Straffeproces grundtræk af dansk strafferetspleje

Transkript

1 Straffeproces grundtræk af dansk strafferetspleje GJELLERUP

2 Af samme forfatter: Forbrydelser og andre strafbare forhold, 2. udg (red.) Strafferetlige og straffeprocesretlige opgaver og lektionsplaner mv., 2017 Strafferetlige sanktioner, 2. udg. 2017

3 Jørn Vestergaard Straffeproces grundtræk af dansk strafferetspleje GJELLERUP

4 Jørn Vestergaard Straffeproces grundtræk af dansk strafferetspleje Jørn Vestergaard & Gjellerup Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Bogen er fagfællebedømt. Omslag ved Hald Engel Omslagsbillede: Justitia fra vægmaleri i Roskilde Domkirke Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet Trykt hos Lasertryk, Aarhus eisbn udgave, 1. oplag 2017 GJELLERUP Fiolstræde København K Tlf info@gjellerup.dk

5 Forord Bogen indeholder en grundlæggende gennemgang af dansk straffeprocesret. Den handler med andre ord om behandlingen af straffesager, sådan som det sker under politiets, anklagemyndighedens og domstolenes ansvar. Begreberne straffeprocesret og det lidt mere gammelmodigt klingende udtryk strafferetspleje anvendes i bogen med samme betydning. Til illustration af de behandlede emner er der i teksten medtaget mange korte referater af især nyere retspraksis samt konkrete eksempler og faktuelle oplysninger. Med denne fremstillingsmåde tilsigtes det at gøre teksten levende og vedkommende. For at gøre teksten læsevenlig er henvisninger fortrinsvis anbragt i fodnoter, som kan være til nytte ved yderligere fordybelse. Fremstillingen er tilrettelagt på samme måde som bøgerne Forbrydelser og andre strafbare forhold og Strafferetlige sanktioner. Bogen indledes bl.a. med en oversigt over straffesagers gang gennem retssystemet, de vigtigste retskilder samt straffeprocessens grundlæggende principper. Herefter følger gennemgangen af emnerne den rækkefølge, som disse vil kunne få relevans i de enkelte faser af en konkret straffesag, nemlig i forbindelse med efterforskning, afgørelse af påtalespørgsmålet, domsforhandling og ankebehandling. Dette er også retsplejelovens ordning. Undervejs trækkes der tråde til andre retsområder, f.eks. strafferet, forvaltningsret, forfatningsret og menneskeret. Tidligere fremstillinger og mere udførlige værker har selvsagt været til nytte, herom henvises der til litteraturlisten bagest i bogen. Denne 1. udgave er ajourført frem til medio Bogen indeholder et udførligt sagregister, en paragrafnøgle og et domsregister, der gør den velegnet som opslagsværk. August 2017 Jørn Vestergaard, Det Juridiske Fakultet jv@jur.ku.dk

6

7 Indholdsfortegnelse 1. Straffeprocesrettens område straffesagers aktører og faser 1 Straffeprocesret som retsområde og fag 1 Straffesagers gang gennem straffesystemet aktørerne 3 Information til ofre for kriminalitet Straffeprocessens retsgrundlag og grundprincipper Dansk strafferetspleje 13 Grundloven 13 Retsplejeloven 13 Politiloven 15 Forvaltningsloven offentlighedsloven 16 Straffeloven 17 Straffuldbyrdelsesloven 17 Internationale forpligtelser 17 De europæiske menneskerettigheder EMRK og EMD 17 Internationale forpligtelser i øvrigt 19 EU-lovgivning 20 Straffeprocessens grundprincipper 21 Partsprincippet anklageprincippet objektivitetsprincippet 21 Den materielle sandheds princip uskyldsformodningen 23 Ligestillingsprincippet»equality of arms«25 Legalitetsprincipperne opportunitetsprincippet 26 Proportionalitetsprincippet det mindste middels princip 26 Domstolsforankringen to-instansprincippet 28 Lægdommerprincippet 29 Offentlighed mundtlighed 31 Sagsbehandlingens fremme 45 Bevisumiddelbarhed bevisbedømmelsens frihed 48 God skik 49 13

8 3. Efterforskning 51 Afhøringer 54 Særlige efterforskningsskridt agentvirksomhed mv. 61 Indenretslig bevisførelse Mistænktes og sigtedes rettigheder samt forsvarerens beføjelser 81 Begrebet sigtelse 81 Sigtedes rettigheder og beføjelser 84 Sigtedes forpligtelser 91 Forsvareren beskikkelse og valg 91 Forsvarerenens beføjelser og forpligtelser Straffeprocessuelle tvangsindgreb 103 Anholdelse opretholdelse af anholdelse 113 Varetægtsfængsling 118 Indgreb i meddelelsesfriheden, observation, dataaflæsning, forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation, blokering af hjemmesider 131 Ransagning 135 Beslaglæggelse og edition 138 Legemsindgreb legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse 139 Personundersøgelse, mentalundersøgelse 141 Fotoforevisning, konfrontation, efterlysning mv Påtalen 145 Påtaleopgivelse 145 Tiltalefrafald 146 Tiltalerejsning anklageskriftet 147 Påtalebegrænsning 160 Plea bargaining aftaler med forsvareren om anklagerens påstand Tilståelsessager 171 Tilståelsessag i stedet for medvirken af lægdommere 171 Bødesager 179

9 8. Hovedforhandling og dom mv. 183 Rettens saglige kompetence og sammensætning 183 Upartiskhed inhabilitet 188 Rammerne om domsmandssager i byretten 196 Tiltaltes tilstedeværelse i retten 200 Bevisførelsen 204 Anonyme vidner 207 Ulovligt tilvejebragte beviser 209 Vidneafhøring 212 Dokumentbevis 220 Afvigelser i forholdet mellem tiltale og dom 225 Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning Appel genoptagelse retskraft mv. 229 Ankebehandling 229 Kære af afgørelser i straffesager 232 Sagsomkostninger 233 Fuldbyrdelse af straffedomme 234 Retskraft 234 Genoptagelse af straffesager 236 Danske domstolsafgørelser 237 Domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD 240 Lovtekster 241 Administrative forskrifter 247 Litteratur og andre kilder 249 Sagregister 253 Om forfatteren 261

10

11 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagers aktører og faser Straffeprocesret som retsområde og fag Gennem daglig nyhedsformidling og forskellige former for masseunderholdning vil de fleste være bekendt med behandlingen af sager om forbrydelse og straf. For mange af os er der en dragende kraft forbundet med såvel virkelige som fiktive skildringer af, hvordan forbrydelser opklares og pådømmes. Medierne og litteraturen byder i rigt mål på beretninger om, hvordan politi, anklagemyndighed, forsvarsadvokater og domstole arbejder. Spændingen knytter sig ofte til temaer, der handler om, hvorvidt det lykkes at få ram på de skyldige, om uskyldige kommer i klemme i retsmaskineriet, om aktørerne i retsvæsenet holder sig inden for lovens rammer, og om de i kraft af uddannelse, erfaring og personlighed formår at løfte deres ansvar for at opnå anerkendelsesværdige resultater. Udenlandske produkter fylder meget i mediebilledet med thrillers, politiserier samt courtroom dramas og bidrager dermed til en vis forståelse af de basale dynamikker i strafferetsplejen. På væsentlige punkter er der dog store forskelle mellem regler og praksis i andre lande og behandlingen af straffesager efter dansk ret, og det er ikke altid let at skelne mellem de forskellige retskulturers virkeligheder. Formålet med denne bog er at give en indføring i de grundlæggende træk ved dansk straffeprocesret eller som det hedder med et lidt gammeldags udtryk: strafferetspleje, dvs. den del af procesretten, der vedrører behandlingen af straffesager. Kort fortalt handler bogen om det retsområde, der vedrører retsforfølgning med henblik på mulig fastlæggelse af strafansvar og fastsættelse af en strafferetlig retsfølge. Retsområdet indeholder først og fremmest regler om de relevante organer og aktører samt om sagsbehandlingen. I den forbindelse er der fastsat et vidt forgrenet regelsæt om retsgarantier for de anklagede. Også varetagelsen af hensynet til ofrene for forbrydelser henhører i hovedsagen under strafferetsplejen. Straffeprocesretten indgår som en del af fagområdet strafferet i bred forstand og knytter sig til den materielle del af strafferetten, der gennem kriminalisering foreskriver straf for overtrædelser af forbud eller påbud, og til den strafferetlige sanktionsdel, der handler om de straffe og andre retsfølger, som kan pålægges i tilfælde af, at rette myndighed finder en lovovertræder skyldig i et strafbart forhold. Straffeprocesretten omfatter de regler, principper, værdier og ideologier samt den retspraksis, som tilsammen udgør det juridiske grundlag for den virksomhed, som de relevante myndigheder varetager i forhold til: 1

12 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser 1) Efterforskning, dvs. politiets undersøgelser af de faktiske omstændigheder i tilknytning til mulige strafbare forhold med henblik på at klarlægge, om der kan være grundlag for strafansvar. Allerede under efterforskningen kan der være adgang til at iværksætte indgribende tvangsmidler over for enkeltpersoner eller virksomheder, f.eks. ransagning, telefonaflytning, anholdelse, varetægtsfængsling mv. 2) Påtale, dvs. afgørelser truffet af anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod nogen med det formål at pålægge strafsvar eller at undlade dette. 3) Domstolsbehandling, dvs. forelæggelse for retten til afgørelse af spørgsmål om efterforskningsskridt, sagsbehandling, skyld, sanktion mv. Såvel de mange straffeprocessuelle enkeltregler som den samlede retlige regulering af straffeprocessuelle spørgsmål afspejler en gennemgående brydning mellem modsatrettede hensyn, nemlig hensynet til samfundets og de enkelte borgeres behov for en effektiv retshåndhævelse som led i den samlede kriminalitetsbekæmpelse over for hensynet til de mistænkte og anklagedes frihed, privatliv og individuelle retssikkerhed. En overvægt på det ene af disse hensyn kan bringe det samlede straffesystem i ubalance. Hvis beviskravene sættes for lavt, øges risikoen for, at uskyldige bliver dømt. Det samme vil være tilfældet, hvis forsvarernes beføjelser er begrænsede. Omvendt kan kravet om, at enhver begrundet tvivl skal komme tiltalte til gode, bevirke, at skyldige går fri. Straffeprocesretten bygger derfor på en række grundlæggende principper, som bl.a. skal sikre en rimelig balance mellem de modgående hensyn. Den af lovgivningsmagten ønskede balance imellem de fremhævede hensyn er først og fremmest tilvejebragt i kraft af regler om: 2 - organisatoriske forhold (struktur og kompetencefordeling for politi, domstole, anklagemyndighed, forsvarere, bistandsadvokater, politiklagemyndighed, Procesbevillingsnævnet, Den Særlige Klageret, Den Uafhængige Politiklagemyndighed); - sagsbehandlingen under efterforskning, hovedforhandling og appel; - beføjelser tillagt det offentliges repræsentanter ved varetagelsen af opgaver i forbindelse med opklaringen og strafforfølgningen af lovovertrædelser (f.eks. politiets adgang til iværksættelse af tvangsmidler, anklagemyndighedens påtalebeslutninger, rettens procesledelse); - rettigheder og beføjelser tillagt den enkelte mistænkte, sigtede, tiltalte eller domfældte; - rettigheder og beføjelser tillagt den sigtede eller tiltaltes forsvarer (ret til aktiv deltagelse i sagens behandling gennem adgang til aktindsigt, tilstedeværelse, kommunikation med klienten, partsindlæg mv.); - rettigheder og beføjelser tillagt forurettede og udenforstående.

13 Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser De straffeprocessuelle regler afspejler på forskellig vis, at straffesystemet son helhed betragtet tjener en kombination af forskellige funktioner. Som led i samfundsmæssig styring og kontrol er strafferetten helt grundlæggende rettet mod befolkningen i almindelighed eller mod bestemte grupper, som på den måde undergives bestemte forbud og påbud på forskellige områder (almenprævention). For at bidrage til befolkningens kendskab til reglerne og konsekvenserne af at bryde disse er det formålstjenligt, at strafferetsplejen bl.a. kendetegnes ved en vis grad af offentlig indsigt, hvilket kommer til udtryk i reglerne om behandlingen af straffesager ved domstolene. Ved fastsættelsen af straffe og andre sanktioner tages der i et vist omfang hensyn til den enkelte lovovertræders individuelle personlighed og kendetegn (individualprævention). Dette nødvendiggør f.eks. regler om betingelserne for iværksættelse og gennemførelse af person- eller mentalundersøgelser. Straffesystemet er med andre ord indrettet med henblik på at forebygge, at lovovertrædelser overhovedet forekommer eller ligefrem gentages. I det enkelte tilfælde af lovbrud tilstræbes dette gennem en mere eller mindre målrettet indsats af repression og resocialisering. Langtidsholdbare resultater med den samlede kriminalitetsbekæmpelse forudsætter imidlertid, at regler og praksis ikke afviger væsentligt fra folks opfattelser af, hvad der er ønskeligt og rimeligt (befolkningens retsfølelse). På forskellig vis kommer dette f.eks. til udtryk i strafferetsplejens regler om medvirken af lægdommere og om anvendelsen af såkaldt retshåndhævelsesarrest, dvs. frihedsberøvelse i varetægt som følge af, at det i visse tilfælde kunne opleves som stødende, hvis en sigtet person fik lov til at være på fri fod. Straffesagers gang gennem straffesystemet aktørerne I behandlingen af sager om strafbare lovovertrædelser er det normalt de ansatte i politiet, der kommer ind i billedet som de første. Både borgere og offentlige myndigheder kan henvende sig til politiet for at foretage anmeldelse af strafbare forhold. 1 Anmeldelser fra private kan komme enten fra personer, der som forurettede oplyser at være ofre for kriminalitet, fra vidner til lovovertrædelser eller fra andre mere eller mindre tilfældige iagttagere. Det er langt fra alle lovovertrædelser, der anmeldes til politiet. 2 Om dette sker, kan bl.a. afhænge af, om nogen finder det umagen værd at bruge tid og energi på at få en sag behandlet. I den forbindelse kan bl.a. forsikringsfor- 1 Spørgsmålet om anmeldelser fra andre forvaltningsmyndigheder og arbejdsdelingen mellem sådanne og politiet er behandlet af Gorm Toftegaard Nielsen i Straffesagens gang, s. 40 f. 2 I almindelighed er der ikke nogen pligt til at anmelde strafbare forhold. Under visse omstændigheder kan det dog være strafbart ikke at gøre, hvad man kan, for at afværge kriminalitet, se Jørn Vestergaard i Forbrydelser, s. 31 ff. Om offentlige myndigheders pligt til at anmelde lovovertrædelser begået af deres ansatte, se cirk. 219, Om kommunale myndigheders pligt til at anmelde konkret mistanke om socialbedrageri eller anden lovovertrædelse, se Socialministeriets vejl. 73, 2006 pkt. 179 samt skr. 9274, 2003 afsnit 4. 3

14 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser hold spille ind. I sager om seksuelle krænkelser kan forurettede i nogle tilfælde afholde sig fra at indblande politiet af ængstelse for, at en anmeldelse med efterfølgende efterforskning og strafforfølgning vil indebære en yderligere belastning i tillæg til selve forbrydelsen. Politiet har pligt til at tage imod en anmeldelse, som ikke tilsyneladende er grundløs, uanset hvem anmeldelsen kommer fra. 3 Dette gælder i princippet også anonyme henvendelser. Hvis anmeldelsen drejer sig om en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, har politiet som hovedregel pligt til at iværksætte efterforskning. 4 Det samme gælder, hvis politiet på anden måde bliver opmærksom på forhold, der giver grundlag for en»rimelig formodning«om, at en sådan lovovertrædelse er begået. 5 Et strafbart forhold kommer måske til politiets kendskab ved overtrædelsens opdagelse under rutinemæssig patruljetjeneste, i forbindelse med efterforskning af anden kriminalitet eller i øvrigt under varetagelse af politiets mangfoldige opgaver. Politifolk bliver selvsagt også gennem medierne opmærksomme på kriminalitet, som ingen tager initiativ til at anmelde. I det enkelte tilfælde skal der fornuftigvis tages hensyn til både sagens betydning og de til rådighed stående ressourcer. 6 Ikke mindst ved mindre alvorlige lovovertrædelser foretages der en konkret afvejning heraf over for udsigten til opklaring og strafforfølgning af mulige skyldige gerningspersoner. Efter omstændighederne vil der herefter i mange tilfælde ikke blive foretaget yderligere. Dette kan f.eks. være tilfældet, når politiet under patruljering i restaurationsmiljøet fra en påvirket person modtager en anmeldelse, som efter politiets skøn ikke har noget på sig. En bagatelagtig forseelse kan i nogle tilfælde gå upåagtet hen eller ordnes på stedet med en uformel henstilling eller påtale, uden at der optages rapport, f.eks. en enkeltstående overtrædelse af ordensbekendtgørelsens forbud mod støjende optræden eller en mindre overtrædelse af færdselsloven. I sådanne tilfælde skal politiet i princippet give mundtlig klagevejledning og informere om, at der er mulighed for at bede om en skriftlig afgørelse, samt sørge for at afvisningen af anmeldelsen fremgår af døgnrapporten. 3 Politiet kan afvise en anmeldelse og dermed undlade at foretage nærmere undersøgelse,»hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning«, jf. rpl. 749, stk. 1. I så fald underrettes den forurettede og andre med en rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages, jf. bestemmelsens stk. 3. Hvis en anmeldelse trækkes tilbage, afhænger det af de nærmere omstændigheder, om der skal foretages efterforskning. 4 Offentlig påtale forudsætter i visse tilfælde en begæring fra den forurettede, se således strl. 305 om simpelt hærværk, bestikkelse i private forhold mv., samt strl. 275, stk. 2, om visse fredskrænkelser. Ærekrænkelser er undergivet privat påtale, jf. strl. 275, stk Se således rpl. 742, stk. 1 og 2. Formelt set er paragraffen udtryk for, at politiets efterforskning af strafbare forhold er undergivet et legalitetsprincip, der indebærer, at der som angivet er pligt til at foretage efterforskningsskridt. Bestemmelsen skal dog forstås i lyset af de samme hensyn som dem, der er styrende for reglerne om påtaleopgivelse, se nærmere 721. I praksis indebærer dette, at der udøves et vidt skøn over, om der skal foretages efterforskningskridt, og hvilken indsats af ressourcer sagen i givet fald kan bære. Se nærmere Ib Henricson, Politiret, s. 348 f., bl.a. med henvisninger til praksis efter EMRK. 6 Folketinget påvirker på forskellig vis prioriteringerne af politiets ressourcer, f.eks. med lovgivning, der er målrettet en forstærket indsats over for bestemte typer af kriminalitet, f.eks. gadevold, hjemmerøveri, rocker- og bandekriminalitet, fremmedkrigere. 4

15 Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser Hvis en sag kan bære, at der iværksættes efterforskning, foregår sagens behandling under politiets ledelse. 7 Politiet har en lang række forskellige fremgangsmåder og midler til rådighed, f.eks. gerningsstedsundersøgelse, udspørgning og afhøring, overvågning, anvendelse af registeroplysninger, dna-analyse eller andre tekniske undersøgelser, brug af meddelere eller agenter. Under visse betingelser kan der foretages tvangsindgreb, f.eks. i form af anholdelse, varetægtsfængsling, ransagning af personer eller steder, telefonaflytning eller rumaflytning. 8 Hvis efterforskning er påbegyndt, og der ikke findes grundlag for at fortsætte denne, træffer politiet beslutning om henlæggelse af sagen i de tilfælde, hvor der ikke er blevet rejst sigtelse mod nogen. 9 Ved anmeldelser af indbrudstyveri kan det således ofte være politiets bedømmelse, at efterforskningen i det enkelte tilfælde bør indskrænkes til indsamling og registrering af de umiddelbart tilgængelige oplysninger, herunder måske også ved gerningsstedsundersøgelser, men at det er udsigtsløst at foretage mere omfattende efterforskningsskridt. 10 En sag giver måske anledning til at rette mistanke mod en eller flere personer som muligt skyldige i kriminalitet. Hvis der viser sig at være bestemte grunde til at mistænke nogen for en strafbar lovovertrædelse, skal den pågældende betragtes som sigtet i sagen. Dette indebærer, at vedkommende efter omstændighederne tillægges visse partsrettigheder, som andre mistænkte ikke har. Vedkommende vil blive genstand for politiafhøring, men skal oplyses om retten til ikke at udtale sig. 11 Der kan på nærmere betingelser anvendes forskellige former for tvangsindgreb over for den sigtede. Efterforskningen kan også indebære, at ikke-sigtede personer gøres til genstand for tvangsindgreb, for hvilke der gælder særlige regler. Når politiets efterforskning er nået til et punkt, hvor der skønnes at være opnået fornøden klarhed til, at påtalespørgsmålet kan afgøres, kommer anklagemyndigheden ind i billedet. 12 Resultatet af overvejelserne herom kan enten blive påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning. Afhængigt af sagens alvorlighed tilkommer afgørelseskompetencen enten politidirektøren, statsadvokaten eller justitsministeren. I visse tilfælde sker der en forelæg- 7 I forbindelse med efterforskningen deltager domstolene kun, hvis iværksættelse af visse efterforskningsskridt forudsætter en retskendelse, hvis der er uenighed mellem forsvarer og anklager om behovet for visse efterforskningsskridt ( 746), eller der forud for hovedforhandlingen er behov for indenretslig sikring af bevis, f.eks. optagelse af en vidneforklaring ( 747, stk. 2). 8 Om efterforskningsmetoder, se den udførlige redegørelse hos Ib Henricson, Politiret, kap. VI, afsnit Jf. 749, stk. 2. I så fald underrettes forurettede og andre med en rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages, jf. 749, stk Hvis der i en sag er rejst sigtelse mod en bestemt person, tilkommer beføjelsen til at beslutte, om påtale skal undlades, anklagemyndigheden, jf. 721 om påtaleopgivelse og 722 om tiltalefrafald. 11 Se herom 752, stk De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven, som det udtrykkes i 96, stk. 1. Bestemmelserne i lovens 95 ff. fastlægger anklagemyndighedens organisation. 5

16 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser gelse for rigsadvokaten. Afgørelserne forberedes af juridisk uddannede fuldmægtige og medhjælpere, som i nogle tilfælde er bemyndiget til at træffe afgørelse på embedets vegne. Hvis anklagemyndigheden skønner, at resultaterne af efterforskningen ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at føre sagen igennem til fældende dom, vil der normalt blive truffet afgørelse om påtaleopgivelse. Det kan godt forekomme, at der stadig er mistanke om, at en bestemt person er skyldig i et strafbart forhold, men at de foreliggende beviser alligevel ikke er tilstrækkelige til at kunne bære sagen. I så fald skal anklagemyndigheden ikke for enhver pris forsøge at få ram på den pågældende. En anden mulighed er, at en person, der har været sigtet, er blevet renset i lyset af de under efterforskningen frembragte resultater. Det kan også tænkes, at et muligt strafansvar nu under alle omstændigheder må anses for forældet. Selv om det lægges til grund, at der er grundlag for domfældelse, kan der i lyset af forskellige hensyn forekomme tilfælde, hvor anklagemyndigheden afslutter sager med tiltalefrafald. 13 Sådan afgøres mange sager mod helt unge lovovertrædere, forudsat at vedkommendes synderegister ikke er så belastende, at en straffedom anses for påkrævet. Som regel følger der vilkår med en sådan afgørelse på samme måde som ved betingede domme, og det forudsættes, at den unge aflægger fuld tilståelse i retten, som i øvrigt skal godkende vilkårene. Anklagemyndigheden er også beføjet til at meddele tiltalefrafald i andre tilfælde, f.eks. hvis der foreligger særligt formildende omstændigheder som følge af, at sigtedes nære pårørende er afgået ved døden eller kommet svært til skade ved en ulykke, som gerningspersonen har forårsaget. Tiltalefrafald kan også meddeles i lyset af mere formelt prægede hensyn, f.eks. at den sigtede på det givne tidspunkt er undergivet de fornødne foranstaltninger i medfør af straffuldbyrdelseslovens regler om genindsættelse af prøveløsladte eller straffelovens regler om genindlæggelse efter dom til anbringelse på psykiatrisk hospital. I mange tilfælde beslutter anklagemyndigheden at beskære sagen ved at foretage en påtalebegrænsning. Dette kan indebære, at der kun rejses tiltale for en delmængde en del af de forhold, som var omfattet af den under efterforskningen rejste sigtelse. Det kan også betyde, at anklagemyndigheden beslutter at lægge sagen ned i et lavere niveau ved ikke at rejse tiltale for særligt alvorlig kriminalitet omfattet af sigtelsen. Ud af en stribe indbrudstyverier rejses der ofte kun tiltale for det udvalg af forhold, som i lyset af de foreliggende bevisers vægt mest oplagt vil føre til en fældende dom af tilstrækkelig strenghed. Strafudmålingen vil i sådanne tilfælde ikke påvirkes mærkbart af, om nogle af forholdene lades ude af betragtning. Det samme 13 Om tiltalefrafald, se nærmere Jørn Vestergaard i Strafferetlige sanktioner, kap. 5. 6

17 Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser kan være tilfældet, hvis der i en sag om forholdsvis alvorlig kriminalitet også forekommer bagatelforhold, som det vil være uforholdsmæssigt at anvende ressourcer på at inddrage. Det kan også indgå i anklagemyndighedens overvejelser, om tiltalen skal begrænses til forhold, som den sigtede har erkendt sig skyldig i. Og endelig forekommer det, at der kun rejses tiltale for et mindre alvorligt forhold end det, der var omfattet af sigtelsen. I stedet for at rejse tiltale for forsætligt drab lyder tiltalen måske kun på kvalificeret vold med døden til følge. En sigtelse for voldtægt nedgraderes til en tiltale for blufærdighedskrænkelse, kvalificeret vold nedjusteres til simpel vold osv. Om legalitetsprincippet og opportunitetsprincippet som styrende for anklagemyndighedens virksomhed, se senere. Når der i mere alvorlige sager rejses tiltale med henblik på bevisførelse ved domstolene, sker dette ved, at anklagemyndigheden indleverer et anklageskrift til byretten. Dette skal først og fremmest indeholde oplysning om de strafbare forhold og de straffebestemmelser, som anklagemyndigheden har besluttet, at retssagen skal dreje sig om. Anklageskriftet ledsages af en bevisfortegnelse. Desuden kan såvel anklager som forsvarer forsyne retten med andet skriftligt materiale af betydning for sagens behandling. Retten er bundet til at holde sig inden for de rammer, som er fastlagt i anklageskriftet, og kan ikke på egen foranledning inddrage andre forhold, heller ikke hvis anklagemyndigheden ved påtalebegrænsning har skåret sagen til på en måde, som retten ikke kan bifalde. De mest alvorlige straffesager behandles under hovedforhandlingen i retten under medvirken af nævninge. 14 Som første instans sammensættes byretten i disse tilfælde af to juridiske fagdommere og seks lægfolk. Sådan tilrettelægges en sag bl.a., hvis der ifølge anklageskriftet kan blive spørgsmål om idømmelse af fængselsstraf i mindst fire år. Nævningesager vedrører f.eks. forsætligt drab, voldtægt eller overtrædelser af antiterrorlovgivningen, og dem er der ikke mange af. Straffesager, der giver mulighed for idømmelse af fængselsstraf, men ikke i mindst fire år, behandles under medvirken af domsmænd. Som første instans sammensættes byretten i disse tilfælde af en enkelt juridisk fagdommer som retsformand samt to lægdommere. Efter modtagelsen af et anklageskrift er det retten, der foretager berammelse af sagen til behandling på et givet tidspunkt, og som med en stævning sørger for indkaldelse af tiltalte til hovedforhandling. Ved påbegyndelsen af hovedforhandlingen oplæses anklageskriftet, og retsformanden oplyser tiltalte om retten til ikke at udtale sig som anklaget i sagen. Herefter følger anklagerens forelæggelse af sagen, hvorunder der kan 14 Retsplejeloven anvender stadig det lidt gammeldags»nævninger«. 7

18 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser gives en kortere eller længere redegørelse for sagens hovedpunkter og de relevante lovbestemmelser. Hovedparten af sagen vil derefter omfatte parternes bevisførelse, herunder med anklagerens og forsvarerens afhøring af tiltalte og eventuelle vidner, fremlæggelse af tekniske bevisligheder og sagkyndige erklæringer. Som regel anordnes der lydoptagelse af forklaringer, og der kan tillige foregå billedoptagelse. Ellers foretages der protokollering af de fremkomne oplysninger. Nogle af de afgørelser, der under hovedforhandlingen træffes som led i rettens procesledelse, vil kunne indbringes for en højere instans ved kære. Det samme gælder eventuelle retskendelser afsagt under sagens efterforskning, f.eks. om forsvarerbeskikkelse, om inhabilitet, om iværksættelse af tvangsindgreb eller om behovet for bestemte efterforskningsskridt ved uenighed mellem forsvarer og anklager herom. Hovedforhandlingen afrundes med parternes procedure. Her fremkommer anklagemyndigheden og forsvaret med de endelige påstande vedrørende rettens afgørelse af sagens spørgsmål om skyld og sanktionsvalg. Herefter får tiltalte lejlighed til at tage ordet, en ret der dog kun sjældent udnyttes. Når sagen er optaget til dom, foretager rettens medlemmer deres rådslagning og votering om afgørelsen af de i sagen rejste spørgsmål. Efterfølgende afsiges domsresultatet, hvilket som regel sker i et offentligt retsmøde. For hvert tiltalepunkt kan en dom munde ud i enten domfældelse eller frifindelse. 15 Efter omstændighederne ledsager retsformanden dommen med en kortere eller længere begrundelse. En skriftlig begrundelse vil fremgå af dombogen, som i nogle tilfælde først vil foreligge på et senere tidspunkt. Hver af sagens parter har adgang til ved anke at indbringe dommen eller en del af denne for landsretten. Dette gælder vedrørende såvel skyldsspørgsmål som sanktionsfastsættelse. For både anklagemyndighed og tiltalte er ankefristen 14 dage. Afhængigt af parternes ønsker kan ankesagen enten omfatte en helt ny behandling, såkaldt»fuldstændig anke«, eller være begrænset til at rette sig imod dele af sagens behandling ved byretten, dvs. sagsbehandlingen, retsanvendelsen eller sanktionsspørgsmålet, såkaldt»revisionsanke«. Under anke af en nævningesag sammensættes landsretten af tre juridiske fagdommere og seks nævninge. Under anke af en domsmandssag medvirker der tre domsmænd. Landsretten kan stadfæste eller ændre byrettens dom. I tilfælde af væsentlige rettergangsfejl til ulempe for tiltalte kan landsretten ophæve dommen og hjemvise sagen til fornyet behandling i byretten. Hvis sagens afgørelse i byret og landsret rejser principielt væsentlige spørgsmål, kan der efter omstændighederne være grundlag for at opnå tred- 15 Jf. 883, stk. 1. Det kan også ske, at sagen ender med afvisning på grund af formalitetsmangler, se

19 Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser jeinstansbevilling fra Procesbevillingsnævnet, hvorved det bliver muligt indbringe landsrettens dom som revisionsanke til Højesteret. Her medvirker der ingen lægdommere. Højesteret kan ikke foretage selvstændig bevisbedømmelse vedrørende skyldsspørgsmål, men kun træffe afgørelse vedrørende sanktionsspørgsmål og andre retsspørgsmål. 16 De fleste af de sager, hvor der er hjemmel til at idømme fængselsstraf, behandles i praksis uden medvirken af lægdommere som tilståelsessager uden nærmere bevisførelse. Forudsætningen herfor er, at sigtede i retten aflægger en uforbeholden og bestyrket tilståelse, og at ingen af de relevante aktører modsætter sig en forenklet sagsbehandling. Tilståelsessager kan afvikles uden indlevering af et egentligt anklageskrift, idet det er tilstrækkeligt med en lidt mere summarisk retsmødebegæring. I småsager er der under visse betingelser adgang til at afgøre sagen udenretsligt med et bødeforelæg, hvis den sigtede er indforstået hermed. Ellers går sagen til retten. Hvis sigtede giver møde her, kan anklagemyndigheden med rettens tilladelse rejse tiltale mundtligt til retsbogen, og hovedforhandlingen kan foretages med det samme. 17 Efter omstændighederne vil sagen så kunne afgøres med en bødevedtagelse eller en advarsel. 18 En dom er endelig, når den ikke længere kan ankes. Det kan bero på, at parterne har meddelt bindende ankeafkald, at ankefristen er udløbet, eller at ankemulighederne er udtømt efter behandling i landsretten. Herefter er der åbnet for fuldbyrdelse af dommen, hvilket sker ved anklagemyndighedens foranstaltning. 19 Under visse omstændigheder kan der dog blive tale om udsættelse med fuldbyrdelsen eller ligefrem benådning. 20 Efter endelig dom kan en sag i sjældne tilfælde blive genstand for genoptagelse. Dette kan kun ske, hvis der i mellemtiden er fremkommet væsentlige nye oplysninger, som rokker så afgørende ved dommen, at Den Særlige Klageret beslutter at lade den gå om ved ny behandling i landsretten. Ved afgørelsen herom er Klageretten sammensat af tre fagdommere fra domstolenes forskellige instanser, en advokat og en universitetsjurist. Der skal mere overvisende oplysninger til at bevirke genoptagelse af en frifindende end af en fældende dom. 16 Højesteret kan f.eks. prøve, om tilregnelsesreglerne er anvendt rigtigt, se U H (bilkørsel under påvirkning af passiv hashrygning, uagtsomhed) og U H (journalisten Lars Hedegaard frifundet pga. manglende forsæt i sag om strl. 266 b, den såkaldte racismeparagraf). 17 Jf I småsager er forskrifterne vedrørende sagsbehandlingen fornuftigvis mindre strikte end i sager, hvor der er hjemmel til idømmelse af fængselsstraf. Der gælder f.eks. lempelser med hensyn til sigtedes mødepligt og begrænsninger i kravene til bevisførelsen og adgangen til appel. 19 Se i det hele rpl. kap. 90 ( ) samt lov om straffuldbyrdelse. 20 Om udsættelse med straffuldbyrdelse og reglerne om benådning, se Strafferetlige sanktioner. 9

20 Kapitel 1. Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser Information til ofre for kriminalitet Politi og anklagemyndighed skal i sager, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og i sager om seksualforbrydelser, vejlede og informere forurettede om sagens gang og forventede forløb. 21 Orienteringen skal f.eks. omfatte oplysning om, hvorvidt forurettede må forvente at skulle afgive forklaring som vidne under sagen, om vidners rettigheder og pligter samt om muligheden for beskyttelse i forbindelse med møde i retten. Det kan også være relevant at oplyse om rettens mulighed for at træffe afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud mv. Herudover kan det være relevant at oplyse forurettede om, hvornår tiltalespørgsmålet forventes afgjort, samt hvornår hovedforhandlingen forventes at kunne finde sted. Orienteringen om væsentlige skridt, der tages i sagen, kan f.eks. omfatte oplysninger om anholdelse af gerningspersonen, varetægtsfængsling eller tilvejebringelse af tidskrævende undersøgelser. Den forurettede skal også i fornødent omfang orienteres, hvis behandlingen af straffesagen trækker særligt ud. Hvis forurettede har fået beskikket en bistandsadvokat, forventes orienteringen af forurettede varetaget af bistandsadvokaten. I forbindelse med anmeldelse af mindre væsentlige overtrædelser modtager forurettede blot en anmeldelseskvittering, hvoraf det bl.a. fremgår, at forurettede ikke vil høre mere fra politiet, hvis det ikke er muligt at finde gerningspersonen. Efter behov skal politiet vejlede forurettede om at søge læge. I den forbindelse kan det være relevant at informere et offer for røveri, vold eller voldtægt om muligheden for tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning. 22 I sager om voldtægt skal politiet henvise forurettede til hurtigst muligt at rette henvendelse til et af de modtagelsescentre for voldtægtsofre, der findes på otte sygehuse i Danmark. Anklagemyndigheden skal underrette forurettede om afvisning af anmeldelse, om indstilling af efterforskningen 23 og om afgørelser om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald. 24 Underretningen skal være skriftlig og skal indeholde en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning. I tilfælde, hvor der ikke rejses tiltale i en sag, der må antages at have medført en særlig belastning for forurettede skal der som udgangspunkt tilbydes en samtale om sagen, så der kan gives en fyldestgørende redegørelse for politiets og anklagemyndighedens overvejelser. 21 Denne pligt følger af 741 e, stk. 1, og er uddybet i bekendtgørelse om politiets og anklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kontaktperson for forurettede, bkg. 1108, Se også Rigsadvokatens meddelelse om vejledning af forurettede, RM 8, 2007 (revideret ). 22 Se nærmere bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper, bkg. nr. 241, Jf. 749, stk Jf. 724, stk

21 Straffeprocesrettens område straffesagens aktører og faser Forurettede skal underrettes, hvis der rejses tiltale eller indleveres en retsmødebegæring til retten med henblik på behandling af sagen som en tilståelsessag. 25 Den pågældende kan efter anmodning få underretning om tid og sted for retsmøder, hvis han eller hun over for anklagemyndigheden har anmodet om det. Tilsvarende gælder i forhold til eventuel anke, ankefrafald eller genoptagelse af sagen. Anklagemyndigheden skal underrette forurettede om, at der er mulighed for at anmode om en gratis udskrift af dommen. 26 En anmodning herom skal videresendes til retten. Der kan i sager om grovere personfarlige krænkelser mv. ske underretning af forurettede ved gerningspersonens udgang, løsladelse, tv-optræden mv. 27 I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og ved seksualforbrydelser, skal der udpeges en kontaktperson for forurettede hos politi eller anklagemyndighed, hvis forurettede forventes at skulle afgive forklaring som vidne i retten, når vidnet efter sagens karakter og alvor skønnes at kunne få behov for støtte og vejledning fra politi eller anklagemyndighed. I andre sager, kan der udpeges en kontaktperson for forurettede, hvis den pågældende efter sagens karakter skønnes at kunne få behov for rådgivning, der går ud over den generelle rådgivning i forbindelse med anmeldelsen. 28 Kontaktpersonen kan være en polititjenestemand, der deltager i efterforskningen, eller en anklager, der beskæftiger sig med sagen. Kontaktpersonen skal give vejledning og information om vidnets retsstilling og om sagens gang og forventede forløb samt om beskyttelsesregler i forbindelse med fremmøde i retten. Herudover skal kontaktpersonen, når der er konkret anledning til det, f.eks. fordi forurettede giver udtryk for frygt for at møde gerningspersonen igen, vejlede om muligheden for at blive underrettet om gerningspersonens udgang, løsladelse eller tv-optræden mv. 29 I tilfælde, hvor forurettede er afgået ved døden, modtager eventuelle pårørende den relevante information. 25 Jf. 741 f. 26 Se herom 219 a, stk. 7, samt retsafgiftslovens 49, stk. 2, nr Jf. 741 g samt bekendtgørelse underretning ved udgang og løsladelse mv. samt ved medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview, bkg. 823, Jf. bkg. 1108, , stk. 1 og stk Se således Rigsadvokatens meddelelse om vejledning af forurettede, RM 8, 2007 (revideret ). 11

22

23 Kapitel 2. Straffeprocessens retsgrundlag og grundprincipper Dansk strafferetspleje Grundloven I grundloven finder man de bestemmelser, som i dansk forfatningsret udstikker principperne for beskyttelsen af individets grundlæggende rettigheder. Bestemmelserne om frihedsrettighederne findes i lovens kapitel VIII, hvor der er paragraffer om retten til personlig frihed, privatlivets fred og ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er let forståeligt, at de rammer, som på den måde sættes af grundloven, har en særlig betydning i sager, der handler om efterforskning og strafforfølgning, ikke mindst i forbindelse med iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb. Den mest præcise af grundlovens regler om strafferetsplejen er bestemmelsen om, at enhver, der anholdes, inden 24 timer skal stiles for en dommer. 1 Andre af grundlovens bestemmelser er i det væsentlige meget bredt formuleret, så den nærmere udmøntning sker i anden lovgivning og i praksis, særligt i retsplejeloven. 2 En forfatningsretlig beskyttelse mod vilkårlige overgreb fra myndighedernes side opleves her i landet som et selvfølgeligt udtryk for, at der i en demokratisk retsstat er fastsat nogle yderste rammer om borgernes grundlæggende rettigheder. Den oprindelige affattelse af reglerne afspejler imidlertid også en politisk realitet, som nu kan forekomme ret fjern i både historisk og geografisk forstand. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det engang var et vigtigt formål med nogle af grundlovens bestemmelser at begrænse forfølgelse og undertrykkelse af magthavernes politiske modstandere samt at beskytte borgerne mod politisk motiverede indgreb uden forankring i demokratiske retsstatsprincipper. 3 I nyere tid skal man ikke kigge langt for at finde eksempler på retsordener, hvor de faktiske forhold er mindre ideelle. Retsplejeloven Retsplejeloven trådte i kraft den 1. oktober Den er efterfølgende ændret talrige gange. 5 1 Om såkaldt»grundlovsforhør«, se nærmere grl. 71, stk Se således grl. 65, stk. 1 (mundtlighed), 65, stk. 2 (lægdommere), 72 (boligens ukrænkelighed). 3 Se således grl. 57 (krav om Folketingets samtykke til fængsling af et folketingsmedlem), (rigsretten) og 71 (domstolskontrol med frihedsberøvelse). Se nærmere Straffesagens gang, s. 20 f., hvor Toftegaard Nielsen fremhæver behovet for, at»straffesager ikke bliver et politisk værktøj for regeringen«. 4 For en fortrinlig gennemgang af strafferetsplejens udvikling både før og efter retsplejelovens ikrafttrædelse, se Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I 2. udgave, 1998, s. 16 ff. 5 Igennem det seneste halve år er større ændringer på straffeprocessens område blevet forberedt af to rådgi- 13

24 Kap. 2. Straffeprocessens retsgrundlag og grundprincipper Retsplejelovens Første bog er fælles for straffeprocessen og den civile retspleje, men indeholder et stort antal bestemmelser, der alene vedrører straffeprocesretlige forhold. Reglerne i Første afsnit i denne del af loven fastlægger således domstolenes ordning, Andet afsnit indeholder reglerne om udtagelsen af lægdommere, og de følgende afsnit handler om politi, anklagemyndighed og advokater. Lovens Anden bog rummer fælles bestemmelser for»borgerlige«, dvs. civile sager og offentlige straffesager, herunder om procesmåden, om vidner og om rettens rådslagninger og afgørelser. Sager om strafansvar behandles som hovedregel efter bestemmelser i det omfattende regelsæt i retsplejelovens Fjerde bog. 6 Det samme gælder sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om andre retsfølger af strafferetlige handlinger. 7 I denne del af loven finder man regler om retternes saglige og stedlige kompetence samt regler om efterforskning og påtale, om hovedforhandling i første instans og om anke, kære og genoptagelse af straffesager. Retsplejelovens Fjerde bog omfatter også behandlingen af forskellige andre sagstyper, herunder sager om visse retsfølger, der kan udløses som følge af strafbare forhold, 8 og om erstatningskrav fra forurettede. 9 Andre steder i lovgivningen forekommer der særlige regler om tilrettelæggelsen af sager om visse former for straf eller andre pønale foranstaltninger. 10 På en række punkter adskiller reglerne om behandlingen af straffesager sig fra reglerne om behandlingen af civile retssager. 11 I en civilretlig tvist har sagens parter i vidt omgang adgang til selv at aftale, hvad sagens genstand skal være, og hvordan den skal føres (forhandlingsmaksime, dispositionsmaksime), og retten kan normalt ikke afgøre sagen ved på eget initiativ at gå uden for disse rammer. 12 Dette gælder dog ikke altid på f.eks. det familieretvende organer nedsat af Justitsministeren. Strafferetsplejeudvalget har udarbejdet en række betænkninger om tvangsindgreb og andre efterforskningsskridt, hovedforhandlingen i byretten, erstatning i anledning af strafforfølgning mv. Udvalget har senest afgivet bet. 1560, 2016 om»inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse ved varetægtsfængsling og strafudmåling«. Om udvalgets tidligere arbejde, se bet. 1549, Retsplejerådet har bl.a. udarbejdet betænkninger om domstolenes og anklagemyndighedens struktur, bl.a. bet. 1352, 1998 om behandling af nævningesager. Rådet har som hovedopgave at forberede ændringer af den civile retspleje. En omfattende domstolsreform, der trådte kraft i , byggede bl.a. på nævnte betænkning. 6 Retsplejelovens Fjerde bog har titlen Strafferetsplejen og omfatter bestemmelserne i lovens l. 7 Om behandlingen af sager om strafferetlige særforanstaltninger, konfiskation og rettighedsfrakendelse, se 684, stk. 1, nr F.eks. om ophævelse af en forening, om fortabelse af arveret eller om mortifikation af eller godtgørelse for ærekrænkelser mv., se nærmere 684, stk Om påtale af borgerlige krav under straffesager, såkaldte adhæsionskrav, se 685 og a. Om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, se lbk. 1209, Om erstatningskrav mod det offentlige i anledning af strafferetlig forfølgning, se rpl. kap. 93 a. 10 F.eks. om fuldbyrdelse af ubetinget eller betinget fængselsstraf, disciplinærstraffe i forbindelse med straffuldbyrdelse, bødeforvandlingsstraf, funktionærretlige disciplinærstraffe, militære disciplinærstraffe, tvangsbøder over for udeblevne vidner mv. 11 Den norske Straffeprocessloven er fritstående, mens den svenske Rättegångsbalken dækker både civile sager og straffesager. 12 I en civil sag kan retten ikke tilkende en part mere, end vedkommende har påstået, og kan kun tage hensyn til»anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafaldes«, jf

25 Straffeprocessens retsgrundlag og grundprincipper lige eller på det socialretlige område. I sager om strafbare forhold er såvel politi, anklagemyndighed som domstole underlagt en række særlige principper, der tilsammen har som formål at sikre en rigtig og retfærdig udgang på en enkelte sag. Se nærmere nedenfor. De såkaldt private straffesager, hvor påtalen ikke udøves af den offentlige anklagemyndighed, men af private sagsøgere, behandles i princippet efter de civilprocessuelle regler i retsplejelovens Tredje bog om den såkaldt borgerlige retspleje. 13 Politiloven Politiet skal virke for»tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet«, og dette formål skal politiet fremme gennem»forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed«. Sådan er det brede formål med politiets virksomhed angivet i politilovens første paragraf. 14 I politilovens nærmere fastlæggelse af politiets vidt forgrenede opgaver indgår det at»efterforske og forfølge strafbare forhold«. 15 Hermed henvises der til politiets virksomhed inden for strafferetsplejen, sådan som opgaverne er reguleret i retsplejelovens bestemmelser om foretagelse af efterforskningsskridt og tvangsindgreb mv. Politiets adgang til at bruge magtmidler er reguleret i politiloven med tilhørende administrative forskrifter. 16 Uden for strafferetsplejen kan politiet som led i håndhævelsen af offentlig orden og sikkerhed med hjemmel i politiloven frihedsberøve personer, der giver anledning til fare for sig selv eller andre, hvis foranstaltningen anses for nødvendig, og mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige. En sådan frihedsberøvelse skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. 17 Ved offentlige forsamlinger under åben himmel kan politiet om nødvendigt frihedsberøve»forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed«. En sådan frihedsberøvelse må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer Se nærmere Se politilovens 1, 1. og 2. punktum. Se i øvrigt bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger, bkg. 511, 2005 som senest ændret ved bkg. 616, 2014 (ordensbekendtgørelsen). 15 Jf. politilovens 2, nr. 3, in fine. Politiloven regulerer bl.a. politiets beføjelser til at foretage indgreb uden for strafferetsplejen samt politiets anvendelse af magt mv. 16 Se bekendtgørelse om politiets anvendelse af visse magtmidler mv., bkg. 978, 2004 som senest ændret ved bkg. 1430, Se nærmere politilovens 5 samt Ib Henricson i Politiloven, s. 37 f. og s. 59 f.; samme i Politiret, s. 521 f 18 Se nærmere politilovens 8 samt Henricson i Politiloven, s. 91 ff.; samme i Politiret, s. 551 ff. Tidsrammen for frihedsberøvelse blev ved den såkaldte»lømmelpakke«udvidet fra 6 timer til 8 timer, jf. lov 1107, Om erstatning til fredelige demonstranter for frihedsberøvelse i strid med 8 under klimatopmødet i København i 2009, se U Ø. 15

26 Kap. 2. Straffeprocessens retsgrundlag og grundprincipper Politiloven giver i øvrigt politiet beføjelse til i et vist tidsrum at oprette såkaldte»visitationszoner«i nærmere angivne områder, hvor der er behov for at foretage stikprøvevis kontrol af, om nogen besidder eller bærer våben. I et sådant område kan der foretages besigtigelse og undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer. Her gælder der ikke noget krav om en konkret mistanke rettet mod en bestemt person. 19 Forvaltningsloven offentlighedsloven Politi og anklagemyndigheder er forvaltningsorganer og er dermed omfattet af bestemmelserne i forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Dette indebærer f.eks., at reglerne om administrative myndigheders struktur finder anvendelse, herunder om over- og underordnelsesforhold. Det samme gælder i det væsentlige regler og principper om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder, partshøring, begrundelsespligt, klagevejledning og klageadgang. Med hensyn til tavshedspligt indeholder forvaltningsloven dels de almindelige regler om beskyttelse af oplysninger om enkeltpersoners private forhold mv., dels en udtrykkelig bestemmelse om»oplysninger, som det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning«. 20 Omvendt må det antages, at politiet som led i efterforskningen har ret til at fremlægge følsomme oplysninger, når det er relevant og forsvarligt for at få bemærkninger og reaktioner hertil fra afhørte og sagkyndige. Det samme gælder i princippet for anklagemyndigheden under sagens behandling i retten, hvor der imidlertid som følge af offentlighedsprincippet må udvises særlig tilbageholdenhed. 21 Retsplejeloven indeholder et særligt kapitel om betingelserne for at foretage fotoforevisning, konfrontation og efterlysning. 22 Bestemmelserne i offentlighedsloven gælder i almindelighed ikke for behandlingen af sager inden for strafferetsplejen. 23 Om politiets og anklagemyndighedens adgang til at give pressen oplysninger om verserende straffesager, se senere i afsnittet om offentlighed i retsplejen. 19 Se nærmere politilovens 6 samt Henricson i Politiloven, s. 67 ff.; samme i Politiret, s. 515 ff. Se tillige Jørn Vestergaard, Knivforbud og visitation, U 2005 B Se i det hele forvaltningslovens 27, herunder særligt stk. 4, nr. 1. Overtrædelse af tavshedspligten er strafbar efter strl. 152 og 152 c-152 f, se herom nærmere Jørn Vestergaard i Forbrydelser, s. 83 ff. 21 Spørgsmålet om tavshedspligtens rækkevidde er udførligt behandlet af Toftegaard Nielsen i Straffesagens gang, s. 49 ff. 22 Se den indgående regulering i rpl. kap. 75 a om»andre efterforskningsskridt«( ). 23 Se således offentlighedslovens 13, stk. 3 (notatpligt), 19 og 33, nr. 1 (aktindsigt). Retten til aktindsigt omfatter bødeforelæg vedtaget af en juridisk person over for en anden forvaltningsmyndighed end politi eller anklagemyndighed, jf. 19, stk. 2 og stk