HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 30. maj 2011

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 30. maj /2010 Anklagemyndigheden mod A (advokat Jens Bruhn-Petersen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 22. januar 2010 og af Østre Landsrets 6. afdeling den 29. april Procesbevillingsnævnet har den 25. juni 2010 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret. For Højesteret vedrører kæremålet alene spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i medfør af udlændingelovens 50 a, stk. 2. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen. Påstande Kærende, A, har påstået udvisningen ophævet. Anklagemyndigheden har påstået landsrettens kendelse stadfæstet, subsidiært sagen hjemvist til fornyet behandling ved landsretten. Sagsfremstilling Den 17. april 2008 indbragte Politidirektøren i København for Københavns Byret en anmodning af 6. februar 2008 fra A om, at bestemmelsen om udvisning i Højesterets dom af 1. maj 2001 ophæves. Byretten udtalte i kendelse af 4. juni 2008 bl.a.:

2 - 2 - Det er på nuværende tidspunkt fortsat uafklaret, hvornår domfældte vil blive udskrevet fra Sct. Hans Hospital. Det kan ikke udelukkes, at der vil gå mere end 6 måneder før udvisningen vil blive aktuel. De tidsmæssige betingelser for at søge om ophævelse af bestemmelsen om udvisning er herefter ikke opfyldte... Østre Landsret stadfæstede kendelsen den 15. september 2008 med følgende begrundelse: Indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald hvornår der skal ske indbringelse af spørgsmålet om ophævelse af foranstaltningen i medfør af udlændingelovens 50 a, stk. 2, ikke har været genstand for prøvelse under byrettens behandling af sagen. Det påkendes derfor heller ikke under dette kæremål. Tilsvarende påkendes det ikke, hvorvidt den tidligere prøvelse i 2004 er til hinder for fornyet prøvelse efter udlændingelovens 50, jf. UfR HK. Heller ikke efter det for landsretten foreliggende er det sandsynliggjort, at A den 6. februar 2008, da begæringen om prøvelse efter udlændingelovens 50 blev fremsat, med føje kunne forvente, at udvisningen ville blive iværksat inden for de næste 6 måneder. Da det derfor tiltrædes, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens 50, stk. 1, for fremsættelse af begæringen ikke var opfyldt, stadfæstes byrettens kendelse. Af Flygtningenævnets beslutning af 10. november 2010 fremgår bl.a.: Udlændingeservice meddelte den 12. februar 2009 den iranske statsborger A, født den 2. december 1963, at Udlændingeservice fandt, at den pågældende ikke kan udsendes til Iran, idet udlændingelovens 31, stk. 1, er til hinder for udsendelse. Udlændingeservice fandt endvidere, at klageren var udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, jf. udlændingelovens 10, stk. 2. Afgørelsen er indbragt for Flygtningenævnet i henhold til udlændingelovens 53 a, stk. 1, nr. 4. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin søster indrejste i Danmark den 2. december 1989 uden gyldig rejselegitimation. Den 21. september 1990 blev klageren af Direktoratet for Udlændinge (Udlændingeservice) meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2. Den 1. december 1994 blev klagerens opholdstilladelse meddelt tidsubegrænset. Klageren har tre børn i Danmark. Det fremgår af den oprindelige sag, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2, at klageren forklarede, at han i 1981 erklærede sin sympati for partiet Sazemane Cherikhaye Fadaeie Khalq. Fra 1985 blev klageren på grund

3 - 3 - af sit politiske tilhørsforhold og aktiviteter udsat for tortur, arrestationer, fængslinger og husransagninger. Ved dom af 14. november 2000 afsagt af Østre Landsret blev klageren dømt til tidsubegrænset anbringelse i hospital for sindslidende, jf. straffelovens 68, 2. pkt. og 68 a, stk. 2, for overtrædelse af straffelovens 237 og 139. Han blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for bestandig. Ved dom af 1. maj 2001 stadfæstede Højesteret landsrettens dom vedrørende udvisning. Under Flygtningenævnets behandling af sagen den 25. oktober 2010 har klageren forklaret, at han bor i sin egen lejlighed. Han flyttede fra hospitalet i december Ansøgeren har kontakt til Sankt Hans Hospital i form af hjemmebesøg en gang om ugen. Hospitalet ringer ham derudover op hver dag og tilbyder, at han kan komme ind, hvis han har brug for det. Ansøgeren er på forskellige medikamenter og modtager for tiden medicin, som er stærkere, end hvad han tidligere havde modtaget. Han tager medicin hver dag. Ansøgeren har tre døtre i Danmark, som han ser en gang om måneden i tre timer. Ved fødselsdage og helligdage har ansøgeren længere samvær med dem. Han taler derudover i telefon med dem. Ansøgeren har hyppigere kontakt med sin ældste datter end de to yngre. Den ældste datter ringer til ham en eller to gange om ugen. Ansøgerens søskende er bosiddende i Danmark, og hans moder bor i Sverige. Nævnet har efterfølgende ifølge aftale i forbindelse med nævnsmødet fra klageren modtaget kopi af Østre Landsrets kendelse af 29. april Det fremgår heraf, at landsretten stadfæstede byrettens afgørelser af 22. januar Det fremgår af byrettens afgørelser, at byretten afslog klagerens anmodning om dels at den idømte foranstaltning, som ændret ved kendelse af 20. december 2007, skulle ophæves, dels at bestemmelsen om udvisning skulle ophæves efter udlændingelovens 50 a, stk. 2. Flygtningenævnet udtaler: Udlændingeservice har i afgørelsen af 12. februar 2009 afgjort, at udlændingelovens 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Flygtningenævnet lægger dette til grund, og spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens 7 eller om særlige grunde taler herimod jf. udlændingelovens 10, stk. 2, som affattet forud for lov nr. 362 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven. Nævnet finder, at alvoren og karakteren af den pådømte kriminalitet indebærer, at særlige grunde taler imod, at klageren gives opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. Nævnet har lagt vægt på, at klageren blev dømt for drab og for usømmelig behandling af lig begået i september 1999 og dømt til tidsubestemt anbringelse i hospital for sindslidende. Nævnet har ikke fundet, at det forhold, at klageren blev anset for straffri efter straffelovens 16 fører til en anden vurdering, og at dette tilsvarende gælder det oplyste om klagerens personlige forhold og helbredsforhold i tiden efter dommen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.

4 - 4 - Den iranske statsborger A kan ikke tvangsmæssigt udsendes til Iran eller et andet land, hvor han ikke er beskyttet mod tvangsmæssig udsendelse til Iran. A har ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. I brev af 12. januar 2011 til Statsadvokaten for København og Bornholm har Rigspolitiet oplyst, at der ikke forventes ændringer i udsendelsesmulighederne i forhold til Iran inden for en overskuelig fremtid. Anbringender A har til støtte for sin påstand anført, at han har været psykisk syg hele sit liv, og at han skal være i behandling resten af sit liv. I Iran er han uden familiemæssigt netværk og uden mulighed for at ernære sig, hvorfor en udsendelse til Iran vil betyde, at hans behandling afbrydes, hvilket vil føre til, at hans psykiske sygdom bryder ud med en deraf følgende reel risiko for, at han begår ny personfarlig kriminalitet og med en meget væsentlig risiko for, at han går til grunde. Der må endvidere tages hensyn til, at det nu er 11 år siden, at han har begået sin forbrydelse. Samlet set taler hans helbredstilstand således afgørende imod udsendelse, hvorfor udvisningen i medfør af udlændingelovens 50 a, stk. 2, bør ophæves. En udsendelse af A vil derudover stride mod den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 8. For så vidt angår artikel 8 henvises først og fremmest til, at A har fast samvær med sine tre børn, og at kontakten ville blive definitivt afbrudt, såfremt han udsendes til Iran. Anklagemyndigheden har anført, at As helbredstilstand ikke afgørende taler imod at udsende ham til Iran. Det må lægges til grund, at A lider af paranoid skizofreni, og at han har et vedvarende behandlingsbehov. Uden behandling vil han blive udtalt psykotisk med en, formentlig lille, risiko for, at han begår ny lignende kriminalitet.

5 - 5 - På baggrund af oplysningerne fra Udenrigsministeriet må det imidlertid lægges til grund, at relevant medicin er tilgængelig i Iran, og at der findes et forsvarligt system til behandling af skizofreni i Iran. Sammenholdes As behandlingsbehov og mulighederne for behandling med den begåede kriminalitet, taler As helbredsforhold ikke afgørende mod udsendelse til Iran. Det forhold, at han eventuelt selv skal betale for behandlingen i Iran kan ikke føre til et andet resultat, jf. TfK Endelig bevirker oplysningerne om behandlingsbehov og behandlingsmuligheder i Iran ikke, at udsendelse til Iran er i strid med EMRK artikel 3, ligesom oplysningerne om hans personlige forhold ikke bevirker, at udsendelse er i strid med EMRK artikel 8. For så vidt angår den subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at hvis der ikke er tilvejebragt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kunne vurdere, om As helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted, jf. udlændingelovens 50 a, stk. 2, skal der foretages yderligere undersøgelser og behandling, hvorfor sagen må hjemvises til Østre Landsret. Højesterets begrundelse og resultat Flygtningenævnets beslutning af 10. november 2010 indebærer på den ene side, at udlændingelovens 31 er til hinder for, at A for tiden tvangsmæssigt udsendes til Iran, og på den anden side, at han ikke kan få opholdstilladelse i Danmark i medfør af lovens 7. Han befinder sig således i Danmark på såkaldt tålt ophold. Rigspolitiet har den 12. januar 2011 oplyst, at der ikke forventes ændringer i udsendelsesmulighederne i forhold til Iran inden for en overskuelig fremtid. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at A, hvis udsendelsesmulighederne senere ændrer sig, således at iværksættelse af udvisningen bliver aktuel, til den tid har krav på en fornyet prøvelse efter udlændingelovens 50 af, om udvisningen skal ophæves. Højesteret finder på denne baggrund, at As aktuelle helbredsmæssige tilstand, herunder navnlig de aktuelle muligheder for behandling i Iran, ikke kan tillægges afgørende betydning ved

6 - 6 - den prøvelse, som på nuværende tidspunkt skal foretages i medfør af udlændingelovens 50 a, stk. 2, men at As helbredsmæssige tilstand må indgå i den vurdering, som i givet fald til sin tid skal foretages efter udlændingelovens 50. Efter det anførte taler As helbredsmæssige tilstand ikke på nuværende tidspunkt afgørende mod opretholdelse af udvisningen, og Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Statskassen betaler sagens omkostninger for alle retter.