TO SLAGS KÆRLIGHED. Martinus

Transkript

1 Martinus TO SLAGS KÆRLIGHED Ægteskabsprincippets mission Det store fundamentale princip, som på forskellig måde har været det levende væsens livsfundament i dets eksistens og væremåde i dets udviklingspassage gennem dyreriget og helt op i det ufærdige jordiske menneskes livstilstand, er dets parringstilstand. Det er denne guddommelige tilstands udfoldelse, vi kender under begrebet "kønsdriften", og som hos det ufærdige menneske ligger til grund for det, vi udtrykker som" ægteskabet". Som vi her skal se, har ægteskabet eller parringstilstanden til formål at være en erstatning for væsenernes manglende evne til at manifestere næstekærligheden eller alkærligheden i livets mørkeste verden eller livsplan. Denne livets mørkeste verden er "dyreriget", under hvilket det jordiske menneske henhører i samme grad, som det endnu er ufærdigt udviklet som "menneske". Væsener hvilke næstekærligheden eller alkærligheden ikke eksisterer I den del af dyreriget, hvis væsener endnu fremtræder som hankønsvæsener og hunkønsvæsener i renkultur, eksisterer næstekærligheden eller alkærligheden absolut ikke. Det er disse væsener, vi kender under begrebet" dyr". De udgør enpolede væsener, hvilket vil sige, at af det levende væsens to poler: den maskuline og den feminine pol, er kun den ene pol i udfoldelse hos dyret. Hos nogle dyr er det den maskuline pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hankønsvæsen. Hos andre væsener er det den feminine pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hunkønsvæsen. Hos disse væsener eksisterer der som nævnt absolut ikke nogen som helst form for virkelig næste- eller alkærlighed. Der forekommer heller ikke nogen som helst væsentlig grad af humanitet. I kraft af dets særlige polstruktur er det umuligt for dette væsen at elske sin næste, som det elsker sig selv. Der kan godt opstå en sympati i dyret, f. eks. i en hund for dens herre, den kan endog være meget stærk, men den er absolut ikke det san1me som alkærlighed. Den gælder kun hundens herre og afføder skinsyge imod andre væsener, der kommer dette dyrets forhold til sin herre for nær. - En verden, i hvilken der hverken er humanitet eller alkærlighed, kan kun være en meget mørk verden, hvor væsenerne må rivalisere med hverandre om livet. Det er i stor udstrækning en livsbetingelse, at væsenerne her må dræbe for at leve. De er i samme udstrækning prædestinerede til at rnåtte æde andre væseners organismer som livsbetingende føde. De må derfor forsvare sig overfor angribende væsener og må selv angribe væsener, der er livsbetingende føde for dem selv. Derfor er disse væseners organismer ligefrem udstyret med organer, der i sig selv er mordvåben eller drabsmidler, med hvilke de på dødbringende måde kan både angribe og forsvare. Det er således her synligt som urokkelig kendsgerning, at dyreriget er et dødens, drabets, invaliditetens og smertens rige. Hvad er atom- eller kernevåben i udfoldelse andet end dette riges ufærdige menneskers kulminerende helvede? - Og hvad er den fundamentale årsag til helvede? - Helvede skyldes de ufærdige væseners manglende næstekærlighedsevne.

2 Den højeste ild eller Guds ånd i dyreriget Hvad er det oplivende moment i dette InØrkets og dødens rige? - Hvad animerer væsenerne til at udløse denne dødbringende kamp for det daglige liv i dette livets helvede? - Det er altså ikke alkærligheden eller den kærlighed til sin næste, som man skal elske, som man elsker sig selv. Som før nævnt eksisterer denne kærlighed ikke i dyreriget i renkultur. J a, der er ikke engang selv det mindste gran af humanitet i samme rige. Hvad er da lyset i denne skyggernes verden? - Lyset i dette mørke, helvede eller ragnarok er ikke desto mindre den allestedsnærværende Guds ånd. Den kommer til udløsning i væsenernes parringsakt som et lysglimt i form af en kulminerende behags- eller vellystfølelse i de herfor egnede organer, nemlig kønsorganerne hos de to parter: han- og hunkønsvæsenet, der udløser akten. Guds ånds tilstedeværelse i væsenerne i form af det nævnte lysglimt i parringsakten har vi i vort hovedværk Livets Bog udtrykt som "den højeste ild". Nævnte lysglimt udgør den absolut allerhøjeste behags- eller vellystfølelse, der eksisterer i dyreriget. Intet under, at den er blevet det tilsvarende største begærobjekt for væsenerne i en verden af krig og fjendskab, og hvor mord og drab er en livsbetingelse og alkærligheden en umulighed. Tænk, hvor guddommeligt det er, at væsenerne i denne sorteste sorte lidelsernes verden her i en kunstig sjælelig kontakt med et andet væsen, realistisk i kød og blod kan opleve et glimt af Guds ånd eller det evige lys som livets allerhøjeste og altoverstrålende behags- eller vellystfornemmeise. Det er denne allerhøjeste behags- og livsstimulerende fornemmelse, der, om end ubevidst for de to parter selv, er oplevelsen af det evige lys eller Guds ånds tilstedeværelse i deres egen organisme, i deres eget kød og blod her i mørkets og dødens verden. - Det er begæret efter dette lys, denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse i par- ringsakten, der bærer hele dyreriget. Det er drivkraften i al livslyst. Det er nydelsen af dette lys, der befordrer det levende væsen igennem selve livets mørkeste mørke eller helvede. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der befordrer væsenernes forplantning og gør genfødelsen eller reinkarnationen mulig og dermed væsenets passage fra liv til liv i en ny og forbedret organisme for hvert liv og dermed en stadig udvikling og forbedring i manifestation og oplevelse af livet. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i væsenets eget kød og blod, der fører væsenet frem til overvindelsen af mørkets kulmination. Denne overvindelse af mørkets kulmination åbner porten til himmeriges rige for det således færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, den evige gudesøn. Guds plan med det ufærdige væsen Det er således ikke livets mening, at Guds ånd skal blive ved med kun at kunne opleves af det levende væsen som et lysglimt af kulminerende vellyst og salighed, medens hele den Øvrige del af dets daglige liv skal være et mere eller mindre kulminerende mørke eller helvede. Guds hensigt med det levende væsen er ikke blot dette, at gøre væsenet til et "dyr", til et væsen, hvis livsbetingelse er at dræbe andre væsener og æde deres organismer som føde og dermed selv blive prædestineret til en ulykkelig, lemlæstende og dødbringende skæbne. Når det ikke desto mindre er således, skyldes det udelukkende dette, at bevidsthed og den heraf følgende væremåde kun kan tilegnes ved erfaringsoplevelse. Det et væsen aldrig har oplevet eller hørt tale om, kan det umuligt vide noget om. Da en total fuldkommen væremåde kræver viden og evne for at kunne manifesteres, må det levende væsen have adgang til den erfaringsdannelse eller livsoplevelse, der kan give det denne viden og evne. Hvordan skulle det kunne vide, om noget er godt 2

3 eller ondt, om noget er fuldkomment eller ufuldkomment, hvis det ikke havde adgang til at erfare det ved selvoplevelse. Hvordan skal et væsen kunne blive til væsenet i Guds billede, hvis det ikke har nogen som helst viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt? - Var det ikke netop Guds viden om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, der skulle vederfares væsenerne med "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt"? - Var det ikke netop "slangen", der vejledede!!eva" til at forstå Guds plan med hensyn til nydelsen af kundskabens træ? (Se 1. Mos. 3. 4). "Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag i æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt ll Hvordan skulle væsenet kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse uden at have kendskabet til godt og ondt? Dette kendskab til godt og ondt er således i viden og evne, i teori og praksis den absolutte hovedbetingelse for væsenets fremtræden i Guds billede efter hans lignelse. Slangen var altså ikke nogen!'djævel ll, der forførte eller vildledte "Eva", men et væsen, der vejledede hende. Vi ser derfor i 11 slangen ll et væsen i verdens genløsningens eller kristusprincippets tjeneste. Og vi forstår da også her, at det levende væsens daglige liv i dyreriget eller mørkets verden er det samme som "nydelsen af kundskabens træ". Dette gælder ikke mindst de ufærdige mennesker, der jo hører dyreriget til med den del af deres bevidsthed, der endnu er dyrisk (egoistisk, hadefuld, intolerant, misundelig, skinsyg og morderisk). Når de jordiske mennesker lever i så meget mørke, er det netop fordi, de endnu i en meget høj grad er uvidende om, hvordan de skal leve for at blive fri af mørket og lidelserne og derved komme til at opleve den totalt fuldkomne tilværelse, hvor der hverken er krig, død eller pine. De må derfor stadig hade, myrde, dræbe, lemlæste og Ødelægge, der hvor de endnu ikke er udviklede, for at få virkeligt kendskab til, hvor ulykkeligt det er at leve i en sådan primitivitet og uvidenhed og det heraf følgende helvede. De må stadig æde andre væseners organismer som føde. Her er de ufærdige jordiske mennesker ikke nogen undtagelse. Medens dyrene lever i organismer, der i sig selv er sande mordvåben, lever menneskene i organismer, med hvilke de har været i stand til at skabe atom-eller kernevåben. Med disse har de udvidet deres drabskapacitet millioner af gange. Med denne drabs- og Ødelæggelseskapacitet er de i stand til at udslette millionbyer med deres befolkninger og kultur goder i løbet af sekunder. Ja, alt fysisk liv på jorden ville de kunne udslette, hvis ikke Guddommens mål eller hensigt med de levende væsener var noget helt andet. Det er ikke meningen, at det levende væsen skal udvikles til at blive et permanent!'djævlevæsen" ltied gigantiske, morderiske, smerte- og lidelsesfrembringende kræfter. Verdensaltets kosmiske struktur og de heraf følgende livslove for de levende væseners bevidstbed og væremåde betinger, at de samme væseners skæbne, hvad enten den er ond eller god, kun kan være en kopi af den væremåde, de har udfoldet overfor deres næste og omgivelser. Det er en total viden om denne væsenernes skæbnedannelse, de kommer til ved liv efter liv at "nyde af kundskabens træ". Og igennem de lidelsers tilbagevirkende lidelser på væsenerne selv, som de ligeledes liv efter liv har påført deres næste eller andre væsener, opstår den humane evne eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Der opstår således efterhånden i væsenet lysten til udelukkende kun at være til glæde og velsignelse for alt levende. Dette er igen det samme som at være" et med Gud". Og i det levende væsen med denne væremåde har vi her for os "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det levende væsens forvandling til denne guddommelige åbenbaring af Guds billede, 3

4 udstrålende alkærligheden eller det evige lys til alt og alle, er således Guds plan eller formål med alt, hvad der overhovedet sker for vore øjne her i det mørke dyrerige, krigens og lidelsernes verden. Det verdensfrelsende tankeklima Hvordan kommer de dyriske, dræbende væsener, hvis drabskapacitet i værste tilfælde er så enorm eller gigantisk, at vi kun kan udtrykke disse væsener som" djævlevæsener", til at forandre sig til en helt anden og diametral modsat væremåde? - Disse dyrerigets væsener lever jo i dag i en bevidsthed og organisme, der i realiteten kun er et krigsberedskab. Dyrenes organismer er i sig selv organiske mordvåben, beregnede på dødbringende angreb og forsvar, som de pågældende væseners opretholdelse af livet i stor udstrækning er betinget af. De ufærdige menneskers organismer hører også med i krigsberedskabet. De har vist sig at kunne være sande organiske redskaber for opfindelser af raffinerede muligheder og udvidelser af det morderiske eller dræbende princip. Med deres atom-eller kernevåben har de udvidet deres drabs- og Ødelæggelseskunnen millioner af gange. At udslette millioner af mennesker er i virkeligheden kun en Øjeblikssag, ligesom de med samme gigantiske drabs- og Ødelæggelseskunnen kan udslette eller Ødelægge hele nationers eller staters livsbetingende kulturområder. Findes der virkelig en adgang til for væsenerne at komme ud af denne krigens og lidelsernes væremåde, denne dødningedans i helvedes eller ragnaroks terræner, denne passage i mørkets kulmination? - J a, der findes en altoverstrålende lysende vej fra dette helvede til paradiset, fra dette kulminerende mørke og lige direkte ind i det evige lys. Denne vej er belagt med guld. Dette guld er livets allerhøjeste tankeklima. Dette tankeklima er den evige Guddoms hellige ånd, der i form af den altbesejrende alkærlighed udgør det evige lys i mørket. Den er vejen ud af skyggernes kolde verden og fremad imod livets højeste solrige egne. Alkærligheden er verdens frelse. Hvorfor er rnenneskene ikke blevet alkærlige for længe siden? Når alkærligheden ikke for længst er blevet en almen foreteelse i menneskenes væremåde, skønt dens påbud igennem årtusinder har været forkyndt fra tusinder af prædikestole verden over, skyldes det udelukkende dette, at alkærligheden er en evne, der ligesom andre organiske evner kun kan opstå igennen1 en udviklingsproces. Den kan derfor ikke opstå eller efterkommes af noget som helst påbud eller ved trusler om straf, trusler om helvede efter døden eller ved løfter om paradis, ligeledes efter døden. Den er således ikke en viljesakt. Mange mennesker vil meget gerne være kærlige, m-en de opdager ofte, at det kærlige eller gode, de vil, det gør de ikke, men det ukærlige eller onde, de ikke vil, det gør de. Det er altså ikke viljen, der mangler. De kan således ikke udfolde næstekærligheden i den grad, som de gerne ville. Næste- eller alkærlighedsevnen er således ikke udviklet nok. Den er endnu ikke så færdigudviklet, at den er blevet en permanent altbeherskende daglig værenlåde i jordmenneskenes liv. En evne, man ikke har, kan man ikke udfolde. Og har man den, kan man i alt fald ikke udfolde den i større udstrækning end til det stadium, man har fået den udviklet. At den netop er i udvikling hos jordens mennesker kan let iagttages, idet den hos nogle mennesker er langt fremskreden, og hos andre er den kun lige i sin allerførste spæde begyndelse. Menneskenes alkærlighed viser således højst forskellige grader i udvikling. Derfor finder vi mennesker med højst forskellige grader af alkærlighed i deres væremåde. r samme grad, som denne evne til udfoldelse af alkærlighedens guddommelige tankeklima mangler i væsenernes væremåde, 4

5 er de ukærlige, inhumane og ufølsomme overfor andre væseners lidelser eller ubehagelige situationer. I samme grad som alkærligheden mangler i væsenernes væremåde, i samme grad er de endnu ikke udviklet af deres dyriske natur og tilstand. I samme grad som denne natur gør sig gældende i væsenets psyke og væremåde, er det absolut ikke noget "menneske" i renkultur. Da er det endnu et blandet væsen. Det er til en vis grad dyr og til en vis grad menneske. Det repræsenterer det væsen, som er symboliseret ved den verdenskendte figur "Sfinksen". Denne figur har menneskehoved og dyrekrop og er således hovedsymbolet på det ufærdige jordiske menneske. ~Ian kan ikke forvandle et dyr til ITlenneske ved tale, skrift, trusler om straf eller løfter om paradis Den ufærdige eller dyriske tilstand hos det jordiske menneske bevirker, at det er behersket både af dyrisk ogmenneskelig natur. Da den menneskelige eller humane natur i væsenerne endnu er meget lidt udviklet, bliver den dyriske natur tilsvarende overlegent dominerende eller fremtrædende i dets væremåde. Det er denne overlegne eller uhæmmede dyrisket natur i menneskene, der er skyld i deres krige og verdenskrige, deres morderiske væremåde, deres voldsomme materialisme og gudløshed, deres begær og magtsyge} deres intolerance, jalousi, skinsyge og misundelse, der befordrer deres mørke karma, deres helvede eller ragnarok. Det er også deres endnu manglende alkærlighed og den heraf følgende uhæmmede intelligens, der har bevirket, at de med atomog kernevåben har kunnet udvikle deres drabs- og Ødelæggelseskunnen til en millioner af gange større kapacitet. De er derved blevet i stand til rent automatisk at kunne udslette folk og stater i løbet af få Øjeblikke, skønt efterfølgende evige påbud har vibreret gennem jordens atmosfære igennem årtusinder: "Du skal ikke ihjelslå" (2. Mos.13) - "Stikdit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage sværd, skulle omkomme ved sværd" (Mt ) -.. "Alt hvad I ville, at menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne" (Mt. 7.12)- "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind" (Mt ) - "Du skal elske din næste som dig selv" (Mt ). - Hvorfor har disse guddommelige påbud ikke standset menneskehedens krigerske eller morderiske livstilstand, dens dyriske natur? - Når de religiøse, guddommelige påbud ikke har kunnet standse menneskenes dyriske natur, sindelag og væremåde og gjort væsenerne til alkærlige, færdige eller fuldkomne mennesker, skyldes det udelukkende den omstændighed, at man ikke kan forvandle et" dyr" til et limenneske" blot ved et påbud. Man kan ikke diktere en elefant, en løve, en tiger eller noget andet dyr til at blive til et menneske. Denne forvandling kan ikke finde sted ved noget Øjeblikkeligt blot og bart påbud eller mirakel. Den kan kun finde sted ved en udviklingspassage og livsoplevelse igennem mange fysiske jordliv. - Nu vil man muligvis her bemærke, at de nævnte påbud ikke var og heller ikke er givet hverken til elefanter, løver eller tigre eller til noget andet dyr, men til mennesker. Det er rigtigt. De er ikke givet til væsener med disse dyriske udseender eller med disses særlige former for organismer, men de er givet til "dyr'! med menneskeligt udseende. Dette vil igen sige, at de guddomnlelige påbud er givet til væsener, der har begyndt at få menneskelig begavelse ogtildels enmenneskelig organisme og derfor bliver udtrykt som "menneske" uden i virkeligheden at være et totalt færdigt udviklet menneske. Dette gælder alle jordmennesker. De er således væsener, hvis mentalitet eller psyke endnu består af dyrisk natur og menneskelig natur. Denne dyriske natur i mennesket er ganske immun eller upåvirkelig af de 5

6 nævnte påbud, der jo er udtryk for en væremåde fra et helt andet tilværelsesplan end det dyriske. Den dyriske natur i mennesket gør det endnu meget modtageligt for alt, hvad der kan fremme og stimulere dets tilværelse på andre væseners bekostning. Den befordrer alle eogistiske og hadefulde handlinger. Den er fundamentet for alle ukærlige og morderiske tilstande og værenlåder. Her finder vi den mentali - tet og væremåde, Bibelen har symboliseret under begrebet "djævelen" eller den Ilonde". Denne form for psyke udgør den totale kontrast til det evige højeste lys eller selve Guddommens bevidsthed, der i Bibelen er udtrykt under begrebet Ilden hellige ånd". Hvad der betinger væsenernes modtagelighed for humane påbud eller vejledning alkærlighedens moral og væremåde V æsenernes forvandling fra dyr til menneske kan som nævnt absolut ikke ske ved blotte moralske eller hellige påbud i form af skrift og tale. Denne fornl for påvirkning af væsenet er i realiteten kun en vejledning af det fra dyr til menneske allerede mere eller mindre forvandlede væsen. I de felter i dets bevidsthed eller psyke, der endnu ikke er spor af forvandlet fra dyrisk til menneskelig natur, er det totalt immun overfor den nævnte humane påvirkning. Det er således blottet for evnen til at forstå den. Hvis ikke væsenet med sin egen daglige ufærdige og inhumane, mørke væremåde rent automatisk og ubevidst selv befordrede sin forvandling fra dyr til nlenneske, ville det aldrig nogen sinde kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Men loven for væsenernes skæbnedannelse er så guddommelig indrettet, at den betinger, at alt, hvad et væsen med sin væremåde gør overfor et andet væsen, får det tilbage i form af dets kommende skæbne. Alt eftersom væsenets påvirkning af denne sin næste er ond eller god, bliver de tilbagevendende virkninger heraf for sit ophav en tilsvarende ond eller god skæbne. Så længe den dyriske natur endnu er den fremherskende i mennesket, skaber det jo i sin daglige væremåde megen nlørk skæbne med lidelser og besvær for sin næste eller sine omgivelser. Disse lidelsers tilbagevenden til sit ophav danner altså tilsvarende lidelser eller mørk skæbne for dette fremover. Denne mørke skæbne danner efterhånden i væsenet den begyndende humane evne eller første spæde spire til alkærlighedsevnen. I kraft af denne begyndende hunlane evnes vækst degenererer i tilsvarende grad den dyriske natur i væsenets psyke eller bevidsthed og dermed i dets væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde opstår. Her begynder det at få lyst til at ændre sin levenlåde i human retning. Og her begynder det at blive modtageligt for de guddommelige påbud om humanitet eller næste- eller alkærlighed. Og det er til disse mennesker, at alle verdens genløsningens humane påbud igennern verdensgenløsere, hunlane religioner, kristendom og åndsvidenskab er givet. Deres modtagelighed herfor affødes således af deres begyndende humane eller menneskelige natur i deres mentalitet eller psyke. Dette betyder således i virkeligheden, at væsenerne for at kunne påvirkes ved skrift og tale allerede må være så fremskredent udviklet, at deres dyriske natur og væremåde er dem rnere eller mindre imod. De begynder ikke at kunne nænne at gøre andre væsener fortræd. Der begynder at opstå humanitet eller næstekærlighed i deres psyke og væremåde. Væsener, i hvem den menneskelige natur ikke er så udviklet, er ganske upåvirkelige af de nævnte overleverede store påbud om næstekærlighed. De lever endnu mere eller mindre med den dyriske natur eller efter princippet enhver er sig selv nærmest. (Fortsættes side 60) 6

7 Alkærligheden kan kun blomstre i samme grad, som væsenet har overvundet mørket eller den dyriske natur i dets egen psyke eller væremåde Da det store flertal af jordens mennesker hidtil ikke har været så fremragende humant udviklet, at de helt har kunnet modtage og efterkomme humanitetens eller næstekærlighedens store guddommelige påbud eller vejledning, har de ikke kunnet forhindres i at udvikle eller forstærke deres dyriske eller morderiske krigsmentalitet eller den dyriske bevidsthed og drabskapacitet millioner af gange. Væsenerne kom til at leve i "alles krig imod alle". Kristendommen og de andre store guddommelige verdensreligioner med tusinder af kirker og templer, millioner af præster, biskopper, ærkebiskopper, kardinaler og paver eller magtfulde religiøse overhoveder, har med stor vælde tonet de nævnte humanitetens og alkærlighedens påbud ud over verden. Side om side med dette vælde af næste- eller alkærlighedsforkyndelse har den dyriske natur i de ufærdige mennesker kunnet udvikle sig til at blive den største eksisterende drabs- og Ødelæggelseskapacitet i verden. Hvordan går dette til? - Hvorfor har dette vældige opbud af alkærlighedsforkyndelse verden over ikke standset væsenernes voldsomme tiltagende udvikling i drabs- og Ødelæggelseskunnen? - Er det ikke netop fordi, et dyr ikke kan forvandles til et menneske ved en blot og bar forkyndelse? - Den dyriske natur i mennesket kan lige så umuligt fjernes ved bare forkyndelse. Om den dyriske natur findes i et menneske eller i et dyr gør absolut ingen forskel. Dyrets natur i mennesket kan således ikke forvandles til menneskelig natur ved forkyndelse, men derimod udelukkende ved oplevelse i egen or ganisme og psyke de lidelser, man i sin dyriske eller ufærdige natur har påført andre væsener. Kun igennem selvoplevelsen af den skæbne, man har påført andre væsener, kan den humane evne, der er det samme som den begyndende alkærlighed, opstå. Når væsenet begynder at opdage denne sin situation, bliver det modtageligt for al åndelig vejledning, bøger, skrift og tale og kan da med denne åndelige støtte selv begynde, bevidst at arbejde med på sin videre udvikling fremad på sin vej mod det evige lys. Da jordmenneskeheden lever i en epoke, hvor mørket eller den dyriske natur i en overvejende grad dominerer dens bevidsthed og psyke, er det ikke så mærkeligt, at den totale næste- eller alkærlighed ikke er blevet almengældende for længe siden. Det levende væsens evige manifestation og livsoplevelse Da det levende væsen ifølge kosmiske analyser i mit hovedværk L i v e t s B o g udgør en evig, udødelig realitet, hvordan kan det da harmonere med, at dets bevidsthedsskabelse er tids- og rumdimensionel? - Noget, der skabes, kan umuligt være evigt. Det kan umuligt eksistere uden at være begyndelse og afslutning underkastet. Enhver skabt ting udtrykker derfor et begrænset rum og en begrænset tid, og vi udtrykker den derfor som tidsog rumdimensionel. Men hvordan skulle en bevidsthed kunne være til uden at bestå af tids- og rumdimensionelle ting, altså ting der har begyndelse og afslutning, ting der optager afgrænsede rum eller plads og afgrænset tid? - Hvis ikke det var således, hvordan skulle en tankefunktion da kunne finde sted? - Tankefunktionen er jo en skabeproces. Igennem denne bliver vore tanker til. Men hvordan skulle disse kunne skabes uden at have begyndelse og afslutning, være begrænsede i tid og rum? - Hvis de var evige og dermed også uendelige, kunne de kun udtrykke total stilhed. Men total stilhed kan ikke fungere hverken som manifestation eller livets oplevelse. Tankefunktion og dermed bevidsthed ville være en umulighed. Det levende væsens J eg ville stadig eksistere, men det ville være totalt uden bevidsthed, manifestation og oplevelse. En evig uma- 60

8 nifestation, en evig total stilhed og dermed en evig død i form af et evigt intet måtte ruge der, hvor livet i dag kulminerer i manifestation og livsoplevelse, i lys og mørke, i tid og rum, i materie og ånd. Det evige livs spiralkredsløb og tilværelsesplaner Ved en indgående iagttagelse er det ikke vanskeligt at se, at det jordiske menneske er et væsen, der befinder sig i en forvandling fra dyr til menneske. Denne forvandlings- eller skabelsesproces skal altså fuldkommengøre det ufærdige menneske, så det bliver til det færdige og fuldkomne "menneske i Guds billede efter hans lignelse", Denne forvandlings- eller skabelsesproces har altså haft en begyndelse. Den har ikke evigt været til. Hvad var da det levende væsen, der nu er ved at blive skabt om fra dyr til menneske, før denne skabelse begyndte? - FØr denne skabelse begyndte, levede væsenet i oplevelse af liv og manifestation i en forudgående bevidstheds- eller livsepoke. Og før denne epoke levede det atter i en forudgående livsepoke. Og således har det levende væsens evige fortid været bestående af sådanne selvstændige livs epoker, ligesom dets evige fremtid ligeledes vil blive oplevet i sådanne fortsættende, selvstændige bevidstheds- eller livsepoker. Disse livsepoker svarer i princip meget nøje til den selvstændige livsepoke, væsenerne befinder sig i i dag. Enhver sådan livsepoke er baseret på blandt andet seks kosmiske grundenergier. Disse bevirker, at epoken kommer til at bestå af et særligt livsområde for hver grundenergi. Den første af disse grundenergier kender vi under begrebet "instinktenergien". Denne grundenergi i forbindelse med de andre grundenergier i en begrænset eller latent udfoldelse danner det, vi kalder" planteriget". Den næste grundenergi har vi udtrykt som "tyngdeenergien". Den ligger til grund for det fysiske plan. Den ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet ild, eksplosioner og sprængstoffer. Som åndelig materie ligger den til grund for hidsighed, drabsmentalitet og raserianfald. Den er fundamentet for dyrerigets mentalitet. Den næste grundenergi kender vi under begrebet "følelse". Fysisk ligger denne grundenergi til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet "kulde". I denne forbindelse med tyngdeenergien udgør den alt, hvad der kommer ind under begrebet "kraft" og ligger således også til grund for det, vi kender under begrebet "tyngdekraften", der igen er det samme som jordens tiltrækningskraft. Åndeligt set ligger den til grund for al sansning, det være sig både syn, lugt, smag, hørelse og for Øvrigt for alt, hvad der ellers kommer ind under begrebet fornemmelse af både fysisk og psykisk ubehag og behag. Denne energi i en særlig kombination med de andre grundenergier ligger til grund for det totalt fuldkomne "menneskerige". Den næste grundenergi er kendt under begrebet ''intelligens". Den giver mennesket evne til at udforske og erkende princippet i de detaljer, det oplever igennem dets sansning. Den er ikke en fysisk energi og danner derfor ikke noget fysisk plan. Den ligger til grund for et åndeligt tilværelsesplan, vi har udtrykt som" visdomsriget". - Den femte grundenergi er ligeledes en åndelig energi og kendes under begrebet "intuition". Den danner et åndeligt til værelsesplan, vi har udtrykt som "den guddommelige verden". Disse to tilværelsesplaner er tilsammen hjemstedet for livets allerhøjeste former for oplevelse. Ligesom dyreriget er hjemstedet for mørkets kulmination, således er de her nævnte to tilværelsesplaner hjemstedet for lysets kulmination. Når væsenets livsoplevelsesog manifestationsevne her har kulmineret i det højeste lys, degenererer den. Og væsenet bliver mere og mere koncentreret på sine erindringer fra denne sin livsepokes ydre oplevelser. Efterhånden som væsenets ydre oplevelsesevne degenere- 61

9 rer, ophører det med at kunne opleve i den ydre verden. Denne er jo her det samme som den åndelige verden, idet væsenet efter at være blevet et færdigt menneske i Guds billede ophørte med at inkarnere i den fysiske verden. Det var nu blevet et totalt åndeligt væsen. Efter at have kulmineret i denne sin høje livstilstand som "mennesket i Guds billede" begyndte dets livsoplevelses- og manifestationsevne, som før nævnt, at degenerere. Efter denne degeneration havde væsenet ikke mere nogen bevidsthed ud over sine erindringer fra hele dets nu døende kosmiske livsepoke. Disse erindringer oplever det nu som kulminerende II salighed", der er det samme som livets allerhøjeste velværefornemmelse. Det har som nævnt her ingen ydre bevidsthed. Det lever nu udelukkende i sine erindringer. De udgør dets egen inderste verden. Men det levende væsen er et evigt væsen. Det kan ikke blive ved med at leve uden bevidsthed eller ydre oplevelse og manifestation. Fra denne indre erindringernes verden, som vi udtrykker som II salighedsriget", overgår væsenet automatisk til en ny livsepokes begyndende mineral- og planterige. Det begynder her at udvikle nye bevidsthedsevner. Igennem mineral- og planteriget udvikler det sig videre frem og bliver til det, vi kalder et "dyr". Herfra udvikler det sig frem igennem dyreriget og kulminerer her i form af det ufærdige menneske i mørkets dræbende natur som "djævlevæsen". Gennem den heraf følgende mørke skæbne eller karma bliver væsenet færdigudviklet som mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og i denne altoverstrålende guddommelige livsform forlader væsenet den fysiske materielle livsform og fortsætter nu sin høje guddommelige livsform som et totalt åndeligt væsen igennem den ny bevidsthedsepokes højeste åndelige verdener: det fuldkomne menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, for atter senere at degenerere og igennem salighedsriget automatisk at overgå til en ny fortsættelse af oplevelse af liv og manifestation i en ny bevidstheds- eller livsepokes riger eller tilværelsesplaner og således fortsættende i al evighed. - Da disse livsepoker er at udtrykke som kredsløb, og hvert kredsløb ikke er en gentagelse af de foregående, men fremtræder som en fortsættelse af disse i en ny variation, har vi symboliseret disse de levende væseners fortsættende bevidsthedseller livs epoker som" spiralkredsløb". Bibelens "Adam" er hverken "dyr" eller "menneske", er hverken "hankøn" eller "hunkøn" Væsenernes evige livsoplevelse dannes således af en uendelig kæde af disse tidsog rumdimensionelle livs epoker eller spiralkredsløb. For hver livsepoke oplever væsenet en kulmination af mørket og en kulmination af lyset og prædestineres derved til at kunne fortsætte oplevelsen af liv og manifestation i en ny fortsættende kosmisk bevidstheds- eller livsepoke, vi som nævnt i vore kosmiske analyser udtrykker som spiralkredsløb. Det er ved et sådant nyt spiralkredsløbs bgeyndelse, at Bibelen begynder sin skabelsesberetning. Det er heller ikke det levende væsens absolutte begyndelse, der fortælles om i beretningen om "Adam"s skabelse. Som tidligere nævnt har det levende væsen absolut ingen begyndelse eller ophør, men udgør en evig realitet. Men adamsberetningen symboliserer noget af den tilstand, det levende væsen befinder sig i ved dets automatiske overgang fra et spiralkredsløb til et andet. Adam er synlbolet på det levehde væsen, der har færdigudlevet et spiralkredsløb og nu skal begynde i et nyt spiralkredsløb. Det befinder sig foreløbig isalighedsriget, altsåmellemstadiet mellem et afsluttet og et begyndende spiralkredsløb. Adam er et totalt åndeligt væsen, der har gennemlevet de højeste verdener, har været et med Gud, har været med i Guds evige strålevæld. Dette væsen er nu hverken dyr eller menneske, hver- 62

10 ken hankøn eller hunkøn, hverken ond eller god. Det har jo ingen ydre bevidsthed og heller ikke nogen organisme. Det har kun i sig evnen til at opleve erindringerne fra det spiralkredsløb, det nu har udlevet og derfor er i færd med at overgå til et nyt spiralkredsløb. - Vi skal nu følge adamsvæsenet i dets opvågnen og genskabelse af bevidsthed og manifestation i et nyt spiralkredsløbs morgenrøde. Vi vil derved blive vidne til Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse" og dermed få totalt understreget, at alkærligheden er verdensaltets grundtone. Den er Guds bevidsthed. Den er Guds altgennemtrængende hellige ånd. Denne ånd i bevidsthed, psyke og væremåde gør mennesket til det evige lys i mørket. Adam isalighedsriget Bibelens li Adam" er altså et væsen, der har udlevet både kulminationen af mørket og kulminationen af lyset og befinder sig nu i et spiralkredsløbs spæde slutepoke og i et nyt spiralkredsløbs ligeledes spæde begyndelsesepoke. Disse to epoker danner således et mellemstadiunl. I dette rnellemstadium har væsenerne altså ingen ydre bevidsthed, hverken fysisk eller psykisk. De har dagsbevidsthed, men den bæres udelukkende af deres erindringssans eller hukommelsen, der netop her er i sin højeste fuldkommenhed og udfoldelsestilstand. Væsenerne her kan absolut ikke opleve noget i den del af den åndelige verden, vi kalder II den ydre åndelige verden". Deres fundamentale sanseevner til fysisk og ydre åndelig oplevelse er jo degenererede helt ned til et latent stadium. Væsenet kan derfor ikke have anden oplevelse her i nævnte mellemstadiunl end dets erindringer fra det nu udlevede spiralkredsløb. Denne dets erindringsverden udtrykker vi som" dets inderste verden". I denne dets inderste verden oplever det livet i form af dets erindringer, medens det samtidig automatisk og ubevidst overgår fra det udlevede spiralkredsløb til det ny spiralkredsløbs spæde begyndelse. - Da det kun oplever livet i form af dets erindringer, bliver dette til en vis grad en slags guddommelig hviletilstand i en lysende salighedsatmosfære. Erindringerne har nemlig den egenskab, at de bliver mere og mere lysende og strålende, jo ældre de bliver, eller desto længere tid der er gået, siden de blev til ved væsenets oplevelse af den fysiske og ydre åndelige verden. Vi har derfor i vore kosmiske analyser udtrykt disse erindringer som II guldkopier" af de begivenheder eller objekter, de udgør erindringerne af. Denne erindringernes eller guldkopiernes oplevelsesepoke i mellemstadiet mellem to spiralkredsløb kender vi allerede som det, vi har udtrykt som II salighedsrigetil. Vi har her set, at selvom det levende væsen gennemlever en epoke i den fysiske verden og den ydre åndelige verden, hvor det absolut ingen dagsbevidsthed har, fordi hele dets organiske sansestruktur for disse to verdeners vedkommende er latent og i hvile, er denne dets livsstruktur alligevel så guddommeligt fuldkommen og kærligt indrettet, at væsenet under denne ydre totalt bevidstløse overgang fra det ene spiralkredsløb til det andet alligevel befinder sig i en livsoplevelsesform, der udelukkende får væsenet til at kulminere i glæde, lykke og salighed. Og vi får således her livsoplevelsens evighed og udødelighed stadfæstet. Sult- og mætteisesprincippet Hvorfor blevadamsvæsenet ikke i spiralkredsløbets højeste guddommelige verdener med al deres harmoni, skønhed, fuldkommenhed og alkærlighedsvælde, der er disse verdeners livsfundament, ligesom luft, vand og ild er livsfundamentet for væsenernes fysiske organisme? - Denne høje guddommelige bevidsthed og atmosfære, de levende væsener her er gennemstrålet af, er en "skabt" realitet eller ting, og en skabt ting kan umuligt vare ved. Den er som før nævnt tids- og rumdimensionelog ikke evig. Den vil altid 63

11 være formet af forgængeligt stof eller materiale, hvilket alle skabte realiteter uundgåeligt er. Derfor må væsenerne blandt andet skifte organismer, skifte jordliv, skifte livsform, skifte sindelag, fordi disse er skabte foreteelser. Og af samme grund må væsenerne ligeledes skifte spiralkredsløb. Men der er også et andet kosmisk princip, der er medvirkende til væsenernes skiftende lys- og mørkeoplevelser. Dette princip er "sultog mætteisesprincippet". Det har til opgave i form af hunger eller sult at stimulere væsenets nydelsesprincip, skabe ikke blot sult efter mad og drikke, men også alle andre former for begær og Ønsker. MætteIsesprincippet har derimod til opgave at skabe begrænsning af nydelsens eller begærenes tilfredsstillelse. Det er begærprincippet, der f. eks. bevirker længslen efter nydelse af livsgoderne, men det er mætteisesprincippet, der har til opgave at bevirke, at nydelserne ikke bliver overdimensionerede eller unormale. Det er således sult- eller hunger- og mætteisesprincippet, der er fundamentet i væsenernes skiltende interessesfærer. Det er også dette princip, der dybest set gør sig gældende i menneskenes trang til foranderlighed, til at skifte mode, til at skifte skik og brug. Nævnte princip er således en uundværlig faktor i væsenernes sindelags- og væremådeforandringer. Der findes altså ikke nogen som helst normal nydelse eller normalt begær, til hvilke der ikke forekommer mætteise. Dette gælder naturligvis ikke de af menneskene opfundne begær og nydelser, der er baseret på indtagelse af stoffer eller materier, der er nedbrydende eller saboterende både for organisme og sindelag. Disse stoffer eller materier kender vi under begreberne: narkotika, alkohol, tobak og lignende. For disse nydelser, der er en absolut afsporing fra det normale, forekommer der absolut ingen mætteise. Hvis disse nydelser ikke bliver bekæmpet, bliver deres slutfacit et på sind og legeme nedbrudt væsen, der i værste tilfælde havner i åndssvaghed og må tilbringe sin tilværelse i dertil egnede hospitaler. Men denne drastiske skæbne gælder ikke de normale og livsbetingende nydelser. Her reguleres nydelsen af mætteisesprincippet. Og dette bevirker altså, at man får tilfredsstillet et hvilket som helst normalt begær, man i tilstrækkelig grad er i færd med at nyde. Selv ens livret ville man ikke kunne blive ved med at betragte som sin yndlingsret, hvis man kun måtte få den hver eneste gang, man skulle spise. Man ville til sidst komme til at føle lede ved denog sætte megen energi i gang for at få anden mad at spise. Ved lysoplevelsens vendepunkt i spiralkredsløbet Når det levende væsen, efter at være blevet færdigudviklet og blevet til det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse, har levet i denne det kulminerende evige lysets tilværelse i de højeste verdener, indtræder mætteisesprincippet også her. Og væsenet begynder at blive mættet af denne guddommelige, lysende tilværelse, ganske ligegyldigt hvor guddommeligt lysende denne så end måtte være. Der opstår i væsenet en begyndende dragning imod lysets modsætning. Med denne indre dragning efter lysets modsætning begynder degenerationen af denne lysets tilværelse, og dets ydre sanser degenererer helt ned til et latent stadium, så væsenet efterhånden helt mister sanseeller oplevelsesevnen i den ydre åndelige verden. Og det har derefter ingen som helst oplevelse her. Det lever nu som før nævnt helt i erindringsoplevelsen af det enorme spiralkredsløbs områder, som det i livsoplevelsen har passeret. Og da det i særlig grad er lysoplevelsen, det er blevet mættet af, er det i tilsvarende grad særlig mørkeerindringerne fra det udlevede spiralkredsløbs dyrerige eller det dræbende princips område, der nu udgør dets mest lysende guldkopier og har en tilsvarende salighedsbefordrende magt over væsenet. - Men nævnte erindrings- 64

12 oplevelse er også mætteisesprincippet underkastet. Denne taber sin magt, efterhånden som væsenet bliver mættet af disse sine oplevelser. Og den eneste tilfredsstillelse af det voksende begær efter mørket er udelukkende væsene'ts genoplevelse af mørket i et nyt spiralkredsløbs dyrerige eller mørkezone. Erindringsoplevelsen som medvirkende drivkraft i væsenets passage ind i et nyt spiralkredsløb Vi har nu set, at Bibelens Adam er et væsen, der befinder sig imellemstadiet mellem to spiralkredsløb. Det lever i sine erindringers lys og salighed fra det udlevede spiralkredsløb. Denne de levende væseners erindringsmasse fra hele spiralkredsløbets Oluråde, lige fra salighedsrige til salighedsrige, danner altså en indre verden, som absolut ingen udenforstående har nogen som helst bevidst adgang til, ligesom disse adamsvæsener i salighedsriget heller ikke har nogen som helst bevidst adgang til den ydre verden eller dennes væsener. Adamsvæsenerne er her i deres erindringsverden eller salighedsriget totalt isoleret fra al bevidsthedskorrespondance med andre væsener. Dets liv består udelukkende i genoplevelse af erindringerne fra det udlevede spiralkredsløb. De erindringer, der i særlig grad giver nævnte væsener salighed ved genoplevelsen, er de ældste, hvilket vil sige: de erindringer de har fra det udlevede spiralkredsløbs begyndelse. Disse udgør jo tilsammen erindringerne om mørket, det dræbende princip, de dyriske væseners indbyrdes krigstilstand og de ufærdige menneskers forstærkede drabsog Ødelæggelseskunnen, djævlebevidsthed og dermed kulminationen af mørkets udfoldeise. Og det er jo den natur, salighedsvæsenerne nu står på tærskelen til hedsvæsenerne nu står på tærskelen til at skulle genopleve i deres passage i det nye spiralkredsløb, hvor de nu skal til at udvikle sansebegavelse, fysisk bevidsthed og organisme, akkurat ligesom i tidligere spiralkredsløbs mørkesfære. Her skal de atter nyde af "kunskabens træ på godt og ondt" for igen at få genoplevelsen af deres evige primære identitet som søn af Gud i form af "mennesket i Guds billede" efter hans lignelse. Bibelen udtrykker da også denne forvandlingsproces ved at lade Gud sige: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse (1. Mos. 1.26). Dette er således hensigten med denne i den ydre verden bevidstløse Adam i salighedsriget. Dernæst udtrykker Bibelen noget om Adams isolerede tilstand i salighedsriget, hvor væsenet ikke har noget som helst samkvem med noget som helst andet levende væsen. Bibelen lader her Gud sige: "Det er ikke godt, at menensket er ene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham" (1. Mos. 2.18). - Nej, det var sandelig ikke godt for væsenet at "være ene", leve totalt i sine egne erindringer og isoleret fra et hvilket som helst andet levende væsen, selvom disse erindringer var mentale guldkopier eller fremtrædende som kulminerende salighedsoplevelse. Det kunne i længden absolut ikke være nok for væsenet at opleve erindringerne. De var jo erindringer af allerede oplevede begivenheder og tildragelser og ikke nye oplevelser. Men da erindringerne var glædeseller salighedsbefordrende, affødte dette jo netop efterhånden et kolossalt begær efter at komme til at opleve den virkelige livsoplevelse i kød og blod. ErindringsopleveIsen blev således en medvirkende stimulans eller drivkraft for væsenets dragning fremad i det nye spiralkredsløbs ydre åndelige og fysiske verden. Væsenerne og mineralriget Fra salighedsriget skal væsenerne nu overføres til et nyt spiralkredsløbs ydre åndelige og fysiske verden. Denne overføring sker ganske automatisk ved hjælp af sult- og mætteisesprincippet. Efter salighedsvæsenets kulmination i erindringsnydelsen opstår der i væsenet en 65

13 tilsvarende mætteise eller frastødning af lysoplevelsen og en tilsvarende hunger efter livsoplevelse og manifestation i den ydre verdens ånd og materie. Dette salighedsvæsenets lysende begær efter den ydre verden bliver her sammen med lllillianer af andre salighedsvæseners hunger til en kollektiv skabende kraft, der autoll1atisk overgår til den ydre åndelige og fysiske materie. Salighedsrigets reaktion i denne den ydre verdens åndelige og fysiske ltiaterie er identisk med den guddommelige skabelsesproces, vi kender som krystallisering, al dannelse af faste stoffer, stendannelser lige fra de ædleste, glasklare og farvede sten, vi anvender som smykker, og til de mest grove klippedannelser og for Øvrigt også al anden mineraldannelse, platin, guld og SØlv m. m. - Salighedsenergien er således den højeste energi i fremkomsten af mineralmanifestationer. Disse manifestationer udgør tilsammen det, vi udtrykker som "mineralriget". Mineralmanifestationerne udgør således reaktionen af væsenernes første spæde begyndende skabelse i den ydre verdens materier. GennelTI videreførelsen af denne guddolllmelige skabelsespraces igennem spiralens mørkezone skal det levende væsen som en fugl FØniks atter opstå af dette mørke og i det ny spiralkredsløb åbenbare sin evige tilværelse som "mennesket i Guds billede efter hans lignelseli og dermed som Guds evige lys kulminere i spiralkredsløbets lysriger eller zoner. Bibelens sovende Adam Guds skabelse af mennesket i sit billede er, som vi her har set, nu trådt i kraft. Adam er på vej ud af det salighedsrige, det paradis, der velsignede hans tilværelse lned guldkopiernes strålevæld, og som endnu skal lyse over hans færd indtil han igennem nye sanser kan begynde at orientere sig i den fysiske verden. Med denne begyndende sansning i den fysiske verden er væsenet blevet til et "plantevæsen". Foruden dets instinktmæssige evne, der automatisk styrer dets fysiske livsfunktioner, har det fået evne til at kunne" ane". Med denne anelsesevne kan det således ti ane" behag og ubehag. Det kan åbne sine blomster for solens varme. Og det kan lukke dem for nattens kulde. Men det kan endnu ikke opleve eller sanse, hvad denne varme og denne kulde er for noget. Det kan endnu hverken se, høre eller sanse med de Øvrige fysiske sanser. Disse er endnu nærmest at betragte som ufødte. Her i den ydre verden er Adam endnu et sovende væsen. Men i hans inderste væsen lever han endnu i guldkopiernes strålevæld af salighed. Plantevæsenet er således endnu fremtrædende SOlll det væsen, Bibelen udtrykker som" Adam". Guds ånds tilstedeværelse igennem organfunktion i det levende væsen Adam er altså et degenereret kosmisk væsen, der hovedsageligt endnu lever i salighedsriget i sine erindringers verden, men nu er begyndt at få en spæd berøring med den fysiske verden. Men denne Adam ville umuligt kunne komme videre i bevidstheds skabelse og livsoplevelse i den fysiske og åndelige verden, hvis ikke der bag hans ydre fremtræden eksisterede en evig kosmisk, organisk struktur. Denne holder hans livsoplevelse og manifestation i en evig fornyelse i form af sult- og mætteisesprincippet og den heraf følgende passage igennem spiralkredsløbenes kulminerende lys- og mørkezoner eller riger. Denne det levende væsens højeste organiske struktur har vi udtrykt som dets evige" overbevidsthed". Denne overbevidsthed er hovedorganet for hele det levende væsens fremtræden som "levende væsen". Den er sædet for en altgennemtrængende energi, vi har udtrykt som" den højeste ild". Denne højeste ild er i realiteten, som vi skal se, det samme som Guds altgennemstrålende, levende ånd, som i Bibelen er udtrykt som" den hellige ånd". Denne ånd er igen det 'Samme som Guds levende, altgennem- 66

14 trængende bevidsthed. Den har sæde i alle eksisterende levende væseners overbevidsthed. Og med denne Guds ånd i det levende væsen reguleres hele dets evige liv. Uden denne Guds ånds tilstedeværelse i form af "den højeste ild" i det levende væsen var dets eksistens som "levende væsen" totalt umulig. Men hvis den ikke havde sit sæde i de levende væseners overbevidsthed, var Guds eksistens som "levende væsen" også totalt umulig. De levende væsener er Guddommens manifestations- og livsoplevelsesorganer, dette gælder lige såvel de mikrokosmiske og makrokosmiske som de mellemkosmiske væsener. Og Guddommen e r alle disse levende væseners uundværlige eller livsbetingende makrokosmos. Guddommen og de levende væsener udgør således en uadskillelig livsbetingende, samarbejdende enhed. Det er ikke så mærkeligt, at Bibelen udtrykker, at "Guds ånd svævede over vandene" (1. Mos ). Det er ved hjælp af Guds ånds tilstedeværelse i de levende væseners overbevidsthed og den herfra udgående og ledede organfunktion, at de får evne til manifestation og livsoplevelse, de får evne til at rnanifestere og opleve det onde og det gode, mørket og lyset, de får adgang til "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt" og bliver i denne livets allerhøjeste skole eksperter i at kende forskel på godt og ondt, bliver eksperter i alkærlighedens væremåde, bliver til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Uden Guds hellige ånd i de levende væseners bevidsthed eller psyke, ville der således absolut ikke være nogen som helst mulighed for skabelse eller livsoplevelse. Der ville hverken eksistere mennesker, dyr eller planter eller noget som helst andet levende væsen, hverken i mikrokosmos eller makrokosmos, ja, der ville overhovedet ikke eksistere noget som helst mikrokosmos, mellemkosmos eller makrokosmos, hvis Guds ånd ikke eksisterede i de levende væseners overbevidsthed eller psyke. Guddommens og de levende væseners X-analyser Om denne Guds evige ånd kan der i virkeligheden kun siges, at den virker igennem alle ting. Den er "det levende" i de levende væsener. For at forstå Guds ånds tilstedeværelse i det levende væsen, må man lære at forstå, at Guddommen udgør et treenigt princip, der viser, at denne er et levende væsen. Vi kan her kun lige antyde strukturen i dette princip. Det første princip udtrykker vi som jeg' et i det levende væsen. Da dette jeg i sig selv er evigt og således eksisterer udenfor tid og rum, kan det kun have denne ene analyse, at det udgør "Noget, som er". Vi har derfor udtrykt dette navnløse "Noget" som "X 1". - Til dette" noget" eller jeg er der knyttet en overbevidsthed, som i sig selv heller ingen analyse kan have, fordi den er lige så evig som "X 1". Vi har derfor kaldt denne overbevidsthed for "X 2". Det nævnte jegs tredie princip er lige så evigt som de to lige nævnte principper, og vi har udtrykt dette som "X 3". Disse tre principper er ikke selvstændige enheder, der eksisterer hver for sig. De kan kun eksistere som uløseligt knyttet til hverandre som en enhed. Det er denne enhed, vi kender under begrebet det levende væsen. Dette væsen udgør altså et treenigt princip. Som nævnt er "X 1" væsenets jeg. "X 2" er dets overbevidsthed. Denne er det evige hovedsæde for hele det levende væsens højere kosmiske organområde, evige livsstruktur og skabeevne. - "X 3" er det levende væsens "underbevidsthed" med dens "dags" - og "natbevidsthed" og dets fysiske og åndelige organismeområde og videreførelsen af skabefunktionen, hvilket vil sige: livsoplevelsen og manifestationen. - Disse analyser er det levende væsens højkosmiske analyse. De udgør ikke tre analyser af tre ting, men de udgør derimod tre analyser af den samme ting, nemlig" det levende væsen". Det levende væsen er således et "Noget", der evigt eksisterer som levende væsen i kraft af disse tre evige princippers urokkelige 67

15 sammenhæng som en treenighed, der lige akkurat opfylder de tre betingelser, der skal til, for at et "Noget" kan fremtræde som et levende væsen. - Men hvordan med dette levende væsen? Det kunne umuligt eksistere som "levende væsen", hvis ikke alle de andre levende væsener eksisterede. Det kunne umuligt, således som tilfældet er, bygge sin fysiske organisme op af levende mikrovæsener. Hvordan skulle den da komme til at bestå af de livsvigtige foreteelser såsom: organer, celler, molekyler, blod og andre livsvigrige sekreter. Hvordan skulle det kunne leve uden væsener af sit eget kosmos, hvilket vil sige: mennesker, dyr, plantelivsformer og minerallivsformer? - Og hvordan skulle væsenerne kunne opleve manifestation og liv, hvis ikke der var makrokosmiske væsener til, i hvilke væsenerne kunne leve, røres og være? Er ikke netop jordkloden og solen uundværlige for os? - Hele verdensaltet består således af mikrokosmiske, mellemkosmiske og makrokosmiske levende væsener, der som vi har set er absolut gensidigt livsbetingende for hverandre. Da alverdens levende væsener således er livsbetingende afhængig af hverandre og hver for sig umuligt kan leve totalt isoleret og uden nogen som helst legemlig og åndelig berøring med hverandre, bliver det her til kendsgerning, at verdensaltet udgør en af alle disse væsener fremtrædende uadskillelig enhed. Da hvert eneste af disse væsener, som vi har set, har et jeg, en overbevidsthed og en organisme, bliver nævnte jeg' er, nævnte overbevidsthed og nævnte organismer tilsammen verdensaltets jeg, verdensaltets overbevidsthed og verdensaltets organisme. Verdensaltet udgør således en enhed, der opfylder lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at det kan fremtræde som "et levende væsen". Da dette væsen har hele verdensaltet til jeg, bevidsthed og legeme og således rummer alt, hvad der overhovedet eksisterer, dukker her frem af uvidenhedens tåger det absolut eneste eksisterende levende væsen, der har de kvalifikationer, som et levende væsen må have for at kunne udgøre den absolut eneste eksisterende allestedsnærværende almægtige, alvise, alkærlige og dermed altoverstrålende evige Guddom. Og vi møder således her denne livets evige Fader. Guddommens primære bevidsthed De ufærdige mennesker kan ikke opfatte de levende væsener som Guds redskaber eller som en sammenhængende uadskillelig enhed, der udgør Guddommen. De opfatter de levende væsener som ting, der er skabt, ligesom andre skabte ting eller foreteelser. De opfatter Guddommen som et isoleret, selvstændigt væsen, totalt udenfor de levende væseners livsområde og i sin egen natur totalt uafhængig af disse. Men menneskenes første spæde religiøse instinkt lader dem, længe før deres intelligens er udviklet, ane, at der er et "Forsyn", en "Gud" eller" guder" bag hele den materielle, synlige verden. Efterhånden som det religiøse instinkt udviklede sig, blev troen på den almægtige Guddom stadig mere urokkelig og blev fundamentalt understreget af Kristus. Han udtrykte jo netop Guddommen både som "Guddom" og "Fader". Og bedre rammende udtryk for verdensaltets ophav eksisterer ikke, idet nævnte høj este væsen udgør det levende center, det absolut eneste eksisterende væsen, fra hvilket alt liv udstråler og går tilbage til, befordrende alvisdommen og almagten, besjælet af alkærlighedens evige lysocean i tid og rum i al evighed. Som vi allerede har set, er Guddommen absolut ikke noget fra de levende~æsener isoleret eller afsondret væsen, men eksisterer netop udelukkende som identisk med alle eksisterende levende væsener i verdensaltet, der tilsammen udgør hans Xl, X 2 og X 3, der igen urokkeligt viser ham som Ilet levende væsen". Dette levende væsens bevidsthed er evigt inddelt 68

16 i seks store organ- eller livsoplevelsesområder. Disse kender vi allerede som planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Dette sidste rige er mineralriget en udløber..li i den fysiske verden. M disse Guddommens organområder udgør det færdige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget tilsammen Guddommens primære bevidsthedsområde. Igennem de levende væsener i disse riger udfolder Guddommen den totalt fuldkomne almagt, alvisdom og alkærlighed og styrer dermed hele verdensaltet. Hvorledes Guddommens bevidsthed evigt kan være på sit højeste stadium Denne Guddommens evige, primære bevidsthed må stadig fornys og holdes ved lige. Vi har allerede berørt, at det sker igennem de levende væsener ved hungerog mætteisesprincippet. Efterhånden som væsenerne mættes af den altovervældende lystilværelse i de højeste riger, degenererer de og overgår gennem salighedsriget til den begyndende skabelse af en ny bevidsthed i et nyt spiralkredsløb. Væsenerne udvikler sig således igennem salighedsrigets mineralområde, udvikles videre igennem planteriget og dyreriget, og som det ufærdige menneske oplever det her mørkets kulmination. I denne mørkets tilstand udgør væsenerne Guddommens sekundære bevidsthed. Mineral-, plante- og dyreriget med de ufærdige mennesker er således området for Guddommens sekundære bevidsthed. - Hvorfor er dette område hjemstedet for et så overvældende kulminerende mørke for krig, mord, drab og lemlæstelse, som tilfældet er? - Det skyldes udelukkende dette, at alle de levende væsener her er ufærdige væsener i Guds skabelsesproces. De er endnu ikke færdigskabt til at kunne leve livet fuldkomment. De kan endnu ikke manifestere det færdige eller totalt fuldkomne menneskes alkærlige væremåde. Og hvor der ikke er kærlighed, kan der kun være ukærlighed. Hvor der ikke er viden, kan der kun være uvidenhed. Vi ved allerede, at væsenerne netop er her for atter at få deres bevidsthed fornyet, blive omskabt i Guds billede efter hans lignelse, så de igen kan indtræde i de højeste verdener, indtræde i Guds primære bevidsthed som kulminerende lysorganer for hans altoverstrålende hellige ånd eller evige lys. Idet de færdige mennesker i Guds billede således overgår til spiralkredsløbets højeste riger, altså til Guddommens primære bevidsthed, bliver denne jo dermed fornyet med nye levende bevidstheds- eller lysorganer for Guds evige ånd. Hvor overordentlig stor en velsignelse dette er, bliver klart for os, når vi erindrer, at væsenerne i de højeste verdener, altså væsenerne i Guddommens primære bevidsthed, efterhånden skal degenerere og gennem salighedsriget over gå til et nyt spiralkredsløbs planterige, dyrerige og ufærdige menneskeområde for her i dette Guds skabelsesområde atter at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse for derefter som lysvæsen at indgå i Guddommens primære bevidsthed. Da der således indgår fornyede væsener i Guds primære bevidsthed samtidigt med, at de degenererede væsener udgår af denne, bliver Guddommens primære bevidsthed dermed evigt på sit højeste, evigt kulminerende og usvækket. - Det er i kraft af denne primære bevidsthed, at Guddommen gennemstråler hele verdensaltet med sin ånd, befordrer alle de levende væseners livstilstand, manifestation og skæbne. Det er med denne ånd, han besjæler verdensgenløsningen og har sin kærlige hånd bag de levende væseners passage igennem livet og lader dem opstå af spiralkredsløbenes mørke i sit eget billede som det evige lys i tid og rum, i evigheden og uendeligheden. 69

17 Guddommens primære og sekundære bevidsthed. Grundenergierne og spiralkredsløbene Ved at iagttage grundenergierne og spiralkredsløbene kan vi komme til klarhed over Guddommens fundamentale bevidsthedsfunktioner. Hvert spiralkredsløb danner et planterige, et dyrerige, et menneskerige, et visdomsrige, den guddommelige verden og et salighedsrige. Det rigtige menneskerige er i særlig grad baseret på intellektualiseret følelse, der igen er det samme som alkærlighed. Det næste rige i spiralkredsløbet er i særlig grad baseret på intelligensenergi. Og det herefter følgende rige er, ligeledes i særlig grad, baseret på intuition, medens det næste rige er baseret på en kulminerende hukommelse. - Disse riger er således sædet for Guddommens bevidsthed og livsocean og må derfor udtrykkes som dennes fundamentale tanke-, organisme- og manifestationsorganer. "Det rigtige menneskerige" i hvert spiralkredsløb, såvel i mikrokosmiske og makrokosmiske som i vort mellemkosmiske, er hovedsædet for al udfoldelse af intellektualiseret følelse i hele verdensaltet.intellektualiseret følelse er igen det samme som kulminerende alkærlighed. Det næste rige i spiralkredsløbene er hovedsædet for al udfoldelse af humaniseret intelligens i verdensaltet. Humaniseret intelligens er det samme som den højeste eksisterende visdom. Og vi har derfor udtrykt dette rige i spiralkredsløbene som Ilvisdomsriget". - Det følgende rige er hovedsædet for al udfoldelse i verdensaltet af den allerhøjeste grundenergi. Denne energi kender vi under begrebet" intuition". Da denne udgør evnen til at opleve livets allerhøjeste kosmiske viden, ja oplevelsen af selve Guddommens eget bevidsthedsplan og blive et med denne, har vi udtrykt dette rige i spiralkredsløbene som "den guddommelige verden". Og herefter kommer det sidste rige i spiralkredsløbene. Dette rige kender vi under begrebet II salighedsr.iget". Nævnte rige er sædet for den allerhøjeste udfoldelse af hukommelse i verdensaltet. Disse her nævnte riger i hele verdensaltets mangfoldighed af spiralkredsløb udgør således alle bevidsthedscentre, organer for livsopleveise og manifestation. De danner tilsammen Guddommens primære bevidsthed. Denne Guddommens primære bevidsthed består således, som vi her har set, udelukkende af alle eksisterende spiralkredsløbs åndelige eller kosmiske verdner. De udgør altså Guddommens tilsvarende åndelige eller kosmiske manifestations- og livsoplevelsesorganer. De udgør samtidig boliger for levende væsener, der i kraft af Guds ånd befordrer manifestationen og livsoplevelsen i verdensaltet. Men denne manifestationen og livsoplevelsen i verdensaltet er således Guddommens åbenbaring af sin altgennemtrængende ånds skabe- og bevidsthedsvælde, sit evige lys i form af alkærlighed. Vi har lige set, at det guddommelige kærlighedens lysvæld bliver holdt permanent på sit kulminerende stadium. Det udgør et eneste usvækket samlet strålevæld af spiralkredsløbenes højeste riger. Og vi er her vidne til Guddommens altoverstrålende primære bevidsthed. Men vi ser også, at denne Guddommens allerhøjeste bevidsthed kun kan bæres af levende væsener, der af Gud er blevet gjort til mennesket i hans billede efter hans lignelse. Og vi ser, at denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede udgår fra salighedsriget, gennem planteriget og videre ind i dyreriget og frem igennem det ufærdige menneskes kulminationsoplevelse af mørket, hvorefter det opstår som det færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse. Herefter indgår det som organ i Guddommens primære eller højeste åndelige udfoldelse. Her er væsenerne et med Guddommen, et med alkærligheden, et med saligheden. Men Guddommen har også en sekundær eller fysisk bevidstheds struktur. Denne del af Guddommens bevidsthedsområde befordres kun af ufærdigskabte væsener. 70

18 Disse kan derfor heiler ikke være færdigskabte bevidstheds- eller manifestationsorganer i denne del eller dette område af Guddommens bevidsthed og organisme. Livet her befordres kun ved de laveste grundenergier. Således Læres Guddommens sekundære bevidsthed af instinktenergien. Den har sit sæde i planteriget. Den næste grundenergi i samme bevidsthed er tyngdeenergien. Den har sit sæde i dyreriget og det ufærdige menneskerige. Den befordrer det dræbende princip, alle krigstilstande, mord og drab. Den er i virkeligheden makrokosmisk set identisk med ilden, der igen ved sin makrokosmiske tilstand i forbindelse med følelsesenergi, der i makrokosmisk tilstand er kulde, ligger til grund for al kraftudvikling i verden samt for al eksplosiv energi, såvel i atombomben som i det mindste lille fyrværkeri. Den er drivkraften i jordens bevægelse omkring solen såvel som i det mindste lille dyrs hjerteslag. Disse to grundenergier, tyngde og følelse, ligger altså til grund for hele det fysiske verdensalt. - At den fysiske verden må være hjemstedet for alt det såkaldte Il onde", krigen og lidelserne, ragnarok eller helvede er selvfølgeligt. Hvordan skulle Guddommen kunne skabe den totale fred, harmoni, lykke og salighed i en verden, hvor hans skaberedskaber, manifestations- og livsoplevelsesorganer er højst ufuldkomne eller ufærdigskabte? - Mineral-, plante- og dyreriget og det ufærdige menneskerige, der altså udgør Guddommens sekundære bevidsthedsområder, er således hjemstedet eller området for selve Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Disse ufærdige væsener, planter, dyr og ufærdige mennesker, der således her er under skabelse, er endnu i virkeligheden kun fostre og ufødte som færdige mennesker. Det der endnu i særlig grad mangler, er alkærlighedsevnen. Når menneskene påberåber sig, at der ikke er nogen Gud til, for så kunne han ikke tillade alt det Il onde ll, krigen, myrderierne eller ragnarok, afslører dette, at de ikke ved noget som helst om, hvad det er, de ser eller er vidne til. Og man må naturligvis undskylde eller tilgive dem denne uvidenhed. Den eneste ene sande Gud Vi er nu kommet så langt i denne vor lille skitse af det evige verdensalt, at vi har set dette som et altomfattende levende væsen. Vi har set dette levende væsen, i hvilket alle eksisterende levende væsener "leve, røres og er ll Men vi ikke blot Illeve, røres og er ll i dette gigantvæsen, vi er også, som vi har set, livsbetingende manifestations- og livsoplevelsesorganer i samme væsen, ligesom dette væsen er livsbetingende fundament for de levende væseners manifestation og livsoplevelse. Verdensaltet udgør således en helhed bestående af alle eksisterende levende væsener tilsammen. Denne helhed udgør som nævnt et levende væsen. Men vi har også set og oplever dagligt, at det enkelte levende væsen i virkeligheden er stedet over for dette gigantvæsen og her oplever II sig selv" som et fra dette væsen adskilt væsen, skønt det er uadskilleligt forenet med nævnte væsen. Vi oplever hver dag Ilos selv" og "dette væsen" som det, vi henholdsvis udtrykker som "jeg" og II det". Det der udtrykkes ved "detil er alt, hvad der overhovedet eksisterer omkring os, både Gær og fjern. Det er intet mindre end alle de levende væsener og ting, der udgør verdensaltet. Men vi ved nu igennem det foranstående, at dette Ildet" er et levende væsen, der har både en primær og en sekundær bevidsthed, både fysisk og åndelig. Vi ved, at dette guddommelige væsen også har både følelsesfunktioner, intelligensfunktioner, intuitionsfunktioner og hukommelsesfunktioner. Vi har set, at disse funktioner tilsammen danner gigantvæsenets primære bevidsthedsudfoldelse, befordret af spiralkredsløbenes allerhøjeste væsener, alle kulminerende som færdige mennesker i Guds billede. Disse udgør således organerne for udfoldelsen af gigantvæsenets primære bevidsthed. Da 71

19 denne gigantvæsenets primære bevidsthedsudfoldelse urokkeligt afslører sit ophav som almægtig, alvis og alkærlig, er vi her i dette gigantvæsen stedet overfor det absolut højeste eksisterende Illevende Noget'I, vi overhovedet kan opleve. Dette vil igen sige, at vi her har mødt den igennem alle tider søgte og under mange former opfattede og tilbedte verdensaltets absolut eneste ene sande Guddom. - Denne Guddommens primære bevidsthed er totalt åndelig og har som allerede bemærket kun sit sæde i spiralkredsløbenes højeste verdener. Med den af disse verdener bestående primære bevidsthed behersker, styrer og leder Guddommen hele verdensaltet, ikke blot den åndelige, men også hele den fysiske side ved dette hans i tid og rum, uendelighed og evighed udstrakte struktur, bevidsthed, ånd og legeme. Syndefaldets verden og jordens menneskehed Denne Guddommens primære bevidsthed er de jordiske ufærdige mennesker endnu meget langt fra at repræsentere. De er endnu under skabelse og skal blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Deres manifestation og livsopleveise foregår endnu hovedsageligt ved spiralkredsløbenes laveste grundener gier. De har derfor kun evne til at opleve livet i spiralkredsløbenes tilsvarende laveste sfærer eller riger. Disse sfærer eller riger udgør Guddommens sekundære bevidsthed og fremtræder i spiralkredsløbene som lnineralområdet, planteriget, dyreriget og den ufærdige menneskesfære i samme rige, hvor mørket kulminerer i djævlebevidsthed. Her er området, hvor Gud skaber "mennesket i sit billede efter sin lignelsell. Vi er her i "syndefaldets" verden, der rettere bør hedde IIfejltagelsernes" verden, eftersom der i verdensaltet ikke findes nogen som helst virkelig eller absolut II syndii. Der findes ikke nogen som helst form for synd, der kosmisk set ikke er et resultat af uvidenhed, og et resultat af uvidenhed kan kun være en fejl- tageise. Men hvordan skal væsenet undgå at lave fejltagelser der, hvor det ingen viden har? - Væsenet kan jo ikke handle anderledes end efter den viden og tro, det i dets udvikling er nået frem til. Hvad skulle det ellers kunne handle efter? - Det er rigtigt, at fejltagelserne afføder alle lidelserne og smerterne eller alt det såkaldet "onde" i væsenernes liv og skæbne. Men hvis fejltagelserne ikke skabte ubehagelige reaktioner eller virkninger, kunne kundskab eller viden umuligt opstå. Væsenerne vine umuligt kunne få kendskab til, hvad der var absolut "ondtil, og hvad der var absolut "godt". Der ville ikke være nogen som helst mulighed for den "nydelse af kundskabens træ", der skulle gi ve væsenerne den evne, ved hvilken de skulle blive ligesom Gud og kende forskel på 11 godtil og "ondt". Det fundamentale i Guds skabelse af væsenet i sit billede er det samme væsens tilegnelse af evnen til at kende forskel på II godt" og "ondt". Uden denne evne absolut ingen bevidsthedsskabelse, ingen som helst mulighed for at blive til limennesket i Guds billede efter hans lignelse". Guddommen og de levende væsener Ethvert levende væsen lever således både kødeligt og åndeligt i samliv med den almægtige, alvise og alkærlige evige Guddom. Ja, væsenerne skal endog udvikle sig til at tale med ham, som en mand taler med sin næste. Hvorvidt vi forstår dette, er altså et spørgsmål om, hvor langt vi er nået i Guds omskabelse af vort væsen fra dyr til menneske. Det samme gælder ligeledes vor forståelse af, at det førnævnte Ildet", hvilket vil sige alt, hvad der overhovedet eksisterer omkring os af væsener og ting, som er adskilt fra vor individualitet og således ikke tilhører denne organisk, ene og alene er Guddommens åbenbaring eller synliggøreise for os. Det er rigtigt, at denne åbenbaring rummer både vore venner og vore fjender, vore familiemedlemmer, vore un- 72

20 derordnede og vore overordnede, alle vore ubehagelige såvel som alle vore behagelige oplevelser, naturkatastrofer, krige, lemlæstelse, sygdomme, unaturlig død, nød og elendighed, dræbende planter, giftige dyr, slanger, korko'liller, løver og tigre og andre på det dræbende princip baserede dyr samt primitive og inhumane, myrdende og dræbende mennesker, i værste tilfælde djævlemennesker, eksperter i bombe- og kernevåbensteknik, kosmiske karmabødler med millioner af hestekræfters kulturudslettende helvedesapparater og mordmaskiner bag sig. Således ser åbenbaringen af Guddommens sekundære bevidsthed ud. Det vil igen sige: den del af Guddommens bevidsthed, hvor han udelukkende åbenbarer eller manifesterer sig igennem de ufærdige væsener, der er underlagt hans skabelse eller forvandling fra dyr til menneske. Vi skal senere se, hvorledes Guddommens evige alkærlighedens ånds tilstedeværelse i hvert eneste eksisterende af disse ufærdige væsener sejrrigt vil lade det opstå af dette livets mørkeste mørke som en lysets fyrste iklædt Guds evige lys eller kærlighedens og almagtens strålevæld. - De ufærdige mennesker er endnu ikke vant til at opfatte deres medmennesker, dyrene og planterne og alt det Øvrige i deres omgivelser, der ikke er organisk forbundet med deres egen organisme, som identisk med Gud. De forstår således ikke, at deres medmennesker og alt det Øvrige fysiske liv og område, de er i berøring med, udgør det mest håndgribelige af deres samliv og forbindelse med Gud. De forstår slet ikke, at den påvirkning, de udsættes for igennem de mennesker, dyr og planter og alle de Øvrige foreteelser, de kommer i berøring med, er Guds egen direkte påvirkning af dem. Akkurat på samme måde er et væsens påvirkning af dets medmennesker, dyr og planter og Øvrige omgivelser i realiteten dets henvendelse til eller påvirkning af Gud. Det enkelte menneskes daglige liv og forhold til andre levende væsener er i sin dybeste analyse absolut det samme som dets forhold til Gud. Det vi gør imod andre levende væsener, gør vi imod Gud. Det andre levende væsener gør imod os, er i realiteten Gud, der gør det imod os dikteret som en kopi af den mere eller mindre onde eller gode, ufuldkomne eller fuldkomne væremåde, vi selv manifesterer overfor vore medvæsener og omgivelser og dermed overfor Gud. Faderen og sønnen Alt liv i verdensaltet, ja hele verdensaltet i al sin uendelighed og evighed med sine mælkeveje, stjernetåger, sole og planeter, beboede verdener med menneskeheder og alle andre former for liv, er i sin absolutte analyse udelukkende reaktioner af en gensidig bevidsthedsudveksling mellem Guddommen og hvert eneste eksisterende enkelt levende væsen i verdensaltet. Hele verdensaltets opretholdelse, dets livsfunktioner og skabelsesprocesser er således et uløseligt forbundet samliv mellem Guddommen og verdensaltets levende væsener. Denne uløselige samhørighed mellem Guddommen og det enkelte levende væsen består i, som vi allerede har berørt, at Guddommen og det enkelte levende væsen har fælles kosmisk struktur, der gensidigt betinger de to væseners evige livsoplevelses- og manifestationsevne. Uden denne de to væseners fælles livs struktur kunne deres bevidsthed eller livsfunktion umuligt finde sted. Deres bevidstheds- eller livsfællesskab består i, at alle levende væseners IlX Ilt, hvilket vil sige: jegferne i de lavende væsener, alle uden undtagelse tilsammen udgør IfGuds jegil. på samme måde udgør de levende væseners lix 2 fl og IlX 3" henholdsvis Guddommens lix 2 11 og ffx 3 11 Som vi ved, udgør disse tre principper lige akkurat de tre betingelser, der skal til, for at et IfNoget lf kan fremtræde som et levende væsen. Vi kan ikke her gå nærmere i detaljer, men blot fremhæve, at det levende væsen må have et " jegll, der er det samme som lix 1". Der- 73