Regulering af sammenblandede formuearter

Transkript

1 Regulering af sammenblandede formuearter særligt med henblik på lovligheden af anpartssæreje Solving problems of confusion of forms of ownership especially on the legality of shared separate ownership af CHARLIE KARLSSON Afhandlingen omhandler regulering af ægtefællers sammenblanding af formuearter, herunder reglerne om vederlagskrav og anpartssæreje, særligt med henblik på en undersøgelse af sidstnævntes lovlighed. Kapitel 2 indeholder en gennemgang af de grundlæggende regler om formuearterne, specielt inddrages særejebestemmelsen i retsvirkningslovens 28. Kapitel 3 behandler reglerne om vederlagskrav i sammenblandingstilfælde. Det konkluderes efter en gennemgang af forarbejder, retspraksis og juridisk teori, at vederlagskravs størrelse må fastsættes skønsmæssigt, og at værdiregulering er en naturlig del heraf. Kapitel 4 omhandler anpartssærejets historie, retsvirkninger og lovlighed. Det konkluderes, at man i vurderingen af dets lovlighed må sondre mellem om det anvendes som reguleringsform eller oprettes ved ægtepagt. I første tilfælde ligger lovligheden inden for rammerne af gældende ret, men dets anvendelse afhænger af, om domstolene finder anpartssærejet bedre som reguleringsform end vederlagskrav. Dette er uafklaret. I det andet tilfælde afhænger lovligheden af fortolkningen af retsvirkningslovens 28, stk. 2. Der er hverken enighed om denne bestemmelse i den juridiske teori eller i retspraksis. Afgørelsen U Ø tages til indtægt for en udvidende fortolkning, der peger mod en lovliggørelse, men samlet set betegnes også denne konstruktion som uafklaret. Indholdsfortegnelse 1. Indledning Præsentation Indhold Ægtefælleformueretten Lovgrundlaget Lovgivningen i hovedtræk Den legale formueordning formuefællesskabet Formuefællesskabet under ægteskabet Formuefællesskabet på skifte... 9 RETTID 2008/Specialeafhandling 5 1

2 2.2. Særeje Særejets almindelige retsvirkninger i forhold til fælleseje Særejereglerne før 1990-reformen Særejereglerne efter 1990-reformen Præceptivitet hjemmelskravet Vederlagskrav Formål og gennemførelse Misbrugskrav Vederlagskrav efter 23, stk. 2 og stk Værdiregulering af vederlagskrav Forarbejderne Teorien og praksis Konklusion om værdiregulering Anpartssæreje Historie Formål og retsvirkninger Stiftelse og opløsning af anpartssæreje Anpartssæreje i forhold til brøkdelssæreje Anpartssærejets lovlighed Anpartssærejets retlige konstruktion Terminologien Kan et aktiv bestå af flere formuearter? Strider anpartssæreje mod bundne stiftelsesformer? Strider anpartssæreje mod reglerne om vederlagskrav? Kan anpartssæreje oprettes ved ægtepagt? Anpartssæreje og sumsæreje En del af ægtefællernes ejendele, jf. RVL 28, stk U H og U Ø Konklusion om lovligheden Anpartssærejets evne som reguleringsform Delgaver og gæld Efterfølgende investeringer i et aktiv Opløsning af anpartssæreje Afsluttende bemærkninger Sammenfatning og konklusion Perspektivering fortolkningen af 28, stk Litteratur- og domsliste Litteraturliste og forkortelser Domsliste RETTID 2008/Specialeafhandling 5 2

3 1. Indledning 1. Præsentation Når to personer indgår ægteskab efter dansk ret 1, indgår alt hvad de ejer og fremtidigt erhverver i et almindeligt formuefællesskab mellem dem. Dette er det almindelige udgangspunkt i ægteskabslovgivningen og følger af RVL 15, stk. 1. Den ubestridt vigtigste undtagelse til denne legale formueordning er ægtefællernes mulighed for ved ægtepagt at aftale forskellige særejeordninger en mulighed, der er blevet udvidet betydeligt efter den såkaldte særejereform i Formålet med oprettelsen af særejeordninger kan være mangfoldige der kan være stor forskel på ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet, ægtefællerne kan have et ønske om ikke at indgå i et større økonomisk fællesskab, den ene ægtefælle kan have en erhvervsvirksomhed, eller enkelte aktiver kan være så nært tilknyttet den ene ægtefælle eller dennes familie, således at disse aktiver ikke ønskes gjort til genstand for en ligedeling ved ægteskabets ophør. 2 Endvidere kan man ved særlige særejeaftaler 3 og testamenter beskytte en ægtefælle, der arver i konkurrence med den anden ægtefælles tvangsarvinger (livsarvinger), således at førstnævnte, i tilfælde af et skifte i anledning af den anden ægtefælles dødsfald, opnår mest muligt. En ordning gående ud på det modsatte er også muligt hvor livsarvingerne beskyttes mod ægtefællens tvangsarveret. Under ægteskabet er retsvirkningen af særeje forholdsvist begrænset. 4 Da særeje endvidere kan bestemmes over enkelte aktiver, og da der ikke er noget krav om, at særejet skal holdes adskilt fra formuefællesskabet, er der intet til hinder for, at ægtefællerne sammenblander de forskellige formuearter. F.eks. kan et aktiv erhverves for både fælleseje- og særejemidler, eller et aktiv af én formueart kan blive repareret eller forbedret med midler fra en anden formueart. Der kan blive sat fællesejemidler ind på en konto, hvis indestående er gjort til særeje, eller gælden på et særejehus kan blive afdraget med fællesejemidler. Disse tilfælde af sammenblanding er en naturlig del af et ægteskab, hvor parterne som oftest lever i et både personligt og øko Eller lader sig registrere som partnere, jf. lov om registreret partnerskab 2. Retsvirkningerne heraf er med ganske få undtagelser de samme som ægteskabsindgåelse, og alle familieformueretlige regler finder tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab, jf. lovens 3. Alle betragtninger i denne afhandling vil således gælde tilsvarende for registreret partnerskab, og dette vil derfor ikke blive omtalt yderligere. Et ønske om ikke at begrænse rådigheden over disse aktiver i medfør af beskyttelsesreglerne i RVL, eller risikoen for, at aktiverne på et skifte bliver udlagt til den anden ægtefælle efter reglerne om krydsende udtagelse i FSKL 70 a, stk. 2, kan også være en medvirkende årsag til en aftale om særeje. Det såkaldte kombinationssæreje, se herom nedenfor under kapitel 2, afsnit Uanset ægtefællernes valg af formueordning bevarer hver ægtefælle således rådigheden over egne genstande og hæfter kun med disse over for egne kreditorer, jf. principperne om henholdsvis særråden og særhæften. Se herom kapitel 2, afsnit og RETTID 2008/Specialeafhandling 5 3

4 nomisk meget tæt fællesskab, og hvor såvel grænserne mellem de to ægtefællers formuesfærer, som grænserne mellem de forskellige formuearter inden for samme ægtefælles formue, kan være svære eller nærmest umulige at fastlægge. Under ægteskabets beståen, vil en sådan sammenblanding af ægtefællernes økonomi oftest ikke være synlig udadtil, og den vil alene være et internt anliggende mellem ægtefællerne 5. Så længe ægtefællerne lever i fred og fordragelighed og er enige om deres økonomiske arrangementer, udgør sammenblanding af formuesfærer og formuearter derfor ikke nødvendigvis noget problem. Intet ægteskab varer imidlertid evigt, og det er uundgåeligt, at der på et tidspunkt skal ske et skifte 6 og her opstår problemerne: Da fælleseje som udgangspunkt ligedeles på et skifte, og da et særeje ikke gør det 7, bliver det helt afgørende for resultatet af det økonomiske opgør i forbindelse med skiftet at få fastslået hvad der er særeje, hvilken særejeform 8, der er tale om, og hvordan man forholder sig til ægtefællernes eventuelle sammenblanding af formuearter. De to første problemstillinger vil ofte være af ren bevismæssig og fortolkningsmæssig art, hvor man, med udgangspunkt i særejebestemmelsen og et givent aktivs historie, må forsøge at klarlægge, om aktivet er omfattet af denne eller ej og i bekræftende fald hvilken særejeform, der er tale om. Denne beslutning er det i sidste ende op til domstolene at træffe, og almindelige regler om aftalefortolkning og beviser vil finde anvendelse. Hvordan man forholder sig til ægtefællernes sammenblanding af formuearter er imidlertid et omdiskuteret og teoretisk juridisk spørgsmål. Om denne problemstilling handler denne afhandling: Der findes umiddelbart to måder at forholde sig til sammenblanding af formuearter på én løsning er at anvende et forholdsvist statisk formueartsbegreb, forstået på den måde, at et aktiv udelukkende anses for at bestå af én formueart, der fastlægges ved aktivets erhvervelse. Forskydninger mellem og sammenblandinger af forskellige formuearter kan genoprettes og reguleres som et beregningsmæssigt vederlagskrav på et senere skifte. Denne løsning har hjemmel i RVL 23. En anden og langt mere omtvistet løsning er muligheden for at lade aktiver indgå i et såkaldt anpartssæreje, der er en i den juridiske teori opstået reguleringsform. Efter denne kan et aktiv bestå af to eller flere formuearter, bestemt efter hvilke midler der har været anvendt ved erhvervelsen, og eventuelt efter om der efterfølgende har været anvendt midler af én formueart til at forbedre, vedligeholde eller nedbringe gæld på et aktiv bestående af en anden formueart. Anpartssærejet kan således opstå og ændres og opløses ved en ægtefælles retlige dispositioner over aktiver. Den principielle fordel ved denne På grund af princippet om særhæften kan en ægtefælles kreditorer dog have en helt legitim interesse i at få klarlagt ejerforholdet til et givent aktiv, for dermed at opklare, om aktivet kan gøres til genstand for udlæg. Det være sig i anledning af separation, skilsmisse eller dødsfald eller de i praksis mindre forekommende bosondring, jf. RVL 38 og omstødelse, jf. ÆL 23. Jf. RVL 16, stk. 2, FSKL 68, stk. 1 og FSKL 65, stk. 1. Om de forskellige særejeformer efter særejereformen se nedenfor i kapitel 2, afsnit RETTID 2008/Specialeafhandling 5 4

5 konstruktion er, at værdistigninger og værdifald forholdsmæssigt vil følge de formuearter, der har medvirket til aktivets erhvervelse og stand, og der er derfor ikke behov for at regulere en sammenblanding af formuearter med vederlagskrav i en skiftesituation idet reguleringen netop består i selve anpartssærejet. 2. Indhold Formålet med denne afhandling er at vurdere anpartssærejets plads i gældende dansk ret. Som et led i denne vurdering behandles reglerne om vederlagskrav, med hovedvægten lagt på værdifastsættelsen i tilfælde af sammenblanding af formuearter. Afhandlingens hovedvægt lægges på spørgsmålet om anpartssærejets lovlighed, med udgangspunkt i en analyse af anpartssærejets retlige konstruktion og hjemmelsgrundlag. Der lægges herved særlig vægt på indholdet og fortolkningen af den ved særejereformen skabte bestemmelse i RVL 28. I det følgende kapitel vil reglerne om og retsvirkningerne af formuefællesskab og særeje kort blive beskrevet, for derigennem at belyse baggrunden for sammenblanding af formuearter. Herunder redegøres for særejereformens grundlæggende nydannelser med hensyn til særejestiftelse. I kapitel 3 redegøres for reglerne om vederlagskrav, overvejende i tilfælde af sammenblanding af formuearter. Kapitel 4 behandler anpartssærejets baggrund, konstruktion, hjemmel og lovmæssighed. Der afsluttes med en sammenfatning i kapitel Ægtefælleformueretten 1. Lovgrundlaget Formueforholdene mellem ægtefæller reguleres i hovedsagen af retsvirkningsloven. 9 Loven er stadig i det væsentligste baseret på den første retsvirkningslov fra 1925, der igen er baseret på et lovudkast fra 1918 Udkast til Lov om Ægteskabets Retsvirkninger udarbejdet af en nedsat Familieretskommission på baggrund af et samarbejde med tilsvarende kommissioner for Norge og Sverige. 10 Det gennemgående formål i 1918-udkastet var at indføre retlig ligestilling i ægteskabslovgivningen dels mellem mand og hustru 11 og dels mellem hustru og ugifte kvinder 12. Denne tilstræbte ligestilling bød blandt andet på et opgør med mandens tidligere husbondemyndighed, en ændring af forsørgelsespligten fra ensidig til gensidig og tildeling af hustruens retlige råderet over sin del af fællesboet. Ændringerne indførtes den 18. marts 1925 med vedtagelsen af 1925-loven og trådte i kraft 1. januar Den legale formueordning var formuefællesskab og mulighederne for at afvige fra denne ordning ved særejeaftaler var meget begrænsede Lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 med senere ændringer udkastet s. III udkastet s udkastet s. 32. Se nedenfor under afsnit RETTID 2008/Specialeafhandling 5 5

6 Et udvalg nedsat i 1957 foreslog i 1966 indført mulighed for at aftale skilsmissesæreje 14, men dette blev af politiske grunde ikke gennemført på daværende tidspunkt. Et nyt udvalg nedsat i 1969 lagde i betænkning 716/1974 op til en liberalisering af formueforholdene mellem ægtefæller og til en udvidelse i adgangen til at fravige formuefællesskabet, idet der i udvalget var enighed om, at der skal være vidtgående adgang for ægtefællerne til at aftale individuelle ordninger 15. Formuefællesskabet fastholdtes dog fortsat i forslaget som den legale ordning. Denne betænkning førte imidlertid heller ikke til nogen umiddelbar ændring af retsvirkningsloven. Den 13. juni 1990 blev Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. vedtaget i Folketinget. Loven trådte i kraft 1. oktober Den indebar foruden mindre ændringer af en række love den største materielle ændring i retsvirkningsloven i 65 år. Ændringen blev efterfølgende betegnet særejereformen. Reformen var ikke baseret på noget egentligt udvalgsarbejde, men derimod snarere på Justitsministeriets umiddelbare opfattelse at de gældende regler om muligheden for særejestiftelse var helt ude af takt med tiden 17. Der henvises i bemærkningerne til lovforslaget 18 til det ovenfor omtalte forslag fra 1969-udvalget, men dette var på daværende tidspunkt 15 år gammelt, og det blev langt fra gennemført i sin helhed. Hertil kommer, at bemærkningerne til lovforslaget i sig selv var yderst kortfattede. 19 Lovgivningsprocessen bag reformen har da også på denne baggrund vakt undren og berettiget kritik adskillige steder i den juridiske litteratur. 20 Ændringen indebar, at en lille del af 1969-udvalgets samlede forslag fra betænkning 716/1974 bestemmelserne om aftalt særeje samt delvist bestemmelsen om tredjemandsbestemt særeje 21 blev implementeret i den allerede gældende retsvirkningslov, og 28 om særeje fik dermed sin nugældende ordlyd. Hermed indførtes det udtrykkeligt hjemlede skilsmissesæreje 22 og derudover en række afledte særejeformer og muligheder for at fravige det almindelige formuefællesskab 23 som ved reformen forblev den legale ordning. Siden 1990 er retsvirkningsloven ændret flere gange, men reglerne om formueordningen er uændrede. 24 Retsvirkningsloven supple I betænkning 415/1966 s. 45 ff., delvist båret af tankegangen bag udvalgets tidligere betænkning 305/1962 og arvelovsudvalgets betænkning 291/1961. Jf. betænkning 716/1974 s. 17. For så vidt angår de familie-, arve- og socialretlige dele af loven. De resterende bestemmelser trådte i kraft allerede 1. juli 1990, jf. lovens 16, stk. 1. FT 1989/90, tillæg, A, sp FT 1989/90, tillæg, A, sp For så vidt angår de ægteskabsretlige ændringer udgøres disse af FT 1989/90, tillæg A, sp samt sp Se f.eks. Familieretten 2006 s. 156 f., Særeje s. 46, Familieret 1996 s. 357 f., Familieret 2003 s. 365 f. og mest udtalt Formueordninger s. 29 f. 17 og 18 i forslaget, jf. betænkning 716/1974 s. 65. Jf. RVL 28, stk. 1, nr. 1. Se om disse særejemæssige nydannelser nedenfor under afsnit Af mere betydningsfulde ændringer kan nævnes ændring af 23 i forbindelse med dødsboskiftereformen i 1996, indførelse af udtrykkelige regler om pensions- RETTID 2008/Specialeafhandling 5 6

7 res alt efter situationen og grundlaget for et eventuelt skifte med bestemmelser i ægteskabsloven, fællesboskifteloven, dødsboskifteloven og arveloven. 2. Lovgivningen i hovedtræk Dansk familieformueret er i dag hovedsageligt baseret på et individualprincip, forstået på den måde, at ægtefæller formueretligt betragtes som to selvstændige retssubjekter. 25 Dette gælder som udgangspunkt såvel i forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes, som i forholdet mellem ægtefællerne og omverdenen (medkontrahenter, kreditorer, myndigheder m.m.). Ægtefællerne råder således over de ejendele, de selv ejer, og der er intet til hinder for, at ægtefæller kan indgå i almindelige formueretlige retsforhold med hinanden ganske som med andre personer. 26 Det kan eksempelvis være købe-, leje- eller låneforhold, det kan være fuldmagtsforhold, hvor den ene ægtefælle optræder som den andens fuldmægtig, eller det kan være et arbejdsforhold, hvor den ene ægtefælle er den andens arbejdsgiver. Ægtefællerne vil desuden kunne ifalde erstatningsansvar over for hinanden efter de almindelige erstatningsretlige regler. Fordringer mellem ægtefæller opstår derfor principielt efter de helt almindelige obligationsretlige regler, og den almindelige aftalefrihed gælder også for ægtefæller indbyrdes. Dette princip er udtrykkeligt fastslået i RVL 29: 29. Ægtefæller kan med de begrænsninger, som loven medfører, indgå retshandler med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser over for hinanden Det følger allerede af bestemmelsens ordlyd (jf. med de begrænsninger, som loven medfører ), at individualprincippet og aftalefriheden ikke gælder ubetinget, og at der således er områder, hvor der er knyttet indskrænkende formueretlige retsvirkninger til en ægteskabsindgåelse. Retsvirkningsloven indeholder enkelte regler, der direkte forbyder specifikke aftaler 27, men den vigtigste indskrænkning i aftalefriheden i RVL, er reglerne om den legale formueordning, og i forbindelse hermed de materielle og formelle krav, der stilles for at aftale en fravigelrettigheders behandling på skifte i 2006 og ophævelse af den særlige forældelsesregel i RVL 26 som følge af den nye forældelseslov i Inden for dele af den offentlige ret anses ægtefæller på visse måder som en fælles enhed f.eks. kan kun ægtefæller adoptere sammen (adoptionslovens 5, stk. 2), skatteretligt er der stadig knyttet særlige retsvirkninger til gifte personer (f.eks. personskattelovens 10, stk. 3 om overførsel af personfradrag mellem ægtefæller) og socialretligt er udgangspunktet stadig, at offentlig forsørgelse er subsidiær til ægtefællernes gensidige (offentligretlige) forsørgelsespligt (lov om aktiv socialpolitik 2, stk. 1), og at ægtefællers økonomiske forhold vurderes under ét ved tildeling af offentlig hjælp (f.eks. lov om aktiv socialpolitik 14, stk. 1). Ægtefæller er dog både tildelt rettigheder og underlagt pligter over for hinanden af formueretlig art, jf. eksempelvis fuldmagterne i RVL 11 og 13 samt den gensidige forsørgelsespligt i RVL b, stk. 2 forhindrer ægtefæller i at ændre en gavegivers eller en arveladers særejebestemmelse, og 30, stk. 2 forbyder en aftale gående ud på, at den ene ægtefælles fremtidige erhvervelser uden vederlag tilfalder den anden ægtefælle. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 7

8 se af denne ordning nemlig reglerne om ægtepagter og de forskellige særejeordninger, jf. herom straks nedenfor under 2.1. og Den legale formueordning formuefællesskabet 28 Den legale formueordning i dansk ret kaldes formuefællesskab, og reglerne om dette, dets indhold og retsvirkninger samt mulighederne for ved aftale at fravige ordningen, findes i kapitel 2, 3 og 4 i RVL. Alt, hvad ægtefællerne ejer eller erhverver, indgår i formuefællesskabet også kaldet fællesejet 29 medmindre det gøres til særeje. 30 Fælleseje og særeje udgør derfor de to hovedtyper af formuearter, og et aktiv tilhørende en ægtefælle vil altid tilhøre en af disse hovedtyper eller en kombination heraf. Formuefællesskab/fælleseje betyder måske sprogligt en smule misvisende ikke, at ægtefællerne ejer aktiverne sammen 31 eller skal disponere over dem i fællesskab. Formuefællesskabet har intet med ejerforhold at gøre, og det er vigtigt stedse at opretholde sondringen mellem på den ene side hvem, der ejer et givent aktiv og på den anden side hvilken formueart aktivet har. Terminologien har da også på denne baggrund været kritiseret for at være upræcis, og 1969-udvalget efterlyste også i betænkning 716/1974 s. 16 en mere dækkende betegnelse uden dog selv at foreslå nogen terminologisk nydannelse udkastet benyttede en anden konstruktion, hvorefter ægtefællerne fik gifteret i hinandens ejendele og disse til sammen udgjorde gifteejet. Den materielle retsstilling var imidlertid den samme. Forslaget blev fremsat med denne ordlyd i 1918 og 1919, men blev ikke vedtaget. Forinden forslagets endelige vedtagelse i 1925 ændredes ordlyden til den nugældende Formuefællesskabet under ægteskabet Retsvirkningerne af formuefællesskabet under ægteskabets beståen er forholdsvist begrænsede. Principperne om særråden og særhæften i RVL 16, stk. 1 og 25 betyder, at en ægtefælle udelukkende ejer, disponerer over og hæfter med sine egne aktiver. Bag princippet om særråden ligger der en som udgangspunkt uindskrænket ret for en ægtefælle til at udøve ejerbeføjelser over sine egne aktiver herunder enhver form for faktisk råden samt retlig råden som eksempelvis afhændelse, pantsætning, bortforpagtning, udlåning eller udlejning Dette kapitel indeholder udelukkende en kort skitsering af de grundlæggende regler om formuefællesskabet og dets retsvirkninger. For mere udførlige fremstillinger af formuefællesskabet og dets historie se Ægtepagter s og Formueordninger, s. 3-27, Familieret 2003 s og og Familieretten 2006 s I retsvirkningslovens terminologi benyttes udtrykket formuefællesskab som dækkende over selve formueordningen og fælleseje som dækkende over aktiverne i formuefællesskabet. I den juridiske litteratur ses begreberne dog brugt i flæng. Jf. RVL 15, stk. 1. Dette kaldes i stedet sameje og er ikke direkte knyttet til familieretten, men er et almindeligt formueretligt begreb for det forhold, at to eller flere retssubjekter er medejere af et aktiv. Begrundelsen var, at det dermed skarpere end tidligere pointeres, at Forslaget bygger paa den nedarvede Ordnings Formuefællesskab, saaledes som den har faaet Udtryk i Lov Nr. 75 af 7. April 1899, jf. RT 1924/25, tillæg A, sp RETTID 2008/Specialeafhandling 5 8

9 uanset den anden ægtefælles indsigelser herimod. Princippet om særhæften indebærer, at en ægtefælle kun hæfter med egne aktiver over for sine kreditorer. En kreditor kan derfor ikke forlange fyldestgørelse i den del af formuefællesskabet, der tilhører den anden ægtefælle, og disse genstande kan følgelig ikke gøres til genstand for udlæg. Principperne er imidlertid ikke uden undtagelser. Med hensyn til særråden, så følger det allerede af forsørgelsespligten i RVL 2, at en ægtefælle om nødvendigt er forpligtet til at forvalte sin formue således, at den anden ægtefælles forsørgelse derved sikres. Derudover indeholder RVL 17 en generel regel om, at fællesejet skal behandles forsvarligt 33. Reglen har næppe selvstændig betydning, men et misbrug af fællesejet kan på et skifte medføre et vederlagskrav til den anden ægtefælle, jf. RVL 23, stk Endvidere indeholder RVL 18 og 19 regler om ægtefællesamtykke til visse dispositioner over visse aktiver. Det drejer sig primært om den ene ægtefælles afhændelse eller pantsætning af fast ejendom, der tjener til familiens bolig samt indbo i det fælles hjem, hvortil kræves, at den anden ægtefælle giver sit samtykke til dispositionen. 35 Med hensyn til særhæften, så findes der enkelte bestemmelser i RVL, der medfører en hæftelse hos den ene ægtefælle for dispositioner foretaget af den anden ægtefælle 11 og 14 om henholdsvis husholdningsfuldmagten og om løsøre inddraget under ikkeejerægtefællens erhvervsvirksomhed men disse har næppe den store praktiske betydning i dag. Ud over disse udtrykkelige regler har domstolene ved flere lejligheder fortolket de almindelige aftaleretlige fuldmagtsregler på en for ægtefællernes kreditorer endog særdeles gunstig måde, hvorefter begge ægtefæller uden nogen aftale herom har måttet hæfte for dispositioner foretaget af kun den ene ægtefælle Formuefællesskabet på skifte I anledning af et skifte uanset skiftegrunden 37 skal formuefællesskabets værdier kvantitativt deles ligeligt mellem ægtefællerne eller mellem den ene ægtefælle og den anden ægtefælles bo, jf. RVL 16, stk. 2. Da ægtefællerne netop ikke hæfter for hinandens gæld, er skiftereglen udformet således, at ægtefællernes bodele 38 opgøres hver for sig, hvorefter et overskud deles ligeligt mellem ægtefællerne, jf. FSKL 68, stk Det må ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle, jf. RVL 17. Eller føre til en begæring om bosondring, jf. RVL 38. Foreligger dette samtykke ikke, kan den anden ægtefælle begære dispositionen omstødt ved dom, jf. RVL 18, stk. 2 og 19, stk. 2, forudsat, at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Se f.eks. U V og U Ø, der begge vedrørte håndværkerarbejde bestilt af den ene ægtefælle til reparation/forbedring af den anden ægtefælles faste ejendom. Bortset fra den i praksis sjældne skiftegrund, omstødelse, hvor skiftet finder sted efter FSKL 69. Det vil sige den del af formuefællesskabet som ægtefællen ejer og dermed råder over og hæfter med. Der findes i FSKL 69 a en undtagelse til ligedelingsreglen i tilfælde af kortvarige ægteskaber, hvor en ligedeling vil være urimelig, ligesom tilstedeværelsen RETTID 2008/Specialeafhandling 5 9

10 Kvalitativt har en ægtefælle fortrinsret til at få udlagt egne aktiver på skiftet, jf. FSKL 70 a, stk. 2, 1. pkt., men denne ret begrænses af de efterfølgende regler i FSKL 70 a, stk. 2, nr. 1-5 ( krydsende udtagelse ), hvorefter den anden ægtefælle under visse betingelser kan få udlagt bolig, indbo, erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre, selvom dette ikke tilhører denne. Herudover kan en ægtefælle forlods udtage genstande, der udelukkende tjener til personligt brug, jf. FSKL 68 a, stk. 1 uanset hvem ejeren er. Da genstandene udtages forlods er der tale om en såvel kvalitativ som kvantitativ ret og det er derfor et krav for reglens anvendelse, at genstandens værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold Særeje Særeje udgør den anden hovedtype af formuearter. Hvor retsvirkningerne af formuefællesskabet dels har til formål at repræsentere det tætte økonomiske og personlige fællesskab som et ægteskab ofte medfører og dels at beskytte den ene ægtefælle mod den anden ægtefælles dispositioner, så er formålet med et særeje 40 imidlertid det modsatte nemlig at holde denne særlige formue uden for indflydelse af et indgået ægteskab. Hvor formuefællesskabet opstår ex lege ved indgåelse af et ægteskab 41, så kræver et særeje imidlertid en retlig disposition, der ofte vil være formbunden, for at kunne opstå. Dette vil enten være (1) en særejeaftale mellem ægtefællerne i ægtepagtsform, jf. RVL 28, (2) en gavegivers udtrykkelige særejebestemmelse, jf. RVL 28 a eller (3) en arveladers testamentariske særejebestemmelse, jf. RVL 28 a, 2. pkt. Opremsningen er udtømmende 42 og særeje kan ikke gyldigt stiftes på andre end de her nævnte måder. Særeje er dermed undergivet bundne stiftelsesformer Særejets almindelige retsvirkninger i forhold til fælleseje Principperne om særråden og særhæften gælder også særeje. For så vidt angår særhæften følger dette direkte af RVL 25. Angående særråden, så følger dette af, at særejet slet ikke er en del af fællesboet. Særeje er derfor heller ikke underlagt de ovenfor under formuefællesaf vederlagsfremkaldende dispositioner vil kunne medføre en reel skævdeling af det beholdne fællesbo, jf. RVL 23. Det samme gør sig gældende for reglen i FSKL 68 a om forlods udtagelse af personlige genstande. Her tænkes ikke på nogle af de forskellige særejetyper, men særeje som et generelt begreb. Medmindre der allerede forinden er aftalt særeje for begge ægtefællers formuer. Særeje opstår dog også på lovbestemt grundlag i tilfælde af bosondring. Ved bosondring deles fællesboet i overensstemmelse med skiftelovens kapitel 6, jf. RVL 41, men ægteskabet og alle dets retsvirkninger består fortsat. Hvad der udlægges ægtefællerne ved delingen eller hvad de erhverver efter indgivelse af bosondringsbegæring bliver deres fuldstændige særeje, jf. RVL 42. Ved separation fortsætter ægteskabet formelt men alle dets økonomiske retsvirkninger bortfalder (modsat bosondring). De ægtefælleformueretlige rettigheder og forpligtelser eksisterer derfor ikke længere mellem ægtefællerne, og hvad der efter et separationsskifte ejes og erhverves kan derfor bedre sammenlignes med en ugifts formue end med et egentligt særeje dog modsat Familieret 1996 s. 362 og Familieret 2003 s RETTID 2008/Specialeafhandling 5 10

11 skabet nævnte begrænsninger og beskyttelsesregler. En ejerægtefælle kan derfor under ægteskabet frit og uden begrænsninger råde over sine særejeaktiver. På et skifte adskiller et særeje sig væsentligt fra formuefællesskabet ved ikke at være genstand for nogen deling særejet holdes helt uden for skiftet både kvantitativt og kvalitativt. 43 Det er derfor heller ikke muligt for en ægtefælle at udøve krydsende udtagelse eller at udtage personlige genstande af den anden ægtefælles særeje Særejereglerne før 1990-reformen Særejereglerne fra tiden før 1990 må i dag egentlig karakteriseres som retshistorie. Når de overhovedet er skitseret her, så er det fordi det på nogle områder stadig er uklart og teoretisk omtvistet hvilken præcis betydning 1990-ændringen har haft for retsstillingen. Dette skyldes nok overvejende det faktum, at 1990-reformen rent ordlydsmæssigt var af beskeden størrelse, samt at lovforarbejdet som ovenfor nævnt var temmelig overfladisk. Den tidligere retsstilling, og afgørelserne herfra, kan således stadig have betydning for fortolkningen eller i hvert fald for forståelsen af særejebestemmelserne i dag. Reglerne om særeje efter den tidligere retstilstand fandtes i 1925-lovens 21 og 28. Efter disse bestemmelser var reglen om særeje ukompliceret: Der fandtes to formuearter fælleseje og særeje. Ganske i overensstemmelse med 1918-udkastet 44 blev reglerne fortolket således, at ægtefællerne ved ægtepagt kunne aftale særeje over en ægtefælles hele formue, over enkelte aktiver eller over en ægtefælles fremtidige erhvervelser. Tredjemand i form af arvelader eller gavegiver kunne ligeledes bestemme, at en arv eller gave skulle være særeje. Herudover kunne der ikke afviges fra lovens legale formueordning. Der fandtes således kun én særejetype og retsvirkningerne af denne var ganske som ovenfor beskrevet Særejereglerne efter 1990-reformen Ved den omtalte særejereform blev særejemulighederne betydeligt udvidet. Ved ændringen blev 21 ophævet og særejereglerne flyttet til lovens kapitel om ægtepagtsbestemt særeje fik dermed sin nugældende ordlyd: 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale: 1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), og 2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje). Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele, kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død Et særeje kan dog inddrages under skiftet, såfremt den anden ægtefælle har et vederlagskrav efter RVL 23, stk. 1 eller stk. 2, der ikke kan dækkes af fællesboet, jf. FSKL 65, stk. 1, 2. pkt. Jf udkastetet s. 169 f. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 11

12 Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen. Bestemmelsen er en næsten ordret implementering af den i betænkning 716/1974 foreslåede særejeregel. 45 Den efterlader to udtrykkeligt hjemlede særejeformer skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. 28, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 er opbygget således, at skilsmissesærejet kan betragtes som særejets grundform og at det fuldstændige særeje aftales som et slags tillæg hertil. Forklaringen på denne opbygning skal findes i det særejesystem som bestemmelsen oprindeligt var en del af. Betænkning 716/1974 indeholdt nemlig i høj grad en ligestilling af særeje og fælleseje blandt andet således at de ovenfor omtalte regler om ægtefællesamtykke under samlivet samt reglerne om krydsende udtagelse på skifte også skulle gælde for særejeaktiver. 46 Denne ligestilling blev imidlertid ikke gennemført ved særejereformen, og forskellene på formuefællesskabet og særeje, som ovenfor under afsnit skitseret, eksisterer fortsat. 47 Fuldstændigt særeje er den mest vidtgående af særejeformerne og svarer stort set til det særeje der gjaldt før særejereformen. Et fuldstændigt særeje vil blive behandlet som særeje både under ægteskabet og på et skifte uanset skiftegrunden. Skilsmissesæreje kombinerer fælleseje og særeje ved på et skifte at lade skiftegrunden bestemme formuearten. Der er således særeje ved skifte i anledning af separation og skilsmisse, men formuefællesskab ved skifte i anledning af dødsfald. Under ægteskabet er skilsmissesærejets status omtvistet, jf. note , stk. 2 indeholder hjemmel til at udstyre en særejeaftale med begrænsninger. Dette kan være (1) en begrænsning af aftalen i tid, (2) en begrænsning af hvilke aktiver særejeaftalen skal omfatte el i skitse til lovregler, betænkning 716/1974 s. 65. Jf. betænkning 716/1974 s. 26 f. og 54. Dette forhold har affødt en juridisk diskussion om skilsmissesærejets status under ægteskabet, der ikke er omtalt i 28. Det lægges i adskillige fremstillinger (f.eks. Særeje 18 f., Familieret 1996 s. 369 og Familieretten 2006 s. 156) til grund, at skilsmissesæreje må behandles som særeje under ægteskabet. Navnlig Irene Nørgaard har opponeret mod denne opfattelse (Formueordninger s. 48 ff. og Familieret 2003 s. 368 f.). En indgående behandling af skilsmissesærejets status under ægteskabet falder uden for denne afhandlings rammer. Det skal dog bemærkes, at en retsstilling hvorefter ægtefæller, der i en ægtepagt blot aftaler særeje reelt får et skilsmissesæreje, der under ægteskabet er underlagt formuefællesskabsregler og som på skifte i anledning af den ene ægtefælles død bliver til et rent formuefællesskab er ganske besynderlig og langt fra afspejler hvad man traditionelt har forstået ved særeje. Skilsmissesærejets status under ægteskabet er dog endnu uafklaret i praksis. Tvivlen er en konsekvens af utilstrækkeligt lovforarbejde og den måde hvorpå særejereformen tager en isoleret bestemmelse ud af ét system og sætter det ind i et andet og vidt forskelligt. Skilsmissesærejet kan dog ikke betragtes som fælleseje under ægteskabet. I U.2002B.426 tager forfatterne på s. 428 Irene Nørgaard til indtægt for at skulle mene netop dette i Formueordninger. Der er dog tale om et tilfælde af fejllæsning eller overdrivelse fra forfatternes side, idet holdningen i Formueordninger er den, at et skilsmissesæreje er et skilsmissesæreje hverken mere eller mindre (s. 52), og at spørgsmålet om hvilke regler der finder anvendelse på et sådant under ægteskabet må afgøres ved fortolkning (s. 59). RETTID 2008/Specialeafhandling 5 12

13 ler (3) en begrænsning gående på, at aftalen kun skal gælde i tilfælde af én af ægtefællernes død. Ud over hjemmel til en simpel tidsbegrænsning af en særejeaftale (f.eks. at en aftale om skilsmissesæreje kun skal gælde de første 5 år af ægteskabet) og til muligheden for at aftale særeje over enkelte aktiver (f.eks. at hustruens bil skal være skilsmissesæreje) udgør stk. 2 hjemmelsgrundlaget for en række afledte særejeformer, der på forskellig måde kombinerer formuefællesskab, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Det drejer sig om konstruktionerne brøkdelssæreje, kombinationssæreje, aftrapningssæreje, sumsæreje og sumfælleseje. Brøkdelssæreje betyder, at en ægtefælles nettoformue opdeles i nettoandele, der kan fordeles på fælleseje, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Eksempelvis kan hustruens samlede formue være brøkdelssæreje med 1/3 fælleseje, 1/2 skilsmissesæreje og 1/6 fuldstændigt særeje. Brøkdelssæreje kan dog også aftales over enkelte aktiver, f.eks. at mandens hus skal være 2/3 fælleseje og 1/3 skilsmissesæreje. 49 Kvantitativt indebærer brøkdelssæreje derfor, at formuen deles i overensstemmelse med denne brøk på et skifte. Alle kvalitative fællesejeregler, der er omtalt ovenfor under 2.2., gælder dog også for brøkdelssæreje, såfremt dette indeholder en fællesejedel. 50 Kombinationssæreje udnytter muligheden for at aftale særeje alene med henblik på en af ægtefællernes død. Man lader således en af ægtefællernes død bestemme særejeformen f.eks. at længstlevendes formue bliver til fuldstændigt særeje på dødsboskifte, mens førstafdødes formue behandles som fælleseje. Suppleret med et testamente, der begunstiger længstlevende, kan den efterlevende ægtefælle herved beskyttes mod førstafdødes tvangsarv. Kombinationssæreje er indgående beskrevet i Særeje s. 19 ff. og omfatter 8 forskellige typer. 51 Terminologien kombinationssæreje er en til lejligheden opfundet konstruktion, der hverken findes i lovteksten eller dens forarbejder. Aftrapningssæreje kombinerer brøkdelssæreje med tidsbegrænsning. Det kan således betragtes som et brøkdelssæreje, der begrænses over flere terminer, således at eksempelvis et skilsmissesæreje gradvist bliver til fælleseje. Aftrapningssæreje er ej heller omtalt i forarbejderne. Sumsæreje og sumfælleseje udgør en omdiskuteret form for særejestiftelse og dets lovlighed afhænger af fortolkningen af 28, stk. 2 s formulering om en del af ægtefællernes ejendele. Ved sumsære Dette er i dag fast antaget, selvom forarbejderne udelukkende og meget kortfattet nævner den første mulighed (betænkning 716/1974 s. 19 og FT 1989/90, tillæg A, sp. 779). Situationen har dog været debatteret i den juridiske teori se. f.eks. Særeje s. 77 og U.1997B.299, hvor konstruktionen i begge tilfælde i det sidste dog noget modvilligt anerkendes. Se for en kritik af synspunktet nedenfor i kapitel 4, afsnit Dette synspunkt er omtalt i bemærkningerne, FT 1989/90, tillæg A, sp. 779, og er fast antaget i teorien, f.eks. Særeje s. 23 og Familieret 2003 s. 370 f. Man kan dog med rette stille spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af det typerytteri, som bliver lagt frem i Særeje s. 19 og forskellige typer er under alle omstændigheder et kunstigt oppustet tal, idet typerne er skåret over samme læst og idet de sidste 4 blot er kombinationer af de første 4. Spørgsmålet er om ikke denne måde at stille tingene op på forvirrer mere end den gavner. Andet punktum i note 4 på side 20 i Særeje tangerer i hvert fald direkte nonsens. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 13

14 je og sumfælleseje forstås særeje henholdsvis fælleseje over et bestemt fastsat sum/beløb. Dette beløb kan enten være abstrakt fastsat og dermed blot henvise til én af ægtefællernes nettoformuer (f.eks. at kr. af hustruens formue skal være skilsmissesæreje), eller det kan relatere sig til et bestemt aktiv (f.eks. at kr. af en bil tilhørende hustruen skal være skilsmissesæreje). Forarbejderne indeholder ingen bemærkninger om denne måde at stifte særeje på, og lovligheden og retsvirkningerne af sådanne særejebestemmelser har været genstand for en gennemgribende diskussion i den juridiske litteratur. 52 Senest er et genstandsrelateret sumsæreje blevet materielt anerkendt ved dommen U Ø, men der er næppe dermed tale om nogen endelig afklaring af spørgsmålet , stk. 3 viderefører det fra før særejereformen gældende surrogationsprincip, hvorefter et særejeaktivs surrogat får samme særejestatus som det oprindelige aktiv. Bestemmelsen er udvidet i forhold til tidligere, således at den nu også omfatter indtægter og ikke kun surrogater. Bestemmelsen omfatter ikke direkte fællesejeaktiver, men da særeje som ovenfor nævnt kræver en gyldig retlig disposition for at kunne stiftes, vil fællesejesurrogater være fælleseje. Bestemmelsen er imidlertid deklaratorisk, og det kan således aftales, at særejeindtægter og/eller -surrogater skal være fælleseje. 54 Surrogationsprincippet i 28, stk. 3 indeholder endvidere hjemmelsgrundlaget for konstruktionen anpartssæreje, hvilket nærmere redegøres for nedenfor i kapitel 4. Meningen med den i dette afsnit ovenfor valgte systematik og fremstillingsmåde er at gøre opmærksom på, hvorledes de forskellige særejekonstruktioner placeres i forhold til 28. Der er en udbredt tendens i den juridiske litteratur til at beskrive de enkelte særejekonstruktioner (og deres retsvirkninger) én efter én og mere eller mindre uafhængigt af deres hjemmelsgrundlag 55. I disse tilfælde tager man derfor udgangspunkt i terminologiske konstruktioner (som f.eks. kombinationssæreje), der i mange tilfælde hverken er lovfæstet eller omtalt i forarbejderne i stedet for at tage udgangspunkt i særejebe Se f.eks. Formueordninger s. 82 ff., Familieret 2003 s. 373 ff., Familieretten 2006, s. 181 f., U.2002B.421 og U.2002B.426. Se endvidere om sumsæreje nedenfor i kapitel 4, afsnit Se nedenfor i kapitel 4, afsnit Om det kan aftales at indtægter af fælleseje skal være særeje er mere tvivlsomt. I Særeje s. 113 antages dette uden videre at være tilfældet. I Formueordninger s. 158 f. tiltrædes denne holdning også, men der henvises dog til betænkning 716/1974, s. 20, hvor udvalget ikke finder grundlag for at forbyde en sådan aftale. Udvalgets holdning der ikke er uden en vis betænkelighed skal dog også ses i lyset af det særejesystem udvalget i sin helhed foreslog. Udvalget bemærker således på s. 20, at en sådan aftale er tilladt efter gældende regler, og den vejledning, udvalget foreslår i forbindelse med oprettelse af ægtepagt, skal også ydes ved disse ægtepagter. Dette vejledningsinstitut blev imidlertid ikke gennemført ved særejereformen, og spørgsmålet er om udvalget havde haft samme holdning, hvis de vidste hvordan reformen ville blive gennemført. Usikkerheden er endnu et udslag af den måde reformen tager regler fra ét system og indsætter dem i et andet. F.eks. Familieretten 2006 s. 171 ff. og især Særeje s. 15 ff., hvor denne tendens er særlig udtalt. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 14

15 stemmelsen. En letsindig læser kunne derfor forledes til at tro, at der knytter sig en speciel gyldighed til disse begreber eller at disse konstruktioner er retligt eller hjemmelsmæssigt ligestillede hvilket ikke er tilfældet. Der findes grundlæggende kun to særejeformer skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje, jf. RVL 28, stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Alle andre særejeformer, -arter eller -typer 56 består derfor i sidste ende af enten fælleseje, skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller en kombination heraf og kan være begrænset i tid, omfang eller kun gælde i anledning af den ene ægtefælles død, jf. RVL 28, stk Præceptivitet hjemmelskravet RVL 28 stk. 1 fastlægger hvorledes ægtefæller kan aftale særeje og stk. 2 fastlægger hvorledes der kan aftales begrænsninger i dette særeje. Såfremt sådanne bestemmelser skal give logisk mening, må de gøre udtømmende op med disse muligheder. 28, stk. 2 vil ikke give mening, hvis ægtefæller, upåagtet de begrænsningsmuligheder, der er givet i denne bestemmelse, kan aftale, at en særejeaftale er begrænset til eksempelvis at gælde så længe ægtefællerne er barnløse. Og 28 stk. 1 vil tilsvarende ikke give mening, hvis ægtefællerne denne bestemmelse til trods gyldigt kan aftale dødsfaldssæreje eller at tysk særeje skal finde anvendelse. 28 må derfor i sin natur være præceptiv, forstået på den måde, at den angiver rammerne for, hvad ægtefæller kan aftale om formueordningen og hvad der aftales ud over disse rammer må derfor være ugyldigt. 57 Dette er det samme som at sige, at der gælder et hjemmelskrav for aftaler om formueordningen en aftale, der går ud på at etablere eller ændre en formueordning må således have materiel hjemmel i RVL Dette princip blev ubetinget bekræftet af Højesteret i U H, hvor det i præmisserne meget kategorisk udtales, at en aftale om en individuel formueordning må have sikker hjemmel i Der er her ikke tilsigtet nogen materiel forskel på de tre begreber. De bruges lidt tilfældigt synes det af forskellige forfattere. Dette gjaldt også den tidligere særejebestemmelse og er helt i tråd med opfattelsen i 1918-udkastet, der endog havde en udtrykkelig bestemmelse herom ( 38, 1918-udkastet s. 11). Bestemmelsen blev imidlertid anset for overflødig og udgik forinden vedtagelsen, se RT 1924/25, tillæg A, I sp I Familieretten 2006 s. 181 f. i forbindelse med sumsæreje, diskuteres om der kræves en positiv hjemmel for at tillade en aftale, eller om RVL 29, sammenholdt med almindelige formueretlige principper om aftalefrihed, når der ikke udtrykkeligt er foreskrevet præceptivitet, er tilstrækkelig. Dette kan ikke tiltrædes. Hvis sumsæreje kan anerkendes som en gyldig særejekonstruktion, hvilket er tilfældet i U Ø, der er nærmere omtalt i kapitel 4, afsnit , så er det fordi konstruktionen ved fortolkning kan rummes inden for 28, stk. 2 s en del af ægtefællernes ejendele og i så fald er der hjemmel for særejeaftalen. RVL 29 er en generel bestemmelse, der sikrer ægtefællernes formueretlige individualitet, og som er et udtryk for, at der gælder almindelig aftalefrihed mellem ægtefællerne. Som nævnt ovenfor under kapitel 2 er hele formueordningssystemet netop en undtagelse til aftalefriheden. 29 vil derfor aldrig kunne danne hjemmel for en formueordning. Det samme er i øvrigt tilfældet for almindelige formueretlige principper. Dommen er også omtalt nedenfor i kapitel 4, afsnit RETTID 2008/Specialeafhandling 5 15

16 3. Vederlagskrav 1. Formål og gennemførelse Et vederlagskrav er et krav, der kun kan gøres gældende af en ægtefælle på et skifte. 60 Reglerne herom findes i RVL 23 og 24. Formålet med vederlagskrav er at sikre den korrekte kvantitative balance mellem formuearterne i en skiftesituation. Der findes tre forskellige former for vederlagskrav, som hver især modsvarer tre forskellige typer dispositioner, der bringer forholdet mellem formuearterne i ubalance: (1) Uforsvarlig formindskelse (vanrøgt) af eget fælleseje medfører et vederlagskrav til den anden ægtefælle efter 23, stk. 1 (misbrugskrav). (2) Dispositioner hvorved der overføres midler fra eget fælleseje til eget særeje 61 medfører et vederlagskrav til den anden ægtefælle efter 23, stk. 2. (3) Dispositioner hvorved der overføres midler fra eget særeje til eget fælleseje medfører et vederlagskrav for den disponerende ægtefælle (særejebeskyttelseskrav), jf. 23, stk Misbrugskrav Formålet med vederlagskrav efter 23, stk. 1 er, at en ægtefælle ikke skal lide nogen økonomisk skade på et skifte, fordi den anden ægtefælle har behandlet sit fælleseje på en uforsvarlig måde. Der kan f.eks. være tale om, at den anden ægtefælle har formøblet sin formue ved hasardspil, spekulation eller et overdrevent personligt forbrug. For sammenblandingstilfælde er vederlagskrav efter 23, stk. 1 imidlertid uinteressant Vederlagskrav efter 23, stk. 2 og stk. 3 Formålet med vederlagskrav efter stk. 2 og stk. 3 er at genoprette balancen mellem formuearterne på skiftet. Som nævnt ovenfor i kapitel 2, afsnit 2.3. er særeje undergivet bundne stiftelsesformer for aftaler gælder, at disse skal træffes i ægtepagtsform. Det samme er tilfældet for en aftalt særejeophævelse, jf. 28 b. Til trods herfor er der som nævnt i indledningen intet til hinder for, at ægtefællerne på forskellige måder sammenblander deres formuearter. 63 Såfremt princippet om bunden særejestiftelse og -ophævelse skal have nogen kvantitativ realitet, må sådanne forskydninger altså genoprettes senest på et skifte. En regulering gennem vederlagskrav foretager denne genopretning ved at tilkende den berettigede ægtefæl Jf. RVL 24. Eller 15, stk. 2-rettigheder. Se i øvrigt om misbrugskrav Familieretten 2006 s. 236 ff., Familieret 2003 s. 424 ff. og Formueordninger s. 387 ff. Dette er endda forudsat i 1918-udkastet, hvor det på s. 214 hedder: Rent ud at forbyde en Ægtefælle at anvende den ene Formuemasses Midler paa den anden vilde selvfølgelig baade være praktisk ugørligt og virke i høj Grad skadelig og uretfærdig. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 16

17 le et krav, der udtages forlods af fællesejet altså inden dette ligedeles således at ægtefællen stilles som om den vederlagsfremkaldende disposition ikke var foretaget. Eksempel 1: I et ægteskab med rent formuefællesskab arver manden som fuldstændigt særeje en faldefærdig Porsche 356 Speedster fra sin afdøde far. Bilen har på dette tidspunkt en værdi på kr. Ægtefællen istandsætter herefter bilen for fællesejekroner, hvorved bilen stiger i værdi til kr. På skiftet er hustruens nettobodel på kr. og mandens på kr. Hustruen vil forlods kunne udtage kr. som vederlagskrav efter RVL 23, stk. 2. De resterende nettobodele ligedeles, således at ægtefællerne hver får kr. som boslod. Hustruen udtager i alt kr. præcis som hvis manden ikke havde foretaget dispositionen, i hvilket fald bosloddet ville have været på kr. En forudsætning for anvendelsen af vederlagskrav på denne måde er, at et aktivs formuestatus ikke ændres ved en sådan efterfølgende investering af midler bestående af en anden formueart. Dette er da også langt den mest udbredte og den sikreste løsning et aktivs formuestatus fastlægges ved erhvervelsen og kan efterfølgende kun ændres ved ægtepagt. 64 Situationen ligger meget tæt op ad det tilfælde, at der anvendes blandede midler til erhvervelse af et aktiv. Spørgsmålet er her, hvorledes man fortolker surrogationsprincippet i 28, stk. 3. Her er den traditionelle løsning, der har sit udspring før særejereformen, at aktivet i sin helhed får samme formuestatus som den største bidragsyder. 65 Eksempel 2: I et ægteskab med blandede formuearter erhverver manden ved et kontant køb en gammel Porsche 356 Speedster for kr. Af købesummen er de kr. fuldstændigt særeje mens de kr. er fælleseje. Bilen bliver herefter fuldstændigt særeje. Tænkes formuerne i øvrigt at være som i eksempel 1, vil hustruen have et vederlagskrav på kr. på et skifte i medfør af RVL 23, stk. 2. Løsningen forekommer overbevisende i tilfælde med kun to bidragsydere, hvor den ene er væsentligt større end den anden. 66 I andre, og lidt mere komplekse tilfælde, forekommer løsningen dog mindre overbevisende eller ligefrem urimelig: Eksempel 3: I et ægteskab med blandede formuearter erhverver manden ved et kontant køb en gammel Porsche 356 Speedster for kr. Af købesummen er de kr. fælleseje, kr. er fuldstændigt særeje mens de resterende kr. er brøkdelssæreje med 80 % fælleseje og 20 % fuldstændigt særeje. Rent kvantitativt består købesummen derfor af kr. fælleseje og kr. fuldstændigt særeje. Men da af fællesejekronerne er gemt i brøkdelssærejet og da dette kun kan ophæves/ændres ved Se Familieret 1996 s. 397 f., Familieret 2003 s. 383 og Formueordninger s. 360 f. Se Familieret 1996 s. 392 og Familieret 2003 s. 382 f. For det tilfælde, at bidragene hver skulle udgøre 50 % er sagen mindre klar. I Formueordninger s. 361 note 17 og i Familieret 2003 s. 383 note 54 er holdningen, at aktivet i så fald bliver fælleseje i medfør af RVL 15, stk. 1. Heroverfor står Særeje s. 88 og Familieret 1996 s. 389 note 98, hvorefter situationen principielt er uløselig (medmindre man accepterer anpartssæreje). RETTID 2008/Specialeafhandling 5 17

18 ægtepagt 67 kan man ikke betragte fællesejeformuen samlet set. Man kan heller ikke ændre forholdet mellem formuearterne inden for et brøkdelssæreje og anse bilen for at være i brøkdelssæreje med 55 % fælleseje og 45 % særeje dette kan igen kun ske ved ægtepagt. Det fuldstændige særeje er herefter den største bidragsyder, og hele bilen må følgelig blive fuldstændigt særeje. På et skifte vil hustruen derfor få et vederlagskrav på kr. i medfør af RVL 23, stk. 2. En helt bærende forudsætning bag argumentationen er, at et aktiv på et givent tidspunkt kun kan være omfattet af én særejeaftale eller - bestemmelse og at denne må gælde hele aktivet. Når et aktiv erhverves for blandede midler, fortrænges særejebestemmelser over de mindre bidragsydere og den eventuelle særejebestemmelse, der måtte være over den største bidragsyder, udstrækkes til at gælde for hele aktivet. Dette kan også beskrives således, at et aktiv kun kan bestå af én formueart (i hvilket tilfælde brøkdelssæreje, aftrapningssæreje og kombinationssæreje må regnes som en formueart). 2. Værdiregulering af vederlagskrav Hvis man i eksempel 2 umiddelbart ovenfor antager, at der går 25 år fra manden har erhvervet bilen til boet skal skiftes, og at bilen i mellemtiden er steget voldsomt i værdi, både på grund af inflationen, men også fordi efterspørgslen på netop denne type bil er steget så opstår spørgsmålet om størrelsen af hustruens vederlagskrav på skiftet. Hvis bilen på skiftet bliver værdiansat til kr., skal kravet så kun være det oprindelige beløbs pålydende på kr.? Skal kravet reguleres for den mellemliggende inflation? Eller skal bilens værdiansættelse give sig udslag i en tilsvarende forhøjelse af vederlagskravet, idet fællesejet jo kan siges at være ansvarlig for 25 % af denne værdistigning? Muligheden for på denne måde at værdiregulere vederlagskrav har været flittigt diskuteret i den juridiske teori Forarbejderne Bestemmelserne i RVL 23, stk. 2 og 3 er stort set materielt uændrede fra 1918-udkastets 63 og 64. I bemærkningerne til disse bestemmelser fremgår det blandt andet om sammenblandingstilfælde på s. 215: Hovedsynspunktet maa derfor være det, at hverken den anden Ægtefælle eller den disponerende Ægtefælle selv skal lide noget Tab ved den Slags praktiske og naturlige Dispositioner, og det maa derfor tilstræbes, at Forholdet mellem de to Formueomraader ikke herved endelig forskydes, men at der ved Skiftet igen oprettes den rette Balance imellem dem. Om vederlagskravets størrelse hedder det på s. 216: Det retfærdigste i de fleste Tilfælde vilde vel nok være at sætte Erstatningen i samme Forhold til den forbedrede Formuegenstand, som de anvendte Midler staar i til Formuegenstandens oprindelige Værdi; men heller ikke denne Beregningsmaade vil altid føles tilfredsstillende, og den Dette er nogle gange udtrykt på den måde, at aktivet krone for krone er brøkdelssæreje. Se f.eks. Særeje s. 25, s. 79 og s. 81. Se til eksempel Familieret 1996 s. 388 ff., Formueordninger s. 377 ff., Familieretten 2006 s. 241 f. og Særeje s. 85 f. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 18

19 vilde i Praksis være for svær at anvende. Man har derfor ment ingen Regler at burde give for Beregningen, men at burde overlade denne til Praksis, idet man ved at anvende Ordet Vederlag formentlig har ladet tilstrækkkelig Plads aaben for Skønnet. Det har således klart været hensigten med reglerne, at en værdiregulering kan være nødvendig for at oprette den rette balance mellem formuearterne, at denne værdiregulering bør fastsættes skønsmæssigt og at den i de fleste tilfælde passende kunne foretages med udgangspunkt i den forholdsmæssige værdistigning af aktivet Teorien og praksis En skønsmæssig fastsættelse af vederlagskrav med udgangspunkt i en værdistigning på det omhandlede aktiv har fået udtalt støtte flere steder i den juridiske teori: I Formueordninger konkluderes det på s. 386, at et vederlagskravs størrelse må fastsættes ved en samlet skønsmæssig bedømmelse, og at udgangspunktet for denne må være de anvendte beløb og de værdiændringer, der er indtrådt, i de aktiver, som har fået tilført midler af en anden formueart. I Særeje s. 97 findes 1918-udkastet at give tilstrækkelig dækning til at fastslå, at vederlagskrav efter 23, stk. 2 kan genstandsreguleres. I Familieretten 2006 bemærkes på s , at det rette vil være at fastsætte størrelsen ved et konkret skøn i den enkelte sag, og at mulighederne herfor er til stede både ud fra bestemmelsens motiver og ud fra bagvedliggende reale hensyn. Familieret 1996 er mere tvetydig, men på s. 392 konkluderes det, at pristals- og genstandsregulerede vederlagskrav kan rummes inden for 1918-udkastets motiver, og at manglende regulering af vederlagskrav ofte vil føre til resultater, der ikke synes forenelige med motiverne. På s. 426 udtrykkes modstand mod en mekanisk regulering af vederlagskrav det vil vel sige en konsekvent regulering af alle krav, f.eks. i henhold til det generelle pris- eller lønniveau, uden skelen til de konkrete forhold, der har begrundet kravets opståen idet en sådan hverken har støtte i bestemmelsens ordlyd, domspraksis eller motiverne bag bestemmelsen. Til gengæld tiltrædes muligheden for skønsmæssig fastsættelse. Familieret 2003 udtrykker på s. 433 også modstand mod mekaniske reguleringer og fastslår derefter, at vederlagskravets størrelse må fastsættes skønsmæssigt og på linje med holdningen i Formueordninger med udgangspunkt i det anvendte beløb og indtrådte værdiændringer. Anvendelse af indeksregulering som et led i denne fastsættelse tiltrædes også. Der findes få trykte afgørelser om værdiregulering af vederlagskrav: I U Ø havde en ægtefælle anvendt kr. fællesejemidler til tegning af en livrente (der på et skifte kan udtages forlods). Landsretten nedregulerede den anden ægtefælles vederlagskrav i denne anledning til den værdi livrenten udgjorde på skiftet 4.863,40 kr. (tilbagekøbsværdien). Dermed blev vederlagskravet i overensstem- RETTID 2008/Specialeafhandling 5 19

20 melse med principperne i 1918-udkastet værdireguleret i forhold til det aktiv hvori midlerne blev investeret. 69 I en afgørelse af skifteretten i Århus af 1. juli 1997 (Fagligt Nyt ) 70 tillodes regulering af et vederlagskrav, der var begrundet i anvendelse af fællesejemidler til nedbringelse af gæld på en fast ejendom, der var særeje. Reguleringen begrundes dog en smule kryptisk, antageligvis grundet parternes påstande i ejendommens værdistigning. U V, der også vedrørte overførsel fra fælleseje til særeje, afviste konkret pristalsregulering med blandt andet den begrundelse, at ægteskabet havde været kortvarigt. Ved samme afgørelse blev vederlagskravet skønsmæssigt nedreguleret, idet den faste ejendom, som kravet vedrørte, var faldet i værdi. 71 I Særeje (der dog er skrevet forinden de to sidstnævnte domme) anføres det på s. 87 umiddelbart efter en kommentar om, at der forfatterne bekendt ikke findes domme, der har værdireguleret vederlagskrav at der ikke foreligger nogen afklaring af problemerne vedrørende værdiregulering, og det må derfor konkluderes, at intentionerne fra 1918-motiverne om en afbalanceret udligning ikke synes at fungere i det praktiske retsliv. Denne konklusion, der i øvrigt ikke er argumenteret yderligere for, synes en anelse forhastet, idet der i forarbejderne, som redegjort for ovenfor, findes rigeligt med støtte til værdiregulering. At der findes få konkrete afgørelser, der værdiregulerer et vederlagskrav, er ikke ensbetydende med, at der ikke er mulighed for det især eftersom det netop også i Særeje bemærkes, at der er i de undersøgte afgørelser ikke har været procederet på en værdiregulering Konklusion om værdiregulering Det må på baggrund af ovenstående konkluderes, at det klart er forudsat i forarbejderne til bestemmelserne, at vederlagskrav skal fastsættes skønsmæssigt, og at værdiregulering er en naturlig del af denne Reguleringen kan dog diskuteres. Der er i dette tilfælde tale om et vederlagskrav begrundet i en overførsel af fællesejemidler til særejemidler (i det konkrete tilfælde dog en 15, stk. 2-rettighed). Hvis man i et sådant tilfælde nedregulerer vederlagskravet i forhold til aktivets værdi, vil vederlagskravet blive mindre end nettobodelstabet det vil med andre ord sige, at risikoen for investeringens hensigtsmæssighed placeres på fællesejet. Da der reelt er tale om en særejeinvestering er spørgsmålet om ikke vederlagskravets størrelse bør svare til nettobodelstabet i stedet. Dette synes at være holdningen i Formueordninger s , hvor det tilfælde omtales, at der overføres midler fra fælleseje til særeje uden dette medfører en værdistigning. På den anden side vil dette medføre forskellig retsstilling alt efter om omhandlende aktiv stiger eller falder i værdi ved en værdistigning tager man udgangspunkt i denne, hvilket medfører at vederlagskravet bliver større hvorimod et værdifald skulle medføre, at man tager udgangspunkt i det overførte beløb. Dette forekommer inkonsekvent og kan også medføre, at det faktisk bliver en kvantitativ fordel for fællesejet at blive overført til et særeje, idet værdistigninger bliver tilbageført hvorimod værdifald ignoreres. Afgørelsen er refereret i Familierets-synopsis, 41. udgave, 2005 s. 272 og endvidere analyseret i Formueordninger s. 385 f. Dommen er også gennemgået i Formueordninger s. 384 f. Denne miskreditering af vederlagskravenes anvendelighed kan måske også ses som et led i promoveringen af anpartssærejet i Særeje. RETTID 2008/Specialeafhandling 5 20