4. søndag efter påske II Salmer: 754, 494, 478, 670, 492, 412, 722

Transkript

1 4. søndag efter påske II Salmer: 754, 494, 478, 670, 492, 412, 722 Teksten som vi hørte for et øjeblik siden handler om frihed, et ord som de fleste nok har en positiv mening om. Men hvad er frihed egentlig? Ja spørger man et skolebarn, vil der nok blive svaret at det er når klokke ringer og man har frikvarter eller klokken ringer ud til den seks uger lange sommerferie. Spørger man en voksen vil der sikkert blive svaret noget i retningen af økonomisk frihed, friheden til at kunne gøre hvad man har lyst til, måske er frihed også at kunne tænke, og sige hvad man vil. Og spørger man et ældre menneske vil vedkommende nok svare, at frihed er at være i stand til at klare sig selv og ikke at være fuldt ud afhængig af andres hjælp. Sådan er der stor forskel på hvordan frihed opfattes når forskellige aldersgrupper skal svare. Men fælles for dem alle er en holdning der udtrykker, at frihed er noget vi gerne vil skabe selv, og at frihed er et rum der er tilgængeligt for os, som vi kan fylde ud med hvad vi vil. Det er bare ikke helt den opfattelse som Jesus gør sig til talsmand for i dagens tekst. Han siger faktisk det stik modsatte. Frihed er ikke noget man skaber selv, nej det er noget man får givet. Derfor er frihed også at være

2 bundet til noget eller nogen, selv om det umiddelbart virker selvmodsigende. De fleste af os synes jo - lige som farisæerne i teksten til i dag - at vi allerede er frie. Vi har ikke brug for at nogen skal komme at befri os! Vi bor i et frit samfund. Vi er vore egne herrer! Vi er frie til at tænke, tro og handle som vi nu har lyst til! Spørgsmålet er så bare om det er virkelig frihed, når det kommer til stykket. Gang på gang ser vi jo hvordan mennesker midt i al denne såkaldte frihed, bliver bundet til noget, fx til alkohol, stoffer eller måske vold. Der er som regel ingen der vil indrømme at de ikke er frie. Selv de, der ikke kan lade være med at drikke sig fulde hver dag, eller som skal have deres stof hele tiden, vil påstå at de selv er herrer over det. De kan selv kontrollere det og holde op når som helst. Men det er bare ikke så let. Man tror man kan blive fri, - så længe man ikke prøver på det. Ægte frihed har vi kun, når vi er bundet på den rigtige måde. Det lyder jo måske selvmodsigende at man skulle være fri ved at være bundet. Men sådan er vi mennesker. Vi er altid bundet til et eller andet. Derfor er det godt at være bundet til noget godt: Til den kærlighed der holder os sammen, til Gud der har lovet at han vil være med os alle dage, og til medmenneskeligheden der gør at vi engang imellem kan sætte os selv til

3 side. For der hvor vi er bundet til det gode, kan vi brede vores vinger ud og nyde friheden. Der findes en historie om en dreng, der havde fået en drage, som han selvfølgelig skulle ud og sætte op på himlen. Det var et rigtigt blæsevejr den dag, så han fik hurtigt dragen højt op i luften, den fløj højere og højere og til sidst var der ikke mere snor tilbage på hans rulle. Han fik den idé at dragen alligevel skulle endnu højere op. Den skulle være endnu mere fri! Men den var jo bundet af snoren! Han tog en lommekniv frem og skar snoren over for at give dragen sin frihed. Men sådan gik det bare ikke! I samme øjeblik at dragen blev fri, begyndte den at falde mod jorden, tungt og hurtigt faldt den, indtil den lande med det brag nogle meter fra drengen. For dragen var kun fri til at flyve, så længe den var bundet. Men da snoren blev skåret over, kunne den ikke flyve mere! På samme måde er det med os mennesker. Vi tror måske også, at det er frihed, når vi klipper alle de snore over, som binder os til Gud, til hinanden og måske til kirken og til de traditioner vi står på skuldrene af. Og så oplever vi, at når snorene klippes over, så blev vi ikke mere fire. Ingen magter tilværelsen på egen hånd og det der så ud som frihed, ender med at blive til jernlænker.

4 Farisæerne som mødte Jesus dengang mente om sig selv, at de var frie, selvstændige mennesker! Nej, siger Jesus, det er I ikke! I er bundet på hænder og fødder af jeres synd! "Enhver som gør synden er syndens træl", siger han. Selv om I anstrenger jer nok så meget, ved I jo godt, hvordan det gik den ene gang efter den anden. I kan ikke lade være med gøre eller sige noget der sårer og støder andre! Og de ord hører ikke en fremmed tid og et fremmed sted til. Vi ved også at vi komme til at gøre eller sige ting der sårer og ødelægger, at alt det gode vi ville gøre, måske viser sig at være for meget og i stedet holder en anden nede. Men Jesus giver et nyt løfte der handler om frihed. Hvis I bliver I mit ord, skal I lære sandheden at kende siger han. Sandheden om, at intet menneske kan skabe sin egen frihed og sandheden om, at når vi lader os binde til Gud, så vil det mørke der også prøver at binde os, aldrig få overtaget. Jesu ord er talt, til en gruppe mennesker, der anser sig selv for at være frie, fordi de er Abrahams efterkommere, de er Guds udvalgte folk. De mener ikke de har brug for nogen frihed eller nogen der skal kæmpe for deres frihed og de reagerer med voldsom modstand mod Jesus. Den følelse stikker dybt i de fleste af os.

5 Vi ser det allerede når barnet når trodsalderen og kan klare alt selv, eller når konfirmanden smækker med døren i vrede over forældrenes manglende forståelse og måske ser vi den også i vores voksne selvforståelse. Vi vil gerne være frie, men vi vil selv tilkæmpe os den, vi ønsker ikke nogen befrier. Men Jesus slår hul den forestilling. For han vil lære os, at selv der hvor vi er allermest frie, der er vi bundet og selv der hvor vi tror vi kan befri os selv, der har vi alligevel brug for en befrier, brug for en der går sammen med os. Vi er ikke bare mennesker der er i stand til at skelne mellem godt og ondt, vi er også Guds børn, som det bliver sagt til os i dåben, bundet til Gud og derfor børn af hans hus. At være børn er godt og trygt. Vi er børn af vores forældre og har derfor oplevet hvordan det var at gå ind og ud af deres eller vores hjem. Men de fleste af os har sikkert også prøvet at have en god veninde eller ven, hvor vi er blevet modtaget som barn af huset, hvor man har kendt hinanden så godt, at både køleskab og hjemmesko har været til fri afbenyttelse. At være barn af huset betyder, at døren står åben for én dag og nat. Men samtidig gælder det, at man selv som barn af huset ikke er absolut fri. Man kan ikke slippe af sted med hvad som helst, for ethvert hus består af et fællesskab, og et fællesskab er nødt til at have et minimum af love og regler for overhovedet at kunne fungere som fællesskab.

6 Virkelig frihed er at være fuldt fortrolig med de regler, der gælder for det fællesskab, man er en del af. Absolut frihed, hænger sammen med ensomhed, for der hvor man ikke er forpligtet på nogen, der vil man være overladt til sig selv. Derfor binder vi os til hinanden i forpligtende kærligheds relationer, mellem par, mellem børn og forældre og mellem venner. Vi lover at elske hinanden og vi bekræfter de bånd igen og igen. For den virkelige frihed er at være bundet i kærlighed. Når vi bærer børene til dåben er det også med den bevidsthed og tanke, at intet menneske bliver mere frit end når det er bundet i kærlighed. I dåben binder Gud sig til os med sit kærlighedsbånd. Det giver os status som børn af hans hus. Og vi får der et sted, hvor vi hører hjemme. Samtidig giver det bånd os vinger, så vi kan leve vores liv i frihed og give videre af det vi har fået. Amen