EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Retsudvalget 11.11.2011 ARBEJDSDOKUMENT om forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber (KOM(2011)0127 C7-0094/2011 2011/0060(CNS)) Retsudvalget Ordfører: Alexandra Thein DT\882825.doc PE475.883v01-00 Forenet i mangfoldighed
A. Problem I 2007 1 var der i EU ca. 211.000 registrerede partnerskaber, hvoraf mere end 41.000 havde tilknytning til mere end en medlemsstat med hensyn til formueforholdet mellem ægtefæller. Heraf ophørte 8.500 (4 %) efter skilsmisse og 1.266 (0,6 %) efter en af ægtefællernes død 2. Hvis der skal træffes beslutninger vedrørende formueforhold i forbindelse med en bodeling eller under partnerskabet, står de berørte parter over for komplekse spørgsmål, især med hensyn til retlig kompetence og lovvalg. Der er i den forbindelse - ved registrerede partnerskaber i endnu højere grad end ved ægteskaber - stor forskel på de nationale bestemmelser. Dette skaber en betydelig retsusikkerhed. Desuden gælder det i tilfælde af uenighed - ligesom for ægtefæller - at den partner, der er bedst orienteret, hurtigst muligt kan anlægge sag ved en ret, der anvender den lov, som han eller hun vurderer er den mest fordelagtige. B. Kommissionens forslag I. Generelt Ordføreren er enig med Kommissionen i, at der er behov for handling, og at de berørte parters retsstilling kan blive betydeligt bedre. Det registrerede partnerskab er i udvikling, mennesker i Europa bliver mere og mere mobile, og derfor stiger antallet af berørte personer. I arbejdsdokumentet gives en første vurdering af de vigtigste spørgsmål i forslaget, især med hensyn til det konkrete behov for undersøgelser og revision. Det første, der skal kommenteres, er, at Kommissionen - selv om den har anerkendt, at der er parallelle problemer for ægteskaber og registrerede partnerskaber - har fremlagt to separate forslag. Den begrunder dette med 3, at registrerede partnerskaber står over for specifikke problemer: Det synes ikke hensigtsmæssigt at anvende lovgivningen i en medlemsstat, der ikke anerkender registrerede partnerskaber, på spørgsmål om formueforhold eller at anlægge sag ved dennes retter. Der bør derfor gælde andre reglerne om kompetence og lovvalg end dem, der gælder for ægteskaber. I forbindelse med høringen fremgik det, at flertallet af medlemsstaterne ikke kunne forestille sig en regulering i et retsinstrument. Det er derfor mere praktisk med to retsakter, og dette er politisk set lettere at gennemføre. Ordføreren finder ikke, at en adskillelse forordningsteknisk og -systematisk er ufravigelig, især ikke da hun afviser, at der skal være en central indholdsmæssig differentiering mellem de to forslag - nemlig, at registrerede partnerskaber skal fratages muligheden for at vælge lov (se II. 3.). Det skal dog bemærkes, at de retlige forhold i EU med hensyn til registrerede partnerskaber er meget mere heterogene, end de er med hensyn til ægteskabet, netop også hvad angår den grundlæggende anerkendelse af dette retsinstitut. Det kan derfor være hensigtsmæssigt - også af politiske grunde, især med hensyn til forhandlingerne i Rådet - at adskille de to forslag. Det er positivt, at Rådet (for øjeblikket) behandler disse parallelt. 1 Tal fra: arbejdsdokument fra Kommissionens kontorer (Impact Assessment) af 16.3.2011 (SEK(2011)0327. 2 Kommissionen oplyser, at der stadig er meget lidt talmateriale om dette forholdsvis nye institut, SEK (2011)0321, s. 14. Se også bilag VI, pkt. 2, med tal fra Finland, Nederlandene, Sverige og Frankrig. 3 SEK(2011)0327, s. 40. PE475.883v01-00 2/5 DT\882825.doc
Der skal henvises til det regelsæt i flere trin, som forslaget lægger op til, set i lyset af de forskellige holdninger i medlemsstaterne vedrørende registrerede partnerskaber og de meget heterogene regler: Med hensyn til de medlemsstater, hvor der ikke findes registrerede partnerskaber, foreskrives det i forslaget, at retten i en sådan medlemsstat kan erklære sig for inkompetent (artikel 5, stk. 2). Hvis retten ikke vælger denne mulighed, må den dog ikke generelt afvise anvendelsen af den fremmede lovgivning vedrørende registreret partnerskab under henvisning til ordre public (artikel 18, stk. 2). Dette er et hensigtsmæssigt kompromis. Det afventes dog stadig, om de medlemsstater, der afviser registreret partnerskab, kan acceptere dette. De første udtalelser fra nationale parlamenter, hvori der gøres opmærksom på uforeneligheden med subsidiaritetsprincippet, viser, at der til dels hersker betydelig bekymring. Med hensyn til reglerne som sådan mener ordføreren, at det - ligesom ved reglerne for formueforholdet mellem ægtefæller - er af afgørende betydning, at der er størst mulig retssikkerhed og -klarhed samt overensstemmelse med andre fællesskabsretsakter, især med den kommende forordning på det arveretlige område samt Bruxelles-I-forordningen. II. Specifikke spørgsmål 1. Anvendelsesområde Ordføreren glæder sig over forslaget om, at begrebet "registreret partnerskab" forbliver åbent og således kan omfatte partnerskaber mellem personer af samme og forskellige køn. Med hensyn til udelukkelserne fra anvendelsesområdet henviser ordføreren til arbejdsdokumentet om regler for formueforholdet mellem ægtefæller. Anvendelsesområdet skal også her defineres og afgrænses nøje i forhold til andre retsområder, især tingsretten. 2. Kompetence Muligheden for en fælles kompetence i arvesager og ved separation hilses velkommen. I forbindelse med de andre kompetencekriterier er det påfaldende, at nationalitet først inddrages under den subsidiære kompetence i henhold til artikel 6, litra b), mens nationalitet indgår i den generelle kompetencebestemmelse i forbindelse med ægteskaber. Denne differentiering er hensigtsmæssig. Det er nemlig nærliggende at lade partnerskabet registrere i en medlemsstat, hvor denne mulighed forefindes - uafhængigt af nationalitet. Med hensyn til artikel 9-13 går ordføreren - ligesom ved reglerne vedrørende formueforhold mellem ægtefæller - ind for en vidtgående overensstemmelse med forordningen på det arveretlige område. Ligesom ved ægteskaber kan artikel 12, stk. 2, også være af interesse i forbindelse med registrerede partnerskaber ved bodeling. 3. Lovvalg Det kan ikke accepteres, at forslaget ikke tillader lovvalg i forbindelse med registrerede partnerskaber. Kommissionen 1 henviser til forskellene i medlemsstaternes lovgivning, der 1 KOM(2011)0127, begrundelse, s. 8. DT\882825.doc 3/5 PE475.883v01-00
begrunder, at der tages udgangspunkt i registreringsmedlemsstatens lovgivning. Dette er også i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i medlemsstaterne, som overordnet set tillader, at det er loven i registreringsmedlemsstater, der anvendes, og ikke giver mulighed for at vælge en anden lov, heller ikke selv om de tillader, at der indgås aftaler. Ordføreren anser ikke dette for at være begrundet og er meget i tvivl om, hvorvidt forslaget er foreneligt med lighedsprincippet i artikel 20 samt princippet om ikkeforskelsbehandling i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Kommissionens redegørelse består så at sige kun af rene påstande. Der mangler konkret indhold i såvel grønbogen 1 som konsekvensanalysen. I grønbogen har Kommissionen desværre ikke stillet spørgsmålet om registrerede partneres lovvalg, men i sammenfatningen af svarerne 2 indrømmer den, at muligheden for lovvalg stiltiende anerkendes i de bidrag, der ønsker at anvende de bestemmelser, der gælder for ægtepar - hvor muligheden for lovvalg gennemgående godkendes - ved registrerede partnerskaber. Hun anfører endvidere, at flertallet af bidragene fra høringen taler til fordel for specifikke regler vedrørende lovkonflikter for registrerede partnerskaber. Man har i højere grad drøftet spørgsmålet om tilknytning til registreringsstedet end spørgsmålet om lovvalg. Kommissionens afgørelse om, at der ved registreret partnerskab ikke skal være mulighed for at vælge, hvilken lov der skal anvendes, kan ikke begrundes i resultaterne fra høringen. Det fremgår af konsekvensanalysen, at f.eks. den svenske lovgivning, hvori der gælder samme bestemmelser som for ægtepar, giver registrerede partnerskaber en begrænset mulighed for lovvalg 3. Det ville være relevant at høre mere om dette, især om hvorvidt der gøres brug heraf, og om dette har givet problemer. Kommissionen har ikke fremlagt data herom. Hvilke problemer ville der opstå, hvis der var mulighed for at vælge lov ved registreret partnerskab? For det første kunne partnerne vælge en lov, hvori registreret partnerskab slet ikke findes. Dette ville kunne omgås ved at indskrænke virkningen af lovvalget. Et "irrelevant" lovvalg ville ikke have nogen virkning, og det ville blive ved den objektive tilknytning til registreringsmedlemsstatens lov. Som følge af den heterogene retssituation kan der for det andet være et særligt behov for retssikkerhed. Som regel har partnere, der ønsker at vælge, hvilken lov der skal gælde, indhentet oplysninger, men der kan om nødvendigt foreskrives advokat-/notarbistand. For det tredje kan partnere vælge et retssystem, som ganske vist anerkender registreret partnerskab, men som tillægger det helt andre forudsætninger eller retlige konsekvenser. Man kunne overveje at fastsætte klare kriterier for ligeværdighed i forordningen - et åbenlyst ligeværdighedskriterium kunne f.eks. være det, at partnerskabet består af personer af samme eller forskellige køn. En sådan løsning skal undersøges nøje med lighedsprincippet som målestok, og hvis der skal tages højde for flere kriterier, bliver den hurtigt meget kompleks. En anden mulighed kunne være, at medlemsstaterne - helst efter den nationale lovgivning, da det er mest klart - indbyrdes anerkender institutternes ligeværdighed, såfremt de ønsker dette, 1 Grønbog af 17.7.2006 (KOM(2006)0400). 2 Se sammenfatningen af de indkomne svar på spørgsmålene i grønbogen af 5.2.2008, s. 5. 3 SEK(2011)0327, bilag II, s. 56. PE475.883v01-00 4/5 DT\882825.doc
og dermed giver de berørte par mulighed for at vælge, hvilken lov der skal gælde. Der tages i forslaget ikke højde for den praksis, at der foretages registreringer i flere lande, dvs. registrering af samme partnerskab i forskellige lande efter hinanden. I artikel 15 er det nemlig kun "loven i den stat, hvor partnerskabet er indgået", der nævnes. Det ville her være hensigtsmæssigt med en løsning, der tager udgangspunkt i den tidsmæssigt seneste registrering. 4. Yderligere spørgsmål Med hensyn til yderligere spørgsmål om, hvilken lov der skal gælde, samt anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse henviser ordføreren til arbejdsdokumentet om forslaget vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller. DT\882825.doc 5/5 PE475.883v01-00