Det evige livs struktur

Transkript

1 Symbol nr. 36 Det evige livs struktur Hvorledes tiden og rummet opstår Hvad er tid og rum? 36.1 Som vi er blevet kendt med, er det levende væsen evigt eksisterende. Det har aldrig nogen sinde begyndt og vil aldrig nogen sinde ophøre med at eksistere. Dets jeg og dets primære overbevidsthedsprincipper er evige uforanderlige realiteter, ligesom den ved disse realiteter frembragte skabelses- og oplevelsesproces også er en evig uophørlig foreteelse. Resultatet af denne skabelsesproces er selve livets skabelse og oplevelse. Igennem denne evige skabelses- og oplevelsesproces bliver- de levende væseners psykiske og fysiske organer og legemer til. Men ved denne nævnte skabelsesproces kan evige objekter umuligt skabes. Alle skabte objekter kan umuligt blive til uden at være begyndelse og afslutning underkastet. Og da den materie, de består af, er underkastet forvandling, idet materie ikke kan eksistere uden at være bevægelse af en eller anden art, der igen er det samme som forvandling, kan et skabt objekt ikke beholde sin form eller struktur. Denne vil uundgåeligt gå i opløsning. Og den skabte ting vil derfor få en afslutning, ligesom den fik en begyndelse. Den vil uundgåeligt ophøre. Men derved opstår det, vi kalder "tiden" og "rummet" Når en ting har en begyndelse og en afslutning, viser det sig, at den dermed danner et afsnit af evigheden, vi udtrykker som dens "alder", der igen er det samme som tid. Tid udgør altså det samme som begrænset evighed. Men når den skabte ting har begyndelse og afslutning, er den også et udsnit af uendeligheden. Den bliver derved det samme som en begrænset uendelighed. En sådan begrænset uendelighed er det samme som det, vi kalder rummet. Alle skabte foreteelser er således en begrænset evighed i tid og en begrænset uendelighed i rum. Og vi udtrykker derfor de skabte ting som tids- og rumdimensionelle. 41

2 Hvorledes evigheden og uendeligheden kommer til syne i tids- og rumdimensionelle eller skabte ting Uden evighedens og uendelighedens tilgængelighed for sansning i form af tid og rum 36.3 Selv om skabte ting udgør et tidsrum, repræsenterer det, som nævnt, stadig evigheden. Men selv om f.eks. et sekund er udtryk for et bestemt tidsrum, viser en kosmisk analyse, at dette lille tidsrum rummer uendeligheden i tid, der jo er det samme som evigheden. Dette lille sekund består jo af to halvdele. Hver halvdel består igen af to halvdele, der hver især atter består af to halvdele og således fortsættende i al evighed. Hvad er da det, vi kalder et "sekund"? - Det er en skabt foreteelse, ved hvilken evigheden kan komme til syne for sanserne i form af tid. Akkurat på samme måde forholder det sig med alle andre eksisterende skabte ting. De er ligeledes alle uden undtagelse foreteelser, ved hvilke uendeligheden kan komme til syne i form af rum, idet et hvilket som helst rum er ligeså deleligt som et sekund. Således bliver evigheden og uendeligheden til kendsgerning ved de skabte tings tilsynekomst i form af tid og rum Hvis evigheden og uendeligheden ikke således på guddommelig måde var knyttet til alle de skabte ting i form af tid og rum, ville al sansning og dermed al manifestation være en total umulighed. Og uden sansning eller skabelse ville der ikke eksistere nogen som helst form for liv, ikke nogen som helst form for levende væsen og dermed heller ikke noget manifesteret verdensalt. Og uden manifestation og oplevelse ville alle de evige realiteter, såsom jeg'et i de levende væsener og Guddommen med de tilhørende evige kosmiske organer være i absolut stilhed. Alt ville være umanifesteret. Det i dag lysende og funklende, manifesterede legeme for den evige Guddom, vi udtrykker som verdensaltet, ville være et umanifesteret noget, og alt ville dermed være at ligne ved et evigt livløst intet. Men verdensaltet er ikke et livløst noget. En af livets største kendsgerninger er denne, at verdensaltet er en evig eksisterende organisk og legemlig struktur og redskab for en eneste eksisterende Guddoms kærlighedsmanifestation og altgennemtrængende lysvæld og livsbasis for alle eksisterende levende væsener. 42

3 Forklaring til symbol nr Spiralkredsløbets riger Som vi allerede forlængst er blevet kendt med, er det evige liv fremtrædende i store kosmiske afsnit, vi kender under udtrykket spiralkredsløb. I et sådant spiralkredsløb forekommer der seks former for tilværelses- eller livsplaner. Disse opretholdes af væsenernes overbevidsthed, skæbneelement, urbegær og de kosmiske grundenergier. Disse grundenergier danner tilsammen de nævnte riger eller tilværelsesplaner. Disse riger er symboliseret ved den farvede trappefigur forneden på symbolet, ligesom de samme riger, der er vist på symbol nr. 35. De udgør altså tilsammen et spiralkredsløbs livsepoke eller afsnit. Som farverne viser, udgør de, set fra neden og opefter: planteriget (rød farve), dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Herefter begynder et nyt planterige, et nyt dyrerige og således fortsættende i det uendelige. Salighedsriget er en mellemzone mellem den åndelige og fysiske verden. Det skygger ind på det fysiske plan som det, vi kalder mineralriget. Herfra udvikler de levende væsener sig frem igennem planteriget og dyreriget og kulminerer her som djævlemennesker i livets mørke. Efter denne kulmination bliver de til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Og dette færdige menneske lever da videre som et åndeligt væsen på de kosmiske eller åndelige tilværelsesplaner eller riger Væsenernes passage gennem dyreriget og djævlemenneskestadiet Ovenover trappefiguren ser vi en flerfarvet aflang figur, der går på tværs af hele symbolets bredde. Farverne kender vi som udtryk for de forskellige grundenergier, ved hvilke spiralkredsløbet er inddelt i de seks riger: planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der skygger ind på det fysiske plan som det, vi kalder mineralriget. Herfra går det videre i planteriget til højre, der udgør begyndelsen til et nyt spiralkredsløb. Vi skal endnu engang udtrykke spiralkredsløbets riger ved deres farver, planteriget (rød farve), dyreriget, hvortil det ufærdige menneske hører (orange farve), det færdige eller fuldkomne menneskerige (gul farve), visdomsriget (grøn farve), den guddommelige verden (blå farve) og salighedsriget (lys indigo). - I hvert rige ser vi på symbolet en mørk og en lys rund figur. Disse skal symbolisere hvilken del af det pågældende rige, der udgør det sekundære område, og hvilken del der udgør det primære område. Den sekundære del af riget er den del, der er degenererende, er i overgang fra et rige til et andet. Denne del er markeret med den mørke runde figur. Den primære del, der er i tiltagende og kulminerer, er markeret ved den lyse runde figur. Den lyse figur i planteriget til venstre symboliserer dette rige i sin højeste udfoldelse. Mineralrigets stoffer er her forvandlet til vegetabilsk natur eller til det, vi kalder planteriget. Plantevæsenet er dobbeltpolet. I den næste halvdel af planteriget, markeret ved den mørke runde figur, begynder det at overgå til enpoletheden og det dræbende princip, bliver til en kødædende plante. Her er det derfor ikke mere et plantevæsen i renkultur. Det er i vækst eller udvikling hen imod dyrets bevidsthed eller psyke. Den lyse runde figur (i dyreriget) markerer dets udviklingsområde som dyr i ren- 43

4 kultur. - Den mørke runde figur til højre i feltet markerer nu området for dyrets begyndende forvandling til menneske. Samtidig hermed degenererer den ordinære dyriske bevidsthed, men dermed forlader væsenet endnu ikke det dræbende princip, tværtimod. Dette princip kommer først til virkelig kulmination eller højeste udfoldelse i det degenererende dyr, der er det samme som det ufærdige menneske. Med de begyndende menneskelige evner har dyreprincippet i mennesket udviklet sig helt frem til drabs- og ødelæggelsesmulighedernes mangfoldighed i kraft af atom- og kernevåben. Disse første begyndende menneskelige evner er: intelligensen og primitiv følelse, had, intolerance, skinsyge, misundelse og lignende former for inhuman og dræbende følelse. Da der endnu ikke hos sådanne væsener forekommer nogen som helst effektiv humanitet eller næstekærlighed, men derimod kun den kønskærlighed, der udtrykkes som forelskelse, udvikler den begyndende intelligens væsenernes dyriske selvopholdelsesdrift til en kolossal overdimension, idet disse væsener netop i kraft af intelligensen bliver i stand til at skabe våben, ved hvilke de som før nævnt har kunnet mangfoldiggøre deres drabsog ødelæggelseskunnen og dermed deres forsvars- og angrebsmagt overfor både de vilde dyr og deres egne medmennesker. Da de endnu ikke havde den primære menneskelige mentalitet: næstekærligheden og således endnu kun havde dyrisk mentalitet, kunne de naturligvis ikke anvende den begyndende menneskelige intelligens på anden måde end netop i deres dyriske mentalitets og væremådes tjeneste. Og er det ikke netop den samme situation, menneskene befinder sig i i dag her i vort tyvende århundrede? - Er jordens menneskehed ikke ligefrem ekspert i at skabe mere og mere effektive morderiske og altødelæggende krigsvåben eller helvedesmaskiner i form af de førnævnte atom- og kernevåben? - Hertil kommer også brugen af kemiske giftstoffer og drabsmidler. Er ikke også menneskeheden ligefrem ekspert i anvendelsen af tortur og gaskamre og andre helvedesmanifestationer og raffinerede påfund i at ødelægge, lemlæste og sejpine sin næste til døde? - Og denne situation martrer i dag vor ellers så skønne og pragtfulde klode i verdensrummet. Væsenerne blev med de nævnte begyndende menneskelige evner og deres endnu dyriske sindelag eller mentalitet til overdimensionerede dyr, der retmæssigt kun kan udtrykkes som djævlemennesker Fra dj æ viemenneske til salighedsvæsen Jordmenneskehedens kultur rummer således i dag et område af djævlemenneskementalitet. Og jordmenneskehedens liv måtte blive det helvede, den i dag med sin morderiske og lidelsesfrembringende krigs- eller dj æ viementalitet permanent har befordret, lige så længe den har eksisteret, og den ville aldrig nogen sinde kunne blive befriet af dette djævelske sindelag og den heraf følgende morderiske væremåde og de kulminerende lidelser, hvis ikke loven for karma eksisterede. Denne lov eller dette kosmiske princip betinger, at - det et menneske sår, skal det høste - den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. - Disse Bibelens ord om karma- eller gengældelsesloven (Gal.6.7, Matt. 26,52) betyder i virkeligheden det samme som, at den, der dræber, myrder og torterer andre væsener skal selv 44

5 myrdes, dræbes eller torteres. Væsenerne får altså de lidelser, de har påført andre væsener tilbage som deres egen skæbne. Hvis ikke denne væsenernes selvoplevelse af deres onde væremåde imod andre væsener havde den guddommelige egenskab at afføde en ny menneskelig evne i væsenerne, nemlig den humane evne, der er det samme som den begyndende næstekærlighedsevne, ville menneskenes forvandling fra dyr til menneske umuligt kunne finde sted. Det er denne humane evne, der har affødt de humane verdensreligioner og kristendommen og midt i krigens og lidelsernes inferno har fået menneskene til at skabe humane love, der forbyder drab, mord og tortur og søger at stimulere en virkelig lysets kultur. Men de mennesker, der virkelig er nået frem til i nogen grad at have denne lysets kultur i deres hjerter og væremåde, er endnu i mindretal i jordens menneskehed. De kan næppe udgøre mere end en tredjedel af menneskeheden. De andre to tredjedele myrder og dræber, fører krig og skaber tortur, rædsler eller helvedesmanifestationer for hverandre. Men jo mere disse væsener befordrer disse mørke manifestationer, desto hurtigere vil de få disse tilbage i form af karma eller skæbne, der igen afføder den humane evne i dem. Og menneskeheden er således trods dette kulminerende mørke på vej mod lyset. Vi ser på symbolet, at den menneskelige bevidsthed og væremåde (gul farve) skygger ind i dette dyrerige eller kulminerende mørkeområde. Og igennem lidelsernes tilbagevirkning på deres ophav, får disse næstekærlighedsevnen udviklet og bliver til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Og disse væsener vil dermed danne et totalt fuldkomment menneskerige på jorden. Dette er markeret på symbolet ved det gule felt med den hvide runde figur. Djævlemennesket er her forvandlet fra dyr til menneske. Ind i dette menneskerige ser vi på symbolet et nyt rige begynde at komme til syne (grøn farve). Dette rige er baseret på den totalt udviklede eller fuldkomne intelligens i forbindelse med den totale alkærlighed. I kraft af denne menneskelige evne bliver alkærligheden i de højeste verdener totalt logisk. Derfor har vi også udtrykt alkærligheden som intellektualiseret følelse. Men da denne alkærlighed også skygger ind i de overliggende åndelige verdener og bevirker, at væsenernes intelligens her kun kommer til anvendelse i kærlighedsmanifestationer eller allerhøjeste visdom, der er det samme som kærlighedsbestemt intellektualitet, - andre manifestationer kan derfor her umuligt finde sted, har vi kaldt dette intelligensens domæne eller visdomsriget. Men denne høje bevidsthedsudfoldelse afføder igen en evne, ved hvilken væsenerne får åndelig eller kosmisk bevidsthed. Denne evne kender vi som intuitionen. Og med denne evne bliver mennesket fremtrædende i den allerhøjeste bevidsthedstilstand, der overhovedet eksisterer. Dets bevidsthed udgør således en kombination af livets allerhøjeste sanseevner. Det sanser nu vågen dagsbevidst livets allerhøjeste foreteelser, både fysiske og psykiske principper og love. Dets væremåde er udelukkende alkærlighed og visdom. Og væsenet fremtræder derefter som sanse- og manifestationsredskab i Guds primære bevidsthed. Dette vil igen sige, at det er hjemmehørende i livets og verdensaltets eller Guddommens allerhøjeste tanke- og manifestationssfære. Vi har derfor 45

6 udtrykt dette rige som - den guddommelige verden (blå farve). Den højeste del af dette rige er på symbolet markeret ved en hvid rund figur ligesom ved de andre af spiralkredsløbets riger. Og den mørke runde figur markerer på samme måde samme riges degenererende del til fordel for det næste spiralriges begyndende udvikling. Dette rige er spiralkredsløbets sjette og sidste livssfære. Den er baseret på hukommelsesenergien. Og da denne her fremkalder væsenets erindringer i glædeseller lyskopier, som vi har givet navnet guldkopier, der i deres organiske struktur opleves af væsenet som salighed, har vi udtrykt denne livssfære som salighedsriget (lys indigofarvet), og dets væsener som salighedsvæsenet 36.8 Væsenets oplevelse af sig selv som Gud i et verdensalt Ligesom instinktenergien kulminerer i planteriget, tyngdeenergien i dyreriget, følelsesenergien i menneskeriget, intelligensenergien i visdomsriget og intuitionen i den guddommelige verden, således kulminerer hukommelsesevnen i salighedsriget. Denne evne er derimod i en latent eller mindste udfoldelsestilstand i det rigtige menneskerige. Dette vil altså sige, at her er den endnu lidt svagere, end den er hos det ufærdige jordmenneske. Denne evne er således i sin fulde udstrækning eller kulmination i salighedsriget. Dette vil igen sige, at væsenet her kan huske sit liv i spiralkredsløbet fra den gang, det kun havde anelsesevne, og detaljerne frem igennem dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og til dets liv i salighedsriget. Men til gengæld er væsenets oplevelse nu i den ydre åndelige verden tilsvarende lukket for dets manifestation og oplevelse. Det har udelukkende kun dagsbevidsthed i sin hukommelses- eller erindringsverden. Det har ikke mere noget bevidst samkvem med væsener i den øvrige verden udenfor denne dets hukommelsesverden. Det lever således i en lukket verden. Denne verden er som nævnt dets erindringsverden, der igen er dets erindringsbillede af verdensaltets detaljer, således som det igennem livene har oplevet det. Det kan her i sine erindringer eller i dette sit verdensalt vandre frem og tilbage i tiden og rummet. Det er fuldstændig enehersker i dette af sine erindringer opbyggede verdensalt. I dette erindringspanorama eller verdensalt eksisterer kun erindringsbillederne af alle de levende væsener, som det har haft med at gøre, det være sig dyr og mennesker, det være sig parringsvæsener og afkom, det være sig ægtefæller, sønner og døtre, det være sig venner og fjender og alle andre foreteelser, lyse og mørke, det har været i berøring med i sine mange livsepoker i dets passage igennem spiralkredsløbet. Alle dets livsoplevelser eksisterer i forherliget erindringsmateriale. Her indbefattet også dets erindringsbilleder af selve jordkloden, solen, månen og stjernerne og dets heraf dannede erindringsbillede af verdensaltet. Som vi kender fra tidligere analyser, er alle disse erindringer gennemstrålet af Guds ånds lys. Alle mørke erindringer virker derfor meget mildere eller blidere og er således tilført et lys, en aura, som de ikke havde, dengang de blev oplevet som fysiske foreteelser på det materielle plan. Erindringer om ubehagelige oplevelser virker således lysere jo ældre disse bliver, ja de kan ligefrem i bedste tilfælde føles behagelige og glædesbefordrende. Det er derfor, vi har kaldt denne erindringens 46

7 livssfære for salighedsriget, også fordi denne erindringens glæde ikke er en glæde af samme art som den, vi ellers er vant til at kalde glæde. Det er en indre stille behagsfornemmelse, en ren åndelig stemning, der befordres direkte fra det åndelige plan. Da den rent fysiske glæde er iblandet megen fysisk energi, ja undertiden ligefrem til overflod, kommer denne overskudsenergi til udløsning hos væsenet som de mere eller mindre støjende lyde, vi kender som latter. Den kan i den stærkeste og mest ubeherskede tilstand give sig udslag som rene brøl. Den glæde, der opstår ved en tilstrækkelig modnet erindringsoplevelse, er af en meget stille lys og behagelig stemning. Det er ikke vanskeligt for det udviklede menneske at føle, at den er en lysende og varmende stråleglans fra en verden, hvis detaljer til de mindste enkeltheder er blændende forgyldt i lyset af Guds evige ånds strålevæld og igennem den udviklede erindringsevne gjort tilgængelig som salighedsenergi for den ligeså evige Gudesøn. - Selve erindringerne har vi udtrykt som guldkopier, fordi de er holdbare ligesom guldet. Ligesom guldet er et holdbart metal, således er en tankekombination, der er blevet til erindring, ligeledes af en holdbar åndelig stof- eller materieart. Salighedsriget består altså udelukkende af væsenets oplevelse af sine erindringer fremtrædende forherliget eller forgyldt af Guds ånds altgennemtrængende strålevæld. Nævnte rige adskiller sig fra de andre riger i spiralkredsløbet ved, at det ikke er et rige med levende væsener eller indbyggere, der i fællesskab oplever riget. Det er heller ikke et rige, der er manifesteret som tilgængeligt for ydre sanser. Det er kun tilgængeligt for hukommelsesevnen. Med denne evne kan man ikke opleve andre væseners erindringer. Da salighedsriget udelukkende kun består af erindringer, bliver det, vi udtrykker som salighedsriget, ikke et kollektivt rige til fælles oplevelse således som spiralkredsløbets øvrige riger, der opleves med sanser beregnede for oplevelse af de ydre verdener. Salighedsriget er derimod et étvæsensrige, hvilket igen vil sige et rige, i hvilket der kun eksisterer ét eneste væsen, nemlig dets ophav. Salighedsriget er det levende væsens erindringsverden. Denne er altså en individuel indre verden, udelukkende bestående af væsenets erindringer fra dets passage igennem spiralkredsløbet. Alt eftersom væsenet er udviklet, danner dets erindringsmasse i sin helhed en kopi af væsenets oplevelse af det evige verdensalt. Det levende væsens jegs oplevelse af spiralkredsløbets sjette rige er således et indre bevidsthedsområde, der er utilgængeligt for andre væsener. Da det er dets egen levende erindringskopi af verdensaltet med alle dets detaljer, så langt som det har været i stand til at opleve det, er dets egen indre verden et rige skabt som en kopi af det evige verdensalt, og i hvilket dets jeg er den eneste eksisterende levende, suveræne hersker. Som vi allerede før har været inde på, kan det gå frem og tilbage i tid og rum. Det kan erindre sig sine jordliv i fortidige årtusinder og sine oplevelsers guldkopier i levende virksomhed i farve, lys og bevægelse, alt eftersom det ønsker at fremkalde sig disse i sin bevidsthed. Det kan se sig selv i alle de situationer, dystre og mørke tilstande ligesåvel som dets lyse og lykkelige skæbner således som det oplevede dem inden for det oplevede spiralkredsløbs fem ydre manifestationsriger. Væsenet får således 47

8 her lov til, at opleve sig selv som en suveræn hersker eller guddom i et verdensalt, der er en guldkopieret levende erindringsåbenbaring af Guddommens eget altomfattende levende, arbejdende verdensalt, hvis ophav og Guddom det selv er en levende søn af igennem tid og rum, gennem evigheden og uendeligheden. Men også saligheden er en skabt foreteelse. Den må ligesom andre skabte foreteelser efter sin begyndelse og sin kulmination degenerere og ophøre. Vi ser da også på symbolet, at salighedsriget skygger ind i planteriget, der jo er begyndelsen til et nyt kosmisk spiralkredsløb. Vi ved allerede, at denne overgang foregår i form af mineralriget. Denne salighedens degeneration og overgang til det nye spiralkredsløb er markeret ved den mørke runde figur i salighedsriget på symbolet Det evige liv i Guds stråleglorie Den næste flerfarvede figur på symbolet opefter symboliserer de samme riger, som vi lige har berørt. Nærværende figur skal blot symbolisere hvor fint og umærkeligt Gud lader spiralkredsløbets riger vokse mildt ud af hinanden. De vokser harmonisk, blidt og umærkeligt ud af hinanden som en gren vokser ud af stammen på et træ. I denne guddommelige skabelses- og livsoplevelsesproces lever menneskene deres daglige liv med deres begær, lyster og laster og mærker ikke denne Guds hårfine omskabelse af dem selv fra djævlemennesker til kulminerende lysvæsener i Guds evige stråleglorie, ja til guder i deres eget guldkopierede verdensalt i Guds billede efter hans lignelse. Figuren viser altså et afsnit af livets evige vej uden nogen som helst begyndelse og afslutning. Den er fra evighed til evighed. Den er selve det levende væsens evige liv. Den er bevægelsen, skabelsen og oplevelsen omkring det levende væsens evige faste punkt, dets jeg og overbevidsthed. Hele denne bevægelse, skabelse og oplevelse er Guds evige ånd i funktion. Denne Guds evige ånd i funktion er det samme som skabelsen og opretholdelsen af de levende væseners bevidsthed, hvilket igen er det samme som det, vi kalder livet. Livet er altså bevægelse, bevægelse er forandring, forandring er skabelse, skabelse afføder tid og rum. Livet er derfor i sig selv det samme som tid og rum. Tid og rum er således skabte ting, og skabte ting er derfor forgængelige. Derfor må al oplevelse bestå af tilblivelse og ophør. Det evige væsens eller vort jegs liv er således en tilknytning til tilblivelse og ophør og er derfor tids- og rumdimensionelt. Et menneskes organisme er f.eks. en skabt ting og er derfor begyndelse og afslutning underkastet. Da væsenet oplever en stor del af sit liv ved hjælp af sin fysiske organisme, må det nødvendigvis opleve, at dette dets liv er afhængig af denne organismes eksistenstid. Den bliver til sidst ubrugelig og væsenet befries fra den. Dets fysiske liv må derved nødvendigvis blive afbrudt indtil en ny fysisk organisme er bygget op. Det er denne så selvfølgelige og naturlige afbrydelse, der har bevirket den fejlagtige forestilling eller overtro, at det levende er dødeligt og skal forgå. Derved er begrebet "døden" og den med denne forestilling forbundne rædsel kommet ind i verden. Menneskene forstår således ikke, at deres organisme er et skabt redskab, og at den derfor ligesom alle andre skabte redskaber er forgængelig og må udskiftes. At et menneskes fysiske redskaber er forgængelige, kan slides op eller læderes, så de bli- 48

9 ver ubrugelige, betyder jo ikke, at det pågældende menneske eller redskabets ophav dermed også er ophørt med at eksistere. Alt, hvad der findes i verden af skabte ting, absolut alt uden undtagelse, er redskaber, det være sig ikke blot de mange kendte materielle redskaber, maskiner, apparater, møbler, klæder, hus og hjem osv., men også både sol, måne og stjerner er skabte redskaber for livets opretholdelse, ligesom de animalske organer i de levende væseners organismer eller legemer er redskaber for livets opretholdelse. Men til hvad nytte disse redskaber, hvis ikke der var noget, der eksisterede før redskaberne blev skabte, og som netop havde brug for disse redskaber for deres oplevelse og manifestation? - Til hvad nytte en bil, hvis ikke der var nogen til at bruge den? - Til hvad nytte en fysisk organisme, hvis ikke der var noget, der ved hjælp af denne kunne manifestere og opleve? - Og ser vi ikke netop, at denne organisme bliver dirigeret af et usynligt noget? - Og har man nogen sinde set noget ved denne organisme, der ikke udgør et redskab for en eller anden nyttig funktion? Absolut ikke. Men når den fysiske organisme hundrede procent er et redskab, hvor er så det "noget", der dirigerer dette redskab? - At påstå at dette noget ikke eksisterer, er det samme som at påstå, at et redskab bestemmer over sig selv. En bil skulle således bestemme over sig selv og dermed bestemme, om den vil køre eller ikke køre, en økse skulle ligeledes selv bestemme, om den vil hugge eller ikke hugge, et skib skulle på samme måde selv bestemme, hvor det vil sejle hen og lignende. En livsopfattelse, hvis yderste konsekvenser er så skrigende umulige, er en ufejlbarlig understregning af sit ophavs meget begrænsede, primitive og ufuldkomne tænkeevne. En livsopfattelse baseret på en sådan tænkeevne er en afsporing fra den absolutte virkelighed og tæller naturligvis ikke, når det drejer sig om vejen til livsmysteriets løsning. Da må man indstille sig på, at den fysiske død kun kan eksistere som et redskabs død eller undergang, men absolut ikke det levende "nogets" død, der oplevede og manifesterede sig ved hjælp af redskabet. Det virkeligt levende væsen bag den fysiske organisme eller bag et hvilket som helst andet redskab kan umuligt dø eller tilintetgøres. Men redskabets ophav, det evige noget X1, bruger således som redskab den ene fysiske organisme efter den anden for at opretholde sin fysiske manifestation og livsoplevelse og i kraft af hvilken, det i samarbejde med de øvrige kræfter i verdensaltet kan opnå at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, opnå evig livsoplevelse og manifestation. Og således indhyller Gud det levende væsen i sin altgennemtrængende skabevældes lysocean og fører sin evige gudesøn fra indvielse til indvielse i højere og højere spiralkredsløbs uendelighed i tid og rum i al evighed De levende væseners sansekulmination i spiralkredsløbsrigerne Øverst oppe på symbolet ser vi lyset og mørket i et spiralkredsløb markeret ligesom på symbol nr. 35. Lyset udgør det hvide felt. Mørket er markeret ved feltet med de mørke streger. I hvert af de forskellige spiralrigers felter ser vi en forskelligt farvet og i forskellig størrelse fremtrædende figur. Disse skal symbolisere de levende væseners sansekapacitet i hver af de nævnte riger eller 49

10 tilværelsesplaner. Hver figur symboliserer således et levende væsen. Det hvide felt med trekanten i midten markerer dets jeg og overbevidsthed. Figuren i planterigets felt symboliserer med sit runde rødfarvede felt, at instinktevnen er plantevæsenets højeste sansekapacitet. Den runde figur i dyrerigets felt symboliserer med sit røde og orangefarvede felt, at instinkt- og tyngdeenergien er de primære kræfter i dyrets sansekapacitet, der i særlig grad er beregnet på befordringen af det dræbende princip. Dette gælder også langt frem i det ufærdige menneskes udvikling. Den runde figur i menneskerigets felt symboliserer med sine tre farvede felter: instinkt-, tyngde- og følelsesenergien. Den sidste energi er blevet intellektualiseret med den tiltagende intelligens og intuition, og hvorved den fremkommer som alkærlighed, der igen udgør den primære sansekapacitet hos det færdige menneske i Guds billede. Den runde figur i visdomsrigets felt symboliserer at intelligensen her ligger til grund for visdommen som den primære bevidsthedsenergi i visdomsriget, men naturligvis i samarbejde med andre grundenergier, alt eftersom de endnu er i arbejdsform og ikke degenereret. Den runde figur i intuitionsriget eller den guddommelige verden symboliserer, at intuitionsenergien i forbindelse med den endnu fremragende intelligens- og alkærlighedsenergi her udgør den primære bevidsthedskapacitet, mens tyngde- og instinktenergien her kun eksisterer i mere eller mindre latente former. Væsenet er herpå livets allerhøjeste bevidsthedstinder i den ydre verden eller den verden, det deler med andre væsener i samme verden. Den runde figur i salighedsrigets felt symboliserer her alle grundenergierne i de runde farvede felter, men disse er nu mere eller mindre i en latent eller sovende tilstand. Kun hukommelsesenergien er i fuld aktivitet eller kulmination. Den har her i salighedsriget overtaget hele væsenets vågne bevidsthedsfunktion. Men da denne funktion kun giver væsenet erindringsoplevelser, og dets sansekapacitet i den ydre verden er sovende eller latent, er det således væsenets egen indre verden, det nu oplever. Men denne oplevelse er selve kulminationen af livsoplevelse. Her midt i dets salighedsrige, der er det samme som dets egen indre verden, oplever det sig selv og erindringerne fra hele det tilbagelagte spiralkredsløb. Denne gigantiske erindringsmasse, som det nu med sin kulminerende hukommelsesevne totalt behersker, danner tilsammen erindringsbilledet af dets i spiralkredsløbet oplevede verdensalt. Det kan gå frem og tilbage i denne dets erindringsverdens tidsperioder og her genopleve alle sine jordliv med deres skæbnedannelse i lys og mørke. Og som vi allerede har berørt, lever væsenet her i dette af sin erindring skabte verdensalt, som dettes altoverstrålende guddom og altbeherskende ophav. Gudesønnen får her på spiralkredsløbets højeste tinder i lyset lov til at opleve sig selv som en guddom i sit eget verdensalt. Kan en guddom give sin søn en større oplevelse end den, at lade ham være en levende guldkopi af sin guddommelige evige fader i dennes af alkærlighed opretholdte verdensalt? - Det er dette guldkopierede billede af den evige Guddom og dennes verdensalt, der udgør kronen på den af samme Guddom skabte forvandling af mørkets kulminerende dj ævlevæsen til lysets kulminerende strå- 50

11 levæsen i sit eget i levende guldkopierede billede efter sin lignelse. Det er ikke så mærkeligt, at det evige ord "alt er såre godt" er brudt lysende frem igennem årtusinders mørke som en kosmisk verdensimpuls, der nu skal lede jordens menneskehed til modtagelighed for kosmisk bevidsthed, som menneskene kun kender under begrebet "den hellige ånd", men endnu ikke kender ret meget i praktisk manifestation og væremåde Jordmenneskehedens begrænsede sansekapacitet Den hvide figur til venstre i det sorte felt på symbolet symboliserer jordmenneskehedens nuværende sansekapacitet. Vi ser, at figuren strækker sig fra den materielle del af salighedsriget, hvilken del er det samme som det, vi udtrykker som mineralriget. Dernæst strækker den sig igennem planteriget og ind i dyreriget. I dette rige har den ufærdige menneskehed i stor udstrækning endnu hjemme. Vi ser, at figuren derefter strækker sig lige indenfor i det rigtige menneskerige. Men det er kun igennem intuitionen eller det begyndende kosmiske glimt, at dette rige kan begynde at komme til syne for det modne, men endnu ufærdige menneske. Den øvrige menneskeheds forbindelse med dette guddommelige rige er kun igennem deres tro på de tillærte religiøse dogmer og har derfor ikke noget med selvoplevelse af nævnte høje sfære at gøre. Denne del af jordens menneskehed vil derfor være at betragte som analfabeter med hensyn til den virkelige videnskabelige sandhed om livsmysteriets løsning. De humane verdensreligioners religiøse forkyndelse i forhold til den virkelige kosmiske viden om livets evige og altomfattende sandhed, struktur og verdensbillede er kun at ligne ved søluften i havets nærhed. Denne de ufærdige menneskers sansekapacitet befordres af de fire grundenergier, tyngdeenergien i en mere eller mindre uhæmmet tilstand, en begyndende intelligensenergi og en uintellektuel eller mere eller mindre inhuman følelse og en degenererende instinktevne. Alkærligheden eller næstekærligheden er endnu kun i sit første begyndende meget svage morgengry langt ude på den mentale himmels horisont. Kosmiske evner er endnu et næsten ukendt område for almenheden. Det er ikke så mærkeligt, at en menneskehed, hvis sansekapacitet i stor udstrækning befordres af ubehersket tyngdeenergi: vrede og bitterhed, mord og drab, krig og ødelæggelse, der jo netop er en følge af primitiv og uintellektuel følelse, i hvilken der endnu ikke forekommer næstekærlighed, og derfor bevirker at menneskene lever i mørket, helvede eller ragnarok. At denne mentalitet ikke kan ændres med en mentalitet af samme slags er en selvfølge. Derfor kan menneskeheden ikke få fred på jorden, komme ud af mørket uden, at denne mentale energikombination i væsenets psyke må ændres. Og denne ændring kan udelukkende kun ske ved alkærlighedens udvikling i mentaliteten og dermed i væremåden. Og denne udvikling af næstekærligheden finder kun sted igennem væsenernes oplevelse af deres mørke skæbne eller karma. Og menneskeheden er netop på et sådant stadium i dens forvandling fra dyr til menneske, at dens væsener, i form af verdenskrige og andre former for skabelse af død og lemlæstelse, befordrer oceaner af lidelser over på deres næste eller medvæsener, dyr og mennesker. Og det er disse lidelser, der 53

12 ifølge karma- eller gengældelsesloven virker tilbage på deres ophav og bliver disse væseners tilsvarende mørke skæbne. Denne mørke skæbne afføder som nævnt i væsenerne den begyndende humane evne eller alkærlighed, der bevirker, at væsenerne, alt eftersom de kommer igennem denne deres karma eller lidelser, bliver tilsvarende mere og mere udviklede til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Med denne evnes udvikling bliver væsenet hungrende efter kosmisk videnskab og når frem til at få kosmiske glimt for tilsidst at få permanent kosmisk bevidsthed. Det bliver dermed ét med Gud, bliver til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Vi forstår således her, hvorfor den materialistiske videnskab ikke kan ændre menneskenes krigeriske eller dødbringende væremåde. Trods de overordentlige store goder, den har givet menneskeheden og stadig giver den, er den i mangel af kosmisk viden med til at befordre mørket. Med sine opfindelser af raffinerede, dødbringende, lemlæstende og altødelæggende krigsvåben, er den med til at holde atom- og bombeeksplosioner, ildsvåde og kulturudslettelse vedlige på jordens ellers så sollyse kontinenter og have. Hvordan kan en verden, hvor alkærligheden eller næstekærligheden ikke eksisterer eller i bedste fald kun som en svagt begyndende human evne, der endog til en vis grad på grund af menneskenes uvidenhed er blevet forfulgt som en abnormitet eller last med straf indtil dødsstraf, være andet end et mørkets inferno for de pågældende væsener? - Må man ikke lovprise den evige Guddom, at mørket ifølge karmaloven efterhånden afføder evnen til ikke at kunne nænne at gøre levende væsener fortræd? - Intet væsen kan således blive ved med at udfolde en ond væremåde imod andre væsener uden at ramme sig selv med samme væremåde og med samme styrke som den, det selv anvendte imod den pågældende næste. Og her standser væsenernes bloddryppende væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd begynder her spagfærdigt sit domæne. Og i et tiltagende alkærligheden eller næstekærlighedens lys er den forlorne gudesøn atter på vej til sin fader. Bagude forsvinder skæret fra helvedes dødsflammer bort i mørket. Forude lyser Guds ånds evige stråleocean den fra mørket opstandne gudesøn imøde. Og gennem rummet lyder den evige røst: "Dette er min søn den elskede, i hvem jeg har velbehag". 54