Årsberetning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, sterilisation

Transkript

1 Årsberetning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation

2 Årsberetning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation Sundhedsstyrelsen, 2010 Sundhedsstyrelsen Islands Brygge København S URL: Kategori: Faglig rådgivning Emneord: årsberetning, abort, anke, svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion, sterilisation Sprog: Dansk Version: 1.0 Versionsdato: 15. juni 2010 Format: pdf Udgivet af Sundhedsstyrelsen, juni 2010 Elektronisk ISBN: Kildeangivelse: Referat eller gengivelse af oplysninger i Abortankenævnets Årsrapport 2009, herunder skema- og graftegninger, må kun ske med tydelig angivelse af Abortankenævnets Årsrapport 2009 som kilde

3 Forord Ved årets udgang har dommer Torben Hvid ønsket at stoppe som formand efter 11 års tro tjeneste. Torben Hvid har gjort en kæmpe indsats på området i alle årene både i Ankenævnet, men også i forhold til de regionale samråd. Der skal lyde en stor tak fra alle nævnets medlemmer, fra sekretariatet og den nye formand for din indsats. Årsberetningen 2009 er udarbejdet af Ankenævnets i januar 2010 nytiltrådte formand, dommer Leon Fredgaard. Den nye formand finder anledning til at takke Torben Hvid for rådgivning og velvillig bistand i forbindelse med udarbejdelsen af Årsberetning Også en stor tak til Ankenævnets juridiske sekretærer, fuldmægtig Arnfrid J. Kromann, fuldmægtig Katrine Winther Hansen, fuldmægtig Louise Gjørup, fuldmægtig Jens Kristian Villadsen, kontorfuldmægtig Anne-Margrethe Nielsen og kontorfuldmægtig Anita Hansen for Jeres store engagement og indsats i Ankenævnet. En særlig tak skal lyde til formandens søn, Erik Fredgaard, der i væsentligt omfang har bistået med IT-mæssig hjælp i forbindelse med graftegninger mv. i Årsberetning Leon Fredgaard Formand 3

4 Indhold 1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning Grundlag Opgaver Sammensætning 5 2 Sagsbehandlingen Regelgrundlaget Den praktiske arbejdsgang Ankesager Tilsynsfunktionen 8 3 Samrådenes virksomhed i Svangerskabsafbrydelse Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Fosterreduktion Sterilisation 17 4 Ankenævnets virksomhed i Ankesager Svangerskabsafbrydelse Fosterreduktion Sterilisation Sager indsendt til gennemsyn Bemærkninger af generel interesse Møder med samrådene Andet 26 5 De konkrete sager De konkrete sager om svangerskabsafbrydelse De konkrete sager om sterilisation 59 6 Bilagsfortegnelse over gældende forskrifter for

5 1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning 1.1 Grundlag Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation (Abortankenævnet) er oprettet af Indenrigs- og Sundhedsministeren i medfør af sundhedslovens 97, stk. 2. Reglerne om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion findes i Sundhedslovens afsnit VII ( ) og reglerne om sterilisation i afsnit VIII ( ). 1.2 Opgaver Efter sundhedslovens 97, stk. 1 opretter Indenrigs- og Sundhedsministeren for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter lovens 94, 95, stk. 2 og 3, 98, stk. 2 og 99, stk. 2 og 3, dvs. ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse fra kvinder, der ikke opfylder betingelserne for fri adgang til svangerskabsafbrydelse, samt i visse tilfælde anmodninger om fosterreduktion. Efter sundhedslovens 108 behandler samrådene tillige ansøgninger om sterilisation efter 106, stk. 2 og 107, 110 og 111. Ankenævnet har ifølge sundhedslovens 97, stk. 2 og 108, stk. 2 til opgave at behandle klager over de afgørelser, som træffes af samrådene og at føre tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnets sagsbehandling er omtalt nærmere nedenfor i afsnit Sammensætning Ankenævnet består af en formand samt et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at være formand. Af de to andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. I praksis består Ankenævnet af 3 medlemmer, en dommer, en speciallæge i gynækologi og en speciallæge i psykiatri, med to suppleanter for hvert medlem. Medlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Den seneste periode udløb den 31. marts 2008, og der blev således i 2008 beskikket medlemmer for perioden pr. 1. april marts Medlemmerne beskikkes af ministeren, i praksis efter indstilling fra henholdsvis Den danske Dommerforening, Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik og Dansk Psykiatrisk Selskab. Årsberetning

6 Ankenævnet bestod i 2009 af følgende medlemmer: Dommer Torben Hvid (formand) Overlæge, klinikchef Lene Lundvall (gynækologisk medlem) Lektor Birgit Petersson (psykiatrisk medlem) Suppleanter for formanden: Dommer Ingrid Drengsgaard Dommer Leon Fredgaard Gynækologiske suppleanter: Overlæge Lisa Maria Bang Overlæge Niels Uldbjerg Psykiatriske suppleanter: Overlæge Marianne Kastrup Overlæge Karin Garde Ved udgangen af 2009 er dommer Leon Fredgaard tiltrådt som formand for Ankenævnet. Sekretariat: Nævnets sekretariatsfunktion varetages af Sundhedsstyrelsen, Tilsyn, Islands Brygge 67, 2300 København S. Tlf.: , Nævnets juridiske sekretær: Fuldmægtig Arnfrid J. Kromann. Stedfortrædere for nævnets juridiske sekretær: Fuldmægtig Katrine Winther Hansen Fuldmægtig Jens Kristian Villadsen Fuldmægtig Louise Gjørup Ankenævnet har oprettet en hjemmeside. Hjemmesiden findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, under emnet behandlingsforløb. Den direkte adresse er: Årsberetning

7 2 Sagsbehandlingen 2.1 Regelgrundlaget Reglerne om Ankenævnets sagsbehandling fremgår af sundhedslovens 97, stk. 3, og 108, stk. 4 med tilhørende cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (cirkulære nr. 23 af 3. april 2006) kapitel 5 og cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation (cirkulære nr. 24 af 3. april 2006) kapitel 5. Det fremgår af cirkulæret, at votering sker mundtligt på et møde, men at formanden kan bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, fx i særligt hastende sager. 2.2 Den praktiske arbejdsgang Ankenævnet holder møder 3-4 gange årligt. På disse møder drøftes generelle spørgsmål og de nedenfor under nævnte tilsynssager, samt eventuelle ankesager. De fleste ankesager er af hastende karakter og behandles i telefonmøder Ankesager Ankesager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er i sagens natur - altid af hastende karakter, og det fremgår da også af cirkulæret, at arbejdet skal tilrettelægges således, at det sikres, at afgørelser træffes hurtigst muligt. Sagerne indbringes som regel ved, at den ansøgende kvinde meddeler regionen (samrådets sekretariat), at samrådets afgørelse ønskes indbragt for Ankenævnet. Samme dag eller senest arbejdsdagen efter underrettes Ankenævnets sekretær, og samtidig fremsendes sagen pr. telefax eller ved sikker til Ankenævnets sekretariat. Der aftales mødetidspunkt med de Ankenævnsmedlemmer, der skal deltage. Mødet i Ankenævnet holdes normalt som et telefonmøde, og finder som absolut hovedregel sted arbejdsdagen efter samrådets afgørelse - eller undtagelsesvist den næst følgende dag, først og fremmest, hvis Ankenævnet ønsker yderligere oplysninger. I praksis træffes der således afgørelse i Ankenævnet inden for 1 2 arbejdsdage efter, at klageren har meddelt samrådssekretariatet, at denne ønsker at anke samrådets afgørelse. Hvert medlem af Ankenævnet kan dog kræve, at der tilvejebringes yderligere oplysninger. Det forekommer derfor, at sagsbehandlingen tager lidt længere tid. Sagerne afgøres på grundlag af det skriftlige materiale, der ligger i sagen. Det forekommer, at klageren ønsker foretræde for Ankenævnet. Som følge af sagernes hastende karakter, Ankenævnsmedlemmernes opgaver i deres faste job og medlemmernes spredte geografiske placering, er det imidlertid forbundet med store praktiske vanskeligheder, at imødekomme et sådant ønske. Hidtil har de pågældende er- Årsberetning

8 klæret sig tilfredse med at få lejlighed til at forelægge deres synspunkter telefonisk for Ankenævnets formand. Tilladelse kan kun gives, såfremt Ankenævnets 3 medlemmer er enige herom. Straks efter at Ankenævnet har truffet afgørelse, underrettes regionen telefonisk om afgørelsen. Går afgørelsen ud på, at der gives tilladelse, bekræftes tilladelsen desuden straks pr. telefax eller sikker , således at svangerskabsafbrydelsen eller fosterreduktionen kan iværksættes uden yderligere forsinkelse. Ankenævnets afgørelse indeholdende en redegørelse for sagen og Ankenævnets begrundelse fremsendes i løbet af nogle dage. Ankesager om sterilisation er ikke af tilsvarende hastende karakter, men tilstræbes også behandlet hurtigt, enten på et telefonmøde, eller ved et af Ankenævnets faste møder Tilsynsfunktionen Ankenævnets forpligtelse til at føre tilsyn med samrådene opfyldes ved, at samrådene indsender ca. 1/4 af de behandlede sager til gennemsyn i Ankenævnet. Nævnets sekretær udfærdiger et kort referat af hver sag, og sagerne cirkulerer herefter mellem Ankenævnets medlemmer. På de faste møder drøftes de sager, hvor et eller flere af medlemmerne har fundet anledning til bemærkninger, og det besluttes, om der skal gives bemærkninger til samrådet om sagen. Formålet med tilsynet er at sikre en ensartet praksis over hele landet. Ankenævnet holder derudover møder med samrådene. Sådanne møder finder sted efter behov, som hovedregel hvert 2. eller 3. år. Årsberetning

9 3 Samrådenes virksomhed i 2009 Samrådene i regionerne behandlede i 2009 i alt ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation. 3.1 Svangerskabsafbrydelse Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge. Samrådene modtog 903 ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af lovens 94 stk. 1 nr. 1 6, dvs. ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge. Der blev givet 831 tilladelser og 72 afslag (8,6 %). Til antallet af tilladelser skal lægges de 7 sager, hvor Ankenævnet ændrede et afslag til tilladelse, jf. nedenfor pkt Det reelle antal tilladelser er således 838. Med hensyn til sundhedslovens 94, hvor betingelserne for svangerskabsafbrydelse fremgår, henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. Den følgende figur viser tilladelser og afslag i 2009 fordelt efter graviditetens alder: Tilladelser og afslag fordelt på graviditetens alder uge uge uge uge uge uge 24. uge o.s. Tilladelser Afslag Langt det største antal tilladelser bliver givet inden udløbet af 18. uge, i 2009 var det 72,4 % af tilladelserne. Årsberetning

10 Af de 903 ansøgninger var de 486 eller 53,8 % - begrundet i faren for, at barnet ville blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 94, stk. 1 nr. 3. Der blev givet 9 afslag og 477 tilladelser, svarende til, at 57,4 % af alle tilladelser i 2009 blev givet efter den bestemmelse. Ikke overraskende gives de fleste tilladelser i ugerne efter den almindelige nakkefolds-scanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i uge. Det hører med til billedet, at der også er givet 24 tilladelser til fosterreduktion, hvor der var fare for at et foster ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. nedenfor pkt Fosterreduktion er teknisk set ikke svangerskabsafbrydelse, så statistisk opgøres svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion særskilt. Modsat er antallet af tilladelser på grundlag af de øvrige indikationer i 94, stk. 1 jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Den følgende figur viser fordelingen: uge uge uge uge uge uge 24. uge o.s. Fare for sygdom Øvrige Ikke overraskende gives de fleste tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 i ugerne efter den almindelige nakkefoldsscanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i uge. I modsætning hertil er antallet af tilladelser på andre indikationer jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Antallet af ansøgninger er igen steget, men slet ikke så markant som i årene I forhold til de 886 ansøgninger i 2008 er der i 2009 med 903 ansøgninger tale om en stigning på 1,9 %. Frem til 2000 lå antallet af ansøgninger stabilt på lidt over 600 ansøgninger årligt, fra 2001 til 2004 lå niveauet omkring 700 ansøgninger årligt. Siden 2005 er der hvert år sket en stigning til nu 903, det højeste antal indtil nu. Årsberetning

11 Nedenstående diagrammer viser udviklingen i perioden : Antal ansøgninger Indtil 2000 var antallet af ansøgninger omkring 600 om året. Efter et spring op ad i 2001 lå antallet årligt omkring 700 ansøgninger. Siden 2004 er der hvert år sket en stigning, og i 2009 er antallet af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse det hidtil højeste. Fordelt på tilladelser og afslag ser udviklingen således ud: Tilladelser og afslag i henhold til 94, stk. 1, nr Tilladelser Afslag Der er i de senere år givet omkring 650 tilladelser om året. I de seneste tre år er antallet steget markant. Årsberetning

12 Antallet af tilladelser stiger fortsat. Stigningen er dog ikke jævnt fordelt i forhold til graviditetens alder. Stigningen er især markant i uge og i uge med 14,5 % beregnet under et. Hovedårsagen til stigningen må tilskrives stigningen i ansøgninger efter misdannelsesscanningen i uge og efterfølgende tilladelser. Tilsvarende har der været et væsentligt fald på 30,4 % i tilladelser i graviditetsuge 23 og senere. Den følgende figur viser udviklingen: Tilladelser fordelt efter graviditetens længde, uge uge uge uge uge 23. uge o.s. Den gennem de senere år ubrudte stigning i antallet af tilladelser i uge og i uge er vendt til et svagt fald, men er stadig på et højt niveau. Der er sket en stigning i tilladelser i uge og uge på 14,5 %, mens der er tale om et markant fald i tilladelser efter uge 23 og senere på 30,4 %. Da tallene kan være vanskelige at aflæse i grafen, medtages de her i skemaform: uge uge uge uge uge uge o.s Årsberetning

13 Der er igen i år stigning i antallet af tilladelser, der er begrundet i faren for, at barnet vil blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 94, stk. 1 nr. 3. Den stigende tendens er således fortsat, selv om der i år er tale om en beskeden stigning fra 451 i 2008 til 477 i ,4 % af alle tilladelser blev givet 94, stk. 1 nr. 3, hvilket er en stigning i forhold til 2008, hvor disse tilladelser udgjorde ca. 55 %. Set over en årrække er udviklingen tydelig: Antallet af tilladelser, begrundet i faren for, at barnet vil blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse har været stigende. Tilladelser efter andre bestemmelser er fladet ud og viser et svagt fald siden Den følgende figur illustrerer udviklingen: Tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 og tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 1 2 og nr. 4 6, Fare for sygdom Øvrige grunde Kurven, der viser antallet af tilladelser efter 94, stk. 1, nr. 1 2 og nr. 4 6, er fladet ud og viser et beskedent fald. Der er en beskeden stigning i antallet af tilladelser efter 94, stk. 1, nr ,4% af alle tilladelser var i 2009 begrundet i faren for misdannelser. Det har været antaget, at den markante stigning i antallet af tilladelser til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. uge har været en følge af den prænatale fosterdiagnostik. Stigningen kunne også skyldes en tilsvarende stigning i antallet af graviditeter. I den følgende figur sammenlignes antallet af tilladelser til svangerskabsafbrydelse med antallet af fødsler. Figuren viser, at stigningen i tilladelser ikke kan henføres til en stigning i antallet af graviditeter, idet man må formode, at antallet af fødsler afspejler antallet af graviditeter. Henset til, at der i 2009 blev født levendefødte børn det laveste antal siden 1989 er der således tale om en reel stigning i antallet af svangerskabsafbrydelser. I perioden udgør tilladelserne til svangerskabsafbrydelse i forhold til fødsler 1,3 % - i 2009 helt præcist 1,32 %. Årsberetning

14 Antal fødsler Svangerskabsafbrydelse i forhold til fødsler Der fødes årligt omkring børn, i I forhold hertil udgjorde tilladelser til svangerskabsafbrydelse i %, i ,2 %, i ,3 %. Antallet af tilladelser til svan- stiger altså mere end stigningen i fødselstallet berettiger gerskabsafbrydelse til. Andelen af ansøgninger, hvor der bliver givet afslag, har gennem de senere år lig- nogenlunde stabilt omkring 7 8 %. I 2009 var afslagsprocenten på get 8,7. Årsberetning

15 Afslag i procent af det samlede antal ansøgninger i henhold til 94, ,6 8,7 7,5 7,6 6,8 7,14 7,2 6,4 5,9 5,9 5, Afslag i procent Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Samrådene gav i tilladelser og 9 afslag på ansøgninger om tilladelse efter lovens 99 stk. 2 til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og 1 tilladelse efter lovens 99, stk. 3 om tilladelse på trods af, at forældremyndighedens indehaver modsatte sig indgrebet. Antallet af ansøgninger om tilladelse efter 99 har i de seneste år vist en faldende tendens. Denne tendens er fortsat i år. Til og med 2006 omfatter tallene såvel ansøgninger efter 99, stk. 2 som stk. 3. Fra og med 2007 er tallene opgjort særskilt for de to bestemmelser. Tilladelser og afslag efter 99, stk. 2 og stk. 3, Tilladelser stk. 2 Afslag stk. 2 Tilladelser stk. 3 Afslag stk. 3 Der var også i 2009 betydeligt færre ansøgninger end i de foregående år. Årsberetning

16 Tilladelse er som i de tidligere år navnlig blevet givet til unge piger, der af religiøse eller etniske grunde ikke tør involvere forældrene, fordi der er en reel risiko for, at pigen udstødes af familien eller udsættes for fysisk eller psykisk overlast. Endvidere er der givet tilladelse til unge piger, der som følge af alvorlig uoverensstemmelse med forældrene ikke bor hjemme. Afslagene er givet til piger, der har et rimeligt forhold til forældrene, men som ikke ønsker at involvere forældrene, typisk fordi de frygter, at forældrene vil blive skuffede eller vrede, når de erfarer om graviditeten. 3.2 Fosterreduktion Samrådene har i 2009 behandlet 30 sager om fosterreduktion. Der blev givet tilladelse i 29 sager. Sagerne fordeler sig med 25 ansøgninger efter 95, stk. 3 - fare for at et eller flere af fostrene ville få en legemlig eller sjælelig lidelse -, og 5 ansøgninger efter 95, stk. 2, - at formindske risikoen for det eller de tilbageblevne fostre. Af de 25 ansøgninger efter 95, stk. 3 blev der givet 24 tilladelser og 1 afslag. Af de 5 ansøgninger efter 95, stk. 2 blev der givet 5 tilladelser og ingen afslag. Med hensyn til sundhedslovens 95, hvor betingelserne for fosterreduktion fremgår, henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. Tilladelser til fosterreduktion, 2009, fordelt på graviditetsalder uge og tidligere uge uge uge uge uge 23. uge 24. uge o.s. 99, stk. 2 99, stk. 3 Fosterreduktioner efter 99, stk. 2 omfatter kun fosterreduktioner efter udløbet af 12. uge. Fosterreduktioner i 12. uge eller tidligere med det formål at formindske risikoen for det eller de øvrige fostre kræver ikke tilladelse, og er derfor ikke med i samrådenes statistik. Årsberetning

17 Antallet af sager om fosterreduktion synes at ligge omkring om året. I 2008 blev der givet 19 tilladelser og 3 afslag. I tilladelser og ingen afslag, i tilladelser og 1 afslag, i tilladelser og 1 afslag, og i 2004 blev der fra lovens ikrafttræden den 1. juli 2004 givet 9 tilladelser og 1 afslag. 3.3 Sterilisation Samrådene har i 2009 modtaget i alt 35 anmodninger om tilladelse til sterilisation et væsentligt fald i forhold til 2008, hvor samrådene modtog i alt 51 anmodninger. Der blev givet 18 tilladelser og 17 afslag. 10 anmodninger - eller lidt under 1/3 - kom fra ansøgere, der som følge af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund var ude af stand til at forstå betydningen af sterilisation, lovens ansøgninger kom fra ansøgere under 18 år, eller hvor der i øvrigt forelå omstændigheder, hvor det på grund af ansøgerens sjælelige tilstand er betænkeligt, at vedkommende søger på egen hånd, lovens 111. Sagerne drejer sig som hidtil navnlig om mentalt handicappede unge piger, der ikke tåler p-piller, eller som har problemer med at administrere p-piller, typisk i forbindelse med, at de flytter fra hjemmet eller fra en institution til et bofællesskab. Med hensyn til sundhedslovens 110 og 111, hvor betingelserne for sterilisation fremgår, henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. Antallet af ansøgninger, og dermed også af tilladelser, er faldet markant siden årtusindskiftet. Den nedenstående figur viser udviklingen: Sterilisation, tilladelser og afslag, Tilladelser Afslag Antallet af tilladelser er faldet kraftigt. Antallet af tilladelser i 2009 på 18 er langt under gennemsnittet, der for de viste 11 år er på 35 årlige tilladelser. Årsberetning

18 4 Ankenævnets virksomhed i Ankesager Ankenævnet har i 2009 modtaget 60 ankesager, fordelt med 48 sager om svangerskabsafbrydelse efter 94 2 sager om andet 3 sager om forældresamtykke efter 99 7 sager om sterilisation 0 sager om fosterreduktion Antallet af ankesager varierer meget og ligger i 2009 noget over gennemsnittet de sidste 10 år på 40 sager om året. Den følgende figur illustrerer udviklingen: Indkommende sager, Figuren viser det samlede antal sager, der er indbragt for Ankenævnet, dvs. såvel sager om svangerskabsafbrydelse, som sager om fosterreduktion og om sterilisation. Der er væsentlige udsving fra år til år. Gennemsnittet for de viste år er Svangerskabsafbrydelse Ankenævnet har i 2009 behandlet 48 sager efter 94 stk. 1 nr. 1 6 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 12. uge), og 3 sager om tilladelse efter 99, stk. 2 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at indhente tilladelse fra forældreansvarsindehaver). Ankenævnet har i 2009 ikke behandlet sager om tilladelse efter 99, stk. 3 (tilladelse på trods af, at forældremyndighedsindehaveren nægter at give tilladelse). Årsberetning

19 I 41 af de 48 sager (85,4 %) efter 94, stk. 1, nr. 1-6 stadfæstede Ankenævnet samrådets afgørelse. I 7 sager (14,6 %) ændrede Ankenævnet samrådets afgørelse og gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse. I de 3 sager efter 99, stk. 2 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at indhentelse af forældreansvarshaverens tilladelse) stadfæstede Ankenævnet 2 af samrådsafslagene og ændrede det 3. afslag til en tilladelse. Samlet giver dette en ændringsprocent på 15, 68 % i Ankenævnet. Ændringsprocenten er dermed faldet i forhold til sidste år, ligesom den er lavere end i de foregående år. Gennemsnittet for de seneste 10 år er 19 %. De følgende figurer viser udviklingen i årene : Sager om svangerskabsafbrydelse indbragt for Ankenævnet, Afslag stadfæstet Afslag ændret til tilladelse Andet Andet dækker bl.a. over de situationer, hvor sagen ikke er blevet behandlet i Ankenævnet, fx fordi anken tilbagekaldes, eller fordi samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. Ændringsprocent, Årsberetning

20 Med hensyn til sundhedslovens regler og betingelser for svangerskabsafbrydelse mv. henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit 5. Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel og graviditetens længde: Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Sager hvor Ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 Omjournaliseret /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr fulde uger /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr fulde uger /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 3 + stk. 1, nr uge (ny ansøgning i 20. uge = Ankenævnet gav tilladelse nr ) /1 94, stk. 1, nr uge (genansøgt i 22. uge =Ankenævnet gav afslag 94, stk. 1, nr. 6) /1 94, stk. 1, nr uge Årsberetning

21 Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde /1 94, stk. 1, nr uge (genansøgt i 16. uge = Ankenævnet gav afslag i 94, stk. 1, nr ) /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr fulde uger /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr ca. 20. uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk uge De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit 5. Sager hvor Ankenævnet ændrede samrådets afslag og gav tilladelse: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge /1 94, stk. 1, nr uge Årsberetning

22 Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde Andet: Sagen blev tilbagevist til fornyet behandling i samrådet med /1 anmodning om indhentelse af psykiatrisk speciallægeerklæring /1 omjournaliseret De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Ankenævnet har i 2009 behandlet 3 sager efter 99, stk. 2, (tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra indehaveren af forældreansvaret). Ankenævnet stadfæstede samrådets afslag i 2 af sagerne og ændrede i den 3. sag samrådets afslag til en tilladelse: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Pigens alder Afslag /1 99, stk. 2 9 uge / 16 år /1 99, stk uge / 17 år Tilladelse /1 99, stk. 2 8 uge / 17 år Med hensyn til sundhedslovens 99, hvor betingelserne for svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren fremgår, henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit Fosterreduktion I 2009 blev ingen sager om fosterreduktion indbragt for Ankenævnet. Sager, hvor Ankenævnet stadfæstede samrådets afslag på fosterreduktion: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde Ingen Årsberetning

23 Sager, hvor Ankenævnet gav tilladelse til fosterreduktion: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Graviditetens længde Ingen Sterilisation Ankenævnet modtog i sager om tilladelse til sterilisation. Alle ansøgere var kvinder. Ankenævnet gav 6 afslag og 1 tilladelse. Sager om sterilisation indbragt for Ankenævnet, Afslag stadfæstet Afslag ændret til tilladelse Andet Figuren viser udviklingen i det årlige antal sager om sterilisation indbragt for Ankenævnet i , opdelt på stadfæstelser, afslag og andet. Andet dækker over de situationer, hvor sagen ikke bliver behandlet i Ankenævnet, fx fordi anken tilbagekaldes, samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse, eller fordi sagen er modtaget før årsskiftet, men ikke behandlet før i det efterfølgende år. Med hensyn til sundhedslovens 107, hvor betingelserne for sterilisation fremgår, henvises der til de optrykte lovforskrifter mv. sidst i beretningen. Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel. Sager, hvor Ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Ansøgerens alder /1 107, stk. 1, nr stk år /1 107, stk. 1, nr stk år /1 107, stk år /1 107, stk år /1 107, stk år /1 107, stk år Årsberetning

24 Sager, hvor Ankenævnet gav tilladelse til sterilisation: Nævnets j.nr. De anvendte bestemmelser Ansøgerens alder /1 107, stk. 1, nr. 2 + stk år De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit 5. Sager der ikke er behandlet: 2 sager. Dette tal dækker over situationer, hvor sagen ikke er behandlet i Ankenævnet, fx fordi sagen er modtaget før årsskiftet, men ikke behandlet før i det efterfølgende år, anken tilbagekaldes, eller at samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. 4.2 Sager indsendt til gennemsyn Udover at fungere som ankeinstans for de regionale samråd har Abortankenævnet en tilsynsforpligtigelse med hensyn til samrådenes sager indenfor området. Af cirkulære nr. 23 af 3. april 2006 om behandlingen af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion fremgår det således bl.a.: 16. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådenes og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis. Af de sager, som samrådene behandlede i 2009, har Ankenævnet gennemgået i alt 256 sager, svarende til 25,4 %. Ankenævnet har således opfyldt målsætningen om, at 25 % af sagerne skal gennemses. Ankenævnet havde bemærkninger de regionale samråd i 33 sager (12,89 % af de indsendte), hvilket er en stigning i forhold til I 9 sager (3,51 %) gav Ankenævnet udtryk for, at samrådet efter Ankenævnets vurdering ikke burde have givet tilladelse. Der var tale om tilladelser til svangerskabsafbrydelse efter 94. De øvrige bemærkninger vedrørte dels samrådenes sagsbehandling, dels den anførte hjemmel eller begrundelse. Ankenævnet har med hensyn til generelle sagsbehandlingsforhold særligt haft bemærkninger til 2 samråd. Det ene samråd har i flere tilfælde afholdt samrådsmøder via korrespondance uden afholdelse af egentlige møder, herunder telefonmøder, hvilket er i strid med ovennævnte cirkulære. Ifølge cirkulærets 5 skal votering ske mundtligt på et møde. Votering kan dog ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, fx telefonisk. Årsberetning

25 Det andet samråd har i flere tilfælde reelt ikke eller kun i beskedent omfang begrundet sine afgørelser, udover at henvise til eller gengive lovteksten. Det er af afgørende betydning, at afgørelserne tilbliver på den rigtige måde, ligesom det er af afgørende betydning for ansøgeren, at hun ved, hvilke konkrete forhold samrådet har lagt vægt på eller ikke har lagt vægt på bl.a. til brug for kvindens eventuelle overvejelser om at påklage afgørelsen til Abortankenævnet. Også for Abortankenævnet er det af betydning, hvilke konkrete forhold, der er tillagt betydning, bl.a. også, hvorvidt flere forhold i forening er tillagt betydning af samrådet. Andelen af sager, der har givet anledning til bemærkninger, er noget højere end i 2008, og i den højere ende end i forhold til de foregående år, hvor der har været bemærkninger til mellem 10 % og 13 % af sagerne. Andelen af sager, hvor der efter Ankenævnets opfattelse ikke burde være givet tilladelse, har derimod gennem de sidste 5 år ligget stabilt omkring 3 %. I absolutte tal svarer det til mellem 5 og 9 tilladelser om året. For 2009 ligger andelen således i den høje ende. Det er også i 2009 Ankenævnets opfattelse med de 2 ovennævnte undtagelser - at bemærkningerne er inden for det forventelige og absolut acceptable. Ankenævnet kan derfor konstatere, at sagsbehandlingen ved samrådene generelt foregår i overensstemmelse med de gældende regelsæt, og at der følges en ensartet praksis over hele landet. Procentvis andel af indsendte sager, der har givet anledning til bemærkninger , ,5 4,1 2,8 2,9 2,9 2,8 2,5 3,1 3, Sager der har givet anledning til kommentarer, i % af de indsendte Sager, hvor der efter ankenævnets opfattelse ikke burde være givet tilladelse. I absolutte tal svare det til mellem 5 og 8 tilladelser Årsberetning

26 4.2.1 Bemærkninger af generel interesse Som også nævnt ovenfor side 26 er det er af afgørende betydning, at samrådene i deres afgørelser ret grundigt begrunder, hvilke konkrete forhold samrådet har lagt vægt på eller ikke har lagt vægt på bl.a. også, hvorvidt flere forhold i forening er tillagt betydning af samrådet. Afholdelse af samrådsmøder via korrespondance uden afholdelse af egentlige møder, herunder telefonmøder, er i strid med cirkulære nr. 23 af 3. april 2006 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Ifølge cirkulærets 5 skal votering ske mundtligt på et møde. Votering kan dog ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, fx telefonisk. 4.3 Møder med samrådene Ankenævnet har i marts 2009 afholdt møder med samrådene: Mandag den 9. marts i København med samrådene i Region Hovedstaden og Region Sjælland Mandag den 16. marts i Vejle med samrådet i Region Syddanmark Mandag den 23. marts i Århus med samrådene i Region Midtjylland og Region Nordjylland Dagsorden og mødereferat for Ankenævnets møder med samrådene er vedlagt årsberetningen som bilag efter bilagsfortegnelsen over love mv. 4.4 Andet Intet. Årsberetning

27 5 De konkrete sager I det følgende gives et kort referat af de sager, som Ankenævnet har behandlet i De sager, hvor Ankenævnet har ændret samrådets afgørelse, er fremhævet med fed skrift i overskriften. 5.1 De konkrete sager om svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede i en lejlighed med en veninde, som dog havde planer om at flytte. Kvinden havde ikke råd til at bo i lejligheden alene og hun ville derfor være nødt til at finde et nyt sted at bo. Barnefaderen var en ven, som boede i England, og som i øvrigt ikke var orienteret om kvindens graviditet. Kvinden læste på tidspunktet til pædagog og havde samtidig studiejob som handicaphjælper og ledsager, og hun levede af disse indtægter. Kvindens forældre havde ikke mulighed for at yde kvinden økonomisk støtte. Kvinden var vokset op i en kernefamilie med sine forældre og to søstre, og det var beskrevet, at kvinden havde et stort og velfungerende netværk. Som motiv for kvindens ansøgning om svangerskabsafbrydelse oplyste hun, at hun ikke følte sig i stand til at tage vare på et barn, da hun ikke var i et forhold, ikke havde en sikker boligsituation og ikke havde penge eller uddannelse. Kvinden frygtede endvidere, at hun måtte opgive studiet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der i 15. svangerskabsuge kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde til grund, at kvinden disponerede over en lejlighed, som hun kunne forblive i, såfremt hun fik økonomisk mulighed herfor. Ankenævnet vurderede på denne baggrund, at kvindens boligproblem ville kunne løses med fornøden støtte og lagde i øvrigt vægt på, at kvinden var socialt velfungerende med gode familiære forhold og socialt netværk /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 20. uge. Kvinden boede i en lejlighed sammen med sin kæreste, som hun havde kendt i ca. 2 ½ år. De havde sammen et barn, der var født i juni 2008 og kvindens kæreste var også far til det barn hun ventede. Parret arbejdede begge i samme firma, og de havde en sund økonomi. Det fremgik videre, at både kvinden og barnefaderen var vokset op hos deres mødre, og at deres fædre havde haft problemer med alkoholmisbrug. Kvindens forhold til sin mor havde været svært, men var blevet betydeligt bedre efter sin søns fødsel. De havde et godt netværk af venner. Årsberetning

28 Som motiv for kvindens ansøgning om svangerskabsafbrydelse oplyste kvinden, at hun var bange for, at parret ikke kunne klare to så små børn, og at dette muligvis kunne gå ud over deres forhold. Kvindens kæreste ønskede kun at få ét barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 20. uge. Jo længere fremskreden graviditeten er, jo større krav stilles der efter Ankenævnets praksis til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse. Efter udløbet af uge gives der ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Sådanne helt særlige forhold forelå ikke i kvindens tilfælde. Kvinden havde gode sociale forhold, herunder fast arbejde, bolig og god indtægt. Kvinden havde desuden et godt netværk og der var ikke grund til antage, at omsorgen for barnet ville medføre en belastning, der var så alvorlig, at den ikke kunne afhjælpes på anden måde. Betingelserne for at meddele tilladelse så sent i graviditeten var herefter ikke til stede /1 sagen tilbagevist til samrådet Ankenævnet tilbageviste sagen til samrådet med henvisning til, at der burde indhentes en psykiatrisk speciallægeerklæring og at samrådet derefter måtte behandle sagen på baggrund af denne speciallægeerklæring. Samrådet indhentede en speciallægeerklæring og gav derefter kvinden tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 99, stk årig var gravid i 8. uge. Kvinden ville blive 18 år knap 3 uger senere. Kvinden havde siden december boet hos en veninde og dennes mor, da hun ikke trivedes sammen med sin egen mor. Kvinden gik i 10. klasse, og hun havde kontakt til et par kusiner og fætre. Kvinden havde to mindre søskende, som var anbragt uden for hjemmet. Det fremgik endvidere, at kvindens økonomi bestod af penge, hun fik af sin mor engang imellem. Kvinden boede og spiste gratis hos sin venindes mor og ville være berettiget til SU, når hun fyldte 18 år. Som motiv for kvindens ansøgning om svangerskabsafbrydelse havde hun oplyst, at hun frygtede sin mors reaktion. Kvinden oplyste, at hun og hendes mor altid var i konflikt og at hendes mor truede med, at hun ville sende kvinden tilbage til Afrika. Kvinden oplevede, at hendes mor var ligeglad med hende og frygtede, at hun vil gøre alvor af truslen, såfremt hun blev bekendt med graviditeten. Af etiske årsager ville kvinden gerne have foretaget aborten hurtigst muligt, frem for at vente til hun kort før udløbet af 12. uge blev 18 år. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden var fraflyttet hjemmet som følge af konflikter med sin mor og at hendes mor, såfremt hun blev bekendt med graviditeten, næppe ville være nogen støtte for kvinden. Når der til kom risikoen for, at kvindens mor ville straffe hende ved at sende hende til Afrika, fandt Ankenævnet efter en samlet vurdering, at forholdet til kvindens mor, havde en sådan karakter, at der kunne meddeles tilladelse til abort uden at indhente forældresamtykke. Årsberetning

29 /1 afslag på svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og nr årig kvinde gravid i 23. uge. Kvinden boede alene i egen lejlighed efter at have boet sammen med barnefaderen gennem de sidste ca. 3 år. Barnefaderen var 34 år og var også far til kvindens 8 måneder gamle datter. Kvindens økonomi var beskrevet som stram, idet hun havde kr ,- til sig selv og sin datter om måneden, når de faste udgifter var betalt. Kvinden havde fået konstateret en middelsvær depression, som hun fik medicin imod. På trods af medicinen følte kvinden dog ikke, at hun var lige så glad, som hun plejede at være. Kvindens omgangskreds bestod primært af en enkelt veninde og kvindens mor, som hun fik god støtte fra. Kvinden talte desuden jævnligt med sin far. Som motiv for kvindens ansøgning om svangerskabsafbrydelse oplyste kvinden, at hun var bange for, at hun ikke kunne klare endnu et lille barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at jo længere fremskreden graviditeten er, jo større krav stilles der efter Ankenævnets praksis til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 23. uge. På dette tidspunkt, hvor fosteret var få dage fra at være levedygtigt, kunne der ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse som følge af sociale forhold, medmindre der forelå omstændigheder af helt ekstraordinær og meget alvorlig karakter. Kvinden havde overordnet set stabile sociale forhold, med fast arbejde og bolig, om end med en stram økonomi. Kvindens depression var under behandling og den belastning, som omsorgen for yderligere et barn ville medføre, var derfor ikke af en sådan helt ekstraordinær alvorlig karakter, at betingelserne for at meddele tilladelse så sent i graviditeten var til stede. Da fosteret efter det oplyste måtte antages at være sundt og raskt var der ikke grundlag for at give tilladelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde gravid i 23. uge. Kvinden kom til Danmark i august 2008 og boede i en lejlighed sammen med hendes ægtefælle, med hvem hun havde en datter på 2 år. Kvinden var uddannet fysioterapeut og havde arbejdet som sådan i sit hjemland. Både kvinden og hendes mand var opvokset i Pakistan. Det fremgik videre, at kvinden oplevede at være meget stresset, og at hun viste symptomer herpå; kvinden havde blandt andet tabt sig 5 kilo under graviditeten. Kvinden beskrev, at hun manglede energi, sov dårligt om natten og havde konstante smerter i hele kroppen. Som motiv for kvindens ansøgning om svangerskabsafbrydelse oplyste hun, at hun havde det psykisk dårligt, og at hun som følge heraf ikke kunne overskue at passe endnu et barn. En speciallæge i psykiatri havde vurderet, at kvinden havde udviklet en middelsvær depressiv tilstand, samt at der var en ikke ubetydelig risiko for, at kvindens tilstand ville forværres såfremt hun skulle gennemføre graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at jo længere fremskreden graviditeten er, jo større krav stilles der efter Ankenævnets praksis til alvoren af de forhold, der kan begrunde en tilladelse. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 23. uge, hvor fosteret er tæt på at være levedygtigt. På denne baggrund vurderedes kvindens psykiske tilstand ikke at være Årsberetning

30 af en sådan alvorlig karakter, at den på det sene tidspunkt kunne begrunde en svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at en middelsvær depression kan behandles /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 18 uge. Kvinden boede sammen med sin 4-årige søn i en lejlighed. Kvinden var uddannet merkonom og arbejdede fuldtid. Kvinden var gift, men manden havde forladt familien og ønskede skilsmisse. Ifølge kvinden havde han oplyst, at han ikke ønskede at have noget med barnet at gøre eller en evt. abort. Kvinden havde et lille netværk bestående af nogle veninder og sit job. Hun kunne ikke regne med søskende eller mor som støtte. Faren var død. Hun oplyste at hendes økonomi det år var god, men hun vidste ikke med fremtiden. Kvinden frygtede, at hun ikke ville kunne klare to børn. Hun ville hellere satse alt på at blive en god mor for et barn i stedet for at det skulle gå galt for dem alle tre. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af sådan en karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afgørelse. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 og stk årig kvinde var gravid i 26. uge. Barnefaren var en ældre kæreste, som på tidspunktet ikke kendte til graviditeten. Kvinden havde en udviklingsforstyrrelse og havde i en periode også haft en spiseforstyrrelse. Hun havde ikke længere en spiseforstyrrelse, men havde flere andre problemer, men var inde i en god udvikling med en støttehjælper. Kvinden var blevet psykologisk testet og var beskrevet til at være i nederste del af normalområdet. Der var også blevet oplyst, at kvinden havde massive kontaktvanskeligheder. Kvinden var overbevidst om, at det var vigtigt for hende at få en uddannelse og hun havde gennemført grundforløbet på social og sundhedshjælperuddannelsen. Hun havde haft forskellige jobs, men var løbet ind i problemer med at finde og gennemskue rutiner. Hendes overskud til at ville have det til at lykkes, havde som oftest givet gevinst. Kvinden havde ikke på noget tidspunkt ønsket et barn og var overbevist om at hun ikke kunne klare et på det tidspunkt. Såfremt hun ikke fik tilladelse til at få foretaget en abort vil hun bortadoptere. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt på, at et foster anses for levedygtigt fra 24. uge, måske endda fra slutningen af 23. uge. Kvinden var gravid i 26. uge og der var derfor ingen tvivl om, at fosteret var levedygtigt. Da der ikke forelå oplysninger om, at der var fare for, at fosteret ville få en alvorlig sjælelig eller legemlig lidelse, fulgte det af lovens 94, stk. 3, at der ikke kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Årsberetning

31 /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1 nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Barnefaren var kvindens ægtefælle. Parret havde tre andre børn på henholdsvis ½ år, 6 år og 8 år og boede i en lille, men god lejlighed i et kvarter, hvor parrets familie også boede. Børnene på ½ år og 8 år var velfungerende og gik henholdsvis i vuggestue og i skole. Deres dreng på 6 år havde problemer adfærdsmæssigt og sprogmæssigt. Han gik til udredning i kommunen og parret var til mange møder med kommunen. Han var lige startet på en ny institution, hvor han gik i dagbehandling. Parret havde deltaget i dagligdagen i institutionen for at hjælpe ham så godt som muligt og for at personalet kunne de, hvordan de havde det sammen med ham. Drengen betegnes som tidligt følelsesmæssigt skadet og havde endnu ikke noget sprog, selv om det var ved at komme. Kvinden var født i Syrien, men var kommet til Danmark ni år tidligere og var blevet gift med sin ægtefælle, som havde boet i Danmark siden han var et år. Kvinden havde gået på sprogkurser og gik nu i 9. klasse, bortset fra, at hun på var på barsel. Kvinden ønskede på længere sigt at få en uddannelse, når hun kunne komme til det for børnene. Ægtefællen havde en HF uddannelse og en uddannelse som fængselsbetjent. Han havde nu startet en bagerforretning med sin far, som havde udviklet sig til en stor forretning med en meget god omsætning. Kvindens familie boede i Syrien og ægtefællens familie kunne ikke hjælpe til på grund af forskellig sygdom. Kvinden havde henvendt sig til sin læge for at få oplagt en spiral. Ved denne lejlighed havde lægen konstateret graviditeten, som han vurderede var lidt længere henne end 12 uger. Kvinden havde med samme givet udtryk for at hun ønskede en abort, men lægen havde ikke henvist hende til sygehuset til scanning mv. Parret havde henvendt sig til deres kontakt i kommunen og var blevet henvist af kommunen i stedet for af egen læge. Kvinden ønskede abort på grund af problemer med deres dreng på 6 år, fordi han krævede mange kræfter af dem. Problemerne med ham havde taget så meget på kvinden, at hun igennem nogen tid havde gået hos psykolog for at få det bearbejdet. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på oplysningerne om de familiemæssige forhold, herunder at der i forvejen var 3 børn i familien, hvoraf den 6-årige søn havde adfærdsmæssige og sproglige problemer, som de brugte meget tid og mange kræfter på. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at fødslen og omsorgen for et nyt barn vil medføre en så alvorlig belastning, at det af hensyn til omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet blev afbrudt /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 5 og nr årig kvinde var gravid i 22. uge. Hun boede hjemme hos sine forældre sammen med tre brødre. Hun var blevet gravid med sin 16-årige kæreste, som hun havde været kæreste med igennem de sidste ca. 7 måneder, og hun oplyste, at de havde et godt forhold. Han gik på efterskole og var bekendt med graviditeten, men synes selv, at han var for ung at blive far. Kvinden gik på handelsgymnasiet og synes selv, at hun klarede sig rimelig godt. Hun ville gerne på højskole efter handelsgymnasiet, og derefter på politiskolen. Kvinden havde skiftet skole tre gange i folkeskolen på grund af familiens flytning, men hun havde både fagligt og socialt hurtigt tilpasset sig de nye omstændigheder og havde klaret sig godt. Kvinden oplyste, Årsberetning

32 at hendes far havde haft et alkoholmisbrug så længe hun kunne huske. Kvindens far havde, efter en blodprop i hjertet, fået en ballonudvidelse og havde det hjertemæssigt godt igen. Dette havde i øvrigt betydet, at han ikke drak så meget mere. Kvinden oplyste, at hendes mor havde truet med at flytte fra faren og at tage børnene med, men da misbruget ikke var blevet værre med årene, havde hun valgt at blive. Nogle gange kunne det dog blive for meget for kvindens mor, og hun forlod hjemmet i timer ad gangen. Kvinden oplyste, at hun havde en stor familie, hvoraf mange boede i området, og at familien ofte var sammen. Hun oplyste, at hendes forældre vil støtte hende uanset hvilken beslutning det endte med, og at hun troede, at de ville lade hende bo hjemme, indtil hun fandt en lejlighed samt at de ville hjælpe med lidt tøjvask og madlavning. Kvinden oplyste, at hun ønskede abort, fordi hun slet ikke var parat til at være mor, og at hun gerne ville have en uddannelse og ville ud at rejse med sine venner og kæreste. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt på, at der efter Ankenævnets praksis ikke gives tilladelse af sociale årsager efter udløbet af uge, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22. uge, og tæt på at være gravid i 23. uge. Et foster regnes for levedygtigt i 24. uge, hvorfor fosteret var tæt på at være levedygtigt. Ankenævnet udtrykte forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at der på grund af graviditetens længde ikke kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Hun boede til leje på 1. sal i et hus som var ejet af kvindens fætter. Kvinden var blevet gravid med sin 19-årige kæreste, som hun havde kendt i 4 år. Kvinden gik på HF, og det gik godt. Hun manglede et år af HF og planlagde at læse psykologi bagefter. Kvindens kæreste boede hjemme hos sine forældre og havde 4 søskende. Faren drev et pizzeria og moren passede hjemmet. Kvindens kæreste manglede et år af vvs-uddannelsen og han var glad for sit arbejde i et større VVS-firma i København. Han havde for et år siden beskadiget sin ryg i forbindelse med en bilulykke og lægerne har rådet ham til blot at træne, hvilket han gjorde i form af styrketræning, som var hans eneste fritidsinteresse efter en lang arbejdsdag. Både kvinden og kæresten havde kendt graviditeten ganske længe, men havde været meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle gennemføre graviditeten. På den ene side ville de gerne have et barn, men på den anden side følte de, at det vil være ødelæggende for begges uddannelsesforløb. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21. uge. Hun var velfungerende og havde rimelige sociale forhold, herunder egen bolig. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten. Årsberetning

33 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 26. uge. Kvinden havde 3 børn. To af dem var fra et tidligere ægteskab, og det yngste var med kvindens nuværende mand. Kvinden havde året før født en søn med en svær hjernemisdannelse, som døde fem dage efter fødslen. Kvinden havde beskrevet, at sygdommen først blev opdaget i uge 20, og at hun først i uge 34 fik at vide, at hendes søn sandsynligvis ville blive født med svære motoriske og psykiske handicap. Fødslen blev sat i gang i uge 36. Kvinden var i sin nuværende graviditet ved scanning i uge 20 blevet henvist til ny scanning i uge 24, idet mavesækken ikke kunne fremvises. Ved scanning i uge 24 var der mistanke om Dandy-Walker og et foster med betydelige forandringer i hjernefunktionen. Det fremgik imidlertid, at det endnu ikke kunne afgøres, om fostret havde samme sygdom som det tidligere barn. Kvinden oplyste, at hverken hun eller hendes mand psykisk kunne klare endnu en graviditet, hvor barnet voksede i maven, og hvor barnets tilstand blev værre for hver uge. Dette gjaldt specielt for kvinden, da hun havde haft en depression. Kvinden oplyste, at det også påvirkede børnene, som bortset fra det yngste godt kunne huske, hvad der skete med sønnen, som døde. Kvindens og hendes mands fravær og alt efterfølgende havde taget hårdt på børnene. Kvinden og manden vidste ikke, hvordan familien skulle klare det psykisk og økonomisk. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse om, at der ikke kunne gives tilladelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag, idet der efter de oplysninger, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anken, ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fostret havde samme sygdom som det tidligere barn. Ankenævnet var bekendt med, at kvinden 14 dage efter havde tid til scanning, hvor forholdene kunne forventes fuldt belyste. Ankenævnet bemærkede herved, at kvinden, hvis der fremkom nye oplysninger i sagen, kunne henvende sig til samrådet og få sagen vurderet på ny /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede alene og var blevet gravid med en mand, som hun havde mødt i nattelivet, og som hun ikke havde haft kontakt med siden. Kvinden oplyste, at hun under skolegangen havde haft en del faglige problemer og aldrig havde haft den helt store interesse i lektier, og at hun havde pjækket en del i de store klasser. Efter skolen havde hun haft forskelligt ufaglært arbejde. Senest havde hun haft et rengøringsarbejde, som hun sagde op for nogle måneder siden, da hun følte sig snydt økonomisk. Kvinden beskrev sin økonomi som dårlig. Kvindens mor døde, da hun var 14 måneder gammel, og hun voksede herefter op hos sin far. Da hun var ca. 2 år gammel, fik hun en stedmoder, som hun aldrig rigtig havde brudt sig om. Kvinden oplyste, at hun havde haft en god og tryg opvækst og et tæt forhold til sin far. Kvindens far og stedmoder blev skilt, da hun var 13 år gammel. Faren havde giftet sig på ny for nogle år siden, og kvinden havde nu to halvsøskende på hhv. 2 år og 14 måneder. Kvinden oplyste, at hun fik god støtte af familie og venner. Kvindens interesser var at træne samt at gå i byen og hygge med veninden. Kvinden oplyste, at hun igennem de seneste år regelmæssigt Årsberetning

34 havde røget hash, og taget amfetamin og kokain samt drukket når hun havde været i byen. Kvinden følte sig ikke egnet eller parat til at blive mor og kunne ikke overskue at stå alene uden en far til barnet. Ankenævnet var enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der var grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6, idet der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22. uge. Kvinden var velfungerende og havde rimelige sociale forhold og der var ikke i den psykiatriske speciallægeerklæring anført forhold af en sådan sværhedsgrad, at det kunne begrunde svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde gravid i 23. uge. Kvinden boede alene med sine 3 børn på henholdsvis 5 år, 4 år og 8 måneder i et privat rækkehus på 110 m2. Den ældste gik i forskole og skulle starte i 0. klasse til august. Han klarede sig godt og var nem. Den midterste gik i børnehave. Han talte ikke så godt og fik talepædagogisk bistand. Kvinden gik hjemme med sit yngste barn, og han trivedes normalt. Barnefaren var kvindens kæreste, som også var far til kvindens yngste barn. De havde været kærester i ca. 3 år. Han havde problemer med øl og kunne ikke stoppe, når han var gået i gang. Han havde ingen fast bopæl, men havde postadresse hos en bror. Han havde været på kontanthjælp siden december, da han blev afskediget fra et job hos en lokal bygmester. Han ønskede ikke barnet. Kvinden var blevet kæreste med faren til de to ældste, da de begge boede på et ungdomspensionat. Oprindeligt havde de fælles forældremyndighed, men da hun ophævede forholdet, hørte kvinden ikke fra ham i mere end 2 år, og hun havde siden fået forældremyndigheden alene. Han boede nu i nærheden og de havde en aftale om, at han skulle have de to ældste hver fredag-lørdag, men han aflyste for det meste. Efter kvinden afsluttede 9. klasse, var hun startet på forskellige uddannelser, men havde ikke færdiggjort nogen. Kvinden havde i længere perioder haft deltidsarbejde på pizzeriaer, som ejedes af en bekendt. Kvinden fik kontanthjælp. Såfremt kvinden fik tilladelse til abort, skulle hun i kommunal aktivering i august Kvindens nærmeste støtte var hendes mormor, som hun var opvokset hos, men hun var 71 år og kunne ikke fysisk magte det, hun kunne tidligere. Kvinden fik også hjælp fra sin mor, men det var begrænset. Kvinden havde derudover enkelte veninder, men ikke nogen nære. Ankenævnet var enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der var grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6, i det der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Årsberetning

35 Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 23. uge. Kvinden var velfungerende og havde rimelige sociale forhold, herunder gode boligforhold. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og nr årig kvinde var gravid i 19. uge. Kvinden boede i en 2 værelses studiebolig til kr ,- månedligt. Kvinden var startet på sygeplejestudiet i september 2008, men manglede 2. semester praktik på grund af sygdom. Kvinden havde taget gymnasium og 2 enkeltfag på Niels Brock før hun startede på sygeplejeskolen. Kvinden beskrev sig selv som hjælpsom, betænksom og som oftest en glad person, men hun havde igennem mange år tvivlet på om hun var god nok. Kvinden havde endvidere ryglidelsen Mb Scheuermann og tålte ikke rygbelastende arbejde. Barnefaren var kvindens tidligere kæreste, som hun havde været kæreste med i 1½ år og boet sammen med i 4 måneder. Han havde ikke nogen uddannelse og var uden arbejde. Kvinden oplyste, at han var i et nyt forhold, og at han havde udtalt, noget lunkent, at han ville støtte kvinden, hvis hun beholdt barnet, men at han helst så, at hun fik en abort. Han havde endvidere sagt, at kvinden havde planlagt dette, og at hun ville blive en dårlig mor. Da kvinden informerede ham om, at hun havde fået afslag på abort fra samrådet, havde han smidt røret på. Kvinden oplyste, at hun havde et godt forhold til sine forældre og sine søskende, og at hun havde haft en god og tryg opvækst. Kvinden oplyste, at hun havde et godt netværk med nogle gode veninder og en del bekendte. Kvinden havde siden februar været plaget af influenzalignende symptomer, en lungebetændelse samt kvalme og opkastninger. Kvinden havde i den anledning konsulteret sin læge mange gange. Kvinden havde i en telefonsamtale fremlagt sin sag for Ankenævnets formand. Kvinden fremhævede i samtalen, at hun var helt uden skyld i, at hun var havnet i den situation hun var, da hun havde gjort alt for at finde ud af, hvad der var galt med hende hen over foråret. Kvinden var vred og bitter over, at lægen, som hun havde konsulteret adskillige gange, ikke tænkte på, at hun kunne være gravid. Kvinden gav også udtryk for, at hun var meget utilfreds med den behandling, hun havde fået af den psykiater, der undersøgte hende til brug for samrådet. Kvinden syntes heller ikke at psykiaterens erklæring var fyldestgørende. Navnlig manglede der oplysninger om kvindens forhold til barnefaderen, som hun beskrev som dybt kriminel. Kvinden beskrev ligeledes, hvordan han havde kørt hende ned psykisk og hvordan hun netop havde kæmpet sig ud af forholdet. Kvinden fremhævede, at det ville ødelægge hende psykisk, hvis de frem over skulle være fælles om et barn. Ankenævnet besluttede på et møde den 15. maj 2009, at der skulle indhentes en ny psykiatrisk erklæring. Denne forelå den 16. maj Ankenævnet behandlede herefter kvindens klage på et møde den samme dag. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der efter Ankenævnets praksis ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale årsager efter udløbet af uge, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 19 fulde uger, muligt 20. uge eller mere. Ankenævnet havde stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at graviditeten ikke vil med- Årsberetning

36 føre en belastning, der var så alvorlig, at den kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse så sent i graviditeten. Kvinden vurderedes at være i en akut krise, men ingen af de psykiatriske erklæringer gav grundlag for at antage, at svangerskabet eller omsorgen for barnet vil medføre fare for forringelse af kvindens fysiske eller psykiske helbred og der kunne derfor heller ikke gives tilladelse med henvisning hertil. Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afslag /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden var gift med sin 40-årige mand.. De havde sammen to børn, en pige og en dreng, på henholdsvis knap 5 år og 2 ½ år, som var sunde og raske. Pigen blev beskrevet som en dejlig krudtugle med megen energi, og hun gik i børnehave. Drengen blev også beskrevet som en dejlig krudtugle, men var mere opsøgende og kærlig, hvor pigen var mere sin egen. Drengen gik i vuggestue, men skulle snart starte i børnehave. De boede i eget hus, som de havde købt i Kvinden brugte p-piller, men i januar løb hun tør, og før hun havde fået køb nye p-piller, havde hun og hendes mand et samleje. Kvinden tog en fortrydelsespille, og 1-2 uger efter fik kvinden en mindre blødning og hun startede på ny på p-piller. Kvinden stoppede dog igen, da hun følte, at hun fik det dårligt af dem. I april havde kvinden et afbrudt samleje. Kvinden tog efterfølgende en graviditetstest, som var positiv. Da kvinden troede, at det var her graviditeten var opstået, kom det som et chok for hende, at hun var så langt henne. Siden havde hun været utryg ved graviditeten, da hun havde taget p-piller samt fået foretaget en mammografi. Kvinden oplyste, at hun ikke kunne overskue, hvis der var noget galt med barnet. Kvinden havde en uddannelse i markedsøkonomi og en HD i afsætning. Kvinden havde været ansat hos samme firma i 11/2 år og havde en nettoløn på ca. kr ,-. Kvindens mand arbejdede som projektleder og havde en nettoløn på ca. kr ,-. Kvinden beskrev sig selv som meget mor, en positivt tænkende og konstruktiv person. Kvinden oplyste, at hun og hendes ægtefælle har været kronisk trætte i 5 år, og at dette prægede jeres samliv. Kvinden var endvidere bange for, at økonomien ikke kom til at hænge sammen, og at hun ikke ville sættes i en situation, hvor der ikke var plads til uforudsete udgifter. Kvinden frygtede, at kunne miste huset. Kvinden og hendes mand var enige om, at de ikke ønskede flere børn end de to de havde, og manden havde derfor, to uger tidligere, ladet sig sterilisere. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der i 17. svangerskabsuge kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde til grund, at kvinden havde en uddannelse, et arbejde med en fast og god indtægt, samt eget hus. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at der ikke var helbredsmæssige, psykiske eller sociale omstændigheder, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Årsberetning

37 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke 99, stk årig kvinde var gravid i 9. uge. Kvinden var blevet gravid med sin 28-årige kæreste, som hun så uden hendes forældres vidende. Kvindens kæreste boede i egen bolig og arbejdede som lastbilschauffør. Hun boede hjemme hos sine forældre, men opholdt sig meget hos sin veninde. Kvinden talte godt med sin veninde og hendes forældre, og de havde kendskab til graviditeten. Hun havde beskrevet sine forældre som gammeldags og stive i deres holdninger og at de må være meget religiøse med de holdninger, de har. Kvinden oplyste, at hun ikke kunne tale om følelser med dem, og at hun følte sig svigtet af dem. Ifølge hendes forældre måtte man ikke have kærester før man var 18 år og slet ikke have sex før man var fyldt 18 år. Når talen var om andre unge, gav kvindens forældre ofte udtryk for, at de burde smides ud hjemmefra eller sendes på opdragelse. Hun oplyste, at hvis hun fortalte sine forældre om graviditeten betød det, at hun måtte afsløre, at hun havde en kæreste, og hun frygtede, at hun så ville blive smidt ud hjemmefra. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden var 16 år og boede sammen med sine forældre. Efter Ankenævnets praksis gives tilladelse kun, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem kvinden og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at kvinden vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse og fandt ikke, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra kvinden s forældre var så alvorlig, at disse betingelser var opfyldt. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om sådanne særlige konflikter mellem kvinden og hendes forældre, der tyder på, at involvering af kvindens forældre ville medføre en konkret risiko for alvorlige konsekvenser for hende. Ankenævnet stadfæstede derfor afgørelsen. Ankenævnet oplyste kvinden om, at hvis hendes forældre ikke ville skrive under på ansøgningen om svangerskabsafbrydelse, kunne hun henvende sig til samrådet i Regionen og få behandlet sin ansøgning igen. Samrådet har mulighed for at give tilladelse, selv om hendes forældre ikke vil give samtykke. Ankenævnet bemærkede endvidere, at hvis der blev problemer i forhold til kvindens familie, kunne hun få hjælp til at løse disse gennem de sociale myndigheder /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden var gift og havde to velfungerende børn samt boede i egen bolig på ca. 127 m 2. Kvindens datter på 9 år trivedes godt, var glad for skolen, hvor hun havde mange kammerater og trivedes også godt fagligt. Kvindens søn på 5 år havde det ikke helt lige så let, men var gennemgående en glad dreng. Han var glad for børnehaven, men kunne have lidt svært med at indordne sig. Kvinden havde gennemført HG og havde derefter været i lære på kontor. Kvinden var aktuelt bogholder i et firma, hvor hun var glad for at være, da der var gode forhold og gode kollegaer. Kvindens mand havde taget HF og arbejdede som professionel fodboldspiller. Han havde igennem det sidste 1½ år arbejdet som sælger på en avis, hvilket han var meget glad for. De havde tilsammen en nettoind- Årsberetning

38 tægt på ca. kr ,- pr. måned og havde ca. kr ,- i rådighedsbeløb pr. måned. Kvinden havde i de sidste måneder haft symptomer på stress, blandt andet i forbindelse med en nær kollegas sygemelding. Kvinden havde følt sig træt og sur, skældt ud og farede i flint over ingenting, havde haft hård mave og menstruationen var udeblevet. Da kvinden fik at vide, at kollegaen skulle sygemeldes hyperventilerede hun. Kvinden havde forsøgt forskellige behandlinger, men intet havde hjulpet. Da kvinden havde haft disse symptomer over en længere periode og menstruationen udeblev, tog kvinden en graviditetstest, som viste negativ. Symptomerne forsatte og kvinden tog derfor til lægen og her viste testen positiv. Kvindens hus var købt med henblik på de to børn kvinden havde, og hun havde ikke tænkt sig at få flere børn. Kvinden var bange for, hvor belastende det vil blive for hende, idet hun i forvejen følte sig stresset. Kvinden oplyste, at hendes mand for år tilbage havde været utro, men at de havde valgt at blive sammen af hensyn til deres datter. Efter at kvinden havde fået afslag i samrådet, kontaktede hun samrådssekretariatet og oplyste, at de ikke havde fået hele sandheden med om kvindens ægteskabelige samliv, der var dårligere end hun havde givet udtryk for. Efter afslaget var kvinden og hendes mand er kommet frem til den erkendelse, at det ikke var særlig sandsynligt, at de ville blive sammen på længere sigt. Den beslutning havde gjort kvindens ønske om abort endnu større, idet hun frygtede, at børnenes sociale og økonomiske forhold vil blive alvorligt forringet. De nye oplysninger blev forelagt for samrådet, der efter fornyet behandling fastholdt afslaget. I af 24. maj 2009 meddelte kvinden, at hun ønskede at anke afgørelsen og havde i samme yderligere redegjort for hendes forhold og for ønsket om svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden havde gode, stabile sociale forhold med egen bolig, god økonomi og fast arbejde og at hendes to børn var velfungerende. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der gjorde det påkrævet at afbryde svangerskabet. Oplysningen om, at det ikke var særlig sandsynligt, at kvinden og hendes mand ville blive sammen på længere sigt, kunne ikke føre til noget andet resultat /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 3, nr. 5 og nr årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden boede hjemme hos sine forældre. Barnefaren var en dansk kæreste, som kvinden havde mødt under et højskoleophold i Sydamerika. De var fra starten klar over, at forholdet kun skulle vare under opholdet og de var ikke længere sammen. Kvinden oplyste, at barnefaren havde sagt, at han ikke ville have noget med barnet at gøre. Kvinden oplyste endvidere, at barnefaren var psykisk ustabil, har været indlagt på en lukket afdeling og ryger en del hash. Kvinden havde altid boet hjemme bortset fra et halvt år, hvor hun tog handelseksamen og beskrev sin opvækst som god. Kvinden havde taget 10. klasse og en international studentereksamen, hvorefter hun kom i forsvaret som værnepligtig. Da kvinden fandt ud af, at hun var gravid opholdt hun sig stadig i Sydame- Årsberetning

39 rika. Kvindens rejseleder foreslog kvinden at få en abort der, hvor de opholdt sig, men kvinden ville hellere vente til hun kom hjem til Danmark, da hun havde en formodning om at ikke være særlig langt henne. Da kvinden kom til Danmark henvendte hun sig til sin læge og det var et chok for hende, da hun ved scanning fik at vide, at hun var over 12. uge. Kvinden var lige startet på konstabeluddannelsen for at skulle udsendes til Afghanistan den 1. februar Efterfølgende ønskede kvinden at uddanne sig til ejendomsmægler. Kvinden oplyste, at hun ikke havde nogen indtægt og at hun skyldte sine forældre en del penge, som hun havde lånt i forbindelse med rejsen til Sydamerika. Når hun startede i militæret ville hun få sin første løn den 1. juli. Kvinden oplyste, at hun ikke vidste, hvor meget hendes forældre ville eller kunne støtte hende, hvis hun skulle have barnet. De havde stillet kvinden i udsigt, at hun måtte flytte, hvis hun skulle gennemføre graviditeten. Kvindens far var syg af en diskusprolaps og forventede en operation, og kvindens mor var meget belastet af, at hun måtte vise megen omsorg i forhold til sin mor, som var dement. Kvinden havde nogle nære veninder, som havde vist nogen omsorg og interesse i forbindelse med aktuelle situation. Kvinden oplyste, at hun følte sig for ung, umoden og uansvarlig til at kunne tage vare på et barn. Kvinden var bekymret for, om fostret havde taget skade, dels fordi hun havde drukket meget alkohol, mens hun var ude at rejse, også efter at hun fandt ud af, at hun var gravid, dels fordi hun havde taget p-piller under i graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at jo længere fremskreden graviditeten er, jo større krav stilles der til alvoren af de forhold, der kan begrunde tilladelse til afbrydelse af svangerskabet. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der i 17. svangerskabsuge kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Kvinden var 21 år gammel, kvindens helbred var godt både fysisk og psykisk, og hun var beskrevet som velfungerende og ressourcestærk. Der var derfor ikke grundlag for at give tilladelse efter lovens 94, stk. 1 nr. 5 eller nr. 6. Risikoen for, at kvindens indtagelse af p-piller og alkohol havde medført skader på fosteret var yderst beskeden. Der var ikke på andet grundlag påvist nogen fare for, at barnet ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse som følge af beskadigelse i fostertilstanden, og der er derfor heller ikke grundlag for at give tilladelse efter lovens 94, stk. 1 nr. 3. Med denne begrundelse stadfæstede Ankenævnet samrådets afslag /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden havde fået foretaget en CVS undersøgelse, som viste trisomi 18 i moderkagen med mistanke om mosaik. På baggrund af denne undersøgelse blev der 2 uger senere foretaget en amniocentese. Konklusionen af denne var, at fostret havde to identiske kromosomer nr. 18, og at der var tale om uniparental disomi. Det fremgik endvidere af sagen, at Klinisk Genetisk Afdeling konkluderede, at der var begrænset viden på området, men at der var en øget risiko for sygdom hos fostret. Det var svært at fastsætte en størrelsesorden, men det bedste bud var i størrelsesorden 5-10 %. Kvinden havde modtaget genetisk rådgiv- Årsberetning

40 ning og efter at have nøje overvejet det, havde hun besluttet, at hun ikke kunne leve med uvisheden, og at hun ikke var i tvivl om, at hun ønskede en abort. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse, idet Ankenævnet lagde vægt på, at der kun var begrænset viden om uniparental disomi på kromosom nr. 18 og den deraf følgende usikkerhed med hensyn til konsekvenserne heraf sammenholdt med graviditetens længde. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 14. uge. Kvinden havde fået foretaget en nakkefoldsscanning, som viste monochoriske gemelli. Kvinden fik herefter tilbudt en doubletest samt en lægescanning for at få en sikker chorisitetsbestemmelse. Kvinden var 2 dage senere til samtale på Ultralydklinikken på Rigshospitalet. Her fik kvinden oplyst, at hun var gravid med monochoriske gemelli og at man ved nakkefoldsscanningen fandt, at den ene tvilling var noget mindre end den anden, og at navlesnoren for den ene tvilling incererer central i placenta og den anden tvilling i kanten af placenta. Kvinden fik oplyst, hvordan en normal monochorisk tvillinge graviditet udvikler sig, og at der var en risiko for udvikling af et tvillinge-transfusionssyndrom på %. Kvinden fik at vide, at netop i hendes tilfælde var risikoen sikkert noget større, da der allerede var forskel i størrelse på fostrene samt at navlesnoren hos den ene tvilling gik ind helt ude i kanten af placenta. Kvinden fik oplyst, at der derfor var en ikke ubetydelig risiko for at kvinden ville få en kompliceret graviditet, som kunne medføre at hun ville miste et foster eller at et eller begge fostre ville blive skadede. Kvinden fik endvidere oplyst, at neurologiske sequelae efter behandling af tvillinge-transfusionssyndrom angives til 10 %. Kvinden ansøgte på baggrund af ovenstående om tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse, idet der blev lagt vægt på at monochoriske tvillinger altid har risiko for at udvikle transfusionssyndrom. Risikoen herfor var efter Ankenævnets opfattelse på %. I kvindens tilfælde måtte det antages at risikoen var lidt forøget som følge af placeringen af den ene navlesnor i placenta. På denne baggrund sammenholdt med, at graviditeten ikke var langt fremskreden fandt Ankenævnet, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet ændrede derfor samrådets afgørelse og gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 18. uge. Barnefaren var kvindens kæreste på 38 år, som kvinden havde brudt med. Kvinden boede sammen med hendes søn på 5 år og barnefaren i et lejet rækkehus på ca. 100m 2. Det havde været meningen, at kvinden og barnefaren skulle bo der sammen, men kvinden stod nu alene på lejekontrakten. Det var meningen, at barnefaren skulle flytte ud af huset, så snart han havde fundet noget at bo i. Kvinden havde mødt kæresten på arbejdspladsen og de var kommet Årsberetning

41 sammen i 1½ år, men kvinden havde brudt med ham, da han havde et alkoholproblem. Reaktionen fra ham havde været, at så ville han overhovedet ikke have noget med det ventede barn at gøre. Kvinden ville derfor komme at stå alene med to ret små børn. Kvinden oplyste, at hendes 5-årige søn trivedes godt, og at han var en dreng med fart på og i det hele taget en rigtig dreng. Kvinden havde brudt med hans far for ca. 4 år siden, men hendes søn var hos sin far ca. hver anden weekend og samarbejdet med ham var stort set godt. Kvinden havde taget folkeskolen og HG og var derefter blevet udlært hos en tøjkæde. Kvinden arbejdede nu i en virksomhed, hvor hun var glad for at være og hun synes, at det var en god arbejdsplads med en god ledelse. Kvinden tjente ca. kr ,- netto om måneden, og hun oplyste, at hun var vant til at klare sig og synes at økonomien hang sammen. Kvinden oplyste, at hendes forældre blev skilt, da hun var 15 år gammel og at hun flyttede med sin mor. Kvindens mor var førtidspensioneret på grund af en skade i knæet, men kunne dog komme og hjælpe, når der var behov for det, og ville også kunne det ved endnu et barn. Kvinden oplyste, at hendes far havde misbrugt hende seksuelt, da hun var barn. Kvinden havde været i behandling hos en psykolog og var nu afklaret med det, og oplyste, at hun faktisk havde tilgivet ham, da hun havde fået at vide, at han havde ændret sig meget og ikke var sådan mere. Kvinden oplyste, at hun havde nogle gode veninder, som ville kunne hjælpe hende praktisk. Kvinden oplyste, at hun ønskede en abort, da hun havde svært ved at se sig selv alene med endnu et barn. Kvinden var bange for, at det vil blive for meget for hende, og at det ville gå ud over hendes 5-årige søn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt til grund, at kvinden havde et arbejde med en fast og god indtægt samt gode boligforhold. Kvindens 5-årige søn trivedes i øvrigt godt. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at forholdene ikke var af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6. Sagen genoptaget og der blev givet tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og 6 22-årig kvinde var gravid i 17. uge. Kvinden boede hjemme hos sine forældre i en lejlighed. Kvinden oplyste, at hun og hendes familie var muslimer, men at hendes barndom havde været relativt frisindet. Kvinden hjalp til hjemme både økonomisk og med at passe huset i det omfang hun kunne. Det var utænkeligt, at hun skulle flytte hjemmefra før hun blev gift. Kvinden oplyste, at hendes forældre havde været opmærksomme på hendes ønsker, og at de havde støttet hende til at tage uddannelser. Kvinden havde en 3-årig HH og arbejdede som salgsassistent. Familien var muslimer. Barnefaren var kvindens kæreste gennem 5 måneder. Han var også muslim og boede hjemme hos sine forældre. Kvinden og kæresten ville gerne fortsætte som kærester og ville måske senere giftes. Kæresten synes egentligt, at det var dejligt, hvis de skulle have et barn, men det var dog utænkeligt for ham, at graviditeten gennemførtes. Kvinden oplyste, at hun ønskede en abort, da hun frygtede for hendes kommende uddannelse samt hendes forældres og søstres reaktion, da de alle var troende muslimer. Kvinden var bange for, at alle ville vende hende ryggen, og at det samme ville ske for hendes kæreste. Kvinden kunne ikke på daværende tids- Årsberetning

42 punkt se sig selv i egen lejlighed og kunne på ingen måde se sig selv som mor, og kvinden oplyste, at hun ikke kunne bo hjemme i det fald hun fik barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet udtrykte forståelse for kvindens situation, men fandt ikke, at hendes generelle sociale situation var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig for hende, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at kvinden havde en god økonomi, og at hun havde økonomisk mulighed for at bo i egen bolig. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Samrådet genoptog sagen om tilladelse til abort på kvindens anmodning på grund af ændrede forhold og fastholdt afslaget. Kvinden oplyste, at hun siden Ankenævnets afgørelse havde søgt om abort i udlandet, men fandt det uoverskueligt og havde også sprogvanskeligheder. Kvinden oplyste, at hendes kæresteforhold til barnefaderen var brudt. Kvinden oplyste, at hun var blevet afskediget fra sit arbejde på grund af fravær, som skyldtes graviditeten. Kvinden forklarede, at graviditeten påvirkede hendes hverdag så meget, at hun ikke kunne fungere optimalt og havde det dårligt psykisk og fysisk hver dag. Kvinden oplyste, at hun fornemmede, at hendes mor havde mistanke om, at hun var gravid, og at hendes tillid til kvinden var ødelagt. Hendes storesøster havde også mistanke, og hun talte ikke længere til kvinden. Ankenævnet vurderede, at kvindens ønske om abort var meget vedholdende. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse, idet der blev lagt vægt på, at det fremgik af speciallægeerklæring i forbindelse kvindens første anmodning om abort blandt andet, at hun havde haft selvmordstanker, og hendes psykiske tilstand var dagen før samrådets afgørelse beskrevet som forværret af regionens socialrådgiver. Det fremgik videre, at kvindens sociale forhold var ændret siden Ankenævnets første afgørelse, idet forholdet til barnefaderen var brudt, og kvinden var afskediget fra hendes arbejde. Kvinden kunne efter det af hende oplyste ikke forvente støtte fra hendes familie, som hun boede hos, i forbindelse med graviditeten. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at der i sagen forelå sådanne ekstraordinære og tungtvejende grunde, at tilladelse til abort blev givet /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke 99, stk årig kvinde var gravid i 11. uge. Hun var blevet gravid med sin 20-årige kæreste gennem syv måneder. Hendes forældre havde kendskab til kæresteforholdet, men sex før ægteskabet var ikke accepteret. Kvindens kæreste læste på teknisk skole og hun skulle selv starte i 2.g efter sommerferien. Hun boede hjemme hos sine forældre. Pigens familie kom oprindeligt fra Jugoslavien. Kvindens mor var muslim, og hendes far var græsk-ortodoks. Kvinden havde oplyst, at hun selv ikke var religiøs, og at religion ikke fyldte noget i familien. Hun beskrev sin familie som godt integreret. Pigens forældre havde dog den holdning, at en kvinde skulle være jomfru før ægteskabet. Kvinden havde oplyst, at faren havde et voldsomt temperament, Årsberetning

43 men han havde aldrig slået. Hun vidste ikke, om han ville slå, hvis han fik kendskab til graviditeten. Pigen var bange for, at han vil køre på hende psykisk. Hun frygtede, at han vil forbyde hende at se sin kæreste, og at hun var nødt til at stikke af hjemmefra. Hun havde oplyst, at hun ikke vil kunne betro sig til sin mor om graviditeten, uden at hendes far fik kendskab til det også. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden var 17 år og boede sammen med sine forældre. Efter Ankenævnets praksis gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden forældresamtykke kun, hvis der på grund af uoverensstemmelser ikke har været forbindelse mellem pigen og forældrene igennem længere tid, eller hvis der er helt bestemte grunde til at tro, at forældrenes reaktion vil medføre, at kvinden vil lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse og fandt ikke, at konsekvenserne af den forventede reaktion fra kvindens forældre var så alvorlig, at disse betingelser er opfyldt. Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om sådanne særlige konflikter mellem kvinden og hendes forældre, der tydede på, at involvering af hendes forældre vil medføre en konkret risiko for alvorlige konsekvenser for hende /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 18. uge. Kvinden boede alene med sine 2 børn på henholdsvis 1½ år og 7 måneder i en lejlighed på 110 m 2. Kvinden beskrev børnene som nemme og velfungerende. Begge børn og fostret havde den samme far. Kvinden havde kendt barnefaren i flere år og de havde prøvet at bo sammen flere gange, men det gik galt hver gang. De var nu gode venner og hjalp hinanden med børnene. Barnefaren havde børnene hver anden weekend og også lidt ind imellem. Kvinden havde gået i folkeskole og på efterskole i alt i 10 år og havde derefter haft forskellige jobs. Kvinden var påbegyndt uddannelsen til social- og sundhedshjælper, men stoppede da der var ½ år tilbage af uddannelsen. Kvinden havde levet af kontanthjælp siden hendes første barns fødsel for 1½ år siden. Kvinden ville gerne have et arbejde, når hendes yngste barn begyndte i vuggestue. Kvinden havde 1 år tidligere fået samrådets tilladelse til abort i 17. uge, men valgte at få barnet. Kvinden havde oplyst, at hun havde god støtte fra sin mor og stedfar og øvrige familie, men at hun ikke kunne magte omsorgen for et tredje barn allerede nu. Hun ville ikke kunne klare at være alene med 3 børn, hvoraf det ældste var 2 år. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse, idet Ankenævnet lagde til grund, at kvinden var gravid i 18. uge (uge 17 +5), og at den 18. graviditetsuge derfor ikke var udløbet. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde 2 børn på 1½ år og 7 måneder. Kvinden havde ikke en uddannelse, og hendes økonomi var meget stram. Ankenævnet fandt, at fødslen af barnet vil medføre en så alvorlig belastning af kvinden, at det af hensyn til hendes samlede sociale situation, opretholdelsen af hjemmet og omsorgen for hendes 2 børn samt mulighed for at finde et arbejde eller tage en uddannelse, måtte anses for påkrævet, at svangerskabet blev afbrudt. Ankenævnet bemærkede, at kvinden havde oplyst, at hun sidste år fik samrådets tilladelse til abort i 17. uge, men valgte at få barnet. Årsberetning

44 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 (sagen genoptaget og afslag stadfæstet) 29-årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden var født og opvokset i Sudan. Kvinden havde to børn på 12 og 9 år med sin eksmand og havde tre børn på 8, 3 og 1½ år med sin kæreste. Kæresten var alkoholisk, og der havde været i talrige konflikter med både politiet og kommunen. Han var blevet udvist fra Danmark året før og boede nu i Sverige. Kvinden boede i en 4 værelses lejlighed og var alene med sine 5 børn. Kvinden havde et par gode veninder hun kunne snakke med, men ikke nogen hun kunne forvente praktisk hjælp fra i hverdagen. Kvinden havde ingen uddannelse og havde aldrig gået i skole bortset fra 6 måneder på sprogskole i Danmark. Kvinden modtag kontanthjælp og børnebidrag til de fem børn. Kvinden havde oplyst, at de sidste 8 måneder på kontanthjælp efter den sidste barselsperiode havde været meget svære økonomisk. Kvinden havde været aktiveret flere gange. Kvinden havde et ønske om at få et arbejde i fremtiden, så hun kunne give sine børn bedre økonomiske forhold. Kvinden havde oplyst, at hun ønskede abort, da hun ikke kunne overskue den praktiske og økonomiske belastning af endnu et barn, som hun ville komme at stå alene med ansvaret for. Kvinden havde endvidere oplyst, at hvis hun ikke fik en tilladelse til svangerskabsafbrydelse, så anså hun det for Allahs vilje og ville indstille sig på det. Kvinden var ikke nervøs for et psykisk nedbrud og havde ingen tanker om at gøre skade på sig selv eller barnet. Kvinden vurderedes som psykisk robust og med betydelige ressourcer. Kvinden fremstod ansvarlig og omsorgsfuld over for hendes børn. Ud fra iagttagelser af kvindens 3 yngste børn vurderes børnene at være velfungerende. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21. uge. Kvinden og hendes 5 børn var velfungerende og hun havde en fast bolig. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten. Samrådet genoptog kvindens ansøgning om tilladelse til abort på grund af nye oplysninger og fastholdt afslaget. De nye oplysninger var indsendt til samrådet i fra familierådgivningen i kommunen. Familierådgivningen havde sendt samrådet dokumenter vedrørende kvindens og hendes families sociale situation. Det var blandt andet en vurdering af effekten af indsatsen ved massiv familiebehandling fra 2007 og en undersøgelse vedrørende kvindens ældste datter, som var afsluttet 2009, hvor konklusionen var at 3 af kvindens børn burde anbringes udenfor hjemmet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Årsberetning

45 Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22. uge. Uanset kvindens begrænsede ressourcer, var Ankenævnet enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede hjemme hos sin mor sammen med sin 16-årige lillesøster. Kvinden var kommet sammen med barnefaren i 1 ½ år, men forholdet var afbrudt og han kendte ikke til graviditeten. Kvinden ville fortælle ham om graviditeten, hvis hun skulle gennemføre den. Kvindens forældre var skilt og kvindens mor havde efter kvindens mening et alkoholproblem. Moren havde tidligere gæster hver aften, hvor der blev drukket og larmet. Nu kom de kun i weekenden, og kvindens mor ordnede alt det praktiske før hun gik i gang med at drikke. Kvindens mor arbejdede ikke, men havde heller ikke fået tilkendt pension. Kvinden havde oplyst, at der var en god stemning i hjemmet, og hun oplevede ikke utryghed. Kvinden havde færdiggjort 9. klasse og var startet på en danseuddannelse men havde valgt at stoppe efter nogle måneder for ikke at blive smidt ud, da hun så ikke ville kunne starte på en anden produktionsskole. Kvinden arbejdede som tjener timer om ugen på en restaurant og tog supplerende vagter, hvis hun blev bedt om det. Kvinden mente heller ikke at hun ville kunne klare et fuldtidsjob. Kvinden ville gerne arbejde et år eller to og derefter uddanne sig til pædagog, og derefter få et arbejde i et fritidshjem. Kvinden følte ikke, at hun var klar til at få et barn, da hun ikke var i stand til at passe sig selv. Det var kvindens mor, der passede hende, sørgede for at hun kom op til tiden, i skole og på arbejde, og det var hendes mor der lavede mad til hende. Kvindens mor kendte til graviditeten, og havde sagt, at hun skulle flytte hjemmefra, hvis hun skulle gennemføre graviditeten. Kvindens mor orkede ikke at passe barnet og kvinden ville selv skulle passe det. Kvinden havde oplyst, at hun ikke vil være i stand til at komme på arbejde, hvis ikke hendes mor var der til at få hende af sted og hun vidste ikke, hvordan man lavede mad eller vaskede tøj, da det var hendes mor der altid havde gjort det. Det var vurderet, at kvinden havde begrænsede psykiske, sociale og praktiske ressourcer i forhold til at varetage omsorg for et barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22. uge. Uanset kvindens begrænsede ressourcer og usikre boligforhold, var Ankenævnet enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten. Årsberetning

46 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 (Sagen genoptaget og Ankenævnet meddelte afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og 6.) 31-årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede sammen med sin 43-årige mand, der også var barnefaren. Parret havde været muslimsk gift i 5 år og boede i en 2 værelses lejlighed på 75 m 2. Parret havde arbejdet sammen i mandens grøntforretning, men han var for tiden sygemeldt og havde måttet skifte branche. Parret havde solgt forretningen. Parret havde ikke arbejde, og afventede at få en afklaring af, om kvinden kunne få kontanthjælp, samt hvorvidt eller hvor meget manden kunne få i sygedagpenge. Manden havde 4 børn fra et tidligere ægteskab. Parret havde den yngste søn på 8 år meget hos dem. Kvinden havde en læreruddannelse og søgte job. Kvinden og hendes mand havde ikke noget ønske om at få børn, og de prøvede at få orden i deres liv. Mandens yngste søn havde brug for ekstra støtte og efter nogle tunge år ønskede de lidt tid til hinanden. Der var ikke rum for et nyt barn. Kvinden havde endvidere oplyst, at deres forhold havde været meget belastet de sidste 4-5 måneder. Efter at kvinden har fortalt manden om afslaget fra samrådet, havde han beskyldt kvinden for, at det var hendes skyld, at der var givet afslag og han ville skilles. Kvinden havde oplyst, at hvis hun blev alene havde hun ikke råd til at blive boende i lejligheden. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet havde forståelse for kvindens situation, men fandt ikke, at kvindens generelle sociale situation, var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at det var påkrævet at svangerskabet blev afbrudt. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden boede i egen bolig sammen med hendes mand, at hun havde en uddannelse og det måtte forventes, at hun kunne få arbejde som lærer. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven, og Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afslag. Samrådet genoptog sagen grund af nye oplysninger i form af en speciallægeerklæring og fastholdt afslaget. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at kvinden følte sig trist og magtesløs, og at de sidste 2 uger havde været meget anstrengende. Kvinden havde haft tanker om at skade fosteret eller måske begå selvmord. Kvinden ville gerne fremprovokere en abort, men vidste ikke, hvordan hun kunne gøre det. Kvinden havde oplyst, at hun ønskede mange ting for sit liv fremover, men at det var uforeneligt med at have et barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet Ankenævnet ikke fandt, at speciallægeerklæringen gav nye oplysninger, der kunne begrunde en tilladelse så sent i graviditeten (16. uge). Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afslag. Årsberetning

47 /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 20. uge. Barnefaren var kvindens ekskæreste, som havde gjort det klart, at det var hendes eget problem, at hun var blevet gravid, og han havde ikke støttet hende på nogen måde. Kvinden havde derfor afsluttet forholdet. Kvinden boede sammen med sine 2 børn på henholdsvis 5 år og 3 år. Kvinden var blevet skilt fra faren til sine to børn, og de var flyttet fra hinanden 1 ½ år tidligere. Efter skilsmissen havde han bedt kvinden om at flytte ind hos ham igen. Kvinden opsagde sin lejlighed, men det viste sig, at han havde fundet en anden, og kvinden måtte derfor flytte igen. Kvinden stod uden tag over hovedet med de to børn. Kvinden og hendes børn boede en periode i en familieinstitution, men var 3½ måned tidligere flyttet i en lejlighed. Lejligheden lå i et socialt belastet kvarter, hvor der var meget ballade. Kvinden turde ikke lade det ældste barn gå alene ned at lege. Børnene boede hos faren hver anden uge. Kvindens eksmand var en god far for børnene, men hun kunne ikke få nogen støtte og hjælp fra ham i de perioder, hvor hun havde børnene. Omvendt forventede han, at kvinden hjalp ham i de perioder, han havde børnene. Kvinden følte, at selvom børnene var hos deres far hver anden uge, så var hun den primære omsorgsperson, og den der fik tingene til at glide. Kvinden arbejdede som pædagogmedhjælper, og det var hendes plan at få uddannelse som pædagog. Kvinden havde oplyst, at hun ikke var god til at styre sin økonomi, og at hendes stedfar derfor havde overtaget ansvaret. Han sørgede for, at kvindens regninger blev betalt og hun fik selv udbetalt et månedligt beløb, som så måtte slå til. Kvinden havde begrundet abortønsket med, at hun og børnene havde været meget igennem på det seneste, og at hun følte sig ikke stærk nok til at få et barn mere. Det fremgik videre af sagen, at kvinden af egen læge var blevet henvist til hospitalet med henblik på abort, men at henvisningen tilsyneladende var gået galt i posten og aldrig nåede frem. Da kvinden ikke havde hørt fra hospitalet kontaktede hun egen læge igen næsten ca.3 uger senere, hvorefter hun kom til undersøgelse nogle dage senere. Ved undersøgelsen blev kvinden fundet gravid svarende til 19. uge. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse, idet Ankenævnet fandt, at omsorgen for yderligere et barn, ville medføre en alvorlig belastning, der af hensyn til omsorgen for kvindens øvrige børn, gjorde det påkrævet at svangerskabet blev afbrudt. Ankenævnet lagde især vægt på, at den omskiftelige periode efter skilsmissen havde medført en langvarig belastning, der sammenholdt med kvindens økonomiske situation, bevirkede, at der var grund til at frygte, at kvinden med yderligere et barn ikke ville kunne magte at opretholde hjemmet /1 afslag på anmodning tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 19. uge. Kvinden boede hjemme hos sin far. Hun havde afsluttet gymnasiet, og havde planer om at starte på danskstudiet på universitetet til næste år. Kvinden arbejdede i et supermarked i hverdage, og i weekenden arbejdede hun som bartender i et diskotek. Barnefaren var kvindens eks kæreste og de var kærester fra slutningen af 2008 til for ca. 1 ½ måned tidligere, hvor forholdet op- Årsberetning

48 hørte. Han var informeret om graviditeten og havde reageret meget negativt på dette. Kvinden fik således ingen opbakning fra ham. Kvinden havde oplyst, at hun havde fået god støtte fra sin storebror og en veninde. Kvinden brugte for tiden det meste af sin tid på arbejde og venner. Kvinden havde oplyst, at hun slet ikke kunne overskue en tilværelse som enlig mor på nuværende tidspunkt. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter Ankenævnets praksis efter udløbet af uge ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 19. uge. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at hverken graviditeten eller omsorgen for barnet ville medføre en belastning, der var så alvorlig, at den kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse så sent i graviditeten. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden var sund og rask, havde lønindtægt og et godt netværk. Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afslag /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 23. uge. Kvinden boede hjemme hos sine forældre i en 2 værelses andelslejlighed. Kvinden havde oplyst, at hendes opvækst var svær. De var meget fattige og kvindens forældres forhold var meget ustabilt. Det var blevet opdaget, at kvinden var ordblind i 2. klasse, og hun blev herefter flyttet til en ordblindeklasse, hvor der også var undervisning for talevanskeligheder. Kvinden kom på ny skole i 6. klasse og først i 8. klasse lærte hun at læse. Kvinden havde oplyst, at hun blev mobbet i skolen på grund af hendes talevanskeligheder. Kvinden havde altid været overvægtig, og havde prøvet at tabe sig, men det var først lykkedes efter, at hun havde fået diagnosticeret et lavt stofskifte, og fik medicinsk behandling for det. Kvinden røg ca cigaretter dagligt, og ca. 2 g hash dagligt, især efter arbejdstid og også når hun skulle falde i søvn. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at hun havde prøvet at begå selvmord for 3 år siden. Kvinden var i lære som smørrebrødsjomfru og hun var meget glad for arbejdspladsen. Der skulle være gode jobmuligheder, når kvinden var udlært. Kvinden og barnefaren på 23 år havde kendt hinanden i 17 måneder, men hun betegnede dem ikke som faste kærester. Barnefaren var på bistand, boede på gaden og var pusher. Han havde fået en dom på 3 måneder, som var konverteret til et afrusningsophold. Han havde i forvejen et barn på 2 år. Kvinden og barnefaren var enige om at søge om abort. Kvinden følte sig ikke moden til at blive mor, og hun var bange for at uddannelsen ville gå i stå. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 23. uge. Ankenævnet havde stor forståelse for kvindens vanskelige sociale situation, men hendes graviditet var så langt fremskreden, at der på trods heraf ikke kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Årsberetning

49 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 19. uge. Kvinden boede hos sin tvillingesøster i en lejlighed, som søsteren delte med en veninde. Barnefaren var kvindens 20-årige ekskæreste. Kvinden havde boet sammen med ham i en lejlighed, som stod i kvindens navn, men hun havde bedt ham om at flytte. Barnefarens venner havde efterfølgende truet med at komme og slå døren ind. Kvinden havde kontaktet politiet og var derefter flyttet ind hos sin tvillingesøster. Kvinden havde opsagt sin egen lejlighed med udgangen af 2009 og planen var at finde et kollegieværelse, men det var udskudt på grund af graviditeten. Kvinden havde oplyst, hun frygtede barnefarens venner. Barnefaren kendte til graviditeten og synes, at kvinden skulle beholde barnet, og at han ville tage ansvaret for barnet efter fødslen. Kvinden troede, at dette var for at få hende tilbage. Kvinden afviste, at de ville finde sammen igen. Kvinden havde oplyst, at barnefaren var noget umoden, at han var droppet ud af gymnasiet, og at han nu arbejdede. Kvinden var opvokset hos sine forældre sammen med sine søskende. Kvinden havde oplyst, at hendes barndom grundlæggende havde været god, med gode oplevelser og rejser, men at hendes mor var alkoholiker. Kvindens forældre var skilt. Kvinden og hendes søster havde følt sig meget svigtet af deres far, da han havde fundet en ny kæreste. Kvinden mente, at dette havde præget deres forhold til kærester således, at de var mistroiske i forhold til hvem de kunne stole på. Kvinden havde afsluttet gymnasiet og havde taget 2 sabbatår. Kvinden var lige begyndt at læse på universitetet, hvilket hun var meget glad for, og hun arbejdede sideløbende som bartender. Kvinden havde oplyst, at et barn ville komme helt på tværs, og at hun ønskede at få en abort. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der efter Ankenævnets praksis ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale årsager efter udløbet af uge, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun er gravid i 19. uge. Ankenævnet lagde vægt på, at kvindens boligforhold ville kunne løses, og hun havde i øvrigt havde almindelige sociale forhold og var socialt og psykisk i alt væsentligt velfungerende. Ankenævnet var på denne baggrund enig med samrådet i, at der ikke var forhold der kunne begrunde en tilladelse så sent i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 14. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, som også var barnefaren, i et rækkehus på 126 m 2. De havde kendt hinanden i 10 år, og havde været kærester igennem 3-4 år. De savnede begge byen meget og havde planer om at købe en lejlighed eller et byhus med få men gode kvadratmeter og gerne med en lille have eller terrasse. Kvinden og hendes kæreste havde arbejde med gode lønninger og ingen økonomiske problemer. Kvinden fandt det svært at skulle forene karriere med et barn. Kvinden og hendes kæreste arbejdede meget, og rejste flere gange om ugen i arbejdsøjemed. Kvinden havde været lidt i tvivl, om hun skulle gennemføre graviditeten, fordi hun følte, at det var sidste udkald for hende. Kvindens samtaler med Mødrehjælpen havde dog medvirket til, at hun var nået frem til en afklaring i sit ønske om abort. Kvinden havde oplyst, at hun stod i en lidt speciel situation, da det aldrig har været et ønske, at graviditeten skulle ende i Årsberetning

50 samråd. Kvinden havde oplyst, at det lange forløb fra egen læge til scanning på sygehus havde været på grund af, at egen læge havde oplyst, at der var rigelig tid. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde gode, stabile sociale forhold med egen bolig, god økonomi og fast arbejde, og at hun var velfungerende. Ankenævnet fandt ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for tilladelse efter nogen af bestemmelserne i loven. Ankenævnet havde ikke mulighed for ved sagens afgørelse at tillægge den omstændighed betydning, at det var forløbet fra egen læge til scanning, der havde bevirket overskridelse af fristen for abort uden tilladelse. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var forhold der kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i fulde 13 uger. Kvinden boede alene sammen med sin 8- årige datter i en lejlighed på 77 m 2. Barnefaren var 50 år og ønskede ikke, at kvinden fik en abort. Han havde aldrig været gift og havde ingen børn. Kvinden havde kendt barnefaren i ca. 5 måneder, men forholdet fungerede dårligt og kvinden havde oplevet mange svigt fra hans side. Kvindens datter var ikke glad for ham, da hun havde oplevet, at han havde kaldt kvinden nogle frygtelige ting, ligesom hun havde oplevet, at han havde smidt dem ud af sit hus. Kvindens datter var velfungerende i skolen og i fritidshjemmet, og hun så sin far hver 2. weekend. Han boede i nærheden og de havde et godt forhold. Kvinden havde en lang uddannelse og næsten en fuld HD. Kvinden havde et arbejde med en god løn, hvor hun kørte rundt hele landet og hjalp kunder. Kvinden havde haft mange overvejelser om, hvorvidt hun skulle søge om abort, men var endt med, at det ville være den bedste løsning, da hun ikke kunne overskue at være enlig mor til 2. Kvinden havde ikke familie som kunne hjælpe hende i hverdagen, og hun var bekymret for, at hun ville miste sit arbejde. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde gode, stabile sociale forhold med egen bolig, god økonomi og fast arbejde, og at hun og hendes datter var velfungerende. Ankenævnet var på den baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var forhold der kunne begrunde tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden havde 2 børn på henholdsvis 12 år og 6 år. Kvindens børn trivedes godt både hjemme og i skolen. Kvindens søn havde kun sporadisk kontakt med sin far, mens datteren var hos sin far hver anden uge. Barnefaren var en ven, som kvinden havde kendt, siden hun var 24 år, men de sås ikke længere, og han kendte ikke til graviditeten. Kvinden ønskede ikke, at han skulle involveres i graviditeten. Kvinden boede midlertidigt hos sin mor og stedfar Årsberetning

51 sammen med sine børn, siden hun flyttede fra eks kæresten, da hun ikke havde råd til at blive boende i huset. Kvinden havde ikke kunnet finde noget på det private boligmarked, og stod på venteliste i de almennyttige boligselskaber. Kvinden havde afsluttet 10. klasse og havde arbejdet som rengøringsassistent samt i eks kærestens virksomhed. Kvinden arbejdede nu på et hotel, hvor hun var ansat som timelønnet, og hendes månedsindkomst svingede derfor. Kvinden havde megen gæld og havde været kaldt i skifteretten vedrørende flere af gældsposterne. Kvinden kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne komme ud af sin gæld, og det var en stor belastning for hende. Kvinden brugte al sin tid på arbejde og sine børn, og hun havde ikke tid til fritidsinteresser. Kvinden havde et godt netværk med venner og familie. Kvinden ønskede abort og var sikker på, at det var den rigtige løsning for hende. Kvinden var bange for, at det vil gå ud over sine 2 børn, hvis hun fik et barn mere. Kvinden troede ikke, at hun havde kræfter til at være alenemor for 3 børn og havde oplyst, at hun arbejdsmæssigt og økonomisk ikke kunne klare flere børn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6. Der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21. uge. Ankenævnet havde forståelse for kvindens vanskelige sociale situation som enlig mor uden egen bolig og med megen gæld, men fandt, at hendes graviditet var så langt fremskreden, at disse forhold ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede sammen med sin søster i en 3 værelses lejlighed. Barnefaren var kvindens 26-årige kæreste, som hun havde været kæreste med i ca. 6 måneder. De havde kendt hinanden siden 6. klasse. Barnefaren havde et fast arbejde som sygeplejer i kommunen. Kvinden var opvokset i en kernefamilie med to yngre søstre på 24 og 18 år. Familien havde boet i USA, men da kvindens forældre blev skilt flyttede kvindens mor tilbage til Danmark med kvinden og hendes søstre. Kvinden havde beskrevet sin barndom som god, indtil forældrenes skilsmisse. Det havde taget hårdt på kvinden, og hun havde det svært med sin far, som havde været hendes mor utro igennem 10 år. Det havde svækket kvindens tillid til mænd i flere år. Kvinden var uddannet lærer og arbejdede som sådan. Kvinden havde oplyst, at hun var meget glad for arbejdet og havde fremhævet, at der altid var muligheder for at få job som lærer. Kvindens arbejde var meget krævende, og hun havde ikke rigtigt nogen hobbies eller interesser. Kvinden havde et godt netværk, og hun så sine veninder, kæreste, mor og søstre. Kvinden følte sig ikke parat til at blive mor, da der var mange ting at prøve. Kvindens kæreste ønskede heller ikke at blive far. Årsberetning

52 Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden havde gode sociale og økonomiske forhold, idet hun havde en uddannelse, arbejde og en god bolig. Ankenævnet fandt derfor ikke, at der var forhold, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet var på den baggrund enig i samrådets afgørelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 3 og 6 32-årig kvinde var gravid i ca. 20. uge. Kvinden boede til leje i et hus sammen med sin jævnaldrende kæreste, som var barnefaren. Kvinden havde 3 børn på henholdsvis 11, 9 og 6 år fra et tidligere ægteskab og kæreste havde 2 børn på henholdsvis 16 og 4 år fra et tidligere forhold. Kvindens børn boede hos hende hver 2. uge og de havde kærestens yngste flere dage ad gangen og mere end almindelig weekend hver 14. dag. Kvinden havde en uddannelse som serigraf. Kvinden havde det seneste år arbejdet som ufaglært på afsnit for demente 30 timer ugentligt. Kvindens kæreste var uddannet smed og var i arbejde. Kvinden havde oplyst, at deres økonomi var rimelig. Graviditeten var ønsket, men de var blevet bekymrede i forbindelse med almindelig undersøgelse med blodprøver og skanning for nakkefold, i og med at en af blodprøverne var for lav, hvilket kunne tyde på mulighed Downs Syndrom. Da scanning for nakkefold senere gav samme resultat, blev kvinden yderligere bekymret for om fosteret skulle have Downs Syndrom. Efter 3 ugers undersøgelser blev det klarlagt, at der ikke var kromosomfejl. Man mistænkte således ikke længere fosteret for at have Downs Syndrom. Kvinden havde efterfølgende haft 5 generaliserede krampeanfald, og en uge efter disse haft 2 generaliserede krampeanfald. Kvinden havde været set af en neurolog, som havde givet udtryk for, at hendes krampeanfald kunne give risiko for hjerneskade på fosteret. Neurologen havde ment, at det drejede sig om smerteudløst krampeanfald. Kvinden havde været undersøgt på hjertemedicinsk afdeling, og havde der fået at vide, at hun havde et svagt hjerte. Kvinden tog almindeligvis Prophanol som forebyggende medicin, men hun var ikke i behandling på grund af graviditeten. Kvinden havde i forbindelse med migræneanfald fået londonkur mod migræne. Kvinden fik almindeligvis kun behandling for migræne under anfald. Kvinden havde oplyst, at den lange usikkerhed over tid, om hvorvidt fosteret havde Downs Syndrom og om fosteret havde fået hjerneskade havde gjort hende bekymret om, hvordan barnet fungerede og om barnet havde fået en hjerneskade. Kvinden følte, at det ville være belastende, at skulle have et hjerneskadet barn, og at det ville være en voldsom og ressourcekrævende opgave for forældrene, men at det også ville gå ud over de andre børn i familien, som var sunde og raske og at de derved ville få mindre omsorg, fordi forældrene ikke ville have samme overskud til dem. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse om, at der ikke kunne gives tilladelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 3. Det fandtes efter det oplyste, ikke grundlag at antage, at det ventede barn var blevet påført skader på grund af de beskrevne anfald. Der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Årsberetning

53 Ankenævnet var derfor også enigt i samrådets afgørelse om, at der ikke kan gives tilladelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde bolig og en rimelig økonomi. Ankenævnet fandt således ikke, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale årsager på et så sent tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge med tvillinger. Kvinden havde et barn på 3 år, som gik i børnehave og var velfungerende. Barnefaren var kvindens kæreste gennem 11 år og de var muslimsk gift. Kæresten var også far til hendes 3-årige barn. Parret boede sammen i 3 værelses ejerlejlighed, som var dyr og kun ville kunne sælges med et stort tab. Kvinden mente ikke, at denne bolig ville kunne rumme yderligere to børn. Kvinden var uddannet designer og arbejdede i et tøj firma. Kvinden havde lange arbejdsdage og hyppige forretningsrejser og det var derfor altid kvindens kæreste, der afleverede og hentede deres barn til og fra børnehaven. Kæresten var pædagog og arbejdede på en privatskole. Parret fik tilsammen udbetalt ca. kr ,- månedligt og havde faste udgifter for minimum kr ,- månedligt. Kvinden led af stressinkontinens, men var herudover sund og rask. Kvinden og hendes kæreste mente ikke, at de kunne magte yderligere to børn af praktiske, karrieremæssige og økonomiske grunde. Kvinden havde oplyst, at hvis hun var gravid med kun 1 barn ville hun have gennemført graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der var grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde gode sociale forhold. Kvinden boede sammen med barnefaren i et stabilt parforhold og deres 3-årige barn var velfungerende. Kvinden og kæresten havde begge fast arbejde og gode boligforhold /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede hjemme hos sin mor sammen med sine tre søskende. Kvindens forældre var blevet skilt, da kvinden var ca. 6 år gammel. Kvindens forældre havde stort set ikke haft kontakt siden skilsmissen, udover at moren opdaterede faren ca. hver tredje måned om, hvordan det gik med børnene. Kvindens mor var gift igen med en mand, som var bosat i Italien og som kun kom på besøg ind imellem. Kvindens far havde været gift, men var skilt igen. På kvindens og hendes søskendes initiativ var der nu mere kontakt til faren. Begge kvindens forældre var muslimer og kvindens mor var meget religiøs. Kvinden var bange for, at hun ville slå hånden af hende, hvis hun fik at vide, at kvinden var gravid uden for ægteskab. Kvindens kusine var blevet udstødt af familien på grund af, at hun var blevet gravid udenfor ægteskab. Kvinden gik ud af 10. klasse og startede i gymnasium, men stoppede i 2. g, fordi hun skoletræt. Kvinden var startet på Social- og Sundhedsskolen, men var stoppet efter 3 måneder. Kvinden søgte nu et arbejde og hun planlagde at søge optagelse på HF for derefter at komme på pædagogseminariet. Kvinden blev forsørget af sin mor. Kvinden havde planer om at sø- Årsberetning

54 ge engangshjælp ved kommunen, men håbede at få et arbejde. Kvinden havde kendt barnefaren i ca. 8 måneder. Barnefaren var 27 år gammel og havde arbejde. Forholdet var sluttet efter at graviditeten blev kendt. Barnefaren ville ikke have noget med barnet at gøre og han ville ikke støtte kvinden med hverken abort eller gennemførelse af graviditeten. Kvinden ønskede ikke et barn nu, da det vil sætte hende tilbage både uddannelsesmæssigt og økonomisk. Kvinden ville ikke have et barn udenfor ægteskab, og selv om abortindgrebet lød ubehageligt, så vil hun hellere igennem det end at miste sin familie. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt i samrådets begrundelse og fandt ikke, at der var grundlag for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 6. Der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21. uge. Ankenævnet havde stor forståelse for kvindens vanskelige sociale situation, men fandt ikke, at hendes dårlige sociale forhold havde så alvorlig en karakter med hensyn til den langt fremskredne graviditet, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet var på denne baggrund enigt med samrådet i, at der ikke var grundlag for at tillade svangerskabsafbrydelse på et så sent et tidspunkt i graviditeten /1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og 6 29-årig kvinde var gravid i 20. uge. Kvinden havde en datter på 2 ½ år med sin tidligere kæreste, der også var barnefar til det ventede barn. Kvinden beskrev barnefaren som ikke særlig involveret i datterens liv, og hans umiddelbare reaktion på kvindens nuværende graviditet var, at hun skulle få foretaget en abort. Kvinden havde ingen uddannelse og hendes økonomi var belastet, idet hun levede af kontanthjælp og havde en større gæld. Kvindens boligsituation var ustabil, idet hun boede i en tidsbegrænset fremlejet lejlighed. Kvinden havde mistet sin mor, som hun var tæt knyttet til, i slutningen af juni måned samme år. Kvinden havde relativt tidligt opdaget graviditeten, men hun havde oplevet graviditeten som et sekundært problem på grund af sin mors død. Kvinden havde haft psykiske problemer og havde af egen læge fået ordineret antidepressiv behandling som hun var ophørt med i forbindelse med hendes nuværende graviditet. Kvinden havde i det hele taget overordentlig svært ved at overskue, at skulle have endnu et barn. Ankenævnet ændrede samrådets afgørelse og meddelte tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde haft mulige symptomer forenelig med let depression i foråret 2009 og at hun havde været behandlet med en vis effekt med antidepressivum. Ankenævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af speciallægeerklæringen, at kvinden aktuelt vurderedes med mulig belastningsreaktion, længerevarende af depressiv type, på baggrund af længerevarende varierende nedtrykthed, magtesløshed, uoverskuelighed og følelsesmæssige forstyrrelser inklusive eget selvværd, efter kompliceret parforhold. Hertil vurderedes kvinden med risiko for forværring i tilstanden ved yderligere belastning, særligt i kontakten Årsberetning

55 med barnefaderen. Kvinden vurderedes endvidere med behov for begyndende psykologsamtaleforløb, herunder løbende vurdering af forværring i regelret depressiv retning. Ankenævnet lagde endelig vægt på, at kvinden havde en belastet økonomi med betydelig gæld, at hendes boligsituation var ustabil samt, at hun i forvejen var alene forsørger til sin datter. Ankenævnet vurderede, at der var nærliggende risiko for en yderligere forværring af kvindens samlede situation, såfremt en graviditet gennemførtes. Efter en samlet vurdering af kvindens aktuelle situation, herunder forværring af depressiv tilstand, fandt Ankenævnet under disse særlige omstændigheder, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet havde bemærket, at kvinden ved undersøgelse den 17. november 2009 blev fundet gravid svarende til 19. uge. Resultatet af undersøgelsen og ansøgningen om tilladelse til svangerskabsafbrydelse blev samme dag faxet til abortsamrådet. Ankenævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, at kvindens ansøgning var blevet afgjort tidligere /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste og fem børn. Kvinden havde selv to børn og hendes kæreste havde 3 børn. Kvindens to børn boede hos deres far, og boede hos kvinden en gang om ugen og i enkelte weekender. Kvinden og hendes kæreste havde været sammen i 6 ½ år og hun betegnede deres forhold, som værende godt og stabilt. Kvinden havde ikke nær kontakt til sin familie, som boede i Sverige og hun opfattede ikke sit netværk som omfattende. Kvinden havde nok i hendes familie og arbejde, og havde ikke overskud til meget mere. Kvinden havde haft et uheldigt efterår helbredsmæssigt, idet hun havde været ramt af influenza og allergiske reaktioner. Kvinden havde slået sin ryg i 1994, som følge af et fald og var mærket af dette i dagligdagen. Kvinden betegnede dog sit helbred som godt. Kvinden arbejdede som salgsassistent hos et rejseselskab, hvor hun varetog funktioner i forhold til svenske medier. Kvinden havde en svensk gymnasieuddannelse, en dansk handelsskoleeksamen og havde været i lære hos en virksomhed i Danmark. Kvinden var særdeles glad for hendes arbejde. Kvindens kæreste var blevet rystet og ked af det, da hun havde fortalt ham om graviditeten. Kvinden havde oplyst, at familielivet kunne være hårdt og krævende, ikke mindst på grund af hendes 18-årige søn, som havde diagnosen NLD og som krævede megen støtte. Kvinden havde oplyst, at barnet slet ikke var ønsket og hun var bange for, at hun ikke ville have overskud til at tage sig af et barn. Kvinden var bange for at miste sit arbejde, hvis hun skulle gennemføre graviditeten. Kvinden havde oplyst, at hendes kæreste ville reagere på samme vis, og frygtede hvilken indflydelse dette ville have på deres fremtid. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden havde gode sociale og økonomiske forhold, idet hun havde en uddannelse, et arbejde og en god bolig, ligesom hun havde samlevet med sin kæreste i over 6 år. Ankenævnet fandt derfor ikke, at der forelå sådanne særlige forhold, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet var på den baggrund enigt i samrådets afgørelse. Årsberetning

56 /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 23. uge. Der var ved tripletest blevet påvist øget risiko for kromosomafvigelser hos fosteret. Ved anden undersøgelse blev der ikke fundet nogen sikre tegn på misdannelse, men flere markører, der tydede på abnorm fosterudvikling. Med en afvigelse på hovedomfang på mere end 3 standardeviationer, var der med sikkerhed tale om tidlig cerebal væksthæmning med sikker abnorm neuromotorisk udvikling til følge. Ved tredje undersøgelse sås et foster på minus 22 %. Der var fine fosterbevægelser og normal mængde vand. Der var fint flow i arteria umbilicalis, lille negativ tak i ductus venosus, men flowet i arteria cerebri media kunne ikke vurderes. Hjertet udgjorde en fuldstændig normal del af thorax, modsat tidligere undersøgelser. De hyperkkoiske tarme sås fortsat, men slet ikke i samme grad. Kvinden kunne ikke glæde sig over graviditeten nu, hvor hun var blevet gjort bekymret. Ankenævnet fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der var fare at fostret ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Der var tidlige mistanker om kromosomforandringer, men efterfølgende amniocentese havde vist normal karyotype. Der var fundet fine fosterbevægelser, normal mængde fostervand og normalt flow i arteria umbilicalis samt at hjertet udgjorde en normal del af thorax. Kvinden var endvidere i 23. uge og meget langt henne i graviditeten. Ankenævnet var derfor enigt i samrådets afgørelse om, at der ikke kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 3. Ankenævnet havde stor forståelse for kvindens bekymring for, om barnet udviklede sig normalt, men denne bekymring kunne ikke danne grundlag for en tilladelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og årig kvinde var gravid i 21. uge. Barnefaren var kvindens jævnaldrende ekskæreste og han havde overtalt kvinden til at forsøge at få et barn. Kvinden var flyttet ind sammen med barnefaren efter hun var blevet gravid. Forholdet til skiftede dog, da de flyttede sammen. Barnefaren begyndte at blive verbalt grov overfor kvinden og hun havde beskrevet ham som havende psykotiske træk. Kvinden havde talt med kæresten om, at hun kunne forudse, at hun ville blive alene med barnet og hun overvejede at bortadoptere. Dette blev barnefaren rasende over. Kvinden havde undersøgt mulighederne for bortadoption, men frygtede, at barnefaren ville få forældremyndigheden over barnet. Barnefaren havde 3 børn med 2 forskellige kvinder, hvoraf han havde kontakt til de 2 yngste børn hver 3. weekend, men han havde ikke kontakt til den ældste dreng. Kvinden syntes ikke, at hans kontakt til børnene var god nok. Kvinden havde oplyst, at han havde stor gæld og at han var syge-meldt. Kvinden var flyttet hjem til sine forældre og har fået lovning på en lejlighed på 147 m 2 i en villa tæt ved sit arbejde. Kvinden var uddannet sygeplejerske og var meget tilfreds med sit arbejde og hendes økonomi var god. Kvinden havde ingen gæld og havde mulighed for at spare op af sin indkomst. Kvinden havde et godt netværk bestående af både familie og gamle venner fra gymnasiet. Kvinden var tidligere behandlet for spiseforstyrrelser, med både anorektiske og bulimiske symptomer, men hun havde aktuelt et sundt forhold til både mad og egen krop. Kvinden havde 3 år tidligere været indlagt på grund af depression og havde siden Årsberetning

57 været i medikamentel behandling. Kvinden havde tæt og regelmæssig kontakt til privat-praktiserende psykiater, som mente, at hun muligvis led af dystymi, som var en kronisk forstemningstilstand, der ikke opfyldte diagnostiske kriterier for egentlig depression. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at der var en betydelig risiko for, at kvinden ville udvikle en depression, i tilfælde af en tilværelse som enlig mor samt at recidiv af depression ikke kunne udelukkes i tilfælde af abort. Kvinden havde altid har været overbevidst om, at hun ikke ville have børn, indtil hun for et halvt år siden havde mødt sin ekskæreste, som overtalte hende til at blive gravid. Kvinden havde det svært med at være gravid med ekskærestens barn og tænkte på om det vil få psykotiske træk. Kvinden kunne ikke bære tanken om, at skulle have en kontakt med ekskæresten i fremtiden. Kvinden havde af erfaringer lært, at han ville destabilisere hendes liv og fremtid. Kvinden så det som en nødvendighed, at tage hensyn til sig selv frem for det ufødte barn, men at hun var ulykkelig herover og ville ønske at familielivet var en reel mulighed. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt i samrådets afgørelse om, at der ikke kunne gives tilladelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 1 og Ankenævnet fandt heller ikke at der kunne gives tilladelse efter 94, stk. 1, nr. 6. Der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Efter Ankenævnets praksis gives der efter udløbet af uge ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden tidligere havde været behandlet for depression, men at der ikke var nogen aktuelle symptomer. Ankenævnet lagede herudover vægt på, at kvinden havde gode sociale forhold, herunder et fast job, en god økonomi og havde fået lovning på en god bolig. Ankenævnet fandt således ikke, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse af sociale årsager, hvortil kom at kvinden var på et sent tidspunkt i graviditeten /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede sammen med sin mand, som også var barnefaren og de havde været sammen i 4-5 år. Manden var 46 år gammel og havde to børn, på henholdsvis 14 og 18 år, fra tidligere forhold. Manden arbejdede meget for at få det hele til at hænge sammen. Parret havde selv bygget deres hus. De havde det godt sammen, men kvinden var meget usikker på, hvad graviditeten ville komme til at betyde for forholdet, da manden ikke havde ønsket sig børn. Manden var nærmest blevet forstenet, da han hørte om graviditeten og han var blevet meget ked af det og var faldet i staver. Han havde siden sagt, at han kastede håndklædet i ringen, og at han ikke kunne holde til at fortsætte på den måde, og slet ikke med et barn, som ingen af dem ønskede. Parrets økonomi var presset og de levede af mandens indtægt og kvindens SU. Kvinden var 5 år tidligere flyttet fra Grønland til Danmark, og var begyndt på Social og Sundhedsskolen, og derefter videre til sygeplejerskeskolen. Uddannelsen betød meget for hende. Kvinden havde ikke nogen kontakt til sin far, som forlod familien, da hun var helt lille og hun havde aldrig haft et godt forhold til sin mor, og havde været smidt ud hjemmefra. Kvinden havde sendt moren penge i starten, da hun var flyttet til Danmark, men var holdt op med og det belastede kvindens forhold til sin mor. Årsberetning

58 Kvinden havde ikke nogen familie i Danmark og ikke andet netværk end sin mand. Kvinden havde et par veninder, men ikke til praktisk hjælp. Kvinden var rigtig bange for, at hendes forhold til sin mand ikke ville komme til at holde, hvis de fik et barn nu og hun var bange for, at det vil ødelægge det hele. Kvinden havde oplyst, at det ville være en stor belastning for hende at skulle bo alene med et barn, og at det ville gå ud over hendes uddannelse, som betød meget for hende. Kvinden ønskede ikke barnet og syntes ikke, at hun havde noget at give det. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på kvindens alder, og at hun havde et godt forhold til sin ægtefælle, ligesom hun havde gode sociale og økonomiske forhold, idet hun havde en uddannelse og en nybygget bolig. Det forhold, at hun var i gang med en ny uddannelse og at svangerskabet var ubelejligt i den sammenhæng, var ikke tilstrækkeligt til at tillade svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet fandt derfor ikke, at der var forhold, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse SAG: /1 flyttet til /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden havde været sammen med sin kæreste, som var barnefaren, i 3-4 måneder. Han var flyttet ind hos kvinden i hendes lejlighed. Kvinden havde oplyst, at forholdet gik dårligt, og at hun ville have forholdet brudt. Kvinden syntes, at de var alt for forskellige, og hun kunne se, at hun var ved at gentage samme mønster, som med sin tidligere kæreste, som hun havde brudt med for kort tid siden. Barnefaren og hans familie var meget kristne. Kvinden var bange for, at der kunne opstå problemer med samarbejdet med sin kæreste, hvis hun fik barnet og samtidig afsluttede forholdet. Barnefarens far var maniodepressiv og barnefarens søster havde også fået konstateret sygdommen. Kvinden oplevede barnefaren som skrøbelig, og troede, at han måske ville true med selvmord, hvis hun smed ham ud. Kvinden havde oplyst, at hun havde lært, at det ikke var hendes problem. Kvinden havde kontakt til sin familie, dog ikke til sin biologiske far. Kvindens mor var flyttet til Danmark med en dansk mand, da kvinden var 13 år og hun havde været meget glad for sin stedfar, som nu var død. Kvinden havde svært ved at acceptere, at kæresten bare ville sidde og holde i hånd, da hun godt kunne lide kreative ting og blev lidt rastløs, hvis hun ikke lavede noget. Kvinden var på revalidering og gik på 2. år på pædagogseminariet og hun var meget glad for og stolt af sin uddannelse. Kvindens indtægt bestod af revalideringsydelse. Kvinden havde sendt yderligere oplysninger til Ankenævnet om, at hun ikke havde styr på sin økonomi og at hun ikke syntes, at der i samrådets afgørelse var lagt vægt på, hvordan hun havde det i sin egen opvækst. Kvinden havde haft meget ansvar for sine mindre søskende, og følte at det nu var tid til at tænke på sig selv. Kvinden havde altid tænkt på andre før sig selv, og troede også, at hun har gjort det denne gang. Kvinden havde tænkt meget på kærestens familie, da de var meget kristne. Kvinden var endvidere også meget bekymret over, at der var psykisk sygdom i hans familie, og det fyldte meget i hendes hverdag. Kvinden var meget ked af hele situationen og ønskede, at hun aldrig var blevet gravid. Årsberetning

59 Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at kvinden havde gode sociale og økonomiske forhold samt egen bolig. Ankenævnet fandt derfor ikke, at der var forhold, der kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Kvindens bekymring vedrørende sin kæreste og hans families religiøsitet og sygdomsbillede kunne ikke føre til andet udfald. Ankenævnet var på den baggrund enig i samrådets afgørelse /1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk årig pige var gravid i 25. uge. Pigen var blevet gravid ved et uheld og ønskede ikke barnet. Pigen gik i skole og boede hjemme hos sine forældre. Pigens mor havde oplyst, at pigen var helt knust og at hun så hele pigens fremtid ødelagt. Pigen havde oplyst, at hun måtte være blevet gravid ved et samleje, som hun havde haft omkring sin fødselsdag. De havde benyttet kondom, men det var sprunget. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at et foster anses for at være levedygtigt fra begyndelsen af 24. graviditetsuge (nogle dage over fulde 23 uger). Pigen var gravid i 25. uge (nogle dage over fulde 24 uger). Da der ikke var konstateret misdannelser ved fosteret og da fosteret måtte antages at være levedygtigt, gav loven ikke mulighed for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet meddelte derfor afslag under henvisning til Sundhedslovens 94, stk De konkrete sager om sterilisation /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1,nr. 3-4 og stk årig mand ønskede sterilisation. Manden og kæresten havde kendt hinanden i syv år og de havde et godt forhold. De havde to børn på henholdsvis 1 ½ år og 6 måneder og de boede i et hus på m2. Manden og hans kæreste havde fået tvillinger for 1½ år siden. Tvillingerne blev født hjemme, og manden måtte tage imod dem ved fødslen. De blev født i uge 25 og den ene dreng levede i en halv time efter fødslen. Navlestrengen blev klippet over på sygehuset, og han døde stort set med det samme efter dette. Den anden søn på 1½ år var mentalt handicappet, som følge af, at han blev født med en hjerneblødning. Mandens kæreste blev sammenlagt boende på sygehuset i tre måneder med deres søn. Mandens kæreste blev næsten umiddelbart efter fødslen med tvillingerne gravid igen, og efter ønske om kontrol over graviditeten, fik hun syet livmoderhalsen sammen. Parrets datter på 6 måneder blev født i uge 38, og var sund og rask. Det var dog ni hårde måneder med mange spekulationer. Manden var færdiguddannet som bygningsmaler på Teknisk Skole og ved en lærermester. Han var på dagpenge. Økonomien var på tidspunktet hårdt presset med to små børn og en dagplejeplads, og de havde netop søgt om en økonomisk friplads. Manden og hans kæreste havde været nede at vende rent psykisk, men var begge kommet ovenpå igen. Manden ønskede at blive steriliseret på baggrund af de oplevelser de har været igennem. Mandens kæreste brugte på tids- Årsberetning

60 punktet p-piller og de brugte kondom. Manden troede, at sandsynligheden for, at hans kæreste blev gravid var meget små, men det ikke holdt i længden, da de konstant var bange for at hans kæreste var blevet gravid igen. Manden og hans kæreste ønskede ikke flere børn og han følte, at han havde fået de børn han skulle have. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt med samrådet i deres begrundelse, idet der blev lagt vægt på, at hverken mandens sociale eller helbredsmæssige forhold var så tungtvejende, at dette kunne begrunde en tilladelse. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at forebyggelse af svangerskab med rimelighed kunne forebygges på anden måde end ved sterilisation /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 3-4 og stk årig kvinde ønskede sterilisation. Kvinden var alene med to børn i en lejlighed på 85m 2. De to børn på henholdsvis 2 og 3 år var velfungerende og voldte ikke særlige problemer. Kvinden var endvidere gravid med sit tredje barn. Hun var ikke længere sammen med faren til de to børn på 3 og 2 år, som dog havde børnene hver fjortende dag fra mandag til onsdag. Faren til det ufødte barn smuttede da kvinden blev gravid og hun oplyste, at der ikke var nogen fremtid for det forhold. Kvinden havde gennemgået Social og Sundhedsskolens grundforløb og havde været uddannet som sådan siden Hun havde efterfølgende arbejdet 3 måneder på plejehjem, været 3 måneder i Tjekkiet som au pair og derefter arbejdet på et bofællesskab for åndssvage. Hun levede af kontanthjælp og der var kr ,- tilbage til almindeligt forbrug inklusive børnepenge. Hun havde valgt at købe en bil for bevægelighedens skyld, og hun var indstillet på ikke at have så meget til forbrug. Hendes mor har haft en hjerneblødning, som førte til at hun blev tilkendt førtidspension. Kvinden havde prøvet at trække på moren til børnepasning, men det gik ikke. Kvindens far var død fem år tidligere. Kvinden havde en storebror, som hun ikke talte med for tiden, men det var kun et spørgsmål om tid før en af dem ville bryde isen, da de før i tiden var som pot og pande. Kvinden havde også en lillebror, som gik på teknisk skole, men som var på stoffer og havde været ind og ud af fængsel, så hun følte ikke, at han kunne bruges til meget i dagligdagen. Kvinden blev sygemeldt med sit første barn fra hun var ca.12 uger og frem til fødslen, og hun var også syg under barselsperioden med hendes andet barn. Hun var i sin aktuelle graviditet også sygemeldt med bækkenløsning og det var planen, at fødslen skulle ske ved kejsersnit. Kvinden havde brugt p-piller fra hun var 13 år gammel, men de har givet anledning til konstante blødningsforstyrrelser. Hun havde også prøvet spiral, men den måtte tages ud, da den gav hende smerter. Hun havde brugt kondom, men det havde svigtet for hende to gange. Kvinden mente, at hun vil kunne klare tre børn, men at det vil komme til at gå ud over dem alle, hvis hun skulle have et fjerde barn. Kvinden følte sig overbevidst om, at hun ikke ønskede sig flere børn og at sterilisation var det rette for hende. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt med samrådet i deres begrundelse, idet der blev lagt vægt på, at hverken kvindens sociale eller helbredsmæssige forhold var så tungtvejende, at dette kunne begrunde en tilladelse, samt at mulighederne for forebyggelse af svangerskab ikke var udtømte. Årsberetning

61 /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 2 og stk årig kvinde og hendes værge søgte om sterilisation. Kvinden havde fra Børneog Ungdomspsykiatrisk Hospital fået stillet diagnosen inferioritas intellektuale. Konklusionen var, at det drejede sig om en kvinde med generelle indlæringsvanskeligheder på de fleste områder. Hun var vurderet som tungt begavet, i underkanten af sinkeområdet og hun havde brug for en meget struktureret dagligdag. Det var oplyst, at kvinden skulle have hjælp til at klare antikonception med p-piller. Hun kunne ikke selv huske at tage p-pillerne, men skulle huskes på det. Der havde dog ikke i de 2 år, hvor kvinden havde taget p-piller, været svigt, som havde medført problemer og kvinden havde også tålt p-pillerne og havde ikke haft bivirkninger. Kvinden klarede selv sin personlige hygiejne og fik hjælp fra forældrene til økonomien. Kvinden var ikke selvhjulpen, men skulle hjælpes med at strukturere sin dagligdag. I speciallægeerklæringen blev der oplyst, at kvinden på overfladen var velfungerende, men begavelsesmæssigt lå på kanten af en atypisk retardering, hvor der var en overbygning af adfærdsmæssig karakter, som samlet gjorde, at hendes forældreevne var nedsat i betydende grad. Kvinden havde skiftende partnere og havde haft en kæreste, men de var gået fra hinanden. Kvinden var selv positivt indstillet for indgrebet og dets konsekvens. Kvindens mor havde i brev oplyst, at hun var bekymret over samrådets afgørelse og at hun ikke var enig i, at datteren kunne benytte prævention, herunder p-piller uden bivirkninger. Kvindens mor oplyste, at kvinden skulle huskes på at tage p- pillerne. Hun oplyste endvidere, at datteren indimellem fik den idé, at det kunne være sjovt at lade være med at tage p-pillerne, for som datteren ville sige måske bliver jeg gravid, og får min egen lille dukke. Kvindens mor havde endvidere anført, at datteren snart skulle flytte bosted til en institution for voksne, hvor der ikke var den samme kontrol med medicinindtagelse. Ifølge kvindens mor havde der allerede været mange svipsere med hensyn til p-pillerne. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Efter Ankenævnets vurdering var kvinden på grund af svag begavelse uegnet til at drage omsorg for børn. Kvinden var således omfattet af lovens 107, stk. 1 nr. 2 og tilstanden måtte antages at være af varig karakter. Ankenævnet var imidlertid enigt med samrådet i, at kvinden med den fornødne støtte kunne anvende prævention herunder p-piller uden bivirkninger og at svangerskab således kunne forebygges på anden måde end ved sterilisation. Kvinden boede på institution og skulle fortsat bo på institution, hvor hun ville kunne tilbydes den nødvendige støtte og der var derfor efter lovens 107, stk. 2, for tiden ikke grundlag for at tillade sterilisation /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 2 og stk. 2. Moren til en 18-årig kvinde søgte om tilladelse til sterilisation af datteren. Det fremgik af sagen, at den 18-årige kvinde var mentalt retarderet. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden havde et udviklingsniveau svarende til 5-7 år og at handicappet var stabilt og af varig karakter, samt at hun ikke ville kunne udvikle de fornødne egenskaber til at kunne drage omsorg for et barn. Kvin- Årsberetning

62 den var blevet adopteret, da hun var 3 ½ år gammel. Kvinden begyndte på et efterskoletilbud i august 2008, hvor det var meningen, at hun skulle blive i hvert fald 1 år endnu. Moren håbede, at kvinden på et senere tidspunkt ville få et botilbud, hvor der var opfølgning af voksne. Kvinden klarede personlig hygiejne, men skulle have hjælp til tandbørstning. Hun var god til at orientere sig, var rimelig sikker på klokken og kunne læse en smule, men havde svært ved at omgås penge. Kvinden var glad for at gå i skole, og hun var glad for sport, specielt svømning og ridning. Kvinden havde knyttet sociale kontakter på skolen og delte kæreste med veninden. Kvinden var ikke seksuelt aktiv. Kvinden besøgte moren i weekenderne og hun afreagerede ved at køre motorcross-cykel. Kvinden tog p-piller og hun sørgede selv for at tage dem. Kvinden mente ikke, at hun havde problemer med det, fordi det var blevet en vanesag. Moren oplyste dog i mail til samrådet i regionen, at selv om kvinden sagde, at hun huskede at tage p-pillerne, var det første hun gjord, når hun kom hjem, at aflevere p-pillerne til forældrene og på efterskoletilbuddet til pædagogerne, da det var dem der udleverede hver morgen. Moren oplyste, at datteren var meget naiv og troede det bedste om andre, og at hun derfor også var nem at få til at gøre ting, som hun godt vidste, var forkert. Moren var bekymret for, at datteren ville glemme at tage p- pillerne, eller at hun ville kunne blive overtalt til at droppe dem. Moren var endvidere ved at finde et nyt sted til datteren, da efterskoletilbuddet ikke mente, at de kunne magte opgaven med datteren. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at forebyggelse af svangerskab ved hjælp af p-piller havde fungeret og fungerede uden problemer. Mulighederne for at forebygge svangerskab på anden måde end ved sterilisation var således ikke udtømte og der var derfor allerede efter lovens 107, stk. 2, for tiden ikke grundlag for at tillade sterilisation. Ankenævnet var enigt i, at kvinden i dag var uegnet til at drage omsorg for børn, men da årsagerne til hendes handicap ikke var udredt, fandt Ankenævnet det betænkeligt at fastslå, at tilstanden var af varig karakter /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 2 og stk. 2. Moren til en 19-årig kvinde samt kvinden selv søgte om tilladelse til sterilisation. Kvinden var mentalt retarderet efter meningitis, som hun havde pådraget sig, da hun var 5 år gammel. I speciallægeerklæringen vurderedes hendes mentale handicap at være stabilt, og der vurderedes ikke at være udviklingsmuligheder. Det vurderedes endvidere, at kvinden på ingen måde besad forældreevne. Kvinden var flyttet hjemmefra i sommeren 2008 og boede i egen lejlighed i kommunalt bofællesskab. Der var personale til stede hver dag fra kl. 07 til kl. 19. Kvinden havde en fast kontaktperson, som kom hos hende hver mandag. Kvinden havde et job på et beskyttet værksted, men havde fri på mandage. Det pædagogiske personale ydede daglig støtte til det praktiske arbejde, arrangerede sociale oplevelser, og ydede støtte til udvikling i selvstændighed, kommunikation og der arbejdedes med kognitive styrker og vanskeligheder. Kvinden var ringforlovet med sin 25-årige kæreste, som hun havde været sammen med i 2 år. Han boede hjemme hos sine forældre. Kvinden havde et aktivt sexliv og brugte p-sprøjte som antikonception, men hun blev indimellem usikker på om hun alligevel var blevet gravid. Det fremgik af sagen, at Årsberetning

63 p-sprøjten gav hende problemer med vægten. P-stav havde været afprøvet med vægtøgning og utilpashed til følge. P-piller var blevet forsøgt da kvinden gik på efterskole, men hun kunne ikke huske at tage dem. Kvindens mor havde oplyst, at kvinden havde trænet i flere år for at huske at tage sin antidepressive medicin, og der gik vel 2 år før hun selv kunne tage dem, men kvindens mor var ikke sikker på, at kvindens ikke glemte en 1 eller 2 ind i mellem. Egen læge havde i brev til samrådet i regionen oplyst, at p-piller var afprøvet, men at kvinden ikke kunne huske at tage dem, hvilket betød stor usikkerhed, at p-stav var afprøvet, men måtte fjernes pga. betydelig vægtstigning, at en gynækolog havde fundet minispiral kontraindiceret pga. at kvinden i forvejen havde kraftige og smertefulde menstruationer. Herefter var kvinden gået over til at få p-sprøjte. Vægtproblemet var herunder fortsat, og hun var generet af dette. Kvinden var meget bange for at få injektionerne, og var ked af det dagene før. Dagen efter var hun utilpas, tung og træt i kroppen og måtte som regel holde sig i ro samme dag. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Det var Ankenævnets opfattelse på baggrund af speciallægeerklæringen, at kvinden var uegnet til at drage omsorg for et barn på forsvarlig vis, og som sådan omfattet af lovens 107, stk. 1 nr. 2. Ved afgørelsen af om sterilisation kan tillades, skal der imidlertid tillige lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde. Kvinden havde gennem nogen tid anvendt p-sprøjte. Det var Ankenævnets opfattelse, at anvendelsen af p-sprøjte ikke havde givet anledning til væsentlige problemer og at svangerskab derfor med rimelighed kunne forebygges på anden måde end ved sterilisation. Kvindens mors bemærkninger, herunder om kvindens angst omkring injektionerne og om p-sprøjten virkede, kunne ikke føre til andet resultat /1 tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 2 og stk. 2. Moren til en 21-årig kvinde samt kvinden selv søgte om tilladelse til sterilisation. Kvinden skulle til at flytte ind i et bofællesskab, hvor der boede 20 andre beboere. Den daglige leder af bofællesskabet havde skriftligt oplyst, at beboerne boede i egen lejlighed, og at der var tilknyttet hjemmevejleder og andre medarbejdere til støtte og vejledning hele døgnet. Kvinden havde en beskyttet beskæftigelse, som hun var glad for og hvor hun havde gode venner. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at kvinden var mentalt retarderet i middelsvær grad med baggrund i et fødselstraume, og at hun ikke havde nogen forældreevne samt at tilstanden var varig. Det fremgik endvidere, at kvinden havde haft en harmonisk udvikling. Hun havde et skoleniveau, der svarede til førskoleniveau. Hun kunne ikke læse eller skrive, selv om hun havde gået i centerklasse for børn med generelle indlæringsvanskeligheder i hele forløbet. Kvinden havde venner, der havde fået foretaget sterilisation, og hun havde deltaget i forløbet. Hun var således velorienteret på denne måde. Det var speciallægens indtryk, at kvinden havde en vis forståelse for indgrebet, men meget konkret og ikke i det lange løb. Årsberetning

64 Kvinden havde en langvarig epilepsi, der havde været behandlet med forskellige midler. Siden kvinden var startet på p-piller var epilepsien løbet løbsk. Epilepsien var stærkt forværret under peroral antikonception og hertil kom også, at antikonception ville blive influeret af epilepsimedicinen med instabilitet til følge. Ankenævnet ændrede samrådets afslag og gav tilladelse til sterilisation. Ankenævnet var enigt med samrådet i, at kvinden var omfattet af Sundhedslovens 107, stk. 1, nr. 2 og tilstanden var varig. Ankenævnet lagde vægt på, at de epileptiske anfald forværredes, når der anvendtes p-piller som antikonception. P-piller var derfor ikke anvendelige til forebyggelse af svangerskab, og der var derfor ikke rimelig udsigt til, at svangerskab kunne forebygges på anden måde end ved sterilisation /1 afslag på anmodning om tilladelse til sterilisation 107, stk. 1 nr. 1-2 og stk. 2. Moren til en 21-årig kvinde samt kvinden selv søgte om tilladelse til sterilisation. Kvinden havde en svær arvelig gendefekt, Saethre-Chotzen Syndrom type 3, som var 50 % arvelig. Som følge af sygdommen var kraniet helt sammenvokset ved fødslen, og kvinden skulle derfor opereres, når hjernen voksede for at få ilt nok til hjernen. Af ukendte årsager blev kvinden desværre opereret for sent og hun pådrog iltmangel med efterfølgende hjerneskade. Derudover fik hun meningitis. Kvinden havde fået indopereret en ventil, som havde givet mange gener, og hun havde fået indsat en ny. Kvinden led stadig meget af hovedpine og hun var i gang med nærmere udredning via Rigshospitalet og Hovedpineklinikken i Glostrup. Kvinden havde i det sidste halve år været i behandling med Lamictal for hovedpinen, men det havde ikke haft nogen særlig effekt. I speciallægeerklæringen skønnedes der ikke at være mulighed for senmodning. Det fremgik endvidere, at kvinden ikke magtede at drage omsorg for et barn på forsvarlig vis. Kvinden havde gået i almindelig børnehave med særlig støtte. Hun havde gået i almindelig skoleklasse i de første 6 år med mange støttetimer. Derefter kom hun i specialklasse, hvor hun havde gået til og med 10. klasse. Siden hen havde kvinden gået på en specialinstitution som dagelev, hvor hun arbejdede både fagligt og praktisk. Kvinden ville gerne have egen lejlighed, men dette mente kvindes mor ikke var realistisk. Kvindens mor ønskede, at datteren skulle flytte i et bofællesskab under specialinstitutionen, men dette ønskede kvinden ikke. Kvinden fungerede på mange områder meget godt. Hun ryddede op efter sig selv, når det passede hende og hun kunne købe ind og lave mad, men skulle have nogen støtte. Kvinden havde en kæreste, som hun var forlovet med og som også var tilknyttet specialinstitutionen. Han var steriliseret efter tilladelse fra samråd. Kvinden var seksuelt aktiv og hun havde selv igennem de sidste 3 år taget p-piller uden bivirkninger eller problemer. Kvinden ønskede ikke at få børn, da der var stor risiko for at et barn arvede hendes sygdom. Årsberetning

65 Kvindens mor og værge havde i brev oplyst, at Egen læge, der har kendt NAVN gennem flere år, anbefaler sterilisation. NAVN ønsker selv at blive steriliseret. Hvis Navn, der selv er hjerneskadet, skulle blive gravid, er risikoen for at få et hjerneskadet barn 50 %. Dette ville simpelthen være forfærdeligt. Hvem skulle læse dette problem, hvis det blev aktuelt, samfundet eller os som bedsteforældre? Der er bivirkninger ved at tage p-piller, der er ingen grund til at NAVN udsættes for disse, når hun på ingen måde skal have børn, og kan blive steriliseret. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse. Det var Ankenævnets opfattelse på baggrund af sagen og speciallægeerklæringen, at der var en 50 % risiko for at kvinden ville føre sygdommen videre til et eventuelt barn og som sådan var omfattet af lovens 107, stk. 1, nr. 1 samt at kvinden var uegnet til at drage omsorg for et barn på forsvarlig vis, og som sådan var omfattet af lovens 107, stk. 1 nr. 2. Ved afgørelsen af om sterilisation kan tillades, skal der imidlertid tillige lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde. Kvinden havde gennem de sidste 3 år anvendt p-piller. Det var Ankenævnets opfattelse, at anvendelsen af p-piller ikke havde givet anledning til væsentlige problemer og at svangerskab derfor med rimelighed kunne forebygges på anden måde end ved sterilisation. Årsberetning

66 6 Bilagsfortegnelse over gældende forskrifter for 2009 Bilag 1: Sundhedslovens afsnit VII og VIII, bekendtgørelse af sundhedsloven Bilag 2: Bekendtgørelse nr af 19/ om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Bilag 3: Cirkulære nr. 23 af 03/ om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Bilag 4: Vejledning nr. 25 af 04/ om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Bilag 5: Bekendtgørelsen nr. 14 af 10/ om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte Bilag 6: Cirkulære nr. 23 af 03/ om behandling af sager om sterilisation Bilag 7: Vejledning nr. 26 af 04/ om behandling af sager om sterilisation Bilag 8: Ankenævnets møder med samrådene Årsberetning

67 Bilag 1: Sundhedslovens afsnit VII og VIII Bekendtgørelse af sundhedsloven Herved bekendtgøres sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005 med de ændringer, der følger af 2 i lov nr af 21. december 2005, lov nr. 491 af 7. juni 2006, 80 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, 1 i lov nr af 20. december 2006, lov nr. 431 af 8. maj 2007 og lov nr. 511 af 6. juni Afsnit VII Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Kapitel 25 Betingelser for svangerskabsafbrydelse 92. En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne i 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse. 93. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet. 94. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis 1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold, 2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i straffelovens 210 eller , 3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, 4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, 5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde eller 6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold. Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer. Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. Kapitel 26 Betingelser for fosterreduktion 95. En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Årsberetning

68 Stk. 2. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Stk. 3. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Stk. 4. Må fosteret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. 96. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt begrundet. Kapitel 27 Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 97. Ministeren for sundhed og forebyggelse opretter for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter 94, 95, stk. 2 og 3, 98, stk. 2, og 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af ministeren for sundhed og forebyggelse, består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet. Stk. 4. Samrådenes og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af ministeren for sundhed og forebyggelse for indtil 4 år ad gangen. Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter forretningsordenen for samrådene og ankenævnet. Kapitel 28 Fremgangsmåden 98. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af kvinden selv. Stk. 2. Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmodning fra en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller værgen. 99. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedens indehaver samtykke i anmodningen. Stk. 2. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter stk. 1 ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet. Stk. 3. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens indehaver Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd. Stk. 2. Fremsættes anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun ved henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd, skal kvinden, hvis hun ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt. Årsberetning

69 Stk. 3. Kvinden skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter 98, stk. 2, eller samtykke efter 99, stk. 1. Stk. 4. Skønner lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i 92, 93, 95, stk. 1, eller 96 ikke er opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet. Stk. 5. Forud for og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter de nærmere regler herom. Stk. 6. Fremsættes der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt i 94, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i omstændigheder som nævnt i 95, stk. 3, skal kvinden tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante handicaporganisationer m.v Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og fosterreduktion må kun foretages af læger på regionale sygehuse Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte erhverv Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og om behandling af sager herom. Afsnit VIII Sterilisation og kastration Kapitel 29 Anvendelsesområde 104. Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen (sterilisation). Stk. 2. Indgreb og behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i afsnit VIII. Kapitel 30 Sterilisation 105. Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret. Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i 110 og Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig tilladelse, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet. Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever er under 25 år, kan han i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog 107, stk Er betingelserne i 105 eller 106 ikke opfyldt, kan tilladelse til sterilisation gives, hvis 1) der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler, 2) ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde, 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller Årsberetning

70 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde. Stk. 2. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde. Stk. 3. Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Kapitel 31 Samråd og ankenævn for sterilisation 108. Sager efter 106, stk. 2, og 107, 110 og 111 afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til 97. Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til 97. Stk. 3. Samrådet tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der 1) er under 18 år, 2) er undergivet foranstaltninger i henhold til straffelovens eller 3) mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Stk. 4. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet. Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse beskikker dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd. Kapitel 32 Fremgangsmåden 109. Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. dog Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter 109 på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd. Stk. 2. Hvis betingelserne i 105 eller 106, stk. 1, er opfyldt, uden at der foreligger omstændigheder som nævnt i 110 eller 111, henviser lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I modsat fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter 110 eller tiltræde anmodningen efter Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anmodning om sterilisation og om behandling af sager herom. Årsberetning

71 Bilag 2: Bekendtgørelse nr af 19/ Bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion I medfør af 100, stk. 5, og 103 i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: 1. Anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion skal indeholde oplysning om kvindens navn, personnummer og bopæl. Stk. 2. Den, der fremsætter en anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter lovens 98, stk. 1 eller 2, skal underskrive anmodningen. Det samme gælder for den, der afgiver samtykke efter lovens 99, stk For værgebeskikkelse efter lovens 98, stk. 2, finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Der skal fortrinsvis beskikkes en person, som ved slægtskab, svogerskab eller venskab er nært knyttet til kvinden. Stk. 2. Er der allerede beskikket en værge for kvinden, kan den pågældende beskikkes, hvis det findes hensigtsmæssigt. 3. Inden indgrebet foretages, skal den læge, der vejleder efter lovens 100, stk. 3, og kvinden ved deres underskrift bekræfte, at vejledning har fundet sted. Det samme gælder den indehaver af forældremyndighed eller værge, der er nævnt i lovens 98, stk. 2, og 99, stk. 1. Er kvinden omfattet af lovens 98, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. 4. Kvinden skal tilbydes, at der afholdes en støttesamtale før og efter et indgreb. Ved anmodning om svangerskabsafbrydelse er formålet med samtalen før indgrebet at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om at gennemføre eller afbryde svangerskabet. Ved anmodning om fosterreduktion er formålet med samtalen før indgrebet at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om, hvorvidt hun ønsker at få foretaget fosterreduktion under svangerskabet. Den efterfølgende samtale har til formål at afhjælpe eventuelle psykiske gener efter et indgreb. Stk. 2. Vejledning om støttesamtaler skal gives mundtligt og skriftligt af lægen i forbindelse med den i lovens 100, stk. 3, nævnte vejledning. Stk. 3. Kvinden og lægen skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledning om støttesamtaler er givet. 3, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Støttesamtale kan finde sted i offentligt, privat eller frivilligt regi. 5. Hvor anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes efter lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk. 3, skal lægen endvidere tilbyde kvinden oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer. 6. Klage efter lovens 97, stk. 2, kan indgives mundtligt eller skriftligt til regionsrådet. 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 540 af 16. juni 2004 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion ophæves. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 19. december 2005 Lars Løkke Rasmussen /John Erik Pedersen Årsberetning

72 Bilag 3: Cirkulære nr. 23 af 03/ Cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (Til regionsrådene og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation m.fl.) I medfør af 100, stk. 5, og 103 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: Kapitel 1 Sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion uden tilladelse 1. Modtager et regionsråd en anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i tilfælde, hvor betingelserne i sundhedslovens 92, 93, 95, stk. 1, eller 96 for at foretage indgrebet uden samrådstilladelse skønnes opfyldt, udfærdiger regionsrådet indlæggelsesseddel og henviser kvinden til et sygehus. Regionsrådet orienterer kvinden om, hvilke oplysninger hun skal medbringe ved indlæggelsen. Svangerskabsafbrydelse inden 12. uge kan foretages både på offentlige og private hospitaler eller klinikker. Kvinden skal, hvis hun ønsker det, vejledes om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, ligesom hun kan vejledes om muligheden for at bortadoptere barnet. Stk. 2. Ved henvisningen til sygehuset skal regionsrådet oplyse om 1) kvindens bopæl, eventuelt telefonnummer og personnummer, 2) hvem anmodningen er fremsat af, kvinden selv eller eventuelt af en værge, 3) at hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og 4) at vejledning er foretaget i henhold til sundhedslovens 100, stk. 3 og 5-6. Kapitel 2 Forberedelsen af sager om anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 2. Når regionsrådet modtager en anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion tilvejebringer det de sociale og lægelige oplysninger om kvindens forhold, der skønnes, er af betydning for samrådets bedømmelse af anmodningen. Undersøgelse af sagen sker under hensyntagen til sagens hastende karakter, således at der sikres størst mulig hurtighed i sagsbehandlingen, herunder at antallet af personlige henvendelser til regionsrådet begrænses mest muligt. Stk. 2. Der skal som udgangspunkt indhentes en erklæring fra kvindens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist kvinden til regionsrådet. Stk. 3. Ved ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af sundhedslovens 94, stk. 1, nr. 1-6, eller tilladelse til fosterreduktion efter 95, stk. 2-4, foranlediger regionsrådet graviditetens alder fastslået af en speciallæge i gynækologi og obstetrik. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis denne allerede er fastslået. Regionsrådet kan i øvrigt med henblik på sagens oplysning, jf. stk. 1, foranledige kvinden undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse. Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for arvelig sygdom hos fostret, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik. Stk. 5. Viser det sig under regionsrådets undersøgelse, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse efter lovens 93 eller betingelserne for fosterreduktion efter lovens 96, henvises kvinden til et sygehus samtidig med, at regionsrådet sender resultatet af undersøgelsen til sygehuset. 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal regionsrådet sikre sig, at betingelserne i lovens og 100, stk. 2-3 og 5-6, samt bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 1, stk. 2 og 3-5, er opfyldt. Årsberetning

73 Kapitel 3 Behandlingen i samrådet 4. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret i at deltage i behandlingen af en sag, deltager den pågældendes stedfortræder. Stk. 2. Et medlem må ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis den pågældende i forbindelse med svangerskabet eller ansøgningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion har deltaget i undersøgelse, rådgivning eller behandling af kvinden. Et medlem kan endvidere ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis medlemmet er inhabilt efter reglerne i forvaltningslovens kap. 2. Stk. 3. Efter anmodning fra regionsrådet kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Sundhedsstyrelsen) ad hoc beskikke et medlem, hvis et medlem eller dennes stedfortræder(e) ikke kan deltage i behandlingen af en sag. 5. Votering sker mundtligt på et møde. Votering kan dog ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. telefonisk. Stk. 2. Samrådet holder møde efter behov, dog mindst én gang ugentligt, hvis der foreligger sager til afgørelse. 6. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem regionsrådet, inden afgørelse træffes. Stk. 2. Samrådet kan, hvis der fremkommer nye oplysninger, ændre et tidligere meddelt afslag, herunder også afslag givet af ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. Hvis sagen behandles i ankenævnet, underrettes nævnet omgående om sagens genoptagelse. 7. Sagernes behandling i samrådet skal fremskyndes mest muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt, også selv om et afslag påklages til ankenævnet. 8. Samrådets afgørelser indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres kvindens navn, personnummer og bopæl samt regionsrådets journalnummer. Hvis voteringen efter 5, stk. 1, 2. pkt., ikke sker mundtligt på et møde, skal alle samrådets medlemmer hurtigst muligt efter afgørelsen underskrive protokollen. Det er ikke nødvendigt, at alle medlemmer har underskrevet protokollen, før sagen eventuelt sendes til ankenævnet. Stk. 2. Ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilken afgørelsen er truffet, og de eventuelle diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen. Stk. 3. Er kvinden under 18 år, har hun ikke indgået ægteskab, og foreligger der ikke samtykke efter sundhedslovens 99, stk. 1, anføres dette i protokollen med angivelse af, om samtykke er søgt indhentet. Stk. 4. Ved afslag på tilladelse anføres i protokollen begrundelsen for afgørelsen. Ved uenighed mellem medlemmerne, anføres de forskellige begrundelser. Stk. 5. Kravet om begrundelse, jf. stk. 4, gælder også, når samrådet i medfør af lovens 99, stk. 3, meddeler tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om forældremyndighedens indehaver nægter at samtykke. 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af regionsrådet på samrådets vegne. Meddelelse til kvinden om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter sundhedslovens 99, stk. 3, og afslag på svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal tillige meddeles skriftligt. Kvinden kan dog frasige sig at modtage skriftlige henvendelser på sin bopæl. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af lovens 98, stk. 2, gives der også meddelelse til værgen. Stk. 3. Giver samrådet tilladelse efter lovens 99, stk. 3, underrettes både kvinden og forældremyndighedens indehaver. Der skal samtidig oplyses om, at indgrebet vil kunne foretages, medmindre det inden for en nærmere angivet kort frist godtgøres over for regionsrådet, at afgørelsen er indbragt for ankenævnet. Stk. 4. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist kvinden til regionsrådet. Stk. 5. Afslag og tilladelser efter lovens 99, stk. 3, skal være ledsaget af en vejledning om adgangen til at klage over afgørelsen til ankenævnet. Stk. 6. Ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal en udskrift af samrådsprotokollen sendes til det sygehus, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for Årsberetning

74 sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder regionsrådets journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens 28. Kapitel 4 Klage over afslag 10. Indgives der klage over samrådets afgørelse til regionsrådet, videresender regionsrådet sagen omgående til det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Med sagen sendes bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen. Kapitel 5 Behandlingen i ankenævnet 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer. Stk. 2. 4, stk. 2 og 3, gælder også for ankenævnets behandling af sager. 12. Votering sker mundtligt på et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem regionsrådet tilvejebringes yderligere oplysninger. Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet inddrage sådanne oplysninger i afgørelsen af sagen. Ankenævnet kan dog vælge at tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling. 14. Formanden skal ved arbejdets tilrettelæggelse sikre, at ankenævnets afgørelser træffes hurtigst muligt. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør det særligt tilstræbes, at svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kan foretages inden dette tidspunkt. 15. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til kvinden og til regionsrådet, der underretter kvindens læge. I tilfælde af tilladelse gives meddelelse endvidere til sygehuset efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 98, stk. 2, underrettes også værgen om afgørelsen. Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen. Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser i henhold til, hvilken afgørelsen er truffet. Kapitel 6 Ankenævnets tilsynsførende virksomhed 16. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådenes og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis. Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller i nærmere angivne sager. Stk. 3. Ankenævnet kan holde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt. Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd. 17. Samrådene skal indsende oplysninger om antallet af behandlede sager og typen af disse til ankenævnet på dettes foranledning. Årsberetning

75 Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. 18. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Cirkulære nr. 56 af 16. juni 2004 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion ophæves. Sundhedsstyrelsen, den 3. april 2006 Jens Kristian Gøtrik Årsberetning

76 Bilag 4: Vejledning nr. 24 af 04/ Vejledning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Denne vejledning knytter sig til bekendtgørelse nr af 19. december 2005 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, cirkulære nr. 23 af 3. april 2006 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion samt sundhedsloven nr. 546 af 24. juni Tilladelig svangerskabsafbrydelse 1.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 92 har kvinder fri adgang til svangerskabsafbrydelse, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre kvinden er omfattet af lovens 98, stk. 2, eller 99, stk. 2-3, jf. herom under afsnit 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse. 12-ugersfristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag. Det vil sige, at 12-ugersfristen normalt overskrides ca. 10 uger efter den faktiske konception. Graviditetens alder bliver ikke alene bestemt på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation. Men oplysningerne herom bliver sammenholdt med lægelige oplysninger baseret på en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt som hovedregel en ultralydsundersøgelse. Det er en af sygehusets speciallæger i gynækologi og obstetrik, der afgør, om fristen er udløbet. Skønnes det, at fristen er udløbet, skal lægen straks vejlede kvinden om hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse og, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge ansøgningen for vedkommende regionsråd. Lægen kan således ikke blot vælge at afvise at foretage indgrebet. 1.2 Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 93 kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt uden samrådets tilladelse, selv om 12. svangerskabsuge er udløbet. Det er i tilfælde, hvor indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og hvor denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet (medicinsk indikation). 2 Tilladelse til svangerskabsafbrydelse 2.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet. Det drejer sig om tilfælde, hvor kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens 98, stk. 2. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade svangerskabsafbrydelse, hvis det finder, at omstændighederne taler for, at tilladelse gives. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Det kunne også være tilfælde, hvor kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og samtykke fra forældremyndighedens indehaver ikke foreligger, jf. lovens 99, stk Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan samrådet give tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis betingelserne i sundhedslovens 94 er opfyldt. I lovens 94, stk. 2, er det præciseret, at samrådet skal lægge særlig vægt på, om det er berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som et indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge medfører. Årsberetning

77 Der kan som udgangspunkt ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis fosteret antages at være levedygtigt, medmindre at betingelserne i lovens 94, stk. 1, nr. 3, taler med afgørende vægt herfor. Der kan herefter gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse såfremt der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Vurderingen af levedygtighed sker i forhold til det enkelte foster. Det afgørende vil være, om der er en realistisk udsigt til, at fosteret vil kunne overleve nogle uger, hvis det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kommer til verden ved en naturlig fødsel. 3 Tilladelig fosterreduktion 3.1 Inden udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 95, stk. 1, kan en kvinde, der er gravid med flere fostre, uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Betingelserne herfor er, at indgrebet væsentlig formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Samrådstilladelse er således i disse tilfælde ikke nødvendig, medmindre kvinden er omfattet af lovens 98, stk. 2, eller 99, stk. 2 og 3. Vurderingen af, om disse risici er til stede, foretages af en speciallæge i gynækologi og obstetrik ansat på et sygehus. Det fremgår af forarbejderne til 95 om fosterreduktion som fremsat d. 12. marts 2003 (lovforslag nr. 184 om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse), at et flerfoldssvangerskab indebærer en væsentlig øget risiko enten for spontan abort af alle fostre eller for, at fødslen finder sted så meget for tidligt, at fostrene enten ikke er levedygtige, eller at de får meget alvorlige handicaps. Et flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en øget belastning af kvinden, som i nogle tilfælde kan medføre fare for hendes liv eller alvorlig forringelse af hendes helbred. Det blev således foreslået, at fosterreduktion skal kunne finde sted, hvor det vil medføre en væsentlig formindskelse af disse risici. Formindskelse af disse risici vil ifølge forarbejderne som udgangspunkt betyde, at der sker reduktion til to fostre. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, vil der således ikke kunne ske reduktion til et foster. Det må antages, at betingelserne vil være opfyldt i alle tilfælde, hvor kvinden er gravid med tre eller flere fostre. 3.2 Efter udløbet af 12. svangerskabsuge Efter sundhedslovens 96 kan en kvinde få reduceret antallet af fostre på medicinsk indikation uden tilladelse, selvom 12. svangerskabsuge er udløbet, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet. 4 Tilladelse til fosterreduktion Samrådet kan give tilladelse til fosterreduktion, hvis betingelserne i sundhedslovens 95, stk. 2-4, er opfyldt. Det vil sige, at der kan gives tilladelse til fosterreduktion, hvis indgrebet væsentligt formindsker en risiko for spontan abort af alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse eller ikke vil være levedygtige, alvorlig forringelse af kvindens legemlige eller sjælelige helbred eller fare for hendes liv, og der foreligger særlige omstændigheder, jf. lovens 95, stk. 2. Der kan også gives tilladelse, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 95, stk. 3. Hvis fosteret må antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i lovens 95, stk. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det. Årsberetning

78 5 Samrådets afgørelser Samrådene ved regionsrådene træffer afgørelse af, hvorvidt tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal gives. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet, jf. sundhedslovens 97, stk. 2, og 6 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Har samrådet efter lovens 99, stk. 3, tilladt svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om forældremyndighedens indehaver har protesteret imod det, kan forældremyndighedens indehaver indbringe afgørelsen for ankenævnet. Hvis samrådet efter lovens 99, stk. 2 eller 3, træffer afgørelse om afslag på svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, kan afgørelsen ligeledes indbringes for ankenævnet af kvinden. Forældremyndighedens indehaver skal have mulighed for at indbringe afgørelsen for ankenævnet inden indgrebet foretages, jf. 9, stk. 3, i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. 6 Fremgangsmåden ved anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion En kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt eller ønsker at få foretaget fosterreduktion, kan henvende sig enten til en læge eller et regionsråd. Hvis kvinden ønsker det, kan hun rette henvendelse til en anden læge end sin sædvanlige. Efter 1, stk. 2, i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion skal den, der fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, underskrive anmodningen. Det vil sige kvinden, jf. sundhedslovens 98, stk. 1, eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 98, stk. 2. Det samme gælder, når forældremyndighedens indehaver afgiver samtykke efter lovens 99, stk. 1. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og til brug for afgivelse af samtykke. Sker henvendelsen til et regionsråd følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Der skal ikke indhentes en erklæring fra den eventuelle fader, uanset om denne er kvindens ægtefælle. 6.1 Anmodning fremsat over for den praktiserende læge Fremsættes anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion over for en læge, skal denne under en personlig samtale med kvinden søge oplyst grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion og give den vejledning, som er nævnt i sundhedslovens Vejledning inden indgrebet Om indgrebets beskaffenhed mv. Lægen skal efter lovens 100, stk. 3, give kvinden vejledning om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Selv om kvinden opfylder betingelserne for at få svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion uden tilladelse fra samrådet, bør lægen under samtalen generelt tilstræbe, at hun ikke beslutter sig uden nærmere overvejelser. Bortset fra tilfælde, hvor et ønske om svangerskabsafbrydelse skyldes hensynet til moderens eller barnets helbred, bør kvinden derfor gøres bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og støtte efter barnets fødsel. Endvidere kan hun gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal gøre hende bekendt med, at hun af regionsrådet kan få nærmere oplysninger og anden bistand i forbindelse med svangerskab og fødsel. Lægen bør således opfordre kvinden til at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder er årsag til ønsket om svangerskabsafbrydelse. Lægen og kvinden skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 100, stk. 3 og 5, og 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Er kvinden omfattet af lovens 98, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. Hvis kvinden ikke har bopæl i Danmark, bør lægen endvidere oplyse hende om, at hun som udgangspunkt selv skal afholde udgiften til indgrebet, jf. nærmere nedenfor under afsnittet 6.4 Betaling. Årsberetning

79 Vejledning om støttesamtaler Lægen skal i forbindelse med vejledning om indgrebets beskaffenhed også vejlede om kvindens mulighed for at modtage støttesamtaler før og efter indgrebet, jf. bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion 4, stk. 3, og lovens 100, stk. 5. Vejledningen om støttesamtale skal gives både mundtligt og skriftligt, jf. bekendtgørelsens 4, stk. 2. Det bør af den mundtlige vejledning om støttesamtaler fremgå, formålet med en samtale før et indgreb, formålet med et tilbud om en samtale efter et eventuelt indgreb, hvor kvinden kan få støttesamtaler (en oversigt over tilbud fremgår af pjecen»hvis du overvejer abort«), at det er op til kvinden at opsøge det rådgivningstilbud hun eventuelt ønsker at gøre brug af. Den skriftlige vejledning om støttesamtaler gives ved at udlevere pjecen»hvis du overvejer abort«. Pjecen kan bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning, Classensgade 71, 5. sal, 2100 København Ø. Efter bekendtgørelsens 4, stk. 3, skal kvinden og lægen ved deres underskrifter bekræfte, at vejledning om støttesamtaler er givet. Dette sker på de særlige blanketter, som også anvendes til at bekræfte, at vejledning efter sundhedslovens 100, stk. 3, er sket. Der henvises i øvrigt til afsnit 7. Særligt om afholdelse af støttesamtaler. Endvidere skal kvinden efter lovens 100, stk. 6, og bekendtgørelsens 5 tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer, hvor anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er fremsat i henhold til lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk. 3. Oplysning om relevante centrale patient- eller handicaporganisationer er gjort tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: I Sundhedsstyrelsens retningslinier for fosterdiagnostik er det præciseret, at den gravide skal oplyses om muligheden for at tage kontakt til en patient- eller handicaporganisation m.v. med henblik på information/rådgivning uden for det sundhedsfaglige regi. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinier, at en autoriseret sundhedsperson, som oplyser om muligheden og er behjælpelig med at etablere en kontakt til en sådan patient- eller handicaporganisation m.v., ikke i denne forbindelse kan pådrage sig ansvar for indholdet af den information/rådgivning, som kvinden efterfølgende måtte modtage af organisationerne Henvisning til foretagelse af indgrebet Ønsker kvinden fortsat svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter at have modtaget vejledning, skal lægen henvise hende til et offentligt hospital. Kvinden bør endvidere oplyses om, at svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge også kan foretages på private hospitaler eller klinikker. Ved henvisningen til sygehuset bør det af den praktiserende læges oplysninger fremgå, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion uden tilladelse, samt at kravene i sundhedslovens 98, stk. 1, 99, stk. 1, og 100, stk. 2-3 og 5-6, jf. 1, stk. 2, og 5 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er opfyldt. Det vil således som udgangspunkt ikke være nødvendigt for sygehuset at indhente yderligere oplysninger med risiko for derved at forsinke indgrebets foretagelse. Det skal sikres, at anmodningen er fremsat af kvinden selv, og at forældremyndighedens indehaver har samtykket i anmodningen, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Endvidere skal det sikres, at kvinden har fået den vejledning, som loven kræver. Hvis lægen foretager elektronisk henvisning til sygehuset, skal den underskrevne blanket opbevares af lægen efter principperne i reglerne om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) Henvisning til forelæggelse for samrådet I tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge anmodningen for vedkommende regionsråd sammen med en udtalelse om sagen. Årsberetning

80 Det er af væsentlig betydning for regionsrådets behandling af sagerne og den nødvendige hurtige gennemførelse heraf, at den praktiserende læge omgående henviser kvinden til regionsrådet. Lægen skal ved henvisningen give så fyldige oplysninger som muligt såvel om de medicinske forhold som om kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanskeligheder. Lægen bør således så vidt muligt ved alle henvisninger oplyse kvindens fulde navn, bopæl og personnummer, om anmodningen er fremsat af kvinden selv, jf. lovens 98, stk. 1, om der er samtykke fra forældremyndighedens indehaver, hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, jf. lovens 99, stk. 1, om kvinden er oplyst om, at hun ved henvendelse til regionsrådet kan få vejledning 1) om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, 2) om indgrebets beskaffenhed og direkte følger, 3) om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, samt 4) om muligheden for støttesamtaler, jf. lovens 100, stk. 2-3 og 5, om kvinden er tilbudt oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer, hvis anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er frem-sat i henhold til lovens 94, stk. 1, nr. 3, eller 95, stk Offentlige og private sygehuse og klinikker I de tilfælde, hvor der ikke foreligger tilladelse efter sundhedslovens 94, 95, stk.2 og 3, er den ansvarlige læge for indgrebet forpligtet til under strafansvar efter lovens 269 at påse, at betingelserne i lovens 92-93, 95, stk. 1, eller 96 er opfyldt. Lægen er endvidere under strafansvar forpligtet til at sikre sig, at betingelserne i lovens 98-99, 100, stk. 3, og 101 er opfyldt. I de tilfælde, hvor kvinden fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion over for en sygehuslæge på et offentligt eller privat hospital eller klinik og derfor ikke har modtaget vejledning fra en praktiserende læge, skal den pågældende læge sørge for at give kvinden den vejledning, som er nævnt i lovens 100. Vejledningen skal gives på samme måde som anført ovenfor i afsnittet 6.1 Anmodning fremsat over for den praktiserende læge. For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens 93 og 96, vil lægen som udgangspunkt ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er opfyldt. Det er dog ikke nødvendigt, at lægen selv har konstateret tilstedeværelsen af fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred. Lægen kan lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Hvis der til konstatering af, om betingelserne er opfyldt, kræves andre specialundersøgelser, bør sådanne sædvanligvis foretages i direkte samarbejde med andre afdelinger og kun undtagelsesvis gennem regionsrådet. Hvis sygehusets læge finder, at en patient har behov for social og juridisk hjælp i forbindelse med graviditeten, bør kvinden opfordres til at søge denne hjælp i opholdskommunen. I de tilfælde, hvor det vurderes, at tilbuddet om hjælp kan få indflydelse på kvindens beslutning om at lade indgrebet gennemføre, bør henvendelsen til opholdskommunen foretages, før indgrebet gennemføres, medmindre der herved opstår risiko for overskridelse af 12-ugersfristen. 6.3 Betaling Kvinder med bopæl i Danmark får udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion afholdt af bopælsregionen, jf. sundhedsloven 244. Såfremt kvinden vælger at få foretaget indgrebet på et privat hospital eller klinik uden overenskomst med den offentlige sygesikring, skal hun selv afholde udgifterne, medmindre den region, hvorunder patienten hører, har besluttet at benytte pågældende privathospital eller klinik, som en del af amtets sygehustilbud. Har kvinden bopæl i udlandet, skal hun som udgangspunkt selv afholde udgiften til indgrebet, herunder udgifter til støttesamtaler og tolkebistand, uanset om indgrebet bliver udført på et privat hospital eller klinik eller på et offentligt hospital. Endvidere må en kvinde, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe de nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må ske for kvindens regning. Årsberetning

81 7 Særligt om afholdelse af støttesamtaler Efter lovens 100, stk. 5, skal kvinden forud for og efter indgrebet tilbydes en støttesamtale. 7.1 Støttesamtaler inden indgrebet Formålet med en støttesamtale forud for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe beslutningen om, hvorvidt hun ønsker indgrebet eller ej Den, der foretager støttesamtalen, skal i det omfang det er muligt forsøge at klarlægge, hvorfor kvinden ønsker svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion. Det skal undgås under støttesamtalen at påvirke kvinden til enten at gennemføre eller afbryde svangerskabet eller at få foretaget fosterreduktion, men i stedet skal det forsøges at give kvinden et så fuldstændigt grundlag som muligt at træffe beslutningen på. Konsekvenserne af at gennemføre eller at afbryde svangerskabet eller at få foretaget fosterreduktion skal drøftes med kvinden. Der skal i den forbindelse fokuseres på de psykiske og sociale aspekter af at gennemføre eller afbryde svangerskabet. Samtalen skal tage udgangspunkt i kvindens aktuelle livssituation, og hvordan svangerskabet påvirker denne. Det skal generelt tilstræbes, at støttesamtaler før indgrebet gennemføres så hurtigt som muligt, således at eventuelle frister kan overholdes. 7.2 Støttesamtaler efter indgrebet Formålet med en støttesamtale efter et indgreb er at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af indgrebet. Det skal overvejes, om spørgsmålet om prævention skal indgå i samtalen. Ved svangerskabsafbrydelser efter 12. uge bør kvinden oplyses om muligheden for, med tilskud fra den offentlige sygesikring i op til 12 konsultationer, at kunne blive henvist til akut psykologhjælp både før og efter indgrebet, jf. bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for særligt udsatte grupper 1, nr Gennemførelse af støttesamtaler Støttesamtaler kan gennemføres som en konsultation hos egen læge eller som rådgivning inden eller uden for det etablerede sundhedssystem. Kvindens egen læge har generelt gode forudsætninger for at tilbyde støttesamtaler før og efter en svangerskabsafbrydelse, idet lægen ofte vil have viden om kvindens familieforhold og sociale situation. Endvidere vil lægen ofte allerede være i kontakt med kvinden, og det vil derfor være muligt at gennemføre en eventuel støttesamtale hurtigt. Hvor en kvinde har gennemgået fertilitetsbehandling, vil den fertilitetsbehandlende læge have gode forudsætninger for at kunne tilbyde støttesamtaler i tilfælde af, at kvinden overvejer fosterreduktion. En støttesamtale efter indgrebet kan eventuelt finde sted hos en sygeplejerske på gynækologisk afdeling på sygehuset eller hos en jordemoder. Samtalen vil imidlertid ikke kunne gennemføres umiddelbart efter indgrebet på grund af kvindens påvirkning af narkose. Efter en medicinsk svangerskabsafbrydelse indkaldes kvinden til en kontrolundersøgelse på sygehuset, og en støttesamtale vil f.eks. kunne finde sted ved samme lejlighed. Det er kvindens eget valg, hvor hun eventuelt ønsker rådgivning, og det er op til hende selv at opsøge de enkelte tilbud. Der henvises i denne forbindelse til pjecen»hvis du overvejer abort«. Ved rådgivning i offentligt regi må kvindens valg af støttesamtale ske under hensyn til de gældende henvisningsregler, hvis rådgivningen skal finansieres helt eller delvist af sygehusene/sygesikringen. Der stilles ikke specifikke uddannelses- eller erfaringsmæssige krav til den, der udfører støttesamtalen. Dette gælder også rådgivning uden for det etablerede sundhedssystem. Rådgivere kan på finde informationer til professionelle om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Årsberetning

82 8 Afsluttende bestemmelser Denne vejledning er gældende fra den 1. januar Vejledning nr. 57 af 16. juni 2004 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion bortfalder herefter. Sundhedsstyrelsen, den 4. april 2006 Anne Mette Dons /Katrine Winkel Årsberetning

83 Bilag 5: Bekendtgørelse nr. 14 af 10/ Bekendtgørelse om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte I medfør af 114 og 117 i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes: 1. Anmodning om sterilisation skal indeholde oplysning om navn, personnummer og bopæl for den, som indgrebet skal foretages på. Stk. 2. Anmodning om sterilisation af en person, der er omfattet af lovens 110, eller 111, og som opholder sig på en institution, et psykiatrisk sygehus eller en psykiatrisk sygehusafdeling eller er under tilsyn heraf, indgives til vedkommende overlæge. Har institutionen mv. ingen overlæge, indgives anmodningen til regionsrådet. Stk. 3. Den, der fremsætter en anmodning om sterilisation efter lovens 109, skal underskrive anmodningen. Det samme gælder for dem, der fremsætter anmodningen efter lovens 110 eller For værgebeskikkelse efter lovens 110, og 111 finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. Der skal fortrinsvis beskikkes en person, som ved slægtskab, svogerskab eller venskab er nært knyttet til den, som indgrebet skal foretages på. Stk. 2. Er der allerede beskikket en værge for en person, der er omfattet af lovens 110, eller 111, kan den pågældende beskikkes, hvis det findes hensigtsmæssigt. 3. Inden indgrebet foretages, skal den læge, der vejleder efter lovens 113 og den, på hvem indgrebet skal foretages, ved deres underskrift bekræfte, at vejledning har fundet sted. Det samme gælder den indehaver af forældremyndighed eller værge, der er nævnt i lovens 110 og 111. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens 110, skal denne dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. 4. Klage efter lovens 108, stk. 2, kan indgives mundtligt eller skriftligt til regionsrådet. 5. Anmodning om kastration, herunder med henblik på kønsskifte, indgives til Sundhedsstyrelsen. 1-3 i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse. 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Bekendtgørelse nr af 13. december 1996 om sterilisation og kastration ophæves. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10. januar 2006 Lars Løkke Rasmussen /John Erik Pedersen Årsberetning

84 Bilag 6: Cirkulære nr. 23 af 03/ Cirkulære om behandling af sager om sterilisation (Til regionsrådene og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation m.fl.) I medfør af 114 i sundhedsloven nr. 546 af 24. juni 2005 fastsættes: Kapitel 1 Sager om sterilisation uden tilladelse 1. Modtager et regionsråd en anmodning om sterilisation i tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 105, stk. 1, eller 106, stk. 1, henvises den pågældende til sterilisationsbehandling, jf. lovens 112, stk. 2, medmindre der efter lovens 110 eller 111 kræves tilladelse til indgrebet fra samrådet. Stk. 2. Viser det sig under regionsrådets undersøgelse, at betingelserne for sterilisation efter lovens 106, stk. 1, er opfyldt, henvises ansøgeren til sterilisationsbehandling samtidig med, at regionsrådet sender resultatet af undersøgelsen til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet. Kapitel 2 Forberedelsen af sager om tilladelse til sterilisation 2. Når regionsrådet modtager anmodning om tilladelse til sterilisation, jf. lovens 106, stk. 2, 107, samt , tilvejebringer det de sociale og lægelige oplysninger om ansøgerens forhold, der skønnes er af betydning for samrådets bedømmelse af ansøgningen. Stk. 2. Der skal i almindelighed indhentes erklæring fra ansøgerens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist ansøgeren til regionsrådet. Stk. 3. Regionsrådet kan foranledige ansøgeren undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse eller behandling. Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for videreførelse af arvelige sygdomme, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik. 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal regionsrådet sikre sig, at betingelserne i lovens og 113, og 1, stk. 3, og 3 i bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte er opfyldt. 4. Ansøgninger indgivet til vedkommende overlæge i medfør af 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte indsendes til det samråd, hvorunder institutionen eller sygehuset hører, med overlægens udtalelse, efter at de oplysninger og erklæringer, der er nævnt i 2-3, er tilvejebragt. Stk. 2. Såfremt der ved et regionsråd er oprettet flere samråd, kan regionsrådet bestemme, at afgørelse i sådanne sager træffes af et eller flere af samrådene. Kapitel 3 Behandling i samrådet 5. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret, deltager den pågældendes stedfortræder. 6. Votering sker mundtligt på et møde. Votering kan dog undtagelsesvis ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 7. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem regionsrådet, forinden afgørelse træffes. Årsberetning

85 Stk. 2. Samrådet kan, hvis nye oplysninger fremkommer, ændre et tidligere afslag, herunder afslag givet af det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Hvis sagen er under behandling i ankenævnet, underrettes nævnet omgående om sagens genoptagelse. 8. Samrådets afgørelse indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres ansøgerens navn, personnummer og bopæl samt regionsrådets journalnummer. Stk. 2. Ved tilladelse til sterilisation anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og de eventuelle diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen. Stk. 3. Ved afslag på tilladelse anføres i protokollen begrundelsen for afgørelsen. Ved uenighed mellem medlemmerne, anføres de forskellige begrundelser. 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af regionsrådet på samrådets vegne. Meddelelse til ansøgeren om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. På begæring skal afslag dog tillige meddeles skriftligt. Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af sundhedslovens 110 gives også meddelelse om afgørelsen til den person, ansøgningen vedrører. I tilfælde, der er omfattet af lovens 111, gives tillige meddelelse om afgørelsen til indehaveren af forældremyndigheden eller værgen. Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist ansøgeren til regionsrådet. Stk. 4. Ved afslag skal der gives vejledning om adgangen til at klage over afgørelsen til ankenævnet. Stk. 5. Ved tilladelse til sterilisation, skal en udskrift af samrådsprotokollen sendes til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder regionsrådets journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens 28. Kapitel 4 Klage over afslag 10. Indgives der klage over samrådets afgørelse til regionsrådet, videresender regionsrådet omgående sagen til det ankenævn, der er oprettet i henhold til sundhedsloven. Med sagen sendes bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen, alt i 4 eksemplarer. Kapitel 5 Behandlingen i ankenævnet 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer. 12. Votering sker mundtligt på et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem regionsrådet tilvejebringes yderligere oplysninger. Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet inddrage sådanne oplysninger i afgørelsen af sagen. Ankenævnet kan dog vælge at tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling. 14. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til ansøgeren og til regionsrådet, der underretter ansøgerens læge. Ved tilladelse til sterilisation sendes meddelelse herom også til sygehuset eller praktiserende speciallæge efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser. Stk. 2. 9, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der i tilfælde omfattet af sundhedslovens 110 også skal gives meddelelse om afgørelsen til den person, ansøgningen vedrører, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen. Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Årsberetning

86 Kapitel 6 Ankenævnets tilsynsførende virksomhed 15. Ankenævnet fører tilsyn med regionsrådets og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om sterilisation. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis. Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller nærmere angivne sager. Stk. 3. Ankenævnet kan afholde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt. Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd. Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. 16. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Cirkulære nr. 207 af 16. december 1998 om behandlingen af sager om sterilisation ophæves. Sundhedsstyrelsen, den 3. april 2006 Jens Kristian Gøtrik /Anne Mette Dons Årsberetning

87 Bilag 7: Vejledning nr. 26 af 04/ Vejledning om behandling af sager om sterilisation Denne vejledning knytter sig til bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte (herefter bekendtgørelse om sterilisation og kastration), cirkulære nr. 24 af 3. april 2006 om behandling af sager om sterilisation samt sundhedsloven nr. 546 af 24. juni Personer over 25 år Efter sundhedslovens 105 har personer, der er fyldt 25 år, fri adgang til sterilisation. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre personen er omfattet af lovens 110, eller 111, jf. herom nedenfor. I visse tilfælde kræves tilladelse fra samrådet, selv om den pågældende er fyldt 25 år. Det drejer sig om tilfælde, hvor ansøgeren på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, hvis det finder, at omstændighederne taler herfor, selv om den pågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens 110. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 (lov nr. 388 af 14. juni 1995) tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde skal betingelserne i sundhedslovens 107 tillige være opfyldt. Det drejer sig også om tilfælde, hvor ansøgeren er sindssyg, den psykiske udvikling er hæmmet, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, findes betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation. I disse tilfælde kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og en særligt beskikket værge, jf. lovens 111. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens 50 tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde forudsætter tilladelse endvidere, at betingelserne i lovens 107 er opfyldt. Samrådet ved regionsrådet træffer afgørelse om, der skal gives tilladelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation, jf. sundhedslovens 108, stk. 2, og 4 i bekendtgørelse om sterilisation og kastration. 2 Personer under 25 år, men over 18 år Efter sundhedslovens 106, stk. 1, kan en kvinde under 25 år steriliseres uden tilladelse på medicinsk indikation, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og hvis denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet. Efter 106, stk. 2, er der mulighed for, at kvindens ægtefælle eller samlever under 25 år i stedet kan få tilladelse til sterilisation, hvis kvinden opfylder betingelserne i 106, stk. 1. Tilladelse skal dog gives af samrådet. For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens 106, stk. 1, vil den opererende læge som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for sterilisation er opfyldt. Det er dog ikke nødvendigt, at den opererende læge selv har konstateret betingelsernes tilstedeværelse. Lægen kan således lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Er betingelserne ikke opfyldt, bør andre specialundersøgelser sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenet og kun undtagelsesvis gennem regionsrådet. Hvis betingelserne i sundhedslovens 105 eller 106 ikke er opfyldt, kan samrådet give tilladelse til sterilisation, hvis betingelserne i lovens 107 er opfyldt. Betingelserne i denne bestemmelse svarer i realiteten til den tidligere lov, der byggede på et lovforslag i betænkning om sterilisation og kastration (352/1964). Betænkningen (navnlig s og s ) vil derfor i vid udstrækning være vejledende ved skønnet af, om lovens betingelser er opfyldt. Det fremgår af sundhedslovens 107, stk. 1, at der kan gives tilladelse til sterilisation hvis 1) der på grund af arvelige anlæg er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, 2) personen på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag be- Årsberetning

88 gavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på en forsvarlig måde, 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at et fremtidigt svangerskab ikke kan gennemføres, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. I samtlige tilfælde omfattet af lovens 107, stk. 1, kan sterilisation tillades, uanset om det er ansøgeren selv, dennes ægtefælle eller samlever, der opfylder betingelserne. Ved afgørelsen af, om der kan gives tilladelse til sterilisation, tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på en anden måde. 3 Personer under 18 år Efter sundhedslovens 107, stk. 3, kan sterilisation af personer under 18 år ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler for det. Har den pågældende ikke indgået ægteskab skal anmodningen om tilladelse til sterilisation tillige komme fra forældremyndighedsindehaveren, jf. lovens Fremgangsmåden ved anmodning om sterilisation En person, der ønsker sterilisation, kan henvende sig enten til en læge eller et regionsråd. I henhold til bekendtgørelse om sterilisation og kastration 1, stk. 3, skal den, der fremsætter anmodningen om sterilisation, underskrive anmodningen. Det vil sige, at den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. sundhedslovens 109, eller en særligt beskikket værge for den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens 110, eller forældremyndighedsindehaveren sammen med den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens 111. Sker henvendelsen til et regionsråd følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om sterilisation. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om sterilisation og til brug for afgivelse af samtykke. 5 Den praktiserende læges pligter Fremsættes anmodningen om sterilisation over for ansøgerens alment praktiserende læge, skal denne under en personlig samtale med den pågældende søge oplyst grunden til ønsket om sterilisation. Lægen skal give den vejledning, der er nævnt i sundhedslovens 113, og herunder orientere om mulighederne for refertilisering, sikkerheden ved sterilisation og om anvendelse af alternative svangerskabsforebyggende midler. Lægen og den person, der ønsker sterilisation, skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens 113, og 3 i bekendtgørelsen om sterilisation og kastration. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens 110, skal denne dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted. I tilfælde, hvor sterilisation kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen forelægge anmodningen for vedkommende regionsråd sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om sterilisation, kan således ikke på egen hånd afvise denne. Det er af væsentlig betydning for regionsrådets behandling af sagerne og den nødvendige hurtige gennemførelse heraf, at den praktiserende læge omgående henviser ansøgeren til regionsrådet og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt, såvel om de medicinske forhold som om ansøgerens og dennes families sociale og økonomiske forhold samt ansøgerens personlige og familiemæssige vanskeligheder, i det omfang lægen måtte have kendskab hertil. Selv om ansøgeren opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse fra samrådet, må der lægges afgørende vægt på, at den pågældende ikke beslutter sig uden nøje overvejelse. Fastholdes ønsket om sterilisation, skal lægen henvise den pågældende til sterilisationsbehandling. Der skal ikke forinden indhentes en erklæring fra en eventuel ægtefælle. Ved henvisningen til sterilisationsbehandling bør det i videst muligt omfang fremgå af lægens oplysninger, i hvilket omfang lægen har påset, at den person, der ønsker sterilisation, opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse, samt at de formelle krav i sundhedslovens 109 og 113, jf. bekendtgørelse om sterilisation og kastration 1, stk. 3, og 3, er opfyldt, således at Årsberetning

89 det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset eller den praktiserende speciallæge at indhente yderligere oplysninger. Hvis lægen foretager henvisningen til sygehuset elektronisk, skal den underskrevne blanket opbevares af lægen efter principperne i reglerne om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring). Lægen skal så vidt muligt i henvisningen oplyse, om anmodningen er fremsat af den pågældende selv, jf. lovens 109, og om den pågældende er vejledt efter lovens Sygehusets eller den praktiserende speciallæges pligter Den læge, der skal foretage selve indgrebet, skal sikre sig, at vejledning er sket i overensstemmelse med lovens 113. Den opererende læge bør i den forbindelse informere om det konkrete indgreb og om risikoen for komplikationer og bivirkninger i relation hertil, jf. kapitel 2 om Selvbestemmelse i lov om patienters retsstilling, som per 1. januar 2007 erstattes af sundhedslovens kapitel 5 Patienters medinddragelse i beslutninger. Endvidere bør indgrebets sikkerhed og patientens mulighed for refertilisering omtales. 7 Betaling Udgifterne i anledning af sterilisation afholdes i henhold til sundhedslovens 245 af bopælsregionen. Det vil fremgå af sygehuskommunernes visitationsretningslinier, hvordan sterilisationstilbudet er tilrettelagt, herunder om den alment praktiserende læge i den pågældende sygehuskommune skal henvise en person, der opfylder betingelserne for sterilisation, til sterilisationsbehandling på et sygehus eller hos en praktiserende speciallæge. Udgifterne til sterilisationsbehandling hos en praktiserende speciallæge afholdes kun af regionen i det omfang, dette er fastsat ved sygesikringsoverenskomst. En ansøger bosat i udlandet skal som udgangspunkt selv afholde udgiften til indgrebet, uanset om indgrebet bliver udført på et privat hospital, en klinik eller på et offentligt hospital. Endvidere må en ansøger, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe eventuelt nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må ske for ansøgerens regning. 8. Afsluttende bestemmelser Denne vejledning er gældende fra den 1. januar Vejledning nr. 208 af 16. december 1998 om sterilisation bortfalder herefter. Sundhedsstyrelsen, den 4. april 2006 Anne Mette Dons /Katrine Winkel Årsberetning

90 Bilag 8: Ankenævnets møder med samrådene Referat af Ankenævnets møder med samrådene, marts 2009 Ankenævnet har i marts 2009 afholdt møder med samrådene: Mandag den 9. marts i København med samrådene i Region Hovedstaden og Region Sjælland Mandag den 16. marts i Vejle med samrådet i Region Syddanmark Mandag den 23. marts i Århus med samrådene i Region Midtjylland og region Nordjylland Dagsorden: 1. Velkomst og præsentation - ikke mindst af Ankenævnets nye sekretær: Arnfrid J. Kromann 2. Drøftelse af konkrete sager - vedrørende risikovurdering, nakkefold ( 94, stk. 1, nr. 3), herunder opfølgning på drøftelserne fra sidste møde - vedrørende psykiatriske forhold ( 94, stk. 1, nr. 1), herunder abort på levedygtige fostre efter Umodenhed ( 94, stk. 1, nr. 5) 3. Begrundelser i sager om fosterreduktion 4. Kan lægesjusk tælle positivt i forhold til tilladelse til abort (Årsberetning 2007, s. 47n/48ø) 5. Sterilisation af udviklingshæmmede efter sundhedslovens Omfanget af Ankenævnets og sekretariatets vejledningsforpligtelse 7. Dagbladet BT s omtale af svangerskabsafbrydelse på grund af forkert køn. Ankenævnets udtalelse til Ministeren (kopi vedlagt) 8. Eventuelt Årsberetning

91 Punkt 1.: Velkomst og præsentation. Fra Ankenævnet deltog Ankenævnets faste medlemmer, dommer Torben Hvid, lektor Birgit Petersson og overlæge Lene Lundvall, samt ved møderne i København og Vejle tillige Ankenævnets sekretær, Arnfrid Kromann. Fra samrådet i Region Hovedstaden deltog 11, heraf 9 samrådsmedlemmer. Fra samrådet i Region Sjælland deltog 9, heraf 5 samrådsmedlemmer. Fra samrådet i Region Syddanmark deltog 8, heraf 6 samrådsmedlemmer. Fra samrådet i Region Midtjylland deltog 16, heraf 8 samrådsmedlemmer. Fra samrådet i Region Nordjylland deltog 12, heraf 6 samrådsmedlemmer. Dette referat er en sammenskrivning af drøftelserne på de tre møder. I nogle tilfælde lovede Ankenævnet at vende tilbage med en konklusion på drøftelserne. I disse tilfælde er Ankenævnets konklusion på drøftelserne anført med kursiv. Punkt 2: Drøftelse af konkrete sager 2.1 Risikovurdering, nakkefold På baggrund af to konkrete sager, hvor der var givet tilladelse efter fund af en nakkefold på henholdsvis 4,9 mm og 5 mm ønskede Ankenævnet at høre samrådene om udmeldingen efter møderne i 2005 havde givet anledning til problemer og om der var grund for at revurdere den. På møderne i København og Vejle var holdningen, at reglen fungerede udmærket, således at der ved en nakkefold på mindre end 6 mm må foretages en samlet vurdering af risikoen i den konkrete situation. I Århus var meningerne delte, men der var overvejende stemning for, at grænsen skulle sættes noget lavere. Der var drøftelse af grundlaget for vurderingen, herunder vigtigheden af, at samrådet er i besiddelse af kopi af journaltilførsler. Det blev også nævnt, at samrådssekretariatet og samrådet skal være opmærksomme på familiens samlede situation. Såfremt det fremgår af sagen, at familien har flere børn eller små ressourcer, kan der være anledning til at indkalde kvinden til samtale, for at vurdere om der er grundlag for tilladelse efter andre bestemmelser, fx 94, stk. 1 nr. 6. Ankenævnet kan tilslutte sig holdningen i København og Vejle, således at der fortsat kan gives tilladelse uden yderligere undersøgelser, såfremt nakkefolden er 6 mm eller derover. Ved nakkefold på under 6 mm kan der gives tilladelse uden yderligere undersøgelser, såfremt en konkret risikovurdering på grundlag af nakkefolden sammenholdt andre parametre viser en betydelig risiko for misdannelser. Det er vigtigt, at der foreligger kopi af journal-tilførsler med oplysning om de forhold, der er relevante for risikovurderingen. I øvrigt skal der som hovedregel foretages diagnostiske undersøgelser, primært i form af moderkagebiopsi / fostervandsundersøgelse, og hvis den er normal, da ved afventning af misdannelsesscanning i uge. Såfremt kvinden ikke ønsker at medvirke til rimelige diagnostiske undersøgelser må der meddeles afslag. Årsberetning

92 2.2 Psykiatriske forhold, herunder svangerskabsafbrydelse på levedygtige fostre ) Birgit Petersson refererede en sag, hvor samrådet fandt, at der var risiko for forværring af ansøgers psykiske helbred ved udvikling af en depression og på det grundlag havde givet tilladelse til svangerskabsafbrydelse i 14. uge, efter lovens 94, stk. 1 nr. 1. Ankenævnet, der havde haft sagen til gennemsyn, havde udtalt, at tilladelse ikke burde være givet. Der var tale om en kvinde, der var blevet uønsket gravid med sin samlever. Hun oplyste, at hun ikke havde overskud til flere børn. Hun var indlagt til abort før udløbet af 12. uge, men indgrebet blev ikke gennemført, fordi det viste sig, at graviditeten var længere fremme end antaget. Efter den oplysning havde hun været i krise, og frygtede navnlig for en forestående rejse til Grækenland, hvor hun skulle møde sine muslimske svigerforældre for første og formentlig eneste gang. Parret havde i øvrigt gode sociale og økonomiske forhold. Ved den psykiatriske undersøgelse blev hun vurderet aktuelt krisepræget. Ved afslag på abort vurderes hun at have en betragtelig risiko for at udvikle en depression. Diagnosen blev angivet som: Tilpasningsreaktion, depressiv kortvarig. Birgit Petersson gav udtryk for, at der i det væsentlige var tale om en normal reaktion og at der jf. diagnosen i den psykiatriske erklæring ikke var risiko for en egentlig psykisk lidelse. På møderne i 2005 blev det drøftet, i hvilket omfang, der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse alene på grundlag af en risikovurdering ud fra nakkefoldens størrelse. Efter møderne meldte Ankenævnet ud, at en nakkefold på 6 mm eller derover altid ville kunne begrunde tilladelse uden yderligere diagnostiske undersøgelser og således at der som udgangspunkt skulle foretages yderligere undersøgelser, såfremt nakkefolden var mindre end 6 mm. Det er Ankenævnets opfattelse, at der i almindelighed ikke kan gives tilladelse efter nr. 1 på grundlag af forbigående lidelser, der ligger tæt på normalområdet ) Birgit Petersson redegjorde tillige for en sag, hvor såvel samrådet som Ankenævnet havde givet afslag på en ansøgning om svangerskabsafbrydelse til en kvinde, der var stærkt selvmordstruet. Kvinden var i 24. uge og afslag blev givet alene fordi fosteret var levedygtigt. Ankenævnets afslag blev meddelt kvinden på psykiatrisk skadestue. Kvinden havde efterfølgende fået indgrebet foretaget efter 93, idet overlægen på psykiatrisk afdeling fandt, at kvinden var så alvorligt selvmordstruet, at gennemførelse af svangerskabet ville medføre fare for kvindens liv ) Sagen gav anledning til drøftelse af samrådets og samrådssekretariatets rolle i forbindelse med anvendelsen af 93, der jo ligger uden for samrådenes kompetence. Specielt blev det drøftet, at der er problemer med at tage psykiatriske speciallægers erklæring om at kvinden er livstruet alvorligt. Ankenævnet har kendskab til to tilfælde, hvor det har været et problem at få indgrebet gennemført. Det var den almindelige opfattelse, der er behov for at udbrede kendskabet til 93. Årsberetning

93 Det opleves generelt, at sygehuspersonalet har vanskeligt ved at acceptere meget sene indgreb, og navnlig på psykiatrisk indikation. Region Syddanmark oplyste, at de altid sender en fyldig begrundelse med til sygehuset. Ved mødet i København blev tilsvarende problemstilling drøftet under pkt. 8, eventuelt. Der var også her enighed om at det vil være formålstjenligt at de, der skal udføre indgrebet, ser at der foreligger en grundig sagsbehandling og at tilladelsen er velbegrundet, men der udtryktes tvivl om, hvorvidt kvindens samtykke var påkrævet ) Sagen gav endvidere anledning til at drøfte den hidtidige gældende grænse for levedygtighed, 24. uge. I København var den overvejende holdning, at et foster i dag er levedygtigt på et tidspunkt i løbet af 23. uge (22 +) og at det med sikkerhed er levedygtigt 24. uge (23+). Der var der holdningen, at der kunne være grund til at overveje at sænke grænsen. På møderne i Vejle og Århus fandt man at 24. uge stadig er den rigtige tidspunkt. Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at ændre den gældende retningslinje, hvorefter et foster i almindelighed er levedygtigt fra 24. uge (23+), men fremhæver at der er tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde ) Enten under dette punkt eller under punkt 4 drøftede man tillige usikkerheden ved den oplyste graviditetslængde. Lene Lundvall fremhævede, at usikkerheden ved måling af gestationsalderen bliver større jo senere i graviditeten den finder sted. I de tilfælde, hvor kvinden er blevet scannet tidligt eller op til uge 13, vil den målte gestationsalder kunne lægges til grund. I de tilfælde, hvor graviditeten først erkendes sent, og hvor første scanning finder sted i 18. uge eller senere, er der stor usikkerhed ved målingen. Det vil derfor være relevant også at se på tidspunktet for sidste menstruation, og i de tilfælde, hvor der er sikker oplysning herom, da at beregne graviditetens længde ud fra sidste menstruation Umodenhed og ung alder 2.3.1) Med udgangspunkt i en konkret sag blev det drøftet, om der altid skulle indhentes en psykiatrisk erklæring. Det er fortsat Ankenævnets opfattelse, at umodenhed i nr. 5, må forstås som umodenhed i psykiatrisk forstand. Birgit Petersson gav udtryk for, at umodenhed er en alvorlig diagnose, der bør underbygges ved en sagkyndig erklæring. En psykiatrisk undersøgelse og erklæring også er en hjælp til kvinden. Torben Hvid henviste til drøftelserne på møderne i 2005, hvor Ankenævnet gav udtryk for, at det ikke er påkrævet med en psykiatrisk erklæring, hvis det ud fra beskrivelsen af kvinden er åbenbart, at hun er umoden. Der bør omvendt ikke gives afslag uden en psykiatrisk vurdering, hvis der er spørgsmål om umodenhed ) På et af møderne blev der spurgt om det kunne være en psykolog, der vurderede spørgsmålet om umodenhed, evt. således at der deltog en psykolog i samtalen med kvinden. Birgit Petersson svarede, at det i dag godt kan være en psykolog, fordi psykologernes rolle og uddannelse i det psykiatriske system er under ændring, Årsberetning

94 således at psykologerne i tiltagende grad overtager en lang række af psykiaternes funktioner ) På mødet i Århus blev det drøftet, hvad der egentlig ligger i ung alder i nr. 5. Det blev i den forbindelse drøftet, om det skal tillægges betydning, hvis en ung pige under eller over 18 år, bor hjemme hos sine forældre og forsørges af dem, eller om hun skal anses som værende uden (selvstændig) bolig og uden indkomst. Hvis det efter en konkret vurdering skønnes, at en ung kvide (under 18 år) ikke er i stand til at tage vare på et barn, og såfremt det vurderes, at dette skyldes hendes unge alder, er betingelserne i nr. 5 opfyldt. Ved vurderingen af om pigen er i stand til at tage vare på et barn, er der efter hidtidig praksis i nogen grad lagt vægt på, om pigen boede hjemme og kunne påregne støtte af sine forældre, herunder støtte i omsorgen for barnet og i form af bolig og underhold. Det blev diskuteret, om det er en rimelig praksis, i hvert fald i de tilfælde, hvor det alene skyldes forældrenes indsats, at kvinden bliver i stand til at tage sig af barnet. Birgit Petersson mente, at praksis er på kanten af at være i strid med FN s børnekonvention. Ankenævnet skal overlade til samrådene at vurdere, hvorvidt denne praksis skal fortsætte. Punkt 3: Begrundelser i sager om fosterreduktion. 3.1) Torben Hvid nævnte, at der ofte ses meget upræcise og utilstrækkelige begrundelser i afgørelser om fosterreduktion. Da det kunne tyde på en vis usikkerhed om reglerne, blev disse gennemgået. Torben Hvid fremhævede, at det af en tilladelse skal fremgå efter hvilken bestemmelse tilladelsen er givet, 95, stk. 2 eller 95, stk ) Såfremt tilladelsen gives med hjemmel i 95, stk. 2, bør det fremgå, dels hvad der begrunder, at der ved indgrebet formindskes en risiko for det eller de tilbageblevne fostre, dels hvilke særlige omstændigheder, der begrunder, at tilladelsen gives efter udløbet af 12. uge. Det skal endvidere udtrykkeligt fremgå, hvor mange fostre, tilladelsen gælder, for eksempel: fra 3 fostre til 2 fostre. Torben Hvid redegjorde for begrebet særlige omstændigheder. Se herom Orientering fra Ankenævnet, december 2007, gengivet i årsberetningen 2007 s ) Såfremt tilladelsen gives efter 95, stk. 3 skal det udtrykkeligt fremgå, hvilken defekt, der begrunder tilladelsen og det skal fremgå, at tilladelsen gælder det syge, eller muligt syge foster. Årsberetning

95 Punkt 4: Kan lægesjusk tælle positivt i forhold til tilladelse til svangerskabsafbrydelse? Spørgsmålet var rejst af et samråd, der undrede sig over Ankenævnet i en konkret afgørelse, hvor en kvinde fik tilladelse i 19. uge, bl.a. lagde vægt på, at graviditeten kunne og burde være konstateret ved undersøgelsen hos kvindens egen læge. På det tidspunkt havde kvinden længst været i 10. uge. Sagen er gengivet i årsberetningen 2007, s Torben Hvid oplyste, at der ikke heri skal indfortolkes nogen ændring af hidtidig praksis. Lægefejl kan efter loven ikke begrunde tilladelse. Ankenævnet står ved sin tidligere udtalelse, hvorefter, en lægefejl kan løfte en sag, der er på kanten, op til en tilladelse. Lægefejlen bør ikke udtrykkeligt anføres som begrundelse, men kan anføres i sagsfremstillingen. Begrebet lægefejl ( Doctors delay ) skal i denne sammenhæng ikke forstås således, at der er tale om ansvarspådragende fejl men blot det for eksempel, at lægen ved kvindens henvendelse har overset graviditeten, eller vurderet gestationsalderen markant forkert. Kvindens oplysninger herom lægges uprøvet til grund, hvis oplysningerne fremtræder troværdige. En anden forekommende fejl er at henvisningen er blevet forlagt på sygehuset og at kvinden derfor ikke er blevet indkaldt straks. Et andet eksempel, der ses af og til, er at lægen af personlige grunde undlader at vejlede om muligheden for svangerskabsafbrydelse, eller nægter at henvise til sygehuset og i den forbindelse undlader at henvise til anden praktiserende læge. Der var diskussion om, hvorvidt samrådene bør indberette til embedslægen, når de får kendskab til formodede forsømmelser. Den overvejende holdning var, at man ikke skulle foretage indberetning. Ankenævnet udtalte, at det må det enkelte samråd eller samrådsmedlem afgøre. Spørgsmålet henhører ikke under Ankenævnets tilsyn eller kompetence. Punkt 5, Sterilisation af udviklingshæmmede. Et samråd ønskede at drøfte, hvem der afgør, om det er betænkeligt at ansøgeren søger på egen hånd, jf. lovens 111. Der enighed om, at det først og fremmest er den læge, der modtager anmodningen, der har ansvaret. Hvis lægen har skønnet, at der skal gås frem efter 111, er det Statsforvaltningen, der vurderer om der er behov for værgebeskikkelse. Hvis Statsforvaltningen skønner at det ikke er tilfældet, kan den pågældende søge på egen hånd. Hvis Statsforvaltningen beskikker en værge, skal samrådet behandle sagen efter 111. Det gav ikke anledning til problemer i de øvrige samråd. Punkt 6: Omfanget af Ankenævnets og Ankenævnets sekretariats pligt til at vejlede samrådene. Spørgsmålet var rejst af et samråd, der fandt at Ankenævnet og Ankenævnets sekretær var alt for tilbageholdene med at besvare generelle spørgsmål. Der var ikke i de øvrige samråd tilsvarende utilfredshed. Årsberetning

96 Torben Hvid henholdt sig til, at Ankenævnet efter loven alene har pligt til at føre tilsyn. Ankenævnet kan som ankeinstans ikke besvare spørgsmål om behandlingen og afgørelsen i en konkret sag, der efterfølgende vil kunne indbringes for Ankenævnet. Ankenævnet har ikke noget i mod at besvare helt generelle spørgsmål, men problemet er, at det er vanskeligt at skille generelle spørgsmål fra de konkrete, navnlig når de generelle spørgsmål stilles i forbindelse med en konkret sag. Desuden bliver et spørgsmål, der den ene dag er generelt, hurtigt den næste dag til et konkret spørgsmål i en konkret sag. Ankenævnet må derfor henvise til referaterne af nævnets af sager, der er gengives i årsberetningerne og til nævnets generelle udtalelser. Torben Hvid benyttede lejligheden til nogle generelle bemærkninger om samspillet mellem samråd og Ankenævn. Punkt 7: Dagbladet BT s omtale af svangerskabsafbrydelse på grund af forkert køn. Torben Hvid orienterede om, at der i BT havde været en artikel, hvoraf det fremgik, at der var kvinder der søgte og fik tilladelse til svangerskabsafbrydelse når de blev klar over, at de ventede (endnu) en pige. Artiklen førte til, at der i folketinget blev stillet spørgsmål til ministeren, hvilket igen førte til at Ankenævnet blev bedt om en udtalelse. Ankenævnet har udtalt, at der nævnet bekendt aldrig er givet tilladelse med den begrundelse, at kvinden ønsker sig et barn med et andet køn. Ankenævnet har videre udtalt, at nævnet har kendskab til nogle sager, hvor der er givet tilladelse til kvinder, der begrundede anmodningen med andre forhold, hovedsagelig sociale forhold, men hvor man ud fra de foreliggende oplysninger har haft en formodning om, at abortønsket reelt skyldtes fosterets køn. Når der er givet tilladelse skyldes det, at en kvinde har krav på tilladelse, hvis lovens betingelser er opfyldt, uanset om samrådet har en mere eller mindre begrundet formodning om, at abortønsket reelt skyldes fosterets køn. Der var ingen bemærkninger hertil. Punkt 8: Eventuelt Ankenævnet orienterede om en ny bog, der vil være relevant for samrådene: Janne Rothmar Hermann: Retsbeskyttelsen af fostre og befrugtede æg om håndteringen af retlige hybrider. Der var i øvrigt under eventuelt drøftelser om Samrådets forpligtelse til at underrette de sociale myndigheder - Der var enighed om, at der gælder samme pligt for samrådene, som for alle andre, borgere eller myndigheder. Årsberetning

97 Det er ofte vanskeligt at få fat i en psykiater, der kan lave en erklæring, så hurtigt som det kræves. - Jf. ovenfor under pkt vil der kunne indhentes erklæring fra en psykolog. Er der krav om, at afgørelser, navnlig afslag, oversættes til ansøgerens sprog, hvis ansøgeren ikke forstår dansk? - Der var ikke noget klart svar herpå Ankenævnets sekretær vil undersøge spørgsmålet. Om oversættelser: Efter Arnfrid Kromanns undersøgelser må det slås fast, at såvel samråd som Ankenævn har pligt til at sikre sig, evt. ved oversættelse, at modtageren forstår den afgørelse der bliver truffet, i særdeleshed når der er tale om et afslag. Af hensyn til Ankenævnets muligheder for at vurdere i hvilket omfang, der skal ske oversættelse, skal vi derfor anmode om, at det ved samtalen med kvinden afklares, i hvilket omfang ansøgerens (manglende) danskkundskaber gør, at vedkommende ikke kan forstå/læse afgørelsen til hvilket sprog afgørelsen skal oversættes. Årsberetning