fremtidens penge og rammevilkår Betalingstjenestelovens 56

Transkript

1 fremtidens penge og rammevilkår Betalingstjenestelovens 56 1

2 2

3 Fremtidens Penge og rammevilkår Dette notat er udarbejdet i regi af projektet Fremtidens Penge. Formålet med projektet var at fremme viden om nye betalingsinstrumenter i Danmark. Det var visionen om det kontantløse samfund, der drev arbejdet i projektet. Projektet var en del af Copenhagen Finance IT Region (CFIR) og løb frem til sommeren Fremtidens Penge havde en række leverancer, der skulle være med til at rykke Danmark og danskerne i en mere kontantløs retning. Det drejede sig om rapporter målrettet interessenterne i Danmark inden for betaling og kontanthåndtering. Om forskningsresultater, der analyserende samlede og konkluderede på en række internationale og danske fund. Om at vise interessenter og beslutningstagere hvad mulighederne og begrænsningerne var gennem et eksperimentarium, hvor man kunne prøve forskellige af fremtidens betalingsmuligheder i forskellige scenarier. Som en del af projektet analyserede Fremtidens Penge også de rammevilkår, der har indflydelse på nye betalingsinstrumenter og dermed på visionen om det kontantløse samfund. Spørgsmål om hvad penge var, er, og hvad de vil være i fremtiden, men også spørgsmål om lovgivning, international regulering, og konkurrence spillede ind. Dette notat omhandler Betalingstjenestelovens 56, der forpligter betalingsmodtagere til at tage imod kontant betaling. Notatet fokuserer på bestemmelsens formål, baggrund, udvikling og undtagelser. Notatet perspektiverer endvidere til anden relateret lovgivning og til moderne forbrugeradfærd, der peger i en anden retning end 56. Betalingstjenestelovens forpligter betalingsmodtageren i en betalingstransaktion til at modtage kontanter, hvis betaleren ønsker at betale med dem. Af paragraffens ordlyd fremgår det, at betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling. Det betyder, at betalingsmodtageren med den nuværende lovgivning ikke har mulighed for udelukkende at modtage eksempelvis elektroniske betalinger. Reglen kan kun fraviges, hvor en fysisk pengetransaktion mellem to personer ikke er mulig fx på internettet eller i selvbetjeningsmiljøer. Af ordlyden fremgår, at loven finder anvendelse på betalingsinstrumenter omfattet af loven. Dette omfatter ifølge Betalingstjenestelovens definitioner i 6 enhver form for personligt instrument eller et sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre. Definition lægger med ordlyden enhver form for personligt instrument eller sæt af procedurer ikke op til undtagelser. 56 dækker derfor bredt i forhold til både betalingssituationer og i forhold til de betalingsinstrumenter, der benyttes til at iværksætte og gennemføre transaktionen. Formålet med 56 er at sikre betalere valgfrihed med hensyn til betalingsinstrumenter og bestemmelsen omtales ofte som et forbud mod diskrimination af kontantkunder (Karstoft, 2012: 336). Bestemmelsen forpligter erhvervsdrivende til at tage imod kontanter, da kontantbetalerne ellers diskrimineres i forhold til betalere, der gør brug af andre betalingsinstrumenter. Der findes i lovgivningen ikke en lignende bestemmelse, der forpligter betalingsmodtagere til at modtage elektroniske betalinger. Paragraf 56 har sit udspring i en lov fra 1984, hvor betalingsforholdene i Danmark var anderledes og brugen af elektroniske betalinger langt fra var så udbredte som i dag. I 1984 blev der således gennemført lidt over en halv million betalinger med Dankort (Danmarks Radio, 2005), mens Betalingsrådets seneste rapport fra 2013 viser, at der i 2012 blev gennemført knap en milliard Dankort-transaktioner (Betalingsrådet 2013). Andelen af betalinger med kontanter og checks oversteg ved lovens indførelse og de første mange år herefter, således betydeligt brugen af kortbetalinger. Loven kan derfor oprindeligt have haft til formål at beskytte mod, at elektroniske betalinger blev gjort til standard, da det ville have diskrimineret de betalingsmidler som størstedelen af befolkningen dengang benyttede sig af. 3

4 Historien om 56 Paragraffen har sit udspring i Betalingskortlovens 18, der stammer fra 1984 efter indførelsen af Dankortet året før. I den oprindelige formulering er der to undtagelser: > I paragraffens stk. 1 tages forbehold for, at forpligtelsen til at modtage kontant betaling gælder inden for normal forretningstid, hvilket åbnede op for, at betalingssituationer, der finder sted uden for normal forretningstid ikke er omfattet af bestemmelsen. > Samtidig fremgik det af paragraffens stk. 2, at det var muligt for industriministeren at undtage fra bestemmelsen, fx ved at give dispensation. I den oprindelige ordlyd omfatter bestemmelsen udelukkende betalingsforpligtelser, der kunne indgås og opfyldes ved brug af betalingskort, i modsætning til 56, der regulerer brug af betalingsinstrumenter. Årsagen til dette er, at elektroniske betalinger ved Betalingskortlovens tilblivelse næsten udelukkende omfattede betalingskort, da andre elektroniske tjenester endnu ikke var blevet gjort alment tilgængelige. I 2000 erstattedes Betalingskortloven med Betalingsmiddelloven, der også omfattede andre betalingsmidler end betalingskort, såsom elektroniske gavekort. Betalingskortlovens 18 overførtes til 10 i Betalingsmiddelloven med visse ændringer. Formuleringen omkring normal forretningstid er i Betalingsmiddelloven erstattet af en undtagelse, der fritager reglen fra brug ved fjernsalg (eksempelvis ved køb foretaget over internettet) eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Undtagelsen om, at ministeren kunne give dispensation er fjernet. I 2009 erstattedes Betalingsmiddelloven af Betalingstjenesteloven, der fortsat er gældende. Lovens anvendelsesområde skifter fra at være fokuseret på betalingsmidler til at fokusere på selve betalingshandlingen. Det er en imødekommelse af en ny virkelighed, hvor der konstant arbejdes på nye måder at gennemføre transaktioner på, eksempelvis ved brugen af mobilpenge. Dermed dækker loven nu handlingen, der udføres, frem for midlet, som benyttes til at fuldføre denne. Betalingsmiddellovens 10 er blevet til Betalingstjenestelovens 56, og bestemmelsen forbliver i sit indhold identisk med sin forgænger. Af Betalingstjenestelovens 56 fremgår det, at der kan fritages fra bestemmelsen ved fjernsalg og i forbindelse med betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Undtagelsen er altså ikke kun gældende ved handel over internettet, men også fysiske forretninger uden (døgn)bemanding, f.eks. benzintanke eller andre selvbetjeningsmiljøer. Det er ved bemandet betjening, at forpligtelsen til at modtage kontanter er gældende. Der er eksempelvis pligt til at modtage kontanter i et supermarked med kassepersonale, mens en afdeling alene med selvbetjeningskasser kan vælge udelukkende at tage imod elektroniske transaktioner. 4

5 År 1984 År 2000 År 2009 Betalingskortloven (Lov nr. 284 af ) Betalingsmiddelloven (Lov nr. 414 af ) Betalingstjenesteloven (lov nr. 385 af d ) 18. Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling inden for normal forretningstid til fyldestgørelse af betalingsforpligtelser, der kunne indgås og opfyldes ved brug af betalingskort. Stk. 2. Industriministeren kan undtage fra bestemmelsen i stk Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling, hvis betalingsmodtageren modtager betalingsmidler, der er omfattet af denne lov. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Tilføjelse i 2006: Stk. 2. Forpligtelsen til at modtage kontant betaling efter stk. 1 gælder ikke for forhandlere af genstande og auktionsholdere, når der er tale om kontantbetalinger på kr. eller derover og betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet. 56. Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling, hvis betalingsmodtageren modtager betalingsinstrumenter, der er omfattet af denne lov, jf. dog 2 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Øget digitalisering Samfundet bliver mere og mere digitalt. Det ses også i lovgivningen, hvor der de seneste ti år er kommet flere tilføjelser til den danske lovgivning, der trækker i en mere kontantløs og digital retning. Lov om offentlige betalinger: Krav om NemKonto og elektronisk fakturering af det offentlige Folketinget vedtog den 27. december 2003 Lov om offentlige betalinger m.v. (Lov nr af 27/ ). Formålet med loven var at digitalisere den offentlige sektor med henblik på at gøre offentlige betalinger nemmere for borgere, virksomheder og myndigheder. Loven består af tre initiativer: > NemKonto og NemBetalinger. > Sammenlægning af offentlige kontantkasser. > Indførelse af elektronisk fakturering. Loven hjemler, at alle personer (CPR) og at alle virksomheder (CVR) skal have en Nemkonto. En NemKonto er den bankkonto, som alle offentlige myndigheder bruger, når de skal udbetale penge til 5

6 en person eller til en virksomhed. Begrundelsen var, at den danske stat skulle kunne foretage offentlige udbetalinger, såsom overskydende skat eller børnepenge, elektronisk til borgeren og derved skære ned på de administrative omkostninger, der var forbundet med den tidligere udbetaling med checks. Siden lovens ikrafttrædelse er udbetalinger fra det offentlige til såvel personer som foreninger og virksomheder foregået elektronisk. Lov om offentlige betalinger hjemler videre indførelse kravet om, at virksomheder, der fakturerer de offentlige, skal gøre dette elektronisk. Offentlige myndigheder modtager således i dag kun elektroniske fakturaer. Alle leverandører til det offentlige skal bruge elektronisk fakturering. Dette medfører, i lighed med NemKonto, en ressourcebesparende digital standardisering af faktureringen af den offentlige sektor. Solidarisk hæftelse Den 1. juli 2012 trådte en ny tilføjelse i kraft ved en revision af Bekendtgørelse af lov om merværdiafgift (Momsloven). Tilføjelsen indeholder en ny bestemmelse om, at en person, der ved køb af varer eller tjenesteydelser over en samlet værdi på kr. inklusive afgift, hvor betaling ikke sker via et penge- eller betalingsinstitut, hæfter solidarisk for betaling af afgiften, såfremt betalingsmodtageren unddrager sig denne ( 46, stk ). Dette betyder i praksis, at kontante betalinger over kr., som betalingsmodtageren undlader at svare skat af, falder tilbage på betaleren, der nu også hæfter. Det kan betaleren gardere sig imod ved at betale beløb over den fastsatte grænse elektronisk, f.eks. over netbank. Tilføjelsen har til formål at hindre sort arbejde, og dette viser, i lighed med lovændringerne nævnt i de forrige afsnit, at kontante betalinger i øget grad fravælges i nye bestemmelser, hvis der foreligger vægtige økonomiske eller praktiske årsager til dette. Forbrugeradfærd Det er relevant at se nærmere på, om Betalingstjenestelovens 56 i højere grad tjener en værdimæssig end en egentlig praktisk funktion i vore dage. For at belyse det redegøres i dette afsnit kort for danskernes betalingsvaner. Alle data stammer fra en Betalingsrådets rapport fra 2013, der blev foretaget af Danmarks Statistik for Nationalbanken i 2013 (Betalingsrådet 2013). Rapporten skriver selv: De seneste års vækst i antallet af betalingskort har medført, at stort set alle voksne danskere i dag har et kort. Baseret på data fra forbrugerundersøgelsen skønnes det at dreje sig om ca. 98 pct. af befolkningen mellem 16 og 74 år. Ifølge en lignende undersøgelse fra 2010 var den tilsvarende andel den gang ca. 94 pct. (Betalingsrådet 2013). Ligeledes viser rapporten, at under 30 pct. af detailsektorens betalinger foregår med kontanter og checks. Danske Banks lancerede den 7. maj 2013 deres person-til-person betalingsapp Mobile Pay. Den er i skrivende stund (2. december 2013) blevet downloadet knap gange og faciliterer knap overførsler om dagen (Danske Bank 2013). Danskerne benytter altså elektroniske betalingsinstrumenter i stor stil. Konklusion Betalingstjenestelovens 56, der forpligter erhvervsdrivende til at tage imod kontanter, tjener to formål: > Betaleren skal have mulighed for at vælge mellem flere betalingsmuligheder, og > Den forhindrer diskrimination af kontantkunder. Det er væsentligt at bemærke, at der allerede nu forefindes undtagelser i lovgivningen angående kontante betalinger. I selve 56 stk. 2 undtages fjernsalg og ubemandede selvbetjeningsmiljøer, og 6

7 reguleringen af Momsloven opfordrer til elektronisk debitering ved betalinger over et bestemt beløb. Samtidig er det inden for det seneste årti i stigende grad blevet standard inden for det offentlige system, at såvel krediteringer som debiteringer finder sted elektronisk. Når det kommer til forhindring af diskrimination af kontantkunder, viser aktuelle undersøgelser, at næsten hele Danmarks befolkning er i besiddelse af betalingskort og dermed har mulighed for at foretage elektroniske betalinger. Og med NemKonto-loven er det lovbestemt, at myndige personer med dansk personnummer, der er bosiddende i Danmark, skal være i besiddelse af en bankkonto. Konkluderende kan det konstateres, at i takt med at flere og flere betaler og tager imod betalinger elektronisk også forårsaget af andre dele af lovgivningen så beskytter Betalingstjenesteloven stadig kontanters rolle som betalingsmiddel. 7

8 8