Side 1 af 6. Prædiken til sidste søndag efter H3K, 1. tekstrække. Grindsted kirke, søndag d. 20. januar Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 Side 1 af 6 Prædiken til sidste søndag efter H3K, 1. tekstrække Grindsted kirke, søndag d. 20. januar 2013 Steen Frøjk Søvndal Salmer: DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 601: Herlighedens Gud --- DDS 67: Jeg så ham som barn Under nadveren DDS 656: Ængstede hjerte DDS 57: Herre, fordi du Tekster: Gammeltestamentlig lektie 2 Mos 34,27-35 Epistel 2 Pet 1,16-18 Prædiketekst Matt 17,1-9 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.

2 Side 2 af 6 Så udbrød Peter og sagde til Jesus:»Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde:»rejs jer, og frygt ikke!«og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem:»fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«prædiken Vi begynder med et par spørgsmål: Kan vi se Jesus? Kan vi møde ham? Har du mødt Jesus, er jeg flere gange i min ungdom blevet afkrævet svar på. Så kigger man lidt ned eller lidt væk, for hvad skal man egentlig svare på det? Joh, jeg blev jo døbt engang og jeg tror også på Jesus, men sådan lige frem mødt ham kan jeg vel ikke sige?! Jeg kan have nogle billeder i hovedet af, hvordan han var og er, men jeg ved ikke helt, om de rammer virkeligheden, for jeg har ikke set ham virkelig. Så var det lettere at være disciplen Peter. Han kunne svare uden at blinke: Vi havde med egne øjne set Jesu majestæt! Tænk også at kunne sige det. Jeg har set Jesus, som han virkelig er! Det var det samme ord, der så stærkt gik ud i Jerusalem efter Påskemorgen og den tomme grav: Vi har selv set ham. Han er opstået fra de døde og lever. Og fra da af skulle ordet ud til alle i hele verden, høj og lav, rig og fattig, jøde og hedning. Sådan at alle kan møde ham! Stop lidt sagde jeg: Sådan at alle kan møde ham?! Ja, det gjorde jeg, for det er det, Gud arbejder for, og det var også det, vi bad om i indgangsbønnen: Luk vore ører op, så vi hører dit ord, luk vore øjne op, så vi ser din herlighed, luk vore hjerter op, så vi omvender os! Hvis det ikke er en bøn om at møde Jesus, hvad er det så?

3 Side 3 af 6 Og det er da også gudstjenestens mål, og særligt her i H3K-tiden: Gud vil føre os, eller vores tro, med op på bjerget, så vi ser Jesus for os i al sin herlighed. Nogle vil så med det samme understrege, at han også vil tage os med ned igen i vores dagligdag. Og det er også vigtigt! Men i dag vil vi blive lidt på bjerget! Gud under os at se Jesus, som han virkelig er. Han under os at se det, som vi virkelig har i Jesus. Og det trænger vi også til at se. Til dels fordi, vores dagligdag tit ser ud af det stik modsatte. Vi mangler herlighed, vi er fuld af synd, vi rammes af sygdom, vi har nederlag, folk omkring os dør. Og vi kan nemt tænke: Er det alt, vi har? Nej, det er slet ikke alt, vi har. Der er en herlighed i Jesus, som vi ikke kan se endnu, men som vi har del i og må tro, selv om vi ser det modsatte. Hvad er det så, vi ser på bjerget? For det første: Vi ser Jesus forvandlet for os. Fra at fremtræde som et ganske almindeligt menneske, måske med særlige evner, så bliver han forvandlet. Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Markus kommenterer i sit evangelium, at hans tøj blev meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem. Det er sådan, Jesus er! Der sker rent faktisk slet ikke noget under på bjerget. Underet skete alle de andre dage, hvor han så ud som et almindeligt menneske. Nu så de ham, som han er. Lysende, blændende, herlig og stor. Han er Gud selv. Vi bekender i trosbekendelsen, at Jesus er opstået fra de døde, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd. Hvor er det, kan du spørge, og vi svarer: Han er i himlen. I den usynlige, evige verden, som ikke er et fjernt sted, men lige midt iblandt os. Her! Nu! For det andet: Vi ser to mennesker mere på bjerget. Ikke to tilfældige mennesker. Nej, to afgørende personer i Israels historie: Moses og Elias. De fik begge to en lidt underlig afslutning på jorden. Moses vandrede i ørkenen sammen med folket i 40 år, men kort tid før de skulle tage landet Israel i besiddelse, fører Gud ham op på et højt bjerg for at skue over det forjættede land. Han fik lov til at se derind, men han kom ikke selv med over. Han døde på bjerget, og som der står i 5. Mosebog: Gud begravede ham den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er.

4 Side 4 af 6 Om Elias læser vi i 2. Kongebog, at han i en storm blev taget op til himlen i en ildvogn med ildheste. Der er altså ingen, som ved, hvor de to mænd er stedt til hvile, eller om de nogensinde er blevet det eller måske ganske enkelt hviler i Guds hænder! Moses er repræsentant for loven. Det var ham, der fik de 10 bud på Sinajs bjerg, som vi hørte om i læsningen før. Det var ham, hvis ansigt skinnende som solen, da han kom ned fra bjerget som et tegn på den herlighed, han havde. Det var Moses, der indskærpede loven for hele folket igen og igen. Elias var en profet, sendt af Gud for at råbe folket op og kalde dem tilbage til Gud. Der står om Elias i den sidste bog i Gammel Testamente, Malakias bog, at Gud vil sende profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Det er ikke underligt, at disciplene synes, det er stort, da de ser de to mænd komme til syne. Loven og profeterne til stede på samme bjerg sammen med Jesus. Det er lige før, man kan sige den lovgivende og den dømmende magt (Moses og Elias) sammen med den udøvende magt (Jesus), men det passer alligevel ikke helt ind i vores moderne tredeling af magten. Stort har det været. Så stort, at når Peter ca. 30 år efter skriver sit brev, så var den oplevelse stadig brændende i ham. Og Peter har tænkt: Hold da op, bare det her kunne blive ved for altid! Herre, det er godt, at vi er her, siger han, som et ekko af skabelsesberetningen, hvor der igen og igen står: Gud så, at det var godt! Han foreslår lidt ude af sig selv at bygge tre hytter på bjerget: En til Moses, en til Elias og en til Jesus. Jo, hvis man har en hytte, så kan man jo blive der. Så kan man bo der. Så kan det vare ved. Og hvem ville ikke tænke som Peter? Hvem ville ikke gerne opleve det, han oplevede? Jeg synes, det er på sin plads med en lille parentes om oplevelser. Hvordan skal vi se på særlige oplevelser? Nogle gange oplever mennesker noget stort med Jesus ligesom Peter. Det kan være en særlig glæde, en helbredelse, en varme, en fred, så de ikke er i tvivl om, at her var Jesus. Og der er i nogle sammenhænge en tendens til at ringeagte eller håne mennesker, der fortæller sådanne ting. Jeg husker en missionær, som fortalte om, hvordan han for

5 Side 5 af 6 mange år siden var kommet til tro på Jesus på en lejr og kom glad hjem i sin kirke og sit samfund og fortalte om, hvad der var sket. Reaktionen var skepsis og hån. Én kommenterede: Nå, Svend er nok kommet på bjerget, men han skal nok komme ned igen. Og selvfølgelig kom han ned igen, men hvorfor dog ikke glæde sig med dem, der oplever store ting med Jesus?! Også selv om man ikke selv oplever det. Jeg har ikke oplevet et sådan skelsættende møde med Jesus, men lever i troen på den herlighed, jeg ikke kan se. Og i forventning om at se den herlighed, jeg tror. Det evige er horisonten for os som kristne. I min faders hus er der mange boliger, siger Jesus. Da skal det med hytterne blive virkelighed! Mens Peter taler, kommer røsten fra himlen, der siger:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«disciplene falder til jorden i stor frygt. Det er også en oplevelse, som mange vil kunne genkende. Mødet med Gud er langtfra altid varme og fred. Det kan være frygteligt og skamfyldt vi bliver konfronteret med vores synd og vantro. Men Jesus siger: Frygt ikke. Han rejser os op, og så står der så vidunderligt: Da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Og det er dét, der skal ske på bjerget. Også for os! At vi kun kan se Jesus alene. Nogle gange kan vi, også som kristne, mest få øje på loven. Det, vi skal eller det, vi ikke må. Den måde, vi skal leve vores liv på. Og det er ganske vigtigt Moses er vigtig og skal have taleret i vores liv! Gud bruger Moses til at pege på ting i vores liv, vi skal lave om på. Andre gange ser vi profeterne fra Gud. De kalder os til omvendelse, til tro. De fortæller om, at Messias skal komme, og alting skal blive godt. Og profeterne er vigtige, og vi skal lytte til dem. MEN her kommer til allervigtigste: Da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Jesus overtrumfer både loven og profeterne. Når vi ser Jesus alene, så ser vi det, som han har gjort og ikke det, som vi skal gøre. Så hører vi ikke, at alting skal blive godt engang, men at alting ER godt.

6 Side 6 af 6 Vi har lige nu en frelser, der vil tilgive os for al synd. Vi har lige nu i troen på Jesus fred med Gud. Og engang skal vi opleve det i fuld udfoldelse: Er der noget skønnere ord at slutte vores liv på end dette: Da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene? Kan vi møde Jesus på bjerget, begyndte jeg med at spørge. Og vi må svare: Ja, det kan vi! Ikke nødvendigvis i en stærk oplevelse, men vores tro skal leve af det, Jesus virkelig er for os. Det er ikke et møde, vi kan sætte i stand, men Jesus kan møde os, som han gjorde det dengang. Og så til sidst: Vi skal ned fra bjerget igen. H3K-tiden er en tid, hvor Jesu herlighed skal males os for øje, men fra på søndag kommer fasten, som foregår nede i dalen og handler om kampen mellem liv og død. Det slutter først i påskens begivenheder på korset og i gravhaven. Det afgørende ved den kamp hører vi om allerede i dag. Der står nemlig: Men DE gik ned fra bjerget. Jesus gik med disciplene ned fra bjerget. Han forlod dem ikke, men gik med dem. Vores gudstjeneste i dag foregår på bjerget. Vi har dåb, vi har nadver, vi skal synge jeg så ham som barn med det solrige øje, men i den sidste salme går vi ned fra bjerget. Læg selv mærke til det, og læg mærke til, at det vigtigste er, at Jesus selv går med. Han går med ud af kirkedøren, med ud i kampen, med ud i dalen. Amen!