UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M

Transkript

1 B116800A - AJ UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 31. maj 2016 af Østre Landsrets 11. afdeling (landsdommerne Ole Græsbøll Olesen, Peter Mørk Thomsen og Peter Rostgaard Ahleson (kst.)). 11. afd. nr. B : A (advokat Christian Dahlager, besk.) mod 1) Udlændingestyrelsen 2) Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (Kammeradvokaten v/advokat Karsten Hagel-Sørensen) Københavns Byrets dom af 11. maj 2015 (BS 26B-697/2013) er anket af A med påstand om, at de indstævnte, Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, in solidum dømmes til at betale kr. med procesrente fra sagens anlæg. Udlændingestyrelsen og Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet har påstået stadfæstelse. Procedure Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

2 - 2 - A har for landsretten præciserende anført, at hans krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af den skete krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal bedømmes ud fra en objektiveret ansvarsnorm, men at der ikke gøres et objektivt ansvar gældende. Landsrettens begrundelse og resultat Som anført af byretten har Højesteret ved dommen af 1. juni 2012 fastslået, at Udlændingeservices afgørelse af 16. februar 2009 om, at A skulle bo og overnatte i Center Sandholm, var ugyldig, idet den i hvert fald på tidspunktet for Højesterets dom udgjorde et uproportionelt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som konsekvens heraf fastslog Højesteret endvidere, at Integrationsministeriets afgørelse af 29. september 2009 om meldepligt i Center Sandholm, der var en stadfæstelse af Rigspolitiets afgørelse af 16. februar 2009, var ugyldig. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 skal den, hvis rettigheder i henhold til konventionen er blevet krænket, have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 41, hvorefter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i tilfælde af en krænkelse af konventionen eller de dertil knyttede protokoller om nødvendigt kan tilkende den forurettede part passende erstatning. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at national ret så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis efter artikel 41, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 29. marts 2006 i sagen Scordino mod Italien (præmis 64). Henset hertil finder landsretten, at erstatningsansvarslovens 26 eller princippet heri skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 13 og 41, og at der som en følge af den skete konventionskrænkelse vil kunne være grundlag for at tilkende A en godtgørelse. Den konstaterede konventionskrænkelse udgør med andre ord i sig selv et ansvarsgrundlag, der vil kunne begrunde en godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens 26. Spørgsmålet om godtgørelse beror herefter i første række på en vurdering af, om A kan siges at have fået fuld oprejsning efter artikel 13, allerede fordi Højesteret ved sin dom af 1. juni 2012 har erklæret myndighedernes afgørelser for ugyldige.

3 - 3 - Højesteret fremhævede i sin begrundelse for afgørelsen blandt andet, at afgørelserne af 16. februar 2009 samlet set måtte anses at udgøre et væsentligt indgreb i A s bevægelsesfrihed, at han alene var straffet ved Østre Landsrets ankedom af 23. juni 2006 med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens 191 for medvirken til hashhandel på Christiania (deltagelse i vagtkorpset), at der ikke havde været eller fortsat var nogen konkret risiko for, at han ville skjule sig for politiet, herunder at han var på fri fod under anken og på fri fod efter landsrettens dom, hvorefter han afsonede i et åbent fængsel, at der heller ikke havde foreligget og forsat ikke forelå konkrete holdepunkter for at antage, at han ville begå ny kriminalitet, at der fortsat ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne effektueres, at han reelt ikke havde mulighed for at udrejse frivilligt til Iran eller noget andet land, og at der i bedømmelsen for proportionaliteten måtte lægges vægt på, at A allerede den 2. juli 2007 fik påbud om ophold i Center Sandholm, og at han i foråret 2008 fik pålæg om at melde sig hos politiet i centret en gang om ugen. Indgrebet i A s bevægelsesfrihed indebar således i hvert fald på tidspunktet for Højesterets dom en krænkelse af artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret forholder sig i dommen (bortset fra bemærkningen i hvert fald på nuværende tidspunkt ) ikke nærmere til, hvilken periode indgrebet har været uproportionelt og derved udgjort en konventionskrænkelse. Som anført af Menneskerettighedsdomstolen i dom af 23. august 2006 (Riener mod Bulgarien), som Højesteret henviser til, vil et sådant indgreb i bevægelsesfriheden imidlertid til at begynde med kunne være berettiget, men hvis det automatisk udstrækkes over en længere periode, kan det føre til, at indgrebet bliver uproportionelt, jf. præmis 121. Dommerne Peter Mørk Thomsen og Peter Rostgaard Ahleson udtaler herefter: Efter en samlet bedømmelse af de momenter, som Højesteret har lagt vægt på i sin dom til brug for at finde afgørelserne ugyldige, finder vi, at det må lægges til grund, at indgrebet har måttet anses for uproportionelt i en periode, der rækker noget forud for Højesterets dom. Vi finder, at i et tilfælde som det foreliggende hvor der er tale om et væsentligt indgreb i A s bevægelsesfrihed, der uberettiget har stået på i en ikke ubetydelig periode kan det ikke anses for tilstrækkelig oprejsning, at krænkelsen ved rettens afgørelse blot konstateres og bringes til ophør.

4 - 4 - Under hensyn hertil finder vi, at der skal ske kompensation for krænkelsen i form af en godtgørelse, der passende kan udmåles til kr. Dommer Ole Græsbøll Olesen udtaler: A var ved Østre Landsrets dom af 23. juni 2006 på tidspunktet for afsigelsen af Højesterets dom den 1. juni 2012 udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år, men kunne som følge af forhold, der ikke kan henføres til den danske stat, ikke tvangsmæssigt udsendes eller udrejse frivilligt til Iran. På baggrund af Højesterets dom og oplysningerne heri, hvilke oplysninger vedrørende tiden forud for dommen ikke er blevet suppleret under nærværende sag, finder jeg ikke grundlag for at fastslå, at den uberettigede del af indgrebene i A s bevægelsesfrihed har haft en sådan tidsmæssig udstrækning, at der skal tilkendes ham godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens 26. Jeg finder således, at A har fået tilstrækkelig oprejsning ved, at indgrebene i hans bevægelsesfrihed blev kendt ugyldige ved Højesterets dom, og stemmer derfor for at stadfæste dommen. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Efter sagens karakter og udfald skal Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet betale sagens omkostninger for begge retter til statskassen med hver kr. T h i k e n d e s f o r r e t: Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet skal in solidum betale kr. med procesrente fra den 12. februar 2013 til A. I sagsomkostninger for begge retter skal Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet betale hver kr. til statskassen. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.

5 - 5 - (Sign.) Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den