Forord. Alle fire forfattere er imidlertid ansvarlige for det samlede resultat.

Forord Sigtet med denne bog er dobbelt. Dels er den tænkt som lærebog i straffeproces på universiteternes juridiske kandidatuddannelse, dels har forfatterne søgt at målrette den, så den kan anvendes af domstole, anklagemyndighed og forsvarere i deres daglige virke. Bogens fire forfattere kommer fra forskellige juridiske professioner. Der er to dommere, Højesterets præsident og en landsdommer fra Østre Landsret, samt en strafferetsadvokat og en statsadvokat fra anklagemyndigheden. Det er vores håb, at denne sammensætning vil bibringe bogen nye synsvinkler, der vil bidrage til dens nytteværdi. I teksten kan der forekomme overlapninger visse steder. Det er begrundet i, at spørgsmål behandles fra forskellige synsvinkler, og det derfor kan være naturligt at nævne en praksis eller en dom, der også optræder i anden sammenhæng. Hensynet har været at holde læseren fast i den behandlede problemstilling uden at forudsætte opslag andre steder i bogen, hvor de samme spørgsmål behandles fra en anden synsvinkel. Der vil dog normalt være henvisning til, at spørgsmålet også beskrives andre steder. Kapitel 2, 8 (afsnit 8.8.), 9 (bortset fra afsnit 9.3.2.6.-9.3.2.8.) og 10-15 er udarbejdet af landsdommer Michael Kistrup. Kapitel 5, 6 og 7 (bortset fra afsnit 7.5) er udarbejdet af advokat Jakob Lund Poulsen. Kapitel 1, 3, 4, 7 (afsnit 7.5.), 8 (bortset fra afsnit 8.8. og 8.9.) og 9 (afsnit 9.3.2.6.-9.3.2.8.) er udarbejdet af statsadvokat Jens Røn. Kapitel 8 (afsnit 8.9.) er udarbejdet af højesteretspræsident Thomas Rørdam. Alle fire forfattere er imidlertid ansvarlige for det samlede resultat. Tak til stud. jur. Henrik Morsing Andersen og stud. jur. Lea Nøhr Dolmer for udarbejdelse af stikordsregister. 19

Forord Bogen er delvis baseret på 2. udgave (2008) af fhv. professor Eva Smith, fhv. landsdommer Jørgen Jochimsen, landsdommer Michael Kistrup og advokat Jakob Lund Poulsen. Bogen er som udgangspunkt ajourført til udgangen af 2017. Michael Kistrup Jakob Lund Poulsen Jens Røn Thomas Rørdam 20

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen 1.1. Indledning 1 Strafferetsplejen eller straffeprocessen er en del af det processuelle system, der også omfatter civilproces, fogedret og skifteret. En række processuelle principper er fælles for hele systemet, herunder princippet om mundtlighed, om bevisumiddelbarhed, om aktindsigt og kontradiktion samt partsprincippet. Udformningen er dog noget forskellig inden for de enkelte discipliner alt afhængigt af formålet med reglerne. Reglerne for civil- og straffeprocessen samt fogedretten er samlet i retsplejeloven. De indledende kapitler om domsmagtens opbygning og om de grundlæggende principper for retsplejen er fælles for alle tre discipliner. Straffeprocessen har endvidere nær sammenhæng med den materielle strafferet. De straffeprocessuelle regler regulerer gennemtvingelsen af de strafferetlige regler. Straffeprocessen ville være overflødig, hvis der ikke fandtes strafferetlige regler. De straffeprocessuelle regler er udformet for at tilgodese to hensyn. Reglerne er rettet mod opklaring af overtrædelser af strafferetlige regler, som er strafferetsplejens egentlige formål, og som kan medføre tvangsindgreb over for det enkelte individ. Samtidig indeholder straffeprocessen imidlertid en række regler, som skal beskytte individet i forhold til statsmagten. Straffeprocessen indeholder dermed nogle af de vigtigste garantier, når det gælder forhold, der anses for at være af afgørende betydning i et demokratisk samfund og et moderne retssamfund. Individets beskyttelse i forhold til statsmagten er en af de væsentligste forskelle mellem et frit og et totalitært samfund. Dermed findes i straffeprocessen også nogle af de vigtigste regler til gennemførelse af grundlovens menneskerettigheder. Dette gælder navnlig reglerne om borgernes ret til frihed og ejendom. Vurderingen af, om Danmark opfylder 1. Se om straffeprocessens grundprincipper mv. også Vestergaard, Straffeproces, s. 13ff. 21

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen sine forpligtelser i forhold til f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK s) art. 3 samt 5-8 og 10, må også i vidt omfang foretages på grundlag af straffeprocessens regler. Langt hovedparten af de sager, der anlægges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), vedrører fortolkningen af disse regler. Statsmagtens ønske om at opklare og straffe kriminelle handlinger kan bryde med borgernes almindelige frihedsrettigheder, som de er beskrevet i grundloven, kapitel VIII. Der må derfor foretages en afvejning mellem behovet for opklaring af kriminalitet og ønsket om i videst muligt omfang at bevare borgernes grundlovssikrede rettigheder samt de rettigheder, der er indeholdt i EMRK og de øvrige internationale konventioner. Denne afvejning kommer klarest til udtryk i strafferetsplejens regler om tvangsindgreb, som netop regulerer, i hvilket omfang behovet for opklaring og retsforfølgning af forbrydelsen skal tillægges forrang frem for den enkeltes menneskerettigheder. I forbindelse med opklaring af forbrydelser kan det være nødvendigt at ransage et menneskes person eller bolig, at beslaglægge hans eller hendes ejendom, at tilbageholde vedkommende og endog at spærre ham eller hende inde (varetægtsfængsling). Reglerne herom findes i straffeprocessen. For at sikre, at disse indgreb så vidt muligt kun rammer skyldige eller dog personer, der med føje er mistænkt for en forbrydelse, og for at sikre, at der også i forhold til skyldige personer er mulighed for et effektivt forsvar og ikke benyttes metoder, der enten er unfair eller mere indgribende end påkrævet for at opnå målet, er det nødvendigt med nærmere regler for myndighedernes magtudøvelse. Også disse regler findes i straffeprocessen. Undertiden bruges udtrykket»retssikkerhed«både om de regler, der skal beskytte den mistænkte mod unødvendige indgreb samt sikre ham eller hende en retfærdig rettergang, og om de regler, der skal sikre en effektiv kriminalitetsopklaring og retsforfølgning af kriminalitet. I den sidste betydning er målet ikke den mistænktes, men den almindelige borgers retssikkerhed, og ordet retssikkerhed opfattes her nærmest som»sikring mod at blive offer for forbrydelser«og»samfundets reaktion, når en person er blevet offer for en forbrydelse«. Dermed udstrækkes individets retssikkerhed som begreb til også at dække (de potentielle ofre) for kriminalitet. Ved at benytte dette udtryk understreges, at en effektiv kriminalitetsbekæmpelse er en forudsætning for, at befolkningen kan færdes frit og leve i tryghed. Da hensynet til den almindelige borgers retssikkerhed i denne betydning og hensynet til den mistænkte/ sigtede/tiltaltes retssikkerhed af og til strider imod hinanden, vil udtrykket retssikkerhed i denne bog blive anvendt i den klassiske betyd- 22

1.2. Det akkusatoriske princip ning, dvs. om de garantier der beskytter den mistænkte i forhold til statsmagten. Hensynet til den almindelige borgers retssikkerhed vil blive kaldt hensynet til efterforskningen eller hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen. 1.2. Det akkusatoriske princip Som nævnt er formålet med de straffeprocessuelle regler at foretage en undersøgelse og opklaring af, om de strafferetlige regler er overtrådt, og skabe mulighed for, at en dom kan blive afsagt. Domsafsigelse forudsætter en undersøgelse af de konkrete forhold. En sådan undersøgelse kan foretages på flere forskellige måder. Indtil retsplejereformen i 1919 foregik undersøgelsen efter det inkvisitoriske princip. Det inkvisitoriske princip har nok i dag en klang af torturkamre, men dybest set er der ikke noget, der i højere grad forbinder det inkvisitoriske princip end det akkusatoriske princip med pres eller tvang for at opnå en tilståelse. Det inkvisitoriske princip betyder simpelt hen, at den, der skal afsige dommen i sagen, også står for undersøgelsen af, hvad der egentlig er foregået. Det inkvisitoriske princip er gennemført på mange områder i det danske samfund. Forvaltningsmyndigheder, f.eks. de sociale myndigheder, undersøger i vidt omfang selv forholdene og træffer derefter en afgørelse (det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip). Afgørelsen kan have vidtrækkende betydning for det enkelte menneske, og selvom afgørelsen normalt kan indbringes for domstolene, jf. grl. 63, vil afgørelsen ofte være udtryk for et skøn, som domstolene kun i begrænset omfang kan efterprøve. Småsanktioner, f.eks. i disciplinærsager, gennemføres i vidt omfang også efter det inkvisitoriske princip. Det retssikkerhedsmæssigt betænkelige ved det inkvisitoriske princip inden for strafferetsplejen er, at den, der har til opgave at opklare sagen, samtidig afgør skyldspørgsmålet. Bliver den mistænkte frikendt, har dommeren altså ikke løst den første halvdel af sin opgave tilfredsstillende. I motiverne til retsplejereformen hedder det, at dette»af letforståelige, psykologiske grunde«ikke kan være helt betryggende for individets retssikkerhed. I lande, hvor undersøgelse af forbrydelser foregår under ledelse af en undersøgelsesdommer, er det da normalt også en anden dommer, der afgør skyldspørgsmålet. Det er et enkelt og letfatteligt princip, at den, der har ansvaret for afgørelsen af, om den mistænkte er skyldig, ikke samtidig bør være ansvarlig for opklaringen af forbrydelsen. Ved retsplejereformen i 1919 blev det akkusatoriske prin- 23

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen cip (anklageprincippet) indført. Idéen bag anklageprincippet er, at efterforskningen af sagen og præsentationen for retten foretages af politiet og anklagemyndigheden. Samtidig udpeges en forsvarer, der skal varetage den sigtedes interesser. Dommerens opgave er at være uvildig opmand og tage stilling til det materiale, der fremlægges under retssagen. Dommeren har ikke ansvar for sagens opklaring, der påhviler politiet og anklagemyndigheden. Denne opdeling betyder endvidere, at strafferetsplejen ligesom den civile retspleje bliver en partsproces, hvor de synspunkter, der kan fremføres til støtte for domfældelse af tiltalte, fremføres af anklagemyndigheden, mens de forhold, der taler for frifindelse eller i hvert fald en mildere straf, fremføres af forsvareren. Partsprincippet er dog ikke gennemført fuldt ud i strafferetsplejen. Det skyldes bl.a. et andet centralt princip i den danske strafferetspleje: princippet om den materielle sandhed. 1.3. Den materielle sandheds princip 1.3.1. Begrebet De straffeprocessuelle regler har et andet formål end de civilprocessuelle regler, og de grundlæggende principper må tilpasses dette formål. Formålet med de civilprocessuelle regler er navnlig at regulere borgernes indbyrdes tvister, og derfor tager domstolen i princippet kun stilling til det, som parterne fremfører (forhandlingsprincippet). Der er ikke behov for en egentlig dybtgående undersøgelse fra rettens side med henblik på at klarlægge alle sagens aspekter. I straffesager gælder forhandlingsprincippet derimod ikke. I straffesager er den ene part samfundet (repræsenteret ved anklagemyndigheden), mens den anden part er en af samfundets borgere. Domstolen er i sådanne sager tillagt et ganske særligt ansvar, idet det påhviler domstolen at afgøre, om der er tilstrækkeligt bevis til at påføre sanktioner ofte af vidtgående karakter og af og til formentlig ødelæggende for det pågældende menneskes liv. Det antages i almindelighed, at et samfund har den moralske ret til at påføre sine medlemmer sådanne sanktioner, hvis de har brudt samfundets love. Helt centralt for almindelige retfærdighedsbegreber og for tilliden til straffesystemet er det imidlertid, at den pågældende virkelig er skyldig. Derfor findes en række regler, der skal sikre mod, at der afsiges urigtige fældende domme. I straffesager er det pålagt domstolen at finde frem til sandheden i sagen. Det kaldes princippet om den materielle sandhed. Denne grund- 24

1.3. Den materielle sandheds princip regel tilgodeser begge de hensyn, som straffeprocessuelle regler skal varetage. Princippet skal værne mod, at uskyldige dømmes, men samtidig sikre at skyldige bliver straffet. Princippet opfattes normalt som en særlig garanti for den mistænkte, men det er vigtigt at gøre sig klart, at det kun indeholder et værn for den uskyldigt mistænkte, mens det tjener til at sikre den skyldiges domfældelse. Princippet om den materielle sandhed har afgørende betydning for strafferetsplejens reglers udformning. 1.3.2. Anklagemyndighedens objektivitetsprincip Objektivitetsprincippet betyder, at anklagemyndigheden har pligt til også at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, jf. rpl. 96, stk. 2. En tilsvarende pligt er ikke direkte lovfæstet for politiets vedkommende, men det følger af 96, stk. 2, at det samme princip må gælde for politiets efterforskning. Objektivitetsprincippet er et fundamentalt princip i dansk retspleje og regnes for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet betyder, at anklagemyndigheden og politiet er forpligtet til at udføre deres undersøgelser og arbejde i øvrigt på objektiv måde. Man kan således sige, at anklagemyndigheden og politiet via 96, stk. 2, bliver anbragt i den rolle, som dommeren har i det inkvisitoriske system, idet de dels skal undersøge sagen, dels skal komme med et forslag til afgørelsen. Den almindelige politibetjent bliver derved sat til at løfte en opgave, som man har anset for at være for vanskelig for den juridiske dommer. Man må gøre sig klart, at det heller ikke for den efterforskende politibetjent er psykologisk muligt at være fuldstændig objektiv, samtidig med at han eller hun opklarer sagen. Dette er imidlertid heller ikke anset for nødvendigt, da politiet jo ikke skal afgøre sagen, men kun forestå efterforskningen og forberede sagen til anklagemyndigheden. Imidlertid regnes det for en væsentlig retssikkerhedsgaranti, at man under selve opklaringen og senere ved afgørelsen af, om der skal rejses tiltale, hele tiden er forpligtet til at handle efter objektivitetsprincippet. Objektivitetsprincippet indebærer endvidere, at der ikke rejses tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsningen vil føre til domfældelse. Når anklagemyndigheden har besluttet at rejse tiltale og derved, at tiltalte må anses for at være skyldig, må det imidlertid forventes, at anklagemyndigheden som udgangspunkt ser det som sin opgave at overbevise retten om tiltaltes skyld. Anklagemyndigheden skal imidlertid fortsat forholde sig objektivt til bevismaterialet i sagen. Hvis det viser sig, at bevisførelsen ved hovedforhandlingen efter ankla- 25

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen gemyndighedens opfattelse alligevel ikke kan føre til domfældelse f.eks. fordi et kronvidne ændrer sin forklaring afgørende nedlægges påstand om frifindelse, jf. f.eks. U 1995.406 V. 1.3.3. Dommerens rolle Princippet om den materielle sandhed fører endvidere til, at dommeren har en anden rolle i straffeprocessen end i civilprocessen. I civilprocessen skal dommeren i overensstemmelse med forhandlingsprincippet holde sig tilbage og afvente parternes bevisførelse (se dog rpl. 339 om dommerens materielle procesledelse). I straffeprocessen har dommeren derimod en selvstændig pligt til på eget initiativ at tage uklare punkter op. Retten er forpligtet til på egen hånd at stille spørgsmål efter 867, hvis den i sandhedens interesse finder, at der er grund til det. Endvidere kan retten efter 874, stk. 3, beslutte, at et bevis skal føres, selvom ingen af parterne har begæret det. Der er således en klar forskel mellem de straffeprocessuelle og de civilprocessuelle regler. Efter 339 har retten i civilprocessuelle sager mulighed (skønsmæssig beføjelse) for at stille spørgsmål til parterne, mens retten i straffesager efter 867 har en egentlig pligt til det. Efter 339 kan retten endvidere opfordre parterne til at føre bevis, men beslutningen er parternes. Efter 874, stk. 3, skal retten derimod, hvis den finder det nødvendigt, beslutte, at beviser skal føres, uanset at parterne ikke måtte være interesseret i det. Denne beføjelse i straffesager anvendes dog meget sjældent, og det må antages, at retten navnlig vil benytte den i den tiltaltes interesse, idet retten ikke har nogen forpligtelse til at hjælpe anklagemyndigheden med at løfte bevisbyrden. Denne opfattelse kan synes i strid med den materielle sandheds princip, men har sammenhæng med, at dommeren skal fremstå som upartisk i forhold til tiltalte og med»favor defensionis«- princippet, jf. nedenfor under 1.5.1. Dommerne træffer deres afgørelse under princippet om bevisbedømmelsens frihed, jf. 880, 2. pkt. Det betyder, at der ikke er lovregler, der nærmere fastlægger, hvornår der er tilstrækkeligt bevis for en domfældelse. Det betyder selvsagt ikke, at dommeren står fuldstændig frit i sin bevisbedømmelse. Bevisvurderingen skal være objektivt funderet, dvs. at dommeren skal kunne begrunde, hvorfor han eller hun er nået frem til sit resultat. Herudover kan nogle begrænsninger i den frie bevisvurdering følge af domspraksis fra EMD, der f.eks. i et vist omfang har begrænset mulighederne for at lægge vægt på forklaringer, der er afgivet, uden at forsvareren har haft lejlighed til at stille spørgsmål. 26

1.3.4. Tilståelsens betydning 1.3. Den materielle sandheds princip En anden følge af den materielle sandheds princip er, at sigtedes tilståelse ikke er tilstrækkeligt bevis til domfældelse. Ganske vist foretages der ikke egentlig bevisførelse i tilståelsessager, men en tilståelse skal altid være bestyrket af sagens øvrige omstændigheder, for at den kan lægges til grund for en domfældelse, jf. rpl. 831, stk. 1, nr. 1. I bødesager kan retten behandle sagen, som om tiltalte har tilstået, hvis han eller hun f.eks. udebliver fra hovedforhandlingen uden lovlig grund eller nægter at afgive forklaring i retten. Det gælder dog kun, hvis»omstændighederne [ikke] taler imod det«. 1.3.5. De formelle reglers betydning I et system, hvor man lægger vægt på den materielle sandheds princip, bliver formelle regler umiddelbart af mindre betydning. Dette fremgår klarest af rpl. 925, stk. 1, hvorefter tilsidesættelse eller forkert anvendelse af en rettergangsregel ikke medfører ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages, at overholdelse af den pågældende regel kunne have medført et andet udfald af sagen. Imidlertid er domstolene i de senere år begyndt at tillægge overholdelsen af de formelle regler større vægt. Det skyldes formentlig navnlig indflydelsen fra EMD, der med sin dom i Hauschildt-sagen introducerede princippet om, at»justice must not only be done, it must also be seen to be done«. Det virker, som om formelle regler generelt har fået en langt større betydning, navnlig inden for strafferetsplejen. 2 Problemet om overholdelse af de formelle regler opstår også ved spørgsmålet om anvendelse af ulovligt tilvejebragte bevismidler og de såkaldte tilfældighedsfund. Hvis politiet under en ulovlig ransagning kommer i besiddelse af et fældende bevis, f.eks. et drabsvåben, har der i dansk ret været en betydelig tendens til, at man benytter det ulovligt tilvejebragte bevis. Der vil være tale om en konkret afvejning, hvor der indgår politiets handlemåde i den konkrete sag (hvor groft et retsbrud fra myndighederne) samt sagens alvor (hvilken kriminalitet og forventet straf) og bevismidlets betydning. Der har været en tendens til, at hvis sagen var tilstrækkeligt alvorlig, har den materielle sandheds princip ofte fået fortrin, idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse bevismidler, jf. nedenfor under 9.3.2.7. 2. Se til illustration f.eks. den omfattende retspraksis om 925, stk. 1, refereret i Retsplejelovskomm. note 2 ad 925. 27

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen U 2005.3108 H. Under efterforskningen af en straffesag udstedte det britiske»serious Fraud Office«(SFO) en fuldmagt til den danske anklagemyndighed til at gennemføre afhøring af en engelsk revisor i England. Ved afhøringsmødets indledning blev revisoren af SFO i overensstemmelse med engelske regler pålagt med trussel om straf at besvare den danske anklagemyndigheds spørgsmål, hvorefter afhøringen blev overladt til anklagemyndigheden. Under mødet blev revisoren af en medarbejder fra SFO endvidere pålagt at udlevere regnskabsmateriale, og revisoren blev gjort opmærksom på, at han ifølge de engelske regler var forpligtet til at udlevere materialet, der blev udleveret den følgende dag. Samme dag blev den danske byret, hvor straffesagen verserede, telefonisk orienteret om, at materialet var blevet udleveret. Dette blev fulgt op af en skriftlig redegørelse, hvor der blev henvist til, at kravet om edition var gennemført uden forudgående dommerkendelse under hensyn til»periculum in mora«at øjemedet ville forspildes, hvis en dommerkendelse skulle afventes. Forsvareren havde ikke været orienteret om afhøringen og editionspålægget og gjorde gældende, at afhøringen var et ulovligt efterforskningsskridt, og at editionspålægget var ulovligt. Højesteret fandt, at retsplejelovens bestemmelser om efterforskningsskridt også gælder, når der er tale om foranstaltninger rettet mod personer i udlandet. Da anklagemyndigheden ikke havde vejledt om afhøringsreglerne i rpl. 750 og i øvrigt ikke søgte at gennemføre afhøringen i overensstemmelse dermed, var afhøringen gennemført i strid med 750. Derimod var editionen ikke sket i strid med rpl. 806, stk. 3. Højesteret bemærker, at der ikke herved er taget stilling til, hvilken bevisførelse der kan tillades under sagen. I en ph.d.-afhandling fra 2003 anføres det, at der i de senere år ikke mindst på grund af indflydelse fra EMD er en forøget tendens til, at retten ser bort fra ulovligt tilvejebragte beviser. 3 Der refereres en række afgørelser, hvor retten har afvist at bruge beviserne. Forfatteren lægger stor vægt på, om beviset (uanset ulovligheden) må betragtes som pålideligt eller ej, og hun opstiller fem vejledende sætninger for, hvornår retten udelukker ulovligt tilvejebragte beviser. Se nærmere under 9.3.2.7.1. Det skal bemærkes, at de nævnte retssikkerhedsgarantier objektivitetsprincippet og princippet om den materielle sandhed ikke er selvfølgelige retsgarantier, som man vil finde i ethvert civiliseret retssystem. I angelsaksisk ret f.eks. findes ikke et almindeligt princip om, at domstolen skal søge at nå frem til den materielle sandhed. Domstolens opgave er efter angelsaksisk opfattelse ikke at afgøre, om en tiltalt er skyldig eller ej, men blot om der er tilstrækkeligt bevis til at dømme ham eller hende. Det betyder, at formelle regler er overordentligt vigtige. I nogle af de lande, der bygger på det angelsaksiske system, f.eks. USA, er det sådan, at hvis en formel regel er overtrådt, f.eks. om bevismidlers 3. Brøbech, Ulovligt tilvejebragte beviser, s. 402. 28

1.4. Partsbeføjelserne fremskaffelse, kan beviserne ikke fremlægges i retten. Det gælder uanset sagens alvor. I angelsaksisk ret nærer man ikke den samme tiltro som i Danmark til, at mennesker det være sig dommere, anklagemyndighed eller lægdommere ikke lader sig påvirke af irrelevante oplysninger. Skyldsspørgsmålet i alle straffesager afgøres af et nævningeting, og der er strenge regler for, hvilke oplysninger dette nævningeting må få. Nævningerne må f.eks. ikke få kendskab til, om en tiltalt er tidligere straffet. Samtidig har politiet ikke en lovfæstet pligt til at følge objektivitetsprincippet. Det angelsaksiske system betyder, at væsentligt flere personer kommer for retten end i Danmark, hvor politiet og anklagemyndigheden via objektivitetsprincippet slutter en række tvivlsomme sager, så de aldrig når frem til en domstol. Det er en retssikkerhedsgaranti i og med, at det altid er en betydelig belastning for et menneske at måtte gennemgå en retssag, uanset at han eller hun måtte ende med at blive frifundet. På den anden side betyder det angelsaksiske system, at væsentligt flere af de mennesker, der stilles for en domstol, bliver frifundet. Frifindelser i angelsaksisk ret finder sted i ca. 50 % af sagerne, mens man i dansk ret regner med, at ca. 10 % i bevissagerne frifindes. Det skyldes naturligvis anklagemyndighedens sorterende mekanisme, men det kan anføres, at dommerens blik for de få tvivlsomme sager dermed sløres, og at det for en tiltalt må være mere betryggende at blive stillet for en domstol, der har erfaring for, at der er en fifty-fifty chance for, at han eller hun er uskyldig, end for en dansk domstol, der må regne med, at hvis anklagemyndigheden har gjort sit arbejde tilfredsstillende, er den pågældende person formentlig skyldig. 1.4. Partsbeføjelserne Partsprincippet er et vigtigt led i den akkusatoriske proces. Ganske vist har anklagemyndigheden indsamlet bevismaterialet under iagttagelse af objektivitetsprincippet, men hvis sagen kommer for domstolen, betyder det, at anklagemyndigheden er nået til den konklusion, at vedkommende må antages at blive dømt. Det ville ikke være fair over for den tiltalte, hvis præsentationen af dette materiale over for dommeren alene skulle foretages af den myndighed, der allerede har truffet sin beslutning. Derfor er straffeprocessen indrettet på den måde, at den tiltalte har en forsvarer, som skal vurdere anklagemyndighedens materiale fra tiltaltes synspunkt og under 29

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen den forudsætning, at tiltalte er uskyldig. Hvis tiltalte har erklæret sig skyldig i nogle eller alle sagens forhold, skal forsvareren fremhæve formildende omstændigheder. Partsprincippet betyder, at den tiltalte og forsvareren har en række processuelle partsbeføjelser, som man også kender det fra civilprocessen. I praksis udøves sigtedes partsbeføjelser af forsvareren. Det gælder for det første og navnlig princippet om kontradiktion. Sigtede og forsvareren har som udgangspunkt lejlighed til at gøre sig bekendt med alt foreliggende materiale og udtale sig om det, jf. bl.a. rpl. 729 a, stk. 3, 729 b, stk. 2, og 876. Retsplejeloven indeholder imidlertid også nogle begrænsninger i denne adgang. Efter 729 c, stk. 1, kan retten på politiets anmodning bestemme, at reglerne om forsvarerens (og dermed sigtedes) ret til aktindsigt fraviges, hvis det er påkrævet. Herefter opregnes en række hensyn, f.eks. hensynet til fremmede magter eller statens sikkerhed, efterforskningen i en anden verserende sag om en alvorlig lovovertrædelse samt beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. En sådan afgørelse kan dog ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af forsvaret, jf. 729 c, stk. 2. Ved dommerens afgørelse om beskæring af forsvarerens aktindsigt varetages sigtedes interesser af en anden advokat. Endvidere hjemler loven mulighed for, at politiet kan give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger til sigtede, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil sigtede har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, jf. 729 a, stk. 4, sidste pkt. Princippet om kontradiktion indebærer endvidere, at sigtede har ret til at være til stede under retsmøderne, jf. 853 og 856, stk. 1. Der kræves således»særegne grunde«, for at retsformanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retssalen. Efter 853 har sigtede i øvrigt som udgangspunkt også pligt til at være til stede ved retsmøderne. Man må imidlertid gøre sig klart, at der aldrig kan blive tale om et partsprincip på samme måde, som man kender det fra civilprocessen. For det første fremskaffes materialet af politiet og anklagemyndigheden. For det andet er den tiltalte ikke bare part, men selve objektet for processen. Processen drejer sig om den tiltaltes handlemåde og ikke alene denne, men også tiltaltes person, kan i den forbindelse blive genstand for indgående undersøgelser med henblik på at klarlægge tiltaltes motiv, mentale tilstand (tilregnelighed) mv. Anklagemyndigheden har derfor mulighed for at underkaste tiltalte mentalundersøgelser, personundersøgelser mv. 30

1.5. Princippet om favor defensionis Den omstændighed, at anklagemyndigheden arbejder under objektivitetsprincippet, indebærer også en anden forskel til civile retssager. Eksperterklæringer, der er indhentet af anklagemyndigheden, kan således formelt fremlægges som bevis, hvis der ikke er tvivl om saglighed og habilitet. Det samme gælder ikke uden videre for eventuelle erklæringer indhentet på forsvarerens initiativ. 1.5. Princippet om favor defensionis Favor defensionis betyder»forsvarets begunstigelse«. Filosofien bag princippet er, at det er bedre, at skyldige går fri, end at en uskyldig bliver dømt (hellere 10 skyldige frifundet end én uskyldig dømt.) Hertil kommer, at selv med en objektiv anklagemyndighed har den tiltalte en svag position i straffeprocessen. Politiet og anklagemyndigheden kan sætte betydelige ressourcer ind på at opklare og retsforfølge forbrydelsen, mens den sigtede kun har sin forsvarer til at yde sig støtte. Også af den grund er det naturligt, at den sigtede har en række specielle begunstigelser, så der kan oprettes en bedre balance. Herved fraviges princippet om partslighed til den sigtedes fordel. 1.5.1. In dubio pro reo»in dubio pro reo«betyder, at tvivlen skal komme den sigtede til gode. Princippet er ikke lovfæstet, men utvivlsomt gældende i dansk ret, jf. f. eks. U 1988.948 V, hvor det udtales, at beviskravene i en straffesag må være strengere end i en faderskabssag. Princippet betyder, at anklagemyndigheden ikke alene har bevisbyrden i straffesagen, men også må løfte bevisbyrden på en sådan måde, at der ikke længere kan rejses rimelig tvivl om den tiltaltes skyld. Hvis retten således mener, at der er en berettiget tvivl tilbage, skal den frifinde, selvom dommeren subjektivt måtte være af den overbevisning, at den tiltalte er skyldig. Det er ikke enhver tvivl, der skal komme den tiltalte til gode, men en rimelig eller berettiget tvivl. 1.5.2. Retsplejelovens regler Ud over det almindelige in dubio pro reo-princip indeholder retsplejeloven en række bestemmelser, der sikrer, at afgørelser i tvivlstilfælde falder ud til den tiltaltes fordel. Det er f.eks. rpl. 216, stk. 1, 3. pkt., hvorefter en afgørelse i tilfælde af stemmelighed skal falde ud til det resultat, 31

Kapitel 1 Introduktion til straffeprocessen der må anses at være det gunstigste for tiltalte. Endvidere gælder det, at en fældende dom i en nævningesag kræver flertal blandt såvel nævninger som juridiske dommere, jf. 891, stk. 4, og 931, stk. 2. Endvidere er betingelserne for genoptagelse til fordel for domfældte mildere end betingelserne for genoptagelse til hans eller hendes skade, jf. 976 og 977. 924 indeholder en regel om, at tiltaltes anke ikke må komme ham eller hende til skade. Denne regel gøres dog ofte illusorisk i praksis, idet anklagemyndigheden kontraanker, jf. 905, stk. 1. Derimod indeholder 927, stk. 2, en reel fordel for tiltalte, idet ankeretten kan tillægge anken virkning til fordel for en medtiltalt, der ikke selv har anket. 1.6. Forholdet til EMRK Danske domstole blev for alvor opmærksomme på EMRK efter Hauschildt-sagen i 1989, hvor Danmark for første gang blev dømt for at have krænket konventionen. Hauschildt-sagen handlede om en dommers inhabilitet og førte til lovændringer i retsplejelovens habilitetsregler. Nogle år senere blev Danmark atter dømt for at have krænket EMRK. Journalisten Jersild havde interviewet en række unge med meget racistiske holdninger og bragt indslaget i tv-avisen. Både de unge og Jersild blev dømt efter strfl. 266 b om racediskrimination. Jersilds sag nåede helt til Højesteret. EMD s dom i Jersild-sagen kan siges at være langt mere alvorlig for domstolssystemet end den tidligere Hauschildt-sag. I Hauschildt-sagen levede det danske processuelle system ikke op til EMD s krav i Jersild-sagen var det domstolene, herunder Højesteret. Siden da og i forlængelse af, at EMRK i 1992 blev inkorporeret i dansk ret, har EMRK og praksis fra EMD spillet en stadig stigende rolle i danske straffesager. Det gælder i høj grad inden for straffeprocessen, og vurderingen i forhold til EMRK får betydning på en række område. Det gælder i forhold til udformning af lovregler på området, f.eks. muligheden for at afbeskikke en forsvarer af hensyn til sagens fremme ( 733, stk. 2) og mulighederne for at anvende udeblivelsesdomme og behandle en sag i retten, selvom den tiltalte er udeblevet ( 855, stk. 3). Det gælder også i forhold til behandlingen af den enkelte straffesag og de forskellige spørgsmål, der kan opstå i den forbindelse. Eksempelvis kan nævnes EMD s praksis for, hvornår der kan ske domfældelse på grund af vidneforklaringer afgivet til politiet, uden at den sigtedes/tiltaltes forsvarer har haft lejlighed til at stille spørgsmål, og den tiltaltes ret til en rettergang inden en rimelig frist. 32

1.6. Forholdet til EMRK Når det gælder EMRK s betydning for straffeprocessen og straffesager i det hele taget, er art. 6 om retten til en retfærdig rettergang selvsagt en central bestemmelse. Når det gælder afgørelsen af f.eks. spørgsmålet om udvisning, er art. 8 om beskyttelse af privatlivet og familielivet en central bestemmelse, og art. 10 om beskyttelse af ytringsfriheden kan få betydning f.eks. i sager, hvor journalister som led i det journalistiske virke begår (mulige) lovovertrædelser. Vurderingen af flere af de straffeprocessuelle spørgsmål, som behandles i denne bog, kan derfor ikke betragtes isoleret som et spørgsmål om»dansk retspleje«, men må vurderes i lyset af de rettigheder, som følger af EMRK, og EMD s praksis på de forskellige områder. 4 Det kan endelig nævnes, at EU s Charter om Grundlæggende Rettigheder finder anvendelse inden for EU-rettens anvendelsesområde og skal respekteres og anvendes af medlemsstaternes myndighederne, herunder domstolene, når de gennemfører EU-retten. Charteret indeholder i afsnit VI bestemmelser om retfærdighed i retssystemet, herunder f.eks. art. 47 om ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist. 5 4. Se herom navnlig Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EM- RK-komm. Se om den strafferetlige dimension også Baumbach, Strafferet og menneskeret. 5. Se nærmere EU s Charter med kommentarer, herunder s. 31ff. 33