Islands fiskeindustri: Udvikling og fremtidsperspektiver

Transkript

1 Islands fiskeindustri: Udvikling og fremtidsperspektiver Fiskeriminister Sigurður Ingi Jóhannsson Kære seminardeltagere. Det er mig en stor glæde at være sammen med jer her i dag og drøfte et emne der er mig kært. Vi lever i spændende tider hvor teknik, videnskab og internationalisering har en stor plads i nationernes liv og spiller en afgørende rolle for al udvikling. På samme tid står menneskeheden over for store problemer, ikke mindst i miljøforhold. Fødevarespørgsmål vil også få større politisk vægt, ikke mindst fordi det er nødvendigt at øge fødevareproduktionen i verden med 70% i løbet af de kommende 40 år for at udrydde hungersnød og reagere adækvat på befolkningsvæksten. Meget tyder på at der er direkte sammenhæng mellem usikkerheden om fødevaresituationen i verden og hvor fredelige fremtidsudsigterne er for verdens befolkninger, og det kan ikke undre nogen. Det står klart at der skal ryddes mange store klipper af vejen for at nå det mål at alle jordens indbyggere har adgang til mad nok. På det felt spiller havet en stor rolle, som I ved. I det tusind år lange stormfulde forhold mellem Island og Norge har havet altid været i forgrunden. Jeg tror at islændinge og nordmænd omhyggeligt skal undersøge muligheden for at forene deres kræfter og blive de førende i at udvinde mere mad fra havet. Det har vi alle mulige forudsætninger for. Men inden jeg kommer nærmere ind på den sag, vil jeg gerne fortælle jer lidt om nordmanden Hrafna-Flóki. På sin rejse til Island havde han to ravne med som skulle vise vej. Det var ham der gav landet navnet Island. Hrafna- Flóki flyttede fra Rogaland i 865 med familie, slægtninge og besætning og kom forbi på Færøerne hvor han giftede sin ene datter væk. Han fortsatte så til Vatnsfjörður i det nordvestlige Island hvor han som den første landnamsmand blev vinteren over. Bogen om landnammet fortæller at Vatnsfjörður dengang var fuld af fisk, og at nybyggerne derfor drev fiskeri så ivrigt hele sommeren at de glemte at skaffe sig hø og andet nødvendigt forråd til den islandske vinter. Derfor døde hele kreaturbesætningen, og så forlod de fleste landet igen. Det er altså en gammel og en ny historie at folk tit glemmer fremtiden når fangsten går godt. Endnu i dag har fiskeri en stor plads i Island. Fiskeri og fiskeindustri udviklede sig i løbet af 1900-tallet til en højteknologisk moderne fødevareindustri.

2 Den har ikke alene været en vigtig kilde til føde og eksportindtægter for nationen; den har også igennem årtierne været bestemmende for bebyggelsen og placeringen af byer i Island. Fisk er mere almindelig på islændinges bord end hos nogen anden nation. Vi konsumerer 88 kg fisk om året, og lige efter os kommer Portugal og Japan. I 2012 blev der i Island fanget næsten 1,5 millioner ton fisk svarende til ca. 4,6 ton per indbygger. I alt blev der eksporteret 749 tusind ton fiskeprodukter for 277 milliarder islandske kroner eller 1,7 milliarder euro. Målt i værdi udgjorde fiskeri og fiskeindustri ca. 11% af Islands bruttonationalprodukt i 2012, og den andel har ikke været højere i godt 10 år. Det viser sig i stadig højere grad hvor stor økonomisk betydning aktiviteter med tilknytning til fiskeriet har, og de nyeste undersøgelser tyder på at fiskeriet, hvis man inddrager dets indirekte bidrag i billedet, bidrager til nationalproduktet med 26,7%. Andelen af fiskeriprodukter i Islands eksportindtægter er ca. 42% hvis man kun går ud fra vareeksport, men hvis tjenesteydelser medtages, især den stadigt voksende turistbranche, så falder fiskeriprodukternes andel ned til 27% af eksportindtægterne. Trods den økonomiske betydning af fiskeriet og fiskeindustrien, er der kun der arbejder direkte i branchen, ved fiskeri og i fiskeindustrien. De udgør kun 5,3% af Islands arbejdsstyrke, for produktiviteten i branchen er noget af den højeste i verden. For eksempel fanger hver islandsk fisker mere end 300 ton fisk om året. Siden 1991 da man åbnede for overdragelse af fiskerikvoter, har fiskeriets tilladte bruttoandel af landets kapital, EBIDTA, udgjort godt 21%. Kapitalandelen er imidlertid vokset betydeligt de seneste år og kom op på 30% i fjor. Disse gode resultater for fiskeriet i de seneste år har givet anledning til politiske stridigheder om hvad der er branchens rimelige bidrag til samfundet. Herom er der delte meninger, men den nuværende regering arbejder energisk for at udvirke en vidtrækkende enighed om fiskeriet. Der findes intet mere betydningsfuldt for en fortsat positiv udvikling og for stabilitet i branchen end at virksomhederne kan investere i et driftsmiljø der hvad angår myndighederne er forudsigeligt. Der er usikkerhed nok i naturens og markedskræfternes luner. Dette arbejder vi nu flittigt på at opnå i Island. Vi har påtaget os den ædle men svære opgave at forsøge at opnå enighed omkring fiskeriet. Stridighederne har mest drejet sig om hvem der ejer resursen. Jurister har stredes om hvorvidt det er nationen eller rederierne der har udnyttet den. I det arbejde som jeg har igangsat, har vi forsøgt helt klart at definere at det er nationen der ejer resursen, men at rederierne har en tidsbegrænset ret til at leje brugsretten til denne resurse. 2

3 For denne ret betaler rederierne en vis afgift til det fælles bedste. Opgaven går ud på at opnå enighed om den del, hvor lang tid lejeperioden skal strække sig over, og hvor høj afgiften skal være. Jeg mener at det er vigtigt at afgiften levner et rimeligt udbytte til ejeren, men modsat må den ikke dræne virksomhederne for evne til at foretage nødvendige investeringer der jo også er gavnlige for landets økonomi eller bidrager til innovation. Det forholder sig nemlig sådan at de nye job der tilbydes i vores fiskeri, opstår ved aktiv innovation i solide virksomheder. Mulighederne ligger i sideindustrier til fiskeriet, i bioteknologi, yderligere forarbejdning af produkter og teknologi. Min fokus nu ligger på bred enighed omkring fiskeriet således at denne vækst kan fortsætte. Der skal være enighed med befolkningen, mellem by og land, og så måske det sværeste, politisk enighed. Jeg har nævnt for jer de økonomiske tal for vores fiskeri. I kan se hvor enormt vigtigt det er for os islændinge at skabe gode muligheder for dette landets vigtige erhverv. Der kan overhovedet ikke være tvivl om at systemet til styring af fiskeriet som blev indført i Island i 1984 har været afgørende for udviklingen i branchen. Nogen har udtrykt det sådan at man skiftede program i branchen. Med overdragelige fangstkvoter, fangstmaksima, har man forladt den praksis at fange mere og mere og er i stedet gået over til at maksimere kvalitet og værdi. På den måde er der sket en enorm rationalisering i branchen, antallet af skibe og industrier er nedbragt. I det sidste årti er antallet af fiskeskibe faldet med 13% og antallet af bruttoregisterton med 8%. Måske er det bedste eksempel på dette den stille revolution der er sket i udnyttelsen af fisken. Som eksempel kan nævnes fileteringsudnyttelsen af konsumfisk hvor det regnedes for flot hvis man nåede op på 42%, og man nu er på omkring 50%. Udnyttelsen ved produktion af klipfisk er steget fra 44% til 58%. Der er også sket en revolution i udnyttelsen af de såkaldte rester, biprodukterne: Nu er vi så vidt at næsten alle fiskehoveder bruges til konsum, leveren bevares og udnyttes til tran eller konserves, fiskeskind forarbejdes til læder til modevarer eller bruges til plastre til heling af sår, fordøjelsesenzymer fra torsk anvendes til forarbejdning af fødevarer, til medicin eller sminke. Videre kan nævnes mælke, svømmeblære, rejeskaller, hummerklør og andre ting der før i tiden blev smidt væk. Værdien af biprodukterne der før i tiden i bedste fald blev brugt til fiskemel, udgjorde i fjor ca. 22 milliarder islandske kroner, eller 134 millioner euro, svarende til godt 7% af den samlede værdi af fiskerieksporten. Denne udvikling kan for en stor del henføres til kvotasystemet og de incitamenter der lå i det. Men jeg vil klart understrege at jeg dermed ikke siger at styringen af fiskeriet i Island er uden fejl. 3

4 Der har vist sig mange forskellige fejl og ulemper ved systemet i tidens løb. Mange af dem er imidlertid blevet udbedret. For eksempel har man stort set fået forhindret udsmidning af mindre værdifuld fisk, hvad der unægtelig er en følge af kvotasystemer. Endvidere er det gået hårdt ud over mindre byer når deres kvote er solgt fra, og velkendte følger viser sig. Dette har man forsøgt at modvirke på forskellig måde, fx med egnskvoter, kystfiskerisystemer og forskellige andre subsidieringer. På den måde udformer og udvikler vi dette system og lærer af erfaringen. Det er imidlertid yderst vigtigt at man ikke holder op med at være opmærksom på hvor nemt det er at bruge overskuddet af fiskeri og fiskeindustri til ingenting. Det skulle være klart for alle at branchen ikke må investere i for mange skibe eller industrianlæg, og at den hele tiden sørger for at have en rationel drift. Men som erfaringen viser, er det ikke noget der kommer af sig selv. Fiskeriet i mange lande lider under en politisk centralisme der direkte fører til urationel drift og som igen fører til at det er nødvendigt med direkte statsstøtte for at holde branchen i gang. Man har længe været bekymret for at omfattende subsidier til fiskeriet fører til overfiskeri og forhindrer at der indføres en effektiv styring af fiskeriet. En ny rapport til Europaparlamentets fiskeriudvalg om situationen på dette område tyder ikke på at disse subsidier bliver mindre i verdenssammenhæng. Det drejer sig om virkelig store beløb, 35 milliarder USA-dollar om året eller ca. 10% af markedsprisen for samtlige fiskeriprodukter der regnes for at være omkring 400 milliarder dollar. Et led i rationaliseringen af fiskeri og fiskeindustri i Island har været at virksomhederne er blevet større, og en lodret integration hvilket betyder at fiskeri, industri og markedsføring styres i én og samme virksomhed. En af følgerne af kravet om lønsomhed der er en følge af fangstsystemet, har været at fangstkvoterne er koncentreret, således at de ti største virksomheders andel af den samlede kvote er vokset fra 24% i 1992 til 52% i år. Det er naturligvis et politisk spørgsmål om man vil ændre loven om maksimalandelen for de enkelte virksomheder i den samlede kvota, men for nærværende må en enkelt virksomhed ikke eje mere end 12% af den samlede kvote for de islandske farvande. Hvis fiskeri og fiskeopdræt skal have mulighed for at udvikle sig naturligt og udnytte de store muligheder som alle synes at være enige om kan ligge i en bedre styring af fiskeri og fiskeopdræt såvel som en bedre forarbejdning af produkterne, så må man i gang med at behandle branchen som en rigtig branche der kan klare sig på forretningsmæssige betingelser og konkurrere med andre fødevarer på verdensmarkedet. 4

5 I Island som i de fleste andre fiskerinationer baseres fiskeriet på en videnskabelig rådgivning om hvor meget der må fanges til enhver tid, og hvorledes det må ske. Målsætningen er klar: At maksimere udbyttet af havets levende produkter. At indrette fiskeriet således at man ikke tager af hovedstolen. At udnyttelsen er bæredygtig og ansvarlig. Der har i de forløbne årtier været stridigheder om alle dele af denne tilgang, og miljøorganisationer har haft en stor andel i det. Dagens krav er ikke blot at fiskeriet styres aktivt, men også at man anvender en såkaldt økosystemtilgang ved fastsættelsen af den samlede fangst således at der tages hensyn til hele økosystemet og ikke blot til menneskets behov. Alle beslutningsprocesser skal være transparente, og ligeledes oplysninger om landede fangster, rederiernes og skibenes kvotasituation osv. Videre er det blevet almindeligt at butikskæder stiller krav om at oplysninger som myndighederne giver, skal bekræftes af en uafhængig tredje instans. Som et tegn på dette bærer en voksende andel af fiskeriprodukterne en eller anden form for miljømærke. Dette har alt sammen efter min mening skubbet os i den rigtige retning, men som på mange andre områder må vi passe på at der ikke er nogen der går for meget op i tingene på dette område. Alt tilsyn og alle certificeringer indebærer omkostninger, og i sidste ende er der forbrugerne der skal dække dem. Så vil jeg gerne sige nogle ord om den store sag i dag: Makrelstriden. Island har i tidens løb ligget i fiskeristridigheder med mange lande: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland for at nævne nogle, mest på grund af torskefiskeri. Nu ligger vi i fiskeristridighed med Norge og EU på grund af makrel. I kender alle sagens baggrund som er at makrelbestanden i Atlanterhavet i de sidste ti år cirka har ændret sit vandringsmønster således at der de seneste år er fanget betydelige mængder makrel i det islandske fiskeriterritorium. Halvanden million ton makrel er om sommeren kommet ind i det islandske fiskeriterritorium og har øget sin vægt med 45-55% svarende til ton under besøget i Island. Er det ikke rimeligt at der sendes en regning for sådan et måltid? Men hvad skal måltidet koste? Det er problemet. Efterhånden som vores viden om faunaen bliver mere fyldig og bedre, bliver sådanne løsningsforslag stadig mere tekniske. Alle parter i makrelstriden er enige om at der skal findes en rimelig løsning på delingen af disse resurser. Men til trods for at der foreligger flere videnskabelige oplysninger om denne fiskebestand end mange andre, så har det vist sig at være svært at finde en formel for sådan en løsning hvor der skal tages hensyn til mange forhold: Fiskens spredning i tid og rum, gydepladser, mængde og arten af føden, 5

6 fiskeriet i historisk perspektiv, osv. Men selv om disse forhold forelå klart, står det klart at den endelige aftale omkring dette sker på politiske præmisser. Det drejer sig således om en yderst kompliceret sag, og det er helt naturligt at det tager tid at finde en rimelig løsning. Men vi har et fortilfælde i en tilsvarende sag hvor Island og Norge nåede til en overenskomst efter mange års forhandlinger. Der tænker jeg på aftalen om fordelingen af sildebestandene i det nordlige Atlanterhav. Vi vil også nå til en overenskomst i makrelstriden. Men tilbage til hvad jeg omtalte i indledningen til dette indlæg. Hvorfor skulle Island og Norge undersøge den mulighed at forene deres kræfter for at udvinde mere mad fra havet? På det seneste har verdens blikke været meget rettet mod de nordiske lande og hvorledes de har opbygget deres samfund med ligeret og velfærd som ledetråde. Det har de kunnet gøre ved at opbygge et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Magasinet The Economist skrev i februar i år om de nordiske lande ud fra denne synsvinkel under overskriften: The Next Supermodel: Why the world should look at the Nordic countries? Mange gange ser gæstens øje tingene i et klarere lys end folk på stedet. Det nordiske samarbejde har givet store resultater igennem tiden trods al kritik. Vi har valgt vores egne løsninger og lært meget af hinanden ved opbygningen af vores samfund. På fødevareområdet er de nordiske lande meget store, ikke mindst i fiskeri. Fødevareproduktionens vægt i de nordiske landes økonomier (især Islands, Danmarks og Norges) er betydelig større end i fx EU s eller USA s. Dette betyder at fødevareindustriens støttebrancher også er meget stærke, såvel som forsknings- og udviklingsvirksomheden. Dertil kommer at undersøgelser tyder på at folkene i Norden har en fælles madtradition der adskiller sig fra den der findes i nabolandene. Tilknytningen til forestillingen om Norden som renhed og sundhed må indebære markedsmuligheder for at eksportere denne nordiske madtradition i rigere grad. Island og Norge er ledende nationer i fiskeri, fiskeopdræt og fiskeindustri. Kan vi i fællesskab gøre mere for at eksportere vores viden på dette område? Skal vi undersøge mulighederne for fx at styrke virksomheden i FN s Fiskeriskole der har været drevet i Island i en årrække med gode resultater? Skal vi gøre mere for at hjælpe andre lande med at indføre en effektiv styring af fiskeriet? 6

7 Jeg mener at vi bør undersøge mulighederne for fælles fremstød på dette område. Erfaringerne med fælles projekter for flere lande tyder på at et samarbejde giver en stærk synergieffekt, og der er nok at tage fat på. Jeg vil stoppe her. Problemerne og mulighederne forude er større end at vi kan tillade os at lade det samme ske som der skete for Hrafna-Flóki og hans mænd i sommeren 865 i Island. Vi må undersøge situationen med koldt overlæg og viden og tæmme alle fangerinstinkter. Det kan bestemt være svært, men det har bestemt også givet resultater. Tak for opmærksomheden. 7