SUPERFLEX, FOLKESKOLEN OG NATIONAL IDENTITET

Transkript

1 SUPERFLEX, FOLKESKOLEN OG NATIONAL IDENTITET Det er mandag den 19. februar 2015 på Præstemoseskolen i Hvidovre. Klokken er 8.30, og det klare vinterlys falder ind gennem vinduerne i den gamle aula. Her har eleverne på Præstemoseskolen i de sidste 50 år modtaget deres afgangsbeviser, været til forældrearrangementer eller hørt foredrag. I dag ser aulaen ikke ud, som den plejer. Den er ryddet, gulvet er dækket af brunt afdækningspap, og på væggene hænger afdækningsplast. For enden af aulaen står en række stole foran det gamle lærred. Eleverne går forventningsfulde ind og sætter sig. Den årlige kunstuge på Præstemoseskolen skal til at gå i gang. Præstemoseskolens kunstuge har været en årlig begivenhed siden det samme år, som netop 8. årgang anno 2015 startede på skolen. Eleverne har altså gennem hele deres skolegang været vidne til, at skolens gange er blevet fyldt med store malerier, som eleverne på 8. årgang hvert år har produceret. Billederne er fulde af historier om elevernes liv og om verden udenfor og er meget forskellige, fordi der hvert år har været et nyt kunstnerisk udgangspunkt. I takt med at eleverne er blevet ældre, er billederne blevet flere og pryder nu store dele af skolen. I år er det så blevet deres tur, og de er usikre og spændte på, hvad de skal arbejde med. I år er der noget nyt i gære, der er nemlig kommet gæster udefra. Hvidovre Kunstråd har i år doneret penge til kunstugen, så Præstemoseskolens kunstuge 2015 bliver et samarbejde mellem skolens elever og lærere og kunstnergruppen SUPERFLEX.

2 Men hvad skal de male? Kunstnerne i SUPERFLEX er jo ikke malere! Eleverne hørte i sidste uge et oplæg om gruppen, og i fredags fik de en rundvisning på Nørrebro af en af kunstnerne fra gruppen, Bjørnstjerne Christiansen. Han fortalte dem om, hvordan SUPERFLEX i samarbejde med områdets beboere har hentet ting hjem fra 60 forskellige lande og placeret disse i nærområdet. Han fortalte endvidere om, hvordan de havde brugt farverne rød, sort og grøn til at samle dette område, som de nu kalder SUPERKILEN. Bjørnstjerne fortalte også om andre kunstprojekter, som SUPERFLEX har lavet, såsom plakatkunst, installationer og mærkelige happenings med en oversvømmet MC. Donalds og brændte biler. Maleri har de dog ikke beskæftiget sig med, så hvad skal lave de så lave med eleverne i en kunstugen, hvis kendetegn er maleri? Aulaen er jo tom, og der er ikke skyggen af en pensel, kun en række stole, et filmlærred, lærerne og så en fremmed mand. Velkommen til kunstugen 2015, siger en af lærerne, det her er Rasmus fra SUPERFLEX, han vil nu vise en film og fortælle lidt om, hvad vi skal lave i denne uge. Rasmus Nielsen er en gråhåret mand midt i fyrrende, tynd med et stort halstørklæde om halsen. Han har et skælmsk smil på læberne og et varmt blik i øjnene. Den film han viser handler om nogle folk, der ikke har nogen national identitet, og som under eksempelvis VM i fodbold, påtager sig andre landes identitet, flag og sange. Da filmen er færdig er eleverne ikke blevet meget klogere, der er en mumlen og uro på stolerækkerne, alle ser forventningsfulde på Rasmus. Jeres opgave i denne uge er, at I skal lave en ambassade for et land I selv opfinder. Der bliver helt stille i salen. Hvordan skal man male en ambassade? Og hvad har det med kunst at gøre? Bliver det sjovt? Bliver vores billeder lige så flotte som de andre år? Rasmus viser nu en række billeder af ambassader, men han viser også en række billeder af ting der er typisk for Danmark. Flaget, den lille havfrue, fodboldholdet osv. Man skal altså opfinde et land, man skal finde ud, hvilke værdier landet bygger på og så lave symboler, der passer til. Ambassadebegrebet skal altså tænkes abstrakt og tænkes mere som et visuelt udtryk for et Rasmus Nielsen oplæg om national identitet land.

3 Før de kan komme i gang skal der hentes maling, lærredsgrunder, pensler og de store MDF-plader, som værkerne skal males på. De specialfremstillede staffelier bliver hentet op fra kælderen og stillet op. Nu ligner den gamle aula dét atelier, som eleverne kender fra de foregående år, og som skal være deres arbejdsplads den næste uge. Eleverne bliver delt op i grupper, og hver gruppe får som udgangspunkt én MDF-plade, hvorpå deres værk skal males. Der er en livlig aktivitet i aulaen, der er noget forløsende ved at komme i gang med det praktiske arbejde. Men snakken summer også omkring opgaven, hvad skal de male? Hvilket land skal de opfinde? Har de forstået opgaven rigtigt? Da mandagen slutter, står der ti meget hvide plader på staffelierne i den gamle aula, og de fleste grupper har lavet en bunke skitser med ideer til, hvad de skal male. Dagens sidste besked på er, at værkerne skal være færdige til torsdag, for der vil de få en overraskelse. Tirsdag morgen får grupperen besked på, at de nu skal fremlægge deres ideer for lærerne og Rasmus. De skal ind til en kritikrunde. Det gælder nu for grupperne at samle alle deres ideer til én samlet ide, som alle er enige om. De fleste grupper arbejder med ord som respekt, tolerance, kærlighed og fred. Men de bliver udfordret på de billeder og symboler de have valgt. Lærerene har en række ikoner med, som de kalder

4 klicher, og disse bliver forbudt at bruge. Eleverne skal derfor fjerne alle hjerter, peacetegn, roser o. lign. Eleverne skal opfinde deres egne symboler og skal vælge farver, der symboliserer landets særlige værdier. Nogle grupper vælger at lave landets flag, andre dets pengeseddel og andre igen et våbenskjold. Efter kritikrunderne er de fleste grupper klar til det store arbejde. Men efter pausen bliver de afbrudt igen. Endnu engang skal de samles foran det gamle filmlærred og en ny mand træder ind i lokalet. Denne gang er det Mads Quistgaard, grafisk designer og professor ved Kolding Designskole. Mads fortæller, at han bl.a. har lavet skriften til de danske pengesedler. Han kaster sig ud i et foredrag om moderne identitet, selfies, danskhed, symbolers værdi og pengesedler med opvaskemotiver på. Undervejs spørger han ind, og eleverne byder på. Det får til tider karakter af debataften på TV. I 70 minutter snakker og debatterer Mads med en tryllebundet skare. Tænk at skrift i sig selv er en kunstart, og hvor meget værdi man kan lægge i form, farve og motiv, siger flere elever. Endnu en gang bliver ideerne gransket og justeret, farver bliver om justeret, og arbejdet går for alvor i gang. Hele onsdagen går med malearbejde, og gruppernes individuelle samarbejde bliver testet. Der drøftes, hvilke ideer, der holder på lærredet, hvem der kan og gerne vil tegne og male, og hvordan man strukturerer arbejdet, så alle deltager ligeligt. Det går ikke stille for sig, og det er ikke uden frustration og diskussioner, at værkerne begynder at tage form. Torsdag begynder med, at Rasmus viser endnu en film, denne gang om et kunstnerisk eksperiment i Polen. Filmen er en dokumentar om fire grupper med vidt forskelligt religiøst og/eller idealistisk udgangspunkt, hhv. jødisk, katolsk, socialistisk og nationalistisk, som til at begynde med skal male deres egne billeder og derefter maler på hinandens. Det går helt galt og ender med brændte billeder og optræk til slagsmål. Eleverne følger optaget med og på trods af polsk tale og engelske undertekster, forstår de konflikterne, der folder sig ud på skærmen. Rasmus kommer nu, som lovet, med den store overraskelse: Alle elevernes lande er blevet samlet i en superunion. En fra hver gruppe skal nu gå sammen for at lave det visuelle udtryk til den nye union. Denne gruppe eleverne går nu sammen i en meget fokuseret proces, og på kort tid bliver de enige om at udvælge de tre farver, der er mest gennemgående i alle billederne farverne bliver blå, sort og hvid. Efter endnu en

5 debatrunde finder de frem til, at hvert land skal repræsenteres med en hvid ørn, og disse ti ørne skal følge en stor sort ørn, som er symbolet for den store fælles superunion. Resten af dagen og hele fredagen går med at male og forberede det, der skal siges til aftenens store fernisering. Filmfremvisning og oplæg Klokken bliver dørene slået op, og det første, der møder de spændte forældre er to kæmpe malerier med superunionens logo på. Bag ved de 2,5 meter høje kvadrater står de færdige malerier. Den gamle aula er forvandlet til en moderne kunsthal fyldt med malerier. Malerierne er blevet ambassader for elevernes værdier og drømme for fremtiden, og de taler om lighed, respekt for forskellighed og troen på de bedste sider af menneskeheden. Der bliver holdt åbningstaler, først af skolens ledelse, så af lærerne og Rasmus fra SUPERFLEX, og til sidst holder en elev en politisk brandtale for den nye superunion. Herefter er der fremlæggelser fra grupperne, mens den store flok af fremmødte forældre ser beundrende på. Billeder fra fernisering

6 Malerier vil blive hængt op på den store gang, der løber gennem Præstemoseskolen. De er et vidne på, hvad der sker i mødet mellem almindelige folkeskoleelever og den moderne kunst, som den bliver forvaltet af SUPERFLEX. Billederne har fået en grafisk renhed og kan ses som en kommentar til vores samfund. Når man spørger børnene, spørger man ind i fremtiden! Rasmus Nielsen fra SUPERFLEX underviser Skrevet af Christoffer Cold-Ravnkilde