Efraims øreflip. Cecil Bødker, 1971 (8,9 ns)

Transkript

1 Efraims øreflip Cecil Bødker, 1971 (8,9 ns) Hver gang han kom til at se på det sted, hvor Efraims øreflip skulle have siddet, kom han til at tænke på hvordan den 5 havde set ud da den lå på vejen og bare lignede en lille bleg flad sten. Der havde ikke været spor rødt på den. Det var fordi han havde beholdt den så længe inde i munden før han spyttede den ud. Den havde bare ligget dér, og der var kommet lidt sand på 10 fordi den var våd, men da havde Efraim allerede været langt henne ad vejen, tudskrålende og med blodet løbende ned ad halsen. Der var ingen der havde samlet den op. Somme tider tænkte han på, om der mon var nogen der 15 havde fundet den bagefter, eller om den bare havde fået lov til at blive liggende så vognene kørte over den eller om den måske var blevet sparket i grøften eller ædt af en hund. Der kunne ske så meget med sådan en øreflip der lå helt alene for sig selv. Og der var aldrig nogen der sagde at 20 de havde set den. Måske troede de han selv havde spist den, men det havde han ikke, han havde spyttet den ud på vejen. Men hver gang han mødte Efraim stirrede han på stedet hvor den havde siddet. Såret var groet sammen for længe siden, og der var kommet noget underlig knudret noget 25 forneden på øret, og det var ikke fordi man lagde så meget mærke til det, hvis ikke lige man vidste det og tænkte på hvad der var sket. Men når man så efter var øret blevet helt forskelligt fra det der sad på den anden side af hodet. Det øre kiggede han også meget på især på flippen. Det 30 havde været sådan en. Men der havde ikke været spor mærkeligt ved at have den inde i munden. Der var somme tider nogen af de andre der spurgte om det ikke havde været væmmeligt, men det syntes han ikke. 35 Og desuden kunne Efraim jo bare have holdt sig væk. Der var ingen der havde sagt han skulle komme og stille sig op og være fræk og alt muligt, bare fordi han selv havde ligget nede i grøften ude ved vejen, uden så meget som at ville indrømme for sig selv hvad han lå der for.

2 40 Hvorfor skulle Efraim så absolut stå stille og spørge, han kunne jo bare være gået forbi og have holdt sin mund. Eller være blevet hjemme. Det var vel ikke forbudt at sidde i den grøft eller i nogen anden grøft for den sags skyld. Og han sad der aldeles ikke 45 fordi han vidste at Camilla ville komme forbi, overhodet ikke, han havde vel lov til at lede efter vilde jordbær. Selvfølgelig gjorde det ikke så meget at Efraim først havde troet han samlede myreæg fordi han havde revet så mange græstotter op. Det var ikke det men måden han havde sagt 50 det på, og måden hans dumme udvandede øjne havde vandret rundt nede i grøften på. Og så det at han hele tiden blev stående. Som om han også vidste at Camilla skulle komme forbi. Og når det så ikke engang var derfor han sad der. Ingen 55 havde nogen sinde forbudt Efraim at lege med hende eller følges med hende eller noget. Det var bare ham. Hendes mor havde aldrig helt kunnet li ham, og jo mere han legede med hende jo mere sur blev hendes mor. Som om der skete noget fordi han tog Camilla med sig ind 60 til de hemmelige steder i skoven, eller ned i mosen men han vidste godt hvad det var hendes mor var så bange for. Sådan var det bare slet ikke. Og han kunne stadigvæk mærke hvordan det havde været, og hvordan hendes mor havde stået og behandlet dejen med 65 sine korte vrede hænder, mens hun fortalte ham at Camilla ikke kom ud. At Camilla skulle til at hjælpe hjemme nu, at hun var stor nok til det og at det ikke var noget altid bare at føjte om. Han havde stirret på hendes hænder. 70 Det så ud som om hun var gal i hodet på dejen, som om det var den der havde gjort hende noget. Og han havde slet ingenting sagt, var bare blevet ved med at kigge på hende, hvordan hendes sko var gået lidt op i syningen, hvordan hendes hår var kommet ud i tynde tjavser under tørklædet. 75 Bare kigget, indtil hun mærkede det og blev ubehagelig til mode. Hvad glor du på dreng? Og hvordan han havde fyldt sig med indespærret morskab, og ladet som om han var fuld af munterhed, for at 80 hun ikke skulle opdage hvordan han havde det. Og hvordan han så bare havde vendt sig om og var gået.

3 Senere gloede han altid voldsomt på hende hver gang han mødte hende nogen steder, bare fordi han vidste hun ikke kunne li det. Måden hun hakkede roer på, måden hun 85 løftede hodet på når han kom, og hvordan hun øjeblikkelig lod som om hun overhodet ikke havde set ham. Måden hendes underkjole hang ud på forneden. Og håret der altid kom ud under tørklædet lige meget hvor stramt hun bandt det. 90 De grimme gummistøvler som var gået i stykker i hælen. Hans øjne var meget åbne og meget fulde af det de så, og han var sikker på hun kunne mærke det. Det var hendes skyld at Efraim måtte af med sin øreflip. I hvert fald lige så meget som det var Efraims egen skyld. 95 Hver gang han fik øje på stedet hvor den manglede måtte han tænke på grøften ude ved vejen og hvordan han havde siddet halvt nede i den og set Efraim komme klampende i et par voksentræsko. På det tidspunkt havde han ikke kunnet vide noget om hvad der ville ske, han havde bare følt 100 musklerne stramme sig af ubehag ved synet af den anden. Ikke fordi han ellers havde noget særligt imod Efraim, men hvad skulle han komme for lige når han selv sad der i grøften og ikke ønskede at blive set, og ikke havde nogen mulighed for at komme væk. Det var ikke meningen nogen 105 skulle vide han var der. Og der havde ikke været andet at gøre end lade sig glide helt ned på bunden og se ligeglad ud. Efraim skulle i hvert fald ikke tro han var bange for ham. Men det havde næsten været som at blive fanget i en 110 fælde. Og det blev bestemt ikke bedre af at Efraim skulle blære sig med et par træsko som ikke engang var hans egne. De var alt for store, det var nok hans fars. Han var blevet siddende stille helt nede i grøften uden så meget som at 115 kigge op på vejen, selvom Efraim havde skrævet drabeligt ud for at gøre sig bemærket. Samtidig var han kommet til at tænke på at Camilla måske var gået en anden vej hjem for at undgå ham, og han var kommet til at hade hende næsten lige så meget 120 som han hadede hendes mor. Efraim stoppede og grinede indladende ned til ham og spurgte hvad han lå der efter. Ikke efter noget.

4 Svaret var afvisende. Efraim vidste jo godt der somme 125 tider var jordbær. Du samler måske myreæg, ville Efraim vide, selvom han havde hørt at Bedste ikke havde nogen fasankyllinger mere. Hans krop krummede sig sammen nede i grøften. Hvad rager det dig? 130 Hvad andet var der at sige til det. Men Efraim havde selvfølgelig ikke forstået noget som helst, hverken hvorfor græsset var rykket op i totter eller at han burde gå videre. Han stod bare der og måbede og sagde: Hvad er et, som om han snakkede til en syg. Og så gloede han så han helt glemte 135 at lukke munden igen, selvom der ikke var spor at glo på. Skulle du spørge fra nogen? Bare gå, videre. Men så var det Efraim stillede sig op og skrævede i sine åndssvage træsko og begyndte at blive fræk og alt det der. Ikke før du siger hvad du sidder der for, havde han sagt. 140 Og det havde ikke nyttet spor at stirre rasende på ham. Og heller ikke at sige: Hold kæft og forsvind og sådan noget. Efraim havde bare sagt: Hov hov, det er vel ikke din vej. Og: 145 Jeg har sgu da ikke gjort dig noget. Og: Hvad fanden bilder du dig egentlig ind tror du du skal bestemme hvem der skal gå på vejen. Og hele tiden havde han stået deroppe og prøvet på at 150 finde ud af hvad han lavede nede i grøften og hvorfor der var så mange græstotter revet op. Men Efraim skulle ikke have at vide hvordan man havde det når man sad sådan et sted og ikke rigtig vidste hvorfor man var der eller hvad man skulle sige hvis hun pludselig kom. 155 Tror du ikke jeg ved du sidder og venter på en tøs, sagde Efraim fuld af foragt oppe på vejen. Bagefter huskede han ikke selv hvordan han var kommet op af grøften, han havde slet ikke mærket hvordan det gik til, kun at han rettede sin sammenkrummede krop voldsomt 160 ud, var oppe på vejen og stangede pandeskallen ind i maven på den anden så han blev slået tom for luft. Han mærkede hvordan Efraim bukkede sammen ved det. Efraim var både større og tungere, men han var ikke særlig hurtig. Og den her sære fornemmelse af at være helt 165 hvid indeni, som var kommet mens han sad nede i grøften

5 gjorde det let at vælte Efraim om på vejen og smide sig selv ovenpå. Det var mens de lå sådan og sparkede i støvet og skiftedes til at stønne anstrengt, at de havde hørt hende sige noget 170 lige ved siden af. I spærrer vejen, havde hun sagt og ikke turdet gå forbi for ikke at blive sparket. Der var ingen der havde hørt hende komme og det var ikke til at sige hvor længe hun havde stået og set på dem. Og 175 det var lige netop det allerværste der kunne ske, for nu ville Efraim få fornemmelsen af at han alligevel havde ret selv om det var ham der lå nederst. Der var ikke andet at gøre end at rejse sig op og børste det værste skidt af tøjet og vente på at hun ville gå videre. 180 Men Camilla var ikke gået forbi. I stedet havde hun spurgt hvorfor de sloges? Sådan noget var vel ikke til at svare på, og det havde varet længe før han havde bekvemmet sig til at se ordentligt på hende. Sådan højere end til fødderne. 185 Hendes hår var flettet. Det var første gang han havde set hende sådan, og synet satte sig i ham som en lammelse. Hun plejede altid at gå og daske med det løst ned ad ryggen. Det var noget hendes mor havde gjort. Og det var slet ikke 190 den samme Camilla mere, hun virkede helt anderledes og meget ældre, og det var slet ikke til at tænke på at snakke med hende når hun så sådan ud. Han havde tørret munden i ærmet, hans læbe blødte. Efraims træsko havde stadigvæk ligget der hvor han 195 havde sparket dem af sig. Og Camilla havde bare stået og ventet. Men så var det at Efraim begyndte at sige alt det med den her stemme der var helt fed af hvad han troede. At han selv kunne se det var en tøs, at det bare var hende han havde 200 ventet på og at de var kærester og alt muligt. Vel var de ej kærester. Der havde ikke været andet at gøre end at fare lige ind i maven på ham igen, men denne gang havde Efraim alligevel været mere forberedt og det var først da han mærkede at han ikke kunne holde ham nede at han 205 havde sat tænderne i Efraims arm. Det havde fået alt det fede til at gå af stemmen igen.

6 For helvede, havde han brølet og væltet ham af sig. Sådan noget er fejt du slås som en hund. Men det havde bare været at gå på ham igen. 210 Og det var først da de rodede rundt på vejen, og Efraim havde forsøgt at slå ham i hodet med en af træskoene, at han virkelig for alvor havde bidt hårdt. Men så var det også at han havde beholdt noget i munden. 215 Et stykke af Efraim? Mens Efraim selv hylende sled sig løs og kom op og skreg feje køter og holdt sig på øret mens blodet løb ham ned ad halsen. Han lå på jorden og følte med tungen på det han havde i 220 munden. Et stykke af Efraim, tænkte han. Og han huskede hvordan Camilla havde holdt sig med begge hænder om kinderne som om der var sket et mord her lige midt på vejen foran hende. Er du rigtig klog, havde hun hvisket, det var hans øre. 225 Så først havde han rejst sig op og spyttet flippen i retning af ejermanden, der allerede var på vej hjem. Jeg slås som en hund, havde han svaret og følt en sær stolthed indvendig. Et kort øjeblik havde han syntes han kunne hamle op med hendes fletninger. I hvert fald når han 230 lod være med at se direkte på hende. Du har glemt din træsko, hylede han efter Efraim. Og Efraim havde vendt sig om med hånden fuld af blod, før han løb videre. Hvad gjorde han? spurgte Camilla. 235 Ikke noget, måtte han mumle. Hun var alt for fremmed til at snakke almindeligt med. Og slet ikke om det. Jamen hvad sloges I så for? Ikke for noget. Han havde selv kunnet høre at det var et dumt svar, at det 240 ikke var noget svar overhodet, men der var ikke andre. Han havde uden videre sat sig ned i grøften igen, fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre. Det var der han havde siddet, nu vidste han ikke hvordan han skulle komme derfra. Han var nødt til at vente til Camilla var gået. 245 Men Camilla gik ikke. Hun blev bare stående oppe på vejen og ventede på at han skulle komme med en forklaring på det der var sket.

7 Så hoppede hun pludselig ned og sad ved siden af ham med sine fletninger og sit forandrede udseende, og en hede 250 ilede igennem ham. Du kunne godt tage at fortælle mig hvorfor I sloges, sagde hun stille. Ikke for noget, siger jeg jo. Det var som at skære i sit eget kød at sige det sådan. 255 Du bed øret af ham. Ikke det hele. Han havde aldrig rørt ved andre fletninger end Bedstes. Camilla havde to, de så tunge ud når hun sad med hodet let bøjet og pirkede i jorden med en pind. Han skammede sig 260 over at have flået sådan i græsset. Hvorfor sagde hun ikke at Efraim var en stud og at hun var ligeglad med hvad han havde sagt? Skal du ikke hjem? havde han spurgt. Hun svarede ikke, men blev ved med at sidde der som om 265 hun ventede at de kunne snakke sammen som de havde gjort før hendes mor sagde at de ikke måtte have noget med hinanden at gøre. Du kunne have gået med Efraim, fortsatte han og hørte selv hvor ondt det lød. Alligevel var han nødt til at blive ved, 270 hans indvendige pine ved at sidde sådan med hende var større end han kunne magte. Du kunne have båret træskoene for ham, sagde han og øreflippen. Den glemte han også. Hendes glatte brune arme kom ud af kjolen helt oppe ved 275 skulderen, og han havde aldrig før lagt mærke til hvordan de så ud. Hendes hud var anderledes end hans. Alting på hende var anderledes fordi han ikke havde set hende så længe, han kunne have bidt hende i hånden, hvis han havde turdet, boret tænderne dybt ind i hendes arm og suget blodet i sig. 280 Det ville have hjulpet. Skal du ikke hjem og hjælpe din mor, sagde han i stedet. Skal du ikke gøre nytte, du er jo så stor. Hans stemme vrængede. Hvorfor går du ikke? 285 Hun rejste sig op og hendes arme hang ned på begge sider af kroppen. Uden at sige noget begyndte hun ganske langsomt at gå. Hendes ryg havde set ud som om han havde slået hende.

8 Og hun havde ikke vendt sig om. Ikke en eneste gang 290 havde hun vendt sig om og set sig tilbage, ikke engang da han råbte at hun havde glemt Efraims træsko. Han stod på vejen og kiggede efter hende, og da hun var helt væk havde han taget Efraims træsko i hånden og smadret dem ned i den hårde vejbane alt hvad han kunne. 295 Men de gik ikke i stykker. De var alt for store og fulde af jernbeslag. Og så var det altså han havde fået øje på øreflippen der lå for sig selv der hvor han havde spyttet den ud. Der havde siddet lidt gråt sand i kanten. 300 fra "Fortællinger omkring Tavs", Fremad