KARMA ANNIE BESANT ET STUDIE PAA DANSK VED HENNY DIDERICHSEN TEOSOFISK FORLAG KØBENHAVN Calbergs Bogtryk, København

Transkript

1 KARMA ET STUDIE AF ANNIE BESANT PAA DANSK VED HENNY DIDERICHSEN TEOSOFISK FORLAG KØBENHAVN 1921 Calbergs Bogtryk, København

2 Karmaloven. (Fra Sir Edwin Arnolds: The Light of Asia ) Den kender hverken Vrede eller Tilgivelse; retfærdig til det yderste maaler dens Maal, vejer dens ufejlbare Vægt; Tiden er som intet; den vil dømme i Dag eller om mange Dage. Den lader Morderens Vaaben ramme ham selv; den uretfærdige Dommer tilintetgør selv sin Forsvarer. Den falske Tunge dømmes af sine egne Løgne Røveren og den lumske Tyv maa give deres Rov tilbage. Saaledes er Loven, der arbejder for Retfærdighed, som Ingen i det lange Løb kan standse. Dens inderste (Væsen er Kærlighed, og dens Maal er Fred og herlig Fuldbyrdelse. Derfor: Adlyd!

3 Indhold Grundlæggende Principper...4 Love: Naturlige og skabte af Mennesker...5 Lovenes Lov...6 Det Evige Nu...7 Rækkefølge...8 Aarsagsforholdet...9 Naturens Love...10 Hvad Loven lærer os...11 Karma knuser os ikke...12 At tillæmpe denne Lov...13 Forstaa Sandheden...15 De tre Skæbnegudinder...17 Trekløvernes par...18 Tanken, Bygmesteren...18 Praktisk Meditation...19 Vilje og Begær...20 Den Tredie Traad...22 Vore Omgivelser...23 Vor Nation...24 To stridende Skoler...26 Selv-Uundersøgelse...27 Fortiden...28 Gamle Venner...29 Kollektiv Karma...30 Familie-Karma...30 National Karma...31 Indiens Karma...31 Nationale Ulykker...32 Hvorledes et ego udøver sit valg...33 Englands Karma...33 Den Franske Revolution...33 Et ædelt, nationalt Ideal...34

4 Blandt de mange lysende Gaver, som er overførte til Vestens Lande gennem det Teosofiske Samfund, er Kundskaben om Karma maaske den vigtigste næst efter Læren om Reinkarnationen. Den flytter Menneskenes Tanker og Ønsker fra Tilfældighedernes Egne til Lovens Verden og bringer saaledes Menneskets Fremtid ind under dets egen Kontrol i Forhold til dets Sum af Kundskab. Hovedsummen af Karma: Hvad et Menneske saaer, det skal han ogsaa høste er let at gribe. Men Anvendelsen i det daglige Livs Detailler, Lovens Arbejdsmetode og dens vidtrækkende Følger disse Vanskeligheder bliver mere og mere indviklede for den Studerende, alt eftersom hans Kundskab øges. De Principper, paa hvilke en Naturvidenskab hviler, er i Reglen let fattelige for Folk med klar Intelligens og almindelig Dannelse; men naar den Studerende gaar fra Principperne til Praksis, fra Omrids til Detailler, da opdager han, at Vanskelighederne strømmer ind, og dersom han vil tilfulde mestre sit Studium, tvinges han til at blive Specialist, til at anvende lang Tid for at kunne udrede de Forviklinger, der møder ham. Det gaar paa samme Maade med Videnskaben om Karma; den Studerende kan ikke vedblive at begrænse sig til de store, almindelige Linier, han maa studere den primære Lovs Underafdelinger, han maa søge at anvende den i alle Livets Forhold, han maa lære, hvor den binder, og hvor Frihed bliver mulig. Han maa lære at betragte Karma som en universel Naturlov; han maa ogsaa lære, at det overfor denne Lov ligesom overfor Naturen som Helhed gælder, at den kun kan beherskes derved, at man adlyder den. 1 Grundlæggende Principper. For at kunne forstaa Karma maa den Studerende begynde med klart at overskue visse grundlæggende Principper, thi mangler disse, opstaar der en Uendelighed af Spørgsmaal, som ikke fuldtud kan besvares, naar denne faste Grundvold fattes. Jeg maa derfor begynde med disse, skønt de allerede er vel kendte af mange af mine Læsere gennem tidligere Fremstillinger baade af andre og af mig selv. Den fundamentale Opfattelse, paa hvilken al senere rigtig Tænkning angaaende Karma hviler, er, at den er Lov evig, uforanderlig, ubrydelig Lov, bestaaende i Følge Tingenes Natur. Man hører undertiden uvidende Teosofer sige: Du maa ikke gribe ind i hans Karma. En saadan Yttring skyldes Mangel paa klar Forstaaelse af dette fundamentale Begreb ; thi hvor som helst vi ser, at en Naturlov arbejder, er det vor Ret at gribe ind saa langt, vi formaar. Ingen siger med højtidelig Røst: Du maa ikke gribe ind i Tyngdelovens Virkninger. Man forstaar, at Tyngdeloven hører til de Forhold, de Betingelser, som vi har at regne med, og at det staar enhver frit for at modvirke en hvilken som helst Ubehagelighed, som den maatte bevirke, ved at sætte en anden Kraft imod den, som f. Eks. ved at støtte, hvad der ellers vilde falde til Jorden paa Grund af Tyngdeloven, ved en Modpille eller paa anden Vis. 1 Naturen besejres kun, naar man adlyder dens Love. Bacon.7

5 Naar en Naturlov volder os Ubehageligheder, bruger vi vor Intelligens til at overliste den, og ingen drømmer om at fortælle os, at vi ikke maa gribe ind eller forandre hvilke som helst Vilkaar, der mishager os. Vi kan kun gribe ind, naar vi har Kundskab, thi vi kan ikke tilintetgøre nogen Naturkraft, ikke heller hindre den i at virke. Men vi kan neutralisere den, vi kan lede den i en anden Retning, dersom vi raader over en anden tilstrækkelig Kraft; og medens den aldrig for vor Skyld vil formindske sin Virken saa meget som et Gran, saa kan den modvirkes, forringes, forsinkes, overlistes nøjagtigt i Forhold til vort Kendskab til dens Natur og Arbejdsmetode og til de Kræfter, der staar til vor Raadighed. Karma er ikke mere hellig end en hvilken som helst anden Naturlov; alle Love er Udtryk for den guddommelige Natur, og vi lever og bevæger os omgivet af dem. Men de er ikke bydende; de er Kræfter, der danner de Betingelser, vi lever under, og som arbejder saavel i os som udenfor os; vi kan bøje dem efter vor Vilje i Forhold til vor Forstaaelse af dem, og efterhaanden som vor Intelligens udfoldes, bliver vi mere og mere Herre over dem, indtil Mennesket bliver Over-Menneske og den materielle Natur hans Tjener. Love: Naturlige og skabte af Mennesker. Der er megen Forvirring i Folks Begreber angaaende dette Emne, fordi man i Vestens Lande i Reglen opfatter Naturlove som adskilte fra Lovene i Tankens og Følelsens Verdener, medens Sandheden er, at disse er Dele af Naturens Love ganske ligesom f. Eks. Lovene for elektrisk Kraft. Naturlove sammenblandes af mange med Menneskenes Love, og den menneskelige Lovgivnings Vilkaarlighed er bleven overført til Naturlovenes Omraade. Videnskaben har reddet de Love, der angaar fysiske Fænomener, fra denne Vilkaarlighed; men den almindelige Opfattelse af Lovene i Tankens og Følelsens Verden er vedblivende i en kaotisk Tilstand. Det er ikke en guddommelig, vilkaarlig Befaling, det er den guddommelige Naturs Immanens, der betinger vor Tilværelse, og de Morallove, som Profeter har givet os, er Erklæringer, Vidnesbyrd om de uundgaaelige Følger, frembragte i de overfysiske Verdener af visse Tanker, Følelser og Handlinger Følger, som Profeten ser og kender, men som hans uvidende Tilhørere ikke kender. Paa Grund af deres Uvidenhed betragter hans Tilhørere Profetens Vidnesbyrd som en guddommelig Lovgivers vilkaarlige Befalinger, udtalte gennem Profetens Mund, i Stedet for at opfatte dem som Vidnesbyrd om Fakta angaaende Rækkefølgen af moralske Fænomener i Regioner af Universet, der er ordnede ligesaa lovmæssigt som den fysiske Del af Verden. I social Betydning er Love derimod Forordninger, givne af en Autoritet, der er anerkendt som værende legitim. De kan være Edikter, udstedte afen Autokrat, eller Love vedtagne i en lovgivende Forsamling; men i ethvert Tilfælde afhænger Lovens Kraft af, at den Autoritet, der udsteder den, er anerkendt som Autoritet. Blandt Hinduer finder man begge disse Ideer: guddommelige og menneskelige Love. I Følge Manus Opfattelse er Kongen en Autokrat, som Undersaatterne bør adlyde; men over Kongen er Loven, som han i sin Tur bør adlyde, en Lov, der virker automatisk og i Følge Tingenes iboende Natur. Til Trods for sin autokratiske Stilling er Kongen derfor bunden af den højeste Lov,

6 som vil knuse ham, dersom han ignorerer den. Undertrykkelse af de Svage siges at være Kongernes mest skæbnesvangre Fjende; de Svages Taarer undergraver Tronernes Grundvold, og en Nations Lidelser bevirker Regentens Fald. De fysiske og de overfysiske Verdener gennem-trænger hverandre; Aarsager, satte i Gang i den ene, frembringer derfor Virkninger i de andre. I det gamle Indien var det Kongen og hans Raad, som gav Statens Love, men disse var kunstige, ikke naturlige Love. Undersaatterne maatte bøje sig for dem, og de blev haandhævede ved idømte Straffe; men slige Love adskiller sig ganske fra Naturens Love. Det er i høj Grad beklageligt, at det samme Ord skal benyttes til at betegne to saa vidt forskellige Begreber som naturlige og kunstige Love; imidlertid er de klart adskilte ved deres Ejendommeligheder. Kunstige Love kan forandres; de, der har givet dem, kan ændre dem eller tilbagekalde dem. Naturens Love er uforanderlige, de kan hverken tilbagekaldes eller ændres, de ligger i Tingenes Natur. Kunstige Love er lokale, medens Naturens Love er universelle. Loven, som dømmer Røveren, straffer i eet Land Forbryderen ved at afhugge hans Haand, i et andet Land sættes han i Fængsel, eller han bliver hængt. Ydermere beror Straffens Fuldbyrdelse paa, hvorvidt Forbrydelsen bliver opdaget. En Straf, der er forskellig, og som kan undgaas, kan øjensynligt ikke staa i Aarsagsforhold til den Forbrydelse, den straffer. Naturens Love straffer ikke; men visse Aarsager vil ufravigeligt frembringe visse Virkninger. Dersom et Menneske stjæler, vil hans Natur blive mere tyvagtig; hans Tilbøjelighed til Uærlighed er forøget, og det vil blive vanskeligere for ham at blive ærlig; dette vil blive Følgen i alle Tilfælde, i alle Lande, og andres Kendskab til eller Uvidenhed om Tyveriet forandrer ikke Følgerne. Naar Straffen er lokal, foranderlig og ikke absolut uundgaaelig, viser dette, at Loven, som idømte den, er kunstig, ikke naturlig. En naturlig Lov er en Rækkefølge af Tilstande, eller naar visse Vilkaar foreligger, vil andre blive den naturlige Følge. Dersom man ønsker at frembringe Vilkaar Nr. 2, maa man finde eller frembringe Vilkaar Nr. 1; Nr. 2 vil da blive den ufravigelige Følge. Disse Rækkefølger forandres aldrig, naar de er overladte til sig selv; men dersom en ny Tilstand indføres, vil den efterfølgende blive ændret. I Følge Tyngdeloven løber Vand nedad, og naar en Flod ledes ned ad en Skraaning, vil Vandet i den ufravigeligt løbe nedad; men man kan ændre Flodens Løb ved at dæmme op for den, man kan lede den i en anden Retning. Den Modstand, som Hindringen yder, maa da afballanceres efter Tyngdeloven, men dennes Kraft vedbliver at være aktiv og findes i det Tryk, der udøves paa Dæmningen. Den første Tilstand kaldes Aarsagen, den resulterende Tilstand Virkningen, og den samme Aarsag frembringer altid den samme Virkning, forudsat at ingen anden Aarsag indføres; i dette sidste Tilfælde bliver Virkningen et Resultat af begge Aarsager. Lovenes Lov. Karma er Naturens Lov i Ordets mest omfattende Betydning; den er det universelle Aarsagsforhold, Loven for Aarsag og Virkning. Den maa ses som Underlaget for alle specielle Love, alle Aarsager og Virkninger. Den er Naturens Lov i alle Aspekter og alle Underafdelinger. Den er ingen særlig Lov, men en universel Tingenes Tilstand, den ene Lov, af hvilken alle andre Love er

7 afhængige, som alle andre Love er et delvis Udtryk for. Bhagavad Gîtå siger, at ingen og intet, som ejer Legeme, kan undgaa den de straalende Engle, menneskelige Væsener, Dyr, Planter, Mineraler alt udvikles indenfor denne universelle Lov; selve Logos kommer naar Han er i et Legeme, dannet af et Univers indenfor denne Lovs Omraade, thi den omfatter al Manifestation. Saa længe noget Væsen er legemliggjort i Materie, betinget af Materie, saa længe er han under Karmas Lov. Et Væsen kan undslippe den eller hæve sig over et eller andet af dens Aspekter til en Tid men saa længe han er i Manifestation, kan han ikke komme udenfor denne Lov. Det Evige Nu. Aarsagsforholdenes universelle Lov sammenbinder alt, hvad der sker i en Manifestation, thi den er det universelle Forhold imellem alt, hvad der eksisterer dette er Karma. Den fremtræder derfor samtidig med et hvilket som helst særligt Univers. Karma er saaledes evig ligesom det universelle Selv. Dette universelle Forhold imellem alt er altid. Det begynder aldrig; det ophører aldrig. Det uvirkelige har ingen Tilværelse; det virkelige ophører aldrig at være. Intet eksisterer isoleret, uden Forhold, og Karma er det indbyrdes Forhold imellem alt, hvad der eksisterer. Denne Lov manifesteres paa samme Tid, som et Univers fremtræder, og hvad dette sær-lige Univers angaar, bliver den latent, idet dets Manifestation ophører. I Altet er Alting altid; alt, hvad der har været, alt, hvad der nu er manifesteret, alt, hvad der kan blive, alle Muligheder saavel som alle Virkeligheder er altid tilstede i Altet. Det, som gaar udad, som fremtræder i Tilværelse, er det manifesterede Univers. Det indre, det ikke udfoldede, er det umanifesterede Univers. Men det indre, det umanifesterede, er ligesaa virkeligt som det ydre, det manifesterede. Det indbyrdes Forhold mellem Væsener, hvad enten de er i eller udenfor Manifestation, er den evige Karma. Da Tilværelse aldrig ophører, vedvarer Karma ligeledes bestandigt; den er altid. Naar en Del af, hvad der er samtidigt i Altet, bliver manifesteret i et Univers, fremtræder det evige, indbyrdes Forhold i Rækkefølge og ses som Aarsag og Virkning. I den ene Tilværelse, Altet, er alt sammenlænket med alt andet, alt staar i Forhold til alt andet; i Fænomenernes Verden, det manifesterede Univers, er disse Lænker og Forhold udformede i sukcessive Hændelser, og Aarsagsforholdet fremtræder da i ordnet Rækkefølge i Tiden d.v.s. i Tilsynekomst. Nogle Studerende gyser tilbage fra dette metafysiske Synspunkt; men dersom Ideen: evig Tilværelse i hvilken alle Væsener altid er, ikke kan fattes, kan Midtpunktet ikke naas. Saa længe vi tænker fra Omkredsen, er der altid et Spørgsmaal bag ethvert Svar, endeløse Begyndelser og Slutninger med et hvorfor bag enhver Begyndelse. Hvis den Studerende vil undgaa dette, maa han taalmodigt søge ind til Midtpunktet og lade Forestillingen om Altet sænke sig i hans Sind, indtil den bliver en stedse nærværende Del af hans mentale Udrustning. Da bliver det muligt at fatte Universerne i Periferien, og det universelle, indbyrdes Forhold mellem alle Ting set samtidig fra Midtpunktet fremtræder naturligt som Aarsagers og Virkningers Rækkefølge i Periferien. Det er blevet sagt, at det Evige 2 Gud er som et Ocean, der slynger 2 Hindu-Benævnelsen er Brahman eller, mere korrekt, Nirguna Brahman, Brahman uden

8 Universer op som Bølger. Oceanet symboliserer Tilværelse uden Form; det er altid det samme. Bølgen har Form og Attributer, fordi den er en Del. Bølgerne hæver og sænker sig, de brister i Skum og Bølgernes Skumsprøjt er som Verdener i et Univers. Eller vi kan tænke paa et mægtigt Vandfald lig Niagara, hvis Vandmasse er een Strøm, inden den naar Faldet; da deles den i utallige Draaber, der hver for sig reflekterer Lyset; og Draaberne er som Verdener, og Regnbuen, de danner, er det mangefarvede Liv. Men Vandet er eet, medens Draaberne er mange, og Livet er eet, skønt Væsenerne er mange. Gud, manifesteret eller umanifesteret er een og den samme skønt forskellig, skønt aabenbarende Attributer i Manifestation og uden Attributer, naar Han ikke er manifesteret. Logos og Hans Univers er eet, skønt Han er Enheden og Universet Forskelligheden; Han er Livet og Universet Formen. Karma er latent, naar Universet er umanifesteret; thi de manifesterede Væsener er kun Forestillinger i den Umanifesterede; i Manifestation er Karma aktiv, thi alle Dele af et Univers, et System, en Verden, staar i indbyrdes Forhold. Videnskaben erklærer, at ikke den mindste Del kan bevæge sig, uden at dette berører Helheden; inden for videnskabelige Kredse raader der ingen Meningsforskel angaaende dette. De indbyrdes Forhold er universelle, og intet kan brydes; thi et Brud i een Verden vilde bryde det Heles Enhed. Naturlovenes Ubrydelighed hviler paa deres Universalitet, og et Brud paa Loven i hvilken som helst Del af Universet vilde være det samme som universelt Kaos. Rækkefølge. Vi har set, at ligesom Manifestationen af et Univers medfører Rækkefølge i Fænomenerne, saaledes bliver det universelle, indbyrdes Forhold til en Kæde af Aarsag og Virkning. Men enhver Virkning bliver i sin Tur en Aarsag og saaledes fremdeles i det uendelige, idet Forskellen mellem Aarsag og Virkning ikke beror paa Naturen, men paa Forholdene. De indbyrdes Forhold, som er tilstede i det Eviges Tanke, fremtræder som indbyrdes Forhold imellem Fænomenerne i det manifesterede Univers en Del af Tanken, fremtrædende som et Univers. Forinden et særligt Univers manifesteres, vil det blivende Univers og dets indbyrdes Forhold være tilstede i det Eviges Tanke. Det, som er tilstede samtidigt udenfor Tid og Rum i det Evige Wu, fremtræder gradvis, lidt efter lidt, i Tid og Rum som suksessive Fænomener. Naar vi forestiller os et Univers, dannet al Fænomener, maa vi forestille os disse Fænomener som fremtrædende i Rækkefølge, det ene efter det andet; men i det Eviges Tanke er de altid Rækkefølgernes Begrænsning findes ikke der. Endog i de lavere Verdener, hvor Tiden maales saa forskelligt, kan vi fange et Glimt af, hvorledes den tættere Materie forøger Begrænsningen. Mozart talte om en Bevidsthedstilstand, hvori han modtog en musikalsk Komposition som et eneste Indtryk, skønt han i sin almindelige, vaagne Bevidsthed kun kunde gengive dette ene Indtryk i en Række-følge af Noder. Eller for at tage et andet Eksempel: vi kan, idet vi betragter et Maleri, et Landskab eller et Figurbillede, modtage et Helhedsindtryk; men idet en Myre kryber hen over Maleriet, kan den kun modtage suksessive Indtryk af de Dele, den passerer. Attributer.

9 Ved Lignelser, ved Analogier, kan vi opnaa at faa et svagt Begreb om Forskellen paa, hvorledes et Univers viser sig for Logos, og hvorledes det viser sig for os. For Ham et enkelt Indtryk, en fuldkommen Helhed; for os en uendelig Række-følge, der langsomt, saare langsomt, udfolder sig. Saaledes bliver det, der for Ham er indbyrdes Forhold, for os en Rækkefølge. I Stedet for at se Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom som en Helhed, ser vi dem i Rækkefølge, Dag for Dag, Maaned efter Maaned, Aar efter Aar. Det, som er samtidigt og universelt, bliver suksessivt og særskilt for os, ufuldkomne Væsener som vi er Myrer, der kryber hen over det store Verdensmaleri. Gaar man op paa et Bjerg og ser ned over en By, da ser man, hvorledes Bygningerne danner Kvarterer, Gader o. s. v. Man faar et Helhedsindtryk. Men gaar man nede i Byen, maa man gaa fra Gade til Gade og mister derved Helhedsindtrykket. Det gaar paa samme Maade med Karma; vi ser kun de indbyrdes Forbindelser, Kædens enkelte Led, lidt efter lidt, det ene efter det andet, og vi kan derfor ikke se de suksessive Forbindelser imellem de enkelte Led saa begrænset er vort Syn. Saadanne Lignelser kan ofte hjælpe os til at danne os et Begreb om de usynlige Ting og tjene os som Krykker for vor haltende Forestillingsevne. Og ud af alt dette danner vi Grundvolden for vort Studium af Karma. Karma er de universelle, indbyrdes Forhold, der i ethvert Univers viser sig som Loven for Aarsag og Virkning som Følge af Fænomenernes suksessive Fremtræden, idet Universets Plan lidt efter lidt udfoldes. Aarsagsforholdet. Aarsagsforholdets Idé er bleven bestridt i den nyere Tid; saaledes har Huxley f. Eks., i The Contemporary Review, hævdet, at vi kun kender Virkningen, ikke Aarsagen; han sagde, at dersom en Bold bevæger sig, efter at man har slaaet til den, bør man ikke sige, at det er Slaget, som har foraarsaget Bevægelsen, men kun, at det blev efterfulgt af Bevægelsen. Denne yderliggaaende Skepticisme var et Særkende for mange af det nittende Aarhundreder store Mænd en naturlig Reaktion efter Middelalderens naive Lettroenhed. Reaktionen gjorde sin Nytte; men den forsvinder nu lidt efter lidt som alle Yderligheder. Forestillingen om Forholdet mellem Aarsag og Virkning opstaar helt naturligt i Menneskets Sind, skønt vore Sanser ikke er i Stand til at bevise denne Forestillings Rigtighed ; men naar et Fænomen ufravigeligt er bleven efterfulgt af et vist andet Fænomen i Løbet af lange Tidsperioder, saa sammenkædes disse to i vor Bevidsthed, og naar det ene viser sig, venter vi ogsaa at se det andet. Den Kendsgerning, at Nat ufravigeligt i umindelige Tider er bleven efterfulgt af Dag, har givet os en fast Overbevisning om, at Solen vil staa op i Morgen, som den har gjort det i talløse forgangne Dage. Men Rækkefølge forudsætter imidlertid ikke nødvendigvis Aarsag og Virkning; vi betragter ikke Dagen som en Følge af Natten eller omvendt fordi de ufravigeligt følger efter hinanden. For at kunne hævde Aarsagsforholdet er det nødvendigt, at Fornuften skal erkende, hvad Sanserne ikke formaar at skelne en Forbindelse mellem de to Ting, der ufravigeligt fremtræder i Rækkefølge. Rækkefølgen af Nat og Dag foraarsages hverken af Dagen eller af Natten

10 begge er en Følge af Forholdet mellem Jorden og Solen; dette indbyrdes Forhold er en sand Aarsag, erkendt af Fornuften, og saa længe dette Forhold vedvarer uforandret, vil Dag og Nat være Virkningerne. For at erkende een Ting som Aarsag til en anden maa Fornuften kunne se et Forhold, en Forbindelse imellem dem, som er tilstrækkelig til, at den ene kan frembringe den anden; da, og kun da, kan man med Rette hævde, at Aarsagsforholdet er tilstede. Forbindelser imellem Fænomener, aktive Forbindelser, som aldrig brydes, og som erkendes af Fornuften som aktive, idet det ene Fænomen altid og overalt bringer det andet til at vise sig, efter at det første har vist sig dem kalder vi Aarsagsforhold. De er Skyggen af de indbyrdes Forhold, som eksisterer i det Evige, udenfor Tid og Rum, og de fremtræder i et manifesteret Univers, hvor som helst de nødvendige Betingelser for deres Fremtræden er tilstede. De indbyrdes Forhold er et Udtryk for Logos' Natur, en Udstrømning af den evige Virkelighed; hvor der i det Evige findes indbyrdes Forhold, som kræver Rækkefølge for at kunne manifesteres i Tid der er Aarsagsforhold. Naturens Love. Det næste Skridt i vort Studium fører os til en Betragtning af Naturens Love. Hele Universet er indbefattet i Ideerne: Rækkefølge og Aarsagsforhold; men naar vi kommer til, hvad vi kalder Naturlovene, formaar vi ikke at afgøre, hvor stort det Omraade er, til hvilke de er begrænsede. Videnskabsmænd tvinges til at udtale sig med større og større Forsigtighed, efterhaanden som de bevæger sig udenfor de faktiske Iagttagelsers Omraade; thi det er muligt, at Aarsager og Virkninger, som er vedvarende og uforanderlige indenfor vore lagttagelsers Omraade ikke eksisterer i andre Regioner; det er ogsaa muligt, at Forhold, som her viser sig som uforanderlige, kan forstyrres ved en Indbryden af en eller anden Aarsag en Aarsag, som vi ikke paa vort nuværende Udviklingstrin er i Stand til at iagttage, skønt den sandsynligvis ikke er udenfor Erkendelsens Grænser. I Decennierne 1850 til 1890 blev der fremsat mange bestemte Paastande angaaende Energiens Bevarelse og Materiens Uforgængelighed. Det blev hævdet, at der i Universet fandtes et vist Kvantum Energi, som hverken kunde forøges eller formindskes; at alle Kræfter var Former af denne Energi og kunde forvandles fra den ene Form til den anden; at en vis given Krafts Kvantum som f. Eks. Hede kunde variere, men Kraftens Totalsum blev uforandret. Ligesom Tallet 20 kan udgøres af 20 Enere eller af 10 Toere eller af o.s.v., uden at Totalsummen forandres, paa samme Maade forholdt det sig med de forskellige Former og To-talsummen af Kraft. Der blev fremsat lignende Paastande m.h.t. Materie; den var uforgængelig og dens totale Kvantum derfor uforanderlig det samme. Nogle som Ludwig Buchner erklærede, at de kemiske Elementer var uforgængelige, at et Kul-Atom var for alle Tider et Kul-Atom o. s. v. Paa disse to Ideer byggede den Tids Videnskabsmænd, og de dannede Materialismens Grundvold. Men nu er det konstateret, at kemiske Elementer kan opløses; og hvad selve Atomet angaar, da er der stor Uklarhed m.h.t. Opfattelsen af, hvad det egentlig er. Er det en Hvirvel i Æteren, eller er det maaske kun et Hul, hvori der ingen Æter er? Maaske findes der Atomer, gennem hvilke Kraften strømmer ind, andre, gennem hvilke den strømmer ud hvorfra? hvorhen? Er det muligt, at fysisk Materie kan blive usynlig, opløse

11 sig i Æter? Alt er nu underkastet Tvivl, hvor forhen var Vished. Dog et Univers har sin Begrænsning. Kun indenfor et vist Omraade kan vi med Sikkerhed tale om Naturens Love. Hvad er en Naturlov? Mr. L. N. Farquhar erklærer i en Artikel om Hinduisme optaget i The Contemporary Review for Juli 1910 at dersom Hinduerne ønsker at gennemføre Reformer, saa maa de opgive Idéen angaaende Karma. Han kunde ligesaa gerne sige, at dersom man ønsker at flyve, saa maa man opgive Idéen om Atmosfæren. At forstaa Karmas Lov er ikke at give Afkald paa Virksomhed, men at kende de Betingelser, under hvilke Virksomhed bedst kan udøves. Mr. Farquhar, der øjensynligt har studeret moderne Hinduisme omhyggeligt, har ikke formaaet at fatte Karmas Idé, som den læres i de gamle, hellige Skrifter og i moderne Videnskab. En Naturlov er ikke en Befaling, men en Konstatering af Vilkaar. Dette kan ikke gentages for ofte eller betones stærkt nok. Naturen befaler ikke dette eller hint; den siger: Her er visse Vilkaar, visse Betingelser; hvor de er tilstede, vil det og det Resultat ufravigeligt blive Følgen. En Naturlov er en ufravigelig Følgerække. Dersom man ikke synes om Resultatet, da maa man forandre de forudgaaende Vilkaar eller Tilstande. Uvidende er man hjælpeløs prisgivet Naturens skadelige Kræfter; den Vise er derimod Herre, og Naturens Kræfter tjener ham lydigt. Enhver Naturlov er en Kraft, der frembyder Muligheder, ikke en Tvang; men uden Kundskaber kan Mulighederne ikke udnyttes. Vand koger ved 100 C. under normalt Tryk. Dette er Vilkaaret. Gaa op paa et Bjerg; Trykket formindskes Vandet koger ved 95. Men af dette Vand, hvis Temperatur kun er 95, kan man ikke lave en god Kop The. Forbyder Naturen os da at lave god The oppe paa et Bjerg af en vis Højde? Aldeles ikke; under normalt Lufttryk koger Vandet ved den Temperatur, der er nødvendig for, at The skal blive velsmagende; er Trykket mindre, saa maa dette Deficit erstattes. Den flyende Damp maa holdes tilbage, indtil Temperaturen stiger til 100 og Theen bliver god. For at fremstille Vand af Ilt og Brint behøves en vis Temperatur, som kan opnaas ved Hjælp af den elektriske Gnist; men dersom man holder Temperaturen paa Nulpunktet eller erstatter Brint med Kvælstof, saa kan man ikke fremstille Vand. Naturen stiller visse Vilkaar, der resulterer i Fremstillingen af Vand, og de kan ikke ændres; vil man fremstille Vand, maa man opfylde disse bestemte Vilkaar. Uden disse intet Vand; med disse frembringes ufravigeligt og uundgaaeligt Vand. Er vi bundne eller frie? Det staar os frit for at opfylde de Vilkaar, Naturen har stillet; men vi er bundne til Resultatet, naar vi har opfyldt dem. Videnskabsmanden, som ved dette, staar ikke hjælpeløs over for Vanskeligheder; han udfinder de Vilkaar, som er de nødvendige Betingelser for at opnaa de Resultater, han ønsker, sikker paa Udfaldet af sine Bestræbelser. Hvad Loven lærer os. Kundskab er Magt; dette er, hvad Videnskaben har forkyndt for den nulevende Generation. Religionerne har forkyndt dette for Aartusinder siden, men mere dogmatisk, mindre rationelt. Videnskaben beviser, at Kundskab er Vilkaaret for Frihed, og at Mennesket kun kan herske i Forhold til sin Viden. Videnskabsmanden iagttager Følgerækker; atter og atter udfører han sine

12 Forsøg og Eksperimenter; han fjerner alt tilfældigt og uvæsenligt, og langsomt, men sikkert opdager han, hvad der danner et uforanderligt Kausalsammenhæng. Sikker paa sine Fakta handler han med urokkelig Tillid, og Naturen vil uden Skygge af Afvigelse belønne hans rationelle Sikkerhed med Held. Forskerens sublime Taalmodighed er grundet paa denne urokkelige Tillid til Naturlovenes Uforanderlighed. Luther Burbank i Kalifornien saar Millioner Frø, udvælger nogle Tusind Planter, parrer et Par Hundrede og gaar taalmodigt, Skridt for Skridt, fremad mod sit Maal; han stoler paa Naturens Love, og dersom hans Forsøg mislykkes, ved han, at Fejlen er hans ikke Naturlovenes. En af Naturens Love bevirker, at fysiske Legemer drages mod Jordens Midtpunkt. Skal jeg derfor sige: Jeg kan ikke gaa op ad en Trappe; jeg kan ikke flyve i Luften? Nej, thi der er ogsaa andre Love. Imod den Kraft, der drager mig mod Jorden, anvender jeg en anden Kraft, opsamlet i mine Muskler, og ved dens Hjælp hæver jeg mit Legeme. Er mine Muskler bleven svækkede ved en haard Sygdom, formaar jeg ikke uden Hjælp at gaa op ad en Trappe; men under normale Forhold anvender jeg min Muskelkraft og gaar opad uden at bryde nogen Naturlov. Den Vished, at Loven ikke kan brydes, binder os ikke den befrier os. Den muliggør al Videnskab og bringer Menneskenes Anstrengelser i Overensstemmelse med Fornuften. I et lovløst Univers vilde Anstrengelser være frugtesløse, Fornuft unyttig. Vi vilde være som de Vilde, der skælver overfor ukendte, forunderlige, uberegnelige, frygtelige Kræfter. Vi behøver blot at forestille os en Kemiker i et Laboratorium, hvor Kvælstof snart var uvirksomt, snart eksplosivt, hvor Ilt virkede livgivende i Dag og kvælende i Morgen! Vi turde ikke vove at røre os i et lovløst Univers, thi vi kunde aldrig beregne Virkningen af vore Handlinger. Vi handler trygt og sikkert paa Grund af Lovens Uforanderlighed. Karma knuser os ikke. Naturens store, alt omfattende Lov det er Karma. Ligesom vi kan bevæge os med Sikkerhed i det fysiske Univers, naar vi kender dets Love, saaledes kan vi bevæge os i de mentale og moralske Universer med større og større Sikkerhed, alt eftersom vi lærer deres Love at kende. Det store Flertal af Menneskeslægten befinder sig m.h.t. mental og moralsk Uvidenhed omtrent i samme Situation som et Menneske, der vægrede sig ved at gaa op ad en Trappe paa Grund af Tyngdeloven. De sætter sig hjælpeløst hen og siger: Jeg kan ikke gøre for det, det er nu engang min Natur. Ganske vist, det er Menneskets Natur, skabt af ham selv i Fortiden, og det er hans Karma. Men forstaar han Karmas Lov, kan han forandre sin Natur; han kan omdanne den fra Dag til Dag. Mennesket er ikke voldgivet en uundgaaelig Skæbne, paatvunget udefra; det lever i en lovbunden Verden, fyldt af Kræfter, som kan benyttes til at tilvejebringe den Tingenes Tilstand, som ønskes. Kundskab og Vilje det er, hvad der behøves. Man maa gøre sig klart, at Karma ikke er en Kraft, som knuser, men en Konstatering af Betingelser, der, naar de opfyldes, frembringer uundgaaelige Resultater. Saa længe Mennesket lever letsindigt og uden Eftertanke, vil det være lig den, der flyder med Strømmen, og som drives

13 ud af sin Kurs af enhver tilfældig Hindring, fanges ind af enhver Strømhvirvel. Dette kaldes saa Uheld, Ulykke. Loven gør det muligt for Mennesket at fuldføre sine Planer og stiller Kræfter til dets Raadighed, som det kan benytte. Det kan modificere, forandre, omdanne sin Natur som er det uundgaaelige Resultat af dets Tanker, Begær og Handlinger i Fortiden; dets fremtidige Natur vil blive det ligesaa uundgaaelige Resultat af de Anstrengelser, som nu maalbevidst gøres. Vanen er den anden Natur, siger Ordsproget, og Tanker skaber Vaner. Hvor Loven hersker, er intet Fremskridt umuligt; Karmaloven er derfor Garantien for Menneskets Udvikling til mental og moralsk Fuldkommenhed. Det er nu vor Opgave At tillæmpe denne Lov paa det almenmenneskelige, praktiske Liv. Det er Mangelen paa en klar Forstaaelse af Forholdet mellem evige Principper og forbigaaende Hændelser, som har bevirket, at den moderne Religion staar saa magtesløs overfor det praktiske Liv. En Mand vil holde sin Baggaard ren, dersom han har et klart Begreb om Forholdet mellem Smuds og Sygdom; men han forsømmer at rense sin mentale og moralske Baggaard, fordi han ikke forstaar, at der er en bestemt Forbindelse imellem hans mentale og moralske Ufuldkommenheder og de forskellige, uhyggelige Erfaringer, som Præsterne truer ham med efter Døden. Enten tror han aldeles ikke paa disse Trusler og fortsætter sit letsindige Liv eller han haaber at kunne slippe fri for dem ved en eller anden Slags kunstig Overenskomst med de højere Magter; i intet Tilfælde føler han sig opfordret til at gøre nogen Anstrengelse for at forandre sit Levned. Men bliver det ham klart, at Loven er ligesaa ubrydelig i den mentale og moralske Verden som i den fysiske, saa tør man maaske haabe, at han vil blive ligesaa fornuftig m.h.t. sine mentale og moralske Baggaarde, som han er det m.h.t. den fysiske. Vi betragter det som givet, at Mennesket normalt lever i tre Verdener: Den fysiske, den emotionelle eller astrale og den mentale, og at dets Forbindelse med disse Verdener finder Sted gennem Legemer, dannede af hver Verdens særlige Type af Materie, og at Mennesket udtrykker sig handler, føler og tænker gennem sit tilsvarende Legeme. Det skaber derfor Resultater i disse tre Verdener i Overensstemmelse med deres respektive Love og Kræfter, og alle disse Resultater kommer ind under Karmas alt omfattende Lov. I Dagens Løb, i vaagen Tilstand, skabes der Karma i de tre Verdener gennem Tanke, Følelse eller Begær og Handling. Naar det fysiske Legeme sover, skabes der Karma i de to Verdener, den astrale og mentale, i Forhold til det Udviklingstrin, paa hvilket Mennesket befinder sig. Vi kan begrænse os til disse tre Verdener, thi Gennemsnitsmennesket lever ikke bevidst i de Verdener, der ligger over disse ; vi maa imidlertid ikke glemme, at vi er lig Træer, hvis Rødder er fæstede i de højere Verdener, og hvis Grene udbreder sig i de tre lavere, hvor vore dødelige Legemer lever deres forgængelige Liv, og i hvilke vor Bevidsthed arbejder. Love virker indenfor deres egne Omraader og maa studeres, som om de arbejdede uafhængigt; men ligesom enhver Gren af Videnskaben studerer sit specielle Felt uden dog derfor at tabe de mere vidtrækkende Betingelser af Syne, saaledes bør Mennesket medens det lever og arbejder i de tre

14 Verdener fastholde, at den mægtige Lov i sin Virken ogsaa omfatter de højere Verdener. Indenfor alle Omraader er Lovene uforanderlige og ubrydelige; enhver frembringer sin egen, fulde Virkning, skønt det endelige Resultat af deres Samvirken er den effektive Kraft, der bliver tilbage, naar alle hinanden modarbejdende Kræfter er afbalancerede. Alt, hvad der gælder for Love i Almindelighed, gælder ogsaa for Karma, den store Lov. Hvor der findes Aarsager, maa Virkninger følge; men ved at fjerne eller tilføje Aarsager modificeres Virkningerne. En Mand drikker; skal han derfor sige: Det er min Karma at være en Dranker? Han drikker dels paa Grund af visse Tilbøjeligheder, dels paa Grund af daarligt Selskab, og fordi han lever i Omgivelser, der gør det muligt for ham at kunne skaffe sig berusende Drikke. Lad os nu sætte, at der opstaar det Ønske i ham at overvinde sin slette Vane, og at han er klar over de tre Betingelser, der har bevirket, at han drikker. Han kan da sige til sig selv: Jeg er ikke stærk nok til at modstaa min Tilbøjelighed, naar jeg kan faa den tilfredsstillet, og naar jeg omgaas disse Mennesker, som frister mig. Jeg vil derfor undgaa de Steder, hvor Spiritus falbydes, og holde mig borte fra de Mennesker, der frister mig til at drikke. Saaledes forandrer han Betingelserne, eliminerer de to, og skønt han ikke formaar straks at forandre den tredie, opnaar han dog det Resultat, at han ikke længere bukker under for sin Tilbøjelighed til Drik. Han griber ikke forstyrrende ind i Karmas Lov; ikke heller gør den Ven dette, som formaar ham til at holde sig borte fra det Selskab og de Steder, der frister ham til at drikke. Karma tvinger ikke denne Mand til at blive en Dranker, men skaber visse Betingelser, der gør det sandsynligt, at han vil give efter for sin Tilbøjelighed en Følge af tidligere Livs Vane og Begær. Manden kan ogsaa forandre Betingelserne paa en anden Maade nemlig ved en kraftig Viljesanstrengelse; denne indfører ligeledes en ny Faktor, som vil forandre Resultatet ved at lægge til i Stedet for at trække fra. Saaledes kan Mennesket gribe ind i sin Karma og det staar enhver frit for at gøre dette, saa meget han formaar og ønsker. Man kan overvinde en Krafts Virkning ved at bringe en anden Kraft til Anvendelse overfor den som f. Eks. overvinde Tyngdeloven ved Muskelkraft. Loven er: De og de Aarsager frembringer de og de Virkninger. Loven er uforanderlig; men Fænomenernes Spil forandres uafladeligt. Den mægtigste af alle Aarsager er den menneskelige Vilje og Fornuft, og alligevel overser man i Reglen denne Aarsag, naar Talen er om Karma. Vi er Aarsager, fordi vi er Brudstykker af den guddommelige Vilje, i vort inderste Væsen et med Gud, skønt fængslede i vor Uvidenhed og tvungne til at arbejde, indhyllede i den grove Materies Slør, der hindrer os, indtil vi besejrer den ved at aandeliggøre den. Karmas Uforanderlighed er ikke Virkningernes men Lovens Uforanderlighed og det er dette, der muliggør vor Frigørelse. Vi vilde i Sandhed være Slaver i en Verden, i hvilken alt beroede paa Tilfældigheder; men i en Lovens Verden staar vor Frihed og vor Sikkerhed i Forhold til vor Kundskab og vor Viljestyrke. Middelalderens Kemikere var paa ingen Maade frit stillede m.h.t. at tilvejebringe de Resultater, de ønskede; de famlede i Blinde og maatte tage Resultaterne, som de kom, ofte aldeles uforudsete og endog meget farlige for dem selv. Resultatet af et Eksperiment kunde være en nyttig Frembringelse eller det kunde sprænge den, der foretog det, i Luften. Roger Bacon frembragte Resultater, der kostede ham et Øje og en Finger, og som af

15 og til kastede ham bevidstløs til Gulvet i hans Celle; kommer vi udenfor vore Kundskabers Omraade, er vi alle i Fare, og enhver Aarsag, vi sætter i Gang, kan ødelægge os, thi de fleste af os er i de mentale og moralske Verdener endnu mere uvidende, end Roger Bacon var, hvad kemiske Eksperimenter angaar i denne fysiske Verden. Det er kun indenfor vore Kundskabers Omraade, at vi kan arbejde med Sikkerhed og Tryghed lig den moderne, vel træ-nede Kemiker i vor Tid i sit Laboratorium. I alle de Verdener, i hvilke vi lever nu, gælder det, at jo mere vi ved, jo mere kan vi forudse og kontrollere. Fordi Loven er ubrydelig, er Kundskab Betingelsen for Frihed. Lad os derfor studere denne Karmas Lov og anvende vor Kundskab til at faa det bedst mulige ud af Livet. Hvor mange siger ikke: Aa, hvor jeg vilde ønske, at jeg var god! uden at gøre det ringeste Forsøg paa at bruge Loven, uden at skabe de Aarsager, hvis Virkninger er Godhed. Det er, som om en Kemiker vilde sige: Aa, hvor jeg vilde ønske, at jeg havde Vand! uden at sørge for, at de nødvendige Betingelser til at frembringe Vand var tilstede. Vi maa atter minde om, at enhver Kraft arbejder langs sin egen, særlige Linie, og at naar et Antal af Kræfter indvirker paa et bestemt Punkt, bliver Resultatet Summen af dem alle. Ligesom vi i vor Skoletid lærte at konstruere et Parallellogram af Kræfter for derefter at finde Resultatet af deres Blanding, saaledes maa vi hvad Karma angaar lære at forstaa Kræfternes Konflikt og deres Samvirken, naar det gælder at frembringe et vist Resultat. Vi hører Folk spørge, hvorfor et godt Menneske har Uheld med sig, hvad Forretninger angaar, medens et slet Menneske har Held med sig. Svaret er, at der er intet Aarsagsforhold imellem Godhed og den Forretningsdygtighed, der skaber Held. Man kunde ligesaa gerne sige: Jeg er et godt Menneske, hvorfor kan jeg ikke flyve i Luften? Tennyson peger paa en stor Lov, naar han i sit Digt om Belønning hævder, at Dydens Belønning er hverken Støv eller Hvile eller Nydelse, men en aktiv Udødeligheds Hæder. Dyden er sin egen Belønning i Ordenes fulde Betydning. Er vi sanddru og paalidelige, vil vor Belønning være, at vor Natur bliver endnu mere sanddru; og saaledes vil det forholde sig med enhver Dyd. Karmiske Resultater kan kun blive af samme Natur som deres Aarsager; de er ikke vilkaarlige, saaledes som menneskelige Belønninger. Forstaa Sandheden. Hvad her er sagt, synes selvindlysende; men hvorledes er da den almindelige, meget udbredte Forestilling, at Godhed burde have Fremgang og Held til Følge, opstaaet? Vi kan kun bekæmpe en fejlagtig Anskuelse, naar vi forstaar det Brudstykke af Sandheden, som er dens inderste Kærne, som giver den Livskraft, og som bevirker, at den vedblivende har Tilhængere. I dette Tilfælde er Sandheden den, at dersom et Menneske bringer sig i Harmoni med den guddommelige Lov, bliver Lykke Resultatet. Fejlen er, at man identificerer verdsligt Held og Fremgang med Lykke, og at man ikke har noget Begreb om de uhyre Tidsperioder, i hvilke Menneskets Udvikling i de tre Verdener foregaar. Lad os sætte, at Forretningsmanden beslutter at være ærlig og ikke at berige sig paa andres Bekostning. Han ser, at de usandfærdige og samvittighedsløse er langt heldigere end han. Er han svag, bliver han mismodig og efterligner dem maaske. Er han stærk, tænker han: Jeg vil

16 arbejde i Harmoni med den guddommelige Lov, lad det saa gaa, som det vil, hvad de øjeblikkelige, verdslige Resultater angaar ; indre Fred og Lykke vil da blive ham til Del men Held maa han ikke gøre Regning paa. Dog i det lange Løb vil han ogsaa opnaa dette, thi hvad han taber i Penge, det vinder han i Tillid, medens den, der blot een Gang gør sig en utilbørlig Fordel, meget let falder for Fristelsen til atter at benytte uhæderlige Midler og tilsidst mister han Folks Tillid. I et Samfund, grundet paa Konkurrence, vil den samvittighedsløse som Regel være heldig og kunne samle Formue; men i et kooperativt Samfund vil det utvivlsomt lønne sig at være samvittighedsfuld og ærlig. Tager man den Beslutning at følge den guddommelige Lov, da maa man modtage sin Handlemaades Resultater; ikke maa man vente at faa Godhed og Ærlighed betalt i klingende Mønt, og ikke heller maa man se det som uretfærdigt, at samvittighedsløs Snuhed naar sit Maal. Der fortælles i Indien en lærerig Historie om en Mand, der var bleven forurettet, og som henvendte sig til Kongen for at faa sin Fjende straffet. Kongen overlod det til Anklageren selv at bestemme Straffen, og Manden bad da Kongen om at gøre den, der havde forurettet ham, rig. Da Kongen spurgte om Grunden til dette mærkelige Ønske, svarede Manden, at Rigdom og verdslig Fremgang vilde være den største Fristelse for hans Fjende til yderligere at øve Uret, og dette vilde atter paadrage ham bitre Lidelser i Livet efter Døden. Meget ofte er gode Kaar Dydens værste Fjende, og hvad mange anser for god Karma medfører ofte slette Resultater. Mange, som har skikket sig vel i Modgang, farer vild i Medgang og lader sig beruse af verdslige Nydelser. Lad os nu undersøge, hvorledes et Menneske paavirker sine Omgivelser, eller for at tale videnskabeligt, hvorledes Organismen virker paa Omgivelserne. Mangfoldige er de Maader, paa hvilke denne Paavirkning finder Sted; men de kan alle henføres til Selvets tre Udtryksformer: Vilje, Tanke og Handling. Det udviklede Menneske formaar at samle sine Energier og sammensmelte dem til een, rede til at sendes ud og foraarsage Handling. Denne Koncentration af Energierne til een samlet Kraft, der i anspændt Venten holdes tilbage i Menneskets Indre, lig et Kobbel ivrige Jagthunde, er Viljen; den er en indre Samling, en af Selvets tre Udtryksformer. I de undermenneskelige Naturens Riger og i de uudviklede Menneskeracer er det de ydre Ting, det, der omgiver det levende Væsen, og som vækker snart Lyst- snart Smertefølelse, som stimulerer Energierne og fremkalder Virksomhed; vi kalder disse mangfoldige Energier, vakt til Liv ved ydre Genstande, Begær, hvad enten de ydre Ting virker tiltrækkende eller frastødende. Det er først, naar alle Kræfter drages indad og rettes mod et eneste Formaal, at man bør benævne denne eneste Energi, rede til at give sig Udtryk, collie. Denne Vilje er et Udtryk for Selvet, d.v.s. den ledes af Selvet; Selvet bestemmer dens Retning og grunder sin Beslutning paa tidligere Erfaringer. For de undermenneskelige og lavere menneskelige Væseners Vedkommende er Begær en meget fremtrædende Faktor, hvad Karma angaar, en Faktor, der foraarsager de mest blandede og indviklede Resultater; i de højere Menneskeracer er Viljen en mægtig karmisk Aarsag, og efterhaanden som et Menneske formaar at forvandle sine Begær til Vilje, styrer han selv sine Stjerner. Det Udtryk for Selvet, som kaldes Tanke, tilhører det Aspekt, gennem hvilket Selvet lærer den ydre Verden at kende, Erkendelsens Aspekt. Dette samler

17 Kundskab, og Selvets Arbejde med den samlede Kundskab er Tanke. Her har vi atter en meget vigtig Faktor, hvad Karma angaar, idet Tanken er skabende og bygger Karakteren. Det Udtryk for Selvet, som direkte paavirker Omgivelserne, er Handling, Selvets Virkning paa Ikke-Selvet. Evnen til at koncentrere alle Energier i een er Vilje; Evnen til at opfatte den ydre Verden er Erkendelse; Evnen til at paavirke denne ydre Verden er Handling. Handling følges uundgaaeligt af en Reaktion fra den ydre Verden Karma. Den indre Aarsag til denne Reaktion er Vilje; dens Natur skyldes Erkendelse; Reaktionen fremkaldes umiddelbart af Handling. Disse danner de tre Traade i det karmiske Reb. De tre Skæbnegudinder. Gud skabte Mennesket i sit eget Billede, siges der i Hebræernes hellige Skrift, og Treenighederne i de store Religioner symboliserer de tre Aspekter af den guddommelige Bevidsthed, genspejlet i den menneskelige. Teosofens Første Logos, Hinduens Mahadeva, Faderen i den kristne Religion, er Viljens Repræsentanter, Loven, som bygger, planlægger Universet. Anden Logos, Vishnu, Sønnen, repræsenterer Visdommen, den alt bevarende og alt gennemtrængende Kraft, som opretholder, bevarer Universet. Tredie Logos, Brahma, den Hellige Aand, repræsenterer den skabende Kraft, Handlingen, der manifesterer Universet. Der findes intet i guddommelig eller menneskelig Bevidsthed, der ikke er tilstede i en af disse tre Former, gennem hvilke Selvet manifesterer sig. I Materien finder vi atter tre fundamentale Egenskaber, der svarer til disse Bevidsthedstilstande, og uden disse Egenskaber vilde det være umuligt at manifestere Bevidsthed. Vi finder Inerti (Tamas), Stabilitet, Grundvolden for alle Ting, nødvendig for al Tilværelse, Egenskaben, der svarer til Viljen. Vi finder Bevægelighed (Rajas), Ustadighed, Evnen til Bevægelse, der svarer til Virksomhed. Vi finder Rhytme (Sattva), Evnen til at udjævne, harmonisere Bevægelse (uden denne Evne vilde Bevægelse blive kaotisk, ødelæggende), som svarer til Erkendelse. Yoga-Systemet, der betragter alt fra Bevidsthedens Standpunkt, benævner denne rhytmiske Egenskab Erkendelighed det, der bevirker, at Aand kan erkende Materie. Alt dette findes i vor Bevidsthed, og det indvirker paa Omgivelserne, og alle Omgivelser, paavirkede af vor Bevidsthed, danner vor Verden. Det indbyrdes Forhold mellem vor Bevidsthed og vore Omgivelser er vor Karma. Ved disse tre Bevidsthedens Egenskaber spindes vor individuelle Karma; det universelle indbyrdes Forhold imellem Selvet og Ikke-Selvet specialiseres af os og skaber dette individuelle indbyrdes Forhold. Efterhaanden som vi hæver os over Adskilthed, bliver det individuelle atter universelt; men dette universelle indbyrdes Forhold kan ikke overskrides, saa Iænge Manifestation vedvarer. Denne Specialisering af det universelle og den senere Forening af det specialiserede danner Verdens evige 'Veje Vejen nedad (i Materien) for at samle Erfaring, og Vejen opad, der bringer Erfaringens Høst tilbage; dette er Evolutionens store Hjul saa ubarmhjertigt, set fra Materiens Standpunkt, saa skønt, set fra Aandens Standpunkt. Livet er ikke et Skrig, men en Sang.

18 Trekløvernes par. Vi har saaledes aandelige Faktorer, som skaber Karma, og tre tilsvarende Egenskaber tilhørende Materien, og vi maa studere disse for at blive i Stand til at skabe den bedst mulige Karma. De kan studeres i forskellige Rækkefølger, men af flere Grunde er det heldigt at begynde med Erkendelsens Faktor, fordi vi i den finder Evnen til at erhverve Kundskab og til at træffe et Valg. Vi kan forandre vore Begær ved Hjælp af Tanken, men vi kan ikke forandre vore Tanker ved Hjælp af Begær skønt Begær kan farve vore Tanker. Den endelige Analyse vil derfor vise, at Tanken bestemmer Handling. Den primitive Vilde saavel som det spæde Barn viser et Stadium, paa hvilket Handling bestemmes af Attraktion og Repulsion (Tiltrækning og Frastødning eller Lyst- og Ulystfølelse). Men Erindring opstaar næsten øjeblikkeligt; Erindring om en Lystfølelse, et Behag, fremkalder Ønsket om atter at for-nemme dette; med Erindringen om Ulystfølelsen, det ubehagelige, opstaar Ønsket om at undgaa en Gentagelse. En Ting har været tiltrækkende, den erindres, d.v.s. den genopleves i Tanken, Ønsket om atter at erfare denne Lystfølelse opstaar, og Handlingen, der gør dette muligt, følger. De tre kan i Virkeligheden ikke adskilles, thi Tanke og Begær gaar forud for enhver Handling. Handling er den usynlige Tankes og det usynlige Begærs ydre, synlige Tegn, og idet den fuldbyrdes, fødes nye Tanker og nye Begær. Disse tre danner en Cirkel, der kan forfølges i det uendelige. Tanken, Bygmesteren. Nuvel Tanken bearbejder Materie, enhver Forandring i Bevidsthed besvares af en Vibration i Materie, og en lignende Forandring ligemeget hvor ofte den gentages fremkalder en lignende Vibration. Denne Vibration er stærkest i den Materie, som er Frembringeren nærmest hans eget mentale Legeme. Dersom man gentager en Tanke, gentages den tilsvarende Vibration; og jo oftere en Tanke gentages, jo lettere bliver det at frembringe den tilsvarende Vibration, idet det er lettere for Materien at gentage en Vibration end at vibrere paa en ny Maade. Efter megen Gentagelse vil et mentalt Legeme faa en Tilbøjelighed til automatisk at gentage Vibrationen for egen Regning; naar dette sker, fødes Tanken uden Bevidsthedens forudgaaende Virksomhed, idet Vibrationen i Materien og Tanken i Bevidstheden er uadskilleligt knyttede til hinanden. Naar man derfor nøje har overvejet en Dyd, en Følelse, en Sindsstemning eller et Ønske, og man er bleven enig med sig selv om det ønskelige i at besidde denne Dyd, at nære denne Følelse, saa begynder man lidt efter lidt at skabe en Tankevane. Efter moden Overvejelse koncentrerer man sin Tanke hver Morgen i nogle Minutter paa, hvad man ønsker at opnaa, og efter en Tids Forløb vil man erfare, at Tanken uvilkaarligt gentager sig ved Materiens ovenfor omtalte automatiske Virksomhed. Vedbliver man at danne denne Tankeform, skaber man en stærk Tankevane, som kun kan forandres ved i ligesaa lang Tid at lade Tanken arbejde i den modsatte Retning. Selv om Viljen gør Modstand, vil Tanken melde sig paany; mange kender dette af Erfaring, idet det er umuligt for dem at falde i Søvn paa Grund af plagende Tanker, som ufrivilligt vender tilbage. Dersom man saaledes har befæstet en Tankevane