personernes betydning for sig selv eller hinanden. 158 Ligeledes lægger han op til, at den difference som findes mellem system og dets omverden godt nok er til rådighed for systemet, men kan af individer benyttes til at regulere systemets operationer via kommunikativ handling. Her er flygtighed en faktor. Et systems stabilitet kan kun opretholdes fordi elementerne er volatile; de forsvinder ofte i sekundet efter deres opståen. Hvis ikke denne flygtighed er til stede, drukner systemet i ophobede tanker og elementer. 159 Derfor er det vigtigt at pointere, at nok er systemer kendetegnet ved at være identitetsmæssigt (organisationsmæssigt) lukkede, men strukturelt åbne, og derfor kun rigide i en vis forstand. Det vil sige, at der er plads til udvikling i et systems struktur uden tab af den identitet det er kendetegnet ved, gennem den måde det har organiseret sig på. Det ses eksempelvis ved forskellige religioner og kulturer, 160 som til stadighed udvikler sig i de lande hvor de eksisterer. Med S1s ønske om en koordinatorfunktion kan der være fare for, at denne tanke eller dette ønske forgår hurtigt netop på grund af flygtigheden i systemet, men der kan også argumenteres for, at det kan betyde en regulering af systemets operationer qua denne kommunikative handling, og dermed er der mulighed for at påvirke dets omverden. 155 Luhmann (2000) s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Borch og Thorup Larsen, Lars (2003) s Mingers (2004) s.405 Side 35

36 Endnu et eksempel på delsystemer i en organisation (her kommunen) og de forskellige koder og dermed værdier, de opererer efter finder vi i interviewet med S2. På spørgsmålet om S2 oplever interne problematikker i organisationen svares: ( )mange af dem de har jo ikke møbler de har ingenting æhm, og der kan det godt være svært, fordi hvis de ikke er omfattet af vores målgruppe så vil de typisk gå i jobcentret, men jobcentret de vil jo ikke nødvendigvis hjælpe dem med at finde fx en bolig de vil ikke hjælpe dem med at arbejde med hvad gør vi for at få et netværk op at stå, fordi man skal jo egentlig ha dem i gang med et dagligt liv og sørge for at de ikke kommer ind i den kriminelle løbebane igen. Og det kan vi ikke sige at vi typisk har nogen til. Havde de nu fx været omfattet af psykiatrien,.. æh en skizofren fx, så var de automatisk kommet ind, og vi havde taget vare på dem hele vejen rundt med en helhedsvurdering. Jeg tænker tit, at når de kommer fra fængslerne så æh er de typisk nok ikke diagnosticeret jeg tror rigtig mange af dem har damp eller ADHD eller noget andet der egentlig gør de kommer ind, men de har måske ikke fået diagnosen på der gør, at de egentlig er omfattet af de øvrige hjælpeforanstaltninger, så det ser jeg som en barriere( ) 161 I denne sekvens er der flere delsystemer i spil. S2 beskriver en situation, hvor borgere som åbenlyst har brug for hjælp, først søger denne hjælp i det sociale team, men da det sociale team iflg. Luhmann er et delsystem som opererer ved hjælp af koder (at være en del af målgruppen eller ej), kan det se sig ude af stand til at hjælpe bestemte borgere. Disse borgere må derfor søge hjælp andre steder i det sociale system, eksempelvis på et jobcenter. Her er der imidlertid heller ikke altid hjælp at hente, fordi jobcentret i samme grad som det sociale team beskæftiger sig med målgrupper og opererer ved hjælp af koder eller værdier. Hvis vi udvider vores horisont og anskuer et fængsel og en kommune som værende to forskellige systemer, vil disse være bundet til hinanden via en strukturel kobling, fordi der foregår et vist samarbejde mellem disse to systemer. Men der kan ud fra Luhmanns tankebygning om autopoietiske systemer også argumenteres for, at de begge er kende- 161 Interview med S2 ( ) Side 36

37 tegnet ved anvendelsen af koder og dermed værdier og ved at være lukkede og selvrefererende. Et fængsel og en kommune vil fremstå som selvstyrende enheder, der opererer med en egen indre logik og rationale, 162 og begge systemer vil have vanskeligt ved at håndtere udefrakommende koder. Her er problematikken eksemplificeret med et uddrag fra interview med S3, som netop er blevet spurgt om samarbejdet mellem fængsel og kommune har ændret sig: ( )Om det har ændret sig..? ja altså.., men det er mere på koordineringen af handleplanen ikke også hvor vi retter flere og flere henvendelser ud øh.. end man gjorde før de blev formaliseret på den måde der. Men der får vi ligeså mange tilbagemeldinger fra kommunen der siger; hvaa hvad skal vi bruge det til..? Hvad vil I..?- altså vi skal være mere målrettede, vi skal være mere konkrete i vores henvendelse til kommunerne ikke også..?... Det der stadigvæk er svært når de laver strukturændringer i kommunerne, det er det her med at sige én indgang altså, jeg ved ikke hvem der fundet på det, fordi, altså, der er godt nok mange indgange ikke også, altså hvis man skal på borgerservice og ha lavet borgerregisterændringer det ka du gøre den dag du bliver løsladt du skal ikke komme før det bliver ikke registreret før- det skal du ha med på ydelsescentret, og så skal du i jobcentret, eller osse skal du i jobcentret først og ha noget med i ydelsescentret. Hele det der ping/pong det synes jeg er meget at forlange af en som lige kommer fra et fængsel( ) 163 Endnu et eksempel på mangel på fælles kommunikation mellem to systemer (fængsel og kommune) kan findes i interviewet med S2. S2 bliver her spurgt om realistiske og konkrete tiltag til forbedringer af samarbejdet mellem fængsel og kommune 164 : ( ) Kommunikation, kommunikation, kommunikation.. Interviewer: Så det er der det halter (læs: samarbejdet)? Jeg tror det er der det halter ja.. I interviewet med S1 fortælles i det følgende uddrag om nogle af sine erfaringer med det manglende samarbejde: Lydersen (2010) s Interview med S3 (45:23 46:23) 164 Interview med S2 (27:55 28:17) 165 Interview med S1 ( 13:40-14:05) Side 37

38 Interviewer: Og løsladelsesmøder skal der altid være i forbindelse med Projekt God Løsladelse? Ja, altså det er jo i hvert fald det man stræber efter, at der skal være, øh. ja Interviewer: Men det er der ikke altid? Nej, det har der faktiske ikke været sådan særlig meget jeg har faktisk ikke været med til nogle, så på den måde så er det osse nogle gange altså det mmm ja.. så det har ikke fungeret helt optimalt( ) På baggrund af de stratificerede strukturer som er til stede både i en kommune og i et fængsel, anser vi begge systemer for at være komplekse, og komplekse systemer kan ifølge Luhmann iagttage hinanden generelt og specifikt og herved lære at afstemme gensidige forventninger. 166 Et givent systems strukturer og konstruktioner kan revideres hvis den momentant givne verden af kendsgerninger lægges til grund. 167 Med andre ord behøver det ikke at betyde, at forståelsen for andre systemer skal være komplet, men at der kan arbejdes med praktiske forenklinger i den daglige udveksling som sker via den føromtalte strukturelle kobling. På den anden side hævder Luhmann også at omverdenen ikke kan iagttages, 168 hvilket står i skærende kontrast til den strukturelle kobling som netop i et vist omfang kæder systemer sammen. Men hvis udsagnet om, at omverdenen ikke kan iagttages lægges til grund, giver det god mening, at tale om manglende forståelse for andre systemers omverdener, og dermed et mangelfuldt samarbejde mellem disse som eksemplificeret i interviewene med S1, S2 og S3. Hvis vi implementerer endnu et element i Luhmanns tænkning, nemlig magtelementet 169 og ser de to organisationer (fængsel og kommune) i Luhmanns magtteoretiske perspektiv, kan organisationerne betragtes som beslutningssystemer. 170 Det vil sige, at beslutninger tages ud fra besluttede og ikke besluttede beslutningspræmisser. Disse be- 166 Borch og Thorup Larsen (2003) s Ibid. s Ibid. s Mortensen (red.) et. al. (2010) s Ibid. s. 148 Side 38

39 slutningspræmisser opstiller betingelser for processen af beslutninger, hvem som kan beslutte overfor hvem, klagemuligheder mv. 171 Organisationer kan altså ses som beslutningskommunikationssystemer som producerer og reproducerer sig (selv) efter de beslutningspræmisser som ligger til grund. En medarbejder kan eksempelvis komme med en ytring som skaber en forventning til en anden medarbejder, som ved hjælp af en adækvat handling efterkommer denne forventning. I Luhmanns optik illustrerer dette eksempel en magtrelation, fordi magt er en kommunikationskode som påvirker en medarbejder til at udføre en handling. Kommunikationen i sig selv har ingen magt, men via kommunikationen er der nogen der gør noget. Luhmann ser magtbegrebet som et positivt videnskabeligt og nødvendigt begreb, 172 og ikke noget som kan bruges af en enhed til at undertrykke en anden enhed. Kommunikativ succes kan opnås når både afsender og modtager er frie og når det netop er kommunikationen, som ligger til grund for handlinger. Som kontrast hertil anvender Luhmann begrebet tvang, 173 og hvor magtbegrebet betyder at der findes en valgmulighed fordi der er ligestilling mellem to parter, er denne valgmulighed ikke til stede ved tvang. Dermed hviler hele beslutningsbyrden på den som tvinger, og systemets fleksibilitet svinder ind. Omvendt vil fleksibiliteten og mulighederne i systemet øges i takt med den magtunderliggendes mulighed for at bestemme hvordan beslutninger skal føres ud i livet. Ved tvang bliver en ordre ekspliciteret, hvorimod magten giver anledning til gensidige forventninger mellem parter. Her er vi så tilbage ved de tre informanters interviews. Ledere i systemerne kan have en interesse i at opretholde status quo ud fra devisen om, at intet nyt er godt nyt og her kan Luhmanns teori om et selvopretholdende system passe som fod i hose på nogle lederes måde at gøre tingene på. De kan måske se bort fra den fleksibilitet og frihed magten giver, og i stedet implementere tvangsbegrebet. I alle tre interviews er der passager hvor informanterne stiller sig uforstående over for både deres egen organisation og den organisation de skal samarbejde med. Det giver nødvendigvis overvejelser hos de ansatte om, hvorvidt de handler i overensstemmelse med deres faglige, etiske og subjektive vurdering. Denne overvejelse følges simultant af 171 Ibid. s Ibid. s Ibid. s. 156 Side 39

40 en risikovurdering. I Luhmanns terminologi betyder risiko at overveje hvilke handlinger der bør foretages, 174 og dermed også individets indflydelse på disse. Det er altså muligt for individet at reflektere og derpå vælge den fremgangsmåde som synes bedst for det pågældende individ Om Pierre Bourdieu Bourdieu udvikler sin teori om praksis i relation til objektivismens og subjektivismens meget forskellige bud på, hvad der bestemmer folks handlinger, 175 og hermed forsøger han at bygge bro mellem netop objektivismen og subjektivismen. 176 Endvidere gør han op med de klassiske dikotomier såsom mikro/makroanalyse samt aktør/struktur, da han anser begge sider for at være komplementære og indeholdende vigtige brikker til forståelsen af hvordan samfundet produceres og reproduceres. 177 Hermed vil vi påvise hvordan aktørernes handlinger er underlagt strukturelle vilkår, som disse aktører kontinuerligt er med til at reproducere gennem deres handlinger. 178 Derfor er det muligt for os at forklare hvordan strukturerne, herunder Møgelkær og Randers kommune, påvirker den enkelte socialrådgiver i organisationen. Et centralt punkt i Bourdieus sociologi, er opfattelsen af samfundet som et socialt rum, 179 og dette sociale rum forstås som en grundstruktur for sociale systemer. 180 De begreber vi har valgt at beskæftige os med i dette projekt er; habitus, felt, doxa, og kapital. Disse begreber vil i de kommende afsnit blive beskrevet for herefter at blive inkorporeret i analysen Habitus Habitus er et generativt begreb, som både skabes af og skaber sociale strukturer. 181 Habitus betegner det forhold, at objektive strukturer ubevidst internaliseres i kroppen gen- 174 Ibid. s Wilken (2011) s Bourdieu & Wacquant (2004) s Wilken (2011) s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Järvinen et.al (2003) s Wilken (2011) s Ibid. s. 46 Side 40

41 nem erfaringer og former aktørens muligheder for handling. 182 Habitus er et produkt af en socialisering, specielt i barndommen, som lærer os vigtige værdier såsom etik, moral og korrekt adfærd. 183 Således bliver habitus en social programmering som muliggør handlinger, og disse handlinger udspringer af hvordan aktøren opfatter og forstår givne situationer. 184 Habitus forbinder struktur og aktør, og forsøger at forklare relationen mellem objektive strukturer og aktørers handlinger, som reproducerer strukturerne. 185 Habitus er på samme tid individuel, kollektiv og samfundsmæssig. 186 Den er individuel fordi den integrerer summen af individets erfaringer og fordi den personliggør det sociale aspekt. På den måde forstås de sociale begrænsninger som individuelle valg og habitus er her hvad der med rimelighed kan forventes. 187 Habitus er kollektiv fordi den tilegnes i et socialt miljø, der oftest er karakteriseret ved fællesskab og fælles forståelse. Det kollektive danner ramme om det individuelle og gør hermed det individuelle forståeligt og forventeligt i bestemte sociale sammenhænge. 188 Endelig er habitus samfundsmæssig fordi den bekræftes, reproduceres og forandres i den socialisering vi gennemlever i forskellige samfundsorganisationer. 189 Vi vil inddrage habitus i analysen til at forklare hvordan det bevirker, de handlinger aktørerne foretager Felt Ifølge Bourdieu foregår der en øget differentiering i samfundet, og der udvikles stadig flere felter, med hver deres logikker og værdier. 190 Et felt kan beskrives som de forskellige rum og arenaer, hvor praksis finder sted, og til hvert felt kan der være knyttet underfelter, eksempelvis et politisk felt med forskellige underfelter såsom et socialpolitisk felt og et beskæftigelsespolitisk felt. 191 Disse felter er et system af positioner hvori der 182 Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Ibid. s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Nelleman Nielsen et.al (2010) s. 16 Side 41

42 foregår en kamp mellem de nytilkomne aktører og de dominerende aktører, og det der kæmpes om er anerkendelse, indflydelse, magt og kapital, hvilket udgør feltets eksistens. 192 Felter er hermed relativt autonome og forholdsvis selvstændige sociale arenaer, og man skal kunne identificere den logik der hersker i det pågældende felt, for at kunne forstå hvad der driver kampen. 193 Ifølge Bourdieu kan man ikke være i et felt uden at acceptere dets grundlæggende eksistensbetingelse og oftest vil der være en overensstemmelse mellem strukturen i feltet og strukturen i aktørens habitus, som medvirker til at aktøren handler i overensstemmelse med feltet. 194 Til at beskrive denne overensstemmelse mellem felter og aktører, bruger Bourdieu begrebet doxa Doxa Doxa er de selvfølgeligheder, der tages for givent i et samfund eller i et felt, og fungerer som en tavs viden, der ikke er til diskussion. 195 Bourdieu bruger doxa til at sammenkoble aktørernes habitus og deres position i feltet, og på den måde bliver det styrende for den position aktørerne har, og for de beslutninger de kan træffe. 196 Hermed kan man relatere doxa til muligheder for handling, men samtidig også til begrænsninger. Hvert felt har sit eget doxa, og for at kunne deltage i feltet og kampene heri, må doxa være inkorporeret i aktørernes habitus og i den del af deres praktiske sans, som styrer deres valg og handlinger. 197 Doxa bliver her feltets spilleregler, og disse regler skal accepteres af aktørerne for at kunne deltage i feltet. 198 Ofte kan et felts regler og sandheder være så naturlige og åbenlyse at aktørerne underlægger sig disse regler frivilligt. Hermed udsætter aktørerne sig selv for symbolsk vold, hvilket er en usynlig form for tvang, som kan anerkendes og accepteres af aktørerne fordi de ikke umiddelbart opfatter det som vold og tvang imod sig. 199 Vi anvender begrebet doxa i dette projekt til at analysere de normer 192 Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Ibid. s Nelleman Nielsen et.al. (2010) s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s. 77 Side 42

43 og regler der hersker i de to organisationer vi behandler, og som socialrådgiverne er underlagte Kapital Kapital udgør sammen med habitusbegrebet og feltbegrebet grundstenene for Bourdieus teori om praksis: 200 [(Habitus) (kapital)] + felt = praksis Kapitalbegrebet refererer til de værdier og ressourcer, som aktørerne har adgang til via deres habitus og det felt de agerer i. 201 Tanken er, at hvis aktørernes habitus kendes, og det vides hvilke kapitaler de besidder og hvilket felt de agerer i, kan aktørernes handlinger forstås og forklares. 202 Herunder også deres bevæggrunde til disse handlinger. Bourdieu opererer med fire overordnede kapital former, som kan give adgang til indflydelse og magt; økonomisk kapital, kulturel kapital, social kapital og symbolsk kapital. 203 Den økonomiske kapital omhandler materielle ressourcer og penge. Kulturel kapital omhandler uddannelse og handling i et givent felt, mens den sociale kapital repræsenter de ressourcer en aktør besidder i kraft af familie og netværk. 204 Symbolsk kapital omhandler den merværdi der fremkommer når de andre kapitaler omveksles til indflydelse og her kan den så både være grundlaget for, men også resultatet af omsætningen af andre kapitaler. 205 Ud fra ovenstående er det derfor muligt for os, at benytte kapitalbegrebet til at analysere hvilke kapitaler aktørerne besidder samt hvordan der handles ud fra disse, i de felter vi undersøger. 200 Wilken (2011) s Mik-Meyer & Villadsen (2007) s Wilken (2011) s Ibid. s Nelleman Nielsen et.al. (2010) s Wilken (2011) s. 63 Side 43

44 12.4 Analyse Et felt kan beskrives som de rum og arenaer hvori praksis finder sted, så derfor anser vi også Møgelkær og Randers kommune som to forskellige felter, hvori praksis finder sted. Vi vil analysere hvert enkelt felt for at undersøge hvilke eventuelle forskelle og ligheder der måtte være, samt påvise to konkrete punkter, hvor samarbejdet ikke er tilfredsstillende. Overordnet er staten, det danske samfund, et felt, hvortil Møgelkær og Randers kommune er underfelter. Felterne angiver forskellige regler og normer, også kaldet doxa, og aktørerne (socialrådgiverne) i disse felter kæmper bl.a. for anerkendelse, magt og kapital Fængslet Møgelkær Til ethvert felt knytter der sig bestemte strukturelle forhold som indebærer forskellige mål der skal nås, hvilket følgende udsagn fra Møgelkær er et eksempel på: ( )Fængslerne er styret af en resultatkontrakt med direktoratet omkring faglige og økonomiske mål( ) 206 Herudfra kan udledes eksistensen af to underpunkter, nemlig de faglige mål og de økonomiske mål. Disse mål anses for at være styringsmål for fængslets udvikling, og samtidig er de en retningslinje for opnåelse af målene. 207 For at løse de faglige mål, tages udgangspunkt i hver enkelt indsat, og forsøger så vidt muligt, at arbejde ud fra dennes tanker og ønsker: ( )Vi går ind og arbejder med nogle muligheder og siger nu er du her, hvad kan du forestille dig at bruge din tid til.. Vi har meget fokus på uddannelse og kompetenceudvikling( ) 208 Her arbejder fængslet med relationen til den indsatte og prøver at fokusere på de faglige mål. Men det er ikke nok at de arbejder relationelt med den indsatte og dennes udvik- 206 Interview med S3 (5:06-5:13) 207 Interview med S3 (5:23-5:50) 208 Interview med S3 (19:32-20:55) Side 44

45 ling, for at modvirke en eventuel recidivrisiko. Fængslet skal samtidig også leve op til et produktionskrav. Et produktionskrav, der skal bidrage til fængselsdriften og som S3 er uforstående over for: ( )hvorfor helvede skal de indsatte gå og holde gang i kriminalforsorgens produktionskrav til fængslerne i stedet for at lave meningsfyldt beskæftigelse( ) 209 Produktionskravet bliver på denne måde et økonomisk mål, der tilsidesætter de faglige mål. Hermed bliver den økonomiske tangegang styrende for den logik der hersker i feltet. Dette er spillets regler, som skal accepteres af aktørerne, for at kunne agere i feltet. På trods af aktørens utilfredshed, accepteres det. S3 har med sin uddannelse, erfaringer og sit generelle livsforløb, både i og uden for feltet, skabt en habitus der bevirker at disse spilleregler accepteres. S3 har figureret i feltet siden 2007 og den habitus S3 besidder, har sat denne i stand til at kunne klare de forskellige situationer, problemer eller udfordringer der har måttet komme. Denne habitus har muliggjort alternative tanker om produktionskravets ophør, for i stedet at rette fokus på den enkelte indsatte, og dennes læring: ( )Hvorfor skal vi leve under sådan et produktionskrav i stedet for at sætte nogle krav på, hvad vi kunne putte i hovedet på folk( ) 210 Med de strukturelle begrænsninger der hersker i feltet, påvirker det aktørens habitus og derfor bestemmes dennes dispositioner også ud fra disse. Hermed er aktøren samtidig medvirkende til at reproducere strukturen i feltet, til trods for at dette ikke er hensigten Randers Kommune Kommunen er et stort felt med forskellige underfelter, så som jobcenter og det sociale team, og dermed et stratificeret felt. I det sociale team er socialrådgiveren underlagt et juridisk felt og hermed også underlagt et lovgivningsmæssigt krav, hvor lovgivningen er den dominerende og legitime definition på en given norm. Således bliver lovgivningen dette felts doxa. Lovgivningen er endvidere med til at bestemme hvilke muligheder den 209 Interview med S3 (28:22 28:46) 210 Interview med S3 (28:22 28:46) Side 45

46 enkelte socialrådgiver har i sit arbejde med den borger der står foran en løsladelse. Helt specifikt er det Lov om social service, og primært bostøtte( 85) og handleplaner( 141) S1 arbejder med. 211 Dette kan anskues som en del af strukturen i feltet og det påvirker den habitus S1 besidder, samt hvilke muligheder der er for handling. Hermed bliver selve interaktionen mellem aktør og struktur, afgørende for menneskers muligheder. Socialrådgiveren besidder desuden juridisk kapital, fordi denne sidder i en funktion hvor der skal ageres under de krav og muligheder som loven sætter. Kommunens effektivitetskrav er ækvivalenten til fængslets produktionskrav. Dette effektivitetskrav består i at gøre borgeren selvforsørgende og uafhængig af kommunens ressourcer og ydelser. Dette er et doxa som S1 har underkastet sig uden nødvendigvis at være fuldt bevidst om det. I forholdet mellem socialrådgiveren og borgeren hersker der et asymmetrisk magtforhold fordi socialrådgiveren, i kraft af sin funktion, besidder magten til at afgøre om en borger reelt opfylder de kriterier der eksisterer, for at kunne få hjælp. Således udøves der en symbolsk vold, hvis socialrådgiveren ikke er opmærksom på dette magtforhold. Det sociale team er et juridisk felt, præget af en økonomisk logik bl.a. fordi den faglige leder (S2) af det sociale team, er meget opmærksom på, om borgeren opfylder målgruppekriterierne for at kunne spille en rolle i feltet og dermed få støtte eller økonomisk ydelse: ( )vi har nogle meget fastsatte målgrupper hvornår vi tager nogen ind. Og folk skal faktisk være relativt dårlige før vi tager folk ind og siger; nu er man omfattet af serviceloven( ) 212 Ligeledes eksemplificeres det hvordan den økonomiske logik i feltet forsøger at tilsidesætte den juridiske logik: ( )Også hvis folk de søger til noget, så har vi tidligere haft nogle ventelister, men det er så noget der er blevet rådet bod på nu, øh at det er, det er faktisk ikke lovligt, så derfor er det blevet afviklet( ) Interview med S1 (6:39 7:27) 212 Interview med S2 (8:23 9:33) 213 Interview med S1 (23:15 24:53) Side 46

47 I feltet hersker der en bestemt logik som udmunder i forskellige kampe om kapital, og aktørerne har specifikke kapitaler som er afhængige af deres position og funktion i feltet. Det bevirker en interesse i at bevare feltet eller i at ændre det. Ud fra sin lave hierarkiske position, har S1 ikke haft tilstrækkelig juridisk kapital og således er denne kapital blevet undertrykt i forhold til en økonomisk kapital. Dermed er den økonomiske kapital blevet omdannet til en ny symbolsk kapital. Hermed har lederen af feltet haft en økonomisk kapital, som har været større end socialrådgiverens juridiske kapital. Derudfra kan det konkluderes, at feltet er præget af en økonomisk logik. Hvordan S1 har opfattet situationen og hvilke muligheder der har været for forandring, er et resultat af den habitus S1 er i besiddelse af. Det er således i aktørens habitus at vi finder de forestillinger og de forskellige praktikker der er i feltet, samt de muligheder der findes for forandring. Som aktør handles ud fra den habitus der besiddes og feltets doxa. I det følgende, ser vi en socialrådgiver (S2) som ønsker at tilskrive de rehabiliterende tiltag større værdi end de har, idet personens habitus tilskriver det, som værende det rigtige at gøre. Dette er ikke muligt på grund af feltets økonomiske logik: ( )Altså, jeg kunne jo godt have lyst til at gøre noget andet, fordi man skal jo egentligt meget mere i gang med noget rehabilitering af dem end det man ofte kommer i gang med( ) 214 Dette kan også sammenlignes med ønsket fra socialrådgiveren på Møgelkær om at fokusere mere på personen og dennes kompetencer og udvikling, i stedet for at fokusere på produktionskravet og dermed implicit også være underlagt den økonomiske logik der hersker i feltet. Således kan vi konkludere at aktørerne i begge felter, kontinuerligt kæmper for få tilskrevet deres kapital mere værdi. Vi vil i de følgende to afsnit eksemplificere to konkrete punkter, som viser hvori samarbejdet ikke er tilfredsstillende. 214 Interview med S2 (16:12 16:41) Side 47

48 Handleplaner Et konkret punkt i arbejdet med den løsladte, er den handleplan der skal følge vedkommende både under og efter afsoningen. Senest fire uger efter en person er blevet indsat, skal der udarbejdes en handleplan i samarbejdet med denne, både om tiden under afsoning, men også i tiden efter. 215 Det er forskelligt fra fængsel til fængsel hvilken personaletype, der arbejder med handleplanen, men på Møgelkær er det fængselsbetjenten der i første omgang udarbejder handleplanen: ( )det er også meget forskelligt fra fængsel til fængsel, det er man er på en afdeling med omkring 35 indsatte og der ca. en 8-9 personaletyper tilknyttet og så har man en kontaktperson, en fængselsbetjent, som skal lave en handleplan i samarbejde med den indsatte( ) 216 En fængselsbetjent er ikke primært uddannet til at skulle skrive handleplaner, og besidder derfor heller ikke den samme juridiske kapital, som en socialrådgiver. Fængselsbetjenten er uddannet i et andet felt end socialrådgiveren, hvilket belyses i nedenstående citat: ( )Kriminalforsorgen uddanner selv deres fængselsbetjente, dvs. at vi kan ansætte en betjent fra gaden, men han vil blive sat i et uddannelsesforløb via vores uddannelsesinstitution( ) 217 Hermed bliver fængselsbetjentene allerede ved starten af uddannelsen underlagt det doxa, der eksisterer i feltet. Dette doxa vil løbende blive inkorporeret i deres habitus, og som forklaring på fængselsbetjentenes handlinger. Socialrådgiveren på Møgelkær skal løbende inddrages og senere hen overtage handleplanen, for at sikre et mere fremadrettet perspektiv. 218 Men det kan være problematisk, at socialrådgiveren først senere hen bliver inddraget, fordi handleplanen ved overtagelsen ikke er tilfredsstillende og ikke opfylder de krav socialrådgiveren vil sætte til sådan en: 215 Servicestyrelsen (2009) s Interview med S3 (10:32 11:08) 217 Interview med S3 (8:49 9:09) 218 Interview med S3 (10:32 11:08) Side 48

49 ( )Store dele af handleplanen er lavet af kontaktpersonen, altså fængselsbetjenten, og har dermed ikke, øh lever måske ikke helt op til de krav en socialrådgiver ville sætte for en handleplan( ) 219 Dermed foregår der en kamp i feltet mellem fængselsbetjentens kulturelle kapital, som er opnået via dennes uddannelse i feltet, og socialrådgiverens juridiske kapital, som er opnået i kraft af dennes funktion. Disse aktørers kamp om magt og kapital, er en medvirkende årsag til, at strukturen i feltet kontinuerligt reproduceres. Når socialrådgiveren i fængslet har overtaget handleplanen, er det derefter dennes opgave at koordinere handleplanen med kommunen. Koordineringen af handleplanen med kommunen kan være problematisk, hvilket S3 også har oplevet: ( )Men vi får lige så mange tilbagemeldinger fra kommunen der siger; hvad skal vi bruge det til( ) Dette kan skyldes at handleplanen ikke er udfyldt tilfredsstillende, ikke er konkret nok og ikke stemmer overens med feltets doxa. Det bevirker at socialrådgiveren på kommunen ikke kan arbejde med den og ikke ved, hvilke indsatser der skal igangsættes. Dog kan det også være svært at finde det felt i kommunen, der skal samarbejdes med, fordi den er meget opmærksom på, om borgeren reelt opfylder kriterierne til at kunne få støtte og hjælp fra feltet. Ligeledes er kommunen også meget opmærksom på hvorvidt den har pligten til at handle, hvilket S3 også har oplevet: ( )Det kan godt være et gedemarked... Og to kommuner de skændes om, hvem fanden er det der skal tage imod ham.... Det kan være et reelt problem at få koordineret en indsats til én som ikke har en bolig ved løsladelse( ) 220 En bolig koster penge, og det er ikke altid en borger der skal løslades har råd til en sådan. Derfor skal der søges om hjælp ved kommunen, men kommunen er godt klar over, at det er en udgift. Derfor er de meget opmærksomme på borgerens tilhørsforhold og 219 Interview med S3 (24:56 25:55) 220 Interview med S3 (50:05 50:49) Side 49

50 hvilken kommune der reelt skal være handlekommune. Igen er dette et eksempel på den økonomiske logik, der hersker i kommunens felter, hvilket S3 også har erfaret: ( )hvis de kan se en mulighed for at slippe så gør de det..- Det er jo kassetænkning( ) Løsladelsesmøder I forlængelse af handleplanen skal socialrådgiveren fra fængslet, som koordinerer handleplanen, indkalde socialrådgivere fra kommunen til et løsladelsesmøde senest tre måneder før løsladelsestidspunktet, for at få en dialog imellem dem, og hvor den kommende løsladelse aftales og planlægges. 222 Dette aspekt i samarbejdet fungerer ikke eftersom socialrådgiveren i kommunen (S1) endnu ikke har deltaget i sådan et: ( )nej det har der faktisk ikke været sådan særlig meget af. jeg har faktisk ikke været med til noget ( )223 Grunden til at fængslet ikke hyppigere indkalder til løsladelsesmøder, kan skyldes de store geografiske distancer der kan være mellem fængsel og kommune. Men det kan også skyldes det interne produktionskrav de er underlagt og som kræver ressourcer, samtidigt med at det er tidskrævende, hvilket S3 ytrer således: ( )jeg synes at vi skal løfte, som socialrådgiverne, rigtig mange opgaver.. Vi kunne godt have mere fokus på tiden efter løsladelsen, men der er også bare så mange krav til hvad vi skal forholde os til under afsoningen( ) 224 De indsatte der står foran en løsladelse udgør ikke en stor del af kommunens klientgruppe. Når det er en lille klientgruppe opnår kommunen ingen rutine i hvordan man arbejder med denne gruppe, og dermed heller ingen kontinuitet i processen om at samarbejde med fængslet. Selvom det er fængslets opgave at indkalde til løsladelsesmøder, virker det heller ikke som om kommunen er synderligt interesseret i at deltage i disse 221 Interview med S3 (50:56 51:07) 222 Servicestyrelsen (2009) s Interview med S1 (13:54 14:12) 224 Interview med S3 (22:53 24:23) Side 50

51 møder, hvilket man kan udlede af følgende bemærkning fra S1 om samarbejdet i forbindelse med løsladelsesmøderne: ( )så det har ikke fungeret helt optimalt, må jeg så indrømme og sige, men man kan sige der har vi så lænet os lidt tilbage og sagt; det er fængslerne der faktisk skal indkalde til de her møder( ) 225 Doxa i kommunens felt er her medvirkende til, at aktøren på grund af sin habitus, accepterer situationen, i stedet for at handle. Ligeledes mener S1 også, at disse løsladelsesmøder heller ikke bliver prioriteret fra kommunens side, fordi socialrådgiverne er underlagt et stort tidspres samtidig med at de kommende løsladte, udgør en lille del af deres almindelige klientgruppe: ( )Og hvis man så ikke hvis man kun skal deltage 1-2 gange om året i et løsladelsesmøde, jamen så bliver det noget af det der bliver nedprioriteret fordi man løber så stærkt i forvejen( ) Delkonklusion Luhmanns tankevirksomhed er kompleks og svær at forstå, og hans teoretiske tænkning er blevet angrebet flere gange for at være en ukritisk beskrivelse af samfundsmæssige forhold. 227 Tilbage står hans tese om autopoietiske systemer, som kun i ringe grad er i stand til at kommunikere på tværs af disse systemer. I Luhmanns perspektiv vil systemer fremstå som forklaringstype på det mangelfulde samarbejde mellem fængsel og kommune, og individet bliver kun tildelt en perifer rolle i al social handlen. Ydermere kan systemer deles op i delsystemer og dermed bliver kommunikationen yderligere hindret. Denne kommunikation er underlagt binære koder og derfor vil der ikke kunne blive tale om en udbygning af samarbejdet mellem fængsel og kommune fordi kodificeringen ikke er den samme. Fængselsbetjenten i interviewet med S3 har ikke den samme interesse i en borger som socialrådgiveren samme sted har. En socialrådgiver fra en afdeling i 225 Interview med S1 (13:54 14:12) 226 Interview med S1 (17:13 17:50) 227 Kneer og Nassehi (1997) s. 192 Side 51

52 kommunen har ikke den samme interesse i en borger som en socialrådgiver fra en anden afdeling har. I et lidt større perspektiv betyder det også, at socialrådgivere fra hhv. fængsel og kommune ikke nødvendigvis har de samme interesser i en borger, og derfor benytter sig af koder andre ikke kan aflæse. Luhmann er dog åben for, at der på tværs af systemer kan arbejdes med praktiske forenklinger i den daglige udveksling, fordi de systemer som er henvist til hinanden har en strukturel kobling. I Luhmanns skelnen mellem magt og tvang findes grundlaget for en anderledes praktisk anvendelse af begrebet kommunikation. Kommunikationen kan her bruges som et positivt grundlag for handling hvis det forudsættes, at både ordregiver og modtager er frie individer. Tvang derimod er en ensretning af kommunikation og rummer kun i ringe grad potentiale for forandring, og anvendes til at fastholde et givent niveau. I tråd med Bourdieus tankegang betragter vi fængslet Møgelkærs og Randers Kommune som to forskellige organisationer med hver sit overordnede formål i arbejdet med en indsat. Møgelkær skal formindske recidivrisikoen og Randers kommunes primære opgave er at gøre borgeren selvforsynende. Møgelkær og Randers kommune er ligeledes to felter, der er underlagt statens magtfelt, fordi den udstikker retningslinjerne, for logikkerne i feltet og hermed også implicit de forskellige former for kapitaler der figurerer i disse. Til trods for at de to felter har forskellige formål, er de begge præget af en økonomisk logik. En økonomisk logik i feltet, der resulterer i interne kampe, om at få tilskrevet sin kapital en merværdi, og det bevirker at de uacceptable strukturer i feltet kontinuerligt reproduceres. Dvs. at staten implicit forsøger at pådutte aktørernes kapitalformer til at være af større økonomisk karakter på bekostning af andre kapitalformer. Møgelkær er underlagt et produktionskrav, som kræver ressourcer af socialrådgiveren og som derved fjerner fokus fra det overordnede formål, men også fra samarbejdet med kommunen. Konkret udmunder det sig i løsladelsesmøder kommunen ikke bliver indkaldt til, samt nogle ikke tilfredsstillende handleplaner, der skifter hænder flere gange og som socialrådgiveren på kommunen ikke kan arbejde med. Ligeledes gør den økonomiske logik der hersker i kommunen, at samarbejdet bliver nedprioriteret fordi det er en lille klientgruppe, der koster penge og fordi det kræver tid, Side 52

53 hvilket socialrådgiveren ikke har. Overordnet er det således de forskellige logikker og strukturer i felterne, der bevirker et mangelfuldt samarbejde. Side 53

54 Kap. 13 USP 2: Hvilke konsekvenser giver det for socialrådgiveren at samarbejdet ikke er tilfredsstillende? 13.1 Analyse I forrige kapitel belyste vi hvordan samarbejdet mellem fængsel og kommune var mangelfuldt. Vi vil i dette kapitel videreføre Bourdieus begreber og konklusionerne fra det forrige kapitel så det dermed danner vores baggrundsviden, for at kunne undersøge hvilke konkrete konsekvenser det har for den enkelte socialrådgiver i de respektive felter Fængslet Møgelkær Det mangelfulde samarbejde, starter først og fremmest i det enkelte felts egen opbygning, hvor vi har Møgelkær, der er underlagt et produktionskrav, hvilket fungerer som den økonomiske ramme for fængslet. Det betyder, at socialrådgiveren fjerner fokus fra samarbejdet med kommunen og fra hvad der skal ske med den indsatte efter løsladelse, og i stedet fokuserer på at overholde produktionskravet. Det skyldes bl.a. at hvis man ikke lever op til produktionskravet, så skal pengene findes andetsteds. Dette får efterfølgende konsekvenser for aktøren i feltet, hvilket S3 belyser i det følgende svar til spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det måtte have ikke at leve op til produktionskravene: ( )Ja så skal vi jo finde pengene et andet sted, og det er så på lønsiden( ) 228 Dette er endnu et eksempel på den økonomiske logik der hersker i feltet, og som kan forklare socialrådgivernes handlinger og dispositioner, som er initialiseret i aktørens habitus. Således kan der med habitusbegrebet redegøres for den ensartethed der er i feltet og dermed også i praksis, ud fra det aktørerne frembringer. Vi belyste i kap en kamp mellem fængselsbetjentene og socialrådgiverne, hvor socialrådgiverne løbende skulle overtage handleplanen fra fængselsbetjenten. Socialrådgiveren ved, qua sin habitus, at socialrådgiveren på kommunen ikke kan acceptere en handleplan, der ikke er udfyldt tilfredsstillende. Derfor skal socialrådgiveren i fængslet 228 Interview med S3 (35:49 35:53) Side 54

55 forsøge at lære fængselsbetjenten hvilke punkter i handleplanen, den pågældende skal blive bedre til at udfylde. Hermed får socialrådgiveren i fængslet en ekstra arbejdsopgave, nemlig at påtage sig en konsulentrolle over for betjenten samt at skulle vejlede denne: ( )Det er noget vi hele tiden prøver at lære betjentgruppen at blive bedre til, og ikke være så bange for at skrive vurdering heller. Samtidig skal socialrådgiveren også påtage sig den konsulentrolle de har over for deres kollegaer i betjentgruppen( ) 229 De mangelfulde handleplaner bevirker, at samarbejdet med kommunen ikke er tilfredsstillende og det gør at socialrådgiveren i fængslet møder modstand, når denne skal i kontakt med kommunen. Det skaber frustrationer hos den enkelte og som S3 udmønter således: ( )vi skal overkomme de frustrationer vi møder.. I den modstand vi møder, når vi går ud af fængslet - i kommunerne, så bliver man nogle gange slået lidt tilbage( ) 230 Det er socialrådgiverens opgave at få koordineret handleplanen med kommunen, men det kan være problematisk på grund af den modstand de møder, og fordi det reelt kan være udfordrende at finde indgangen til kommunen og hermed også hvem handleplanen skal koordineres med: ( )Vi snakker løbende om, i socialrådgivergruppen, de her problemstillinger vi møder, og vi udveksler erfaringer om de der sager hvordan det sådan går lidt i hårknuder, og hvem skal jeg nu koordinere med, og der er ikke nogen der vil, og det ene og det andet( ) 231 Heraf kan vi udlede at koordineringen af handleplanen er et gentagende problem for socialrådgiveren. Ligeledes oplever fængslet, at der stadig er kommuner, der vil have at den indsatte skal møde op på selve løsladelsesdagen inden der kan søges om eksempelvis kontanthjælp. Men dette er ikke foreneligt med S3s ønske om at der skal være styr på forsørgelsesgrundlaget inden løsladelsen: 229 Interview med S3 (58:44 59:17) 230 Interview med S3 (39:26 40:00) 231 Interview med S3 (51:31 51:46) Side 55

56 ( )Og andre kommuner, jamen så, puha, er det nu det ene så skal han henvende sig der, så det er meget forskelligt, hvordan det fungerer. Det primære er at vi får afklaret forsørgelsesspørgsmålet, så hurtigt som muligt, og gerne før manden går herfra, men det er altså ikke altid vi kan det, fordi de først vil se ham på løsladelsesdagen( ) 232 Dette udstiller det minimale samarbejde og den dårlige koordinering inden løsladelsen. Det resulterer i frustrationer fra socialrådgiverens side, fordi denne besidder andre værdier og hermed en anden kapital, end den kapital socialrådgiveren på kommunen praktiserer Randers Kommune I lighed med Møgelkær har Randers Kommune også nogle interne problematikker, der ikke kan forenes med et godt samarbejde. Feltet, socialrådgiveren skal agere i, er præget af et doxa og en økonomisk logik, der tager tid og ressourcer fra socialrådgiveren. Ligeledes skal socialrådgiveren også løfte mange opgaver: ( )Vi har for mange opgaver, og jo flere opgaver du har, jo mindre bruger du på den enkelte( ) 233 Denne socialrådgiver har på grund af sin habitus en opfattelse af, at noget er forkert. Til trods for denne opfattelse, skal reglerne accepteres for at kunne være i feltet. Fordi en socialrådgiver har mange opgaver, betyder det også at der bruges mere tid på nogle områder end på andre. Det ikke tilfredsstillende samarbejde, resulterer bl.a. i at socialrådgiveren ikke kan lave tilfredsstillende sagsbehandling inden for sit eget felt: ( )hvis du ikke har fået tid til at sagsbehandle en sag så laver du jo ikke en ret godt stykke sagsbehandlingsarbejde( ) 234 Som udgangspunkt accepteres det, at feltets aktører ikke yder tilfredsstillende sagsbehandling, fordi feltet ikke er præget af en juridisk logik, men mere domineret af en øko- 232 Interview med S3 (53:30 54:04) 233 Interview med S2 (19:27 19:34) 234 Interview med S2 (23:34 24:14) Side 56

57 nomisk logik. Dermed bestemmes aktørens dispositioner ud fra en fremkommen symbolsk kapital, hvori personens egen juridiske kapital og kulturelle kapital er blevet sammenfattet med en økonomisk kapital, der nu er den dominerende. På den måde har de ovennævnte kapitalformer konstitueret sig som en symbolsk kapital. Dette er sket fordi socialrådgiveren har været i stand til at genkende kapitalerne og samtidig tillægge dem værdi. Hermed udledes, at den symbolske kapital udgør grundlaget for den autoritet man finder hos aktørerne. Det kan endvidere udledes, at aktøren er en stratificeret struktur i sig selv på grund af de forskellige kapitaler denne besidder. Vi belyste i forrige afsnit, at det er problematisk for socialrådgiveren i fængslet ikke at få kontakt til kommunen og ikke få koordineret et samarbejde inden en person skal løslades. Det samme gør sig gældende for socialrådgiveren på kommunen, der ikke kan yde en tilfredsstillende sagsbehandling, uden et tilfredsstillende samarbejde med fængslet inden en løsladelse. Her udmøntet i udsagn fra S2: ( )Hvis borgeren først, altså hvis man først får kontakten lige før de bliver udskrevet, så når du jo ikke at lave et ordentligt stykke arbejde. Der er jo en tidsmæssig faktor i det også( ) 235 Det gør det problematisk for socialrådgiveren, at skulle arbejde ud fra en handleplan og med en indsat, de først får kendskab til, når denne er løsladt. Men endnu mere problematisk er det, hvis der slet ikke er udarbejdet en handleplan: ( )jeg var inde ved (S1) for kort tid siden hvor (S1) sad frustreret og kiggede i en sag fordi der havde (S1) netop ikke fået den handleplan der er lovpligtig. Og det gør jo så at det er lidt sværere når man ikke har fået den kontakt, og ikke har fået det samarbejde op at stå. Den går jo to veje( ) 236 Som S2 nævner, så går samarbejdet begge veje. Derfor forklarer det også at S1 bliver frustreret når samarbejdet er uacceptabelt, hvilket besværliggør socialrådgiverens mulighed for handling. S1 skal både løse problemer her og nu, og være fremadskuende i sin praksis. Den måde socialrådgiveren handler på, er skabt af dennes habitus. Det med- 235 Interview med S2 (23:34 24:14) 236 Interview med S2 (11:47 12:05) Side 57

58 virker til at give en forståelse for dette problems oprindelse, og hvordan der kan handles på problemet. S1s habitus er skabt af erfaringer, både i og uden for feltet, og opfylder her funktionen som en iboende struktur hos socialrådgiveren, og som forklaring på en handling i feltet. Socialrådgiverens handlinger kan således også forklares ud fra det doxa, der hersker i feltet samt de erfaringer vedkommende besidder, hvori tiltroen til feltet bliver udtrykt. De løsladelsesmøder, som ikke finder sted og som S1 ikke indkaldes til, har en konsekvens for socialrådgiveren, da det indebærer at pågældende ikke får mødt borgeren der skal løslades. Det belyser S1 således: ( )Men det er igen lidt svært når man ikke har mødt personen. Fordi hvis jeg sad foran én, så ville man stille spørgsmål og snakke om handleplanen. Så ville jeg bedre kunne vurdere hvor er det egentligt vi er henne, altså hvad er det det handler om( ) 237 Det betyder, at der ikke er dialog mellem borger og socialrådgiver, og således kan S1 ikke spørge ind til handleplanen og ind til borgerens ønsker. Dermed bliver det også udfordrende at skulle vurdere hvilke indsatser der skal sættes i værk. Når der ikke bliver afholdt løsladelsesmøder, er det essentielt at handleplanen er acceptabel og fyldestgørende for at en vurdering skal kunne blive korrekt: ( )men så er spørgsmålet om vurderingen bliver rigtig, hvis handleplanen ikke er god og det gør den jo ikke. Så kan han(læs: den indsatte) jo ende ud i ikke at få den støtte han skal ha ( ) 238 Dette har den konsekvens at S1, ikke kan opfylde sin funktion som socialrådgiver, da det ikke stemmer overens med dennes kapital og habitus samt det doxa vedkommende er underlagt. Således kan socialrådgiveren ikke yde god sagsbehandling, hvilket er frustrerende og det kan i sidste ende betyde at borgeren ikke får den hjælp vedkommende reelt er berettiget til. 237 Interview med S1 (36:54 37:30) 238 Interview med S1 (36:54 37:30) Side 58

59 Delkonklusion Det mangelfulde samarbejde skaber frustration, både for socialrådgiveren i fængslet og for socialrådgiveren i kommunen. Socialrådgiveren i fængslet får flere opgaver bl.a. i form af en konsulentrolle over for sine kollegiale fængselsbetjente, hvilket resulterer i en kamp om kapitaler mellem disse to aktører. Ligeledes møder socialrådgiveren modstand i kommunen, bl.a. fordi handleplanerne ikke er tilfredsstillende, men også fordi samarbejdet tager tid og af den grund kan blive nedprioriteret. Fængslets fokus over for borgeren er bl.a. at få nedsat recidivrisikoen, men dette er besværligt for socialrådgiveren eftersom der i flere tilfælde, ikke er kommunikation med kommunen før selve løsladelsen, og så er borgeren reelt uden for fængslets felt. Socialrådgiveren på kommunen bliver ikke indkaldt til løsladelsesmøder, og det gør at der ikke bliver skabt kontakt til den indsatte og dermed heller ingen dialog. Det eneste socialrådgiveren kan forholde sig til er den modtagende handleplan, og når denne samtidig er mangelfuld, kræver det ressourcer af socialrådgiveren, at finde frem til den korrekte indsats, der skal iværksættes. Disse ekstra ressourcer der skal anvendes, bevirker at socialrådgiveren ikke har tid til korrekt sagsbehandling i alle sager og det går i sidste ende ud over borgeren. Det skaber frustration for socialrådgiveren da det divergerer fra dennes habitus. Konsekvensen af det ikke tilfredsstilende samarbejde, er at socialrådgiverne i hhv. fængslet og i kommunen, ofrer deres moralske holdning til en given situation, en holdning som de har fra deres habitus og kapital. Denne holdning bliver ofret til fordel for den norm der hersker i feltet, og de forpligtelser de har i kraft af deres funktion. Kap. 14 USP 3: Hvordan kan socialrådgiveren bidrage til at lette samarbejdet mellem fængsel og kommune? I dette afsnit vil vi inddrage Michael Lipskys tese om, at frontmedarbejdere eksempelvis socialrådgivere har en række fælles adfærdsmønstre som går på tværs af systemer og i høj grad er med til at udforme den førte politik, og dermed også påvirke samarbejdet mellem fængsel og kommune. Side 59

60 Socialrådgivere i Danmark er ofte ansat i den offentlige sektor, som har en politisk bestemt hensigt eller formål. Den er kendetegnet ved, at være opdelt i mindre sektorer som hver især løser faglige opgaver hvor faglig viden er nødvendig. 239 De handlinger socialrådgivere udfører i disse organisationer er derfor reguleret af det mandat de er blevet givet fra politisk hold, og det påvirker i høj grad socialrådgivernes tænke- og væremåde. Fordelen ved at skulle udføre allerede bestemte beslutninger kan være, at beslutningsansvaret bliver frataget den enkelte medarbejder, og det kan give en vis frihed, og kan sikre høj produktivitet i rutinesager. Fratagelse af beslutningsansvaret kan også bevirke forudsigelighed og dermed tryghed. Men det er samtidig en bureaukratisk måde at tænke tingene på, og mangel på selvbestemmelse kan hæmme fagligheden. Det vil også bevirke en forsinkelse i reaktionen på nye impulser, ligesom bureaukratisk tænkning ikke fordrer innovation og nytænkning i organisationen. Måden at tænke og agere på kan også blive forstærket af, at aktiviteterne ofte foregår i et fysisk lukket miljø, således at de risikerer at blive konforme og forudsigelige. 240 Et lukket miljø kan eksempelvis være et fængsel eller en behandlingsinstitution, men også en kommunalforvaltning kan falde ind under denne kategori, da hovedparten af aktiviteten foregår på små kontorer uden megen kontakt til omverdenen. Således kan impulser udefra have svært ved at trænge igennem fordi socialrågivere både i fængsel og kommune er afskærmet for den omgivende verden. Denne afskærmning kan lægge et mystificerende slør over organisationen, skabe en social distance og virke fjendtlig og utilgængelig overfor borgere som skal benytte dens faciliteter. På den anden side kan det for socialrådgiveren være en direkte lettelse at være omgivet af fysisk lukkethed og afsondrethed 241 da det kan være en udfordring ikke at kunne trække sig tilbage, og det kan på længere sigt give anledning til stresssymptomer. Der kan altså både være fordele og ulemper for den enkelte socialrådgiver, både hvad angår de fysiske rammer, og de rutiner og procedurer der anvendes i arbejdsprocessen. Ifølge førsteamanuensis 242 Judy Kokkinn eksisterer der to parametre 243 at måle på når potentialet for ændringer i en organisation skal findes: 239 Juul Hansen (red.) et. al. (2010) s Kokkinn (2006) s Kokkinn (2006) s. 259 Side 60

61 Graden af sammensathed i organisationen Graden af formalisering Kokkinn stipulerer, at en høj grad af formalisering eller bureaukrati er med til at kvæle fleksibilitet og reducerer dermed potentialet for innovation og forandring, hvorimod en høj grad af sammensathed 244 fordrer kreativitet og innovation og dermed potentialet for forandring. 245 Både en kommune og et fængsel (i Danmark) er organisationer med en lav sammensathed og høj formalisering og det er derfor forbundet med større vanskelighed at initiere forandring i disse organisationer end hvis der eksisterer en lav grad af formalitet og en høj grad af sammensathed. Det betyder at der kræves mere af de ansatte hvis forandring skal ske. I interviewet med S2 taler denne om fratagelse af faglighed og hvad der skal til for at få den igen. På spørgsmålet om det kører så godt som det kan rent organisatorisk? svarer S2: ( )Nej, det tror jeg bestemt ikke det gør( ) 246 Og længere fremme som svar på samme spørgsmål: ( )altså, jeg tænker da osse at, hvis man virkelig vil arbejde med dem (udsatte grupper), så skal man osse ha nogle folk der ka li det arbejde, og der tænker jeg ikke kun på (kollega 1 og kollega 2) jeg tænker osse på de hjælpemidler og det system man har. Altså, jeg oplever jo at når folk de får ejerskab af et område, så kommer der jo en anden kvalitet ind i arbejdet, og det ejerskab tror jeg ikke der er ret mange her i Randers kommune der har. Altså, jeg tænker på kontanthjælp, jeg tænker på jobcenter æh vores fritidsaktivitet osv. Det er jo der man skal ha et ejerskab og gå sammen, og der kan man sige, at lavede man et virkeligt kvalificeret stykke samarbejde omkring det, så tror jeg osse vi ku højne niveauet. 242 Associate professor 243 Kokkinn (2006) s En helhed er sat sammen af flere forskellige elementer (vores definition) 245 Kokkinn (2006) s Interview med S2 (17:24-17:36) Side 61

62 Interviewer: Når du taler om ejerskab hvordan skal det forstås? Så tænker jeg på, at, nu har man fx hjemløse, dem har vi jo haft meget fokus på, fordi vi fik penge til det, æh og dermed så giver det en større form for ejerskab man har fået iværksat nogle foranstaltninger, man har fået iværksat hvem gør det og hvem er leder af det her? osv., eller hvem skal arbejde med det her, og det gør jo at man æh ja, mere kvalificeret går ind og siger, nu bruger vi virkelig nogle timer på det her, æh så tror jeg osse, æh, så bliver niveauet automatisk højnet( ) 247 Der forekommer altså at være et fravær af ejerskab som S2 definerer det i Randers kommune. Det er uhensigtsmæssigt, fordi der med ejerskab følger en ansvarsfølelse, og med den er der større mulighed for at konstruere et samarbejde på tværs af afdelinger og på tværs af organisationer. Det vil på sigt også kunne medføre en større grad af den sammensathed og en mindre grad af den formalisering som Kokkinn taler om, fordi det tværfaglige og det tværsektorielle samarbejde netop vil fordre, at flere grupper af professionelle tager ejerskab af et bestemt område i dette tilfælde, et samarbejde om at sikre løsladte den bedst mulige start på livet uden for fængslet. For det første fordi den generelle samfundsdiskussion om offentlig service også er en diskussion om hvordan frontpersonalet varetager sine opgaver, og for det andet fordi frontpersonalet er det sidste led i kæden og dermed har signifikant effekt på borgeres liv. De tager beslutninger om sanktioner og ydelser, de er medvirkende til at dirigere borgere i bestemte retninger og de har en tilsynspligt overfor borgere i uddannelsesforløb eller andre tilrettelagte programmer. På den anden side er frontpersonalet også underlagt samfundets eksisterende strukturer i form af love og regler samt deres organisations normer og praksisser. 248 I nedenstående eksempel, om udveksling af handleplaner, fra interviewet med S3 tales netop om forskellige praksisser i forskellige organisationer: 249 ( )De (læs; kommunen) kan ikke overtage den her handleplan og putte ind i deres eget system det vil ikke gi nogen mening. Vi laver ikke ressourceprofiler, vi er ikke ud- 247 Interview med S2 (17: ) 248 Lipsky (1980) s Interview med S3 (62:09-63:08) Side 62

63 dannede, jeg har aldrig lavet en ressourceprofil, det er ikke vores opgave. Hvis det skal være vores opgave, så skal vi ha det puttet ind i under handleplaner og gå ind og fokusere på nogle af de ting der. Men det tænker jeg, at det skal være direktoratets opgave at lave det format som bedst hænger sammen med de andre systemer som vi skal arbejde sammen med.( ) Interviewer: Og det er simpelthen ikke lavet fra direktoratets hånd? ( )Altså handleplanen i kriminalforsorgen er jo opstået på en anden baggrund end den i kommunen, så. Måske om 10 år har vi den samme hvis det giver mening ikke også?( ) Interviewer: Ser du det som en barriere? ( )Ja det kan jeg godt se, fordi jeg føler mig jo heller ikke uddannet til at lave en handleplan som kommunen umiddelbart ville kunne arbejde videre med; jeg ved ikke hvad kommunen har af muligheder og forudsætninger for at gå ind og tilbyde de ting( ) Disse strukturer kan anskues som restriktioner fordi de kan virke som en hindring for udførelsen af frontpersonalets arbejde, men de kan også ses som en nødvendighed del af en vis standardisering en standardisering som er med til at sikre den samme behandling af borgere, og som, via dokumentationskrav, også sikrer frontpersonalets juridiske stilling i fald det bliver nødvendigt. Lipsky argumenterer, at frontpersonale som oftest, udfører de arbejdsopgaver som bliver dem pålagt af deres ledere i god ro og orden og med tanke på de strukturer som findes både på organisationsniveau og på samfundsniveau, 250 og at de uenigheder der måtte forekomme i den proces er relativt små og insignifikante. Men hvad nu hvis frontpersonalet ikke umiddelbart er enig i ledernes beslutninger fordi disse ikke er i overensstemmelse med frontpersonalets interesser? Der kan i organisationer herske uenighed på de forskellige niveauer, og disse uenigheder kan opstå fordi frontpersonalet mener at have mere tungtvejende grunde til en bestemt fremgangsmåde eller måske fordi ledelsens sanktioner overfor frontpersonalet ikke er tungtvejende nok. I sådanne tilfælde kan grundlaget for konflikterne søges i selve uenigheden eller den kan lokaliseres i de strukturer som hersker på arbejdsstedet. Det 250 Lipsky (1980) s. 16 Side 63

64 vil sige at konflikten bliver et symptom på en dybereliggende diskrepans, som umiddelbart er sværere at løse. Det er ifølge Lipsky 251 værd at anerkende frontpersonalets ressourcer i organisationer, og det er muligt at påvirke og ændre en arbejdsplads eller en arbejdskultur indefra, 252 men for at ændringer kan lykkes er det vigtigt at opsætte retningslinjer for disse: Beskriv hvilken organisation der ønskes påvirket/ændret 2 Formuler problemet ift. socialt arbejdes udøvelse i organisationen 3 Konkretiser problemet med en sag eller et tilfælde 4 Formuler et mål med ændringen 5 Hvilke midler skal implementeres for at opnå ønskede ændringer? 6 Angiv et tidsperspektiv for arbejdet Før denne proces påbegyndes er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om karakteren af uoverensstemmelserne; er de strukturelt betingede ved eksempelvis utidssvarende og bureaukratiske rutiner, eller er de skal de ses i Luhmanns perspektiv og dermed betingede af det eksisterende system? Lipsky hævder at frontpersonale udvikler egne mønstre og fremgangsmåder når de officielle praksisser ikke er tilstrækkelige, eller når disse står i modsætning til frontpersonalets. 254 Lipsky pointe er så, at nogle af disse mønstre og fremgangsmåder med tiden bliver til officiel politik, og dermed er frontpersonalet med til ikke alene at påvirke de organisationer hvor de finder ansættelse, men også med til indirekte at udforme den nationale politik på visse områder. Et eksempel på dette er den igangværende proces med at minimere bureaukratiet i den danske socialforvaltning; et tiltag som delvis kan tilskrives frontmedarbejdere. Et andet eksempel som måske er af endnu mere gennemgribende karakter er hele diskussionen om hvordan vi behandler de svageste i samfundet, og hvordan samfundet skal håndtere disse mennesker. Her er frontmedarbejdere synlige i samfundsdebatten i for- 251 Ibid. s Kokkinn (2006) s Ibid. s Lipsky (1980) s. 83 Side 64

65 skellige medier og kan således påvirke politiske beslutningstagere. De har altså en rolle (eller de kan påtage sig den) at spille udover den funktion de varetager når de igangsætter initiativer overfor borgere som har brug for hjælp, også selvom det kan synes nemmere at diskutere ændringer i rutiner og procedurer frem for at samarbejde om at ændre vedtagne politikker 255. Lipsky mener, at frontmedarbejdere i højere grad end tilfældet er, søger autonomi i udførelsen af deres hverv, 256 og han argumenterer videre, at selvstyring allerede er en signifikant faktor i kontemporære frontmedarbejderes uddannelser (og dermed også socialrådgiveruddannelser). Hermed er der heller ikke brug for den forholdsvis formaliserede styring som hersker i fængsler og kommuner. Det vil resultere i et større ejerskab samt en ligeså god (selv)styring fordi fagligheden i lighed med styring implementeres. På den anden side kan der argumenteres for, at ændringer i socialforvaltningen og i kriminalforsorgen er ude af frontmedarbejdernes hænder og starter med politiske beslutninger om helt nye organisationer. En sådan organisation er kendetegnet ved helt andre magtforhold og forventninger og ved at skabe noget helt nyt uden det forventes at det ligner det gamle. 257 Der er også mulighed for at bibeholde eksisterende strukturer og i hvert fald nogle eksisterende traditioner, men alligevel tænke nyt og skærpe kvalitetskravene mellem fængsel og kommune i form af et øget samarbejde som eksempelvis projekt god løsladelse. I forbindelse med mangel på samarbejde, giver informanterne S1 og S3 i deres respektive interviews udtryk for, at der ikke altid er én bestemt kontaktperson og koordinator i hhv. kommune og fængsel. Her eksemplificeret ved interview med S1 hvor denne bliver spurgt om realistiske og konkrete måder at forbedre samarbejdet med fængslet på: ( )Umiddelbart så kunne det være, at det var én mand der gjorde hele arbejdet eller hvad man kan sige, inden man så gi r sagerne videre til den konkrete afdeling, men jeg 255 Ibid. s Ibid. s Meeuwisse, et.al. (2007) s. 186 Side 65

66 tænker, at det er jo så for at man kan blive bedre sat bedre ind i den her køreplan, og at man skulle følge den mere stringent( ) 258 Eller her i interviewet med S3: ( )Så nogle (kommuner) vil ha det på den ene måde og andre vil ha det på den anden måde, så det er meget meget svært at holde sig informeret om, hvad er indgangen lige til den her kommune og hvad er indgangen lige til den her kommune. Det er blevet lidt bedre med samarbejdsaftalerne (med 8 kommuner), så har vi kontaktpersonerne, så ringer vi derind hvis alt andet ikke kan lade sig gøre ikke også. Eller så starter vi derinde inden vi kaster os ud i at boltre os med det ene eller det andet kontor i kommunen( ) 259 Ifølge Servicestyrelsens rapport om køreplanen for Projekt God Løsladelse, 260 skal der indkaldes til et løsladelsesmøde senest 3 mdr. før løsladelsestidspunktet, med henblik på at planlægge og aftale løsladelsen. S2 giver her udtryk for, at det ikke altid sker: ( )Når de har der skal løslades, så sender de akterne fra fængslet hertil, eller indkalder til den samtale der burde foregå, men det er den jeg er bange for tit svipser, fordi der skal jo laves en fælles handleplan mellem fængsel og kommune, og det er den jeg kan være lidt bekymret for( ) 261 Alle informanternes beskrevne udsagn kan være udtryk for flere ting. For det første kan det, som før nævnt, være udtryk for mangel på ejerskab fordi det professionelle incitament kun er til stede i ringe grad, og at en implementering af et sådant ejerskab via større grad af autonomi, ville medføre en større lyst til samarbejde kommune og fængsel imellem. For det andet kan det være et udtryk for mangel på forståelse for en anden organisations arbejdsområder og praksis. 258 Interview med S1 (25:39 26:01) 259 Interview med S3 (24:00 24:22) 260 Servicestyrelsen (2009) s Interview med S2 (22:10 22:30) Side 66

67 For det tredje kan det være et udtryk for mangel på incitament til at ændre praksis i egen organisation, både økonomisk, uddannelsesmæssigt og avancementsmæssigt. Det moderne frontpersonale vil gerne belønnes 262 og anerkendes for sin indsats af de mennesker som er betydningsfulde i denne sammenhæng det være sig kolleger, faglige ledere, lokalpolitikere og landspolitikere. Implicit i alle tre udsagn ligger også ønsket om nogle samarbejdsmæssige forandringer, og her lister Judy Kokkinn 5 trin op når forandring skal foregå: 263 Trin 1 Centralt i dette trin er at kontrollere verden omkring sig her arbejdspladsen i fængslet eller kommunen. Denne kontrol opnås ved at observere og undersøge problemet. På baggrund af disse undersøgelser og observationer udarbejdes en problemformulering, men der handles ikke. Trin 2 Sammen med kolleger reflekteres over mulige årsager til fænomenet og måder at forstå dette på. Herefter defineres strategier for videre handling. Trin 3 Strategierne for videre handling implementeres forsøgsvis, og der udveksles erfaringer socialrådgivere imellem. Hvis det er muligt indføres kontrolmålinger som sammenlignes og overvåges. Trin 4 Her evaluerer og reviderer socialrådgiverne tiltagene. Resultaterne diskuteres og der tilkendegives enighed eller uenighed om disse resultater socialrådgiverne imellem. Trin 5 På det sidste trin afkræftes eller bekræftes hypoteserne og de implementerede strategier diskuteres. Alternative strategier kan også diskuteres på dette trin, og samarbejdet enten afsluttes eller forstærkes. 262 Lipsky (1980) s Kokkinn (2006) s. 284 Side 67

68 Hvis det forudsættes, at al forandring starter tættest på, er det første trin i denne proces ofte det vigtigste men også det mest oversete. Socialrådgivere vil gerne skride direkte til handling, men det er imperativt at medtænke den anden organisation og de strukturelle forskelligheder mellem de to organisationer (fængsel eller kommune) allerede på trin 1 inden strategierne for videre handling implementeres. Hvis alle fem trin gennemarbejdes, kan der både opnås en synergieffekt altså at to eller flere tiltag giver en større effekt end blot summen af de enkelte tiltag hver for sig, men der kan også opstå emergens, altså at aktører kan opnå bestemte egenskaber i kraft af sociale strukturer egenskaber som disse strukturer ikke i forvejen indeholder. Sociale strukturer kan omvendt emergere fra aktørers handlinger og disse strukturer kan indeholde egenskaber som ikke umiddelbart kan tilskrives de sociale aktører. Ifølge Lipskys tese om frontpersonalets afgørende indflydelse, både på den offentlige politiks udformning og på de organisationer hvori de er ansat, vil beslutningselementet ligge bedst hos små grupper 264 når det drejer sig om udformning af arbejdsrutiner. Lipsky argumenterer videre, at disse rutiner ikke skal være bestemt fra centralt hold, men af de mennesker som udfører praksis. I fald disse rutiner er fastsat fra centralt hold, og dermed af mennesker som ikke er involveret i den daglige praksis, er der fare for, at rutinerne bliver uforståelige og rigide med apati fra frontpersonalets side til følge. Derfor gælder det i vid udstrækning om, at lægge beslutningen om hvilke rutiner der skal implementeres i frontpersonalets hænder. Der er dog også ulemper som må overvejes i forbindelse med uddelegering da det kan medføre en beslutningsmæssig byrde som frontpersonalet ikke umiddelbart er i stand til at håndtere samtidig med den borgerkontakt som er den primære opgave. Der kan også opstå fare for, at den sociale indsats i et samarbejde vil få en socialpædagogisk drejning, og praksisser vil opstå og forsvinde igen fra borger til borger. 264 Lipsky (1980) s. 207 Side 68

69 14.1 Delkonklusion Vi har i dette analysepunkt forsøgt at fremstille socialrådgivere som centrale medspillere i nutidens offentlige serviceproduktion i kraft af deres ofte centrale placering i den offentlige forvaltning. Den består af flere sektorer og socialrådgivere indgår i et reciprokt forhold med deres arbejdssteder i disse sektorer. Det er vigtigt at huske på, at der altid i en organisation er strukturelle forhold som kan modarbejde eller besværliggøre forandring. Disse strukturer kan bestå i eksempelvis traditioner, kulturelle arbejdsmæssige forhold, organisatorisk opbygning af arbejdsstedet, kolleger, arbejdsstedets geografiske placering, lovgivning på området osv. Mange af disse strukturer er usynlige, men de kan påvirkes, ligesom socialrådgiveren påvirkes af strukturerne. De fælles handleplaner nævnes som et eksempel på ulige strukturer mellem organisationerne. Der er ringe teknisk forståelse for den anden organisations udformning af disse handleplaner, og i interviewet med S3 frembringes endvidere det faktum, at denne aldrig er blevet uddannet i at udfylde en ressourceprofil. Hvis samarbejdet mellem fængsel og kommune skal forbedres, er der ændringspotentiale på flere områder, men processen bliver initieret af socialrådgiverne på de enkelte arbejdssteder. En anden af informanterne giver i sit interview udtryk for mangel på ejerskab i forhold til sit arbejdsområde. Ejerskab er krævende fordi der er en dedikation indbygget i dette begreb, men ejerskab er også belønnende og kan initialisere samarbejde på tværs. Lipsky taler om autonomi til frontmedarbejdere, at de selv er i stand til at tage den bureaukratiske kontrol og dermed bevæge sig væk fra det formaliserede samarbejde og mod en organisation med større fleksibilitet og kreativitet. Autonomi må dog ikke være lig med total frigørelse fra central styring, men frontmedarbejdere kan være med til at sætte den socialpolitiske dagsorden og dermed udformningen af politikker. Vi har også forsøgt at vise at forandring kan tage tid og skal forberedes grundigt og i samspil med kolleger og de borgere hvis liv socialrådgivere har indflydelse på. Hvis forandringer sker for hastigt er der større chance for resignation og udmattelse. Forandringsskridt som ved første øjekast synes at være insignifikante, kan på længere sigt give ændringer af dimensioner som i starten ikke synes mulige. Skridtene skal ikke være Side 69

70 så små, at de ikke kan mærkes, men de skal heller ikke være af en sådan størrelse, at de støder aktørerne fra sig. At gøre en forskel er at gøre noget anderledes og ukonventionelt og samtidig bibeholde professionalismen i processen. Side 70

71 Kap. 15 Konklusion Vi har i dette projekt søgt forklaringer på hvorfor samarbejdet mellem fængsel og kommune ikke er tilfredsstillende i forbindelse med en løsladelse og hvorledes dette kan påvirke socialrådgiverens arbejde. Vi har defineret organisationerne Randers Kommune og fængslet Møgelkær som stratificerede systemer og som stratificerede felter, der ikke nødvendigvis har sammenfaldende interesser og samme mål. Hermed er fængslet Møgelkærs og Randers Kommune allerede som udgangspunkt to forskellige organisationer med hver deres formål i arbejdet med en indsat. Møgelkær arbejder bl.a. med at formindske recidivrisikoen, hvorimod Randers kommune arbejder med at gøre borgeren selvforsørgende. På trods af deres forskellige mål, er de dog begge styret af en overordnet økonomisk logik. Denne logik resulterer i nogle interne krav, der vanskeliggør et tilfredsstillende samarbejde. Eksempelvis har Møgelkær som styringsmål et produktionskrav der skal opfyldes, inden andre arbejdsopgaver kan iværksættes. Socialrådgivere arbejder i organisationer, hvori der indgår bestemte traditioner, kulturelle og arbejdsmæssige forhold, og bestemte overordnede mål. Til trods for, at socialrådgivere har en fælles uddannelse og en fælles faglighed, bliver samarbejdet vanskeliggjort af ydre og indre faktorer. Internt i den enkelte organisation kan der være divergerende interesser mellem de ansatte fordi de forskellige faggrupper ikke nødvendigvis har samme arbejdsmæssige mål, og heller ikke benytter de samme kommunikative koder. Disse koder gør sig eksempelvis gældende i udarbejdelsen af de lovpligtige handleplaner for personer som står foran løsladelse. Det vil sige, at en socialrådgiver fra fængslet ikke umiddelbart forstår måden hvorpå en handleplan udarbejdes af en fængselsbetjent. Kommunikationen mellem organisationerne bliver yderligere vanskeliggjort af de kommunikative koder som praktiseres i organisationerne hver især, fordi kommunen ikke kan aflæse de kommunikative koder som anvendes af socialrådgivere i fængslet. Den mangelfulde kommunikation mellem de to organisationer bevirker at der ikke indkaldes til løsladelsesmøder og hermed får socialrådgiveren på kommunen først kontakt til den indsatte, efter denne er blevet løsladt. Når der ikke afholdes løsladelsesmøder, stiller det ekstra krav til at handleplanen er korrekt udfyldt. Hvis dette ikke er tilfældet, Side 71

72 vil konsekvensen være at socialrådgiveren på kommunen, skal bruge ekstra ressourcer på at vurdere hvilke indsatser der kan iværksættes. I de to organisationer udspiller der sig konstant magtkampe mellem ansatte, der bevirker at strukturerne i organisationerne kontinuerligt reproduceres. Det betyder at de ansatte bruger en del af deres ressourcer på disse magtkampe i stedet for at bruge dem på faglig progressiv udvikling af deres organisation. I organisationerne kan magten dog være befordrende for kommunikationen fordi den inviterer til en dialog imellem individer, men magten kan også udvikle sig til tvang, og dermed forsvinder ligheden og den professionelle frihed til at træffe kvalificerede faglige beslutninger blandt de ansatte. En ledende medarbejder i en organisation kan have andre mål end en socialrådgiver samme sted, og den ledende medarbejder kan i kraft af sin organisatoriske position, og i kraft af sin kapital, gennemtvinge sine beslutninger med eventuelle samarbejdsmæssige konsekvenser. Der kan tilligemed forekomme forskelligheder i de kommunikative koder mellem den ledende medarbejder og socialrådgiveren. Det mangelfulde samarbejde påvirker socialrådgiverens virke og det skaber frustration hos denne, både i fængslet og i kommunen. Det mangelfulde samarbejde kommer bl.a. til udtryk i udfyldelsen af lovpligtige handleplaner. Socialrådgiveren i fængslet skal inddrages i udfærdigelsen af handleplanen på et tidligere stadie for at sikre at den bliver udformet tilfredsstillende. Det bevirker dog også, at socialrådgiveren skal påtage sig en konsulentrolle over for den kollega som har på begyndt handleplanen. Dette resulterer i interne kampe mellem kolleger. Ligeledes bevirker de ufyldestgørende handleplaner at socialrådgiveren i fængslet møder modstand i kommunen, når denne skal initiere et samarbejde. Dog kan den interne struktur og de logikker der er i organisationen, bevirke at socialrådgiveren hverken besidder ressourcerne eller den tid der kræves, for at yde en korrekt sagsbehandling. På de beskrevne præmisser er det besnærende at drage den konklusion, at der ikke kan eksistere et samarbejde mellem kommune og fængsel, fordi de på den opridsede bag- Side 72

73 grund kun i ringe grad er i stand til at kommunikere, og dermed også kun i ringe grad i stand til at indgå i et samarbejde. Der er dog også faktorer som betyder, at samarbejde er muligt. Der eksisterer allerede et formaliseret og lovpligtigt samarbejde mellem fængsel og kommune som til en vis grad fungerer. Socialrådgivere skal tage ejerskab af de områder de beskæftiger sig med, for derved at opnå en øget ansvarsfølelse og større mulighed for at påvirke de strukturelle forhold hvorunder de virker. En sådan øget påvirkning kan lede til en større grad af autonomi og en større grad af frigørelse fra den bureaukratiske kontrol som socialrådgivere i stort omfang er underlagt. Socialrådgivere har evner og mulighed for at påvirke politiske beslutninger og dermed også muligheden for på længere sigt at ændre egne arbejdsforhold, ligesom de besidder en vilje til et tættere samarbejde på tværs af organisationerne. Dette øgede samarbejde kan fremkomme via en øget forståelse for den anden organisations arbejdsområder og praksis. På trods af at socialrådgivere har en fælles faglighed og en fælles forståelse, også på tværs af deres respektive organisationer, så er de stadigvæk underlagt de strukturelle forhold der eksisterer i deres egen organisation, og som gør at samarbejdet er problematisk. Det bevirker at socialrådgiveren får sværere ved at yde korrekt sagsbehandling både i forhold til lovgivningen og i forhold til socialrådgiverens egne værdier og holdninger. Side 73

74 Kap. 16 Perspektivering Efter projektets afslutning har de deltagende fængsler og kommuner udtrykt frygt for tab af momentum, at endnu et projekt blot er fortid, og at endnu en rapport nu ligger på hylderne, for at blive der og samle støv. Pr er der dog indgået samarbejdsaftaler med 13 kommuner, 265 men målsætningen er at Direktoratet for Kriminalforsorgen har indgået i alt 20 samarbejdsaftaler ved udgangen af I Projekt God Løsladelse har de involverede fængsler og kommuner generelt vist stor vilje til at se på egen praksis, og at reflektere over mulige forandringer, med henblik på udførelse af bedre løsladelsesarbejde. Men erfaringerne viser også, at hvis den gode løsladelse for alvor skal lykkes, bør løsladelsen have større ledelsesfokus i alle systemer. 267 Derfor vil det være formålstjenstligt at projektets implementering gøres obligatorisk for alle landets kommuner for at blive prioriteret af de involverede parter. Rigsrevisionen anbefaler i sin rapport, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i større omfang søger at opnå viden om effekten af igangsatte indsatser, og hermed også af det øgede samarbejde med de involverede kommuner. Direktoratet burde ligeledes have igangsat en opfølgningspraksis tidligere og bør fastholde den opfølgningspraksis som nu er etableret, for at sikre sig viden om effekten af igangsatte programmer. 268 I forhold til socialrådgiverens arbejdsområde, kan implementeringen af Projekt God Løsladelse i flere kommuner på længere sigt, og på trods af de mangler som er påpeget af Rigsrevisionen, betyde en bredere forståelse for samarbejdets komponenter og danne grundlag for en mere helhedsorienteret og sammenhængende tilgang til samarbejdet mellem organisationerne, og dermed et lettere samarbejde mellem fængsel og kommune i fremtiden. En implementering i alle landets 98 kommuner, kan også, udover et øget og forbedret samarbejde, betyde et øget fokus på organisationerne hver især, og være en medvirkende faktor til at sikre dømte en fremtid med et perspektiv når de bliver løsladt Rigsrevisionen (2011) s Servicestyrelsen (2009) s Rigsrevisionen (2011) s. 6 Side 74

75 Kap. 17 Refleksion over opnået viden og egen læring i processen Denne sammenhængende og intensive bachelorproces har været særdeles frugtbar i forhold til tilegnelse af dybdegående viden, i forhold til socialrådgiverfaget og i forhold til at producere dette projekt. Under udarbejdelsen af projektet er kompleksiteten i de organisationer som skal arbejde side om side, og som skal sikre den bedst mulige start for en løsladt, blevet åbenbaret i stigende omfang. Vi har ved flere lejligheder haft den distinkte følelse af, at få en stadig svindende forståelse for tingenes sammenhæng i takt med en forøget viden og indsigt i de stratificerede organisationer. Vi har fået kendskab til nogle særdeles dedikerede professionelle, som på trods af deres egen lidenhed i forhold til de omgivende strukturer, dagligt yder en signifikant indsats for de organisationer hvori de arbejder. Vi har også haft relationer med mennesker som har oplevet strukturerne som en næsten uoverstigelig barriere for deres daglige virke. Vi har igennem vore forsøg på at lave aftaler om interviews med socialrådgivere fået et vue ind i den til tider hektiske hverdag for dem, med flere aflysninger af aftaler til følge. Derudover vægrede en af vore informanter sig ved at svare på alle spørgsmål i den fremsendte interviewguide af frygt for senere repressalier fra lederen. Denne uoverensstemmelse blev dog bilagt, og informanten svarede sidenhen på alle spørgsmål. Det fik dog den konsekvens, at vi fremover undlod at fremsende vores interviewguide til vore informanter. Det har været en konstant kilde til overraskelse for os, hvor besværlig og bureaukratisk sagsbehandling har taget sig ud, når løsningen (i vore øjne) har været enkel og umiddelbart tilgængelig, men samtidig uopnåelig. Samtidig har det ofte i processen været en glæde at se systemerne virke efter den hensigt med hvilken de er skabt. Vi har opnået en mængde specifik praktisk viden om det område vi har undersøgt, og om socialrådgiverfaget generelt, ligesom vi har fået stor indsigt i de teoretikeres værker vi har valgt at medtage på baggrund af den teoretiske afgrænsning. Ved initialiseringen af dette projekt gjorde vi os klart at det skulle have en undersøgende karakter, og at vi ville være interesserede i at finde ud af hvorfor tingene forholder sig på en bestemt måde. Derfor var det også nærliggende at anvende et kritisk realistisk perspektiv som videnskabsteoretisk udgangspunkt, og vi har i den fortløbende proces i Side 75

76 tilblivelsen af dette projekt søgt at fastholde dette perspektiv. Dog har vi igennem hele processen været bevidste om, at ved at tilvælge kritisk realisme, har vi fravalgt andre perspektiver som måske havde givet et andet og anderledes udkomme. Vi har ligeledes fravalgt den løsladtes perspektiv i dette projekt og udelukkende haft socialrådgiverens perspektiv for øje med de begrænsninger og muligheder i projektets udformning som har været forbundet med dette perspektiv. Endvidere har vi fortløbende reflekteret over projektets mulige generaliserbarhed, og dets relevans for både samarbejdet mellem alle landets fængsler og kommuner og for socialrådgivere i almindelighed. Vi har fundet, at det mangelfulde samarbejde mellem Randers kommune og fængslet Møgelkær kan fungere som indikator på et ligeledes mangelfuldt samarbejde mellem andre af landets kommuner og fængsler, fordi Rigsrevisionen i sin rapport netop påpeger, at samarbejdet generelt ikke er tilfredsstillende mellem kommuner og fængsler. Derudover har vi ikke fundet, at der er ekstraordinære forhold som gør, at samarbejdet her skulle være af en radikal anden karakter end andetsteds i landet. I løbet af denne proces har vi på baggrund af tilegnelse af ny viden, begreber og erfaringer arbejdet med vor forforståelse og søgt at stille spørgsmål ved tingenes tilstand. Dermed har vi forsøgt at gøre os fri af denne forforståelse og de grænser for kreativitet og forestillingsevne som følger med Aadland (2007) s. 187 Side 76

77 Litteraturliste Bøger Aadland, Einar (2007) Og eg ser på deg - Vitenskabsteori i helse- og sosialfag. Universitetsforlaget udgave, 2. oplag. Andersen, Svend Aage (2007) kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde En introduktion og forskningsoversigt. Arbejdsnotat. Social skriftserie. Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 8 Blaikie, Norman (2000) Designing Social Reserach. Published by Polity Press. First edition Borch, Christian & Thorup Larsen, Lars (2003) (red.) et. al. Luhmann og Foucault til diskussion. Hans Reitzels Forlag København Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J.D. (oversat af Silberbrandt, Henning) (2004) Refleksiv sociologi mål og midler. Hans Reitzels Forlag. 4. oplag Buch-Hansen, Hubert & Nielsen, Peter (2005) Kritisk realisme. Roskilde Universitetsforlag, 1. udgave. Bømler, Tina Ussing (red.)(2003) Sociale organisationer i en omstillingstid Lærebog i organisationsteori til social- og sundhedsuddannelserne. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave, 1. oplag. Hviid Jacobsen, Michael(red.) et.al. (2010) Videnskabsteori statskundskab, sociologi og forvaltning Hans Reitzels Forlag 1. udgave, 1. oplag Järvinen, Margaretha (red.) et.al (2003) Det magtfulde møde mellem system og klient. Aarhus Universitetsforlag. 1. udgave, 2. oplag. Juul Hansen, Steen (red.) et.al. (2010): Professionelle i velfærdsstaten, Hans Reitzels Forlag, 1. udgave, 1. oplag Kjær Jensen, Mogens (1991) Kvalitative metoder i anvendt samfundsforskning. København. Socialforskningsinstituttet Kneer, Georg & Nassehi, Armin (1997): Niklas Luhmann introduktion til og teorien om sociale systemer, Hans Reitzels Forlag a/s, København Kokkinn, Judy (2006): Profesjonelt sosialt arbeid, Universitetsforlaget, 2. udgave, 2. oplag Side 77

78 Kvale, Steinar (2009) Interview Introduktion til et håndværk. Hans Reitzels Forlag, København. 2. Udgave, 1. oplag Lipsky, Michael (1980) Street level bureaucracy. Russell Sage Foundation. Luhmann, Niklas (2000) Sociale systemer grundrids til en almen teori. Hans Reitzels Forlag. 1. udgave, 2. oplag. Lydersen, Gina (2010): Samvær mellem børn og unge og forældre i hospitalspsykiatrien en undersøgelse af samvær mellem børn og unge og forældre på almen og de retspsykiatriske sengeafdelinger. Århus, Master på Psykologisk Institut, Århus Universitet Meeuwisse, Anna et.al. (2007) Socialt arbejde en grundbog. Hans Reitzels Forlag. København. 2. udgave, 1. oplag. Mik-Meyer, Nanna & Villadsen, Kaspar (2007) Magtens former Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. Hans Reitzels Forlag, København. 1. udgave, 1. oplag Mortensen, Bjørnar (red.) et. al. (2010) Luhmann og magt. Forlaget unge pædagoger og forfatterne, 1. udgave Nelleman Nielsen, Elof et.al. (2010) Anvendt teori. Social skriftserie. VIA University College Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 16. Thagaard, Tove (2004) Systematik og indlevelse En indføring i kvalitativ metode. København. Akademisk Forlag. 1. udgave Wilken, Lisanne (2011) Bourdieu for begyndere. Samfundslitteratur, 2. udgave Rapporter: Rigsrevisionen: (2011) Beretning til Statsrevisorerne om Kriminalforsorgens initiativer til forebyggelse af dømtes tilbagefald til kriminalitet. Servicestyrelsen: (2009) God Løsladelse Artikler: Side 78

79 Mingers, John (2004): Journal for the Theory of Social Behaviour 34: Blackwell Publishing Ltd. The Executive Management Committee/Blackwell Publishing Wad, Peter (2000). Kritisk realisme i tidsskriftet GRUS, nr. 60 Internet (fundet d ) (fundet d ) (fundet d ) (fundet d ) (fundet d ) (fundet d ) (fundet d ) Side 79

80 Bilagsliste 1. Godkendelse af bachelorprojektets problemstilling 2. Problemstilling 3. Individuelle afsnit 4. Interviewguide 5. Interview med S1 6. Interview med S2 7. Interview med S3 8. Organisationsdiagram Randers Kommune 9. Køreplan for god løsladelse Side 80