EUROPA-KOMMISSIONEN EUROPÆISKE KONTOR FOR BEKÆMPELSE AF SVIG (OLAF) POLITIK, LOVGIVNING OG RETLIGE ANLIGGENDER Work Programs, Reports & Consultative Committee ARBEJDSDOKUMENT Pligt til at indberette uregelmæssigheder: Praktiske retningslinjer 19 CoCoLaF 11/04/2002 Commission européenne, B-1049 Bruxelles / Europese Commissie, B-1049 Brussel - Belgien. Telefon: (32-2) 299 11 11. Kontor: J-30 13/11. Telefon: direkte linje (32-2) 299.21.62. Telefax: (32-2) 296.69.97.
EUROPA-KOMMISSIONEN POLITIK, LOVGIVNING OG JURIDISKE SPØRGSMÅL Generelle spørgsmål, forbindelser med de øvrige institutioner ARBEJDSDOKUMENT Vedr.: Bekæmpelse af svig og andre ulovlige aktiviteter Medlemsstaternes pligt til at indberette uregelmæssigheder: Praktiske retningslinjer Indledning Af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser foreskrives i fællesskabsretten en indberetningspligt, der dækker Fællesskabets forskellige aktivitetsområder 1. Medlemsstaterne skal med det formål regelmæssigt sende Kommissionen en opgørelse over uregelmæssigheder, om hvilke der foreligger en rapport som første led i en administrativ eller retslig forfølgning. For at sikre en tilfredsstillende udnyttelse af de fremsendte oplysninger indeholder de pågældende fællesskabsbestemmelser en detaljeret liste over de oplysninger, der skal indsendes, herunder navnlig oplysninger om, hvilke bestemmelser der er overtrådt, hvilket beløb der er tale om, hvilken fremgangsmåde der er anvendt til at begå uregelmæssigheden, og hvilke fysiske og juridiske personer der er involveret 2. Dette gensidige indberetnings- og informationssystem konkretiserer pligten til loyalt og gensidigt samarbejde i henhold til EF-traktatens artikel 10 3 og gør det lettere at nå 1 Se specielt artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 (EFT L 67 af 14.3.1997), Kommissionens forordning (EF) nr. 1681/94 af 11. juli 1994 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1831/94 af 26. juli 1994 (EFT L 191 af 27.7.1994) for så vidt angår udgifter, og artikel 6, stk. 5, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 for så vidt angår traditionelle egne indtægter. 2 Undtagen for så vidt angår Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (EFT L 130 af 31.5.2000) om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, hvor det er valgfrit at give denne oplysning. 3 Således som det fremgår af Domstolens retspraksis i sagerne Zwartveld og Jugoslavisk majs. Kendelse af 13.7.90 i sag C-2/88 Imm., Samling af Domstolens Afgørelser 1990 I, side 3365. 2
målene i den bedrageribekæmpelsesstrategi, som Kommissionen fastlagde i juli 2000 4. Denne solidaritet mellem Kommissionen og medlemsstaterne er ligeledes det overordnede princip i bestemmelserne i den afledte ret 5 Som Rådet flere gange har understreget er det vigtigt, at de indsendte oplysninger er pålidelige og ensartede, idet dette er en forudsætning for, at Kommissionens tjenestegrene kan udnytte oplysningerne optimalt, få et godt overblik og styrke svigbekæmpelsen samt sikre en effektiv opfølgning af enkeltsager 6 både på nationalt plan og fællesskabsplan. Således henstillede ØKOFIN-Rådet i Gøteborg den 15. juni 2001 til medlemsstaterne at sikre flere og mere ensartede "oplysninger om resultaterne af indsatsen mod svig, herunder oplysninger vedrørende procedurerne for inddrivelse af fællesskabsmidler, med henblik på bedre at efterleve de indberetningsforpligtelser, der er indeholdt i fællesskabsforskrifterne" 7. Desuden har Kommissionen givet en række tilsagn, bl.a. i forbindelse med sine svar på Revisionsrettens bemærkninger. Hvis denne målsætning skal opfyldes, mener Kommissionen - på grundlag af de erfaringer, den har indhøstet gennem årene - at der må ske en afklaring af den måde, som pligten til at indberette uregelmæssigheder skal udmøntes på i praksis. 1. Begrebet "uregelmæssighed": Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik, Sag 68/88, Samling af Domstolens Afgørelser 1989, s. 2965. 4 KOM(2000) 358 endelig af 28.6.2000 og handlingsplanen 2001-2003 (KOM(2001) 254 endelig af 15.5.2001. 5 Således som det bl.a. kommer til udtryk i artikel 4 i forordningerne 595/91, 1681/94 og 1831/94: "Medlemsstaten skal omgående informere Kommissionen og de andre medlemsstater, når de konstaterede eller formodede uregelmæssigheder må frygtes meget hurtigt at få virkninger uden for statens område, og når de viser, at en ny svigagtig fremgangsmåde er benyttet". 6 Både med hensyn til regnskabsføring og inddrivelse. 7 Konklusionerne af Rådets samling om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af svig - dok. nr. 9270/01 - FIN 169 - punkt 4. Revisionsrettens særberetning nr. 10/2001 om finanskontrol med strukturfondene (EFT C 314 af 8.11.2001). 3
I henhold til fællesskabsforordningerne for de forskellige sektorer skal medlemsstaterne regelmæssigt sende Kommissionen en "opgørelse over uregelmæssigheder" 8 eller, på området traditionelle egne indtægter, en "beskrivelse af allerede opdagede tilfælde af svig og uregelmæssigheder". 1.1. Definitionen af begrebet "uregelmæssighed" findes i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 9, hvor det i artikel 1, stk. 2, hedder at "som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af De Europæiske Fællesskaber, enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for Fællesskabernes regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift". Ovenstående definition dækker alle de handlemåder (handling eller undladelse), herunder også uforsætlig adfærd, hvorved en økonomisk beslutningstager skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers budget 10. Den pågældende handlemåde skal have resulteret i en konstatérbar overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse. Begrebet uregelmæssighed således som defineret af Fællesskabets lovgivende myndighed omfatter ikke kun handlinger, der medfører anvendelse af de sanktioner, der er opregnet i artikel 5 i forordning 2988/95 (og som principielt forudsætter et element af ansvarspådragende handling, forsætligt eller ved forsømmelse), men omfatter også handlinger, hvor det er berettiget at anvende fællesskabsforanstaltninger og -kontrol med henblik på beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser. 1.2. For at en handling kan betragtes som en uregelmæssighed, skal der være tale om overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse. 8 Jf. de allerede nævnte bestemmelser. 9 Rådets forordning (EF, Euratom) Nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 21.12.1995, s. 1). 10 Definitionen omfatter ikke fejl eller forsømmelser til skade for Fællesskabernes budget, begået af administrationer, der handler på nationalt plan i deres egenskab af offentlige myndigheder (jf. punkt 3 nedenfor), og ændrer ikke ved den forpligtelse, som medlemsstaterne ifølge forordningerne for de enkelte sektorer har til at indberette fejl af denne type. 4
I den forbindelse betragtes også nationale bestemmelser, der er nødvendige for at fællesskabsreglen kan få fuld virkning, som bestemmelser til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser. Således finder f.eks. de nationale bestemmelser om budgetforvaltning og finanskontrol anvendelse i forbindelse med strukturfondenes og Samhørighedsfondens samfinansiering. Disse bestemmelser skal derfor anses for at udgøre en del af det regelsæt, der tjener til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser som defineret i forordning nr. 2988/95 11. Rækkevidden af begrebet "uregelmæssighed" må således vurderes i sammenhæng med de lovmæssige rammer for Fællesskabets finansielle interesser, og disse kan variere fra område til område 12. Hvad angår EUGFL, Garantisektionen, hedder det i 11 Det komplementære forhold mellem nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser, når det drejer sig om beskyttelse af de finansielle interesser, indebærer bl.a., at det i forbindelse med indberetninger af svig og uregelmæssigheder er nødvendigt at præcisere, hvilken del hver af finansieringskilderne udgør (jf. artikel 3, stk. 1, fjerde led, i forordning 1681/94 og 1831/94). 12 Dette gælder f.eks. fortolkningen af begrebet "uregelmæssighed" i forbindelse med medlemsstaternes pligt til at indberette uregelmæssigheder. For så vidt angår strukturfondene og Samhørighedsfonden pålægges medlemsstaterne i bestemmelserne vedrørende "finanskontrol" i grundforordningerne (artikel 23 i forordning 4253/88 - for perioderne 1989-1993 og 1994-1999 - og artikel 38 i forordning 1260/99 - for perioden 2000-2006 - for så vidt angår strukturfondene og artikel 12 i forordning 1164/94 for så vidt angår Samhørighedsfonden) bl.a. at træffe de nødvendige foranstaltninger til: - regelmæssigt at kontrollere, at de af Fællesskabet finansierede aktioner er gennemført korrekt - at forhindre og forfølge uregelmæssigheder - at inddrive midler, der er gået tabt som følge af misbrug eller forsømmelighed. Denne forpligtelse er bl.a. beskrevet i artikel 2 i forordning 1681/94 og artikel 2 i forordning 1831/94, hvori det fastsættes, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen deres love og administrative bestemmelser til gennemførelse af de foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med artikel 23 i forordning 4253/88 og artikel 38 i forordning 1260/99 (for programmeringsperioden 2000-2006) samt artikel 12 i forordning 1164/94. Dette er en understregning af fællesskabsdimensionen ved medlemsstaternes forpligtelser. Ovennævnte forpligtelse præciseres yderligere i Kommissionens forordning nr. 2064/97 (EFT L 290 af 23.10.1997) og nr. 438/2001 (EFT L 63 af 3.3.2001), som indeholder detaljerede gennemførelsesbestemmelser for henholdsvis Rådets forordning nr. 4253/88 og 1260/99. I disse forordninger pålægges det medlemsstaterne at vedtage love og administrative bestemmelser på nationalt plan og at indføre forvaltnings- og kontrolsystemer, der sikrer en forsvarlig økonomisk forvaltning og et tilfredsstillende revisionsspor også hos de endelige støttemodtagere. Hvis økonomiske beslutningstagere ikke overholder sådanne nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af EFlovgivningen, må dette følgelig betragtes som en uregelmæssighed i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/95. En sådan handlemåde kunne nemlig "skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af De Europæiske Fællesskaber". Af samme grund skal manglende overholdelse indberettes af medlemsstaterne i overensstemmelse med forordning nr. 1681/94, navnlig hvis den pågældende uregelmæssighed består i overtrædelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser. 5
gennemførelsesforordningerne 13, at "medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for at forhindre og forfølge alle uregelmæssigheder og for at opnå tilbagebetaling af beløb, der er udbetalt uretmæssigt på grund af sådanne uregelmæssigheder eller forsømmelser". Hvad angår traditionelle egne indtægter skal medlemsstaterne meddele Kommissionen opdagede tilfælde af svig og uregelmæssigheder 14 og træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at uretmæssigt udbetalte beløb inddrives og overføres til fællesskabsbudgettet 15. 2. Indberetningspligtens opståen: I henhold til ovennævnte fællesskabsbestemmelser skal medlemsstaterne, senest to måneder efter udgangen af hvert kvartal, indberette uregelmæssigheder, om hvilke der foreligger en rapport som første led i en administrativ eller retslig forfølgning. Det skal understreges, at det for så vidt angår traditionelle egne indtægter i artikel 6, stk. 5 16, fastsættes, at der skal ske indberetning, så snart tilfældet af uregelmæssighed eller svig er opdaget. Der henvises her ikke til en eventuel bagvedliggende forvaltningsakt, dvs. at der er meddelelsespligt, også selv om de kompetente myndigheder endnu ikke har bogført det skyldige beløb. En sådan "første rapport" vedrører ikke nødvendigvis den formelle afgørelse, der afslutter den administrative eller retslige procedure, og hvorved det fastslås, at der foreligger en uregelmæssighed. Medlemsstaterne skal således senere meddele de oplysninger om uregelmæssigheden, der ikke forelå ved den første indberetning (jf. eksempelvis artikel 3, stk. 2, i forordning 595/91). De skal ligeledes efterfølgende underrette Kommissionen om procedurer, der indledes efter den første indberetning, og 13 Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 (EFT L 94 af 28.4.1970), som ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160 af 26.6.1999), der finder anvendelse på landbrugsudgifterne fra den 1. januar 2000; hvad angår udgifter, der afholdes vedrørende EUGFL, Garantisektionen, anvender Kommissionen den regnskabsafslutningsprocedure, der blev indført i 1970 og første gang væsentligt ændret for regnskabsåret 1996 (Kommissionens forordning (EF) nr. 1663/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 729/70, for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, EFT L 158 af 8.7.1995). 14 Når det drejer sig om traditionelle egne indtægter, er indberetningen af tilfælde af svig og uregelmæssigheder baseret på, at medlemsstaterne indsender særlige bedrageri-formularer gennem OWNRES-systemet, der har fungeret siden 1996. 15 Forordning nr. 1150/2000, artikel 6, stk. 5, og artikel 17, stk. 1. 16 Jf. foregående fodnote. 6
om administrative eller retslige afgørelser, der træffes under proceduren eller afslutter proceduren (jf. eksempelvis artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning 595/91). Det følger heraf, at en medlemsstats indberetningspligt eksisterer også inden samtlige aspekter af uregelmæssigheden er klarlagt; nemlig allerede på det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden opdages. Dette hænger nøje sammen med hele målsætningen for indberetningssystemet, som er at sikre, at Kommissionen og eventuelt andre involverede medlemsstater hurtigt kan gribe ind 17. Hvis indberetningssystemet skal fungere optimalt, må man således ved den første konstatering forstå den første, også interne, vurdering fra en kompetent administrativ eller retslig myndighed, ved hvilken det på grundlag af konkrete forhold konkluderes, at der foreligger en uregelmæssighed. Dette forhindrer ikke de administrative eller retslige myndigheder i på et senere tidspunkt at trække denne første konstatering tilbage eller at ændre den som følge af udviklingen i den administrative eller retslige procedure 18. 3. Begrebet "økonomisk beslutningstager" : De uregelmæssigheder, som medlemsstaterne skal indberette, er defineret i artikel 1, stk. 2, og artikel 7 i ovennævnte forordning 2988/95. De har således pligt til at indberette enhver overtrædelse "af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse". Begrebet "økonomisk beslutningstager" er med henblik på den praktiske anvendelse af forordningen blevet behandlet i en erklæring optaget i Rådets mødeprotokol. Det 17 Se eksempelvis artikel 4 i forordning 595/91, 1681/94 og 1831/94, hvori der udtrykkeligt pålægges medlemsstaterne en forpligtelse til at indberette "konstaterede eller formodede uregelmæssigheder". Indberetningspligten berøres ikke af den frist på 6 måneder, der er fastsat i artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2064/97 af 15. oktober 1997 om gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 om detaljerede ordninger for medlemsstaternes finanskontrol af aktioner, der medfinansieres af strukturfondene (programmeringsperioden 1994-1999). 18 Som fastsat i artikel 3, stk. 2, og artikel 5 og 10 i ovennævnte forordninger. 7
hedder i erklæringen, at medlemsstaterne, når disse udøver offentligretlige beføjelser, ikke kan betragtes som "økonomiske beslutningstagere" i denne forordnings forstand 19. For at sikre den fulde virkning af de pågældende fællesskabsregler er det vigtigt at præcisere, hvornår medlemsstaterne udøver offentlige magtbeføjelser, dvs. deltager i aktiviteter, der indgår i udøvelsen af offentlig myndighed 20, som de udfører under betingelser, der afviger fra de almindelige retsregler til regulering af forholdet mellem privatpersoner. Når der ikke er tale om sådanne aktiviteter kan en medlemsstat betragtes som økonomisk beslutningstager i betydningen i forordning nr. 2988/95, f.eks. når det drejer sig om forvaltningsakter, det være sig tilrettelæggelse af et uddannelseskursus som led i et program finansieret af Den Europæiske Socialfond eller forbedring af en vejinfrastruktur som led i et program finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. I sådanne tilfælde skal uregelmæssigheder i forbindelse med forvaltningen af fællesskabsmidler indberettes i medfør af fællesskabsreglerne, eftersom medlemsstaten da handler som gennemførelses- og forvaltningsmyndighed og ikke som udøver af offentlig myndighed. 4. Indberetningstærskel: 4.1. Hvis uregelmæssigheder vedrører beløb på under 4 000 EUR, skal medlemsstaterne i henhold til gældende EF-lovgivning vedrørende udgifter (artikel 12 i forordning 595/91, 1681/94 og 1831/94) kun indberette disse til Kommissionen, hvis denne udtrykkeligt anmoder om det. Hvad angår traditionelle egne indtægter starter indberetningspligten først ved 10 000 EUR. I forbindelse med denne begrænsning i indberetningspligten skal det dog understreges, at det af EF-lovgivningen fremgår, at ikke blot uregelmæssigheder, som har resulteret i et faktisk tab, der overstiger ovennævnte beløbsgrænser, men også uregelmæssigheder, som kan tænkes at ville resultere i tab, der er større end disse minimumsbeløb, skal indberettes. Således omtaler EF-lovgivningen "beløb, som ville være uberettiget udbetalt, hvis uregelmæssigheden ikke var blevet opdaget" (artikel 3, stk. 1, andet led, i forordning 595/91, 1681/94 og 1831/94). 19 Konklusionerne af Rådets samling den 14. juni 1995, dok 8138/95 FIN 233; erklæringen er som bilag knyttet til mødeprotokollen, punkt 9 vedrørende artikel 1 og 7. 20 Som omhandlet i EF-traktatens artikel 45. 8
Denne fortolkning støttes af den definition af begrebet "uregelmæssighed", der findes i artikel 1, stk. 2, i forordning 2988/95, idet begrebet her også omfatter "enhver overtrædelse [...] der [...] kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget". 4.2. Kunstig opdeling af en gruppe transaktioner med henblik på at omgå indberetningspligten er i strid med formålet med de relevante fællesskabsforskrifter, som er at sikre, at Kommissionen underrettes om de tilfælde, der indebærer de alvorligste risici, dvs. tilfælde, som er planlagt og organiseret, og hvor der er en vis kontinuitet i tid eller rum. Det vil således kunne dreje sig om en "uregelmæssighed" i fællesskabsretlig betydning, hvis der - på grundlag af konkrete indikatorer - konstateres indbyrdes forbundne, ulovlige (eller svigagtige) transaktioner, der repeteres igen og igen og finder sted inden for samme geografiske område, og hvor det involverede beløb overstiger beløbsgrænserne 4 000 EUR eller 10 000 EUR (for traditionelle egne indtægter), selv om hver enkelt transaktion betragtet isoleret ligger under beløbsgrænserne. 5. Undtagelser fra indberetningspligten 21 : I forordning 595/91, 1681/94 og 1831/94 22 åbnes der mulighed for en undtagelse fra indberetningspligten, nemlig når der er tale om "fejltagelser eller forsømmelser, der er opdaget inden udbetaling, og som ikke giver anledning til administrative eller retslige sanktioner" (jf. artikel 3, stk. 1, andet led). I praksis kan de administrative tjenestegrene i Kommissionen og medlemsstaterne komme ud for situationer, som ikke er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, men som på den anden side heller ikke kan betegnes som uregelmæssigheder i henhold til ovenstående definition. På grundlag af de hidtidige erfaringer kan Kommissionen i den forbindelse eventuelt gøre følgende undtagelser 23 : 21 Med undtagelse af traditionelle egne indtægter, der ikke berøres af følgende punkt. 22 Se fodnote 1. 23 Blev allerede nævnt i forbindelse med gennemførelsen af den gamle forordning 283/72, senere erstattet af forordning 595/91, nemlig i et arbejdsdokument fra GD VI (dok. VI/278/84 - DE rev.3). 9
tilfælde, som støttemodtageren indberetter frivilligt eller inden den kompetente nationale myndighed selv har opdaget uregelmæssigheden, hvad enten dette sker før eller efter tildelingen af de pågældende beløb situationer, hvor den administrative myndighed opdager en fejl vedrørende det finansierede projekts støtteberettigelse, men hvor fejlen korrigeres inden udbetalingen af de pågældende beløb 24 tilfælde af "force majeure", med de begrænsninger, EF-Domstolen har fastlagt gennem sin praksis 25. 24 Denne undtagelse gælder ikke, når fejlen opdages efter at udbetalingen har fundet sted, for i sådanne tilfælde skal myndigheden foretage inddrivelse og dermed også indberette sagen. 25 Kommissionens meddelelse C(88) 1696, EFT nr. C 259 af 6.10.1988, s. 10. Der er her tale om en undtagelse fra den generelle regel, der foreskriver nøje overholdelse af lovmæssige bestemmelser, og som i øvrigt skal fortolkes og anvendes meget snævert. 10
6. Tavshedspligt under sagsbehandlingen Den principielle forpligtelse, der er fastsat i fællesskabsretten, kan dog begrænses af kravene i den nationale lovgivning, hvis der heri foreskrives "tavshedspligt under sagsbehandlingen", idet videregivelsen af oplysninger til Kommissionen da kræver en "tilladelse fra den pågældende retslige myndighed" (artikel 3, stk. 3, i forordning 595/91, 1681/94 og 1831/94). På baggrund af den generelle forpligtelse til loyalt samarbejde må hensynet til tavshedspligten under sagsbehandlingen dog kun rent undtagelsesmæssigt påberåbes som begrundelse for at nægte at videregive oplysninger. Et sådant hensyn kan ikke medføre en fuldstændig afvisning af at indberette tilfælde af uregelmæssigheder, da dette ville gøre indberetningspligten fuldstændig meningsløs og nyttesløs. Hensynet til visse nationale strafferetsbestemmelser må heller ikke resultere i en systematisk afvisning af at indberette (formodede eller konstaterede) tilfælde af uregelmæssigheder. Dette ville være i strid med princippet om, at EF-lovgivningen skal anvendes på ensartet måde, idet visse medlemsstaters lovgivning vedrørende tavshedspligt under sagsbehandlingen ikke hindrer udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder (retslige eller administrative), når blot disse myndigheder har behov for oplysningerne i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner. Desuden må påberåbelsen af hensynet til tavshedspligt under sagsbehandlingen ske under hensyntagen til, at formålet med tavshedspligten er at sikre overholdelse af princippet om, at sagsøgte er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og at få klarlagt kendsgerningerne og dermed nå frem til sandheden. Det følger heraf, at tavshedspligten under sagsbehandlingen ikke kan påberåbes som begrundelse for at afvise at meddele Kommissionen oplysninger, der er indsamlet af den nationale myndighed, når denne påtænker på et senere tidspunkt at videregive dem til en retslig myndighed. Tavshedspligt under sagsbehandlingen kan således kun påberåbes, når en retslig myndighed, som det påhviler at behandle sagen, rent faktisk har fået sagen forelagt og ikke har givet tilladelse til, at der meddeles Kommissionen oplysninger om et bestemt tilfælde af uregelmæssighed (dette gælder også for oplysninger, som eventuelt er indsamlet af en administrativ myndighed, der har fået bemyndigelse hertil efter indledningen af den retslige procedure). 11
Den beføjelse, som retslige myndigheder i visse medlemsstater har til at beslutte eller afvise at videregive oplysninger under henvisning til målene med tavshedspligten under sagsbehandlingen, bør i øvrigt udnyttes med skønsomhed. Myndigheden skal således også tage hensyn til, at der i henhold til EU-retten findes en forpligtelse til at informere Kommissionen om udviklingen i retssager. Tavshedspligten under sagsbehandlingen er således ikke absolut; selv om fortroligheden af visse oplysninger skal overholdes, har den pågældende retslige myndighed mulighed for at meddele Kommissionen visse oplysninger om sagens forløb (de forskellige etaper) og visse konkrete oplysninger, f.eks. om hvilke beløb det drejer sig om, hvilke foranstaltninger eller programmer det drejer sig om, og alle andre relevante oplysninger, der ikke er beskyttet af den juridiske tavshedspligt 26. * * * 26 Hvad angår traditionelle egne indtægter præciseres det i artikel 2, stk. 3, i forordning 1150/2000, at i tilfælde, hvor sagen forelægges en retlig myndighed, kan forelæggelsesdatoen udgøre fastlæggelsesdatoen; tilsvarende er dette så sidste frist for indberetning til Kommissionen. 12