Generelt. Konkrete afgørelser

Transkript

1 Dato: 1. maj 2007 Kontor: Erhvervs- og Familiesammenføringskontoret J.nr.: Sagsbeh.: LHA Udsendelse af udlændinge med helbredsproblemer udvalgte afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Generelt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 s primære sigte er at fastslå et absolut forbud mod, at konventionsstaternes egne myndigheder underkaster individer indenfor deres jurisdiktion tortur mv. Da udsendelse af udlændinge med fysiske eller psykiske helbredsproblemer derfor falder udenfor bestemmelsens primære anvendelsesområde, stiller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) meget strenge krav til, hvornår artikel 3 s beskyttelse kan blive aktualiseret i denne type sager. Dette understreges af, at EMD selvom domstolen har behandlet en lang række af disse sager kun i én afgørelse, D mod Storbritannien, jf. nedenfor, har konstateret en krænkelse af artikel 3. EMD s klare udgangspunkt er, at en udlænding som udgangspunkt ikke har adgang til ophold alene som følge af, at vedkommende modtager medicinsk, social eller anden form for hjælp i en konventionsstat, og at artikel 3 alene vil kunne være krænket, hvis der som i D mod Storbritannien foreligger helt særlige omstændigheder samt tvingende humanitære hensyn. Efter EMD s praksis vil det ikke være i strid med artikel 3 at udsende en udlænding med fysiske eller psykiske helbredsproblemer, såfremt vedkommende ikke er i terminalstadiet af en dødelig sygdom, og såfremt der eksisterer behandlingsmuligheder for vedkommendes sygdom i hjemlandet. Dette gælder, uanset om behandlingsstandarden samt vilkårene i øvrigt i udlændingens hjemland er af en lavere standard end i konventionsstaten, og uanset om behandlingen i hjemlandet er forbundet med betydelige økonomiske omkostninger. Nedenfor er de principielle afgørelser vedrørende problemstillingen refereret sammen med nogle af de seneste afgørelser. Der er således ikke tale om en udtømmende oversigt over praksis. Konkrete afgørelser D mod Storbritannien dom af 21. april krænkelse Stikord: Udsendelse af AIDS-syg i terminalstadiet + eneste afgørelse vedrørende helbred, hvor EMD statuerer krænkelse

2 Fakta: Sagen omhandlede en mand, der efter endt afsoning af straf for narkotikakriminalitet skulle udsendes til sit hjemland St. Kitts. Manden led af AIDS i terminalstadiet og modtog derfor intensiv behandling i Storbritannien, hvor han også blev støttet af en frivilliggruppe. Den medicinske behandling, som muligvis ville være tilgængelig på St. Kitts, ville ikke kunne dæmme op for de infektioner, som han måtte forventes at få som følge af de dårlige helbreds- og sanitære forhold på St. Kitts. Endvidere havde manden ingen familiemedlemmer eller andet netværk i hjemlandet. EMD fandt under henvisning til de helt særlige omstændigheder ( exceptional circumstances ) samt de tvingende humanitære hensyn ( compelling humanitarian considerations ), der forelå i sagen, at en udsendelse af manden ville udgøre umenneskelig behandling i artikel 3 s forstand. EMD henviste særligt til, at en udsendelse ville forkorte mandens allerede begrænsede levetid yderligere, samt udsætte manden for akutte mentale og psykiske lidelser, hvorfor han ville dø under helt fortvivlende omstændigheder. Endvidere henviste EMD til, at manden ikke havde nogen form for familiemæssig, moralsk eller social støtte i hjemlandet. Sagen er den eneste, hvor EMD har statueret krænkelse af EMRK artikel 3 på grund af en udlændings helbredstilstand. Bensaid mod Storbritannien dom af 6. februar 2001 ej krænkelse. Stikord: Skizofreni og psykose + lavere standard i behandling + dyr medicin Fakta: Sagen omhandlede de britiske myndigheders beslutning om at udsende en skizofren og psykotisk algerisk statsborger til Algeriet. Mandens opholdstilladelse var blevet afslået forlænget under henvisning til, at den var opnået ved svig. Manden modtog medicinsk behandling for sin sygdom, og de britiske myndigheder havde haft kontakt til en læge i Algeriet, der havde oplyst, at medicinen var tilgængelig på et hospital 80 km fra mandens hjemby, at medicinen var gratis, hvis man var patient på hospitalet, og at det ellers var muligt at få medicinudgifterne refunderet, hvis man var medlem af en offentlig sygeforsikring. Manden gjorde gældende, at han ikke havde tilstrækkelige økonomiske midler til at købe medicinen, og det ville være nærmest umuligt for ham uden bil at nå til hospitalet, da han ville skulle rejse gennem områder præget af vilkårlig vold og terrorisme. Manden havde en række familiemedlemmer i Algeriet. EMD fastslog, der ikke var sket en krænkelse af artikel 3. EMD fremhævede, at der var tilgængelig medicinsk behandling i Algeriet, og at det forhold, at vilkårene for manden var mindre favorable i Algeriet end i Storbritannien, ikke i sig selv kunne begrunde en EMRK artikel 3-forpligtelse, da problemstillingen falder udenfor artikel 3 s kerne -anvendelsesområde. EMD fremhævede endvidere, at manden ikke havde godtgjort, at han var effectively afskåret fra adgang til hospitalsvæsnet i Algeriet, og at mandens anbringender om forværrelse af hans helbredstilstand i det væsentlige var spekulative. Dragan mod Tyskland afvisningsafgørelse af 7. oktober 2004 Stikord: Hepatitis C + depression + lavere standard i behandling + selvmordstrusler Side 2

3 Fakta: Sagen omhandlede de tyske myndigheders beslutning om at tvangsudsende en kvinde og hendes mindreårige børn til Rumænien. Kvinden led af hepatitis C og svær depression, og det blev vurderet af eksperter, at kvinden var i overhængende fare for at begå selvmord, hvis hun blev udsendt. De tyske myndigheder, der havde opnået dokumentation for, at kvinden kunne opnå behandling for sine lidelser i Rumænien, anførte, at den dyre medicinske behandling, som kvinden modtog i Tyskland, ikke var den eneste mulige medicinske behandling. Under sagen bekræftede de rumænske myndigheder overfor EMD, at behandling var tilgængelig i landet. EMD henviste til, at selvmordstrusler ikke i sig selv forpligter en konventionsstat til at afstå fra at udsende en udlænding, såfremt konventionsstaten tager de nødvendige forholdsregler i den forbindelse. Vedrørende muligheden for behandling i Rumænien henviste EMD til, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun ikke ville kunne modtage behandling i Rumænien, og at det forhold, at behandlingsstandarden i Rumænien var lavere end i Tyskland, ikke i sig selv kunne aktualisere en EMRK artikel 3-forpligtelse, da problemstillingen falder udenfor EMRK artikel 3 s kerne anvendelsesområde. EMD afviste på den baggrund sagen som åbenbart grundløs. (fransk) Ndangoya mod Sverige afvisningsafgørelse af 22. juni 2004 Stikord: HIV + lavere standard i behandling + dyr medicin + ansøger henvises til ophold nær hospital + EMRK artikel 8 + to mindreårige børn i opholdsland Fakta: Klager, der var statsborger i Tanzania, indrejste i Sverige den 28. oktober 1991, hvor han fik opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en svensk statsborger. I sommeren 1991 blev begge ægtefæller testet HIV-positive. Parrets to fællesbørn blev født i henholdsvis 1991 og I perioden fra oktober 1993 til marts 1996 opholdt parret sig i Tanzania. Den 10. juli 1996 fik klager permanent opholdstilladelse i Sverige, og i november 1997 blev parret skilt. I september 1999 blev klager idømt 6 års fængsel for bl.a. at have smittet tre personer med HIV, og appelretten skærpede straffen til også at omfatte udvisning. Under EMD s behandling af sagen blev der fremlagt lægeerklæringer, hvoraf det fremgik, at klager ikke havde udviklet AIDS, at klager modtog anti-retroviral medicin for sin sygdom, og at en afbrydelse af behandlingen formentlig ville medføre en hurtig forværring af klagers helbredstilstand med den virkning, at klager ville udvikle AIDS i løbet af 1-2 år og dø indenfor 3-4 år. Den svenske ambassade i Tanzania havde oplyst til sagen, at medicinsk behandling for HIV og AIDS var tilgængelig på to hospitaler i landet, men at prisen for medicinen var så høj, at den reelt ikke var tilgængelig for borgere med en almindelig månedsløn. Klager havde efter skilsmissen regelmæssig kontakt til sine børn, som besøgte ham hyppigt i fængslet, og han havde endvidere fået en ny svensk kæreste. EMD afviste for det første, at udvisningen af klager ville krænke EMRK artikel 3, da klager hverken havde udviklet AIDS- eller HIV-relaterede sygdomme, da passende medicinsk behandling var tilgængelig i Tanzania, om end til en høj pris, da det forhold, at vilkårene var mindre favorable i Tanzania end i Sverige, ikke i sig selv kunne begrunde en EMRKforpligtelse, da klager havde boet i Tanzania i perioden oktober 1993 til marts 1996, hvor han var HIV-smittet, da klager kunne henvises til at tage ophold nær et af de relevante hospitaler i Tanzania, selv om han foretrak at bo i sin hjemby, og da klager havde mange nære Side 3

4 familiemedlemmer i Tanzania, som han kunne henvises til at genoptage kontakten til. EMD afviste dernæst også, at udvisningen ville krænke EMRK artikel 8, da klager havde etableret forholdet til sin svenske kæreste efter beslutningen om udvisning, og da der var stærke offentlige hensyn, der talte for udvisning, selvom dette ville indebære et betydeligt indgreb i klagers familieliv med hans mindreårige børn dette ville reelt blive indskrænket til brevveksling og telefonsamtaler. EMD bemærkede dog, at begge børn talte swahili, og at begge havde kontakt til deres familiemedlemmer i Tanzania. Amegnigan mod Holland afvisningsafgørelse af 25. november 2004 Stikord: HIV + lavere standard i behandling + dyr medicin Fakta: Sagen omhandlede en mand fra Togo, der havde fået afslag på asyl i Holland. Efter afgørelsen fik manden konstateret HIV, og han gjorde på den baggrund gældende, at han ikke kunne udsendes til Togo. Det fremgik af baggrundsoplysninger om Togo, at HIVmedicin i princippet var tilgængelig på visse hospitaler i Togo, men at den reelt ikke var tilgængelig for almindelige borgere, da den var for dyr. Der blev bl.a. fremlagt lægeerklæringer om, at mandens helbredstilstand hurtigt ville blive forværret, såfremt hans medicinske behandling blev afbrudt. EMD afviste sagen som åbenbart grundløs i relation til EMRK artikel 3 og lagde særligt vægt på, at medicinsk behandling i princippet var tilgængelig i Togo, om end medicinen var meget dyr. EMD henviste endvidere til, at manden ikke havde udviklet AIDS, at mandens sygdom således ikke var fremskreden eller i terminalstadiet, og at han havde nære familiemedlemmer i Togo. EMD fandt på den baggrund ikke, at der forelå sådanne helt særlige ( exceptional ) omstændigheder, som det kræves, når problemstillingen falder udenfor EMRK artikel 3 s kerne -anvendelsesområde. Hukic mod Sverige afvisningsafgørelse af 27. september 2005 Stikord: Downs + epilepsi + dårligere vilkår + tilgængelighed + dyr medicin Fakta: Sagen omhandlede en bosnisk familie, der i 2003 søgte asyl i Sverige under henvisning til, at det yngste barn i familien led af Downs syndrom samt svær epilepsi, som bl.a. påvirkede barnets evne til at tale. Under sagen blev der fremlagt lægeerklæringer om, at barnet modtog medicinsk behandling og anden intensiv specialistbehandling (bl.a. fysioterapi og taleundervisning), og at barnets helbredstilstand som følge heraf var bedre, men at den medicinske behandling for epilepsien formentlig skulle øges i fremtiden. Det fremgik af baggrundsoplysninger fra Bosnien-Hercegovina fra 2001 og 2002, at der var vedtaget lovgivning om rettigheder for mentalt handikappede, ligesom der var oprettet centre for handikappede personer og deres familier. Det fremgik imidlertid af en erklæring af juli 2005 fra en professor tilknyttet en klinik for børnesygdomme, at der godt nok både var tilgængelig behandling og medicin for epilepsi samt behandling til personer med Downs syndrom, men at der p.t. ikke var nok kapacitet til at garantere denne behandling, ligesom behandlingen kunne være meget dyr. Side 4

5 EMD fremhævede indledningsvist, at en udlænding som udgangspunkt ikke har adgang til ophold alene som følge af, at vedkommende modtager medicinsk, social eller anden form for hjælp i en konventionsstat. Under henvisning til D mod Storbritannien gentog EMD, at der dog i konkrete sager vil kunne forekomme sådanne helt særlige omstændigheder og tvingende humanitære hensyn, at en udsendelse vil være i strid med EMRK artikel 3. I den konkrete sag afviste EMD, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, da der ikke var tale om, at barnet var i terminalstadiet af en dødelig sygdom, da der eksisterede behandlingsmuligheder i Bosnien-Hercegovina, selvom disse formentligt var meget dyre, og da det forhold, at vilkårene for barnet var mindre favorable i hjemlandet end i Sverige, ikke i sig selv kunne begrunde en EMRK-forpligtelse. Paramsothy mod Holland afvisningsafgørelse af 10. november 2005 Stikord: PTSD + selvmordsforsøg + lavere standard i behandling Fakta: Sagen omhandlede en mand fra Sri Lanka, der havde fået afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse i Holland. Manden var diagnosticeret som lidende af PTSD og havde forsøgt at begå selvmord. Han modtog forskellig medicin samt var i terapi i Holland. De hollandske myndigheder henviste til WHO-oplysninger om, at der var medicin og behandlingsmuligheder i Sri Lanka. EMD afviste, at EMRK artikel 3 var krænket, da manden ikke havde bestridt, at der var behandlingsmuligheder i Sri Lanka, da det forhold, at behandlingen måtte være af en lavere standard end i Holland, ikke i sig selv kunne begrunde en EMRK artikel 3 forpligtelse, da mandens forældre boede i Sri Lanka, og da påstandene om, at mandens helbredstilstand ville blive forværret i Sri Lanka, hovedsageligt var spekulative. Aoulmi mod Frankrig dom af 17. januar 2006 ej krænkelse af EMRK artikel 3 og 8 Stikord: EMRK artikel 3, 8 og 34 + ansøgers helbred + generelt ustabile forhold + opsættende virkning under EMD behandling Fakta: Sagen omhandlede en algerisk statsborger, der var født i 1956 i Algeriet. Han indrejste i Frankrig i 1960 sammen med sin familie. I 1988 blev han idømt fængsel samt udvist af Frankrig for bestandigt for narkotikakriminalitet. Manden var i perioden 1989 til 1993 gift med en fransk statsborger, og han havde en fransk datter født i Manden fik i 1994 konstateret hepatitis C. I 1999 anmodede EMD Frankrig om at undlade at effektuere udvisningen, indtil sagen var færdigbehandlet. Manden blev dog alligevel udsendt senere i EMD afslog for det første, at EMRK artikel 3 var krænket, da manden ikke havde godtgjort, at hans sygdom ikke kunne behandles i Algeriet, og da det forhold, at en behandling er sværere tilgængelig i Algeriet end i Frankrig, ikke i sig selv kan medføre en EMRK artikel 3- forpligtelse. I øvrigt fremgik det af sagen, at mandens helbred ikke aktuelt voldte problemer, og at han i en lang årrække ikke havde gået til helbredstjek. Vedrørende den generelle situation i Algeriet gentog EMD, at den blotte mulighed for overgreb som følge af ustabile forhold i Side 5

6 et land ikke i sig selv kan medføre en EMRK artikel 3-forpligtelse i den konkrete sag slet ikke, da der var politiske forandringer undervejs i Algeriet. EMD afviste dernæst, at EMRK artikel 8 var krænket henset til alvorligheden af den begåede kriminalitet samt henset til, at manden først indgik ægteskab efter beslutningen om udvisning var truffet, at mandens øvrige familiemedlemmer i Frankrig med undtagelse af datteren alle var voksne, og at manden ikke havde uddybet sit forhold til datteren, som i øvrigt var 16 år. EMD fandt endelig, at Frankrig havde krænket EMRK artikel 34 ved ikke at efterleve EMD s anmodning om at suspendere udsendelsen af manden. (fransk) Ayegh mod Sverige afvisningsafgørelse af 7. november Stikord: Depression + generelle forhold ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse + dårligere vilkår + selvmordstrusler Fakta: Sagen omhandlede en iransk kvinde, der havde fået afslag på asyl i Sverige. Kvinden var ifølge lægeerklæringer traumatiseret og led af en alvorlig depression og krisereaktion. Hun var i behandling med anti-depressiv medicin. Eksperter havde vurderet, at det var sandsynligt, at kvinden ville begå selvmord, hvis hun blev udsendt til Iran. EMD anerkendte indledningsvist, at der generelt i Iran var vedvarende og seriøse krænkelser af menneskerettighederne. EMD fremhævede dog, at det afgørende var, om kvindens personlige situation var af en sådan karakter, at en udsendelse ville udgøre en krænkelse af EMRK. EMD afviste herefter, at EMRK artikel 3 var krænket i sagen, da kvinden selvom hun led af en alvorlig psykisk sygdom ikke havde været fast tilknyttet det svenske behandlingssystem, da det ikke var gjort gældende, at kvinden ikke ville kunne få medicinsk behandling i Iran, da det forhold, at vilkårene var mindre favorable i hjemlandet end i Sverige, ikke i sig selv kunne begrunde en EMRK-forpligtelse, og da selvmordstrusler ikke i sig selv kan begrunde en udsættelse af en påtænkt udsendelse, hvis konventionsstaten tager de nødvendige forholdsregler. Side 6