Lucia-gudstjeneste i Bejsnap 13. december s.i advent II

Transkript

1 I dag har vi et dejligt solskinsvejr, og det nyder vi i fulde drag, for det er småt med lyset for tiden. Mørket har magten uden for i disse dage. Det er mørkt når vi står op, og det begynder allerede at mørkne igen midt på eftermiddagen. Der er ikke ret mange lyse timer i døgnet. Dagen er kortet af med over 10 timer. Det kan være svært at bære det grå og våde vintermørke. Det er højsæson for depressioner, for vi har svært ved at undvære lyset. Vi længes efter lyset, og derfor tænder vi stearinlys ude i de små hjem, for at jage mørket på flugt. Vi pynter op med elektriske lys i flotte farver på huse og i haver, og vi mødes i dag for at se det smukke optog af luciabørn, der bærer lyset frem for at minde os om det lys, vi venter på i disse dage. Lyset fra ham, der blev født i julen for mange år siden, Guds kærligheds lys, som aldrig er blevet og aldrig vil blive slukket. Et sted i bibelen siger Jesus om sig selv, at han er verdens lys. Og et andet sted står der, at lyset skinner i mørket, men mørket fik ikke bugt med det. 1

2 Vi kender så udmærket mørket. Vi kender det fra vintermørket uden for, men vi kender det også fra vores eget sind. Men der er også en anden slags mørke. Der er et mørke der, hvor vi møder andre mennesker som fjender, vi ikke vil have noget at gøre med. Der er mørke, når terrorister kun ser det, der skiller os ad. Der er mørke, når vi møder dem, vi ikke kender, med mistro og afvisning. Vi kender til det, Zakarias synger om, evangeliet til i dag, som vi hørte for lidt siden, at vi sidder i mørke og dødens skygge, for mørket er både i os selv og uden for os selv, og det mørke kan selv den kønneste luciabrud eller den fineste elektriske lyskæde ikke gøre det af med. Zakarias kendte selv til mørket, både det ude i verden, og det han selv havde at slås med. Han kendte til modstand og modgang for sit land, og han kendte til mørke fremtidsudsigter for sig selv og sin kone. For de havde ikke fået børn, og uden børn var der ingen til at passe på dem, når de ikke længere kunne klare sig selv. Nu var de blevet gamle, og alt håb var ude om at få efterkommere. 2

3 Da kom englen Gabriel til dem og sagde, at de skulle have en søn. Der er ikke noget at sige til, at Zakarias havde svært ved at tro på det. Men fordi han manglede tro, blev han slået med stumhed. Han kunne ikke sige et ord, før barnet var født, før han havde skrevet ordene på tavlen om sin søn, det store mirakel for de to gamle mennesker. Zakarias skrev på tavlen: Johannes er hans navn, for det navn havde englen befalet, og i samme øjeblik fik Zakarias stemmens brug igen. Og stemmen brugte han til at synge en takkesang med. Han takkede Gud for at have ladet lyset skinne i alles liv, ikke kun i hans og Elisabeths, men alle menneskers. Han takker for solopgangen fra det høje, det besøger os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Jeg vil fortælle jer en historie. For mange år siden levede der en gammel konge i et lille bitte land. 3

4 Men selv om det var lille, var det det smukkeste og dejligste land. De mennesker, der boede i landet, var næsten altid glade, fordi landet var så dejligt. Den gamle konge havde en datter. Hun var en yndig pige, der gerne ville giftes. Kongen tænkte længe over, hvordan han kunne skaffe en passende mand til sin datter. Det måtte være en, der havde forstand, også til at fylde landet med glæde. Kongen spekulerede som en gal, og endelig kom han på en ide. Han lod sine tjenere drage ud i verden med dette budskab: "Den fortjener min datter, som kan fylde et rum fuldstændigt med glæde. Mange unge mænd havde hørt om det lille lykkelige land og om den smukke prinsesse, så de ville så frygtelig gerne kunne opfylde kongens krav. Men hvor var det svært! Mange af mændene blev sorteret fra, inden de overhovedet kom ind i landet. Det var dem, som kom med våben, slaver eller små dyr, som de kunne lave kunster med. Det var ingen fuldstændig glæde, når andre blev pint. 4

5 Kun tre mænd slap igennem og den store dag kom, hvor kongen og prinsessen ville bedømme deres evner. Den første dækkede det fineste bord med de lækreste retter. Han tænkte, at det bedste i verden var at mæske sig i god mad i rigelige mængder. Men han blev afvist af prinsessen, for enten ville maden blive spist, og så fik glæden hurtigt en ende, og lod man den stå på bordet, ville den blive dårlig. Den anden vidste, at fattigdom kunne dræbe glæden, og han begyndte derfor et møjsommeligt arbejde inde i rummet. Han stablede guldbarrer op, den ene guldbarre efter den anden, indtil rummer var fyldt. Men også han blev afvist, for rummet var så fyldt, at man slet ikke kunne komme ind i det. Der var ikke plads til venskab, og derfor var glæden kold. Den tredje kom nu ind i rummet. Han havde kun en taske med, og kongen og prinsessen regnede med at skulle afvise ham, for hvordan skulle han kunne fylde rummet med det, der kunne være i sådan en helt almindelig taske. Manden åbnede da sin taske, han 5

6 tog en lysestage og et lille lys op. Han strøg en tændstik, tændte vægen og fyldte rummet med lys. Kongen og prinsessen så på hinanden og lo. Her var den rette ægtemand, for han havde fyldt rummet med varme, og her kunne de se hinandens glæde. Sådan var fortællingen om lyset, der fyldte rummet. Når vi her i de mørke vinterdage tænder stearinlys og kunstige lys, når vi forsøger at jage mørket væk og fylde rummene med lys, ligesom den kloge bejler til prinsessen, så er det fordi vi ved, hvad vi mangler. Vi ved, at vi sidder i mørke og dødens skygge, og at det truer os med formørkelse og ødelæggelse. Vi kan ikke ændre på dagslængden, vi kan ikke gøre noget ved decembermørket udenfor. Og der er dybe skygger i tilværelsen og dunkle kroge i vores sind, vi ikke selv kan nå ind i eller gøre noget ved. Vi kan ikke selv vinde over mørket. Men det lys, vi selv kan tænde, hvad enten det er helt konkret som stearinlys eller kunstige lys, eller om det er det lys vi kan tænde, når vi spreder glæde hos andre, det lys kan minde os om det løfte vi er blevet givet om, at 6

7 solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Der findes et lysende håb, som aldrig kan slukkes, et håb om, at det lys, der er kommet til os ved Jesu fødsel en dag skal jage mørket helt væk og for altid skal sprede sit skin og fylde ethvert rum med varme og lys. Indtil det bliver fuldendt, kan vi forsøge at kaste lidt af det lys videre på andre, som luciakoret gør det i dag. Amen. 7