ANALYSE April 2008 Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning Peter Seeberg Artiklen tager afsæt i Carsten Niebuhrs lille og forholdsvis ukendte værk om Osmannerrigets politiske og militære system, som herhjemme udkom i 1790. Niebuhr havde på sin rejse til Den arabiske Verden besøgt en række osmanniske provinser og beskriver med en næsten forbløffende klarhed svagheder ved systemet. Artiklen redegør for de byggesten, der tilsammen udgjorde den osmanniske statsbygning og skildrer konflikten mellem de magtinstanser, der gradvist opbygges, herunder hærenhederne sipahierne og janitsharerne. Det gøres gældende, at Osmannerrigets politiske og militære systemer i århundreder formentlig var mere velfungerende og veludviklede end staterne i Europa, hvor mange krige skyldtes de problemer, som osmannerne fandt løsninger på. Men da nationalstaterne med deres skatte- og voldsmonopol udviklede sig i Europa, sakkede Osmannerriget agterud i konkurrencen med europæerne. Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen den 8. februar 2008
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 2 Da den danske kong Frederik V i 1761 sendte sin ekspedition til Arabien, var det hensigten, at de udsendte forskere for alvor skulle påbegynde deres studier og sonderinger i Cairo, som det hedder i Michael Harbsmeiers fine indledning til den pragtudgave af Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, der udkom i 2003. Men Carsten Niebuhrs langvarige rejse til det lykkelige Arabien (1761-1767) bragte ham også til Konstantinopel, til Osmannerriget. På vejen til den arabiske verden opholdt han sig nogle måneder i den osmanniske sultans hovedstad, og på vej hjem gjorde han ligeledes ophold dér og foretog observationer og optegnelser. I 1788 udgav han en lille, ikke særlig kendt bog om dette, der i 1790 udkom i dansk oversættelse med titlen: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning. Skønt imponeret over den osmanniske sultans magt og vælde slutter Niebuhr sin lille bog af med denne formaning: Nu synes den Tidspunct at være kommen, da man kunde lære Otmanlyerne at ansee Europæerne som deres Lige, og ikke i Almindelighed at betragte de Christne som en ringere Art af Mennesker. Niebuhrs havde på sin rejse, foruden Iran og en afstikker til Indien, besøgt en række osmanniske provinser, og det var efter disse ophold og opholdene i Konstantinopel, at han fik en fornemmelse af, at Osmannerrigets storhed var på retur ikke mindst i sammenligning med et Europa på vej frem. Hans iagttagelser er interessante, fordi han overbevisende og præcist påpegede nogle svagheder ved de politiske og militære forhold, som forskningen senere har bekræftet og fordi han ganske bramfrit gav udtryk for sin oplevelse af de problemer, som han mente gjorde sig gældende i Osmannerriget: De mange forrige Kongeriger og Fyrstendømmer, som Otman og hans Efterkommere, Tid efter anden, have bragt under deres Aag, regieres af Underkonger, der have meget større Magt, end nogen anden Vicekonge eller Statholder i Europa. Man kalder dem Paschaer [ ] At de nu værende Pachaer nok ikke altid ansee deres Sultans Befaling som Guds Befaling, i hvis Villie de taalmodig maae overgive sig, det seer man af deres Handlinger, da de ofte kraftig arbeide imod den første. I min Reisebeskrivelse har jeg anført Exempler derpaa. Centralmagt og provins Det osmanniske imperium var et enormt og indviklet netværk. Som et resultat af de omfattende territoriale erobringer, der omkring år 1600 omfattede det me-
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 3 ste af det nuværende Mellemøsten, den anatolske halvø og Balkan, havde sultanen ikke bare underlagt sig enorme landområder, men også en lang række befolkningsgrupper, nationale mindretal, der betalte skat til centralmagten. Den osmanniske stat blev inspireret af de områder, der blev erobret, og byggede selv videre på mellemøstlige, byzantinske og europæiske administrative og politiske traditioner. Således viser byggeskik og arkitektur eksempler på kulturelle transformationer, som af den amerikanske Byzanskender Robert Ousterhout benævnes Byzantinsk-Osmannisk overlappende arkitektur. I hvor høj grad det byzantinske element har spillet en rolle, er omdiskuteret i forskningen, men under alle omstændigheder kan man sige, at Osmannerrigets format og historiske udstrækning gjorde, at der gradvist udvikledes politiske og militære systemer, som ikke var set før og som derfor må betegnes som osmanniske. Osmanniske elementer kom efter rigets sammenbrud i forbindelse med 1. Verdenskrigs afslutning til at indgå i de moderne stater på Balkan og i Mellemøsten, der derfor kan betegnes som efterfølger- eller arvtagerstater til Osmanneriget. Kulturerne står på skuldrene af hinanden. En væsentlig modsætning, der bidrog til udviklingen af statsadministrationen, ses mellem på den ene side det højtudviklede system af sultanens slaver, der bl.a. udgjorde den politiske og militære elite omkring sultanens hof, dvs. den imperiale inderkreds og janitsharkorpset, en forholdsvis lille, men meget magtfuld stat i staten og på den anden side det tyrkiske element, byggende på den historiske gazi-tradition, dvs. på Osmannerrigets baggrund i Anatolien. Det tyrkiske element stod stærkt i provinshærene og i den religiøse administration. Disse to grupperinger kæmpede om indflydelse på magten i den osmanniske stat. Omvendt baserede sultanen sin magt på skiftende alliancer med de to instanser og spillede dem ud mod hinanden, delte og herskede. Modsætningerne handlede både om, hvorvidt administrationen skulle være centralistisk eller mere decentral i sin opbygning, og om i hvilken retning man især skulle foretage sin imperialistiske ekspansion i mellemøstlige eller europæiske områder.
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 4 Sultan Mehmed IV (1648-1687), unavngiven østr. maler ca. 1670. Osmannisk kvinde, uanvngiven styrisk maler 1682. Begge malerier fra Ptuj Regional Museum, Slovenien. Dertil kom modsætninger mellem centralmagten og provinserne, hvor loyaliteten over for den osmanniske centralmagt, som antydet af Niebuhr-citatet, ikke altid var til stede. Meget tyder på, at der som en følge af 16-1700-tallets militære nederlag og territoriale tab foregik en underminering af sultanens magt i provinserne, og at dette medførte opløsningstendenser og barbarisering af dele af de lokale administrationer. I perioden frem mod 1600-tallet, hvor det gik fremad for Osmanneriget, var den sociale harmoni i riget tilsyneladende til stede i stor udstrækning. Der var tolerance over for etniske og religiøse mindretal til gengæld for loyalitet baseret på systemets legitimitet og militære styrke. Men rigets evne til at videreudvikle en dynamisk civilisation ved at integrere de kulturer, der blev gjort til en del af riget, blev modvirket af opløsningstendenser, korruption og magtmisbrug i provinserne. F.eks. viser nyere nationalismeforskning om kurdiske områders relative autonomi, at denne blev kraftigt indskrænket i det 16. og 17. århundrede.
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 5 Janitsharer, sipahier og modsætninger i Osmannerriget Den osmanniske hær blev bygget op af enheder, så dens centrale elementer, infanteriet og rytterhæren, afbalancerede hinanden. Herved sikredes det, at ingen af dem blev for dominerende. Denne politisk bestemte balance i systemet opstod ikke på én gang, men udvikledes gradvist over 300 år. De tidlige osmanneres gazi-hær, religiøse krigere, blev over tid erstattet af nye enheder, organiseret som fodfolk eller rytteri. Kiblebi Mustafa Pasha, unavngiven østrigsk maler ca. 1670. Janitshar, unavngiven styrisk maler 1682. Begge malerier fra Ptuj Regional Museum, Slovenien. På tærsklen til det 15. århundrede opstod devshirme-systemet (af tyrkisk: devşirme, indsamling), som bestod i, at der i første omgang på Balkan blev opkrævet en skat i form af primært kristne drenge, som blev tvangskonverteret og militært trænede. De blev islamiseret og tyrkificeret motivet bag dette højtudviklede system af slaver var at forsyne sultanen med en loyal og veltrænet hær, hvis loyalitet byggede på, at de ikke længere var i kontakt med deres oprindelse. Det diskuteres i forskningen, hvor total denne afgrænsning faktisk var og i hvor høj grad loyaliteten kunne sikres, men den fysisk, sproglige og kulturelle adskillelse har formentlig været temmelig effektiv. Tilsvarende var det i første omgang sjældent, at de nye embedsmænd og nye soldater giftede sig, ligesom
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 6 deres børn, for at modvirke arvelig overførsel af privilegier, ikke indgik i hæren. Men allerede fra midten af 1500-tallet gik dette system delvist i opløsning og arveprivilegier blev en realitet. I takt med udviklingen af Osmannerriget skabtes to militære enheder, der kom til at udgøre afgørende elementer i den overlegne osmanniske hær. Den ene enhed var janitsharkorpset (af tyrkisk: Yeni Çeri, nye soldater), et eliteinfanteri, den anden et rytterkorps, sipahi (af persisk: Sepâh, hær). Janitsharkorpset bestod af konverterede drengebørn, der blev målrettet uddannet til den rolle, de kom til at indtage. De bedste af dem blev uddannet i paladsets skoler i Konstantinopel og rekrutteret til hoffet. Andre blev rekrutteret til officersposter og trænet i moderne krigsførelse. Hovedparten blev soldater i janitsharkorpset. I steder for nu, at Europæiske Førster i deres Lande lade udtage saadanne Recruter, som strax kunne gaae til Felts; saa forlangte Sultanerne af de Provindser, hvis Indbyggere de havde fundet tappre, Christne Drengebørn paa 10 til 14 Aar. Disse, saavelsom de mange Christne Drenge, de selv toge til Fanger i deres idelige Krige, og dem, som Tatarerne røvede bort af de Christne Naboelande, og som bragtes til Constantinopel for at sælges, disse lode de omhyggelig opdrage; de velskabteste iblandt dem, som røbede gode Evner, bleve opdragne til Betieninger, og de øvrige til Soldater eller andre ringere Tienester. Janitsharerne lærte tidens mest avancerede militære teknikker og udgjorde, udrustet med skydevåben, den mest avancerede og effektive hær i Mellemøsten og Europa. Janitsharerne var, i forhold til den samlede osmanniske hær, et mindre, elitært korps, som under Suleiman I i 1520 erne udgjorde måske halvdelen af et slaveinfanteri, der talte 25-30.000 mand. Janitsharernes magt voksede op gennem det 17. og 18. århundrede i takt med, at de især i perioder med svage sultaner kom til at dominere de centrale poster. I 1628 blev en janitsharofficer, på baggrund af en alliance med ulama, de religiøse ledere, udpeget til storvezir. På sigt udviklede janitsharerne sig til en konservativ magtinstans, der forhindrede udvikling af regimet, samtidig med, at de sammen med den øvrige hær var sakket agterud i forhold til udenlandske slagstyrker. Historien slutter i
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 7 1826, da der gennemførtes en massakre på janitsharerne. Sultanen ønskede at komme af med denne magtfulde gruppering og bane vejen for reformer. Sipahierne var den anden af osmannerhærens afgørende byggesten, en slagkraftig rytterhær, der for manges vedkommende indgik i et kontraktligt forhold, hvor de som modydelse for at stille sig til rådighed for osmannerstatens erobringskrige fik ret til afgifter fra et erobret landområde. Systemet benævntes timar og udgjorde det finansielle grundlag for en stor del af rytterhæren. Hvor janitsharernes infanteri i 1520 erne udgjorde 10-15.000 mand, var der 35-40.000 timar-finansierede ryttere ud af et samlet antal ryttersoldater på 70-80.000 mand. Når de ikke var i krig, opholdt sipahierne sig på deres egne landområder og bidrog dér samtidig til at opretholde lov og orden. Timar-systemet var økonomisk fordelagtigt for soldaterne og der var derfor ikke rekrutteringsproblemer, snarere tværtimod: det var attraktivt at blive en del af dette system, som kunne sikre et livsgrundlag også for efterkommerne. Arveretten var dog ikke automatisk; man skulle gøre sig fortjent til det ved at bevise sin krigsduelighed. Timarerne kunne være af forskellig størrelse og bidrog indtil midten af det 16. århundrede til at sikre rygraden i den osmanniske hær. Herefter gik det tilbage for systemet, bl.a. fordi militærteknologiske fremskridt gjorde rytterhærene mindre betydningsfulde. Europæisk militær innovation, bl.a. nye infanteri-formationer, som osmannerne aldrig fandt taktiske svar på, gjorde det nødvendigt for så vidt muligt at kunne følge med i konkurrencen med egentlige professionelle soldater. I takt med at timarerne blev ledige, blev de ikke fornyet og gradvist gik man over til et system, hvor skattebetalingen i sin helhed gik til centralmagten via forskellige former for forpagtningssystemer. Dette resulterede umiddelbart i større indtægter, men samtidig steg udgifterne til hæren også dramatisk. Forholdet mellem janitsharer og sipahier ændredes i førstnævntes favør og janitsharernes udrustning blev forbedret hvad angår skydevåben, uden at dette dog for alvor kunne genskabe deres militære overlegenhed især ikke over for de nye modstandere, der begyndte at markere sig, europæerne. Dertil kom, at let adgang til skydevåben for en stor og væsentlig magtfaktor, janitsharerne, yderligere forlenede denne med politisk gennemslagskraft. I provinsen blev det i forlængelse af sipahiernes deroute nødvendigt med en ny instans, der fik til opgave at have kontrol med forpagtninger og skatteopkrævninger. Indehaverne af denne funktion selvstændiggjorde sig og blev sine steder til et mere eller mindre parasitært lag, der berigede sig på såvel bøndernes som på centralmagtens bekostning.
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 8 Administrationen i provinsen Det Otmanniske Rige er et ypperligt Exempel paa, hvorledes et Land regieres, hvor der slet ikke er nogen Adel eller Mellemstand imellem Souverainen og hans Undersaatter. Forholdet mellem osmannerstaten og de mange nationale og/eller etniske mindretal i rigets mange lokale centre blev sammenknyttet af det såkaldte millet-system (af arabisk: Milla, religiøst samfund). Princippet var, at de religiøse mindretal havde ret til at tage vare på deres egne indre anliggender blot de opkrævede de skatter, som de var pålagt af sultanens repræsentanter. Det er omstridt i forskningen vedrørende Osmannerriget, hvor udbredt millet-systemet var og i den forbindelse i hvor høj grad det reelt levede op til islamisk ret. De enkelte millet havde krav på selv at udpege lokale ledere, der varetog kontakten til den statslige forvaltning, opkrævede skatter og sikrede opretholdelse af lov og orden. Først hvis de ikke formåede at sikre dette, havde den osmanniske overhøjhed ret til at gå ind og genoprette normale tilstande. Beskatningen var ikke ens for muslimer og kristne eller andre religiøse mindretal. Forskningen peger på forskellige problemer i forholdet mellem sultanens styre og de lokale repræsentanter, som i nogle tilfælde gav anledning til juridiske fortolkningsvanskeligheder og definitionsproblemer. Et interessant eksempel er den lokale sanjak (en administrativ enhed) i Sidon-Beirut i det nuværende Libanon. Problemet her var, at en del af befolkningen var drusere, som osmannerne ganske vist beskattede som muslimer, men ikke for alvor betragtede som sådan. Der var i visse situationer direkte konflikt mellem druserne i denne del af riget og skatteopkræverne: i 1565 ankom en gruppe sipahier til området for at opkræve skat af druserne, men blev overfaldet af druserne og tilføjet et militært nederlag. I de efterfølgende 20 år var der åben konflikt en drusisk revolte i de uvejsomme libanesiske bjerge. Konflikter som denne var dog tilsyneladende undtagelsen.
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 9 Tyrker og orientaler, unavngiven styrisk maler 1682, Ptuj Regional Museum, Slovenien. De osmanniske arkiver i Topkapi-paladset og i centraladministrationen rummer en lang række dokumenter, der beskriver forholdet mellem de skattebetalende undersåtter og centralmagten. Sagsmapperne demonstrerer omfattende modsætninger mellem på den ene side de skattebetalende bønder og på den anden side deres timarindehavere, lokale stormænd eller provinsguvernører. I de fleste tilfælde er der simpelthen tale om klager over for voldsom beskatning, som altså indbringes for den højeste myndighed, men også spørgsmål om opførelse af moskéer, etablering af vandkanaler osv. Der synes ikke at have været egentlige bondeoprør, men jævnlige lokale konflikter, som menes at have bidraget til undergravning af sultanstyrets legitimitet i provinsen. Den osmanniske stat og dens administration var på en række områder, indtil de europæiske magter udviklede sig til moderne nationalstater, forholdsvis velfungerende som organisationsform betragtet. Osmannerrigets politiske og militære systemer var i århundreder formentlig mere velfungerende og veludviklede end staterne i Europa, hvor mange krige skyldtes de problemer, som osmannerne fandt løsninger på. Men da nationalstaterne med deres skatte- og voldsmonopol udviklede sig i Europa, og da opgøret med kirkens dominans i for-
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 10 hold til statsmagten var udkæmpet dér, sakkede Osmannerriget agterud i konkurrencen med europæerne. Og fra det tidspunkt gik det for alvor tilbage. Litteratur Abou-el-Haj, Rifaat A.: The Formal Closure of the Ottoman Frontier in Europe: 1699-1703, Journal of the American Oriental Society, Vol. 89, No. 3 (1979), pp. 467-475. Abou-el-Haj, Rifaat A.: The Social Uses of the Past: Recent Arab Historiography of Ottoman Rule, International Journal of Middle East Studies, Vol. 14, No. 2 (1982), pp. 185-201. Abu-Husayn, Abdul-Rahim: Problems in the Ottoman Administration in Syria During the 16th and 17th Centuries: The Case of the Sanjak of Sidon-Beirut, International Journal of Middle East Studies, Vol. 24, No. 1 (1992), pp. 665-675. Aksan, Virginia H.: Ottoman Political Writing, 1768-1808, International Journal of Middle East Studies, Vol. 25, No. 2 (1993), pp. 53-69. Grosrichard, Alain: The Sultan s Court. European Fantasies of the East (London: Verso, 1998). Harbsmeier, Michael: Indledning, i Carsten Niebuhr: Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande (København: Vandkunsten 2003). Kund, Metin Ibrahim: Ethnic-Regional (Cins) Solidarity in the Seventeenth-Century Ottoman Establishment, International Journal of Middle East Studies, Vol. 5, No. 2 (1974), pp. 233-239. Niebuhr, Carsten: Det Tyrkiske Riges politiske og militære Forfatning (Kjøbenhavn: Faber & Nitsche, 1790). Quataert, Donald: Clothing Laws, State and Society in the Ottoman Empire, 1720-1829, International Journal of Middle East Studies, Vol. 29, No. 3 (1997), pp. 403-425.
Peter Seeberg: Det Tyrkiske Riges politiske og militaire Forfatning 11 Ôzoglu, Hakan: State-Tribe Relations: Kurdish Tribalism in the 16th- and 17th-Century Ottoman Empire, British Journal of Middle Eastern Studies, Vol. 23, No. 1 (1996), pp. 5-27.