Drømmen lever stadig Beretning fra Verdens hårdeste ultraløb Spartathlon

Transkript

1 Drømmen lever stadig Beretning fra Verdens hårdeste ultraløb Spartathlon Af Henrik Schriver År 490 før kristi fødsel løb budbringeren Pheidippides fra Athen til Sparta med anmodning om hjælp til krigen mod Perserne. I 1983 genopstod hans bedrifter som officielt løb. 246 kilometer på 36 timer - Spartathlon. Udover den krævende rute, så er der tidsgrænser for hvert depot. Det er absolut det, der er med til at give løbet sit ry som verdens hårdeste ultraløb. Spartathlon bliver afholdt i den olympiske ånd om fair play og venskab. Hele arrangementet er gennemsyret af denne idealisme og der kan kun tillægges stor ros til arrangørerne, byerne og de mange frivillige der lægger kræfter til, for at gøre dette til den store oplevelse, som det er. Alle der kommer i mål i Sparta er vindere. Præmien er en olivenkrans og en skål vand. Det er hvad enten du er nummer et eller sidst. I alt stillede 371 løbere fra hele verden til start. Fra KUUL.dk deltog Gert og Henrik. Der var også en tredje dansker med, Henrik Tranum. Klimaet i Grækenland har ikke vist sig fra sin gode side i år. Det har ikke regnet siden februar. Varmen er høj. Selvom vi skriver ultimo september, så er der stadig høj temperatur. Fredag den 28. september 2007 var ikke anderledes kl viste temperaturen 35 grader i skyggen og ikke en vind rørte sig. Den høje temperatur gav relativt hurtigt problemer for de danske løbere. Maveproblemer og problemer med at optage væske. Problemer som medførte, at alle tre udgik. Gert Hougaard: Henrik Tranum: Henrik Schriver: 88 kilometer 90 kilometer 163 kilometer Trods det at vi ikke gennemførte, så vil jeg alligevel gerne fortælle min oplevelse fra turen. Den kommer her: Beskrivelse af oplevelsen Enkelte afsnit er informationer til interesserede løbere, som måske er uinteressante for andre læsere, hvilket jeg håber I vil bære over med. Deltagerne ankommer onsdag eller torsdag til London Hotel. Bus X96 holder lige uden for lufthavnsbygningen 3,20 Euro Kører direkte til hotellet. Her krydser man en forfærdelig trafikeret vej, som faktisk er mere halsbrækkende end selve løbet. Deltager papirer udleveres. Man afleverer sin lægeerklæring. Betaler for supportere. Alt virker men i Grækenland går alting bare lidt langsommere. Resten af onsdagen går med afslapning. Vores erfaring er, at der ingen grund er, til at tage af sted midt om natten, som vi gjorde (op kl. 3.00), for at komme tidligt derned.

2 Om torsdagen kan man aflevere sine depoter på hotellet. Her står kasser, hvor man selv kommer sine ting ned i. Alt foregår stille og roligt. Vores depoter pakker vi i poser hjemmefra, så de blot skal justeres og lukkes. Justeres efter vejret. Derefter er resten af dagen til fri afbenyttelse. Vi brugte dagen til at se lidt på Athen. Man kan tage toget nede fra vandet (ca. 300 meter) og direkte til byen for 0,60 Euro. Der var informationsmøde kl på hotellet. Skal man sætte en finger på noget, så er det her. Informationerne kommer først på Græsk, så Engelsk og derefter Japansk. Alle står i forhallen, hvor der er megen uro og man skal holde ørene stive. Går man glip af noget, så er det dog ikke den store ulykke. Man kan altid spørge en af de rutinerede. Fredag: Morgenmad kl. 5.00, bus til Akropolis kl. 6.00, Start kl Det er til at forholde sig til. Vi havde naturligvis fundet alt frem, så det lå klart. Der var lavet en kuffert, som skulle med til Sparta, og en der skulle blive i Athen. Begge dele afleveres på hotellet. Så til selve løbet: Løbet startet foran Akropolis, som er oplyst. Der er stadig mørkt når man ankommer, men lyst når starten går. Nedtælling og startskud kl. 7.00, glade råb og bifald fra de supportere der er med. Man løber ned fra Akropolis og gennem Athens gader, hvor morgentrafikken er i fuld gang. Politi har afspærret ruten, så løberne kan løbe frit. Dette medfører en lang række underholdende situationer, hvor politifolk skældes ud og der bliver dyttet og råbt. Efter et par kilometers sightseeing i Athen løber man langs en af de store indfaldsveje. Her går turen igennem et industriområde. Her løber man gennem et område med den ene kæmpe olie- eller gastank efter den anden. Både skræmmende og imponerende. Efter ca. 20 km. Du er stadig i Athen eller forstæder der til, her løber man forbi en skole, hvor alle eleverne er sendt udenfor for at heppe på løberne Det er en stor oplevelse. Først omkring de 40 kilometer løber man ud i det mere åbne landskab. Klokken nærmede sig nu og temperaturen 35 grader. Man løber langs kysten, hvor man har det flotte hav, havnen og kyststrækning som inspirerende skue. Ligeledes de store skibe, som er på vej til eller fra havnen i Athen. Indtil videre har ruten ikke været specielt krævende. Der har været små stigninger, men ikke nogle af betydning. Ved 40 kilometer begyndte Gert at få maveproblemer. Varmen gjorde maven tung og han kunne ikke få væske ned. Kvalme. Aftalen var, at den anden skulle forsøge at motivere og hjælpe gennem krisen, hvilket jeg også gjorde. Vi løb 5 minutter og gik 1. Her kunne jeg mærke på Gert, at han følte, at jeg pressede for meget på og vi blev enige om, at jeg skulle løbe frem. Så ville han formentligt hente mig ved senere lejlighed, når jeg fik en krise Her havde vi tilbagelagt ca. 50 kilometer. De næste 25 kilometer løb jeg alene. Ved 75 kilometer hentede jeg Tranum, som havde samme problem som Gert.

3 Fra de 40 kilometer begynder der at komme lange stigninger af forskellig sværhedsgrad. Selvom benene stadig er relativt friske, så er det en god ide, at spare lidt på kræfterne. Jeg gik op af disse stigninger, hvilket var helt i overensstemmelse med den plan vi havde lagt hjemmefra. Fra 71 kilometer løber du gennem et område med raffinaderier. Her er stanken ubeskrivelig. Efter dette, så er der en opstigning til Korinth, hvor man løber over kanalen. Dette er et absolut fantastisk syn. Det går så op mod Hellas Can Factory, hvor det første store checkpoint er ved 81 kilometer. Her er der mange der ikke når ind rettidigt og bliver taget ud. Flere har også kramper og andre problemer, som de skal have behandlet. Ved depotet hilste jeg kort på Lise (Henrik Tranums kone), som støttede mig med et par kvikke bemærkninger. Jeg fokuserede på, at få lidt ned i maven og noget væske indenbords. Så løb jeg videre. To maraton løb var nu vel tilbagelagte. Fra Helleas Can Factory går det lidt ned ad. Her løber man igen forbi en skole. Man skal dog ikke forvente den samme opbakning som fra den første skole. Sidste år kastede eleverne, som åbenbart ikke er guds bedste børn, sten efter løberne. I år var der heldigvis ingen opbakning herfra. Nu løber man så ind over land. Ved 85 kilometer fik jeg begyndende maveproblemer. Min mave lukkede til og krampede. Jeg forsøgte at få noget vand ned. Da jeg nåede 90 kilometer kastede jeg op. Det lettede på maven og jeg fik det straks bedre. Her løber man gennem plantager med oliven og druer. Nu nåede vi til en mindre by Zevgolatio med depot på byens torv. Her var igen mange ved depotet. Jeg havde godt 1 time ned til lukketid. Jeg besluttede derfor, at lidt massage ville være en god investering. Der er heldigvis ikke kø, så der er lige til. Jeg fik noget vand. Da jeg igen var på benene på vej ud af byen, da løb jeg ind på en tankstation for at købe en iskold cola. Det kan anbefales, at man putter lidt Euro ned i tasken, så man har mulighed for dette. Tankpasseren ville dog ikke tage imod mine penge. Han forærede mig venligt colaen. Maven var nu på toppen igen. Det var jeg også. Ruten bliver nu mere og mere krævende med hensyn til stigningerne. Det er hårdt at løbe op ad. Det samme glæder faktisk også nedad, selvom tyngdekraften gør sit til at hjælpe. Ved 124 kilometer er det blevet mørkt. Her er endnu et af de store depoter i Arhea Nemea, hvor mange ikke når ind i tide. Jeg havde stadig en time. Da jeg løb ind mod depotet skulle jeg forbi en stor bus. Det viste sig, at det var opsamlingsbussen. Da jeg stod og fyldte væske på, så stod Gert pludselig ved siden af mig. I et spildt håb tænkte jeg, at han havde hentet mig og at jeg igen havde følgeskab. Desværre var Gert udgået. Han kunne fortælle, at det var Tranum også, så jeg var den eneste dansker der var tilbage i løbet. Jeg fik endnu lidt massage, imens jeg talte med Gert. Da jeg startede op igen fulgte Gert mig lidt på vej. Han sagde motiverende til mig, at det nu var op til mig, at få den medalje hjem. Jeg havde nu en lang periode, hvor jeg løb alene. Total stilhed og dejlig måneskin. Her løb jeg og filosoferede over livet. Jeg var stadig godt løbende, men de mange

4 kilometer havde sat sine spor. I perioder var jeg begyndt at løbe 100 skridt og gå 25, hvilket jeg har fundet ud af er en god måde at holde kadencen oppe på. Stilheden blev ind i mellem brudt, da jeg enten blev hentet bagfra eller selv overhalede løbere. Her blev kun udvekslet sporadiske bemærkninger. På et tidspunkt hentede jeg en japaner, som jeg talte lidt med. Han var rejst langt og var nu temmelig træt. Da vi blev enige om, at nu skulle vi løbe, så sagde han I m so tired det kom ud af hans mund ca. 10 gange, hvorefter han stoppede. 140 km. Depotet er i en Taverna i den lille by Malandreni. Ved 148 kilometer kommer man ind i Lyrkia, hvor depotet er ved en lille kaffebar. Her er en fantastisk stemning og opbakning fra folk, som forsøger at opmuntre de trætte løbere, som løber natten i møde. Kort efter man har forladt denne by, så drejer man væk fra hovedvejen, som fører ned til motorvejen. Man løber stadig på asfalt, men vejen bliver mindre og mindre. Asfalten hører op og bliver til en grussti. På strækningen fra vejen til grusstien, da løber man forbi et tempel, som er placeret på klippevægen nogle hundrede meter væk. Templet er oplyst og der lyder musik der fra. Det er en helt fantastisk oplevelse at se. Et flot syn, der midt i stilheden. Grusstien bliver igen til vej og denne fører op til den lille by, hvor jeg udgik i sidste år. Det er ved 153 km. Herfra løber man ned i bunden af dalen, hvor opstigningen af bjerget begynder. Det er en 10 kilometer lang opstigning delt i tre. Der er to depoter på vej op. På de første tre kilometer løber man op ad bjergsiden på en laaang snoet vej. Der er to steder, hvor man kan se bilerne stopper op og sætter i 1. gear, inden de kører videre. Heldigvis er der plateauer, hvor vejen går lige ud. De sidste kilometer inden bjerget havde jeg igen problemer med maven. Jeg havde skiftet til en langærmet svedtrøje, da der kan blive koldt på toppen. Det havde nu ikke været nødvendigt, da temperaturen stadig var først i tyverne. Jeg svedte meget på den første opstigning. Da jeg kom til depotet fik jeg noget lunkent vand. Videre op ad. Stigningen var nu så stejl, at jeg gik. På bjerget kunne man se flere pandelamper, som tilhørte løbere der kæmpede lige som jeg. Jeg tror jeg talte 15 i alt. Videre op mod næste stop. Man løber under motorvejen og krydser ind på en resteplads. Her drak jeg lidt cola og noget vand. Jeg havde det ikke godt. Maven var snøret sammen og min trøje var gennemblødt. Jeg gik 100 meter fra depotet, hvor jeg kastede op. Gik 10 meter mere, hvor jeg igen måtte læne mig forover og forsøge at tømme maven. Der var dog ikke rigtig noget der kom op. Hældte lidt vand på maskinen og kæmpede videre. Nu kommer man til en krævende opstigning, hvor man bevæger sig op af, ad små bjergstier, som går zigzag opad bjerget. Jeg kunne se på uret, at jeg stadig lå godt i forhold til tidsgrænsen. I hovedet havde jeg det ikke godt. Jeg forsøgte at rationalisere og vurdere de forskellige muligheder. 1. Jeg kunne give op og gå ned ad til depotet Uinteressant 2. Fortsætte op ad og kæmpe se hvad der skete 3. Sætte sig på en sten og vente på, at tiden gik Så blev man taget ud ved næste depot?? Hovedet er en mærkelig størrelse! Jeg vidste følgende motiverende statements:

5 Klokken var 5 og jeg ville nå toppen med godt en halv time i kredit i forhold til tidsgrænsen. Dette er en ønske position Det kan godt være du har kæmpet de sidste par timer, men jeg har haft kriser på 6 timer, som jeg er kommet over i tidligere løb. Man kommer altid over en krise. Man skal blot have noget ned, så man kan få gang i maven. Det ville blive lyst inden for de næste timer. Der ville komme flere tilskuere, når jeg kom i dagslys og på den anden side af bjerget. Tanken om at gennemføre og være den eneste dansker der gjorde det i Jubilæumsåret! Men det var altså ikke nok. Da jeg nåede toppen måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Hvorfor? Jeg havde kæmpet en del og kroppen var træt. Selvom jeg kan huske hele opstigningen af bjerget, så var der ikke mentalt overskud? Tanken om, at der stadig var 83 kilometer tilbage? Eller tanken om, at fortsætte og blive taget ud senere, fordi man kom for sent til et depot? Jeg ved det ikke, men min beslutning var klar. Jeg valgte at stoppe. Jeg skrev under på, at jeg var ude af løbet. Fik nogle tæpper om mig og satte mig til at sove. Cirka en time senere blev jeg vækket og kørt ned til Nestani, hvor der sad 5 andre løbere, som også var ude. Vi blev samlet op at bussen og kørt videre. Ved depot 60 gjorde vi holdt. Her samlede vi flere løbere op. Klokken var jeg tilbage på hotellet. Her ringede jeg Hjem og fortalte, at jeg havde valgt at stoppe. Jeg ringede også til Gert, som stadig havde troen på, at jeg kom igennem. Derefter et bad og så gik vi ud og fik noget at spise. Om eftermiddagen fik vi en lur. Om aftenen er der fest kl på torvet i Sparta. Her kommer alle vinderne op på podiet, hvor navnene bliver læst op. Der er mødt rigtig mange af byens borgere frem, samt en del prominente gæster. Ceremonien tager et par timer, hvorefter der er fyrværkeri. 125 løbere kom i mål i Sparta. Af de mere bemærkelsesværdige var selvfølgelig Scott Jurek - USA, som kom først i mål. I tiden 23 timer og 12 minutter Prøv lige at regne gennemsnitshastigheden ud! Han blev efterfulgt af Piotr Kurylo - Polen. Det skal lige siges Piotr Kurylo havde gået fra Polen til Athen for at stille op i løbet? Han skulle dog ikke gå hjem igen. Vi fire danskere (Gert, Tranum, Lise og jeg selv) gik ud og fik noget godt at spise. Da klokken var godt var jeg færdig og gik i seng. Her fik jeg så en urolig nats søvn. Dagen efter var der frokost hos borgmesteren i Sparta. Kl ville der køre bus fra Sparta til Athen. Denne tre en halv times bustur havde vi dog ikke lyst til. Derfor havde vi danskere lejet en Taxa, som for 600 kr. ville køre os de 250 kilometer retur. Om mandagen er der ceremoni i Athen om aftenen. Her kommer man endnu en gang på podiet og får sin velfortjente medalje og diplom for at have gennemført løbet.

6 Tirsdag tager man X96, som går hvert kvarter ved busstoppestedet lige udenfor hotellet. Den har endestation ved lufthavnen, så det er ikke så svært. Billetten køber man i bussen. Ja Det koster også 3,20 Euro retur. Så er hjemturen i gang. Trods skuffelsen over ikke at komme igennem, så er selve arrangementet og løbet en fantastisk oplevelse! Efter rationalisering I bagklogskabens klare lys: Jeg skulle have forsøgt at presse noget banan i mig, så maven ville have noget at arbejde med. I banan er der Magnesium, som er med til at modvirke kramper. Så skulle jeg have fyldt vand på maskinen. Det sidste var, at jeg skulle have overholdt den aftale, som jeg havde lavet med Gert hjemmefra. Man udgår ikke! Det kan være, at man bliver taget ud, men man giver ikke op. Jeg skulle selvfølgelig have troet på det og fortsat. Ja - man bliver jo konstant klogere. Da vi tog hjemmefra, da var jeg sikker på, at det var i år, at jeg kom igennem løbet. Det var det så ikke. Jeg kan kun sige, at drømmen om at gennemføre verdenshårdeste ultraløb lever stadig.