90 år er ingen alder Af: John Ekebjærg Jakobsen, formand for 1920-klubben Kbh. Som det jo fremgår af vores kære gamle klubs navn -Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 - så har klubben 90 års jubilæum i 2010. I den anledning vil der ske forskelligt - blandt andet så afholder vi en stor jubilæumsfest for medlemmer og venner i slutningen af august. Den endelige dato for det arrangement kommer i næste nummer af bladet, og så gælder det ellers om at få sat et megastort kryds i kalenderen, så vi kan blive rigtig mange til at festligholde jubilæet. I den kommende tid vil vi grave lidt i vores historie, og her i bladet vil der i dette og de kommende numre komme små godbidder fra de sidste 90 år. Vi synes, at det er vigtigt at fortælle historien om vores klub og de stolte traditioner, som vi alle skal forsøge at bære videre.
Klubbens styrke og en dejlig skovtur Som et bidrag til beskrivelse af københavnerklubbens historie har Karsten Mathiasen - alias Karsten Klovn - sakset lidt i jubilæumsskriftet fra klubbens 60 års jubilæum og sendt os denne lille historie. Klubbens styrke. Klubbens faglige arbejde fungerede rimeligt godt igennem hele denne periode (1930 erne red.), og de resultater, der blev opnået, er ikke kommet af sig selv. Årsagen til det, skal nok findes i det gode sammenhold, der var i klubben. Man holdt et månedligt møde i White Star på Amager. Der var mødepligt, og hvis man undlod at komme uden fornøden grund, kostede det en bøde. I klubbens start var der 12 medlemmer, i 1939 talte klubben over 20 medlemmer. For at styrke sammenholdet havde man hvert år en skovtur, der traditionelt var den samme, samt en stiftelsesfest. Hvordan sammenholdet har været ses ud af følgende beskrivelse af en enkelt skovtur. Man kan da også formode, at stiftelsesfesten, eller som den også blev kaldt bøfgildet, ikke har været kedelig. Her måtte nye medlemmer give indkitning i form af en flaske snaps eller cognac. En dejlig skovtur. Om en af de første skovture fortæller John Thomsen følgende: Jeg kan huske en af de første skovture, jeg var med på. Jeg var jo kun en stor dreng dengang på et par og tyve, og det var jo nogen barske fyre de andre. Jeg var også den eneste, der ikke var sømand.
Vi havde lejet to taxa-vogne. Vi havde jo øl med og vi havde gennem mange år en fast tradition med, at når vi nåede Skovløberhuset ved Springforbi, havde vi en æske med hårdkogte æg og en dåse gaffelbidder til hver med, som vi så spiste der. Senere holdt vi frokost i Nærum Skovløberhus. Der var reserveret til os. Det havde Carl Elling gjort. Og der var dækket bord. Der stod en halv flaske brændevin og to bajere ved hver kuvert. Jeg lurede lidt på det. Jeg kunne ikke drikke så meget, det var jeg ikke vant til. Så siger jeg til Villy Mug, han sad lige ved siden af mig, jeg kan s gu ikke drikke alt det! Bryd dig ikke om det, du kan få min flaske i stedet for. Den var tom. Jeg fik kun en tre-fire snapse selv. De to taxa-chauffører drak jo lige så meget som vi andre. Så efterhånden kørte vi jo nærmest i zig-zag. Så midt ude på landevejen siger Carl Elling: Den går ikke, stop! sagde han til chaufføren, vi må hellere gøre afregning. Hva fa en sagde chaufføren, det går s gu da meget godt. Ja, men ikke for jer! sagde Carl. Så stod vi der en halv snes stykker midt ude på vejen. Så kom der en bus, den hoppede vi på, det var også en flok, der var på skovtur. De skulle også på Bakken.
Ude i skoven havde vi lavet nogle kranse og sat på hattene. Så skulle vi ind og danse femøres dans, men først satte vi os ind og bestilte noget øl. Så kommer Søde-Jørgen, der havde gået og ledt efter os, ind ad døren på den modsatte side af lokalet. Nå, er det her I sidder, råber han så og i stedet for at gå udenom, hopper han op og springer fra bord til bord over til os. Så tog tjeneren alle bajerne fra os. Bare se at komme ud ellers ringer jeg til politiet, sagde han. Så måtte vi jo et andet sted hen (bordene var i øvrigt blevet ødelagt, så dem måtte vi erstatte). Men der var ingen steder, de ville lukkes os ind, for der var nogen der havde været rundt og sige, at dem med blomster i hattene skulle de passe på. Så måtte vi jo tage kransene af hattene, og så var der ingen problemer med at komme ind. Sådan nogle numre lavede vi mange af. Det var nogle hårde drenge dengang, men gode kammerater alle sammen. Vi lavede meget sjov sammen, men det gør I vel også i dag? Igennem disse aktiviteter kunne gamle og nye medlemmer lære hinanden at kende over en kop øl og en snaps. Dette skabte grundlaget for, at klubben kunne fungere som en enhed... I næste nummer af bladet fortæller Bjarne Holm historien om stilladsmanden.